​​Indeni ulmer frygten for at blive valgt til på baggrund af min etnicitet

​​Indeni ulmer frygten for at blive valgt til på baggrund af min etnicitet

​​Indeni ulmer frygten for at blive valgt til på baggrund af min etnicitet

Vi kæmper alle for at vise praktikpladserne, hvorfor de skal vælge os. Med imponerende produktioner og et flot CV. For mit vedkommende fokuseres der også på én anden ting. Der fokuseres på mig. Ikran. Andengenerationsindvandrer, sort kvinde og muslim.

TEKST: IKRAN ABDIAZIZ MOHAMED
FOTO: NICHLAS ARTURO

Udgivet den 24. marts 2022

Den 25. april 2020 var jeg til optagelsesprøve på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Jeg kan ikke huske særlig meget af dagen. Men jeg husker to ting tydeligt. Nervøsiteten og den enorme lettelse. Lettelsen over, at prøven var anonym. De vidste ikke, hvem jeg var. For hvis jeg fejlede, ville de aldrig finde ud af, at det var mig. 

Her er jeg så i dag, to år efter, som praktiksøgende journaliststuderende. Nervøsiteten er tilbage, men det er anonymiteten ikke. Jeg bliver ikke længere kun vurderet på mine færdigheder. Jeg bliver vurderet på mit udseende. Mit tørklæde. Min mørke hudfarve. 

Alt det, som gør, at jeg skiller mig ud fra mine medstuderende. Og i nutidens Danmark, hvor diversitet betyder alt, kan det at være en minoritet for en kort stund forvandles til et privilegium.

Jeg har i hvert fald undret mig. Bliver det til min fordel at være en minoritet, når praktikjagten skydes i gang om ikke så længe?

Manglende diversitet blandt journaliststuderende

Vi ligner hinanden meget. Os journaliststuderende. Men når det kommer til praktikpladserne, og hjemmesiden vi har brugt måneder på, gælder det om at skille sig ud. Det kan være med den helt unikke rejse til udlandet. Et højskoleophold. Studentermedhjælper hos TV2. 

Men der skal mere til, hvis man vil imponere ansvarshavende redaktør på Journalisten, Christian Lindhardt. I årevis har han hyret praktikanter på Danmarks Radio og Politiken, og han mener, at der er behov for mere, før man skiller sig ud fra de mange hundrede praktiksøgende.

“Alle synes, at de er unikke. De kommer alle med det samme højskoleophold og den store rejse til udlandet. Og det er det. Det er lidt hårdt sat op, men der kigger jeg også efter andre ting,” siger Christian Lindhardt.

“Det kan være en sportskarriere, eller om man har lavet politisk arbejde.”

Christian Lindhardt vægter også diversitet højt. I køn. Social og etnisk baggrund. Han mener at for at være i stand til at lave god journalistik, er det vigtigt at have en mangfoldig redaktion. Det er noget, han tager i betragtning, når der skal udvælges praktikanter.

“Et menneske, som er opvokset i et parcelhus i Risskov med en kernefamilie, og én, som er opvokset i Gellerupparken, har nogle vidt forskellige erfaringer. Og jo flere forskellige erfaringer, du kan bringe i spil på et redaktionsmøde, desto bedre journalistik kan du lave,” forklarer Christian Lindhardt.

Jeg bliver nysgerrig og spørger ham, om han er villig til at gå på kompromis med fagligheden for at fremme diversiteten. Svaret kommer hurtigt: Nej.

“Jeg kan med sikkerhed og med hånden på hjertet sige, at jeg aldrig ville gå på kompromis med ens basale kvalifikationer. Man skal til enhver tid være i stand til at skrive en ordentlig artikel, og vide hvad en nyhed er,” siger han.

Jeg ånder lettet op. Indeni kan jeg mærke, hvordan min frygt langsomt kvæles. Frygten for kun at blive valgt til, fordi jeg er af anden etnisk herkomst. Fordi de savner diversitet i mediebranchen.

“Det er ikke en adgangsbillet i sig selv at have en anden baggrund eller et andet køn.”

– Jacob Nybroe, ansvarshavende chefredaktør, Jyllands-Posten 

Men i håbet om, at frygten helt kan slukkes, kontakter jeg også Jacob Nybroe, ansvarshavende chefredaktør på Jyllands-Posten. Jeg håber, at han vil sige nogle af de samme ting. At jeg bliver vurderet på lige fod med mine medstuderende. At min etnicitet ikke vinder over min faglighed. Heldigvis er han enig med Christian Lindhardt. Jacob Nybroe er godt klar over, at diversiteten i mediebranchen halter, men det handler først og fremmest om ens faglige egenskaber.

“Det er ikke en adgangsbillet i sig selv at have en anden baggrund eller et andet køn. Du vil nok heller ikke vælges udelukkende på grund af din baggrund. Vi vil respektere dig for din faglighed, og det er det vigtigste,” siger Jacob Nybroe.  

“Hvis så fagligheden er på plads, vil vi dernæst skæve til forskelligheder i baggrund,” tilføjer Jacob Nybroe.

Minoritet i mediebranchen

Efter at have hørt branchens side, beslutter jeg mig for at tage fat i en, der selv har prøvet på egen krop, hvad det vil sige at være en minoritet i mediebranchen. Derfor tager jeg kontakt til Abdel Aziz Mahmoud, journalist og vært på GO ’aften LIVE. 

Han har gennem de seneste år set, hvordan samtaler om diversitet og repræsentation har fyldt mediernes spalter. Ifølge Abdel Aziz er det helt fair, hvis samtalerne fører til, at nogle mennesker får en forlomme til praktiksøgningen.

“Jeg havde en klar fordel, da jeg skulle søge praktik. For hvis der på en nyhedsredaktion med 70 mennesker sidder nul med minoritetsbaggrund,  skal man gøre en ekstra indsats for at få en ansat, så redaktionen afspejler samfundet bare en lille smule,” siger Abdel Aziz Mahmoud.

“Især i tider, hvor emner som flygtninge, religion og etnicitet har fyldt meget,” siger han.

Under vores telefonsamtale understreger Abdel Aziz gang på gang, at kvalifikationer er meget mere end ens faglighed. Det handler ikke kun om karakter, eller hvor godt man klarer sig i skolen. Din baggrund spiller også en rolle. Især hvis du er en minoritet.

“Som minoritet har du været ude at røre ved noget, de fleste ikke har rørt ved. Ganske enkelt gennemgået nogle ting, som kan give dig et helt andet perspektiv,” forklarer han.

Efter telefonsamtalen står jeg tilbage med en fortsat mærkelig følelse i maven. For jeg kan ikke finde ud af, om jeg skal føle mig lettet over, at min etnicitet kan være en fordel, eller om jeg bør frygte det.

Når etnicitet bliver til en fordel

Under min research til artiklen falder jeg over Inaam Nabil, som er journalist på Danmarks Radio. Jeg bliver særligt interesseret i hende, fordi hun bærer slør. Ligesom mig. Det er første gang, jeg har set en dansk kvindelig journalist med slør. Jeg tager hurtigt kontakt for at høre, hvordan hendes praktiksøgen havde været. Kan hun måske genkende den ambivalente følelse, jeg har omkring det hele?

Hun mener dog ikke, at det er uretfærdigt, da minoriteter er en klar mangelvare i branchen. Hun vil til enhver tid opfordre mediebranchen til at vælge minoriteter.

Og når hun tænker tilbage på sin praktiksøgen, husker hun det heller ikke som en stressende periode. Tværtimod. Hun kan huske, at de var nysgerrige på hende. Hun så anderledes ud end sine medstuderende. Der blev fokuseret på hendes baggrund. Hendes opvækst i Vollsmose.  

“Jeg oplevede at blive prikket til af tidligere praktikanter. Her fik jeg at vide, at hvis jeg søgte praktik hos dem, så ville jeg nok få pladsen. Det gav en slags ro i praktiksøgningen,” fortæller Inaam Nabil.

Hvordan mon det sætter mig, og får jeg den samme oplevelse, når jeg skal søge praktik om ikke så længe? Det er i hvert fald nogle af de tanker, som kører rundt i hovedet på mig efter min samtale med Inaam.

Ifølge Christian Lindhardt gør det tit ikke den helt store forskel, om man vælger den ene kandidat eller den anden. Så længe de grundlæggende ting er på plads.

“Hvis de helt grundlæggende ting er på plads, så er der tit ikke den helt store forskel, om man vælger den ene eller den anden. Og hvis jeg har muligheden for at vælge en med anden etnisk baggrund, så vil jeg altid gøre det,” siger han.

Andre perspektiver på verden

Min frygt er ikke helt forsvundet endnu. Men efter at have snakket med mennesker, der kunne gøre mig klogere, tror jeg, at jeg har fået en ny forståelse. 

En forståelse for, at min opvækst, min etnicitet, sågar min religion er kompetencer. Kompetencer som gør, at jeg ser tingene på en anden måde, hvilket er en klar fordel.

Jeg kan kun håbe, når der til april skal afholdes praktiksamtaler, at praktikstederne vil se mig for meget mere end en løsning på diversitetsproblemer i mediebranchen.

En bælgfrugt blev til 2,5 millioner visninger

En bælgfrugt blev til 2,5 millioner visninger

En bælgfrugt blev til 2,5 millioner visninger

Bælgfrugt-videoen gik fra eksamensopgave til en viral succes. Uddannelseschefen for kommunikation roser elevernes ambitioner, men påpeger dog, at opgaver for virksomheder ikke må erstatte almindelig undervisning.

TEKST: Anne Juhl Burgaard & Sidse Hansen
Illustration: Nikoline Ryttergaard

Udgivet den 24. marts 2022

Det var omkring middagstid, at Anders Hoppes telefon ringede. Han swipede til højre på skærmen, og hans tre venner Jens, Magnus og Frederik tonede frem foran ham. De talte energisk. De havde i løbet af dagen fulgt med på diverse sociale medier, hvor deres nye musikvideo ‘Hvad fuck er en bælgfrugt’ var udkommet klokken syv om morgenen. Ved tolv-tiden havde videoen over 10.000 visninger på Facebook og det samme på Instagram og Youtube – det skulle fejres.

18 dage efter havde den ramt 2,5 millioner visninger.

I april 2021 fik de kommunikationsstuderende på 4. semester på DMJX i Aarhus en eksamensopgave, hvor der skulle laves en kampagne om kostrådene fra fødevarestyrelsen. De fire studerende Anders Hoppe, Jens Risom, Frederik Wandahl Warming og Magnus Vad besluttede sig for at gå sammen om at lave projektet.

De talte om, hvad der umiddelbart faldt dem ind ved kostrådene, og bed mærke i et af de syv kostråd, som lyder: ”Spis mindre kød – vælg bælgfrugter og fisk”.

”Så får jeg sagt en af de gange vi læser det tidligt i processen ‘hvad fuck er en bælgfrugt?’. Det har jeg sgu ikke lige hørt om før, men vi griner lidt af det og kan godt mærke, at vi har ramt et eller andet der,” siger Jens.

Deres idé var, at bælgfrugterne kunne fange opmærksomheden på kostrådene. Men trods den gode ide, syntes drengene stadig, at opgaven med at få budskabet ud var svær.

”Der findes jo knap noget så kedeligt som kostrådene, det er der jo ingen, der gider at høre,” griner Jens.

Men der tog de fejl.

Prikket på skulderen

Idéen mundede ud i en 80’er inspireret sang, som blev drengenes hovedprodukt til eksamen. Og det gik godt. Så godt at censor stoppede dem på vejen ud og foreslog, at de sendte den ind til Fødevarestyrelsen. Men vejret blev varmere, og dagene længere, så selvom drengene var med på idéen, gik der sommerferie i den. Indtil Frederik tog sagen i egen hånd og skrev en mail til Fødevarestyrelsen, der prompte tilbød dem et møde.

Ifølge Helle Birkmose Winding, uddannelseschef for kommunikationsuddannelsen på DMJX, er det en del af skolens DNA, at de studerende skal være modige og ambitiøse.

”I al undervisning eksponerer vi dem for branchen i form af realistiske opgaver, og hvis noget virkelig er godt, så bliver de opfordret til at sælge deres produkter,” siger Helle Birkmose Winding.

Ifølge Helle Birkmose Winding er målet ikke er at producere løsninger til branchen, men at skabe mulighed for undersøgelser, læring og erkendelser. Dog går det at producere og det at lære hånd i hånd, hvilket også er derfor, at nogle studerende ofte rammer plet og indleder samarbejde med virksomheder eller organisationer. Hun påpeger dog, at dette ligger uden for undervisningen, samt at det er op til de studerende selv, om de vil gå videre og indgå samarbejde med branchen.

Derudover er det vigtigt for skolen at forblive neutrale over for diverse firmaer, og det er bevidst, at eleverne får fiktive opgaver i kommunikation.

”Vi er født ud af public service, så vi vil ikke være i lommen på nogen,” siger Helle Birkmose Winding.

Grib succesen

For drengene hjalp det på deres motivation at få et skub fra lærer og censor, men de mener, at skolen godt kunne gøre mere for at opfordre elever til at sende deres projekter ud i virkeligheden. De håber, at deres succes kan inspirere andre studerende.

”Man kunne da håbe lidt på, at det kunne blive en øjenåbner for skolen og de studerende, at der nogle gange  ikke er særlig langt, fra det man laver i skolen, til det der bliver lavet i virkeligheden,” siger Anders Hoppe og griner.

Efter mødet med Fødevarestyrelsen kom vendepunktet. Fødevarestyrelsen var begejstrede for at se, hvor investerede drengene var i projektet, og det var med til at overbevise dem om, at skoleprojektet kunne nå uden for skolens døre.

”Det, der fungerede sindssygt godt for os, var, at Fødevarestyrelsen kunne mærke vores entusiasme for projektet. Det var de meget glade for,” siger Jens Risom.

Helle Birkemose Winding bekræfter, at studerende også selv har et ansvar for at række ud til branchen, og hun synes, det er fedt, når studerende tør at springe ud i nye ting.

”Når jeg stiller mig ned første dag og byder velkommen til alle nye studerende, så siger jeg, gør ligesom Pippi, der siger ‘Det her har jeg aldrig prøvet før, men jeg kan det garanteret godt’,” siger Helle Birkemose Winding. 

Hun understreger, at skolen prøver at styrke deres undervisning gennem samarbejde med branchen, men at de ikke er nogen jobbørs.

 “Den første dag videoen blev sendt ud, var der over 100.000 visninger. Det var jo helt absurd. Vi var så høje på det – det var en kæmpe succesfølelse.”

– Jens Risom

Fra Fyr og Flamme til Kølner Dom

Oprindeligt havde de fire kommunikationsstuderende tænkt, at pop-duoen Fyr og Flamme skulle føre den glade firserstemning ind i videoen. Men efter en snak med Fødevarestyrelsen, blev det drengene selv, der måtte troppe op med matchende jakkesæt og solbriller.

”Selvom det virkede lidt angstprovokerende, da vi først fik præsenteret idéen, så tror jeg bare hurtigt, vi kunne se det sjove i at lave videoen. For vi ved jo, hvor sjovt vi har det sammen,” siger Anders Hoppe.

Drengene lavede sit eget band ‘Kølner Dom’ og tog kontakt til produktionsselskabet Mirror, der stod for at få videoen produceret. Med et set-up af makeupartister, runnere og producerer i Viby blev kostrådene præsenteret i kulørte farver.

”Det var sjovt at se, at de ideer, som vi havde været med til at skabe, blive ført ud i livet,” siger Jens Risom. 

Efter to dage med optagelser fra morgen til aften var videoen filmet og et skridt tættere på at blive til en kampagne. 

”Den første dag videoen blev sendt ud, var der over 100.000 visninger. Det var jo helt absurd. Vi var så høje på det – det var en kæmpe succesfølelse,” siger Jens Risom med et smil og Anders Hoppe tilføjer, at det var en succes for ham, da videoen blev udgivet, og den offentlige kampagne blev skudt i gang. 

CV’et som drivkraft

Reaktionerne var mange. Venner og gamle klassekammerater skrev til drengene og et svensk awardshow, med en hyldest til klima, spurgte endda om de ville komme og spille. Men for både Anders Hoppe og Jens Risom var det særligt dét at få noget på cv’et, der var den største drivkraft.

“Det har haft betydning, at vi til en eventuel fremtidig jobsamtale har et koncept, vi har afviklet til noget virkeligt. Vi kan pege på, at dét her har vi været med til at lave,” siger Jens Risom. 

Både Anders og Jens understreger, at det var en anderledes og bedre oplevelse end noget andet, de har lavet på DMJX. En oplevelse, hvor drengene har følt sig ude på dybt vand, og hele tiden har skulle prøve sig frem.

”Det er helt fantastisk. Der er jo bare en kæmpe forskel på at lave noget, der bliver vurderet af en lærer, måske få en karakter, og så lave noget, der bliver sendt ud i virkeligheden, som en del af en rigtig kampagne,” siger Jens Risom. 

Helle Birkmose Winding påpeger, at skolen har flere eksempler på studerende, der har indgået samarbejde med organisationer og virksomheder i den virkelige verden – og at sådanne gennembrud har stor betydning for skolen.

”Det giver os jo rigtig godt omdømme og relevans, der giver genlyd i branchen. Det eksponerer, at vi har superdygtige studerende, og så tiltrækker det forhåbentlig også flere dygtige studerende, og det er jo det, vi gerne vil have,” siger hun.

Da projektet kom ud på flere sociale medier kunne drengene logge ind og hele tiden følge med i folks reaktioner og se, hvordan det blev taget imod.

”Det er sjovt at se, hvad folk rent faktisk siger til det, man har lavet,” siger Jens Risom.

Hele skolens Tove

Hele skolens Tove

Hele skolens Tove

Danmarks Medie- og Journalisthøjskole er fuld af personligheder og hyldede individer. Én, der dog sjældent trækker de store overskrifter - men som ikke desto mindre har grund til hyldest - er skolens receptionist og altmuligkvinde, Tove.

TEKST: Victor Heide-Jørgensen
Illustration: Katrine Å. Edvardsen

Udgivet den 24. marts 2022

De fleste studerende på Journalisthøjskolen er stødt på Tove Winckler Tjørnfelt. Hun har sin faste plads centralt placeret overfor kantinen. I receptionen – skolens hjertekammer. Her sidder hun med et underspillet smil og er klar til at hjælpe med alt fra forsvundne drikkedunke og bookning af grupperum til problemer med studiekort og adgang til parkeringskælderen. 

Tove er født i Aarhus på Christiansbjerg i 1965. Hendes far var murer, og hendes mor var kantinedame. Hun har en erhvervsfaglig grunduddannelse som kontorassistent og var derefter ude som kontorelev ved et stilladsfirma i Brabrand. Herefter arbejdede hun en årrække som kontorassistent, men det fik en ende, da hun blev gravid med sit første barn. Tove nåede ikke tilbage i arbejdsstyrken, før hun blev gravid endnu en gang. 

Da hun omsider skulle tilbage på arbejdsmarkedet, blev hun ansat som lagerarbejder hos Imerco i Storcenter Nord. De var egentlig på udkig efter en mand til jobbet, men Tove fik talt sig ind på dem, og hun endte med at være der i 13 år. 

Tove endte med at sige jobbet i Imerco op i 2009, da hun blev påbudt at skulle arbejde fuldtid i butikken. Det indebar, at hun også skulle arbejde om søndagene, og dem ville hun hellere bruge med sine børn. 

En veninde ringede og fortalte, at de søgte en receptionist på Journalisthøjskolen. Efter en prøveperiode på tre måneder blev Tove fastansat. 

På det tidspunkt var Journalisthøjskolen huset i sine gamle rammer på Olof Palmes Allé. Bunkeren, som den blev kaldt. Her var Toves kontor placeret i en krog, hvor man ikke lagde særlig meget mærke til hende. Kun hvis man havde brug for hende. Det ændrede sig dog betragteligt, da skolen flyttede ind i den nye bygning.

Tove i midten

”Der er meget bedre forhold for mig i den nye bygning. Jeg synes, det er skønt. Jeg kan hilse på alle, der kommer forbi, og jeg får meget mere kontakt med jer studerende,” siger Tove. 

Da journalisthøjskolen flyttede til Katrinebjerg, flyttede Tove med. Her fik hun en ny reception at udfolde sig i. Den var større, nyere og mere synligt placeret. Det var dejligt, men krævede også lidt tilvænning.

”Jeg skulle vænne mig til ikke at glo, hver gang nogen gik forbi. Det lignede, at jeg overværede tenniskamp i starten,” siger Tove. 

Receptionen på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole kan beskrives som hjertet på skolen. Den ligger centralt placeret i midten af det hele, og det er herfra, skolens livsenergi strømmer. Og Tove er pulsen, der får sat det hele i bevægelse. 

Fra hendes kontor i receptionen – det største kontor i bygningen, pointerer hun – har Tove en finger med i spillet, når det kommer til stort set al aktivitet på skolen. Hun registrerer studiehold, sørger for studiekort, håndterer eksamensvagter, tager imod besøgende og udleverer studiemateriale til de studerende. 

De mange bolde i luften føler Tove ikke er svære at håndtere. Dog kan det være svært at huske alle de mange navne.

”Når vi for eksempel har en underviser, der kommer ovre fra afdelingen i København og ikke er her så meget, så kan det være svært at huske. Så kører jeg lidt rundt i det. Det kan også være svært at huske alle jer studerendes navne, men det må I bare finde jer i!” siger Tove og griner. 

På nær hendes mødetid klokken halv ni, så er der ikke noget fast ved hendes arbejde. Alle dage er forskellig, og det elsker hun.

”Der sker hele tiden nye ting her på skolen, og det betyder, at jeg skal lære nye arbejdsopgaver. Nogle gange blæser det hele i højt tempo, og andre gange er der mere ro på. Det er dejligt, at det aldrig bliver ensformigt,” siger Tove.

Den, man altid kan gå til

Mange studerende kommer hen til skranken i løbet af en dag og har brug for Toves hjælp. Den mest populære henvendelse er angående ting, der er blevet væk – for eksempel drikkedunke. Så hiver Tove den store kasse op fra skranken med alle de glemte skatte, der er blevet fundet på skolen.

Selvom Tove skal nå meget andet i løbet af dagen,  bliver hun – næsten – aldrig irriteret over henvendelserne fra de studerende. Det er nemlig derfor, hun er der.

”Min vigtigste opgaver er at være én, man altid kan gå til. Jeg gider ikke sidde og være sur og sige: `det har jeg ikke tid til,´ når folk henvender sig,” siger hun. 

Ikke nok med, at kontakten til de studerende og kollegerne på skolen er hendes vigtigste opgave,  er det også Toves yndlingsaspekt ved jobbet. Hun ved, hvad der rører sig blandt personalet og de studerende. 

”Jeg kan også godt lide, at man kan sige noget fjollet til de studerende, når de går forbi. Det bliver også oftest taget godt imod,” siger Tove og bryder ud i et grin. 

Hun bemærker dog, at hun ikke er særlig god til small talk uden for jobbet. Når hun for eksempel er til en fest, kan det knibe med at holde samtalen kørende. 

”Jeg har fandme svært ved det. Det hjælper dog, når andre folk byder ind med noget,” siger hun. 

Men når hun sætter sig ind i receptionen, så sker der noget. Som en dronning der er komfortabel på sin trone. 

Fremtiden for Tove

I dag bor Tove på Trøjborg, og hun elsker det. Her dyrker hun også fællesskabet, da de i opgangen er gode til at holde fester og tage ud at spise sammen. Om sommeren slår de telt op i gården, og så kan man grille og hygge.

Men lejligheden er også en oase af ro, når hun har været i kontakt med mennesker hele dagen. Så kan hun få ladet op, så hun igen er klar til at sprede god stemning den næste dag.

I dag har Tove været receptionist på Journalisthøjskolen i 10 år. Hun har omkring 10 år tilbage på arbejdsmarkedet, og dem vil hun hellere end gerne bruge i receptionen. Hun udelukker dog ikke muligheden for at forlade frontlinjen og få lov til at lave noget andet med tiden. 

Hun har endnu ikke planlagt, hvad der skal ske, efter hun trækker pensionistkortet?. Der er ikke planer om at køre landet tyndt i en campingvogn eller købe et vinslot i Sydfrankrig. Hun ved dog godt, hvad meget af hendes tid kommer til at gå med.

”Jeg skal være farmor til august. Så det tænker jeg da kommer til at fylde en smule,” siger Tove og griner højlydt.

Blandt marmor og nodehæfter finder du DMJX’ nye rektor

Blandt marmor og nodehæfter finder du DMJX’ nye rektor

Blandt marmor og nodehæfter finder du DMJX’ nye rektor

Julie Sommerlund bliver fra den 1. april ny rektor for DMJX i både Emdrup og Aarhus. Meget af tiden vil blive brugt foran skrivebordet med tastelyde, men når hun en gang om ugen skal koble fra, er det derimod kortonerne, der fylder.

TEKST: Mie Juhl Lorensen
FOTO: Anton Schack

Udgivet den 24. marts 2022

Efter to år med sikker afstand i Trinitatis Kirke i København Centrum kan koret nu endelig stå skulder ved skulder og synge for lungernes fulde kraft. Gemt væk bag Rundetårn og nogle lettere tillukkede glaspartier ligger sognehuset. Her venter summende stemmer på, at klokken bliver 19, så onsdagens kortime kan begynde. En af stemmerne er Julie Sommerlunds, DMJX’ nye rektor.

Lyt til kammerkoret Trinitatis Kantori, hvor Julie Sommerlund synger.

En musikalsk opvækst

52-årige Julie Sommerlund er ikke særlig høj Håret er kortklippet og smilet stort. Med selvsikre skridt træder hun ad bagvejen ind i Trinitatis Kirke, som hun efterhånden kender godt. Først passeres et gennemgangskontor med en buet trædør, før hun ender i kirkens storslåede midte. Blandt marmor, kristne statuer og lysekroner føler Julie sig hjemme. Og det på trods af, at hun ikke betegner sig selv som særlig religiøs.

”Jeg har sunget og spillet klaver hele min barndom og ungdom. Min far er musiklærer, og jeg har gået på Sankt Annæ, så kor og sang er en stor del af mig og mit liv.”

Julie har sunget, siden hun som 8-årig startede til kor på Sankt Annæ Gymnasium i København. Den eneste pause, hun har haft fra sangen, var da begge hendes børn var små, og hun selv var midt i 30’erne. Her drønede karrierelivet derudaf, og der var ikke tid til musikken.

Men at holde sig helt fra musikken, kunne Julie ikke. Hun har i over ti år været en del af kammerkoret Trinitatis Kantori. Her er hun omgivet af alle slags mennesker. Høj som lav, ung som gammel. Nogle har hun endda sunget med helt siden korbegyndelsen som 8-årig. Studerende, dyrlæger, præster og kirurger er at finde i koret. Og nu også en kommende rektor for DMJX.

 

Selvsikkerhed i stemmen

Klokken er næsten 19, og Julie bevæger sig med små, hastige skridt de få meter fra kirken hen til sognehuset. Her stiller hun sig foran koret med en meddelelse.

”Som nogle af jer nok ved, har jeg fået nyt arbejde”. Beskeden bliver afbrudt af hujende stemmer og klapsalver rundt om i lokalet. Der bliver nikket anerkendende, og der hersker ingen tvivl om, at det for Julie ikke er uvant at stille sig op foran andre mennesker og tage ordet.

Julie Sommerlund har i sit arbejdsliv stået med en del ledelse og ansvar. Når hun selv skal beskrive sit arbejdsliv, er det med ordene ”en ret mærkelig fagbredde”. På DMJX er der både ledelsesfag, visuelle fag og kommunikationsfag, hvilket alt sammen er noget, Julie tidligere har snuset til. Hun er ikke uddannet journalist, men har på RUC haft ansvaret for en journalistuddannelse, der på flere punkter minder om uddannelsen i Aarhus. DMJX er derfor et uddannelsessted, som Julie føler, at hun kan spejle sig i og derfor også et arbejde, hun ser meget frem til at give sig i kast med. 

”Det her med at arbejde med folk, der skal ud i mediebranchen, der kun bliver vigtigere. At jeg kan være med til at forme, hvordan journalister kan forme andre folks opfattelse af, hvordan de forstår verden. Det er helt unikt.”

”I mit hverdagsliv skal jeg ofte have meninger og sige noget om alting. Pludselig er jeg i en situation, hvor jeg ikke skal sige noget. Jeg skal bare synge.”

Rank ryg og ingen rod

Koret går i gang med de indledende stemmeøvelser. Skuldrene skubbes tilbage i hurtige, men kontrollerede bevægelser. Mens stemmebåndene varmes op, fyldes lokalet med mærkelige lyde. Længst henne ved vinduet står dirigenten Søren Christian. Ved siden af ham står et sort flygel med en rodet bunke nodehæfter på toppen.

Førhen stod der også et flygel hos Julie og manden Peter. Det har tidligere tilhørt Julies gamle klaverlærer. Pladsen blev dog for trang, da parret flyttede fra Vesterbro og tilbage til Julies barndomshjem i Valby. Her bor de i dag i et rækkehus og dyrker forstadslivet. Det eneste, der lige nu mangler, er et lille elektrisk klaver, der kan erstatte det gamle flygel.

Julie beskriver sig selv og manden Peter som modsætninger. De er i hvert fald enige om, at Julie går meget op i, at ting er velplanlagte og ordentlige. Det bliver hun nødt til i arbejdet med uddannelser, hvor planlægningshorisonten tælles i år. Peter arbejder derimod i en lidt mere rodet filmbranche, hvor planlægningen kan foregå fra dag til dag.

Disciplinen hos Julie ses også i koret. Her står hun med rank ryg, brystet skudt lettere frem, og fødderne solidt plantet i jorden. Den ene hånd placeres naturligt på venstre lår, mens den anden i udstrakt arm holder nodehæftet. Brystkassen fyldes undervejs med luft, mens øjenbrynene let hæves og panden rynkes i små folder i de højere toner.

 

Når musikken spiller

I arbejdslivet er det på ingen måde uvant for Julie at stå med de store beslutninger og agere i en lederposition. Hun går forrest. I koret skiller hun sig derimod på ingen måde ud. Koret blendes sammen til en masse, der vajer let i takt fra side til side, og det er dirigenten Søren Christian, der tager styringen. Han bestemmer alt lige fra den enkeltes plads i koret til sangvalg og de tekniske småting som fraseringer. For Julie er det befriende med en pause.

”I mit hverdagsliv skal jeg ofte have meninger og sige noget om alting. Pludselig er jeg i en situation, hvor jeg ikke skal sige noget. Jeg skal bare synge.”

Indimellem kan koret synge en smule skævt fra hinanden, og så stopper dirigenten dem også uden tøven. Søren Christian kommer med rettelser, og de begynder på ny. Denne gang får de et ekstra anerkendende nik med på vejen. Julie beskriver følelsen, når alt lykkes i koret, som helt fantastisk. Der er pludselig tale om, at en gruppe menneskers harmonier bliver til et stykke musik.

”Som korsanger bliver du gemt væk, når det er sådan rigtig godt. Hvis du kan høre mig synge, har vi et problem. Hele pointen er, at jeg skal synge, men man skal ikke kun kunne høre mig. Det er netop dér, klangen opstår.”

 

”At jeg kan være med til at forme, hvordan journalister kan forme andre folks opfattelse af, hvordan de forstår verden. Det er helt unikt.”

– Julie Sommerlund, DMJX’ kommende rektor

At spille efter spillereglerne

I sognehusets halvcirkel er alle øjne rettet mod dirigenten. Det samme bliver DMJX’ opmærksomhed, når Julie Sommerlund inden længe tiltræder som rektor. Hun kommer direkte fra RUC, hvor hun har været dekan for humaniora og leder af institut for kommunikation og humanistisk videnskab. De studerende fra RUC og DMJX jagter i fremtiden nogle af de samme praktik- og arbejdspladser. Og den interne konkurrence er derfor også noget, som Julie kender til.

”Det ville være dumt at lade som om, vi ikke er konkurrenter. Men vi er også samarbejdspartnere og kan gøre mange gode ting for hinanden. Begge steder uddanner en bestemt type mennesker, og det synes jeg i stedet, vi skal dyrke.”

Julie er i sin ledelsesstil hen over årene blevet mere bevidst om, hvad der fungerer, og hvad der ikke gør. Det er særligt vigtigt for hende, at der er tydelige spilleregler på arbejdspladsen. Og så er fairness noget, hun går enormt meget op i. Spillereglerne skal være ens for alle.

I den første periode på DMJX vil Julie især lytte meget på kollegaerne og de studerendes oplevelser. Hun skal langsomt finde sig til rette, forstå stedet og arbejde sig ind i rollen som rektor.

 

Fra anspændt til afslappet

Tilbage i koret er stemmerne langsomt varmet op. Lige fra de første stemmeøvelser med lyde som ”arh” og ”pyh” til de længere musikstykker med den danske komponist Carl Nielsen. Koret er placeret stift på rad og række, men i pauserne mellem stykkerne er stemningen anderledes løssluppen. Skuldrene sænkes, og grinene spredes. Netop pauserne udnytter Julie til at lære de andre i koret lidt bedre at kende.

 

”Man sidder jo ikke og snakker øret af hinanden. Det kan måske tage fem år at lære de andre rigtig at kende. Men til gengæld kommer man ind på folk med vidt forskellige baggrunde. Korfællesskabet er noget helt unikt.”

BLÅ BOG OM JULIE SOMMERLUND

  • Kommende rektor på DMJX. Basen bliver i Emdrup, men vil også være en del i Aarhus.
  • Uddannet cand.mag. i moderne kultur og kulturformidling på KU.
  • Ph.d. fra Institut for Organisation på CBS.
  • Fhv. dekan for Humaniora og leder af Institut på Kommunikation og Humanistisk Videnskab på RUC.

 

  • Født på Vesterbro og opvokset i København, blandt andet i bofællesskab.
  • Har gået på Sankt Annæ Gymnasium fra 3. klasse til 2.G.
  • Skiftede over til Det Frie Gymnasium, hvor hun også blev student.

 

  • To voksne børn; en dreng på 19 år og en pige på 23 år. Den ene har sunget i Københavns Drengekor. Den anden bed aldrig på.
  • Ville som barn gerne være astronaut. Havde senere i gymnasiet en plan om at blive pianist.

 

  • Har siden 2010 været en del af Trinitatis Kantori.
  • Yndlingsmusik er alt med Bach. “Han kunne ikke skrive noget dårligt.”
  • Synger ‘alt’ i koret og er dermed den mørke kvindestemme.
Kan nytænkning af optagelsesprøven og forskningsprojekt løse skolens diversitetsproblem?

Kan nytænkning af optagelsesprøven og forskningsprojekt løse skolens diversitetsproblem?

Kan nytænkning af optagelsesprøven og forskningsprojekt løse skolens diversitetsproblem?

Danmarks- Medie og Journalisthøjskole afspejler ikke samfundets kulturelle mangfoldighed. Dette er et problem, som ledelsen ønsker at komme til livs med forskning og nytænkning af optagelsesprøven: Men hvordan skaber man diversitet, når man stadig ikke ved, hvordan man tiltrækker folk med en anden etnisk baggrund end dansk?

TEKST: Signe Thomsen
ILLUSTRATION: Nikoline Ryttergaard

Udgivet den 24. marts 2022

Allerede tilbage i december 2020 anerkendte ledelsen på DMJX, at manglende diversitet er et kendt problem på skolen. Derfor søgte skolen midler til et forskningsprojekt, som skulle finde en årsag og en løsning på diversitetsproblemet. Dette forklarede Henrik Berggren, uddannelseschef for journalistuddannelsen, i en artikel til Illustreret Bunker.

Læs artiklen her: “Manglende diversitet udfordrer ikke kun mediebranchen, men også skolen”

Henrik Berggren anerkender i dag, at skolen adresserede problemet for sent. 

”Vi burde have været i gang med det noget før. Måske for ti år siden. Men der er bare ikke noget quickfix. Vi havde måske troet, at problemet havde løst sig over tid, men det er bare ikke sket,” siger han. 

 

“Ingen ved, hvor problemet ligger”

Diversitetsproblemet er et komplekst problem, og selvom skolen tilsyneladende arbejder for at komme problematikken til livs, er det svært at se resultaterne. Ledelsen håber, at forskningsprojektet kan afklare problemet og finde en løsning. 

”Hele ledelsen tager problemet alvorligt. Vi gør ikke bare noget for at lade som om, vi gør noget, men ingen ved rent faktisk, hvor problemet ligger,” siger uddannelseschefen.

Hvis forskningsprojektet går planmæssigt, er det færdigt i løbet af i år. Udvalget, bestående af undervisere Mette Stentoft og Mette Mørk, arbejder med litteraturinterviews, spørgeskemaundersøgelser, samt kvantitative interviews med nuværende studerende og repræsentanter fra miljøer, som er underrepræsenterede. Derudover har de et kritisk blik på skolens kommunikation.

Henrik Berggren uddyber, at der ikke er nogen konkrete mål for projektet. Man må ikke registrere etnicitet, så forskningsprojektet skal også gerne hjælpe til at definere succeskriterierne for en forbedret diversitet. 

Ifølge ham er det også en udfordring, at finde undervisere som har tid til at prioritere det. 

”Vi har jo nok at lave,” siger Henrik Berggren. 

”DMJX i Aarhus er en stor ‘Find Holger’-bog, og jeg føler mig som Holger.”

– Milad Amiri, studerende på DMJX

Nytænkning af optagelsesprøven

Det er især et fokus på forskellige etniciteter og socioøkonomiske baggrunde, som skolen arbejder ud fra. Noget af det, skolen helt konkret har gjort, er at revurdere journalisternes optagelsesprøve. Henrik Berggren håber, at tiltaget viser resultater. 

I den kommende optagelsesprøve vil man derfor opleve, at der er lavet væsentlige ændringer. Spørgsmålene er formuleret anderledes rent sprogligt. Der har været mere fokus på, at emner og materialer ikke favoriserer folk med en bestemt kulturel og uddannelsesmæssig baggrund. 

Lektor på DMJX Solveig Schmidt, som står for optagelsesprøven, kan ikke sige noget konkret om ændringerne, før prøven er afviklet. Generelt har prøven dog sat større fokus på processer og sammenhænge. Uddannelseschefen kommer med et eksempel. 

”Vi vil blandt andet hellere have studerende, som forstår kompleksiteten af krigen i Ukraine, fremfor at de ved, hvad landets præsident hedder,” siger Henrik Berggren.

 

Find Holger

Skolen har også planer om at gøre en indsats på markedsføringsfronten. Blandt andet ved at komme ud på gymnasier og kommunikere til de unge, at etniske minoriteter er eftertragtede. 

Det er et et tiltag, som Lotte Rosdahl, udvikler af metoden inkluderende journalistik, tog initiativ til for et år siden. Hun bifalder, at der bliver gjort en indsats for at tilgodese forskellige kulturer og baggrunde. Hun påpeger samtidig, at skolen og mediebranchen har sovet i timen.

”Virkeligheden banker på døren,” siger Lotte Rosdahl. 

Hun uddyber, at det er problematisk, når det primært er middelklassens unge, som går på DMJX. Det bliver dermed middelklassens børn, som ender på de store redaktioner. Dette skaber kollektive blinde vinkler, hvor fordomme bliver reproduceret. Man rapporterer fra de samme perspektiver, ringer til de samme kilder osv.

Milad Amiri, studerende på DMJX, deler også bekymringen for manglende etnisk diversitet på skolen og generelle journalistiske forbilleder i mediebranchen. Han fortæller, at han var i tvivl, om det var den rette uddannelsesinstitution, fordi det er svært at finde nogen, at spejle sig i.

”DMJX i Århus er en stor ‘Find Holger’-bog, og jeg føler mig som Holger” siger han.