Dansk-israelske Jotam Confino kæmper for sin journalistiske integritet

Dansk-israelske Jotam Confino kæmper for sin journalistiske integritet

Dansk-israelske Jotam Confino kæmper for sin journalistiske integritet

De sidste otte uger har journalisten Jotam Confino modtaget hundredvis af hadbeskeder og trusler på sociale medier på grund af sit israelske ophav, mens han har rapporteret fra Israel.

 

“Den kritik, jeg møder, er jo noget, jeg ikke kan gøre for. Jeg kan ikke gøre for, at min far er fra Israel. Det, synes jeg, er problematisk. Det er personangreb og ikke faglig kritik”

                                – Jotam Confino

 

 

TEKST: INES KAJKUS
FOTO: JOTAM CONFINO (PRIVATFOTO)
ILLUSTRATION: MIRJAM MWAKA KAPEMBWA ROED

Udgivet den 07. december 2023

Siden Hamas’ terrorangreb mod Israel den 7. oktober, har den dansk-israelske journalist Jotam Confino dækket krigen for 15 forskellige danske og internationale medier, herunder CBS News, BBC og TV2 News. I løbet af de seneste otte uger har han leveret citater til artikler, indtalt podcasts og givet liveinterviews til tv-stationer nærmest i døgndrift.

Men som en del af den dansk-journalistiske andedam er man formentlig bedst blevet gjort bekendt med Jotam Confinos’ navn på grund af den voldsomme hetz, han udsættes for på sociale medier. En hetz, der primært er rettet mod hans jødiske og israelske ophav og journalistiske integritet. Størstedelen af kritikken lyder på, at han med sin baggrund ikke kan dække konflikten sagligt og objektivt, og så må han dagligt lægge øre til et hav af trusler rettet mod ham selv selv og hans familie.

’’Den kritik, jeg møder, er jo noget, jeg ikke kan gøre for. Jeg kan ikke gøre for, at min far er fra Israel. Det, synes jeg, er problematisk. Det er personangreb og ikke faglig kritik,’’ siger han.

Hvad er det, der står i de beskeder og kommentarer, som du modtager?

’’Hovedparten handler om, at jeg er zionist, israeler, og at jeg er jøde. Det er meget omkring min identitet. Det handler utrolig meget om min baggrund og min far, som har været i den israelske hær. ‘Svin,’ ‘hund,’ ‘fuck dig,’ og ‘du skal skal voldtages med en flaske.’ Det er jo antisemitisk meget af det, fordi det netop går på mit jødiske ophav.’’

Hvor mange har du været nødt til at blokere?

’’Det er hundredvis. Jeg har ikke tal på det længere. Der står ikke i min arbejdskontrakt, at jeg skal lægge ører til at blive udsat for antisemitiske angreb, så jeg blokerer bare.’’

Kampagne om boykot

Udover de hundredvis af hadbeskeder og chikane, som Jotam Confino modtager i sin private indbakke på Instagram og X, opfordres der også på sociale medier til boykot af TV2 News, så længe mediet benytter sig af Jotam Confino som journalist. Blandt dem, der har delt kampagnen, er den pro-palæstinensiske sanger Isam Bachiri, bedre kendt som Isam B fra musikgruppen Outlandish, der delte kampagnen på sin Instagram.

I opslaget efterlyses sandfærdig og nuanceret journalistik, samtidig med at Jotam Confinos dækning fra Israel beskrives som ‘præget af partiskhed’ og en støtte til Israel. Illustreret Bunker har spurgt Isam Bachiri, hvorfor han ikke mener, at Jotam Confino eller TV2’s dækning er objektiv.

’’Confinos formidling på TV 2 er under al kritik. Han undlader i sin dækning at fortælle, at Israel er en ulovlig besættelsesmagt. Jeg vil også fremhæve hans Twitter-profil, som udelukkende handler om antisemitisme og videreformidling af oplysninger fra israelske kilder. Han er altså ikke længere en objektivjournalist, men en part i denne sag,’’ siger Isam Bachiri.

Der er mange, der har kritiseret dig for at have delt kampagnen udelukkende på grund af Jotam Confinos israelske ophav. Er der en sandhed i det?

’’Det er bullshit. Jeg kender ikke Jotam, og jeg er faktisk ligeglad med, hvilken baggrund han har. Jeg ser på, hvad Jotam fortæller, og jeg ser på hans arbejdsgiver.’’

Jotam Confino kan ikke genkende kritikken og understreger, at en stor del af TV 2’s og hans egen dækning tager afsæt i den humanitære krise i Gaza.

Isam Bachiri har beskrevet din dækning til TV 2 som værende ‘præget af partiskhed og en støtte til Israel’ og samtidig beskrevet TV 2’s dækning som et udtryk for ‘dæmonisering og dehumanisering.’ Hvad mener du om de beskyldninger? 

’’Hvis han havde gidet at se TV 2, så ville han forstå, at hovedparten af mine dækninger omhandler den humanitære katastrofe i Gaza. Han har sikkert set ét indslag med mig og ved, at jeg er israeler, og så har jeg ikke lige sagt præcis dét, han ønsker. Måske har jeg omtalt Hamas som en terrororganisation. Jeg ved ikke, hvad han baserer det på,’’ siger Jotam Confino.

Isam Bachiri afviser, at Jotam Confinos’ baggrund spiller en rolle i kampagnen om at boykotte TV 2 og understreger i stedet, at det handler om manglende dækning om Palæstina.

’’Der tager han fejl, vil jeg sige. Jeg kigger ud fra TV 2’s måde at dække Israel-Palæstina konflikten, og det svarer til Fox News. Det er meget pro-israelsk, og det er meget lidt, vi hører om Palæstina.’’

Deklarering af etnicitet

Nogle af dem, som er kritiske over for din dækning, mener, at TV 2 bør deklarere din baggrund, hvis de vil bruge dig som journalist. Hvad tænker du om sådan et forslag?

’’Hvis man gør det på alle sider, så fint nok. Så vil jeg også gerne høre, om vi skal deklarere afghansk-danske og fransk-danske journalister, hvis det er på den måde, vi spiller. Men det er det jo ikke. Det er jo mig, de vil have deklareret. Hvis jeg havde været aktivistisk, så synes jeg, det er okay. Men jeg har ikke nogen aktivisme i mig, så jeg synes ikke, at jeg skal deklareres på min etnicitet,’’ siger Jotam Confino.

Når du både har rødder i landet, er bosat der og taler hebræisk, kan det så ikke påvirke din dækning af Israel?

’’Jeg står et sted, hvor man bliver bekriget. Jeg render i skjul, ellers kan jeg blive  slået ihjel af et missil, så selvfølgelig gør det noget ved en som menneske. Men i det sekund, jeg slår klappen på og bliver professionel foran skærmen, så sondrer jeg jo mellem mine egne følelser. Alle mennesker har holdninger. Men det er ikke noget, som jeg føler, at jeg ikke kan lægge væk, når jeg er på arbejde.’’

Mennesker, der ikke skal være professionelt objektive, kan måske have sværere ved at adskille følelser. Kan du godt forstå den vrede, som nogle bærer på, selvom det går ud over dig?

’’Selvfølgelig kan jeg det. Jeg kan i høj grad forstå en dansk-palæstinenser, som har familie i Gaza. De er udsat for nogle forfærdelige ting, og har forfærdelige nætter, hvor de er bange for, om deres familiemedlemmer bliver slået ihjel. Hvis det er en palæstinenser, som har familie, så kan jeg godt forstå, at de ikke kan styre deres vrede. De skal heller ikke være professionelle. Men derfor skal de stadigvæk gå efter bolden og ikke manden.’’

Danmark skiller sig ud, når det kommer til hadbeskeder

Også Jotam Confinos’ israelske kollegaer i Israel, der arbejder for en række internationale medier, oplever hadefulde kommentarer, hvis de rapporterer om krigen fra deres private X-profiler.

Andre korrespondenter, som TV 2’s Rasmus Tantholdt, der rapporterede fra Tel Aviv dagen efter angrebet 7. oktober, fortæller til Ekstra Bladet, at han også har modtaget hadbeskeder i sin indbakke og blandt andet er blevet kaldt for ’nazisvin’,’ muslimhader’ og har modtaget adskillige dødstrusler. Lige netop de private beskeder på Instagram lader til at være unikke for Danmark.

’’Folk kan meget hurtigt genkende en. Der er to kanaler, og vi er to journalister, mere eller mindre, som dækker det. Hvorimod hvis du arbejder for CNN, så er du én ud af hundrede, så jeg tror ikke, at de oplever det i lige så høj grad,’’ siger han.

Så selvom du dækker krigen for omtrent 15 forskellige medier, både nationale og internationale, så er det mest i Danmark at du bliver udsat for den form for hetz?

’’Ja, det er det. Der er ikke ret mange danske journalister hernede. Havde vi været flere, så tror jeg heller ikke, at jeg havde været lige så hårdt ramt, for så havde jeg ikke fyldt lige så meget i dækningen. Men jeg tror, at det faktum, at jeg har israelske aner, helt sikkert har gjort mig til skydeskive lige fra start af.’’

Det er ikke kun de hadske beskeder og trusler, der har sat sit præg på Jotam Confino. Det er særligt den manglende opbakning fra hans danske kolleger i mediebranchen, der har efterladt ham med en følelse af at stå alene i situationen.

’’Jeg er skuffet over den manglende opbakning i den danske medieverden, fordi det er noget, jeg synes, jeg har været utrolig alene omkring. Hvis du er i den journalistiske verden, så har du set den her shitstorm omkring min baggrund. At man ikke rækker ud i en så unik situation, vidner om en ekstremt asocial og larmende stilhed, som jeg tolker meget negativt.’’

Det er ikke første gang, at en journalist i Danmark får betvivlet sin journalistiske integritet og udsættes for hadske beskeder alene på grund af jødisk og israelsk ophav i debatten om Israel og Palæstina. I 2014 blev der startet en underskriftsindsamling mod den daværende Deadline-vært Martin Krasnik, der rundede omtrent 3400 underskrifter. Han blev beskyldt for at være partisk i konflikten, alene fordi han har jødisk baggrund og har boet og studeret i Israel.

For Jotam Confino bunder tendensen alene i én ting. Antisemitisme.

’’Det er dét, det hele handler om. Nogle mener, at hvis du er jøde eller israeler, så vil du automatisk være en propagandamaskine for den israelske stat. Antisemitisme er jo irrationelt had.’’

Steffen Gram er oplært i en uddøende journalistisk tradition

Steffen Gram er oplært i en uddøende journalistisk tradition

Steffen Gram er oplært i en uddøende journalistisk tradition

Steffen Gram har dækket udlandsstof i snart fem årtier. I den tid har han oplevet, hvordan den teknologiske udvikling har gjort det personlige mere fremtrædende i jobbet som udlandskorrespondent. Men Steffen Gram holder stadig gerne sine meninger for sig selv.

TEKST: Emil Weis
FOTO: Kasper Søholt

Udgivet den 01. juni 2023

I radiostudiet sidder Steffen Gram bag otte bunker af dokumenter med sirlige grønne overstregninger. “Hvorfor er der ikke mere fokus på Østeuropa?” spørger han energisk sine gæster med et insisterende blik og medfølgende armbevægelser. Det er egentlig ikke det, programmet skal handle om i dag. “30 sekunder” lyder det i samtaleanlægget fra kontrolrummet. Steffen Gram samler sig, inden han uden udsving i stemmen byder velkommen til radioprogrammet ’Verden ifølge Gram’, der hver uge på P1 dækker vigtige udenrigspolitiske emner.

Når dagens afsnit om immigrantflugten fra Tunesien ruller igennem æteren, har Steffen Gram brugt en uge på at læse op på emnet. Indimellem bliver han kaldt til andre steder i DR-byen for at levere analyser og perspektiver, men ellers bruger han ugen på at forberede en times radioprogram.

De andre i DR bruger Steffen Grams indsigter, fordi han har dækket udlandsstof i snart et halvt århundred, men selv mener han, at han altid kan blive klogere.

De fleste journaliststuderende med lidt rejselængsel ville nok være misundelige over hans lange karriere og viden om udenrigspolitiske forhold, hvor han ofte har stået midt i historiske begivenheder.

Steffen Gram startede på DR som Asien-reporter i 1977 og dækkede De Røde Khmerers folkemord. Han var fra 1983 til 1987 USA-korrespondent, imens Reagan var præsident. Under Sovjetunionens sammenbrud var han korrespondent i Moskva, inden han kom hjem og var vært og redaktør på udenrigsmagasinet Horisont. Fra 2005 til 2013 var han igen korrespondent i USA, hvor den første afroamerikaner, Barack Obama, blev valgt som præsident.

Men selvom Steffen Gram har oplevet historiens gang på tætteste hold, er han ikke den, der bruger sig selv personligt i sin journalistik. Han gør en dyd ud af, at det er ham, der har spørgsmålene og hans gæster, der skal give svarene.

”Jeg vil gerne hjælpe seerne og lytterne til at forstå forskellige perspektiver af verden og de konflikter, der er i den. Men jeg er ikke ekspert med egne meninger,” siger Steffen Gram.

”Han har meget travlt. Han skal ofte bruges andre steder i DR-byen,” siger praktikant på ’Verden ifølge Gram’. Cecilie Højmark, om Steffen Gram.

Reportager på ’first class’

Teknologien har ændret måden, man er udlandskorrespondent på, og hvor meget mere man er på skærmen ifølge Steffen Gram. De to til fire minutter lange reportager, han lavede til TV-avisen før i tiden, ville få folk til at skifte kanal i dag.

”Den lange reportage er trådt mere i baggrunden i dag, medmindre man producerer til magasiner. Nu er et TV-indslag nyhederne ofte, at udlandskorrespondenten går på live suppleret med kortere indslag,” siger Steffen Gram.

Før i tiden tog det også længere tid at få sine TV-indslag frem til Danmark. I Steffen Grams tid som Asien-reporter fløj han selv hjem med sine reportager. Det var før den digitale teknologi, så reportagerne blev filmet på 8 eller 16 millimeter. De var uden journalisten i billedet, medmindre med journalisten skulle lave en ’stand-up’, og speak blev lagt direkte ind på kanten i filmrullen. Det var kun såkaldte ’hard news’, der blev sendt hjem med fly uden Steffen Gram. De blev fløjet for eksempel fra Bangkok lufthavn i store plastnet med adressemærke på karton, så taxachaufføren i Københavns lufthavn kunne levere dem korrekt til DR.

I USA byggede CNN i løbet af 80’erne et livesystem op, der gjorde, at deres korrespondenter kunne være live igennem, lige der hvor det skete.

”Da jeg var korrespondent i USA første gang, var jeg måske live igennem fire-fem gange i alt. Anden gang jeg var i USA i 00’erne, var jeg live igennem hele tiden, og den lange reportage var trådt helt i baggrunden,” siger Steffen Gram.

Han mener, at udlandskorrespondentens mulighed for at reportere live i dag, har gjort journalistikken mere nærværende. Det er den, fordi udlandskorrespondenten er med i billedet, når der laves liveindslag, selv når man laver reportager. Udviklingen har betydet, at journalisten ikke længere er ude af billedet, men på fra første skud.

”Der var journalister før i tiden, som lavede fremragende reportager og havde det godt med det uden at være i billedet. Nogle af dem ville nok have svært ved at være på live som i dag. Teknologien har ændret journalistikken og dermed også, hvem der er egnet til at være udlandskorrespondenter,” siger Steffen Gram.


Samme historie forskellige platforme

Steffen Gram husker, hvordan han under hans mesterlærlinge tid på Berlingske i 70’erne fik lov at dække Rote Armee Fraktions angreb på den vesttyske ambassade i Stockholm. Dengang var der ingen, der havde Facebook eller for den sags skyld mobiltelefoner. Man måtte ud af huset, hvis man ville dække noget.

Steffen Gram tog afsted til Stockholm for at være på pletten og snakke med folk på stedet. Når der var nok på blokken til en historie, tog han hjem på hotellet og fulgte med på SVT, imens han skrev historien på sin rejseskrivemaskine. Den færdigskrevne artikel blev dikteret hjem til redaktionen igennem telefonen eller sendt som strimler igennem en telexmaskine.

Historien endte med en forside på Berlingske, som var en stor ting for den unge Steffen Gram.

I dag er det dog ikke nok at udkomme på én platform som udlandskorrespondent, i hvert fald ikke hvis man arbejder på et stort medie som DR, som Steffen Gram har gjort i over 40 år. Hvis man er ude at dække en stor historie, er man formentligt på i radioaviserne, P1-morgen, i TV-avisen til middag og om aftenen. Derudover interviewer andre DR-journalister udlandskorrespondenterne til artikler til dr.dk.

”Der er selvfølgelig en risiko for, at noget af grundigheden ryger, når man skal producere meget mere på grund af de digitale muligheder. Men alt var ikke bedre før i tiden, og i dag har du til gengæld større redaktioner derhjemme til at gå i dybden med historien,” siger Steffen Gram.

Steffen Gram husker en tid, hvor man skulle kæmpe mere for at få lov til at tage ud og dække en historie. Man skulle typisk pitche en historie hjemmefra og overtale cheferne til at give en lov til at tage af sted. Hvis man fik lov, tog man ud, lavede to historier og kom hjem med dem. I dag tager man beslutningen langt hurtigere om at sende reporteren ud, der bliver lavet langt flere historier fra stedet, og man udkommer på langt flere platforme.


Alvorlige konflikter til fremtiden

Historisk viden er en vigtig del af en udlandskorrespondents værktøjer, mener Steffen Gram. Når man vil forstå nutidige konflikter og krige, bliver man nødt til at have en forståelse af fortiden. For konflikter har næsten altid historiske rødder.

Steffen Grams analyse af krigen i Ukraine vidner også om, hvordan han trækker på sin historiske viden og erfaringer, når han skal forstå konflikter. Under sovjetstatens sammenbrud i begyndelse af 90’erne rejste han mange gange i Ukraine for at dække deres folkeafstemning om selvstændighed.  

”Krigen i Ukraine er anderledes, end hvad jeg ellers har dækket, fordi den kan få langt flere negative konsekvenser. Den kan ændre på hele verdensordenen,” siger Steffen Gram.

Steffen Gram ser krigen i Ukraine som Ruslands udfordring af den verdensorden, der har eksisteret siden murens fald og Sovjetunionens sammenbrud.

Han var chef for udlandsredaktionen på tv-avisen under murens fald, hvor han sendte folk ud og var vært på live-programmer, og formidlede sammen med udlandsreportere, hvordan der eksisterede en eufori og forvirring over ikke længere at leve under et diktatur. 

”Det er også derfor, at vi ser, at de østeuropæiske lande er meget tydelige i deres kritik af Putins invasion i dag. De har oplevet, hvordan det er at leve under et russisk ledet diktatur,” siger Steffen Gram.

Krigen har ikke kun ændret på de tektoniske plader i verden – den har også ændret den verden udlandskorrespondenter må forholde sig til.

”Vi er et lille land, der er meget påvirket af de ting, der foregår ude i verden. Det er derfor også vigtigt, at korrespondenter kan gøre danskerne klogere på de ændringer i verden, og det er svært at forstå dem uden en historisk viden,” siger Steffen Gram.


Et ensomt job

Steffen Gram vil gerne advare journaliststuderende med en drøm om at blive udlandskorrespondenter om, at det er et ensomt job. Sådan har det altid været, og sådan er det stadig.

”Man er alene med den historie, man skal dække som udlandskorrespondent. Det meste inspiration skal komme fra en selv,” siger Steffen Gram.

Når man er udsendt som korrespondent, står man selv med alle beslutningerne. Sådan var det også for Steffen Gram, da han var udlandskorrespondent. Han var sin egen kollega, og det var med ham selv, at han måtte diskutere, hvilken vej han skulle gå med en historie. Derudover var det hans egen opgave at have en føling med, hvad der foregik i det land, han var i, så han kunne fortælle redaktøren derhjemme, hvilke emner der var vigtige. Opstod der en krise eller udfordring på vejen, var det også ham alene, der skulle håndtere den.

Er man ikke afskrækket af den ensomhed, der følger med jobbet, har Steffen Gram et budskab til udlandstørstende journaliststuderende.

”Tag afsted – gerne med lidt ekstra penge på lommen. Og tag til nogle lande, hvor andre ikke er.”

TEMA: FORTID

Denne artikel er en del af TEMA, der denne gang sætter fokus på skolens og branchens fortid.
Kunstig intelligens, besparelser og digitalisering er med til at ændre mediebranchen. Branchen forsøger jævnligt at spå om, hvordan fremtiden kommer til at se ud for os. Men kan vi måske lære lige så meget af alt det, der allerede er sket?
Krigens rygsæk er dyr, tung og detaljeret

Krigens rygsæk er dyr, tung og detaljeret

Krigens rygsæk er dyr, tung og detaljeret

Krig i Europa, konflikt og sensation. Det lyder tiltrækkende for journalister, der brænder for at berette om verdenshistorien. Men det praktiske i at reportere fra verdens brændpunkter er en kunst i sig selv.

TEKST: Signe Thomsen
FOTO: Privatfoto af Stefan Weichert

Udgivet den 12. maj 2022

Krigen i Ukraine lever i høj grad op til nyhedskriterierne. Og idéen om at rejse dertil og prøve kræfter som freelance-korrespondent optager nok mange studerende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Men når man drager i krig i journalistikkens navn, fylder det praktiske meget, selv for de garvede journalister. 

Stefan Weichert blev uddannet fra DMJX i 2016 og har efterfølgende læst en kandidat i  journalistik med fokus på krig, konflikt og terror. Siden har han været freelancejournalist for danske og udenlandske medier, blandt andet i Hviderusland og Egypten, og i 2019 flyttede han til Ukraine for at dække den politiske udvikling. 

Han fortæller på en løs WhatsApp-forbindelse fra Ukraine, hvor meget praktisk, der ligger bag et job som krigskorrespondent – især som freelancejournalist. Man skal først og fremmest tænke sig godt om og kende alle sikkerhedsforbehold, inden man drager ind i en krigszone. Stefan Weichert tager alle sine forbehold for sikkerhed. Men alligevel blev han og hans kammerat og tætte kollega, Emil Filtenborg, skudt i Ukraine den 26. februar.

“Journalister i krig løber bare en større risiko for at være på brændpunkterne. Det er jo essensen af vores fag,” fortæller Stefan Weichert. 

Den tankegang genkender Nanna Dam, der læser journalistik på DMJX på syvende semester. I starten af marts fik hun et opkald fra sin redaktør på TV2 Østjylland, hvor hun havde sin praktik. Han tilbød hende at komme med en nødhjælpsbus til Ukraine for at rapportere. Dagen efter sad hun i bussen.

”Det gik så stærkt, men det var en sindssygt fed oplevelse. Det er lidt absurd, men jeg synes jo, det er vildt spændende at opleve det, som alle snakker om,” fortæller Nanna Dam.

Du kan skabe sikkerhed, men du bliver aldrig tryg

”Sæt ambitionsniveauet ned og sørg for at rådføre dig grundigt. Ellers bliver det simpelthen for farligt.”

Sådan lyder Stefan Weicherts bedste råd til journaliststuderende, som drømmer om at tage rygsækken på og rejse til en krigszone som journalist og reportere.

Men tjeklisten er lang, og hvis den uerfarne journalist ikke ved bedre, kan det være svært at kende de vigtige og måske livsafgørende detaljer. For eksempel hvor vigtigt det er at have et reb, så man kan flygte ud ad sit vindue, hvis der kommer brand eller nogen kommer ind i bygningen. At man skal sætte en kile under døren, så den ikke kan åbnes udefra. Hvor man kan tage et sikkerhedskursus, inden man rejser. Eller at man som minimum skal have en skudsikker vest med en level fire plade (på en skala fra et til fem), som kan stoppe fragmenter fra bomber. Og at den koster 3000 kr. 

At have styr på de praktiske ting kan skabe mere ro omkring uvante situationer. Men selvom man har skudsikker vest, hjelm, varmt tøj, ekstra mad, power bank, Cavius alarm, Panodiler og en lægetaske betyder det ikke meget, hvis du bliver ramt at et russisk artilleri.

“Du kan gøre rigtig meget, men i bund og grund er du alene, hvis bomben falder,” siger Stefan Weichert.

Freelancejournalister har kniven for struben

Det praktiske ved at drage i krig som journalist er en udfordring i sig selv. Men der er også stor sikkerhedsmæssig forskel på at være ansat af et medie, som stiller sikkerhedsrådgivere til rådighed og har kendskab til lokale kilder, og på at være freelancer i krig. Som freelance journalist er du alene om ansvaret. Hotellerne er dyrere, presset er større og du har ingen økonomisk tryghed.

”Freelancere har generelt en tendens til at tage flere chancer. Hvis vi ikke lander en god historie, så får vi ikke løn,” siger Stefan Weichert og tilføjer, at han til hver en tid vil foretrække at være tilknyttet et medie.

Nok har freelancejournalister mere frihed, men de har kniven for struben hele tiden. Derfor kan det nemt friste at opsøge risikable historier. Stefan Weichert og Emil Filtenborg har en personlig regel om kun at tage afsted til brændpunkter, hvis de har en journalistisk grund til at opsøge dem. De er ikke turister.

“Adrenalinen kører. Og selvom man gerne vil være de rigtige steder, kan det hurtigt gå galt, hvis man bare siger ja uden at trække vejret,” siger Stefan Weichert. 

Som freelancer står man selv med ansvaret for at risikovurdere og tage beslutninger. Derfor finder Stefan Weichert en stor tryghed i at have en makker, så de altid har fire øjne på situationen. Den erfaring gjorde Nanna Dam sig også, da hun for første gang var alene afsted. 

“Jeg kunne godt have tænkt mig at have haft en kollega, jeg kunne vende tingene med,” siger hun.

Da jeg kom til en krig for første gang, var jeg overrasket over, hvor lidt action der er i virkeligheden

– Stefan Weichart, freelancejournalist

En dag i centrum af verdenshistorien

Alle dage i Østukraine er uforudsigelig. Den starter gerne klokken syv, på et hotel i en by cirka 30-40 km væk fra frontlinjen. Typisk har Stefan Weichert og Emil Filtenborg en aftale med en lokal chauffør, som er veteran fra den sovjetiske invasion af Afghanistan. Han kører dem i sin firehjulstrækker og er  god til at sparre om sikkerhed.

Hvordan dagen udfolder sig, afhænger af, hvad der er sket i løbet af natten. Er civile områder for eksempel blevet ramt af skud, er det et oplagt sted at starte. Den 26. februar havde Stefan Weichert og Emil Filtenborg for eksempel fået tip om, at en børnehave, i byen Okhtyrka nær frontlinjen i Østukraine, var blevet ramt af ulovlige klyngebomber.

”Nogle gange bliver vi kontaktet af kilder. Det kan være en borgmester, militæret eller en lokal. Jeg kender for eksempel én, som ejer en telefonbutik, og han kender Gud og hvermand,” siger Stefan Weichert.

Gode lokale kontakter er en vigtig præmis for at bevæge sig rundt i en krigszone. Det oplevede Nanna Dam også, da hun var afsted for TV2 Østjylland.

“Hvis jeg skulle have gjort noget anderledes, ville jeg have sørget for at have en bedre lokal kontakt i området, det er virkelig altafgørende for at komme sikkert omkring og møde de rigtige mennesker,” siger hun. 

På Stefan Weichert og Emil Filtenborgs køreture, som kan være alt fra en til seks timer, begynder planlægningen af mulige flugtruter, evakueringsmuligheder og sikkerhedsplaner. Det er netop den planlægning, som skaber en smule ro i stressede situationer. Spontanitet er sjældent klogt i en krig, derfor er det essentielt med både en plan A, B eller C.

Ude på brændpunkterne gør Stefan Weichert og Emil Filtenborg deres journalistiske arbejde. Det er hverdagens gang i centrum af verdenshistorien. D. 26 februar, da de var kørt ud for at se på deres tip om børnehaven, står en mand pludselig ud af sin bil med en riffel i hånden og begynder at skyde efter dem. Stefan Weichert bliver ramt i skulderen, mens Emil Filtenborg bliver ramt i ryggen og begge ben.  

Dagen skulle, ligesom alle andre dage i Ukraine, være endt hjemme på hotellet, hvor dagens historie til Ekstra Bladet ville blive udarbejdet over aftensmaden. Det blev en noget anderledes dag, selv for den erfarne Stefan Weichert.

Krig er fyldt med ventetid

På TV pumper adrenalinen, og bomberne falder om ørene på korrespondenterne i Ukraine. Men bag kameraet gemmer der sig også en noget mere kedelig og praktisk virkelighed.

“Da jeg kom til en krig for første gang, var jeg overrasket over, hvor lidt action der er i virkeligheden,” siger Stefan Weichert.

Han spiller også computer, vasker tøj, sover, løser småting og netværker. Men når ventetiden bliver kedelig, bliver den også farlig, forklarer Stefan Weichert. Derfor er det vigtigt at holde hovedet koldt og ikke begynde at opsøge historier, som man ikke har nogen journalistisk grund til at lave. Det kan være en svær balance for en freelance journalist både at holde hovedet koldt og være afhængig af at levere en god historie. 

Når russiske tropper har rykket sig, er det i dag tydeligt at se på satellitbilleder eller på Twitter. Det er derfor ikke længere journalisternes vigtigste opgave at rapportere omkring. Til gengæld skal journalistikken bidrage til at sætte billede på hospitaler, læger, sårede, efterladte eller flygtninge.

Netop det oplevede Nanna Dam, da hun stod ved den Polsk-Ukrainske grænse.

“Nok kan man se krigen i TV, men pludselig stod jeg bare ansigt til ansigt med ukrainske flygtninge, som havde en taske i den ene hånd og et barn i den anden, mens tårerne trillede ned ad kinderne,” siger Nanna Dam. 

Også for Stefan Weichert vil de civile historier være i fokus den kommende tid. Lige nu bor han med sin kæreste i Ternopil i det vestlige Ukraine. Han har stadig en stor passion for journalistik med fokus på krig. Selvom det var tæt på at ende helt galt i Ukraine den 26. februar, fortæller Stefan Weichert, at der også er en grænse for, hvor meget man kan forsikre sig selv. Uanset sikkerhedsplaner, flugtruter, lokale kilder og skudsikre veste handler det allermest om ikke at være uheldig.

Krigens konsekvenser: Få ansigt på Ukraines flygtninge

Krigens konsekvenser: Få ansigt på Ukraines flygtninge

Krigens konsekvenser: Få ansigt på Ukraines flygtninge

Tekst & foto: Signe Lægsgaard

”Ingen ved, hvornår krigen slutter. Eller om den slutter overhovedet.”
I en tætpakket gymnastiksal i Przemyśl, 10 kilometer fra den polsk-ukrainske grænse, leder Dasha Bolkvadze, 37, efter sin sorte kat mellem rækkerne af farverige solsenge. Før Rusland angreb Ukraine, var det lyden af legende, polske skolebørn, der gav genlyd i den store sal, men nu er den et midlertidigt hjem for flere hundrede mennesker, der er flygtet fra krigen. Dasha og hendes mor, mand og søn boede, før krigen brød ud, i Kharkiv, og hun husker første gang, Rusland invaderede områderne tæt på deres hjem i 2014. ”Sidste gang annekterede Rusland ukrainske territorier på en mere civiliseret måde. Men nu er der en fuld-skala-krig i mit land. Kharkiv er et rent helvede. Mange af mine venner er blevet der og håber på det bedste. Men det bliver kun værre. Der er ikke noget mad eller medicin. Der er ikke varme eller elektricitet i husene. Civile bliver slået ihjel. Jeg vil virkelig gerne vende tilbage til vores hjem og håber på det bedste, men ingen ved hvor lang tid det kommer til at tage at restaurere byerne. Jeg vil ikke have, at min søn vokser op i efterkrigsforhold. Han har ret til et normalt liv.”

 

Tekst & foto: Maria Høy

Ukrainske Ania er netop ankommet på et frivilligt modtagecenter i Wien, Østrig, og venter på at hendes familie, som stadig befinder sig i Ukraine, finder en måde at komme ud af deres hjemland.

Tekst og foto: Martin Ford

Der forholdsvist stille på banegården. Det er et stykke tid siden, det seneste tog ankom fra Ukraine. Hvornår det næste ruller ind, er der ingen, der ved.

Mange steder på banegården sidder små børn på rullekufferter og ser helt tomme ud. De aner ikke, hvad der foregår. Uvisheden i deres øjne er hjerteskærende.

Stilheden varer kun kort. Det næste tog er lige om hjørnet, og roen fordufter. Den kaotiske stemning vender tilbage igen.

Tekst og foto: Nichlas Arturo

Ukrainere venter i dagevis i håb om at komme sikkert til Polen og blive genforenet med deres nærmeste. Kvinder og børn er i overtal af dem, som forsøger at komme ud af landet, eftersom alle mænd mellem 18 og 60 år ikke kan forlade landet, da de har værnepligt til at forsvare Ukraine.

Der er krig i Ukraine. Men er vi journalister mere til besvær end gavn?

Der er krig i Ukraine. Men er vi journalister mere til besvær end gavn?

Der er krig i Ukraine. Men er vi journalister mere til besvær end gavn?

TEKST: Trine Egede, Opinionsredaktør på illustreret bunker
illustration: katrine å. edvardsen

Udgivet den 24. marts 2022

Debatindlæg bragt i Illustreret Bunker er alene et udtryk for skribentens eller skribenternes holdninger.

Jeg troede ikke mine egne øjne, da jeg klikkede ind på DR-nyhederne på min telefon torsdag morgen d. 24. februar i år. Rusland har invaderet Ukraine om natten, og kampvogne ruller hen over den ukrainske grænse.

Min roomie er halvt ukrainer og halvt dansk. Hun er født i Ukraine, og hendes far bor i Kharkiv, 40 km fra grænsen til Rusland. Jeg tror ikke, jeg forstår en brøkdel af, hvad det vil sige, at ens land er i krig. Men jeg prøver, og det har sat tanker i gang hos mig. For som journaliststuderende er det vel netop det, min kommende profession skal kunne.

 

Den skal gøre folk i stand til at forstå det, de ikke selv står i. Gøre dem klogere på, hvad det vil sige, at ens land er i krig. Vi journalister rapporterer og sender live fra krigsramte lande. Vi viser krigen, så organisationer og politikere kan træde til og hjælpe Ukraine. Vi er der, hvor problemet er. Vi gør et godt stykke arbejde. Tænkte jeg. Men så kom min tvivl.

Hver dag hører jeg i radioen eller ser på sociale medier, at endnu et dansk medie har sendt journalister til Ukraine. Det er et vigtigt emne at dække, det er der ingen tvivl om. Men tanken slog mig: Er der brug for så mange danske journalister i Ukraine lige nu? Hvis andre lande sender et lige så stort antal journalister til grænserne, tør jeg slet ikke tænke på, hvor mange journalister de ukrainske flygtninge skal deale med, når de prøver at flygte for deres liv. Er det, det de har brug for lige nu?

Søndag d. 13. Februar 2022 sendte P1 deres faste program ”Tabloid”, hvor vært Marie Louise Toksvig hver uge går journalistikken efter i sømmene. Denne udsendelse handlede naturligvis om den forfærdelige situation i Ukraine. En journalist fra avisen Danmark, der var i Ukraine for at dække krigen, sammenlignede journalisters opførelse ved den polske grænse med noget, der kunne minde om Tour De France. Et anderledes men præcist billede på, hvordan det for mange journalister er vigtigt at stå forrest, klar med mikrofoner og kameraer, når en flygtning krydser grænsen. For journalisterne handler det om, at få det bedste billede i kassen.

Det lyder ikke som god journalistik skik i mine ører. Journalistikken kan påtage sig kappen som formidler, så en indsats fra resten af verden kan komme for at hjælpe Ukraine. Men at så mange medier i Danmark sender journalister til den polske grænse for at få et godt billede til forsiden er ikke, hvad journalistikken kan være bekendt.

TV2-Nord bragte d. 4. marts 2022 en artikel med rubrikken ”TV2-Nords journalist delte hotelseng med ukrainsk flygtning”. Jeg tænker, du kan se absurditeten i denne rubrik. Artiklen nævner, at det ved den polske grænse ikke er muligt at booke et hotelværelse, da alle værelser er fyldt op med flygtninge og journalister. En TV2 Nord-journalist delte seng med en flygtning, der ellers kun havde mulighed for at overnatte på banegården i den polske by Rzezow i minus fem grader.

Hvis danske medier ikke havde et behov for at sende deres egne journalister til grænsen, kunne det være, at den ukrainske kvinde kunne få sengen i første omgang. Eller hun kunne dele sengen med andre flygtninge. At så mange danske journalister kan tillade sig at fylde sengene op ved grænserne, er mig en gåde at forstå.

Dels er jeg skeptisk over, om det er et spørgsmål fra en dansk journalist, man har brug for, når man lige er kommet over grænsen til Polen. Men det, som kan være endnu mere problematisk er, om vi fylder for meget. Som artiklen viser, så fylder vi på hotellerne. Vi bruger benzin til vores biler, som ukrainerne kunne bruge til at flygte ud af landet. Vi spiser mad, som kvinder og børn kunne få. Alt sammen noget, der får mig til at stille spørgsmålstegn ved, om vi virkelig har brug for alle de danske journalister i Ukraine lige nu.

Journalister er vigtige, for vi dækker det, som seere hjemme i Danmark ikke selv kan opleve. Vi viser krigen, og vi formidler den på bedste vis. Jeg har dog et ønske om, at vi som journalister tænker over, hvad vores rolle er, når vi dækker en krig. Hjælper vi, eller spænder vi ben? Er vi til mere besvær end gavn?

Det er en kæmpe styrke for en ukrainsk flygtning at få muligheden for at tale til en stor modtagergruppe på en landsdækkende TV-kanal. De kan vise deres smerte, så vi kan se den med vores egne øjne, og de kan bede om hjælp. Men for medierne er det også godt TV. Jeg tænker, at et nærliggende presseetisk spørgsmål er, om danske mediers sult efter det gode billede vægtes højere end at dække krigen for at oplyse.

 

Og hvorfor skal flere medier sende en masse ”almindelige” journalister til fronten, hvem der virker semi-tilfældigt udvalgt, når vi har erfarne korrespondenter som Matilde Kimer og Puk Damsgård? Når det er sagt, er det måske ikke alle lokalafdelinger, der behøver at sende deres eget hold til grænserne for at kæmpe om det gode forsidebillede og fylde en sengeplads op.

Hvad mener du? Illustreret Bunkers opinionssektion giver studerende og medarbejdere mulighed for at give deres mening til kende om studie, skole, journalistisk eller kommunikation. 

Vi bringer debatindlæg i avisen ad to omgange per semester.

Har det interesse for dig? Så skrive til: debat@dmjx.dk