Ultra Nyt giver børnene indblik i den voksne verden: “De skal efterlades med et håb”

Ultra Nyt giver børnene indblik i den voksne verden: “De skal efterlades med et håb”

Ultra Nyt giver børnene indblik i den voksne verden: “De skal efterlades med et håb”

DR Ultra forsøger gennem deres nyhedsudsendelser at sætte virkeligheden ind i en ramme, som børnene kan forstå. Det kan dog være svært med krige, konflikter og kriminalstof, der får verden til at fremstå meningsløs.

TEKST: JONAS FONNESBÆK OG ANDERS MØRCK
FOTO: ANDERS LINDSTRØM BERKER

Udgivet den 30. maj 2024

“Den her historie kan være ret ubehagelig. Hvis du synes, det er rarest at se den sammen med nogen, det kunne være dine forældre eller din lærer, så kan du lige trykke på pause, hente dem og se videre bagefter,” siger Ultra Nyt-værten Solaf Masoud til kameraet.

Derefter kommer et nyhedsindslag om Hjallerup-sagen. Man får forklaret, at en 13-årig pige er død. At man endnu ikke ved, hvorfor den drabssigtede gjorde det. At politiet gør alt, hvad de kan, for at folk skal føle sig trygge. At man skal snakke med nogen om det, hvis sagen gør seeren bange eller utryg.

Ultra Nyt laver nyheder til børn, og det handler ofte om sjove og skøre historier, indblik i jævnaldrende børn, seerne kan spejle sig i, eller politiske beslutninger forklaret i børnehøjde. De forsøger at gøre børnene klogere på sig selv og den verden, vi lever i. Men virkeligheden er også fyldt med alvorlige konflikter og krimisager, som børn kan få indsigt i gennem telefonen. Derfor må Ultra Nyt også bringe de nyheder, der kan være bekymrende og svære for børn at forholde sig til.

Umuligt at skærme børnene

Charlotte Diamant, der er børne- og familiepsykolog, mener ikke som udgangspunkt, at børn har behov for at vide, hvad der sker i verden omkring dem.

“Den eneste grund til, at de har brug for at vide noget, er, hvis de opfanger noget. For så brygger fantasien videre, og så laver de deres egen virkelighed – og den kan være forkert, hvilket kan øge barnets ængstelse og frygt,” siger hun.

Det mest kendte medie, der leverer public service til børn, er DR’s Ultra Nyt. De arbejder dagligt med at formidle virkelighedens nyheder i et sprog, børnene kan forstå.

Programmet gik i luften for første gang den 4. marts 2013. I stedet for at børn skulle se forældrene over skulderen, når TV-avisen rullede over skærmen, sørgede DR for, at de fik deres egen nyhedsudsendelse.

Spørger man Christina Johansen, der er redaktør på Ultra Nyt, om, hvorvidt børn har brug for at vide, hvad der sker ude i verden, svarer hun, at det afhænger af, hvem man spørger.

“Det mener vi, de har, fordi adskillige undersøgelser har dokumenteret, at de ved rigtig meget om, hvad der foregår. Tidligere handlede det meget om, at de lyttede med, når forældrene så nyheder. Men nu har de dem helt ufiltreret på deres egen telefon,” siger Christina Johansen.

Selv om man gerne vil skærme børnene fra verdens nyheder, så er det næsten umuligt, efter blandt andet TikTok og Instagram er blevet en del af børnenes hverdag. Derfor gør Ultra Nyt en dyd ud af at agere vejviser i halve sandheder og komplicerede konflikter.

“Vi synes i den grad, at der er behov for et uafhængigt nyhedstilbud som Ultra Nyt, børnene kan stole på. De skal kunne sætte deres lid til, at når vi fortæller noget, så er det sandt. Fordi de får ligesom alle os andre tudet ørerne fulde med fake news. Så det er i den grad vigtigt,” siger Christina Johansen.

Nyheder fortalt af storesøster

Det Ultra Nyt, som man kunne se i fjernsynet for 11 år siden, er milevidt fra, hvor det er nu.

“Det var sendt fra TV-Avisens studie med en vært i jakkesæt og cue cards, der stod meget alvorligt og fortalte, hvad der skete,” siger Christina Johansen.

I dag har Ultra fundet nye veje til at formidle og fange seeren. Udsendelserne er blevet kortere, hurtigere og mere farverige. Værterne har skiftet jakkesættet ud med det tøj, som de føler sig bedst tilpas i. Solaf Masoud, der har været vært på Ultra Nyt siden august sidste år, forklarer, at man som vært skal kunne identificere sig med børnene, selv turde omfavne sine skøre sider og møde seerne, hvor de er. Den største dødssynd, man kan gøre, er at tale ned til seerne, for så mister man dem, forklarer hun.

“Vi fungerer ikke som voksne nyhedsværter som Kåre Quist for eksempel. Vi er mere en slags større søskende for børnene,” siger Solaf Masoud.

Hvilke historier skal bringes?

Når Ultra Nyt påtager sig opgaven at være børnenes kilde til nyheder, så forpligter de sig samtidig ansvaret for at være afsenderen af de ting, som ikke altid er muntre i verden. Det kan være svært at vurdere, hvad børn har brug for og ikke har brug for at vide, fortæller Charlotte Diamant.

“Hvis de får for meget at vide, så kan de få plantet en bekymring, som du ikke kan tage fra dem. Så det er også vigtigt i forhold til et etisk perspektiv at tænke ind i, hvor meget bekymring skal man give dem? Hvad er udviklingsmæssigt sundt for et barn at skulle tænke på?”

Børnene kan få nyhederne mange steder fra. Gennem sociale medier, i skolegården eller via deres venner. På den måde kan det være klogt at gå børnene i møde, så de kan få en forklaring fra nogen, der ved, hvordan de skal formidle det rigtigt, siger børnepsykologen.

“Hvis børnene hører om nyheder fra en kammerat, som har hørt det fra en forældre, og ikke får kontrolleret og korrigeret den viden, så kan det blive værre. Så på den måde er det godt at hjælpe barnet til en realistisk forståelse og sige: ‘Nu skal du høre, hvordan det faktisk forholder sig’,” forklarer Charlotte Diamant.

På Ultra Nyt har de et mantra om, at der ikke er nogen nyheder, de ikke kan dække. Men redaktøren Christina Johansen siger, at der er historier, som de fravælger, og hun uddyber, at det oftest er tilfældet ved krimisager. At sagen fylder meget i nyhedsbilledet er ikke ensbetydende med, at det bliver en del af Ultra Nyts sendeflade.

“Når vi skal vurdere det, så tænker vi: Er det her egentlig en historie for os? Skaber den mere uro, end den gavner? Man skal være 100 procent sikker på, at man har en god grund, hvis man vælger at gå ind i sådan en historie,” siger Christina Johansen.

Det er på baggrund af den overvejelse, at Ultra Nyt ikke har planer om at dække selve retssagen i Kirkerup-sagen, hvor en mand er sigtet for blandt andet frihedsberøvelse og drabet på Emilie Meng. på trods af at mange andre medier rapporterer fra den i øjeblikket. Selvom der nok er nogle børn, der er optaget af sagen, så er det Christina Johansens opfattelse, at der er et flertal, for hvem den ikke fylder særlig meget. Derfor er der en fare for, at dækning fra retssagen kan plante en unødvendig bekymring.

En anden grænse til nye tider

Grænsen for, hvilke sager Ultra Nyt vil gå ind i, har dog ændret sig i takt med de sociale medier. Børnene bliver nu eksponeret for flere ukontrollerede informationer, som skaber utryghed og ubesvarede spørgsmål.

“Jeg tror helt sikkert, at det har øget behovet for, at vi går ind i nogle sager, som vi historisk set ikke ville være gået ind i. Hjallerup-sagen er et godt eksempel på en sag, som vi formentlig ikke havde dækket, hvis ikke den var overalt på TikTok,“ fortæller redaktøren.

Efter mange overvejelser valgte Ultra Nyt at lave en nyhedsudsendelse, der omhandlede Hjallerup-sagen i marts.

“Når vi så alligevel valgte at gå ind i den, så var det, fordi vi blev lagt ned med henvendelser fra børn, der skrev til os, fordi de gerne ville have os til at forklare – hvad er det egentlig, der er sket? Skal jeg være bange for, at noget lignende sker for mig? Der har vi et godt incitament til at gå ind i sagen,” siger Christina Johansen.

Håbet i centrum

Normalt søger Ultra Nyt at finde positive sider eller fremskridt, når de har at gøre med konflikter, krig eller klima. Som når der er gang i fredsforhandlinger mellem Israel og Gaza, eller når en række forskere og eksperter arbejder på at redde verdens største koralrev.

”Nogle gange er der jo desværre også bare sager, hvor der ikke er særlig meget konstruktivt at sige. Men så sørger vi for at være der, lige så snart der er noget positivt at sige, og så prøver vi at dvæle ekstra ved det,” siger Christina Johansen.

Børnepsykologen Charlotte Diamant er enig i, at det er vigtigt at efterlade de unge med tro og håb, hvis man snakker om noget, der er svært. Det gør heller ikke noget at undlade dele af virkeligheden af hensyn til børnene.

“Jeg siger altid, at man skal være ærlig, men kærlig. Og det betyder, at man faktisk godt må lyve lidt for børn, da det er i barnets interesse ikke at vide alt. De skal have et håb om, at verden er et godt sted,” siger Charlotte Diamant og understreger, at det handler om at få formidlet nyhederne på den rigtige måde.

Det er også vigtig for Solaf Masoud, når hun skal formulere nyhederne ud til seeren, at der er fokus på håbet, når der vinkles, selvom det ikke altid dominerer i realiteten.

“Når der er krige, så finder vi en vinkel med, at der eksempelvis er kommet nødhjælp ind i Gaza, selvom der i virkeligheden ikke kommer særlig meget. De skal efterlades med et håb og en tillid til den verden, de lever i. Håbet er nærmest kernen i Ultra Nyt,” fortæller børneværten.

Børnevært med tro på fremtiden

Selv håber Solaf Masoud på, at nyhederne gør en forskel for børnene, som følger med enten fra skolen eller børneværelset. Det var i hvert fald derfor, at hun søgte stillingen som børnevært på Ultra Nyt sidste år.

“Jeg håber, at Ultra Nyt sætter gang i nogle vigtige samtaler i klasselokalet og rundt om spisebordet. Det kunne for eksempel være, hvis vi har lavet en historie, der omhandler mobning, racisme, det at være handicappet eller krig og politik. At de bliver reflekteret over nogle af de ting, der sker rundt omkring i verden og i Danmark.”

Det gælder både, når Ultra Nyt har fokus på opmuntrende solstrålehistorier, lige såvel som alvorlige situationer, der sker i den lille og store verden. Måske det endda kan bidrage til, at børnene ikke begår de samme fejl.

“Og så håber jeg bare, at børnene kommer til at gøre noget andet i fremtiden, end vi voksne render rundt og gør,” siger Solaf Masoud.

Til 1. maj i Fælledparken kæmpede de for en kommunistisk revolution: ”I Danmark er det dem med pengene, der har magten”

Til 1. maj i Fælledparken kæmpede de for en kommunistisk revolution: ”I Danmark er det dem med pengene, der har magten”

Til 1. maj i Fælledparken kæmpede de for en kommunistisk revolution: ”I Danmark er det dem med pengene, der har magten”

Revolutionært Kommunistisk Parti kæmper for at vælte det kapitalistiske system i Danmark. Den 1. maj mødtes Illustreret Bunker med det nye kommunistiske parti i Fælledparken, hvor partiet afholdt taler, solgte marxistiske aviser og hvervede nye kammerater.

TEKST & FOTO: EMIL LUND JENSEN  

Udgivet den 30. maj 2024

En lille pige render rundt om bordene, som Revolutionært Kommunistisk Parti har opstillet ved deres post i Fælledparken. Pigens mor sidder med en veninde, som har en t-shirt med partiets navn  på ryggen. Pigen fremstammer et ord, der er svært at tyde, men den kommunistiske veninde er ikke i tvivl.

”Sagde du lige Palæstina?”

Pigen nikker.

”You are the best child in the whole world!” udbryder veninden højt.

Den 1. maj er arbejdernes internationale kampdag, og traditionen tro er Fælledparken fyldt med røde flag. Røde flag, der smælder. Røde flag med gul hammer og sejl. I hvert fald i denne ende af parken. Under de kommunistiske faner står åbne, hvide telte, der er fyldt med unge kammerater, som de, kommunismens tradition tro, ynder at kalde sig selv. Kammeraterne er iført røde t-shirts med ordene ’Revolutionært Kommunistisk Parti’ printet på brystet. I teltene kan man tilslutte sig som en af kammeraterne i det marxistiske parti – eller bare købe en øl til den ikke så kammeratlige pris af 45 kroner stykket. Netop her, under den hvide teltdug, står talspersonen for Revolutionært Kommunistisk Parti, Rasmus Jeppesen, og snakker med både medier og potentielle kammerater.

Solskin og en statsminister i Haderslev

Første maj har i mange år været en festdag for Socialdemokratiet, men ifølge kommunisterne i Revolutionært Kommunistisk Parti (RKP) er det ikke længere en dag, som partiet med de røde roser kan kræve ejerskab på.

Solen brager ned på de kortærmede fremmødte i Fælledparken. Justitsminister Peter Hummelgaard får også varmen at føle, da han holder sin tale. Talen bliver afbrudt af propalæstinensiske demonstranter, og det er meget svært at høre, hvad justitsministeren siger.

Peter Hummelgaard agerer stedfortræder for landets socialdemokratiske statsminister, Mette Frederiksen, der i stedet er i Haderslev. Her fejrer hun, at Socialdemokratiets galionsfigur for Arne-pensionen, Arne Juhl, tager hul på den pension, som er opkaldt efter ham.

For Rasmus Jeppesen er det ingen overraskelse, at landets statsminister ikke er at finde i Fælledparken i dag. Faktisk ville det, ifølge ham, give mindre mening, hvis hun var til stede.

”Jeg synes, at det er dybt forkasteligt. Men jeg forstår hende godt. Det er hende, der er skyld i, at arbejderne får det sværere og sværere, mens en lille procentdel bliver ekstremt rige. Det ville ikke gå godt for hende i dag. I stedet er hun i Haderslev og fejrer en pension, der kun gavner ganske få,” siger Rasmus Jeppesen.

Peter Hummelgaard trådte jo til og holdt en tale i statsministerens fravær. Han blev buhet af scenen. Hvad tænker du om det?

”Det undrer mig ikke. Hvad havde han regnet med? Folk gider da ikke at høre på dem i dag. Slet ikke her,” fortsætter Rasmus Jeppesen.

Hvem er kommunisterne?

Revolutionært Kommunistisk Parti er et nyt parti, der først officielt bliver stiftet til oktober. Lige nu er partiet i en fase, hvor det forsøger at tillokke sig en masse kammerater landet over. Der er i alt 14 afdelinger af partiet alene i Københavnsområdet. Ligeledes er der en række mindre afdelinger rundt  i landet. Målet med partiet er at vælte det kapitalistiske system og indføre marxistisk kommunisme i Danmark.

Af de fremmødte kommunister denne solskinsdag er næsten alle unge mennesker. Det er ligeledes en ung revolution, der, ifølge dem selv, er på vej.

Danmark er fyldt med ensidige status-quo-medier

Rasmus Jeppesen er en travl mand i dag. Mange medier har været henne for at interviewe den kommunistiske leder, hvor de alle har stillet mere eller mindre de samme spørgsmål. ”Hvorfor har Danmark brug for kommunisme?” og ”hvordan skal revolutionen foregå?”

Selvom Rasmus Jeppesen svarer høfligt og går i dybden, når han fortæller, at de mener, at det kapitalistiske system har spillet fallit, og at det er en fredelig revolution, som de ønsker, er han langt fra tilfreds med mediestanden i Danmark. Ifølge ham er det nemlig ikke kun politikerne, der er skyld i, at systemet er blevet pilråddent. Også medierne bærer, ifølge ham, et stort ansvar.

”Mediestanden i Danmark domineres af status-quo-medier, der er enormt ensidige i deres dækning. Især af store konflikter og problemer. Derfor arbejder vi også på at lave vores eget medie. En marxistisk avis.”

Er det ikke også et ensidigt medie?

”Jo, men det er alle medier. Forskellen er bare, at vi selv skriver, at vi har en agenda.”

Så problemet med medierne i Danmark er, at de ikke selv deklarerer deres agenda?

”Ja.”

Før vi når at snakke den danske mediestand til ende, bliver Rasmus Jeppesen trukket ud af samtalen af et af de medier, som han netop har beskrevet, bidrager til det ensidige status-quo-mediebillede. Der skal nemlig laves et lille SoMe-indslag med ham, hvilket han stiller op til med smil på læben.

På skillevejen mellem stalinisme og marxisme kører en kommunist i en ladcykel

”Det folkemord, vi er vidne til i Gaza, er produktet af et sygt system. Kapitalismen har spillet fallit!” gjalder en ung kommunist gennem en megafon fra ladet i en ladcykel. Ud fra hans påklædning at dømme er han en del af det marxistiske Revolutionært Kommunistisk Parti, men man kan ikke vide sig alt for sikker. Det spæde parti er nemlig ikke ene om at sprede de kommunistiske budskaber. Kun en smal grussti adskiller de marxistiske kammerater, som Rasmus Jeppesen repræsenterer, fra en stalinistisk bevægelse. Rød første maj står der på partiets faner. Partiet hedder Kommunistisk Parti – altså det samme, bare uden en revolution. Dermed er Fælledparken forvandlet til en kommunistisk buffet, hvor man med få skridt kan bevæge sig mellem marxisme og den noget mere ekstreme stalinisme.

Organisér jer!

Mange kammeratlige fødder har betrådt scenen ved RKP’s plads i løbet af dagen. En af de sidste til at gøre kunsten efter er Johan Uhrskov-Bendixen, som er et af de ledende medlemmer af partiet. Og han holder sig bestemt ikke tilbage.

”I et kapitalistisk system er det ikke ens stemme, der giver magt. Det er dollars, der styrer magten!” udbryder Johan Uhrskov-Bendixen.

De fremmødte jubler og klapper.

”Heldigvis for os har kapitalismen ikke kun skabt et sygt system. Den har også skabt den generation, som bliver dens død! Vi har alt at vinde og kun vores lænker at tabe. Så meld jer hos kammeraterne i boden. Foren jer. Organisér jer!” afslutter Johan Uhrskov-Bendixen sin tale.

Kommunisme på Christiansborg?

Selvom ambitionerne for den kommunistiske revolution er tårnhøje, er der ikke nødvendigvis en drøm om et kontor på Christiansborgs bonede gulve.

”Vi vil jo helst gentænke hele systemet. Men vi tager samtidig al den demokratiske indflydelse, som vi kan få – også på Christiansborg. Men vi ville ikke kunne få særlig meget igennem,” forklarer Rasmus Jeppesen

Hvorfor ikke?

”Fordi det i et kapitalistisk system ikke er politikerne, der bestemmer. Det er dem med pengene. Det er folk som Dansk Industri og Dansk Landbrug, og de er ikke interesserede i vores politik,” uddyber Rasmus Jeppesen.

Da dagen lakker mod sin ende, og kammeraterne snart skal pakke scenen sammen, kigger Rasmus Jeppesen ud over pladsen, der er godt fyldt.

”Det er dejligt, at vejret er så godt. Det er ikke sikkert, at der var kommet lige så mange, hvis det regnede og var fem grader som i sidste uge,” smiler Rasmus Jeppesen.

Det er trods alt fedest at revolutionere samfundet i solskin.

Rasmus Jeppesen, talsperson for Revolutionært Kommunistisk Parti.

Journaliststuderende risikerer at få knust kandidatdrømmen

Journaliststuderende risikerer at få knust kandidatdrømmen

Journaliststuderende risikerer at få knust kandidatdrømmen

Pladsmangel på videnskabsteori kan forpurre nogle journaliststuderendes planer om en kandidatuddannelse. Derfor kan studerende se sig nødsaget til selv at punge ud til suppleringskurser. Samtidig efterlyses der bedre vejledning under ansøgningsprocessen.

TEKST: Cathrine de Nijs Johansen
Illustration: Lotte Skjødt Nielsen 

Udgivet den 30. maj 2024

Hvert halve år skal journaliststuderende på ottende semester vælge et af to valgfag. Journalistisk entrepreneurship eller videnskabsteori. Et valg, der kan have betydning for deres fremtidige uddannelsesforløb, hvis de efter endt bachelor ønsker at tage en kandidat. Videnskabsteori er et krav på mange kandidatuddannelser, og har du ikke haft det, bliver vejen til en kandidat bøvlet.

Hvis man ønsker videnskabsteori og får det, kan man betragte sig selv som heldig. For selvom der er en næsten ligelig interesse for videnskabsteori og journalistisk entrepreneurship, er det kun omkring halvdelen af dem, der ønsker videnskabsteori, der får det. Det viser tal fra DMJX. Det skyldes en fordeling, hvor 30 procent af alle studerende får videnskabsteori og 70 procent får journalistisk entrepreneurship.

Det har ikke altid været en udfordring. For bare få år siden kunne langt de fleste studerende få opfyldt deres valgfagsønske, men man ændrede fordelingen grundet faglige hensyn, forklarer Henrik Berggren, institutchef for journalistik.

”Vi har tæt kontakt til branchen, og vi forsøger at give jer en uddannelse, der giver de kompetencer, som efterspørges, og der er en kæmpe efterspørgsel efter udvikling og innovation. Det er nogle helt essentielle kompetencer, vi arbejder med i det fag,” siger Henrik Berggren.

Skæv valgfagsfordeling spænder ben for de studerende

Selvom Henrik Berggren mener, at man bliver en bedre journalist af at have haft journalistisk entrepreneurship, risikerer nogle studerende alligevel at komme i klemme efter ændringen. Man kan godt læse en kandidat i journalistik uden at have haft videnskabsteori, men ønsker man at fagspecialisere sig med en anden kandidat, kan faget være et krav.

Hvis man ikke har haft videnskabsteori på DMJX, kan man alternativt opfylde adgangskravene gennem et suppleringskursus. Det kræver dog, at man tager faget gennem et universitet og selv betaler. På Københavns Universitet koster et fag på 15 ECTS, som videnskabsteori på DMJX er, 7.500 kroner.

”Det er virkelig mange penge, og jeg synes, det er en høj udgift for noget, som jeg kunne få gratis på skolen,” siger Lisa Bilgrav, der studerer journalistik på ottende semester og ikke fik videnskabsteori, som hun ellers havde ønsket. Det blev dødsstødet for hendes ønske om at tage en kandidat i amerikanske studier, som hun havde overvejet meget.

”Jeg var enormt frustreret. Jeg var virkelig tændt på idéen og ville det rigtige gerne, og det kan jeg bare ikke nu. Jeg har forståelse for, at man ikke altid kan få sin førsteprioritet, men det her er ikke en mediespecialisering eller et valgfag på fjerde semester. Det er ikke ligegyldigt, og det kan få en stor betydning,” siger Lisa Bilgrav.

Selvom hun efterfølgende hurtigt accepterede, at hun ikke fik videnskabsteori og måtte opgive planen om at læse amerikanske studier, mener hun ikke, at skolens faglige begrundelse holder. Lisa Bilgrav fortæller, at hun med en kandidat gerne ville have muligheden for at skille sig ud i en tid, hvor branchen er usikker. I hendes øjne handler det i sidste ende om at klæde de studerende bedst muligt på til den branche, der venter på den anden side.

”Lige nu går vi ud til uvished. Jeg synes, at det er enormt ærgerligt, at det ikke er med de forudsætninger, som skolen kunne give os,” understreger Lisa Bilgrav.

Rosalina Bendix, forperson i De Studerendes Råd på DMJX i Aarhus, mener, det er kritisabelt, at nogle studerende bliver presset på grund af fordelingen. Hun påpeger, det er problematisk, at mange studerende ikke ved, det er en udfordring, man kan risikere at havne i.

”Det er simpelthen for dårligt, at uddannelsen spænder ben for ens fremtidige færden ude i verden,” siger Rosalina Bendix og fortæller, at De Studerendes Råd har tænkt sig at tage problemstillingen op.

Svært at give forrang til kandidatsøgende

Henrik Berggren anerkender, at der kan være studerende, der havner i problemer på grund af den nuværende fordeling. Lige nu har studerende, der ønsker at tage en kandidat, ikke førsteret til videnskabsteori, og fordelingen sker ved lodtrækning.

”Vi har et dilemma, og jeg anerkender, at der kan være enkelte studerende, som bliver klemt og er i den situation, at de ikke får videnskabsteori og har behov for at tage en kandidatuddannelse,” siger Henrik Berggren.

Han påpeger, at det er svært at finde en model, hvor man kan sikre, at studerende, der planlægger at læse en kandidat, får prioritet til pladserne på videnskabsteori. Selvom det er blevet forsøgt, er man ikke nået frem til en løsning.

Han er meget åben for at høre, hvad de studerende tænker og har af forslag til, hvordan man kan fordele de studerende på de to valgfag. Han påpeger, at et organ som De Studerendes Råd er meget velkommen til at komme med sådan en model.

”Vi har drøftet det gentagne gange for at finde en måde, vi kan løse det på,” siger Henrik Berggren.

Dog understreger han, at 30/70-fordelingen er den rigtige på baggrund af at have drøftet det med skolens uddannelsesudvalg for journalistik. Han henviser til det faglige argument om, at journalistisk entrepreneurship klæder de studerende på til den branche, som venter efter DMJX.

Samtidig mener Henrik Berggren også, at man som studerende må acceptere, at man ikke altid kan få sit valgfagsønske opfyldt, også når det gælder videnskabsteori på ottende semester. Han påpeger dog, at skolen vil tage fordelingen op til genovervejelse, hvis der pludselig ses en stor stigning i antallet af studerende, der ønsker at tage en kandidat.

”Så står vi i en helt anden situation,” siger Henrik Berggren.

Manglende vejledning frustrerer

Mathias Oleander, der går på ottende semester, har søgt en kandidat i journalistik i forlængelse af sin journalistuddannelse fra DMJX og påpeger, at problemet ikke ligger i fordelingen mellem de to valgfag. I stedet ville han ønske, at der var mere vejledning, når man skal søge om optagelse på en kandidat, selvom han også anerkender, at det bestemt ikke er en let opgave for DMJX at løfte.

”Jeg er frustreret over, at der ikke er bedre, overordnede retningslinjer for, hvordan man skal søge,” siger Mathias Oleander.

Særligt peger Mathias Oleander på, at man som professionsbachelor ikke har retskrav på en kandidat i modsætning til, hvis man har læst en universitetsbachelor. Det gør det vanskeligt at vide, hvad man overhovedet kan søge med en journalistuddannelse fra DMJX i bagagen.

Man er selv nødt til at kontakte det enkelte universitet for at høre, hvad man kan søge, og hvordan man søger. Da Mathias Oleander ringede rundt, oplevede han selv, at universiteterne heller ikke kunne give ham klarere svar i forhold til, hvordan han skulle søge , og hvilke dokumenter han skulle vedhæfte i sin ansøgning.

”Jeg brugte rigtigt meget tid på at læse på deres hjemmesider og ringe frem og tilbage til dem, indtil jeg til sidst fandt ud af, hvad jeg skulle vedlægge,” fortæller Mathias Oleander.

For Mathias Oleander var det omstændigt at skulle sætte sig ind i de mange formaliteter, der lå i det at søge en kandidat som professionsbachelor på egen hånd og i forlængelse af praktikken.

Som professionsbachelor har man ikke retskrav på en kandidat. Om det siger Henrik Berggren, at ”det er det, der gør vejledningen svær.”

Henrik Berggren nævner, at man har forsøgt at undersøge, om man kunne gøre processen mere gennemskuelig ved at give de studerende et klart overblik over, hvad man efterfølgende kan studere. Men det har ikke kunnet ladet sig gøre.

”Problemet er, at universiteterne ikke kan give os svar på, hvad man præcist skal gøre for at komme ind på forskellige uddannelser. Det er en lokal og faglig vurdering, og for den studerende ligger en stor del af vejledningen det sted, de søger ind. Vi har undersøgt, om vi kunne gøre det arbejde for de studerende, og det kan vi ikke,” siger Henrik Berggren og understreger, ”men vores vejledning skal være god.”

Henrik Berggren er efterfølgende blevet forelagt kritikken fra DSR.

“Jeg forstår ikke, hvad der menes med, at nogle studerende kan føle sig pressede, og jeg ved heller ikke, hvad det er, der ikke er deklareret? Jeg er enig i, at det er uheldigt, hvis vi spænder ben for studerendes vej ud i verden, men har DSR et løsningsforslag?”

Interview med Jonathan Løw: “Jeg frygter, at samtalen bliver mere og mere opdelt”

Interview med Jonathan Løw: “Jeg frygter, at samtalen bliver mere og mere opdelt”

Interview med Jonathan Løw: “Jeg frygter, at samtalen bliver mere og mere opdelt”

Jonathan Løw er iværksætter og foredragsholder og forsøger i et debatindlæg i Fagbladet Journalisten at punktere myten om det landsdækkende medie. Han er bange for, at manglen på en samlende samtale går ud over vores sammenhængskraft.

TEKST: Anders Brøndsholm og Jens-Emil Nørgaard
FOTO: Jonathan LØw (privatfoto)

Udgivet den 30. maj 2024

Han har udtrykt sin mening i Journalisten. Han har turneret med det i programmer som Presselogen og Tabloid på P1. Fordi Jonathan Løw oprigtigt mener, at der ikke findes ægte landsdækkende medier i Danmark.

Du skriver i et debatindlæg i Fagbladet Journalisten, at ideen om landsdækkende medier er en myte. Hvad mener du med det?

“Til dels er det en clickbait-overskrift for at få gang i diskussionen. Men jeg mener, at en af mediernes vigtige opgaver er at kunne samle landet om nogle vigtige agendaer og derved også dække alle dele af landet, så de føler sig hørt og set og repræsenteret.”

Og du mener ikke, at det er sådan  i medieverdenen i dag?

“Når man kigger ud på medierne, som traditionelt set er blevet opfattet som dem, der i hvert fald havde et landsdækkende potentiale, så er det jo medier som Jyllands-Posten, Politiken og DR og TV2. Der synes jeg, at man kan se en udvikling, hvor Politiken, selvom de altid har været københavnerorienteret, næsten udelukkende fokuserer der nu. Selvom Christian Jensen (ansvarshavende chefredaktør på Politiken, red.) siger, at de også har et nationalt og internationalt udsyn, så er det i hvert fald et udsyn med voldsomt mange blinde vinkler. Jyllands-Posten er dog et medie, der får dækket Jylland relativt pænt og på den måde fint lever op til navnet, om end nogle udenfor Jylland så sikkert vil mene, at de ikke er særligt landsdækkende.”

Mediernes placering betyder noget

I dit debatindlæg lægger du ud med at kritisere det, du kalder “landsdækkende” flagskibe fra DR og TV2. Du skriver, at sejlet i de flagskibe sættes i København, og at rejsen sluttes der. Hvad mener du med det?

“Når man ser på nogle af DR’s og TV2’s flagskibsprogrammer – for eksempel Deadline eller Debatten – så er der næsten udelukkende deltagere med fra København og omegn. Selvfølgelig er det en del af det, at det politiske magtcentrum ligger i København, men selv hvis man tager den dimension ud af det, så er der stadig en rigtig dårlig repræsentation af deltagere. De meningsdannere, der inviteres med i programmerne, befinder sig næsten altid i Storkøbenhavn, og generelt er det et demokratisk problem for den fælles samtale, at så få stemmer får plads i de største formater.”

Men DR og TV2 kan jo ikke have studier rundt i alle dele af landet. Er det ikke fair nok, at man må tage turen til dem, hvis man skal være med i programmerne?

“Hvorfor kan de ikke have det? De får da trods alt et pænt milliardbeløb i mediestøtte, og så dyr en husleje har vi altså ikke for eksempel her i det jyske. Det betyder bare noget, hvor medierne befinder sig i forhold til både logistik og udsyn. I forhold til logistik har jeg selv været med i disse programmer flere gange, og de optages altid i København. Man får først at vide, om man skal være med dagen før eller på dagen, så det kræver jo, at de, der skal være med i den demokratiske debat, nærmest enten bor der eller lever af at mene noget og få det i medierne. Og det gør de færreste af os jo trods alt.”

Du siger, at repræsentationen i de programmer er dårlig. Men de, der er med, er vel dem, som er mest kyndige til at debattere netop det emne og har tid til det. Hvorfor er det et problem?

“De, der typisk har tid, er enten politikere, som stiller op fordi det er deres levebrød, og de skal gerne genvælges. Og så er der meningsdannere, debattører og brancheorganisationer, der også stiller op, fordi det er deres levebrød. Der er bare 98 procent af befolkningen, der faktisk er ude at lave arbejdet, hvad enten det er iværksættere, sosu-assistenter eller virksomhedsejere, som ikke lige har en hverdag, hvor de kan tage en hel dag ud og tage turen for at være med i en debat i fem minutter. De bliver ikke repræsenteret, og jeg vil personligt hellere lytte på mennesker fra virkeligheden frem for mennesker, der har trænet i at blive gode debattører. Jeg vil også vove at påstå, at mediernes placering, og dermed også journalisternes bopæl, har en naturlig betydning for det, som i det nære og i hverdagen påvirker deres udsyn. Det betyder ikke, at man kun kan orientere sig lige der, hvor man bor, men det kan ikke undgå at påvirke.”

Du nævner Politiken som et eksempel på et medie, der har lukket sig om det københavnske. Men det regionale bliver vel dækket af netop de regionale medier. Så hvorfor er det et problem, hvis der ikke er landsdækkende medier, når det regionale bliver dækket?

“Det regionale dækker jo netop kun regionalt. For eksempel her i Aarhus, hvor jeg bor, har vi jo TV2 Østjylland, men deres effekt på en samlet national samtale er jo meget begrænset, fordi de har væsentligt lavere seertal end de, der skulle forestille at være landsdækkende medier. Og uden disse landsdækkende samtaler, som medierne er nødt til at være frontløbere for, så mister vi endnu mere af den sammenhængskraft, som de sociale medier – undskyld mit sprog – i forvejen har fucket op med deres segmenterings- og personaliseringsalgoritmer.”

Den samlende samtale

Når Jonathan Løw efterlyser de landsdækkende medier, så handler det især om noget, han frygter at miste. Med de sociale mediers efterhånden allestedsnærværende rolle i vores hverdag, risikerer vi at miste noget vigtigt for sammenhængskraften.

Så det handler om, at de regionale medier ikke har samme gennemslagskraft i den nationale samtale?

“Ingen i København aner jo, hvad der bliver vist på TV2 Østjylland og omvendt. Ja, nogle historier når så videre derfra til nationalt, men det er fåtallet. Det er derfor, jeg frygter, at samtalen bliver mere og mere opdelt, fordi mediehusene har overbevist sig selv om, at deres eneste fremtid må gå igennem segmentering på bedste SoMe-vis kombineret med, at de jo er dybt ængstelige ved tanken om, at de ikke kan drive trafik via de selvsamme sociale medier. Tænk hvis SoMe viser sig at være problemet frem for løsningen i fremtiden? Det er jeg ikke bange for at forudsige som tech-iværksætter med 20 år i branchen.”

Hvorfor mener du, at det er et problem, hvis samtalen bliver mere opdelt?

“Jeg kommer fra tech-verdenen, som Facebook og Instagram også er i, så jeg ved, hvor ekstremt segmenteret og opdelt det er. Fordi det er den måde, man kan sælge annoncer på. Ved at gøre det ultra personaliseret og segmenteret. Det betyder bare, at samtalerne på de medier foregår i totale ekkokamre, og disse virksomheder har ingen interesse i andet. Dels kan de sælge deres visninger og kliks dyrere på den måde, og dels så elsker deres algoritmer, når vi hidser os op på hinanden og skaber splittelse. Den slags content favoriseres, fordi de sociale medier jo aldrig har været hverken sociale eller medier. Måske også medieverden skulle stoppe med at kalde dem det og tone rent flag. Disse apps og platforme er afhængighedsskabende apps, hvor vi som brugere er produktet, og hvor forretningsmodellen er, at de sælger vores opmærksomhed til annoncørerne. Det er i mine øjne super farligt og bestemt ikke en vej, jeg håber, at medierne vil forsøge at mime yderligere i fremtiden af frygt for, at deres økonomi ellers går endnu mere i minus.”

En farlig vej for medierne

Her til slut er du så ikke bare en aarhusianer, der har set sig lidt sur på hovedstaden, fordi du er bosat i Aarhus, og der så er en større by, som du føler, er bedre repræsenteret?

“Helt ærligt så nej. Jeg har været en masse i medierne, og jeg har ikke behov for at blive en mediekendis. Det er faktisk fordi, jeg mener, at den her samtale er vigtig. Jeg synes, det er et reelt problem, at vi i så lille et land alligevel har så langt mediemæssigt fra den ene del til den anden, og at vi ved så lidt om hinandens liv, som vi gør. Der har jeg et håb og en tro på, at medierne har en rolle i det. Ellers tror jeg også, medierne selv opdager, at deres fremtid er endnu mere truet, hvis de ikke kan levere det.”

Så du tror faktisk, at medierne ikke kan overleve, hvis ikke de forsøger at gøre noget?

“Jeg tror simpelthen ikke på den der segmenteringstilgang som det, der skal gøre, at de også overlever om 20 år fra nu. For det er der nogle, som er langt bedre til end medierne – det vil sige de afhængighedsskabende apps. Det er også gennem den tilgang, at man ødelægger den samlende samtale, og når man gør det, så mister medierne den vigtige rolle, som de har haft. Jeg tror, det er en farlig vej, de er på vej nedad.”

Hvad skal medierne gøre ifølge dig?

“De skal fokusere på at skabe en mere samlende dialog, hvor de kommer langt længere ud, end de gør i dag, og ikke være så fokuserede på hele deres segmenterings-niche-fokus-afdeling, fordi det er der andre, der er langt bedre til end dem.”

24syv er ikke mere. Men de tidligere medarbejdere lever stadig

24syv er ikke mere. Men de tidligere medarbejdere lever stadig

24syv er ikke mere. Men de tidligere medarbejdere lever stadig

Hvad får de tidligere ansatte på 24syv dagene til at gå med, efter deres arbejdsplads er lagt i graven? Vi har spurgt de fem journalister, som blev interviewet i forrige avis.

TEKST: EVA BEYER PAULSEN
ILLUSTRATION: MIE STÆRK

Udgivet den 30. maj 2024

Den 31. marts bølgede den sidste talestrøm fra 24syv ud af danskernes radioer. I Illustreret Bunker udgav vi i sidste nummer en reportage fra radiokanalens sidste dage. Her kom fem journalister på banen med deres tanker om lukningen. Det er efterhånden et vilkår for journalister, at medier skærer ned – eller at de helt forsvinder. Så hvordan er livet efter døden på det medie, man har arbejdet på i årevis? Det har de fem journalister fra sidste udgivelse sagt ja til at fortælle om i denne artikel – og deres svar er vidt forskellige.

Andreas Christiansen, tidligere chef for programudvikling på 24syv. Driver nu mediet Det Hemmeligste Af Det Hemmelige

Hvordan forløb lukningen af 24syv?

Selve det tekniske i at lukke er jo ingenting. Det er bare at holde op med at møde op og stoppe med at sende. Men der er selvfølgelig også det menneskelige, og det synes jeg gik godt. Vi havde en stor fest om søndagen, da vi lukkede, hvor vi sendte en sidste gang. Selvfølgelig var folk kede af det, men de var også stolte og glade. Det var simpelthen bare en meget kærlig og vemodig stemning. 

Hvad laver du nu?

Min gamle medvært og jeg har startet mediet “Det Hemmeligste Af Det Hemmelige”, som vi havde som podcast på 24syv. Vi har så mange abonnenter, at vi kan leve af det. Vi har ambitioner om, at det skal blive et lille nichemedie, og det er vi kommet godt fra start med.

Hvordan kan det være, at I gjorde det frem for at sælge programmet til et eksisterende medie?

Det var fordi, der ikke var nogen, der bed på. De var ikke villige til at betale det, som vi kostede. Der er jo ikke nogen af de store mediehuse, der tager podcasts seriøst. Så var det, vi tænkte, hvorfor ikke gøre det selv? Vi havde mange trofaste lyttere, og der var heldigvis mange, der valgte at følge med. 

Jeg bestemmer over min egen tid. Vi har muligheden for at vokse. Lige nu er min løn den samme, hvis ikke bedre, end hvad jeg havde fået, hvis jeg var en del af et mediehus. Vi har været meget heldige, fordi vi har kunnet bygge det op med statens penge på 24syv. Men så har vi også lavet et program, som folk fortsætter med at følge med i.

Det at starte sit eget medie er ikke noget, jeg har tænkt over som en mulighed før. Det tror jeg, mange journalister, som føler, at det ser lidt sort ud, kan få glæde af at tænke på. Vi er to mand, der kan leve af 1500 kunder, ikke? Det er jo ikke, fordi det er mange. Men det er, fordi prisen er den rigtige for de rigtige kunder. 

Hvordan er det så gået i forhold til, hvad du forventede?

Det går meget bedre end forventet. Men altså, hvad er forventet egentlig? Jeg er stadig irriteret over, at kanalen skulle lukke. For jeg mener, at Danmark har brug for mere public service, ikke mindre. Så det er jeg grundlæggende irriteret over. Vi havde jo massere, der lyttede til vores podcasts. Jeg synes, vi blev bedre og bedre, og nu er det hele bare væk.

Emma Bohn Vinkel: Tidligere radiovært og redaktionschef på 24syv-programmet Døgnrapporten. Nu podcastproducer på Ekstra Bladet

Hvordan forløb lukningen af 24syv for dig?

Jeg synes, det var en ret underlig periode. Det der med, at man stadig skulle møde på arbejde, selvom lukkedagene kom tættere og tættere på. Det føltes mere og mere ligegyldigt for hver dag, der gik, samtidig med, at man jo stadig havde lyttere, der var glade for det produkt, man lavede. Selvfølgelig fortsatte man for lytternes skyld, men på kontoret gav det jo bare mindre og mindre mening.

Vi lavede et farvelafsnit og fik ligesom lagt programmet, Døgnrapporten, ordentligt i graven. Så var vi ude og drikke nogle øl og snakke med hinanden, og det var på en eller anden måde meget rart, at man havde hinanden i det. Det var ligesom ikke en enkelt person, der var blevet fyret, det var os alle sammen.

Vi havde en vildt god afslutningsfest. Det føltes lidt som sådan en trist nytårsaften, hvor alle jo lidt gik og ventede på, at klokken blev 12, men det var jo ikke for at hoppe ind i det nye år og ønske tillykke, det var for at græde ind i det nye døgn og sige farvel. Det var meget følsomt, og der var mange tårer. Det var egentlig rart, at vi sammen kunne lægge det hele i graven, men det var også meget ambivalent.

Hvad laver du så nu?

Jeg havde egentlig indstillet mig på, at det var fint nok, hvis jeg kom på dagpenge. Men så skrev jeg bare lidt på LinkedIn om, at jeg snart var ledig, og så var der nogen fra Ekstrabladet, der rakte ud til mig. Det er et virkelig sjovt og helt vildt spændende job. Jeg får stadig lov til at arbejde med kriminalstof og podcast, så det kunne nærmest ikke blive bedre.

Er det din generelle opfattelse, at folk er kommet godt videre? Eller har du bare været mere heldig på den front?

Det er faktisk et rigtig svært spørgsmål. Det er ikke mange, der har fået job med det samme. Jeg ved også, at en del har besluttet at tage ud at rejse, eller måske kigger de på at starte på en uddannelse til sommer. Men for eksempel er alle, der var på Blåt Bælte, kommet hen på BT, og det er jo fedt, at det kunne lade sig gøre, at de kan fortsætte i det samme hus.

Chano Jørgensen, tidligere radiovært på 24syv-programmet Tsunami. Nu på dagpenge

Hvordan forløb lukningen af 24syv for dig?

Vi havde besluttet os for at afslutte det hele med et lytterprogram, hvor vi i stedet for at have en kendt gæst med, som vi plejer, havde vores lyttere med. Det var en fin måde at slutte det på, synes jeg. Så havde vi lejet en stor partybus, og så kørte vi sammen rundt med vores lyttere og fejrede det sidste program med dem. Det var sådan, den sidste dag gik.

Vi har købt rettighederne til vores program. Så vi bestemmer selv, hvad vi gør nu. Planen er, at vi skal finde et sted, der vil videreføre Tsunami, men det har vi ikke fundet endnu. 

Så har jeg skullet begynde på dagpenge. Det er rigtig noller. Det er det mest nederen, jeg har prøvet i mit liv. Det er rigtig svært, når man samtidig har oprettet en virksomhed, så man kunne opkøbe sit program. Vi skulle jo have et CVR-nummer og har betalt mange tusinde kroner for at få lov til at opkøbe programmet. Men nu sidder systemet så og siger, jamen, du har jo et firma, hvor mange timer bruger du på det om måneden? Og jeg bruger jo nul timer, og tjener nul kroner, altså, det er bare forvirrende. Og så skal man sidde og dokumentere, at man søger job, men i den her branche er det svært at dokumentere de samtaler, man kommer til, fordi det ofte bare er en uformel kaffeaftale på en café. 

Tsunami betyder rigtig meget for mig. Det er det, jeg har lavet de sidste tre år. Det er det, jeg har fået en smule succes med. Når jeg er i byen, møder jeg stadig mennesker, der kommer hen og spørger ind til Tsunami, og hvor det er blevet af. Så kan man mærke, at der er folk, der savner det og folk, der hver dag skriver på vores Instagram: ”Ej, nu må der da snart ske noget, nu må I da snart afsløre, at I forsætter,” så det betyder rigtig meget.

Hvordan er det ikke at stå med en fastansættelse mere?

Det er rigtig, rigtig mærkeligt. Hele det her freelanceliv, som jeg tænker 90% af os lever, det skal man lige vænne sig til. Det her med, at det lige pludselig er alle mod alle. Vi har jo siddet derinde og været privilegerede og har bare kunnet få penge fra staten for vores arbejde.

På den anden side tror jeg også, at man hurtigt kunne være groet fast, hvis man havde siddet der de næste 10 år.

Asgar Bugge Hansen, tidligere radiovært på 24syv-programmet Gameboys. Nu på vej ind på lærerstudiet

Hvordan er lukningen gået i forhold til, hvad du forventede?

Jeg synes, det er gået meget stille og roligt. I starten føltes det bare som en lang ferie. Men jeg tror, det bliver værre med følelsen på dagpenge med tiden. Det er min opfattelse, at det generelt har været svært for folk at få job.   

Jeg arbejder allerede på en ungdomsskole som pædagogmedhjælper, indtil jeg kommer ind på læreruddannelsen. Det er det, jeg vil. Jeg har indset, at det journalistiske pres ikke er noget, jeg har lyst til. Det er en hård branche, jeg er på vej ud af. Det er svært at finde job som journalist, og der er mange andre ting, jeg hellere vil kæmpe for.

Hvis det ikke var for den jobusikkerhed, der er i branchen, var du så blevet?

Det ved jeg faktisk ikke, men jeg har lyst til at sige nej. Jeg håbede selvfølgelig, at vi kunne have kørt videre med Gameboys, men hvis det ikke var fordi, jeg fik muligheden for at lave podcast i sin tid, så var jeg aldrig gået den vej.

Daniel Møgelhøj, tidligere radiovært på 24syv-programmet Gameboys. Nu midlertidigt ansat på mediet Arkaden

Hvordan var det at pakke jeres studie ned?

Vores studie har jo været i forskellige iterationer i de fire år, som vi endte ud med. Vi havde helt klart det mest ambitiøse og rodede studie, og der var mange ledninger, der skulle hives ud af væggen og teknik, der skulle tilbage til Kulturradio Danmark eller til andre opkøbere. 

Det var hårdt at se det, vi havde opbygget over fire år, blive revet væk. Det var til sidst et studie, som jeg var meget stolt af, fordi det netop havde huset så mange spændende gæster, så mange fede historier, så meget interessant journalistik. 

Hvordan gik det med at få opkøbt programmet? 

Vi endte med ikke at købe Gameboys. Det er der mange grunde til. Det er et for stort arbejde, og det passede ikke ind i vores planer. Men heldigvis har vi fået at vide, at der er landet en aftale med Kulturradio Danmark, der betyder, at det kan blive oppe i lidt længere tid. Det er dejligt at vide, at de mennesker, der har fulgt os i de her fire år, har mulighed for at genhøre de her programmer lidt endnu. Jeg har selv genlyttet nogle programmer, bare for at huske mig selv på, hvor meget det hele egentlig betød for os. 

Hen mod slutningen af 24syvs liv kunne jeg mærke, at det, at jeg ikke havde noget at lave, snart blev en realitet, som jeg ikke havde lyst til at sidde i. Så var jeg så heldig at få det rigtige opkald og tale med de rigtige mennesker. Og nu, et par uger efter, føler jeg allerede, jeg er godt i gang og har lært at omstille mig. Dog stadig med den store sorg, at jeg ikke arbejder sammen med Asgar mere. 

Hvordan er det nu at stå med freelancelivet og ikke helt vide, hvad der skal ske? 

Når jeg kigger tilbage på det, vi har skabt på 24syv, så giver det mig blod på tanden til at fortsætte. Man er nødt til at være sikker på sine egne evner.  I den her branche må man finde sig i den usikkerhed og det kaos, der er. Intet er sikkert.

Mange af de ting, som skræmmer os, det er også de ting, der former os. 24syv har været formgivende år, det har været noget, der har givet noget ild til tilværelsen. Det tror jeg bare ikke, man skal glemme, når man sidder på den anden side. Der er intet, der stopper dig i at gøre det samme igen udover dig selv.