”Jeg håber, jeg kan finde nogle børn. De er svære at interviewe, men også enormt sjove,” siger Trine Lønbro Nielsen, mens hun skimmer en pressemeddelelse. ”De kan sige de skøreste ting.”

På tredje sal, i en lejlighed midt i Helsingør, holder en del af Frederiksborg Amts Avis til. Her er der indrettet med brede skriveborde, en dartskive og brune fliser i køkkenet. Byens tagrygge tager sig særligt godt ud i den klare efterårssol.

Det er mandag, det er efterårsferie, og i disse dage afholder Kronborg Slot deres årlige Renæssancefestival for børn og voksne – et af den slags arrangementer, der er oplagt for Helsingørredaktionen at dække.

For Trine er reportageopgaver blevet hverdag. Siden hun i starten af året begyndte som journalistpraktikant på Frederiksborg Amts Avis, har hun beskæftiget sig meget med netop dén genre. Andre gange kan man finde hende i byretten. Den slags opgaver er hun vild med, fordi hun får indblik i nogle helt andre miljøer end dem, de fleste danskere færdes i. Andre dage, som i dag, skriver Trine reportager fra arrangementer i Helsingørområdet.

Oprindeligt er Trine fra Hillerød. Derfor havde hun allerede et godt kendskab til Frederiksborg Amts Avis, som dækker hele Nordsjælland, før hun startede i praktik:

”Jeg sagde helt fra starten af, at det kunne være sjovt, hvis jeg havnede i praktik her,” siger hun.

Kildekontakten er vigtig

I festsalen på Kronborg Slot danser unge og voksne renæssancedans til tonerne fra et tremandsorkester. Selvom Trine forsøger at holde sig i baggrunden, bliver hun inviteret til at deltage i kædedansen; ellers er det ”lidt ligesom at tage på stranden uden at hoppe i vandet”, som en dansende ridder bemærker. Fotograf Allan Nørgaard sænker sit kamera. Han kan jo ikke have journalisten med på billederne.

Herefter er det tid til at gå udenfor på markedspladsen, hvor Trine bevæger sig rundt mellem sværdfægtere, akrobater og ferieramte børnefamilier. Engang imellem stopper hun op for at notere noget på sin blok. Trine vil hellere snakke med lidt for mange end for lidt, og hun får da også både snakket med dansere, en kvinde, der sælger sennep iført lang kjole, og Emma på fire år.

Selvom hun synes, det er spændende at interviewe mere medievante personer, kan hun også godt lide at møde helt almindelige mennesker. De bliver ikke sure, og de har ikke en skjult dagsorden.

Ifølge Trine er kontakten til kilderne vigtig, og her handler det om at være imødekommende.

”Det er fedt at have et kildenetværk, når folk kontakter mig med historier,” siger Trine.

Praktik blev en øjenåbner

De utallige modeller for vinkelsætninger og argumentanalyse, som Trine lærte i sin tid på Journalisthøjskolen, bruger hun ikke så meget til daglig – i hvert fald ikke bevidst. Det er der ikke tid til. Måske med undtagelse af nyhedstrekanten, som hun har i baghovedet, når hun skal skrive sine artikler.

”Jeg spørger mig selv: Hvad ville jeg selv gerne læse? Er det her pissekedeligt?” siger Trine.

Da hun startede i praktik, følte Trine sig ikke helt forberedt på, hvor benhårdt arbejde, det ville være – i en branche, der også er presset af nedskæringer. Omvendt gik det også op for hende, hvor meget brugbart, hun kunne tage med sig fra undervisningen. Især viden om samfundsøkonomi og Roger Buchs forløb om kommunalpolitik:

”Roger Buch er en stor gave,” griner Trine.

Det handler om at sige ja

Med sig hjem til redaktionen har Trine medbragt en duft af bålplads og en blok med notater. Nu skal historien skrives. Men der er en anden historie, der lige nu fylder lidt mere i Trines hoved. Hun er tidligere blevet kontaktet af en kvinde, der har en historie om plejefamilier, der ikke har nogen rettigheder. En historie, der har potentiale til at udvikle sig til en artikelserie.

Dorte Møller Rasmussen, som er Trines redaktør, giver Trine ret i, at det er sådan en interviewsituation, hvor Trine skal bruge diktafon for at få alle detaljerne med. Begge har i et stykke tid gerne ville have, at Trine skulle dække en stor sag.

”Jeg vil gerne vise, hvad jeg kan,” siger Trine.

Hun tilføjer, at hun ikke oplever så høj en grad af hierarki på redaktionen. Det betyder, at hun som journalistpraktikant jævnligt skriver forsidehistorier til Frederiksborg Amts Avis. I omegnen af 20 er det blevet til indtil videre.

Det handler for Trine i høj grad om at sige ja til de muligheder, hun bliver tilbudt:

”Det er vildt vigtigt at eksperimentere og tage chancer,” siger Trine. ”Det er en kæmpe gave at komme ud og lave fejl og lære af dem.”

Det har længe været kendt, at Journalisthøjskolen skal flytte til nye, mere moderne og studievenlige lokaler, når den nye Journalisthøjskole på Katrinebjerg efter tidsplanen står klar i første kvartal af 2020. Men selvom DMJX forlader de grå betonmure, så får Bunkeren til vis grad lov at leve videre, dog med fornyet indhold og funktion.

Ejendomsforeningen Domis har købt bygningen og har i samarbejde med blandt andet FO Aarhus og Aarhus Kommune planer om at forvandle Bunkeren og området omkring til et nyt bykvarter med 1.100 beboere. En del af Bunkeren vil derfor skulle rives ned for at skabe plads til det nye boligområde. Hovedbygningen fra Olof Palmes Allé og ned gennem vandrehallen vil dog blive bevaret som moderne forsamlingshus.

Et forsamlingshus, som skal danne fysisk ramme som aktivitets- og mødested for beboerne i Skejby-området.

“Det kommer til at bestå af både café, værksteder, konference- og mødelokaler og plads til forskellige små som større frivillige aktiviteter,” siger Torben Drejer fra FO Aarhus, der er en del af den nye ejerkreds bag Skejby Forsamlingshus, som Bunkeren får navneforandring til, når DMJX flytter.

Kurt Strandbar bevares

Prorektor på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Lars Poulsen, fortæller, at Bunkeren, på trods af sin nye funktion, overordnet ikke kommer til at ændre sig meget i forhold til, hvordan man kender den i dag. Noget som vækker begejstring, da det giver dem, som er kommet på skolen i mange år, mulighed for også i fremtiden at kunne besøge Bunkeren.

Han kan blandt andet oplyse, at de studerendes fredagsbar, Kurt Strandbar, vil blive bevaret.

“De nye ejere ønsker at bevare mest muligt, som det er. De vil måske skifte gulvtæppet nede i fredagsbaren, men de vil stadigvæk bevare de røde barbænke og selve baren. På den måde kan folk, som benytter forsamlingshuset til møder og andre arrangementer, fortsat slutte dagen af med en fredagsøl,” siger Lars Poulsen.

Samtidigt bliver det muligt for de studerende, som i sin tid har studeret på Bunkeren, at vende tilbage til der, hvor det hele startede, når de senere hen for eksempel ønsker at holde 20 års jubilæum med deres tidligere studiekammerater. Planen er nemlig at etablere et bookingsystem, så man kan leje Kurt Strandbar og andre lokaler til festlige arrangementer.

Nyt fyld – samme lokaler

Ligesom Kurt Strandbar bibeholdes, vil den røde kantine, lærerværelset, Frøberts og Lille Audi ligeledes blive bevaret.

Torben Drejer fra FO fortæller, at han drømmer om at benytte Frøberts til filmvisninger, debatskabende arrangementer, foredrag og kunstneriske optrædener, mens Lille Audi blandt andet vil kunne benyttes som værksted for børn, hvor de for eksempel vil kunne arbejde kreativt med malerier. Samtidig vil kantinen og glasburet, der i dag fungerer som lærerværelse, kunne benyttes til café, så brugerne af forsamlingshuset har et sted, hvor de kan få en kop kaffe eller en hurtig frokost.

Museum Overtaci flytter ind på biblioteket

Også det eksisterende bibliotek i Bunkeren skal bevares. Her har Museum Overtaci lejet sig ind. Et kunstmuseum, der blandt andet rummer en af Europas største samlinger af kunst lavet af mennesker med psykiske lidelser. Siden 1951 har det været placeret på Psykiatrisk Hospital i Risskov, men da det psykiatriske hospital er blevet solgt, har museet skullet finde nye lokaler.

Derfor flytter museet ind på biblioteket. En placering som Mia Lejsted, muserumsleder på Ovartaci Museum, er begejstret for.

“Biblioteket rummer flere niveauer, hvilket giver os gode muligheder for at ryste posen og skabe nogle helt nye udstillinger. Desuden kan det være en fordel for os, at vi er en del af et forsamlingshus i forhold til at tiltrække nye besøgende, da nogle vil komme i forbindelse med andre aktiviteter og måske dermed også besøge museet,” siger Mia Lejsted.

Hvornår Skejby Forsamlingshus kan tages i brug er endnu ikke sikkert, da det afhænger af, hvornår den nye Journalisthøjskole på Katrinebjerg står endeligt færdig. Torben Drejer håber dog på at kunne åbne Skejby Forsamlingshus i løbet af 2021.

Den første februar kan 24-årige Alexander Søgaard Brisling træde ind på e-sportsredaktionen på TV3 Sport. Han er den første praktikant, der kommer til at have sin daglige gang på redaktionen i et helt år. Op til Panikdag oprettede TV3 Sport den første praktikplads nogensinde indenfor e-sport. Og på dagen var det Alexander, der er journaliststuderende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, der takkede ja til pladsen.

”Det er fedt, at jeg kan hoppe med på vognen nu, hvor e-sport er på vej op. Dækningen af det er stadig så meget i opstartsfasen, at jeg kan være med til at sætte mit præg på den,” siger Alexander.

“E-sport skal dækkes som en rigtig sport”

”Vi var på udkig efter en, der brænder for historierne om e-sport. En, der kan folde historierne ud, så de er interessante for alle vores kunder,” siger Rune Knudsen, der er redaktionschef hos MTG Sport. Det er den organisation, TV3 Sport formelt hører under.

Alexander har selv en idé om, hvorfor valget faldt på ham.

”Jeg tror, de kan mærke, at jeg brænder meget for det, og at jeg tager det meget seriøst,” siger han.

Under sin samtale med TV3 Sport lagde Alexander blandt andet vægt på, hvad han synes, der fungerer i dækningen af e-sport, og hvad der kan gøres bedre. Ifølge ham fokuserer dækningen af e-sport i Danmark tit på to ting: At en dansk spiller har vundet noget, eller at spillerne tjener mange penge. Det er ikke nuanceret nok, for e-sport er fuld af historier.

”E-sport mangler at blive dækket som om, det er en rigtig sport, for det synes jeg, det er. Jeg vil gerne komme nogle andre vinkler på tingene end de klassiske og typiske, som danskerne bare lige hurtigt kan relatere til. Der er for eksempel mange intriger, og der er folk, der bliver udelukket fra sporten på grund af aftalt spil. Det hører vi aldrig om i Danmark,” siger han.

I sin praktikperiode kommer Alexander til at lave indslag til tv-stream og arbejde med sociale medier. MTG Sport laver produkter for den store e-sportsvirksomhed ESL, og det er disse, Alexander skal være med til at producere indhold til. Han vil blandt andet dække ESL Pro League, som er e-sportens svar på Champions League samt de internationale nyhedsmagasiner World of Esports og Esports Weekly.

Efterspørgsel på e-sportpraktikplads

Det er blandt andet den voksende efterspørgsmål på indhold om e-sport, der har fået TV3 Sport til at oprette praktikpladsen. Rune Knudsen var med til at træffe beslutningen om det.

”Vi har oplevet en del praktiksøgende, der har vist interesse for en ren e-sportspraktikplads. Det fik os til at kigge på, om det kunne lade sig gøre,” siger han.

Tidligere har nogle praktikanter på TV3 Sport været i praktik i et par måneder på stationens e-sportsredaktion for så at rykke videre til en ny redaktion. Denne gang mente MTG Sport dog, at deres dækning af e-sport havde okset sig stor nok til, at de kunne tilbyde en praktikant en ordentlig uddannelse på e-sportsredaktionen.

Redaktionen består af 10-12 fastansatte, der kun dækker e-sport.

”Vores dækning bliver ikke anderledes af, at vi får en fast praktikant. Men unge mennesker som Alexander kommer jo med et andet syn på tingene, og det kan skubbe os i nye retninger,” siger Rune Knudsen.

Alexander har opbygget en stor viden om sporten, fordi han selv spiller meget og følger med på den professionelle scene. Derfor var et år på e-sportsredaktionen en drømmeplads.

”Alt det, jeg skal lære i praktikken, får jeg lov at lære gennem min største fritidsinteresse. Jeg tror ikke, jeg kan forestille mig noget, der er federe,” siger han.

Sidste semester løb Genlüds daværende chefredaktør, Rasmus Kynde, og resten af drengene bag det humoristiske program Mammut med to priser. Årets Indslag og Årets Højdepunkt.

Det fik flere til at studse. Var der tale om en lidt for venskabelig gestus fra resten af redaktørholdet?

Rasmus Kynde forstår godt, hvis nye studerende i Radioland synes, det virker som en lukket fest for dem fra 2. og 3. semester. Alligevel afviser han al snak om nepotisme og slår fast, at han ikke stemte på sig selv.

”Hvis jeg havde haft en finger med i spillet, havde vi vundet alle priser,” siger Rasmus Kynde, der i dag er i praktik på P4 Østjylland.

Men det er ikke altid redaktørene, der løber med priserne. Genlüds mest vindende radioprogram, Tanzen Mussolini, ryddede bordet for to år siden. Det legendariske program blev skabt på 1. semester og vandt redaktørenes hjerter med et diktatorprogram, der satirisk hyldede blandt andet Hitler og Stalin.

Bange for vennepriser

Årets Jingle, Årets Indslag, Årets Morgenprogram, Årets Højdepunkt og Årets Program. Priserne er mange og til dette års Genlüd Awards den 1. juni skal hvert radioprogram stemme på dem, de synes, der fortjener hæder.

Redaktørene har som før hver en stemme – og de må, ligesom de enkelte programmer, gerne stemme på sig selv. Det holder de fast i, også selvom ville fjerne mistanken om redaktørenes interne nepotisme.

”Vi har ikke oplevet, at der er problemer med det,” siger den nuværende chefredaktør på Genlüd, Cecilie Markussen.

Hun syntes selv, at det virkede mistænkeligt, da Rasmus Kynde vandt to priser, men hun vil ikke lægge afstemningen ud til alle de studerende. Det skal ikke være en pris for dem, der har flest venner på skolen.

”Redaktørene kender de forskellige programmer og ved, hvem der bør vinde,” siger Cecilie Markussen, der selv har radioprogrammet Tartelet, som hun ikke forventer løber med priserne i år. 

Tilskuerne afgør Årets Program

Vinderne af prisen Årets Program bliver afgjort af tilskuerne til Genlüd Awards. Prisen er som den eneste valgt af de tilhørende. Det virker modsigende, når resten af priserne er afgjort internt på Genlüd, men det sker for at inddrage tilskuerne.

”Jeg håber, at folk vil stemme på det program, de synes er bedst og ikke bare på deres venner,” siger Cecilie Markussen.

Iført en hurtig cykelkasket kunne Robert Haugsted sammen med resten af cykelprogrammet Grupetto løfte pokalen for Årets Program sidste år. Han blev særligt glad, fordi det var alle til Genlüd Awards, der havde stemt.

”Det var fantastisk at vinde den pris, hvor det ikke kun var redaktørerne, der havde stemt,” siger Robert Haugsted.

Genlüd Awards bliver i år afholdt i Kurt Strandbar, fordi alkohol er blevet bandlyst i auditorierne. Tilskuerne skal stadigvæk høre jingler og radioindslag, og det bliver et mere festligt og mindre højtideligt awardsshow end tidligere.

Luften var hed og solen stod højt, da omtrent 15 mænd fra fodboldholdet FC Åben Modus først på middagen mødtes ude foran omklædningsrummene på Christiansbjerg Idrætscenter i det nordlige Aarhus. De var alle iklædt enten fuldt jakkesæt eller som minimum sorte bukser og hvid skjorte.

Ingen sagde ret meget, indtil fodboldholdets spillende træner kaldte mændene sammen i en rundkreds for at fortælle dem om dagens planer, udsige, hvad der lød som inspirerende instagramcitater for fodboldspillere, og minde spillerne om, at de skulle huske at drikke vand til pisset var klart og ikke spise for meget i timerne lige før kampen.

”I dag er en festdag,” sagde en fodboldspiller og smilede nervøst til sine sko.

Dø eller luk

Få hundrede meter væk sad et par hundrede journaliststuderende fra DMJX og SDU, hvoraf mange allerede havde drukket øl til pisset var klart. Desuden var en gruppe fra DMJX gået halvvejs over mod omklædningsrummet for at danne en såkaldt æresport, som spillerne en og en skulle gå igennem for at blive hyldet af deres fans, de såkaldte Modus Ultras.

Efterfulgt af et par fotografer og en journalist gik spillerne derover og marcherede gennem æresporten til stor begejstring for omkringstående. De fleste spillere smilede genert, men for enden af æresporten stod en håndfuld elefanthuebeklædte hooligans fra SDU og brølede skældsord, hvilket fik de fleste af holdets ansigter til at vende mod jorden.

”SDU SKAL DØ, SDU SKAL DØ,” råbte flere vrede Modus Ultras, da de traskede væk for atter at sætte kursen mod baren.
”Det er fucking nedern at ødelægge en æresport. Derfor skal SDU lukkes,” sagde en vred mand med bøllehat. Fodboldspillerne i jakkesæt fordelte sig ud i mængden af fans.

Piger og journalistiske referencer

Enhver sætning, som pigefodboldholdet Ulla Uniteds mandlige træner sagde til dem under taktikmødet, sluttede med tiltalen ”…piger.” De tiltalte piger løb ud på banen og spillede fodbold, der sikkert var udmærket, men desværre ikke godt nok til at slå pigeholdet fra SDU. Ulla United tabte desværre kampen med et par mål.

Interessant var det dog på sidelinjerne, hvorfra tilhængere fra hvert deres hold på nærmest manisk vis råbte sexistiske kampråb efter hinanden samt modstanderholdets spillere. Alt sammen mens de fleste var ganske klare over, hvilken shitstorm de selv ville være knivførere i, hvis de en dag skulle fange en fremtrædende politiker i at gøre det samme.

Jakob og Oliver, journaliststuderende på SDU, stod efter kampen sammen med deres medstuderende og fejrede den første sejr med pilsnere fra Albani. De lignede modstandernes svar på DMJX’ Modus Ultras, men var alligevel både afdæmpede og snakkesalige.

”Det handler om fodbold i 90 minutter i dag,” sagde den ene.

”Og det handler om æren. Spillerne har trænet intenst og spillet mange kampe, og går ind til kampen med målet om, at den skal vindes,” supplerede den anden, og insisterede urokkeligt på at SDU var hans førsteprioritet, da han søgte ind på journalistuddannelserne. Det var den første enig i.
Blandt den gruppe DMJX-tilskuere, hvor stemmerne var hæsest, og testosteronet flød tykkest gennem den varme luft, stod en Modus Ultra ved navn Rune og påstod, at hele dagen handlede om alt andet end fodbold og sportslig snilde.

”De journalistiske referencer er til stede over alt,” fortsatte han.

Det gav de tilstedeværende bannere og størstedelen af kampråbene ham ret i. Men hvad handlede det så om? På en eller anden måde virkede det betryggende, at et par middelmådige fodboldkampe ikke i sig selv kunne få nogle hundreder af fremtidens journalister og mediechefer, hvoraf de fleste givetvis var vokset op i den pæne halvdel af middelklassen, til at drikke sig fulde og råbe forfærdelige ting ad hinanden.

Det er ikke kun muligt at søge danske praktikpladser ved Store Match Dag. Flere steder i udlandet søger også journalistpraktikanter, og en af dem, der har valgt at tage et halvt år til en helt ny by, er Sara Brun Nielsen, der siden februar har været i praktik hos ScandAsia i Singapore. Her skriver hun artikler til Skandinavien fra Asien. Allerede da hun startede på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, vidste hun, at hun på et tidspunkt i løbet af sin studietid gerne ville til udlandet, fordi hun ville ud og se verden.

Praktikpladsen hos ScandAsia var dog ikke slået op, da Sara Brun Nielsen skulle søge praktik, og hun endte med at søge pladser hos dagbladene i Danmark i stedet. Efter Store Match Dag stod hun uden en plads og var egentlig forberedt på at tage et halvt års orlov. Så kunne hun nemlig få rejst og oplevet verden. Men så læste hun opslaget fra ScandAsia og kunne ikke lade være med at søge det.

”At blive opfordret af sin praktikplads til at rejse så meget som muligt rundt i Sydøstasien og finde små, skæve historier er jo en fuldstændig vanvittig mulighed at få,” siger Sara Brun Nielsen, som ikke et sekund fortryder at være taget afsted til Singapore.

Siden februar har hun rejst til både Thailand og Cambodia flere gange, hvor hun selv finder og vælger de historier, hun synes er relevante at skrive. Hun har blandt andet skrevet artikler om ulovlig skovhugning, og snart går turen mod Filippinerne, hvor emnet er filippinske gadebørn og deres forhold. Hun nikker genkendende til, at det selvfølgelig er en udfordring at rejse alene, men hun er ikke i tvivl om, at man får utrolig meget ud af det.

”Jeg kan godt lide at tage helt alene af sted. Man får lov til at danne sig sit eget indtryk af det, man oplever, uden at det bliver farvet af andre mennesker. Det her er mit eget, og jeg kan danne mig min egen hverdag og få indblik i, hvordan dagligdagen er her i Singapore, der danner ramme om så mange forskellige kulturer på én gang,” siger Sara Brun Nielsen.

En anden kultur

Når sommerferien er slut, sætter Lærke Weensgaard Madsen kursen mod Bangkok, hvor hun også skal være praktikant hos ScandAsia. Hun glæder sig til, at hun får mulighed for at lave en masse fede ting i sin fritid. Hun planlægger både vandreture og at tage et dykkercertifikat, mens hun er der. Hun glæder sig også til at lære en ny kultur at kende.

”Når jeg skal være der i et halvt år, så har jeg rent faktisk mulighed for at lære kulturen rigtig at kende og ikke bare være turist, der kun får ridset i overfladen, før man tager videre igen. Jeg kan nå at vænne mig til at være der og se, hvordan dagligdagen i Bangkok er, og det glæder jeg mig helt enormt til,” siger Lærke Weensgaard Madsen.

Og netop det, mener Sara Brun Nielsen, er en af fordelene ved at tage en del af sin praktik i udlandet.

”Du får lov til at bruge et halvt år af dit liv på at møde mennesker med en helt anden kultur, og som ser tingene anderledes, end du selv gør. Du får øjnene op for, at man kan leve på flere forskellige måder,” siger Sara Brun Nielsen.

Du er ikke alene

Når Lærke Weensgaard Madsen tænker på den forestående praktik i Bangkok, forestiller hun sig, at hun skal bruge meget energi på både at lære det journalistiske, som hun er i praktik for at lære, samtidig med at hun skal bruge kræfter på at få opbygget sociale relationer. Samtidig tænker hun, at det er en god måde at lære sig selv at kende og få en tro på sig selv. Og så glæder hun sig til at komme ud og møde mennesker og få en forståelse for, hvordan de lever deres liv.

”Det er okay at gå ud og være pisse nysgerrig. Fordi jeg er journalist. Så jeg kan være nysgerrig med god samvittighed, for der er et formål med det. Det glæder jeg mig virkelig til,” siger Lærke Weensgaard Madsen.

Selvom det kan være hårdt at være væk fra familie og venner hjemme i Danmark, så er Sara Brun Nielsen meget glad for sit valg om at tage til Singapore. Det er nemt at møde andre unge på samme alder, da der er masser af andre unge danskere i byen, som man blandt andet kan møde gennem den danske sømandskirke. De arrangerer flere tiltag for unge på studie- eller praktikophold. Man er altså ikke alene. Og så er selve arbejdet på ScandAsia lige noget for hende.

”Jeg kan slet ikke forstå, at jeg er her, og at det er et arbejde. Det er bare sindssygt fedt. Nogle gange er jeg lidt misundelig på mig selv. Jeg laver de mest spændende projekter, som jeg selv er med til at bestemme. Det er en sindssyg god motivation. Det er virkelig min drømmepraktikplads,” siger Sara Brun Nielsen.