I debatten mellem transkønnethed og cykelhjelme: ”Det, vi er ude i her, er lidt ligesom privat-Løkke og Venstre-Løkke”

I debatten mellem transkønnethed og cykelhjelme: ”Det, vi er ude i her, er lidt ligesom privat-Løkke og Venstre-Løkke”

af | dec 12, 2024 | TEMA

TEMA
I debatten mellem transkønnethed og cykelhjelme: ”Det, vi er ude i her, er lidt ligesom privat-Løkke og Venstre-Løkke”

Først sov han i Folketinget. Så tog han snus på talerstolen, inden han begyndte at tale imod et forbud. Nu
deler Joachim B. Olsen sine skarpe holdninger på X. Den tidligere politiker, til tider omtalt som provokatør,
er i dag debatredaktør og B.T.s eneste lederskribent. Men hvor går grænsen mellem hans personlige holdnin-
ger og avisens linje?

TEKST: JENS BANG
FOTO: PETER STOUGÅRD MAUNSBACH

Udgivet den 12. december 2024

”En mand, som kører med cykelhjelm, er jo allerede død. Selvrespekten er i hvert fald væk, og uden selvrespekten er livet jo meningsløst.”

Sådan kommenterede debattør og politisk kommentator Joachim B. Olsen den 21. november på mediet X. Siden har opslaget vakt opsigt og flere kritiserer, at en debatredaktør, ansat på et landsdækkende medie, ytrer den slags holdninger.

”Hvorfor må man nu ikke sige noget med et glimt i øjet på X. Hvem er det, der har lavet de regler? At man ikke både kan tale om alvorlige emner, som jeg brænder meget for, og så emner, som jeg overhovedet ikke brænder for, som eksempelvis brugen af cykelhjelme?”

Sådan lød Joachim B. Olsens svar på kritikken, da det den følgende søndag blev diskuteret i Presselogen.

Men er det muligt, at én og samme person kan skrive ledere på B.T. og stå ansvarlig og ikke mindst bag avisens holdninger og samtidig ytre en personlig holdning til eksempelvis danske mænds brug af cykelhjelm? Det har jeg taget en snak med manden selv om.

Politik fra barnsben

Joachim Brøchner Olsen blev født i Aalborg i 1977.

Allerede i en tidlig alder kom sporten til at fylde i hans liv. Efter at have prøvet kræfter med en bred palet af sportsgrene ender hans interesse med at falde på atletik. Det bliver hans professionelle levevej, indtil han i starten af trediverne lægger sportskarrieren på hylden.

Men sporten er ikke det eneste, der allerede fyldte fra de unge år.

”Jeg har altid været et meget politisk interesseret menneske, helt fra barnsben,” siger Joachim B. Olsen.

Interessen udspringer af en opvækst, hvor politik fyldte meget derhjemme. Med to forældre engageret i Foreningsdanmark kom flere store politiske personligheder som Peter Skaarup og forhenværende medlem af Centrumdemokraterne Peter Duetoft i hans barndomshjem.

”Som 13-14-årig købte jeg ‘Håndbogen i dansk politik’, som sagde noget om, hvad de forskellige partier mente,” siger Joachim B. Olsen.

”Man skal selvfølgelig som journalist kunne lægge sine egne holdninger til side. Men forestillingen om journalister som sådan nogle robotter uden meninger – sådan er virkeligheden heldigvis ikke”

– Joachim B. Olsen, debatredaktør og lederskribent på B.T.

 

Joachim mener

 

”Bladenes grundsyn er konservativt.”

 

Sådan står der i Berlingske Medias redaktørerklæring fra 1948. Mediekoncernen ejer B.T., og alle nyansatte redaktører sætter således deres underskrift på dette grundsyn, når de får et job på B.T.

 

Netop det konservative og borgerlige grundsyn var grunden til, at Joachim B. Olsen blev hyret ind på avisen i 2022. Nemlig for at give avisen et borgerligt udtryk, efter at den reetablerede sig selv som danskernes borgerlige tabloidavis.

 

Joachim B. Olsen er B.T.s debatredaktør og politisk kommentator. Han er også stemmen bag podcasten ’Borgerlig Tabloid’, hvor han hver uge debatterer aktuelle emner ud fra et borgerligt synspunkt. Tidligere var han ansat som politisk kommentator på Ekstra Bladet, men her var hans rolle anderledes.

 

”Da jeg var på Ekstra Bladet, var jeg også byline på historier. Det er jeg slet ikke på B.T.,” siger Joachim B. Olsen.

 

Han er primært ansat til at udlægge avisens holdninger i debatspalterne. Han skriver avisens ledere under navnet ’B.T. mener’, hvor han for nuværende sidder alene.

 

Derfor er det også ham, som lægger linjen. Adspurgt, hvordan han undgår, at det ikke bare bliver hans egne holdninger, lyder svaret kort.

 

”Jamen det er også mine egne holdninger,” griner han og fortsætter: ”Jeg er den eneste lederskribent, så det bliver altid noget, som jeg selv mener.”

 

Men selvom det er Joachim B. Olsen alene, der skriver B.T.s ledere, er der stor enighed på avisen omkring linjen. Kun en enkelt gang har en leder ført til en kammeratlig samtale hos chefredaktør Simon Richard Nielsen.

 

”Jeg skrev, at transkønnethed er en psykisk sygdom. Den ville chefredaktøren ikke stå inde for. Så den snak tog vi så, og den blev fjernet,” fortæller Joachim B. Olsen.

 

Er du journalist?

 

Med en fortid som tidligere folketingsmedlem for Liberal Alliance er hans holdninger kendte i den offentlige debat.

 

Han medgiver, at han godt kan forstå, hvis nogen tænker, at han har en bias, når der skal udlægges ugens holdning til læserne. Men det er ikke Liberal Alliances politik, han ukritisk sidder og udgiver til læserne.

 

”Jeg har mange gange rost Pia Olsen Dyhr for hendes strategiske beslutninger, og at hun er en dygtig partileder. Det er jo en ren bedømmelse af, hvordan SF klarer sig i dansk politik. Men det er jo ikke det samme som, at jeg er enig med SF’s politik,” siger han.

 

Men når Joachim B. Olsen ikke står i byline og primært står for at skrive ledere og diskutere B.T.s holdninger, er han så journalist?

 

”Jeg vil sige, at dét at være kommentator er en gren af journalistikken. Men det er jo ikke journalistik i klassisk forstand, hvor jeg sidder og skriver de første historier,” svarer Joachim B. Olsen.

 

Ligesom journalister og analytikere, der i modsætning til ham lægger navn til sine journalistiske udgivelser, sidder Joachim B. Olsen også med til pressemøder i de danske ministerier, når han kommenterer politik. Med hans baggrund i Liberal Alliance kender politikerne i spejlsalen til hans politiske holdninger.

 

Derfor kan de godt finde på at skyde igen med pointer fra hans egen politiske karriere.

 

”Det har særligt været, når de bliver irriteret. Så kan de godt finde på det. Men det synes jeg er fint nok,” siger han. Det er dog kun sket to-tre gange.

 

Generelt mener Joachim B. Olsen ikke, at man kan tale om helt objektiv journalistik.

”Idéen om helt objektiv journalistik, den synes jeg egentlig, er lidt skør, fordi det er altid journalistiske valg, man tager, når man skriver en historie,” siger Joachim B. Olsen.

”Man skal selvfølgelig som journalist kunne lægge sine egne holdninger til side. Men forestillingen om journalister som sådan nogle robotter uden meninger – sådan er virkeligheden heldigvis ikke,” siger Joachim B. Olsen.

Privat-Joachim og Venstre-Joachim

Udover at være en markant borgerlig stemme i avisens spalter debatterer Joachim B. Olsen også løs på de sociale medier.

Især på X udlægger han nærmest på daglig basis sine holdninger til næsten 35.000 følgere. Tonen går ofte højt i kommentarsporet, og især ét opslag har tidligere fået flere debattører til at gå til tasterne.

Opslaget lød:

”Jeg tror simpelthen, mange begår den fejl, at de tror, at palæstinenserne er ligesom os, at de elsker deres børn på samme måde, som vi elsker børn. Men det er ikke sandt. Det er fanatikere, som elsker (martyr)døden højere end livet”

Det førte til et interview i Politiken, hvor han måtte forklare sig. Alligevel fortryder han ikke.

”Jeg står fuldstændig inde for det, jeg sagde. Jeg synes godt, at jeg kunne forsvare det synspunkt,” fortæller han.

Han har før fået kritik for at være for grov og generaliserende i sine opslag. Han medgiver da også, at det til tider er blevet for skarpt.

”Jeg har da lavet noget, hvor jeg har formuleret mig for skarpt. Altså, jeg er jo et menneske, så jeg begår også fejl. Det er ikke alt, der er ramt lige i bullseye. Men lige det opslag med de palæstinensiske forældre kan jeg forsvare,” siger Joachim B. Olsen.

Selvom han fortæller i Politiken, at han vil tage kritikken til efterretning, så skulle der ikke gå mere end et halvt år, før han igen var ude med samme kritik af de palæstinensiske forældre.

Så har du taget kritikken til efterretning?

”Nej, det har jeg sgu nok ikke,” lyder svaret kort.

Det er dog vigtigt for ham at understrege, at de holdninger, han kommer med på X, ikke er de samme som B.T.s. Det kan give anledning til forvirring, når han også er den eneste lederskribent på B.T.

De gange, han har fået kritik, har chefredaktør, Simon Richard Nielsen, sagt, at opslagene på X må stå for egen regning.

”Det, vi er ude i her, er lidt ligesom privat Løkke og Venstre-Løkke. Så jeg kan godt forstå, at det giver anledning til forvirring. Virkeligheden er nok også den, at det vil jeg ikke kunne på alle arbejdspladser. Men herinde er der meget højt til loftet,” siger Joachim B. Olsen.

FORSIDEN
Fra galskab til dialogskabende: Realitygenren har fået en helt ny rolle

Fra galskab til dialogskabende: Realitygenren har fået en helt ny rolle

af | dec 12, 2024 | UDE

UDE
Fra galskab til dialogskabende: Realitygenren har fået en helt ny rolle

Hvis man spørger DR-redaktør Mikkel Voetmann Strøm, har reality en eksistensberettigelse. Man kan gennem genren lære noget om sig selv og omverdenen. Reality er endda med til at styrke demokratiet, mener forsker. Derfor er genren nødvendig på public service-medier.

TEKST:  cathrine de nijs johansen & Line Nilsson
FOTO: Anton larsen

Udgivet den 12. december 2024

Du sidder plantet i sofaen med dynen over dig og tænder for skærmen. Et sommerhuskvarter ved havet viser sig, og ud af højttalerne strømmer Anna Lins stemme, “Vi er altid klogere på andres forhold.” Du smiler måske veltilfreds for dig selv og tænker “åhh, endelig sæson to af ‘Døm vores forhold’, mens du falder dybere ned i sofapuderne.  

Du hører pludselig dig selv diskutere med fjernsynet og komme med gode råd til parrene.  

Mandag morgen møder du op i blåt audi, hvor en heftig debat blandt dine medstuderende om det seneste afsnit af ‘Døm vores forhold’ er i fuld sving. Der er stor uenighed om, hvorvidt jalousi er normalt i et parforhold. 

Måske du genkender de samtaler, som realityprogrammer kan skabe. Netop de samtaler er formålet med eksempelvis ‘Døm vores forhold’, fortæller Mikkel Voetmann Strøm, som er redaktør på DR Ung TV og idéudvikler på realityprogrammet. 

“Et godt public service-program skal gerne være engagerende. Derfor ønskede vi også at skabe et program, som seerne kunne spejle sig i og med det reflektere over nogle emner og tematikker, som de måske normalt ikke lige går og snakker om i hverdagen,” siger Mikkel Voetmann Strøm. 

Reality, der sætter tanker i gang 

Ifølge Mads Møller Tommerup, der er adjunkt ved Institut for Kommunikation på Københavns Universitet, tillader realitygenren, at vi som seere kan få nye indsigter, som andre genre ikke kan levere på samme vis. Derved er det at se reality også at forholde sig til sig selv og verden.

”Der er noget, man kan lære ved reality. Det giver et indblik i nogle subkulturer, vi ikke kender så godt i forvejen, hvor man tænker, ‘hvordan i alverden har de fået adgang til det,” siger  Mads Møller Tommerup Andersen. 

Han fortæller, at det kan få os til at tage stilling til vores holdninger og følelser, når vi er vidner til andre mennesker i sårbare situationer, som reality nogle gange portrætterer. 

“Reality skaber diskussion blandt seerne. Vi skal helt tæt på alle de store følelser, når de er både glade, triste og frustrerede,” fortæller han. 

Måske kender du til at være flov over eller decideret lyve til dine venner og familie om, at du har set ‘Paradise Hotel’. Det skyldes nok at folkedomstolen har udskældt reality for at være fordummende eller meningsløst indhold. Derfor ser man også, at nogle realityprogrammer inddrager eksperter i form af psykologer og terapeuter, som forsøg på at skabe en videnskabelig krog. Men undladelsen af eksperter i ‘Døm vores forhold’ er ikke tilfældigt. 

”Det er helt bevidst, at vi ikke har eksperter med. Det ville ødelægge hele præmissen for programmet. Nemlig, at vi er klogere på andres parforhold. Det er det, vi gerne vil undersøge. Så skal der ikke sidde en eller anden ekspert, som lige pludselig er den, der ved bedre,” forklarer Mikkel Voetmann Strøm. 

Også Mads Møller Tommerup Andersen fortæller, at der ikke behøver at være eksperter for at fortælle, hvad seerne skal tænke. Dertil mener han, at man bør være åben overfor genren, og hvad den kan tilbyde.  

“Der er ingen, der vil anklage dokumentargenren og sætte spørgsmålstegn ved dens samfundsværdi, selvom den og realitygenren har samme ophav,” siger Mads Møller Tommerup Andersen. 

En føniks rejser sig fra asken 

Efter en lang dag kan man have brug for at se noget, hvor man kan slå hjernen fra og få sig et godt grin. Det var kanaler som TV3 leveringsdygtig i, og her kunne man få sit skud reality med programmerne ‘For Lækker til Love’, ‘Paradise Hotel’ og ‘Familien Fra Bryggen.

Men realitygenren har udviklet sig gevaldigt både i form og indhold de seneste år. Nu giver din licens dig også et sølvfad af realityprogrammer. Både DR og TV 2 har nemlig satset stort på genren med blandt andet ‘Gift ved første blik’, ‘Døm Vores Forhold’, Bachelorette’ og det nyeste skud på stammen ‘Forræder’. Også synet på genren har ændret sig, hvis man spørger Mads Møller Tommerup Andersen. 

“Jeg tror, at genren er blevet mere normaliseret og mainstream. Reality er en paraply af ekstremt mange ting. Det er svært at skære over én kam. Jeg synes, man skal passe på med at bashe den her genre,” siger Mads Møller Tommerup Andersen. 

Mikkel Voetmann Strøm har selv tidligere i sin karriere oplevet negative reaktioner på sit arbejde med realityprogrammer. Noget, som han dog ikke oplever i samme grad længere. 

“Jeg har været der, hvor jeg nærmest skulle hviske, at jeg var redaktør på ‘Familien fra Bryggen’. Det var frygteligt set ned på, at jeg lavede reality,” fortæller Mikkel Voetmann Strøm. 

Tidligere har genren ofte været forbundet med karakterer som eksempelvis Gustav Salinas eller Amalie Szigethy, der ofte har begivet sig ud i sjove eller opstillede situationer, som vi kunne more os over. Der er blevet skruet gevaldigt ned for crazy-faktoren, og genren er nærmest blevet født på ny. Efter dens genfødsel sigter den nu i højere grad efter at skildre det, den brede befolkning kan spejle sig i.  

”Hvis de skrumper DR ned til kun at levere nyheder eller dokumentarprogrammer, kan de lige så godt lukke butikken, for så er der ingen, der kommer til at se det”

– David Nicolas Hopmann, professor ved Institut for Statskundskab ved Syddansk Universitet

Reality er nødvendigt for demokratiet 

David Nicolas Hopmann, professor ved Institut for Statskundskab ved Syddansk Universitet, fortæller, at der er god grund til, at DR vælger at bringe reality. For reality kan lokke nogle seere ind på DR, som ellers ikke ville benytte sig af DR’s tjenester. Og det er alfa og omega, at mange danskere har et forhold til public service-medier, mener David Nicolas Hopmann. 

“Det er afgørende, at der er en god blanding af indhold på DR. Hvis reality er det det, der skal til for at lokke folk til DR, så er det, der skal til,” siger han. 

David Nicolas Hopmann mener, at man ikke kun skal kigge på det enkelte program, men på hele sendefladen og se på, hvor langt DR kommer ud. For når først seerne har fået et forhold til DR, bliver de ofte hængende eller ser indhold, de ellers ikke var stødt på, og det er med til at give dem en samfundsviden, der lever op til den public service-forpligtelse, DR har. 

“Det er en af de allervigtigste årsager til, at vi har en meget oplyst befolkning i Danmark. Vi ved, at samfundsoplysning er en helt central variabel for, at et demokrati fungerer. Jeg er ikke i tvivl om, at de stærke, publicistiske, public service-medier er helt afgørende for at vores demokrati fungerer nu og i fremtiden,” siger han. 

Han påpeger, at reality er noget, man skal prioritere. For når man har et bredt spektrum af indhold, der appellerer til så mange målgrupper som muligt, er det lettere at give dem adgang til indhold, der på sigt gør samme målgrupper bedre oplyste. 

“Jeg plejer at sammenligne det med selve valghandlingen. Det koster enormt mange penge at gennemføre folketingsvalg, men vi kan ikke forestille os et demokrati uden. På samme måde skal vi tænke public service-kanaler, også reality. Det er noget, vi skal bruge penge på,” siger David Nicolas Hopmann. 

“Hvis man kun prioriterer nyheder, dokumentarer og samfundsstof, risikerer man, at nogle målgrupper ikke engagerer sig,” fortæller han. 

Derfor påpeger David Nicolas Hopmann, at det er vigtigt at have en balance mellem forskellige typer af indhold, som sikrer DR som et stærkt public service-medie. 

“Det er en nødvendig investering. Lidt catchy kan du sige, at ‘Døm vores forhold’ beskytter demokratiet,” siger han. 

Reality på DR: berettiget og nødvendig 

Selvom brugen af realityformatet på DR somme tider debatteres, fortæller Mads Møller Tommerup Andersen, at genren har en legitim plads i DR’s public service-forpligtelse. 

“Der er ikke noget i den kontrakt, DR har indgået med staten og Kulturministeriet, der forhindrer at lave reality,” siger han. 

David Nicolas Hopmann mener også, at reality bestemt har sin berettigelse. For ham er det nødvendigt, så længe reality kan nå ud og engagere de seere, som ellers ikke har en stærk tilknytning til DR. 

“Hvis de skrumper DR ned til kun at levere nyheder eller dokumentarprogrammer, kan de lige så godt lukke butikken, for så er der ingen, der kommer til at se det. Pengene på reality er godt givet ud,” mener David Nicolas Hopmann.

Så hvis du føler, at du spilder din tid ved at se reality i stedet for at se TV2 News, kan du godt sparke den dårlige samvittighed til hjørne. For når du sidder foran skærmen, er du ikke et passivt vidne til overfladisk og sensationspræget indhold.

Du kan reflektere over din egen person; du kan diskutere indsigtsfulde emner med dine venner. Og når du sidder der i sofaen, rullet ind i tæpper og med armene om en pude, mens du ser ‘Døm vores forhold’, er du måske endda på din helt egen måde med til at styrke demokratiet.

FORSIDEN
Krigens Døgn: “Hvis ikke det kan ses på landkortet, hører det ikke til i programmet”

Krigens Døgn: “Hvis ikke det kan ses på landkortet, hører det ikke til i programmet”

af | dec 12, 2024 | UDE

UDE
Krigens Døgn: “Hvis ikke det kan ses på landkortet, hører det ikke til i programmet”
Hver onsdag står Kim Bildsøe med to analytikere og udpensler frontlinjerne mellem Ukraine og Rusland. TV-programmet ‘Krigens Døgn’, der kører på sit tredje år, har et gammeldags format, men friske seertal. Hvad kan pegepind, gammeldags kort og spilbrikker i moderne TV?.

TEKST: EVA BEYER PAULSEN & MADS KELLER ISAKSEN
FOTO: SARAH ARGE

Udgivet den 12. december 2024

Der er som altid travlt på redaktionerne i DR Byen. Men denne dag er der mere travlt, end der plejer. Det, som alle eksperter havde brugt måneder på at forklare ikke ville ske, sker den 24. februar 2022. Rusland har fortsat den invasion af Ukraine, der startede otte år tidligere. Hele verdens nyhedsredaktioner arbejder på at få et overblik over situationen. Den skal formidles til borgerne, og hvordan gør man egentlig det?

Det spørgsmål sad vært og korrespondent Kim Bildsøe og journalist Rasmus Meyer også med på TV Avisens redaktion. De vidste ikke, hvordan de skulle gøre en krig, der ikke var set mage til siden anden verdenskrig,  håndgribelig for den gængse danske seer. Pludselig stikker Kim Bildsøe hovedet op over sin skærm og ser hen på Rasmus Meyer.

”Skal vi ikke bare prøve at gøre det ligesom Nauntofte?” siger Kim Bildsøe.

Sådan blev idéen om Krigens Døgn til. Behovet for information var enormt, og den information, der kom fra fronten, var kompleks og svær at formidle. Der måtte laves et program, der kunne skære igennem geopolitikkens tykke filter. Løsningen trak på et stykke TV-historie fra 90’erne. En pegepind, et fysisk kort og et par militærfaglige folk.  

Det var ikke meningen, at programmet skulle køre i så lang tid. Men her, næsten tre år senere, står Kim Bildsøe stadig bag bordet i studie 14 i DR Byen, udstyret med en gammel pegepind og to forsvarseksperter. Illustreret Bunker har besøgt studiet for at finde ud af, hvordan tre mænd med pegepinde og et kort uge efter uge har fastholdt 300.000 danskere i snart tre år. 

 

Et farligt terræn

Efter USAs indtræden i første   verdenskrig skulle senator Hiram Johnson efter sigende have sagt: “Det første offer, når krigen kommer, er sandheden.” 

Det kan være svært at undgå, at seerne bliver trætte af en krig, inden den rigtigt er kommet i gang. I takt med at vores opmærksomhed er kommet til salg til højestbydende, er dækningen blevet både mere kompliceret og relevant. Den første golfkrig i 1991 var den første krig, medierne kunne dække live, og da koalitionens kampvogne kørte ind i Kuwait by, stod ethvert vestligt medie med en smule selvrespekt og filmede løs. Hjemme i Danmark var public service-mastodonten Danmarks Radio også på sagen.

På en grynet forbindelse stod en ældre herre og så på et kort. Jens Nauntofte var DR’s udenrigskorrespondent fra 1977 til 1988, hvor han lavede flere programmer som for eksempel Horisont og Udefra. I Udefra førte han danskerne igennem invasionen af Irak i 1991 med sin faste gæst, major Svend Bergstein fra Forsvarsakademiet. Udstyret med en gammeldags pegepind og et stort landkort over den arabiske halvø, forklarede majoren de militære taktikker, og Jens Nauntofte stillede opfølgende spørgsmål, som seerne måske kunne have. 

Det var det stykke TV-historie Kim Bildsøe kom i tanke om, da han den 24. februar 2022 lettede hovedet op over sin computerskærm. Og det var også lige præcis pegepinden og kortet, han havde i tankerne.  

 

250.000 danskere ser med

Ifølge Hanne Jørndrup er der en grænse for, hvor meget medlidenhed, vi kan have. Hun er lektor på Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab på Roskilde Universitet og har beskæftiget sig med krigsjournalistik det meste af sin forskningskarriere. 

“Begrebet compassion fatigue beskriver den tendens, der er til, at vi på et tidspunkt ikke kan holde ud at se flere sultne børn og sønderskudte huse i Gaza. Når det sker, zapper vi væk fra lidelserne og begynder at interessere os for andre ting,” forklarer Hanne Jørndrup. 

I gennemsnit har mellem 250.000 og 300.000 danskere fulgt med, når Kim Bildsøe har stået i det spartanskt indrettede studie med to gæster. Ifølge Hanne Jørndrup er en af grundene til, at et program som Krigens Døgn har så mange seere, at man ikke bliver udsat for compassion fatigue. 

“Det er et fuldstændigt blodfrit program, der er ikke en dråbe, ikke et offer. Man ser det fra krigsherrens perspektiv. Det er en konform måde at se det på. Man bliver ikke krigstræt, fordi man ikke ser blodet, man ser bare strategi,” siger Hanne Jørndrup.

Krigens Døgn beskriver de taktiske aspekter af de militære operationer, der foregår. Stor- og geopolitik er fejet væk, og der er plads til det helt lavpraktiske. Vært Kim Bildsøe forklarer programmets mantra således: 

“Hvis ikke det kan ses på landkortet, skal det ikke med i programmet.” 

Redaktionschef Kristian Basballe og redaktør Rasmus Meyer mener, at netop det  har gjort, at programmet har så høje seeretal, selv to år efter det gik i luften. Rasmus Meyer følger op med, at programmets identitet ligger i det simple, så flest muligt kan være med på, hvad der foregår. Han mener, at det bedst løses gennem noget, alle aldre og personer kan genkende. Kortet. 

“Så kan man bare stå og pege på, hvor tingene foregår henne, og hvor byerne ligger og så videre,” siger Kristian Basballe.

 

Pegepinde og spilbrikker

I studie 14 står bordet med kortet på og pryder højre hjørne af rummet. Klokken er lidt i tre om eftermiddagen onsdag den 27. november, og tilrettelægger Julie Sonntag går om bag bordet og bukker sig ned. Skjult fra kameravinklerne er et opbevaringsrum for de brikker, Julie skal til at samle op og stille på kortet.

Brikkerne, der kunne forveksles med noget fra et strategisk brætspil, har alt fra kampvogne, droner, kampfly, missilsystemer og soldater på sig. De spredes ud på kortet af de fagpersoner, der om tre kvarter står og forklarer, hvor frontlinjen nu har rykket sig hen. Det ligner et nørdet brætspil, men her er det ramme alvor. 

Kortet på bordet er lavet af laminat. Der luftbobler og folder i det, og ridser  vidner om, at tidens tand tager på krigen og det program, der nu har kørt i næsten tre år. 

Grafikkerne  er som regel minimale, mens kortet i forgrunden har det meste af opmærksomheden. Kim Bildsøe skal i dag dele opmærksomheden om bordet med militæranalytiker ved forsvarsakademiet Esben Salling Larsen og lektor ved forsvarsakademiet Claus Mathiesen, hvor de skal snakke om et nyt missil, Rusland har anvendt i den forgangne uge.

Det er enkelt, og det skal det også være, for det forventer seeren, mener værten på programmet Kim Bildsøe.

 

Det militære perspektiv

På samme tid risikerer programmet at overse de alternative fortællinger og løsninger, som ikke passer ind i det strategiske, militære perspektiv. Det er den slagside, bagsiden af den simple medalje, som Hanne Jørndrup talte om tidligere.

Hun påpeger, at programmets fokus på det strategiske aspekt af krigen betyder, at det udelukkende formidles fra et militært perspektiv.  

Ifølge Kristian Basballe er grunden til, at Krigens Døgn ikke fokuserer på andre perspektiver meget enkel. 

“Det er ikke konceptet,” siger redaktionschefen. Ifølge ham er der mange andre steder hos DR, hvor man kan få de andre perspektiver. 

Optagelserne

Programmet, der varer en halv time, tager også kun en halv time at optage. Kim Bildsøe har lige gennemgået de ting, der skal ske i dagens program.  Noget af grafikken har drillet op til udsendelsen. Blandt andet har et digitalt kort centreret om byen Kursk været beskåret forkert.  

”Hej Esben! Goddag, velkommen til!” siger Kim Bildsøe, da den ene af dagens analytikere kommer uniformeret ind i studiet.

Kort efter kommer Claus Mathiesen, som er den anden af analytikerne i dag. 

Da Kim Bildsøe skal forklare dagens program til de to analytikere, tager han hjemmevant pegepinden i hånden. Lyden af træet, der rammer laminatet, giver genklang i lokalet, mens han uddyber, hvilke lokationer på kortet de skal tale om i dag. 

Claus Mathiesen hviler pegepinden på kanten af sin sko. Der rettes i sidste øjeblik på positionerne rundt om bordet: Så tælles der ned til optagelse. 

FORSIDEN
Frede laver TikTok-nyheder: ”De mener, jeg ødelægger journalistikken og gør verden til et dårligere sted”

Frede laver TikTok-nyheder: ”De mener, jeg ødelægger journalistikken og gør verden til et dårligere sted”

af | dec 12, 2024 | INDE

INDE
Frede laver TikTok-nyheder: ”De mener, jeg ødelægger journalistikken og gør verden til et dårligere sted”

Måske kender du ham fra TikTok eller som ham, der i sommer var i en shitstorm på P1. Måske du har set ham i en beige t-shirt på DMJX, måske har du aldrig hørt om ham før. Journaliststuderende Frede Dyrnesli stillede sig for en måned siden kritisk over for traditionel journalistik, herunder Illustreret Bunker, på LinkedIn. Men Frede mener ikke, målet er at brænde broer. Det handler om at skabe noget nyt.­

TEKST: THEA MODIGH
GRAFIK: FREDE DYRNESLI

Det blege spotlys tændes og oplyser det lille rum. Mikrofonen virker, som den skal. Selv sidder han på kontorstolen med skærmen foran sig. Bag ham og det brune solide hår hænger et blåt gardin, der udgør hjemmestudiet. Fra skærmen ligner det et professionelt setup. Behind the scenes er det en lille studielejlighed, hvis blå gardiner gemmer soveværelset: en seng.

Det er på det her lille værelse, Frede Dyrnesli laver nyhedstrailere til sine 36.500 følgere i ”viruslandet TikTok,” som han kalder det.

Ekstremt bekymret

”Min mor, ja, altså min mor skal være ekstremt bekymret. Én gang om måneden ringer hun og spørger ’Skal jeg være bekymret?’ Og jeg siger ’Sandsynligvis’. Men det går godt. Og det er måske også min filosofi, at hvis du ikke laver noget, der gør din mor bekymret, så gør du ikke det rigtige. Så gør du det, hun forventer. Og det er ikke et liv, jeg har brug for,” siger han.

Frede Dyrnesli er 27 år gammel. Han går på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, men de fleste af hans timer bruger han på at lave TikToks.

Fra klokken seks om morgenen trækkes de blå gardiner frem, og så er der showtime, indtil skoledagen starter klokken ni. Efter fem timer dér går turen direkte mod træningscenteret til en aktiv time, og herefter foregår de næste seks timer i hjemmestudiet med forberedelsen af morgendagens TikToks.

På afveje fra det lille hjem

I byen Storvorde, tyve minutter uden for Aalborg, bor en lille Frede i en lille harmonisk familie. Her er husstandens motto, at den, der har det dårligst, skal have det bedst. Mor og far er begge skolelærere. Frede og storesøster skændes ikke. Alle har det godt.

Fredes kæbe falder derfor langt, da han støder på en dreng i indskolingen, hvis kår er durk modstridende med Fredes ophav. Han er vant til at slås med brødreflokken. Giver modstand. Presser Frede, som han aldrig har prøvet før. Og Frede er betaget. Frem for det lille trygge hjem kunne man søge grænser og definere sjov på en helt anden måde.

Tilbage på det lille TikTok-værelse i Aarhus sidder Frede og forbereder dagens vitaminpiller. De, som han mener, er dagens saglige element for de mange unge, der til hverdag binger korte dopaminfremkaldende videoer på TikTok. Vitaminpillen skal skabe dagens nuance i pestens land. Mellem dårlige dansevideoer og Andrew Tate-alliancer håber Frede at kunne engagere de unge. Eller han ved, at han engagerer de unge. Det skriver de til ham på mediet, siger han: At de aldrig havde interesseret sig for nyheder, før de begyndte at følge ham.

Problemet for Frede er, at det segment ikke har monopol på diskursen om ham. Der er en anden gruppe, der stiller sig kritisk over for Fredes vitaminpille.

”De mener, at jeg ødelægger journalistikken, at jeg giver et forvrænget syn på virkeligheden. At jeg kun gør verden til et dårligere sted.”

Rollespil eller spejder?

Frede mener ikke, han skal være de unges primære kilde til journalistik, men han håber og tror, at han kan være inspiration til at dykke længere ned i det etablerede nyhedssegment.

Frede føler, han har knækket koden til, hvad de etablerede medier ikke gør.

”De unge følger ikke med, de læser ikke avis, de har ikke abonnement på dagblade. Og hvad er en god historie, hvis ingen hører den?” Ifølge Frede er det, fordi medierne ikke lytter til, hvad de unge vil have. De vil have teasere og letlæselige godbidder. Han mener selv, at han laver noget nyt.

”Jeg har altid formået at få andre interesser end det, de andre har lavet,” siger han.

Sådan foregik det allerede på Fredes folkeskole i Storvorde. Frede går i 4.a. Han passer ikke ind. Halvdelen af klassen bruger tiden på computerspil og rollespil. Den anden halvdel går til spejder og bruger al tiden på outdoor.

Ingen af kasserne passer til Frede, men han finder hurtigt ud af, at det ikke er et problem. For han kan lave sit eget sjov. Han finder sine egne interesser. Det kan man sagtens! Op på cyklen, ned gennem byen. Lave noget ballade. Frede oplever, hvordan han slet ikke kan lade være, når han får en idé til noget sjovt. Det, han laver, minder hverken om rollespil eller spejder. Han finder to gæve venner, ser Jackass og forsøger at gøre noget à la det. Han har skabt en ny kasse mellem de to eksisterende, og dét er sjovt.

Mentaliteten har været det samme siden da. For ham er hovedmålet at sidde på plejehjemmet som 90-årig og tænke tilbage på den fede rejse og tænke: ’Fuck, du gjorde alt muligt spændende’.

”Så kan det godt ske, at kun to procent lykkedes, men fuck, de to procent var det hele værd. At have det sjovt mens jeg er her.”

Platformen er en legeplads

For Frede handler det om at kigge på det etablerede og tænke, hvordan man kan gøre det på sin egen måde.

Det er med den mentalitet, at Frede begynder at lave TikToks i 2023. Han studerer ikke og bruger hverdagen som lærervikar. Men han drømmer om at komme på DR Ultra og prøver at finde en måde at komme dertil. På arbejdspladsen hører han de unges sprog og kaster sig ud i at snakke det samme. Han forsøger at formidle journalistik på deres medie. Hans venner forstår ikke, hvad fanden han sidder og laver. Sender ham drillende beskeder. Men Frede har et mål. Han leger med mulighederne. Der er et nyt mål for at iværksætte noget sjovt – og børnene på skolen fortæller ham, at de synes, det er megafedt!

Selvom drømmen ændrer sig, og Frede begynder på Journalisthøjskolen, fortsætter legepladsmentaliteten for Frede. Det er dét, der driver ham. Han står op, optager nyheder, går i skole, tager hjem, finder formidling til næste dag. Han er en ung mand, der bare laver nogle hurtige nyhedsvideoer på TikTok. No big thing.

Indtil den 19. juni i 2024.

Et par dage før den 19. juni udsendte regeringen en opfordring til danskerne om at begynde at preppe, ligesom de gør i Sverige. Dette er særligt i tilfælde af hybridangreb eller krisesituationer. Regeringen opfordrede herunder til, at man skulle have remedier til mangel af vand, mad, teknologi samt have tabletter liggende i tilfælde af nukleare hændelser. En relevant nyhed at videreformidle til de unge på Fredes TikTok. Den sjove praksis, hvor man gør stort til småt i form af små nyhedstrailere, blev bare lettere brændbar, da Frede pludselig får formidlet, at der skal forberedes, fordi der kommer atomkrig.

Frede loggede af, var færdig med dagens arbejde og tænkte ikke længere over modtagelsen af dagens vitaminpille.

Før han dagen efter både blev kontaktet af P3, P1 morgen og DR Ultra. Videoen var gået viralt. For atomkrig lyder rigtig skidt i små ører, og det havde lagt BørneTelefonen ned.

Den, der har det dårligst, skal have det bedst

Da Frede står i P1 morgen den 19. juni 2024, og skal forsvare sin medvirken i at lægge BørneTelefonen ned, er det pludseligt ikke længere så sjovt.

”Jeg vil gerne tage ansvar for det. Det gør jeg jo også med P1. Jeg undskyldte jo i radioen. Jeg er fandme ked af, at det er gået galt den her gang. Det var ikke meningen. Undskyld til de forældre, der skal sidde og fortælle deres børn, at 3. verdenskrig starter,” siger han.

Frede har fortrudt, og han har lært, mener han. Han siger, at han har fundet ud af, at han har et ansvar. Nuancere ting til den rigtige side frem for at forenkle det til atomkrig. Som han gjorde i TikTok-videoen, der lagde BørneTelefonen ned. Nukleare udslip og atomkrig er langt fra hinanden. Pludselig mister vitaminpillen sin effekt, og det er netop ikke meningen. Frede vil gøre det bedre.

En ko i havet blandt svømmende delfiner

Frede står i fredagsbaren. Ud af det blå bliver han stoppet af en fremmed. Personen sviner ham til. Fortæller ham, at han laver noget lort og ødelægger branchen.

Frede slår sig på mediebranchen. Mediebrancen slår sig på Frede. Der bliver rynket bryn, når han deler ud af sine holdninger.

Som når han fire måneder efter P1-interviewet skriver på LinkedIn, at han har knækket koden til de unge, og at undervisningen på journalistuddannelsen slet ikke tilrettelægger den genre. Man skal gøre ligesom ham, mener Frede, for den traditionelle journalistik er forældet, og den møder ikke de unge – den mister dem. Det gælder også Illustreret Bunker.

De udtalelser gav bagslag, særligt grundet den måde, han selv fører journalistik på. Herunder Fredes mangel på kildehenvisninger, og at han tager fra den journalistik, hvis formidling han er kritisk overfor.

Frede mener, at han har taget den kritik til sig, og er nu begyndt at kildehenvise.

”Jeg vil gerne lytte. Det er ikke, fordi jeg er stædig og bare står fast i min holdning. Jeg tror meget på dialog, og jeg tror også meget på, at vi bliver klogere sammen. Men jeg tror også, at de etablerede medier er så idealistisk smurt ind i noget, at de ikke kan se virkeligheden,” siger han.

Frede mener, at folk er velkomne til at være uenige med ham. Drivkraften for Frede er at få en god idé og følge den. Han foretrækker at være uvenskaberne foruden. Men han ser dog stadig sig selv som den svømmende ko blandt delfinerne.

Udgivet den 12. december 2024
Rosalina Kjeldsen Bendix får Bunker-prisen for at lege med reportagens form i “Et flor af kvindeliv”

Rosalina Kjeldsen Bendix får Bunker-prisen for at lege med reportagens form i “Et flor af kvindeliv”

af | okt 10, 2024 | OPINION

OPINION
Rosalina Kjeldsen Bendix får Bunker-prisen for at lege med reportagens form i “Et flor af kvindeliv”

En medstuderende har nomineret Rosalina Kjeldsen Bendix’ reportage fra Den Permanente Badeanstalt til Bunker-prisen for dens eksperimenterende skrivestil, der gør den “legende, sjov at læse og vedkommende”. Det er også det, reportagen vinder for. Vi har talt med Rosalina Kjeldsen Bendix om tilblivelsen af reportagen og om at interviewe nøgen.

TEKST: AMALIE WESSEL-TOLVIG
ILLUSTRATION: SIGRID CONRADSEN NIELSEN & ANTON LARSEN

Udgivet den 10. oktober 2024

“Bryster hopper op og ned, hver gang fødderne rammer metalstigen. Vi spiser frokost eller müslibarer, drikker fra vandflasker og af termokander. Nys og et sæt baller, der ryster under bruseren, i takt med at hånden stryger over kroppens former.”

Sådan skriver Rosalina Kjeldsen Bendix i et afsnit af reportagen “Et flor af kvindeliv”, der er skrevet fra og om kvindeafdelingen på Den Permanente Badeanstalt i Aarhus. Gennem et “vi” og et “os” formidler reportagen det fællesskab, den mangfoldighed og det nærvær, der kendetegner stedet. Teksten leger i sit valg af fortæller med reportagens form og udfordrer normer for den skrevne journalistik. Hvordan og hvorfor er reportagen skrevet, som den er? Hvad giver det teksten?

Idéen til reportagen opstod, da Rosalina Kjeldsen Bendix i løbet af sommeren bed mærke i, hvor frit folk bevæger sig på den del af den aarhusianske strand, der ligger afskåret fra den klassiske badestrand. Den frihed ville hun gerne indkapsle, men en idé om at skrive fra et intimt rum kan ikke føres ud i livet uden nøje overvejelser. Rosalina Kjeldsen Bendix måtte møde op på strandens og på fællesskabets præmisser.

“Folk er nøgne derinde, så det med at skulle sidde og interviewe fra et nøgent menneske til et andet nøgent menneske var ret interessant. Det første stykke tid sad jeg egentlig bare og observerede og skrev ned og tænkte over, at det var lidt camoufleret. Jeg kunne jo lige så godt sidde og skrive dagbog,” fortæller Rosalina Kjeldsen Bendix.

Smilet virker

For at skabe kontakt til de nøgne kroppe og få deres stemmer med i reportagen begyndte Rosalina Kjeldsen Bendix at smile til de andre strandgæster. De smil er blevet til samtaler med kvinder, der udgør en mangfoldig gruppe. De har forskellige aldre og forskelligt ophav. Under de små interviews kom det bag på Rosalina Kjeldsen Bendix, hvor afslappet hun alligevel var som nøgen interviewer.

“Jeg tænkte ikke over, at jeg ikke havde tøj på. Jeg sad faktisk i skrædderstilling med notesbogen foran mig.”

Netop den frie og afslappede stemning lykkes Rosalina Kjeldsen Bendix med at få frem i teksten. Både gennem de badendes handlinger og gennem de nøje udvalgte citater fra dem.

““Jeg er fra Tyrkiet,” fortæller Zehra Metín, “så det her føles frit.”

Hun gnider fingerspidserne mod hinanden som for at mærke stemningen gennem dem. Hendes overlæbe glinser svagt af sved, mens hun leder efter ordene.

“Måske har man steder som dette i Tyrkiet, men det er ikke så rart og mere privat. Der er en anden åbenhed her,” siger hun og rør ved skyggen på sin kasket.

Brystvorter bliver stive i brisen, og mens nogen af os ligger på maven, ligger andre af os på ryggen eller siden. Vi læser, laver sudoku, sover, kigger rundt eller peger næsen mod sensommersolen og lukker øjnene.”

Ingen lydoptagelser

En kombination af lydoptagelse og skrevne noter. Det er det, der bliver opfordret til, når der på 1. semester på journalistuddannelsen undervises i interviewteknik. Det bliver trænet igen og igen, og specialiseringen i skrift på 3. semester er ingen undtagelse. Men Rosalina Kjeldsen Bendix fravalgte på denne reportage at optage sine interviews.

“Der var noget ved at gøre det analogt i stedet for at bruge elektronik, imens jeg var der. Der er en fin, autentisk ro, som jeg ikke ville forstyrre ved at have en telefon i spil,” siger Rosalina Kjeldsen Bendix om sit valg.

Det taler ind i kvindeafdelingens intime rum, men det er ikke det eneste greb, der gør det. Også reportagens fortælleform er en afgørende faktor.

Argumentet for “vi” og “os”

At journalisten eller jeg’et optræder i journalistikken er et greb, der deler vandene. Nogle er for, andre skvulper måske lidt frem og tilbage, imens flere er imod og mener, at jeg’et intet har at gøre i journalistiske publikationer. Undervisningen på journalistuddannelsen siger, at jeg’et kun er velkomment dér, hvor det giver mening.

Når der optræder et “vi” i Rosalina Kjeldsen Bendix’ reportage, er det et valg, der handler om symbiose.

“Det var mest for at vise, hvor underordnet individet er,” siger Rosalina Kjeldsen Bendix.

For journalistikken gælder, at der ikke er et facit. Derfor er der heller ikke et entydigt svar på, om det fungerer med et “vi”, eller om “jeg’et”, der dukker op til sidst i Rosalina Kjeldsen Bendix’ reportage, skal være der. Som modtagere og læsere er folk forskellige. Heldigvis.

Rosalina Kjeldsen Bendix får Bunker-prisen for at turde skrive en tekst, der ikke er, som journalistiske tekster er flest.

Reportagen kan læses i sin helhed på rkb8.mediajungle.dk.

BUNKER-PRISEN er en opmærksomhed, vi giver hinanden. Den er sat i verden, så vi kan anerkende og lære af hinandens arbejde. Prisen gives til en studerende på Danmarks Medie- & Journalisthøjskole på baggrund af en nominering fra en medstuderende. Den gives for et produkt, der er lavet i forbindelse med en bunden opgave eller eksamen i et fag, der udbydes på skolen. Det er redaktionens håb, at vi med prisen inspirerer til at udveksle journalistiske erfaringer og reflektere over egne og andres produktioner.

FORSIDEN