So how do you like DMJX?

So how do you like DMJX?

So how do you like DMJX?

Most international students of DMJX are here for a short period of time. Still they notice things about us Danes, that we take a lifetime to realize. I sat down with Chelsea Al Arif and Alessandra Iellamo to get an outside perspective on what it is like to study at DMJX.

Alessandra Iellamo, international student from Italy.

Chelsea Al Arif, international student form Lebanon

TEKST: Amalie Obbekjær
FOTO: Sarah Arge

Udgivet den 08. december 2022

“Back home in Lebanon my professor used to throw my assignments in the bin. I cried three times, while being told to do it again and again. Here in Denmark you are told to ‘do what you can’, and then you get graded on that,” Chelsea Al Arif says.

I am sitting across from Chelsea, an international student from Lebanon. As I ask her questions about her experience at DMJX, she answers at a fast pace with sparkling eyes using her hands for emphasis. I sense that she is used to bringing her A-game whether she is interviewing, being interviewed or doing anything school related.

At Chelsea’s home university, American University of Beirut, the presentation days are characterised by thorough preparation and a keenness to outshine your peers. However, here she has seen Danish students happily agreeing on doing the bare minimum: “We will all just do two Powerpoint slides, that’ll do.”

I myself must confess to having left many group work sessions with that exact thought: “That’ll have to do.” No further ambitions, no eagerness to go into Blå Audi and deliver the presentation of my life.

It is not that I don’t view myself, or other Danes, as hardworking. I do. I get the impression that Chelsea does too. But something about students agreeing on putting in equally little effort just struck me as very Danish. I am not sure if it relates to an idea of fairness, laziness or lack of belief in authority? Maybe a mix of them all.

 

The fear of failure

One of the first things you will hear as a journalist student at DMJX, and something that is officially stated by associate professor Søren Boy in the “How we teach at DMJX”-document, is: “You are allowed to fail, as long as long as you learn from it.” But are we, the Danish students, taking this for granted?

As for Chelsea, this teaching philosophy has been groundbreaking to the way she works, and it has given her courage to take risks that she didn’t dare take at home.

“I have always been afraid to reach out to important sources, in case they don’t get back to me, because that would make me fail my assignment. Here I can explain it to my professor and talk to him about extending my deadline,” Chelsea says.

 

More than just a number

The casual relationship between students and professors is something international student Alessandra Iellamo noticed as well. And she is no stranger to studying abroad. While she is originally from Italy, she has studied in both England, France and now Denmark. She describes how teachers are surprisingly friendly and informal in their approach to the students.

“Here you are able to share something you did during the weekend or even have a laugh about something that might not be related to school. For example, our professor is a beekeeper. It is a passion of his, and sometimes he brings honey into class, and we talk about it before starting,” Alessandra says. 

She describes how it puts her at ease to be able to laugh and joke with her professors about non-school related stuff. The professors acting like less of an authority, and even sometimes more like a friend, has actually been unexpectedly motivating.

“When you’re nothing but a number in a class of 200 people, it’s easier to get lost, and actually care less about university. Here the connection with the professors is much more personal, and it surprised me how they sometimes even remember things you said a couple of weeks before,” Alessandra says.

It seems that while DMJX has impersonalised our email-addresses to look like a phone number, you’re still a human being rather than a number to most professors.

”When you’re nothing but a number in a class of 200 people, it’s easier to get lost, and actually care less about university. Here the connection with the professors is much more personal, and it surprised me how they sometimes even remember things you said a couple of weeks before.”

– Alessandra Iellamo, international student from Italy

An unexpected blessing

I know that many Danish students, myself included, sometimes dread the phone boxes and the never-ending forwarding to press officers. However, this ‘hands on’ journalism was actually one of the most refreshing and exciting aspects to international student Chelsea Al Arif. 

“In Lebanon I do everything from behind my desk. Here, every story I have done, I have travelled to actually meet the people I am interviewing. Before coming here, I had never interviewed anyone I didn’t  already know. Here that would be a no-go,” Chelsea says. 

This hands-on approach has led Chelsea to interview multiple members of the European Parliament (MEP), and those experiences have come to play a crucial role in her journey as a journalist. 

“I did not think that I would benefit so much from this, but it has made me feel that I am an actual journalist. I have had an MEP request an interview with me, because they really liked the interview I did with their colleague. That has made me realize how far I can actually get as a journalist,” Chelsea says.

 

A better place

“I think many Italians would say that Denmark is a country where everything just seems to work,” Alessandra says. 

Looking out in the world, I think it is fair to assume that it is not only Italians who would say that Denmark is a country “where everything just seems to work.” I believe that it is also something that is ingrained into how we see ourselves. 

In 2022 Denmark was awarded the second happiest country in the world by the World Happiness Report, based on factors such as freedom, life expectancy, social support and the general view on the extent of corruption.

A Norwegian survey-study about national symbols of Scandinavia also showed Danes to be the most “chauvinistic” compared to Norway and Sweden. While one out of three Danes states that the world would be a better place if people in other countries were more like them, that only applies to one out five Norwegians and Swedes. 

Does this affect Danish journalists and their way of conveying the world? Are we in some ways know-it-alls, who believe that most of the world could learn from us and not the other way around?

 

The superior Danes 

“Many Danes do have a sense of superiority. Coming here I experienced people assuming a lot about me, just from knowing that I am Lebanese. A girl offered me a beer, just to take it back right away and be like: “Oh sorry, but you don’t drink,” because she assumed, I was Muslim. But I am a Lebanese Christian, and that is mind-blowing to surprisingly many people,” Chelsea says. 

Danes feeling superior is something Alessandra Iellamo partly agrees with, and when asked where Danish journalists might be able to improve, she suggests: 

“More diversity in the newsrooms. I see a lot of opportunities for internationals in the Danish media landscape, yet very few news stations actually accept international applicants,” Alessandra says.

She stresses that she has been warmly welcomed to Denmark, and that she experiences Danes as very interested in internationals and outside perspectives. However, that is not yet reflected in the newsrooms. 

“From my experience, there is little diversity in Danish media. Let’s be honest. Most people here are white and also quite privileged. I think that naturally results in little inclusivity in the journalism they produce,” Alessandra says.

Meningsmåling – Folketingsvalget 2022: Enormt rødt flertal blandt journalist- og fotojournaliststuderende

Meningsmåling – Folketingsvalget 2022: Enormt rødt flertal blandt journalist- og fotojournaliststuderende

Meningsmåling – Folketingsvalget 2022: Enormt rødt flertal blandt journalist- og fotojournaliststuderende

En meningsmåling, som er foretaget af Illustreret Bunker forud for Folketingsvalget blandt de journalist- og fotojournaliststuderende på DMJX, viser et klart billede af en skole, der er domineret af venstreorienterede studerende.

TEKST: Konrad Cornelius Rasmussen
Illustration: Louise rix 

Udgivet den 08. december 2022

Over 70 procent af de studerende på journalist- og fotojournalistuddannelsen på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole stemmer, ifølge en ny undersøgelse lavet af Illustreret Bunker, på rød blok.

Enhedslisten er med afstand det største parti blandt de adspurgte studerende. Derefter kommer Radikale Venstre, der på trods af dårlige meningsmålinger på landsplan, når en stemmeprocent på næsten 16 procent. Det er studerende fra første-fjerde semester og syvende semester af journalistuddannelsen samt første, tredje og syvende semester på fotojournalistuddannelsen, der har deltaget i undersøgelsen.

Figur 1: De blå tal viser, hvad de journaliststuderende har tilkendegivet. De orange tal viser, hvad unge mellem 18 og 25 år svarede i en Epinion-måling d. 27. oktober.

Værd at bemærke er, at de to traditionelt store partier, Socialdemokratiet og Venstre, ligger  på under 10 procent af stemmerne tilsammen. Derudover er de mest indvandrerkritiske partier også ringe repræsenteret blandt vælgerne på DMJX.

Figur 2: Diagrammet viser, hvor mange procent af stemmerne rød og blå blok ville få ifølge svarene fra de journaliststuderende.

Kigger man på fordelingen i forhold til blå og rød blok, så kan man også her se en stor koncentration af vælgere, der stemmer på rød blok. De traditionelle venstrefløjspartier opnår altså næsten 72 procent af stemmerne, hvorimod blå blok må tage til takke med, at cirka 18 procent af de journaliststuderende stemmer på dem.

Fakta om meningsmålingen
  • Undersøgelsen er foretaget af Illustreret Bunker i samarbejde med underviser Kresten Roland.

  • Svarene kommer fra journaliststuderende på 1., 2., 3., og 7., semester, samt fotojournaliststuderende på 7. semester

  • I alt har 293 studerende svaret på undersøgelsen. Derudover har ni svaret, at de stemmer blankt, tre har svaret, at de ikke vil stemme, og to ønsker ikke at oplyse, hvad de stemmer på. 

Et af de steder, hvor de journaliststuderende afspejler resten af befolkningen, er opbakningen til Moderaterne med Lars Løkke Rasmussen i spidsen. Ifølge meningsmålingen ligger Moderaterne på 10 procent, hvilket afspejler de landsdækkende meningsmålinger meget.

 

Ikke problematisk

Uddannelseschef for journalistik på DMJX, Henrik Berggren, kan se et problem, men mener ikke, at det er et stort et af slagsen. Han ser i stedet, at man kigger et andet sted hen og laver samme undersøgelse.

“Det er et problem med overrepræsentationen, men jeg ser det ikke som noget stort problem. Jeg synes det er mere interessant at undersøge, hvad den brede journaliststand stemmer, frem for hvad de journaliststuderende stemmer,” siger Henrik Berggren.

Henrik Berggren tilføjer:

“Det kunne også være interessant at sammenligne tallene i forhold til andre humaniorauddannelser i de store byer. Mit klare indtryk er, at de også vil have nogenlunde den samme fordeling af stemmer. Jeg tror altså ikke, at det er noget særligt med de journaliststuderende. Det er mere et generations- og demografisk spørgsmål,” siger han.

Ifølge Henrik Berggren er det heller ikke problematisk, at journaliststuderende har en bestemt politisk holdning. Det vigtige for uddannelseschefen er, at de studerende bliver dygtigst muligt til det journalistiske håndværk, samt at de forstår, at man som journalist skal kunne lægge sine egne holdninger til side, når man arbejder professionelt med journalistikken. Noget, han mener, DMJX har meget fokus på i undervisningen.

“Det vigtigste for mig er, at de journaliststuderende er fagligt stærke. Altså at de kan lægge deres personlige holdninger til side, når de arbejder professionelt med journalistik. Det synes jeg også, at man kan se, at den brede journaliststand er gode til,” siger Henrik Berggren.

Hastværk er lastværk… og ikke særlig lærerigt

Hastværk er lastværk… og ikke særlig lærerigt

Hastværk er lastværk… og ikke særlig lærerigt

Journalistuddannelsen på DMJX forsøger at favne for vidt og for bredt på kort tid. Det giver mindre tid til fordybelse, og det høje tempo risikerer at slække på kvaliteten af undervisningen.

TEKST: Josefine harboe
Illustration: Louise rix 

Udgivet den 08. december 2022

Debatindlæg bragt i Illustreret Bunker er alene et udtryk for skribentens eller skribenternes holdninger.

Jeg er virkelig glad for at gå på journalistuddannelsen på DMJX. Jeg husker den nat, hvor studiepladserne blev offentliggjort, og jeg kunne vågne op til et optagelsesbrev. Begejstringen var stor, og den er her stadig.

Jeg lærer noget nyt hver dag og har, modsat mange af mine venner på universitetet, en oplevelse af at forstå, hvad jeg laver. Jeg får ikke en kandidatgrad og bliver ikke akademiker, men jeg uddanner mig til en rigtig jobtitel. 

Jeg har dog én anke mod denne skole: tempoet. Hvordan kan det være, at vi japper os igennem alle forløb, projekter, temaer og opgaver? 

På DMJX’ hjemmeside står der om journalistuddannelsen, at ‘du lærer det hele’. Det er netop min anke, at vi skal rundt om så meget. Vi kradser i overfladen, men dvæler ikke ved noget. Jeg tror ikke, det er umuligt at skære en kommuneopgave fra eller mindske artikelproduktionen og i stedet bruge den tid på at forfine det journalistiske håndværk.

Første semester føltes som en feberdrøm. Det var noget med at skulle ud i en kommune, men først efter vi besøgte nogen med en fritidsinteresse. Den historie udkom da også både som tv-indslag og nyhedshistorie. Vi brugte lidt tid på at skrive refleksionsrapporter, en retsreportage, fik en intro til det fængende sprog, og jeg er helt sikker på, at vi også forsøgte at skrive rubrikker. 

Jeg forstår vigtigheden af det hele, og derfor ærgrer det mig også, at jeg ikke har en følelse af at være blevet god til noget af det.

Tempoet lægger ikke op til fordybelse, men snarere en arbejdsparole, der lyder, at det ikke skal blive godt, det skal bare blive færdigt. 

Journalisthøjskolen er ikke en akademisk uddannelse, og derfor er meget læsestof og teori skåret fra. Men også et håndværk kan forfines. 

Et eksempel er det kritiske interview, som vi brugte én uge af andet semester på. Som undervisningen slog fast, behøver det kritiske interview hverken være vredt eller ubehageligt, men kan bruges i mange sammenhænge. Derfor forstår jeg simpelthen ikke, at der ikke blev viet mere tid til det.

Misforstå mig ikke, for det var en lærerig uge. Vi havde et oplæg, brugte flere dage på research og selve interviewet blev udført foran en underviser, der kom med brugbar feedback. Der var omkring 10 ting, jeg ville gøre anderledes, da jeg kom ud fra den interviewsituation, men før det sidder på rygraden, har jeg brug for gentagelse. Ind til nu har den ikke været til stede.   

Efter fem dage med veltilrettelagt undervisning i kvantitativ metode sidder jeg med samme følelse af at have smagt på noget virkelig brugbart stof, som ikke har fået nok plads at udfolde sig på.

Jeg tror ikke, det havde stillet mit behov i stedet at læse på universitetet, hvor man virkelig får lov at begrave sig i akademisk læsestof. For det er jo sådan set ikke det, jeg efterspørger, eller pensum jeg anfægter. Det, jeg mangler, er fordybelse i det, vi allerede lærer og lidt kyndig vejledning sideløbende. Jeg ved det findes her på stedet. 

Jeg forstår godt, at uddannelsen afspejler en branche med højt tempo og hurtige historier, men det skræmmer mig, hvis udviklingen i nyhedsbilledet fortsætter på denne måde. Netop derfor synes jeg, Journalisthøjskolen har et ansvar. Vi må ikke underkende den indflydelse, som mere end 200 færdiguddannede journalister hvert år har på branchen og industrien. Hvis vi fik fyldt den journalistiske værktøjskasse med tålmodighed og fordybelse, kunne vi bidrage til et nyhedsbillede, der var mere nuanceret.

 

Hvad mener du? Illustreret Bunkers opinionssektion giver studerende og medarbejdere mulighed for at give deres mening til kende om studie, skole, journalistisk eller kommunikation. 

Vi bringer debatindlæg i avisen ad to omgange per semester.

Har det interesse for dig? Så skrive til: debat@dmjx.dk

Det er nu engang Journalisthøjskolen – en harsk honnør til DMJX

Det er nu engang Journalisthøjskolen – en harsk honnør til DMJX

Det er nu engang Journalisthøjskolen – en harsk honnør til DMJX

TEKST & Illustration: Victor Heide-jørgensen

Udgivet den 08. december 2022

Debatindlæg bragt i Illustreret Bunker er alene et udtryk for skribentens eller skribenternes holdninger.

Intet mentalt velfungerende menneske ville nogensinde betragte Journalisthøjskolen og udbryde: ”Det ligner da en sky!” Men det er nu engang det, den skal forestille.

Ingen med raske øjne ville betragte det akavede undervisningslokale med trappeafsatser og en projektor i loftet og sige: ”Det er da en fredagsbar!” Men det er nu engang det, det er.

Ingen der hører, at forberedelse til praktiksøgning bliver med en karakter, ville udbryde: ”Det lyder da fornuftigt!” Men sådan er det nu engang. På DMJX.

Det er nu engang den skole, vi har valgt at gå på. Et fatamorgana af paradokser. Et sted, hvor formen og indholdet ofte ikke hænger sammen. Hvor vi indsnævret undervises i journalistik i fire år for at blive kommunikationsmedarbejder for Billund Lufthavn. Hvor fremtidens journalister omklamres af fortidens puritanske doktriner. For hvordan kan du dog kalde dig selv en rigtig journalist uden en papirblok i inderlommen?

Journalistikken som fag er på den ene side i sine sidste krampetrækninger med katastrofale seertal og svanesange fra avisredaktionerne. Men den er også på vippen til at springe ud i farverige stråler af nye idealer og strukturer. Som en døende, stjerne der imploderer, inden den eksploderer i en supernova. Det er DMJX et skoleeksempel på.

For hvis du kaster blikket væk fra gyselig arkitektur og forældede principper, så ser du skolens stærkeste valuta – de studerende. Dem, der vinder Årets pressefoto. Dem, der går viralt med musikvideoer. Dem, der dedikerer deres sparsomme fritid til at lave, radio, aviser, dokumentarer og fede fester. Ildfulde mennesker, der bærer skolen på deres skuldre, som var den en gammel, sovende ronkedor.

Journalisthøjskolen er gammel, og Journalisthøjskolen er ny. Den er nu og engang. Og den får en harsk honnør herfra.

Hvad mener du? Illustreret Bunkers opinionssektion giver studerende og medarbejdere mulighed for at give deres mening til kende om studie, skole, journalistisk eller kommunikation. 

Vi bringer debatindlæg i avisen ad to omgange per semester.

Har det interesse for dig? Så skrive til: debat@dmjx.dk

Hvorfor er TV så vigtigt?

Hvorfor er TV så vigtigt?

Hvorfor er TV så vigtigt?

På tredje semester på DMJX skal de journaliststuderende gennem et langt og et kort medieforløb. Det ene forløb skal dog være TV, da det giver de studerende vigtige kompetencer. Men præcis hvilke er det?

TEKST: Kathrine Møller Nielsen
Illustration: signe Münster 

Udgivet den 08. december 2022

På tredje semester får de studerende mulighed for at dykke grundigt ned i en medietype. De studerende står selv med valget. Vil du skrive, lave radio eller arbejde med TV? Mediespecialisering giver de studerende muligheden for at vælge et langt og et kort forløb. Det korte forløb er kun delvist valgfrit. Har man ikke valgt TV på det lange forløb, bliver det nemlig obligatorisk på det korte forløb. 

Det betyder, at hvis den studerende har en passioneret drøm om at mixe tredje semester sammen til en cocktail, der består af radio og skrift, må skuffelsen melde sin ankomst.  

Beslutningen om at gøre TV-forløbet obligatorisk er dog helt bevidst fra skolens side. 

”Vi har taget en beslutning om, at studerende skal have TV, fordi vi mener, at det giver kompetencer, som er nødvendige for de studerende. Kompetencer, der også hjælper, hvis man fx senere skal lave radio,” siger Henrik Berggren, institutchef ved Institut for Journalistik på DMJX.  

Men hvorfor er TV så essentielt for det journalistiske fag? Det undersøger Illustreret Bunker.

 

Pennen er utilstrækkelig 

Netop det kan virke forvirrende for en journaliststuderende, der er fast besluttet på at skrive for en avis og har en hel notesbog fuld af håndskrevne observationer af alt fra cafésamtaler til beskrivelser af kagerne i kantinen. Eller en studerende, der trofast optager lydklip af brandbilens sirener på en søndag aften til den fedeste podcast.  

Spørger man Henrik Berggren, handler selve mediespecialiseringen om at give eleverne muligheden for at gå i dybden med en medietype. Derfor er en ligelig specialisering i alle tre platforme, ikke den vej skolen har tænkt sig at gå.  

”Man kunne have givet lige meget af hver medietype. Det har vi dårlige erfaringer med. Det giver en frustration. Man føler kun lige, at man når at gå i gang med at fordybe sig, før man skal fokusere på noget andet,” siger Henrik Berggren. 

Det handler om at give de studerende muligheden for at fordybe sig i en specifik medieplatform, men hvis drømmen ikke er at lave videojournalistik, hvorfor kan den journaliststuderende så ikke bare få lov at være TV-forløbet foruden? 

”Sådan ser virkeligheden ikke altid ud. Det handler om at være parat til den virkelighed, som er i mediebranchen,” siger Helle Lyster, der underviser i TV-forløbet på tredje semester på DMJX. 

Virkeligheden er ikke længere bundet fast på en enkelt platform. Sociale medier og journalistik hænger ofte sammen. Mange læser nyheder på sociale medier, og her kan video have en fordel ifølge Steffen Moestrup, der er underviser og forsker i journalistik på DMJX.  

”Meget af det indhold, du ser på de sociale medier, er video. Det appellerer til dine sanser. Du kan hurtigt se, hvad der foregår. Du bliver hurtigt fanget af det og stimuleret. Det kan foregå både med eller uden lyd. Om du er i bussen eller sidder på toilettet, så kan du nemt tage det ind,” siger han.

 

Lyd skal ikke overhøres

De studerende lærer meget journalistik, når de arbejder med TV, men hvorvidt det giver dem de nødvendige kompetencer kan diskuteres. Ifølge Steffen Moestrup er det vigtigt at lære forskellige medietyper at kende, så de studerende forstår, hvordan de virker alene, og hvordan de virker sammen. Han pointerer, at lyd også er vigtigt at stifte bekendtskab med.  

”Rigtig mange medier har en podcast, og derfor fylder lyd også rigtig meget i medieverdenen lige nu. De studerende skal også gerne lære lyd i et eller andet omfang, men nogle gange kan skolen ikke rumme det hele,” siger han.  

Steffen Moestrup henviser til Zetland, som fokuserer mere på tekst og lyd end på video. Han fortæller, at journalistik kan være vidt forskellige ting. Den studerende skal altid overveje, hvilken historie de gerne vil fortælle, og hvilken målgruppe de gerne vil ramme. Derefter hvilken medietyper der passer bedst til. Det kan være en video, en artikel eller en blanding af dem begge.  

”Videoen viser dig helt konkret, hvad du skal se og appellerer dermed med mindre grad til fantasien. Lyd giver dig derimod bedre mulighed for selv at lave billeder inde i hovedet,” siger Steffen Moestrup.

Selvom TV får forrang i undervisningen, mener Helle Lyster heller ikke, at det er vigtigere end skrift og radio.  

”Jeg synes ikke, at TV er mere vigtigt end radio og skrift, men jeg vil sige, at det fylder rigtig meget ude i medieverden,” siger hun.

 

Ikke nogen problemer her

Selvom Steffen Moestrup gerne ser, at de studerende forstår, hvordan alle de forskellige medietyper virker bedst, ser han overlap mellem mediespecialiseringerne. Han mener ikke nødvendigvis, at de færdigheder man lærer i video, ikke også kan benyttes, hvis man senere skal lave radio.

 Når den studerende ikke at stifte bekendtskab med lyd i mediespecialiseringen, er der alternativer, så man alligevel kan udvikle kompetencer indenfor radio og skrift. Skolens foreninger såsom Genlüd, Citat og Illustreret Bunker, er også en løsning. Det giver de studerende muligheden for at beskæftige sig med de områder, de ikke når at fordybe sig i til undervisningen.

 ”Det er et dilemma, men hvis de studerende opfattede det som et problem, ville vi gøre noget ved det. Men jeg hører ikke om det. Hvis alle skulle have radio, skal det tages et sted fra,” siger Henrik Berggren.