#MinTwitterguide: Jeg undersøgte, hvordan man bliver god til Twitter og endte med fem hovedregler

#MinTwitterguide: Jeg undersøgte, hvordan man bliver god til Twitter og endte med fem hovedregler

af | maj 12, 2022 | NYESTE, UDE

NYESTE | UDE
#MinTwitterguide: Jeg undersøgte, hvordan man bliver god til Twitter og endte med fem hovedregler

Jeg var i tvivl om, hvordan jeg fik luft under vingerne på min Twitter-konto. Derfor satte jeg mig for at undersøge, hvordan man bliver dygtig til Twitter. Jeg rådførte mig med en ekspert og tre kendte journalister med Twitter-succes. Læs med, hvis du vil have de samme råd, som jeg fik.

TEKST: Frederik Præstiin
ILLUSTRATION: Rasmus Thorsen

Udgivet den 12. maj 2022

Når det kommer til sociale medier, er Twitter på ingen måde det mest benyttede herhjemme. Faktisk har Twitter kun i omegnen af 500.000 danske brugere og må derfor se sig slået af medier som Facebook, Instagram og endda LinkedIn. Man skulle næsten tro, at det lyseblå ikon med fuglen Larry T Bird helt er blevet overset. 

Men det passer ikke.

For selvom Twitter ikke har fat i den unge del af befolkningen, så valfarter journalister, politikere og meningsdannere derind. Twitter er efterhånden blevet en platform, der giver et hulens godt overblik, og som giver rig mulighed for at debattere og dele sin passion.   

Selv er jeg ikke den store Twitter-konge, men jeg elsker at se med derinde. Og jeg følger netop journalister og politikere, fordi jeg synes, jeg bliver klogere og får udfordret mit verdensbillede. Men når det kommer til at tweete, Hvilket sker 6.000 gange i sekundet på globalt plan, så er jeg mere udfordret. Ikke fordi jeg ikke har noget på hjerte. Mere fordi jeg ikke ved, hvad der virker, og hvordan jargonen er.

Derfor satte jeg mig for at undersøge, hvad der virker bedst på Twitter. Ifølge Twitter-ekspert Søren Pedersen, er det svært at sætte en formel på, hvordan man bedst gebærder sig på mediet. Men der findes alligevel nogle hovedregler. Dem har jeg samlet og sammenkogt til fem gode råd.

1. Knyt en personlig kommentar til de links, du deler

Længe før danskerne opdagede Twitter, var det udbredt andre steder i verden. Blandt andet i den arabiske verden. Det opdagede DR’s mellemøstkorrespondent, Puk Damsgård, som bruger Twitter til sit arbejde. 

”Twitter er for mig et sted, hvor jeg kan holde mig opdateret. Det er en del af mit work space, og jeg deler, hvad der falder mig for – ud fra mine interesser og mit stofområde. Det er ikke et sted, jeg går ind, når jeg holder fri,” siger hun.

På Twitter har man blot 280 tegn til rådighed i statusopdateringerne, så når du skal dele en historie, skal det gøres klart og præcist. Mange vælger at vedhæfte et link til en interessant artikel, som siger noget om en holdning eller et budskab, de vil ud med.

Men det er ikke nok blot at vedhæfte en artikel og så trykke ’tweet’.

”Opgiv tanken om bare at tweete et link til en interessant artikel. Du skal knytte din personlige kommentar til den,” siger Søren Pedersen.

2. Giv dine budskaber kant

Et andet råd er, at du bliver nødt til at give dine budskaber lidt kant for at blive set. 

”I hvert fald i en opstart hvor du skal oparbejde engagement og få flere ’venner’,” siger Søren Pedersen. 

Det betyder dog ikke, at du bare skal skrive hæmningsløst og frit fra hoften. Det er en god idé at tænke sig om, inden man lægger noget op.

”Tænk dig lige om i 30 sekunder før du trykker send. Selvom du skarpvinkler dine pointer, så sørg for at der alligevel er dækning for dine budskaber,” siger Søren Pedersen.  

Denne tilgang er chefredaktør på Frihedsbrevet Kristoffer Eriksen ikke helt tilhænger af. Han interesserer sig slet ikke for, hvad der virker på Twitter. 

”Når jeg skriver noget på Twitter, tænker jeg meget lidt. Min erfaring er, at de ting, jeg har skrevet, som jeg har tænkt mindst over, og som er allermest impulsdrevet, har haft den mest interessante effekt. Enten fordi folk er blevet meget sure på mig, eller fordi de er meget enige med mig. Det synes jeg er sjovt. Jeg interesserer mig slet ikke for, hvad der virker på Twitter, for så tror jeg, man bliver en meget forfærdelig og konstrueret person at følge,” siger han.

Her er der altså delte holdninger, i forhold til hvad der virker bedst. Jeg synes, det hele kommer an på, hvilket image du vil danne på din profil, og hvordan du ønsker at bruge den. Her vil man nemt kunne finde en god mellemvej mellem henholdsvis Søren Pedersens og Kristoffer Eriksens metoder.

3. Undgå shitstorme

Jeg oprettede min Twitterprofil tilbage i 2014, og jeg oplever, at tonen har ændret sig meget siden. Den er blevet hårdere, nærmest uforsonlig. Det er især debatterne, der vækker harme, og det kan synes håbløst, ja næsten umuligt, at holde tonen ren i kommentarsporene. Hvor Twitter ofte er blevet sammenlignet med en læringsplatform, er sproget derinde nu blevet så voldsomt, at det helt risikerer at overskygge debatternes primære formål.

”Jeg kan godt se, hvor det bliver betændt. Jeg er glad for, at jeg ikke deltager i kønsdebatten for eksempel. Det virker til at være ganske modbydeligt meget af tiden,” siger Sebastian Stanbury, journalist på Mediano. 

Ifølge ham selv, tænker han meget over, hvad han tweeter. 

”Jeg prøver at opføre mig ordentligt og ikke svine folk til. Jeg vil ikke være for negativ derinde, for så tror jeg, at jeg får negativitet igen, og det er jeg ikke interesseret i,” siger han.

Puk Damsgård deltager slet ikke i debatten på Twitter. 

”Jeg undgår at deltage i debatter, fordi det hurtigt bliver perfidt med en debat på så få tegn,” siger hun.  

Faren ved at tilkendegive sin holdning på Twitter er, at man meget nemt kan havne i en shitstorm, hvor man bliver mødt med voldsom kritik og ualmindeligt mange negative kommentarer. 

Så hvordan slipper man for disse ubehageligheder? Søren Pedersen har et ganske simpelt råd:

”Undgå at komme ind i shitstorme, hvor du bruger oceaner af tid på at overbevise folk, som alligevel aldrig bliver overbevist. Træk dig ud af de diskussioner hurtigt,” siger han.

Hermed er budskabet altså ikke, at du skal holde dig fra at debattere på Twitter. Det er trods alt en af de vigtigste og mest benyttede aktiviteter derinde. Men debattér med det forbehold, at folk hurtigt kan blive meget sure og ubehagelige. Du må gøre op med dig selv, om det er noget, du gider at bruge din tid på. Og husk så, at der også findes mange gode, indsigtsfulde debatter på Twitter.

4. Lav et positivt feed

Et af værktøjerne til at undgå sure, ubehagelige profiler er enkelt. Mute dem. Det kan i hvert fald være en begyndelse i forhold til at opnå mere positivitet på platformen.

”Mute folk, du synes er irriterende, og som ikke bidrager med noget fornuftigt. Det er en kæmpe lettelse at få et feed, man kun bliver inspireret og udfordret af, og som man ikke bliver sur af,” siger Søren Pedersen.

Når man inspirerer hinanden, er min erfaring, at debatten bliver præget herefter. Og det er trods alt dét, Twitter er kendt for, og som gør, at det adskiller sig fra de andre medier. 

”Jeg kan bedre lide debatten på Twitter. Jeg synes, jeg får flere informationer, og jeg synes, jeg får nyhederne hurtigere. Det er jo et fremragende overblik til nyheder og information,” siger Sebastian Stanbury.

5. Brug Humor

Det sidste og måske vigtigste råd er humor. For er der noget, mennesker kan samles om, så er det humor. Og på den måde undgår du at lave statiske opslag, der forsvinder i mængden.  

”Folk på Twitter elsker originale tanker, studier og data. Og ikke mindst humor,” siger Søren Pedersen.  

Det nævner Sebastian Stanbury også, da jeg spørger ham, hvad han synes, der virker på Twitter.

”Jeg tror, humor fungerer. Hvis jeg skriver en interessant betragtning om en fodboldspiller, så når det ud til en vis skare. Hvis jeg tweeter noget, folk synes er sjovt, så når det meget længere ud,” siger han.

Forhåbentligt kan disse råd være med til at give dig et skub fremad. Men det vigtigste er nok, at du er dig selv på Twitter, og at du prøver dig frem. Så vil du også automatisk finde ud af, hvad der virker bedst for dig, og hvad folk reagerer på.

FORSIDEN
For Anders Langballe blev det en identitet at have travlt: “Man bliver jo høj af det”

For Anders Langballe blev det en identitet at have travlt: “Man bliver jo høj af det”

af | okt 7, 2021 | NYESTE, TEMA

For Anders Langballe blev det en identitet at have travlt: “Man bliver jo høj af det”

Tidligere TV2-journalist, Anders Langballe, peger på en kultur i mediebranchen, hvor det høje tempo er et mål i sig selv. For hvis man er travl, er man vigtig.

AF CHRISTOFFER PANDURO 

Udgivet den 07. oktober 2021

“Jeg tænker: ‘Hvad fanden er det, du siger?’ Det havde jeg aldrig hørt før,” siger han.

Da tidligere TV- journalist Anders Langballe for nyligt startede i sit nye job som kommunikationschef, blev han overrasket. For første gang mente direktøren ikke, at det var en dyd at have travlt. 

Tilbage i foråret udgav nu tidligere TV2-journalist, Anders Langballe, bogen Forfra, hvor han fortalte om en arbejdskultur med fuld fart på fra morgen til aften. En arbejdskultur, der til sidst resulterede i to blodpropper. Men hvorfor er travlhed – måske – en dyd i mediebranchen?

For Anders Langballe var det nærmest et mål i sig selv at have travlt.

“Det blev en identitet. Uanset, hvor jeg har været, har mange chefer brugt et begreb, som mange i mediebranchen ynder at bruge: Nu skal vi gå den ekstra mil. Nu giver vi den en ekstra skalle. Det var simpelthen bare en del af kulturen,” siger han.

”I dag er ingen nyhed for lille, og ingen detaljer er for små. Og på de sociale medier galoperer de politiske nyheder af sted. Vi kunne godt savne nogle folk, der sætter spørgsmålstegn ved, om det egentlig er en god idé.”

 

– Anders Langballe, kommunikationschef og tidligere TV-journalist 

R

 

”I dag er ingen nyhed for lille, og ingen detaljer er for små. Og på de sociale medier galoperer de politiske nyheder af sted. Vi kunne godt savne nogle folk, der sætter spørgsmålstegn ved, om det egentlig er en god idé.”

 

– Anders Langballe, kommunikationschef og tidligere TV-journalist 

 

 

”I dag er ingen nyhed for lille, og ingen detaljer er for små. Og på de sociale medier galoperer de politiske nyheder af sted. Vi kunne godt savne nogle folk, der sætter spørgsmålstegn ved, om det egentlig er en god idé.”

 

– Anders Langballe, kommunikationschef og tidligere TV-journalist 

 

Ikke den store lyst til at tage hensyn til stress

I de 17 år Anders Langballe har arbejdet som politisk journalist, har han kun oplevet, at arbejdstempoet er steget. 

“I dag er ingen nyhed for lille, og ingen detaljer er for små. Og på de sociale medier galoperer de politiske nyheder af sted. Vi kunne godt savne nogle folk, der sætter spørgsmålstegn ved, om det egentlig er en god idé,” siger han.

Han erkender, at også han var med til at opretholde en travlhedskultur.

“Når vi har diskuteret ansættelse af unge journalister på TV2, har jeg ofte oplevet, at der ikke var den store lyst til at tage hensyn til for eksempel stress. Vi vidste, at det var nogle rigtig attraktive jobs, hvor folk nærmest ville arbejde gratis og lægge rigtig mange timer i det, fordi der altid var nogle, der stod i kø til at overtage deres job,” siger han.

Han mener dog ikke, at man kan tage tempoet helt ud af faget, da der i så fald ikke ville være meget tilbage af branchen.

“Det er en balancegang, for hvad er journalistikken, hvis der ikke er konkurrence og hurtighed? Men derfor synes jeg stadig, at branchen er forpligtet til at tage de udfordringer seriøst.”

Man kan vel heller ikke helt lukke øjnene for, at det jo også er fedt, når man er først med et eller andet?

“Bestemt. Man bliver jo høj af det. Og det er jo også en af drivkræfterne for medierne og for den enkelte journalist,” siger han. “På fjernsyn dyrker man jo også profiler. Jeg var TV2’s ansigt på dansk politik, og der dyrkede man også den enkelte journalist. Det gør man stadigvæk. Det er også med til at frembringe den konkurrence.”

Når man er travl, er man vigtig

Lad os lige skrue tiden tilbage, for hvor kommer travlhedskulturen fra? Ikke fra det antikke Grækenland. Her syntes man, at det var cool ikke at arbejde. Det havde man slaver til. På samme måde havde man i den engelsk, victorianske overklasse i 1800-tallet folk ansat til ikke at lave noget som helst.

I dag er det overklassen, der har travlt. Billedet af en chef, der bare sidder med benene oppe, eksisterer ikke. Det er vigtigt at have travlt, man kan jo ikke tillade sig andet, og den iver efter hårdt arbejde kan spores i vores kristne kulturarv. Især i den protestantiske del af verden hylder man det travle arbejdsliv. Det forklarer Anders Fogh Jensen, filosof og forfatter, der har forsket i det moderne arbejdsliv.

Faktisk skrev den tyske sociolog, Max Weber allerede i sit værk ‘Den protestantiske etik og kapitalismens ånd’ fra 1904, at de protestantiske lande – som Danmark – har en anden arbejdsetik end resten af verden. I Danmark hersker dyder som flid, hårdt arbejde og disciplin. Men i 1904 havde man ikke sin person med i arbejdet. Det skal man derimod i dag.

“Der er sket en markedsgørelse af såvel det offentlige, som det personlige, så hvis man virker travl, så tror folk, at man er vigtig eller god, fordi man virker efterspurgt,” siger Anders Fogh Jensen, filosof og forfatter. “I industriarbejdet skulle man ikke have sin person med på arbejde. Nu forventes man at have sin identitet og engagement i projektet.”

Anders Fogh Jensen forklarer, at det især gør sig gældende i de fag, hvor projektarbejdet fylder meget. Det er ofte job, hvor man har mange bolde i luften, og hvor det bliver set som en kvalitet at have gang i mange forskellige ting på samme tid. Som i mediebranchen.

“Mediebranchen er samtidig underlagt den idé om, at det gælder om at komme først – og ikke alene at sige det sande. Kun det nyeste er relevant, og derfor er den meget hektisk,” siger han.

Det skyldes også, at projektfagene ofte er fag, hvor folk realiserer sig selv. Det betyder ofte, at arbejde og fritid flyder sammen, og derfor kan det være svært at skelne mellem, hvad der er hvad. 

“Travhelskulturen er prestigefuld, fordi den associeres med, at man er efterspurgt.” siger Anders Fogh Jensen.

En forældet tilgang

Siden sine to blodpropper og sit exit fra mediebranchen har Anders Langballe fået nyt job som kommunikationschef i Dansk Ejendomsmæglerforening. Her oplever han en helt anden kultur. Her på arbejdspladsen, er det ikke en dyd at have travlt, sagde chefen.

“Jeg tror, at det er en dyd, der er fremherskende blandt mange ledere uden for vores branche. Det der med at piske sig selv og bevise hvor vigtig man er ved at have travlt, det var en dyd, da jeg forlod mediebranchen. Så er vi vigtige. Så er vi noget. Når man kigger ind i andre brancher, så er det en dyd ikke at have travlt, men at lave kvalitet,” siger Anders Langballe.

Han oplever at ledere i andre brancher ser det som deres opgave at sikre, at man ikke ødelægger sin egen branche ved at have for travlt.

“Jeg tror, at mediebranchen hænger fast i en old-school-opfattelse af, hvordan man laver ledelse. Det her med at gå den ekstra mil, at man er en fandens karl, hvis man her travlt, det er formentlig en forældet tilgang,” siger han.

Aviserne blev begravet med bunkeren – flere vil have dem tilbage i hænderne

Aviserne blev begravet med bunkeren – flere vil have dem tilbage i hænderne

af | okt 7, 2021 | INDE, NYESTE

Avisen blev begravet med Bunkeren - flere vil have dem tilbage i hænderne

Den fysiske avis måtte lade livet, da Danmarks Medie- og Journalisthøjskole flyttede til Katrinebjerg. Digitalisering og klimahensyn var dengang tungen på vægtskolen. Det har medført kritik fra de studerende, undervisere og KaJ, der gerne ser avisordningen genindført i nye klæder.

TEKST: SVEND ANDREAS WORRE SØRENSEN OG KEVIN DOHERTY
ILLUSTRATION: THIT LUND BORDING

Udgivet den 07. oktober 2021

Digitale platforme dominerer den moderne medieverden. På Danmarks Medie- og Journalisthøjskoles nye adresse bruger studerende flittigt Infomedia, og det er efterhånden et fåtal, der husker den gamle avisordning. Her kunne man følge med i verdens gang uden at vende snuden ned i skærmen. Et ideal om en digitaliseret skole efterlod dog papiraviserne i Bunkeren, men flere studerende og undervisere stiller sig kritisk overfor beslutningen. I sommer var der rokade i ledelsen, med en ny prorektor, Helle Kryger Aggerholm blev ny prorektor. Hun åbner op for en dialog om en ny ordning, der med langt færre aviser vil kunne presses ind på den digitaliserede højskole. 

Aviserne var et vigtigt undervisningsredskab

Før både corona og Katrinebjerg blev aviserne leveret gratis til foyeren på Olof Palmes Allé 11 af mediehusene selv. Herfra bragte studentermedhjælperen dem på plads i biblioteket, hvorfra alt fra lokal- til tabloidaviser kunne læses og inddrages i undervisningen. Det gjorde underviser på journalistuddannelsen Søren Boy Skjold flittigt brug af.

“Vi snakkede for eksempel om rubrikker og vinkling. Jeg skimmede aviserne og lagde dem på bordet. Så ville man se flere rubrikker for den samme historie, men vinklet forskelligt. Det blev brugt som et pædagogisk værktøj og til at følge med. Vi er jo på en journalisthøjskole,” siger Søren Boy Skjold, der gerne greb muligheden for at få de studerende på første semester væk fra skærmene. 

Underviseren fremhæver også, at aviser er nemmere at fordybe sig i og i højere grad tvinger læseren til at læse artikler, man normalt ikke ville opsøge på nettet. 

Selvom Berlingske Media på et tidspunkt hoppede fra, var stort set alle lokale, regionale og nationale aviser til rådighed på skolen, betalt af mediehusene selv. De ansatte på skolen kunne tage aviser til undervisning og som et personalegode inden kl. 14. Her efter blev de frigivet til de studerende. Ud på eftermiddagen blev de placeret ved udgangen, hvor man nemt kunne snuppe dagens nyheder med hjem. Biblioteket anslår, at det typisk tog studentermedhjælperen en halv time om dagen at ordne aviserne, hvilket altså var den eneste udgift forbundet med ordningen.

Det gamle rektorat under Jens Otto Kjær Hansen, og senere Jens Grund Pedersen, besluttede, at den nye skole på Katrinebjerg skulle være udbredt papirløs. Det var primært for at tilslutte sig den digitale udvikling af branchen, men også et klimahensyn for at mindske spild fra tilbageværende aviser. Skolen oplevede nemlig, at særligt de lokale og regionale aviser var uberørte, når skoledagen var omme. 

Det var dog ikke alle, der var tilfredse med, at avisordningen skulle udfases. Søren Boy Skjold beskriver grundlaget for beslutningen som tyndt og fremhæver skolens ansvar overfor branchen og de kommende praktikanter.

“Jeg synes, det er gammeldags at tro, at alt bliver digitalt om nogle år, hvis man fjerner det fysiske. Diskussionen minder om, da e-bogen kom frem. Jeg mener ikke, det er os som uddannelsesinstitution, der skal være med til at understøtte, at aviserne ikke bevares,” siger han.

Bred opbakning til papiravisen

En undersøgelse blandt de journaliststuderende viser, at der er relativt stor opbakning til at genindføre en ny avisordning. Mere end 80% af de 120 svar viser, at de gerne ser skolen tilbyde en fysisk avis. Formand for Kredsen af Journaliststuderende (KaJ), Markus Valentin Jakobsen, tilslutter sig opfordringen og uddyber, at ledelsen hænger lidt i bremsen, når det handler om at give skolen personlighed.

“Det er bizart, at vi går på en medieskole, hvor der ikke er fysiske aviser. Man mærker ikke, at man er på en journalisthøjskole. Selvfølgelig har vi adgang til et fåtal af aviser digitalt, men det slår ikke at kunne læse papiraviser på skolen,” siger Markus Valentin Jakobsen, der sammen med andre tiltag ser en avisordning som et vigtigt led i at give de studerende et bedre tilhørsforhold til bygningen.

Ifølge formanden har ledelsen begrundet fraværet af de fysiske aviser med, at det koster penge at have en medarbejder til at bære dem frem og tilbage.

Det er dog ikke det økonomiske aspekt, der ifølge prorektor på DMJX, Helle Kryger Aggerholm, er det afgørende argument. Hun er også forsknings- og udviklingschef og har derfor ansvaret for biblioteket. 

“Det er ikke det afgørende for mig. Vi havde nok klaret at skulle bruge en studentermedhjælper en time om dagen,” siger Helle Kryger Aggerholm, der ikke selv var med til at afskaffe avisordningen. 

“Vi har fået de vilkår at drive bibliotek på et meget lille område. Derfor har vi ikke kunnet tage aviserne med, som fyldte rigtig meget. Jeg har ikke selv en kæphest om at lægge papiraviser i graven,” siger Helle Kryger Aggerholm.

Hun fremhæver, at alle landets aviser kan læses online på bibliotekets to computere, ligesom de studerende kan tilgå blandt andet Jyllands-Posten og Ekstra Bladet på egen hånd.

Mener du, at skolen bør sætte fysiske aviser til rådighed for eleverne?

Dialog om ny ordning

Trods papiravisernes generelle tilbagetog i en digitaliseret medievirkelighed er der måske håb for de papirglade medieforbrugere på DMJX. 

Ifølge Markus Valentin Jakobsen har KaJ overvejet at give økonomisk støtte til, at de fysiske aviser på ny kan blive en realitet. Men det er endnu ikke blevet drøftet på et bestyrelsesmøde. 

Helle Kryger Aggerholm vil dog hellere finde en løsning i samarbejde med KaJ, frem for at studenterorganisationen skal finansiere gildet, hvilket ifølge prorektoren ville være en falliterklæring fra skolen. 

“Jeg vil rigtig gerne i dialog med KaJ, men jeg synes ikke, de skal finansiere det. Vi har jo vores gratisordninger, og vi kan godt lave beslutningen om,” siger hun og understreger, at hun gerne ser mere aktivitet på biblioteket, som i forvejen stort set er stuvet for bøger.

For at finde plads på det beskedne bibliotek kunne en ny ordning indeholde bare 5-10 aviser med en begrænset mængde eksemplarer for at mindske papirspild. En sådan mellemvej bakker Søren Boy Skjold op om, men underviseren pointerer, at udvalget skal afspejle hele medievirkeligheden.

“De skal vise den bredde, aviserne har. Noget lokalt, nationalt, niche og omnibus. Aviser, der på en eller anden måde favner de ting, de studerende kan komme ud i som praktikanter,” siger han.

Netop hensynet til praktikken er også afgørende i spørgsmålet om en avisordning. Det var ifølge Helle Kryger Aggerholm værdifuldt for mediehusene, at de kommende journalister kunne tilgå og orientere sig i deres papiraviser. 

DMJX har ligesom alt andet været dybt påvirket af coronapandemien. Det kan være en forklaring på, at de studerende ikke har forholdt sig til en avisordning, som det kun er de studerende på fjerde semester, der reelt kender til i dag. Helle Kryger Aggerholm har i hvert fald ikke været bevidst om et savn blandt de studerende, men lægger ikke skjul på, at afskaffelsen af ordningen har medført en ophedet debat mellem undervisere og uddannelseschefer. Hvis ønsket også er der fra de studerende, er Helle Kryger Aggerholm ikke afvisende overfor de fysiske aviser.

“Så kan det være, vi skal genoverveje beslutningen. Vi skal bare have de rigtige aviser – dem, de studerende gerne vil læse, for ellers kommer vi til at smide dem ud igen,” siger hun.