Anne Sofie Kragh tog den lette løsning og endte med at portrættere magteliten

af Webredaktøren | mar 27, 2025 | NYT I UDE, SPOT 2 (3 ARTIKLER) FORSIDE, UDE

Anne Sofie Kragh tog den lette løsning og endte med at portrættere magteliten

Anne Sofie Kragh har portrætteret den danske magtelite gennem tre årtier, men det er ikke magten, der interesserer hende. Hendes drivkraft bunder i en nysgerrighed, hun har haft siden barndommen, og en indædt lyst til at forstå mennesket bag facaden.

;

TEKST: JACOB HORNE FISCHER & JENS-CHRISTIAN DYHR
FOTO: CARA PENQUITE

Udgivet den 27. marts 2025

“Mit liv er for kedeligt. Der er simpelthen ikke nok traumer.” 

Sådan fortæller kvinden, der gennem årtier har portrætteret Danmarks mest magtfulde personer – fra Dronning Margrethe til Mette Frederiksen – og hun mener ikke, at hendes eget liv rummer en historie, som er værd at fortælle.

Dette portræt vil dog gerne udfordre den påstand.

Pissekedelige historier

Anne Sofie Kraghs historie begynder i Brændeskov lidt nord fra Svendborg. Hun er den yngste i en søskendeflok på tre, og da hun var fem, blev forældrene skilt. Hun og søsteren flyttede derfor med deres mor ind til Svendborg.

Afstanden til sin far afholdt dog ikke Anne Sofie Kragh fra flittigt at besøge ham på landejendommen. På hans kontor sad de adskillige weekender med fingrene på hver sin skrivemaskine. Han skrev spidse anmeldelser for Ekstra Bladet, imens otteårige Anne Sofie Kragh skrev det, hun selv kalder “pissekedelige og alt for lange historier”. Det var nu heller ikke historierne, der var vigtigst dengang. 

“Jeg så meget op til min far. Det var også en måde at være sammen med ham på. Så sad vi begge der og ‘arbejdede’,” siger Anne Sofie Kragh og tilføjer, at skrivekunsten udviklede sig til et fælles sprog mellem de to.  

Ifølge hende selv var det mangel på fantasi, der dengang gjorde hendes historier så kedelige. Dét, den lille pige fra Brændeskov havde, var dog nysgerrighed. Det var også derfor, hun på et tidspunkt ville være privatdetektiv – en kortvarig drøm, som hurtigt blev erstattet af drømmen om at blive journalist. 

Der er altid en historie

Anne Sofie Kraghs selvdiagnosticerede mangel på fantasi skulle vise sig at få en afgørende rolle for hendes valg af retning i journalistfaget. Hun erindrer, hvordan hun og hendes makker på Journalisthøjskolen aldrig kunne finde på den gode historie. De trak lod, slog op på tilfældige sider i magasiner og gik med den idé, de landede på. En proces, hun nu kalder ‘jammerlig’.

Til gengæld fandt hun en vej til den gode historie, som fungerede for hende. Den nemme vej – det indrømmer hun gerne. Portrættet. 

“Der er altid en historie i et portræt. Selvom jeg har sagt, at jeg er kedelig, så er der altid en historie at fortælle,” siger Anne Sofie Kragh. 

Det var først i sin praktiktid på Politiken, at Anne Sofie Kragh begyndte at skrive portrætter. Noget hun senere hen skulle beskæftige sig mere med, da hun på sit ottende semester på Journalisthøjskolen blev ansat på det nu lukkede månedsblad PRESS.  

Her kunne Anne Sofie Kragh dyrke og dygtiggøre sig inden for portrættet som journalistisk genre. Dette på trods af, at portrætstof ikke var specielt velanset i de journalistkredse, som hun befandt sig i dengang.

“Portrætter var lidt ligesom navnestof plus. Det var jo ikke der, de hardcore journalister ville være. De ville ud at vælte verden og sætte Folketinget i fængsel og sådan noget,” siger hun.

Men hvor hun oplevede, at de fleste hardcore journalister så noget mindre fint, så Anne Sofie Kragh muligheder.

“Det var en åben bane, hvor man virkelig kunne få lov til at boltre sig, og så syntes jeg, at det var skidesjovt,” siger Anne Sofie Kragh.

Hendes daværende redaktør foreslog hende at lave et portræt af Anders Fogh Rasmussen. Det blev hendes første portræt for magasinet PRESS.

Det var godt nok før, han blev statsminister, men den nyudklækkede journalist var alligevel nervøs. Meget nervøs.

Derfor ville hun vide alt om politikeren. Alle relevante årstal blev limet fast på rygraden, så hun kunne imponere og ikke afskrække ham, der var kendt for at være firkantet og utålmodig overfor journalister. Portrættet blev en succes.

Anders Fogh Rasmussen blev statsminister i 2001 – samme år, hvor PRESS endegyldigt måtte dreje nøglen om. To år senere ringede Anne Sofie Kraghs telefon. Det var forlaget People’s Press, som ville have hende til at skrive en biografi om statsministeren. Så det gjorde hun. 

"Der er altid en historie i et portræt. Selvom jeg har sagt, at jeg er kedelig, så er der altid en historie at fortælle."

– Anne Sofie Kragh, journalist og forfatter

Magten mellem fingrene

I 2007 blev hun ansat på Euroman, hvis forsider hun i over ti år pyntede med navne som Lars Løkke Rasmussen, Morten Messerschmidt og Kronprins Frederik, før han blev Konge. Selvom Mads Mikkelsen og Christopher også sneg sig med i porteføljen, var der en klar tendens til, hvis historier hun fortalte: Magtelitens.

Og det stiller høje krav til hende. Som portrætmager har hun magten over en anden persons narrativ – magten til at fortælle deres historie. Det bruger hun meget tid på at tænke over i sit virke som journalist.

“Hvis jeg gerne ville have magt, kunne jeg have lavet alle mulige andre ting. Det er ikke det, der tænder mig,” siger hun og tilføjer.

“Når man har magt, skal man være ydmyg.”

Dyre lærepenge

Anne Sofie Kragh blev særligt bevidst om magtens forpligtigelser, dengang hun dummede sig over for en bornholmsk fisker. Det var dengang, hun gik på Journalisthøjskolen og var på ekskursion på Bornholm.

Artiklen handlede om lakseopdræt. De konkrete detaljer husker hun ikke. Historiens kerne var noget med, hvordan fiskerne forvaltede EU-støttekroner. Men den unge Anne Sofie Kragh tilbød ikke citattjek – noget, hun sidenhen har gjort en dyd ud af at tilbyde dem, hun portrætterer.

Dét, hun dog husker om episoden, er, hvordan fiskeren ringede hende op, efter historien var skrevet. ”Du aner ikke, hvilke konsekvenser det kan have for mig,” lød det i den anden ende af røret. Oplevelsen sidder stadig dybt i Anne Sofie Kragh. Fiskeren kunne ikke bruge til noget, at hun var skamfuld og undskyldende. Skaden var sket.

“Jeg havde den sorteste samvittighed. Jeg var knust,” siger Anne Sofie Kragh.

Det var dyre lærepenge, som blev vekslet til grundighed.

Det perfekte arbejdsliv

Anne Sofie Kragh er ikke klar over, hvornår hun for første gang følte sig etableret som portrætmager – eller om hun overhovedet gør det endnu.

“Man får jo opbygget gradvist mere selvtillid, men man er aldrig bedre end det sidste, man har lavet. Man skal stadigvæk blive ved med at tvivle på sig selv og være ydmyg over for opgaven,” siger hun og tilføjer med et smil på læben, at hun made it, nu hvor hun bliver portrætteret i Illustreret Bunker.

Med sit nye podcasteventyr på Radio IIII, ‘Et kapitel for sig’, har hun fundet balancen mellem den struktur, der følger med en fast sendetid og kollegaer, og så den frihed, som følger med livet som freelancejournalist.

“Det er meget ensomt at skrive biografier, men jeg føler, jeg har knækket koden. Jeg har kollegaer, som hjælper med at lave ‘Et kapitel for sig’, og så har jeg dage, hvor jeg kan tilrettelægge min tid og lave mine skriveprojekter. Lige nu har jeg det perfekte arbejdsliv,” siger Anne Sofie Kragh.

Nysgerrigheden, der drev otteårige Anne Sofie Kragh til at skrive historier, brænder stadig i hende. Det er den, der har brudt murerne ned til magteliten, og det er med den, hun beviser, at enhver person – også hende selv – rummer en historie, der er værd at fortælle.

FORSIDEN

Frede laver TikTok-nyheder: ”De mener, jeg ødelægger journalistikken og gør verden til et dårligere sted”

af Webredaktøren | dec 12, 2024 | INDE

INDE

Frede laver TikTok-nyheder: ”De mener, jeg ødelægger journalistikken og gør verden til et dårligere sted”

Måske kender du ham fra TikTok eller som ham, der i sommer var i en shitstorm på P1. Måske du har set ham i en beige t-shirt på DMJX, måske har du aldrig hørt om ham før. Journaliststuderende Frede Dyrnesli stillede sig for en måned siden kritisk over for traditionel journalistik, herunder Illustreret Bunker, på LinkedIn. Men Frede mener ikke, målet er at brænde broer. Det handler om at skabe noget nyt.

TEKST: THEA MODIGH
GRAFIK: FREDE DYRNESLI

Det blege spotlys tændes og oplyser det lille rum. Mikrofonen virker, som den skal. Selv sidder han på kontorstolen med skærmen foran sig. Bag ham og det brune solide hår hænger et blåt gardin, der udgør hjemmestudiet. Fra skærmen ligner det et professionelt setup. Behind the scenes er det en lille studielejlighed, hvis blå gardiner gemmer soveværelset: en seng.

Det er på det her lille værelse, Frede Dyrnesli laver nyhedstrailere til sine 36.500 følgere i ”viruslandet TikTok,” som han kalder det.

Ekstremt bekymret

”Min mor, ja, altså min mor skal være ekstremt bekymret. Én gang om måneden ringer hun og spørger ’Skal jeg være bekymret?’ Og jeg siger ’Sandsynligvis’. Men det går godt. Og det er måske også min filosofi, at hvis du ikke laver noget, der gør din mor bekymret, så gør du ikke det rigtige. Så gør du det, hun forventer. Og det er ikke et liv, jeg har brug for,” siger han.

Frede Dyrnesli er 27 år gammel. Han går på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, men de fleste af hans timer bruger han på at lave TikToks.

Fra klokken seks om morgenen trækkes de blå gardiner frem, og så er der showtime, indtil skoledagen starter klokken ni. Efter fem timer dér går turen direkte mod træningscenteret til en aktiv time, og herefter foregår de næste seks timer i hjemmestudiet med forberedelsen af morgendagens TikToks.

På afveje fra det lille hjem

I byen Storvorde, tyve minutter uden for Aalborg, bor en lille Frede i en lille harmonisk familie. Her er husstandens motto, at den, der har det dårligst, skal have det bedst. Mor og far er begge skolelærere. Frede og storesøster skændes ikke. Alle har det godt.

Fredes kæbe falder derfor langt, da han støder på en dreng i indskolingen, hvis kår er durk modstridende med Fredes ophav. Han er vant til at slås med brødreflokken. Giver modstand. Presser Frede, som han aldrig har prøvet før. Og Frede er betaget. Frem for det lille trygge hjem kunne man søge grænser og definere sjov på en helt anden måde.

Tilbage på det lille TikTok-værelse i Aarhus sidder Frede og forbereder dagens vitaminpiller. De, som han mener, er dagens saglige element for de mange unge, der til hverdag binger korte dopaminfremkaldende videoer på TikTok. Vitaminpillen skal skabe dagens nuance i pestens land. Mellem dårlige dansevideoer og Andrew Tate-alliancer håber Frede at kunne engagere de unge. Eller han ved, at han engagerer de unge. Det skriver de til ham på mediet, siger han: At de aldrig havde interesseret sig for nyheder, før de begyndte at følge ham.

Problemet for Frede er, at det segment ikke har monopol på diskursen om ham. Der er en anden gruppe, der stiller sig kritisk over for Fredes vitaminpille.

”De mener, at jeg ødelægger journalistikken, at jeg giver et forvrænget syn på virkeligheden. At jeg kun gør verden til et dårligere sted.”

Rollespil eller spejder?

Frede mener ikke, han skal være de unges primære kilde til journalistik, men han håber og tror, at han kan være inspiration til at dykke længere ned i det etablerede nyhedssegment.

Frede føler, han har knækket koden til, hvad de etablerede medier ikke gør.

”De unge følger ikke med, de læser ikke avis, de har ikke abonnement på dagblade. Og hvad er en god historie, hvis ingen hører den?” Ifølge Frede er det, fordi medierne ikke lytter til, hvad de unge vil have. De vil have teasere og letlæselige godbidder. Han mener selv, at han laver noget nyt.

”Jeg har altid formået at få andre interesser end det, de andre har lavet,” siger han.

Sådan foregik det allerede på Fredes folkeskole i Storvorde. Frede går i 4.a. Han passer ikke ind. Halvdelen af klassen bruger tiden på computerspil og rollespil. Den anden halvdel går til spejder og bruger al tiden på outdoor.

Ingen af kasserne passer til Frede, men han finder hurtigt ud af, at det ikke er et problem. For han kan lave sit eget sjov. Han finder sine egne interesser. Det kan man sagtens! Op på cyklen, ned gennem byen. Lave noget ballade. Frede oplever, hvordan han slet ikke kan lade være, når han får en idé til noget sjovt. Det, han laver, minder hverken om rollespil eller spejder. Han finder to gæve venner, ser Jackass og forsøger at gøre noget à la det. Han har skabt en ny kasse mellem de to eksisterende, og dét er sjovt.

Mentaliteten har været det samme siden da. For ham er hovedmålet at sidde på plejehjemmet som 90-årig og tænke tilbage på den fede rejse og tænke: ’Fuck, du gjorde alt muligt spændende’.

”Så kan det godt ske, at kun to procent lykkedes, men fuck, de to procent var det hele værd. At have det sjovt mens jeg er her.”

Platformen er en legeplads

For Frede handler det om at kigge på det etablerede og tænke, hvordan man kan gøre det på sin egen måde.

Det er med den mentalitet, at Frede begynder at lave TikToks i 2023. Han studerer ikke og bruger hverdagen som lærervikar. Men han drømmer om at komme på DR Ultra og prøver at finde en måde at komme dertil. På arbejdspladsen hører han de unges sprog og kaster sig ud i at snakke det samme. Han forsøger at formidle journalistik på deres medie. Hans venner forstår ikke, hvad fanden han sidder og laver. Sender ham drillende beskeder. Men Frede har et mål. Han leger med mulighederne. Der er et nyt mål for at iværksætte noget sjovt – og børnene på skolen fortæller ham, at de synes, det er megafedt!

Selvom drømmen ændrer sig, og Frede begynder på Journalisthøjskolen, fortsætter legepladsmentaliteten for Frede. Det er dét, der driver ham. Han står op, optager nyheder, går i skole, tager hjem, finder formidling til næste dag. Han er en ung mand, der bare laver nogle hurtige nyhedsvideoer på TikTok. No big thing.

Indtil den 19. juni i 2024.

Et par dage før den 19. juni udsendte regeringen en opfordring til danskerne om at begynde at preppe, ligesom de gør i Sverige. Dette er særligt i tilfælde af hybridangreb eller krisesituationer. Regeringen opfordrede herunder til, at man skulle have remedier til mangel af vand, mad, teknologi samt have tabletter liggende i tilfælde af nukleare hændelser. En relevant nyhed at videreformidle til de unge på Fredes TikTok. Den sjove praksis, hvor man gør stort til småt i form af små nyhedstrailere, blev bare lettere brændbar, da Frede pludselig får formidlet, at der skal forberedes, fordi der kommer atomkrig.

Frede loggede af, var færdig med dagens arbejde og tænkte ikke længere over modtagelsen af dagens vitaminpille.

Før han dagen efter både blev kontaktet af P3, P1 morgen og DR Ultra. Videoen var gået viralt. For atomkrig lyder rigtig skidt i små ører, og det havde lagt BørneTelefonen ned.

Den, der har det dårligst, skal have det bedst

Da Frede står i P1 morgen den 19. juni 2024, og skal forsvare sin medvirken i at lægge BørneTelefonen ned, er det pludseligt ikke længere så sjovt.

”Jeg vil gerne tage ansvar for det. Det gør jeg jo også med P1. Jeg undskyldte jo i radioen. Jeg er fandme ked af, at det er gået galt den her gang. Det var ikke meningen. Undskyld til de forældre, der skal sidde og fortælle deres børn, at 3. verdenskrig starter,” siger han.

Frede har fortrudt, og han har lært, mener han. Han siger, at han har fundet ud af, at han har et ansvar. Nuancere ting til den rigtige side frem for at forenkle det til atomkrig. Som han gjorde i TikTok-videoen, der lagde BørneTelefonen ned. Nukleare udslip og atomkrig er langt fra hinanden. Pludselig mister vitaminpillen sin effekt, og det er netop ikke meningen. Frede vil gøre det bedre.

En ko i havet blandt svømmende delfiner

Frede står i fredagsbaren. Ud af det blå bliver han stoppet af en fremmed. Personen sviner ham til. Fortæller ham, at han laver noget lort og ødelægger branchen.

Frede slår sig på mediebranchen. Mediebrancen slår sig på Frede. Der bliver rynket bryn, når han deler ud af sine holdninger.

Som når han fire måneder efter P1-interviewet skriver på LinkedIn, at han har knækket koden til de unge, og at undervisningen på journalistuddannelsen slet ikke tilrettelægger den genre. Man skal gøre ligesom ham, mener Frede, for den traditionelle journalistik er forældet, og den møder ikke de unge – den mister dem. Det gælder også Illustreret Bunker.

De udtalelser gav bagslag, særligt grundet den måde, han selv fører journalistik på. Herunder Fredes mangel på kildehenvisninger, og at han tager fra den journalistik, hvis formidling han er kritisk overfor.

Frede mener, at han har taget den kritik til sig, og er nu begyndt at kildehenvise.

”Jeg vil gerne lytte. Det er ikke, fordi jeg er stædig og bare står fast i min holdning. Jeg tror meget på dialog, og jeg tror også meget på, at vi bliver klogere sammen. Men jeg tror også, at de etablerede medier er så idealistisk smurt ind i noget, at de ikke kan se virkeligheden,” siger han.

Frede mener, at folk er velkomne til at være uenige med ham. Drivkraften for Frede er at få en god idé og følge den. Han foretrækker at være uvenskaberne foruden. Men han ser dog stadig sig selv som den svømmende ko blandt delfinerne.

Udgivet den 12. december 2024

Nyt podcast univers: Der skal HULiGENNEM til de danske børn

af Webredaktøren | dec 12, 2024 | UDE

UDE

Nyt podcast univers: Der skal HULiGENNEM til de danske børn

HULiGENNEM er det nyeste skud på stammen af medier målrettet børn. Lydmediet har nogle klare mål for, hvordan det på legende manér skal gøre de danske børn både klogere og gladere, når høretelefonerne trækkes over hovedet.

TEKST: JONAS FONNESBÆK MADSEN & EMIL LUND JENSEN

ILLUSTRATION: ANTON LARSEN

Udgivet den 12. december 2024

Morgenmaden står klar på spisebordet. Kaffemaskinen har netop brygget færdigt. Dagen sparkes i gang, mens søvnen gnides ud af øjenkrogen, og gabene aftager. Mandag morgen den 25. november 2024 lignede måske mange andre morgener i november. Men for mange børn og deres forældre, var den alligevel speciel. Denne morgen kunne man klokken 06.30 for første gang finde sin tablet eller mobil og tune ind på HULiGENNEMs nye morgenradioprogram, Morgenknas.

“Godmorgen og velkommen til Morgenknas. Sofus, jeg synes, det er så vildt, fordi i dag er det den 25. november, og det er en dato, jeg har glædet mig så meget til, fordi vi skulle sende radio for første gang, og det er lige nu!”

“Det føles helt vildt. Det kilder i hele kroppen at stå her,” indledte radioværterne Barbara Gjerluff Nielsen og Sofus Peder Faber Laursen fra livestudiet. I baglokalet stod ansvarshavende chefredaktør Christina Marcher Lundegaard og resten af holdet klar med croissanter og konfettirør for at fejre, at de første ord i kapitel 1 af HULiGENNEMs lydunivers nu endelig var formuleret.

“Det var forløsende og rigtig dejligt. Vi har arbejdet hårdt og intensivt på det her projekt. Så det var dejligt at se, hvordan det hele kulminerede og gik godt i mandags,” siger Christina Marcher Lundegaard.

Den første livesending har været en milepæl i horisonten, som den ansvarshavende chefredaktør har haft for øje, siden et stort offentligt udbud for godt halvandet år siden blev slået op.

Et public-service-lydunivers

I medieaftalen for 2023-2026, udarbejdet af Kulturministeriet, lød det, at der skulle skabes et public-service-lydunivers med indhold til børn og unge. Forskellige private aktører kunne deltage i at vinde udbuddet, der ville sikre 62,5 millioner kroner til gennemførelsen af lydmediet i denne treårige periode. Et udbud, som Aller Media endte med at vinde foran konkurrenterne, og dermed blev HULiGENNEM til den 31. maj 2024.

Det var visionen at skabe et trygt, underholdende og læringsrigt samlingspunkt for børnene.

“Der findes mange gode lydformater til børn, men der findes ikke et sted, hvor det er samlet. Så det var vigtigt for os at lave et sted, hvor vi kunne signalere, at det, der ligger her, er alt sammen godt, sikkert og trygt. Et sted, hvor man ikke skal være bange for reklamer, algoritmer og alt muligt andet,” siger Christina Marcher Lundegaard.

Fra børnehave til udskolingen

HULiGENNEM vil være et tilbud for de danske børn. Helt specifikt har de udset sig målgruppen fra 3-13 år. De vil være børnenes ven fra første år i børnehaven til lige inden konfirmationsalderen. Det er et bredt spektrum, og Christina Marcher Lundegaard indrømmer gerne, at det kan blive udfordrende.

“Vi arbejder med en aldersinddeling, der hedder 3-8 år og 9-13 år. Grunden til, at vi lægger snittet lige der, er, at det er i 8-9-års alderen, at mange børn får deres første telefon i dag. Så der går det fra at være forældrene, der oftest vælger, hvad der bliver sat på, til at børnene i højere grad selv vurderer, hvad det er, de har lyst til at høre,” siger hun.

Christina Marcher Lundegaard er klar over, at det er en svær opgave at lave indhold, der vækker opmærksomhed og interesse fra begge aldersinddelinger. Hun fortæller, at de har lagt vægt på, at der ikke skal være noget indhold på appen, som en treårig ikke kan tåle at høre, hvis barnet kommer til at gå ind på et format, der er tiltænkt de ældre.

“Det er vigtigt for os, at der ikke er noget som helst indhold inde i appen, som nogen får ondt i ørerne af,” siger Christina Marcher Lundegaard.

Til børn, om børn og af børn

HULiGENNEM har et erklæret mål om at komme i direkte kontakt med 2000 børn om året. Det lyder måske ikke af alverden, tænker du. Men der er altså ikke tale om 2000 brugere. Nej, HULiGENNEM har en vision om, at de danske børn, der skal bruge mediet, ligeledes skal være med til at skabe det.

“Vi har besluttet os for, at uanset hvad vi laver i HULiGENNEM, så skal der på en eller anden måde være et barn involveret i processen. Vi kommer også til at etablere børnepaneler forskellige steder i landet, som har til opgave at give os en masse feedback på alt det indhold, som kommer ud,” siger Christina Marcher Lundegaard.

Dette kommer helt konkret til udtryk i den spæde programflade. Her toner nogle meget emnespecifikke programmer frem, og det er ikke hvem som helst, der har bestemt dette. Det er børnene.

“I vores ansøgningsarbejde var vi ude at tale med en masse børn og forældre. Børnene fremhævede tre ting, som de gerne ville høre noget om; slik, Taylor Swift og gaming,” siger Christina Marcher Lundegaard.

Børnene og skærm-monsteret

Børn og skærme bliver ofte problematiseret i den offentlige debat af både forældre, pædagoger og politikere. Nogle folkeskoler i landet har vedtaget såkaldt skærmfri skolegang, da børn og unge ikke kan abstrahere fra den digitale verden.

Christina Marcher Lundegaard kan som de fleste andre se, at skærmene fylder meget i børnenes liv, men hun ser en mulighed for, at HULiGENNEM kan hjælpe børnene med at genfinde fantasien, snarere end at mediet vil fastholde børnene ved skærmene.

“Man skal jo bruge en app eller en hjemmeside for at lytte til HULiGENNEM. Så skærmen er en del af det her. Men vi håber på, at vi kan aktivere børnene, mens de lytter. Det kunne være, mens de leger,” forklarer Christina Marcher Lundegaard.

Skærmen kommer altså til at være en del af oplevelsen, når man benytter HULiGENNEM. Men drømmen for mediet er, at skærmen blot bliver et springbræt. Et redskab, der sætter oplevelsen i gang.

Ved spørgsmålet om, hvorvidt mediet risikerer at bidrage til den stigende digitalisering af børnene, peger Christina Marcher Lundegaard således på en naivitet, der ligger til grund for holdningen om at boykotte telefonerne.

“Jeg er ikke medieforsker, men jeg tror, det er lidt naivt at tro, at man helt kan undvære skærmen. Det handler om, hvordan vi bruger den, og hvordan vi sørger for at aktivere os, mens vi bruger den. Og der er lyd bare mega godt,” lyder det fra Christina Marcher Lundegaard.

Peter søgte en stilling, som ingen kendte

Peter Balther Kjær var blandt de praktiksøgende journaliststuderende, der søgte en af de to pladser, som HULiGENNEM slog op. Det nye lydunivers var blandt de allermest eftertragtede praktiksteder i søgningen. Men hvorfor ansøger så mange et medie, der ikke er gået i luften endnu?

“Jeg har en fornemmelse af, at der var en del praktiksøgende, der så noget unikt i HULiGENNEM, ligesom jeg gjorde. Det her med, at man kan komme ind og lave noget specielt og få en helt særlig målgruppe. Det er de to store salgspunkter for mig og også for dem, jeg snakkede med,” forklarer Peter Balther Kjær.

Hvor nogen vil pege på det skræmmende i at træde ind ad døren et helt nyt sted, ser Peter Balther Kjær det som en mulighed.

“Tænk sig at komme ind et sted, hvor der er sådan en – forestiller jeg mig, uden at vide noget – iværksætter-ånd, som man selv som ret nyt medlem kan være med til at præge,” siger Peter Balther Kjær.

Hvordan bliver HULiGENNEM en succes?

HULiGENNEM bliver gennem medieaftalen støttet indtil 2026. Derefter bliver det vurderet, om deres programtilladelse skal forlænges. Nøglen til at få HULiGENNEM til at leve videre er at sikre sin relevans.

“Hvis det bliver tydeligt, at børnene faktisk synes, at HULiGENNEM er et fedt sted at være, så tror jeg også, at der kan være en forlængelse derude et sted. Jeg tror vitterligt, det er det, det handler om. Men det kræver jo noget tålmodighed. Man kan ikke forvente, at det sådan sker fra den ene dag til den anden.”

Hverken Rom eller Letbanen blev som bekendt bygget på en dag, og selvom mange skøre og fantasifulde ting kan ske i et lydunivers, så er den samme kliché gældende for HULiGENNEM. Uanset om programtilladelsen bliver forlænget eller ej, er lyduniverset dog allerede en succes, mener Christina Marcher Lundegaard.

“Vi synes allerede, det er en succes det her, fordi vi i første omgang overhovedet har fået lov til at gøre det. At det overhovedet er blevet prioriteret, at der skal gå skattekroner til at lave et fedt lydtilbud til børn. Ikke at det er os, der endte med at skulle gøre det – men det, at det er blevet prioriteret, er en kæmpe stor succes.”

FORSIDEN

Influencere i stormvejr: Skal de sidestilles med de etablerede medier?

af Webredaktøren | dec 12, 2024 | TEMA

TEMA

Influencere i stormvejr: Skal de sidestilles med de etablerede medier?

Der blæser nye vinde i det digitale Danmark, hvor influencere ikke længere kan publicere, hvad de har lyst til.

TEKST: ASTRID SKOU & DANIEL ROHDE
ILLUSTRATION: ANTON LARSEN

Udgivet den 12. december 2024

I august måned i år blev stjerneinfluencere som Morten Münster og Alexander Husum inviteret til et møde hos erhvervsminister Morten Bødskov i Slotsholmsgade. Anledningen var en aktuel debat om netop influenceres ansvar for publicering til deres store følgerskarer.

Børn og unge lokkes til at købe usunde produkter på et falsk grundlag, og i en stræben efter at blive som idolerne vil de risikere at opleve dårligere selvværd og urealistiske forventninger til sig selv.

Løsningen på problematikken er blevet et pressenævn for influencere. En beslutning, som efterfølgende har vist sig at dele vandene. Men er det den rigtige beslutning?

Netop influenceres ansvar nåede nye højder i slutningen af sommeren under et RADIO IIII-indslag med influencer Christina Sander. Et kendt ansigt med 125.000 følgere på Instagram.

Her kom Christina Sander med et borgerforslag, som vil medføre en ændring af barselsloven, der sikrer lønmodtagere fuld løn under barsel. På bare et døgn fik borgerforslaget over 19.000 underskrifter efter hendes medvirken i programmet.

“Hvis ingen må foreslå noget i dette land uden at sikre sig, at der er finansiering, så kan befolkningen aldrig komme med nogen forslag,” sagde Christina Sander på RADIO IIII.

Kritikken i programmet gik på, at fordi Christina Sander har over 100.000 følgere, ligger der et andet ansvar end hos den almene befolkning. Det blev i samme radioprogram sagt, at Christina Sander skulle have krydstjekket og undersøgt, hvad sådan et politisk lovforslag vil koste.

Pressenævn for influencere

I kølvandet på RADIO IIII-indslaget og en længere periode med kritik af influencere, som har kunnet publicere uden et reglement at leve op til, lagde Dansk Journalistforbund i september 2024 op til, at et nyt pressenævn for influencere var lige på trapperne.

De etablerede medier som TV 2 og DR er tilmeldt og underlagt Pressenævnets retningslinjer. Det er influencere ikke, hvilket har været med til at åbne en politisk diskussion op i Danmark. Spørger man hovedbestyrelsesmedlem og formand for Influenter og Bloggere i Dansk Journalistforbund, Lisbeth Kiel Bjerrum, kommer det nye pressenævn for influencere til at læne sig op ad Pressenævnet for de etablerede danske medier.

“Det kommer i grove træk til at fungere som Pressenævnet. Man skal som læser eller følger kunne anmelde en influencer, der overtræder de etiske retningslinjer,“ siger Lisbeth Kiel Bjerrum.

Formanden lægger vægt på, at det nye pressenævn for influencere i høj grad skal være selvkørende.

“Der skal også kunne tages sager op af egen drift, og det er vigtigt for os, at vi selv finder nogle sager, som er mere principielle,” siger hun.

Men fordi der ikke er nogen klar definition af, hvad en egentlig influencer er, kan det være svært at skille tingene ad. Det mener i hvert fald forsker i influencermarketing og adjunkt ved CBS Anna-Bertha Heeris Christensen.

“Jeg mener ikke, at det er så ligetil. Man er nødt til først at definere, hvad influencer-branchen er for en størrelse, før man kan nedfælde klare presseetiske linjer,” siger hun.

Flydende definition af medier

Der findes ikke en entydig definition af, hvad et medie er i Danmark. Dog kan et medie i dag beskrives som en kanal eller en platform, der bruges til at kommunikere information til en bredere offentlighed.

Brugerfladen på de sociale medier er enorm, og fordi brugerne flytter sig derhen, vil medierne også være tvunget til at følge trop.

Ifølge Dansk Journalistforbund er journalistikkens formål at oplyse befolkningen på et faktuelt, neutralt grundlag, så de selv kan tage stilling. Flere influencere er begyndt at bruge deres platforme til at udbrede holdninger og italesætter samtidig også, at de bør leve op til samme forpligtelser som medierne.

Vindene blæser en anden vej i 2024. En vej, hvor følgertallet afgør, hvilket ansvar influencere har over for deres følgere.

”Er de individer, et brand eller en virksomhed? Det er nødvendigt at vide, før vi kan pålægge dem nogle retningslinjer for god presseskik.”

– Anna Bertha Heeris Christensen, forsker og adjunkt, CBS

Ifølge Anna-Bertha Heeris Christensen må man dog have særligt en ting for øje.

“Vi må ikke glemme mennesket,” siger hun.

Anna-Bertha Heeris Christensen stiller undervejs i interviewet selv et eksempel op.

“Mange kender karakteren Carrie Bradshaw. De færreste af os kender navnet på skuespilleren. Det samme gælder andre karakterer som Harry Potter. De er blevet et brand, hvor man ikke adskiller karakteren fra personen. Det samme gør sig gældende for influencere. Forskellen er bare, at linjerne her er mere flydende. Det er faktisk et menneske, der skal stå til ansvar. Modtage hadefulde og kritiske beskeder. Det kan ikke lige så nemt adskilles,” lyder det fra Anna-Bertha Heeris Christensen.

Ifølge Anna-Bertha Heeris Christensen kan det derfor også være en løsning, at man først og fremmest finder ud af, hvem reglerne er til for.

“Jeg synes først, vi skal definere den her nye gruppe af influencere. Er de individer, et brand eller en virksomhed? Det er nødvendigt at vide, før vi kan pålægge dem nogle retningslinjer for god presseskik,” siger hun.

Netop ansvaret for det, man publicerer, når man har en stor følgerskare, vil blive endnu mere relevant i fremtiden. Det er et nyt fænomen, som man kan forvente, der vil blive lavet mere lovgivning på. Starten på det bliver et Pressenævn for influencere.

Ifølge Dansk Journalistforbund kommer der efter lanceringen til at være en hjemmeside, hvor man kan se, hvilke annoncører og influencere, der er tilmeldt.

FORSIDEN

Ulønnet praktik og ingen optagelsesprøve – Sådan varierer journalistuddannelserne i Europa

af Webredaktøren | dec 12, 2024 | INDE

INDE

Ulønnet praktik og ingen optagelsesprøve – Sådan varierer journalistuddannelserne i Europa

Når vi sætter os på skolebænken på DMJX, har vi en vis idé om, hvilken undervisning vi får. Men hvordan lærer man at blive journalist i andre lande? Illustreret Bunker har talt med tre europæiske journaliststuderende om deres erfaringer.

På billedet ses fra venstre nederlandske Samuel Vels, georgiske Sopo Abulasjvili og østrigske Simon Fuchs

TEKST & FOTO: ANDERS HELMER MØRCK

Udgivet den 12. december 2024

DMJX og dens studerende kan til tider være noget af en boble med fredag aften i Kurt Strandbar, forelæsninger i Blåt Audi og en berygtet panikdag. Men selv i Danmark ses forskellene på journalistuddannelsen, hvor det både er muligt at læse journalistik som en professions- og en universitetsbachelor.

Små 600 kilometer væk fra DMJX ligger Utrecht, som er en af Nederlandenes største studiebyer med over 70.000 studerende. Mange internationale journaliststuderende kalder byen for sit hjem i løbet af en udvekslingsperiode væk fra hjemlandet.

Men hvor store er forskellene, når vi ikke blot ser på Danmark, men bevæger os udenfor landegrænserne og ser på journalistuddannelser på tværs af hele Europa?

Selvom målet i sig selv er det samme – nemlig at blive en god journalist – så er vejen derhen ofte vidt forskellig.

En anderledes optagelsesproces

Nederlandske Samuel Vels er 23 år og studerer på Hogeschool Utrecht. For ham var det ikke givet på forhånd, at han skulle vælge journalistvejen. Og for den sags skyld er han stadig i tvivl om, hvorvidt det er det rette valg, han har taget.

“Da jeg var barn, var drømmen at blive skuespiller. Men på et tidspunkt fandt jeg ud af, at ‘spotlightet’ ikke var noget for mig. Men jeg drømmer stadig om at fortælle historier. Det var af den årsag, at jeg endte i journalistikken, så jeg kunne fortælle ægte historier i stedet for at spille dem selv,” siger Samuel Vels.

Ansøgningsprocessen for at blive en del af journaliststudiet i Utrecht fungerede i mange år som på DMJX. Men det har ændret sig, så alle ansøgere nu bliver optaget på studiet.

Dog er der mange studerende, som frafalder på de første semestre.

“I løbet af de første to år er der en del, som dropper ud. Så jeg tror, at årene i starten er med til at filtrere de studerende fra, som ikke er havnet det rigtige sted,” siger han.

Det skyldes flere eksaminer på både første og andet år på uddannelsen. Her er der nogle prøver, som for flere betyder endestationen på studiet. Det er nemlig ikke ved alle prøverne, at det er tilladt at få flere forsøg. I Samuels klasse er der nu kun lidt over fem tilbage af de 30 elever, som startede. Selvom det er et af de mere ekstreme tilfælde på årgangen, så er frafaldet generelt langt større på Samuels skole end det, som DMJX oplever.

Hvilken linje skal jeg vælge?

Østrigske Simon Fuchs er 22 år og bor i Wien, hvor han studerer på Fachhochschule Wien. Sporten har altid ligget hans hjerte nær, hvilket også betød, at han i en tidlig alder drømte om at blive fodboldkommentator. Sporten var grunden til, at Simon begyndte at interessere sig for journalistikken, og drømmen endte også med at blive den vej, han valgte at gå.

Da Simon skulle søge ind på drømmestudiet, kunne han gå flere veje. Her kunne man blandt andet vælge at studere den moderne linje, hvor der er et større fokus på sociale medier og marketing. På nogle punkter har den ligheder til ’Kommunikation’ på DMJX. Men Simon valgte den mere klassiske journalistlinje, ’Journalism and Media Management’.

Når Simon Fuchs næste år skal begynde på sit nye semester, skal han specialisere sig.

”Det kunne være sport, bæredygtighed eller politik. Her kan jeg virkelig fordybe mig i det stof, som jeg kommer til at lave.”

En skoledag fra morgen til aften

Sopo Abulasjvili er 20 år og kommer fra Georgien, hvor hun til daglig studerer på Georgian Institute of Public Affairs. Hun kan godt lide den kreative del af journalistikken og arbejder blandt andet med webdesign og programmering, når hun sætter sig ind i klasseværelset i Georgien.

“Vi går kun i skole omkring to dage om ugen. Men dagene kan af og til være fra klokken 10 om morgenen til 19 om aftenen,” siger hun.

Sopo Abulasjvilis vej i skole er ofte relativt lang, da trafikken kan være slem. Derfor er de lange dage noget, som passer hende ganske fint.

Hun kommer fra en lille årgang i Georgien med blot 25 elever, hvilket også betyder, at hun har lært sit hold rigtig godt at kende i løbet af de snart tre år, hun har studeret. For hende er de få elever noget af det bedste ved hendes studie.

“Jeg er ikke den mest sociale person, så for mig har det været virkelig dejligt,” siger hun.

Det mindre hold gør, at hun har åbnet mere op i undervisningen og føler sig mere komfortabel – både socialt og fagligt.

”Ifølge medierne er erfaringen din løn.”

– Simon Fuchs, østrigsk journaliststuderende.

Ingen hr. og fru

En af de største forskelle, som østrigske Simon Fuchs har mærket, siden han begyndte sin udveksling i Utrecht, er at kalde underviserne ved deres fornavn. Det er nemlig ikke normalen i hjemlandet.

“I Wien skal man tiltale underviseren enten hr. eller fru, og man har et langt mere distanceret forhold til dem, end jeg har oplevet her i Nederlandene,” siger Simon Fuchs.

Derfor var det også en stor forandring at starte på udvekslingsopholdet, hvor skolen i Nederlandene har været langt mere afslappet.

“Hvis du har gjort et godt stykke arbejde,

så synes jeg godt, at der kunne være en mere åbensindet stemning på mit studie i Wien mellem undervisere og elever,” siger han.

Han er derimod glad for de muligheder, som han har fået gennem sin uddannelse i Østrig. Her er han blevet undervist af prominente journalister og mediefolk.

“Når underviserne kommer direkte fra branchen, gør det mig tryg som studerende,” siger han.

Erfaringen er din løn

Praktik er noget, som alle tre studerende skal igennem i løbet af deres uddannelse. Men den faste lønaftale i praktikperioden, som vi har i Danmark, er ikke noget, som Simon Fuchs oplever i Østrig. Når Simon skal i en 6-måneders lang praktik næste år, er det ikke sikkert, at han kan få løn i perioden. Ved nogle af de største medier i Østrig er der nok ansøgere at vælge imellem – og det betyder samtidig, at man ikke altid kan regne med løn, når man begynder praktikken.

“Ifølge medierne er erfaringen din løn,” siger Simon Fuchs.

Men den lavere løn i praktikken gør dog, at det er mindre presset at søge praktik end i den danske praktikperiode, hvor det i de sidste år har haltet med at få nok pladser til de mange ansøgere.

“Jeg vil mene, at det ikke er så svært at få en af de mindre eftertragtede pladser. Men hvis du vil arbejde på de prominente medier, så er det helt sikkert ikke lige så nemt,” siger han.

Branchen indefra

I Nederlandene er der et fokus på, at man skal vide, hvad man går ind til, inden praktikken begynder. Derfor er faget ‘Marketverketten’ (Markedsudforskning) et rum, hvor de studerende lærer om livet ude i branchen.

“Vi lærer at kunne svare på spørgsmålene: Hvilken journalist vil jeg være? I hvilket miljø vil jeg arbejde? Og hvad kan medierne tilbyde mig?” siger Samuel Vels.

Derefter har eleverne faget ‘Marktbetreden’ (Markedsintroduktion), hvor man har en kort praktikperiode, der gør, at man kan mærke efter, inden valget skal træffes til den større og endelige praktikperiode. I ‘minipraktikken’ laver de nederlandske studerende journalistik til den brede befolkning og diskuterer de friske nyheder med redaktionen på det medie, hvor den korte praktik foregår.

Samuel Vels er glad for metoden, da han stadig ikke er sikker på, hvad han ender med at gøre, når praktikken skal vælges. Med den kortfattede praktik får han mulighed for at opleve branchen på en anden måde, end hvis han blot sad på skolebænken på universitetet i Utrecht.

FORSIDEN

« Gamle poster

Næste poster »