På internettet, i aviser og på TV-skærme optræder Trine Larsen ofte som hofreporter eller kongehusekspert, men spørger man hende, hvad hun er, så er hun journalist. Hun beskæftiger sig bare tilfældigvis med de kongelige lige nu:

”Jeg betegner aldrig mig selv som hofreporter, det er sådan en titel, som andre gerne vil give en. Jeg er journalistuddannet fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Aarhus og beskæftiger mig bare tilfældigvis nu med kongestoffet,” siger Trine Larsen.

Et biluheld i Sydfrankrig

Tidligere har Trine Larsen været sportsjournalist, kriminalreporter, studievært hos TV2 og reportagejournalist med katastrofer i hele verden som kontor.

Det var tilbage i august 1988, mens Trine arbejdede som reportagejournalist på BT, at Prins Joachim og Kronprins Frederik kørte galt nær deres forældres vinslot i Caix i Sydfrankrig. Hun blev fluks sendt afsted for at dække begivenheden, og herefter begyndte hun at få flere og flere opgaver, hvor hun skulle ud og dække de kongelige.

Da hun nogle år senere blev ansat som journalist på Billed-Bladet, gav det således god mening, at det var det royale, hun skulle dække.

Genkendelsens glæde

Når kongehusets medlemmer ikke udgør nogen specielt stor flok, betyder det selvsagt også, at man kommer til at interviewe de samme personer mange gange. Det gør, ifølge Trine Larsen, hofjournalistikken til et spøjst emne. Når mennesker mødes flere gange, så opstår der altid en eller anden form for relation.

”Genkendelsens glæde er god for begge sider. Når jeg kommer med en fotograf, og vi står et eller andet sted i Afrika, så bilder jeg mig i hvert fald ind, at det er trygt og godt for dem at vide, hvem de har stående overfor sig.”

Når Trine interviewer de kongelige, så står hun foran dem som journalist, og de står foran hende som mennesker og som kilder. Hun forholder sig kritisk til idéen om, at interviews altid skal være kritiske, for der skal også være en mening med det.

”Det kommer meget an på, hvad man vil have folk til at fortælle om. Men spørger jeg kongelige om de samme ting, som jeg ville have spurgt andre om? På mange måder ja.”

Hendes tommelfingerregel er, at man kan spørge om alt, fordi det altid er bedre, at folk får lov til at svare. Og hvis bare man spørger respektfuldt, så vil folk gerne svare. De kongelige er også bare mennesker som alle andre. Når de skal interviewes, er ­udgangspunktet derfor det samme. Som journalist må man også turde stille de mere kontroversielle spørgsmål.

Trine husker for eksempel engang, hvor hun spurgte dronningen, om hun havde overvejet at få lavet en plastikoperation, som var meget oppe i tiden dengang. Selvom spørgsmålet måske virker kontroversielt at stille til nogen så fornem som dronningen af Danmark, så svarede hun alligevel ganske pænt på spørgsmålet. Hun mente, at eftersom hun var født 16. april 1940, og at det var kendt af alle, så var der ingen grund til at lyve sig yngre, end hun var. Desuden var hendes indtryk, at sådan noget alligevel ofte endte med at hænge nede mellem knæene.

”Man skal have respekt for kongehuset og for de mennesker, man taler med, men det skal man altid som journalist,” siger Trine Larsen.

Det samlende kongehus

Jobbet som hofreporter byder på mange enestående oplevelser. Hvor de kongelige er, er Trine Larsen eller en af hendes kolleger som regel at finde et sted i baggrunden. Det betyder somme tider adgang til store arrangementer eller rejser til udlandet for at dække kongehusets færden. Selv synes hun, at hun har verdens bedste job. Hun elsker at være journalist, blandt andet fordi hun får lov til at møde en masse skægge og skæve mennesker.

Der er nu engang bare det med kongehuset, at det huser en forholdsvis afgrænset gruppe mennesker. Om end de sagtens kan være skægge og skæve, så er de ikke ret mange.

”Vi har jo kun én dronning. De journalister, der skriver om filmstjerner og andre kendte har lidt mere stof at vælge imellem,” siger Trine Larsen.

Heldigvis har vi ifølge Trine en dronning, som leverer varen. Med det mener hun, at vi har en populær dronning, som gør sit job godt. Hun formår at samle danskerne. Folk streamer løs på nettet, ser sjældent det samme på TV og er ifølge Trine Larsen ofte mere interesserede i, hvad naboen får at spise, end hvad der er på tallerkenen foran dem. Kongehuset derimod er så integreret en del af Danmark og det selvbillede, vi har af kongeriget, at det er noget, som de fleste har et forhold til.

”De kongelige er med til at skabe noget, som vi er fælles om. Folk har måske en forkærlighed for dronningen eller synes, at kronprinsen er sej, og at kronprinsessen er smuk. Og hvis det så ikke går godt for landsholdet i fodbold eller håndbold, så har de pludseligt noget andet at samles om.”

Det viste sig senest i form af den store opbakning og sympati, som danskerne viste deres dronning i forbindelse med H.K.H Prins Henriks bortgang.

”Der er sådan en mærkelig fabriksstemning herinde,” siger Kristoffer Eriksen på vej hen til Detektors redaktionslokale.

Han går på torvet på 2. sal i DR-byen i Ørestaden. I midten af det åbne plateau er der en lille kantine. I køen står DR’s Mellemøstkorrespondent Michael S. Lund. Ved et af bordene sidder Thomas Blachman og spiser frokost for sig selv, imens Clement går hastigt forbi.

”Det lå ikke rigtig i kortene, at jeg skulle ende et sted som Detektor, da jeg gik på Journalisthøjskolen,” siger Kristoffer Eriksen, da vi har sat os ved et bord udenfor redaktionslokalet.

Klassisk journalistik interesserede ham ikke. På hans årgang var der en udpræget enighed om, at Politiken var det fineste sted, man som journalist kunne ende. Men det sagde ham ikke noget. I stedet begyndte han at lave satire, efter han blev færdiguddannet på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i år 2011.

”Det var først da jeg startede på 24Syv Morgen, jeg begyndte at lave rigtig journalistik,” siger han og kigger op.

”Der kommer hun jo.”

Camilla Stampe, der er programmets anden vært, kommer gående hen imod os. Hun er uddannet journalist fra Syddansk Universitet og har tidligere arbejdet som journalist på Information og som debatredaktør på Politiken. Inden Detektor var hun redaktør på Clement Kjærsgaards talkshow ”Vi ses hos Clement.”

Sammen med Kristoffer Eriksen står hun nu i spidsen for DR2-programmet Detektor. DR’s journalistiske fyrtårn startede i år 2011 som radioprogram på P1 med den nuværende kanachef på P1, Thomas Buch-Andersen, som vært. Allerede samme år blev Detektor forfremmet til også at blive vist på tv. De to versioner kørte sideløbende frem til 2014, hvor radioudgaven stoppede.

Det sjove og det seriøse

Camilla Stampe har været ude og lave et interview til næste uges udsendelse. Det er derfor, hun kommer for sent. Hun spørger, hvad vi har snakket om indtil videre.

”Jeg har egentlig bare sagt, at jeg troede, at jeg skulle lave alt andet end seriøs journalistik. Det tror jeg er sammenfatningen af det,” siger Kristoffer Eriksen og griner.

”Der var det jo helt omvendt med mig,” siger Camilla Stampe og sætter sig ved siden af ham.

”Jeg troede kun jeg skulle lave seriøs journalistik.”

Kristoffer Eriksen spærrer øjnene op.

”Du er præcis en af dem, jeg lige har talt om. En af dem som drømte om at komme i praktik på Politiken. DU VAR PÅ POLITIKEN!”

”Ej, jeg var på Information. Men før det var jeg universitetspraktikant på Politiken.”

Kristoffer Eriksen vender sig om imod mig.

”Hun har virkelig udlevet den hede DMJX-drøm til fulde. Og alligevel er hun endt her,” siger han og banker i bordet med pegefingeren.

”Lige her ved siden af mig.”

”Er det ikke omvendt? Du fandt jo ligesom ud af, at det der satire ikke rigtig holdt i længden. Du blev sgu nød til at blive lidt seriøs,” siger hun.

”Jo, sådan kan man måske godt vende det,” svarer Kristoffer Eriksen.

”Ja, det kan man vist godt,” siger Camilla Stampe og smiler.

Kun de store historier

Trods de to nye værters forskellige tilgange til journalistikken, er de enige om, hvilke historier der skal faktatjekkes. Det skal være ugens store historier, som har været grundlag for den aktuelle politiske debat.

Som for eksempel da TV2 i et indslag fortalte historien om 11 somaliske kvinder, der angiveligt ikke kunne tale dansk. Historien blussede op i alle store medier, og selv statsministeren kommenterede på historien i forbindelse med debatten om parallelsamfund.

Historien undrede de nye Detektor-værter. Kunne det virkelig passe, at ingen af kvinderne talte dansk?
Kristoffer Eriksen tog til Voldsmose, hvor han fandt kvinderne. Det viste sig, at flere af kvinderne faktisk talte fint dansk, og at påstanden var baseret på en yderst tvivlsom håndsoprækningsmetode.

”Jeg synes, det er Detektor fornemmeste opgave at rense ud i sådan noget,” siger Kristoffer Eriksen.

Camilla Stampe nikker.

”Vi skal ind bag ved og undersøge om det, der bliver fremstillet er sandt, ”siger hun.

Mere plads til det kritiske interview

I programmet med de 11 somaliske kvinder, var det ugens eneste historie i Detektor, hvilket er en del af det nye format efter relanceringen. I modsætning til den tidligere udgave med Mette Vibe Utzon som vært, prioriterer det nye makkerpar at lave få men grundige historier. Helst kun en eller to.

Det nye format giver også mere plads til det kritiske interview, der fungerer som ’den store finale’ i hver udsendelse.

”Vi vil gerne lave flere kritiske interview. Jeg synes ikke, at der er nok formater, hvor politikere bliver taget på ordet, og hvor de skal stå til ansvar, for det de har sagt. Ellers bliver det jo bare en gratis omgang. Det vil vi gerne udfordre,” siger Camilla Stampe

Må ikke være ligegyldigt

Det nye Detektor er efter 14 udsendelser stadig i gang med at finde formlen på det perfekte program. Så hvordan programmet kommer til at se ud i fremtiden, ved det nye makkerpar endnu ikke.

”Vi eksperimenter enormt meget. Detektor må gerne være dårligt nogle gange. Det må helst være godt. Men det må aldrig være ligegyldigt. Det må ikke behandle ligegyldige emner, som folk ikke interesser sig for. Det må det bare ikke.” siger Kristoffer Eriksen

”Jeg tror, vi kommer til at lave nogle virkelig dårlige programmer undervejs. Og det er godt. Det skal vi også”, fortsætter han.

”Ja, det har jeg det så lidt svært med… Eller jo. Det er jo rigtig nok,” siger Camilla Stampe, inden de to værter forlader bordet i kantinen. Et program skal laves, og fakta skal tjekkes.

Den digitale avis Lasso News har eksisteret i halvandet år og har allerede produceret cirka otte milliarder artikler. Journalisterne Mimi og Jason arbejder produktivt og skriver cirka 1500 artikler hver eneste dag. Det kan de, fordi de er robotter.

”Vi har fået meget positiv feedback. Fra mediebranchen har det været ret interessant. Vi troede, det ville gøre journalister bange, men de har været interesserede,” siger den daglige redaktør, Tea Sylvest.

Selvom Lasso News har oplevet mere interesse end frygt, kommer det uundgåeligt til at få indflydelse på faget, når robotterne for alvor bliver en del af redaktionerne.

Teknikken bag

Mimi og Jason er computerprogrammer, der skriver om henholdsvis virksomheder og erhvervspersoner. Deres artikler bygger udelukkende på den offentligt tilgængelige information, man kan finde i CVR-registeret. Hver gang der sker en ændring, som hvis en virksomhed kommer med et nyt regnskab eller får en ny direktør, bliver det registreret i CVR-registeret. Og hver gang, der sker en ændring, skriver Mimi automatisk en artikel. Hun skriver altså om alle virksomheder lige fra LEGO til Randers Sportsdykkerklub. Jason skriver om personer. Han henter også sin viden fra CVR-registreret og leverer små portrætter om erhvervspersoners arbejdsliv.

Som bruger kan du søge på en virksomhed eller en erhvervsperson og læse alle Lasso News’ artikler om dem. Du kan følge en virksomhed og få en mail, hver gang der sker en ændring. Du kan scrolle på forsiden, hvor der er nyheder om de største virksomheder, eller gå på opdagelse i Discover, hvor artiklerne er inddelt efter emner som ”Politikere” eller ”Løvens Hule.”

”Det gælder om at være først”

Formidlingen på Lasso News er ret tør, men nyhederne er forståelige, og de er hurtige. Netop hurtigheden er også noget af det første direktør og nyhedschef for Ritzau, Søren Funch, nævner, da han skal forklare, hvordan programmet Autoflash er en fordel for journalisterne på Ritzau Finans.

”Tid er penge. Det gælder om at være først med nyheden, hvis for eksempel Novo Nordisks årsregnskab kommer ud,” fortæller Søren Funch.

Før sad journalisterne og gennemgik pdf-filer og råbte nøgletal op, så de kunne blive noteret. De var hurtige, så det tog kun 15-20 minutter at gennemgå et regnskab og skrive nøgletallene ud. Men Autoflash kan klare det samme på få sekunder. Desuden er der meget færre fejl, for en computer kommer ikke til at råbe et forkert tal, fordi den skal skynde sig.

Flere robotter i fremtiden

Både hos Ritzau og Lasso News arbejder de på at udvikle programmerne, så flere opgaver kan automatiseres. Søren Funch fortæller, at Ritzau arbejder på at udvikle Autoflash, så den også kan levere nyheder baseret på Danmarks Statistik. Han håber også på, at Ritzaus dækning af lokale nyheder på sigt kan klares af robotter.

Tea Sylvest fortæller, at Lasso News har en vision om at gøre robotterne mere intelligente. De er i samarbejde med Børsen i gang med at udvikle programmet, så journalisterne i fremtiden kan gå ind og rette i de artikler, robotten skriver, så de bliver bedre formidlet. Programmet skal så registrere ændringerne og lære af dem til næste gang. På den måde skal journalisterne faktisk kunne træne robotten.

Større krav til journalisterne

På trods af de store visioner mener hverken Tea Sylvest fra Lasso News eller Søren Funch fra Ritzau, at robotterne vil overtage journalisternes job.

”Jeg synes, det er meget positivt for faget. Det er et nødvendigt slavearbejde, robotterne kan overtage,” siger Søren Funch.

Den tid, man vinder, kan man så bruge på mere tidskrævende journalistik. For eksempel har Autoflash givet journalisterne på Ritzau Finans bedre tid til at analysere virksomhedernes regnskaber.

Tea Sylvest er enig:

”Jeg tror, robotjournalistik kan være med til at sikre, at journalister bruger tid på det, de er rigtig gode til, og ikke på dumt faktaskrivearbejde.”

Både hun og Søren Funch fortæller også, at medier og journalister har været utrolig interesserede og positive omkring de muligheder, som robotterne giver.

Når robotjournalistikken slår rigtigt igennem, bliver det dog svært for journalister, der kun vil referere nyhederne. ”Hvis journalister sætter som mål, at de kun skal skrive om, hvad der sker, så tror jeg ikke, der er nogen tvivl om, at robotterne overtager på et tidspunkt,” siger Tea Sylvest.

Men den kreative formidling og de analyser og vurderinger, der er vigtige for rigtigt at forstå nyhederne, kan robotterne ikke levere. Den opgave får vi fortsat brug for journalister til at løse:

“Hvis journalister sætter som mål, at de skal skrive, hvorfor det sker, og hvilken betydning det har, så er jeg helt sikker på, at de ville kunne arbejde rigtigt godt hånd i hånd med en robot,” siger Tea Sylvest.

Der grines og klappes i Den Sorte Diamant i København, da en berørt Rasmus Flindt Pedersen træder op på podiet i Dronningesalen. Han har lige vundet Årets Pressefoto for sit billede af en afkræftet, ældre kvinde i krigsramte Mosul. Juryen kalder billedet rent og ikonisk.

”Hold da helt op. Der tog I sgu røven på mig,” siger Rasmus.

Publikum klapper højere, og der går ikke længe før den ene blitz efter den anden foreviger øjeblikket, hvor Rasmus får både en buket og en statuette i hånden. Han kysser statuetten og forlader kort tid efter scenen.

En to timer lang prisoverrækkelse er overstået, men udstillingen skal først lige til at begynde.

Ordfattige og ydmyge vindere

Nogle timer forinden er det sneklædte overtøj blevet lagt i garderoben, og mediefolk fra nær og fjern bevæger sig langsomt tættere på salen, hvor Årets Pressefoto skal afholdes. Lyset bliver dæmpet klokken 13:08, og de ellers før opstemte stemmer bliver lavere og lavere.

Femten minutter senere er den første prismodtager allerede blevet kåret. Stine Tidsvilde har vundet Årets Nyhedsbillede, Danmark, for sit billede af en sorgende mor til en skuddræbt ung mand. ”Fuck, tak,” er de første ord, der flyver ud af munden på hende ved podiet. Hun vifter lidt med sin buket og fortæller, at hun godt ved, hvor den skal sendes hen; nemlig til kvinden på billedet, som hun derefter takker.

Senere på eftermiddagen bliver Mathias Svold og Ulrik Hasemann kaldt op på scenen. De har vundet Årets Reportage, Danmark, for ”Kystland,” som var deres afsluttende bachelorprojekt på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

”Vi håber, at de, der ser vores billeder, vil reflektere lidt over, hvilken værdi kysten har for dem,” fortæller Mathias Svold.

I deres reportage ser man blandt andet billeder af en gudstjeneste, triumferende fodboldpiger, et bryllup og et elskende par.

Nøgen skønhed på de hvide vægge

Marie Hald er også en af dagens vindere. Hun har vundet Årets Portræt for sit billede af kropsaktivisten Helene, som ligger nøgen i noget som ligner et badekar. Juryen valgte dette billede, fordi man både er tiltrukket af skønheden, men man er også i tvivl om, hvorvidt man må kigge. For Marie Hald er det vigtigt at vise, at der findes skønhed mange steder.

”Jeg vil gerne unde den næste generation af unge piger dét. Så der er lidt større plads til at sige ’fuck det,’” siger Marie Hald og fortæller, at det særligt er et opråb til kropsidealer.

Marie griner lidt, mens hun kigger op på sit nu prisvindende billede. Der er ikke andet på udstillingsvæggen end hendes billede, som er over to mand høj.

Tredje gang er også lykkens gang

Der er en mand i salen, som langtfra er fremmed på podiet. Det er Mads Nissen. Faktisk er det anden gang, han står der til dagens arrangement. Han er lige blevet kåret til Årets Pressefotograf for tredje gang i sin karriere. For en time siden modtog han prisen for Årets Reportage, Udland.

Juryen har udvalgt Mads Nissen som årets pressefotograf, fordi han efter deres mening tager billeder som er tæt på visuelt perfekte. Hans evne til at finde poesien i de mest rå miljøer roses også til skyerne. Mads Nissen havde ikke nær så meget at sige, da han fik overrakt prisen, men både ydmygheden og glæden strålede fra podiet.

”Jeg kan slet ikke sætte ord på det,” siger han. ”Det er måske derfor, jeg tager billeder.”

”Jeg kan bidrage med noget andet. Jeg kan nogen gange se tingene på en anden måde, fordi jeg har en anden faglig baggrund”.

Bjørn Godske er havnet i en ganske anden branche, end den han uddannede sig til. Han burde have siddet og nørklet med tal og teknik, men i stedet har han i 18 år levet af at fatte pen og papir og arbejde som journalist. På sin vante plads på Fagbladet Ingeniøren sidder han og formidler historier om netop det, der interesserer ham. Teknologien.

Det var aldrig planen, at Bjørn Godske skulle ende som journalist. Men efter en opfordring fra sin kone tog han et journalistisk kursus på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og lagde dermed ingeniøren på hylden. Det er ikke en beslutning, som han har fortrudt.

”Det et enormt privilegium at kunne tage ud og tale med nogle af de dygtigste folk indenfor teknik. Det er lidt som at få eneundervisning i alt det, som de ved, og så formidle det videre,” siger Bjørn Godske.

Taler kildernes sprog

Selvom det umiddelbart kan være svært at kæde journalistik og ingeniørkundskab sammen, har det gavnet Bjørn Godskes journalistiske virke, at han dengang valgte at tage sin ingeniøruddannelse på DTU.

Bjørn Godske skriver om teknologi indenfor flere forskellige stofområder blandt andet transport og energi, og her har den viden, han har fået som ingeniør, i den grad kunne bruges. For med uddannelsen som ingeniør i bagagen forstår han nogle af de avancerede og tekniske ting, som kan virke fremmede for hans journalistuddannede kolleger.

”Selvom mine kollegaer er virkelig dygtige og godt inde i deres stof, er der alligevel sommetider små tekniske ting, der kan være avancerede at forstå, hvis ikke man decideret har lært det,” siger Bjørn Godske.

Derudover er det en fordel, at han kan tale det samme tekniske sprog som sine kilder, da han kan stille nogle spørgsmål, som bygger på en forståelse for teknik. Det kunne han for eksempel nyde godt af, da han skulle skrive om en situation, hvor frekvensen i el-nettet havde været for lav i en periode.

“Jeg ved, hvordan el-nettet fungerer og kunne derfor spørge ind til nogle detaljer, som jeg tror, at journalister uden en teknisk forståelse for el-teknik ikke kunne,” siger Bjørn Godske.

Alligevel holder han sommetider titlen som ingeniør for sig selv.

“Nogle gange kan det være en fordel ikke at afsløre det. Så kan jeg nemlig stille nogle spørgsmål, som er teknisk funderede, og som de så skal gøre sig umage for at svare på,” fortæller Bjørn Godske.

Artikler – ikke rapporter

Det var alligevel udfordrende for Bjørn Godske at skifte til en branche, hvor formidling er i højsædet. Som ingeniør havde han i starten af sin journalistiske karriere et akademisk sprog. En vane, der, som var det et skadedyr, måtte aflives uden tøven.

”Jeg var så meget inde i ingeniørverdenen, at jeg troede, det var mine gamle kolleger, der skulle læse det. Jeg troede, at jeg skulle skrive artikler, som jeg tidligere havde skrevet rapporter,” siger Bjørn Godske.

Det var svært for ham at vænne sig til en helt anden læserskare, og at han sprogligt skulle formidle på en anden måde end den akademiske, han havde været vant til som ingeniør.

Anette Brogård Krarup, som er underviser på fagjournalistuddannelsen på DMJX, er også af opfattelsen, at noget af det vigtigste for de spirende fagjournalister er at vænne sig af med det akademiske sprog.

”Det er udfordrende at have siddet på en arbejdsplads i 30 år og skrevet på en bestemt måde og så pludselig få at vide, at man skal vende hele bøtten. Det kræver, at man skriver et par artikler, inden det er faldet på plads”, siger Anette Brogård Krarup.

Historier, som andre ikke kan se

Anette Brogård Kraup mener, at der er brug for både fagjournalister og journalister med en udelukkende journalistisk baggrund. For de kan noget forskelligt.

”Uddannede journalister er skarpere til at være mere generelle, hvorimod fagjournalisterne kan gå i dybden med stoffet. Fagjournalisternes force er, at de har en viden, som gør, at de kan se historier, som journalistuddannede ikke kan se, fordi de ikke er lige så godt inde i stoffet,” siger Anette Brogård Krarup.

Bjørn Godske mener også, at der skal være plads til fagjournalister i branchen. På hans arbejdsplads kan han se, det er en styrke, hvis der både er uddannede journalister og journalister med andre faglige baggrunde.

”På vores blad fungerer det godt, at vi er en blanding af fagfolk og journalister. Men antallet af journalister på Ingeniøren med en anden faglig baggrund er faldet meget de seneste 20 år. Eksempelvis er vi kun tre skrivende ingeniører tilbage. Jeg vil derfor slå et slag for, at der bør være flere journalister med en anden faglig baggrund,” siger Bjørn Godske.

Radio24syvs reception skinner som en nypudset rustning. I elevatoren på vej op forklarer Mads Brügger, at bygningen under besættelsen husede et entreprenørfirma. Efter krigen rejste ledelsen til Sydamerika, fordi de havde arbejdet sammen med værnemagten.

Mads Brügger er journalist, forfatter og en del af ledelsen på Radio24syv. Akkurat som ledelsen i entreprenørfirmaet rejste han i sin ferie til varmere himmelstrøg for at opklare et komplot, der involverede en dansker ved navn Pierre Flensborg. Komplottet gik ud på at smugle Libyens tidligere diktator Muammar Gadaffis søn til Mexico.

Diktatorsønnen Saadi Gadaffi kom aldrig frem til Mexico, men Pierre Flensborg røg i et af de værste mexicanske fængsler. Siden har der ikke været nogen retssager eller beviser, der kan afgøre, om han har medvirket i komplottet.

Hvorfor skriver du en bog om en historie, der dybest set ikke giver nogen mening?

”Det er faktisk på grund af den meningsløshed. Jeg kan godt lide at mysteriet forbliver åbent, og at det forbliver uafklaret, hvad der er foregået. Man kommer tættere på den sandhed, der ligger i, at det netop ikke er en sort-hvid fortælling,” siger Mads Brügger.

Frokost med kilder

Ideen var simpel. En dansker er blevet fængslet i Mexico for at smugle Gadaffis søn til landet. Prøv at komme i kontakt med ham. Mads Brügger sendte Pierre Flensborg et brev i fængslet, hvilket der til hans store undren ikke var andre journalister, der fandt på.

Som chef for en større medievirksomhed, kunne han være fint tilfreds med at sidde mageligt bag det store sorte kontorbord med udsigt til H.C Andersens Boulevard, som han deler med vennen Mikael Bertelsen. Det er han bare lodret imod.

”Norsk TV2 havde en meget karismatik direktør. Han havde et princip om, at journalisterne skulle være ude i byen og spise frokost med kilder. Han ville slet ikke se dem i kantinen. Det burde man bestemt indføre,” siger han.

Skoleeksempel på usund omgang med kilde

I løbet af de tre år, der gik med interviews, blev Mads Brügger og Pierre Flensborg en slags venner. De lånte hinandens ting og talte om familie. Det er både ”usund omgang med kilder”, og ”noget man for alt i verden skal undgå” set i bagklogskabens lys. Han fik aldrig stillet de kritiske hv-spørgsmål, som tester om fakta holder stik med fortællingen.

”Mine interviews med Pierre er under alt kritik. Hvis jeg skal motivforske på mig selv, så er det nok fordi, at Pierres historier om narkobosser og tortur er så vanvittige og spændende, at jeg ikke vil ødelægge det med små fedtede hv-spørgsmål. Inderst inde vil jeg nok ikke kende den prosaiske sandhed om Pierre. Jeg var interesseret i fænomenet.”

Den oprindelige idé med bogen var at fortælle Pierres historie. Han måtte jo være uskyldig tænkte Mads Brügger til at begynde med. Hvorfor skulle han ellers ville medvirke? Der var bare lige lovlig meget, der ikke stemte overens, og derfor endte bogen ikke med at blive Pierres historie, men en proceshistorie om at finde frem til sandheden.

Et selvskadende misbrug
Som en dedikeret frimærkesamler kunne Mads Brügger bruge timer på at studere selv de mindste detaljer i mysteriet. Selvom at arbejdet strakte sig over tre år, var der perioder i forløbet, hvor det udviklede sig til et direkte selvskadende misbrug. Han opbyggede et så enormt researchmateriale og kontaktede så mange kilder, at han ikke kunne overskue det.

”Jeg troede hele tiden, at jeg havde overset den tråd i sweateren, der kunne optrevle det hele ” siger han.

Muligheden for at få de afgørende beviser kommer først til at blive muligt efter de retssager, der kommer i Canada i år.

På bordet foran ham ligger et utal af bøger spredt i små bunker. Mads Brügger ser det at skrive bøger som et hobbyprojekt ligesom at gå til badminton. Den store forskel er prisen. At skrive bøger er den dyreste hobby i verden. Han brugte tre år på bogen ved siden at sit arbejde. Fordi han ikke kunne lade være med det.

”Journalistik er verdens mest interessante fag, hvis man har mod på at opsøge og afprøve fagets grænser. Det kan sagtens være et fag, hvor man sidder foran en computer og skriver hakkelse fra døgnets rejsestald. Men hvis man har mod på det, kan det være et fag, hvor man kan opleve de mest vanvittige og utrolige ting,” siger han.

”Jeg er en dårlig studievejleder”

Mads Brügger besluttede sig for at blive journalist, efter han som ung skrev et essay om sin jordomrejse, der blev trykt i Berlingske Tidende. I dag har Mads Brügger set og prøvet stort set alt, hvad der er er muligt i faget, men han er ikke meget for at give råd til nye journalister. Han vil faktisk mene, at han er en dårlig studievejleder.

”Jeg syntes grundlæggende, at der er noget selvindbildsk i at sige, hvordan den kage skal skæres. Faktisk gør overdrevne selvsikre journalister mig urolig,” siger Mads Brügger.

I bogen får han under sit ophold i Mexico følgeskab af den unge journalist, Alberto Vega. Som tak giver han ham sit slips og ønsker, at han selv igen var en ung journalist, der ikke ved, hvad faget indebærer.

Hvad er det faget indebærer, som du ville ønske, du ikke vidste?

”Før eller siden indfinder der sig en kynisme med at få folk til at medvirke i noget, der dybest set ikke er i deres egen interesse. Hvis den først slår rod og knæsætter sig, vil den i sidste ende ødelægge ens journalistik,” siger han.

Mads Brüggers bog er inspireret af en række andre bøger, der læner sig op ad skønlitteratur, men som kan læses som et journalistisk projekt, der ikke kan reduceres til en skarpvinklet overskrift.

Pensum for enhver journalist ifølge Mads Brügger:
Laurent Binet: Himlers hjerne hedder Heidrich
Janet Malcolm: The Journalist and the Murderer
Erran Morris: A Wildernes of Error

Piger og journalistiske referencer

Enhver sætning, som pigefodboldholdet Ulla Uniteds mandlige træner sagde til dem under taktikmødet, sluttede med tiltalen ”…piger.” De tiltalte piger løb ud på banen og spillede fodbold, der sikkert var udmærket, men desværre ikke godt nok til at slå pigeholdet fra SDU. Ulla United tabte desværre kampen med et par mål.

Interessant var det dog på sidelinjerne, hvorfra tilhængere fra hvert deres hold på nærmest manisk vis råbte sexistiske kampråb efter hinanden samt modstanderholdets spillere. Alt sammen mens de fleste var ganske klare over, hvilken shitstorm de selv ville være knivførere i, hvis de en dag skulle fange en fremtrædende politiker i at gøre det samme.

Jakob og Oliver, journaliststuderende på SDU, stod efter kampen sammen med deres medstuderende og fejrede den første sejr med pilsnere fra Albani. De lignede modstandernes svar på DMJX’ Modus Ultras, men var alligevel både afdæmpede og snakkesalige.

”Det handler om fodbold i 90 minutter i dag,” sagde den ene.

”Og det handler om æren. Spillerne har trænet intenst og spillet mange kampe, og går ind til kampen med målet om, at den skal vindes,” supplerede den anden, og insisterede urokkeligt på at SDU var hans førsteprioritet, da han søgte ind på journalistuddannelserne. Det var den første enig i.
Blandt den gruppe DMJX-tilskuere, hvor stemmerne var hæsest, og testosteronet flød tykkest gennem den varme luft, stod en Modus Ultra ved navn Rune og påstod, at hele dagen handlede om alt andet end fodbold og sportslig snilde.

”De journalistiske referencer er til stede over alt,” fortsatte han.

Det gav de tilstedeværende bannere og størstedelen af kampråbene ham ret i. Men hvad handlede det så om? På en eller anden måde virkede det betryggende, at et par middelmådige fodboldkampe ikke i sig selv kunne få nogle hundreder af fremtidens journalister og mediechefer, hvoraf de fleste givetvis var vokset op i den pæne halvdel af middelklassen, til at drikke sig fulde og råbe forfærdelige ting ad hinanden.

Mark Thorsen har ansvaret for Inger Støjbergs kommunikation. Når han har brug for at koble fra, så spiller han FIFA på sin PlayStation. Han griner nærmest lidt genert, da han fortæller det, som om han skammer sig en smule over det.

”Jeg ved godt, at man som 34-årig mand ikke skal sige offentligt, at man spiller PlayStation. Men det er svært at tænke, når man spiller, og det der med engang imellem at tømme hovedet kan være meget sjovt,” siger han.

Og Mark Thorsen har nok at tænke på. Hans job er at rådgive integrationsminister Inger Støjberg og tage sig af hendes pressekontakt. Hans officielle titel er Inger Støjbergs ”særlige rådgiver”. Det, der også går under navnet spindoktor. Et navn han i øvrigt ikke har noget imod.

En lidt nørdet outsider

Det stod ikke skrevet noget sted, at Mark Thorsen skulle ende med at arbejde indenfor politik. I hans barndomshjem blev der ikke diskuteret politik ved middagsbordet, og det var generelt ikke et emne, der fyldte meget i hans familie. Af den grund har han heller aldrig vidst, hvad hans forældre stemte.

Som han siger: ”Jeg er nok lidt en outsider i familien. Der er ingen andre end mig, der er blevet bidt af politik.”

Hans mor havde plejebørn, og hans far var lastbilchauffør, så da han blev færdig med sin kandidat i statskundskab ved Københavns Universitet, blev han den første i familien med en akademisk uddannelse.

I sin folkeskole stak han ud fra de andre elever. Han husker selv, at han var en lidt nørdet dreng, der syntes historie- og religionsundervisningen var noget mere interessant, end de andre elever syntes. Første gang han tænkte, at han var lidt anderledes end klassekammeraterne var, da deres historielærer i tredje klasse viste en TV-udsendelse med journalisten Piet Van Deurs.

”Jeg udbryder begejstret: ’Næh, det er jo Piet Van Deurs!’ Og så kan jeg godt se, at de andre børn sidder og kigger lidt forundret på mig og tænker, hvorfor fanden sidder han derhjemme og ser de her programmer med en mand, der går rundt og piller ved flintesten,” siger Mark Thorsen.

Udover en særlig interesse for historie, begyndte Mark Thorsen også tidligt at følge med i medierne, og han kunne som niårig bruge timer foran fjernsynet på at læse nyheder på tekst-tv. ”Det er måske ikke alle, der synes, at det er helt normalt,” konstaterer Mark Thorsen grinende.

Partiets mand

Det er ikke tilfældigt, at Mark Thorsen endte med at arbejde for en minister fra Venstre. Han fortæller stolt: ”Jeg har stemt Venstre til alle valg, jeg nogensinde har haft mulighed for.”

Hans politiske ståsted blev opdaget af en af hans undervisere på statskundskab, der var sekretariatschef i Venstre. Det førte til et job som studentermedhjælper i Venstre, hvor han endte med at arbejde for Inger Støjberg, der var partiets familie- og forbrugerordfører. Da hun blev minister i 2009, fulgte han med som hendes rådgiver.

Han har kendt Inger Støjberg længere tid, end de fleste andre spindoktorer har kendt deres chef. Han mener dog ikke nødvendigvis, at de er tættere, end andre med samme job er.

”Når man er minister og rådgiver, er der absolut fortrolighed imellem en. Man skal kunne være ærlige over for hinanden. Inger er tit det første menneske, jeg kommunikerer med om morgenen, og det sidste jeg kommunikerer med om aftenen,” siger Mark Thorsen, der bor i København med sin kæreste.

Som et symbol på deres nære forhold drikker Mark Thorsen i løbet af vores samtale det meste af en halvliters Coca Cola Zero, en sodavand Inger Støjberg som bekendt også drikker. Han forsikrer mig dog for, at det ikke har noget med ministeren at gøre.

”Vi deler bare den last. Jeg synes, det er en glimrende måde at få lidt glæde ind i hverdagen ved lige at tage en cola,” siger han.

Ronald Reagans selskab

Mark Thorsens tidlige interesse for politik har ført til en fascination af et amerikansk, politisk ikon. Sammen med blandt andre venstrepolitikeren Søren Pind har han stiftet Det Danske Ronald Reagan Selskab, en forening, der hylder den afdøde amerikanske præsident.

”Det lyder jo flot at have et Ronald Reagan selskab, men vi mødes bare engang om året på hans fødselsdag og taler om, hvor god han var,” siger Mark Thorsen.

Han kan heller ikke afvise, at der engang imellem ryger en Reagan reference med, når han skriver taler for integrationsministeren.

Flere gange i løbet af interviewet tjekker Mark Thorsen sin mobil, og det første han siger, da vi er færdige, er: ”Jeg ringer lige til Inger.” Det er en uundgåelig del af jobbet, at man altid står til rådighed, fortæller han og fortsætter:

”Man holder fri på en måde, hvor man ikke slukker sin telefon. For hvis der lige pludselig begynder at gå flygtninge på motorvejen, så kan man jo ikke sige, at det lige må vente.”