Den Uafhængiges twitterkrig: Ødelægger vi mediebranchen, når vi arbejder gratis?

Den Uafhængiges twitterkrig: Ødelægger vi mediebranchen, når vi arbejder gratis?

Den Uafhængiges twitterkrig: Ødelægger vi mediebranchen, når vi arbejder gratis?

Radiomediet Den Uafhængige efterspurgte under valgkampen en kritisk reporter til nul kroner blandt de journaliststuderende på DMJX. Illustreret Bunker har talt med en tidligere journaliststuderende, som med glæde arbejder gratis, selvom en medieforsker frygter, at fænomenet skævvrider branchen.

TEKST: Iben Marie Ryberg
Illustration: Lea Wildenradt 

Udgivet den 08. december 2022

Det skabte opstand, da radiomediet Den Uafhængige på Facebook søgte reportere blandt de journaliststuderende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole til dækningen af valgkampen.

I Facebook-opslaget præsenterede radiomediet en gylden mulighed for at blive udstationeret som kritisk reporter for et etableret medie.

Der var kun et enkelt aber dabei. Arbejdsbetingelser var udpenslet med store, fede blokbogstaver øverst på opslaget: ulønnet. Herefter fulgte en hæsblæsende diskussion mellem journaliststuderende og Den Uafhængige på både Twitter og senere i Journalisten. Kort refereret: På den ene side kan gratis arbejde presse journaliststuderende til at sælge deres faglighed til lavest bydende. På den anden side, hvis man ikke vil arbejde ulønnet, kan man tage sit gode tøj og sige pænt nej tak. 

Hvad er så det rigtige? Det kommer an på, hvem man spørger. 

 

Ulønnede journaliststuderende

Jonathan Lundgren Larsen var en af dem, som deltog i Twitterstormen om gratis arbejde. Det sidste halve år af sin journalistuddannelse på SDU, arbejdede han frivilligt på Den Uafhængige. 

Han var med til at skabe morgenfladen ”En Uafhængig Morgen.” I hans sidste tid på radioen sad han i gravergruppen. 

”Jeg fik nogle muligheder, jeg ellers ikke ville have fået. Jeg har for eksempel aldrig hørt om en studerende, der har fået lov til at sidde i en gravergruppe,” siger han. 

Det er ikke Jonathan Lundgrens opfattelse, at gratis arbejdende studerende er et generelt problem i mediebranchen. Han mener, diskussionen om ulønnet arbejde er ude af proportioner: 

”Hvem er ofrene her? Man kan lade være, hvis man ikke har lyst. Der er ikke nogen, der presser en til at arbejde frivilligt. Det bliver teoretiske, strukturelle diskussioner, som ikke har hold i virkeligheden,” Jonathan Lundgren Larsen, tidligere journaliststuderende.

Alt var på frivillig basis, da Den Uafhængige startede, og der var ingen, der fik en krone for deres arbejde. Det ser Jonathan Lundgren Larsen som udgangspunkt ingen problemer i. 

Den Uafhængige har givet ham afgørende erfaring, han ikke kunne have fået på studiet. 

”Jeg bruger de teknikker, jeg lærte der, i mit arbejde hver dag. Dem tror jeg ikke, jeg havde lært, hvis jeg ikke havde været på Den Uafhængige,” siger han.  

Han er i dag færdiguddannet og fastansat på Berlingske Business. 

 

Undersøgelse skaber bekymring 

Jonathan Lundgren Larsen er langt fra den eneste journaliststuderende, som har arbejdet frivilligt i sin studietid. En undersøgelse fra 2019 viser, at 43,7 procent af de adspurgte journaliststuderende har arbejdet gratis. Halvdelen af dem har lavet redaktionelt arbejde. Undersøgelsen er udarbejdet af Enalyzer for fagforeningen Dansk Journalistforbund.

På baggrund af undersøgelsen er Dansk Journalistforbund bekymrede for flere ting. Hvis man takker ja til ulønnet arbejde, kan man ifølge Dansk Journalistforbund risikere at udkonkurrere en lønnet ansat. På samme måde bør man overveje, om der sidder en kollega, som udfører de samme arbejdsopgaver som en selv – bare lønnet. 

Er det tilfældet, kan man med sit ulønnede arbejde komme til at true deres ansættelsesgrundlag. 

Følger man Dansk Journalistforbunds tolkning af undersøgelsen, er gratis arbejde altså i risiko for at økonomisk udkonkurrere vigtige arbejdsfunktioner, som burde være lønnet. 

“Får du egentlig løn for det, du laver for Illustreret Bunker? Det at arbejde for et studentermedie er også en måde at opbygge et CV på.”

– Jonas Brandt, journaliststuderende på SDU 

Mediebranchens lønningsbål

”Det her projekt er ikke drevet af penge,” siger Kasper Saugmann, konstitueret direktør hos Den Uafhængige. Den Uafhængige skrev sågar i et Facebook-opslag i 2020, at de nu ville lave en radio, og det skulle man være med til. Ikke fordi man blev rig, men fordi det var sjovt. 

Den Uafhængige har aldrig modtaget mediestøtte. Deres økonomi er udelukkende baseret på medlemsindtægter. Fra dag et har Den Uafhængige altså været afhængige af ulønnet arbejdskraft. Gør det dem medskyldige i at skade branchen?

Det kan medieforsker Lars Kabel i hvert fald være bekymret for. Han er lektor på DMJX og forsker blandt andet i arbejdsvilkår og lønforhold i mediebranchen. Ifølge ham er der en tydelig tendens i det danske medielandskab. Medierne har gennem mange år skullet skære i deres budgetter. Det letteste minus i det regnestykke er lønninger. 

”Som led i det er gratis arbejde et oplagt redskab, fordi der er rigtig mange unge, som gerne vil og også får noget ud af det,” siger han. 

Ulønnet arbejde puster til gløderne på mediebranchens lønningsbål. Der sker en normalisering af dårlige arbejdsvilkår, som rammer branchens bund. Lars Kabel kalder tendensen en ”proletarisering af branchen”. Med gratis arbejde risikerer man at give ris til både egen og andres bagdel, fordi det risikerer at presse lønningerne ned i hele branchen. 

”Man kan også vende den om og sige, at vi har startet et medie op fra bunden. Skabt flere journalistiske arbejdspladser. Det synes jeg da er godt for branchen,” siger Kasper Saugmann. 

Han startede selv som ulønnet medarbejder på Den Uafhængige. I dag får han løn.  

Han fortæller, at da Radio 24/7 lukkede, efterlod det et journalistisk hul, han ville være med til at lappe. At udfylde et journalistisk hul med en ny radio er ikke et one-man-job. Det kræver, at flere vil smøge ærmerne op. Bruge knofedt og ubetalte timer på projektet. Man kan, ifølge Kasper Saugmann, ikke tvinge folk til noget. Det handler om interesse: 

”Når det er frivilligt, kan man ikke kræve mere, end at folk bruger den tid og energi på det, de har lyst til. Man kan lade være, hvis man ikke har lyst. Eller man kan være med og lære noget af det,” siger han. 

 

Den ideologiske drivkraft 

Jonas Brandt, journaliststuderende på SDU, var en af dem, som meldte sig under fanerne, da Den Uafhængige søgte reportere på Facebook under valgkampen. Det endte med et live interview af Jonas i radioen fra den valgfest, som han dækkede hos Radikal Ungdom.

“Jeg arbejdede for Den Uafhængige, fordi jeg synes deres journalistik er spændende. Jeg ville ikke have opsøgt arbejdet, hvis det var for andre medier,” siger han.

Den Uafhængige er et af de eneste medier, Jonas Brandt følger kontinuerligt. Den kritiske journalistiks vigtige samfundsfunktion er en værdi, han kan genkende hos sig selv. 

”Jeg synes, man skal passe på med at straffe folk for at gøre noget, de oprigtigt har lyst til at gøre. Ikke for pengenes skyld, men fordi, man synes, det er fedt,” siger han. 

At arbejdet var ulønnet, havde han ikke tænkt videre over. Han så det som et indblik i en journalistisk maskine, han beundrede. Måske en fod indenfor i branchen. Selvom Jonas Brandt er enig i, at det for nogle kan virke usolidarisk at arbejde ulønnet, betragter han det som et vilkår:  

”Får du egentlig løn for det, du laver for Illustreret Bunker? Det at arbejde for et studentermedie er også en måde at opbygge et CV på. Det er jo det, man må gøre, når man er nederst i fødekæden,” siger han. 

 

Værdien af den journalistiske faglighed   

Ifølge medieforsker Lars Kabel bør unge journalister og journaliststuderende være på stikkerne i forhold til at arbejde ulønnet. 

”Jeg vil sige det på den måde, at det er noget, I unge skal være bevidste om og opmærksomme på. I bidrager til  proletariseringen, når I arbejder gratis,” siger han. 

Ifølge ham er det, ud fra et fagideologisk synspunkt, vigtigt at være opmærksom på at modsætte sig de tendenser, som kan forringe både arbejdsvilkår og værdsættelsen af vores arbejde: 

”Der skal være en modmagt til proletariseringen. Det er det journalistiske indhold, som driver det hele. Når man insisterer på, at værdien af indholdet skal være mindre og mindre, vil der også komme en dekvalificering,” siger Lars Kabel.

Kasper Saugmann erkender, at Den Uafhængige med sit opslag har skabt røre i den journalistiske andedam.  

“Vi har set, at det er noget, der provokerer folk. Så det kan godt være, vi skal lade være med at gøre det på den måde en anden gang. Omvendt var der jo faktisk nogle, der meldte sig. De vil så ikke få muligheden, hvis vi lader være.”

Orlov eller ej?

Orlov eller ej?

Orlov eller ej?

Burde jeg tage orlov? Valget kan virke stort og uoverskueligt, men overser vi en gylden mulighed for at udvikle os selv og få noget andet på CV’et end skolens foreninger og de studierelevante jobs? Illustreret Bunker har snakket med tre studerende fra DMJX, som for en tid udskifter studiet med højskolesang, arabiske drømme og en tænkepause.

TEKST: Hannah Mørkøre
Illustration: Louise Rix

Udgivet den 08. december 2022

”Det var faktisk først for nylig, jeg fandt ud af, at man kunne tage orlov,” siger Heidi Kirkeby Mogensen, som til januar skifter sin titel som journaliststuderende ud med højskoleelev. Hun er én af de i gennemsnit 72 elever, som hvert år tager orlov fra DMJX i Aarhus.

Tanken om højskole havde egentlig ligget og rumsteret i et stykke tid, men hvornår var den helt rette timing til at tage afsted? På DMJX skal man have gennemført to semestre for at søge om almindelig orlov. Heidi går lige nu på tredje semester og tager på højskole inden praktikken:

”Jeg tror bare, at det skulle ske nu. Det giver meget bedre mening for mig, end efter vi har færdiggjort uddannelsen. På det tidspunkt regner jeg med, at jeg skal ud og være en del af branchen og ikke starte som én af de ældste på en højskole,” siger Heidi Kirkeby Mogensen.

”Jeg skal bare bede om at eksistere lidt! Især uden forventningerne.”

– Heidi Kirkeby Mogensen, tager orlov på 4. semester

I det nye år starter Heidi på Ry Højskole, og hun har valgt at fokusere på bæredygtighed og skrivekundskaber i sine linjefag. Det var ikke kun tanken om at forbedre sit skrevne sprog og kendskabet til jordens ressourcer, som gav Heidi lyst til at tage orlov. Hun skal ud og møde nogle mennesker, som ikke er journaliststuderende. 

Tanken om at skulle ud i nye sociale settings virkede både lokkende og skræmmende, da Heidi sendte sin ansøgning afsted til Ry Højskole. Det var dog ikke kun det at møde nye mennesker på sin kommende højskole, som Heidi var spændt på. Når hun vender tilbage til DMJX næste år, er hendes årgang i praktik, og hun skal starte op med et andet semester.

”Jeg synes, det er sygt noieren! Jeg synes altid, det er noieren at møde nye mennesker. Men på den anden side; man kender jo skolen, når man starter igen,” siger hun.

Du skal have en plan for din orlov! 

Én af de snakke, som du kan forvente, når du tager fat i en studievejleder angående orlov, er, at du skal have en idé om, hvad du vil bruge det halve års tid på. 

”Det er vigtigt at vide med sig selv, om man flygter væk fra noget ved at tage orlov, eller om man er på vej hen imod noget andet og har lavet en plan,” siger Joan Husted, studievejleder på DMJX. 

Når du søger om orlov, vil du først blive henvist til en af skolens studievejledere. Du er ikke tvunget til at tage imod tilbuddet om samtalen, men studievejledningen anbefaler det, da de til tider oplever, at studerendes ønske om orlov er kommet ud af et pres og uden at have en plan.

Emil Rosengreens plan om orlov startede allerede, da han var i Libanon på udveksling. Semesteret føltes som knapt begyndt, før kufferten blev pakket, og han skulle vende tilbage til sin hverdag i Danmark.

”Jeg ville faktisk ikke hjem, men det var for sent for mig at blive. Allerede dér vidste jeg godt, at jeg ville tage orlov og gøre noget mere ved det her,” siger han.

Mellemøstens kultur og sprog havde fanget Emil, som nu gik og drømte om at udvikle sit arabiske vokabular, mens han dækkede grænsekonflikten med Syrien. Men hjem måtte han. Da fjerde semester startede, begyndte Emil med de andre fra årgangen på praktik forberedelserne, således at når han på et tidspunkt ville søge praktik, var alt klar og i orden. 

”Jeg har ikke frygtet, at tage orlov i slutningen af fjerde semester skulle se dårligt ud for min praktiksøgning,” siger han.

”For mig handler det her om, at det er noget, jeg virkelig gerne vil, og det er også en måde at tage ejerskab over min egen udvikling og uddannelse på.”

– Emil Rosengreen, tog orlov på 4. semester

Praktikstederne kan lide dem, der skiller sig ud

Flere af medierne havde også bidt mærke i Emils orlov, da han valgte at søge praktik med efterårsholdet i år. Samtalerne foregik over Teams fra hans værelse i Beirut. Praktikstederne fandt Emils valg om at tage orlov interessant, og selvom spændingen i samtaleugen kunne mærkes hele vejen ned til Beirut, var det også med en vis selvsikkerhed, at han tog sine samtaler over en skrattende virtuel forbindelse: 

”Jeg har taget nogle selvstændige valg, som dyrker mine personlige interesser, men også gør mig stærkere fagligt. Det, tænker jeg, kun kan have et positiv udfald i praktikansøgningsprocessen,” siger han.

Det skulle vise sig, at Emil fik helt ret. Der var nemlig et medie, som synes, Emils selvstændige valg var en fantastisk idé, og om lidt flytter han til København for at starte på sin nye praktikplads på Zetland.

Grunden til at studievejledningen fokuserer meget på de studerendes plan, for orlov kommer af, at der på uddannelserne i perioder opleves større travlhed og pres fra skolens side, og det er også her, Joan Husted oplever, at flere elever strømmer til. 

”Vi ser især en træthed på andet semester. Folk har det helt vildt svært ved, at der er så meget auditorieundervisning og problemudredende journalistisk, og det er bare ikke for alle,” siger Joan Husted.

“Orlov skal ikke være en sidste løsning som et forsøg på at beholde eleverne på deres uddannelse,” siger Joan Husted. Dog prøver de at hjælpe de studerende med at skabe overblik i deres hverdag og også snakke med dem om, hvad de kan forvente på de kommende semestre, inden de tager valget om orlov. 

”Man skal ikke gå og være ødelagt af tvivl på, om det er det rette studie, men jeg tror, at det er helt naturligt, at man med mellemrum sætter spørgsmålstegn ved studiet, og den retning man er på vej i,” siger Joan Husted.

 

Skal jeg overhovedet være journalist?

For Anna Marie Mikkelsen var tvivlen dog blevet for stor, og det var også den, som satte hendes tanker om orlov i gang.

”Jeg tænkte meget over, om jeg kunne se mig selv studere i det her miljø. Konkurrencen kan til tider føles hård, og mine forventninger til mig selv pressede mig for meget.”

– Anna Marie Mikkelsen, på orlov fra 2. semester

I sommerferien før Annas andet semester på journalistuddannelsen blev tvivlen dog erstattet med beslutningen om at tage orlov. Det var for svært at mærke ordentligt efter, når der konstant var deadlines, som skulle overholdes, og et nyt socialt forum, som skulle have fokus og energi. 

Når man søger orlov inden for det første år på uddannelsen, skal man have en lægeerklæring for at få tildelt orloven. Anna tog til sin læge og fik lægeerklæringen, hvorefter hun søgte om orlov. 

”Jeg går stadig og prøver at finde ud af, om det er det her, jeg skal, men jeg er ikke rigtig kommet frem til et svar endnu,” siger Anna Marie Mikkelsen. 

I sin orlov har Anna fået sig et arbejde og ellers fokuseret på at finde ro i sin hverdag for at få mere klarsyn over, hvor hun skal hen i fremtiden.

Der er ikke noget maksimum, når det kommer til antal orlovsperioder. Dog skal du søge på ny for hvert semester, du beslutter dig for at have orlov i. Når du søger om orlov, er det gennem studieadministrationen. Her skal du kort skrive en begrundelse for din orlov, og det er også den, som studievejlederne læser, hvorefter de tilbyder dig en samtale. Ingen af dem, Illustreret Bunker har snakket med, har oplevet et afslag på deres orlovsansøgning.

Hvorfor er TV så vigtigt?

Hvorfor er TV så vigtigt?

Hvorfor er TV så vigtigt?

På tredje semester på DMJX skal de journaliststuderende gennem et langt og et kort medieforløb. Det ene forløb skal dog være TV, da det giver de studerende vigtige kompetencer. Men præcis hvilke er det?

TEKST: Kathrine Møller Nielsen
Illustration: signe Münster 

Udgivet den 08. december 2022

På tredje semester får de studerende mulighed for at dykke grundigt ned i en medietype. De studerende står selv med valget. Vil du skrive, lave radio eller arbejde med TV? Mediespecialisering giver de studerende muligheden for at vælge et langt og et kort forløb. Det korte forløb er kun delvist valgfrit. Har man ikke valgt TV på det lange forløb, bliver det nemlig obligatorisk på det korte forløb. 

Det betyder, at hvis den studerende har en passioneret drøm om at mixe tredje semester sammen til en cocktail, der består af radio og skrift, må skuffelsen melde sin ankomst.  

Beslutningen om at gøre TV-forløbet obligatorisk er dog helt bevidst fra skolens side. 

”Vi har taget en beslutning om, at studerende skal have TV, fordi vi mener, at det giver kompetencer, som er nødvendige for de studerende. Kompetencer, der også hjælper, hvis man fx senere skal lave radio,” siger Henrik Berggren, institutchef ved Institut for Journalistik på DMJX.  

Men hvorfor er TV så essentielt for det journalistiske fag? Det undersøger Illustreret Bunker.

 

Pennen er utilstrækkelig 

Netop det kan virke forvirrende for en journaliststuderende, der er fast besluttet på at skrive for en avis og har en hel notesbog fuld af håndskrevne observationer af alt fra cafésamtaler til beskrivelser af kagerne i kantinen. Eller en studerende, der trofast optager lydklip af brandbilens sirener på en søndag aften til den fedeste podcast.  

Spørger man Henrik Berggren, handler selve mediespecialiseringen om at give eleverne muligheden for at gå i dybden med en medietype. Derfor er en ligelig specialisering i alle tre platforme, ikke den vej skolen har tænkt sig at gå.  

”Man kunne have givet lige meget af hver medietype. Det har vi dårlige erfaringer med. Det giver en frustration. Man føler kun lige, at man når at gå i gang med at fordybe sig, før man skal fokusere på noget andet,” siger Henrik Berggren. 

Det handler om at give de studerende muligheden for at fordybe sig i en specifik medieplatform, men hvis drømmen ikke er at lave videojournalistik, hvorfor kan den journaliststuderende så ikke bare få lov at være TV-forløbet foruden? 

”Sådan ser virkeligheden ikke altid ud. Det handler om at være parat til den virkelighed, som er i mediebranchen,” siger Helle Lyster, der underviser i TV-forløbet på tredje semester på DMJX. 

Virkeligheden er ikke længere bundet fast på en enkelt platform. Sociale medier og journalistik hænger ofte sammen. Mange læser nyheder på sociale medier, og her kan video have en fordel ifølge Steffen Moestrup, der er underviser og forsker i journalistik på DMJX.  

”Meget af det indhold, du ser på de sociale medier, er video. Det appellerer til dine sanser. Du kan hurtigt se, hvad der foregår. Du bliver hurtigt fanget af det og stimuleret. Det kan foregå både med eller uden lyd. Om du er i bussen eller sidder på toilettet, så kan du nemt tage det ind,” siger han.

 

Lyd skal ikke overhøres

De studerende lærer meget journalistik, når de arbejder med TV, men hvorvidt det giver dem de nødvendige kompetencer kan diskuteres. Ifølge Steffen Moestrup er det vigtigt at lære forskellige medietyper at kende, så de studerende forstår, hvordan de virker alene, og hvordan de virker sammen. Han pointerer, at lyd også er vigtigt at stifte bekendtskab med.  

”Rigtig mange medier har en podcast, og derfor fylder lyd også rigtig meget i medieverdenen lige nu. De studerende skal også gerne lære lyd i et eller andet omfang, men nogle gange kan skolen ikke rumme det hele,” siger han.  

Steffen Moestrup henviser til Zetland, som fokuserer mere på tekst og lyd end på video. Han fortæller, at journalistik kan være vidt forskellige ting. Den studerende skal altid overveje, hvilken historie de gerne vil fortælle, og hvilken målgruppe de gerne vil ramme. Derefter hvilken medietyper der passer bedst til. Det kan være en video, en artikel eller en blanding af dem begge.  

”Videoen viser dig helt konkret, hvad du skal se og appellerer dermed med mindre grad til fantasien. Lyd giver dig derimod bedre mulighed for selv at lave billeder inde i hovedet,” siger Steffen Moestrup.

Selvom TV får forrang i undervisningen, mener Helle Lyster heller ikke, at det er vigtigere end skrift og radio.  

”Jeg synes ikke, at TV er mere vigtigt end radio og skrift, men jeg vil sige, at det fylder rigtig meget ude i medieverden,” siger hun.

 

Ikke nogen problemer her

Selvom Steffen Moestrup gerne ser, at de studerende forstår, hvordan alle de forskellige medietyper virker bedst, ser han overlap mellem mediespecialiseringerne. Han mener ikke nødvendigvis, at de færdigheder man lærer i video, ikke også kan benyttes, hvis man senere skal lave radio.

 Når den studerende ikke at stifte bekendtskab med lyd i mediespecialiseringen, er der alternativer, så man alligevel kan udvikle kompetencer indenfor radio og skrift. Skolens foreninger såsom Genlüd, Citat og Illustreret Bunker, er også en løsning. Det giver de studerende muligheden for at beskæftige sig med de områder, de ikke når at fordybe sig i til undervisningen.

 ”Det er et dilemma, men hvis de studerende opfattede det som et problem, ville vi gøre noget ved det. Men jeg hører ikke om det. Hvis alle skulle have radio, skal det tages et sted fra,” siger Henrik Berggren.

Journalistikken har fået personlighed

Journalistikken har fået personlighed

Journalistikken har fået personlighed

Journalistikken er kendetegnet ved at være objektiv og neutral. En ny bog sætter fokus på jeg’et, og hvad journalistikken kan bruge det til. Abdel Aziz bruger ofte sig selv og kender til de udfordringer, det medfører.

TEKST: Amalie Møller Pedersen
FOTO: Axel Emil Hammerbo

Udgivet den 08. december 2022

Abdel Aziz Mahmoud kan godt lide at bruge sig selv i sit arbejde. Det kan han i hvert fald nogle gange. At benytte ‘jeg’et’ gør Abdel Aziz ofte, selvom det strider imod klassisk journalistisk tænkning. Der er nemlig blevet plads til journalisters personlighed i mediebilledet.

Der findes mange betegnelser for brugen af sin person i journalistikken. Kært barn har mange navne, og det kan blandt andet kaldes: Persondreven, jeg-journalistik, gonzo, subjektiv eller aktivistisk journalistik.

Der er kommet mere fokus på personen i journalistik. Det kan både være i form af den såkaldte jeg-journalistik, hvor journalisten bruger sig selv og sin egen person i fortællingen, men det kan også være gennem aktivisme, hvor journalisten ønsker at præge samfundsdebatten. Bogen ‘Hvad laver JEG her?’ udkom for nylig, og Steffen Moestrup fra DMJX satte i den fokus på formidling i jeg-form. 

 

Aktivisme eller aften-TV

Abdel Aziz Mahmoud er journalist og har i flere af sine produkter brugt sig selv i sine historier. Han er meget aktiv på de sociale medier og er blandt andet kendt for bogen ’Hvor taler du flot dansk!’ og dokumentaren ’Helvedes Homo.’

”Jeg er nok en journalist, som prøver at få hele mit jeg med i de produkter, jeg laver – ikke hver gang, for det er både trættende for mig og modtageren. Men hver gang jeg tager en opgave, prøver jeg at mærke efter, hvad det er, jeg kan bidrage med til den enkelte historie,” siger Abdel Aziz Mahmoud.

Der er til tider langt mellem Abdel Aziz’ mere aktivistiske opgaver. Det skyldes hans nuværende arbejde hos Go’ Aften Live på TV2, som beskæftiger sig med en bred vifte af nyhedsemner. Fordi nyhederne er mange, er det vigtigt, at han fremstår objektiv og ikke har noget i klemme. 

Han er dog i øjeblikket aktuel med dokumentaren ’Abdel og det beskidte spil i Qatar’, hvor han bruger sin person og baggrund til at løfte samfundsdebatten om VM i Qatar. Dokumentaren handler om, at Abdel Aziz tager til Qatar for at undersøge forholdene op til VM.

”Jeg taler åbent om det faktum, at jeg er homoseksuel og muslim i et journalistisk produkt, for i dette tilfælde at give nogle af programmets interviews mere nerve og måske også komme med en ny vinkel, som taler til hjertet,” siger Abdel Aziz.

Nærvær og gennemsigtighed

Steffen Moestrup er forsker og underviser på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Han har forsket i persondreven journalistik – også kaldet ’Jeg-journalistik.’ Sammen med  to andre kollegaer på DMJX har han været med til at skrive bogen ’Hvad laver JEG her?’ som handler om journalistisk formidling i jeg-form. Steffen Moestrup mener, det kan være svært at være helt objektiv, fordi der altid vil være et menneske bag den journalistik, der produceres.

”Det er lidt en paradoksal konstruktion, for vi er jo mennesker. Så det kan være en lidt mærkelig indretning, hvis vi skal foregive at være maskiner uden følelser, holdninger og tanker, som bare kan være helt upartiske og objektive,” siger Steffen Moestrup.

Han anerkender ligeledes, at der kan være flere fordele ved at bruge sig selv i sin journalistik, og at det kan have en positiv effekt på modtageren, fordi det skaber identifikation.

”En typisk fordel ved jeg-journalistik er, at man kan skabe en tættere relation mellem sig selv og brugeren, og så kan det skabe noget gennemsigtighed og ærlighed,” siger Steffen Moestrup.

Personlig journalistik har den fordel, at den kan være med til at bidrage til noget unikt og nytænkende. Det besidder en anden form for ærlighed, end den man ser i mere klassisk, objektiv journalistik

”Det har helt klart den fordel, at man spiller med åbne kort over for brugeren. Og så kan man fortælle historier på en ny måde og med andre vinkler. Det, synes jeg, er godt for brugeren,” siger Abdel Aziz. 

Abdel Aziz arbejder på linjen mellem objektiv og subjektiv formidling. I Go’ Aften Live interviewer og formidler han objektivt. Hvorimod han i sin nye dokumentar er mere aktivistisk, fordi han selv har en mission i programmet.

”Der er ligesom tre stadier: professionel, personlig og privat. I det professionelle stadie ved jeg, hvem der kigger med, hvad der er på spil, og at man skal holde tungen lige i munden. Når jeg er personlig, så tager jeg mit eget sprog med, min egen grimasse med og min måde at reagere på. Og den private Abdel. Den bruger jeg meget sjældent og næsten kun på sociale medier. Men det er en ting, jeg har lært de senere år, at brugeren får det hele menneske med,” fortæller Abdel Aziz.

Steffen Moestrup mener, at journalistik kan forstås på mange måder. At det har mange ansigter, det kan vise, men at det vigtige er, at man aldrig er i tvivl om, hvilken type man som læser, seer eller lytter konsumerer.

”Journalistik kan bruges til mange ting, og den aktivistiske slags er en af dem. Det hensigtsmæssige ved Abdel er, at han deklarerer det, og han bliver derfor forbundet med det,” siger Steffen Moestrup

”Bare fordi jeg er åben om min minoritetsbaggrund, gør det mig ikke mindre objektiv end andre journalister, hvor deres etnicitet, kønsidentiteter og så videre er mere synlig og almindelig.”

– Abdel Aziz 

Objektivitet i journalistikken

Kerneværdien for medierne har i mange år handlet om objektivitet. Journalisten skal forholde sig objektivt, og holdninger skal ikke implementeres i artiklen. På Dansk Journalistforbunds hjemmeside står der således:

Journalistik er i sin essens – uanset målgruppen – at indsamle, kritisk vurdere og forståeligt formidle så objektiv information som muligt.

Steffen Moestrup mener, at objektivitet stadig spiller en væsentlig rolle i journalistikken, og at der kan være forskel på, hvornår det giver mening at formidle subjektivt.

”Det kommer an på, hvad man er ude efter. Hvis jeg bare gerne vil vide, hvordan det går med renten, eller hvad der sker i forhold til krigen, så vil man måske gerne bare vide, hvordan fronten ser ud i dag,” siger Steffen Moestrup.

Det interessante ved udviklingen i journalistikken er ifølge Steffen Moestrup, at man som læser kan læse mange forskellige formater, og at man som journalist kan lave meget forskelligt journalistik.

”Det kan være alt fra den helt skarpskårne, objektive nyhed, hvor man holder sig selv helt ude, og bare er den der maskine, der står bag at formidle andres viden og holdninger, og så helt over til, at man laver sådan noget subjektivt, deklareret jeg-journalistik, hvor man bare er sig selv,” siger Steffen Moestrup.

Abdel Aziz mener ikke, at personlig journalistik er en modsætning til objektivitet. Han udtrykker, at det blot er en del af ham at være et åbent menneske.

“Bare fordi jeg er åben om min minoritetsbaggrund, gør det mig ikke mindre objektiv end andre journalister, hvor deres etnicitet, kønsidentitet og så videre er mere synlig og almindelig,” siger Abdel Aziz.

 

Personlighed i fremtidens journalistik

Journalistikken er i udvikling, og der skal tænkes i nye baner, når man ønsker at gøre brugeroplevelserne bedre. Steffen Moestrup mener, at personlig og subjektiv journalistik bryder frem, fordi samfundet er blevet mere åbent for nye metoder.

”Objektiv journalistik har selvfølgelig sin berettigelse, men man har fundet ud af, at journalistik kan være mange ting. Måden at lave journalistik på er blevet bredere og mere mangfoldig,” siger Steffen Moestrup.

Abdel Aziz tror også, at jeg-journalistikken er kommet for at blive. 

”Det er ikke bare en bevægelse eller en ny måde at være journalist på. Jeg tror også, at det ville være et alt for hårdt arbejde at skjule, hvem man er,” siger han.

Jacob Valeur valgte at droppe ud af DMJX: ”Det var svært at fortælle, at jeg ikke havde lyst til at gå på skolen”

Jacob Valeur valgte at droppe ud af DMJX: ”Det var svært at fortælle, at jeg ikke havde lyst til at gå på skolen”

Jacob Valeur valgte at droppe ud af DMJX: ”Det var svært at fortælle, at jeg ikke havde lyst til at gå på skolen”

Et studie kan være stedet, hvor drømme bliver til virkelighed. For Jacob Valeur blev det hjemsted for tvivl, præstationspres og “er jeg god nok”-mentalitet, men også en rejse mod statskundskab.

TEKST: Jens-emil Nørgaard
FOTO: Kasper Søholt

Udgivet den 08. december 2022

”Det er ikke det her, jeg skal være. Jeg skal ikke være journalist.”

Inden 22-årige Jacob Valeur, tidligere studerende på DMJX, tager den endegyldige beslutning og trykker på knappen for udmeldelse, venter han endnu svar på sin ansøgning til statskundskab. På dagen, hvor han og resten af studieansøgerne får svar, gnider han den resterende søvn ud af øjnene og tjekker e-boks.

Han er kommet ind.

Sådan fortæller Jacob Valeur om erkendelsen af, at journalistdrømmen var passé. Den nye drøm skulle i stedet findes i de gule bygninger i Universitetsparken. Her har statskundskaberne deres daglige gang.

”Der er en masse ting, der overlapper imellem statskundskab og journalistik, men det er rart, fordi på DMJX så jeg kun toppen af isbjerget af det, jeg nu får lov til at fordybe mig i,” siger Jacob Valeur. 

Selvom statskundskab og journalistik har fælles karakteristika, så var det alligevel et hårdt brud.

Det var virkelig en speciel og ambivalent følelse. Det betød, at jeg var færdig på Journalisthøjskolen. Jeg vidste med sikkerhed, at jeg aldrig kom tilbage, og det var overvældende,” siger Jacob Valeur, der valgte at droppe ud efter 3. semester.

Jacob Valeurs afsked med Journalisthøjskolen er langt fra repræsentativ for DMJXs frafaldstendens. Journalisthøjskolen har mere end halveret frafaldsantallet på tre år.

Ifølge en rapport fra Uddannelses- og Forskningsministeriet var der i 2018 ikke mindre end 58, der forlod skolen. Det tal var sidste år nede på kun 22. På Professionshøjskolerne på landsplan ser man et andet billede med en markant stigning i frafaldstendensen.

Joan Husted, der er studievejleder på DMJX, erkender, at ansvaret ikke alene kan tilskrives studievejledningen, men alligevel tror hun, at den øgede ressourcemængde på studievejledningsområdet bærer en del af ansvaret.

”Vi har fået flere ressourcer til at hjælpe de studerende, og allerede fra første dag på første semester fortæller vi, at der er mulighed for at søge om støtte, hvis man er udfordret. Jeg tror, noget af forklaringen er, at der simpelthen er nogle, der får den nødvendige hjælp til at overskue studiet,” siger hun.

Men nogle gange matcher det at være journalist ikke med de arbejdsambitioner, man har, og så er ressourcer og tiltag underordnet, fortæller Joan Husted.

 

Tvivlsspørgsmålet 

Jacob Valeur var i lang tid bosat i sin illusion om et drømmestudie. Illusionen begyndte i slutningen af andet semester at smuldre mellem hænderne. Især nagede det ham i det lange tilløb til, når kilderne skulle kontaktes. I begyndelsen sparkede han bekymringen til hjørne, men han måtte sande, at det alligevel var en svær barriere at bryde.

”Det var svært at komme ud over rampen og tage fat i folk. Især hvis det var nogle, som man vidste havde travlt, eller som man vidste tog tid ud af kalenderen for at lave et interview med mig,” forklarer Jacob Valeur.

Tanken om de nervepirrende sekunder, inden kilden tager telefonen og det generelle præstationspres, står Jacob Valeur ikke alene med. 

”Der er en del studerende, der kommer og siger, at de er i tvivl om, hvorvidt de er gode nok, når de skal ud at interviewe kilder,” siger Joan Husted.

Det er ikke kun på de lange videregående uddannelser, at præstationspresset er blevet en mere væsentlig del af hverdagen. En voksende andel af studerende på professionshøjskoler går rundt og tvivler på egne faglige kompetencer. 

En rapport fra 2018, foretaget af Uddannelses- og Forskningsministeriet, angiver, at der blandt frafaldne på professionshøjskoler er 40 procent, der tvivler på egne faglige evner. Samme undersøgelse viser, at der er lige så mange aktive studerende, som der er frafaldne studerende, der bekymrer sig om uddannelsesniveauet. 

Det er der generelt slet ingen grund til, mener Joan Husted.

”Den faglige tvivl er ofte noget, der gror i de studerendes hoveder. Det viser sig gerne, at der ikke er noget at være bekymret for,” siger hun.

“Det var virkelig en speciel og ambivalent følelse. Det betød, at jeg var færdig på Journalisthøjskolen. Jeg vidste med sikkerhed, at jeg aldrig kom tilbage, og det var overvældende”

– Jacob Valeur, tidligere journaliststuderende på DMJX 

Forventninger stiger eksponentielt

Jacob Valeur informerede ikke sine medstuderende om den voksende tvivl, men valgte i stedet at opretholde den tilfredse facade. 

”Jeg ville ikke have, de skulle bekymre sig om mig. Det var svært at fortælle, at jeg egentlig ikke havde lyst til at gå på skolen, da alle andre tilsyneladende var glade og tilfredse. Det ville også være virkelig frustrerende at fortælle om et studieskift, hvis jeg nu ikke kom ind,” siger Jacob Valeur.

Han aflastede i stedet i de familiære relationer og i venskabelige samtaler.

”Først begyndte jeg selv at gå med tanker om, at jeg skulle noget andet. Jeg opvejede fordele og ulemper ved de fagprioriteringer, jeg havde haft i løbet af studiet. Jeg begyndte at sætte ord på det over for min familie og nærmeste venner,” fortsætter han.

Joan Husted mener, det er vigtigt at tale med hinanden. Det gælder også med sine medstuderende.

”De fleste står jo i samme situation og er pressede over de samme ting. Der er desværre mit indtryk, at det kan være svært at snakke med sine medstuderende om, fordi miljøet godt kan være præget af konkurrence,” siger Joan Husted. 

Især det voksende pres op til det infamøse praktiksemester var med til at skubbe Jacob Valeur i retning af statskundskab. Han mindes ikke, at forventningerne var så intense i løbet af det første og andet semester.

”Hele tredje semester begyndte det at være en slags udstilling af studerende. Der blev snakket om, at skulle man have en god praktikplads, så skulle man tænke på CV, studiearbejde og medlemskab af foreninger på skolen,” siger Jacob Valeur.

Det er ikke noget, der kommer bag på Joan Husted.

”Når virkeligheden med et fuldtidsarbejde venter lige om hjørnet, er det naturligt, at det føles som et pres. De studerende skal ud at prøve kræfter med et helt nyt arbejdsliv og være deres løn værd, så kan man godt blive usikker på, om man nu har de kompetencer, der skal til,” siger hun.

Studievedjledning havde ikke gjort skade

Med Joan Husteds snart 10 år på studievejlederpinden har hun hørt lidt af hvert fra fortvivlede studerende.

”Nogle studerende kommer, når beslutningen om at forlade DMJX allerede er taget. Andre har brug for at høre, at det er okay at ville noget andet. Det afgørende er, at der bliver igangsat en dialog om, hvilke kompetencer man tager med sig,” siger Joan Husted.

Selvom Jacob Valeur ikke har snakket med studievejledningen om egne kompetencer, mener han ikke, at han er kommet tomhændet fra sin tid på DMJX. Han fortæller, at han har fået en fundamental forståelse for journalistiske virkemidler og større indsigt i det samfundsstrukturelle.

Jacob Valeur har heller ikke fortrudt måden, han forlod studiet på, men indrømmer at en snak med studievejledningen ikke havde gjort skade.

”Det kunne godt være, at de kunne bidrage med noget andet. Og set i bakspejlet burde jeg nok have kontaktet dem og hørt, hvad de kunne tilbyde. Jeg ville gerne have mødt nogle medstuderende, som også var i tvivl, så jeg ikke var alene med det,” siger han.