Da et missil ramte et hospital i Gaza, blev de danske udlandsredaktioner sat på prøve

af | dec 7, 2023 | TEMA

TEMA
Da et missil ramte et hospital i Gaza, blev de danske udlandsredaktioner sat på prøve

De første to måneder af krigen mellem Israel og Hamas har budt på forkerte overskrifter, falske billeder og voldsomme beskyldninger. Hvordan navigerer medierne i krig, når sandheden står på spil?

TEKST: EVA BEYER PAULSEN

Udgivet den 07. december 2023

Man siger, at det første offer i krig er sandheden.

De to gange, jeg selv har rejst i Israel og Palæstina, er det samme realitet, der har ramt mig; hvad, der er forkert på den ene side, er rigtigt på den anden. Kvinden, jeg arbejdede for i en palæstinensisk flygtningelejr i Betlehem, kunne fortælle om de rædsler, hende og hendes familiemedlemmer blev udsat for, når de israelske soldater brød ind i lejren.

Imens kunne mine nye israelske venner i Tel Aviv fortælle om en anden virkelighed. Her omtales værnepligten som unges formative år; som et slags højskoleophold med fordybelse, læring og nye venner.

”Vi havde ikke mødt hinanden, hvis det ikke var for militæret,” kunne de fortælle mig, mens de omfavnede hinanden en sommeraften på en homobar.

De høje mure, der deler landene og omkranser de nærliggende bosættelser, bliver et symbol på den historie, som israelerne og palæstinenserne i området skaber sammen, men oplever hver for sig. Når historierne lander hos os i Danmark, har mange journalister bearbejdet begivenhederne for at opløse muren til fordel for oplysning. Men hvordan dækker man noget, hvor misinformation let kan afspore ens journalistiske arbejde? Det har jeg spurgt udlandscheferne på henholdsvis DR og TV 2 om.

De første par timer
”Det hele begynder at bimle og bamle på alle verdens medier,” siger Niels Kvale fra DR Nyheder, da jeg spørger ham ind til hospitalsangrebet.

Da Al Ahli-hospitalet i Gaza den 17. oktober bliver ramt af missiler, står det klart, at krigens parter har forskellige opfattelser af hændelsen.     

Niels Kvale mener, at DR Nyheders første artikler på nyheden om missilangrebet var solide:

”De er fyldt med forbehold,” siger han.

Og forbeholdene viser sig at være centrale. For hurtigt bliver skyldsspørgsmålet også besvaret. Blandt andet meddelte den norske public-service-station NRK i overskrifter, at Israel havde ansvaret for angrebet. Senere måtte de trække overskrifterne tilbage, da blandt andre USA, Canada, Frankrig, Storbritannien og Israel alle vurderede missilen til at være et vildfarent missil fra den palæstinensiske organisation Islamisk Jihad – som ligger i Gaza.

Dette mener Niels Kvale, at de på DR håndterede fint. Deres første nyheder konkluderede nemlig ikke, hvem der var afsender af missilet.

“Der er en god brug af verber i nyhedsdækningen, der understreger uvisheden i historien,” siger han.

På dette tidspunkt havde de vildfarne konklusioner allerede betydet, at et vigtigt topmøde om krigen mellem præsident Biden og den jordanske konge Abdullah den 2., den egyptiske præsident Abdel Fattah El-Sissi og det palæstinensiske selvstyres præsident Mahmoud Abbas blev aflyst i protest mod angrebet, de mente tilhørte Israel.

Det begynder også at gå galt på DR, fortæller Niels Kvale:

“Der sker det, der ofte sker i breaking-news-situationer; at nogle af de forbehold, vi havde indledningsvist, langsomt glider ud. De forbehold burde vi retrospektivt have været bedre til at fastholde,” siger han.

Også udlandschef på TV 2, Jakob Vissing, fortæller, at den store problematik i starten af dækningen af hospitalsangrebet var, at situationen udviklede sig så hurtigt:

“Men sådan er det med nyheder i realtid. De oplysninger, man får i første omgang, viser ofte ikke den fulde sandhed,” siger han.

Begge udlandschefer er enige om, at transparens er nøglen i dækning af krige, hvor intet er gennemskueligt. Det handler om at gøre det klart for læserne, hvad man som medie ved og ikke ved. Og hvilke kilder, man får informationerne fra.

Overskrifter med forbehold
Men når jeg tænker på transparens, kan jeg ikke lade være med at være i tvivl, om alt kan udgives, så længe kilderne angives. Jeg har nemlig gravet en DR-artikel frem fra aftenen den 17. oktober, hvor overskriften lyder: ”Palæstinensisk sundhedsministerium: Flere hundrede meldes dræbt efter israelsk angreb på hospital i Gaza.”

Hvis udsagnet fra det palæstinensiske sundhedsministerium om hospitalsangrebet ikke passer, hvorfor bliver det så alligevel bragt i en overskrift? Kan transparenskriteriet så ikke bare være en slags ansvarsfraskrivelse? De spørgsmål deler jeg med Niels Kvale.

”Det er klart, at med det vi ved nu, skulle der være flere forbehold i den overskrift. Men jeg synes ikke, at overskriften er en, der skal korrigeres, for den er jo faktuelt korrekt. Men jo, vi skulle have være mere forsigtige med at stille den så bombastisk op,” siger han.

Jeg spørger ham, hvad der gør, at DR alligevel bringer sådan en overskrift.

”Der er meget, der står uklart i krig. Men det er særligt svært, når vi ikke selv kan være til stede i krigens centrum. Det er derfor vigtigt, at vi er præcise i rubrikkerne om usikkerheden i de oplysninger, vi får. Vi havde en rubrik samme aften, hvor der stod, at det var et påstået angreb. Det var et smule bedre. Allerbedst var de rubrikker, hvor vi blot nævnte, at der havde været et angreb, men ikke konstaterede, hvem der stod bag. Vi ramte ikke 100 procent rent alle steder,” siger Niels Kvale.

Også TV 2’s udlandschef, Jakob Vissing, siger, at det ikke er altid, man rammer rigtigt, når man dækker krig. Men alligevel er det ifølge ham nødvendigt at være hurtigt ude, selv hvis meget er uklart.

”Problemet ville være, hvis man ikke dækkede krigen overhovedet. Det er en balancegang. Det skal være korrekt, men det skal også gå hurtigt,” siger Jakob Vissing.

Han mener også, at folk på sociale medier i forvejen reagerer så hurtigt, at man som medie er nødt til at konkurrere med hastigheden og sikre, at oplysningerne kommer fra nyhedsmedier i stedet for private profiler.

Lige præcis hurtigheden er noget, man som journalist kan slå sig på i krigsdækning. Så hvorfor kan man ikke bare vente med at skrive ud, før man er sikker på, at informationerne er korrekte? Ifølge Niels Kvale, udlandschef på DR, handler det om én ting.

”Når prominente aktører i den her konflikt reagerer øjeblikkeligt på de meldinger, der kommer, så må vi også gøre det. Hospitalsangrebet fik realpolitiske konsekvenser for hele verden. Det skal vi selvfølgelig dække. Vi skal bare huske at gøre det med forbehold, en udstrakt arm og være transparente om, hvad vi ved og ikke ved,” siger han.

Hvordan fastholder medierne interessen?
Angrebet på Al-Ahli-hospitalet er blot et af mange eksempler på de hændelser, som medier skal forsøge at dække, på trods af at området er ufremkommeligt for udenlandske journalister. 

Det kan også virke ufremkommeligt for læserne. Allerede nu ser jeg mig selv have svært ved at finde hoved og hale i nyhederne fra Gaza. Jeg orker dem ikke – og jeg er ikke alene om den følelse. På samme måde undgik 51 procent af alle, der aktivt undgik nyheder i februar 2023, Ukraine-krigen som emne, ifølge Center for Nyhedsforskning. Det er derfor centralt at finde ud af, hvordan medierne kan fastholde interessen og undgå nyhedstræthed i krigsdækning.

Det mener Jakob Vissing, udlandschef på TV 2 også.

”Når en krig ruller, skal man passe på ikke at gentage sig selv for meget. Det er krigens natur, at folk slår hinanden ihjel. Det er vigtigt også at fokusere på andre vigtige historier i krig. Det prøver vi hele tiden at blive bedre til,” siger han.

Nogle af de måder TV 2 Nyhederne forsøger at fastholde mediebrugernes interesse på, er ved at arbejde med små håbefulde historier. Det har givet positive henvendelser fra læsere, der normalt vælger nyheder om krig fra, fortæller Jakob Vissing.

Niels Kvale siger, at de på DR arbejder med lange formater som for eksempel dokumentarer, når de skal formidle krigsstof til danskerne. Et eksempel på dette er TV-programmet om Ukraine-krigen, Krigens døgn, der kører på sin anden sæson og stadig har et højt seertal.

Begge nyhedschefer fortæller mig, at de ønsker at få journalister til Gaza, så snart det er muligt. De tvivler nemlig ikke på, at det betyder noget at kunne være til stede ved alle parter, hvis man ønsker troværdig journalistik.

Selv ønsker jeg, at skellet mellem fortællingerne bliver mindre. Og ikke mindst at krigen bliver ved med at få den store opmærksomhed, den har lige nu.

”Krig er vigtigt for alt, der foregår i vores samtid. Selvfølgelig skal vi blive ved med at dække det – også selvom nogen bliver trætte af dækningen i længden,” siger Niels Kvale.

FORSIDEN
Hvad nu hvis jeg ikke vil være journalist?

Hvad nu hvis jeg ikke vil være journalist?

af | dec 7, 2023 | INDE

INDE
Hvad nu hvis jeg ikke vil være journalist?

Der kan være mange grunde til at tage en bestemt uddannelse. Måske er den spændende, givende eller prestigefuld. Men en eller anden dag slutter den søde studietid, og så venter arbejdsmarkedet derude. Så må man bare håbe, at man har den rigtige uddannelse. Men hvad nu, hvis man er lidt i tvivl?

TEKST: marlene møller holm 
FOTO: mirjam mwaka kapembwa roed

Udgivet den 07. december 2023

På journalistuddannelsen kan man fristes til at tro, at man selvfølgelig skal ud og arbejde som journalist efter uddannelsen – det ligger lidt i ordet. Men for nogen kan det være en foruroligende tanke. Journalistbranchen er berygtet for sine spidse albuer, og måske har man allerede fået nok af at jage den gode historie efter mange lange semesterprojekter. Eller måske er man ved at blive helt opgivende af at læse om alle branchens fyringsrunder i Fagbladet Journalisten. Så hvad gør man, hvis man står her med kildekontrakter til op over begge ører og er ved at indse, at man slet ikke vil arbejde som journalist? Det har vi spurgt tidligere DMJX’ere om for at høre, hvordan de greb det an.  

Redaktionsgangen skiftes ud med fødegangen

Clara Søgaard Krohn tog konsekvensen af sin studietvivl og droppede ud af Journalistuddannelsen på 7. semester for at læse til jordemoder.

 ”For mig var det mere overskueligt at droppe ud og starte forfra på en ny uddannelse, end at komme ud på dagpenge, indtil jeg fik tilranet mig et eller andet rædderligt freelance-job,” siger Clara Søgaard Krohn.

 Clara var ellers glad for at gå på journalisthøjskolen og kunne også godt lide det journalistiske arbejde. Men når hun forestillede sig et arbejdsliv som journalist, var det, som om noget af entusiasmen fordampede.

 ”Efter praktikken oplevede jeg den benhårde konkurrence i branchen. Jeg oplevede det som en branche, hvor man ikke belønnes for, hvad man kan, men for at være den, der råber højest og gør sig mest til. Jeg havde bare ikke rigtig engagementet til at kaste mig ind i den kamp,” siger Clara Søgaard Krohn.

 Men i sidste ende var det ikke branchen eller de spidse albuer, der fik Clara til at begynde på en helt ny uddannelse. Det var derimod behovet for at få et arbejde, hvor hun kom tættere på de mennesker, hun gerne vil gøre en forskel for. 

 ”Jeg har et meget stort behov for at føle, at jeg laver noget vigtigt og gør en forskel for mennesker. Selvfølgelig er journalistik også vigtigt, men der findes også rigtig meget ligegyldig journalistik derude. Som jordemoder kommer jeg til at gøre en forskel for mennesker på en meget håndgribelig måde, og når jeg er færdiguddannet, kan jeg komme direkte ud i mit drømmejob, som er at være jordemoder på en fødegang,” siger hun.

Man skal ikke gennemføre uddannelsen for enhver pris
Ifølge Hanne Bjerg Andersen, studie- og karrierevejleder på DMJX, er det i netop sådan en situation, man skal tage sin studietvivl alvorligt. 

”Hvis man går med en eller anden helt konkret drøm, skal man selvfølgelig lytte til det. Der er ingen grund til at tvinge sig selv igennem uddannelsen, hvis man er kommet inden for det helt forkerte felt,” siger hun.

“Efter praktikken oplevede jeg den benhårde konkurrence i branchen. Jeg oplevede det som en branche, hvor man ikke belønnes for, hvad man kan, men for at være den der råber højest og gør sig mest til. Jeg havde bare ikke rigtig engagementet til at kaste mig ind i den kamp.”

– Clara Søgaard Krohn

 

Hvis det derimod er, fordi man ikke vil arbejde som journalist eller er bekymret for jobmulighederne bagefter, så skal man lige slå koldt vand i blodet, mener Hanne Bjerg Andersen. Hun peger på, at alle uddannelserne på DMJX åbner for mange forskellige karrieremuligheder. Man tilegner sig nogle kompetencer, som kan bruges i mange sammenhænge. Kompetencer som at kunne vinkle skarpt, kommunikere, stille de gode spørgsmål og være kritisk og analytisk. 

”Jeg synes, at du skal give dig selv lov til at gå her på skolen, bare fordi du synes, at det er spændende. Du behøver ikke at vide, hvad det skal føre til. Du skal give dig selv lov til at sige, at det er okay, at du måske ikke bliver journalist, for så bruger du det bare til noget andet,” siger Hanne Bjerg Andersen.

Fra kultur til finans
Katrine Bjerre Toft er endnu et eksempel på en journaliststuderende, der indså, at hun ikke brændte for at arbejde som traditionel journalist. I dag er hun selvstændig, og det er kun lidt over en måned siden, at hun startede sin egen virksomhed, hvor hun rådgiver virksomheder om marketing og kommunikation.

Hun startede ellers på journalistuddannelsen med et håb om at blive den næste store kulturjournalist hos Politiken. Hun opdagede dog ret hurtigt på uddannelsen, at kulturjournalistik i højere grad var en hobby for hende, end noget hun gerne ville arbejde med. Hun fik en praktikplads hos Jyllands-Posten, hvor hun skrev finansnyheder. I det halve år indså hun, at hun var fascineret af de jobs, som nogle af hendes kilder havde. Hun snakkede med mange pressefolk og kommunikationsfolk ude i virksomhederne og begyndte at overveje, hvordan hun kunne få lov til at lave, hvad de lavede. 

”Jeg opdagede, at jeg var mere optaget af, om de historier, vi skrev, skabte værdi for virksomheden, end jeg var optaget af selve journalistikken. Jeg synes, det var helt vildt interessant at arbejde strategisk fremfor objektivt med historierne. I en virksomhed kan jeg bruge mine kompetencer fra journalistikken og kombinere dem med en mere strategisk tankegang til gavn for virksomheden,” siger Katrine Bjerre Toft.  

Katrine handlede på denne fascination. Da hun kom tilbage fra praktik, vinklede hun uddannelsen mod kommunikation og fandt et studiejob, hvor hun skulle arbejde med marketing. Siden har Katrine arbejdet i forskellige virksomheder og startups, inden hun sprang ud som selvstændig. I processen har hun lært meget om ledelse, økonomi, rekruttering, og hvordan man driver en virksomhed. Det lyder umiddelbart ikke som noget, man bliver klædt på til på journalistuddannelsen, men det er Katrine ikke helt enig i. 

”I de jobs jeg har haft, har jeg dagligt haft glæde af at være journalist. Det at kunne vinkle en historie og kunne kommunikere med kollegaer, medarbejdere, ledere, samarbejdspartnere og kunder. Man tror, det er en selvfølge, men det er der mange, der ikke kan. Man skal kunne ramme modtageren med sine budskaber, og så er det ret smart at have været journalist. De andre ting har jeg lært hen ad vejen,” siger hun.

Clara Søgaard Krohn, der snart bliver færdig som jordemoder, har heller ikke fortrudt den tid, hun brugte på journalistuddannelsen.

”Jeg bruger de ting, jeg lærte som journalist hver dag. Jeg står meget stærkere i jordemoderfaget, fordi jeg har lært at tale med alle mulige mennesker og være nysgerrige på dem. I begge jobs skal man tænke kreativt og logisk på samme tid, fordi man ikke altid ved, hvad man møder ind til. Man skal arbejde hurtigt, når det virkelig gælder,” siger hun.

Grib chancerne
Katrine har på sin karrierevej gjort meget ud af at gribe de chancer, hun har fået. Hun har på et tidspunkt fået tilbudt et job, hvor hun selv tvivlede på sine kvalifikationer undervejs, men som hun siger, ”det gik jo alligevel”.

”Man kan vinde meget på at gå med de muligheder, man tilfældigt bliver præsenteret for, også selvom det ikke lige var det, du troede, du skulle lave,” siger Katrine Bjerre Toft.

Hanne Bjerg Andersen kan kun tilslutte sig, at man skal være åben over for uventede muligheder og alternative karriereveje. Derfor opfordrer hun til, at man bruger sine journalistiske evner til at tage nogle chancer.

”I skal sætte jer selv i spil. Opsøg nogle mennesker, miljøer og virksomheder, og spørg, om de vil drikke en kop kaffe med dig, så du kan fortælle, hvad du kan, og du kan høre, hvad der foregår i andre universer end i dit eget. I er jo journalister. I er trænede i at kontakte helt fremmede mennesker. Det er sjovt for virksomhederne at få besøg af unge mennesker med ild i øjnene. Det er der kommet mange job- og netværksmuligheder ud af,” siger hun.

Katrine Bjerre Toft har også erfaret en anden ting, der kan være en stor styrke for journaliststuderende, når vi skal ud på arbejdsmarkedet. Nu har hun nemlig selv prøvet at være den, der skal vælge mellem mange forhåbningsfulde ansøgere. 

”DMJX’ere skiller sig bare ud i ansøgningsbunken, fordi de er skidedygtige. Når jeg har ansat universitetsstuderende og beder dem om at løse en opgave, griber de ud efter metoderne og teorierne, de har lært, men det er der ikke altid tid til. DMJX’ere har allerede været ude i den virkelige verden og snakke med rigtige mennesker og lært at følge deres mavefornemmelse. Det er vigtigt, at I ved, at selvom I ikke vil være redaktionelle medarbejdere bagefter, så er der virkelig bud efter jer i andre brancher,” siger hun.

FORSIDEN
Camilla Boraghi kom for tæt på satire og for langt fra journalistik

Camilla Boraghi kom for tæt på satire og for langt fra journalistik

af | dec 7, 2023 | UDE

UDE

Camilla Boraghi kom for tæt på satire og for langt fra journalistik

Camilla Boraghi havde allerede været vidt omkring i mediebranchen, da hun i foråret takkede ja til et job på Ekstra Bladet. Nu nyder hun tilværelsen som sportsredaktør, men inden hun kom så langt, måtte hun tage en seriøs snak med sig selv om, hvilken type journalist hun ønskede at være.

TEKST: JOACHIM FARSHØJ
ILLUSTRATION: LOTTE SKJØDT NIELSEN

Udgivet den 07. december 2023

Vær sjov, please vær sjov, tænker jeg.

”Det første spørgsmål skal overraske mig, ellers lægger jeg på.”

Det skrev Camilla Boraghi i vores korte mail-korrespondance inden interviewet. Med et glimt i øjet, naturligvis, men pointen skinnede igennem. Så da hun toner frem på FaceTime, stiller jeg det eneste spørgsmål, der falder mig ind i øjeblikket:

”Hej Camilla. Hvad er det største dyr, du vil kunne besejre i en boksering?” spørger jeg.

Hun bruger ikke engang et sekund på at gribe den. Med det samme går hun i gang. En længere mere eller mindre videnskabelig analyse af alle de dyr på savannen, der kunne tænkes at have set Zimba få en rød klat i panden i Løvernes Konge – og dem, der helt sikkert ikke så det, tages også i betragtning. Hun vender alt fra mus til elefanter, sparkende heste til aggressive æsler, inden hun lægger sig fast på en grand danois. Sådan en kan man trods alt manipulere, må man forstå. Og jeg forstår.

Camilla Boraghi gør det sjove seriøst og det seriøse sjovt. Gennemgår et halvt dyrerige for at finde en værdig modstander i ringen og synger Tarzan Mamma Mia om døde mink med toppolitikere. Det har ført hende mange forskellige steder i sin ellers relativt korte karriere, men lige nu har hun fundet sit kald som sportsredaktør på Ekstra Bladet. Ét af sine kald i hvert fald. Det skete efter et smut forbi den famøse skillevej, der måske ikke er så definitiv, som den plejer at være på film. Til gengæld gav det anledning til en del selvrefleksion.

Gråd og systemfejl sendte hende på kommunikation

Camilla Boraghi ville egentlig være journalist. Det lød ikke helt dumt, indtil den dag hun skulle til optagelsesprøve. Så var det pludselig meget dumt. Den morgen græd hun. Meget. Og hun tog slet ikke afsted, for hun var fuldstændig overvældet og turde pludselig ikke. Drømmen om DMJX var knust. I stedet endte hun på Humanistisk informatik, men det var ifølge hendes egne ord lidt ”wacko.” Så da hun, på trods af allerede at være blevet optaget på et studie, alligevel fik tilbudt chancen for at læse kommunikation på DMJX i Emdrup, greb hun den.

Det førte til et praktikophold på Radio24Syv og efterfølgende en plads på DR’s talenthold, inden hun overhovedet havde skrevet nogen form for bachelor. Den dag, bacheloren så faktisk blev færdigskrevet, stod der bogstaveligt talt drømmejobs i kø og ventede på hende. Den unge københavner fik både tilbudt en plads på mediet Den Uafhængige samt satireprogrammet Tæt på sandheden med Jonatan Spang og hvorfor nøjes, når man kan gøre begge dele? Camilla Boraghi takkede ja til begge tilbud, og det gav både muligheder og udfordringer.

”Jeg havde pludselig to drømmejobs på én gang. Det var heldigvis fint med begge steder, og det gav en voldsomt god synergi, for det var et virkelig godt match med den kritiske journalistik på Den Uafhængige og så kombinationen med at være kritisk og sjov på Tæt på sandheden,” fortæller Camilla Boraghi, der dog ikke kunne blive ved med at holde hovedet oven vande begge steder.

For mange arbejdstimer og for lidt søvn blev i sidste ende for meget, og hun valgte at holde fast i jobbet som den sjove reporter på Tæt på sandheden. Det valg var ikke helt tilfældigt, for kombinationen af sjov og seriøsitet har altid været vigtig for Camilla Boraghi.

”Jeg har altid set op til satirikere. Det er befriende at have et værktøj til at bryde den fastlåste interviewform. Jeg kunne begynde at græde, jeg kunne kramme folk, jeg kunne tage en sjov hat på – ej okay, det sidste skal man aldrig gøre. Men det gav mig mulighed for at tale menneske til menneske i stedet for interviewer til interviewperson, uden at jeg mistede det kritiske element,” fortæller hun.

”Min første reaktion var: ”Er I vanvittige?” Men så begyndte jeg at se det for mig. Det lød spændende, og pludselig ville jeg fucking gerne”

– Camilla Boraghi

Sjov eller seriøs?

Hvis Camila Boraghi tager på karaokebar med sine venner, kommer hun ikke uden en plan. Hun skal gøre op med sig selv, om hun vil underholde eller imponere. Hvis hun vil underholde, skal der Eminem på anlægget. Gerne Lose Yourself eller den med ’Now this looks like a job for me.’ Skal hun derimod imponere, hiver hun et centralt minde fra gymnasietiden frem. Tainted Love af Soft Cell. Den sang hun til et talentshow, fordi hendes mor altid havde fortalt, at hun sang smukt. Det gjorde hun vist nok ikke.

Sangen handler som bekendt om et forlist parforhold, der vel mest af alt kan beskrives som giftigt. Sådan var arbejdsforholdet mellem Jonatan Spang og Camilla Boraghi på Tæt på sandheden absolut ikke, men i foråret 2023 skulle der alligevel ske noget nyt på arbejdsfronten. Flere forskellige tilbud ramte hendes indbakke, og hun stod nu over for skillevejen. Rene underholdningsshow henvendte sig, men det gjorde traditionelle journalistiske muligheder også.

En af dem var Ekstra Bladet, der mente, hun kunne styrke deres voksende fokus på cykelsport. Cykelsport, der gennem mange år har holdt nøglen til hendes hjerte. Sådan har det været, siden hun for første gang brugte Tour de France som undskyldning til at søge tilflugt fra sommerens udstillingsvindue for i stedet at se teenage-crushet Andy Schleck duellere med Alberto Contador tværs gennem Frankrig.

Så banen var kridtet op. Skulle hun gå all in på rollen som hende den sjove, eller var det i stedet på tide at styrke det journalistiske ben, endda med hendes store passion som hovedfokus? Svaret blev det sidste. Den første juni gik transferen til Ekstra Bladet igennem.

”Jeg var begyndt at føle mig lidt begrænset af sjovhedsdelen på Tæt på sandheden, mens det journalistiske tændte mig rigtig meget. Så det ville jeg gerne dykke mere ned i. Derfor var Ekstra Bladet et godt match med høj kvalitet, men også craziness og vildskab,” fortæller Camilla Boraghi, inden hun også fremhæver, at hun havde brug for at komme væk fra TV-skærmen. Hun ville gerne være mindre på.

”Jeg var træt af at være på TV. Man kan ikke undgå at blive et kendt ansigt, og det står ikke så godt til mig.”

”Er I vanvittige?”

Det lykkedes hende dog ikke at skjule sig for rampelyset ret meget mere end et par måneder. Hun dækkede Tour de France intenst henover sommeren, og det fik ifølge hendes egen vurdering Ekstra Bladet til at se et upoleret potentiale i hende. Allerede i september, blot få måneder efter ansættelsen på Ekstra Bladet, fik hun i bedste Godfather-stil et tilbud, hun ikke kunne afslå. Et tilbud om jobbet som sportsredaktør på Ekstra Bladet.

”Min første reaktion var: ”Er I vanvittige?” Men så begyndte jeg at se det for mig. Det lød spændende, og pludselig ville jeg fucking gerne.”

Camilla Boraghi blev redaktør på en af mediedanmarks største sportsredaktioner næsten ud af det blå. Et rent eventyr. Hun synes stadig, det næsten er for godt til at være sandt. Ja, sågar næsten bedre end hørfrøboller fra Politikens boghal, som hun ellers beskriver som “heroin i bolleform.” Men kun næsten. Hun stortrives i sin nye rolle. Også selvom hun nu ikke længere kun har ansvar for sine egne artikler og derfor nogle gange selv må tage skraldet, hvis noget går skævt.

”Det er overraskende sjovt at stå med lorten. For hvad skal man gøre af den? Det er vildt spændende at skulle løse problemerne og tage beslutningerne. Det føles ikke så tungt,” siger hun.

Faktisk føles det så godt, at Camilla Boraghi lige nu slet ikke mærker noget savn til jobbet som ”almindelig” journalist. Måske fordi hun stadig er med i en masse journalistiske arbejdsprocesser. Måske fordi hun i allerhøjeste grad får mulighed for at styrke det journalistiske ben, hun så gerne ville træne, og samtidig er kommet lidt væk fra underholdningsgenren. Eller måske fordi hun trives med forandring. Og det kan sagtens ske igen – forandring, altså.

”Jeg håber da helt klart, at jeg kan blive ved med at drible frem og tilbage mellem forskellige roller. Det synes jeg, vi ser mange eksempler på i branchen. Man bliver sat mindre i bås i dag. Men lige nu skal jeg være her på Ekstra Bladet i mange år. Heldigvis har jeg et langt arbejdsliv foran mig,” afslutter Camilla Boraghi.

FORSIDEN

Iført waders og i vand til lårene: ”Det skal være med et journalistisk formål”

Iført waders og i vand til lårene: ”Det skal være med et journalistisk formål”

af | dec 7, 2023 | UDE

UDE
Iført waders og i vand til lårene: ”Det skal være med et journalistisk formål”

Når vejret for alvor bliver vildt, holder danskerne sig i ly for regn og slud. Det gør de store TV-mediers reportere ikke. De valfarter ud til de fjerneste afkroge af landet og stiller sig midt i kaosset.

TEKST: JOHAN NØRGAARD & TIKE CLAUSEN
ILLUSTRATION: LOTTE SKJØDT NIELSEN

Udgivet den 07. december 2023

Du har måske undret dig over, at journalister altid skal stå midt i storm og slud, når vejret rusker udenfor. Hvis ikke du har set det før, så prøv at tænde for dit TV, næste gang en storm raserer. Da en stormflod ramte Danmark i slutningen af oktober i år, blev alverdens journalister sendt ud til de afkroge af landet, hvor forholdene var værst.

Stormfloden blev af meteorologer kaldt en 100-års-hændelse. Det er et fænomen, hvor vejret bliver så vildt, at det statistisk set er en hændelse, der kun forekommer én gang hvert århundrede. Man skal tilbage til nytårsaften 1904 for at finde en hændelse af samme karakter. I perioden herimellem har der været flere tilfælde af voldsomt vejr, og når vejret bliver voldsomt, bliver TV-stationerne våde – i hvert fald kamerafolk og reportere.

Men hvorfor skal reportere stå, hvor vandet er dybest, når der er oversvømmelser, eller der hvor det blæser mest, når der er storm?

Stefan Jørgensen er journalist ved DR Syd, hvor han er radiovært på DR P4. Derudover er han også livereporter for TV-Avisen. Det er i sit virke som livereporter, at han bliver sendt ud, når vejret bliver ekstremt.

“Jeg skulle levere TV-indhold til DR Nyheder under 100-års-hændelsen, så jeg blev sendt ud for at reportere fra nogle af de berørte områder iført et par vaders, hvor jeg stod i vand, der gik mig til midt på lårene,” siger Stefan Jørgensen.

“Man kan jo ikke filme vind. Det er usynligt. Så på den måde illustrerer vi over for seerne, hvor vildt vejret er”

– Lasse Rønlev, redaktionschef på TV 2 Nyhederne

Det skal være med et journalistisk formål

Det er ikke kun på DR, at reportere må trække i waders og stå i vandet, når uvejret rammer Danmark.

Når der forekommer voldsomme vejrfænomener, vil TV 2 gerne være midt i det hele for at vise danskerne, hvordan det står til. Og når man ser reportere på TV 2, som står ude i vandet, når der er oversvømmelser, eller der hvor det blæser kraftigt, når der er storm, og klynger sig til mikrofonen, så er der ikke tale om et humoristisk indslag.

”Det er ikke for underholdningens skyld, at vi står midt i det hele. Det er for at komme tæt på nyheden og tæt på de mennesker, der er i det. Og for at vise hvor meget, der er oversvømmet, hvor meget det har regnet, hvor meget det har sneet, eller hvor meget det blæser,’’ siger Lasse Rønlev, redaktionschef på TV 2 Nyhederne.

Han understreger, at TV 2 ikke sammenligner sig med DR og andre TV-medier for at prøve at overgå dem med hensyn til, hvor vildt det kan blive. Til gengæld vil TV 2 gerne sikre sig at være til stede flere steder. Det drejer sig altså om at kunne vise billeder fra så mange steder af landet, som overhovedet muligt.

”Vores ambition i forhold til DR er, at vi vil være sikre på, vi er flere steder, så vi kan give det bedste overblik fra hele landet. Hellere stå et sted én gang for meget end én gang for lidt,’’ siger Lasse Rønlev.

Det tyder altså på, at TV 2 og DR gerne vil være til stede så mange steder som muligt uden at gå på kompromis med den journalistiske substans. Reporterne skal være til stede der, hvor der sker noget, og så skal de gerne være midt i vandet eller i blæsten for at visualisere, hvor slemt det står til.

Under vilde vejrfænomener holder TV 2 sig opdateret med andre medier, hvis de er til stede på lokationer, hvor der er mere opsigtsvækkende ting.

”Hvis Ekstra Bladet beretter om væltede stilladser i København, vil vi helt sikkert bevæge os i samme retning,’’ siger Lasse Rønlev.

Det handler om at oplyse borgerne

Under stormfloden i oktober måned i år satte Stefan Jørgensen sig i bilen med et kamerahold og kørte ud i det sydlige Danmark for at finde områder at sende fra. Iført et par vaders stod han midt i vandet i oversvømmede områder for at visualisere, hvor voldsomt vejret var.

“Vi kører ikke ud til steder, hvor strømmen er gået, og alle beboerne allerede er blevet evakueret. Det giver ikke nogen mening,” siger Stefan Jørgensen.

Oplysningen er i fokus, og der er klare overvejelser om, hvorfor man er til stede, der hvor vejret er værst. Medierne beretter om, hvor beredskabet arbejder, hvorfor de arbejder lige netop der, og hvad borgerne i det område skal være opmærksomme på.

”Da luftalarmen gik i gang i Aabenraa, var vores opgave at formidle til borgerne, at nu skulle de altså komme væk fra området. Det er noget, vi prioriterer at være ude ved, og det er en samtale, jeg løbende har med en redaktør og en chef fra DR’s Newsroom,” siger Stefan Jørgensen.

Man får altså et bedre billede af, hvad der foregår, når man står midt i nyheden.

Ifølge Lasse Rønlev er det heller ikke tilstrækkeligt kun at bringe nyheder om vejr skriftligt.

“Man kan jo ikke filme vind. Det er usynligt. Så på den måde illustrerer vi over for seerne, hvor vildt vejret er. Det synes jeg, tjener et meget ædelt formål,” siger han.

Er det farligt?

Som man kan regne ud, er det ikke helt ufarligt at stå midt i en storm. Noget som medierne også tænker over i deres vejrdækning.

“Som udgangspunkt kører vi ud til området og ser, hvad vi kan lave på en forsvarlig måde, hvor vi kan dokumentere hændelsen og de skader, der er,” siger Stefan Jørgensen.

Også hos TV 2 gør de sig overvejelser om journalisternes sikkerhed. Lasse Rønlev fortæller sine ansatte, at de ikke skal gøre noget, hvor de er til fare for sig selv eller andre. TV 2 gør også meget ud af ikke at være i vejen for redningsmyndigheder. Derfor er det primært udstyret, som er udsat for fare.

”Det går værst ud over vores TV-udstyr. Det har det ikke særligt godt med vand. Og hvis ikke vi passer rigtig godt på, så bliver det hurtigt en dyr fornøjelse for os,” siger han.

Det er en risiko, Lasse Rønlev og hans medarbejdere er villige til at tage –Selvfølgelig uden at være dumdristige.

“Det kan virke lidt ironisk, at vi står bomstille i et område og fortæller, at nu bliver det så farligt at være her, at borgerne skal forlade området, men det er en samfundsvigtig opgave. Dels at formidle til nærområdet, men også at vise resten af Danmark, hvor slemt det står til,” siger Stefan Jørgensen.

Han understreger også, at selvom man ved, der er en risiko forbundet med at være i de ramte områder, så er der en vigtig årsag til, at man er til stede. Og når han bliver bedt om at sætte nogle ord på, hvad han tænker om, at journalister skal stå midt i uvejret, svarer han:

“Som reporter er det altid fedt at være de steder, hvor der sker noget. Og man er med til at lave billeder til historiebøgerne. Det er der noget vigtigt i.”

FORSIDEN
Byggesjusk på DMJX: Svigtende loftplader og rindende vand i klasseværelset

Byggesjusk på DMJX: Svigtende loftplader og rindende vand i klasseværelset

af | dec 7, 2023 | INDE

INDE
Byggesjusk på DMJX: Svigtende loftplader og rindende vand i klasseværelset

Tirsdag den 3. oktober 2023 udviklede sig markant anderledes, end de studerende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole havde regnet med. Et voldsomt regnvejr blev for meget for den tre år gamle bygning og satte en stopper for dagens undervisning. På trods af skolens korte levetid er det dog den ikke første gang, der er problemer med bygningens konstruktion.

TEKST: VICTOR ØRGAARD ANDERSEN
ILLUSTRATION: MIRJAM MWAKA KAPEMBWA ROED

Udgivet den 07. december 2023

Vandet løber ned ad væggene, og både elever og lærere løber rundt imellem hinanden i forsøget på at redde kunst og elektronik fra de silende vandmasser. Vandet står ind igennem døre og lofter og spreder sig efterhånden på skolen. Værst står det dog til på skolens tag, hvor op mod 25 centimeter vand har samlet sig og ganske hurtigt er på vej ned igennem bygningen. Trods de ansattes kamp mod det voldsomme regnvejr træffer rektor og prorektor dog i sidste ende beslutningen om at evakuere elever og medarbejdere i frygten for, at nogen skal komme til skade.

”Min første tanke, det var panik”

Thomas Grandjean Gleerup, Ejendomsservicetekniker for Bygning og Facility på DMJX, var til stede på dagen og var en af de bærende kræfter, der forsøgte at inddæmme de mange liter vand. Sammen med sine kollegaer fra bygningsservice blev han tidligt på dagen hentet af en underviser, der havde set vand trænge igennem loftet. Men da Thomas Grandjean Gleerup kom frem, væltede det ned.

”Min første tanke, det var panik. Jeg skulle lige samle mig og få et fuldt overblik over situationen. Jeg drønede rundt på de forskellige etager for at se, hvor det kom fra, og hvad der var vigtigst at stoppe først,” siger Thomas Grandjean Gleerup.

Efter at være kommet sig efter sin første forskrækkelse startede det egentlige arbejde for Thomas Grandjean Gleerup og resten af bygningsservice. Vandet stod ind alle steder, da skolens kloakering og afløb ikke kunne håndtere de store vandmasser. Specielt ved ovenlysvinduerne på første sal stod det slemt til. Her måtte der bores huller under vinduerne, så vandet kunne ledes væk. Thomas Grandjean Gleerup estimerer, at op mod 100 liter vand fandt vej ind den 3. oktober.

I mellemtiden havde skolens ledelse dog taget konsekvensen af den umiddelbare katastrofe og sendte samtlige elever og ansatte hjem, i frygten for at nogen skulle komme til skade.

”Rektor Julie Sommerlund og prorektor Jens Grund tog sammen beslutningen om at sende studerende og ansatte hjem. Vi vidste jo ikke, om der var elektriske installationer, der ville komme vand i, og om man kunne få stød. Folk kunne også glide på gulvene og komme til skade. På trods af den pressede situation blev folk sendt hjem i god ro og orden,” siger Thomas Grandjean Gleestrup. 

Som at stå i et brusebad

Regnvejret den 3. oktober blev også bemærket hos administrationen på DMJX. Jørgen Johansen, økonomi- og administrationschef for Bygning og Facility på DMJX, blev kontaktet af bygningsservice, da det første vand begyndte at trænge ind i bygningen.

”Min første tanke var fuck. Udover at forsøge at begrænse skaderne vidste vi ikke, hvad vi umiddelbart skulle gøre,” siger Jørgen Johansen.

FEAS, som ejer bygningen, blev kontaktet, og da de kort efter ankom, blev de konfronteret med vandmasserne. 

På daværende tidspunkt var det ifølge Jørgen Johansen som at stå i et brusebad, og han valgte hurtigt at kontakte både rektor og prorektor, der heldigvis begge sad til møde på skolen. De tre tog i løbet af de næste fem minutter beslutningen om evakuering af hensyn til elevers og ansattes sikkerhed.

Til alles held lå årets efterårsferie kun halvanden uge efter, og her var der mulighed for at udbedre de skader, som regnen havde forårsaget, og få skolen tilbage på rette køl, inden både elever og ansatte vendte tilbage til undervisningen.

”Det var held i uheld, at det skete lige før efterårsferien. Det lokale, underviserne sidder i, var hårdt ramt, og de kunne ikke være derinde i omkring en uge. Heldigvis kunne vi jo så bruge ferien på at affugte rummet, så det var klar ugen efter,” siger Jørgen Johansen.

Reparationerne stod DMJX dog ikke alene med. Skolens udlejer, FEAS, overtog efter den 3. oktober sagen og stod efterfølgende for, at skolen igen blev fuldt ud funktionsdygtig.

”Der var måske nogle detaljer, som godt kunne have været løst bedre. Disse ting har vi så nu udbedret. Der har blandt andet været en revne mellem udspyer og tagflade, og derudover var der nogle løsninger omkring afløbet, der kunne være løst bedre,” siger Søren Østergaard, byggechef for FEAS.

 

”Min første tanke var fuck.”

– Jørgen Johansen, økonomi- og administrationschef for Bygning og Facility

Som bygherre er det FEAS og deres rådgiveres opgave at kontrollere eventuelle fejl og mangler – en opgave, der efter Søren Østergaards eget synspunkt måske kunne være håndteret anderledes.

”Det er vanskeligt at kontrollere et byggeri 100 procent for fejl og mangler. Det er jo ikke nogen undskyldning, og det skulle måske have været gjort bedre. Bygningen er kun tre år gammel, så det burde ikke allerede være noget, der kunne ske,” siger Søren Østergaard.

En ulykke kommer sjældent alene

Episoden den 3. oktober er dog ikke enestående. Tidligere i år måtte skolen have sat et stort antal nye loftplader op, efter en faldt ned under et møde på skolen. Ingen kom til skade, men efter flere undersøgelser viste det sig, at et stort antal var sat utilstrækkeligt fast og truede med at falde ned.

”Med hensyn til loftpladerne så bygger det på en simpel håndværkerfejl. De er ikke blevet sat ordentligt op, og der er simpelthen blevet brugt en forkert metode. Vi har underrettet garantistilleren, som skal stå for at betale for, at loftpladerne bliver sat op på den korrekte måde,” siger Søren Østergaard.

Både Søren Østergaard og Jørgen Johansen giver udtryk for, at der nogle gange vil være problemer med nye bygninger, men at de selvfølgelig er kede af, at skolen har måttet stå det igennem. En del af processen er samtidig blevet besværliggjort af, at entreprenørfirmaet bag skolens konstruktion, Jørgen Friis Poulsen A/S, gik konkurs i juni 2022.

Når det er sagt, så har kontakten mellem FEAS og DMJX gennem det hele været tilfredsstillende, fordi begge parter har haft indtrykket af, at håndteringen af de forskellige sager er sket under kontrollerede forhold.

”FEAS har simpelthen taget ansvaret efterfølgende for at lave undersøgelser af bygningen og for at finde frem til, hvordan der kunne komme vand ind. Det er jo deres bygning og deres ansvar,” siger Jørgen Johansen.

Helt optimal håndtering?

De tidligere sager om skolens svigtende loftplader og episoden den 3. oktober har påvirket skolen. Undervisningen er blevet besværliggjort, og elever og ansatte har måttet indrette deres dagligdag efter skolens tilstand. Uheldene betød, at man tog klasselokaler ud af brug, og at undervisernes forberedelseslokale skulle affugtes i over en uge. Et faktum, der har været genstand for stigende irritation hos blandt andet økonomi- og administrationschef for Bygning og Facility på DMJX, Jørgen Johansen.

”Det er jo lidt træls for at sige det på godt jysk, for det giver jo en masse bøvl.”

Udfordringerne med bygningens beskaffenhed har især trukket store veksler hos bygningsservice, som har stået for genetableringen af de indvendige arealer. På trods af sagens karakter kan Thomas Grandjean Gleestrup dog sagtens se udover det negative, og han vælger at fokusere på de erfaringer, som de i stedet har gjort sig.

 

”Man opdager jo først sådan noget, når man for eksempel får et dobbelt skybrud. Håndteringen har efter min mening fungeret helt optimalt, og FEAS har hurtigt fået skaderne udbedret. Jeg synes, at vi har lært meget af det, og næste gang, der kommer et skybrud, så tænker jeg, at vi er bedre rustet,” siger Thomas Grandjean Gleestrup.