AI-bølgen skyller ind over journalistfaget: Sådan undgår du at drukne

af Webredaktøren | mar 27, 2025 | NYT I UDE, UDE

AI-bølgen skyller ind over journalistfaget: Sådan undgår du at drukne

Generativ AI er din nye kollega, der kan hjælpe med alt fra rugbrødsarbejde til kreative indspark. Men husk at holde teknologien i ørerne. Man skal indtage rollen som redaktør, lyder det fra journalister med AI-erfaring.

TEKST: mikkel juulsgaard
Illustration: Sigrid conradsen nielsen

“Hastigheden er svimlende. Opgaver, der ville tage mig ekstremt lang tid, eller som ville kræve, at jeg fik hjælp af andre, kan AI klare.”

Sådan lyder vurderingen fra Frederik Kulager. Han er journalist hos Zetland og benytter AI-hjælpemidler tre til fire gange om dagen. Han sidder i den undersøgende gruppe, hvor de blandt andet laver podcastserier, og så er han vært på ‘Frederik Forklarer Internettet’. Et program, hvor han forsøger at forklare Zetlands chefredaktør, Lea Korsgaard, internettets fænomener.

Forleden fik han ChatGPT til at frembringe hele indslaget og læste det højt for hende som eksperiment. Lea Korsgaard troede på, at det var Frederik Kulager selv, som havde skrevet det, men syntes nok, at han var ‘faldet lidt af på den’.

Ifølge Frederik Kulager selv, bruger han AI mere end de fleste. Men han er langt fra den eneste journalist, som er blevet gode venner med den hurtigtænkende, lille hjælper.

“AI kom pludselig væltende ind fra højre”

Sådan lyder det fra Peder Hammerskov, der er adjunkt på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, og som de sidste to år udelukkende har beskæftiget sig med AI.

Kunstig intelligens har eksisteret siden 50’erne. Men først med ChatGPT’s gennembrud i slutningen af 2022 blev teknologien en del af almindelige menneskers, og ikke mindst journalisters, hverdag. Siden ChatGPT sparkede døren ind, er udviklingen eksploderet, og i dag er ChatGPT bare ét af mange eksempler på kunstig intelligens, som kan skabe indhold efter forespørgsel.

Der findes endnu ikke statistik på, hvor mange journalister, som har taget teknologien til sig. Men ifølge Peder Hammerskov har AI-bølgen spredt sig over hele det danske mediebillede.

“Hvis du ringede til alle mediehuse, tror jeg ikke, du ville finde nogen, der sagde: ‘Vi bruger ikke AI’,” siger Peder Hammerskov.

Hvordan og hvor meget teknologien skal bruges, er der stadig uvished om, hvis man spørger Peder Hammerskov. Nogle bruger allerede teknologien meget, mens andre spekulerer mere over, hvordan den bruges klogest. Nogle kaster sig pladask ud i det, mens andre lige skal dyppe storetåen i teknologiens vide omfang først.

“Der er ikke fundet nogen formel for, hvordan man skal gøre det endnu. Det er virkelig interessant at se, hvordan de forskellige medier prøver med alle mulige forskellige ting,” forklarer Peder Hammerskov, som er ved at skrive en bog om AI i journalistikkens verden.

En intelligent støvsuger

Theis Gaarde Engmann er udviklingsredaktør hos JFM, som er Danmarks næststørste privatejede mediekoncern. Hans arbejdsopgaver har de seneste par år drejet sig meget om kunstig intelligens. Han er med til at afholde heldagskurser for koncernens 450 journalister.

“Vi har satset mere på at komme forrest i bussen. Selvfølgelig er der ting, man skal være forsigtig omkring, men vi har prioriteret ikke at være så forsigtige som andre medier,” siger Theis Gaarde Engmann.

Et eksempel på deres pionerånd er det research-værktøj, JFM har udviklet i samarbejde med Syddansk Universitet. En såkaldt ‘web scraper’, som støvsuger internettet for information. Mere specifikt kan programmet tilgå en kommunes hjemmeside og gennemlæse alle politiske dagsordener og referater for det lokale byråd. Ved hjælp af AI vurderer værktøjet den journalistiske relevans og disker op med en pointscore. Ikke så tosset at have i værktøjskassen hos alle de lokale aviser, der hører under JFM.

Good Tape, NotebookLM og gode gamle GPT

Hos Zetland har man også udviklet sit eget AI-værktøj. Det hedder Good Tape, og som du måske har gættet, bruges det til at transskribere interviews. Frederik Kulager sparer meget tid med Good Tape, som bruges i hele verden. Det er et af mange værktøjer, der gør hans hverdag som journalist nemmere.

Foruden Good Tape anbefaler han ChatGPT til de mere kreative processer som brainstorming og ideudvikling. Frederik Kulager benytter gerne programmerne i samspil med hinanden, hvor han agerer dirigent, mens instrumenterne spiller for ham.

Forleden havde han lavet et interview med en jazzmusiker, som var kritisk over for Spotify. Han transskriberede interviewet, fodrede det til ChatGPT og bad den formulere ti gode spørgsmål til Spotify. Tre spørgsmål var brugbare og skulle blot finpudses. Han tilføjede nogle ekstra spørgsmål og sendte dem til musiktjenesten.

Et andet program, som Frederik Kulager opfordrer journalister til at bruge, er NotebookLM. Det er et program, der kan læse enorme PDF’er på rekordtid og opsummere det væsentligste og svare på spørgsmål på baggrund af filerne. Endnu en timesaver, som han bruger flittigt.

“Vi arbejder på en podcast, hvor vi har fat i breve fra slutningen af 1800-tallet, der er skrevet i hånden. Der kan vi bare uploade billederne af dem, og så skriver den, hvad der står. Jeg sparer ufattelig mange timer på ting, jeg før i tiden brugte rigtig lang tid på, eller som jeg opgav og bare var dårligere til,” forklarer Frederik Kulager.

Hold lystløgneren i ørerne

AI kan nogle gange lyde for godt til at være sandt, og der er noget om snakken. Det er ikke kun et genialt redskab. Teknologien har også problematiske sider.

Et af de store problemer ved generativ AI er dens tilbøjelighed til at hallucinere. Altså generere information, som er opdigtet. Det stiller krav til journalisten, mener udviklingsredaktør på JFM, Theis Gaarde Engmann.

“Det svar, du får fra en sprogmodel, vil altid virke rigtig, rigtig overbevisende, selvom det er forkert i nogle tilfælde. Hvis man bliver dygtig, når man arbejder med en AI, indtager man rollen som en form for redaktør, som holder den i ørerne, faktatjekker og holder øje med, at alt er, som det skal være,” siger han.

Frederik Kulager er også på vagt over for usand information. Han understreger, at han aldrig ville udgive noget, AI har skrevet, uden at vide, hvad den præcis har gang i.

“Det er mig, der er ansvarlig og på den måde redaktør overfor AI. Men det er helt åbenlyst, når man arbejder med teknologien. Hvis man copy-pastede noget fra ChatGPT og udgav det på internettet som journalistik; det ville være en katastrofe,” konstaterer Frederik Kulager.

Garbage in, garbage out

Samspillet med et generativt AI-værktøj såsom ChatGPT er ikke bedre end den svageste spiller. Derfor skal man levere et godt input for at sætte kontekst. Det giver et mere præcist output.

“Vi prompter den systematisk ud fra de journalistiske brugerbehov, som er blevet ret populære. Så kan den forstå, hvad vi vil opnå hos brugeren med den her idé,” forklarer Theis Gaarde Engmann.

Frederik Kulager oplever også en betydelig forskel alt efter, hvordan han fodrer ChatGPT. Den er god, når han er specifik. Når han er sløset, så er den det også.

“Nogle gange skal jeg bruge lidt længere tid på at formulere mig på en måde, så den forstår, hvad fanden det er, jeg vil have den til at gøre. Oftest føler jeg, at det er mig, der er uskarp. Den kan egentlig håndtere ret komplekse problemstillinger, analyser og research. Jeg skal bare lige nå derhen med den,” siger han.

Men det handler også om at vide, hvornår den skal bruges. Ifølge Frederik Kulager halter det stadig med at skrive. ChatGPT kan ikke skrive, som han gerne vil, og så er der andre problemer.

“Den ved jo ikke en skid om sandt eller falsk eller presseetiske regler eller noget som helst. Man kan godt prøve at sige det til den, men den kan sagtens ignorere dig,” fortæller Frederik Kulager.

Mediet eller journalistens ansvar?

Det er ikke kun journalistens ansvar at bruge AI ansvarligt, mener AI-underviseren Peder Hammerskov. Gode og tydelige retningslinjer fra organisationens side er ekstremt vigtige.

“Man skal ikke bare have regler, men også massere dem ind, give folk lov til at eksperimentere med det og skabe tid til, at de kan bruge det. For AI er ikke noget magisk værktøj, der pludselig gør alting bedre. Det er noget, man skal øve sig i,” uddyber Peder Hammerskov.

Han opfordrer medierne til at være en slags heppekor for journalisterne, som skal være nysgerrige, prøve det af og være ærlige omkring, hvordan de bruger det. Det åbner op for nogle gode diskussioner. Peder Hammerskov mener, at det kan være problematisk, hvis journalister nægter at tage de nye redskaber til sig.

“Det er klart, at hvis jeg sidder på en eller anden redaktion og nægter at bruge AI til at transskribere noget, men alle de andre gør det, så kommer jeg til at ligne en idiot og en meget langsom idiot, der ikke er min løn værd,” fortæller han.

Ingen fine fornemmelser

Ifølge Frederik Kulager er det ikke tabu at bruge AI, tværtimod.

“Jeg tror, tabuet peger mere den anden vej. Der er folk, som har det dårligt med, at de ikke bruger AI nok, fordi de har fået en følelse af, at de kan falde bagud i forhold til dem, der bliver gode til at bruge det. Og det, tror jeg, bliver mere og mere sandt over årene,” siger han.

Frederik Kulager betragter ikke brugen af AI som en grænse, der overskrides. Han sidestiller det med at bruge Google. Det er blot det næste teknologiske redskab.

“For mig er det så naturligt og indarbejdet, at det knæfald er tabt for mig. Jeg bruger jo internet, computer og teknologi, og det har jeg altid gjort. Jeg har ikke kendt til et analogt liv på noget tidspunkt i mit liv. Så det her er en helt naturlig overbygning på den måde, jeg altid har arbejdet. Med tekst, med skrivning, med journalistik. Jeg har ikke nogen finere fornemmelser,” siger Frederik Kulager.

FORSIDEN

Udgivet den 27. marts 2025

Eksperter er uenige: Kan man blande satire og journalistik?

af Webredaktøren | mar 27, 2025 | GRÆNSER, NYT I TEMA

Eksperter er uenige: Kan man blande satire og journalistik?

Satire er et hyppigt debatemne. Ofte går spørgsmålet på, om den er god eller dårlig, sjov eller plat. Men med spalteplads og sendetid i mange af landets største medier melder spørgsmålet sig også, hvorvidt satire kan bruges som et journalistisk redskab. Spørger man eksperter, er svaret ikke så ligetil.

TEKST: BENJAMIN JÆGER & AMALIE HENRIKSEN
ILLUSTRATION: SIGRID CONRADSEN NIELSEN

Udgivet den 27. marts 2025

I januar 2025 skabte en anmeldelse i Avisen.dk stor debat, da journalist Søren Baastrup brugte ord som ’luder’, ’malkeko’ og ’vikingebøsse’ om deltagere i TV 2-realityprogrammet ’Spillet’. Anmeldelsen blev mødt med ramaskrig fra mange læsere og stor kritik i medierne.

Chefredaktør for Avisen.dk, Per Kuskner, var derefter ude at forsvare anmeldelsen med, at der var tale om satire. Satirestemplet kom dog først i kølvandet på kritikken og var ikke tidligere blevet varedeklareret.

Episoder som denne rejser spørgsmålet om satirens rolle i journalistik. For mens journalistikkens primære formål er at informere og analysere objektivt, bliver satire ofte forbundet med at provokere og kritisere. Så kan man egentlig tale om satire og journalistik på samme tid?

Satirens rolle i samfundet

Satire har længe været brugt til at udstille magtens absurditeter og skabe debat. Publicistiske medier som Charlie Hebdo og TV-programmer som The Daily Show bruger satiriske virkemidler til at belyse politiske og kulturelle emner. Ifølge Hanne Bruun, der er professor i medievidenskab på Aarhus Universitet og forfatter til bogen ‘Dansk tv-satire. Underholdning med kant’, er satirens formål ikke blot at underholde, men også at kritisere og skabe refleksion.

Satire adskiller sig fra almindelig komik ved sine referencer – den handler altid om noget uden for sig selv.

“Satire er referentiel og indeholder et klart budskab. Den har en moralsk dimension og kritiserer aspekter af samfundet, som den mener, bør ændres,” forklarer Hanne Bruun.

Mads Zacho Teglskov, satireredaktør på Politiken og skribent på ’At Tænke Sig’, en daglig satirespalte i avisen, beskriver satire som en måde at behandle det etablerede, højtidelige og magtfulde med humoristiske virkemidler. Men satire kan også udfordre grænserne for, hvad der er acceptabelt. Hvis satire udelukkende provokerer uden en samfundskritisk vinkel, kan dens relevans diskuteres, ifølge Mads Zacho Teglskov. Han mener, at satire skal have et klart mål og en ansvarlig afsender.

Hånd i hånd eller hver for sig?

Spørgsmålet er så, om journalister kan bruge satirens kritiserende og målbevidste natur som et redskab? Dette spørgsmål deler vandene. Ifølge Mads Zacho Teglskov kan satire sagtens være en underkategori af journalistik, da den anvender mange af de samme metoder såsom idéudvikling, research og kildebrug.

”God satire kræver, at man stiller de samme krav til sig selv, som en journalist ville gøre. Et godt eksempel er ‘Tæt på Sandheden’, hvor Jonathan Spang begrunder sine pointer med fakta som en nyhedsvært ville gøre. Satiren bliver stærkere, når den har et journalistisk fundament,” siger han.

Hanne Bruun afviser denne opfattelse og mener, at journalistik og satire ikke er to sider af samme mønt. Ifølge hende har satire brug for nyheder som inspiration, men journalistik kan ikke være satirisk. Hun tilføjer, at kildekontrakten med målgruppen er anderledes i satire end i journalistik. Satire har til formål at være sjov, og derfor kan det ikke anvendes som et journalistisk redskab, da journalistikkens primære opgave er at informere objektivt.

”Når journalistik og satire forenes, kan det være en skarp og effektiv måde at formidle samfundskritik på.”

– Mads Zacho Teglskov, satireredaktør på Politiken

To forskellige dagsordener

Spørger man Hanne Bruun, er satirens og journalistikkens agenda i strid med hinanden.

“Du skal jo ikke kritisere magthaverne i journalistikken. Det er jo ikke journalistikkens fremmeste opgave at moralisere over, hvordan magten opfører sig,” siger hun.

Mads Zacho Teglskov mener, at satire kan fungere som et journalistisk værktøj. Når satire bruges på denne måde, kan den både informere og oplyse offentligheden, samtidig med at den bruger humor til at gøre budskabet mere tilgængeligt og engagerende.

“Når journalistik og satire forenes, kan det være en skarp og effektiv måde at formidle samfundskritik på,” siger han.

Satireforsker og foredragsholder Dennis Meyhoff Brink ser satire og journalistik som beslægtede, men med forskellige grundprincipper. Han påpeger, at satire kræver et element af fiktion, som ofte er overdrevet eller grotesk. På trods af dette mener han, at satire og journalistik kan spille godt sammen.

“Nogle af fordelene er, at man jo rent konkret som satirisk journalist kan tillade sig mere end en ikke-satirisk, seriøs journalist,” siger han.

Ifølge Dennis Meyhoff Brink er ‘Den korte radioavis’ et godt eksempel på netop det. Han påpeger, at programmet ikke er underlagt de samme regler om neutralitet, objektivitet og seriøsitet som almindelige nyhedsjournalister er. Men kombineret med journalistikken mener han, at der i programmet opstår en vellykket og effektiv fusion.

Satiren som et effektivt redskab

Satiren kan medføre bredere rammer for, hvordan man vil kunne tilgå journalistiske opgaver såsom interviews. Sådan mener Dennis Meyhoff Brink og nævner igen ‘Den Korte Radioavis’ som eksempel.

Op til valget i 2019 interviewede ‘Den Korte Radioavis’ fiktive vært Kirsten Birgit partilederen for Stram Kurs, Rasmus Paludan. I interviewet var hun enig med ham i, at 200.000 udlændinge skulle sendes ud af landet. Hun spurgte gentagne gange: ”Ja, det er en glimrende idé, men hvor skal vi sende dem hen?” Ved at blive ved med at anerkende forslaget og spørge ind til den konkrete udførsel, pressede hun ham, ifølge Dennis Meyhoff Brink, til et punkt, hvor han begyndte at modsige sig selv og fremstå mere ekstrem.

Denne metode er ifølge Dennis Meyhoff Brink effektiv, fordi den ikke giver interviewpersonen mulighed for nemt at affærdige spørgsmålene, som det ofte sker i traditionelle interviews, hvor politikere kan gentage deres talepunkter eller undgå svære svar. I satire bruges ofte en legende tilgang, hvor satirikeren indtager en rolle for at få den interviewede til at afsløre mere, end de måske ellers ville.

“Det er et af mange tilfælde, hvor man kan få folk til at sige nogle ret vilde ting, fordi man indtager en rolle,” siger han.

Varedeklaration er vigtig

Mads Zacho Teglskov er enig i de bredere rammer, når man som journalist bruger satire som redskab, men han mener også, at der er noget andet, der spiller ind.

“Det interessante er ikke kun de bredere rammer. Det handler også om, hvordan det bliver præsenteret,” siger han.

Han uddyber, at når han sætter satire i avisen, er det på en side, hvor læserne ved, at det er satirisk, sjovt og underholdende. Der er ikke de samme redaktionelle regler som for resten af avisen. Dog er det stadig udarbejdet gennem en grundlæggende journalistisk proces.

Problemet opstår altså, i Mads Zacho Teglskovs øjne, når satiren ikke er varedeklareret tilstrækkeligt. Når læseren, seeren eller lytteren ikke er klar over, at den journalistik, de bliver serveret, er journalistisk satire.

Dennis Meyhoff Brink er uenig og mener, at en alt for tydelig varedeklaration ødelægger oplevelsen af satire. Han argumenterer, at hvis man med store bogstaver skriver, at noget er satire, bliver det hele for udpenslet, før man overhovedet har haft chancen for at være med på joken.

”Det er som en kæp i hjulet,” siger han.

Mads Zacho Teglskov siger dog også, at tvivlen om, hvorvidt noget er journalistik eller satire, kan have konsekvenser.

”Hvis satire ikke markeres korrekt, risikerer man at underminere genren og skabe tvivl om journalistikkens troværdighed,” mener han.

FORSIDEN

Anne Sofie Kragh tog den lette løsning og endte med at portrættere magteliten

af Webredaktøren | mar 27, 2025 | NYT I UDE, SPOT 2 (3 ARTIKLER) FORSIDE, UDE

Anne Sofie Kragh tog den lette løsning og endte med at portrættere magteliten

Anne Sofie Kragh har portrætteret den danske magtelite gennem tre årtier, men det er ikke magten, der interesserer hende. Hendes drivkraft bunder i en nysgerrighed, hun har haft siden barndommen, og en indædt lyst til at forstå mennesket bag facaden.

;

TEKST: JACOB HORNE FISCHER & JENS-CHRISTIAN DYHR
FOTO: CARA PENQUITE

Udgivet den 27. marts 2025

“Mit liv er for kedeligt. Der er simpelthen ikke nok traumer.” 

Sådan fortæller kvinden, der gennem årtier har portrætteret Danmarks mest magtfulde personer – fra Dronning Margrethe til Mette Frederiksen – og hun mener ikke, at hendes eget liv rummer en historie, som er værd at fortælle.

Dette portræt vil dog gerne udfordre den påstand.

Pissekedelige historier

Anne Sofie Kraghs historie begynder i Brændeskov lidt nord fra Svendborg. Hun er den yngste i en søskendeflok på tre, og da hun var fem, blev forældrene skilt. Hun og søsteren flyttede derfor med deres mor ind til Svendborg.

Afstanden til sin far afholdt dog ikke Anne Sofie Kragh fra flittigt at besøge ham på landejendommen. På hans kontor sad de adskillige weekender med fingrene på hver sin skrivemaskine. Han skrev spidse anmeldelser for Ekstra Bladet, imens otteårige Anne Sofie Kragh skrev det, hun selv kalder “pissekedelige og alt for lange historier”. Det var nu heller ikke historierne, der var vigtigst dengang. 

“Jeg så meget op til min far. Det var også en måde at være sammen med ham på. Så sad vi begge der og ‘arbejdede’,” siger Anne Sofie Kragh og tilføjer, at skrivekunsten udviklede sig til et fælles sprog mellem de to.  

Ifølge hende selv var det mangel på fantasi, der dengang gjorde hendes historier så kedelige. Dét, den lille pige fra Brændeskov havde, var dog nysgerrighed. Det var også derfor, hun på et tidspunkt ville være privatdetektiv – en kortvarig drøm, som hurtigt blev erstattet af drømmen om at blive journalist. 

Der er altid en historie

Anne Sofie Kraghs selvdiagnosticerede mangel på fantasi skulle vise sig at få en afgørende rolle for hendes valg af retning i journalistfaget. Hun erindrer, hvordan hun og hendes makker på Journalisthøjskolen aldrig kunne finde på den gode historie. De trak lod, slog op på tilfældige sider i magasiner og gik med den idé, de landede på. En proces, hun nu kalder ‘jammerlig’.

Til gengæld fandt hun en vej til den gode historie, som fungerede for hende. Den nemme vej – det indrømmer hun gerne. Portrættet. 

“Der er altid en historie i et portræt. Selvom jeg har sagt, at jeg er kedelig, så er der altid en historie at fortælle,” siger Anne Sofie Kragh. 

Det var først i sin praktiktid på Politiken, at Anne Sofie Kragh begyndte at skrive portrætter. Noget hun senere hen skulle beskæftige sig mere med, da hun på sit ottende semester på Journalisthøjskolen blev ansat på det nu lukkede månedsblad PRESS.  

Her kunne Anne Sofie Kragh dyrke og dygtiggøre sig inden for portrættet som journalistisk genre. Dette på trods af, at portrætstof ikke var specielt velanset i de journalistkredse, som hun befandt sig i dengang.

“Portrætter var lidt ligesom navnestof plus. Det var jo ikke der, de hardcore journalister ville være. De ville ud at vælte verden og sætte Folketinget i fængsel og sådan noget,” siger hun.

Men hvor hun oplevede, at de fleste hardcore journalister så noget mindre fint, så Anne Sofie Kragh muligheder.

“Det var en åben bane, hvor man virkelig kunne få lov til at boltre sig, og så syntes jeg, at det var skidesjovt,” siger Anne Sofie Kragh.

Hendes daværende redaktør foreslog hende at lave et portræt af Anders Fogh Rasmussen. Det blev hendes første portræt for magasinet PRESS.

Det var godt nok før, han blev statsminister, men den nyudklækkede journalist var alligevel nervøs. Meget nervøs.

Derfor ville hun vide alt om politikeren. Alle relevante årstal blev limet fast på rygraden, så hun kunne imponere og ikke afskrække ham, der var kendt for at være firkantet og utålmodig overfor journalister. Portrættet blev en succes.

Anders Fogh Rasmussen blev statsminister i 2001 – samme år, hvor PRESS endegyldigt måtte dreje nøglen om. To år senere ringede Anne Sofie Kraghs telefon. Det var forlaget People’s Press, som ville have hende til at skrive en biografi om statsministeren. Så det gjorde hun. 

"Der er altid en historie i et portræt. Selvom jeg har sagt, at jeg er kedelig, så er der altid en historie at fortælle."

– Anne Sofie Kragh, journalist og forfatter

Magten mellem fingrene

I 2007 blev hun ansat på Euroman, hvis forsider hun i over ti år pyntede med navne som Lars Løkke Rasmussen, Morten Messerschmidt og Kronprins Frederik, før han blev Konge. Selvom Mads Mikkelsen og Christopher også sneg sig med i porteføljen, var der en klar tendens til, hvis historier hun fortalte: Magtelitens.

Og det stiller høje krav til hende. Som portrætmager har hun magten over en anden persons narrativ – magten til at fortælle deres historie. Det bruger hun meget tid på at tænke over i sit virke som journalist.

“Hvis jeg gerne ville have magt, kunne jeg have lavet alle mulige andre ting. Det er ikke det, der tænder mig,” siger hun og tilføjer.

“Når man har magt, skal man være ydmyg.”

Dyre lærepenge

Anne Sofie Kragh blev særligt bevidst om magtens forpligtigelser, dengang hun dummede sig over for en bornholmsk fisker. Det var dengang, hun gik på Journalisthøjskolen og var på ekskursion på Bornholm.

Artiklen handlede om lakseopdræt. De konkrete detaljer husker hun ikke. Historiens kerne var noget med, hvordan fiskerne forvaltede EU-støttekroner. Men den unge Anne Sofie Kragh tilbød ikke citattjek – noget, hun sidenhen har gjort en dyd ud af at tilbyde dem, hun portrætterer.

Dét, hun dog husker om episoden, er, hvordan fiskeren ringede hende op, efter historien var skrevet. ”Du aner ikke, hvilke konsekvenser det kan have for mig,” lød det i den anden ende af røret. Oplevelsen sidder stadig dybt i Anne Sofie Kragh. Fiskeren kunne ikke bruge til noget, at hun var skamfuld og undskyldende. Skaden var sket.

“Jeg havde den sorteste samvittighed. Jeg var knust,” siger Anne Sofie Kragh.

Det var dyre lærepenge, som blev vekslet til grundighed.

Det perfekte arbejdsliv

Anne Sofie Kragh er ikke klar over, hvornår hun for første gang følte sig etableret som portrætmager – eller om hun overhovedet gør det endnu.

“Man får jo opbygget gradvist mere selvtillid, men man er aldrig bedre end det sidste, man har lavet. Man skal stadigvæk blive ved med at tvivle på sig selv og være ydmyg over for opgaven,” siger hun og tilføjer med et smil på læben, at hun made it, nu hvor hun bliver portrætteret i Illustreret Bunker.

Med sit nye podcasteventyr på Radio IIII, ‘Et kapitel for sig’, har hun fundet balancen mellem den struktur, der følger med en fast sendetid og kollegaer, og så den frihed, som følger med livet som freelancejournalist.

“Det er meget ensomt at skrive biografier, men jeg føler, jeg har knækket koden. Jeg har kollegaer, som hjælper med at lave ‘Et kapitel for sig’, og så har jeg dage, hvor jeg kan tilrettelægge min tid og lave mine skriveprojekter. Lige nu har jeg det perfekte arbejdsliv,” siger Anne Sofie Kragh.

Nysgerrigheden, der drev otteårige Anne Sofie Kragh til at skrive historier, brænder stadig i hende. Det er den, der har brudt murerne ned til magteliten, og det er med den, hun beviser, at enhver person – også hende selv – rummer en historie, der er værd at fortælle.

FORSIDEN

REDAKTIONEN ANBEFALER

af Webredaktøren | mar 27, 2025 | NYT I OPINION, OPINION

NYT I OPINION | OPINION

REDAKTIONEN ANBEFALER

TEKST: REDAKTIONEN
ILLUSTRATION: GRØNNINGEN 1, DR, TORTOISE, PALOMAR, YABAYAY MEDIA & ANTIPODE FILMS, ANTON LARSEN

Udgivet den 27. marts 2025

Temperaturerne er tocifrede igen, dagene er længere, og fredag eftermiddag sidder DMJX’erne nu udenfor i solen og drikker deres Kurt-øl. Foråret har meldt sin ankomst! Om du forsøger at suge hver en solstråle med en bog i hånden, går flere ture med podcast i ørerne eller helst vil sidde under dynen med en god film, har vi din ryg.

Avisens redaktion har samlet en række anbefalinger, som du kan nyde både inde og ude. Nogle er spiselig erhvervsjournalistik, andre er de personnære fortællinger, der ligger bag udenrigspolitiske emner. Og selvom det måske ikke lyder som noget, du plejer at interessere dig for, kan du sagtens blive fanget. Lækker formidling kan gøre hvert et emne spændende. God fornøjelse!

No Other Land (Yabayay Media & Antipode Films) er ikke bare en rørende, smuk og hårrejsende dokumentarfilm, men også decideret fænomenal journalistik. En palæstinensisk ung mand bosat på Vestbredden filmer de bosættere, der ødelægger hjem og liv. En israelsk journalist mødes med den unge mand. Herfra følger man konflikten tage til, hvor deres venskab udvikler sig, og den nu lidt ældre palæstinenser mister håbet. Den er relevant, aktuel og det er ikke mærkeligt, at den lige har vundet en Oscar for bedste dokumentar. Se, se, se!

En historie om mennesket (Grønningen 1) er en bog, hvor Rane Willerslev og ledende forskere fortæller om menneskets fascinerende historie. Bogen tager dig med på en rejse helt tilbage til nogle af de første mennesker og til dengang Homo sapiens ikke var den dominerende menneskerace. Bogen tager os også igennem den skelsættende landbrugsrevolution, hvor mennesket gik fra at være jægere og samlere i et nomadesamfund til at være fastboende agerbrugere.

Sorte tal (DR) er podcasten til dig, der gerne vil vide lidt mere om, hvad der foregår i de vigtigste danske virksomheder. Hver uge tager vært Ulrik Rosenkvist sammen med sin faste makker Sune Aagaard lytteren igennem de største nyheder på C25-fronten, stalker topdirektørerne på LinkedIn og gætter ‘ugens tal’. Det kan lyde lidt erhvervsnørdet, men selvom vokabulariet er præget af CBS-ordbogen, sørger værterne for en krog i virkeligheden, så alle kan være med. Et godt sted at starte sin nye interesse i erhvervslivet.

Sweet Bobby (Tortoise) er en podcast, hvor Alexi Mostrous undersøger en af Englands værste tilfælde af internetsvindel gennem identitetstyveri og kærlighedsmisbrug. Podcastserien fortæller historien om Kirat og Bobby. Forholdet mellem Kirat og Bobby er ægte, men foregår over telefonen og Skype. Podcasten tager lytteren gennem hele forløbet, fra før Bobby kontakter Kirat til den grue ende, hvor Kirat endelig finder ud af, hvem hun i virkeligheden har talt med i alle de år. Serien udfolder sideløbende en undersøgelse af ‘Bobby’ og forsøger, i løbet af de seks episoder, at gøre det, politiet ikke kunne gøre: Hjælpe Kirat til en form for retfærdighed og afslutning på et 10 år langt misbrug af hendes tid, penge og person.

Slavenation Danmark (DR) er et godt alternativ til dramadokumentaren ’Slave af Danmark’. Der har de sidste mange uger været heftig debat om DR’s nye dramadokumentar ’Slave af Danmark’, men allerede tilbage i 2017 lavede DR en historisk dokumentar om tiden, hvor Danmark var en slavenation. I tre afsnit á cirka 30 minutter tager vært og historiker Cecilie Nielsen os tilbage til et dystert kapitel i danmarkshistorien, som vi ved alt for lidt om. Så hvis du ligesom anmelder Henrik Palle fra Politiken også ønsker mere perspektiv og historisk kontekst og mindre dramatiseret underholdning, så er historieserien ’Slavenation Danmark’ et godt bud.

Mit elskede land (Palomar) af Jelena Kostjutjenko er en reportagebog, der giver et indblik i hverdagens Rusland under Vladimir Putins styre. Her møder forfatteren helt almindelige russere i samfundets udkant og følger deres liv præget af blandt andet korruption, alkoholisme og fattigdom. Kostjutjenko er journalist og var tidligere medarbejder ved den uafhængige og nu lukkede avis Novaja Gazeta, inden hun søgte eksil i Vesten.

FORSIDEN

Vi skal turde at præge samtalen

af Webredaktøren | mar 27, 2025 | LEDER, SPOT 2 (3 ARTIKLER) FORSIDE

LEDER | SPOT 2 (3 ARTIKLER) FORSIDE

Vi skal turde at præge samtalen

Siden hvornår er Grønland blevet sexet? Ja, siden en af verdens mest magtfulde mænd sagde, han ville tage det. Og det er ikke godt nok. Det nylige hyperfokus på Grønland er et skoleeksempel på en grundlæggende svaghed i det danske mediebillede: Vi glemmer bålet, når det ikke er i flammer.

TEKST: SARAH EMILIE LUND CARDEL & NANNA BAUNBÆK
FOTO: LAURITS OTTO

Udgivet den 27. marts 2025

Grønland er ikke bare dét, der sætter Danmark på verdenskortet.

Grønland er en central aktør i geopolitikken og en vigtig del af Kongeriget Danmark. Danske medier har et ansvar for, at befolkningen ikke kun kender Grønland som en geografisk fjern del af os selv, men også forstår dets politiske og kulturelle betydning.

Og hvorfor så det? Ja, for skulle det ske, at en utilregnelig præsident ville lægge billet ind på landet, kunne flere forstå de dertilhørende konsekvenser.

Hønen før ægget

Nogle vil mene, at medierne er nødt til at prioritere. At danskerne ikke efterspørger en højere dækning af Grønland, og at den økonomiske krise, som mediebranchen står midt i, ikke giver dem råd til at være proaktive.

Men det er en falsk logik. Nyheder skaber interesse, ikke omvendt.

Når Grønland ikke prioriteres journalistisk, opfatter læserne det som irrelevant, og dermed bliver det endnu mindre sandsynligt, at de vil efterspørge det. Journalisters opgave er ikke alene at forstå, hvad brugerne vil have, men også hvad de har brug for. Det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt hønen eller ægget kommer først.

Skulle man alligevel overveje spørgsmålet, ville svaret være medierne – det er dem, som har et ansvar.

Sæt dagsordenen

Vi er godt med på, at Rigsfællesskabet har sjældent været det mest attraktive emne.

Men venter vi altid på, at folk råber efter en historie, overlader vi dagsordenen til magthaverne – og så ser vi først ind i problemer.

Vi må og skal bidrage til at præge samtalen og fremhæve vigtige emner, der ellers overses. Vi skal leve op til vores ansvar om at hjælpe offentligheden med at forstå den verden, vi lever i – også inden krisen rammer. Ja, faktisk især inden krisen rammer.

Verden er mere end gule bjælker

Ingen siger, at Grønland skal være på forsiden hver dag.

Men som kommende journalister bør vi tage ved lære. Hvis vi kun reagerer på det spektakulære, svigter vi vores ansvar. Selvfølgelig skal vi være der, når bålet brænder. Men vi må også fokusere på vores eksistensberettigelse: At give offentligheden mulighed for at forstå det, de og dem, som former vores verden.

« Gamle poster