Mangler du et fællesskab på DMJX? Så er du ikke alene

Mangler du et fællesskab på DMJX? Så er du ikke alene

Mangler du et fællesskab på DMJX? Så er du ikke alene

Hver fjerde studerende på DMJX føler sig udelukket af fællesskabet. Skolen erkender, at det er et problem, men har svært ved at finde en løsning på det. En gruppe studerende har taget sagen i egen hånd og startet foreningen DMJX Social.

TEKST: amalie obbekjær jensen 
Illustration: Signe mynster 

Udgivet den 12. oktober 2022

Til foreningsbazaren i starten af hvert semester kan Danmarks Medie- og Journalisthøjskole virke som et slaraffenland af fællesskaber. Et tag-selv-bord fyldt med nye venner og sociale sammenkomster. Musikken pumper, popcornene uddeles og foreningsformændene står klar til at shanghaje dig til lige netop deres forening. DMJX’s kantine forvandles til mulighedernes land.

 Og det bliver det måske for nogle. Men for andre bliver virkeligheden en anden. I hvert fald hvis man skal tro ’Læringsbarometer 2021’. Her er det nemlig hver fjerde studerende, som svarer, at de inden for de sidste 12 måneder har følt sig ’ignoreret eller udelukket fra studiefællesskabet’ på DMJX.

Til gengæld fortæller undersøgelsen ganske lidt om, hvad der egentlig ligger til grund for den her følelse. Og dét er en udfordring, når skolen skal sætte ind.

Druk, fodbold og lukkede foreninger 

I et forsøg på at komme tættere på et svar, åbnede vi i Illustreret Bunker for nogle uger siden en brevkasse, hvor vi opfordrede de studerende på DMJX til at dele deres oplevelser. Overordnet kan svarene deles op i to hovedkategorier: En usund alkoholkultur og et lukket foreningsliv.

“Da jeg startede og hørte om de forskellige foreninger, vidste jeg bare, at jeg skulle prøve at komme ind i én bestemt forening. Jeg glædede mig til fællesskabet og at blive blandet på tværs af semestrene. Jeg sendte en ansøgning, og krydsede alt jeg havde, for at jeg kom ind. Desværre endte det ikke sådan. Jeg forstår 100 procent, at alle ikke kan få en plads. Det var bare rigtig træls alligevel.” 

 

“Jeg føler at fællesskabet er meget internt og lukket især på grund af skolens mange foreninger. Hvis man ikke er blevet accepteret ind i en af disse foreninger kan jeg derfor til tider godt føle mig udenfor. Jeg synes også at det sociale er meget delt op i hierarkier, hvor dem, der er en del af en eller flere foreninger, er øverst.” 

 

“Modus er den eneste grund til, at der er et godt fællesskab på skolen.”

I høj grad en alkoholkultur, der dominerer stedet. Svært at finde fællesskab om noget, der ikke handler om druk eller bold. Føler tit man står på egne ben i forhold til. fællesskabet, f.eks. at man aldrig har et fast hold, studiegruppe eller noget. Tit føles det som om at professionen skal være hele ens person, som det også afspejles i foreningslivet. Til gengæld er størstedelen af eleverne på skolen super åbne og imødekommende, og det er dejligt!”

 

Brevkassen giver selvfølgelig langt fra et retmæssigt indblik, men den afslører en flig af dét, som måske ligger til grund for, at hver fjerde studerende på DMJX føler sig udelukket af studiefællesskabet. 

 

DMJX Social

Nogen, der har taget sagen i egen hånd, er initiativtagerne bag skolens nye forening; DMJX Social. Foreningen er i virkeligheden et socialudvalg, som udspringer fra DSR, og de vil hver måned komme til at holde deres egne events. Navnet DMJX Social har en international klang for at favne alle på hele skolen. Både journalister, fotojournalister, kommunikatører og de internationale studerende.

Alberte Linde og Sofie Wegger, som begge går på 2. semester, er to af tovholderne på projektet. 

”Det kan føles super grænseoverskridende at tage i fredagsbaren, hvis man ikke lige var en af dem, der kom med i fællesskabet fra start. Vi håber, at vi med DMJX Social får et rum, hvor man både kan møde op alene eller med venner,” siger Alberte Linde. 

DMJX Social skal med andre ord være et alternativ til alkoholkulturen og præstationsræset. Og udvalgets syv medlemmer har masser af idéer i ærmet, som skal ryste skolen sammen på tværs af både semestre og uddannelser, blandt andet stand-up, musikquiz, fællesspisning og en valgaften.

”Vi vil gerne skabe et fællesskab, hvor man kan være social uden at alkohol er omdrejningspunktet og hvor man ikke skal præstere andet end at møde op. Man skal ikke præstere fagligt, lave ansøgninger og levere, man skal bare møde op,” siger Sofie Wegger. 

DMJX Social afholder deres første event, som bliver en quizaften, den 26. oktober.

FAKTA OM LÆRINGSBAROMETERET

  • Læringsbarometeret er en spørgeskemaundersøgelse, som gennemføres på alle videregående uddannelser hvert andet år.
  • Det er Uddannelses- og Forskningsministeriet, som står bag, og spørgeskemaet har blandt andet til formål ’at afdække de studerendes oplevelser af læringsmiljøet.’ 
  • I undersøgelsen er der i alt 83 studerende fra DMJX, som svarer, at de inden for de sidste 12 måneder har følt sig udelukket fra studiefælleskabet.

Hvem har ansvaret?

”Udelukkelse fra fællesskabet var klart det, som var mest bekymrende ved rapporten,” siger uddannelseschef for journalistuddannelserne, Henrik Berggren. 

Helt konkret har rapporten ført til, at andet, tredje og fjerde semester har været til oplæg med foredragsholder Frederik Svinth ved studiestart, som havde til formål at sætte trivslen på dagsordenen. 

Oplægget handlede om fællesskaber, og hovedbudskabet var, at vi mennesker trives bedst, hvis vi føler,  at vi hører til – og i den sammenhæng er de ikke-tætte fællesskaber, som man for eksempel kan danne på sit uddannelsessted, lige så vigtige som de nære relationer til venner og familie.

De to initiativtagere bag DMJX Social fortæller også, at idéen netop udsprang fra samtalerne, de havde til Frederik Svinths oplæg.

 ”Jeg tror, det gik op for mig, mens vi sad med de her samtalekort, at det er lige præcis den her type forum, der mangler på skolen. Et rum, hvor der er plads til at snakke lidt dybere,” siger Alberte Linde. 

 Oplæggene ved studiestart er det første og eneste skridt, som skolen indtil videre har taget, for at komme udelukkelsen til livs. Henrik Berggren erkender da også, at der er tale om en relativt begrænset indsats, men begrunder det med, at det er en problematik, som er vanskelig at sætte effektivt ind overfor: 

 ”Jeg synes, det er svært at blive klog på. Det var noget andet, hvis DSR og flere studerende direkte sagde, at det her var et kæmpe problem, men det er ikke det, jeg hører. Næste skridt kunne være at skaffe mere viden om årsagerne, og vi vil helt sikkert også snakke med DSR om det,” siger Henrik Berggren.

 

Højskolens højtaler

Forperson for De Studerendes Råd, Iben Ryberg, bekræfter, at de er opmærksomme på rapporten.

 ”Vi har haft meget fokus på at gøre noget ved, at der måske er nogen, der har svært ved at finde deres plads i drukfællesskaberne. Og hvis man nu heller ikke lige har en genial journalistisk idé, så er der et hul der,” siger Iben Ryberg.

Hun fortæller, at DSR selv taget initiativ til det, som de har valgt at kalde ”Højskolens Højtaler”. 

”Det skal skærpe dialogen fra ledelsesgangen og ned til de studerende – og omvendt,” siger Iben Ryberg.

 Første møde i “Højskolens Højtaler” er den 11. oktober i Blå Audi, hvor emnet er skolens foreninger. Samtidig stemmer Iben Ryberg sig i koret af dem, der mener, at vi mangler viden om årsagerne til problemet.

 ”Ingen af de ting, vi prøver lige nu, er evidensbaseret. Rapporten fortæller os meget lidt om, hvordan folk har følt sig ekskluderet. Så nu prøver vi at gøre noget, og ser om det virker,” siger Iben Ryberg.

 

Usund alkoholkultur 

Mette Mørk er faglig koordinator for de journaliststuderende, og hun fortæller, at den seneste studie evaluering foretaget på 2. semester afslører, at rigtig mange er glade for det sociale miljø på skolen. Det ændrer dog ikke på, at tallene i rapporten skal tages alvorligt.

”Tre der ikke trives er tre for mange, og selvfølgelig er det noget, vi skal tage hånd om, men det er svært at vide, lige præcis hvilken indsats der skal til,” slår Mette Mørk fast. 

Og alkoholkulturen er et af de steder, hvor skolen vil forsøge at tage fat. “Der er faktisk altid nogen, og måske endda lidt flere end der plejer, som fortæller, at der godt nok er meget alkohol i rusforløbet,” siger Mette Mørk.

 Helt konkret vil Mette Mørk, i samråd med det nuværende og det kommende formandskab for rusværterne, se på, hvad man kan gøre anderledes til det kommende rusforløb. 

Hun understreger dog samtidig, at skolen som udgangspunkt har stor tillid til, at rusværterne løser opgaven, og at langt de fleste melder tilbage, at de er glade for forløbet, og at det er en god måde at komme ind på skolen.

 ”Men at nogen føler sig udelukket, det er en oplevelse, man ikke kan tage fra folk, og så er vi nødt til at tilbyde noget mere og begynde at skrue på en masse små knapper, der kan gøre, at man føler sig mindre ekskluderet,” siger Mette Mørk

Hvem skal jeg knalde med for at blive en del af DMJX’s foreningsliv?

Hvem skal jeg knalde med for at blive en del af DMJX’s foreningsliv?

Hvem skal jeg knalde med for at blive en del af DMJX’s foreningsliv?

TEKST: Malou Heigl
Illustration: Katrine Åsleff edvardsen 

Udgivet den 12. oktober 2022

Nepotisme. Har I oplevet det? Det havde jeg ikke, inden jeg startede på DMJX, men det har jeg i den grad nu. Jeg er lige startet på andet semester, og som I sikkert ved, råder skolen over et stort foreningsliv, hvor man kan prøve kræfter med alt fra dokumentar, radio og skrift til rusvært. Et foreningsliv jeg virkelig havde set frem til at deltage aktivt i for at forbedre mig som journalist og ikke mindst for at skabe nye bekendtskaber på tværs af semestrene. Dog har jeg på disse få måneder ikke kunne se bort fra en kultur, som, jeg er bange for, afspejler den branche, jeg er på vej ind i. De forskellige foreninger har vidt forskellige ”optagelsesritualer.” Ritualerne blev der ikke fortalt om til det famøse åbent hus-arrangement. Det kan for eksempel være spørgeskemaer og samtaler, som i sig selv er meget nøgternt, men uanset om du skriver den perfekte ansøgning eller laver den fedeste video, så er du ikke sikret en plads i en af foreningerne. Du skal først tage en grundig slik-røv-tur på foreningernes medlemmer.

Hele denne kritik af foreningerne bunder ud i en middag med nogle af mine medstuderende. Vi havde alle søgt ind i nærmest hver vores forening, men mange havde fået afslag. Da vi begyndte at dykke ned i de få heldige, som modsat os var kommet ind, tegnede der sig et knudret net af venner, roomies og andet godtfolk. 

Jeg søgte ind i Kurt Strandbar og som rusvært på første semester, men kom ikke ind. Her på andet semester søgte jeg som redaktør på Genlüd. Den gik heller ikke. Til middagen lovede mine veninder at gøre mig til redaktør på næste semester – selv efter den fælles enighed om det nepotistiske problem. Og med ét var jeg selv viklet ind i det net, jeg nu sidder og kritiserer. Jeg er selv en del af problemet, og på trods af min beskedne selvindsigt ved jeg udmærket godt, at jeg stadig har tænkt mig at søge som redaktør på næste semester.

Foreningskulturen på DMJX handler, som så mange andre steder, om at kende de rigtige. På den måde er du hele tiden et skridt foran dine medstuderende. Hvis ikke dine sociale skills er til UG, så sørg for at skille dig ud, drikke mest eller råbe højest. 

Selvfølgelig skal der sorteres og udvælges, ligesom da vi søgte ind på skolen. Selvfølgelig er der ikke plads til alle. Men alle skal have en lige og fair chance. På DMJX lærer man hurtigt hinanden at kende igennem det festlige rusforløb. Udover det kender man måske allerede nogle et andet sted fra. Men selvom din roomie og din bedste vens kæreste sikkert er søde mennesker, er det så virkelig dem, der er de mest oplagte kandidater til diverse foreninger? Mange af de samme ansigter går igen i foreningerne. Om det er en tilfældighed, tror jeg næppe. 

Jeg ved godt, at det er at skære alle over en kam, men når jeg snakker med mine medstuderende og ud fra mine egne oplevelser, virker denne nepotistiske tilgang til foreningerne som en realitet. 

Nogle vil nok mene, at jeg bare har ondt i røven, og det har jeg også til en vis grad, men når afslaget triller ind i indbakken, og de udpegede medlemmer offentliggøres, så ser jeg en tendens. De samme smil, de samme kendte ansigter og de små vennegrupper træder tydeligt frem. 

Lad mig fx inddrage vores kære kommunikationsstuderende i debatten. I nogle foreninger har de en kommunikationskvote for at sikre sig, at de også bliver repræsenteret. Dette er en form for løsning på problemet, men tænk at der overhovedet er behov for en kvote. Tænk på at en hel gruppe studerende ikke ville have en chance, hvis ikke der var sat et regelsæt. 

Det er en svær opgave at se udover sin egen næsetip og udvælge medlemmer baseret på et objektivt grundlag, men det er muligt. I et symfoniorkester skal jobsøgende til en anonym optagelsesprøve for at sikre, at det er musikerens færdigheder og ikke musikeren, der bliver valgt. Kunne man overveje noget lignende blandt foreningerne for at komme problemerne til bunds? 

Dette er derfor et opråb til alle foreninger på DMJX: Lad være med at udvælge jeres medlemmer gennem et tunnelsyn. Lev op til den professionalitet, som skolen står for. Mediebranchen er i forvejen en stor mudderpøl af ulighed og usund konkurrence. Det er vores fremtid og derfor også vores ansvar at skabe et studie- og arbejdsmiljø, som bygger på princippet om lighed, kompetence og engagement. Lad os have det i mente, inden 120 nye studerende nervøst går til diverse samtaler og optagelsesritualer. Vi kan ændre kulturen. Vi kan rydde op i mudderpølen. Vi kan stoppe røvslikkeriet. Hvad venter vi på? 

Kunstig intelligens tager fart – kan journalisterne følge med?

Kunstig intelligens tager fart – kan journalisterne følge med?

Kunstig intelligens tager fart – kan journalisterne følge med?

I dag kan kunstig intelligens alt fra at foreslå din næste tv-serie på streamingstjenester til at skrive artikler på et sammenhængende sprog. Men hvor efterlader det journalister?

TEKST: Sarah Wittrup Johannessen
ILLUSTRATION: Louise Rix

Udgivet den 12. oktober 2022

”Maskinerne kommer ikke, de er her allerede.” 

Sådan lyder det fra chefredaktøren på mediet Markedsføring, Andreas Marckmann Andreassen, der har forsket i robotjournalistik. 

I dag bruger vi kunstig intelligens som aldrig før. Det er ikke altid, vi er lige opmærksomme på hvornår, og ofte ænser vi det slet ikke. Et eksempel på det kan være søgefunktionen på Google eller de forslag, streamingstjenesterne kommer med baseret på vores tidligere historik. Et tredje eksempel kan være kampreferater fra lokalfodbold i Danmark, som redaktionerne ikke vil bruge journalisters tid og kræfter på.

Robotredaktør og maskinehvisker

”Mange af de mindre sjove arbejdsopgaver, man har som journalist, kan blive overtaget af robotter i fremtiden,” siger Mads Petersen. 

Det er allerede i gang med at ske. På nyhedsmediet Ritzau har de erstattet journalisters monotone opgaver, så det er robotter, der skriver artikler om regnskab og bolighandler. Mads Petersen har fået titlen robotredaktør på mediet. Han holder styr på de to robotter, som lige nu styrer bolighandlerne og kampresultaterne i lokalfodbolden. Før i tiden var det redaktionsassistenter, der havde den opgave, men nu er de altså blevet erstattet af robotter. 

”Der er masser af opgaver, journalister laver lige nu, som man kan automatisere,” siger Mads Petersen.

Robotterne, som han styrer, er bygget ud fra nogle skabeloner, som hjælper dem med at producere artikler. For bolighandelsrobotten drejer det sig om en masse data, blandt andet fra bolighandelsmarkedet, der er smidt ind i et program kombineret med bestemte forudsætninger, Ritzau har lavet. Ud fra disse kan robotterne spytte omkring 400 artikler ud om dagen på 1000-1500 anslag. 

 

Titlen som robotredaktør er ny. Hvis man spørger Andreas Marckmann Andreassen, er den også kun midlertidig. Han har selv forsket i automatisering af medierne som fellow på Syddansk Universitet, og han bruger ordet “maskinehviskere” om robotredaktører og andre personer, der er med at bygge bro mellem maskiner og mennesker.

Skal journalister kunne kode?

For at få redaktionerne til at følge med, mener Andreas Marckmann Andreassen, at det bliver nødvendigt, at journalister i fremtiden lærer at samarbejde med teknologer. Derfor bliver teknologer nødvendige på redaktionerne. 

”Vi har brug for en større forståelse for den teknologiske side af at lave journalistik,” siger han. 

Andreas Marckmann Andreassen bliver ofte spurgt ind til, om det er en nødvendighed, at journalister kan kode. 

”Det er ikke noget, man skal kunne – men det er klart en fordel. Alle journalister skal dog ikke kunne kode. Journalister skal blive bedre til det, som journalister er gode til. Og så skal teknologerne fokusere på det, de er gode til.” 

Hvis man som medievirksomhed skal overleve den tekniske eksplosion, som finder sted lige nu, er det nødvendigt at holde fast i den journalistiske grundfaglighed og troværdighed, mener Andreas Marckmann Andreassen. 

”Hvis vi mister den, så har vi ikke længere noget, vi kan tilbyde markedet,” siger han.

Nye robotter hver dag 

Sidste år udviklede den amerikanske virksomhed OpenAI det mest avancerede tekstmodelleringssystem til dags dato. Opfindelsen hedder GPT-3, som står for Generative Pre-Trained Transformer, og er den tredje af sin slags. Den kan selv skrive artikler på et formfuldendt sprog og har trukket overskrifter verden over. 

 

Der er masser af opgaver, journalister laver lige nu, som man kan automatisere

– Mads Petersen, robotredaktør hos Ritzau

Andreas Marckmann Andreassen peger dog på, at GPT-3 endnu ikke er et sted, som han tror eller håber, danske medier vil bruge til at udgive indhold på et større plan. 

”Hvis man ikke kan være sikker på, at det, man skriver, er sandt, så mister man det vigtigste, man har som journalist – vores troværdighed,” siger han. 

På grund af udviklingen inden for kunstig intelligens bliver det ifølge Andreas Marckmann Andreassen sværere, men også sjovere at være journalist – for det er stadig op til journalisten at gå og stemme dørklokker, lave kompliceret research, udføre det svære interview og hjælpe den sårbare kilde med at åbne op. 

Et værktøj for journalister

Både Andreas Marckmann Andreassen og Mads Petersen ser lyst på fremtiden. Ifølge dem er der ingen grund til bekymring for, at robotterne vil tage journalistikken fra journalisterne.

”Heldigvis er der mange opgaver, der er svære at automatisere, såsom at få en god idé, stille de rigtige spørgsmål til en kilde og se nogle sammenhænge, som kan være svære for en robot at få øje på,” siger Andreas Marckmann Andreassen. 

Forholder journalister sig åbne over for mulighederne i kunstig intelligens, mener Mads Petersen, at robotterne kan være et stærkt redskab.

”Jeg tror, at der er en masse kedelige opgaver, vi slipper for i fremtiden, som vi kan få hjælp til. Vi kommer til at få nogle værktøjer, som kan hjælpe os til at være mere effektive i vores arbejde, og som i sidste ende kan gøre os mere værd,” siger Mads Petersen.

 

Temaet for Folketingets åbning er VALG, VALG, VALG!

Temaet for Folketingets åbning er VALG, VALG, VALG!

Temaet for Folketingets åbning er VALG, VALG, VALG!

4. oktober - Folketingets åbning. En valgudskrivelse var på alles læber, da Illustreret Bunker fulgte TV2´s livereporter Morten Nielsen rundt på Christiansborg.

TEKST: Jens-Emil Nørgaard
FOTO: Kasper Søholt

Udgivet den 12. oktober 2022

Døren til Statsministeriet åbner. Hun er dagens hovedperson. Hun har et par spidse, askepotstiletter på fødderne, bærer en æggeskalshvid, stram mundering – det ligner en dragt syet af fjerene fra en fredsdue. Mette Frederiksen skal forsøge at samle et Folketing efter en tumultarisk sommer. 

Livereporter Morten Nielsen til TV2-redaktionen: ”Jeg fisker lige Statsministeren. Jeg er den eneste ved Dronningeporten. Jeg ved godt, at Statsministeriet har meldt ud, at hun ingen kommentar har til åbningstalen.”

Vi følger hende mod Slotskirken. Med en rank holdning giver hun fornemmelsen af, at kameralinsen skal pege i hendes retning i dag.

”Får vi udskrevet valg i dag?” spørger Morten Nielsen

Øjnene sender et blik – vi får ikke et svar. Ikke for nu i hvert fald. 

Flere insisterende spørgsmål lander i krydsilden, som hun affejer med sit varme smil og sin nordjyske dialekt.

Drama på venstrefløjen

Men hvad ved vi om den dag, der skal udspille sig i magtens højborg?

Vi ved, at Sofie Carsten Nielsen, politisk leder for Radikale Venstre, d. 2. juli skrev på sin Facebook-profil, at valget senest skal udskrives, når Folketinget igen samles den første tirsdag i oktober, ”ellers vil Radikale Venstre gøre det for hende.”

Vi ved, at Statsministeren dagen efter kommenterede på Radikale Venstres udmeldingen, at ”når det kommer til, hvornår der skal udskrives valg, har jeg ingen kommentar,” har hun udtalt. 

Et altoverskyggende spørgsmål står nu tilbage, når de 1500 ure på Christiansborg ringer ind til time klokken 12:00. Hvornår får vi valg?

Laksko og hvide skjorter

08:00: Dannebrog og blomsterbuketter markerer en åbningsklar vandrehal. Der er tung parfume i luften. Det genkendelige, glansbrune gelænder skinner. Rengøringen har været forbi forud for den store dag. 

Efter et telefonopkald på en travl linje dukker Morten Nielsen op. Han er iført et gråt jakkesæt, hvid skjorte og et par laksko. Det ene øje er på telefonskærmen, det andet søger efter to desorienterede journaliststuderende.

Han giver et hurtigt, men velment håndtryk. Han går forbi trappen til Folketingssalen og hen mod kælderen. Den uglamourøse kælderetage som DR og TV 2 redaktionelle afdelinger har fået tildelt, minder om et velindrettet teenageværelse.

Foruden SoMe-ansvarlige, praktikanter og reportere står også 6 tv-skærme med TV 2 News, 15 kampklare computere og 8 notifikationshærgede telefoner. Blålyset fra de mange apparater er hidsigt og skærer i øjnene. 

”Vi er mange på arbejde i dag, og endnu flere der er blevet kaldt ind,” siger Morten Nielsen. 

En stjernespækket formiddag

08:30: En interviewaftale med de politiske ordførere fra midterpartierne Venstre og Socialdemokratiet, Sophie Løhde (V) og Rasmus Stoklund (S) er blevet søsat dagen før. Inden ordet gives til Morten Nielsen, står det klart, at ingen chancer spildes på Borgen.

”Hvad er temaet?” spørger Rasmus Stoklund

”Valg, valg, valg,” siger Sophie Løhde. 

Hendes projektilskarpe øjne flytter sig over på den politisk ordfører for Socialdemokratiet. Rasmus Stoklund svarer med et flygtigt blik. 

09:00: Sofie Carsten Nielsen får rampelyset hos TV2 News for sig selv. Den trafiklysrøde neglelak springer i øjnene. Kun Morten Nielsens TV2-mikrofon kan følge trop. Der stilles skrappe krav til hurtige svar fra den garvede Christiansborgreporter. 

09:45: Morten Nielsen taler med Pia Olsen Dyhr (SF) og Søren Pape Poulsen (K). Ingen af dem tror på en valgdato i dag. Håbet bliver holdt i live af uvisheden.

”Det er de færreste stemmeberettigede, der gider høre om politik  45 minutter, hvis hun udskriver valg som første punkt på dagsordenen.”

– Morten Nielsen, Journalist på TV2

Tydelige tegn på valg

Tilbage i kælderetagen fyldes rummet nu langsomt af de indkaldte TV2-ansatte. Småsnak om væddemål, interviewplaner og politikernes tøjvalg fylder rummet.

”Mette Frederiksens tøjvalg tyder på, at hun udskriver valg i dag,” siger en kollega. 

”Sådan ser hun da altid ud,” siger sidekammeraten.

De tilstedeværende i kælderrummet kigger hvileløst efter tilgængelige kontorstole. De næste 45 minutter er dedikeret til kvinden med serveretten. Kernen af reportere må se sig forvist til tilskuerpladserne. De kommende, udslagsgivende minutter, der skal til at udspille sig på skærmen, er uden indblanding fra journalisterne. Det får adskillige albuer til at positionere sig solidt på lårene, så de tunge hoveder kan hvile i håndfladerne.

”Hvis hun udskriver valg, så gør hun det som det sidste. Det er de færreste stemmeberettigede, der gider at høre om politik i 45 minutter, hvis hun udskriver valget som første punkt på dagsordenen,” siger Morten Nielsen.

Slutfløjtet nærmer sig. Rytmisk begynder en utålmodig laksko at slå på tromme. Trommesoloen bliver til en trommehvirvel og hylder beskedent den snarlige afslutning på talen.

Antiklimaks

Den traditionsbundne afslutning, ”Danmark leve! Hurra, hurra, hurra,” bryder stilheden. Et simultant, skuffende suk løber igennem rummet som et amen efter endt prædiken.

Ingen valgdato. Ingen forløsning.

Sofie Carsten Nielsen og Radikale Venstre væltede ikke regeringen. Ikke i dag i hvert fald. Valget skal nu udskrives inden 6. oktober. Det giver Mette Frederiksen to dage til at opfylde ønsket fra Folketingets partier og demokratiet.

Lytter man på vandrørene i TV2´s kælder på Borgen, så bliver valget udskrevet d. 5. oktober. Der er for meget på spil for Statsministeren. Udskriver hun valget til åbningsdebatten på torsdag, så bliver de politiske budskaber glemt i mediedækningen, lyder analysen.

Den 5. oktober

13:00: Mette Frederiksen står bag en hvid pult, hænderne holder løst om talepapiret, og den bordeauxrøde blazer bærer samme farve som logoet fra Statsministeriet.

“Danmark er et fantastisk land, men tiderne er svære,” begynder Statsministeren.

Hun fortsætter med en længere remse af problemstillinger i det danske kongerige. Den karismatiske seriøsitet er i dag forpurret af et smil, der gemmer på en hemmelighed. Det ser ud til, at hun har hørt en vittighed. Hun kan bare ikke grine, fordi den højtidelige stemning på pressemødet og de mange kameralinser vil afsløre synden. Masken holder indtil pressemødets klimaks.

“Jeg har i dag meddelt Hendes Majestæt Dronningen, at der udskrives valg til Folketinget,” siger hun.

21:00: Morten Nielsen tager telefonen. Den ellers hurtige, friske stemme lyder udmattet i telefonen.

”Jeg kommer til at sove godt i nat,” siger han.

Redaktionen havde allerede sat kareten i 6. gear efter Folketingets lige-ved-og-næsten dag d. 4. oktober. Dagens pressemøde er ikke noget, der virker til at gøre det store indtryk på Morten Nielsen.

”Det var ikke nogen chokoplevelse. Vores politiske kilder på Christiansborg havde mere eller mindre givet tegn til, at valgudskrivelsen ville ske i dag. Spørgsmålet var i højere grad, hvilket tidspunkt det ville ske,” siger han.

En hektisk måned er lige begyndt. På Christiansborg skal Morten Nielsen holde foden på gaspedalen indtil valgresultatet for at følge med.

Fremtidens feminisme føres an af damebladene

Fremtidens feminisme føres an af damebladene

Fremtidens feminisme føres an af damebladene

Hvis du tror, at damebladenes spalteplads kun er fyldt med slankekure og sexstillinger, tager du fejl. Der er nemlig sket et skred i branchen af kvindemedier i Danmark anført af Alt for Damerne og Femina, som i dag skriver om både indretning og Iran. Men selvom de deler ønsket om fornyelse, er deres redaktionelle vej dertil dog meget forskellige.

TEKST: Elisa Norgaard Mortensen
FOTO: Clara Johanne selsmark

Udgivet den 12. oktober 2022

Vi er hinandens medsøstre, vi er forbundne. Ingen kvinde er fri, før alle kvinder er frie.”

Sådan lyder den seneste leder fra Feminas chefredaktør Isabellas Hindkjær. Hun skriver om Jina Masha Amani, en iransk kvinde, som blev dræbt af landets moralpoliti for at have sit tørklæde forkert på. 

Isabella Hindkjær sidder midt i Aller Medias store glashus, og indignationen lyser ud af hende, når hun taler om uretfærdigheden i verden. Hun ser kampen for kvinders rettigheder, både i Danmark og internationalt, som Feminas største drivkraft og står i spidsen for mediets nye aktivistiske linje, hvor der er plads til både international politik og indretning. 

Nu er det slut med det stille dameblad.

Damebladenes dilemmaer 

Der er et dilemma i luften på Alt for Damernes kontor. Rikke Dal Støttrup, bladets chefredaktør, er i gang med at skrive lederen til næste blad, der går i trykken om få timer. Den handler om, hvorvidt mediet kan tillade sig at promovere modebranchen, når den er så skadelig for miljøet. 

Den slags dilemmaer er dagligdag for journalisterne på den lille, hyggelige redaktion i Egmont Story House. Her snakker kollegaerne med, hvem end man møder ved kaffemaskinen, og der er plads til, at en kollega kommer forbi med sin baby, selvom deadline ligger lige om hjørnet. 

Stemningen oser af hygge, men også seriøsitet. Der står stadig en halv flaske uåbnet vin på bordet fra fredagens optagelse af podcasten ”Skål Søster,” hvor Alt for Damerne taler med to kendte kvinder om, hvad der fylder i debatten lige nu, og så skåler de altid for en kvinde, der fortjener en særlig ros. 

Det ritual indrammer mediets nye redaktionelle linje meget godt.  

Rikke Dal Støttrup erkender, at der er sket store forandringer for bladet i hendes tid som chefredaktør. 

”Indtil 2020 havde vi hver eneste uge en model der var ca. 25, oftest lyshårede, fordi de sælger bedre end mørkhårede, slanke og smilende på forsiden. Jeg var ved at kaste op af kedsomhed, og mon ikke læserne var det samme,” siger Rikke Dal Støttrup.

I dag er en af hendes vigtigste opgaver som chefredaktør hele tiden at sørge for, at tingene ikke falder tilbage i de gamle roller. Det er simpelthen nemmere at finde en model på 25 år end på 45, og der er stadigvæk flere modeller der vejer 55 kilo i stedet for 85. 

Men hos Alt for Damerne er det vigtigt, at læserne kan kende sig selv i bladet, og det har mange ikke kunne i de åletynde, purunge, hvide modeller, der har prydet de glitrende sider i årevis. 

Nu keder Rikke Dal Støttrup sig ikke længere. Hun er stolt af Alt for Damerne. Problemet er bare, at diversitet desværre ikke altid sælger lige så godt som status-quo. Men skal man gå på kompromis med sine idealer for at sælge blade?

 

Et aktivistisk aktualitetsmedie

Chefredaktør Isabella Hindkjær er ikke i tvivl. Hun vil stå på den rigtige side af historien. Det samme skal Femina.

Jeg tror, man skal være varsom med at være for vægelsindet. Man kan ikke være et mediebrand i 2022 uden at stå for noget og tage stilling. Hvis man ikke står for noget, så står man for ingenting,” siger hun.

Isabella Hindkjær forklarer, at det er en af største ændringer i Feminas linje. Tidligere har de prøvet at gøre alle glade og ”please” læserne, så de ikke blev sure eller stødt. Men det ændrede sig i 2020, da Isabella som helt ny chefredaktør kunne se, hvordan voldtægtsofre blev svigtet af den, ifølge hende, ”grotesk forældede voldtægtslovgivning.” 

Aktivister havde siden 2016 kæmpet for, at Danmark skulle få en samtykkebaseret lovgivning, som lagde vægt på, om der var samtykke til sex, i stedet for om offeret havde kæmpet imod en voldtægt. Da debatten omkring den nye lovgivning i sommeren 2020 gik i stå, stormede den nytiltrådte chefredaktør ind i kampen med 100 km/timen:

”Jeg havde det bare sådan, at hvis ikke et medie, der hedder Femina, dækker det her, som er noget af det mest grundlæggende, nemlig retten til vores egen krop, hvem gør så?,” siger Isabella Hindkjær. 

Overgangen fra et mere traditionelt dameblad med fokus på det nære og klassisk feminine til et aktivistisk aktualitetsmedie var alt andet end blød. Der var ingen på forhånd defineret strategi, ingen cost-benefit-analyse og ingen plan B. Til gengæld var der en følelse af, at det her virkelig kunne rykke noget. 

Femina skrev 65-70 artikler om tilblivelsen af Danmarks samtykkelov, som blev vedtaget i december 2020. Siden da har de kæmpet for bedre forhold på fødegangene, højere løn til sygeplejersker og kvinders rettigheder i Iran. Da Femina først udskiftede den gode stemning med en mere aktivistisk linje, vakte det stor opmærksomhed.

”Det var ikke det, man forbandt Femina med. Men sådan har vi så været lige siden. Nu tager folk os seriøst, fordi det er svært at lade være,” siger Isabella Hindkjær. 

”Jeg havde det bare sådan, at hvis ikke et medie, der hedder Femina, dækker det her, som er noget af det mest grundlæggende, nemlig retten til vores egen krop, hvem gør så?”

– Isabella Hindkjær, chefredaktør på Femina

Et ben i begge lejre

Tilbage hos Alt for Damerne beskriver Rikke Dal Støttrup et billede af, at Alt for Damerne går på to ben. Det ene ben går foran med store skridt og selvsikker gang. Her er de på forkant med tiden, når de bl.a. hepper på Helle Thorning, når hun får kritik for en nedringet kjole til hofbal, og når de sætter fokus på forskellige kroppe. Her kæmper Alt for Damerne for, at kvindekampen ikke bliver old news, fordi folk glemmer, hvor lang vej vi har igen til ligestilling som f.eks. i bestyrelser og lederstillinger. 

Men kan man løbe så hurtigt, at man mister en hel gruppe eller generation på perronen?

Det andet ben i Rikke Dal Støttrups billedlige strategi sikrer, at det ikke sker. For forandringen skal ikke ske på bekostning af deres trofaste læseres tillid. Det andet ben sørger hele tiden for, at de har fået alle med, måske især den mere traditionelle målgruppe. 

De har haft læsere, som syntes, at deres artikler og nye linje har været for ”woke”, og de læsere vil Rikke Dal Støttrup også gerne have med. I januar 2021 –  et stykke tid efter Sofie Linde for alvor fik den anden bølge af Me-too-bevægelsen til at rulle over Danmark – lavede Alt for Damerne et nummer, der hed ”Hvad nu mand”. De ville høre, hvordan mændene nu oplevede sexismedebatten og satte fokus på, hvad det ville sige at være en ”rigtig mand.”

Det var for hurtigt, mente nogle læsere. For nu havde kvinderne jo lige taletiden. Men Rikke Dal Støttrup vil møde de traditionelle læsere og mændene med åbne hænder.

”Vi skal finde et nyt niveau, hvor vi ikke er i krig, men hvor vi minder hinanden om, at det her er godt for alle. Det kan man ikke, hvis man mister folk på forhånd, fordi man er for hård,” siger Rikke Dal Støttrup. 

 

Både-og, ikke enten-eller

Selvom Alt for Damerne vil være et medie, der går forrest i kvindekampen, ønsker Rikke Dal Støttrup også, at bladet skal være en pause i læserens hverdag. Også i en tid hvor priserne og utrygheden stiger med hastige skridt.

”Folk skal ikke have lektier for, og folk skal ikke skældes ud,” siger Rikke Dal Støttrup. 

Alt for Damerne holder altså derfor fast i deres skønhedstips og modeserier, men nu skal det også være for andre end de unge, hvide og tynde.

Isabella Hindkjær holder også fast i, at Feminas aktivistiske linje ikke er sket på bekostning af mediets fokus på mode, mad og make-up.

”De sidste ti år har der været nogle, der efterspurgte det intelligente dameblad. I det har der nok ligget implicit, at det ville være fedt, hvis man i virkeligheden var et mandeblad. Vi skal passe på som kvinder, at vi ikke bare reproducerer nogle maskuline idealer,” siger Isabella Hindkjær.

Hun tilføjer afslutningsvist, at ligesom mænd altid har haft lov til at gå op i både økonomi og dyre ure, må kvinder selvfølgelig også dyrke det feminine og hårdtslående journalistik samtidig. Selv er Isabella Hindkjær kropsliggørelsen af denne syntese af det ultrafeminine og den kampklare kritiske journalist, som ligesom Rikke Dal Støttrup gerne tager en stor del af æren for denne udvikling.