Brugerbetaling i data: Pernille Holbølls B.T. er ikke på print

Brugerbetaling i data: Pernille Holbølls B.T. er ikke på print

Brugerbetaling i data: Pernille Holbølls B.T. er ikke på print

B.T. har nedlagt printavisen og fokuserer nu alle sine kræfter på digital journalistik. Chefredaktør Pernille Holbøll har lagt kursen, sat sejlene og søsat sin strategi for B.T. som et moderne, gratis tabloidmedie. Det skal skabe en bæredygtig forretning med mindre clickbait, som samtidig skal sikre at dataindsamling ikke kaprer skuden.

TEKST: Elisa Mortensen
FOTO: Kasper Søholt

Udgivet den 30. marts 2023

I 106 år har danskere kunnet få fingrene i en B.T.-avis i landets kiosker, S-toge og supermarkeder. Men den æra er ovre. Fra 1. januar 2023 har B.T. lagt alle sine kræfter i digital journalistik, som kun kan læses og høres på mobilen. Kaptajnen for den digitale strategi hedder Pernille Holbøll. Hun blev ansvarshavende chefredaktør i maj 2022, er 41 år gammel, og blev uddannet fra DMJX i 2010. 

Da Berlingske Media annoncerede hende som ny chefredaktør i maj 2022, var det tydeligt, at ønsket om et digitalt B.T. spillede ind i valget af hende

Opgaven kræver ikke kun en journalistisk leder, som sætter en høj redaktionel standard, men også en ledelsesmæssig profil der kan udvikle og iværksætte en 100 procent digital fremtid for B.T,” lød det i pressemeddelelsen. 

Her tre måneder efter B.T. har givet printavisen dødsstødet, tager Illustreret Bunker temperaturen på, hvordan det går med den store opgave, som Pernille Holbøll fik. For hvordan skaber man en bæredygtig forretning, når produktet er gratis?

 

En ny slags chef

Pernille Holbøll ligner ikke den klassiske chefredaktør i slips og jakkesæt med en avis under armen. Hun går i sneakers, løse bukser, har nedslået hår og avisen er udskiftet med en telefon i hånden. 

”Det er lidt som om, der er en måde at være ansvarshavende chefredaktør på. Ofte er det mænd, forholdsvis midaldrende, som mener rigtig meget. Jeg hader at sige noget, før jeg er sikker på det. Det burde jeg måske blive bedre til,” siger hun. 

Hendes CV ligner heller ikke en typisk chefredaktørs, hvor mange typisk kommer fra stillinger som politisk reporter eller redaktør. Pernille Holbøll er nyhedsjournalist ind til benet. Det er brændpunkterne, de store begivenheder og de livsomvæltende beslutninger, der driver hende. 

 

Printavisens pris

Beslutningen om at nedlægge printavisen blev truffet på forkant med store problemer, men blev også presset af de stigende priser på papir.

”Da vi lukkede avisen, tjente den stadig penge. Vi gjorde det, så man ikke stod med en pistol for panden og blev tvunget senere,” siger hun.

Pernille Holbøll modtog breve med posten fra folk, der havde læst B.T. i 45 år og nu ikke vil gøre det længere. De vil ikke tvangsdigitaliseres, som konkurrenten Ekstra Bladet har kaldt B.T.s beslutning.

”Selvfølgelig gør det indtryk, jeg er jo ikke ligeglad,” siger hun. 

Men taget i betragtning af at det er første gang, et af de store landsdækkende medier i Danmark har nedlagt deres printavis, har overgangen til det digitale ifølge Pernille Holbøll været relativt enkel.

Selvom der i dag er flere digitale medier, står B.T. overfor nogle særlige udfordringer, da de har en lang historie. 

”Vi er ikke en start-up, vi er ikke Zetland, vi er ikke Frihedsbrevet. Vi er et gammelt medie med en stor arv. Hvordan får man vekslet den arv, samtidig med det er 100 procent digitalt?” siger Pernille Holbøll.

Den anden store udfordring er, hvordan man tjener penge på læserne, når de ikke længere kan lokkes af en fængende overskrift på avisen i kiosken. Pernille Holbøll har et svar. ”Data.”

”Vi er ikke en start-up, vi er ikke Zetland, vi er ikke Frihedsbrevet. Vi er et gammelt medie med en stor arv. Hvordan får man vekslet den arv, samtidig med det er 100 procent digitalt?”

– Pernille Holbøll, Ansvarshavende Chefredaktør på B.T.

Data er svaret

B.T. har i kølvandet på beslutningen om at nedlægge printavisen valgt at indføre en datamur på langt størstedelen af deres artikler. I stedet for at bede brugerne betale til et abonnement eller for en avis skal brugerne betale med deres data ved B.T.s nye datamur. Her skal brugeren oplyse e-mail og alder. Senere kan flere punkter som kommune og interesser komme til. Det gør dataene, som er antal sidevisninger og tid brugt på siden, mere værdifuld for annoncørerne. 

BT har over en halv milliard sidevisninger om måneden, men uden viden om brugeren kan det kun konverteres til småpenge i annoncekroner. Når brugerne er logget ind på siden, kan salgsafdelingen sælge annoncer cirka halvanden gange dyrere.

”En del af mit brændstof er det her med, at sidevisninger alene ikke er alt. Man bliver nødt til at veksle det til en bæredygtig forretning,” siger Pernille Holbøll.

Når sidevisninger er den vigtigste valuta, skaber det nemlig en skævvridning, hvor det handler mere om clicks end om brugeren, mener Pernille Holbøll. Den kurs skal vendes med den nye strategi.

Hun forklarer, at det også skal være mere tydeligt for brugeren, hvorfor artikler er relevante for dem. Mere viden om brugeren gør, at mediet kan skrue ned for den famøse clickbait. Den må gerne være der, det skal bare give mening, forklarer hun.

”At snyde brugeren eller at lave en forretning ud af at gøre rubrikkerne så russisk-roulette agtigt som overhovedet muligt, det tror jeg ikke, at der hverken er en forretning eller en journalistisk ide i. Det er noget af det, vi kan trække ud, når vores brugere logger ind,” forklarer Pernille Holbøll.

Målet er, at næsten alle brugere skal logge ind, og indtil videre er de mere end dobbelt så langt i mål med det, end de havde regnet med.

 

Redaktører er fårehyrder

Når data er hjørnestenen i forretningsmodellen, er det dog vigtigt, at man ikke lader sig forføre af de store tal og blinkende lys. Data kan sælge annoncer, men skal ikke stikke redaktionelle linjer, siger Pernille Holbøll.

”Jeg har en analogi, jeg lever efter. Det er os journalister, redaktører, publicister, udgivere, der er hyrder, dataene er fårene. Det er os, der styrer dataene. Ikke omvendt. Det er ikke fårene, der bestemmer, hvor hyrden skal gå hen,” siger hun.

Derfor er det vigtigt for Pernille Holbøll at have en klar strategi som chefredaktør og hyrde. Selvom forretningsmodellen er at tjene penge på, at folk læser B.T.s artikler, bestemmer brugernes adfærd på siden ikke alt.  

”En million fluer kan også godt tage fejl af en lort,” siger Pernille Holbøll tørt og uddyber, at det derfor er så vigtigt at have en klar retning som leder.

”Man kan godt lave noget journalistik, som man tror alle vil have, men hvis man ikke selv ved, hvad man gerne vil med det, har man jo ikke en chance,” siger hun.

 

Klare linjer og store ambitioner

Pernille Holbøll ved dog godt, hvad hun vil.

”Hvis ikke vi har en mission med B.T, og en klar tilgang til, hvad vi vil med journalistikken, nemlig at gøre den bedre og være noget for flere danskere, der hvor de er, vil det gå galt.”

Pernille Holbøll ser ikke mod nogen og drømmer ikke om, at BT skal være halvt Ekstra Bladet eller TV News. B.T. skal være B.T. 

”Det står meget tydeligt for mig, hvad vi skal, men jeg kan ikke kigge mod nogen.Vi gør det bare. Hvor nogen er lidt bekymrede for fremtiden, er jeg enormt tryg ved den. Jeg er overhovedet ikke bekymret, det falder mig fuldstændig naturligt at gøre det her uden at kende alle trinene derhen. Jeg tror, vi gør det helt rigtige for B.T. og Berlingske Media,” siger hun.

Desuden tror hun, at langt de fleste medier i Danmark og udlandet før eller siden går den digitale vej som B.T. Men det kommer nok til at tage lang tid for nogen.

DMJX Yearbook: Where are they now?

DMJX Yearbook: Where are they now?

TEKST: Marcela Diana Sánchez (Erasmus Mundus Student)

Udgivet den 30. marts 2023

Every year, DMJX attracts students from different corners of Denmark and countries from all corners of the world. Some students enter the blue and yellow auditoriums with their minds made up on where they will go after DMJX – others hope that after a few classes, they’ll have an idea of the options out there for them.

The profiles showcased below are proof that the path after graduation is not linear. These six individuals have all taken different roles and have landed positions most had never imagined or heard of before.

Mathias Løvgreen 

Photojournalism, 2013-2017

 

What are the different projects and career paths you’ve pursued?

During DMJX, I did an exchange at the Royal Academy of Art in The Hague [in the Netherlands]. That’s where I found out that visual arts were quite interesting. When I graduated from DMJX, I freelanced for newspapers and companies and started my own art company. I was this mix of freelancer and doing my own art projects. Now, I work partly as the head of the visual department at PressConnect, a communications agency, and I also have my own artistic company, where I do art installations and cultural and artistic mediation. 

 

What advice would you give to a current DMJX student about landing their dream job?

“Chances are you might follow a very different path to your dream job than you would expect. Most of the people I studied with have tried many different things afterwards. All of us work in a mix of journalism and communications, and a bit of visual arts as well. I think a very good idea is to participate in photography festivals around Europe and sign up for portfolio reviews with a lot of different people. 

 

Is there anything you would like to add?

I think it’s very important to say you have to be patient in finding your own way of working. Everyone, from my friends and my colleagues, we’ve talked about that line you cross when you find peace in finding your own way of working. 

Alondra Aguilar 

International TV journalism, Fall 2018


How was your experience at DMJX?

I have two journalistic products from DMJX that I’m proud of. I worked with two classmates on a video about euthanasia in Denmark. We interviewed this doctor who assisted people with ending their lives. It was difficult to cover but very interesting to work on. For my last project, I traveled with a classmate to Lesbos in Greece and went to the refugee camps. We didn’t know what we were getting into because we were just students with little experience. Just being there was very tough. It reminded me a lot about the situation that Mexicans and Latinos from Central America and South America go through. I never thought about that situation before until I was in these camps, or even about my immigration background. It was a very special moment in my life, personally, but also, professionally.

 

And then you returned to the U.S., how did you end up in Berlin?

I think a lot of people go through this when you leave a country you lived in for some months and then you get sad. My parents live in the Central Valley. There’s a lot of agriculture and not much to do. I was thinking a lot about my career. I started looking for master’s programs. I arrived in Berlin in September 2019 and started my master’s program at Hochschule für Medien, Kommunikation und Wirtschaft

 

And now you’re at Deutsche Welle, tell me about your role here. 

I manage the YouTube channel for the documentaries in Spanish. I have created some work for Guardians of the Truth. There’s a Turkish journalist, Can Dündar, who was forced to be in exile. He’s part of these documentaries where he interviews other people that have been through the same. I’m also a news assistant for the department of news in Spanish. I’m more into the TV programs that air in Latin America. I’m checking everything that is supposed to be in the newscast. I’m checking the inserts, images, videos and grammar issues.

Jens Renner 

Erasmus Mundus, 2017-2019

 

What is your role as a consultant and project manager for Hansen & Ersbøll Agenda?

I take companies through a strategy course where they become more sustainable. We introduce them to EU legislation and other kinds of risks that might affect their business if they don’t adapt. I’m also project managing a campaign about greenwashing with Forbrugerrådet Tænk. We aim to help Danish consumers be much less misled by Danish companies who are trying to market all their products as being 100 percent green. The last couple of years, everything has suddenly become sustainable, and as a consumer you have no clue what’s right or wrong. That’s one thing I am very passionate about: helping companies communicate about climate change in a way that is truthful and not misleading. 

 

What are some strategies, you learned as a student that have helped you along the way? 

What helped me get where I am now is that I focused on an area I found interesting, and that is climate communications. I wrote my master’s thesis on climate communications. After that, I was lucky enough to host a radio show about climate, Udfordringen on Radio4, where I was able to get a lot of new knowledge about climate communications. 

 

What’s your advice to a student interested in sustainability? 

If you’re able to understand data and numbers, and you can communicate about that effectively, then you will be guaranteed a job anywhere. In terms of sustainability, it’s all about data. If you want to go into that field, it’s a good idea to find some interest in data, if you can. 

Søren Svenstrup 

Journalism, 2010-2014 

 

Tell me about your role at Danish Crown. 

I’m having the dialogue with both Danish media, but also media from England, Germany, Sweden, and the U.S., who are interested in writing about Danish Crown. The other half of my job is that I’m a communication manager at the company, Friland, which is Danish Crown’s organic company. 

 

What are the different roles you were in before Danish Crown?

I was an intern at ‘JydskeVestkysten’ and then I was hired as a journalist. Then, for one year, I was at Århus Stiftstidende. Then I had a change in my career. A position came up at this agriculture magazine called ‘Maskinbladet’. I was then headhunted for a position at ‘Watch Medier’ in Copenhagen. They wanted to start a new business media about the agricultural sector in Denmark – and that’s my connection to Danish Crown. When I was a journalist at Watch Medier, I wrote a lot about them. 

 

Tell me more about the internship you did while at DMJX.

At JydskeVestkysten, we had our own projects, we had our own small areas where we could find stories. It was like a small playground. The responsibility to take on certain subjects gave me more skills than I maybe would have gotten in a bigger newspaper. For me, it was good to have that kind of responsibility. 

Manon Buch

Journalism, 2016-2020

 

Let’s start with where you work at now and your position.

I work as a press consultant at ‘Danske Erhverv’,  the Danish Chamber of Commerce. I handle the press if they’re asking questions about Danish businesses. I have the green market, so that’s climate and energy, tourism, welfare and life science. We have analysts here who make analyses, and I take that and make it into something that the Danish media would be interested in.

 

Tell us about your experience before working at Danske Erhverv. 

I really wanted to write about businesses in Denmark. ‘Jyllands-Posten’ had ‘Finans’, which covers business life in Denmark and outside of Denmark. After I finished my internship, I got a job at Finans. When I was still a student at DMJX, I got a message on LinkedIn from the news editor at Watch Medier and he asked me to come in for an interview. They saw what I did at Finans and they liked my work. That was my way into Watch Medier. For three months, I was also a correspondent in New York for them. 

 

What advice would you give to students?

Be very serious about what you would like to write about. In my area, the more you know about a specific topic, the better the job you get. If you know early on what you like to write about, you can be more specific about what kind of job you want. It is hard looking for a good internship, but for me, it has opened all my jobs to where I am now. Now, I work on the other side, but I’m very thankful for being open enough to try that, too.

Laís Martins

Erasmus Mundus, 2019-2021

 

What were you doing before moving to Denmark?

I worked for Reuters in Brazil, where I’m from. In 2018, I covered the presidential elections. I was taken aback by how intense it was and I didn’t feel like I was ready. I wanted to study again so I applied for Erasmus Mundus. I got in, and for the second year of the program, I chose to go to Amsterdam because of the political communications specialization. 

 

You said you started freelancing by accident once in Denmark? 

In 2019, there was this ad by SAS, Scandinavian Airlines. It showed a series of things, Danes consider to be truly Danish, that aren’t actually. It showed how Danish society is very influenced by people who come to live there. The Danes had mixed feelings about it because they thought the ad went too far in kind of attacking Scandinavian identity. I pitched the story to Al Jazeera and they said yes. I had no idea how to write a feature in English – and then it worked. Then I just kept writing. 

 

You were doing all of this in Denmark?

No, I left Denmark in May 2020 because of the pandemic. I was in Brazil for a few months and went to Amsterdam to continue the Erasmus Mundus program. In Amsterdam, I applied for a part-time job with a Brazilian outlet, ‘Núcleo’, where I still work. It’s an outlet that specializes in tech. My stories have generated real-life impact by platforms like Meta, taking down child sexual exploitation groups. I’ve also worked with ‘Global Voices’. I like the side of research. Last year I was invited to present my research at the UNESCO World Press Day conference in Uruguay. 

 

Then you applied to the Pulitzer Center Persephone Miel Fellowship.

I had this proposal to investigate how Bolsonaro’s changes to gun legislations were having an impact on Brazilian women, and I was selected. Then I decided to come back to Brazil. I felt that I had the duty of giving back to my country. It was very rewarding to see that compared to 2018, I actually felt prepared. 

 

What advice would you have for an early career journalist?

Journalism is such a hard industry that the cost of it is bigger than just the financial part. You get emotionally involved with your stories; you get harassed for your stories. So, I think getting paid is the only fair solution: getting paid fairly for your work.

These interviews have been edited for length and clarity.

Krimijournalistik til stregen: “Hvilken journalist vil ikke interviewe Hitler?”

Krimijournalistik til stregen: “Hvilken journalist vil ikke interviewe Hitler?”

Krimijournalistik til stregen: “Hvilken journalist vil ikke interviewe Hitler?”

Etik er en del af kernen, når man arbejder med true crime. Pernille Brunse har lavet podcasten ‘Narkobetjenten og den kriminelle underverden’ for at belyse det parallelsamfund, som de færreste kender til. De fortællinger er omgivet af etiske overvejelser.

TEKST:  Johan Kaas Nørgaard &  Tike Ali Bellouki Clausen
Illustration: Katrine åsleff edvardsen

Udgivet den 30. marts 2023

Sexarbejdere, narkohandlere, stofmisbrugere, bandemedlemmer og eksrockere. Fælles for dem er, at de har gæstet podcasten ‘Narkobetjenten og den kriminelle underverden’. Det er en podcastserie med journalist Pernille Brunse og den tidligere narkobetjent René Dahl Andersen som vært. Nogle af gæsterne har alvorlige forbrydelser og grov vold på samvittigheden, og nogle af dem er kommet ud på den anden side. 

Sammen udgør de en del af den kriminelle underverdens stemmer. 

Etiske overvejelser er subjektive, så der er derfor mange holdninger til at give kriminelle taletid. Man fristes til at spørge, om true crime-podcasts romantiserer den kriminelle løbebane, hvor det er nemt at skaffe kolde kontanter udenom den danske lovgivning.

‘Narkobetjenten og den kriminelle underverden’

Pernille Brunse er meget opmærksom i sin portrættering af nuværende og tidligere kriminelle personer. Hun lægger vægt på, at det er den enkeltes historie, og hvis kilden ikke har oplevet nogle negative konsekvenser i forbindelse med sit virke i den kriminelle underverden, så er det for Pernille Brunse, også en historie der skal frem.

“Jeg mener bare ikke, at det er mit ansvar. Det er misforstået, hvis man som journalist tror, at man skal vise verdenen, som man selv vil have, den skal se ud. Det er journalistens fornemste opgave at vise verdenen, som den er og politikernes opgave at lave den om,” siger Pernille Brunse.

”Når jeg interviewer en prostitueret, så kan jeg mærke, at jeg har lyst til, at hun skal sige, at det ikke er et godt erhverv.”

– Pernille Brunse, Podcastvært

Fortællingerne i podcasten er et portræt af det enkelte individ, hvor fokus ikke er på at forholde sig kritisk til udtalelserne, men i stedet at vise et mere nuanceret billede af kilden.

I et interview med en tidligere prostitueret fortæller kilden til Pernille Brunse, at hun synes, det var pissefedt at tjene en masse penge. Pernille Brunse fanger sig selv i at tænke, at hun gerne ville have kilden til at svare det modsatte, så det ikke opfordrer unge piger til at vælge den levevej. 

“Når jeg interviewer en prostitueret, så kan jeg mærke, at jeg har lyst til, at hun skal sige, at det ikke er et godt erhverv,” siger Pernille Brunse.

Prostitution er et fag, der er delte meninger om, men hvis kilden siger noget andet, skal det selvfølgelig også frem. I en sådan situation, mener Pernille Brunse, at man som journalist kan spørge mere indirekte for at belyse flere aspekter af branchen.

“Hvordan havde du det psykisk? Hvordan har du det med lugten af sæd i dag eller med sex? Og ville du gerne have, at din datter fik det her job?”

True crime er vigtigt, etikken lige så vigtig

Kristine Bugbee og Camilla Aurvig, der er værter på ‘Mørkeland’, gør sig også etiske overvejelser i deres tilgang til true crime-genren.

“Vi udgiver ikke noget, som ikke er gennemtænkt, talt igennem og overvejet nøje i forhold til valg og fravalg af oplysninger, og i en del tilfælde har de pårørende selv henvendt sig med et ønske om, at vi taler om deres sag,” siger Kristine Bugbee.

Mørkeland har et unikt fællesskab omkring podcasten, hvor lytteren har en fornemmelse af, at de sidder med i samtalen, fordi de to værter deler ud af deres person. Det giver nærvær. Det skriver ‘Mørkeland’ i et skriftlig svar.

“Hvilken journalist vil ikke med en tidsmaskine tilbage til 1940’erne og få et interview med Hitler.”

– Pernille Brunse, Podcastvært

True crime er blevet et emne, der virkelig interesserer danskerne. ‘Narkobetjenten og den kriminelle underverden’ er tilmeldt Pressenævnet og derfor underlagt de etiske retningslinjer i Medieansvarsloven. Dette er ikke tilfældet for ‘Mørkeland’. De to værter er dog enige med Pernille Brunse i, at det er et emne, der skal behandles nøje i formidlingen.

“Det er vigtigt at beskæftige sig med vores fælles kriminalhistorie, men vi forstår også, at der følger et stort ansvar med,” siger Kristine Bugbee.

Pernille Brunse er også opmærksom på, at der sidder ofre på den anden side, som kan blive påvirket af, at de igen bliver konfronteret af en kriminel persons gerninger. Her mener Pernille Brunse, at journalistens opgave om at oplyse borgerne trumfer.

“Hvis det ikke er en offentlig kendt historie, så skal man selvfølgelig anonymisere, men når man har gjort det, så mener jeg, at man kan fortælle historien,” siger Pernille Brunse.

‘Mørkeland’ beskæftiger sig primært med ældre kriminalsager netop af hensyn til de involverede parter. De fortæller om de informationer, der kan findes på nettet og giver en dybdegående gennemgang af eksempelvis en seriemorder. Det er primært danske mordsager, men i nogle tilfælde også udenlandske. 

Pernille Brunse fortæller kun historier om kriminelle i Danmark i samarbejde med den tidligere politibetjent René Dahl Andersen eller en tidligere kriminel. Sager der giver lytteren et sjældent indblik i en del af det danske samfund.

Etik er individuelt

”Der er meget på spil, når journalister arbejder med true crime. Der sidder familier og pårørende tilbage, der i visse tilfælde kan opleve det yderst krænkende, overvældende og uetisk, at journalister tager deres afdøde familiemedlems forfærdelige tragedie og gør det til en god historie, der sælger,” siger Maria Bendix Wittchen, der forsker i presseetik og krimijournalistik ved Roskilde Universitet.

Dog pointerer hun også, at der er pårørende, som gerne vil have, at journalister fortæller deres historie om, hvordan de har oplevet det at miste.

I kontrast hertil mener Pernille Brunse, at journalister har til opgave at formidle den information, som der er til rådighed. Det er altså ikke en journalistisk opgave at tegne et billede af verdenen, som man personligt ønsker, at den skal se ud, men i stedet at tegne et portræt af virkeligheden, som den er.

For hende handler ‘Narkobetjenten og den kriminelle underverden’ om at tegne portrætter af personer fra en verden, som de færreste kender til. Og der er faktisk meget få kilder, som Pernille Brunse ikke vil interviewe. Hun holder egne holdninger i armslængde, når det kommer til at udvælge kilder, der skal i studiet, og når hun bliver bedt om at sætte det på spidsen, så siger hun:

“Hvilken journalist vil ikke med en tidsmaskine tilbage til 1940’erne og få et interview med Hitler.”

 

Ellen endte på DR’s ‘Wall of Shame’: “Min karriere er ikke død endnu”

Ellen endte på DR’s ‘Wall of Shame’: “Min karriere er ikke død endnu”

Ellen endte på DR’s ‘Wall of Shame’: “Min karriere er ikke død endnu”

DR-programmet ’Ellen Imellem’ fløj næppe under nogens radar. Flere har kritiseret programmet for at bevæge sig i en gråzone mellem satire og journalistik. Programmet blev anmeldt til Pressenævnet, hvor anklagerne fik medhold. Men trods en tur i mediemøllen, står Ellen Kirstine Jensen fast på, at det er vigtigt at vove pelsen og udfordre grænserne.

TEKST: ANNA ELLESGAARD
FOTO: AXEL EMIL HAMMERBO

Udgivet den 08. januar 2023

På første etage i DR-byen i København holder satireredaktion til. På redaktionen står en brun korktavle. Tavlen er tapetseret med et hav af udklip fra artikler. Nogle af artiklerne fylder meget, mens andre kun har fået tildelt et enkelt citat. Ét bestemt navn går igen og igen – og igen. Ellen.

”Metadumhed og umorsom satire”, ”Dybt problematisk” og ”Ellen i modvind” – sådan lyder et par af de rubrikker, der hænger på korktavlen. Tavlen er satireredaktionens forsøg på at skabe en ‘Wall of Shame’, som ud over at stå side om side med æresgalleriet, ‘Wall of Fame’, også dagligt minder Ellen Kirstine Jensen om den shitstorm, hun var ansigtet på, da DR-programmet ’Ellen Imellem’ rullede for åben skærm.

Iført blazer og øresnegl indtog hun rollen som vært og udgav sig for at være journalist. Forskellige gæster blev inviteret ind i studiet for at svare på en række spørgsmål. De vidste godt, at interviewet ville indeholde satiriske elementer. Men hvad ingen vidste, var, at alle Ellen Kirstine Jensens ord var dikteret direkte fra hendes øresnegl. Ofte af personer, som var lodret uenige med dem, hun sad foran.

’Ellen Imellem’ er af mange blevet opfattet som et kontroversielt program, og flere af de medvirkende har følt sig ført bag lyset. Programmet fik tre af de medvirkende til tasterne, da de sidste år klagede til Pressenævnet. Sagen er nu blevet vurderet, og afgørelsen er landet: De medvirkende får medhold – DR får kritik. I kendelsen skriver Pressenævnet blandt andet, at DR ikke har haft givet de medvirkende tilstrækkelig information, og at de derfor har deltaget i udsendelserne på et misvisende grundlag. Selvom Ellen Kirstine Jensens vil tage nævnets ord til efterretning, har det ikke slået hende ud af kurs. 

”Jeg holder stadig hovedet højt. Mange vil nok mene, at jeg er gået over grænsen. Men der er nogle gange behov for at arbejde omkring grænsen og i nærheden af grænsen, når man skal lave noget nyt, som folk ikke har set før,” siger hun.

Planken ud

Hun fik ideen til programmet, hun fik et ’go’, og hun blev vært på sit eget program for første gang. Hun ville skabe noget nyt og anderledes, der kunne sætte gang i diskussionen om, hvordan videnskab formidles til unge, og hvilke sandheder unge møder på internettet. Med sin øresnegl i øret var hun bevidst om, at hun skubbede til nogle grænser.

Ellen Kirstine Jensen lægger vægt på, at det både skal være journalister, satirikere, komikere og filmskabere, der en gang imellem skal turde at gå planken ud – velvidende at det nogle gange lykkes, mens man andre gange ender på dybt vand. Hun mener ikke, at tingene udvikler sig, hvis ikke der er nogen, der tør eksperimentere med grænserne.

Det er, ifølge Ellen Kirstine Jensen, særligt de unges skuldre denne opgave hviler på.

”Hvis det ikke er unge, der skal have modet til at prøve at lave noget helt andet, hvem skulle så?,” spørger hun.

Antijournalistik

Der gik ikke lang tid efter programmets premiere, før en negativ omtale af programmet og Ellen Kirstine Jensens værtsrolle kom i mediernes søgelys. “Men hvad flere kritikere ikke har haft for øje, er, at programmet har været et satirisk eksperiment,” tilføjer hun selv og mener derfor, at kritikken har klinget ensidigt.

”Journalistikken skal være saglig, neutral og funderet i fakta. Alt hvad der omgiver programmet er på en eller anden måde så antijournalistisk, fordi det ikke er journalistik, og det har aldrig været tænkt som journalistik. Hvis det var journalistik, ville det være det værste lortejournalistik i verdenshistorien,” siger hun.

Det var et aktivt valg at udfordre den traditionelle journalistrolle og lade sig inspirere af satirens verden, blandt andet fordi Ellen Kirstine Jensen snarere ser sig som satiriker end journalist. Hun mener ikke, at det hun laver er alvorligt journalistisk indhold. Netop derfor mener hun ikke, at hun skal sættes i bås som journalist.

Selvom DR har givet udtryk for, at programmet er satire og derfor skal vurderes ud fra den præmis, respekterer Ellen Kirstine Jensen, at der kan ligge nogle kritikpunkter i snakken om, hvor meget man som medvirkende skal vide på forhånd, før man deltager i et program. Hun erkender, at det er vigtigt at få præsenteret tankerne bag et program, der af mange kan opfattes dybt kontroversielt, og hun kan derfor godt se det vigtige i at diskutere, hvor grænsen skal sættes i sådanne situationer.

Chefredaktør på Frihedsbrevet, Mads Brügger, har i en tidligere Fri-Mads-udgave hyldet Ellen Kirstine Jensen for ideen til programmet og mener, at det er et kosttilskud til DR’s øvrige programmer. Derudover slår han fast, at det er helt åbenlyst, at ’Ellen Imellem’ ikke er journalistik – men satire.

Ellen Kirstine Jensen forklarer, at det ikke er tilfældigt, at hun i programmet præsenterer sig selv som en ’poleret DR-journalist’. Pointen med præsentationen er at gøre det klart for seerne, at hun laver sjov med journalistrollen ved at bruge sig selv som kulisse og billede på den arketypiske journalist.

”Der er jo en grund til, at jeg er den her karikerede journalist. Det er også der, at der sker noget sjovt; at jeg fremstår meget selvhøjtidelig journalistagtig, når de ting der kommer ud af min mund, kan opfattes som nonsens,” siger hun.

Det sorte får

Selvom både Ellen Kirstine Jensen og DR står på mål for, at programmet er satire og derfor inden for skiven, er kritikken alligevel haglet ned. Ellen Kirstine Jensen havde som ny i branchen frygtet, at hendes første program, ’Ellen Imellem’, ville gå under radaren og dø en stille død. Men sådan blev det ikke og efter et par omgange i mediemøllen, tvivler hun da heller ikke på, at programmet er blevet set, omtalt og diskuteret.

”Mainstream-reaktionen har været enorm negativ. Men jeg synes virkelig, at kritikken understreger, hvor meget der er behov for nogle, der tør at bevæge sig omkring grænsen. Det er svært at lave satire, hvis man skal holde sig på den sikre side, ” siger Ellen Kirstine Jensen.

Shitstormen har fået hende til at indse, hvor meget hun kan stå imod, men hun savner en større forståelse for, at der skal være plads til at kunne eksperimentere, når man er ny og udvikler et nyt program.

Som et nyt, ungt ansigt i mediebranchen har hun allerede måtte vinke farvel til tanken om at være danskernes folkekære mediepersonlighed:

”Den mulighed har jeg mistet, fordi jeg har været det sorte får i alle de etablerede medier. Men det er på en måde nemmere, at det er det, der er udgangspunktet, fordi så kan jeg kun overraske positivt.”

”Min karriere er ikke død endnu”

Selvom DR’s ‘Wall of Shame’ dagligt minder Ellen Kirstine Jensen om dét kritiske lys, flere medier satte hende i, skal der mere til at slå hende ud af kurs. Væggen er nemlig også en påmindelse om hendes mod til at bryde med grænserne.

”Det er ikke jordens undergang at gå til grænsen. Man skal sgu nok overleve. Jeg er ikke død endnu, og min karriere er heller ikke død endnu,” siger hun.

Pressenævnets kritik har ikke fået hende til at fortryde programmet. Hun mener stadig, at ’Ellen Imellem’ har sin berettigelse – men hun respekterer afgørelsen og tager kritikken til sig.

”Jeg kan ikke gøre andet end at sige: ’helt klart, det tager vi selvfølgelig til efterretning.’ Jeg vil tænke over det, hvis jeg laver noget lignende fremover,” siger Ellen Kirstine Jensen.

Det er ikke første gang, hun modtager kritik, og Pressenævnets afgørelse har derfor heller ikke påvirket hende på det personlige plan. Da shitstormen rasede i medierne, vred Ellen Kirstine Jensen alle tænkelige scenarier igennem. Hun ser derfor mest af alt afgørelsen som et punktum i sagen.

”Der har været kritik af programmet i forvejen, som har været langt værre end den Pressenævnet har ytret. Men jeg har respekt for Pressenævnets afgørelse. Deres ord er lov, så der er ikke så meget at rafle om,” siger hun.

Hun lægger dog vægt på, at afgørelsen også er et billede på, at det kan være svært at navigere i de usagte grænser. 

”Nu ved vi, hvad vi ikke skal gøre, og det har vi accepteret. Men afgørelsen viser også, at det er svært at vurdere, hvor grænser skal trækkes. Pressenævnet har ytret, at vi har overskredet en grænse, men hvor præcist grænsen ligger, har de ikke nævnt,” siger Ellen Kirstine Jensen.

Trods kritikken står hun inde for sit program, selvom det af mange kan opfattes kontroversielt, og hun er ikke et sekund i tvivl om, at det er de unge, der skal turde udfordre status quo.

”Det har ikke taget modet fra mig. Det er vigtigt, at der er nogle, der tør at vove pelsen,” siger hun.

Opskriften på en podcast-succes: Hollywood-lyd på dåse og detektiver på kuffertjagt

Opskriften på en podcast-succes: Hollywood-lyd på dåse og detektiver på kuffertjagt

Opskriften på en podcast-succes: Hollywood-lyd på dåse og detektiver på kuffertjagt

Third Ear blev danmarksberømte med radiosuccesen ‘Kvinden med den Tunge Kuffert,’ men deres lydkartotek rummer endnu flere fortællinger. Deres produktioner er resultatet af høj lydkvalitet og en detektivagtig tilgang til research og opklaring. Med inspiration fra filmverdenen stykker de lydfortællinger sammen, der kredser om den gode historie, og hvordan den fortælles bedst.

TEKST: Josefine Harboe
Illustration: Louise rix 

Udgivet den 08. december 2022

Tre kasser fyldt med stakkevis af papirer og mapper står i hjørnet af studiet. Et halvt meter langt guldhorn stikker ud af reolen midt i rummet og bagved den, står en miniaturemodel af Søndermarken på Frederiksberg i snedække. Studiet ligner en legeplads, hvor gode ideer bliver til virkelighed, og små historier bliver til store fortællinger.

Midt i legepladsen står Tim Hinman, der sammen med Krister Moltzen og Frederik Nielbo udgør det populære danske podcastmedie Third Ear, som siden 2009 har skabt kuriøse radiofortællinger.

Det er her – ude på spidsen af Refshaleøen – at podcastmediet holder til. Tim Hinman løfter en bog op fra stakken med titlen Danske X-files. Han slår frem og tilbage mellem dansk og hans modersmål engelsk, mens han forklarer om det næste mysterium, de har kastet sig over. Denne vekslen er blevet kendetegnende for introduktionen. ”Du lytter til en podcast”, der leder lytteren ind i universet, fortællingerne, podcasten Third Ear. 

Titelmelodien er lokkende og lidt uhyggelig. Man ledes ind i et univers, der virker mystisk. Alligevel kan man ikke lade være at gå derind i selskab med Krister Moltzen og Tim Hinman, som er stemmerne bag en podcast om Guldhornene, serier som Cyanidmanden, Konspirativ Kærlighed og den helt uundgåelige, ‘Kvinden med den Tunge Kuffert’.

Dette er fortællingen om et af Danmarks første podcast, deres vej til kompromisløs lyd og hvor de er på vej hen med deres univers. 

 

Third Ears modus operandi

Tim Hinman er født og opvokset i England, men kom til Danmark i midten af 90’erne. Her mødte han en anden fortælletradition, hvor den menige mand fik lov at være med. I England var tv- og radiosendefladen de kloge og de kendtes legeplads, og den fattige mand var en figur, man havde ondt af, men egentlig ikke ønskede at forstå.

”Jeg tror, det er båret ud af en nordisk tradition, at man ikke har så stor en celebrity culture, men et meget mere jævnt samfund generelt,” siger Tim Hinman.

Han fortsætter: 

”Folks stemmer er værd at høre på.”

Den tilgang har Third Ear haft med sig, og deres historier er kommet flere steder fra. De gemmer sig alle vegne og venter bare på at blive opdaget.

”’Kvinden med den Tunge Kuffert’ hørte vi om gennem en, vi kender, Claudia. Hendes onkel havde hørt en historie til en konfirmation om denne mærkelige kvinde, som hun syntes, vi skulle høre. Krister syntes, det lød mærkeligt, og vi blev enige om, at det var en tur til Jylland værd. Det endte med at være en kæmpe succes,” fortæller han.

Ideen til Third Ears første podcast gemte sig på forsiden af flere af landets aviser. Det var en fortælling om en mand, der var med til at stjæle en kopi af Guldhornene fra Kongernes Jelling. Historien var blevet dækket, men overfladisk og for en kort periode, hvorefter den var blevet glemt igen.

Den historie Third Ear kunne fortælle små to år senere handlede om en tyv, der ikke vidste, hvad han var ude efter, før han stod med to forgyldte sølvhorn og forstod, at han ikke kunne smelte dem om som planlagt.

I stedet for at fordømme den unge tyveknægt, interesserer podcasten sig for hans forarbejde og research til kuppet. Krydret med oplæsning af Adam Oehlenschlägers digte stiller podcasten skarpt på myten om Guldhornene og sætter spørgsmålstegn ved, om ikke det netop er deres raison d’etre at blive nappet en gang imellem.

Third Ear fik produceret sine egne eksemplarer af de sagnomspundne horn. Tim Hinman hiver det ud af en lofthøj reol fyldt med små rekvisitter, som de har brugt gennem tiden. ”Solid gold,” siger han og løfter armen for at demonstrere, hvor tungt det faktisk er.

Meget symbolsk blev den ene af deres guldhorn stjålet til en fest og er ikke dukket op siden. Sådan kan historier gentage sig mange gange.

 

Lyden af Third Ear

Third Ears karakteristiske lyd er skabt med stor inspiration fra filmbranchen. Den gode fortælling er ikke kun skabt gennem sproget men gennem en atmosfære af hundebjæf og fodspor i nyfalden sne. Tim Hinman har arbejdet med lydproduktion på filmset, og han har taget meget af den viden med sig.

”Man kan skabe den der Hollywood sound i en lydproduktion for ingen penge, hvis man ikke har det skide billede at forholde sig til,” siger han.

Men det kan være både trægt og dyrt at producere film, derfor passer det bedre til Third Ears temperament at lave podcast, hvor de kan lave tre-fire produktioner om året.

”Det fede med lyd er, at man kan blande alle de her ting sammen og opnå et ret fancy resultat uden at man skal bede om lov og have kæmpe budget, eller vente tre år før man kan fortælle en historie,” siger han.

Lyden skaber de selv med diverse rekvisitter og remedier. Tim Hinman rejser sig for at demonstrere en maskine, der kan lyde som vinden. Den ligner en form for tombolatromle beklædt med glas, men lyder fuldstændig som en kold blæst, når han drejer på den.

We paint pictures in sound, tell stories in sound, bruger lyd som et fortællende element i alt, hvad vi laver,” siger han på sit skiftende dansk/engelske.  

Men det er ikke kun lydeffekter, der er vigtige for historierne. De producerer selv deres egen musik.

”Man har brug for sindssygt meget musik i det her lydunivers. Musikken skaber farver omkring fortællingen, som hjælper lytteren med at leve sig ind i historien,” siger Tim Hinman.

Man kan skabe den der Hollywood sound i en lydproduktion for ingen penge, hvis man ikke har det skide billede at forholde sig til.

– Tim Hinman, podcastskaber ved Third Ear

Dyk ned i fortælling om Kvinden med den tunge kuffert fra Third Ear.

The J-word

Tim Hinman gør det klart, at Third Ear ikke er journalister. De laver reportager, interviews og bruger greb fra genren, men derfor producerer de ikke nødvendigvis journalistik. Eller the J-word som han lidt ironisk kalder det.

Det er ikke, fordi Third Ear ikke vil sættes i bås med journalister, men de har andre fokuspunkter end dem. En af Tim Hinmans anker ved journalistikken er det høje tempo.

De er ikke interesserede i at lave dagsaktuelle nyheder, hvor der ikke er tid til at fordybe sig i formidlingen. Det er svært at forene høj lydkvalitet med korte deadlines og nyhedstrekanter, mener Tim Hinman. 

”Vi kan godt lide at sige, at journalisten er god til at afdække og finde historier og ikke særligt gode til at fortælle historier,” siger Tim Hinman.

For Third Ear fortæller historier. Små og store, underfundige og højtflyvende. Anderledes historier og ikke dagsaktuelle nyheder og hurtige analyser.

”Tit handler det mere om den human interest, story behind the story. What happened next, what happened before,” siger han.

Det er nogle helt andre overvejelser, der er vigtige for ham. Journalistisk handler om fakta, det er skarpt, men der bliver sjældent brugt mange kræfter på at caste den helt rigtige kilde. En spændende karakter med den rigtige stemme.

”Det er mere blød æstetisk consideration, end at det bare handler om the story and the facts,” siger han.

 

Da podcasten var ubetrådt land

Tim Hinman husker, at der kun var to-tre podcasts på det danske marked, da de startede. En fra Herlev Bibliotek og en anden, hvor man kunne skrive ind til en clairvoyant, der kunne spå om fremtiden. Third Ear havde altså rigeligt plads at boltre sig på de første år på podcastmarkedet, og de var ikke presset af konkurrence.

It wasn’t a crowded field, lad mig sige det på den måde,” siger han.

Han uddyber: 

”Det var en følelse af gold rush. Der var ingen andre. Vi var number one på iTunes’ chart fem år i træk. Nu kan vi dårligt nok nå nummer 20. Det var bare en anden tid,” siger han.

Friheden var stor og var noget af det, der lokkede Third Ear til. Efter en årrække på DR var Tim Hinman og Krister Moltzen færdige med at lave stof, de ikke brændte for.

”Pludselig har man et medie, hvor there was no one in charge. Man skulle ikke bede om lov til at lave noget som helst, man kunne bare lave det, man selv synes om,” siger han.

Og det blev til mange forskellige ting. En filosofisk fortælling om den moderne Sisyfos, en alternativ kærlighedshistorie om en svindler og den helt uundgåelige om ‘Kvinden med den Tunge Kuffert.’ Podcastene har det til fælles, at de tager sig tid til at fortælle historien.

Markedet har ændret sig markant de seneste ti år, og der er kommet flere og større spillere på banen. Men der er gået en form for inflation i begrebet podcast, hvis man spørger Tim Hinman. Krav til kvalitet og format er udvisket, og alt det egentlig kræver er en middelgod optager og noget at tale om.

The word doesn’t really mean anything much anymore. Det er ikke længere genre, det er bare en platform,” siger han.

 

Er der penge i podcast?

Platformen har vokset sig til et stort marked for økonomiske interesser. Abonnementtjenesterne Podimo og Mofibo udbyder eksklusivt indhold til deres betalende kunder, og podcasts agerer også moderne reklamespalter, hvor virksomheder kan købe sig ind. 

Third Ear har tjent penge på alle disse måder. Når man bevæger sig uden for det traditionelle arbejdsmarked og arbejder freelance og på projektkontrakter, må man være kreativ med, hvordan man tjener sine penge.

Tim Hinman har levet af Third Ear i mere end 12 år, selvom der var mindst 10 af dem, hvor folk sagde, at det var umuligt.

Lønsedlerne er blevet strikket sammen af offentlig støtte, samarbejdsprojekter, salg af reklamer og gennem betalende abonnenter.

”Det er meget det 21. århundredes industri, at det ikke nødvendigvis er det, man kender bedst, man tjener sine penge på. Vi har i nogle år tjent mere på at lave projekter for museer eller events, end vi egentlig har tjent på podcasten. We are doing okay,” siger Tim Hinman.

Third Ear havde også en periode, hvor de producerede indhold til Podimo, men de valgte ikke at forlænge aftalen. De så en stor værdi i at eje deres eget produkt, så de kan videreudvikle ideen og formatet.

”Vi har ikke et chatshow hver fredag. Vi fortæller historier, som folk stadig lytter til. Vi ved, de har et langt liv og kan udvikle sig og leve videre,” siger han.

Det er både dyrere og mere besværligt at lave podcast af høj kvalitet, og det kræver, at man har tillid til, at der er en vis portion lyttere hver gang. Den erkendelse hviler Tim Hinman i, for han er ikke interesseret i at gå på kompromis med sit produkt.

“Vi behøver ikke at please everyone. Vi laver færre ting, men laver dem bedre. Vi er ikke en pølsefabrik. Men it ain’t easy,” siger han.

Sådan skal du skovle, hvis du vil være graverjournalist

Sådan skal du skovle, hvis du vil være graverjournalist

Sådan skal du skovle, hvis du vil være graverjournalist

For at blive en god undersøgende journalist kræver det færdigheder, gode kilder og respekt for sit arbejde. Illustreret Bunker har sammen med to af de dygtigste gravere sammensat en guide til dig.

TEKST: lærke kobberup & Sarah Wittrup 
Illustration: Katrine Å. Edvardsen

Udgivet den 08. december 2022

Det startede med et tip om noget data, der omhandlede  “underlige” pengestrømme ind i Danske Banks estiske filialer. Sådan begyndte en af Berlingskes største historier. 

I den anden ende af byen sad der en gruppe journalister på Ekstra Bladets redaktion og undrede sig over, hvordan de danske børn i Syrien egentlig blev glemt så hurtigt. En undren, der startede et forløb fyldt med anonyme kilder og en presset regering.

Den store afsløring kan starte på mange forskellige måder. Illustreret Bunker har talt med to af de journalister, som har været med til at ryste medieverdenen.

Simon Bendtsen er nyhedschef på Berlingske Business og har tidligere arbejdet i gravergruppen samme sted. Her var han med til at dække hvidvasksagen om Danske Bank, som han desuden har vundet en Cavlingpris for. 

I januar 2017 startede han, Michael Lund og Eva Jung på den længerevarende sag. De arbejdede intensivt på den i cirka tre år, og de skriver stadig den dag i dag, men dog mere sporadisk. Da de havde udgivet et par artikler om sagen, troede de, at det var det. Men så fik de indikationer af, at der faktisk var mere at hente.

Thomas Foght er redaktionschef og undersøgende journalist for Ekstra Bladets gravergruppe og vandt tidligere i år Cavlingprisen for artikelserien om de danske børn i Syrien. Denne artikelserie skrev han sammen med sine kollegaer Jeppe Findalen, Nagieb Khaja og praktikanten Magnus Mio. Her dykkede de ned i allerede offentlig kendt viden og fandt ud af, at der lå meget mere begravet under gulvtæppet. Helt konkret resulterede dette i, at 14 danske børn blev fragtet hjem.

Med hjælp fra Simon Bendtsen og Thomas Foght har Illustreret Bunker skabt en guide på fem steps til alle de spirende graverjournalister, som befinder sig på DMJX.

1. Step: Respekter dine kilder og din magt

“Det, tror jeg, egentlig er det vigtigste. At kilderne ved, hvad de går ind til, og at de føler sig trygge og ved, at vi behandler de informationer, de deler med os. Og at vi gør alt i vores verden for at beskytte dem.”

Sådan forklarer Thomas Foght fra Ekstra Bladets gravergruppes håndteringer af kilder. Da der har været mange kilder i spil i både Thomas Foghts og Simon Bendtsens artikler, fylder kildehåndteringen rigtig meget i processen.

Også for Simon Bendtsen og Berlingske har noget af det vigtigste været en gensidig respekt mellem kilderne og en selv som journalist.

“Man vinder kildernes tillid ved at opføre sig ordentligt. Selvfølgelig skal man aldrig virke truende overfor sine kilder, men ligeså vigtigt er det, at man opfører sig ordentligt i mødet med de mennesker, man skriver om. Både dem, der kan have gjort noget galt eller dem, der er vidner til det,” siger han.

Denne gensidige respekt for hinanden og for de historier, man skriver, er også vigtig at huske på, mener Simon Bendtsen. Hvidvasksagen i Danske Bank blev hurtigt en meget omfattende sag.

“Mange af direktørerne måtte stoppe i banken. Endnu hårdere var konsekvensen for en af direktørerne i Estland, som begik selvmord (Aivar Rehe, som var mangeårig direktør i Danske Bank Estland red.). Det er selvfølgelig noget, der gør, at man får meget respekt for, at det kan have nogle voldsomme konsekvenser, når vi skriver noget,” fortæller han.

Man kan ikke med sikkerhed sige, at Aivar Rehe begik selvmord som følge af hvidvasksagen. Den estiske ugeavis Eesti Ekspres har skrevet om ham og hans selvmord, og det “skinner igennem i deres artikel, at det sandsynligvis har været den skade for hans ry og rygte, som sagen uvægerligt havde givet ham,” som var skyld i hans selvmord, skriver Magasinet rØST.

2. Step: Beskyt dine kilder

En stor del af de kilder, som både Simon Bendtsen og Thomas Foght interviewede under begge sager, skulle holdes anonyme. Det var på grund af kildernes sikkerhed.

“Der er nogle gange, vi har haft mistanke om, at der er nogen, der holder øje med os. Især efter vi begyndte at bringe nogle af de historier om de her klassificerede oplysninger. Der tror jeg da, at der var nogen, der begyndte at undersøge, hvem i hulen det er, vi taler med,” siger Thomas Foght.

Han uddyber:

“Vi skal sikre os, at kilderne aldrig nogensinde kommer i problemer, fordi de snakkede med os.”

Det prøvede de blandt andet at gøre ved at undgå at kontakte kilderne via mail og almindelige opkald.

Thomas Foght valgte at opsøge kilderne i deres private hjem for at beskytte deres identitet. Her ville han dukke op, når kilderne havde fri fra deres respektive arbejde for at snakke med dem uden for arbejdstiden, så ingen kunne overhøre deres samtaler.

En anden af hans metoder var at sende et fysisk brev til sine kilder. Udover at sikre anonymitet, er et brev heller ikke lige så voldsomt, som når en journalist dukker op på en kildes dørtærskel.

Hos gravergruppen ved Berlingske blev sikkerheden også vægtet højt. De tog helt særlige forholdsregler i brug for at beskytte deres kilder.

“Vi gav kilderne kodenavne, og i særlige omstændigheder fløj vi et sted hen for så at køre i den modsatte retning. Man kunne ikke udlede noget af, hvor vi var fløjet hen, når vi kørte et andet sted hen. Så vores kilder blev ikke kompromitterede,” siger Simon Bendtsen.

Det var enormt vigtigt for begge historier, at kilderne havde tillid til de to journalister, for ellers var det svært at få dem til at dele deres informationer. Det gjorde Simon Bendtsen ved at forsøge at efterlade så få digitale fodspor som muligt ved blandt andet at skrive alt i hånden og ikke fortælle andre, hvad de arbejdede på. Det handlede især om, at der pludselig kom meget på spil for de involverede i hvidvasksagen, da både den administrerende direktør, Thomas Borgen, og bestyrelsesformanden, Ole Andersen, blev fyret.

3. Step: Kend dit stof

At sætte sig ordentligt ind i en sag kan tage lang tid, og man skal forvente, at man kan ende med at sidde med den samme sag i lang tid. Nogle gange kan man skrive videre om den samme sag i flere år. Det var tilfældet for Simon Bendtsen og hans kollegaer:

“Vi startede med den i januar 2017. Og så skrev vi intensivt på den i to til tre år – i hele 2017 og hele 2018 – efterfølgende en bog, og nu skriver vi om konsekvenserne,” siger han.

Selvom sagen om hvidvask begyndte i 2017, fylder den stadig i dag. Simon Bendtsen er blevet en af eksperterne på emnet. Thomas Foght kender til den følelse.

“Det er jo klart, at når man dækker en sag i så lang tid, så kommer man enormt godt ind i stoffet, og man får et godt netværk og forhold til sagen,” siger Thomas Foght.

Man bliver en ekspert inden for sin sag. Ingen andre har det samme netværk eller den samme viden om emnet.

4. Step: Slå hovederne sammen

Thomas Foght skrev sin artikelserie med tre andre, og han understreger, at for ham var det vigtigt at være flere på sagen. Især når den var så stor.

“Lad os sige, at der sker noget uventet, og der er en, der holder ferie eller har en fridag. Så er der en anden på arbejde, der lige kan gribe historien,” siger han.

Han uddyber desuden, at han også mener, at det er en fordel rent strukturelt:

“Det vil være hårdt at sidde bare en eller to mand med så stor en sag i så lang tid. Når man er fire, så kan man hele tiden justere på, hvem der skal kigge på hvad, og man kan gribe flere ting. På den måde gjorde det, at vi var mere fleksible i at kunne dække sagen.”

Simon Bendtsen skrev sin artikelserie med Eva Jung og Michael Lund, som han i forvejen havde et venskabeligt forhold til:

“Det var meget tilfældigt, at det blev os tre, men i bund og grund handler det om, at man arbejder godt sammen og komplimenterer hinanden.” 

5. Step: Tavshed er en dyd

Mange ser nok hjemmets rammer og ens tætte familie som et frirum, hvor man kan lette sit hjerte. Det er ikke altid givet som graverjournalist. Adspurgt svarer Thomas Foght, at han ikke havde fortalt sin kone, hvad de arbejdede på. Det var kun de journalister, der arbejdede på artiklerne, og chefredaktørerne, som kendte til arbejdet med sagen.

Han forklarer dog yderligere, at det ikke er underligt for ham:

“Det er sådan set meget naturligt. Der er mange elementer af mit arbejde, min kone ikke kender til. Nogle gange fortæller jeg om de historier, jeg arbejder på. Andre gange gør jeg ikke, da det bare er bedre ikke at fortælle det.”

For ham giver det sjældent mening at lette sit hjerte, når det er en sag, der omhandler anonyme kilder. Så kan det være, at det er bedre at holde tæt.

For Simon Bendtsen har det varieret, hvor mange der vidste, hvad de arbejdede på.

“Der har været forskellige forløb, hvor det har været mere eller mindre hemmelighedsfuldt, hvor vi har holdt os lidt for os selv og ikke fortalt så meget om, hvad vi lavede.”

Med Thomas Foght og Simon Bendtsens gode råd med i rygsækken er du nu klar til at grave med den helt store spade.