Da skolen lukkede, stoppede de studerendes foreningsliv også. Vi kunne ikke længere mødes til en snak i Kurt Strandbar, og KaJ stod i en af sine største kriser gennem længere tid. Det er i foreningerne, at vi studerende kan mødes på kryds og tværs af semestre, af faglige kompetencer, og hvor vi kan lufte vores tanker og idéer med hinanden. Ikke mindst i KaJ, og det er i denne tid ekstra vigtigt at holde fast i.

Måske er det netop fordi, vi studerende mangler det sociale og direkte nærvær, at opbakningen til KaJ – og De Studerendes Råd – har nået et nulpunkt.

Det er ikke den første forening, der lige springer dig i hovedet som ny studerende, når pandemien buldrer afsted. Det, mener vi, er en skam. For vi har brug for dig og alle studerende netop i denne tid.

For under denne ekstraordinære nedlukning er det demokratiske og faglige fællesskab, som KaJ tilbyder, uhyre vigtigt. Der er nok at tage fat om, men få til at gøre det. Af eksempler kan nævnes MeToo 2.0. Det skal ikke løses af ledelsen alene, men i samarbejde med de studerende. I den forbindelse har KaJ prøvet at råbe ledelsen op, så vi kan starte en dialog mellem ledelse og studerende.

I samarbejde med Danske Mediestuderende og journalisterne på RUC har vi foretaget en undersøgelse, der viser, at 73 procent af praktiksøgende tilbydes forhåndsaftaler, som prøver at binde dem til et enkelt medie, før de har gransket alle deres mulige praktiksteder.

Dansk Journalistforbund opdagede i efteråret, at der er et kæmpe problem med ensomhed, depression og det, der er værre på DMJX. Derfor tog KaJ med det samme fat i studievejlederne for at komme i dialog om, hvordan vi kan være en del af løsningen, når skolen igen åbner op.

Der er ganske enkelt et KÆMPE behov for, at de studerende engagerer sig i KaJ og giver deres besyv med på emner og problematikker, der fylder i hverdagen på studiet. Vi er meget mere end en forening, der tilbyder pressekort og billige forsikringer. Vi er et stærkt fællesskab, som sikrer de studerendes rettigheder, som kæmper for de svage, og som brænder for, at ikke blot vi, men alle fremtidige studerende, får en endnu bedre tid på DMJX.

Der er ikke nok praktikansøgere til provinsmedierne, og det har der ikke været længe. Nu forsøger DMJX at lappe hullet i provinsskroget ved at gå tilbage til den tidligere studieordning med længere praktik. Om det reelt fikser problemet, bliver spændende at se. Selv tror jeg, DMJX sætter lappen på det forkerte sted, mens vil de studerende blive ved med at sive ud til de Københavnske mediehuse.

Jeg skal selv til at søge praktik snart. Det er blevet mit indtryk, at undersøgelser blandt de studerende viser, at det i høj grad er familie og venner, der trækker folk til København – ikke et hemmeligt had til alt vest for Storebælt. Det er en faktor, der virkelig er svær at gøre noget ved. Derfor frygter jeg, den nye løsning vil resultere i, at lige så mange vil søge mod København som før. De ‘bedste’ kandidater vil få pladserne og resten vil, med udsigt til et halvt års orlov som alternativ, søge provinsmedierne. På den måde får provinsen måske deres praktikanter, men de får også praktikanter, der måske i virkeligheden ikke rigtig gider hverken dem eller provinsnyhederne.

Muligvis er der en anden løsning, der lever uden for praktiksystemet på DMJX.

Jeg tvivler stærkt på, at de mange ansøgere, der forgæves tager til DMJX’ optagelsesprøve hvert forår, er ubrugelige. Mange af dem er bare uheldige. De bliver stillet et spørgsmål om placeringen af Ærø i videnstesten, de ikke lige kan huske svaret på, de glemmer et startkomma eller et nutids-r eller bukker under for presset og mister fokus, fordi Journalisthøjskolens optagelsesprøve er noget af det mest hypede og nervevragende i det danske uddannelsessystem.

Derudover kommer der også dem, der slet ikke søger ind på skolen. Dem, der føler, de er for dårlige til at sætte komma. Dem, der ikke smadrer alle deres venner i Bezzerwizzer. Dem, der ikke kommer fra en akademikerfamilie eller et mediedynasti. Og så dem, der føler, de er for unge, for gamle eller for brune til at kunne lykkedes på skolen eller i mediebranchen.

Min pointe er, at hele Danmarks fremtidige journalistik er ikke betinget af DMJX. Der er en masse dygtige fremtidige journalister derude, der måske aldrig får chancen, fordi de ikke kan sætte komma eller huske, hvor mange indbyggere, der er i Indien. Noget, de fleste mennesker heldigvis kan lære. Hvad, man derimod ikke kan læse op på, er andre vigtige kompetencer, det kræver at blive en god journalist. (Hvis du altså spørger mig, en ydmyg journaliststuderende).

Da jeg var til jobsamtale for snart en del år siden for at blive stewardesse, sagde chefen til mig, at de ikke kiggede på folks kompetencer, når de rekrutterede, men at de i stedet ledte efter gode personligheder:

Det er nemt at lære jer det, I skal vide i jobbet. Men det er rigtig svært at ændre på en dårlig attitude,” sagde hun.

Kan det samme ikke gælde for journalister? Hvis man er sindssyg god til nogle af de ting, optagelsesprøven ikke tester, som at gennemskue huller i argumentation, stille kritiske, åbne spørgsmål, samarbejde, tage imod kritik og komme på en masse spændende ideer. Er man så ikke ligeså berettiget til branchen som én, der huske geografi og nobelprisvindere og regne brøker?

Kunne man måske kombinere mediebranchens to underdogs? Mediehusene, som mange journalistuderende ikke vil have – og de ansøgere, som Journalisthøjskolen (og SDU og RUC for den sags skyld) ikke synes passer til deres uddannelser?

Mange medier har før i tiden haft lærlingeordninger, hvor medierne rekrutterede fremtidige journalister direkte. Selv udvalgt dem, ud fra de kompetencer, de vurderede vigtigst (for alle medier er jo heller ikke ’one-size fits all’), og selv oplært dem og sendt dem i marken. Mit forslag er, at man som praktikpresset medie kunne overveje at erstatte nogle af sine praktikpladser med sådan en ordning. Rekruttere mere lokalt, få nogle af de mindre åbenlyse kandidater ind i medieverdenen og sætte deres præg på dem. På den måde kan man måske også håbe, at de kommende journalister i mindre grad vil valfarte til København efter endt uddannelse, men også i højere grad vil blive i provinsen, når de er færdige. Det vil selvfølgelig koste noget for de individuelle medier. Men jeg tror, det er en investering, der på lang sigt vil give et godt afkast.

Jeg underminerer måske min egen uddannelse med den her kommentar. Men er den ikke allerede lidt undermineret af de medier, der ansætter journalister uden faglig baggrund eller med baggrund i noget helt andet, fx mange akademiske uddannelser? Jeg er stolt over at gå her og glad for alt jeg har lært på Journalisthøjskolen, men I kan simpelthen ikke bilde mig ind, at vores måde er den eneste måde at blive en god journalist. Og hvis det er, så er det i hvert fald heller ikke sundt, hverken for skolen eller for mediebranchen eller den journalistik, der skal informere vores samfund.

Jeg er ofte blevet spurgt om, hvorfor i alverden journalister skal have økonomi. Det minder mig om min egen skoletid, da vi altid spurgte lærerne, måske især når det kom til matematik ”Hvad skal vi lære det for?”
Jeg har altid følt mig lidt presset i defensiv af det spørgsmål – som en dårlig sælger, der ikke rigtig kan finde ud af, hvorfor han nu lige prøver på at prakke et produkt på.

Det er ikke nogen ny debat. For et par år siden var der i Illustreret Bunker en studerende, der foreslog, at økonomi ikke burde være obligatorisk, men i stedet være et valgfag. Der var mindre offentlighed om, at han efterfølgende skiftede mening. Måske kræver det en vis modenhed at forstå økonomiens storhed og betydning.

Men da det er lettere at få en anden til at sælge ens varer, spurgte jeg på et tidspunkt uddannelseschefen for journalisterne, Henrik Berggren, hvorfor økonomi er vigtig for de journaliststuderende. Hertil svarede han: “Jamen, det er jo det hele! Hvis de ikke ved noget om det, så forstår de jo ingenting. Se bare med coronaen.”

Jeg har imidlertid aldrig selv udviklet en samlet og mere systematisk argumentation for, hvorfor faget er så vigtigt – også for jer. Mærkeligt nok heller ikke i den lærebog, som alle journaliststuderende stifter bekendtskab med på et tidspunkt: ’Forstå de økonomiske nyheder’. Men jeg synes, at jeg skylder jer en ordentlig forklaring. Den følger her.

Først og fremmest er de fleste enige i, at journalister skal have en vis samfundsforståelse. Det er noget, som i høj grad efterlyses fra jeres kommende arbejdsgivere. Mange tror, at det er tilstrækkeligt, at journalister ved lidt om politik og samfundets opbygning. Men politik er økonomi, og økonomi er politik. Og økonomer og økonomi får stadigt mere at skulle have sagt om og i vores samfund. Hvilken uddannelse har formanden for klimarådet? For kommissionen for 2. generationsreformer på arbejdsmarkedet? For whatever? Journalistik er ofte magtkritik, og hvis man ikke har kompetencerne til at kritisere økonomiske prioriteringer og økonomers magt, så bliver magtkritikken let lidt overfladisk. Den kan let affejes med ’det har vi ikke råd til’, og ’vi lytter – også til økonomer’.

Det er en velkendt økonomikritik, at økonomi ikke er en eksakt videnskab. Men det er et udsagn uden bund, hvis man ikke ved, hvornår økonomerne har ret meget tøj på, og hvornår der mest er tale om holdninger. Ordentlig økonomisk journalistik forudsætter også, at journalisterne ved noget om økonomers uenigheder for at kunne udfordre dem på deres holdninger og udsagn.

Den anden grund til, at journalister skal vide noget om økonomi, satte en studerende fint ord på i en tidligere evaluering:

”Det giver rent faktisk mening at lære det her! Det virker uoverskueligt, men det giver en masse gode redskaber til at forstå den næste finanslov eller til at holde tungen lige i munden næste gang Martin Ågerup er i Deadline.”

Jeg ønsker på godt nydansk at ’empower’ jer. Gøre jer til kvalificerede medspillere i et demokrati.

For det tredje så handler økonomi i bund og grund om, hvad for et samfund vi gerne vil have. Hvor lige skal det være? Hvor lige kan det blive? Hvordan får vi råd til den grønne omstilling? Hvem vinder, og hvem taber? Hvis det ikke er centrale diskussioner for journalister, så må der være noget, jeg har misforstået. Det kan selvsagt heller ikke udelukkes.

Endelig så undervises I faktisk i alt for lidt økonomi. Jeg gør stort set intet ud af miljø, klima og økologi. Og uddannelsen mangler klart faget ’knæk et regnskab’. Det ville også være naturligt, at I havde et minimum af økonomistyring; det vil sige lidt om regnskaber, budgetter, nøgletal og den slags.

Jeg underviser journalisterne igen den 9. april 2021.

Og jeg kan kun citere ærkeenglen Umuriel: Frygt ikke!

Jeg synes nu ikke selv, at jeg forsvarede mig i mit svar til Josephine. Det synes jeg til gengæld, jeg er nødt til nu. For selv om du indleder med, at jeg ’ikke pr definition som sådan er med til at objektivisere kvinder’, handler meget af dit indlæg så vidt jeg kan læse om, at det gør jeg alligevel. Jeg bliver repræsentanten for den stereotype mands stereotype opfattelse af kvinder.

Dette er Lars Bjergs modsvar til debatindlægget “Tro flytter ikke Bjerg – stereotype fremstillinger er kedelige og forudsigelige”.

Inden jeg svarer direkte, får du lidt af min livshistorie.

Min socialrådgivermor fik Dansk Kvindesamfunds Mathildepris og ALT for damernes Gyngestolpris. Det var hende, der gik på chefarbejde om dagen og holdt foredrag eller var frivillig om aftenen, mens vores far brystede sig af, at han som køns-pioner gik hjemme og passede børn og lejlighed. I virkeligheden nøjedes han med at gå hjemme.

Hans største, og måske også hans eneste positive, bidrag til min udvikling var hans insisteren på, at man skal tage sig selv, hinanden og tilværelsen alvorligt, men aldrig højtideligt.

Han elskede at punktere oppustethed og selvhøjtidelighed; derhjemme og til møder og i læserbreve. Der kunne jokes om alt hos os. Politik, religion, børneopdragelse, kunst, sex og mad. Også, og det er altså pointen, selv om det meste af det, eller rettere alt andet end maden, samtidig blev taget alvorligt.

 Mit første job som ung socialrådgiver var på Mødrehjælpen, som dengang var en statslig institution. Jeg fik den første af mine fire døtre i 1975, og jeg var meget opsat på, at hun (og senere hendes søstre) både skulle forstå og opleve i praksis, at piger/kvinder er lige så værdifulde som drenge/mænd. Jeg blev formand for forældrerådet i børnehaven med det ene formål at ændre den meget køns-stereotype kultur, de havde.

Jeg var den første mands-journalist, der tog forældreorlov, dengang det blev en mulighed i Danmark i 1988. Min kvindelige chef sagde ganske utvetydigt, at jeg svigtede arbejdspladsen.

 Da Dansk Kvindesamfund i slut-90’erne kontaktede Journalisthøjskolen for at få en af os undervisere med i deres advisory-board, meldte jeg mig. De foretrak så en kvinde, men det var sikkert bare fordi, hun var mere kvalificeret.

 I de år, jeg var med til at udforme skolens optagelsesprøve, var jeg 100% loyalt med i forsøget på at få ligevægt mellem kønnene i optaget.

 Nå, til sagen.

 Først min brug af han i Den gode Journalist: Jeg begrunder det på side 29. Bogen er skrevet i 2009, og dengang var han fælleskøn. Selv ikke min ’feministiske’ baggrund bragte mig i tvivl om det, selv om jeg da godt kunne se det underlige i det. Der var heller ingen redaktører, korrekturlæsere, anmeldere, kolleger eller studerende, der gjorde indsigelser.

 I anledning af dit indlæg har jeg netop ringet til Dansk Sprognævn. De har ingen officiel holdning, men ja, sådan var praksis indtil for få år siden, og tjah, ligesom neger ikke længere er et neuralt ord.

 Så jeg lover at gøre noget ved det, når jeg om lidt går i gang med at revidere bogen. Men jeg begynder ikke at skrive ’hun’ i stedet. Det er da bare at erstatte en stereotyp med en anden. Ikke ligeberettigelse, bare ’buttom-up’. Seksualisering, lækker, fuckable – jeg ved virkelig ikke, om mænd er ’værre’ til det end kvinder, men det gør du åbenbart.

 Jeg ved, at nogle kvinder gør meget for at være alt det, og jeg ved, at nogle mænd gør meget for at være alt det. Jeg ved, at parringsdans i alle mulige former er fælles for alle os pattedyr.

 Og når der er referencer til det i min bog, er det – om end kun halvt bevidst, må jeg indrømme – fordi det er fælles erfaringer, der kan fungere som små belønninger til den trætte pligtlæser. Og, hej Far!:, kan punktere tendenser til højtidelighed hos både læser og forfatter. Til gengæld kan jeg godt se, (efter at jeg er blevet gjort opmærksom på det) at mine ’seksualiserede’ indspark er hetero-køns-biased, og det vil jeg skrue ned for i min reviderede udgave

 Men også en indsigelse: Måske er det bare fordi, du er så træt, træt & træt, men det virker nu også lidt primitivt, at du tolker det tænkte replikskifte mellem min søster og mig som en generalisering af kønsforskelle. I så fald skulle alle replikskifter i film og romaner og virkelighed om konkrete situationer være udtryk for en generalisering eller stereotypering. Men jeg kan da sagtens sige, at min nabo er nærig, uden at jeg dermed har sagt, at alle naboer er nærige.

 Endelig vil jeg lige præcisere, at det ikke er mig, der har sagt noget om sløve drenge og flittige hjælpsomme piger. For det tror jeg nok, din tekst kan få den uindviede læser til at tro. Jeg er bevidst varsom med at generalisere, og hvad kønsforskelle angår, læner min trosbekendelse sig kraftigt op ad min barndoms amerikanske borgerrettighedsforkæmper Martin Luther Kings mantra: ”Racismen er først udryddet, når vi ikke længere ser hinanden som repræsentanter for en race, men bare som mennesker”, sagde han.

Jeg siger: Sexismen (altså i ordets oprindelige betydning ’diskrimination på grund af køn’, helt parallelt til racisme) er først udryddet, når vi holder op med at tillægge køn anden betydning end noget med sex og forplantning. I alle andre sammenhænge bør køn ikke være en forskel, der gør en forskel.

”For øvrigt mener jeg” – som en af senatorene i antikkens Rom afsluttede alle sine taler, uanset emnet, men fortsættelsen her er min – at selvhøjtidelighed er den største risiko for den i øvrigt legitime identitetspolitiske bevægelse.

Jeg kan ikke forstå, hvordan man kan retfærdiggøre stereotypiske fremstillinger i pensum, og jeg må sige, at jeg er begyndt at blive træt, og jeg keder mig.

Kære Lars Bjerg

Det kommer sgu bag på mig, at du ikke forstår præmissen i Josephines indlæg i Illustreret Bunker. Ærligt. Jeg forstår godt, du går i forsvar, og jeg synes heller ikke, at du per definition er som sådan med til at objektivisere kvinder.

MEN det taler ind i en uendelighed af, at kvinder bliver seksualiseret. Gjort til nogle, som skal være lækre. Uden at have et præcist tal, vil jeg gerne turde påstå, at det sker i højere grad for kvinder end mænd.

Da jeg åbnede Journalistikkens Grundtrin af Solveig Schmidt og Mette Mørk, jublede jeg over, at de havde valgt at prøve noget nyt. De argumenterer i øvrigt for det over en række sider i bogen, der starter omtrent på side 47. Italesættelsen af præcis, hvorfor de bruger hun, kommer på side 53. Selv tak.

Og så åbnede jeg din bog. Som den unge, spæde nye studerende, der skulle træde ind i den store, nye og fagre verden, hvor jeg kunne tage mig en uddannelse. Blive til noget her i livet udover bare at være nogen. Med mit naive blik på verden omkring mig, åbnede jeg din bog, fordi størstedelen af vores pensum bestod af dine bøger. Jeg blev ikke krænket, da jeg studsede over din italesættelse af din brug af han. Jeg blev bare så umådeligt træt i krop og sind, at jeg næsten havde lyst til at gå op og lægge mig.

En enkelt gang til undervisning blev det også italesat i en henkastet bemærkning, at drengene, de sløve drenge, skulle tage fat i nogle af de flittige piger, så de kunne nå fristen for en opgave, og nej, jeg er ikke krænket, men jeg er ramt af kedsomhed. Og så er jeg træt. Igen. Jeg tror, jeg går op og lægger mig. Det er også en kedelig stereotyp af, at drengene er de sløve hoveder, og kvinderne er de flittige. Videre. Jeg keder mig.

Jeg keder mig. Kom nu. I underviser os i stereotypiske fremstillinger. I underviser os i, hvordan sproget har magt.

Jeg er ked af, at jeg må fortælle dig det, Lars, men du har magt. Du er underviser. Du er med til at forme en del af den kommende generation af journalister. Dine skrevne ord har magt. Når du understreger din brug af ordet han, så er du med. Du er med til at oprette den kedelige stereotyp af kvinder. I underviser os i at vende tingene på hovedet.

Se det fra andre perspektiver. Den stereotypiske fremstilling af kvinder hører ingen steder hjemme på en uddannelsesinstitution i 2020. Den må du tage tilbage til Kefir-festen i 80’erne. Ellers må du tage den hjemme i stuen sammen med vennerne.

Hvornår har de af jer, der straks går i forsvar og er af den gamle skole, tænkt jer at kigge indad?

Jeg er træt. Jeg keder mig. Jeg vil udfordres på et lige grundlag, og det gør jeg ikke, når det konstant hives frem, hvordan kvinder skal være. At vi skal være flittige i skolen og ovenikøbet også være fuckable. Jeg forstår godt dit eksempel i din bog, men fordi du har magt qua din stilling på DMJX, så bliver det ikke bare noget sjovt mellem venner. Kom med noget nyt, der er sjovt som ikke skal karakterisere et helt køn i undervisningshenseende.

Gitte Luk kunne have skrevet nøjagtig det samme, og jeg ville være lige så træt, så du skal ikke føle dig truffet, blot fordi du er mand. Det er ikke en hetz mod dig. Det er en hetz mod en kultur, som jeg tror, vi er en stor del, der er trætte af. Både mænd og kvinder. Vi vil især ikke mødes med den på den institution, der skal uddanne os til dygtige journalister, som forhåbentligt også er med til at danne os lidt på vejen. Medmindre vi skal give Knud Romer ret i, at man har taget dannelsen ud af uddannelsen – så er vi da først på røven.

Jeg har hørt fra flere og har selv oplevet at sidde til undervisning. Byde ind. Få et anerkendende nik og måske efterfulgt af et ”nå ja, jo.”, og så gudhjælpemig, om der så ikke er en af mine mandlige medstuderende, der siger præcist det samme, men løber med den store anerkendelse.

Det er ikke din skyld, men prøv nu at reflektere over, hvad Josephine skriver, og hvad jeg skriver, og hvad der sker alle vegne lige nu. Jeg er træt. Jeg keder mig.

”…at hun ligner en dum gås.” er endnu en kedelig stereotypisk fremstilling af, at kvinder skal hade hinanden. Nej, vi skal ikke hade hinanden, Lars. Din søster skal ikke hade den anden kvinde i dit tænkte eksempel.

Jeg er træt. Jeg er videre, og jeg keder mig. Slut. Prut. Finale, du.

Hvad skal der til for at savne asbest, regn inden døre, klamme toiletter og stinkende auditorier? Svaret er 130 mio. kroner og et projekt, der på mest forargende vis er uforløst på Helsingforsgade.

En af de ting, jeg husker tydeligst fra min studiestart i februar 2019, er min underviser, der på anden- eller tredjedagen bad os reflektere over det faktum, at vi tager – ikke får – os en uddannelse. Som om det at være kommet igennem det nåleøje, optagelsesprøven er, ikke var nok, så fik vi da i hvert fald nu mejslet i sten, hvor særligt et sted, vi var kommet hen, og hvor privilegerede vi var.

Jeg følte mig også privilegeret, og den følelse levede i bedste velgående i den tid, jeg havde min daglige gang på Olof Palmes Allé. End ikke en betonbunker kan sige sig fri fra slitage, men ved netop denne bunker kunne jeg hver morgen træde ind ad dørene og krydse den vandrehal, mine idoler årtier forinden havde krydset. Jeg kunne læse dagblade og gamle amerikanske bøger om journalistik på biblioteket, og jeg kunne drikke øl i Kurt Strandbar, hvis vægge var prydet af førnævnte idoler.

Ikke bare pressehistorisk var Bunkeren noget for sig. Bygningen fra 1973 var et sjældent eksemplar på brutalismen inden for dansk arkitektur.

En bygning, der både historisk såvel som fysisk i sin konstruktion var stærk og solid, men som man valgte at skrotte, da vedligeholdelsen blev for stor en mundfuld.

Frederik Aagaard Zeuthen kunne i sidste udgave af nærværende avis berette, hvordan udgifterne til den nye skole beløber sig til 130 millioner kroner (!!!). Resultat? Man har formålet at  bygge sig til mindre plads at arbejde på, ligesom de studerende heller ikke har vundet mere plads til deres arbejde, og Genlüd må tage til takke med et dårligt udstyret radiostudie.

Hvis man så håbede på at kune trække sig tilbage på et bibliotek, kan man godt tro om. Bøgerne blev i foråret smidt i en container, nu borte for altid, og aviser er der intet spor af (har trykte medier en fremtid? DMJX har vist svaret på det).

Nej, der er i sandhed langt mellem den gamle, historiske Bunker og den nye spånplade(?)-beklædte og aldeles uinspirerende skole. Det er i det hele taget svært at få øje på, hvad godt der er kommet ud af de 130 millioner, eller hvad visionen har været.

Man har givet afkald på en masse og fået intet til gengæld. Men så er det jo godt, at Pipilotti Rist har været forbi med sit patchwork-gardin og discokugle, og at vi nu kan bade i farvet lys. Eller noget.