Journalisthøjskolen Arkiv - Illustreret Bunker

Manglen på praktikpladser er en evig forbandelse, men kortere praktik er ikke løsningen

af Webredaktøren | mar 27, 2025 | NYT I OPINION, OPINION

Manglen på praktikpladser er en evig forbandelse, men kortere praktik er ikke løsningen

Journalistuddannelsen er på vej mod forandring, men hvad koster det, hvis vi skærer i praktikken? DMJX vil nedjustere praktikperioden fra 18 til 12 måneder. I stedet får vi et semester mere på skolebænken. Kan vi sikre kvaliteten af vores uddannelse uden at miste værdifuld erfaring?

TEKST: PELLE ANDREAS REYNBERG
ILLUSTRATION: ANTON LARSEN

Udgivet den 27. marts 2025

Jeg har gået på denne skole siden efteråret 2023, og siden dag et har ét emne fyldt mere end alle andre: Praktik. Jeg tror, at alle kan nikke genkendende til den usikkerhed og nervøsitet for fremtiden, der opstår, når man taler om praktik. Hvor kommer jeg hen? Hvad skal jeg lave? Bliver jeg glad for det? Men allervigtigst: Får jeg overhovedet en plads?

For mange journaliststuderende er praktiktiden ikke blot en periode i deres uddannelse. Det er den tid, hvor de for alvor bliver journalister. Det er her, hvor man rigtig får skidt under neglene, kan begynde at skabe det netværk, der kan være med til at forme en karriere efter endt uddannelse og droppe sætningen: Det bliver udgivet på Mediajungle.

Men lige nu bliver praktikperioden set som et problem, og ledelsen på DMJX har en effektiv løsning: Skær den ned.

Et tveægget sværd
Problemet med praktik er et tveægget sværd. Der mangler så mange praktikpladser, at alt for mange studerende hvert år bliver tvunget til at tage et semesters orlov midt i deres uddannelse. Det er et kæmpe problem. Der er noget grundlæggende forkert ved, at studerende, der gør alt rigtigt, alligevel bliver sat på pause.

På den anden side er den traditionelle journalist truet, og uddannelsen har brug for fornyelse for at følge med den rivende udvikling, som den moderne medieverden kræver. Journalister mangler i dag færdigheder, som vi ikke bliver uddannet tilstrækkeligt i. Hvordan laver vi journalistik, der også fungerer på TikTok? Kan man som journalist klare sig på de markedsvilkår, der eksisterer i dag?

Et drastisk fald i ansøgere, men er løsningen at skære i praktikken?
Ansøgerantallet til journalistuddannelsen på DMJX er faldet drastisk. I 2020 var der fem ansøgere per studieplads. I dag er tallet nede på tre.

”Jeg tror, at en masse unge menesker drømmer om at lave megafedt indhold. Men jeg tror ikke nødvendigvis, at de tænker, at det er journalistik. Og vi skal hjælpe dem med at lave den kobling,” fortæller bestyrelsesformand på DMJX, Lea Korsgaard, til fagbladet Journalisten.

Forslaget, som er sendt til Uddannelses- og Forskningsministeriet, indebærer, at vi i stedet for det tredje semester i praktik skal have et ekstra semester på skolebænken. Motivationen bag giver god mening: Med en ny journalistuddannelse, der appellerer mere til tidens unge, håber bestyrelsen på DMJX at få ansøgertallet til at stige igen og samtidigt løse problemerne med manglende praktikpladser ved at skære i praktikperioden.

Men kan det ikke lade sig gøre uden at skære i den praktikperiode, som både arbejdsgivere og praktikanter er så glade for?

Fremtidens journalistuddannelse
Jeg mener ikke, at man skal skære i praktikperioden – kig i stedet på, hvor den eksisterende undervisning kan optimeres. Så vi studerende bliver klædt ordentligt på til den branche, vi skal ud i. Hvis vi vil sikre, at journalister i fremtiden står stærkere, så skal vi ikke give dem mindre erfaring. Vi skal give dem mere.

I stedet for at skære i praktikken bør vi udvide horisonten for, hvad journalistuddannelsen kan bruges til. Måske giver det bedre mening at tænke journalistuddannelsen som en bachelor, hvor man efterfølgende specialiserer sig med en kandidat. I stort set alle andre fag er det en selvfølge, at en bachelor ikke er nok til at være færdiguddannet, så hvorfor skulle det være anderledes for journalister?

Samtidig bør vi tage et grundlæggende opgør med optaget på uddannelsen. Hvis der er for få praktikpladser, hvorfor så optage så mange? Hvert år hører vi om store fyringsrunder på dagblade og i mediehuse, og tendensen ser ikke ud til at vende lige foreløbig. For mig at se giver det ikke mening at uddanne så mange journalister, når vi ikke har praktikpladser til dem, og i mange tilfælde er der heller ikke relevante jobs til dem bagefter.

Desuden er journalistik ikke længere kun forbeholdt dem, der tager en journalistuddannelse. Mange af dem, der arbejder med journalistik i dag, har vidt forskellige baggrunde, og mange kommer fra den akademiske verden. Journalistuddannelsen skal ikke være et lukket system, og måske bør vi begynde at tænke den som en bredere uddannelse, der kan føre til flere forskellige specialiseringer.

Vi løser ikke fremtidens udfordringer ved at skære i praktikken
Jeg forstår godt behovet for at tænke nyt og ændre journalistuddannelsen. Det kan jeg også høre fra mange af mine medstuderende. Den moderne medieverden har brug for journalister med stærkere specialiseringer, for eksempel bedre færdigheder inden for kunstig intelligens, mere indsigt i internetalgoritmer og evnen til at læse regnskaber. Det er heller ikke noget, der blandt os studerende virker til at være stor modstand imod. Tværtimod.

For mig at se giver det bare ingen mening, at man straks begynder at se på nedskæring af praktikperioden og ikke på antallet af elever, der bliver optaget på skolen. Det er jo uden tvivl den lavest hængende frugt, og dér, hvor man kan løse manglen på praktikpladser nemmest, uden at man tager noget fra nogen. Økonomisk set forstår jeg udmærket, hvorfor bestyrelsen er tilbageholdende med at reducere antallet af elever. Færre elever betyder færre midler til skolen, hvilket naturligvis kan have negative konsekvenser. Men hvis målet virkelig er at uddanne dygtige journalister, der er velforberedte til fremtidens medielandskab, bør man anlægge et mere idealistisk syn på sagen.

Det er langt fra sikkert, at forslaget bliver til virkelighed. Først skal Uddannelses- og Forskningsministeriet bakke op om idéen, og det vil kræve, at de finder flere millioner kroner i en tid, hvor regeringen skærer i de videregående uddannelser. Jeg tvivler på, at det bliver til noget. Men hvis det gør, vil det først blive implementeret om flere år.

Det giver ingen mening, i min optik, at skære det sidste semester af praktikken fra. Det vil være et forkert fokus, da praktikken spiller en afgørende rolle i at styrke de studerendes fundament, før de for alvor træder ud i branchen.

FORSIDEN

Illustreret Bunker tager temperaturen på den nye studieordning

af Webredaktøren | mar 27, 2025 | INDE, NYT I INDE

Illustreret Bunker tager temperaturen på den nye studieordning

Det første semester under den nye studieordning er nu for første gang afprøvet. Men hvordan er det så gået? Vi har spurgt de studerende og været forbi ledelsen til en snak om, hvordan det hele er forløbet indtil videre.

TEKST: WILLIAM LØNSTRUP & CLARA KJELLERUP SEIGNEURET
ILLUSTRATION: SIGRID CONRADSEN NIELSEN

Udgivet den 27. marts 2025

Det var ikke kun de studerende på DMJX, der hen over vinteren var til eksamen. Det var den omdiskuterede, nye studieordning på DMJX’ journalistuddannelse sådan set også.

Og trods kritik og visse børnesygdomme tyder noget umiddelbart på, at den bestod. Måske ikke til UG med kryds og slange, men første evalueringsrunde peger i den rigtige retning, fastholder Mette Mørk, der er lektor og faglig koordinator for Journalistisk Metode på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Den nye studieordning for journalistuddannelsen trådte i kraft tilbage i september 2024. Det betød flere store ændringer på de fleste semestre i både uddannelsens opbygning og fag.

Det seneste førstesemesterhold har derfor været igennem et markant ændret forløb på det gennemgående fag journalistisk metode 1, forkortet JM1, og har også som de første prøvet kræfter med det helt nyoprettede fag brugerforståelse.

På JM1 er den helt store ændring det skarpe fokus på nyhedsjournalistikken, der kommer i stedet for den mere generelle indføring i de forskellige journalistiske discipliner, der førhen udgjorde forløbet.

De studerende skal nu trænes i den nyhedsorienterede journalistiske tænkning, og alt, hvad der produceres, skal være med en klar nyhedskrog i mente. Derfor er nyhedsugen, der ellers tidligere lå på andet semester, også fremrykket til første semester, netop på grund af det øgede fokus på nyhedsjournalistikken i JM1.

Derudover er faget brugerforståelse som noget helt nyt indtrådt på første semester i stedet for faget journalistikken i samfundet. Kort fortalt er brugerforståelse tænkt som et fag, der skal klæde de studerende på til den langt mere fragmenteret medievirkelighed, der ses i dag.

‘De studerende skal have viden om at vælge platforme og modalitet samt opbygge kompetencer i at anvende data om brugeradfærd i en brugerorienteret tilgang,’ beskrives det i den fornyede studieordning om faget.

Ud med det gamle

Brugerforståelsens indtræden har skubbet faget journalistikken i samfundet, forkortet JiS, fra første semester på den gamle studieordning til andet semester på den nye. Og grundet sammensætningen af andet semester er faget blevet komprimeret, så der er plads til det.

Det betyder, at forløbet nu foregår som et intensivt forløb på tre uger, der herefter afsluttes med en eksamen.

Andensemesterstuderende Nynne Foldager og Carl Rau er dog ikke ligefrem begejstrede over den nye komprimerede version af JiS.

“JiS havde nok gavnet os mere, hvis faget var tilrettelagt ligesom på den gamle studieordning. Det var et tungt fag at have så intensivt,” siger Nynne Foldager.

Mette Mørk holder dog fast i, at JiS ligger godt på andet semester. Netop fordi det er et tænkefag, der lægger op til refleksion over blandt andet noget af den journalistisk, man som andensemesterstuderende selv lige har prøvet kræfter med at producere på første semester.

“Om det så kan virke lidt voldsomt i en stor klump? Ja, det kan sagtens være, og jeg vil slet ikke negligere den oplevelse. Men vi vil på den anden side heller ikke konkludere alt for meget ud fra kun et semesters erfaringer,” pointerer Mette Mørk.

Brugerforståelse – hvordan gør man lige det?

Det nye forløb med brugerforståelse bar præg af, at det var første gang og helt nyt. Det viser den interne evaluering, hvor mange studerende, ligesom Nynne Foldager og Carl Rau, gav udtryk for, at de sådan set var med på, hvorfor de skulle undervises i faget, men samtidig oplevede, at det var svært at finde ud af, hvad der var vigtigt med henblik på eksamen.

“Jeg kunne se i evalueringerne, at det skabte stor frustration hos de studerende,” siger Mette Mørk.

Faget bar præg af, at det var første gang, de prøvede det af, og de havde derfor, ifølge Mette Mørk, svært ved på forhånd at tydeliggøre overfor de studerende, hvordan eksamenen så ud i praksis.

Ved forberedelserne til anden opstart af brugerforståelse er evalueringerne blandt andet blevet brugt til at sikre, at de studerende får det nødvendige udbytte fra undervisningen hver gang.

“Vi har forsøgt at gøre det mere tydeligt, hvad der er læringsmålene for hver forelæsning. Vi vil gerne konkretisere det ved at sætte rammen og fortælle, hvad de kan bruge det, de lærer, til i de andre fag,” fortæller Mette Mørk.

Trods lidt uklare læringsmål var journaliststuderende Nynne Foldager og Carl Rau alt i alt tilfredse med den version af brugerforståelse, de stødte på, da de begyndte uddannelsen.

“Det med at forstå, hvorfor det er, vi gør, som vi gør, og hvem det er, vi gerne vil ramme. Det har givet en god basisviden, som man har kunne tage med sig til JM1,” fortæller Carl Rau.

Han fortæller desuden, at det var rart af få et ekstra lag, der kunne konkretisere faget journalistik, fordi det for ham godt kan virke meget flyvsk.

For Nynne Foldager har faget også givet hende nogle gode rammer at gå ud fra.

“Meget af det, vi har lært i brugerforståelse, ligger ofte i baghovedet, når vi arbejder med journalistik,” siger hun.

Faget ligger indtil videre som en fast del af studieordningen på første semester, men Mette Mørk kan ikke udelukke, at ændringer kan opstå. Hun henviser til, at arbejdet med at forstå brugeren og forskellige brugerbehov lige nu udvikler sig helt enormt i branchen, og at der derfor sandsynligvis løbende vil blive justeret i både indhold og undervisningsform.

På længere sigt er tanken også, at brugerforståelse helt skal udgå som særskilt fag og i stedet fungere som en integreret del af undervisningen på tværs af alle semestre, fortæller hun.

Ris, ros og refleksioner

Enhver journaliststuderende på DMJX ved, at intet produkt er færdiggjort, før en mere – eller mindre – udførlig refleksionsrapport samtidig også er afleveret. Her gør den studerende status over, hvordan processen har forløbet sig og begrunder ligeledes de redaktionelle valg, der er foretaget.

På nogenlunde samme måde forholder det sig, når et forløb på journalistuddannelsen afsluttes. Alle forløb skal evalueres, og her er det ikke underviseren, der ‘skriver refleksionsrapport,’ men derimod de studerende, der gør status over deres faglighed.

Evalueringerne er, ifølge journalistuddannelsens studieordning, et vigtigt redskab i kvalitetssikringen og en vigtig informationskilde for den enkelte underviser.

Og tilbagemeldingerne fra det første hold studerende, der har gennemført det nye JM1, har været overvejende gode. Ifølge den interne evaluering tog de studerende rigtig godt imod forløbet. De var især glade for det afvekslende forløb, nyhedsugen og den klare sammenhæng mellem teori og øvelserne.

Forløbet bar dog naturligt nok også præg af de mange forandringer. Flere studerende svarede, at de savnede struktur og overblik, og at de kunne have ønsket sig, at undervisningen gik mere i dybden med hvert emne.

“Jeg synes måske, at vi nogle gange har manglet noget lidt mere dybdegående journalistik, da nyhedsjournalistikken bar præg af hurtige, korte og mere overordnede produkter,” siger Carl Rau om forløbet.

Og den opfattelse af det nye forløb på JM1 vækker også genklang hos underviserne. Ifølge Mette Mørk er elev-evalueringerne retvisende for, hvad underviserne også oplevede som problemer.

“Der var virkelig knald på, og indimellem kunne det opleves lidt ustruktureret og hektisk. Så det er noget med tempoet,” siger hun om forløbet.

Trods et ønske om mere dybde, var det udprægede fokus på nyhedsjournalistikken på JM1 imidlertid ikke helt spildt for Carl Rau.

“Jeg kan godt forstå, at man gerne vil danne den her basisforståelse hos os, for det er alfa og omega at kunne lave en nyhedsartikel. Og selv om dybdegående journalistik er mere fokuseret, så har det stadig mange af de samme elementer,” fortæller han.

Og det har, ifølge Mette Mørk, netop været en stor del af formålet fra start. Hun er derfor fortsat fortrøstningsfuld omkring den nye ordning på trods af opstartsvanskeligheder.

“Nu har vi kørt første semester igennem, og jeg har læst mange virkelig gode semesterprojekter. Der var meget god tænkning og forståelse for, hvad journalistik er. Der var også en forsigtig leg med andre medier end det skrevne. Det blev jeg glad for, og jeg tror derfor, at vi med den nye ordning er inde på noget af det rigtige,” siger hun.

FORSIDEN

Tør du skide på skolen?

af Webredaktøren | mar 27, 2025 | INDE, NYT I INDE

INDE | NYT I INDE

Tør du skide på skolen?

Flere af de studerende er utilfredse med sensorskyl-funktionen på toiletterne. Nogle studerende dropper helt at bruge dem.

TEKST: MADS MANDAU & ASTRID BISGAARD
FOTO: ZIFAN ZHANG

Udgivet den 27. marts 2025

Jeg sidder på toilettet, mens jeg skriver det her. Jeg har lige fået skyllet mit legeme for anden gang på tre dage. Jeg er træt. Træt af de her toiletter. Træt af at sensorerne på magisk vis altid virker, mens jeg sidder på toilettet, så jeg får køligt toiletvand på alt syd for navlen. Dog virker de aldrig, når jeg beslutter mig for at lave ’nummer to’. Det bliver altid en akavet gang ud fra toilettet med et brændende ønske om, at der ikke står nogen og venter.

Så nu har jeg fået nok. Jeg er derfor gået i gang med et større projekt om vores toiletter.

Den infrarøde sensor styrer, hvornår toilettet skal skylle ud. Den har, på papiret, et hæderligt formål: At gøre dit liv nemmere! GROHE, som er virksomheden, der har designet den infrarøde sensor, skriver på deres hjemmeside en lang række fordele ved at have en sådan funktion.

Udover maksimal komfort og hygiejne, beskriver GROHE også deres infrarøde sensor som holdbar, justerbar og med en indbygget tyverisikring.

Oven i alle disse herligheder er det også muligt at tilkøbe en GROHE-fjernbetjening. Med denne kan man tilgå ekstra indstillinger samt monitere sit vand- og energiforbrug og måske endda skylle ud i toilettet, når man selv ønsker det.

Sensoren er skabt til at gøre vores toiletbesøg nemmere, men det er desværre ikke altid realiteten. Katinka Ødegaard, journaliststuderende fra andet semester, er frustreret over sensoren i det hele taget.

“Jeg forstår slet ikke tanken bag. Hvis sensoren handler om hygiejnemæssige hensyn, er en håndvask med sensor nok for mig. Bakterierne fra en manuel skyl ud-knap ville forsvinde, så snart jeg vasker hænder,” siger hun.

Det første, jeg gør, er at kontakte GROHE for at høre, hvad de tænker om problemet med deres toiletter. GROHE svarer tilbage, at de beklager problemet og sjældent møder klager over deres sensorer.

Karin Løntoft Degn-Andersen, som er administrationschef og ansvarlig for Bygning og Facility, forklarer, at det vil blive for dyrt for skolen selv at betale. Hun har ikke det præcise tal på omkostningerne, men hun ved, at det er omkring et par 100.000 kroner. Et regnestykke, som blev lavet helt i starten ved installationen af sensorerne, da toiletterne blev bygget.

Skolen fandt ud af, at de ikke kan nøjes med at udskifte sensorerne, for så skal toiletterne også skiftes ud. Da man diskuterede problemet, forsøgte man derfor at regne omkostningerne ud.

En af ulemperne ved skyl ud-sensoren er, at den skyller uhensigtsmæssigt ud. Man opvejede spildet af vand i kroner mod udgiften ved at bygge nye toiletter.

Der var desværre for stor forskel til, at det gav mening. Altså ville man hellere have toiletter med et par ekstra skyl fremfor at skifte toiletterne ud.

Skyl eller ikke skyl

Kristian Runge fra første semester, der i forvejen var nervøs til optagelsesprøven, mener, at toiletsituationen, han oplevede, gjorde hans optagelsesprøve yderligere ubehagelig. Han husker tydeligt nerverne på dagen, og situationen blev kun værre for ham på toilettet. Det gjorde, at Kristian Runge fik et ærgerligt førstehåndsindtryk af skolens faciliteter.

“Man er meganervøs, og derfor sker der en naturlig reaktion i maven. Af den grund er det uhensigtsmæssigt, at man ikke kan skylle ud, efter man har leveret, hvad der nu skal leveres. Og det er også pinligt, når man skal forlade toilettet,” fortæller han.

Andre kan være heldige at kende problemet inden studiestart, som Jeppe Grue på andet semester, der blev gjort bekendt med problemet på den første dag, hvor man som studerende på DMJX møder undervisere og bliver introduceret til skolen – dagen kaldes også ’dagen-før-dagen’. Her fik han et trick til problemet, som blev en livline til fremtidige toiletsituationer.

“Du hopper og drejer 360 grader rundt om dig selv. Så enkelt er det. Så tror jeg, toilettet ser, at jeg har en fest og belønner mig med et skyl,” fortæller han.

Tricket er blevet en fast del af Jeppe Grues dagligdag på DMJX og hjælper ham sommetider ud af de uheldige toiletsituationer. Det smiler både han og jeg over, og selvom det lyder åndssvagt, så virker det for ham.

Kun i et nødstilfælde

Der er flere, der er utilfredse med skolens toiletter, da man ikke kan være sikker på skyl på det rette tidspunkt. Det er noget, som Jeppe har hørt flere af sine medstuderende nævne.

“Jeg har snakket med flere om, at man skal kunne turde gå på toilet på skolen. Flere venter simpelthen, til de kommer hjem. Når skolen også har så flot interiør ellers, skal det være på plads” siger han.

Skolen blev færdigbygget i 2020, og som Jeppe nævner, står den nye bygning i kontrast til de toiletter, der er installeret her.

Så hvad kan man gøre, når toiletterne ikke kan skiftes ud?

For at løse problemet med toiletternes skyl ud-funktion valgte man på administrationsgangen at sætte små skilte op, fortæller Karin Løntoft Degn-Andersen. Skiltene forklarer, hvordan man kan få sensoren til at skylle ud. Jeg vender derfor tilbage til Karin Løntoft Degn-Andersen og spørger hende, om vi ikke kan gøre det på alle toiletter. Hun svarer, at ”selvfølgelig kan vi da det!” Hun ville faktisk have gjort det før, men har ikke modtaget henvendelser fra studerende.

Hvorfor Karin Løntoft Degn-Andersen ikke har modtaget henvendelser fra studerende, er der måske en meget specifik grund til. Emilie Ryberg Rahbek Hansen fra andet semester forklarer, at de i hendes vennegruppe ikke har overvejet at gå til administrationen.

“Vi kan sagtens snakke om problemet i min vennegruppe, men ingen af os har haft lyst til at gå videre med det. Selvom det ikke er et tabu at snakke om blandt eleverne, føles det grænseoverskridende for os at skulle gå til administrationen,” siger hun.

Så til jer, der er trætte af toiletterne på skolen: Nu er der sat etiketter op på toiletterne, så alle ved, hvad de skal gøre. Hvis du ikke får set skiltet, står der følgende:

’Hvis toilettet ikke virker, så hold hånden hen til sensoren i 10 sekunder og slip.’

Jeg kan ikke garantere, at guiden vil virke hver gang, men du vil forhåbentligt få flere succesoplevelser end tidligere.

Emily og Vikki besøgte en valenciansk familie efter de voldsomme oversvømmelser – deres ambitiøse fortælling vinder Bunker-prisen

af Webredaktøren | mar 27, 2025 | NYT I BUNKER-PRISEN, OPINION, SPOT 2 (3 ARTIKLER) FORSIDE

NYT I BUNKER-PRISEN | OPINION | SPOT 2 (3 ARTIKLER) FORSIDE

Emily og Vikki besøgte en valenciansk familie efter de voldsomme oversvømmelser – deres ambitiøse fortælling vinder Bunker-prisen

Emily Walsh og Vikki Søholm rejste til Valencia uden nogen kildeaftaler, men med et mål om at fortælle om oversvømmelserne, der ramte regionen halvanden måned tidligere. Selvom det var risikabelt, kom de hjem med familien López-Luzzys beretning fra et skæbnesvangert døgn. Deres dedikation i både research og formidling skinner igennem og gør dem til vindere af Bunker-prisen.

TEKST: JOHANNE MARIE POULSEN
FOTO: VIKKI SØHOLM

Udgivet den 27. marts 2025

“Nu ser hun det også, bag tankstationen. Det var ikke en demonstration eller et biluheld, hun kunne høre. Vandmasserne er nu også nået ud til hende. Det nærmest vælter mod dem med vand og bunker af ting og skrald. Det kommer hurtigt, og det er ved at blive mørkt.”

Sådan skriver journaliststuderende Emily Walsh i et afsnit af den journalistiske fortælling ’Vandet, de aldrig glemmer’. I baggrunden af teksten ses et billede af en væg, hvor det mudrede vand fra oversvømmelserne er størknet i pletter og mønstre, der ligner hænder. Billedet er taget af fotojournaliststuderende Vikki Søholm, som står bag billedsiden af den journalistiske fortælling. Hele fortællingen igennem supplerer Emily Walsh’ tekst og Vikki Søholms fotoer hinanden og skaber en gribende fortælling om en magtesløs families forskellige oplevelser af oversvømmelserne.

Fortællingen følger tre generationer og er delt op i spor efter de tre forskellige steder, familien var, da oversvømmelserne ramte: femte sal, stueetagen og tankstationen. Men hvordan fandt Emily Walsh og Vikki Søholm de vigtige kilder, der bærer historien? Og hvorfor overhovedet tage til Valencia og fortælle netop denne historie?

Hvad er Bunker-prisen?

Bunker-prisen
er en opmærksomhed, vi giver til hinanden. Den er sat i verden, så vi kan anerkende og lære af hinandens arbejde. Prisen gives til studerende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole på baggrund af en nominering fra en medstuderende. Den gives for et produkt, der er lavet i forbindelse med en bunden opgave eller eksamen i et fag, der udbydes på skolen. Det er redaktionens håb, at vi med prisen inspirerer til at udveksle journalistiske erfaringer og reflekterer over egne og andres produktioner.

Fuck det, vi skal bare afsted

De to studerende havde længe villet lave noget sammen, da Vikki Søholm kom til Emily Walsh med forslaget om, at de skulle tage til Valencia. Vikki Søholm havde idéer til foto, der kunne tages, men Emily Walsh var skeptisk i starten. For hvad skulle hendes tekst bestå af? Efter grundig research fik de kontakt til en blomsterhandler og en pige fra området, der kunne engelsk og gerne ville bruge sine fridage på at være tolk. Så blødte Emily Walsh op for idéen, og måske var den eneste løsning at tage chancen.

“Vi tænkte, at vi ikke kunne forstå, hvor stort det var, før vi tog derned. Så sagde vi ’Fuck det, vi skal bare afsted! Der er mange mennesker, der er påvirket af det her. Vi skal bare afsted, finde blomsterforhandleren, og så må vi tage den derfra’”, fortæller Emily Walsh.

Med nervøsitet i maven og en tolk i hånden brugte Vikki Søholm og Emily Walsh første dag på at snakke med en masse mennesker i forstaden Paiporta, der havde været berørt af oversvømmelserne. Den ene person fortalte om en anden, som ledte til den næste. Sådan kom de i kontakt med den ældre mand Pepe. Han fortalte, hvordan hans familie havde været spredt på et lille geografisk område, men oplevet vandmasserne meget forskelligt. Denne historie rørte de to studerende, og de blev enige om, at den blev de nødt til at fortælle.

Sparring og støtte

Selvom det umiddelbart kan virke som et krævende samarbejde at sørge for, at man med to forskellige fokus kan lave en sammenhængende fortælling, var Emily Walsh og Vikki Søholm kun glade for at være afsted sammen. For dem var det kun en fordel, at én havde ansvar for foto, og én havde ansvar for tekst.

“Jeg var hele tiden virkelig taknemmelig over, at vi var to. At man hver dag kunne komme hjem og spare med hinanden. Selvom vi havde to meget forskellige fokuspunkter, havde vi hinanden at støtte os op ad. Jeg tror ikke, jeg havde kunnet overskue hele den der historie, hvis jeg havde været dernede alene,” fortæller Vikki Søholm.

Og derfor er de også virkelig glade for, at de kunne få lov til at lave eksamen sammen, selvom de går på to forskellige uddannelser. Det vil de gerne rose skolen for.

“Stor cadeau til skolen for at lave sådan et forløb, hvor man kan få mulighed for at prøve begge dele. Fordi det er virkelig ikke muligt at gøre begge dele én person, uden at det bliver halvt,” siger Vikki Søholm.

Fuck det, vi skal bare afsted

Sparring og støtte

Selvom det umiddelbart kan virke som et krævende samarbejde at sørge for, at man med to forskellige fokusser kan lave en sammenhængende fortælling, var Emily Walsh og Vikki Søholm kun glade for at være afsted sammen. For dem var det kun en fordel, at én havde ansvar for foto, og én havde ansvar for tekst.

Og derfor er de også virkelig glade for, at de kunne få lov til at lave eksamen sammen, selvom de går på to forskellige uddannelser. Det vil de gerne rose skolen for.

“Stor cadeau til skolen for at lave sådan et forløb, hvor man kan få mulighed for at prøve begge dele. For det er virkelig ikke muligt at gøre begge dele kun én person, uden at det bliver halvt,” siger Vikki Søholm.

“Jeg har nogle gange tendens til gå med den lille, hyggelige historie, så man kan udfylde alle opgavekravene. Men det lærer jeg bare ikke noget af. Så hellere strække den så meget, du kan. Og det fandt vi ud af med denne fortælling: Underviserne giver også point for mod.”

– Emily Walsh, journaliststuderende på DMJX

Folk er døde, folk har mistet deres hjem, deres liv

At beslutte at lave eksamen om og fra Valencia er ikke uden omkostninger. Bunker-prisvinderne brugte få penge selv, men i stedet brugte de tid på at skrive ansøgninger til fonde, der kunne dække deres udgifter.

Selvom det krævede tid til ansøgninger og syv timer lange køreture mellem Malaga og Valencia, er Emily Walsh og Vikki Søholm kun beærede over at få lov til at fortælle om de forfærdelige oversvømmelser. Flere af dem, de kom i kontakt med, var nemlig meget begejstrede for at fortælle deres historier. Det gjorde indtryk på de to studerende.

“Dem, vi snakkede med, var sindssygt vrede og berørte. Og det fylder ikke i medierne andre steder end der, hvor de kommer fra. Så det med at kunne få lov til at fortælle sørger for, at det aldrig nogensinde bliver glemt. Folk er døde, folk har mistet deres hjem, deres liv,” siger Emily Walsh.

Som de ser tilbage på projektet i dag, er de kun glade for, at de tog afsted til Valencia, selvom de ikke havde nogen idé om, hvordan deres fortælling ville udforme sig. For det gælder om at udnytte, at man er en studerende, der må fejle og derfor kan tage ekstra chancer. Det hjalp især at have underviserne derhjemme, som klappede dem i ryggen og troede på deres historie.

Og hvis man er i tvivl om, den idé, man har fået, nu er god og spændende, har Vikki Søholm et råd.

“Jeg prøver tit at sige til mig selv, at hvis jeg synes, en historie er interessant, er der nok også andre, der synes det,” fortæller hun.

Og det er en virkelig spændende, ambitiøs, velkomponeret og relevant journalistisk fortælling, som Emily Walsh og Vikki Søholm har lavet. Netop derfor vinder de Bunker-prisen.

Deres journalistiske fortælling ’Vandet, de aldrig glemmer’ kan læses og ses på Readymag her: https://readymag.website/u3033140502/5209964/?fbclid=IwY2xjawJNEx5leHRuA2FlbQIxMAABHbG9c5JTAqlBKiN8bWxm3ox-aAGzSVNn3T7dpbMSrzbyOlCWDoC_c0cy_A_aem_hZK9dY3XCLbUVcfOmxsK-A

FORSIDEN

Ritzaus nyheder fylder i det danske mediebillede

af Webredaktøren | okt 10, 2024 | UDE

UDE

Ritzaus nyheder fylder i det danske mediebillede

En rapport fra Kulturstyrelsen viser, at Ritzaus Bureau står for 46 procent af nyhederne på danske mediers digitale platforme.

TEKST OG FOTO: MADS KELLER ISAKSEN

Udgivet den 10. oktober 2024

”DR har lige breaket, at Jeppe Søe er blevet set på Borgen.”

”Hvorfor har vi ikke nogen på den?!”

”Jeg er i gang med at få fat i redaktionen derinde.”

Søren Lassen er redaktionschef for Ritzaus nyhedstelegramredaktion. Han er netop blevet afbrudt af sin kollega, der gør ham opmærksom på en af de få nyheder, som Ritzau ikke har været først med. Med afslappet tøjstil, beige Adidas-sneakers og rodet gråt hår er Søren Lassen inkarnationen af vores alles forestilling om journalisten, der har fingeren på pulsen og blyanten på blokken.

”Selvfølgelig er det irriterende, når man ikke er de første. Det er jo det, vores kunder betaler for,” siger Søren Lassen.

Mens vi har talt, har Space X sendt milliardærer ud i rummet, DSV er blevet verdens største logistikfirma, og Lars Von Trier har annonceret en ny film. Alle tre er nyheder, som Ritzau breaker herhjemme, og alle tre vil blive læst på danske mediers hjemmesider inden for kort tid. For Søren Lassen er det store forbrug af Ritzaus nyheder en blåstempling. For nyhedsbureauets nye administrerende direktør, Jacob Kwon, er det et tveægget sværd.

Ritzau sidder tungt på tronen

Sidste år producerede Ritzaus Bureau, i daglig tale Ritzau, 43.438 nyheder – det er lidt over fem i timen, hver time, hver dag, hele året. Nyhedsbureauet er det eneste af sin slags herhjemme, efter det i 2012 og 2021 opkøbte sine to rivaler, Dagbladenes Nyhedsbureau og Børsens Nyhedsbureau.

I juni udkom en rapport fra Kulturstyrelsen, som fastslog, at 46 procent af nyhederne på danske digitale platforme primært kom fra Ritzau, mens de resterende 54 procent var egenproduceret indhold fra medierne selv.

“Da jeg læste det, tænkte jeg: ‘kan det nu passe’,” siger Jacob Kwon.

Han ville have undersøgt tallet, som han selv og flere andre i Ritzau længe troede var tættere på 25 procent end de 46. Ritzau-undersøgelsen fik tallet ned på 40 procent. Jacob Kwon mener, at det har noget at gøre med metoden, man har brugt til at udregne det på. Problemet stod dog stadig tilbage, og ifølge Jacob Kwon er det lige meget, om det er 40 eller 46 procent. Ritzau risikerer stadig at fylde for meget i medielandskabet på sigt, hvis udviklingen fortsætter.

“Det er ikke sundt for et samfund eller et demokrati, hvis et mediehus fylder for meget,” siger Jacob Kwon.

Ifølge Kwon selv er det ikke et problem, han ser lige nu, men det har potentiale til at udvikle sig.

Ritzau er Danmarks eneste nyhedsbureau, og med sine 158 år på bagen en af de ældste medier i landet. Ritzau er ejet af ti danske mediehuse. Ejerne er:

Dagbladet Børsen

Jysk Fynske Medier

JP/Politikens Hus

Danmarks Radio

Information

Kristeligt Dagblad

Lolland-Falsters Folketidende

Mediehusene Midtjylland

Sjællandske Medier

Det Nordjyske Mediehus

Ritzau står for en stor del af nyhederne

For mange år siden da hjemmesider så akavede ud, og kreative typer endnu ikke mente, det var tjekket at gebærde sig i computerkodesprog, kunne man finde en sektion på mange danske mediers hjemmesider, som viste nyheder fra Ritzau. Det var Ritzau-rullen. Rullen var en boks, der kørte ude i siden med Ritzau historier og nyheder.

I dag har de fleste medier stadig en database til disse historier. Det er dog de færreste, der viser dem direkte på deres hjemmesider. Rullen er ‘et levn’ fra fortiden, men danske mediers hjemmesider tager stadig imod Ritzaus data med kyshånd – det er trods alt det, de betaler for.

Kim Schou er digital redaktionschef hos Information. Han fortæller, at for deres vedkommende tilskrives det høje antal Ritzau artikler, at de engang havde en Ritzau-rulle, og indtil foråret i år stadig auto-publicerede Ritzaus nyheder på en underside til deres hjemmeside.

“En maskine ville måske sige, at en meget stor del af vores artikler stammede fra Ritzau, og det er teknisk set korrekt, men kun lidt af det indhold når frem til vores læsere,” fortæller Kim Schou.

Han mener derfor ikke, at det er et problem, at Ritzau står for så stor en andel af nyhederne på Information.dk. Han nævner, at Ritzaus breaking nyheder og liveblogs giver medierne ro og tid til at finde ud af, hvad de selv gerne vil skrive. Han slutter af med at nævne, at Information i dag lægger en til to Ritzau nyheder op om dagen, og at Information generelt er glade for det, Ritzau leverer til dem.

Ritzaus rolle

Ida Skytte er lektor på DMJX, fellow på Constructive Institute og medforfatter til rapporten. Hun er ikke enig i, at de 46 procent behøver at være et problem. Hun bakker op om Thomas Berndts pointe om, at mediernes egenproducerede indhold er mere fremtrædende end Ritzaus nyheder på deres hjemmesider.

“En udlægning kan være, at det siger noget om, at branchen har et fælles fundament, og at medierne så kan fokusere deres ressourcer på det, som er egenproduceret,” siger Ida Skytte.

Der er altså mange måder at læse de 46 procent på. Ida Skytte slår fast, at svaret på, hvad det siger om branchen, vil variere fra person til person. Når hun ser på deres rapport, kan hun dog se, at Ritzaus nyheder oftest ligger gratis på de fleste mediers hjemmeside, hvilket kan være med til at skabe en fælles samtale, når det gælder de nyheder, der læses. Noget vi i højere grad har mistet, siden det er blevet mere normalt at søge sine nyheder forskellige steder såsom på sociale medier.

Hun fastslår, at det ikke nødvendigvis er et problem for den demokratiske samtale, og at Ritzaus nyheder ofte har en mindre fremtrædende placering på mediernes hjemmesider.

Begrænsning på Ritzau-nyheder

Siden 2015 er prisen på Ritzaus nyhedsrulle næsten halveret. Ifølge Jacob Kwon er forklaringen på det store brug af Ritzaus nyheder og sænkningen af prisen på deres hovedprodukt den samme.

”Helt nøgternt må man bare konstatere, at det siger noget om, at branchen har det svært. Vi er ejet af branchen, så det har været nødvendigt for dem, at vi skulle have en lavere pris.”

FORSIDEN

« Gamle poster