Interview med Jonathan Løw: “Jeg frygter, at samtalen bliver mere og mere opdelt”

af Webredaktøren | maj 30, 2024 | NYT I OPINION, OPINION

Interview med Jonathan Løw: “Jeg frygter, at samtalen bliver mere og mere opdelt”

Jonathan Løw er iværksætter og foredragsholder og forsøger i et debatindlæg i Fagbladet Journalisten at punktere myten om det landsdækkende medie. Han er bange for, at manglen på en samlende samtale går ud over vores sammenhængskraft.

TEKST: Anders Brøndsholm og Jens-Emil Nørgaard
FOTO: Jonathan LØw (privatfoto)

Udgivet den 30. maj 2024

Han har udtrykt sin mening i Journalisten. Han har turneret med det i programmer som Presselogen og Tabloid på P1. Fordi Jonathan Løw oprigtigt mener, at der ikke findes ægte landsdækkende medier i Danmark.

Du skriver i et debatindlæg i Fagbladet Journalisten, at ideen om landsdækkende medier er en myte. Hvad mener du med det?

“Til dels er det en clickbait-overskrift for at få gang i diskussionen. Men jeg mener, at en af mediernes vigtige opgaver er at kunne samle landet om nogle vigtige agendaer og derved også dække alle dele af landet, så de føler sig hørt og set og repræsenteret.”

Og du mener ikke, at det er sådan i medieverdenen i dag?

“Når man kigger ud på medierne, som traditionelt set er blevet opfattet som dem, der i hvert fald havde et landsdækkende potentiale, så er det jo medier som Jyllands-Posten, Politiken og DR og TV2. Der synes jeg, at man kan se en udvikling, hvor Politiken, selvom de altid har været københavnerorienteret, næsten udelukkende fokuserer der nu. Selvom Christian Jensen (ansvarshavende chefredaktør på Politiken, red.) siger, at de også har et nationalt og internationalt udsyn, så er det i hvert fald et udsyn med voldsomt mange blinde vinkler. Jyllands-Posten er dog et medie, der får dækket Jylland relativt pænt og på den måde fint lever op til navnet, om end nogle udenfor Jylland så sikkert vil mene, at de ikke er særligt landsdækkende.”

Mediernes placering betyder noget

I dit debatindlæg lægger du ud med at kritisere det, du kalder “landsdækkende” flagskibe fra DR og TV2. Du skriver, at sejlet i de flagskibe sættes i København, og at rejsen sluttes der. Hvad mener du med det?

“Når man ser på nogle af DR’s og TV2’s flagskibsprogrammer – for eksempel Deadline eller Debatten – så er der næsten udelukkende deltagere med fra København og omegn. Selvfølgelig er det en del af det, at det politiske magtcentrum ligger i København, men selv hvis man tager den dimension ud af det, så er der stadig en rigtig dårlig repræsentation af deltagere. De meningsdannere, der inviteres med i programmerne, befinder sig næsten altid i Storkøbenhavn, og generelt er det et demokratisk problem for den fælles samtale, at så få stemmer får plads i de største formater.”

Men DR og TV2 kan jo ikke have studier rundt i alle dele af landet. Er det ikke fair nok, at man må tage turen til dem, hvis man skal være med i programmerne?

“Hvorfor kan de ikke have det? De får da trods alt et pænt milliardbeløb i mediestøtte, og så dyr en husleje har vi altså ikke for eksempel her i det jyske. Det betyder bare noget, hvor medierne befinder sig i forhold til både logistik og udsyn. I forhold til logistik har jeg selv været med i disse programmer flere gange, og de optages altid i København. Man får først at vide, om man skal være med dagen før eller på dagen, så det kræver jo, at de, der skal være med i den demokratiske debat, nærmest enten bor der eller lever af at mene noget og få det i medierne. Og det gør de færreste af os jo trods alt.”

Du siger, at repræsentationen i de programmer er dårlig. Men de, der er med, er vel dem, som er mest kyndige til at debattere netop det emne og har tid til det. Hvorfor er det et problem?

“De, der typisk har tid, er enten politikere, som stiller op fordi det er deres levebrød, og de skal gerne genvælges. Og så er der meningsdannere, debattører og brancheorganisationer, der også stiller op, fordi det er deres levebrød. Der er bare 98 procent af befolkningen, der faktisk er ude at lave arbejdet, hvad enten det er iværksættere, sosu-assistenter eller virksomhedsejere, som ikke lige har en hverdag, hvor de kan tage en hel dag ud og tage turen for at være med i en debat i fem minutter. De bliver ikke repræsenteret, og jeg vil personligt hellere lytte på mennesker fra virkeligheden frem for mennesker, der har trænet i at blive gode debattører. Jeg vil også vove at påstå, at mediernes placering, og dermed også journalisternes bopæl, har en naturlig betydning for det, som i det nære og i hverdagen påvirker deres udsyn. Det betyder ikke, at man kun kan orientere sig lige der, hvor man bor, men det kan ikke undgå at påvirke.”

Du nævner Politiken som et eksempel på et medie, der har lukket sig om det københavnske. Men det regionale bliver vel dækket af netop de regionale medier. Så hvorfor er det et problem, hvis der ikke er landsdækkende medier, når det regionale bliver dækket?

“Det regionale dækker jo netop kun regionalt. For eksempel her i Aarhus, hvor jeg bor, har vi jo TV2 Østjylland, men deres effekt på en samlet national samtale er jo meget begrænset, fordi de har væsentligt lavere seertal end de, der skulle forestille at være landsdækkende medier. Og uden disse landsdækkende samtaler, som medierne er nødt til at være frontløbere for, så mister vi endnu mere af den sammenhængskraft, som de sociale medier – undskyld mit sprog – i forvejen har fucket op med deres segmenterings- og personaliseringsalgoritmer.”

Den samlende samtale

Når Jonathan Løw efterlyser de landsdækkende medier, så handler det især om noget, han frygter at miste. Med de sociale mediers efterhånden allestedsnærværende rolle i vores hverdag, risikerer vi at miste noget vigtigt for sammenhængskraften.

Så det handler om, at de regionale medier ikke har samme gennemslagskraft i den nationale samtale?

“Ingen i København aner jo, hvad der bliver vist på TV2 Østjylland og omvendt. Ja, nogle historier når så videre derfra til nationalt, men det er fåtallet. Det er derfor, jeg frygter, at samtalen bliver mere og mere opdelt, fordi mediehusene har overbevist sig selv om, at deres eneste fremtid må gå igennem segmentering på bedste SoMe-vis kombineret med, at de jo er dybt ængstelige ved tanken om, at de ikke kan drive trafik via de selvsamme sociale medier. Tænk hvis SoMe viser sig at være problemet frem for løsningen i fremtiden? Det er jeg ikke bange for at forudsige som tech-iværksætter med 20 år i branchen.”

Hvorfor mener du, at det er et problem, hvis samtalen bliver mere opdelt?

“Jeg kommer fra tech-verdenen, som Facebook og Instagram også er i, så jeg ved, hvor ekstremt segmenteret og opdelt det er. Fordi det er den måde, man kan sælge annoncer på. Ved at gøre det ultra personaliseret og segmenteret. Det betyder bare, at samtalerne på de medier foregår i totale ekkokamre, og disse virksomheder har ingen interesse i andet. Dels kan de sælge deres visninger og kliks dyrere på den måde, og dels så elsker deres algoritmer, når vi hidser os op på hinanden og skaber splittelse. Den slags content favoriseres, fordi de sociale medier jo aldrig har været hverken sociale eller medier. Måske også medieverden skulle stoppe med at kalde dem det og tone rent flag. Disse apps og platforme er afhængighedsskabende apps, hvor vi som brugere er produktet, og hvor forretningsmodellen er, at de sælger vores opmærksomhed til annoncørerne. Det er i mine øjne super farligt og bestemt ikke en vej, jeg håber, at medierne vil forsøge at mime yderligere i fremtiden af frygt for, at deres økonomi ellers går endnu mere i minus.”

En farlig vej for medierne

Her til slut er du så ikke bare en aarhusianer, der har set sig lidt sur på hovedstaden, fordi du er bosat i Aarhus, og der så er en større by, som du føler, er bedre repræsenteret?

“Helt ærligt så nej. Jeg har været en masse i medierne, og jeg har ikke behov for at blive en mediekendis. Det er faktisk fordi, jeg mener, at den her samtale er vigtig. Jeg synes, det er et reelt problem, at vi i så lille et land alligevel har så langt mediemæssigt fra den ene del til den anden, og at vi ved så lidt om hinandens liv, som vi gør. Der har jeg et håb og en tro på, at medierne har en rolle i det. Ellers tror jeg også, medierne selv opdager, at deres fremtid er endnu mere truet, hvis de ikke kan levere det.”

Så du tror faktisk, at medierne ikke kan overleve, hvis ikke de forsøger at gøre noget?

“Jeg tror simpelthen ikke på den der segmenteringstilgang som det, der skal gøre, at de også overlever om 20 år fra nu. For det er der nogle, som er langt bedre til end medierne – det vil sige de afhængighedsskabende apps. Det er også gennem den tilgang, at man ødelægger den samlende samtale, og når man gør det, så mister medierne den vigtige rolle, som de har haft. Jeg tror, det er en farlig vej, de er på vej nedad.”

Hvad skal medierne gøre ifølge dig?

“De skal fokusere på at skabe en mere samlende dialog, hvor de kommer langt længere ud, end de gør i dag, og ikke være så fokuserede på hele deres segmenterings-niche-fokus-afdeling, fordi det er der andre, der er langt bedre til end dem.”

FORSIDEN

Falske oplysninger oversvømmer det sociale medie X: Hvordan håndterer medierne det?

af Webredaktøren | dec 7, 2023 | TEMA

TEMA

Falske oplysninger oversvømmer det sociale medie X: Hvordan håndterer medierne det?

Ifølge en EU-undersøgelse fra september havde X, tidligere kendt som Twitter, den højeste mængde af falske oplysninger sammenlignet med andre sociale platforme. Det pålægger medierne et ekstraordinært ansvar for ikke at sprede falske oplysninger, der er i omløb på X, og dermed bidrage til informationskrige.

TEKST: SARAH CARDEL
ILLUSTRATION: MARIA THOR-KRISTIANSEN

Udgivet den 07. december 2023

Da Elon Musk sidste år opkøbte det sociale medie Twitter, var det med formålet at modvirke den censur, som mediet havde udvist ved blandt andet at lukke Donald Trumps konto efter stormen på USA’s Kongres i 2021.

Selvom Twitters censurering af Trump mødte stor opbakning fra offentligheden og andre sociale medier, mente kritikere, heriblandt mangemilliardæren Elon Musk, at det var en underminering af demokratiet at regulere ytringsfriheden. Med opkøbet ønskede han at skabe et åbent forum på Twitter, hvor alle holdninger og synspunkter kunne trives.

Nu har det vist sig, at mængden af misinformation, der spredes på mediet efter Musks overtagelse, overgår alle andre sociale platforme.

Når et socialt medie som X, der benyttes af mange medier til orientering om verdenssituationen, oversvømmes af falske oplysninger, lægger det et helt ekstraordinært ansvar hos medierne om at undgå at viderebringe misinformationerne.

Det er ikke noget nyt
Ekstra Bladet er et af de danske medier, som i høj grad bruger X til at orientere sig om, hvad der rører sig. Redaktionschef og digital chef for eb.dk, Jesper Nielsen, anerkender dog den store mængde af falske nyheder, der florerer på X:

”Hver gang der sker noget stort i verden, en naturkatastrofe eller en væbnet konflikt, bliver der lagt en hel masse billeder og videoer op på X, og vi oplever hver eneste gang, at nogen forsøger at snyde medierne til at bringe noget, som enten er ti år gammelt eller stammer fra en anden begivenhed,” siger han.

Det har imidlertid ikke fået Ekstra Bladet til at ændre sin måde at bruge X i deres journalistiske arbejde. Ifølge Jesper Nielsen skyldes det, at der altid har floreret falske nyheder på internettet:

”Vi er klar over, at X er blevet mere polariseret, men det er jo ikke mere anderledes, end det var tidligere. Vi skal gøre os umage med at tjekke kilder og verificere oplysninger fra X. Men det gjorde vi også for ti år siden,” siger han.

Verden blev for alvor bekendt med fænomenet ”fake news” under det amerikanske præsidentvalg i 2016. Det er således ikke et nyt emne – hverken blandt danskerne eller på medieredaktionerne. Selvom der har været bevidsthed om fænomenet i lang tid, fik Hamas’ angreb mod Israel den 7. oktober flere medier til at advare om mængden af falske informationer og videoer på X.

En tendens, som Jyllands-Posten også er meget opmærksomme på. De er generelt varsomme med at viderebringe oplysninger fra eksterne kilder. Det fortæller ansvarshavende chefredaktør, Marchen Neel Gjertsen.

”Det gælder også med informationer fra de internationale medier som BBC eller CNN. Hvis de skriver noget, som vi er usikre på, så bruger vi faktisk lang tid på at undersøge, hvad vi kan stole på. Det forholder vi os til, hver gang vi viderebringer oplysninger,” siger hun.

Heller ikke hos Jyllands-Posten har man gjort sig nye tiltag, når det gælder brugen af X. Avisen har imidlertid en række etiske retningslinjer, som blandt andet handler om en kritisk tilgang til kilder:

”Vores etiske retningslinjer handler om, at vi altid skal insistere på at sikre, at noget er korrekt, før vi bringer det,” siger hun og tilføjer:

”Hellere rigtigt end hurtigt. Sådan burde det være for alle medier.”

Når man bruger længere tid på at researche, medfører det naturligvis også, at man ikke altid er de første til at fortælle nyheden. Denne prioritering er noget, som Marchen Neel Gjertsen er meget opmærksom på.

”Vi er sjældent først på breaking, og det har jo også sin pris. Vi er ikke Danmarks største nyhedssite i volume og puls, men til gengæld vil vi gerne være Danmarks mest troværdige avis,” siger hun.

”Indimellem handler journalistik også om at sige, hvad man ikke ved”
En af de helt store faktorer, som vanskeliggør identifikationen af falske oplysninger, er det såkaldte checkmark. Et blåt flueben, som før i tiden illustrerede, at den pågældende brugers ægthed er verificeret. En ny opdatering har gjort det muligt at købe sig til et checkmark ved at tilmelde sig et X Premium-abonnement. Det betyder, at man ikke nødvendigvis kan være sikker på, at en bruger med et checkmark er blevet verificeret.

Til Fagbladet Journalisten påpeger BBC’s faktatjekker Shayan Sardarizadeh, at det selv for faktatjekkere er blevet vanskeligt at følge med i strømmen af misinformation.

Spørger man Jesper Nielsen fra Ekstra Bladet, så handler håndteringen af misinformation om helt grundlæggende, journalistiske metoder:

”Man kan tjekke profilens historik, og om følgerne er rene robotter. Ligesom når man får en spam-mail fra GLS – så spørger man også sig selv: ’Venter jeg en pakke?’ Det er helt almindelige, journalistiske dyder, der er i spil,” siger han.

Han påpeger imidlertid, at der kan opstå situationer, hvor det er mere komplekst at faktatjekke informationer fra X, eksempelvis når det drejer sig om en video.

”Der er tilfælde, hvor videoer deles på nettet, og folk tror, de er ægte. Ultimativt bringer vi dem ikke, men ellers er det vores opgave at fortælle, hvad vi med sikkerhed ved og ikke ved,” siger han og fortsætter:

”Indimellem handler journalistik også om at sige, hvad man ikke ved.”

Ifølge Jesper Nielsen er der altså en journalistisk opgave i at påpege, når en information eller video ikke kan bekræftes, også selvom man ikke har mulighed for selv at verificere eller afkræfte den.

At berette om, hvad der påstås, hvad der vides, og hvad der ikke kan dokumenteres, er også en benyttet tilgang hos Jyllands-Posten, når tvivlsomme informationer deles og omtales. Det kan imidlertid være svært at vurdere, om man skal gå ind i en udokumenteret sag:

”I det øjeblik man begynder at skrive om det, er man også med til at sprede historien. Så den balance er hele tiden svær, og vi vurderer det fra gang til gang. Man kan ikke lave en firkantet ramme omkring det,” siger Marchen Neel Gjertsen.

Da en voldsom eksplosion ramte et hospital i Gazastriben, kunne flere danske og udenlandske medier fortælle, at det var Israel, som stod bag eksplosionen, og at der var 500 døde. Denne besked kom fra de palæstinensiske sundhedsmyndigheder, som er styret af Hamas. Det har senere vist sig ikke at kunne dokumenteres. Jyllands-Posten var et af de medier, som udkom med nyheden.

”Eksplosionen på hospitalet i Gaza er jo et rigtig godt eksempel på, at selv meget store og troværdige medier faldt i fælden. Den dag var vi langsommere om at udkomme med nyheden, fordi vores folk var så usikre på, om det var rigtigt,” siger Marchen Neel Gjertsen.

Når en sådan situation opstår, ser Marchen Neel Gjertsen en pligt i at fortsætte med at søge sandheden:

”Vi har skrevet adskillige artikler om eksplosionen sidenhen. I sekundet en hændelse finder sted, er der ingen som ved noget. Ugen efter ved man mere, og efter endnu en uge ved man igen lidt mere. Det er vores pligt at holde fast og blive ved med at søge sandheden – omend vi så skal skrive 100 artikler,” siger hun.

FORSIDEN

“Jeg er fascineret af steder, hvor der ikke er krig, men heller ikke fred”

af Webredaktøren | okt 12, 2023 | UDE

“Jeg er fascineret af steder, hvor der ikke er krig, men heller ikke fred”

Magnus Boding dækkede i fem år Latinamerika for Weekendavisen. Han drog til kontinentet med ydmyghed og uden forudindtagelser for at blive klogere på den altoverskyggende vold, som hærger og spreder sig. Nu er han graverjournalist på JP Finans, hvor hans udlandserfaringer hjælper ham til at skabe sanselige historier i en til tider firkantet finansverden.

TEKST: ASBJØRN STEFFENSEN
FOTO: LUDOVICO PAIELLA

Udgivet den 12. oktober 2023

Venezuela, 2019

”Nu tror jeg, sandheden tjener dig bedre, min lille ven.”

Det løber Magnus Boding koldt ned ad ryggen efter betjentens bemærkning. Han befinder sig i et lokale ved et checkpoint nær den venezuelanske by San Cristobal og gruer ved tanken om de mulige konsekvenser. Den lokale betjent, der er i gang med at forhøre ham, peger på sit skulderemblem. ’Anti Drogas’ står der. Betjenten har netop tjekket Magnus’ telefon igennem og fundet et billede af den danske journalist i en coca-plantage i Colombia.

Magnus Boding kryber til korset og erkender, at han er journalist og i gang med at dække den tilspidsede situation i landet. Heldigvis for ham er betjenten modstander af det venezuelanske styre og vil derfor ikke forstyrre ham yderligere. Hans danske pas er imidlertid i hænderne på en anden og knap så medgørlig toldbetjent. Han kører Magnus rundt i manegen. Truer, råber og griner ad ham. Den utilregnelige betjent fortæller Magnus, at han meget vel kan ende i Venezuelas berygtede torturfængsel, El Helicoide.

Forestillingen om at skulle spærres inde i et af verdens værste fængsler, får Magnus til at bryde sammen i tårer. Ved synet af det siger betjenten ’slap dog af’ og fortæller, at han selvfølgelig bare kan give ham nogle penge og gå ud ad døren. Det, synes Magnus, lyder som en bedre ide.

I 2015 efterlod Magnus Boding alt hjemme i Danmark og rejste til Latinamerika på en envejsbillet for at blive klogere på den stigende vold på kontinentet, og det, den ødelægger på sin vej. Undervejs mødte han mennesker, hvis liv er formet af volden.

Hans ydmyge og grundige tilgang hjalp ham med at få svar på mange af sine spørgsmål, så han efter fem år kom tilbage til Danmark med et meget bedre indblik i voldens udspringelse og konsekvenser i Latinamerika. I dag er han journalist i Jyllands-Postens finansgravergruppe, men for nylig krydsede hans gamle og nye veje ved et tilfælde hinanden.

Sydfynsk detektiv

Som ung knægt på det knap så eksotiske Sydfyn voksede Magnus Boding op med en fascination af detektiver. Han slugte side efter side i den berømte børnebogsserie, De 5, som handler om en flok børn, der kommer ud for farlige eventyr og mysterier, de i fællesskab skal løse.

Fascinationen af at løse mysterier holder stadig for den 37-årige journalist i dag og har været en bærende drivkraft i hans journalistiske arbejde. I 2015 rejste han til Latinamerika for Weekendavisen for at søge svar på, hvorfor det var blevet til den mest voldelige verdensdel. Han havde ingen ide om, hvor længe han skulle være der, men det var en del af planen.

”Da jeg rejste, var jeg meget inspireret af den gammeldags, romantiske måde at være journalist på. At være længe væk hjemmefra med en lommebog i marken og opdage noget, man ikke vidste, man ledte efter.”

Magnus Boding endte med at bo i Latinamerika i fem år, og det var ikke helt tilfældigt, at fynboen landede netop der. Han havde læst konfliktstudier og brugt et semester i Costa Rica, hvor han fik øjnene op for kontinentet og dets mange udfordringer.

”Jeg har altid været fascineret af steder, hvor der ikke helt er krig, men heller ikke fred.”

Det gode generationsskifte

I Latinamerika har han stået ansigt til ansigt med kartelmedlemmer i Mexico, besøgt en plantage i Colombia for at se, hvordan kokain bliver udviklet og forsøgt at løse et mord på en ung poet i Venezuela begået af staten.

Det kræver selvsagt sin mand at holde hovedet koldt i de situationer. På trods af Magnus Bodings fascination af den traditionelle journalist, har han aldrig rigtig set op til tidligere generationers udenrigsreportere, der, ifølge ham, fremstod frygtløse og i nogle tilfælde dækkede verdens brændpunkter på en ærgerlig måde.

Derfor havde Magnus Boding en anden tilgang til faget og opgaven i Latinamerika, som han også mener giver de bedste resultater.

”Bliver fortællingen egentlig bedre af, at man risikerer liv og lemmer? Eller handler det om substansen og at få forsvarlig adgang til de steder, så man kan blive længe nok til, at man faktisk kan få reelle indsigter og skrive noget ægte fascinerende?”

For Magnus var det tydeligt, hvad der vægtede højest i den sammenhæng.

”Jeg oplevede tit, at virkeligheden var bedre end fantasien.”

Netop det blev tydeligt for ham under en baseballkamp i Venezuela. Inflationen i landet var blevet så høj, at tilskuerne under kampen kastede en masse pengesedler i vejret, som var det konfetti.

”Penge var blevet så lidt værd, at det bedre kunne betale sig at kaste dem i vejret i stedet for sin øl,” fortæller han.

”Det er tit de store, fascinerende spørgsmål, som også er de bedste at besvare. For mig har det handlet om at drømme stort, men handle ydmygt.”

– Magnus Boding

Mand på en mission

Magnus Boding havde ikke en fast base, mens han var i Latinamerika. I stedet levede han i en kuffert og boede på hoteller og AirBnB’s i fem år. Så kunne han slå sig ned i et land nogle måneder og dykke ned i historier, som havde volden som hovedperson.

Den beskedne livsstil var også en del af den ydmyge tilgang, som Magnus Boding mødte kontinentet med. For ham var det vigtigste ikke, om han vidste, hvor længe han skulle være et bestemt sted. Han var på en mission for at lede efter roden til volden i de latinamerikanske samfund.

Og selvom opgaven til tider kunne virke stor, slog det ham ikke ud. Han levede nemlig efter princippet om, at det er okay at stille de svære spørgsmål, så længe du forsøger at svare ydmygt på dem.

”Man kunne sagtens have valgt et mindre og mere overskueligt spørgsmål at give sig i kast med, men det er tit de store, fascinerende spørgsmål, som også er de bedste at besvare. For mig har det handlet om at drømme stort, men handle ydmygt.”

Vejrtrækningsøvelser i Venezuela

Når du står midt i orkanens øje og skal fokusere på at nå dit mål, kan du risikere at stå tilbage med et mentalt efterslæb, der efterfølgende skal arbejdes med. Og selvom Magnus Boding som oftest følte sig sikker og uden for fare, havde han alligevel en svær periode i Venezuelas hovedstad, Caracas.

”Jeg kunne mærke, at jeg var drænet uden helt at vide hvorfor. Da jeg tog en timeout, fandt jeg ud af, at min krop havde været i alarmberedskab i tre måneder og tømt mig for ressourcer og energi.”

Herefter skabte han sig nogle rutiner, der kunne hjælpe kroppen på vej til normalen igen. Han havde nemlig ingen intentioner om at skulle ende som førnævnte macho-reportere, som ikke tog vare på sig selv eller sine omgivelser.

”Jeg lavede vejrtrækningsøvelser, og på mine løbeture huskede jeg mig selv på, at mine omgivelser ikke behøver være farlige. Jeg holder jo meget af byen og forsøgte at slukke for observationerne og give hovedet ro.”

Efter fire år i Latinamerika stod Magnus Boding ved en skillevej. Skulle han gå all in, bosætte sig her og blive latinamerikaner, eller skulle han drage tilbage til Danmark? Hans valg faldt på at vride det sidste ud af oplevelsen i Latinamerika for derefter at købe en returbillet til hjemlandet.

Han havde indsamlet nok stof til at skrive sin bog, ‘Djævlen sover aldrig’, der gennem personlige fortællinger af folk, han mødte, forsøger at afdække det voldsmysterium, han rejste dertil for at opklare.

”Jeg følte, det var et naturligt punktum.”

Ny hverdag, samme tilgang

I dag ser Magnus Bodings hverdag radikalt anderledes ud, end den gjorde for fem år siden. Han er tilbage i Danmark og er en del af Jyllands-Postens finansgravergruppe. Han bor ikke længere på hoteller og AirBnb’s. men med sin familie i København.

Kontrasterne i hans liv er til at få øje på, og det er emnerne, han beskæftiger sig med, også. Men Magnus Boding har holdt fast i sin tilgang til faget, selvom historierne og omgivelserne ikke længere er de samme. I sit arbejde med finansnyheder forsøger han nu at dække Danmark, som var det et fremmede land.

”Jeg tror, man som journalist i sit eget land nemt kan komme til at tænke, at man godt ved, hvordan tingene fungerer. Men vi har jo en stor menneskelig og social variation, selvom vi er et lille land.”

Ligesom med Latinamerika har Magnus Boding naturligvis også et mål i sit arbejde i dag.

”Jeg vil gerne dække finansverdenen som et konkret sted og gøre op med den indforståede finansjournalistlingo, som er så udbredt. I stedet vil jeg finde scenerne, dramaerne og sanseligheden i det felt,” fortæller han.

Coke i lasten

For nylig har hans to stofområder overlappet hinanden. Magnus Boding fik et tip om, at det store danske rederi, Mærsk, ser ud til at være infiltreret i narkosmuglingen af den kokain, der kommer fra Latinamerika.

I dækningen af de historier har han trukket på de værktøjer og arbejdsmetoder, han også brugte i Latinamerika, såsom at være på havnen i længere tid ad gangen og afdække miljøer. Det har været en fordel for ham at kunne snakke både spansk og portugisisk med folk på Mærsk-havne, som kokainen skibes ud fra.

På den måde har Magnus Boding været med til at afsløre, at flere af havnearbejderne på Aarhus Havn har vist sig at være Hells Angels-rockere, og at ledende medarbejdere på havnen har været infiltreret af rockerne.

Ligesom i Latinamerika har det båret frugt for ham at lave det udførlige detektivarbejde og satse på, at det man laver, tjener et større formål.

”Jeg tror, man får et spændende journalistliv, hvis man har en mission med det, man gør.”

Dit afsnit går her

Your content goes here. Edit or remove this text inline or in the module Content settings. You can also style every aspect of this content in the module Design settings and even apply custom CSS to this text in the module Advanced settings.

Klik

Dit afsnit går her

Klik

Berømt og berygtet, elsket eller frygtet: Tidligere journaliststuderende fortæller om praktikkens betydning

af Jens-Emil | mar 30, 2023 | UDE

Berømt og berygtet, elsket eller frygtet: Tidligere journaliststuderende fortæller om praktikkens betydning

Illustreret Bunker har talt med tre nyuddannede journalister for at blive klogere på praktiktidens rolle i en medieverden, der kan være svær at navigere i. Det blev til samtaler om prestige, freelancearbejde og knuste drømme, der heler igen.

TEKST: IBEN MEJLHEDE & CARL ELMOSE BRØCKER
ILLUSTRATION: KATRINE ÅSLEFF EDVARDSEN

Udgivet den 30. marts 2023

“Det giver helt klart flere point på Lecoq at sige, man er journalistpraktikant på Politiken end på JydskeVestkysten.”

Det fortæller Mark Michael Hede, tidligere praktikant på netop JydskeVestkysten. Han blev efterfølgende fastansat samme sted og har været der lige siden. Mark valgte i sin tid et lokalt medie, fordi han kunne få en masse ansvar som praktikant.

“Min praktiktid betød meget for min fastansættelse, fordi jeg fik lov til at vise, hvad jeg kunne. Når jeg havde den rigtige idé, kunne jeg skrive langt og om lige præcis det emne, jeg havde lyst til. Den frihed blomstrer man af,” siger han.

Mark mener, at der er gået for meget prestige i valget om praktikpladsen. Ifølge ham handler det mere om, hvad man har lavet og ikke, hvor man har lavet det. Jo mere erfaring, man har fra praktikstedet, jo mere kan man også skrive på cv’et.

“Det varer kun halvandet år, så du bør vælge efter, hvor du bedst kan udvikle dig som journalist. Du bør vælge det sted, hvor du får flest muligheder for at dygtiggøre dig i stedet for at vælge efter, hvor alle dine venner flytter hen, eller hvad der ser sejt ud på Twitter,” siger han.

“Det kan nogle gange virke til, at der er længere fra København til Tønder end fra Tønder til København.”

– Mark Michael Hede, Tidligere praktikant på JydskeVestkysten

Journaliststuderende søger desuden praktiksted ud fra, hvor i landet det ligger. Ifølge tal fra Illustreret Bunker er hovedstadsområdet er det mest populære, fordi der er mere at tage sig til efter en lang arbejdsdag, og fordi mange vil have et job i København efterfølgende.

“Det kan nogle gange virke til, at der er længere fra København til Tønder end fra Tønder til København,” indskyder Mark Michael Hede.

Praktikstress

Lektor og praktikkoordinator på DMJX, Martin Vestergaard, uddyber de studerendes tilgang til praktiksøgningen.

“Mit indtryk er, at geografi betyder meget for de studerendes valg – langt mere end praktikstedet. Desuden er der meget rygtebørs her på DMJX, fordi det er en lille skole. Praktikstresset går let i selvsving,” siger han og understreger, at hans udtalelser udelukkende beror på en masse erfaring og fornemmelser. Der er endnu ikke nogen specifikke undersøgelser, der nuancerer og forklarer journalistpraktikanternes valg.

Martin Vestergaard fortæller, at medieverdenen har stort fokus på de små lokale medier, der giver en masse praktisk erfaring og muligheden for at følge sine historier til dørs.

“Internt i mediebranchen har regionale medier høj prestige. Søger du et fast job i Danmarks Radio, så kigger de ikke efter, om der står Berlingske på cv’et. De kigger efter, hvad du har af erfaring. Hvis du har været praktikant på et lokalt medie, så har du måske lært meget, og det kan de godt bruge. De bliver ikke forblændet af, at der står Berlingske,” siger han.

Freelancearbejde kan have stor betydning

Netop den praktiske erfaring med det journalistiske håndværk fremhæver Johanne Jedig Wejse, når hun skal forklare, hvordan hun som nyuddannet journalist landede et job på Jysk Fynske Mediers ultralokale SkanderborgLIV. Hendes praktiktid foregik på Jyllands-Postens lokal- og indlandsredaktion, og her blev de første lokaljournalistiske frø sået.

“Da jeg var færdig i praktik, ville jeg gerne have en hundehvalp og holde en pause. Jeg var ikke særligt opsøgende i forhold til at blive freelancer, og det skal man være for at bevare sine muligheder.”

– Johanne Jedig Wejse, Tidligere praktikant på Jyllands-Posten

“Jeg havde ikke fået min nuværende stilling, hvis jeg ikke havde lavet lokaljournalistik i min praktiktid. Og det er også mit indtryk med mange andre. Hvis der er nogen, der har beskæftiget sig med erhvervslivet i praktiktiden, så har de nemmere ved at få job inden for erhvervsjournalistik senere hen.”

Johanne fortæller desuden om freelance-arbejdets betydning efter praktiktiden. De studerende, der påtog sig flest freelanceopgaver hos deres tidligere praktiksted sideløbende med bachelorskrivningen, fik et afgørende forspring til den senere jobsøgning.

Hun uddyber, at freelance-arbejdets store betydning for en senere fastansættelse overraskede hende. Det blev derfor aldrig aktuelt med en fastansættelse hos hendes praktiksted, fordi hun efter praktiktiden prioriterede andet end arbejde.

“Jyllands-Posten slår sjældent faste stillinger op. De fleste, der bliver ansat, har været freelancere og løstansatte ved avisen. Når man er ny, grøn journalist, så handler det om ens produkter og ens arbejde. Jeg tror ikke, jeg havde indset, hvor vigtigt det var at komme med på den opsøgende freelance-bølge i det halve år, hvor jeg skrev min bacheloropgave,” siger hun.

Afslag gav nye perspektiver

Efter afslag på samtlige af sine praktikansøgninger endte Niels Frederik Dybdal Rickers i presseafdelingen hos Lindhardt og Ringhof. Siden har han været freelancejournalist på Altinget, hvor han desuden tilbragte det sidste halve år af sin praktiktid. Nu er han ansat på 24syv og udlever den radiodrøm, som han i sine studieår på DMJX gik rundt med.

“Jeg fandt ud af, at det vigtigste ikke var, hvor jeg havde været, men hvad jeg havde lært. Så længe du arbejder hårdt og sætter dig nogle mål.”

– Niels Frederik Dybdal Rickers, Freelancejournalist på Altinget

En drøm, der var lysår fra et københavnsk forlag med hundredvis af kommunikationsopgaver. Han husker en særlig kultur, der gennemsyrede tiden op til praktiksøgningen, og som indebar en jagt efter de store, etablerede medier.

“Jeg ville ønske, jeg kunne rejse tilbage i tiden og sige til mig selv, at det hele nok skulle gå. Der var en eller anden tanke om, at man skulle have den helt rigtige praktikplads, ellers så var du fucked. Og det passer ikke. Det er sagt med et kæmpe smil på læben og slet ikke i nogen ond mening, men man skal passe på med at lytte for meget til sine studiekammerater,” siger han.

Tiden i Lindhardt og Ringhof åbnede nye døre, nye perspektiver, som han ikke havde for øje i praktikræset. Han greb muligheden for at dykke ned i sine interesser og udvikle sine kompetencer fremfor at lade skuffelsen over afslagene fylde for meget.

“Jeg kunne ikke sidde og tude over, at jeg ikke fik DR eller Politiken. I stedet kunne jeg bruge det her som en mulighed for at øve mig i nogle ting og lægge en strategi. Selvom et forlag ikke var min førsteprioritet, gav det mig muligheden for at sætte mig ned og tænke over, hvad det egentlig er, jeg vil blive god til? Hvad det egentlig er, der interesserer mig? For de tanker havde praktikræset fuldstændig slettet,” fortæller han og uddyber, at tiden på forlaget desuden gav ham et enormt kildenetværk, som han stadig benytter sig af i sit nuværende job.

“Et bredt kildenetværk er en kæmpe styrke som journalist, og det er noget, som man ikke har, når man kommer fra Journalisthøjskolen. Vi har ikke været ude i branchen, vi har ikke mødt en masse mennesker, vi har ikke lavet en masse historier og fået trykket en masse hænder.”

Niels Frederik bruger sin egen historie som en opfordring til kommende journalistpraktikanter, der er nervøse for afslag og forpurrede praktikplaner. Han fortæller, at man for alt i verden skal undgå at lade sig slå ud, hvis ens praktikdrømme ikke går i opfyldelse. Det handler om at få det bedste ud af det at være ydmyg og øve sig i de ting, man gerne vil blive god til. Mange af de evner, som han tilegnede sig undervejs i sin praktiktid på Lindhardt og Ringhof og på Altinget, endte med at få stor betydning, da han senere skulle fortsætte sin karriere efter uddannelsen.

“Jeg fandt ud af, at det vigtigste ikke var, hvor jeg havde været, men hvad jeg havde lært. Man skal simpelthen være åben over for de steder, man nu lander, for du kan altid lære et eller andet. Så længe du arbejder hårdt og sætter dig nogle mål. Og så skal du lytte til dem, der har mere erfaring end dig selv,” siger han.

FORSIDEN

Jyllands-Posten begrænser debatten på Facebook

af Anna | mar 30, 2023 | TEMA

Jyllands-Posten begrænser debatten på Facebook

Ifølge Jyllands-Posten er debattonen på Facebook forrået, og de har derfor valgt at lukke ned for deres kommentarspor. Chefredaktør Marchen Neel Gjertsen forklarer, at der er grænser for, hvordan man må udtale sig på deres platform.

TEKST: KATHRINE MØLLER NIELSEN & EMILY HOLLAND-FISCHER
ILLUSTRATION: KATRINE ÅSLEFF EDVARDSEN

Udgivet den 30. marts 2023

På Facebook kan man kommentere på mange opslag. Det kan man også på mange af nyhedsmediernes Facebooksider – men ikke på Jyllands-Postens. De har valgt at lukke for kommentarsporet på deres egen Facebookside.

Chefredaktør på Jyllands-Posten, Marchen Neel Gjertsen, fortæller, at det har været en lang proces at komme frem til beslutningen om at lukke kommentarsporet ned. Hun forklarer, at de på den ene side gerne vil have, at læserne diskuterer deres artikler, men på den anden side har de ikke ressourcer nok til at moderere kommentarsporene.

”Debatten på Facebook blev forrået, og det udviklede sig til en debat, som vi ikke kunne se os selv eller vores journalistik i. Vi skulle bruge enormt mange kræfter på at moderere kommentarsporet, fordi der var så mange grove kommentarer,” siger Marchen Neel Gjertsen.

Ifølge hende bør medier aldrig ses som en losseplads til diskussioner. Nyhedsmedier har altid sorteret i læserbreve, som hun kalder en gammeldags version af kommentarer på Facebook. Det er mediernes opgave at facilitere en god debat, hvor alle har lyst til at deltage.

Jyllands-Posten vil gerne tage ansvar for, at det er en god debat, der foregår på deres platforme, og så længe de ikke kan det, vil de ikke lade kommentarsporene stå åbne.

Marchen Neel Gjertsen understreger, at de fleste kommentarer ikke var chikanerende, men at det alligevel var de grove kommentarer og den hårde tone, der sprang i øjnene og styrede debattens gang.

Mediernes ansvar vægter højest

Marchen Neel Gjertsen er klar over, at de på Jyllands-Posten begrænser den frie debat, når de lukker deres kommentarspor på Facebook. Hun mener dog ikke, at det er et problem. Ifølge hende handler det i højere grad om at tage ansvar for den debat, de faciliterer.

“Hver eneste gang, der ligger nogle kommentarer, som ikke bliver fjernet, så har vi ansvaret for det. Nogle af de kommentarer kan være ekstremt krænkende overfor sårbare kilder eller minoriteter,” siger Marchen Neel Gjertsen.

På Politiken sletter de sjældent et helt kommentarspor, men oftere enkelte kommentarer. Spørger man Thomas Berndt, der er digital redaktionschef på Politiken, er kommentarsporene på Politikkens Facebookside ikke så slemme i dag.

“Når jeg hører nogen snakke om, at kommentarsporene er forfærdelige, så synes jeg, at det er lidt nogle forældede præmisser. Jeg synes ikke, at det er sådan, vores kommentarspor er. Men der kan selvfølgelig godt være et spor, hvor det stikker af. Og så må vi gøre noget,” siger han.

Marchen Neel Gjertsen oplever, at langt over halvdelen af deres kommentarer har gode inputs og en ordentlig tone. Hun vil dog ikke stå til ansvar for de kommentarer, der løber af sporet, er hadske eller diskriminerende.

“Hvis der er en mindre andel, der ødelægger det for resten, så kommer det alligevel til at overskygge hele kommentarsporet.”

”Alle kan ikke komme til orde på Jyllands-Posten. Vi kan ikke tage ansvar for at dele alle synspunkter.”

– Marchen Neel Gjertsen, chefredaktør på Jyllands-Posten

En del af den demokratiske debat

På Politikens Facebookside kan man stadig kommentere på deres opslag, og de har ikke tænkt sig at lukke ned for det. Ifølge Politiken er det generelt problematisk, hvis nyhedsmedier lukker deres kommentarspor ned.

”Samtalerne på Facebook er en del af den demokratiske debat. Når man lukker for det, udelukker man folk, som ikke har en stor stemme i debatten, og som får sværere ved at komme til orde,” siger Thomas Berndt.

Han fortæller, at de hos Politiken prioriterer deres ressourcer, så de kan holde øje med deres Facebookside og begrænse grove kommentarer. De har både en computer, der automatisk sletter kommentarer, som indeholder skældsord, og en medarbejder, som kigger kommentarerne igennem. Han understreger dog, at det ikke er muligt at overvåge alt, der foregår på deres Facebookside.

”Nogle gange har vi artikler, der er postet for tre dage siden, hvor kommentarsporet stadig er aktivt,” siger Thomas Berndt.

Han mener ikke, at det er for meget at forlange af folk, at de skal skrive pænt for ellers bliver deres kommentarer slettet.

”Skarpe holdninger er selvfølgelig tilladt, både om emner og personer, men de må ikke være chikanerede eller hadefulde,” siger han.

De svage stemmer får ikke ordet

Når Jyllands-Posten vælger at lukke kommentarsporene, udelukker det mange fra at debattere gennem deres medie. Marchen Neel Gjertsen mener, at medierne altid har virket som et filter.

“Alle kan ikke komme til orde på Jyllands-Posten. Vi kan ikke tage ansvar for at dele alle synspunkter,” siger hun.

Når Jyllands-Posten vælger at fjerne hele kommentarspor, handler det om, at nogle af debatterne ikke bliver ført i en ordentlig tone. Marchen Neel Gjertsen pointerer, at de ikke prøver på at udelukke synspunkter, men at der er grænser for, hvordan man må udtale sig på deres platform.

“Ordentlig tone for mig behøver ikke at betyde, at man udtrykker sig på formfuldendt dansk, eller at kommentaren ikke må have kant. Vi tillader mange synspunkter, så hvis nogen synes, at jorden er flad, så skal de have lov til at skrive det. Men grænsen går, når man begynder at krænke andre,” siger hun.

Thomas Berndt er enig i, at man skal have en ordentligt tone for at deltage i den offentlige debat. Han er dog ikke afvisende overfor, at lukningen af hele kommentarspor kan betyde, at man udelukker de mennesker, der i forvejen ikke har den største sandsynlighed for at blive hørt i debatten.

“Jeg synes, at en del af diskussionen og overvejelsen om at lukke kommentarspor, er, om man gør, at folk i samfundet, der ikke har en stor stemme i debatten, får yderligere svært ved at komme til orde,” siger han.

Prioriterer ikke debatten på Facebook

Marchen Neel Gjertsen fortæller, at de hos Jyllands-Posten hellere vil bruge deres ressourcer på andre ting end at moderere debatten på Facebook.

”Selv hvis vi havde alle ressourcer i verden, så er jeg stadig i tvivl om, hvor meget vi ville prioritere debatten på Facebook,” siger Marchen Neel Gjertsen.

Hun fortæller, at de hellere vil bruge ressourcer på eksempelvis at have en stor gravergruppe og lave flere journalistiske produkter.

Efter Jyllands-Posten har lukket for kommentarsporene, har de mærket en lille forskel i antal af sidevisninger på deres artikler, men ikke nok til, at de har fortrudt og åbnet for kommentarsporene igen.

Hun forklarer, at læserne stadig har mulighed for at dele og diskutere Jyllands-Postens artikler på deres egen profil.

Marchen Neel Gjertsen kan godt ærgre sig over, at de mange kommentarer, som ikke var grove eller krænkende, ikke længere er en del af debatten hos Jyllands-Posten, men hun fortæller, at de opvejede fordele og ulemper ved at have åbne kommentarspor på Facebook. Her kom de frem til, at de hos Jyllands-Posten ikke vil stå på mål for de hadefulde kommentarer, som kan fylde i kommentarsporene.

“En medarbejder skulle nærmest sidde i døgndrift for at holde øje med og slette kommentarer, hvor folk kalder hinanden for nazister, og vi vil hellere bruge tiden på at lave journalistik,” siger Marchen Neel Gjertsen.

Sprængfarlige emner kræver ressourcer

På Jyllands-Posten vil de udarbejde en ny model, der delvist åbner op for kommentarsporet. Marchen Neel Gjertsen kan ikke komme med en konkret plan for, hvordan den nye model vil komme til at se ud.

“Vi vil prøve at finde en model, hvor vi udvælger få historier, som vi moderer – men der vil ikke bare være en fri debat på alting,” siger hun.

Hun forklarer, at historierne vil blive udvalgt efter en løbende vurdering, alt efter hvor mange kræfter de har til moderation. Om det bliver en eller ti historier vil afhænge af emnets sprængfare.

“Vi ved, at der er nogle historier, der har det med at trigge en dårlig debat. Det kan være historier om flygtningepolitik eller feminisme. Vi bruger færre kræfter på at moderere historier om vejret, eller om at Danmark vinder VM i håndbold,” siger Marchen Neel Gjertsen.

Politiken nikker også genkendende til, at nogle emner har større risiko for at starte en mindre hensigtsmæssig debat. Thomas Berndt forklarer, at Politiken har fokus på de emner, så de kan forebygge den dårlige tone.

“Vi ved godt, at nogle emner er mere sprængfarlige end andre. For Politikken handler det også om at forebygge, at de kommentarspor udvikler sig negativt,” siger han.

Marchen Neel Gjertsen afviser, at Jyllands-Posten helt vil undgå åbne kommentarspor med sprængfarlige emner, men pointerer, at det vil kræve flere timers moderation. Det betyder, at emnernes sprængfare kan være et pejlemærke for, hvilke historier, der frit kan debatteres på Jyllands-Postens Facebookside.

FORSIDEN