Selvom censur har været ulovligt siden Sovjetunionens fald, er det russiske mediemarked i dag domineret af statsstyre, tilbageholdenhed og loyalitet over for præsident Putin. Illustreret Bunker giver dig et historisk indblik i det russiske medielandskab.

Forestil dig, at direktørerne for DR og TV2 ugentligt møder på Mette Frederiksens kontor. Her udstikker statsministeren den næste uges kurs for de to medier og fortæller, hvilke historier, der skal bringes, og hvilke, der skal lægges i graven. Det er nok ikke et scenarie, som ret mange danskere kan forestille sig, og det vil ikke alene krænke det hæderkronede armslængdeprincip, men hugge armen helt af.

Men det er virkeligheden i Rusland. Her kender man til, at direktørerne for de store TV-kanaler mødes på ugentlige koordineringsmøder, hvor det bliver gjort klart, hvilke historier der skal satses på den følgende uge. Det fortæller Matilde Kimer, der i over ti år har dækket Rusland for Danmarks Radio.

”Her bliver der ligesom udstukket nogle ideologiske retningslinjer,” fortæller hun.

Tv-mediet er det mest populære i Rusland, og de fem største kanaler er alle enten ejet direkte af den russiske stat eller af forretningsmænd med tætte forbindelser til præsident Putin. Selvom der findes frie medier, er det et billede, der er gennemgående på det russiske mediemarked.

En statskontrolleret boble

Når seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier Flemming Splidsboel skal forklare det russiske medielandskab, gør han det ved at tegne en boble. Boblen repræsenterer de statskontrollerede medier. Dem er der mange af. Rundt om boblen er der en periferi af uafhængige medier. Dem er der ikke så mange af. De leverer kritisk journalistik og rapporterer om de ting, som de regeringstro ikke gør. Men ifølge Flemming Splidsboel har medierne uden for boblen ikke frit spil.

”Hvis de bliver for kritiske og kører med nogle meget sprængfarlige emner, risikerer de at blive lukket.”

De kan også komme i farezonen, hvis de bliver for store, og for mange russere interesser sig for dem, fortæller seniorforskeren.

De statskontrollerede medier kan inddeles i tre kategorier. Der er de direkte statsejede medier, så er der de medier, der er ejet af statsejede virksomheder, såsom gasmastodonten Gazprom. Til sidst er der de medier, som er ejet af rigmænd, som står på god fod med Putin. Fælles for dem alle er, at de følger den kurs, der bliver udstukket fra det russiske præsidentpalads, Kreml.

Partipresse, privatisering og Putin

I Sovjetunionens tid var pressen underlagt censur, fortæller Birgitte Beck Pristed, som er lektor i Ruslandstudier på Aarhus Universitet. Før noget kunne offentliggøres, skulle det læses igennem og godkendes af det kommunistiske censurorgan. Det ændrede sig, da Sovjetunionen kollapsede i 1991.

”Her bliver der ligesom
   udstukket nogle
   ideologiske
   retningslinjer.”

 

– Matilde Kimer, ruslandskorrespondent hos DR 

”Skiftene i ejerskab er virkelig noget, der slår promte igennem i den redaktionelle profil.”

Et af medierne er tv-kanalen NTV, som i maj 2000 er den eneste landsdækkende kanal, der er uafhængig og dækker Kreml kritisk. Under et år efter at Putin er blevet præsident, bliver mediets hovedkvarter stormet af bevæbnede efterretningsagenter, og mediets ejer, Vladimir Gusinsky, bliver fængslet. Senere sælger han sin andel af medieselskabet til den statsejede mastodont Gazprom og forlader Rusland.

Svært at generalisere

Det er svært at sige noget generelt om, hvor meget den redaktionelle linje på de statsloyale medier i Rusland bliver påvirket, fortæller Matilde Kimer. Det er forskelligt fra historie til historie. Hun har oplevet, at russiske journalister skulle have godkendt deres speak på et nyhedsindslag, der omhandlede noget så harmløst som fortov til handicappede i Moskva. Generelt er medierne langt mere hierarkisk styret, end man ser det på danske medier, forklarer hun.

Ifølge Matilde Kimer kan journalisterne på de regeringstro medier i nogle tilfælde få lov til at lave kritisk journalistik, eksempelvis om sundhedsvæsenet eller lokale budgetter. Men der er ét emne, journalisterne ikke er tvivl om, at de ikke skal røre ved, fortæller Matilde Kimer.

”Du graver ikke i noget, der har med Putin at gøre, og du graver ikke i noget, der har med Putins familie at gøre.”

Den dobbeltoptrukne linje

Ifølge seniorforsker Flemming Splidsboel eksisterer der en meget omfattende selvcensur på de regeringstro russiske medier. Journalisterne ved generelt hvad de må skrive om, og hvad de skal lade ligge.

Flemming Splidsboel fortæller om en samtale mellem to redaktører og journalisterne på nyhedsbureauet RBK. De to redaktører er nye og har erstattet de tidligere redaktører, der er blevet fjernet, efter at have bragt en kritisk historie om Putins datter.

Da de skal forklare grænsen for, hvad man må skrive om, sammenligner de det med dobbeltoptrukne linjer i trafikken. Hvis man kører over dem en gang, får man en advarsel. Hvis man gør det flere gange, mister man kørekortet. Da journalisterne spørger, hvor den grænse går, lyder svaret, at det skal de selv vurdere.

Selvcensuren spillede også en stor rolle under konflikten mellem Ukraine og Rusland i 2014, siger Flemming Splidsboel.

I februar 2014 invaderede ukendte paramilitære styrker, i pressen kaldet de ‘små grønne mænd’, den ukrainske halvø Krim. Selvcensuren på de regeringstro medier betød ifølge Flemming Splidsboel, at Putin kunne fastholde løgnen, om at tropperne ikke havde russiske pas, helt frem til april.

De uafhængige medier havde allerede skrevet, at de ‘små grønne mænd’ var russiske tropper, men det var først, efter præsident Putin gik ud på stats-tv og bekræftede det, at de regeringstro medier skrev om det.  

“Så vidste alle medierne, at nu var der grønt lys til at skrive om det,” fortæller Flemming Splidsboel.

Politisk dagsorden

I Rusland findes der ikke en public service-lovgivning, som vi har i Danmark. Der stilles ikke krav om saglighed og upartiskhed, som der gør til for eksempel DR.

Når hun er ude og dække en sag, møder Matilde Kimer de russiske journalister, der er ansat på de regeringstro medier. De ser ikke noget mærkeligt i at møde op med en dagsorden og forventer også, at hun møder op med en politisk mission. Hun fortæller, at journalisterne, udover at informere, ofte ser det som deres rolle at beskytte staten og nationen. At de ser sig selv mere som aktive deltagere end observatører. At de har et budskab, som de forsøger at ‘sælge’.

”Det vil man nok ikke høre Kim Bildsøe sige,” tilføjer ruslandkorrespondenten med et grin.

Tv-mediet er det mest populære i Rusland, og de fem største kanaler er alle enten ejet direkte af den russiske stat eller af forretningsmænd med tætte forbindelser til præsident Putin. Selvom der findes frie medier, er det et billede, der er gennemgående på det russiske mediemarked.

En statskontrolleret boble

Når seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier Flemming Splidsboel skal forklare det russiske medielandskab, gør han det ved at tegne en boble. Boblen repræsenterer de statskontrollerede medier. Dem er der mange af. Rundt om boblen er der en periferi af uafhængige medier. Dem er der ikke så mange af. De leverer kritisk journalistik og rapporterer om de ting, som de uafhængige ikke gør. Men ifølge Flemming Splidsboel har medierne uden for boblen ikke frit spil.

”Hvis de bliver for kritiske og kører med nogle meget sprængfarlige emner, risikerer de at blive lukket.”

De kan også komme i farezonen, hvis de bliver for store, og for mange russere interesser sig for dem, fortæller seniorforskeren.

De statskontrollerede medier kan inddeles i tre kategorier. Der er de direkte statsejede medier, så er der de medier, der er ejet af statsejede virksomheder, såsom gasmastodonten Gazprom. Til sidst er der de medier, som er ejet af rigmænd, som står på god fod med Putin. Fælles for dem alle er, at de følger den kurs, der bliver udstukket fra det russiske præsidentpalads, Kreml.

Partipresse, privatisering og Putin

I Sovjetunionens tid var pressen underlagt censur, fortæller Birgitte Beck Pristed, som er lektor i Ruslandstudier på Aarhus Universitet. Før noget kunne offentliggøres, skulle det læses igennem og godkendes af det kommunistiske censurorgan. Det ændrede sig, da Sovjetunionen kollapsede i 1991.

”Her bliver der ligesom
   udstukket nogle
   ideologiske
   retningslinjer.”

 

– Matilde Kimer, ruslandskorrespondent hos DR 

Partipressen blev privatiseret, mens pressefriheden og forbuddet mod censur blev skrevet ind i den russiske forfatning, der blev til under den første præsident, Boris Jeltsin. Under privatiseringen tog en lille flok rigmænd, såkaldte oligarker, magten over medierne. De oprettede store medieselskaber og blev til mediemoguler, der misbrugte medierne til at tjene deres egen politiske dagsorden.

Da Vladimir Putin den 31. december 1999 blev præsident for Rusland, er det med et stort ønske om at få styr på medierne. Det fik oligarkerne hurtigt at mærke. Birgitte Beck Pristed beskriver, hvordan der blev kørt flere store svindelsager mod de russiske rigmænd, som blev presset til at overlade deres medieselskaber i hænderne på regeringstro aktionærer.

”Skiftene i ejerskab er virkelig noget, der slår promte igennem i den redaktionelle profil.”

Et af medierne er tv-kanalen NTV, som i maj 2000 er den eneste landsdækkende kanal, der er uafhængig og dækker Kreml kritisk. Under et år efter at Putin er blevet præsident, bliver mediets hovedkvarter stormet af bevæbnede efterretningsagenter, og mediets ejer, Vladimir Gusinsky, bliver fængslet. Senere sælger han sin andel af medieselskabet til den statsejede mastodont Gazprom og forlader Rusland.

Svært at generalisere

Det er svært at sige noget generelt om, hvor meget den redaktionelle linje på de statsloyale medier i Rusland bliver påvirket, fortæller Matilde Kimer. Det er forskelligt fra historie til historie. Hun har oplevet, at russiske journalister skulle have godkendt deres speak på et nyhedsindslag, der omhandlede noget så harmløst som fortov til handicappede i Moskva. Generelt er medierne langt mere hierarkisk styret, end man ser det på danske medier, forklarer hun.

Ifølge Matilde Kimer kan journalisterne på de regeringstro medier i nogle tilfælde få lov til at lave kritisk journalistik, eksempelvis om sundhedsvæsenet eller lokale budgetter. Men der er ét emne, journalisterne ikke er tvivl om, at de ikke skal røre ved, fortæller Matilde Kimer.

”Du graver ikke i noget, der har med Putin at gøre, og du graver ikke i noget, der har med Putins familie at gøre.”

Den dobbeltoptrukne linje

Ifølge seniorforsker Flemming Splidsboel eksisterer der en meget omfattende selvcensur på de regeringstro russiske medier. Journalisterne ved generelt hvad de må skrive om, og hvad de skal lade ligge.

Flemming Splidsboel fortæller om en samtale mellem to redaktører og journalisterne på nyhedsbureauet RBK. De to redaktører er nye og har erstattet de tidligere redaktører, der er blevet fjernet, efter at have bragt en kritisk historie om Putins datter.

Da de skal forklare grænsen for, hvad man må skrive om, sammenligner de det med dobbeltoptrukne linjer i trafikken. Hvis man kører over dem en gang, får man en advarsel. Hvis man gør det flere gange, mister man kørekortet. Da journalisterne spørger, hvor den grænse går, lyder svaret, at det skal de selv vurdere.

Selvcensuren spillede også en stor rolle under konflikten mellem Ukraine og Rusland i 2014, siger Flemming Splidsboel.

I februar 2014 invaderede ukendte paramilitære styrker, i pressen kaldet de ‘små grønne mænd’, den ukrainske halvø Krim. Selvcensuren på de regeringstro medier betød ifølge Flemming Splidsboel, at Putin kunne fastholde løgnen, om at tropperne ikke havde russiske pas, helt frem til april.

De uafhængige medier havde allerede skrevet, at de ‘små grønne mænd’ var russiske tropper, men det var først, efter præsident Putin gik ud på stats-tv og bekræftede det, at de regeringstro medier skrev om det.  

“Så vidste alle medierne, at nu var der grønt lys til at skrive om det,” fortæller Flemming Splidsboel.

Politisk dagsorden

I Rusland findes der ikke en public service-lovgivning, som vi har i Danmark. Der stilles ikke krav om saglighed og upartiskhed, som der gør til for eksempel DR.

Når hun er ude og dække en sag, møder Matilde Kimer de russiske journalister, der er ansat på de regeringstro medier. De ser ikke noget mærkeligt i at møde op med en dagsorden og forventer også, at hun møder op med en politisk mission. Hun fortæller, at journalisterne, udover at informere, ofte ser det som deres rolle at beskytte staten og nationen. At de ser sig selv mere som aktive deltagere end observatører. At de har et budskab, som de forsøger at ‘sælge’.

”Det vil man nok ikke høre Kim Bildsøe sige,” tilføjer ruslandkorrespondenten med et grin.

Den seneste tid er forholdet mellem Facebook og nyhedsmedierne gået i hårdknude. Kritiske røster anklager det sociale medie for at udnytte journalistikkens indhold, men virkeligheden er som så ofte mere nuanceret. Måske er der brug for parterapi?

Den seneste tid er forholdet mellem Facebook og nyhedsmedierne gået i hårdknude. Kritiske røster anklager det sociale medie for at udnytte journalistikkens indhold, men virkeligheden er som så ofte mere nuanceret. Måske er der brug for parterapi?

Videoer af søde, pjuskede hundehvalpe, kontroversielle udmeldinger om indvandrere eller #MeToo, frækt blikfang og du-gætter-aldrig-hvad-der-så-skete-rubrikker. Kampen om vores opmærksomhed på internettet er benhård, og medierne har måttet lære at navigere i et landskab, hvor de ofte kun har få sekunder til at fange vores opmærksomhed.

Samtidig er forholdet mellem medierne og Facebook gået fra sød online-flirt til bindende journalistisk ægteskab, og skilsmisse ligger ikke i kortene. Heller ikke på Radio4, hvor Mikkel Andersen er SoMe-ansvarlig.

“Vi kunne godt leve uden Facebook, men jeg vil mene, at det ville forringe indholdet. Vi kan stadig lave god radio og podcast, men den direkte forbindelse til lytterne bliver tabt,” siger han.

Den direkte forbindelse er vigtig for Radio4, når de eksempelvis slår et debatoplæg op på Facebook, for at kanalens lyttere kan stille spørgsmål og komme med inputs til programmerne. Som for nylig, hvor statsminister Mette Frederiksen skulle i Radio4 Morgen, og brugerne på radiokanalens facebookside kunne stille spørgsmål til hende. Uden Facebook havde det været svært at facilitere.

Den nye medievirkelighed kræver nye måder at tænke på, men den er også blevet et uundværligt redskab. I februar var der så knas i kærligheden, da det kom til direkte opgør mellem Facebook og de australske nyhedsmedier. Først stillede den australske regering et lovforslag, der ville have Facebook til at betale medierne for det indhold, de publicerer på gigantens platformen. Så blokerede Facebook ellers de australske nyhedsmedier fra at poste noget som helst. Og selvom, de nu har indgået en aftale, kan man ikke sådan lige komme af med Facebook eller få betaling for sit indhold.

“Før Facebook gik man ned og købte en avis, man abonnerede på den eller tilgik den direkte på anden vis. Men nu er sociale medier blevet mediatorer for journalistisk indhold, en slags buffer-zone,” siger Miklós Sükösd, der er professor i mediesociologi på Københavns Universitet.

Facebook scorer annoncørerne

En rapport fra Oxford University og Roskilde Universitet viser, at 37% af danskerne bruger Facebook til at tilgå nyheder. For 11% er Facebook den primære nyhedskanal. Det har skabt nye vilkår for medierne, siger Aske Kammer, medieforsker på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

“Medierne bliver afhængige af at ligge højt i Facebooks feed. De er mere afhængige af de sociale medier, når de skal nå deres brugere, end de har været tidligere,” siger han.

Derfor er medierne nødt til at arbejde aktivt med Facebook, når de vil publicere journalistisk indhold eller lægge op til debat. Men selvom medierne deler deres indhold på Facebook, sender platformen ingen annonceindtægter den anden vej. Det skaber problemer, ikke bare for de enkelte medier, men for hele journalistikkens grundlag, fordi annoncørerne nu reklamerer på Facebook eller Google i stedet for i avisen eller på mediets hjemmeside.

“Som jeg ser det, tjener Facebook hundrede millioner af dollars uden selv at engagere sig i indholdsproduktion. Det tager brødet ud af munden på journalister og redaktører,” siger Miklós Sükösd.

En krævende elsker

Selvom Facebook og mediernes forhold den seneste tid har været turbulent, så er der ikke kun ulemper ved samarbejdet.

“Sådan får vi indholdet ud at leve,” siger Mikkel Andersen fra Radio4.

Det betyder, at kanalen ikke kun bruger Facebook som reklamesøjle, men også indtænker kommunikationen på de sociale medier i deres redaktionelle arbejde.

“Video fungerer rigtig effektivt på Facebook. Det er meget drevet af følelser. Vi skal have fat i de formater og emner, hvor vi ved folk har holdninger og noget på hjerte,” siger Mikkel Andersen.

For tiden arbejder radioen på en realityserie om folk med kroniske smerter. Det fungerer godt på Facebook, fordi det skaber stærke følelser og er debatskabende. Som public service-medie har Radio4 ikke direkte som formål at trække brugere ind på deres side, men går i højere grad op i at facilitere en offentlig samtale – og her er Facebook et vigtigt værktøj.

Den opfattelse støtter Miklós Sükösd. Han understreger, at Facebook hverken kan anses som en trussel eller som et demokratisk fyrtårn.

“Det er et nyt niveau af informationssamfundet. Er Facebook godt eller dårligt for demokratiet? Man kunne stille det samme spørgsmål om for eksempel radio eller tv. Det er gennemtrængende teknologier, der både kan bruges for og imod demokratiet, så derfor skal de kontrolleres. Facebook skal tæmmes,” siger han.

Miklós Sükösd understreger, at det ikke handler om, hvorvidt en platform i sig selv er god eller ond – det handler derimod om, hvordan platformen benyttes.

Civilstand: Det er kompliceret

Anne-Marie Dohm er direktør og ansvarshavende chefredaktør for Radio4. For hende er det absolut vigtigste, at der bliver skabt en god dialog mellem de digitale platforme og medierne.

“Alle parter er interesserede i at gøre Facebook til et godt sted at være. Hvis Facebook bare bliver et sted, hvor man hælder skrald ud over hinanden eller uploader kattevideoer, så bliver det et uinteressant sted at være. Også for annoncørerne,” siger hun.

Konflikten mellem Facebook og medierne er en del af et større spørgsmål om journalistikkens frihed og levebrød, og løsningen skal derfor også ses i en større skala, hvor målet er at bryde platformens magt, mener de to medieeksperter.

“Vi skal kræve, at Facebook er mere transparente omkring deres forretningsmodel og giver mere tilbage til journalistikken,” siger Miklós Sükösd.

Danmark kan dog ikke klare problematikken alene. Derfor må man se i en anden retning, mener Aske Kammer, medieforsker ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

“Det er noget, der skal tages på EU-niveau. Men løsningen kommer an på, hvad det er, man gerne vil regulere. Man kunne for eksempel kigge på, om man skulle beskatte de store tech-firmaer for deres annonceomsætninger i Danmark og så bruge de penge på at oprette en slags fond for medieindhold,” siger han.

Den 16. marts kunne TV 2 skrive, at den australske medievirksomhed News Corp og Facebook er nået til enighed om en betalingsaftale, der sikrer, at Facebook vil betale mediet for det indhold, der deles på det sociale medies nye service, Facebook News. Præcis hvordan aftalen vil fungere, vides ikke endnu. Men den er alligevel en milepæl i konflikten mellem techgiganterne og medierne.

Aske Kammer mener dog ikke, at aftalen siger meget om fremtiden for de danske medier.

“Den viser, ligesom de forudgående aftaler, at Facebook er villige til at indgå aftaler, men at de stadig er i en position, hvor de i vid udstrækning selv bestemmer, hvad de går med til, og hvilke forhandlingsborde de forlader,” siger han.

Videoer af søde, pjuskede hundehvalpe, kontroversielle udmeldinger om indvandrere eller #MeToo, frækt blikfang og du-gætter-aldrig-hvad-der-så-skete-rubrikker. Kampen om vores opmærksomhed på internettet er benhård, og medierne har måttet lære at navigere i et landskab, hvor de ofte kun har få sekunder til at fange vores opmærksomhed.

Samtidig er forholdet mellem medierne og Facebook gået fra sød online-flirt til bindende journalistisk ægteskab, og skilsmisse ligger ikke i kortene. Heller ikke på Radio4, hvor Mikkel Andersen er SoMe-ansvarlig.

“Vi kunne godt leve uden Facebook, men jeg vil mene, at det ville forringe indholdet. Vi kan stadig lave god radio og podcast, men den direkte forbindelse til lytterne bliver tabt,” siger han.

Den direkte forbindelse er vigtig for Radio4, når de eksempelvis slår et debatoplæg op på Facebook, for at kanalens lyttere kan stille spørgsmål og komme med inputs til programmerne. Som for nylig, hvor statsminister Mette Frederiksen skulle i Radio4 Morgen, og brugerne på radiokanalens facebookside kunne stille spørgsmål til hende. Uden Facebook havde det været svært at facilitere.

Den nye medievirkelighed kræver nye måder at tænke på, men den er også blevet et uundværligt redskab. I februar var der så knas i kærligheden, da det kom til direkte opgør mellem Facebook og de australske nyhedsmedier. Først stillede den australske regering et lovforslag, der ville have Facebook til at betale medierne for det indhold, de publicerer på gigantens platformen. Så blokerede Facebook ellers de australske nyhedsmedier fra at poste noget som helst. Og selvom, de nu har indgået en aftale, kan man ikke sådan lige komme af med Facebook eller få betaling for sit indhold.

“Før Facebook gik man ned og købte en avis, man abonnerede på den eller tilgik den direkte på anden vis. Men nu er sociale medier blevet mediatorer for journalistisk indhold, en slags buffer-zone,” siger Miklós Sükösd, der er professor i mediesociologi på Københavns Universitet.

Facebook scorer annoncørerne

En rapport fra Oxford University og Roskilde Universitet viser, at 37% af danskerne bruger Facebook til at tilgå nyheder. For 11% er Facebook den primære nyhedskanal. Det har skabt nye vilkår for medierne, siger Aske Kammer, medieforsker på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

“Medierne bliver afhængige af at ligge højt i Facebooks feed. De er mere afhængige af de sociale medier, når de skal nå deres brugere, end de har været tidligere,” siger han.

Derfor er medierne nødt til at arbejde aktivt med Facebook, når de vil publicere journalistisk indhold eller lægge op til debat. Men selvom medierne deler deres indhold på Facebook, sender platformen ingen annonceindtægter den anden vej. Det skaber problemer, ikke bare for de enkelte medier, men for hele journalistikkens grundlag, fordi annoncørerne nu reklamerer på Facebook eller Google i stedet for i avisen eller på mediets hjemmeside.

“Som jeg ser det, tjener Facebook hundrede millioner af dollars uden selv at engagere sig i indholdsproduktion. Det tager brødet ud af munden på journalister og redaktører,” siger Miklós Sükösd.

En krævende elsker

Selvom Facebook og mediernes forhold den seneste tid har været turbulent, så er der ikke kun ulemper ved samarbejdet.

“Sådan får vi indholdet ud at leve,” siger Mikkel Andersen fra Radio4.

Det betyder, at kanalen ikke kun bruger Facebook som reklamesøjle, men også indtænker kommunikationen på de sociale medier i deres redaktionelle arbejde.

“Video fungerer rigtig effektivt på Facebook. Det er meget drevet af følelser. Vi skal have fat i de formater og emner, hvor vi ved folk har holdninger og noget på hjerte,” siger Mikkel Andersen.

For tiden arbejder radioen på en realityserie om folk med kroniske smerter. Det fungerer godt på Facebook, fordi det skaber stærke følelser og er debatskabende. Som public service-medie har Radio4 ikke direkte som formål at trække brugere ind på deres side, men går i højere grad op i at facilitere en offentlig samtale – og her er Facebook et vigtigt værktøj.

Den opfattelse støtter Miklós Sükösd. Han understreger, at Facebook hverken kan anses som en trussel eller som et demokratisk fyrtårn.

“Det er et nyt niveau af informationssamfundet. Er Facebook godt eller dårligt for demokratiet? Man kunne stille det samme spørgsmål om for eksempel radio eller tv. Det er gennemtrængende teknologier, der både kan bruges for og imod demokratiet, så derfor skal de kontrolleres. Facebook skal tæmmes,” siger han.

Miklós Sükösd understreger, at det ikke handler om, hvorvidt en platform i sig selv er god eller ond – det handler derimod om, hvordan platformen benyttes.

Civilstand: Det er kompliceret

Anne-Marie Dohm er direktør og ansvarshavende chefredaktør for Radio4. For hende er det absolut vigtigste, at der bliver skabt en god dialog mellem de digitale platforme og medierne.

“Alle parter er interesserede i at gøre Facebook til et godt sted at være. Hvis Facebook bare bliver et sted, hvor man hælder skrald ud over hinanden eller uploader kattevideoer, så bliver det et uinteressant sted at være. Også for annoncørerne,” siger hun.

Konflikten mellem Facebook og medierne er en del af et større spørgsmål om journalistikkens frihed og levebrød, og løsningen skal derfor også ses i en større skala, hvor målet er at bryde platformens magt, mener de to medieeksperter.

“Vi skal kræve, at Facebook er mere transparente omkring deres forretningsmodel og giver mere tilbage til journalistikken,” siger Miklós Sükösd.

Danmark kan dog ikke klare problematikken alene. Derfor må man se i en anden retning, mener Aske Kammer, medieforsker ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

“Det er noget, der skal tages på EU-niveau. Men løsningen kommer an på, hvad det er, man gerne vil regulere. Man kunne for eksempel kigge på, om man skulle beskatte de store tech-firmaer for deres annonceomsætninger i Danmark og så bruge de penge på at oprette en slags fond for medieindhold,” siger han.

Den 16. marts kunne TV 2 skrive, at den australske medievirksomhed News Corp og Facebook er nået til enighed om en betalingsaftale, der sikrer, at Facebook vil betale mediet for det indhold, der deles på det sociale medies nye service, Facebook News. Præcis hvordan aftalen vil fungere, vides ikke endnu. Men den er alligevel en milepæl i konflikten mellem techgiganterne og medierne.

Aske Kammer mener dog ikke, at aftalen siger meget om fremtiden for de danske medier.

“Den viser, ligesom de forudgående aftaler, at Facebook er villige til at indgå aftaler, men at de stadig er i en position, hvor de i vid udstrækning selv bestemmer, hvad de går med til, og hvilke forhandlingsborde de forlader,” siger han.

Mennesker med psykiske sygdomme portrætteres ofte som farlige eller skøre i de danske medier. Hvordan undgår man at falde i samme grøft? Cavlingvinder Anders Legarth Schmidt giver sit besyv.

I herskabslejlighedens lyse stue står et arbejdsbord. Det var her Anders Legarth Schmidt sad til den virtuelle Cavlingprisuddeling, da hans navn blev råbt op.

På bordet står nu en lille bronzestatuette. Henrik Cavling ligner en karikatur på en journalist med trenchcoat og bowlerhat. Men journalisten, der har modtaget denne fornemme pris, har ikke bowlerhat på. Han er klædt i jeans og t-shirt og byder på kaffe i sit hjem på Østerbro i København. Cavlingprisen vandt han for sin reportageserie fra en lukket psykiatrisk afdeling:

”Jeg har altid været interesseret i det, der foregår inde i vores allesammens hoveder. Mere end det, man kan se, røre og lugte. Det hænger sammen med, at der var psykisk sygdom i min egen familie, da jeg var barn.” 

Derfor har Anders Legarth Schmidt dækket området for Politiken i mere end 15 år. Sidste år brugte han 40 timer på børne- og ungdomspsykiatrisk afsnit i Glostrup, der endte ud i reportageserien ‘Forbandet Ungdom’. Gennem otte kapitler beskrives livet som patient og personale på en afdeling, der sjældent åbner dørene for pressen. Det vigtigste for ham er at skabe opmærksomhed omkring emnet: 

“Jeg synes, det er super vigtigt at tale og skrive åbent om psykisk sygdom. Tingene vokser sig større og værre, hvis man går med dem alene.” 

Ny fortælling om psykiatrien  

Men emnet får ikke altid den rigtige form for opmærksomhed. Dramatiske overskrifter er med til at male et billede af mennesker med mentale udfordringer som farlige eller skøre. Eksempler som ‘Knivstikker var psykisk syg’, ‘Professor: Naivt at raskmelde psykisk syge’ og ‘Psykisk syg går amok’. Selvom mediedækningen af psykisk sygdom har udviklet sig til det bedre, er mere end hver tredje artikel fortsat præget af et forenklet billede. Det viser en analyse af mediedækningen i 2019 foretaget af Infomedia. 

Infomedias analyse er lavet på vegne af ‘EN AF OS’. Det er en organisation, som blandt andet er støttet af Social- og Sundhedsstyrelsen, hvis formål er at afstigmatisere psykisk sygdom i Danmark. 

“Der er sket en forbedring i de danske mediers portrættering af psykisk sygdom,” mener konstitueret projektleder for ‘EN AF OS’, Anja Kare Vedelsby. 

Ifølge Anja Kare Vedelsby kan medierne medvirke til at fremme inklusion og bekæmpe diskrimination forbundet med mental sygdom. Det afgørende er måden, der skrives om emnet. 

“Medierne kan være med til at bekræfte folks fordomme om personer med psykiske lidelser, hvis journalister ikke nuancerer, at man ikke er sygdommen, men et menneske med en sygdom,” uddyber projektlederen. 

Medierne kan også være med til at skabe et mindre fordomsfuldt syn på det at have mentale udfordringer ved at vise en alsidig skildring af personen. 

Anders Legarth Schmidt mener ligeledes, at samfundet skal være bedre til at rumme mennesker med mentale vanskeligheder, blandt andet så man ikke skal frygte personlige og karrieremæssige konsekvenser ved at stille sig offentligt frem:

“Vores samfund er på mange måder u-rummeligt. Men jo længere tid der går, hvor psykisk syge mennesker er underrepræsenterede i medierne – desto længere tid går der, før det ikke føles skamfuldt at have en psykisk sygdom.”

De “sårbare” kilder

En anden problematik forbundet med at skrive en historie med psykisk sårbare kilder er, at det kan være vanskeligt at afgøre, om kilden kan overskue konsekvenserne af sin medvirken. Det er et hensyn, der også fremhæves i pressenævnets vejledning om god presseskik.

‘EN AF OS’ arbejder blandt andet med at vejlede journalister og medier, der arbejder med psykisk sårbare kilder. Anja Kare Vedelsby anbefaler, at man sikrer en grundig briefing forud for et interview, og at man taler med kilden om vedkommendes motivation for og eventuelle konsekvenser ved at medvirke. Desuden råder hun til, at man spørger kilden, om man må tale med en pårørende eller en behandler, for at få en professionel mening om kildens medvirken:

“Når folk står frem med noget, der er så personligt som ens psykiske lidelse, er det vigtigt, at  man tager sig god tid.”

Endelig er det vigtigt, at kilden får mulighed for at godkende artiklen før publicering.

I forbindelse med reportageserien ‘Forbandet Ungdom’ fik Anders Legarth Schmidt blåstempling fra forældre og læger udover kilderne selv forud for alle interviews. Han anerkender dog, at man principielt aldrig kan vide, om en kilde fortryder sin deltagelse.

Alligevel mener han, at journalister skal strække sig langt for at give plads til mennesker, der er anderledes i medierne. Derfor må man sommetider løbe en risiko med kildevalg for at være med til at skabe en udvikling i samfundet:

“Hvis man vil helgardere sig mod den risiko, kommer man til at holde psykisk syge mennesker i mørket for altid.”

For at kunne tegne et oprigtigt portræt af en sårbar kilde er det vigtigt at turde stille de svære spørgsmål. Når Anders Legarth Schmidt interviewede de unge mennesker på børne- og ungdomspsykiatrisk afsnit, havde han ikke forberedt en masse spørgsmål. Ved at gå nænsomt frem afsøgte han grænsen for, hvad han kunne spørge om. Han har erfaret, at blokeringerne ofte ligger i ham selv og ikke i kilden, og hvis man ikke tør stikke dybt nok, bliver det et misforstået hensyn til kilden:

“Hvis jeg stopper med at spørge for tidligt, så bidrager jeg jo til den stigmatisering ved ikke at komme tæt nok på og ved ikke at forstå godt nok, hvem de er.”

Nogle hyldes, andre kritiseres

I samme måned som Anders Legarth Schmidt vinder Cavlingprisen, kritiseres DR3’s dokumentarserie “Fie” på forskellige medier.  Dokumentarserien følger blogger og influencer Fie Laursen, det første år efter at hun har forsøgt at tage sit eget liv, hvor hun netop er udskrevet fra psykiatrisk afdeling. Dokumentaren viser influencerlivets bagside og undersøger, hvad der driver Fie Laursen og hendes digitale karriere. 

Begge historier er baseret på personer med mentale udfordringer, men hvor Anders Legarth Schmidt hyldes for sin artikelserie, bliver DR3’s dokumentar mødt af hård kritik. Fie Laursen lider af sygdommene PTSD og borderline og døjer med angst. 

Anja Kare Vedelsby fra ‘EN AF OS’ ser på baggrund af dokumentarens første afsnit nogle problematikker i at serien er blevet lavet. 

“Serien er med til at vise, hvor skidt hun har det. Men den viser også, at hun hungrer efter anerkendelse. Jeg tænker, at det ville være bedre for hende ikke at eksponere sig så meget, fordi hun risikerer at få for meget negativ opmærksomhed, som gør så ondt,” siger Anja Kare Vedelsby. 

Det er ikke kun Anja Kare Vedelsby, som frygter, at serien fodrer Fie Laursens behov for opmærksomhed. I mediebilledet går kritikken af dokumentarserien desuden på, at Fie Laursen ikke havde tilladt DR’s portrættering, hvis hun var rask. Og at DR overser de negative konsekvenser ved at filme hende i en sårbar periode af sit liv. 

Tilbage i lejligheden på Østerbro mener Anders Legarth Schmidt, at kritikken er uretfærdig, og at det er forkert at gøre sig til dommer over Fie Laursens motivation for at deltage, når man ikke kender til den. Fie Laursen har, ifølge Anders Legarth Schmidt, fået en urimelig behandling i medierne. Han synes, dokumentaren fortæller mange interessante ting om, hvad det vil sige at være psykisk sårbar: 

“Hun er jo i virkeligheden også en pioneer, som er med til at afstigmatisere, hvad det vil sige at være psykisk syg.”

Grænserne rykkes  

Med reportageserien ‘Forbandet Ungdom’ er Anders Legarth Schmidt med til at rykke grænserne for, hvem vi kan interviewe, og hvordan vi kan dække psykiatrien. Det mener

‘EN AF OS’.

“‘Forbandet Ungdom’ fremmer åbenhed og nedbryder fordomme omkring, hvordan det er at være indlagt på psykiatrisk afdeling som ung. Det giver udenforstående en empatisk forståelse af, hvordan det kan være at være patient,” siger Anja Kare Vedelsby fra ’EN AF OS’.

I dag står Cavlingprisen på skrivebordet hjemme ved Anders Legarth Schmidt. Det er en anerkendelse af hans arbejde som journalist, men for ham repræsenterer den mere end en påskønnelse af sit professionelle virke: 

“Det vigtigste er, at psykiatrien får en pris, fordi deri ligger en anerkendelse af, at det som journalist er vigtigt at beskæftige sig med området og kaste lys over mennesker, der lever med psykisk sygdom.”

Man skal gå nænsomt til værks, når man dækker psykisk sygdom.
Det samme gælder, når man dækker selvmord.
Læs vores artikel om dét her.