Journaliststuderende bør undervises i personlig branding på sociale medier

Journaliststuderende bør undervises i personlig branding på sociale medier

Debatindlæg bragt i Illustreret Bunker er alene et udtryk for skribentens eller skribenternes holdninger.

Journaliststuderende bør undervises i personlig branding på sociale medier

Vi lever i den mest digitale tidsalder. De fleste unge danskere har minimum et par forskellige sociale kanaler. En undersøgelse fra Danmarks Statistik fra 2023 viser endda, at 91 procent af den danske befolkning bruger sociale medier. Danmark er det land i Europa, som bruger de sociale medier allermest. Men journalistuddannelserne afspejler ikke denne brug. Ikke når det kommer til at udnytte de sociale mediers enorme potentiale i form af selvpromovering, personlig branding og karrieremuligheder. Det er en fejl.

TEKST: AMALIE LUTHER
ILLUSTRATION: SIGRID CONRADSEN NIELSEN

Udgivet den 10. oktober 2024

POV: Du skal skrive en jobansøgning til en studentermedhjælperstilling hos en stor mediegigant. Det kunne også være en fuldtidsstilling som journalist på en radiostation. Du vil gerne vise alt, hvad du har lært på din journalistuddannelse. Alt, hvad du kan, alt, hvad du er. Men det kan virke uoverskueligt, for du ved, at du både skal shine, være kreativ, progressiv, nytænkende, og frem for alt skal du sælge dig selv. Hvordan gør man det bedst?

I en tid hvor der bliver kæmpet med spidse albuer, spidsede blyanter og skarpe ansøgninger om både praktikpladserne og fuldtidsstillingerne, bør journalistuddannelserne tilbyde deciderede kurser i, hvordan de studerende kan brande sig selv på sociale medier. På nuværende tidspunkt udbydes der ingen kurser i personlig branding på sociale medier på journalistikuddannelsen på RUC. Emnet bliver dog kort berørt inden praktiksøgningen, men den mønter sig ikke som decideret undervisning i personlig branding på SoMe. Hvad med jer, DMJX? Bliver I undervist i at fremvise jeres bedste sider på X?

Jeg mener, at alle uddannelserne bør undervise i SoMe. Det bør allerede blive introduceret fra starten og bør gælde alle online platformer – både LinkedIn, Instagram, X, TikTok og lignende. For der er et kæmpe uudnyttet potentiale gemt her, hvor man har muligheden for at vise, hvor kreativ, underholdende, velorienteret og unik man er.

Sociale medier er en del af vores liv

Der vil selvfølgelig altid være undtagelser. Dem, som mener, at hvad jeg siger, er helt ude i hampen. At sociale medier ikke skal overtage vores liv totalt, at vi allerede bruger rigelig tid på Instagram, og at man også bare gerne vil have lov at have et stykke af internettet for sig selv uden at skulle gruble over, om en fremtidig arbejdsgiver ser ens nyeste TikTok-video, hvor man danser lidt fjollet til den nyeste trend. Men her må jeg advokere for, at sociale medier jo bare ér en stor del af vores liv. Bevares, du kan altid oprette en ekstra profil, som kun benyttes i professionelle sammenhænge. Man bestemmer selv, hvor stor en del det skal fylde, og hvis du gerne vil holde alle dine kanaler tæt ind til kroppen, så gør du bare det.

Brug for redskaber og værktøjer

Men for dem, som ønsker at dygtiggøre sig, skal der være rum og plads. Ellers risikerer vi som journalister at blive rendt over ende af selvlærte influencere og selvstændige skribenter, som i dagens Danmark kan utrolig meget. Det er her, at vi skal skille os ud og kunne matche, så vi for alvor cementerer, at det er os, der har styr på medierne og har en god kerneforståelse for alle de informationskanaler, som rigtig mange mennesker bruger. Det er her, vi har muligheden for at vise, hvor dygtige vi er til at klippe videoer, redigere billeder, skrive artikler eller opslagstekster og gerne vil vise al den erfaring, vi har gjort os. Det er her, vi har muligheden for at shine mest muligt. Men vi har brug for redskaber, værktøjer og indsigt. Hvordan kommunikerer jeg bedst ud, hvilken journalist jeg ønsker at være? Hvordan brander jeg mig selv, så radiostationerne/avisgiganterne/kommunikationsbureauerne får øje på netop mig? Hvordan skal min LinkedIn komponeres, så de får øje på mine kernekompetencer, læser mine bedste artikler, bliver fanget af min overskrift, spotter mine videoer?

Bane vejen for karrieren

Jeg vil gerne foreslå, at journalistuddannelserne begynder at undervise i et kursus i personlig branding på de sociale medier. Mange journalister bruger allerede sociale medier som X, LinkedIn eller lignende til at fremvise et bestemt image af dem selv samt engagere sig med deres følgere. Det er genialt, for det er en visuel og online profil, som gør det nemt for arbejdsgiverne at identificere ens professionelle DNA, men det skaber også nye kontakter og potentielt flere arbejdsmuligheder.

Mestrer man personlig branding, kan det bane vejen for ens karrieremuligheder. Man kan kontrollere ens professionelle identitet udadtil, og det kan skabe kontakter, som potentielt kan vare hele ens arbejdsliv.

Men vi mangler viden og indsigt, og det er her, uddannelserne kan agere som bindeled.

I bør undervise os i, hvordan vi individuelt kommer til at shine bedst muligt på vores LinkedIn, X, Instagram, TikTok med flere. Her tænker jeg både til praktiksøgning, men også til studiejobansøgning og fuldtidsjobsøgning efter endt studie. Hvordan skaber vi en professionel Instagram-konto, hvor redaktøren siger: ”Shit, han er nice til at komme frem med sine budskaber!”. Hvordan skaber vi en LinkedIn-profil, hvor arbejdsgiveren siger: ”Nej, hvor har hun en struktureret profil, hvor hun har tydeliggjort sine kompetencer!”. Hvordan skaber vi en TikTok-profil, hvor lederen i kommunikation siger: ”Wow, hvor er hun god til at klippe videoer og fange de unges interesse!”.

Vi vil have de gode tips og fif – hvor en underviser eller ekspert udefra kan guide os til at medsende et link til en TikTok-profil, hvor det skinner igennem, hvor god man er til at klippe videoer, når mediet netop søger én til at klippe. Hvor vi får et kursus i at skrive LinkedIn-CV’er, som fremkalder lysten til at læse mere. Hvor vi bliver guidet til en unik, professionel X-konto, som viser den journalist, vi ønsker at brande os selv som.

Udnytte deres potentiale

Jeg har på min vej mødt mange medstuderende, som ikke havde en professionel identitet på de sociale medier. Måske nogle af dem aktivt har valgt det. Men jeg ved, at mange gerne vil skabe den perfekte LinkedIn eller vise deres artikler på en Instagram-konto. De aner bare ikke, hvor de skal begynde. Nogle deler deres artikler vidt og bredt. Andre aner ikke, hvordan man skal sælge sine tekster på de sociale kanaler, så folk får lyst til at klikke på dem. I en tid hvor freelancejournalistikken bliver mere og mere udbredt, vil det være genialt at kunne bruge de sociale kanaler til at gøre opmærksom på sig selv og ens arbejde.

Snart viser kalenderbladet 2025. Men det skal også gerne kunne afspejles på journalistuddannelserne. Så en (lille) bøn herfra – gør de studerende endnu stærkere online, hjælp os til at shine, og ban vejen sammen med os. Jeg ved, at I allerede prøver på det. Men lad os tage den til næste niveau sammen.

Anders og Christian nægtede at gå med, da 24syv gik i graven

Anders og Christian nægtede at gå med, da 24syv gik i graven

Anders og Christian nægtede at gå med, da 24syv gik i graven

Med en dedikeret lytterskare overlevede 24syv-podcasten ‘Det Hemmeligste Af  Det Hemmelige’ lukningen af radiokanalen og mediebranchens afvisninger. I dag lever de to værter af lytternes støtte.

TEKST: Eva Beyer Paulsen & Jacob Horne Fischer
FOTO: Sigrid Conradsen Nielsen

Udgivet den 06. oktober 2024

I lokalerne på fjerde sal i Pilestræde 3A sørger en stribe journalister over nedlægningen af 24syv. Nogle ser frem til dagpengenes gunst, mens andre håber på at sælge deres døende lydunivers til etablerede medier. 

Én af de håbefulde journalister er Anders Christiansen, der sammen med Christian Kirk Muff de seneste år har produceret programmet ‘Det Hemmeligste Af Det Hemmelige’. En podcast der afdækker alt fra mordet på Oluf Palme til Stein Baggers forretningsfusk.

Selvom lytterskaren er loyal og mangfoldig, står projektet til at lide samme skæbne som Sveriges statsminister i 86. Problemet?

Det er dyrt at producere podcasts på fuld tid, og ingen etablerede medier ser ud til at ønske at betale prisen. 

Podcastduoen må opgive at finde et hus til deres hjertebarn, så de vælger at bygge det selv. I dag betaler over 2000 medlemmer ‘husleje’. ‘Det Hemmeligste Af Det Hemmelige’ står på egne ben og Anders Christiansen og Christian Kirk Muff tjener, hvad der svarer til en fuldtidsløn på projektet.

 

Et marked i hurtig forandring

Der har længe været et misforhold mellem, hvor mange brugere, der efterspørger podcasts, og hvor mange brugere, der vil betale. Samtidig er mange nye podcastproducenter de seneste år kommet ind på markedet, og det har gjort det svært at skabe en sund forretningsmodel, fordi alle podcasts konkurrerer om lytternes tid – og penge. 

I takt med at podcasts er blevet mainstream, er markedet også blevet kommercialiseret. Flere professionelle er blevet en del af markedet, ligesom virksomheder er begyndt at bruge podcasts som en fast del af deres markedsføring. For eksempel kan man i dag finde tænketanke som CEPOS på podcasttjenester, ligesom Stimorol udbyder podcasten ”Lidt at tygge på”. Udbuddet af podcasts er eksploderet – det er ikke længere gratis hygge, men et professionelt marked.

Og lytterne vil faktisk betale for podcasts. En måling foretaget for MediaWatch i 2023 viste blandt andet, at knap hver anden podcast-lytter betaler for en podcast. Langt de fleste brugere betaler dog for abonnementstjenester som Spotify eller Podimo, når de betaler for podcast. Det vil sige, at man som uafhængig podcaster næppe kan blive rig af det. Problemet er altså, at det er svært at kunne have en bæredygtig forretning uden om de store abonnementstjenester, fordi lytterne er på de store tjenester.

Men det ser ud til, at Anders Christiansen og Christian Kirk Muff har knækket koden.

 

Ville ikke sælge for billigt

Da ‘Det Hemmeligste Af Det Hemmelige’ skulle videre fra 24Syv, startede de lang tid før med at advare lytterne: Vi fortsætter, men vi ved ikke hvordan eller hvornår. 

De to værter startede med at prøve at få videresolgt programmet til etablerede medier . Fra starten var de enige om, at de ikke ville sælge podcasten for billigt: De skulle kunne leve af det.  Men ingen medier virkede til at være villige til at betale det, det koster at producere podcast.

“Ingen af medierne var betalingsvillige nok. De tilbød for eksempel, at vi skulle kunne garantere, at der kom et bestemt antal lyttere ind,” fortæller Anders Christiansen.

”Det betød jo, at vi løb en risiko, som vi lige så godt kunne løbe alene, uden at et medie tog en stor bid af kagen.”

Herefter besluttede de sig for at opkøbe rettighederne til podcasten for 10.000 kroner, og så gik de i gang.

“Jeg tænkte, okay, nu giver vi det tre måneder, og så evaluerer vi derefter,” fortæller Anders Christiansen, der desuden slår fast, at de begge heldigvis havde råd til at kunne leve tre måneder uden en fast indtægt. 

En dedikeret lytter hjalp dem med at lave en hjemmeside. Abonnementet blev til 80 kroner månedligt, og hurtigt nåede de op på 1000 abonnenter. 

På fem måneder er abonnementstallet steget til det dobbelte, hvilket betyder, at de i dag har råd til to fuldtidsansatte og også har fået ansat en producer.

Men når nu vi hører, at folk ikke gider at betale for podcasts, hvorfor vil folk så betale for ‘Det Hemmeligste Af Det Hemmelige’?

 

Vigtigere end Netflix

En af dem, der gider at betale, er laborant og selvudnævnt koldkrigsnørd Freja Asmussen. Hun faldt over programmet i 2022, da hendes storebror anbefalede det til hende. Hun blev så vild med programmet, at hun har prioriteret det over sit netflixabonnement, som hun nu har afmeldt. 

“Den dynamiske duo med Christian og Anders er bare god. De supplerer hinanden, og de formår at være konstruktivt uenige,” fortæller hun. 

Medieforsker fra RUC, Aske Kammer, er ikke overrasket over, at en lytter kan finde på at prioritere en enkelt podcast over en streamingtjeneste. Ifølge ham kan det komme af, at lytterne mærker, at de gør en forskel og føler en direkte forbindelse med producenten, når de betaler direkte til en podcast i stedet for at betale til en stor streamingtjeneste.  

I 2022 var Aske Kammer selv med til at udgive et forskningsprojekt om podcasts og forretningsmodeller sammen med Thomas Spejlborg Sejersen og DMJX. 

De kom blandt andet frem til, at det gør en forskel for lytternes betalingsvillighed, når det er konkrete mennesker i stedet for en større virksomhed, man betaler til. 

Selv har Freja Asmussen flere gange sendt mails til de to podcastværter, når hun har feedback eller ideer til dem. De to værter er også begge medlemmer af en lytterdreven Facebookgruppe, hvor der diskuteres stort og småt om podcastens emner. 

“Vi bliver klogere sammen med Christian og Anders. Det bliver på den måde også et dannelsesprojekt,” siger Freja Asmussen.

 

Svært at slå igennem uden et skub

Skibet ridder på bølger af lytterfællesskab og nicheindhold, men faktum er, at public service søsatte det. Faktisk begyndte makkerparret sit samarbejde på Radio IIII’s Krimiland, hvorfra de trak lyttere til 24syv, som nu er havnet hos DHADH.

“Det er bare en helt uvurderlig fordel at have brugere i butikken, fordi vi ser i mange podcasts, at det faktisk kan være svært at blive opdaget. Du kan lave noget super indhold, men hvis der ikke er nogen, der lytter til dig, så er det bare svært at slå igennem og nå ud til masserne,” siger medieforsker Aske Kammer.

Eks-DMJX’erne Peter Falktoft og Esben Bjerre og deres podcast ‘Her Går Det Godt’ er et andet eksempel på, hvordan man hyrder lytterfårene fra statens til egen fold. Deres podcast udkom for første gang i 2016 på Danmarks Radio, men seks år senere rykkede de til Podimo.

På Podimo går det godt. De er den femtestørste podcastplatform på det danske marked, trods den månedlige abonnementspris på 79 kroner. Podimo er et billede på den betalingsvillighed, der ifølge undersøgelsen fra 2022 hersker blandt de danske podcastlyttere. Knap fire ud af ti lyttere mener, at man bør støtte sin foretrukne podcast økonomisk, men kun en femtedel har rent faktisk gjort det.

 

Niche vs. mainstream

Spørgsmålet er, om resten af de betalingsvillige lyttere skal overtales med bredere sortiment a la ‘Her Går Det Godt’ på Podimo eller nye nichepodcasts som ‘Det Hemmeligste Af Det Hemmelige’, hvor værternes uafhængighed fungerer som et trækplaster.

Den uafhængighed er en drivkraft for Anders Christiansen, som værdsætter muligheden for at forme indholdet efter sine og lytternes præferencer.

“Det er det fedeste job, jeg har haft,” siger Christiansen, ”Vi er herrer i eget hus. Vi har ikke nogen, der bestemmer, hvor lang en episode skal være, om den her overskrift er rigtig, eller om det her er relevant.”

Friheden bliver nøglen til et univers, der tilbyder lytternært indhold, der får lov til at ånde på skabernes præmisser. Det er en cocktail, der er sværere at blande i det kommercielle miljø på platforme som Podimo, hvor markedsdrevet tænkning ofte prioriterer hurtige gevinster over dybdegående fortællinger. Her kan Anders Christiansen og Christian Kirk Muff dyrke deres passion for det unikke og nørdede, hvilket gør deres podcast til en delikatesse i et hav af mainstream-tilbud.

 

Mediebranchen om fem år

Der er gået et halvt år, siden nøglerne til Pilestræde blev afleveret. Et halvt år siden Anders Christiansen og Christian Kirk Muff fik afvisninger fra de etablerede medier og valgte at starte deres eget i stedet. 

Gennem nære relationer til deres lyttere og en hjælpende public service-hånd har de for mået at skabe en rentabel forretning, på trods af en lille redaktion og et snævert emnefelt. 

En af de store udfordringer, ‘Det Hemmeligste Af Det Hemmelige’ står over for nu er, at de har ambitioner om at vokse og komme bredere ud. Anders Christiansen erkender, at det kan være vanskeligt at udvide rækkevidden, men han er overbevist om, at løsningen ligger i at skabe indhold, der skiller sig ud og udfylder et hul på markedet.

“Jeg ved jo ikke, hvordan medieverdenen ser ud om fem år. Men jeg tror, vi er et billede på en modstrøm, hvor man tager sine lyttere alvorligt og ikke er bange for at ekskludere nogen, fordi det bliver nørdet.”

 

Udgivet den 06. oktober 2024
Ansøgertal i frit fald: Der skal nye fortællinger om journalistuddannelsen på bordet

Ansøgertal i frit fald: Der skal nye fortællinger om journalistuddannelsen på bordet

Ansøgertal i frit fald: Der skal nye fortællinger om journalistuddannelsen på bordet

De seneste tre år er antallet af ansøgere til landets journalistuddannelser faldet. Efter dette års opsigtsvækkende fald er flere
parter enige om, at det er på tide at få brudt den negative udvikling.

TEKST: AMALIE WESSEL-TOLVIG & OSKAR VESTERGAARD KLAUSEN
illustration: MIE STÆRK

Udgivet den 30. maj 2024

Fyringsrunde på fyringsrunde, befolkningens ændrede medievaner og manglende praktikpladser er velkendte nedturshistorier om mediebranchen. Nu giver et faldende antal ansøgere til landets journalistuddannelser anledning til at skabe en ny fortælling.

Særligt faldet i antallet af ansøgere ved dette års optag har sat tankerne i gang på DMJX.

For Henrik Berggren, der er institutchef for journalistuddannelsen på DMJX i Aarhus, gav de nye tal ingen mening.

“Jeg tænkte, at der måtte være en fejl et eller andet sted, men det var der så ikke,” siger han. 

Når Henrik Berggren ser på tallene, ser han et udtryk for en ny udvikling. 

“Det tyder på, at der sker et eller andet. Der er en udvikling, som nu slår igennem her. Det skal vi tage alvorligt,” siger han.

Henrik Berggrens bekymring går på, om kvaliteten bliver ved med at være god.

“Jeg mener, at antallet af ansøgere betyder noget. Vi vil gerne have flere ansøgere, end der kommer,” siger han.

Rektor på DMJX, Julie Sommerlund, ser også med bekymring på udviklingen, men netop det, at alle tre journalistuddannelser i landet oplever et fald, får hende til at tænke, at det ikke nødvendigvis knytter sig specifikt til journalistuddannelsen på DMJX.

“Det gør det på en måde bare mere besværligt at håndtere,” siger Julie Sommerlund.

Selv peger hun på, at krisefortælling og misforståelser om branchen kan være årsag til faldet i antal ansøgere. Ifølge hende kan der med fordel ændres på den gængse fortælling om, hvad en rigtig journalist er, og hvilke muligheder uddannelsen giver.

“Vi kan jo se, at vores studerende får job, så mediebranchens krise er ikke de studerendes krise. Det er der ikke så mange, der fortæller,” siger Julie Sommerlund.

Det er derimod hendes opfattelse, at der er en selvforståelse blandt de studerende, hvor det ikke er lige så spændende at blive ansat i en kommunikationsafdeling på et ministerium, som det er at blive ansat som journalist på Politiken. 

Julie Sommerlund medgiver her, at når kommunikationsjobs er en type job, der begynder at være flere af, så skal skolen gøre mere for at formidle den gode fortælling om dem.

“I de kommunikationsafdelinger, hvor man ansætter journalister, er det, fordi man vil have en journalist. Det er ikke, fordi man ikke kunne finde en kommunikatør. Det er med vilje,” siger hun.

Det skal der oplyses mere om, samtidig med at udviklingen kræver at tænke i flere baner.

Krudtet skal findes frem

Indtil nu har journalistuddannelserne ikke været vant til at skulle reklamere for sig selv for at tiltrække et tilfredsstillende antal ansøgere, men den virkelighed er ifølge Julie Sommerlund forbi.

“Vi skal til at gøre det, som mange af de andre uddannelser gør. Det vil formentlig kræve, at vi sætter penge af i budgettet og for eksempel er til stede på uddannelsesmesser og den slags steder,” siger hun.

Julie Sommerlund tilføjer, at det især er på gymnasierne, DMJX skal målrette synligheden.

“Vi bør rykke ind og holde events, hvor der er elever, der har medielinjer, vise vores uddannelser frem og sige ‘se os! Det er dødspændende,’” siger hun.

Også hos Peter Bro, der er forsker og centerleder for journalistik på SDU, har de seneste ansøgertal skabt incitament til aktivt at forsøge at tiltrække flere ansøgere.

“Vi har nok været lidt forvænte hen over årene. Der er kommet rigeligt, så det behøvede vi ikke at bruge krudt på. Det krudt skal vi til at finde frem nu og få fyret af,” siger han.

Ligesom Julie Sommerlund er Peter Bro optaget af de fortællinger og myter, der florerer. Er optagelsesprøven sindssygt svær? Er der ingen, der går videre? Bryder folk sammen? Kan man ikke få job som journalist bagefter?

Det er nogle af de myter, der ifølge Peter Bro skal slås ihjel, og som man ikke har været opmærksomme nok på.

“Vi skal simpelthen blive bedre til at komme ud og fortælle, hvad det egentlig vil sige at læse journalistik. Hvad er en journalist, og hvad kan det føre med sig? Også for at få mulighed for at slå nogle af de der myter og misforståelser ihjel,” siger Peter Bro.

Dertil kommer, at der skal kigges på, hvordan uddannelsens form kan følge med de ændringer, der sker i samfundet, hvad angår det journalistiske håndværk.

“Det kan bruges i mange forskellige sektorer og mange forskellige brancher, også selvom det måske ikke altid er klassisk journalistik. Det, tænker jeg, bare er en styrke for faget, men det skal vi selvfølgelig også have en snak om,” siger han.

Alle overvejelserne og tankerne er del af en ny proces på SDU under navnet ’Fremtidens Journalistuddannelse’. I processen vil SDU se på, hvad der kan gøres for at øge ansøgertallet.

Ifølge Peter Bro er der tale om alt fra markedsføring til ændring af journalistuddannelsens indhold, men det er ikke besluttet endnu.

“Vi har et udviklingsarbejde foran os,” siger Peter Bro.

Nytænkning af uddannelsen

På DMJX er uddannelsens indhold også med i overvejelserne om, hvad der aktivt kan gøres for at hæve antallet af ansøgere. Hvordan bliver uddannelsen mere relevant? Hvordan kan den tilpasse sig, i takt med at mediesektoren ændrer sig?

“Medieforbrugeren ændrer sig, og folk orienterer sig mindre og mindre mod et bestemt dagblad, men mere imod den konkrete afsender. Vi skal til at se anderledes på vores uddannelse, hvor vi stadig har vores neutralitet og objektivitet, men også koble den sammen med den stærke personlige afsender, som vil kræve noget nyt af os,” siger Julie Sommerlund.

Ifølge hende viser mange undersøgelser, at mediebrugerne er mere interesserede i journalisten bag artiklen, end det dagblad artiklen udkommer på. Derfor skal DMJX også til at overveje, om den del af uddannelsen, der går på journalistens rolle, skal nytænkes.

Det er dog vigtigt at understrege, at der endnu ikke er udformet en konkret handlingsplan for ændringer, men at DMJX med sikkerhed påtænker at markedsføre uddannelsen frem mod næste optagelsesrunde i år 2025.

Både diversitet og flere ansøgere, tak

For KaJ, der er DMJX i Aarhus’ studenterorganisation under Dansk Journalistforbund, er udviklingen et klart signal om, at skolen må handle.

“Vi ser det ikke som et sundhedstegn, at der er sket sådan et fald. Det er klart. Skolen skal gøre noget ved det her. De skal ud og brande sig selv og fortælle folk om den mega fede uddannelse, vi har her på skolen”, siger Mads Norman Søndergaard, der er formand i KaJ.

Han tilføjer, at hvor meget af kommunikationen om uddannelsen tidligere er gået fra mund til mund, må skolen i gang med at gøre reklame. Både på gymnasierne og på sociale medier.

“Vi kan se, at det ikke kun gælder om at få mere diversitet ind, som der allerede er blevet talt om, men også om at tiltrække flere af den type ansøgere, der i forvejen søger,” tilføjer Mads Norman Søndergaard.

Her henviser han til den igangværende proces, hvor DMJX, SDU og RUC er gået sammen i forsøg på at finde ud af, hvordan mangfoldigheden på journalistuddannelserne kommer til at afspejle den, der er i det danske samfund.

I forhold til at øge ansøgertallet er det udover markedsføring endnu uvist, hvad de konkrete udspil bliver. Men der er bred enighed. Ansøgertallet skal op.

Dårligere end journalistuddannelsen – nu vil kommunikation øge diversiteten

Dårligere end journalistuddannelsen – nu vil kommunikation øge diversiteten

Dårligere end journalistuddannelsen – nu vil kommunikation øge diversiteten

DMJX ønsker mere diversitet på kommunikationsuddannelsen, som i dag rangerer lavere end journalistuddannelsen på mangfoldighed.

TEKST: VICTOR ØRGAARD ANDERSEN
FOTO: ANDERS LINDSTRØM BERKER

Udgivet den 21. marts 2024

Over de kommende måneder bliver strategien for en øget diversitet lagt på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Der skal fastsættes målsætninger og formuleres handlingsplaner for de kommende års optagelse, så det sikres, at elevmassen afspejler et bredt udsnit af den danske befolkning.

Netop det område er et af de steder, hvor Helle Winding, institutchef ved Institut for Kommunikation, mener, at skolen har et stort stykke arbejde foran sig.

”Vi arbejder mod øget diversitet, så fremtidens uddannelser på DMJX i langt højere grad kommer til at afspejle den brede danske befolkning,” siger hun.

Helle Winding giver ydermere udtryk for, at en mangfoldig baggrund i flere tilfælde giver en større indsigt i samfundets problematikker og øger muligheden for mere nuanceret løsninger på samfundets udfordringer.

“Jeg var chokeret over, at det kun var mig og én anden”

En af de elever, som har oplevet den lave diversitet på egen krop, er Mirjam Mwaka Kapembwa Roed. Hun er født og opvokset i Aarhus, har en dansk far og en mor, som er født og opvokset i Zambia.

Da Mirjam i sommeren 2021 startede på kommunikationsuddannelsen på DMJX, var hun vant til at bevæge sig i miljøer, hvor den etniske diversitet var høj. Hun havde gået på en international privatskole, og i hendes gymnasieklasse var omkring 25 procent af de studerende af udenlandsk herkomst, hvor enten en eller begge forældre ikke oprindeligt kom fra Danmark. Derfor var chokket også stort, da hun startede på DMJX.

“Da jeg startede på DMJX, var jeg chokeret over, at det kun var mig og én anden, der havde en eller flere forældre med multikulturel baggrund. Det fik mig til at tænke over, om de andre i klassen overhovedet kunne relatere til mig,” siger Mirjam Roed.

Efterhånden viste det sig, at hendes frygt var ubegrundet. Efter hun lærte sine klassekammerater at kende, blev det hurtigt tydeligt, at hendes baggrund ikke satte en stopper for hendes bekendtskaber eller studietid på skolen. På trods af det, ville det dog for Mirjam Roed have været rart med nogle at kunne spejle sig i og vende nogle af de udfordringer, som til tider prægede hende grundet hendes ophav. Her valgte Mirjam Roed i stedet at tale med de udvekslingsstuderende, der også befinder sig på skolen, da de bragte andre perspektiver med sig og kunne se sig enige i, hvordan det var at skille sig ud.

”Jeg har virkelig haft gode samtaler med skolens udvekslingsstuderende. De er hyggelige at tale med, fordi de kommer fra en anden kultur. Man kan tale med dem om andre ting, end hvad der lige rører sig i Danmark,” siger Mirjam Roed.

Udbredelse og branding er vejen frem

Behovet for en øget grad af diversitet kommer klart til udtryk i Mirjam Roeds beretninger om sin tid på uddannelsen. Spørgsmålet er, hvorfor der først nu sættes fokus på diversiteten, og hvorfor der ikke er sket tiltag tidligere?

Spørger man Helle Winding, har det reelt ikke tidligere været en problemstilling, der er taget stilling til, eller som har været på dagsordenen.

”Det er først det sidste halvandet år, at ordet diversitet har ramt kommunikationsuddannelsen på DMJX. To gange årligt er vi i dialog med branchen, og vi har ikke tidligere oplevet, at diversitet har været et tema,” siger Helle Winding.

Hendes udtalelser bakkes op af en undersøgelse udarbejdet af Danmarks Statistik. Undersøgelsen, der for nyligt blev bragt i Fagbladet Journalisten, viser, hvilke uddannelser, der tiltrækker de største andele af studerende med udenlandsk herkomst. Ud af 940 uddannelser befinder kommunikationsuddannelsen sig i den lave ende på en 555. plads. Til sammenligning er  journalistuddannelsen på DMJX på en 259. plads.

Derudover mener Helle Winding, at en af grundene til den lave grad af diversitet findes i kommunikationsuddannelsens branding udadtil. Uddannelsen har ikke uanede midler til at annoncere, og i takt med at den faglige viden om uddannelsen ikke bliver spredt, bliver diversiteten af ansøgere også mere snæver. En løsning på det kunne, ifølge Helle Winding, være vidensdeling på de danske gymnasier for at øge kendskabet til uddannelsen.

”En del af den kommende handlingsplan kunne være at plukke 20 gymnasier ud i Danmark, hvor diversiteten er høj og så derefter lave et samarbejde,” siger Helle Winding.

 

 

”Min mor var lidt nervøs for, om jeg godt kunne blive til noget, og hvad mine muligheder ville være efter min studietid,”

 

–Mirjam Mwaka Kapembwa Roed, kommunikationsstuderende på DMJX 

Ny strategi for diversitet

Hvad angår de fremtidige ændringer til uddannelsen, er Mirjam Roed splittet. Hun har svært ved at sætte sig ind i, hvordan skolen helt præcist kan forbedre diversiteten, men er i høj grad enig i, at Helle Windings forslag virker fornuftigt. Det var de samme problematikker, der prægede hende og hendes familie, inden hun søgte ind. Her måtte Mirjam Roed især bruge tid på at sætte sin mor ind i de muligheder, uddannelsen bød på, og at de ikke bare er attraktive, men også mange.

”Jeg gik længe og overvejede at studere jura, men så fandt jeg kommunikation, som var mere mig. Min mor var lidt nervøs for, om jeg godt kunne blive til noget, og hvad mine muligheder ville være efter min studietid,” siger Mirjam Roed.

Derfor mener hun også, at en af de bedste løsninger på den manglende diversitet er at udbrede kendskabet til uddannelsen, så man opnår et så bredt udsnit af danskerne som overhovedet muligt. For hende vil det betyde, at der er flere at spejle sig i, som kan bringe nye perspektiver ind i hverdagen. Derfor er håbet også, at målsætningerne for en ny strategi for diversitet bliver en realitet, og at kommende studerende med udenlandsk herkomst har modet til at søge ind. 

”Jeg håber selvfølgelig, at alle har lyst til at ansøge og ikke ser det som et benspænd, at man måske er én af de få, som har en multikulturel baggrund,” siger Mirjam Roed.

Håb for fremtiden

Helle Winding ser optimistisk på udfordringen med at øge diversiteten på DMJX. De kommende handlingsplaner skal understøtte et tværfagligt samarbejde på skolen og sætte fokus på arbejdet med at tiltrække en bredere gruppe af studerende.

Hun mener dog ikke, at problemet udelukkende kan løses på DMJX, men at det skal ske i samarbejde med branchen. Derfor er det vigtigt at fortsætte den gode dialog og lave en forventningsafstemning om, hvordan uddannelsesinstitution og branche kan hjælpe hinanden til at opnå det bedst mulige resultat.

”Hvis vi ser på nogle af de store mastodonterne i branchen såsom LEGO, Ørsted og Novo Nordisk, så ved jeg, at der i deres rekruttering er et stort fokus på diversitet,” siger Helle Winding.

Hun håber på, at vi i fremtiden vil se ind i en uddannelse, der bærer præg af harmoni, mangfoldighed og et væld af forskellige perspektiver, som alle vil være med til at styrke uddannelsen.

”Jeg håber på, at vi får øget diversiteten og fortsætter med den gode undervisning, som vi bedriver i dag. Derudover er jeg sikker på, at vi kommer til at levere en rigtig god uddannelse og i sidste ende kommer til at repræsentere hele befolkningen i Danmark,” siger Helle Winding.

Hvem tørrer op efter praktikantens shitstorm?

Hvem tørrer op efter praktikantens shitstorm? 

Mia Skovby og Emma Sylvest har en ting til fælles. De er begge kommet på den forkerte side af folkestemningen. Men de er også kommet ud på den anden side med blod på tanden efter mere.

TEKST: SARAH WITTRUP & LÆRKE KOBBERUP
FOTO: Vikki Søholm  & Anders lindstrøm

Udgivet den 07. december 2023

Journalistik er et skrøbeligt erhverv. Man bevæger sig ud på isen og beder til, at den ikke brister under en. Alle ved, at der ikke skal meget til, før den krakelerer. Grafisk sprog, uenighed om regler for citering eller linjer taget ud af kontekst kan være nok. Pludselig kan du gå fra at være et spirende, velanset journalisttalent til forhadt og udstødt af dine medjournalister på sociale medier. For en shitstorm kan ramme enhver journalist nådesløst, men især når man er ny i feltet, skal man huske at holde hovedet koldt.

I denne artikel dykker vi ned i, hvor det endelige ansvar ligger, når isen brister.

En gratis shitstorm
”Det var ikke svært at kende forskel på royale og kommunale, da prinsen inviterede til 18-års fødselsdag.”

Sådan lød rubrikken på den reportage, journalistpraktikant Mia Skovby skrev for Euroman i forbindelse med den store fejring af prins Christian, og som hun siden har fået kritik for. Selv mener hun, at kritikken blev taget ud af kontekst, og især linjen: “De (18-årige gæster fra kommunerne) mangler det, man kun kan købe for penge: den gode kvalitet.”

“Det sjove er, at jeg virkelig har afleveret nogle ting gennem tiden, hvor jeg har troet, det ville ende i en shitstorm. Men artiklen om prinsens fødselsdag skrev jeg på en time, og jeg syntes ikke, den blev specielt god, så jeg tænkte, at den ville gå i glemmebogen,” siger Mia Skovby.

Det skete ikke. Mandag den 16. oktober blev artiklen udgivet, og allerede omkring klokken 11 om formiddagen eskalerede det. Mias telefon blev brandvarm.

“Indtil midnat tjekkede jeg min telefon konstant. Jeg blev rasende, fordi det blev taget ud af kontekst. Jeg syntes, at folk var nogle idioter,” siger hun.

Mia Skovby gik igennem hele følelsesregistret fra trist til rasende til at være okay med kritikken.

Èn samlet stemme
Chefredaktør for Euroman, Kristoffer Dahy Ernst, påtog sig hurtigt ansvaret og skrev ud på X på vegne af Mia Skovby og Euroman:

“Euromans reportage fra prinsens fødselsdag blev af mange opfattet som en negativ kritik af de inviterede 18-årige gæster fra hele landet. Det har ikke været meningen, og Euroman skal selvfølgelig ikke være et medie, der sparker nedad. Derfor: Undskyld.”

Hans opslag blev efterfulgt af et screenshot fra reportagen, hvor Euroman havde tilføjet en længere undskyldning og klargjort, hvad hensigten med artiklen var. Den præcisering er stadig til stede i bunden af artiklen, men der er ikke blevet rettet i den originale reportage.

Da han bliver spurgt ind til, hvorfor al kommunikationen gik igennem ham og ikke Mia Skovby, lyder svaret:

“Dels fordi hun er praktikant. Derudover ligger der desuden også noget i, at vi kun skal tale med én stemme fra Euroman, og det er min. Det er mig, der er ansvarshavende chefredaktør, og derfor har jeg ansvaret for det, vi udgiver.”

“Jeg har aldrig nogensinde kaldt nogens døtre for billige”
Det var svært for Mia Skovby ikke at gå ind i kritikken. Især fordi den endte på hendes feed på X. Der var for eksempel en, der postede et billede af sin datter med teksten ‘her er den datter, du kalder billig’.

“Jeg har aldrig nogensinde kaldt nogens døtre for billige,” siger Mia Skovby. 

Mia Skovby synes, at ordene i hendes artikel blev fordrejet på en uretfærdig måde. Heldigvis stod hele redaktionen bag hende, og da hun bad om, at der blev skrevet noget ud til alle kritikerne, skrev hendes redaktør, Magnus Kraft, på X, at kritikken burde rettes mod ham.

Selv om Mia Skovby endte i en shitstorm,  så er hun alligevel glad for, at det skete.

“Det var en mulighed for at få nogle øjne på sig,” siger hun.

Mia Skovby er derimod træt af, at kritikken tog udgangspunkt i, at hun er praktikant. Der blev blandt andet kommenteret, at man ikke skulle være så hård ved hende, eller at Euroman skulle undgå at give hende lignende opgaver i fremtiden. Det blev Mia Skovby gal over, da hun ikke kunne se, hvorfor det er relevant, at hun er praktikant.

“Jeg følte, de barnliggjorde mig. Pludselig var jeg ti år gammel i deres øjne. Det var vildt fornærmende, for det var min idé og mit projekt.”

Den kvindelige Thomas Treo
Mia Skovby er langtfra den eneste journalistpraktikant, der har oplevet modvinden fra en uventet shitstorm. Emma Sylvest, tidligere praktikant på Ekstra Bladet, oplevede også, at specifikke linjer i en af hendes reportager blev tolket helt anderledes end planlagt.

Den 6. august 2022 udkom hendes reportage med overskriften “Mine patter er ved at falde ud”. Reportagen handlede om sangerinden Jadas koncert på Smukfest.

“Jeg kan huske, at jeg vågnede næste dag til Iben Maria Zeuthens opslag om, at jeg var misogyn og sexistisk. Hun kaldte mig en kvindelig Thomas Treo. Jeg tænkte ’hold da kæft’. For det første var det slet ikke meningen med artiklen, og for det andet, så er det slet ikke sådan, jeg ser mig selv overhovedet,” siger hun.

Emma Sylvest finder desuden opslaget særligt interessant, da hun på turen hjem fra Smukfest diskuterede koncerten med Thomas Treo. I den snak sad hun og forklarede, hvorfor hun bestemt mener, at Jada er en dygtig og relevant kunstner.

En del af kritikken på Emma Sylvests reportage går på, at der var for meget fokus på både publikums og Jadas udseende og påklædning. Hun påpeger, at hun skulle beskrive stemningen og ikke musikken.

Shitstormen har ikke skræmt Emma Sylvest væk fra at skrive, men hun blev lidt ramt af, at mange af de hårdere kommentarer var fra andre journalister.

“Jeg syntes, det var tarveligt, at man gik imod en ny praktikant. Selvfølgelig skulle jeg stå på mål for det, jeg skrev. Men hun kunne jo også have valgt at smide en DM til mig fremfor at hænge mig ud på den måde. Specielt når hun så udlagde det forkert, som jeg jo syntes, hun gjorde.”

Her henviser Emma Sylvest til Iben Maria Zeuthens kommentar til sin reportage. Præsenteret for ovenstående undren forklarer Iben Maria Zeuthen følgende:

“Det forekommer mig for det første som et mystisk ønske at ville have den type respons i sin indbakke  og ikke offentligt, da man jo selv lever af at putte andre i spalterne. Hvorfor skulle journalister være et fredet folkefærd? Derudover udgiver vi ikke for at udføre kollegial sparring. Vi udgiver for at gøre hinanden klogere. Det gælder også, når det drejer sig om en kritik af en artikel, et sprogbrug eller et bestemt blik.”

“Hun kaldte mig en kvindelig Thomas Treo. Jeg tænkte ‘hold da kæft’“

– Emma Sylvest,
Tidligere journalistpraktikant på Ekstra Bladet
 

Hvem hader de egentlig?
På Berlingske har de også oplevet, at deres journalistpraktikanter kan komme i offentlig modvind. Senest skete det i december sidste år, hvor en praktikant havde omtalt og skrevet en historie på baggrund af et offentligt opslag på X. Personen bag opslaget blev vred over, at Berlingske ikke havde spurgt om lov til at citere hendes opslag.

Praktikantens redaktør, Kasper Krogh, mener ikke, at praktikanten lavede en stor journalistisk fejl, selvom den blev beklaget efterfølgende.

“Som medie vil vi gerne beskytte vores praktikanter, hvis de havner i en shitstorm. Vi går altid ud og vurderer, om vi har vores journalistik i orden. Hvis vi har gjort noget forkert, så retter vi det selvfølgelig. Men vi skal også have styr på, om folk er uenige i, om historien skulle være bragt, i vinklingen, eller om de bare er sure på Berlingske,” siger Kasper Krogh.

Det kan være voldsomt, når man ender i en shitstorm, og det kan især være voldsomt første gang, det sker.

“Når det opstår, så snakker vi meget med praktikanten om, hvordan vi håndterer det bedst. Det er vigtigt, at man ikke tager det personligt, for typisk er folk egentlig kritiske over for mediet.”

Kasper Krogh mener, at kritikken mod praktikantens artikel sidste vinter i bund og grund handlede om, at folk havde set sig sure på Berlingske. Derfor var kritikken ikke rettet mod praktikanten.

“Det blev en anledning til at gå ind og rette en masse kritik mod Berlingske,” siger han.

Hos Berlingske er det væsentligt, at de kan forklare, hvorfor de har gjort, som de har gjort. Nogle gange vil praktikanterne selv gå ud og kommentere på det, men oftest er det en fordel, at redaktøren gør det.

“Som redaktør skal man kunne sige: Nu skal jeg nok tage den herfra og svare på mediets vegne,” siger Kasper Krogh.

Sådan skal det ifølge Kasper Krogh være, fordi redaktørerne har mere erfaring med, hvordan man skal håndtere det. Kasper Krogh peger på, hvor hurtigt det kan gå, og hvor vigtigt det er, at man er opmærksom, hvis en kritik begynder at køre.

“Men eksemplet med praktikanten fra december sidste år var også i den ekstreme ende,” siger han.