“I ubehagelige situationer falder min puls til det halve”

“I ubehagelige situationer falder min puls til det halve”

“I ubehagelige situationer falder min puls til det halve”

Artiklen her handler om, hvordan manden med den rolige stemme og de lange pauser bærer sig ad med at hvile i stilheden mellem interviewer og interviewperson.

TEKST:  Jens-emil nørgaard
Illustration:  lotte skjødt nielsen

Udgivet den 30. maj 2024

Den svenske TV-kanal SVT inviterer i 2010 en flok reportere fra flere forskellige lande til Sverige for at følge den svenske valgkamp. Blandt de indbudte er Mikael Bertelsen. Han skal interviewe den daværende svenske ligestillingsminister, Nyamko Sabuni. En meget kendt skikkelse i Sverige fra partiet Liberalerna. Og så er hun minsandten også burundisk flygtning. Opgaven er simpel. Mikael Bertelsen og Nyamko Sabuni skal tale om ligestilling. Interviewet skal bruges som indslag til den afsluttende debat på valgaftenen om ikke så frygteligt længe.

Inden interviewet fortæller han det svenske tv-hold, at de på intet tidspunkt må lægge kameraet fra sig. Mikael Bertelsen forbereder dem på, at der kan komme lidt turbulens.

Nyamko Sabuni træder ind i lokalet og giver Mikael Bertelsen hånden. På dansk fortæller han, at han har en aftale med ligestillingsministeren. Hun kigger lidt forvirret på Mikael Bertelsen og forklarer, at det altså er hende, der er ligestillingsminister.

”Jeg tror, du har misforstået,” siger Mikael Bertelsen. ”Jeg har altså en aftale med ministeren.”

Lettere irriteret prøver ligestillingsministeren en gang til. Afdæmpet forklarer hun Mikael Bertelsen, at hun er ligestillingsminister i den svenske regering.

”Kan du ikke finde din kalender og komme med en kop kaffe? Jeg skulle gerne have en aftale med ligestillingsministeren,” siger Mikael Bertelsen.

Rådgivere, spindoktorer og TV-hold i hele rummet begynder afvæbnede at bryde ind i samtalen. Hun afbryder og slår over i engelsk. Nu kan det være nok.

”You don’t understand. I AM THE MINISTER,” siger den svenske ligestillingsminister, Nyamko Sabuni.

”But, but you are a woman,” svarer Mikael Bertelsen. Gys.

Foran en ligestillingsminister i landet, der spiser feminisme til morgenmad. Man kunne lige forestille sig, hvordan sådan et lokale klemmer sig sammen. Det lyder jo næsten som noget fra Klovn. Præcist hvordan, det hele ender for Mikael Bertelsen, vender vi tilbage til. At tage sig tid til tingene er nemlig noget, som mediebranchen har glemt, ifølge Mikael Bertelsen.

”Alle udkommer, alt bliver sendt, alt bliver optaget, og alt bliver glemt.”

Så det kan vi meget passende øve os på i denne artikel.

En kop sukker og et interview, tak

Nogle gange kan det næsten føles som fysisk smerte i maveregionen. Sig noget for helvede. Men han holder sin mund. Mikael Bertelsen kan få tæerne til at grave sig ned i stuegulvet, når han afventende stiller spørgsmål. Han ser det selv som en måde at punktere rollerne med det formål at se, hvem vi i virkeligheden er.

Der er noget ved ham, som skiller os ad. Vi er ikke helt enige om stilheden. Eller Mikael Bertelsen.

”Jeg har hele mit voksne liv befundet mig utroligt godt i stilhed. Så godt, at jeg nogle gange bruger det som et skjold,” siger han.

Han lokkede engang indbyggerne i et parcelhuskvarter i et slags interviewteknisk jerngreb ved at bede om en kop sukker. Et gammelt trick, som han helt oprigtigt troede, var en måde at kontakte hinanden i parcelhuskvarterer.

Året er 2002. Smartphonen er ikke opfundet. De fleste laver stadig aftaler med hinanden over fastnettelefonen og mails. Ja, programmet er faktisk så gammelt, at det har opfyldt sit eget navn. Skjoldhøj Arkivet er begravet dybt i arkivet hos DR.

Mads Brügger og Mikael Bertelsen er taget til Skjoldhøjparken, et parcelhuskvarter i nærheden af Tilst.

Mads Brügger er lige stukket på en løbetur, mens Mikael Bertelsen er i færd med at finde ud af, hvad der skete med den familie, der boede i det hus, som de har lejet. De skulle efter sigende have haft et skrantende ægteskab. Men der er tilsyneladende ingen, der egentlig ved, hvad der blev af familien.

Mikael Bertelsen står og banker på en hoveddør lidt nede ad gaden. I den ene hånd har han en tom kop, og i den anden en optager. Han er ved at lave radio, forklarer han, men der er simpelthen ikke noget sukker i det forladte hus, som Mads og han selv bor i. Det ældre ægtepar, som har åbnet døren, er godt nok lige på vej ud. De skal i sommerhus, så de har ikke tid til interviewet, men vil nu gerne hjælpe med en kop sukker. Sådan gør man jo her i kvarteret.

Da konen kommer tilbage med Mikael Bertelsens kop, har hun fyldt koppen med sukker. Husbonden og Mikael er allerede i gang med historien om det forladte hus. 20 minutter går der, før det ægtepar, som var på vej ud af døren, faktisk får sneget sig ud af Mikaels Bertelsens interview.

Han har aldrig hørt, at det kunne skabe ubehag.

”Jeg oplever det slet ikke som irriterende eller groft. Det er en måde at skrælle portrættet rent fra de vaner og reaktioner, som alle har, når situationen går præcist, som vi havde forestillet os. Jeg ser det som en måde at redde interviewpersonen og mig fra den falskhed, interviews kan være omgivet af,” siger Mikael Bertelsen.

Hunde kan mærke, om man er bange, og det kan interviewpersoner også. Her skal siges, at Mikael Bertelsen aldrig kunne finde på at sammenligne personer, han interviewer, med hunde.

Lidt turbulens kan ikke skade

Det er vist på tide, vi fortsætter historien om, hvad der skete med den svenske ligestillingsminister og Mikael Bertelsen. Lad os starte scenen, hvor vi slap den. Mikael Bertelsen har lige antydet over for en svensk minister, at hun er for meget kvinde til at besidde en ministerpost.

Det stakkels TV-hold er ved at krybe under gulvtæppet af skam. Undskyldninger og ansvar bliver kastet omkring. Spindoktorer går i gang med at rense luften for muligheder for mere konflikt.

Nu er det jo bare sådan, at Mikael Bertelsen havde advaret om turbulens. Og så må man spænde bæltet, hvis ikke man vil kastes rundt i flyvemaskinen.

Det er ikke til at vide, hvad man selv ville have gjort. Måske fundet sin smartphone frem? Det er jo ikke længere 2002. Situationen ender med at trække en del opmærksomhed i de svenske medier. Selvfølgelig. Vistnok noget med en overskrift, hvor der stod ”Idioten fra Danmark”.

Men Idioten, som trak overskrifter, vidste, hvad han lavede. Selv beskriver han det sådan her.

”Det kan minde lidt om en TV-station fra dengang, hvor der stadig var tekniske vanskeligheder i ny og næ. Man følte sig i live hos TV-avisen, når transmissionen blev afbrudt. Man kan sige, at jeg eksperimenterer med spontane øjeblikke, som kendes fra de tekniske uheld.”

Det er en måde at ophæve den kunstighed, der kan være i et interview.

I dag griner Mikael Bertelsen mest af den pinlige situation med ligestillingsministeren. Han vidste jo godt, hvem hun var. Det var bare hans måde at gøre tingene på.

“På det tidspunkt var ministre noget, man var bange for. I dag er det mest nogen, man har lidt ondt af.”

Otte interviews til millionen

Alt for mange interviews er låste på forhånd. I mange af de TV-interviews, man ser, er det en interviewer, der snubler sig vej hen imod svaret. Det, som de allerede på forhånd har besluttet sig for, er det eneste vigtige, kilden kan fortælle.

“Det kan blive lidt af et kammerspil, når intervieweren er for forberedt,” siger Mikael Bertelsen.

Det var noget andet i sin tid. Før de fleste nuværende journaliststuderende var født, brugte Mikael Bertelsen sine dage på DR. En af de unge journalister på redaktionen var i gang med en radiomontage. Om hvad kan han ikke lige huske. En ældre journalist på redaktionen gav råd fra sig. Lidt som Mikael Bertelsen gør nu.

Rådet var: De første otte interviews, du laver med din hovedperson, kan ikke bruges til noget.

Dengang føltes det lidt som en overdrivelse. Men der er nu alligevel noget om snakken, mener Mikael Bertelsen.

“Sådan er det jo ofte med gode råd. Man regner det ikke for meget, indtil man selv prøver, at de første otte interviews ikke fungerer.”

Han insisterer på ikke at lyde gammelklog. Det lægger han meget vægt på. Og råd er svære at komme med, fordi vi alle interviewer forskelligt.

“Mit indtryk er, at yngre mediestuderende med stor ildhu prøver at gøre sig en karriere på egen hånd. Til det kan jeg sige, at alt det bedste, jeg har lært og produceret, er i samarbejde med andre. Det, håber jeg ikke, er forsvundet helt.”

Hvad kunne du godt tænke dig, at en artikel som behandler din stilhed og evne til at håndtere ubehag, ender med?

                                   ,” tier Mikael Berthelsen.

Skal det ende i stilhed?

“Det kunne være meget passende.”

Journaliststuderende risikerer at få knust kandidatdrømmen

Journaliststuderende risikerer at få knust kandidatdrømmen

Journaliststuderende risikerer at få knust kandidatdrømmen

Pladsmangel på videnskabsteori kan forpurre nogle journaliststuderendes planer om en kandidatuddannelse. Derfor kan studerende se sig nødsaget til selv at punge ud til suppleringskurser. Samtidig efterlyses der bedre vejledning under ansøgningsprocessen.

TEKST: Cathrine de Nijs Johansen
Illustration: Lotte Skjødt Nielsen 

Udgivet den 30. maj 2024

Hvert halve år skal journaliststuderende på ottende semester vælge et af to valgfag. Journalistisk entrepreneurship eller videnskabsteori. Et valg, der kan have betydning for deres fremtidige uddannelsesforløb, hvis de efter endt bachelor ønsker at tage en kandidat. Videnskabsteori er et krav på mange kandidatuddannelser, og har du ikke haft det, bliver vejen til en kandidat bøvlet.

Hvis man ønsker videnskabsteori og får det, kan man betragte sig selv som heldig. For selvom der er en næsten ligelig interesse for videnskabsteori og journalistisk entrepreneurship, er det kun omkring halvdelen af dem, der ønsker videnskabsteori, der får det. Det viser tal fra DMJX. Det skyldes en fordeling, hvor 30 procent af alle studerende får videnskabsteori og 70 procent får journalistisk entrepreneurship.

Det har ikke altid været en udfordring. For bare få år siden kunne langt de fleste studerende få opfyldt deres valgfagsønske, men man ændrede fordelingen grundet faglige hensyn, forklarer Henrik Berggren, institutchef for journalistik.

”Vi har tæt kontakt til branchen, og vi forsøger at give jer en uddannelse, der giver de kompetencer, som efterspørges, og der er en kæmpe efterspørgsel efter udvikling og innovation. Det er nogle helt essentielle kompetencer, vi arbejder med i det fag,” siger Henrik Berggren.

Skæv valgfagsfordeling spænder ben for de studerende

Selvom Henrik Berggren mener, at man bliver en bedre journalist af at have haft journalistisk entrepreneurship, risikerer nogle studerende alligevel at komme i klemme efter ændringen. Man kan godt læse en kandidat i journalistik uden at have haft videnskabsteori, men ønsker man at fagspecialisere sig med en anden kandidat, kan faget være et krav.

Hvis man ikke har haft videnskabsteori på DMJX, kan man alternativt opfylde adgangskravene gennem et suppleringskursus. Det kræver dog, at man tager faget gennem et universitet og selv betaler. På Københavns Universitet koster et fag på 15 ECTS, som videnskabsteori på DMJX er, 7.500 kroner.

”Det er virkelig mange penge, og jeg synes, det er en høj udgift for noget, som jeg kunne få gratis på skolen,” siger Lisa Bilgrav, der studerer journalistik på ottende semester og ikke fik videnskabsteori, som hun ellers havde ønsket. Det blev dødsstødet for hendes ønske om at tage en kandidat i amerikanske studier, som hun havde overvejet meget.

”Jeg var enormt frustreret. Jeg var virkelig tændt på idéen og ville det rigtige gerne, og det kan jeg bare ikke nu. Jeg har forståelse for, at man ikke altid kan få sin førsteprioritet, men det her er ikke en mediespecialisering eller et valgfag på fjerde semester. Det er ikke ligegyldigt, og det kan få en stor betydning,” siger Lisa Bilgrav.

Selvom hun efterfølgende hurtigt accepterede, at hun ikke fik videnskabsteori og måtte opgive planen om at læse amerikanske studier, mener hun ikke, at skolens faglige begrundelse holder. Lisa Bilgrav fortæller, at hun med en kandidat gerne ville have muligheden for at skille sig ud i en tid, hvor branchen er usikker. I hendes øjne handler det i sidste ende om at klæde de studerende bedst muligt på til den branche, der venter på den anden side.

”Lige nu går vi ud til uvished. Jeg synes, at det er enormt ærgerligt, at det ikke er med de forudsætninger, som skolen kunne give os,” understreger Lisa Bilgrav.

Rosalina Bendix, forperson i De Studerendes Råd på DMJX i Aarhus, mener, det er kritisabelt, at nogle studerende bliver presset på grund af fordelingen. Hun påpeger, det er problematisk, at mange studerende ikke ved, det er en udfordring, man kan risikere at havne i.

”Det er simpelthen for dårligt, at uddannelsen spænder ben for ens fremtidige færden ude i verden,” siger Rosalina Bendix og fortæller, at De Studerendes Råd har tænkt sig at tage problemstillingen op.

Svært at give forrang til kandidatsøgende

Henrik Berggren anerkender, at der kan være studerende, der havner i problemer på grund af den nuværende fordeling. Lige nu har studerende, der ønsker at tage en kandidat, ikke førsteret til videnskabsteori, og fordelingen sker ved lodtrækning.

”Vi har et dilemma, og jeg anerkender, at der kan være enkelte studerende, som bliver klemt og er i den situation, at de ikke får videnskabsteori og har behov for at tage en kandidatuddannelse,” siger Henrik Berggren.

Han påpeger, at det er svært at finde en model, hvor man kan sikre, at studerende, der planlægger at læse en kandidat, får prioritet til pladserne på videnskabsteori. Selvom det er blevet forsøgt, er man ikke nået frem til en løsning.

Han er meget åben for at høre, hvad de studerende tænker og har af forslag til, hvordan man kan fordele de studerende på de to valgfag. Han påpeger, at et organ som De Studerendes Råd er meget velkommen til at komme med sådan en model.

”Vi har drøftet det gentagne gange for at finde en måde, vi kan løse det på,” siger Henrik Berggren.

Dog understreger han, at 30/70-fordelingen er den rigtige på baggrund af at have drøftet det med skolens uddannelsesudvalg for journalistik. Han henviser til det faglige argument om, at journalistisk entrepreneurship klæder de studerende på til den branche, som venter efter DMJX.

Samtidig mener Henrik Berggren også, at man som studerende må acceptere, at man ikke altid kan få sit valgfagsønske opfyldt, også når det gælder videnskabsteori på ottende semester. Han påpeger dog, at skolen vil tage fordelingen op til genovervejelse, hvis der pludselig ses en stor stigning i antallet af studerende, der ønsker at tage en kandidat.

”Så står vi i en helt anden situation,” siger Henrik Berggren.

Manglende vejledning frustrerer

Mathias Oleander, der går på ottende semester, har søgt en kandidat i journalistik i forlængelse af sin journalistuddannelse fra DMJX og påpeger, at problemet ikke ligger i fordelingen mellem de to valgfag. I stedet ville han ønske, at der var mere vejledning, når man skal søge om optagelse på en kandidat, selvom han også anerkender, at det bestemt ikke er en let opgave for DMJX at løfte.

”Jeg er frustreret over, at der ikke er bedre, overordnede retningslinjer for, hvordan man skal søge,” siger Mathias Oleander.

Særligt peger Mathias Oleander på, at man som professionsbachelor ikke har retskrav på en kandidat i modsætning til, hvis man har læst en universitetsbachelor. Det gør det vanskeligt at vide, hvad man overhovedet kan søge med en journalistuddannelse fra DMJX i bagagen.

Man er selv nødt til at kontakte det enkelte universitet for at høre, hvad man kan søge, og hvordan man søger. Da Mathias Oleander ringede rundt, oplevede han selv, at universiteterne heller ikke kunne give ham klarere svar i forhold til, hvordan han skulle søge , og hvilke dokumenter han skulle vedhæfte i sin ansøgning.

”Jeg brugte rigtigt meget tid på at læse på deres hjemmesider og ringe frem og tilbage til dem, indtil jeg til sidst fandt ud af, hvad jeg skulle vedlægge,” fortæller Mathias Oleander.

For Mathias Oleander var det omstændigt at skulle sætte sig ind i de mange formaliteter, der lå i det at søge en kandidat som professionsbachelor på egen hånd og i forlængelse af praktikken.

Som professionsbachelor har man ikke retskrav på en kandidat. Om det siger Henrik Berggren, at ”det er det, der gør vejledningen svær.”

Henrik Berggren nævner, at man har forsøgt at undersøge, om man kunne gøre processen mere gennemskuelig ved at give de studerende et klart overblik over, hvad man efterfølgende kan studere. Men det har ikke kunnet ladet sig gøre.

”Problemet er, at universiteterne ikke kan give os svar på, hvad man præcist skal gøre for at komme ind på forskellige uddannelser. Det er en lokal og faglig vurdering, og for den studerende ligger en stor del af vejledningen det sted, de søger ind. Vi har undersøgt, om vi kunne gøre det arbejde for de studerende, og det kan vi ikke,” siger Henrik Berggren og understreger, ”men vores vejledning skal være god.”

Henrik Berggren er efterfølgende blevet forelagt kritikken fra DSR.

“Jeg forstår ikke, hvad der menes med, at nogle studerende kan føle sig pressede, og jeg ved heller ikke, hvad det er, der ikke er deklareret? Jeg er enig i, at det er uheldigt, hvis vi spænder ben for studerendes vej ud i verden, men har DSR et løsningsforslag?”

Til 1. maj i Fælledparken kæmpede de for en kommunistisk revolution: ”I Danmark er det dem med pengene, der har magten”

Til 1. maj i Fælledparken kæmpede de for en kommunistisk revolution: ”I Danmark er det dem med pengene, der har magten”

Til 1. maj i Fælledparken kæmpede de for en kommunistisk revolution: ”I Danmark er det dem med pengene, der har magten”

Revolutionært Kommunistisk Parti kæmper for at vælte det kapitalistiske system i Danmark. Den 1. maj mødtes Illustreret Bunker med det nye kommunistiske parti i Fælledparken, hvor partiet afholdt taler, solgte marxistiske aviser og hvervede nye kammerater.

TEKST & FOTO: EMIL LUND JENSEN  

Udgivet den 30. maj 2024

En lille pige render rundt om bordene, som Revolutionært Kommunistisk Parti har opstillet ved deres post i Fælledparken. Pigens mor sidder med en veninde, som har en t-shirt med partiets navn  på ryggen. Pigen fremstammer et ord, der er svært at tyde, men den kommunistiske veninde er ikke i tvivl.

”Sagde du lige Palæstina?”

Pigen nikker.

”You are the best child in the whole world!” udbryder veninden højt.

Den 1. maj er arbejdernes internationale kampdag, og traditionen tro er Fælledparken fyldt med røde flag. Røde flag, der smælder. Røde flag med gul hammer og sejl. I hvert fald i denne ende af parken. Under de kommunistiske faner står åbne, hvide telte, der er fyldt med unge kammerater, som de, kommunismens tradition tro, ynder at kalde sig selv. Kammeraterne er iført røde t-shirts med ordene ’Revolutionært Kommunistisk Parti’ printet på brystet. I teltene kan man tilslutte sig som en af kammeraterne i det marxistiske parti – eller bare købe en øl til den ikke så kammeratlige pris af 45 kroner stykket. Netop her, under den hvide teltdug, står talspersonen for Revolutionært Kommunistisk Parti, Rasmus Jeppesen, og snakker med både medier og potentielle kammerater.

Solskin og en statsminister i Haderslev

Første maj har i mange år været en festdag for Socialdemokratiet, men ifølge kommunisterne i Revolutionært Kommunistisk Parti (RKP) er det ikke længere en dag, som partiet med de røde roser kan kræve ejerskab på.

Solen brager ned på de kortærmede fremmødte i Fælledparken. Justitsminister Peter Hummelgaard får også varmen at føle, da han holder sin tale. Talen bliver afbrudt af propalæstinensiske demonstranter, og det er meget svært at høre, hvad justitsministeren siger.

Peter Hummelgaard agerer stedfortræder for landets socialdemokratiske statsminister, Mette Frederiksen, der i stedet er i Haderslev. Her fejrer hun, at Socialdemokratiets galionsfigur for Arne-pensionen, Arne Juhl, tager hul på den pension, som er opkaldt efter ham.

For Rasmus Jeppesen er det ingen overraskelse, at landets statsminister ikke er at finde i Fælledparken i dag. Faktisk ville det, ifølge ham, give mindre mening, hvis hun var til stede.

”Jeg synes, at det er dybt forkasteligt. Men jeg forstår hende godt. Det er hende, der er skyld i, at arbejderne får det sværere og sværere, mens en lille procentdel bliver ekstremt rige. Det ville ikke gå godt for hende i dag. I stedet er hun i Haderslev og fejrer en pension, der kun gavner ganske få,” siger Rasmus Jeppesen.

Peter Hummelgaard trådte jo til og holdt en tale i statsministerens fravær. Han blev buhet af scenen. Hvad tænker du om det?

”Det undrer mig ikke. Hvad havde han regnet med? Folk gider da ikke at høre på dem i dag. Slet ikke her,” fortsætter Rasmus Jeppesen.

Hvem er kommunisterne?

Revolutionært Kommunistisk Parti er et nyt parti, der først officielt bliver stiftet til oktober. Lige nu er partiet i en fase, hvor det forsøger at tillokke sig en masse kammerater landet over. Der er i alt 14 afdelinger af partiet alene i Københavnsområdet. Ligeledes er der en række mindre afdelinger rundt  i landet. Målet med partiet er at vælte det kapitalistiske system og indføre marxistisk kommunisme i Danmark.

Af de fremmødte kommunister denne solskinsdag er næsten alle unge mennesker. Det er ligeledes en ung revolution, der, ifølge dem selv, er på vej.

Danmark er fyldt med ensidige status-quo-medier

Rasmus Jeppesen er en travl mand i dag. Mange medier har været henne for at interviewe den kommunistiske leder, hvor de alle har stillet mere eller mindre de samme spørgsmål. ”Hvorfor har Danmark brug for kommunisme?” og ”hvordan skal revolutionen foregå?”

Selvom Rasmus Jeppesen svarer høfligt og går i dybden, når han fortæller, at de mener, at det kapitalistiske system har spillet fallit, og at det er en fredelig revolution, som de ønsker, er han langt fra tilfreds med mediestanden i Danmark. Ifølge ham er det nemlig ikke kun politikerne, der er skyld i, at systemet er blevet pilråddent. Også medierne bærer, ifølge ham, et stort ansvar.

”Mediestanden i Danmark domineres af status-quo-medier, der er enormt ensidige i deres dækning. Især af store konflikter og problemer. Derfor arbejder vi også på at lave vores eget medie. En marxistisk avis.”

Er det ikke også et ensidigt medie?

”Jo, men det er alle medier. Forskellen er bare, at vi selv skriver, at vi har en agenda.”

Så problemet med medierne i Danmark er, at de ikke selv deklarerer deres agenda?

”Ja.”

Før vi når at snakke den danske mediestand til ende, bliver Rasmus Jeppesen trukket ud af samtalen af et af de medier, som han netop har beskrevet, bidrager til det ensidige status-quo-mediebillede. Der skal nemlig laves et lille SoMe-indslag med ham, hvilket han stiller op til med smil på læben.

På skillevejen mellem stalinisme og marxisme kører en kommunist i en ladcykel

”Det folkemord, vi er vidne til i Gaza, er produktet af et sygt system. Kapitalismen har spillet fallit!” gjalder en ung kommunist gennem en megafon fra ladet i en ladcykel. Ud fra hans påklædning at dømme er han en del af det marxistiske Revolutionært Kommunistisk Parti, men man kan ikke vide sig alt for sikker. Det spæde parti er nemlig ikke ene om at sprede de kommunistiske budskaber. Kun en smal grussti adskiller de marxistiske kammerater, som Rasmus Jeppesen repræsenterer, fra en stalinistisk bevægelse. Rød første maj står der på partiets faner. Partiet hedder Kommunistisk Parti – altså det samme, bare uden en revolution. Dermed er Fælledparken forvandlet til en kommunistisk buffet, hvor man med få skridt kan bevæge sig mellem marxisme og den noget mere ekstreme stalinisme.

Organisér jer!

Mange kammeratlige fødder har betrådt scenen ved RKP’s plads i løbet af dagen. En af de sidste til at gøre kunsten efter er Johan Uhrskov-Bendixen, som er et af de ledende medlemmer af partiet. Og han holder sig bestemt ikke tilbage.

”I et kapitalistisk system er det ikke ens stemme, der giver magt. Det er dollars, der styrer magten!” udbryder Johan Uhrskov-Bendixen.

De fremmødte jubler og klapper.

”Heldigvis for os har kapitalismen ikke kun skabt et sygt system. Den har også skabt den generation, som bliver dens død! Vi har alt at vinde og kun vores lænker at tabe. Så meld jer hos kammeraterne i boden. Foren jer. Organisér jer!” afslutter Johan Uhrskov-Bendixen sin tale.

Kommunisme på Christiansborg?

Selvom ambitionerne for den kommunistiske revolution er tårnhøje, er der ikke nødvendigvis en drøm om et kontor på Christiansborgs bonede gulve.

”Vi vil jo helst gentænke hele systemet. Men vi tager samtidig al den demokratiske indflydelse, som vi kan få – også på Christiansborg. Men vi ville ikke kunne få særlig meget igennem,” forklarer Rasmus Jeppesen

Hvorfor ikke?

”Fordi det i et kapitalistisk system ikke er politikerne, der bestemmer. Det er dem med pengene. Det er folk som Dansk Industri og Dansk Landbrug, og de er ikke interesserede i vores politik,” uddyber Rasmus Jeppesen.

Da dagen lakker mod sin ende, og kammeraterne snart skal pakke scenen sammen, kigger Rasmus Jeppesen ud over pladsen, der er godt fyldt.

”Det er dejligt, at vejret er så godt. Det er ikke sikkert, at der var kommet lige så mange, hvis det regnede og var fem grader som i sidste uge,” smiler Rasmus Jeppesen.

Det er trods alt fedest at revolutionere samfundet i solskin.

Rasmus Jeppesen, talsperson for Revolutionært Kommunistisk Parti.

Ultra Nyt giver børnene indblik i den voksne verden: “De skal efterlades med et håb”

Ultra Nyt giver børnene indblik i den voksne verden: “De skal efterlades med et håb”

Ultra Nyt giver børnene indblik i den voksne verden: “De skal efterlades med et håb”

DR Ultra forsøger gennem deres nyhedsudsendelser at sætte virkeligheden ind i en ramme, som børnene kan forstå. Det kan dog være svært med krige, konflikter og kriminalstof, der får verden til at fremstå meningsløs.

TEKST: JONAS FONNESBÆK OG ANDERS MØRCK
FOTO: ANDERS LINDSTRØM BERKER

Udgivet den 30. maj 2024

“Den her historie kan være ret ubehagelig. Hvis du synes, det er rarest at se den sammen med nogen, det kunne være dine forældre eller din lærer, så kan du lige trykke på pause, hente dem og se videre bagefter,” siger Ultra Nyt-værten Solaf Masoud til kameraet.

Derefter kommer et nyhedsindslag om Hjallerup-sagen. Man får forklaret, at en 13-årig pige er død. At man endnu ikke ved, hvorfor den drabssigtede gjorde det. At politiet gør alt, hvad de kan, for at folk skal føle sig trygge. At man skal snakke med nogen om det, hvis sagen gør seeren bange eller utryg.

Ultra Nyt laver nyheder til børn, og det handler ofte om sjove og skøre historier, indblik i jævnaldrende børn, seerne kan spejle sig i, eller politiske beslutninger forklaret i børnehøjde. De forsøger at gøre børnene klogere på sig selv og den verden, vi lever i. Men virkeligheden er også fyldt med alvorlige konflikter og krimisager, som børn kan få indsigt i gennem telefonen. Derfor må Ultra Nyt også bringe de nyheder, der kan være bekymrende og svære for børn at forholde sig til.

Umuligt at skærme børnene

Charlotte Diamant, der er børne- og familiepsykolog, mener ikke som udgangspunkt, at børn har behov for at vide, hvad der sker i verden omkring dem.

“Den eneste grund til, at de har brug for at vide noget, er, hvis de opfanger noget. For så brygger fantasien videre, og så laver de deres egen virkelighed – og den kan være forkert, hvilket kan øge barnets ængstelse og frygt,” siger hun.

Det mest kendte medie, der leverer public service til børn, er DR’s Ultra Nyt. De arbejder dagligt med at formidle virkelighedens nyheder i et sprog, børnene kan forstå.

Programmet gik i luften for første gang den 4. marts 2013. I stedet for at børn skulle se forældrene over skulderen, når TV-avisen rullede over skærmen, sørgede DR for, at de fik deres egen nyhedsudsendelse.

Spørger man Christina Johansen, der er redaktør på Ultra Nyt, om, hvorvidt børn har brug for at vide, hvad der sker ude i verden, svarer hun, at det afhænger af, hvem man spørger.

“Det mener vi, de har, fordi adskillige undersøgelser har dokumenteret, at de ved rigtig meget om, hvad der foregår. Tidligere handlede det meget om, at de lyttede med, når forældrene så nyheder. Men nu har de dem helt ufiltreret på deres egen telefon,” siger Christina Johansen.

Selv om man gerne vil skærme børnene fra verdens nyheder, så er det næsten umuligt, efter blandt andet TikTok og Instagram er blevet en del af børnenes hverdag. Derfor gør Ultra Nyt en dyd ud af at agere vejviser i halve sandheder og komplicerede konflikter.

“Vi synes i den grad, at der er behov for et uafhængigt nyhedstilbud som Ultra Nyt, børnene kan stole på. De skal kunne sætte deres lid til, at når vi fortæller noget, så er det sandt. Fordi de får ligesom alle os andre tudet ørerne fulde med fake news. Så det er i den grad vigtigt,” siger Christina Johansen.

Nyheder fortalt af storesøster

Det Ultra Nyt, som man kunne se i fjernsynet for 11 år siden, er milevidt fra, hvor det er nu.

“Det var sendt fra TV-Avisens studie med en vært i jakkesæt og cue cards, der stod meget alvorligt og fortalte, hvad der skete,” siger Christina Johansen.

I dag har Ultra fundet nye veje til at formidle og fange seeren. Udsendelserne er blevet kortere, hurtigere og mere farverige. Værterne har skiftet jakkesættet ud med det tøj, som de føler sig bedst tilpas i. Solaf Masoud, der har været vært på Ultra Nyt siden august sidste år, forklarer, at man som vært skal kunne identificere sig med børnene, selv turde omfavne sine skøre sider og møde seerne, hvor de er. Den største dødssynd, man kan gøre, er at tale ned til seerne, for så mister man dem, forklarer hun.

“Vi fungerer ikke som voksne nyhedsværter som Kåre Quist for eksempel. Vi er mere en slags større søskende for børnene,” siger Solaf Masoud.

Hvilke historier skal bringes?

Når Ultra Nyt påtager sig opgaven at være børnenes kilde til nyheder, så forpligter de sig samtidig ansvaret for at være afsenderen af de ting, som ikke altid er muntre i verden. Det kan være svært at vurdere, hvad børn har brug for og ikke har brug for at vide, fortæller Charlotte Diamant.

“Hvis de får for meget at vide, så kan de få plantet en bekymring, som du ikke kan tage fra dem. Så det er også vigtigt i forhold til et etisk perspektiv at tænke ind i, hvor meget bekymring skal man give dem? Hvad er udviklingsmæssigt sundt for et barn at skulle tænke på?”

Børnene kan få nyhederne mange steder fra. Gennem sociale medier, i skolegården eller via deres venner. På den måde kan det være klogt at gå børnene i møde, så de kan få en forklaring fra nogen, der ved, hvordan de skal formidle det rigtigt, siger børnepsykologen.

“Hvis børnene hører om nyheder fra en kammerat, som har hørt det fra en forældre, og ikke får kontrolleret og korrigeret den viden, så kan det blive værre. Så på den måde er det godt at hjælpe barnet til en realistisk forståelse og sige: ‘Nu skal du høre, hvordan det faktisk forholder sig’,” forklarer Charlotte Diamant.

På Ultra Nyt har de et mantra om, at der ikke er nogen nyheder, de ikke kan dække. Men redaktøren Christina Johansen siger, at der er historier, som de fravælger, og hun uddyber, at det oftest er tilfældet ved krimisager. At sagen fylder meget i nyhedsbilledet er ikke ensbetydende med, at det bliver en del af Ultra Nyts sendeflade.

“Når vi skal vurdere det, så tænker vi: Er det her egentlig en historie for os? Skaber den mere uro, end den gavner? Man skal være 100 procent sikker på, at man har en god grund, hvis man vælger at gå ind i sådan en historie,” siger Christina Johansen.

Det er på baggrund af den overvejelse, at Ultra Nyt ikke har planer om at dække selve retssagen i Kirkerup-sagen, hvor en mand er sigtet for blandt andet frihedsberøvelse og drabet på Emilie Meng. på trods af at mange andre medier rapporterer fra den i øjeblikket. Selvom der nok er nogle børn, der er optaget af sagen, så er det Christina Johansens opfattelse, at der er et flertal, for hvem den ikke fylder særlig meget. Derfor er der en fare for, at dækning fra retssagen kan plante en unødvendig bekymring.

En anden grænse til nye tider

Grænsen for, hvilke sager Ultra Nyt vil gå ind i, har dog ændret sig i takt med de sociale medier. Børnene bliver nu eksponeret for flere ukontrollerede informationer, som skaber utryghed og ubesvarede spørgsmål.

“Jeg tror helt sikkert, at det har øget behovet for, at vi går ind i nogle sager, som vi historisk set ikke ville være gået ind i. Hjallerup-sagen er et godt eksempel på en sag, som vi formentlig ikke havde dækket, hvis ikke den var overalt på TikTok,“ fortæller redaktøren.

Efter mange overvejelser valgte Ultra Nyt at lave en nyhedsudsendelse, der omhandlede Hjallerup-sagen i marts.

“Når vi så alligevel valgte at gå ind i den, så var det, fordi vi blev lagt ned med henvendelser fra børn, der skrev til os, fordi de gerne ville have os til at forklare – hvad er det egentlig, der er sket? Skal jeg være bange for, at noget lignende sker for mig? Der har vi et godt incitament til at gå ind i sagen,” siger Christina Johansen.

Håbet i centrum

Normalt søger Ultra Nyt at finde positive sider eller fremskridt, når de har at gøre med konflikter, krig eller klima. Som når der er gang i fredsforhandlinger mellem Israel og Gaza, eller når en række forskere og eksperter arbejder på at redde verdens største koralrev.

”Nogle gange er der jo desværre også bare sager, hvor der ikke er særlig meget konstruktivt at sige. Men så sørger vi for at være der, lige så snart der er noget positivt at sige, og så prøver vi at dvæle ekstra ved det,” siger Christina Johansen.

Børnepsykologen Charlotte Diamant er enig i, at det er vigtigt at efterlade de unge med tro og håb, hvis man snakker om noget, der er svært. Det gør heller ikke noget at undlade dele af virkeligheden af hensyn til børnene.

“Jeg siger altid, at man skal være ærlig, men kærlig. Og det betyder, at man faktisk godt må lyve lidt for børn, da det er i barnets interesse ikke at vide alt. De skal have et håb om, at verden er et godt sted,” siger Charlotte Diamant og understreger, at det handler om at få formidlet nyhederne på den rigtige måde.

Det er også vigtig for Solaf Masoud, når hun skal formulere nyhederne ud til seeren, at der er fokus på håbet, når der vinkles, selvom det ikke altid dominerer i realiteten.

“Når der er krige, så finder vi en vinkel med, at der eksempelvis er kommet nødhjælp ind i Gaza, selvom der i virkeligheden ikke kommer særlig meget. De skal efterlades med et håb og en tillid til den verden, de lever i. Håbet er nærmest kernen i Ultra Nyt,” fortæller børneværten.

Børnevært med tro på fremtiden

Selv håber Solaf Masoud på, at nyhederne gør en forskel for børnene, som følger med enten fra skolen eller børneværelset. Det var i hvert fald derfor, at hun søgte stillingen som børnevært på Ultra Nyt sidste år.

“Jeg håber, at Ultra Nyt sætter gang i nogle vigtige samtaler i klasselokalet og rundt om spisebordet. Det kunne for eksempel være, hvis vi har lavet en historie, der omhandler mobning, racisme, det at være handicappet eller krig og politik. At de bliver reflekteret over nogle af de ting, der sker rundt omkring i verden og i Danmark.”

Det gælder både, når Ultra Nyt har fokus på opmuntrende solstrålehistorier, lige såvel som alvorlige situationer, der sker i den lille og store verden. Måske det endda kan bidrage til, at børnene ikke begår de samme fejl.

“Og så håber jeg bare, at børnene kommer til at gøre noget andet i fremtiden, end vi voksne render rundt og gør,” siger Solaf Masoud.

Kurt, hvor blev du af? Strandbaren var ikke med til årets Kapsejlads

Kurt, hvor blev du af? Strandbaren var ikke med til årets Kapsejlads

Kurt, hvor blev du af? Strandbaren var ikke med til årets Kapsejlads

Da det ikoniske aarhusianske samlingspunkt, Kapsejlads, løb af stablen dette forår, var det med højt humør, masser af øl og Tessa-vokaler. Men én ting glimrede ved sit fravær: Kurt Strandbar.

TEKST: JOACHIM FARSHØJ
ILLUSTRATION: LOTTE SKJØDT NIELSEN 

Udgivet den 30. maj 2024

Man holder altid med de underdogs. Men det er svært, når de ikke er med.

Det er næppe gået manges næse forbi, at Kurt Strandbar ikke var med, da fakulteterne i Aarhus fredag den tredje maj skulle testes i moderne gladiatorkamp i Uniparken. Ved årets Kapsejlads var DMJX’ fredagsbar og festforening nemlig blevet forbigået i udtagelsen.

Mange ansøgninger og et højt niveau over hele linjen var kendetegnende for udtagelsesprocessen, og det gik ud over Kurt Strandbar, fortæller forperson, Emilie Johansen. Kurt Strandbars egen ansøgning var bare ikke god nok, lyder vurderingen.

”Vi fik at vide, der bare var virkelig hård konkurrence i år. En af foreningerne havde sågar bygget et escape room til Umbilicus, der stod for udtagelsen. Så det, der ville have været en god ansøgning sidste år, var ikke længere en god ansøgning i år,” siger hun.

Emilie Johansen får opbakning fra det tætteste, Danmark kommer på en Kapsejlads-ekspert. Andreas Friis, der tidligere har lavet timevis af podcast om Aarhus’ mest prestigefyldte hakkebajer og stadig er fast morgenvært ved sejladsen, forklarer nemlig, at det ikke er et fravalg af Kurt, men et tilvalg af nogle andre.

”Kurt Strandbar fuckede ikke noget op. Der er altid nogle store, kendte foreninger, der ikke er med. I år var det Kurt. Tilmed var der nogle helt nye ansøgere i år, der ikke har været med før, som også skulle med i ligningen,” siger han.

Joken, der aldrig kom

Kurt Strandbar havde ellers underholdt medicinernes fredagsbar, Umbilicus, med en Paradise-sketch, hvor medicinerne ikke overraskende skulle vælge Kurt som partner til sidst. Dét, krydret med en såkaldt roulade-kapsejlads, gav kurterne tro på, at de, ligesom i fjor, kunne samle skolen om årets vigtigste sejltur.

Derfor var der også skuffelse at spore, da de – live på Instagram – fik meddelelsen om, at de var blevet vejet og fundet for lette.

”Der var meget stille i rummet. Først troede vi, det var en joke, da de sagde, de havde dårlige nyheder. Men punchline kom aldrig. Selvfølgelig ville vi gerne have været med, selvom det også er hårdt arbejde,” siger Emilie Johansen.

Særligt én ting ved fraværet ærgrede forpersonen. For selvom Kapsejlads blev afviklet med samme succes som de foregående år, og massevis af elever fra DMJX allerede flyttede ind på den store græsplæne klokken to om natten, manglede der noget. Der var strålende vejr, der var ‘Underdogs’ på Soundboksen, der var morgensang, og der var festivalslugt, men der var ikke nogen at holde med.

”Der var ikke noget at se frem til. De andre foreninger spurgte også efter os, og tandlægerne har endda nævnt Kurt Strandbar i deres sang. Vi er begyndt at blive en fast del af Kapsejladsen. Men ikke i år,” siger hun.

Når festforeningerne skal udtages til Kapsejlads, er der ifølge Andreas Friis en række elementer, der bliver kigget på. Det drejer sig altså ikke bare om at være sjov.

”Ansøgningen betyder meget. Men det betyder også noget, at man har leveret god energi i de foregående forløb. Man skal komme til tingene, og man skal gå op i det, for Kapsejlads er et gigantisk arrangement. Man skal gerne kunne mærke opbakningen hele vejen rundt,” siger han.

Andreas Friis uddyber yderligere, at det kan betale sig at gøre lidt ekstra ud af den sang, man altid skal have med til Kapsejlads, eller måske lægge nogle kræfter i musikvideoen. Det er dog ikke det afgørende.

Falske rygter med lang levetid

Der er intet i verden, der taler lige så højt som de berygtede vandrør. Igennem et længere stykke tid har de hvisket, at Kurt Strandbars manglende udtagelse skyldtes en dårlig indsats ved oprydningen efter Kapsejlads sidste år, men det rygte vil Emilie Johansen gerne begrave én gang for alle.

”Det er ikke rigtigt, at vi ikke gjorde ordentligt rent efter os sidste år. Vi kom selvfølgelig og ryddede op,” siger hun.

Faktisk fortæller Emilie Johansen, at nogle af de medlemmer, der ikke engang var med til festdagen på grund af sygdom, alligevel troppede op med handsker og spand dagen derpå.

Det viser sig også, at rygtet om Kurts manglende oprydning er et rygte, der går flere år tilbage. Andreas Friis har således været bekendt med rygtet i årevis, og da han selv ofte har deltaget i oprydningerne, både som studerende og morgenvært, kan han afkræfte, at Kurt Strandbar skulle være stukket af fra oprydningen sidste år.

”Det går som minimum tre-fire år tilbage. Men Kurt Strandbar har altid været med til at rydde op, så vidt jeg kan huske. Man skal nok kigge endnu længere tilbage for at finde rygtets ophav,” siger han.

Fremtiden for Kurts Kapsejlads-planer

Når Kapsejlads banker på næste år ved denne tid, er Emilie Johansen ikke længere forperson for Kurt Strandbar. Derfor har hun heller ikke nogen indflydelse på, hvordan ansøgningen kommer til at foregå på det tidspunkt, og det er slet ikke sikkert, at Kurt Strandbar overhovedet har tænkt sig at søge.

Kurt er en af de foreninger, der oplever den største udskiftning på halvårligt basis, og nye medlemmer medfører nye holdninger, hvorfor der til næste år på ny skal stemmes om lysten til at være med i Kapsejlads.

”Næste år skal de nye blive enige om, hvorvidt de vil være med. Den beslutning kan vi ikke tage på forhånd. Man skal altid teste vandene,” siger hun.

Hun tør dog godt komme med en forsigtig forudsigelse om Den Fjerde Statsyachts fremtid.

”Mon ikke vi ender med at søge igen,” siger hun.

Der er altså endnu håb, hvis man ikke har nået at se Kurt Strandbar sejle op ad åen i sin tid på skolen.

Kurt på Aarhus-kortet

Noa Kallestrup, menigt medlem af Kurt Strandbar, er langt hen ad vejen enig med sin formand. Har man sat sine fødder på campus på Katrinebjerg ugen op til Kapsejlads, er der nemlig én ting, der fylder markant mere end alt andet – også selvom det ofte falder tæt på den travle eksamensperiode.

”Kapsejlads samler skolen. Det er en skam at gå glip af den del i år. Der opstår mange gode fællesskaber på baggrund af det, og Kapsejlads er med til at sætte Kurt Strandbar på Aarhus-kortet,” siger Noa Kallestrup, der var med sidste år, men ikke i båden.

Han anerkender dog, at en Kapsejlads-deltagelse ikke udelukkende er snurreture med øl i hånden, fællesskab og fornøjelse. Der ligger en hel del arbejde bag, hvorfor der for nogen også var lettelse at spore, da det kom frem, at Kurt ikke blev valgt.

”Selvfølgelig var der nogen, der var lettede. Kapsejlads tager meget tid, og det fylder vildt meget i kalenderen, for der er en masse forberedelse og oprydning. De fleste af os var skuffede, men det er et krævende forløb. Personligt savnede jeg det mest på selve dagen,” siger han.

Noa Kallestrup fortæller også, at hans venner på andre uddannelser i Aarhus sågar spurgte til, hvorfor Kurt Strandbar ikke var med i år, så fraværet er ikke gået helt ubemærket hen.

Kapsejladsen blev i år vundet af Medicin, der tog sin anden sejr i træk og den sjette af de seneste ti mulige. Det har været afholdt siden 1991 og havde i år et estimeret tilskuerantal på 30.000. Peter Falktoft og Esben Bjerre var mændene med mikrofonerne, inden de overgav lyden til Tessa, der rappede et efterhånden godt brugt publikum igennem eftermiddagen.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Umbilicus’ forretningsudvalg, der stod for udvælgelsen af fakulteterne.