Det er nu engang Journalisthøjskolen – en harsk honnør til DMJX

Det er nu engang Journalisthøjskolen – en harsk honnør til DMJX

Det er nu engang Journalisthøjskolen – en harsk honnør til DMJX

TEKST & Illustration: Victor Heide-jørgensen

Udgivet den 08. december 2022

Debatindlæg bragt i Illustreret Bunker er alene et udtryk for skribentens eller skribenternes holdninger.

Intet mentalt velfungerende menneske ville nogensinde betragte Journalisthøjskolen og udbryde: ”Det ligner da en sky!” Men det er nu engang det, den skal forestille.

Ingen med raske øjne ville betragte det akavede undervisningslokale med trappeafsatser og en projektor i loftet og sige: ”Det er da en fredagsbar!” Men det er nu engang det, det er.

Ingen der hører, at forberedelse til praktiksøgning bliver med en karakter, ville udbryde: ”Det lyder da fornuftigt!” Men sådan er det nu engang. På DMJX.

Det er nu engang den skole, vi har valgt at gå på. Et fatamorgana af paradokser. Et sted, hvor formen og indholdet ofte ikke hænger sammen. Hvor vi indsnævret undervises i journalistik i fire år for at blive kommunikationsmedarbejder for Billund Lufthavn. Hvor fremtidens journalister omklamres af fortidens puritanske doktriner. For hvordan kan du dog kalde dig selv en rigtig journalist uden en papirblok i inderlommen?

Journalistikken som fag er på den ene side i sine sidste krampetrækninger med katastrofale seertal og svanesange fra avisredaktionerne. Men den er også på vippen til at springe ud i farverige stråler af nye idealer og strukturer. Som en døende, stjerne der imploderer, inden den eksploderer i en supernova. Det er DMJX et skoleeksempel på.

For hvis du kaster blikket væk fra gyselig arkitektur og forældede principper, så ser du skolens stærkeste valuta – de studerende. Dem, der vinder Årets pressefoto. Dem, der går viralt med musikvideoer. Dem, der dedikerer deres sparsomme fritid til at lave, radio, aviser, dokumentarer og fede fester. Ildfulde mennesker, der bærer skolen på deres skuldre, som var den en gammel, sovende ronkedor.

Journalisthøjskolen er gammel, og Journalisthøjskolen er ny. Den er nu og engang. Og den får en harsk honnør herfra.

Hvad mener du? Illustreret Bunkers opinionssektion giver studerende og medarbejdere mulighed for at give deres mening til kende om studie, skole, journalistisk eller kommunikation. 

Vi bringer debatindlæg i avisen ad to omgange per semester.

Har det interesse for dig? Så skrive til: debat@dmjx.dk

Meningsmåling – Folketingsvalget 2022: Enormt rødt flertal blandt journalist- og fotojournaliststuderende

Meningsmåling – Folketingsvalget 2022: Enormt rødt flertal blandt journalist- og fotojournaliststuderende

Meningsmåling – Folketingsvalget 2022: Enormt rødt flertal blandt journalist- og fotojournaliststuderende

En meningsmåling, som er foretaget af Illustreret Bunker forud for Folketingsvalget blandt de journalist- og fotojournaliststuderende på DMJX, viser et klart billede af en skole, der er domineret af venstreorienterede studerende.

TEKST: Konrad Cornelius Rasmussen
Illustration: Louise rix 

Udgivet den 08. december 2022

Over 70 procent af de studerende på journalist- og fotojournalistuddannelsen på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole stemmer, ifølge en ny undersøgelse lavet af Illustreret Bunker, på rød blok.

Enhedslisten er med afstand det største parti blandt de adspurgte studerende. Derefter kommer Radikale Venstre, der på trods af dårlige meningsmålinger på landsplan, når en stemmeprocent på næsten 16 procent. Det er studerende fra første-fjerde semester og syvende semester af journalistuddannelsen samt første, tredje og syvende semester på fotojournalistuddannelsen, der har deltaget i undersøgelsen.

Figur 1: De blå tal viser, hvad de journaliststuderende har tilkendegivet. De orange tal viser, hvad unge mellem 18 og 25 år svarede i en Epinion-måling d. 27. oktober.

Værd at bemærke er, at de to traditionelt store partier, Socialdemokratiet og Venstre, ligger  på under 10 procent af stemmerne tilsammen. Derudover er de mest indvandrerkritiske partier også ringe repræsenteret blandt vælgerne på DMJX.

Figur 2: Diagrammet viser, hvor mange procent af stemmerne rød og blå blok ville få ifølge svarene fra de journaliststuderende.

Kigger man på fordelingen i forhold til blå og rød blok, så kan man også her se en stor koncentration af vælgere, der stemmer på rød blok. De traditionelle venstrefløjspartier opnår altså næsten 72 procent af stemmerne, hvorimod blå blok må tage til takke med, at cirka 18 procent af de journaliststuderende stemmer på dem.

Fakta om meningsmålingen
  • Undersøgelsen er foretaget af Illustreret Bunker i samarbejde med underviser Kresten Roland.

  • Svarene kommer fra journaliststuderende på 1., 2., 3., og 7., semester, samt fotojournaliststuderende på 7. semester

  • I alt har 293 studerende svaret på undersøgelsen. Derudover har ni svaret, at de stemmer blankt, tre har svaret, at de ikke vil stemme, og to ønsker ikke at oplyse, hvad de stemmer på. 

Et af de steder, hvor de journaliststuderende afspejler resten af befolkningen, er opbakningen til Moderaterne med Lars Løkke Rasmussen i spidsen. Ifølge meningsmålingen ligger Moderaterne på 10 procent, hvilket afspejler de landsdækkende meningsmålinger meget.

 

Ikke problematisk

Uddannelseschef for journalistik på DMJX, Henrik Berggren, kan se et problem, men mener ikke, at det er et stort et af slagsen. Han ser i stedet, at man kigger et andet sted hen og laver samme undersøgelse.

“Det er et problem med overrepræsentationen, men jeg ser det ikke som noget stort problem. Jeg synes det er mere interessant at undersøge, hvad den brede journaliststand stemmer, frem for hvad de journaliststuderende stemmer,” siger Henrik Berggren.

Henrik Berggren tilføjer:

“Det kunne også være interessant at sammenligne tallene i forhold til andre humaniorauddannelser i de store byer. Mit klare indtryk er, at de også vil have nogenlunde den samme fordeling af stemmer. Jeg tror altså ikke, at det er noget særligt med de journaliststuderende. Det er mere et generations- og demografisk spørgsmål,” siger han.

Ifølge Henrik Berggren er det heller ikke problematisk, at journaliststuderende har en bestemt politisk holdning. Det vigtige for uddannelseschefen er, at de studerende bliver dygtigst muligt til det journalistiske håndværk, samt at de forstår, at man som journalist skal kunne lægge sine egne holdninger til side, når man arbejder professionelt med journalistikken. Noget, han mener, DMJX har meget fokus på i undervisningen.

“Det vigtigste for mig er, at de journaliststuderende er fagligt stærke. Altså at de kan lægge deres personlige holdninger til side, når de arbejder professionelt med journalistik. Det synes jeg også, at man kan se, at den brede journaliststand er gode til,” siger Henrik Berggren.

Sådan skal du skovle, hvis du vil være graverjournalist

Sådan skal du skovle, hvis du vil være graverjournalist

Sådan skal du skovle, hvis du vil være graverjournalist

For at blive en god undersøgende journalist kræver det færdigheder, gode kilder og respekt for sit arbejde. Illustreret Bunker har sammen med to af de dygtigste gravere sammensat en guide til dig.

TEKST: lærke kobberup & Sarah Wittrup 
Illustration: Katrine Å. Edvardsen

Udgivet den 08. december 2022

Det startede med et tip om noget data, der omhandlede  “underlige” pengestrømme ind i Danske Banks estiske filialer. Sådan begyndte en af Berlingskes største historier. 

I den anden ende af byen sad der en gruppe journalister på Ekstra Bladets redaktion og undrede sig over, hvordan de danske børn i Syrien egentlig blev glemt så hurtigt. En undren, der startede et forløb fyldt med anonyme kilder og en presset regering.

Den store afsløring kan starte på mange forskellige måder. Illustreret Bunker har talt med to af de journalister, som har været med til at ryste medieverdenen.

Simon Bendtsen er nyhedschef på Berlingske Business og har tidligere arbejdet i gravergruppen samme sted. Her var han med til at dække hvidvasksagen om Danske Bank, som han desuden har vundet en Cavlingpris for. 

I januar 2017 startede han, Michael Lund og Eva Jung på den længerevarende sag. De arbejdede intensivt på den i cirka tre år, og de skriver stadig den dag i dag, men dog mere sporadisk. Da de havde udgivet et par artikler om sagen, troede de, at det var det. Men så fik de indikationer af, at der faktisk var mere at hente.

Thomas Foght er redaktionschef og undersøgende journalist for Ekstra Bladets gravergruppe og vandt tidligere i år Cavlingprisen for artikelserien om de danske børn i Syrien. Denne artikelserie skrev han sammen med sine kollegaer Jeppe Findalen, Nagieb Khaja og praktikanten Magnus Mio. Her dykkede de ned i allerede offentlig kendt viden og fandt ud af, at der lå meget mere begravet under gulvtæppet. Helt konkret resulterede dette i, at 14 danske børn blev fragtet hjem.

Med hjælp fra Simon Bendtsen og Thomas Foght har Illustreret Bunker skabt en guide på fem steps til alle de spirende graverjournalister, som befinder sig på DMJX.

1. Step: Respekter dine kilder og din magt

“Det, tror jeg, egentlig er det vigtigste. At kilderne ved, hvad de går ind til, og at de føler sig trygge og ved, at vi behandler de informationer, de deler med os. Og at vi gør alt i vores verden for at beskytte dem.”

Sådan forklarer Thomas Foght fra Ekstra Bladets gravergruppes håndteringer af kilder. Da der har været mange kilder i spil i både Thomas Foghts og Simon Bendtsens artikler, fylder kildehåndteringen rigtig meget i processen.

Også for Simon Bendtsen og Berlingske har noget af det vigtigste været en gensidig respekt mellem kilderne og en selv som journalist.

“Man vinder kildernes tillid ved at opføre sig ordentligt. Selvfølgelig skal man aldrig virke truende overfor sine kilder, men ligeså vigtigt er det, at man opfører sig ordentligt i mødet med de mennesker, man skriver om. Både dem, der kan have gjort noget galt eller dem, der er vidner til det,” siger han.

Denne gensidige respekt for hinanden og for de historier, man skriver, er også vigtig at huske på, mener Simon Bendtsen. Hvidvasksagen i Danske Bank blev hurtigt en meget omfattende sag.

“Mange af direktørerne måtte stoppe i banken. Endnu hårdere var konsekvensen for en af direktørerne i Estland, som begik selvmord (Aivar Rehe, som var mangeårig direktør i Danske Bank Estland red.). Det er selvfølgelig noget, der gør, at man får meget respekt for, at det kan have nogle voldsomme konsekvenser, når vi skriver noget,” fortæller han.

Man kan ikke med sikkerhed sige, at Aivar Rehe begik selvmord som følge af hvidvasksagen. Den estiske ugeavis Eesti Ekspres har skrevet om ham og hans selvmord, og det “skinner igennem i deres artikel, at det sandsynligvis har været den skade for hans ry og rygte, som sagen uvægerligt havde givet ham,” som var skyld i hans selvmord, skriver Magasinet rØST.

2. Step: Beskyt dine kilder

En stor del af de kilder, som både Simon Bendtsen og Thomas Foght interviewede under begge sager, skulle holdes anonyme. Det var på grund af kildernes sikkerhed.

“Der er nogle gange, vi har haft mistanke om, at der er nogen, der holder øje med os. Især efter vi begyndte at bringe nogle af de historier om de her klassificerede oplysninger. Der tror jeg da, at der var nogen, der begyndte at undersøge, hvem i hulen det er, vi taler med,” siger Thomas Foght.

Han uddyber:

“Vi skal sikre os, at kilderne aldrig nogensinde kommer i problemer, fordi de snakkede med os.”

Det prøvede de blandt andet at gøre ved at undgå at kontakte kilderne via mail og almindelige opkald.

Thomas Foght valgte at opsøge kilderne i deres private hjem for at beskytte deres identitet. Her ville han dukke op, når kilderne havde fri fra deres respektive arbejde for at snakke med dem uden for arbejdstiden, så ingen kunne overhøre deres samtaler.

En anden af hans metoder var at sende et fysisk brev til sine kilder. Udover at sikre anonymitet, er et brev heller ikke lige så voldsomt, som når en journalist dukker op på en kildes dørtærskel.

Hos gravergruppen ved Berlingske blev sikkerheden også vægtet højt. De tog helt særlige forholdsregler i brug for at beskytte deres kilder.

“Vi gav kilderne kodenavne, og i særlige omstændigheder fløj vi et sted hen for så at køre i den modsatte retning. Man kunne ikke udlede noget af, hvor vi var fløjet hen, når vi kørte et andet sted hen. Så vores kilder blev ikke kompromitterede,” siger Simon Bendtsen.

Det var enormt vigtigt for begge historier, at kilderne havde tillid til de to journalister, for ellers var det svært at få dem til at dele deres informationer. Det gjorde Simon Bendtsen ved at forsøge at efterlade så få digitale fodspor som muligt ved blandt andet at skrive alt i hånden og ikke fortælle andre, hvad de arbejdede på. Det handlede især om, at der pludselig kom meget på spil for de involverede i hvidvasksagen, da både den administrerende direktør, Thomas Borgen, og bestyrelsesformanden, Ole Andersen, blev fyret.

3. Step: Kend dit stof

At sætte sig ordentligt ind i en sag kan tage lang tid, og man skal forvente, at man kan ende med at sidde med den samme sag i lang tid. Nogle gange kan man skrive videre om den samme sag i flere år. Det var tilfældet for Simon Bendtsen og hans kollegaer:

“Vi startede med den i januar 2017. Og så skrev vi intensivt på den i to til tre år – i hele 2017 og hele 2018 – efterfølgende en bog, og nu skriver vi om konsekvenserne,” siger han.

Selvom sagen om hvidvask begyndte i 2017, fylder den stadig i dag. Simon Bendtsen er blevet en af eksperterne på emnet. Thomas Foght kender til den følelse.

“Det er jo klart, at når man dækker en sag i så lang tid, så kommer man enormt godt ind i stoffet, og man får et godt netværk og forhold til sagen,” siger Thomas Foght.

Man bliver en ekspert inden for sin sag. Ingen andre har det samme netværk eller den samme viden om emnet.

4. Step: Slå hovederne sammen

Thomas Foght skrev sin artikelserie med tre andre, og han understreger, at for ham var det vigtigt at være flere på sagen. Især når den var så stor.

“Lad os sige, at der sker noget uventet, og der er en, der holder ferie eller har en fridag. Så er der en anden på arbejde, der lige kan gribe historien,” siger han.

Han uddyber desuden, at han også mener, at det er en fordel rent strukturelt:

“Det vil være hårdt at sidde bare en eller to mand med så stor en sag i så lang tid. Når man er fire, så kan man hele tiden justere på, hvem der skal kigge på hvad, og man kan gribe flere ting. På den måde gjorde det, at vi var mere fleksible i at kunne dække sagen.”

Simon Bendtsen skrev sin artikelserie med Eva Jung og Michael Lund, som han i forvejen havde et venskabeligt forhold til:

“Det var meget tilfældigt, at det blev os tre, men i bund og grund handler det om, at man arbejder godt sammen og komplimenterer hinanden.” 

5. Step: Tavshed er en dyd

Mange ser nok hjemmets rammer og ens tætte familie som et frirum, hvor man kan lette sit hjerte. Det er ikke altid givet som graverjournalist. Adspurgt svarer Thomas Foght, at han ikke havde fortalt sin kone, hvad de arbejdede på. Det var kun de journalister, der arbejdede på artiklerne, og chefredaktørerne, som kendte til arbejdet med sagen.

Han forklarer dog yderligere, at det ikke er underligt for ham:

“Det er sådan set meget naturligt. Der er mange elementer af mit arbejde, min kone ikke kender til. Nogle gange fortæller jeg om de historier, jeg arbejder på. Andre gange gør jeg ikke, da det bare er bedre ikke at fortælle det.”

For ham giver det sjældent mening at lette sit hjerte, når det er en sag, der omhandler anonyme kilder. Så kan det være, at det er bedre at holde tæt.

For Simon Bendtsen har det varieret, hvor mange der vidste, hvad de arbejdede på.

“Der har været forskellige forløb, hvor det har været mere eller mindre hemmelighedsfuldt, hvor vi har holdt os lidt for os selv og ikke fortalt så meget om, hvad vi lavede.”

Med Thomas Foght og Simon Bendtsens gode råd med i rygsækken er du nu klar til at grave med den helt store spade.

Praktiksøgning i tal – se hvor det er sværest at få en praktikplads

Praktiksøgning i tal – se hvor det er sværest at få en praktikplads

Praktiksøgning i tal – se hvor det er sværest at få en praktikplads

Endnu en omgang praktiksøgning er overstået. For nogle er drømme blevet til virkelighed, mens andre har været knap så heldige. Kampen om praktikpladserne er nu forbi, støvet har lagt sig, og hvis man puster lidt til det, titter tallene frem. Koldt og kynisk koger vi nu suppe på dataen fra praktikmatch og forsøger at kvantificere en periode fuld af følelser.

TEKST: Alexander Kloppenborg

Udgivet den 08. december 2022

Til dette års praktiksøgning var der 159 studerende til 166 pladser. Hvilket efterlod kun 7 ekstra stole i den store stoleleg.

Nogle praktikpladser er mere eftertragtede end andre. 16 opslåede stillinger modtog 0 ansøgninger i første runde. De to mest populære stillinger modtog 23 ansøgninger pr. stilling.

Her har vi opgjort de 10 mest populære stillinger, på antallet af ansøgere pr. opslåede stilling.

Se nærmere på figuren her.

Hvis man så bort fra personlige kompetencer og charme og i stedet valgte at tildele praktikpladser ved lodtrækning, ville der for ansøgerne til hver af disse 10 stillinger være mellem 4 og 6 procent chance for at få praktikpladsen.

På skolens gange kan man ofte høre en københavnsk stemme sige: ”Jeg SKAL bare have en praktikplads i København, så jeg søger kun der”. Og det er da også suverænt københavnsområdet der har modtaget flest ansøgninger. 589 ansøgninger er der blevet sendt til stillinger i københavnsområdet. Med næstflest ansøgninger modtaget kommer Østjylland med 144 ansøgninger modtaget til området.

Se nærmere på tabellen her.

Men nu er der jo også flere stillinger at søge i København, så hvor stor er konkurrencen mellem de forskellige geografiske områder? Vi har opgjort det gennemsnitlige antal ansøgninger per opslåede stilling i de forskellige områder, og i denne omgang af praktiksøgning var stillinger i Østjylland mere eftertragtede end de københavnske.

Se nærmere på tabellen her.

Se nærmere på tabellen her.

Vi har nu en fornemmelse for, hvor de studerende søger hen, men hvad vil de gerne lave? Vi har delt praktikpladserne op i fire mediekategorier: Skrift, radio, TV og kommunikation og opgjort hvor mange ansøgninger hver af disse medietyper har modtaget. Da det ikke altid er entydigt, hvilken medietype en stilling er forbundet med, er denne opgørelse forbundet med en vis usikkerhed. Læs mere om hvordan vi har gjort nedenunder.

Sådan har vi gjort:

Efter deadline for at afsende ansøgninger indsamlede vi data fra praktikmatch.mediepraktik.dk, som er portalen, hvor alle ansøgninger fra de studerende sendes til medierne. Her kan man se, hvor mange stillinger det enkelte medie eller den enkelte redaktion har slået op, og hvor ansøgninger de har modtaget fra de studerende. Vi opgjorde også antallet af journaliststuderende praktikansøgere, der var på tværs af DMJX, RUC og SDU. 

Vi har efterfølgende tilføjet geografisk placering og medietype til de enkelte stillingsopslag, således at vi kunne opgøre de studerendes praktiksøgningsadfærd på de parametre.

Den geografiske placering er rimelig entydig, på nær for enkelte stillinger hvor der er mulighed for at være i fx København en periode og derefter i Aarhus. Denne opgørelse er derfor rimelig sikker. Vi har arbejdet med følgende geografiske placeringer: København, Østjylland, Fyn, Nordjylland, Midt- og Vestjylland, Sydjylland, Sjælland og Bornholm. 

Medietypen er dog mindre entydig, da flere stillinger giver mulighed for at beskæftige sig med flere forskellige medietyper. Vi har tildelt hver stilling en af fire medietyper: Skrift, TV, radio og kommunikation. Typen er tildelt efter, hvad stillingens kerneopgaver er, eller hvad det af stillingsopslaget fremgår, man skal beskæftige sig mest med. Det er altså en vurdering lavet efter bedste evne af redaktionen, og databehandling på baggrund af denne parameter kan derfor være behæftet med usikkerhed.

Her ser vi, at stillinger, hvor den studerende primært skal beskæftige sig med skrift eller TV, er dem, der har modtaget langt flest ansøgninger. Men der er også langt flere stillinger at søge, som primært er skriftlige. Retter vi i stedet blikket mod, hvilken medietype, der er mest populær, ud fra hvor mange ansøgninger den gennemsnitlige stilling har modtaget, er situationen en anden.

Se nærmere på tabellen her.

Der er altså rift om TV-pladserne. I gennemsnit er der cirka 9 ansøgere per stilling til TV-pladser, hvor der på pladser som primært beskæftiger sig med kommunikation kun er cirka 2,5 ansøgere per stilling.

 

Du er ikke et datapunkt

Lang tid inden man overhovedet har mulighed for at påvirke praktiksøgningen, begynder nervøsiteten at ramme mange. Tankerne flyver, og hænderne ryster. Men det skal nok gå. Praktiksøgningen er fyldt med følelser og personlighed, og det er du også. Det er tallene her ikke.

Så lad være med at lade dem påvirke dig. Tænk over dem, snak med dine venner om dem, men benyt dem ikke til at gøre dig strategiske overvejelser om, hvor man bør søge. Så når det kommer så vidt, så søg lige der hvor du har lyst og tag din personlighed og dine følelser med. Du er ikke et datapunkt.

Men hvis du vil gøre det svært for dig selv, så søg noget TV i Østjylland. Omvendt kan du have en kommunikationsplads i Sydjylland som backup.

Den Uafhængiges twitterkrig: Ødelægger vi mediebranchen, når vi arbejder gratis?

Den Uafhængiges twitterkrig: Ødelægger vi mediebranchen, når vi arbejder gratis?

Den Uafhængiges twitterkrig: Ødelægger vi mediebranchen, når vi arbejder gratis?

Radiomediet Den Uafhængige efterspurgte under valgkampen en kritisk reporter til nul kroner blandt de journaliststuderende på DMJX. Illustreret Bunker har talt med en tidligere journaliststuderende, som med glæde arbejder gratis, selvom en medieforsker frygter, at fænomenet skævvrider branchen.

TEKST: Iben Marie Ryberg
Illustration: Lea Wildenradt 

Udgivet den 08. december 2022

Det skabte opstand, da radiomediet Den Uafhængige på Facebook søgte reportere blandt de journaliststuderende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole til dækningen af valgkampen.

I Facebook-opslaget præsenterede radiomediet en gylden mulighed for at blive udstationeret som kritisk reporter for et etableret medie.

Der var kun et enkelt aber dabei. Arbejdsbetingelser var udpenslet med store, fede blokbogstaver øverst på opslaget: ulønnet. Herefter fulgte en hæsblæsende diskussion mellem journaliststuderende og Den Uafhængige på både Twitter og senere i Journalisten. Kort refereret: På den ene side kan gratis arbejde presse journaliststuderende til at sælge deres faglighed til lavest bydende. På den anden side, hvis man ikke vil arbejde ulønnet, kan man tage sit gode tøj og sige pænt nej tak. 

Hvad er så det rigtige? Det kommer an på, hvem man spørger. 

 

Ulønnede journaliststuderende

Jonathan Lundgren Larsen var en af dem, som deltog i Twitterstormen om gratis arbejde. Det sidste halve år af sin journalistuddannelse på SDU, arbejdede han frivilligt på Den Uafhængige. 

Han var med til at skabe morgenfladen ”En Uafhængig Morgen.” I hans sidste tid på radioen sad han i gravergruppen. 

”Jeg fik nogle muligheder, jeg ellers ikke ville have fået. Jeg har for eksempel aldrig hørt om en studerende, der har fået lov til at sidde i en gravergruppe,” siger han. 

Det er ikke Jonathan Lundgrens opfattelse, at gratis arbejdende studerende er et generelt problem i mediebranchen. Han mener, diskussionen om ulønnet arbejde er ude af proportioner: 

”Hvem er ofrene her? Man kan lade være, hvis man ikke har lyst. Der er ikke nogen, der presser en til at arbejde frivilligt. Det bliver teoretiske, strukturelle diskussioner, som ikke har hold i virkeligheden,” Jonathan Lundgren Larsen, tidligere journaliststuderende.

Alt var på frivillig basis, da Den Uafhængige startede, og der var ingen, der fik en krone for deres arbejde. Det ser Jonathan Lundgren Larsen som udgangspunkt ingen problemer i. 

Den Uafhængige har givet ham afgørende erfaring, han ikke kunne have fået på studiet. 

”Jeg bruger de teknikker, jeg lærte der, i mit arbejde hver dag. Dem tror jeg ikke, jeg havde lært, hvis jeg ikke havde været på Den Uafhængige,” siger han.  

Han er i dag færdiguddannet og fastansat på Berlingske Business. 

 

Undersøgelse skaber bekymring 

Jonathan Lundgren Larsen er langt fra den eneste journaliststuderende, som har arbejdet frivilligt i sin studietid. En undersøgelse fra 2019 viser, at 43,7 procent af de adspurgte journaliststuderende har arbejdet gratis. Halvdelen af dem har lavet redaktionelt arbejde. Undersøgelsen er udarbejdet af Enalyzer for fagforeningen Dansk Journalistforbund.

På baggrund af undersøgelsen er Dansk Journalistforbund bekymrede for flere ting. Hvis man takker ja til ulønnet arbejde, kan man ifølge Dansk Journalistforbund risikere at udkonkurrere en lønnet ansat. På samme måde bør man overveje, om der sidder en kollega, som udfører de samme arbejdsopgaver som en selv – bare lønnet. 

Er det tilfældet, kan man med sit ulønnede arbejde komme til at true deres ansættelsesgrundlag. 

Følger man Dansk Journalistforbunds tolkning af undersøgelsen, er gratis arbejde altså i risiko for at økonomisk udkonkurrere vigtige arbejdsfunktioner, som burde være lønnet. 

“Får du egentlig løn for det, du laver for Illustreret Bunker? Det at arbejde for et studentermedie er også en måde at opbygge et CV på.”

– Jonas Brandt, journaliststuderende på SDU 

Mediebranchens lønningsbål

”Det her projekt er ikke drevet af penge,” siger Kasper Saugmann, konstitueret direktør hos Den Uafhængige. Den Uafhængige skrev sågar i et Facebook-opslag i 2020, at de nu ville lave en radio, og det skulle man være med til. Ikke fordi man blev rig, men fordi det var sjovt. 

Den Uafhængige har aldrig modtaget mediestøtte. Deres økonomi er udelukkende baseret på medlemsindtægter. Fra dag et har Den Uafhængige altså været afhængige af ulønnet arbejdskraft. Gør det dem medskyldige i at skade branchen?

Det kan medieforsker Lars Kabel i hvert fald være bekymret for. Han er lektor på DMJX og forsker blandt andet i arbejdsvilkår og lønforhold i mediebranchen. Ifølge ham er der en tydelig tendens i det danske medielandskab. Medierne har gennem mange år skullet skære i deres budgetter. Det letteste minus i det regnestykke er lønninger. 

”Som led i det er gratis arbejde et oplagt redskab, fordi der er rigtig mange unge, som gerne vil og også får noget ud af det,” siger han. 

Ulønnet arbejde puster til gløderne på mediebranchens lønningsbål. Der sker en normalisering af dårlige arbejdsvilkår, som rammer branchens bund. Lars Kabel kalder tendensen en ”proletarisering af branchen”. Med gratis arbejde risikerer man at give ris til både egen og andres bagdel, fordi det risikerer at presse lønningerne ned i hele branchen. 

”Man kan også vende den om og sige, at vi har startet et medie op fra bunden. Skabt flere journalistiske arbejdspladser. Det synes jeg da er godt for branchen,” siger Kasper Saugmann. 

Han startede selv som ulønnet medarbejder på Den Uafhængige. I dag får han løn.  

Han fortæller, at da Radio 24/7 lukkede, efterlod det et journalistisk hul, han ville være med til at lappe. At udfylde et journalistisk hul med en ny radio er ikke et one-man-job. Det kræver, at flere vil smøge ærmerne op. Bruge knofedt og ubetalte timer på projektet. Man kan, ifølge Kasper Saugmann, ikke tvinge folk til noget. Det handler om interesse: 

”Når det er frivilligt, kan man ikke kræve mere, end at folk bruger den tid og energi på det, de har lyst til. Man kan lade være, hvis man ikke har lyst. Eller man kan være med og lære noget af det,” siger han. 

 

Den ideologiske drivkraft 

Jonas Brandt, journaliststuderende på SDU, var en af dem, som meldte sig under fanerne, da Den Uafhængige søgte reportere på Facebook under valgkampen. Det endte med et live interview af Jonas i radioen fra den valgfest, som han dækkede hos Radikal Ungdom.

“Jeg arbejdede for Den Uafhængige, fordi jeg synes deres journalistik er spændende. Jeg ville ikke have opsøgt arbejdet, hvis det var for andre medier,” siger han.

Den Uafhængige er et af de eneste medier, Jonas Brandt følger kontinuerligt. Den kritiske journalistiks vigtige samfundsfunktion er en værdi, han kan genkende hos sig selv. 

”Jeg synes, man skal passe på med at straffe folk for at gøre noget, de oprigtigt har lyst til at gøre. Ikke for pengenes skyld, men fordi, man synes, det er fedt,” siger han. 

At arbejdet var ulønnet, havde han ikke tænkt videre over. Han så det som et indblik i en journalistisk maskine, han beundrede. Måske en fod indenfor i branchen. Selvom Jonas Brandt er enig i, at det for nogle kan virke usolidarisk at arbejde ulønnet, betragter han det som et vilkår:  

”Får du egentlig løn for det, du laver for Illustreret Bunker? Det at arbejde for et studentermedie er også en måde at opbygge et CV på. Det er jo det, man må gøre, når man er nederst i fødekæden,” siger han. 

 

Værdien af den journalistiske faglighed   

Ifølge medieforsker Lars Kabel bør unge journalister og journaliststuderende være på stikkerne i forhold til at arbejde ulønnet. 

”Jeg vil sige det på den måde, at det er noget, I unge skal være bevidste om og opmærksomme på. I bidrager til  proletariseringen, når I arbejder gratis,” siger han. 

Ifølge ham er det, ud fra et fagideologisk synspunkt, vigtigt at være opmærksom på at modsætte sig de tendenser, som kan forringe både arbejdsvilkår og værdsættelsen af vores arbejde: 

”Der skal være en modmagt til proletariseringen. Det er det journalistiske indhold, som driver det hele. Når man insisterer på, at værdien af indholdet skal være mindre og mindre, vil der også komme en dekvalificering,” siger Lars Kabel.

Kasper Saugmann erkender, at Den Uafhængige med sit opslag har skabt røre i den journalistiske andedam.  

“Vi har set, at det er noget, der provokerer folk. Så det kan godt være, vi skal lade være med at gøre det på den måde en anden gang. Omvendt var der jo faktisk nogle, der meldte sig. De vil så ikke få muligheden, hvis vi lader være.”