”Det udkommer på Mediajungle” – Pfff

”Det udkommer på Mediajungle” – Pfff

Debatindlæg bragt i Illustreret Bunker er alene et udtryk for skribentens eller skribenternes holdninger.

”Det udkommer på Mediajungle” – Pfff

Respekten for Mediajungle er så lav, at vi studerende end ikke regner det for noget.

TEKST: JEPPE PESCHARDT ASSENHOLT
ILLUSTRATION: LOTTE SKJØDT NIELSEN

Udgivet den 07. december 2023

”Hej, du taler med Jeppe Peschardt Assenholt, journaliststuderende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, jeg ringer til dig, fordi…”

Sådan plejer jeg at indlede mine opkald til kilder, og jeg forestiller mig ikke, at det er meget anderledes, fra hvad resten af de studerende på DMJX gør – med undtagelse af navnet. 

Og typisk plejer det modsatte svar at være, især hvis det er en politiker eller anden profileret figur, at de ikke gider svare på noget til en skoleopgave. 

Sker det hver gang? Nej, men jeg har fået mit voksenskældud for ikke at ringe til en ungdomspolitiker, i stedet for at spilde vedkommendes tid. 

Og man kan jo egentligt godt forstå vedkommende. Hvilken interesse har de i at hjælpe en sølle journaliststuderende, der blot skal imponere en underviser og måske maksimum fem engagerede elever i en klasse? Ikke en ret stor interesse. De er politikere. De lever af at tale og udtrykke deres holdninger, så deres kunder, vælgerne, kan stemme dem ind igen. Hårdt sagt, men det passer. 

Derfor er der heller ikke meget incitament for dem til at udtale sig til en skoleopgave, du skal have et 400 tegns langt link på, og hvis offentlighed først gælder, når den er godkendt, og det glemte man lige, for den refleksionsrapport skulle også laves. 

Det pudsige er, at når jeg, via mine to studiejobs ved siden af skolen, ringer og siger: ”Hej, du taler med Jeppe Peschardt Assenholt, journalist på Feltet.dk eller Dagligvarehandlen.dk. Jeg ringer, fordi…”, så er responsen en helt anden. 

Ja, kort sagt: ”Det udkommer på Mediajungle”, er ikke en særlig god salgstale. Og det er som om, at vi ikke engang selv tror på den. Ofte oplever jeg, at snakken mellem de studerende går på, at man bruger Mediajungle som argument for at få en kilde til at udtale sig: ”Ja, bare rolig. Der er ingen, der læser det derinde”. Altså ud fra et princip om, at artiklen ikke ægte bliver offentliggjort, som vi jo ellers får skudt i skoene, at alt vores indhold skal. Ergo – offentlighedsprincippet er bluf. 

Og når vores egen opfattelse af vores udgivelsessite, Mediajungle, synker så lavt, så er det, jeg mener, at vi har et problem. Hvem er det, vi laver opgaverne for? Os selv, ja, men når vi rammer arbejdsmarkedet, så er der lige pludselig massevis, der læser det, vi laver og har en holdning til det. Hvorfor ikke blive gearet til det nu?

Måske er jeg bare en privilegeret 22-årig, der kan blære sig med, jeg har to studiejobs og derfor ikke gider lave noget, der ikke er en ægte modtager til, eller også rammer jeg hovedet på sømmet. Det vil jeg lade være op til dig som læser at vurdere, men summen af min udråb er: Der er ikke nogen med respekt for sig selv, der kan sige, at Mediajungle er et særligt offentligt medie, og der er ej heller nogen, der kan bilde mig ind, at de ser Mediajungle som et særligt seriøst bud på et medie. 

Motivationen for at lave kvalitetsindhold for mit eget vedkommende falder i hvert fald kun i takt med at færre af produktionerne, vi laver, bliver offentlige. Ja, end ikke et live radioprogram, vi lavede, blev publiceret til offentligt skue. Det samme gjorde sig gældende for vores live nyhedsudsendelse. Vi er på tredje semester. Hvorfor må vi ikke lave noget med en lille smule selvrespekt?

Derfor vil jeg gerne opfordre til, at vi som skole opper os lidt. Mediebilledet ændrer sig – det ved vi alle – så var det ikke også på tide, at vi som skole gjorde det? Det synes jeg. 

Gør Mediajungle til et ægte medie, hvor en ansat kan stå for at publicere og sortere i de tonsvis af journalistiske produkter, vi laver her på skolen. Lad os stå lidt ved det, vi laver. Det er da om noget en evne, man skal kunne besidde som journalist. 

Ja, man kan tilmed også oprette redaktionsassistentstillinger, så elever på skolen kan snuse til det redaktionelle arbejde. Jo, der er foreninger, hvor man kan skrive, men det i sig selv er vel et tegn på, at de studerende gerne vil ud med deres historier. 

Og dem, der hellere vil ud med det på den fjerneste hjemmeside i Kongeriget Danmark, de kan bare gøre det. Ingen tvang her, men come on!

Vi skal tage vores arbejde seriøst, men udgivelsen halter mere, end Johnson gør på sit højre ben. 

Lad os lave journalistik for andre end os selv, og lad os få banket lidt selvtillid og ikke mindst selvrespekt tilbage i ”det udkommer på Mediajungle”.

Hvad mener du? Illustreret Bunkers opinionssektion giver studerende og medarbejdere mulighed for at give deres mening til kende om studie, skole, journalistisk eller kommunikation. 

Vi bringer debatindlæg i avisen ad to omgange per semester.

Har det interesse for dig? Så skrive til: debat@dmjx.dk

Dansk-israelske Jotam Confino kæmper for sin journalistiske integritet

Dansk-israelske Jotam Confino kæmper for sin journalistiske integritet

Dansk-israelske Jotam Confino kæmper for sin journalistiske integritet

De sidste otte uger har journalisten Jotam Confino modtaget hundredvis af hadbeskeder og trusler på sociale medier på grund af sit israelske ophav, mens han har rapporteret fra Israel.

 

“Den kritik, jeg møder, er jo noget, jeg ikke kan gøre for. Jeg kan ikke gøre for, at min far er fra Israel. Det, synes jeg, er problematisk. Det er personangreb og ikke faglig kritik”

                                – Jotam Confino

 

 

TEKST: INES KAJKUS
FOTO: JOTAM CONFINO (PRIVATFOTO)
ILLUSTRATION: MIRJAM MWAKA KAPEMBWA ROED

Udgivet den 07. december 2023

Siden Hamas’ terrorangreb mod Israel den 7. oktober, har den dansk-israelske journalist Jotam Confino dækket krigen for 15 forskellige danske og internationale medier, herunder CBS News, BBC og TV2 News. I løbet af de seneste otte uger har han leveret citater til artikler, indtalt podcasts og givet liveinterviews til tv-stationer nærmest i døgndrift.

Men som en del af den dansk-journalistiske andedam er man formentlig bedst blevet gjort bekendt med Jotam Confinos’ navn på grund af den voldsomme hetz, han udsættes for på sociale medier. En hetz, der primært er rettet mod hans jødiske og israelske ophav og journalistiske integritet. Størstedelen af kritikken lyder på, at han med sin baggrund ikke kan dække konflikten sagligt og objektivt, og så må han dagligt lægge øre til et hav af trusler rettet mod ham selv selv og hans familie.

’’Den kritik, jeg møder, er jo noget, jeg ikke kan gøre for. Jeg kan ikke gøre for, at min far er fra Israel. Det, synes jeg, er problematisk. Det er personangreb og ikke faglig kritik,’’ siger han.

Hvad er det, der står i de beskeder og kommentarer, som du modtager?

’’Hovedparten handler om, at jeg er zionist, israeler, og at jeg er jøde. Det er meget omkring min identitet. Det handler utrolig meget om min baggrund og min far, som har været i den israelske hær. ‘Svin,’ ‘hund,’ ‘fuck dig,’ og ‘du skal skal voldtages med en flaske.’ Det er jo antisemitisk meget af det, fordi det netop går på mit jødiske ophav.’’

Hvor mange har du været nødt til at blokere?

’’Det er hundredvis. Jeg har ikke tal på det længere. Der står ikke i min arbejdskontrakt, at jeg skal lægge ører til at blive udsat for antisemitiske angreb, så jeg blokerer bare.’’

Kampagne om boykot

Udover de hundredvis af hadbeskeder og chikane, som Jotam Confino modtager i sin private indbakke på Instagram og X, opfordres der også på sociale medier til boykot af TV2 News, så længe mediet benytter sig af Jotam Confino som journalist. Blandt dem, der har delt kampagnen, er den pro-palæstinensiske sanger Isam Bachiri, bedre kendt som Isam B fra musikgruppen Outlandish, der delte kampagnen på sin Instagram.

I opslaget efterlyses sandfærdig og nuanceret journalistik, samtidig med at Jotam Confinos dækning fra Israel beskrives som ‘præget af partiskhed’ og en støtte til Israel. Illustreret Bunker har spurgt Isam Bachiri, hvorfor han ikke mener, at Jotam Confino eller TV2’s dækning er objektiv.

’’Confinos formidling på TV 2 er under al kritik. Han undlader i sin dækning at fortælle, at Israel er en ulovlig besættelsesmagt. Jeg vil også fremhæve hans Twitter-profil, som udelukkende handler om antisemitisme og videreformidling af oplysninger fra israelske kilder. Han er altså ikke længere en objektivjournalist, men en part i denne sag,’’ siger Isam Bachiri.

Der er mange, der har kritiseret dig for at have delt kampagnen udelukkende på grund af Jotam Confinos israelske ophav. Er der en sandhed i det?

’’Det er bullshit. Jeg kender ikke Jotam, og jeg er faktisk ligeglad med, hvilken baggrund han har. Jeg ser på, hvad Jotam fortæller, og jeg ser på hans arbejdsgiver.’’

Jotam Confino kan ikke genkende kritikken og understreger, at en stor del af TV 2’s og hans egen dækning tager afsæt i den humanitære krise i Gaza.

Isam Bachiri har beskrevet din dækning til TV 2 som værende ‘præget af partiskhed og en støtte til Israel’ og samtidig beskrevet TV 2’s dækning som et udtryk for ‘dæmonisering og dehumanisering.’ Hvad mener du om de beskyldninger? 

’’Hvis han havde gidet at se TV 2, så ville han forstå, at hovedparten af mine dækninger omhandler den humanitære katastrofe i Gaza. Han har sikkert set ét indslag med mig og ved, at jeg er israeler, og så har jeg ikke lige sagt præcis dét, han ønsker. Måske har jeg omtalt Hamas som en terrororganisation. Jeg ved ikke, hvad han baserer det på,’’ siger Jotam Confino.

Isam Bachiri afviser, at Jotam Confinos’ baggrund spiller en rolle i kampagnen om at boykotte TV 2 og understreger i stedet, at det handler om manglende dækning om Palæstina.

’’Der tager han fejl, vil jeg sige. Jeg kigger ud fra TV 2’s måde at dække Israel-Palæstina konflikten, og det svarer til Fox News. Det er meget pro-israelsk, og det er meget lidt, vi hører om Palæstina.’’

Deklarering af etnicitet

Nogle af dem, som er kritiske over for din dækning, mener, at TV 2 bør deklarere din baggrund, hvis de vil bruge dig som journalist. Hvad tænker du om sådan et forslag?

’’Hvis man gør det på alle sider, så fint nok. Så vil jeg også gerne høre, om vi skal deklarere afghansk-danske og fransk-danske journalister, hvis det er på den måde, vi spiller. Men det er det jo ikke. Det er jo mig, de vil have deklareret. Hvis jeg havde været aktivistisk, så synes jeg, det er okay. Men jeg har ikke nogen aktivisme i mig, så jeg synes ikke, at jeg skal deklareres på min etnicitet,’’ siger Jotam Confino.

Når du både har rødder i landet, er bosat der og taler hebræisk, kan det så ikke påvirke din dækning af Israel?

’’Jeg står et sted, hvor man bliver bekriget. Jeg render i skjul, ellers kan jeg blive  slået ihjel af et missil, så selvfølgelig gør det noget ved en som menneske. Men i det sekund, jeg slår klappen på og bliver professionel foran skærmen, så sondrer jeg jo mellem mine egne følelser. Alle mennesker har holdninger. Men det er ikke noget, som jeg føler, at jeg ikke kan lægge væk, når jeg er på arbejde.’’

Mennesker, der ikke skal være professionelt objektive, kan måske have sværere ved at adskille følelser. Kan du godt forstå den vrede, som nogle bærer på, selvom det går ud over dig?

’’Selvfølgelig kan jeg det. Jeg kan i høj grad forstå en dansk-palæstinenser, som har familie i Gaza. De er udsat for nogle forfærdelige ting, og har forfærdelige nætter, hvor de er bange for, om deres familiemedlemmer bliver slået ihjel. Hvis det er en palæstinenser, som har familie, så kan jeg godt forstå, at de ikke kan styre deres vrede. De skal heller ikke være professionelle. Men derfor skal de stadigvæk gå efter bolden og ikke manden.’’

Danmark skiller sig ud, når det kommer til hadbeskeder

Også Jotam Confinos’ israelske kollegaer i Israel, der arbejder for en række internationale medier, oplever hadefulde kommentarer, hvis de rapporterer om krigen fra deres private X-profiler.

Andre korrespondenter, som TV 2’s Rasmus Tantholdt, der rapporterede fra Tel Aviv dagen efter angrebet 7. oktober, fortæller til Ekstra Bladet, at han også har modtaget hadbeskeder i sin indbakke og blandt andet er blevet kaldt for ’nazisvin’,’ muslimhader’ og har modtaget adskillige dødstrusler. Lige netop de private beskeder på Instagram lader til at være unikke for Danmark.

’’Folk kan meget hurtigt genkende en. Der er to kanaler, og vi er to journalister, mere eller mindre, som dækker det. Hvorimod hvis du arbejder for CNN, så er du én ud af hundrede, så jeg tror ikke, at de oplever det i lige så høj grad,’’ siger han.

Så selvom du dækker krigen for omtrent 15 forskellige medier, både nationale og internationale, så er det mest i Danmark at du bliver udsat for den form for hetz?

’’Ja, det er det. Der er ikke ret mange danske journalister hernede. Havde vi været flere, så tror jeg heller ikke, at jeg havde været lige så hårdt ramt, for så havde jeg ikke fyldt lige så meget i dækningen. Men jeg tror, at det faktum, at jeg har israelske aner, helt sikkert har gjort mig til skydeskive lige fra start af.’’

Det er ikke kun de hadske beskeder og trusler, der har sat sit præg på Jotam Confino. Det er særligt den manglende opbakning fra hans danske kolleger i mediebranchen, der har efterladt ham med en følelse af at stå alene i situationen.

’’Jeg er skuffet over den manglende opbakning i den danske medieverden, fordi det er noget, jeg synes, jeg har været utrolig alene omkring. Hvis du er i den journalistiske verden, så har du set den her shitstorm omkring min baggrund. At man ikke rækker ud i en så unik situation, vidner om en ekstremt asocial og larmende stilhed, som jeg tolker meget negativt.’’

Det er ikke første gang, at en journalist i Danmark får betvivlet sin journalistiske integritet og udsættes for hadske beskeder alene på grund af jødisk og israelsk ophav i debatten om Israel og Palæstina. I 2014 blev der startet en underskriftsindsamling mod den daværende Deadline-vært Martin Krasnik, der rundede omtrent 3400 underskrifter. Han blev beskyldt for at være partisk i konflikten, alene fordi han har jødisk baggrund og har boet og studeret i Israel.

For Jotam Confino bunder tendensen alene i én ting. Antisemitisme.

’’Det er dét, det hele handler om. Nogle mener, at hvis du er jøde eller israeler, så vil du automatisk være en propagandamaskine for den israelske stat. Antisemitisme er jo irrationelt had.’’

Fulde undervisere og en tom ølautomat – Tag med til 90´ernes journalisthøjskole

Fulde undervisere og en tom ølautomat – Tag med til 90´ernes journalisthøjskole

Fulde undervisere og en tom ølautomat – Tag med til 90´ernes journalisthøjskole

Ølautomaten er væk, men druk og store egoer er stadig in. Illustreret Bunker har kigget på den arv, som journaliststuderende har med sig fra de berygtede dage i Bunkeren.

TEKST: EMMA HOUGAARD & LÆRKE KOPPERUP

ILLUSTRATION: MIRJAM MWAKA KAPEMBWA ROED

Udgivet den 12. oktober 2023

Det er nat, og Jan Dyberg slingrer ned ad Randersvej i fuld fart på cykel. Øjnene har svært ved at hænge sammen. Øllene fra fredagsbaren kan ikke kun ses på promillen, men også på cykelstien, hvor han kører slalom efter usynlige kegler.

Når man slår hårdt til øllene, kan turen hjem slå hårdt igen. Slalomløbet går for vidt, og han cykler direkte ind i en lygtepæl og ryger henover cyklen. Næste dag er mindet om hjemturen væk, men græsset på knæene sidder stadig fast. Jan Dyberg tumler ud i køkkenet, og møder sin roomie Hanne, der udbryder.

”Jan, for helvede, du var jo fuldstændig væk i går.”

Det kan godt være, at denne historie ikke er noget, du typisk ville forbinde med Jan Dyberg, der underviser i journalistisk metode på 4. semester. Måske minder den mere om dig selv sidste fredag – hvis man altså skifter Randersvej ud med Langelandsgade. Men her har du og Jan Dyberg måske mere til fælles, end du tror. 

For det er ikke noget nyt, at journaliststuderende fester meget, og at Kurt holder samtaler indtil klokken 7 om morgenen på en onsdag. Uanset om kalenderåret hedder 1993 eller 2023, har journaliststuderende altid bragt en fest med sig. På trods af at meget har ændret sig siden 90’erne.

Som at studievejleder Joan Husted og Simon Andersen fra det nye 24syv har slået op, ølautomaten er blevet fjernet – og så var der også lige noget med nogle fulde undervisere.

Vi plejede at sammenligne en bestemt underviser med de to færger, der sejlede mellem Aarhus og Kalundborg. De befandt sig også bedst i det våde element, og de stødte jævnligt på grund.

– Louise Dalsgaard, retsanalytiker hos DR

De berygtede fulde undervisere og en tom ølautomat

Er han mon fuld eller bagstiv? Sådan undrer en ung Mette Mørk sig, da hun over middag i 1991 er til undervisning i notatskrivning. Et fag, hvor tankerne nemt kan vandre. Specielt når eftermiddagstrætheden melder sig – men især når underviseren ikke er helt ædru.

Der var nemlig flere undervisere i 1991, som man helst skulle undervises af inden frokostpausen, ifølge Mette Mørk, der i dag er underviser på DMJX.

“Vi plejede at sammenligne en bestemt underviser med de to færger, der sejlede mellem Aarhus og Kalundborg. De befandt sig også bedst i det våde element, og de stødte jævnligt på grund,” siger Jan Dyberg.

Men det er også nemt at lade sig friste, når der ikke er én, men tre slags fadøl og en ølautomat i kantinen. Når underviserne sad med frokosten i kantinen, kunne fadølsglasset godt blive fyldt et par gange, inden de fortsatte dagens undervisning.

De offentlige hemmeligheder på skolen

Ølautomaten var i høj kurs blandt elever og lærere, og den endte ofte med pinligt tomme hylder til stor frustration blandt eleverne. Men som et lys i mørket af den tomme automat blev fredagsbaren født. Med læderjakkerne over skuldrene og smøgerne hængende fra mundvigene gik man i samlet trop ned mod ’Kupéen’, skolens nye fredagsbar, når ugen gik på hæld. Tung og syrlig lugt af øl i gulvtæpperne mens skyer af cigaretrøg fyldte lokalet.

Alle vidste, at der på toiletterne gemte sig to færdiguddannede frisører, som kunne rette frisuren til for en halvtredser.

Ligesom at alle vidste, hvornår man skulle dukke op, hvis man ville købe lidt hjemmegroet hash.

Det har alle dage været populært at drikke sig fuld på tom mave. Efter en tur i Kupéen var der mulighed for at gå op til krydset ved Randersvej til Lykkes Grill, når sulten meldte sig. Så kunne man fylde maven med ‘500 gram rent slagteriaffald’, som Jan Dyberg beskriver det. Du kender det nok som en ristet med det hele.

En ‘lonely rider’ – eller bare et stort ego

Selvom rammerne har ændret sig, er det stadig det samme indtryk, omverdenen har af journaliststuderende. Med cowboystøvlerne, der klikker op ad Helsingforsgade, og denim- eller læderjakken trukket op til ørerne – ligesom Jan Dyberg husker det.

”Dengang var der en mytisk forestilling om journalisten som en Lucky Luke-type, en ’lonely rider’, der drikker masser af kaffe og ryger smøger.  Et ’one man job’,” siger Jan Dyberg, når han skal definere en journaliststuderende fra før årtusindskiftet. Men udover modevalget har journaliststuderende og journalister også et andet karaktertræk til fælles. Ego. Et træk, der både kommer til udtryk på arbejdspladserne, men måske især i sociale sammenhænge. Jan Dyberg husker, hvordan han og de andre studerende stod langs væggen eller i baren til festerne i 90’erne og ventede på, at der skulle ske noget.

“Vi kommende journalister var jo selvfede ‘iagttagere af verden’, for vi skulle jo ikke skabe begivenhederne, men kommentere dem,” siger Jan Dyberg.

   Selvsamme journalistfester kan Mette Mørk hurtigt punktere.

  ”FUCK mand, de fester, hvor der kun er journalister, kan være røvsyge. Journalister er meget glade for at høre sig selv snakke,” siger Mette Mørk.

Missionen med denne artikel var at finde ud af, hvordan studerende på journalistuddannelsen har ændret sig siden 90’erne. Beskeden er klar. Ego, mode og druk er fællesnævneren. Fulde undervisere og ølautomater bliver i fortiden.

Klimaet klikker dårligt

Klimaet klikker dårligt

Klimaet klikker dårligt

Danskerne klikker sjældnere ind på artikler, når der indgår klima i rubrikken eller emnet. Det er dog en helt anden snak, når klimaet viser tænder.

TEKST: MAGNUS LØBNER ROSENBERG
ILLUSTRATION: LOTTE SKJØDT NIELSEN

Udgivet den 12. oktober 2023

Skovbrande, hedebølger og kæmpehagl. Fra den længste danske tørkeperiode i 28 år til den vådeste juli, DMI nogensinde har målt. Der kan ikke herske nogen tvivl: sommervejret 2023 har været helt fantastisk.

I hvert fald hvis man har til opgave at dække klimaet. Hos DR og TV2 har det vilde vejr resulteret i høje læsertal hen over sommeren.

På TV2.dk’s top-10 over mest besøgte klimaartikler i år er syv af dem fra juli måned. Det kan selvfølgelig skyldes, at den vådeste juli nogensinde kunne give danskerne lidt mere tid på deres apparater. Som Jens Brixtofte sang til Eurovision 1982: Når regnen bare siler ned, så har jeg tændt for color-TV’et.

”Klima fylder mere om sommeren end resten af året. Danskerne rejser meget ud og oplever nogle vejrfænomener, som kan skyldes forandringer i klimaet,” siger Kristoffer Pinholt, chefredaktør på TV2.dk.

Så en sommer med vejrrekorder vil trække folk til klimahistorierne. DR Analyse har observeret, at ud af de 50 mest læste artikler i år omhandler ti af dem enten tørke, regn, skybrud eller klima, hvilket DR Analyse finder bemærkelsesværdigt.

Det er nemlig ikke det billede, der normalt viser sig, når læsertallene skal gøres op understreger DR Analyse i en mail:

”Hvorvidt artikler om klima klikker bedre end andre artikler, er dog ikke tilfældet overordnet set.”

Klimaet klikker dårligere

Trods rekordhistorier, der har trukket høje besøgstal, ligger klimajournalistikken markant under gennemsnittet.

DR Analyse ser på gennemsnittet for besøgende til top-10-artiklerne per måned i 2023. Her klikker omkring 200.000 ind på en artikel i top-10. Sammenlignet med top-10-artikler, der har klima i emne eller rubrik, er det gennemsnitlige besøgstal ca. 50.000 per artikel.

Line Weldingh er i gang med en ph.d. om dansk klimajournalistik ved RUC. Spørger man hende, om klimaet klikker dårligere, er svaret klart.

”I mine interviews giver folk udtryk for, at der er dårligere læser- og seertal på klimajournalistikken,” siger hun.

Hendes forskning bygger på kvalitative interviews med klimajournalister bredt fra branchen. Her er oplevelsen af færre kliks for klimajournalistikken gennemgribende. Det skyldes især, at klimaet ikke altid lever op til nyhedskriterierne.

Lige nu arbejder hun på en artikel om spændet mellem det normative og kommercielle i klimajournalistikken. Ifølge Line Weldingh, står journalisterne i et dilemma: På den ene side er der mediernes demokratiske pligt til at oplyse om det vigtigste i samfundet. På den anden side er der mediernes behov for at række ud til flest mennesker. Journalisterne er nu engang en del af en virksomhed, der skal have klik.

Klimaforandringerne er en proces. De har ikke altid en relevant case, som læseren kan spejle sig i, og de kan ikke altid bindes op på noget aktuelt og nært for læserne.

”Klimaforandringer er ikke nyhedsværdigt. Det er svært at gøre klima dagsaktuelt, når forandringerne sker hele tiden. Hvorfor er det mere aktuelt i dag end i morgen?” spørger Line Weldingh.

Det er sværest, når der ikke sker noget

Omkring Middelhavet vil det blive tørrere, og beboerne kan virke mest udsatte, da deres klima vil blive mere ekstremt. Men Centraleuropas planter ser også mod livstruende udfordringer. De har intet i deres genetiske værktøjskasse, der på nogen måde kan håndtere tørke. Det her er et eksempel på, hvad Line Weldingh kalder emnestyret journalistik. Der er ingen tydelig begyndelse eller slutning, og klimahistorien udspringer ikke fra en begivenhed.

Sådan en historie skal komme fra interne faktorer i et medie. Det kan være en serie eller et tema, og det kan, ifølge Kristoffer Pinholt fra TV2, give udfordringer:

”Det sværeste ved klimajournalistikken er de perioder, hvor der ikke sker noget. Hvor der ikke er vejrfænomener, som man kan begrunde med forandringer i klimaet,” siger han.

Modsat emnestyret klimajournalistik er der begivenhedsstyret klimajournalistik. Her kommer historien fra eksterne faktorer, hvor der er en tydelig start og en slutning. Det kan være et politisk udspil, FN’s klimarapport eller et vildt vejrfænomen.

TV2 har succes med begivenhederne

Hos TV2.dk dominerer det vilde vejr deres top-10 over klimahistorier: ”Voldsomme haglstorme har smadret alt”, ”Vildt vejr rammer Europa” og ”Voldsom hedebølge fortsætter i Sydeuropa.”

Og det er der en god forklaring på. Kristoffer Pinholt oplever ikke at læsertallene på klima stikker uheldigt ud, når de fokuserer på det, de er gode til.

”TV2 har meget fokus på breaking news. Det er en styrkeposition for os, så vi er meget stærke på begivenhederne, og læsertallene er også rigtig gode på begivenhederne. Vi har sværere ved at skabe engagement omkring det tematiske,” siger han.

Når begivenhederne ikke står på spring, og klimaet buldrer videre, en hændelse uden start og slutning, så skal der gribes i den emnestyrede nødhjælpskasse. Den er der bare ikke rigtig nogen, der har opfundet endnu, så patentet ligger og venter.

”Det, vi spørger os selv om lige nu, er: ‘Hvordan arbejder vi med klima i de perioder, hvor der ikke er nogen begivenheder?’ Vi er rent faktisk i gang med at undersøge, hvad vi skal gøre. Så der har vi ikke svaret endnu. I ledelsen diskuterer vi, hvordan vi kan bevæge os fremad på det punkt,” siger Kristoffer Pinholt.

Sundt og grønt

Men kan man ikke bare spørge læserne, hvad de vil have?

I en spørgeskemaundersøgelse fra RUC svarer danskerne, at de gerne vil have mere forbrugervejledning. Især de unge kunne godt tænke sig nogle løsninger til hverdagens klimaudfordringer. Mens hele 31 procent af de adspurgte gerne så, at dagligdagstips fyldte mere i klimajournalistikken. Bum! Journaliststuderende løser klimajournalistikkens problemer. Er det ikke bare det, der skal trykkes i begivenhedernes tørkeperiode?

Nej, det oplever Kristoffer Pinholt ikke. Læserne stimler ikke sammen i massevis, når TV2.dk kaster DIY-brødkrummer ud. Tværtimod.

”News-you-can-use er ikke en styrkeposition for TV2. Vi må prioritere, så det er ikke på blokken lige nu,” siger Kristoffer Pinholt.

DIY-historier er da heller ikke noget, der viser sig på top-10-listerne. Så måske ved danskerne ikke, hvad de egentlig vil have, eller så afspejler det sig bare ikke i, hvad de indtager af journalistik. Det er nok også de færreste, der svarer ’rugbrød med pålæg’, hvis man spørger dem, hvad de gerne så mere af på aftensmadsbordet. Men det er nu engang, hvad danskerne oftest får til aftensmad, ifølge en undersøgelse Epinion lavede for Madkulturen i 2021. 

Ny nyhedskrog

Vi har lært, at klimaet klikker dårligere end den generelle dækning, men det hjælper på klikkene, når der er en aktuel begivenhed at binde den op på. Så fra et kommercielt synspunkt kan klimaet gemmes væk i en brandsmart skuffe, som man kan trække ud, når der sker noget vildt. Men hvad så med den demokratiske pligt? Der er nok ikke nogen af os, der mener, at en af vores tids vigtigste historier skal ligge i en skuffe, lige meget hvor smart den er. Det er heller ikke planen hos Kristoffer Pinholt.

”Vi vil formidle klimaet uanset hvad. Det er supervigtigt. Det er vores ansvar at dække klima, og vi er virkelig gode til at gøre det, når vi binder det op på en begivenhed, men vi bliver nødt til at finde ud af, hvordan vi formidler klimajournalistik, når der ikke er nogen begivenheder,” siger han.

Den begivenhedsstyrede klimajournalistisk har fået ben at gå på i den danske public service, men Line Weldingh ser også et potentiale i den emnestyrede klimajournalistik.

”Den begivenhedsstyrede journalistik handler meget om politik. Når der sker noget, er det ofte politiske begivenheder. Det betyder så, at der er mange politikere som kilder i de historier. Hvis journalisterne tager klimaet op af egen drift, er der derimod plads til forskellige kilder. Der er plads til almindelige mennesker. Det giver plads til bredere emner og blødere journalistik: Hvordan påvirker det dine børn? Hvordan skal du tale til dine børn om klima? Hvordan har de her gjort for at leve bæredygtigt?” siger hun.

Line Weldingh mener, at mediet kan skabe en intern anledning for klimajournalistikken: Når der ikke er en begivenhed, må medierne lave deres egen nyhedskrog. Ifølge hende kan medierne lave en serie med fokus på klimaet og lave interviews med relevante klimakilder. 

Hvis der ikke er en anledning til historien, kan det altså være, medierne skal skabe anledningen. 

Du har læst en artikel fra Illustreret Bunkers temasektion: Jordens atmosfære klikker vildt og voldsomt dårligt!

KLIMATAL

Klima er ikke et emne, der er lige til at lave et datatræk på. Klima går på tværs af underområderne: Vejret, Viden, Udland. Derfor er tallene i artiklen betragtninger af top-10-lister fra DR.dk og TV2.dk, hvor nogle tendenser viser sig i forhold til klimajournalistikken i Danmark.

Rydfladen skal bane vej for en bedre og mere ærlig klimajournalistik

Rydfladen skal bane vej for en bedre og mere ærlig klimajournalistik

Rydfladen skal bane vej for en bedre og mere ærlig klimajournalistik

Journalistikken svigter, når historierne ikke afspejler virkeligheden – og spørger man Iben Maria Zeuthen, er det tilfældet i klimadækningen. Hendes nye klimajournalistiske fællesskab, #Rydfladenforklimaet, skal vende skuden.

TEKST:  Emilie gammelgård jørgensen
FOTO:  Anders lindstrøm berker

Udgivet den 12. oktober 2023

“I bund og grund handler det om at fortælle sandheden.”

Så enkelt kan journalistikkens kerne formuleres ifølge Iben Maria Zeuthen. Hun er journalist og radiovært – og så er hun kvinden bag #rydfladenforklimaet, der efterhånden har været dækket i samtlige danske medier. Iben Maria Zeuthen har gennem Rydfladen brugt de sidste to måneder på at råbe mediebranchen op. For hende er der nemlig et problem, og som navnet antyder, handler det om klimaet. Iben Maria Zeuthen mener ikke, at mediernes dækning af klimaforandringerne afspejler virkelighedens omfang eller alvorlighed.

”Klimaforandringerne er voldsomme. Videnskaben viser, at de med al sandsynlighed vil få en ekstrem påvirkning på vores jordklode og den måde, vi er danskere på. Dét er sandheden, men jeg tror ikke, mange danskere ville mene, at den står tydeligt frem i medierne,” siger hun.

Troværdigheden på spil

Iben Maria Zeuthen mener, at journalistikken svigter, når mediernes dækning ikke stemmer overens med sandheden. Ingen anden branche er i samme grad forpligtet til at oplyse, formidle og råbe op. Det gælder klimaet såvel som alt andet. 

”Det er vores job at fortælle sandheden. Det er det, vi altid har sagt til os selv, at vi kan,” siger Iben Maria Zeuthen. 

Det handler dog ikke kun om at leve op til jobbeskrivelsen. Iben Maria Zeuthen frygter, at det kan få konsekvenser for journalistikkens troværdighed, hvis ikke medierne tager ansvaret alvorligt og råber vagt i gevær om klimaforandringerne og deres konsekvenser. For hende spiller journalistikken en afgørende rolle, hvis vi skal forstå den fremtid, vi går i møde.

”Hvis det hele kommer rullende bagfra, uden vi er forberedt på det, vil man nok se tilbage og tænke: ‘Hvor var medierne, og hvorfor svigtede de?’ Det er jeg bange for, både som borger og journalist,” siger hun.

En idé vokser

Forestil dig dette: Sommerferien er i gang, men hos DR summer et lille kontor af liv. Her sidder 15 journalister klar til at dække en sommer i klimaets tegn. Telefonerne ringer, og i den anden ende fortæller korrespondenter, hvordan klimaforandringerne rammer den lokale befolkning i turistområderne. De snakker med turister og stiller rejseselskaberne kritiske spørgsmål. Hjemme i Danmark bliver den information til aktuel journalistik om alt fra alternative ferier til rejseselskabernes ansvar i en tid, hvor klimaet kræver fokus på rejsevaner.

Det var den sommer, Iben Maria Zeuthen havde forestillet sig. Hun havde fulgt den tiltagende globale opvarmning og frygtede en sommer med ”vanvittigt vejr”. Derfor skrev hun den 13. juli en mail til ledelsen i DR. Her foreslog hun at sætte et hold til at dække den historiske sommer.

”Jeg tænkte, nu kommer det kollaps, vi har frygtet. I mit hoved måtte vi alle føle et behov for en intensivering af klimadækningen,” siger hun. 

Det skete ikke. Sommeren gik, og kun på bagkant skrev de danske medier om ødelagte sommerferier i Sydeuropa. Imens fulgte Iben Maria Zeuthen frustreret med på sidelinjen. I ren frustration begyndte hun at poste opslag på sin egen instagramprofil. Under hashtagget #rydfladenforklimaet fortalte hun om mediernes mangelfulde klimadækning og de fejl, der blev begået. Hun opfordrede mediehuse og politikere til at træde i karakter. På kun et par uger voksede initiativet sig større – og det var også at mærke på Iben Maria Zeuthens Instagram. 

”På et tidspunkt blev det så stort, at jeg tænkte, at nu må det få sin egen profil,” siger hun.

“Klimakrisen sætter spørgsmålstegn ved alt, vi kender. Derfor skal vi spørge os selv, hvad vi gerne vil som journalister – og jeg tror, vi skal mere, end vi troede.”

Projektet tager form

Den profil blev til @rydfladenforklimaet. I skrivende stund er profilen godt to måneder gammel og har 14.000 følgere. Iben Maria Zeuthen har oprettet en forening til Rydfladen og fået andre med på holdet: Jakob Sloma Damsholt, redaktionschef hos Drive Studios, og Anne Martens, der er journalist og økonom. Missionen er at inspirere til klimadækning, der afspejler virkeligheden og viser borgere og journalister, hvornår klimaet ifølge Rydfladen dækkes godt, og hvornår der er plads til forbedring.

Opbakningen til profilen viser, at mange synes, en bedre klimadækning er vigtig, siger Iben Maria Zeuthen. Hun håber, at opbakningen fører til en bedre dækning. Faktisk er drømmescenariet, at Rydfladen på et tidspunkt bliver overflødig, fordi medierne har taget kritikken til sig og ændret kurs. Inden da håber Rydfladen på at kunne vise, hvordan det kan gøres ved at udkomme med deres egne historier på profilen. Det kræver dog flere ressourcer, end Rydfladen har til rådighed, men Iben Maria Zeuthen lader sig ikke slå ud.

Et blik indad

Når Rydfladen skal vise vejen for en ny klimadækning, skyldes det ifølge Iben Maria Zeuthen, at klimakrisen kalder på noget mere radikalt. Hun ser et behov for at tage en fundamental snak om journalistikkens rolle og den måde, medierne ønsker at lave journalistik på. Det kan i hendes optik føre til bedre journalistik, der skubber til virkeligheden

”Klimakrisen sætter spørgsmålstegn ved alt, vi kender. Derfor skal vi spørge os selv, hvad vi gerne vil som journalister – og jeg tror, vi skal mere, end vi troede,” siger hun.

At stille spørgsmål er en af de mest basale opgaver for journalister. Ifølge Iben Maria Zeuthen er den afgørende forandring, som journalistikken har brug for, at de kritiske spørgsmål bliver vendt ind mod journalisterne selv og faget.

”Vi skal tænke over de spørgsmål, vi stiller, og de spørgsmål, vi ikke stiller. Vi skal spørge os selv, hvordan vi arbejder og hvorfor,” siger hun.

Iben Maria Zeuthen ved, at det er her, det bliver udfordrende. I et fag, hvor højt tempo og stramme deadlines er et arbejdsvilkår, kan det være nødvendigt at læne sig op ad faste rutiner. Hun ser dog det indadvendte blik som afgørende, hvis klimajournalistikken skal udvikle sig til det bedre – og det stiller klimakrisen ifølge hende krav til. Der er dog også andre parametre at skrue på.

Klimabriller og magtkritik

En udsultet isbjørn med sørgmodige øjne går på tynd is på Arktis, mens isen smelter omkring den. Det billede kender alle. Det er den slags historier, mange forbinder med klimajournalistik. For Iben Maria Zeuthen er ”klassisk” klimajournalistik vigtig. Men det er ikke nok.

”Klimaet påvirker enormt mange lag i vores samfund. Derfor skal det ikke være sit eget stofområde. Det skal være et blik, vi kigger på langt de fleste artikler med,” siger hun.

Nok truer klimaet isbjørnen på Arktis, men klimaforandringerne er også tættere på – I sommer mærkede danske turister på græske ferieøer følgerne af dem. Når klimaforandringer sniger sig ind i flere dele af vores liv, må dækningen ifølge Iben Maria Zeuthen følge med. Hun mener, at klimavinklen bør tænkes ind i flere journalistiske produkter frem for at være et stofområde for sig.

”Jeg har selv gjort eksperimentet. Det er påfaldende få historier og formater, man ikke kan tænke en klimavinkel ind i,” siger hun.

Iben Maria Zeuthen mener også, at klimajournalistikkens kritiske blik på politikere og virksomheder halter. Ifølge hende har klimajournalistikken ofte en forbrugervinkel med fokus på, hvad individet kan gøre. Det bliver tit ukonstruktivt og uinteressant. Klimakrisen er for stor til, at den enkelte kan løse den, mener hun.

”Det er vores opgave at være kritiske over for magthaverne, så det undrer mig, at vi ikke er det på klimaområdet. Det er vores chance for at hoppe med på klimavognen,” siger hun.

Iben Maria Zeuthen mistænker, at journalisters egen manglende forståelse af klimaområdet kan være en hæmsko i dækningen. Journalisterne har ikke nok viden eller overblik på området til at kunne stille de kritiske spørgsmål. Derfor skal flere journalister ifølge hende klædes bedre på til at dække klimaet.

En håndsrækning til samtale

Klimakrisen stiller større krav til journalistikken, end medierne tidligere har været vant til. Det har Iben Maria Zeuthen også mærket. For hendes opråb har krævet tilvænning fra branchen. Selvom Rydfladen gør sig umage for at sløre skribenters navne og fokuserer på det strukturelle og konstruktive i deres kritik, så har ikke alle reaktioner været gode. Profilen har også mødt kritik.

Iben Maria Zeuthen ved, at hun taler fra en mere privilegeret position end mange journalister – hun ville lave de samme historier, hvis hun skulle nå syv korte artikler på en dag. 

I dag er situationen dog en anden. Nu modtager Rydfladen henvendelser fra journalister, der vil have hjælp til at indtænke klimavinklen i deres historier. Journalistikken har inviteret konstruktiv kritik og nytænkning indenfor, og det er Iben Maria Zeuthen glad for.

”Rydfladen handler ikke om, at det skal være mig mod min branche. Jeg ser det mere som mig og min branche, der har en samtale om, hvordan klimadækningen kan se ud,” siger hun.

At flere nu går ind i samtalen om bedre klimadækning, gør Iben Maria Zeuthen optimistisk. Selvom journalistikken har trange kår og bliver presset på alt fra klik til stramme deadlines, tror hun, at en omstilling er mulig. Det kræver blot en vilje fra de journalister og ledere, der sætter dagsordenen på de danske mediehuse – selve omstillingen frygter Iben Maria Zeuthen ikke.

”Vi journalister har altid tilpasset os virkeligheden, og alligevel er det altid autenticiteten, integriteten og idealismen, der vinder. Dét er kernen i faget, og det bliver stående gennem alt,” siger hun.