
Illustreret Bunker tager temperaturen på den nye studieordning
Det første semester under den nye studieordning er nu for første gang afprøvet. Men hvordan er det så gået? Vi har spurgt de studerende og været forbi ledelsen til en snak om, hvordan det hele er forløbet indtil videre.

TEKST: WILLIAM LØNSTRUP & CLARA KJELLERUP SEIGNEURET
ILLUSTRATION: SIGRID CONRADSEN NIELSEN
Det var ikke kun de studerende på DMJX, der hen over vinteren var til eksamen. Det var den omdiskuterede, nye studieordning på DMJX’ journalistuddannelse sådan set også.
Og trods kritik og visse børnesygdomme tyder noget umiddelbart på, at den bestod. Måske ikke til UG med kryds og slange, men første evalueringsrunde peger i den rigtige retning, fastholder Mette Mørk, der er lektor og faglig koordinator for Journalistisk Metode på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.
Den nye studieordning for journalistuddannelsen trådte i kraft tilbage i september 2024. Det betød flere store ændringer på de fleste semestre i både uddannelsens opbygning og fag.
Det seneste førstesemesterhold har derfor været igennem et markant ændret forløb på det gennemgående fag journalistisk metode 1, forkortet JM1, og har også som de første prøvet kræfter med det helt nyoprettede fag brugerforståelse.
På JM1 er den helt store ændring det skarpe fokus på nyhedsjournalistikken, der kommer i stedet for den mere generelle indføring i de forskellige journalistiske discipliner, der førhen udgjorde forløbet.
De studerende skal nu trænes i den nyhedsorienterede journalistiske tænkning, og alt, hvad der produceres, skal være med en klar nyhedskrog i mente. Derfor er nyhedsugen, der ellers tidligere lå på andet semester, også fremrykket til første semester, netop på grund af det øgede fokus på nyhedsjournalistikken i JM1.
Derudover er faget brugerforståelse som noget helt nyt indtrådt på første semester i stedet for faget journalistikken i samfundet. Kort fortalt er brugerforståelse tænkt som et fag, der skal klæde de studerende på til den langt mere fragmenteret medievirkelighed, der ses i dag.
‘De studerende skal have viden om at vælge platforme og modalitet samt opbygge kompetencer i at anvende data om brugeradfærd i en brugerorienteret tilgang,’ beskrives det i den fornyede studieordning om faget.
Ud med det gamle
Brugerforståelsens indtræden har skubbet faget journalistikken i samfundet, forkortet JiS, fra første semester på den gamle studieordning til andet semester på den nye. Og grundet sammensætningen af andet semester er faget blevet komprimeret, så der er plads til det.
Det betyder, at forløbet nu foregår som et intensivt forløb på tre uger, der herefter afsluttes med en eksamen.
Andensemesterstuderende Nynne Foldager og Carl Rau er dog ikke ligefrem begejstrede over den nye komprimerede version af JiS.
“JiS havde nok gavnet os mere, hvis faget var tilrettelagt ligesom på den gamle studieordning. Det var et tungt fag at have så intensivt,” siger Nynne Foldager.
Mette Mørk holder dog fast i, at JiS ligger godt på andet semester. Netop fordi det er et tænkefag, der lægger op til refleksion over blandt andet noget af den journalistisk, man som andensemesterstuderende selv lige har prøvet kræfter med at producere på første semester.
“Om det så kan virke lidt voldsomt i en stor klump? Ja, det kan sagtens være, og jeg vil slet ikke negligere den oplevelse. Men vi vil på den anden side heller ikke konkludere alt for meget ud fra kun et semesters erfaringer,” pointerer Mette Mørk.
Brugerforståelse – hvordan gør man lige det?
Det nye forløb med brugerforståelse bar præg af, at det var første gang og helt nyt. Det viser den interne evaluering, hvor mange studerende, ligesom Nynne Foldager og Carl Rau, gav udtryk for, at de sådan set var med på, hvorfor de skulle undervises i faget, men samtidig oplevede, at det var svært at finde ud af, hvad der var vigtigt med henblik på eksamen.
“Jeg kunne se i evalueringerne, at det skabte stor frustration hos de studerende,” siger Mette Mørk.
Faget bar præg af, at det var første gang, de prøvede det af, og de havde derfor, ifølge Mette Mørk, svært ved på forhånd at tydeliggøre overfor de studerende, hvordan eksamenen så ud i praksis.
Ved forberedelserne til anden opstart af brugerforståelse er evalueringerne blandt andet blevet brugt til at sikre, at de studerende får det nødvendige udbytte fra undervisningen hver gang.
“Vi har forsøgt at gøre det mere tydeligt, hvad der er læringsmålene for hver forelæsning. Vi vil gerne konkretisere det ved at sætte rammen og fortælle, hvad de kan bruge det, de lærer, til i de andre fag,” fortæller Mette Mørk.
Trods lidt uklare læringsmål var journaliststuderende Nynne Foldager og Carl Rau alt i alt tilfredse med den version af brugerforståelse, de stødte på, da de begyndte uddannelsen.
“Det med at forstå, hvorfor det er, vi gør, som vi gør, og hvem det er, vi gerne vil ramme. Det har givet en god basisviden, som man har kunne tage med sig til JM1,” fortæller Carl Rau.
Han fortæller desuden, at det var rart af få et ekstra lag, der kunne konkretisere faget journalistik, fordi det for ham godt kan virke meget flyvsk.
For Nynne Foldager har faget også givet hende nogle gode rammer at gå ud fra.
“Meget af det, vi har lært i brugerforståelse, ligger ofte i baghovedet, når vi arbejder med journalistik,” siger hun.
Faget ligger indtil videre som en fast del af studieordningen på første semester, men Mette Mørk kan ikke udelukke, at ændringer kan opstå. Hun henviser til, at arbejdet med at forstå brugeren og forskellige brugerbehov lige nu udvikler sig helt enormt i branchen, og at der derfor sandsynligvis løbende vil blive justeret i både indhold og undervisningsform.
På længere sigt er tanken også, at brugerforståelse helt skal udgå som særskilt fag og i stedet fungere som en integreret del af undervisningen på tværs af alle semestre, fortæller hun.
Ris, ros og refleksioner
Enhver journaliststuderende på DMJX ved, at intet produkt er færdiggjort, før en mere – eller mindre – udførlig refleksionsrapport samtidig også er afleveret. Her gør den studerende status over, hvordan processen har forløbet sig og begrunder ligeledes de redaktionelle valg, der er foretaget.
På nogenlunde samme måde forholder det sig, når et forløb på journalistuddannelsen afsluttes. Alle forløb skal evalueres, og her er det ikke underviseren, der ‘skriver refleksionsrapport,’ men derimod de studerende, der gør status over deres faglighed.
Evalueringerne er, ifølge journalistuddannelsens studieordning, et vigtigt redskab i kvalitetssikringen og en vigtig informationskilde for den enkelte underviser.
Og tilbagemeldingerne fra det første hold studerende, der har gennemført det nye JM1, har været overvejende gode. Ifølge den interne evaluering tog de studerende rigtig godt imod forløbet. De var især glade for det afvekslende forløb, nyhedsugen og den klare sammenhæng mellem teori og øvelserne.
Forløbet bar dog naturligt nok også præg af de mange forandringer. Flere studerende svarede, at de savnede struktur og overblik, og at de kunne have ønsket sig, at undervisningen gik mere i dybden med hvert emne.
“Jeg synes måske, at vi nogle gange har manglet noget lidt mere dybdegående journalistik, da nyhedsjournalistikken bar præg af hurtige, korte og mere overordnede produkter,” siger Carl Rau om forløbet.
Og den opfattelse af det nye forløb på JM1 vækker også genklang hos underviserne. Ifølge Mette Mørk er elev-evalueringerne retvisende for, hvad underviserne også oplevede som problemer.
“Der var virkelig knald på, og indimellem kunne det opleves lidt ustruktureret og hektisk. Så det er noget med tempoet,” siger hun om forløbet.
Trods et ønske om mere dybde, var det udprægede fokus på nyhedsjournalistikken på JM1 imidlertid ikke helt spildt for Carl Rau.
“Jeg kan godt forstå, at man gerne vil danne den her basisforståelse hos os, for det er alfa og omega at kunne lave en nyhedsartikel. Og selv om dybdegående journalistik er mere fokuseret, så har det stadig mange af de samme elementer,” fortæller han.
Og det har, ifølge Mette Mørk, netop været en stor del af formålet fra start. Hun er derfor fortsat fortrøstningsfuld omkring den nye ordning på trods af opstartsvanskeligheder.
“Nu har vi kørt første semester igennem, og jeg har læst mange virkelig gode semesterprojekter. Der var meget god tænkning og forståelse for, hvad journalistik er. Der var også en forsigtig leg med andre medier end det skrevne. Det blev jeg glad for, og jeg tror derfor, at vi med den nye ordning er inde på noget af det rigtige,” siger hun.

Danske medier glemmer Grønland, når der ikke er krise: “Vores billede af Grønland er i høj grad et produkt af de historier, vi får fra de danske medier”
Efter Donald Trumps udmeldinger om at købe Grønland har landet fyldt meget i spalterne hos de danske medier. Forskere peger på, at medierne bærer et ansvar for at informere danskere om rigsfællesskabet – et ansvar, de ikke har levet op til før den nuværende krise.

TEKST: NIELS LINDSTRØM SCHALDEMOSE & SOFIE BUNDGAARD
ILLUSTRATION: ANTON LARSEN
Det kan næppe være gået nogens næse forbi, at Grønland har ryddet forsider og sendeflader de sidste par måneder. Udover at der netop har været valg, har præsidenten fra verdens mest magtfulde nation banket insisterende på døren.
Det har betydet, at mediedækningen af det arktiske land har været noget ud over det sædvanlige. Det blev også tydeligt, da Donald Trump Jr. i januar var på besøg i Nuuk.
Det rejser dermed spørgsmålet, om medierne indtil nu har underprioriteret at formidle viden om Grønland og dermed at klæde borgerne ordentligt på til at tage stilling til den nu højspændte, geopolitiske situation.
Spørger man Søren Schultz Jørgensen, docent ved Institut for Medier og centerleder for medier og innovation på DMJX, er svaret nej.
“Mange danske mediebrugere har ikke den fjerneste ide om, hvad der sker inden for vores eget Rigsfællesskab,” siger han.
Årsagen er blandt andet, ifølge ham, at medierne ikke har lavet en løbende dækning af Grønland og Færøerne.
Det er altså ikke tilstrækkeligt, at medierne tilsyneladende først har fået interesse for Grønland efter Donald Trumps udtalelser om at købe landet. Søren Schultz Jørgensen efterspørger en generel dækning, hvor journalister også dækker hverdagslivet i Grønland.
Kim Andersen, lektor i journalistik ved SDU, ser en lignende tendens i mediebilledet. Han mener heller ikke, at danske medier generelt dækker Grønland nok.
“Ligesom det er vigtigt, at den danske befolkning ved, hvad der foregår i hele Danmark – både i storbyerne, i Vandkantsdanmark og derimellem – er det også vigtigt, at de ved, hvad der foregår i Grønland. Det sikrer, at vi har forståelse for hinanden og kan have en oplyst samtale om, hvad der skal ske med Rigsfællesskabet fremover,” siger Kim Andersen.
Alle mikrofoner peger mod nord
Danske mediers dækning af Grønland har i begyndelsen af 2025 været noget over normalen.
I januar og februar er der ifølge Infomedia blevet udgivet over 21.000 artikler om landet. Tilsvarende kan man kun finde omkring 3.500 artikler om landet i samme periode sidste år.
Det svarer til, at der er udgivet over fem gange så mange artikler i år.
I 2022 og 2023 er der i samme periode udgivet omkring 3.000 artikler omhandlende Grønland.
Det er imidlertid naturligt, at der er fokus på områder, når det har en klassisk aktualitet, påpeger Søren Schultz Jørgensen.
Han mener derfor, at det er forståeligt, at Grønland har fyldt mere i de danske medier, i en tid præget af storpolitiske uenigheder, hvor Grønland er i centrum.
“Mediedækningen går op og ned på mange områder, men vi har at gøre med et land i vores Rigsfællesskab, som stort set ikke får nogen dækning, medmindre der er valg, skandaler eller geopolitisk krise. Det er et demokratisk problem,” fortæller Søren Schultz Jørgensen.
Han anerkender derfor, at mediedækningen generelt svinger, men finder stadig dækningen af Grønland problematisk – eller manglen på samme.
Kim Andersen påpeger, at særligt public service-medierne har et ansvar for at informere om Grønland og dets historie. I TV 2’s public serviceforpligtigelser står der, at TV 2 skal lægge særligt fokus på dansk kultur og sprog.
Ifølge Kim Andersen indgår Grønland mellem linjerne i den formulering, i kraft af at Grønland som en del af Rigsfællesskabet er tæt forbundet med Danmark.
“De færreste danskere har selv været i Grønland eller kender nogen, der bor der. Derfor er vores billede af Grønland i høj grad et produkt af de historier, vi får fra de danske medier. Det giver de danske medier et stort ansvar for at give den danske befolkning et retvisende billede af, hvad der foregår i Grønland,” siger Kim Andersen.
Faldskærmen lander i stormvejr – men flyver igen
Søren Schultz Jørgensen bruger begrebet ’faldskærmsjournalistik’ til at beskrive mediedækningen af Grønland før det nuværende hyperfokus.
Faldskærmsmetaforen udspiller sig, når medier sender journalister til verdens brændpunkter i akkurat så lang tid, som krisen varer. Og så tager de hjem. Dette fokus på kriser, mener Søren Schultz Jørgensen, er problematisk.
“Man mangler en forståelse for, hvad der sker i hverdagslivet. Og man kommer ikke særlig dybt, hvis man kun er til stede i krisetider,” siger Søren Schultz Jørgensen.
Han ønsker derfor, at journalister også er til stede i agurketider og ikke blot flyver frem og tilbage ved skandaler.
“Journalisterne, der lige nu dækker Grønland, er dygtige. Men for at få hverdagsbilledet med, skal nogen være på landjorden fast,” siger Søren Schultz Jørgensen.
Ligesom Kim Andersen mener Søren Schultz Jørgensen også, at public service-medierne har et særligt ansvar. Han siger, at både DR og TV 2 burde have faste korrespondenter hos vores arktiske naboer.
Illustreret Bunker har forelagt TV 2 kritikken. Jon Hasselbalch Mikkelsen, nyhedschef på TV 2 Nyhederne, er vendt tilbage med følgende svar:
”Vi har dækket både det grønlandske valg og de geopolitiske omstændigheder omkring Trumps øgede interesse i Grønland intensivt.
I 2025 har TV 2 haft en markant fysisk tilstedeværelse i Grønland, og vi følger løbende udviklingen i Rigsfællesskabet.
Samtidig står vi i en global virkelighed, hvor mange store begivenheder kræver journalistisk fokus og tilstedeværelse – fra Ukraine og Mellemøsten til forholdene i amerikansk politik.
Derfor vurderer vi løbende, hvor vores korrespondenter gør den største forskel for seerne og vores publicistiske mål.”
Jon Hasselbalch Mikkelsen vurderer således, at TV 2 gør sit for at være til stede ved verdens brændpunkter – også selvom de ikke har en fast korrespondent i Nuuk.
Journalister fast plantet på isen
Spørger man Søren Schultz Jørgensen, kunne noget godt tyde på, at tendensen til at glemme Grønland forsvinder, eftersom den geopolitiske situation og selvstændighedsspørgsmålet formentlig forbliver relevante emner i fremtiden.
Han har dog et bud på, hvad der skal til for at få en mere nuanceret dækning af Grønland.
“Hvis der er nogen, der er fast til stede, bliver de også nødt til at rapportere fra Grønland, når vi ikke står i en akut krisesituation. Det handler om, at vi skal have hverdagsbilledet med,” siger Søren Schultz Jørgensen.

Skyd brystet frem, Batman
TEKST: MADS KLEIS
ILLUSTRATION: ANTON LARSEN
I sidste udgave af Bunkeren faldt jeg over et debatindlæg, jeg syntes skulle basse lidt ned. Her blev der skrevet med store bogstaver og malet med den bredeste pensel.
Skolens foreninger skulle efter sigende være skabt af højrøvede studerende og tjene til at egobooste og fordreje drivkræfternes selvbilleder. Det, synes jeg, er et selvmål af dimensioner kommende fra en skribent, der selv har stået i spidsen for en forening og derfor om nogen må kende til det arbejde, der ligger i det.
Skribenten insinuerer videre, at bevæggrundene for de opblæste elevers engagementet i foreningsarbejdet skulle være en idé om, at det gør dig til et bedre menneske, en bedre journalist, lover dig en fremtid.
Jeg må bare erkende, at jeg ikke kan genkende analysen – selvom jeg forstår, hvor kritikken kommer fra. For der er givetvis elever på skolen, der lever op til beskrivelsen, men brodne kar skal ikke have lov at skabe en usund og antidemokratisk diskurs. Hvilket jeg desværre føler, det sikkert velmenende indlæg efterlader mig indtrykket af.
For ja – overdrivelse fremmer forståelsen. Men en overdreven overdrivelse skaber et falskt narrativ, der i værste fald afholder elever fra at tage ansvar, fordi de frygter, hvad onde tunger tænker om dem i et, i forvejen, hyper-selvbevidst studiemiljø.
Hvad jeg til gengæld godt kan genkende, er opfattelsen af det snobberi, der ligger i skolens omdømme. At vi skulle være den ypperste journalistuddannelse, fordi vi er den originale, og at vi er de bedste, fordi vi har klaret ’Danmarks sværeste optagelsesprøve’. Det kunne vi langt hen ad vejen godt slappe lidt af med. Men er der ét sted, hvor vi har noget at have det i, er det vel netop på foreningsfronten?
For vi har et væld af foreninger i alle diskokuglens farver, der spænder fra fodbold over drukfaciliteret hygge til grundig skolekritisk journalistik og dokumentarisme. En fuldstændig gratis omgang studiefaglig hygge og blød indføring i foreningsarbejde, der skiller os ud fra mængden, og som vi kan være stolte af.
Men foreningerne driver ikke sig selv. De er ikke en naturlig selvfølge, om end de bliver holdt kunstigt i live af filantropiske indsprøjtninger fra Berggren-fondet, KaJ og DSR. Hvis ledelsesgange i øvrigt på ingen måde forekommer mig hverken højrøvede eller opblæste, men rettere forudsætningsskabende og ambitionsfremmende.
For selvom den økonomiske støtte flyder støt og loyalt, er foreningerne intet uden de elever, der løfter opgaven til glæde for alle de unge og håbefulde, der har lyst til mere end JM og JiS. Til glæde for dem, der har så meget blod på tanden, at biblioteket, radiostudiet og klipperummet sjældent får en pause.
Det kræver tid og kræfter at føre en forening videre. Det kræver ansvarsfølelse og passion. Og hvis denne luksusvare fortsat skal udbydes på indbydende vis, skal vi for guds skyld ikke udskamme dem, der lægger kræfter i, at studiemiljøet også er lækkert efter lukketid.
Jeg står selv i spidsen for Genlüd. En opgave jeg overtog her på mit tredje semester. Jeg har måske sammenlagt brugt over 30 timer bare i løbet af den første måned på alt fra valg af nye redaktører, møder og foreningsbazar til læsning af programansøgninger, planlægge sendefladen og at være der for vores medlemmer.
Og hvad får jeg så ud af det? En radio med omtrent 100 daglige lyttere. Hvis mit engagement som ansvarshavende chefredaktør skulle være forankret i en motivation om prestige og selvpromovering, så synes jeg, at det er en høj og disproportional pris at betale for et medie, der sjældent bliver hørt af andre end værternes egne venner og familier.
Er det derimod forankret i at være garant for en videreførelse af en traditionsbåren studieaktivitet, jeg selv satte stor pris på, da jeg sendte radio på mit første semester, så synes jeg, det er godt givet ud i den større sags tjeneste. Det er heldigvis sådan, jeg vælger at anskue det.
SELVFØLGELIG skal vi ikke føre os frem og basere hele vores identitet på en foreningspost. Ligesom vi SELVFØLGELIG ikke skal pisse på et stødhegn. To sandheder jeg anser for at være lige vidt universelle. Men SELVFØLGELIG skal vi turde at engagere os i fællesskabet og stille os frem uden fare for at blive framet som en opblæst nar.
Jeg er, som det forhåbentlig skinner igennem, altså grundlæggende uenig i betragtningen. Men hvor vi til gengæld er helt enige, er at man møder en masse mennesker uden for sit eget semesters osteklokke. Jeg synes så heldigvis bare, at der er langt mellem de trælse varianter og kort mellem de ydmygt flittige.
Så vær med i foreningerne! Og vælg lige præcis den eller dem, du brænder for, så din interesse afspejler sig i din indsats. Og skyd brystet frem, Batman. Du har fortjent det. Men vær en god kammerat i processen. Det er dét, det hele handler om, og ikke spor andet.
“Jeg styrer solen herfra,” joker han.

Journalist Marie Louise Toksvig deler sine erfaringer med de kommende journalister: “Du ved ikke en skid, før du har spurgt”
Journalist Marie Louise Toksvig deler sine erfaringer med de kommende journalister: ”Du ved ikke en skid, før du har spurgt”
Vil du være nyhedsredaktør, reporter, vært i radioen eller et anstændigt menneske? Så læs med, når den garvede journalist Marie Louise Toksvig deler sine erfaringer fra tredive år i branchen.

TEKST: ROSALINA KJELDSEN BENDIX
FOTO: SARAH ARGE
”Hvorfor får han lov til det?”, ”Hvorfor vægter vi ikke?” og ”det er også for dårligt, at…”
Marie Louise Toksvig sidder i vindueskarmen på Ekstra Bladets redaktion og galper op om irriterende mellemledere, da hun i 1993 er i praktik. Ved siden af sidder hendes kollega Philip Lauritzen ved sin computer og lader fortsat fingrene danse over tastaturet med en Rød Prince dinglende ud af munden. Da hendes talestrøm forstummer, fjerner han cigaretten.
”Jeg forstår dig godt, Marie Louise. Det er fandme også skideirriterende. Ved du hvad, jeg synes? Jeg synes, du skal sætte dig på din røv og lave nogle gode historier. Så får du det meget bedre,” siger Philip Lauritzen.
Tre årtier senere sidder hun i sin lænestol og tænder en smøg i eftermiddagssolen.
”Det er et af de bedste råd, jeg nogensinde har fået,” siger hun, tager et sug og begynder at dele ud af sine erfaringer fra 30 år i branchen.
De journalistiske dyder
Marie Louise sidder afslappet i sin spisestue og gestikulerer med hænderne som en naturlig del af sin fortælling om journalistikkens plads i samfundet. Den eneste pause, hænderne får, er, når de står stille for at tænde en cigaret eller slukker gløden i hendes askebæger med porcelænsgæs.
”Journalistens opgave er at fortælle samfundsborgerne om samfundet. Vi skal forstå hinanden, fordi uden forståelsen er der ingen samtale,” siger hun.
Grundlaget for samtalen skal journalisterne facilitere og kvalificere ved at pumpe viden, forståelse og indsigter ud i samfundet, så borgerne har de nødvendige forudsætninger for at kunne tage del i samfundet.
Hun sidder i lænestolen med højhælede støvler, opsat hår og en grå sweater. I ny og næ rejser hun sig for at få gang i blodcirkulationen, mens hun fortæller om de grundlæggende journalistiske principper: Man må ikke lyve, man skal være fair, neutral, kritisk og fordomsfri. For de vigtige ord er ikke dem, der kommer ud af journalisten, men de ord, der kommer ud af mennesket overfor.
”Min interesse skal være oprigtig og ikke båret af en forudindtagethed om, at sandheden imellem os, den har jeg defineret på forhånd. Vi journalister er ikke sat i verden for at dømme eller gætte,” understreger hun.
Hun sætter sig igen og slipper sit gråbrune hår fri af hårnålene i nakken.
”Og så skal vi være kritiske, men det betyder ikke at være mistroisk. Kritisk betyder at være undrende, skeptisk og nysgerrig,” siger Marie Louise Toksvig.

Det handler ikke om dig
”Det handler ikke om dig, det handler ikke om dig, det handler ikke om dig.”
Sådan siger Marie Louise Toksvig til sig selv, inden hun går i studiet for at sende en times ‘Tabloid’ på P1. I programmet inviterer hun hver uge lytterne med ind i det redaktionelle maskinrum og varedeklarerer journalistikken, når hun som vært taler med journalister om deres valg og fravalg.
Som vært handler det ikke om at profilere sig selv og vise, hvor dygtig man er, men om at fortælle en historie eller få de gode svar, så lytteren bliver klogere.
”Vi vil allesammen gerne tage os godt ud, uanset om vi klæder os på for at gå ud ad døren eller stiller os ind i et radio- eller TV-studie. Men det er ikke det vigtige for dem der betaler,” siger hun.
Vær grundig og forstå problematikken
Der var aldrig blevet læst Ekstra Bladet i hendes barndomshjem. Her blev der læst Børsen og Politiken, men tabloidavisen var sikkert et fint sted at øve sig, sagde hendes mor, da hun landede sin praktikplads.
”Tit er forestillingen om den tabloide journalistik, at den er overfladisk og fræk. Hvis man kan få blod, bryster og sæd, så er det fedt, men den tabloide journalistik, som jeg har lært, handler om at stå på et stort fundament af viden for at være i stand til at tillade sig at vinkle skarpt,” siger hun.
For at vide meget, bliver man nødt til at opsøge dem, der ved noget. Man kan ikke sidde på redaktionen og tænke sig til svarene, og hvordan virkeligheden ser ud, mener hun.
”Jeg skal forstå mennesket og problematikken, før jeg beslutter mig for, hvad der er væsentligt at fortælle videre til andre. Du ved ikke en skid, før du har spurgt,” siger Maire Louise Toksvig.
Sjusk
Det er vigtigt at være præcis med sproget og sætte sine kommaer korrekt, for det er dit værktøj som journalist.
”Vi har sproget, og sproget har muligheden for at nuancere, præcisere og definere. Og i sidste ende at sikre, at vi taler om det samme, når vi fører en samtale,” siger hun.
Det er basal ordentlighed at gøre sig umage med sproget, mener hun.
”Tænk, hvis blikkenslageren sjuskede med tingene, så ville der løbe vand udover det hele. Det er det første indtryk, andre mennesker får af dig. Det svarer til, at du møder op på date med broccoli mellem tænderne og lugter af armsved,” siger Marie Louise Toksvig.
Uden grundigheden bliver journalisterne for nemme at kritisere, mener hun.

Om Marie Louise Toksvig
Marie Louise Toksvig er 56 år og uddannet fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i 1995 med praktiktid på Ekstra Bladet. Hun har et langt og alsidigt arbejdsliv bag sig, hvor hun har arbejdet som reporter, researcher, tilrettelægger, redaktionschef på både avis, TV, radio og web ved de store mediehuse som DR, TV 2 og Politikens Hus. Hun er derudover forfatter og har især beskæftiget sig med debat, rets- og kriminalstof og aktualitetsprogrammer, blandt andet som vært på P1 Debat, og er i dag aktuel med programmet Tabloid på P1.
Feminist? Aktivist? Nej. Journalist
Tre kvinder kan godt tage en kittel på og kalde sig behandlere, men der er forskel på, om den ene har læst medicin på universitetet, den anden har en fodterapeutuddannelse, og den tredje har været på weekendkursus i krystalhealing.
”Som forbruger skal man kunne afkode, hvad man har med at gøre. Det bliver svært for medieforbrugeren, hvis journalisten både vil være meningsdanner, ekspert og reporter, ” siger Marie Louise Toksvig, mens hun deler rummet op i kasser med sine hænder.
”Vi skal som journalister minde os selv om, hvad vores opgave er, og hvad den ikke er.”
Hvis man gerne vil arbejde som journalist, er der, i hendes optik, noget andet, man må undvære. Eksempelvis at deltage i en offentlig debat.
”Når der nu er den store udfordring med tilliden til os, så er det måske endnu vigtigere at kunne sige: ’Hør her, jeg står her, fordi jeg har en opgave, ikke fordi jeg har en personlig mission’,” påpeger hun.
Stå ved det
Under en demonstration imod nedlukningen af Radio24syv, gik Marie Louise Toksvig hen for at se, hvad der foregik, og fandt sit livsmotto på et aflagt skilt på jorden. ’Stå ved det,’ stod der.
”Det er mit opdragelsesprincip i alle relationer. Vi skal være gennemsigtige med journalistikken og turde indrømme, når vi har lavet en fejl eller kunne have gjort tingene på en bedre måde,” siger hun.
Det er særligt vigtigt at tage ansvar i et fag, der har så stor magt, og som kan gøre skade på enkelte mennesker, hvis ikke man forvalter den magt, man har, med omhu. Hun rejser sig op og går ud i køkkenet på sine sylespidse hæle, mens hun taler videre.
”Hvis ikke vi som journalister kan stå ved det, vi gør, hvorfor fanden skulle nogen så tage os alvorligt, når det er dét, vi beder alle andre om?” siger hun og vender tilbage til lænestolen med en ny lighter.
”Hæderlige, anstændige mennesker står ved det, de gør. Stå ved det, og opfør dig ordentligt,” siger hun og smiler.
”Jeg skal forså mennesket og problematikken, før jeg beslutter mig for, hvad der er væsentligt at fortælle videre til andre. Du ved ikke en skid, før du har spurgt.”
– Marie Louise Toksvig
”Hvis du er ligeglad, så kan du lige så godt lade være”
Som journalist starter man forfra hver dag, og det fordrer, at man bliver ved med at være interesseret i sagen og mennesket. Man skal være optaget af at finde viden, indsigter og historier, samtidig med at man bevarer ydmygheden og nysgerrigheden til at gøre det igen og igen – altid med fokus på, hvad journalistikkens opgave er. Den dag, man ikke kan det, skal man holde op med at være journalist, fik Marie Louise Toksvig at vide af sin kollega Niels Frederik Westberg, da hun var praktikant på Ekstra Bladet.
”Det er de to mest markante råd fra min ungdom, jeg kan huske, som har haft betydning for mig. Det handler ikke om mig, og hvis du er ligeglad, så kan du lige så godt lade være,” siger hun.
Nu deler hun selv sine egne råd og erfaringer med de kommende journalister.
Den lille gajolpakke af råd
Vær oprigtigt interesseret
Det handler ikke om dig
Du ved ikke en skid, før du har spurgt
Vær grundig og præcis
Værn om din integritet
Stå ved det, og opfør dig ordentligt
Hvis du er ligeglad, så kan du lige så godt lade være