Ritzaus nyheder fylder i det danske mediebillede

Ritzaus nyheder fylder i det danske mediebillede

af | okt 10, 2024 | UDE

UDE
Ritzaus nyheder fylder i det danske mediebillede

En rapport fra Kulturstyrelsen viser, at Ritzaus Bureau står for 46 procent af nyhederne på danske mediers digitale platforme.

TEKST OG FOTO: MADS KELLER ISAKSEN 

Udgivet den 10. oktober 2024

”DR har lige breaket, at Jeppe Søe er blevet set på Borgen.”

”Hvorfor har vi ikke nogen på den?!”

”Jeg er i gang med at få fat i redaktionen derinde.”

Søren Lassen er redaktionschef for Ritzaus nyhedstelegramredaktion. Han er netop blevet afbrudt af sin kollega, der gør ham opmærksom på en af de få nyheder, som Ritzau ikke har været først med. Med afslappet tøjstil, beige Adidas-sneakers og rodet gråt hår er Søren Lassen inkarnationen af vores alles forestilling om journalisten, der har fingeren på pulsen og blyanten på blokken.

”Selvfølgelig er det irriterende, når man ikke er de første. Det er jo det, vores kunder betaler for,” siger Søren Lassen.

Mens vi har talt, har Space X sendt milliardærer ud i rummet, DSV er blevet verdens største logistikfirma, og Lars Von Trier har annonceret en ny film. Alle tre er nyheder, som Ritzau breaker herhjemme, og alle tre vil blive læst på danske mediers hjemmesider inden for kort tid. For Søren Lassen er det store forbrug af Ritzaus nyheder en blåstempling. For nyhedsbureauets nye administrerende direktør, Jacob Kwon, er det et tveægget sværd.

Ritzau sidder tungt på tronen

Sidste år producerede Ritzaus Bureau, i daglig tale Ritzau, 43.438 nyheder – det er lidt over fem i timen, hver time, hver dag, hele året. Nyhedsbureauet er det eneste af sin slags herhjemme, efter det i 2012 og 2021 opkøbte sine to rivaler, Dagbladenes Nyhedsbureau og Børsens  Nyhedsbureau.

I juni udkom en rapport fra Kulturstyrelsen, som fastslog, at 46 procent af nyhederne på danske digitale platforme primært kom fra Ritzau, mens de resterende 54 procent var egenproduceret indhold fra medierne selv.

“Da jeg læste det, tænkte jeg: ‘kan det nu passe’,” siger Jacob Kwon.

Han ville have undersøgt tallet, som han selv og flere andre i Ritzau længe troede var tættere på 25 procent end de 46. Ritzau-undersøgelsen fik tallet ned på 40 procent. Jacob Kwon mener, at det har noget at gøre med metoden, man har brugt til at udregne det på. Problemet stod dog stadig tilbage, og ifølge Jacob Kwon er det lige meget, om det er 40 eller 46 procent. Ritzau risikerer stadig at fylde for meget i medielandskabet på sigt, hvis udviklingen fortsætter.

“Det er ikke sundt for et samfund eller et demokrati, hvis et mediehus fylder for meget,” siger Jacob Kwon.

Ifølge Kwon selv er det ikke et problem, han ser lige nu, men det har potentiale til at udvikle sig.

 

Ritzau er Danmarks eneste nyhedsbureau, og med sine 158 år på bagen en af de ældste medier i landet. Ritzau er ejet af ti danske mediehuse. Ejerne er:

Dagbladet Børsen

Jysk Fynske Medier

JP/Politikens Hus

Danmarks Radio

Information

Kristeligt Dagblad

Lolland-Falsters Folketidende

Mediehusene Midtjylland

Sjællandske Medier

Det Nordjyske Mediehus

Ritzau står for en stor del  af nyhederne

For mange år siden da hjemmesider så akavede ud, og kreative typer endnu ikke mente, det var tjekket at gebærde sig i computerkodesprog, kunne man finde en sektion på mange danske mediers hjemmesider, som viste nyheder fra Ritzau. Det var Ritzau-rullen. Rullen var en boks, der kørte ude i siden med Ritzau historier og nyheder.

I dag har de fleste medier stadig en database til disse historier. Det er dog de færreste, der viser dem direkte på deres hjemmesider. Rullen er ‘et levn’ fra fortiden, men danske mediers hjemmesider tager stadig imod Ritzaus data med kyshånd – det er trods alt det, de betaler for.

Kim Schou er digital redaktionschef hos Information. Han fortæller, at for deres vedkommende tilskrives det høje antal Ritzau artikler, at de engang havde en Ritzau-rulle, og indtil foråret i år stadig auto-publicerede Ritzaus nyheder på en underside til deres hjemmeside.

“En maskine ville måske sige, at en meget stor del af vores artikler stammede fra Ritzau, og det er teknisk set korrekt, men kun lidt af det indhold når frem til vores læsere,” fortæller Kim Schou.

Han mener derfor ikke, at det er et problem, at Ritzau står for så stor en andel af nyhederne på Information.dk. Han nævner, at Ritzaus breaking nyheder og liveblogs giver medierne ro og tid til at finde ud af, hvad de selv gerne vil skrive. Han slutter af med at nævne, at Information i dag lægger en til to Ritzau nyheder op om dagen, og at Information generelt er glade for det, Ritzau leverer til dem.

Ritzaus rolle

Ida Skytte er lektor på DMJX, fellow på Constructive Institute og medforfatter til rapporten. Hun er ikke enig i, at de 46 procent behøver at være et problem. Hun bakker op om Thomas Berndts pointe om, at mediernes egenproducerede indhold er mere fremtrædende end Ritzaus nyheder på deres hjemmesider.

“En udlægning kan være, at det siger noget om, at branchen har et fælles fundament, og at medierne så kan fokusere deres ressourcer på det, som er egenproduceret,” siger Ida Skytte.

Der er altså mange måder at læse de 46 procent på. Ida Skytte slår fast, at svaret på, hvad det siger om branchen, vil variere fra person til person. Når hun ser på deres rapport, kan hun dog se, at Ritzaus nyheder oftest ligger gratis på de fleste mediers hjemmeside, hvilket kan være med til at skabe en fælles samtale, når det gælder de nyheder, der læses. Noget vi i højere grad har mistet, siden det er blevet mere normalt at søge sine nyheder forskellige steder såsom på sociale medier.

Hun fastslår, at det ikke nødvendigvis er et problem for den demokratiske samtale, og at Ritzaus nyheder ofte har en mindre fremtrædende placering på mediernes hjemmesider.

Begrænsning på Ritzau-nyheder

Siden 2015 er prisen på Ritzaus nyhedsrulle næsten halveret. Ifølge Jacob Kwon er forklaringen på det store brug af Ritzaus nyheder og sænkningen af prisen på deres hovedprodukt den samme.

”Helt nøgternt må man bare konstatere, at det siger noget om, at branchen har det svært. Vi er ejet af branchen, så det har været nødvendigt for dem, at vi skulle have en lavere pris.”

FORSIDEN
Radioen, der kun har fire år tilbage at leve i, har alt at vinde og intet at tabe

Radioen, der kun har fire år tilbage at leve i, har alt at vinde og intet at tabe

af | okt 10, 2024 | UDE

UDE
Radioen, der kun har fire år tilbage at leve i, har alt at vinde og intet at tabe

Med ny styrmand ved roret sætter RADIO IIII en ny kurs i medieverdenen. “Vi vil betyde mere for flere,” siger Marie Rask Glerup, som ikke vil være bange for at larme.

TEKST: Astrid Bisgaard & Emil Delord Frimand Probst
FOTO: Mads Øland-Petersen

Udgivet den 10. oktober 2024

Den ellers tomme opgang ser ikke ud af meget. Det første man ser, når man træder ind i den, er en noget mærkværdig statue. Vild, voldsom og til tider poetisk, fristes man til at sige. Når man begiver sig længere op ad trapperne, finder man døren ind til RADIO IIII.

Det ser udadtil ikke ud af meget. En almindelig dør, og opgangen synes heller ikke specielt indbydende. Men når først man træder ind, slår øjnene op og ser, hvad der sker, er det, at magien opstår.

Morgenstund har guld i mund

Ved ni-tiden er redaktionen langsomt ved at vågne op. Morgenredaktionen er dog helt vågen, og der er en helt særlig energi i lokalet. Produceren Gustav løber frem og tilbage. Arbejdsstationerne smelter sammen. Alle er opmærksomme og årvågne. Intensiteten er høj.

Det er nu, det sker. Igennem i radioen snakker formanden for Det Udenrigspolitiske Nævn, Michael Aastrup Jensen, om krigen i Ukraine. På de fire computerskærme i arbejdsstudiet sker der hele tiden noget nyt.

Klokken er nu kvart over ni. Morgenværterne er live. Dagens emner: Død og selvmord. Det er de tunge emner, der er på programmet i dag. Alligevel er stemningen i og omkring studiet høj. Alle er på dupperne.

Oplyst af fire lamper står studiet og radioværterne. Produceren Gustavs ur har samme orange farve som mikrofonerne i studiet. Radioen emmer af farver og indikerer, at radioens resterende levetid ser lys ud.

Den ene af radioværterne laver en fodfejl og giver kilden, der er med telefonisk, en forkert titel. Det giver resten af interviewet trange kår. På gulvet ligger et dannebrog. Det giver en følelse af stolthed. Ikke kun over sin nation, men også over at være en del af det nye RadioIIII.

Der skal hele tiden følges op, og alle medarbejdere på redaktionen har lyst til at bidrage. De har alle lyst til at bidrage til det nye RADIO IIII. 

Fra kritik til sød musik

Det gamle Radio 4 fik kritik af TV- og Radionævnet. Lyttertallene var ikke høje nok, og det skal de være som public service-medie. Derfor skal der ske noget. Ifølge Marie Glerup, som er journalistisk redaktør på RADIO IIII, kan radioen gøre to ting.

“Vi kunne bare fise 100 millioner af om året og så fortsætte med ikke at have nogen danskere, der lytter med. Eller vi kunne sige, okay det, der er blevet lavet indtil nu, det er ikke det, danskerne efterspørger, det er ikke det, danskerne vil have,” siger Marie Glerup.

Med den nye ændring, åbner radioen døren til flere af de lyttere, som indtil videre har stået udenfor. Radioen vil betyde mere for flere. Et håb, der forhåbentlig kan ses i lyttertallene i fremtiden.

“Lige nu kan vi se en lille stigning i FMtallene, men jeg tror ikke på, at vi kan bruge det til noget reelt endnu, fordi lige nu kan det også være, at folk er lidt nysgerrige på os, og så står af igen, ” siger Marie Glerup.

En nysgerrighed, RADIO IIII håber på at kunne pirre hos lytteren. Marie Glerup har stået bag roret i et halvt år, og selvom lyttertallene ikke er fulgt med ændringen endnu, så tror hun på:

“at lytterbaner er langsomme at ændre.”

Ny kontrakt skaber ny energi

RADIO IIII har nu ændret sit koncept og med det følger også en kontrakt. I alle ansattes kontrakter står der, at de er ansat til og med 31. december 2027. Herefter lukker radioen. Indtil da skal de bedrive vild, voldsom og til tider poetisk journalistik. Det er en af grundstenene i den nye hverdag på radioen. 

Mere specifikt har de ændret deres sendeplan, den journalistiske dagsorden samt skabt en lytterkontrakt. En lytterkontrakt der siger, at radioen sender live fra klokken seks om morgenen frem til middag, klokken 12. Herefter følger tre timers podcastprogrammer efterfulgt af liveudsendelser fra 15-21.

“Det er stemningen tilbage fra vi startede, der er tilbage,” siger Jais Nørgaard Alstrøm, der er undersøgende journalist ved Radio IIII.

Han ser et enormt potentiale i den frie rolle, radioen nu har fået. En rolle, man godt tør være i ifølge Katrine Volsing, der er ansat som journalist på morgen-sektionen på RADIO IIII.

“Vi har nogle tydelige chefer, som står på mål for de ting, vi laver, på en anden måde, end vi har haft tidligere. Det giver en følelse af, at man kan gå længere, uden at man kommer til at falde alene, hvis det skulle gå galt,” siger Katrine Udsing.

Mange ting har fået ny form på radioen. Menneskene er de samme, meningerne og metoderne ditto, men mulighederne er nogle helt andre.

“Nu er det bare en ny æra, og nu skal vi gøre det, som vi tror på,” siger Marie Glerup.

For hende fylder det mere at markere sig end at fokusere udelukkende på lyttertal. Alligevel tror hun, det kan gå hånd i hånd.

“Jeg tror, at vi skal vide, hvad de vil have derude, og så skal vi turde give dem noget andet. Så tror jeg, at de bliver underholdt og bliver interesseret og bliver sluset ind i det,” siger Marie Glerup.

Vild, voldsom og til tider poetisk

Rundt om på radioen hænger de nye RADIO IIII-plakater. Plakater med et klart budskab. I alle lokaler hænger de til påmindelse for medarbejderne om, at radioen skal være et samlingssted for stærke meninger og store følelser. Med plads til det uventede og uforudsigelige vil radioen være alt andet end kedelig og konsensus. Det markerer radioen med de fire IIII.

Alle redaktionerne har fået en ny farve. Eksempelvis er morgenfladen blevet rød-gul, mens eftermiddagen har fået blålige nuancer. Farver, der indikerer, at radioen går en farverig og ny tid i møde. Når man kigger på RADIO IIII’s hjemmeside, ser man en stram og struktureret linje.

Kigger man derimod på redaktionen, ser man kaffekopper rundt omkring, ting der ikke har fundet sin plads. Kontrasten er til at få øje på. Men ambitionerne er alligevel ikke til at tage fejl af.

RADIO IIII er nu delt i to. I København findes podcast-sektionen, hvor det primære fokus ligger på at producere indhold til podcastmediet, mens de i Aarhus fokuserer på live-programmer og på at skabe relevant indhold, de sender direkte.

Klokken har nu slået 10:10, og det er tid til efterkritik af morgenprogrammet. Her gennemgår medarbejderne de overståede programmer på morgenfladen, mens nye idéer kastes op i luften til morgendagens historier.

Alle idéer bliver set og hørt. I redaktionslokalet falder forskellige indfaldslys ind og sender en strøm af farver ud på øverste etage. Kreativiteten har frit spil. 

Det er i dette kreative rum, at de store ideer kan opstå. 

Idet en tanke om ‘Danmarks sidste tøjdesigner’ flyver gennem lokalet, passerer et tog forbi udenfor. Fra mødelokalet er der frit udsyn over stationen. Her kører der tog til og fra Aarhus. Til og fra verden. Med RADIO IIII’s ønske om at være udgangspunktet for den offentlige debat.

Være talerør for danskerne og række udover studiet og ind i det store mediebillede og den generelle offentlige samtale. Den geografiske placering kunne næppe være bedre. Her fra stationen, hvor radioen også holder til, er der adgang til resten af Danmark.

Det er herfra, den videre færd ud i verden begynder. Ligesom med journalistikken. Den udspringer fra Banegårdspladsen, hvor den har sit afsæt, og fortsætter ud i resten af verden.

FORSIDEN

Når gode råd er dyre: Praktikantvejledernes vise ord

af | okt 10, 2024 | INDE, NYT I INDE

INDE | NYT I INDE
Når gode råd er dyre: Praktikantvejledernes vise ord

For de studerende på fjerde semester nærmer praktiksøgningen sig med hastige skridt. I den forbindelse er gode råd dyre, og derfor kommer her et par do’s and dont’s fra praktikantchef på TV 2, Katrine Fuglsang, og tidligere praktikantvejleder på DR, Brita Kvist Hansen.

TEKST: TIKE CLAUSEN

Udgivet den 10. oktober 2024

1. ”Vær dig selv og ikke det, du tror, vi vil ha’ – det er du sikkert også meget bedre til!”

Det siger Katrine Fuglsang, som er praktikantchef på TV2, når hun bliver spurgt om, hvad det er, de kigger efter, når de skal finde praktikanter.

Diversitet er et af nøgleordene, når de skal udvælge praktikanter. Derfor er Katrine Fuglsangs måske vigtigste råd til ansøgerne, at de skal være sig selv.

2. ”Overvej, hvorfor du vil være journalist på det pågældende medie, og ikke bare hvorfor du vil være journalist.”

Under processen kan man blive mødt med spørgsmålet; Hvorfor vil du være journalist?

Her skal man altså være konkret, mener Katrine Fuglsang. Spørgsmålet her er en mulighed for at fortælle, hvad det er, man finder interessant inden for journalistikken. For eksempel hvilke typer af journalistik og hvilke redaktioner der har netop din interesse.

”Mange siger, at de gerne vil være journalister, fordi de er nysgerrige, men det er der jo så mange, der er,” siger Katrine Fuglsang.

3. ”Udvis rettidig omhu. Tag toget i god tid. Det ville være så ærgerligt, hvis DSB’s ofte utilregnelige rejseplan er skyld i, at du er forsinket og derfor stresser ekstra,” siger Katrine Fuglsang.

Selvom skønhedssøvnen er vigtig, og det kan være fristende at klikke snooze, så er det altså en dårlig idé, hvis den står på samtale eller messe.

Som vi jo alle sammen ved, og Katrine Fuglsang også understreger, så kan transporten være præget af forsinkelser.

Det ville være ærgerligt, hvis et forsinket tog er skyld i, at du glipper noget eller performer dårligt.

4. ”Pas på med ironi, humor og kække indfald i ansøgningen. Det kan virke utilsigtet fjollet,” siger Brita Kvist Hansen.

Det er klart, at den håbefulde praktik-  ansøger gerne vil skille sig ud og ikke blot være den næste i bunken af ansøgninger, men det kan have en negativ virkning på modtagerne.

Ironi forstås ikke ens hos alle mennesker, så behold seriøsiteten i din ansøgning, og gem dit glimt i øjet til samtalerne.

5. ”Lad nu være med at copy-paste ansøgninger,” siger Brita Kvist Hansen.

Et gennemgående tema for både Katrine Fuglsang og Brita Kvist Hansen er, at man skal være personlig og konkret i sit møde med praktikstederne.

Det er set før, at ansøgeren har copy-pasted sin ansøgning og ændret overskriften fra eksempelvis JP til DR, men har glemt det længere nede i teksten

 

6. ”Lad være med at være for lukket til messen. Prøv, om ik’ du kan komme rundt og snuse lidt til nogle steder, som du måske ikke har i overvejelserne,” siger Katrine Fuglsang.

Praktikmessen er en mulighed for, at du kan møde de forskellige praktiksteder.

De fleste har på forhånd gjort sig nogle tanker om, hvor de gerne vil ende som praktikanter, men mange af de steder, som man måske ikke lige har i overvejelserne, kan ende med at være et perfekt match.

FORSIDEN
Trusler og tavshed: Sådan påvirker tonen den digitale debat

Trusler og tavshed: Sådan påvirker tonen den digitale debat

af | okt 10, 2024 | NYT I TEMA, TEMA

NYT I TEMA | TEMA
Trusler og tavshed: Sådan påvirker tonen den digitale debat

I takt med at debatten flytter fra fysiske rum til digitale medier, oplever borgere en stigende frygt for trusler og hadske kommentarer. Samtidig forsøger medierne at facilitere den gode tone i kommentarsporet.

TEKST: Signe egebæk stenkilde
illustration: anton larsen 

Udgivet den 10. oktober 2024

Selvcensur, frygt og trusler. Det er ord, der efterhånden kendetegner debatten på de digitale medier. 

Den offentlige debat har rykket sig fra det fysiske rum og foregår nu i høj grad online. Med skærmen som gemmested er det nemt for trusler og hadske beskeder at florere, uden at det har konsekvenser for dem, der trykker på send-knappen. Men de grove beskeder er en af de ting, der skaber frygt for dem, der sidder i den anden ende som modtagere. 

På trods af at digitaliseringen af den offentlige debat har skabt et let tilgængeligt talerør for alle borgere, har denne form for debat også en mørk side: Flere trækker sig, fordi de frygter de konsekvenser, der kan følge med. Nogle er bange for hadske beskeder og trusler, andre for konsekvenser i deres liv offline. 

En demokratisk udfordring 

Selvcensur er et problem, som er nemt at finde i det danske landskab. Institut for Menneskerettigheder udkom tidligere på året med en rapport, ’Ytringsfrihed og selvcensur’, der handler om lige netop dette. Lumi Zuleta, medforfatter på rapporten og chefkonsulent ved Institut for Menneskerettigheder, mener, at selvcensur er en klar demokratisk udfordring, fordi folk afholder sig fra at anvende deres ytringsfrihed. 

”Kvinder og minoriteter trækker sig. Det vil jo på den måde være de stemmer, der ikke vil blive repræsenteret i den brede offentlige debat, og det har selvfølgelig en betydning i forhold til, hvad det er for nogle perspektiver, der kommer frem,” forklarer hun.

At forskellige grupper i vores samfund trækker sig fra den offentlige debat, betyder, at visse synspunkter og erfaringer ikke bliver hørt, og det kan føre til en skævvridning af den offentlige samtale. Debatten kommer simpelthen til at mangle diversitet og indsigt. 

Ifølge Lumi Zuleta fra Institut for Menneskerettigheder er selvcensur primært drevet af frygten for negative reaktioner, hvilket kan inkludere alt fra nedsættende kommentarer og chikane til direkte trusler og vold. 

Søgen efter den konstruktive debat

Men hvad skal man gøre for at stoppe folk fra at gå i hi og forsegle deres holdninger? Flere medier har moderatorer i deres Facebook-kommentarfelter.

Et sted, hvor der er gang i debatten, er på en af Danmarks største Facebook-sider, TV 2 Nyheder.  De har nogle retningslinjer, der skal overholdes. Hvis ikke de bliver overholdt, forbeholder de sig retten til at slette kommentarer eller ligefrem blokere brugere. 

”Hvis vi ikke modererer debatten, og øgenavne eller hadtale får frit spil, så forlader folk debatten. Det er hele tiden balancen mellem at give plads til debatten, men på samme tid sørge for, at den er tryg og ordentlig,” fortæller Rita Gunnarsdóttir Dam. 

Rita Gunnarsdóttir Dam, som er teamleder hos TV 2 Nyheder, mener, at det er en svær balancegang, for de vil gerne have, at folk debatterer og diskuterer deres journalistik. Det er en af grundene til, de laver den. Det skal bare foregå i nogle rammer, der på samme tid passer på dem, som deltager. 

”Det må du sige et andet sted”

TV 2 Nyheder bliver i ny og næ beskyldt for at censurere. Rita Gunnarsdóttir Dam forklarer, at der på den anden side er mange, der vil debatten og efterlyser moderation. Hun mener, at moderationen af kommentarsporene er den bedste mellemvej for en sober debat. 

“Alternativet er at lukke kommentarsporene, men så lukker vi også for debatten. Det er ikke der, vi er lige nu,” siger hun.

Sten Schaumburg-Müller, professor ved Juridisk Institut med speciale i medieret, mener dog, at mediernes moderation af indhold ikke nødvendigvis skal ses som en indskrænkning af ytringsfriheden. Medier har en redigeringsret, der tillader dem at beslutte, hvilke ytringer der får plads på deres platforme.

”Når nogen siger, ‘det her må du ikke sige på vores medie, det må du sige et andet sted,’ tolkes det ikke som et indgreb i ytringsfriheden”, forklarer Sten Schaumburg-Müller om, hvordan offentligheden skal se på moderation i kommentarfelterne.  
For at illustrere dette fænomen sammenligner Sten Schaumburg-Müller moderationen i mediernes kommentarspor med reglerne på et diskotek. 

”Det er lidt ligesom et diskotek, hvor man nogle steder kun må komme ind, hvis man er over 25, og andre steder må man ikke gå med jeans. Medier kan bestemme, hvad de vil tillade på deres platforme,” forklarer han.

Selv om han anerkender, at medierne har ret til at moderere indhold, peger Sten Schaumburg-Müller på, at selvcensur kan være en udfordring. Selvcensur kan være lige så problematisk som indgreb i ytringsfriheden, fordi det betyder, at nogle stemmer aldrig bliver hørt. Han anser selvcensur som et større problem, end at nogle ikke kan komme til orde. 

”Få mennesker kan få medierne til at flyde over med hidsige og hadefulde kommentarer, det er et problem. Man må meget gerne diskutere og være uenige, men at man ikke kan ytre sig, er problematisk”, fastslår Sten Schaumburg-Müller.

FORSIDEN
Trine Schmidt greb chancen, spændte hjelmen og blev lyden af dansk sommer, da telefonen ringede med et Tour-tilbud

Trine Schmidt greb chancen, spændte hjelmen og blev lyden af dansk sommer, da telefonen ringede med et Tour-tilbud

af | okt 10, 2024 | UDE

UDE
Trine Schmidt greb chancen, spændte hjelmen og blev lyden af dansk sommer, da telefonen ringede med et Tour-tilbud

Da TV 2 ringede med en kæmpe mulighed, takkede Trine Schmidt ja, selvom hun var nervøs for reaktionerne på, at en kvinde skulle dække en af sommerens største begivenheder – Tour de France.

TEKST: JONAS FONNESBÆK & EMIL LUND JENSEN

Illustration: Iben mejlhede (genereret af AI)

Udgivet den 10. oktober 2024

Da mange danskere denne sommer på 5. etape af årets Tour de France så den legendariske sprinter Mark Cavendish sætte rekord for flest etapesejre i løbets historie, var det en ny stemme, der begejstret kommenterede begivenheden videre ud i danskernes stuer.

Normalt forbinder man lyden af Tour de France med helikopterens propel, båthorn og de velkendte, mandlige stemmer fra blandt andre Dennis Ritter og Rolf Sørensen. Men da netop Rolf Sørensen måtte melde fra til Tour de France af helbredsmæssige årsager, skabte det pludseligt et frit sæde i kommentatorboksen til 36-årige Trine Schmidt.

Den tidligere professionelle cykelrytter og netop nyudklækkede journalist har ageret ekspert i kvindecykling i 13 år. Men aldrig havde hun dækket verdens største cykelløb.

“Jeg var stolt. Jeg var overrasket. Og jeg var skidebange,” fortæller Trine Schmidt.

Fra jernhest til kommentatorboks

VM-sølv, to gange guldmedalje til EM og en deltagelse ved OL i Beijing er nogle af de højdepunkter, Trine Schmidt kunne tænker tilbage på, inden hun endegyldigt i 2021 måtte indstille sin karriere som professionel landevejs- og banecykelrytter. I 2011 fik Trine Schmidt debut i kommentatorboksen til VM i landevejscykling i København i den stol ved siden af Rolf Sørensen og Dennis Ritter, hvor Jørgen Leth plejede at sidde.

Trine havde i løbet af sin cykelkarriere gået rundt med en lille drøm om at blive journalist. Om at skrive. Om at fortælle historier. Derfor startede hun på kandidaten i journalistik ved SDU i 2023.

Hele Trine Schmidts forår 2024 var gået med specialeskrivning. Selvom hovedet var fyldt med den store opgave, havde en tanke sneget sig ind flere gange. Det kunne være fedt, hvis hun kunne blive en del af TV 2 Sport-redaktionen. Det var en drøm. En ambition. Så hun har løbende banket på døren til kontoret, hvor chefredaktøren for TV 2 Sport, John Jäger, sidder. Det lykkedes kort inden sommerferien at få lavet en aftale, hvor hun skulle arbejde halv tid på både TV 2 Sport og TV Midtvest året ud.

Velkommen på forsiderne

Da specialet var afleveret, skulle Trine Schmidt brænde både krudt og sommerferie af, inden hun skulle starte i de nye jobs. Turen gik til München og EM-slutrunden i herrefodbold. Danmark mod Serbien. Da Trine Schmidt var stået af toget på hovedbanegården i München, ringede hendes telefon. Det var John Jäger. Trine Schmidt stod omsluttet af et menneskekaos og havde svært ved at høre ham, så de aftalte at ringes ved, når hun var kommet op på sit hotelværelse.

John Jäger havde det, han selv kaldte en lidt vild forespørgsel. Han tilbød hende sygemeldte Rolf Sørensen rolle i årets Tour de France-dækning.

“Det var lidt skræmmende at få at vide, at man skulle være vikar for Rolf Sørensen, som alle danskere, også de, der ikke går op i cykelløb, har en holdning til. Som danskere er vi jo bare ret konservative, og alt, hvad der er nyt, skal lige modtages og mærkes på.”

Men hun takkede ja til den store chance. Hvis hun ikke allerede vidste, hvor stor en rolle på dansk TV hun havde takket ja til,  fandt hun hurtigt ud af det.

“John Jäger ringede til mig mandag. Tirsdag klokken 10 var jeg på forsiderne i Danmark.”

Et fedt – men skræmmende – tilbud

Der plejer at være klare rammer for, hvordan Tour de France afvikles. Mest kendt er stemmerne fra Dennis Ritter og Rolf Sørensen. Men i de senere år har både Chris Anker Sørensen, Emil Vinjebo og Christian Moberg suppleret de to i kommentatorboksen.

Den konstellation holder de fleste af danskerene af. De er vant til den. Nu skulle danskerne dog vænne sig til, at det var Trines stemme, der skulle udfylde tomrummet efter Rolf Sørensens. Men Trine Schmidt var meget bevidst om, at hun ikke skulle forsøge at være den nye Rolf Sørensen. Hun skulle bidrage med sit eget.

“Jeg har aldrig set mig selv som Rolfs erstatning. Selvfølgelig var jeg der i stedet for ham, men jeg skal ikke prøve at være en person, jeg ikke er. Jeg skal byde ind med det, jeg kan, og jeg ville aldrig sige ja, hvis ikke jeg følte, at jeg havde noget at byde ind med.”

13 år som cykelekspert har givet Trine Schmidt mere rutine end de fleste. Men hun var alligevel nervøs for den enorme eksponering, der følger med opgaven. Stuer i hele Danmark ville blive fyldt med hendes stemme sommeren over. En kvindestemme i en mandsdomineret verden.

“Når man ovenikøbet er kvinde i en sport, som ikke har særlig mange kvindelige journalister eller eksperter, så skræmmer det lidt. Men omvendt var jeg sådan lidt ‘hvad fanden, sådan en mulighed skal man ikke sige nej til.”

Hun havde også lyst til at udbrede budskabet om, at man skal turde hoppe med på toget, når det endelig holder på perronen. Også selvom langt de fleste på toget har et andet køn end én selv.

“Det er jo i den grad noget kulturelt, noget historisk, vi kæmper lidt imod. Der er måske nogle kvinder, som let kan være bange for at gøre noget, fordi det ikke har været normalt tidligere. Men den eneste måde, man kan gøre det normalt, det er jo ved at sige ja, når man får muligheden.”

Dagen inden Tourens første etape lander Trine i startbyen Firenze. Mens hun stadig sidder i flysædet, ringer hendes vejleder med en karakter på hendes speciale. På vej ned for at dække verdens største cykelløb, udklækkes Trine Schmidt officielt som journalist.

Sommeren i en fransk kommentatorboks

Det er selvsagt en intens og travl opgave, når man dækker Tour de France. Særligt når man skal følges til etaperne med hårdtarbejdende Dennis Ritter, der gerne vil tidligt op til kommentatorboksen for at forberede sig.

Dagen starter klokken 06, tid til morgenmad, afsted til dagens etape, læse tour-nyt fra belgiske, franske og danske medier, forberede dagens etape og tjekke ruteprofilen, i kommentatorboksen ved middagstid, kommentere cykelløbet i 4-5 timer og så køre i bil til et hotel i nærheden af morgendagens etape, hvor de ofte først ankommer mellem 22 og midnat. Det var nogle lange, intensive dage, både for TV-holdet og for sportsfolkene.

“Nu var det første gang, jeg dækkede Tour de France, og derfor har jeg også levet lidt højt på, at det hele har været spændende. Men lidt ligesom at være cykelrytter, handler det om indstillingen. Når man ved, at man skal køre på i tre uger, bum, bum, bum, så bliver det nemmere.”

Hjælp fra Ritter

Trine Schmidt forsøgte at beskytte sig selv ved at holde sig fra sociale medier under cykelløbet.

“Jeg tror i virkeligheden, at alle, der på en eller anden måde bliver eksponeret på TV, også sætter røven lidt i klaskehøjde.”

Selvom responsen, som Trine Schmidt oplevede under Tour de France, mestendels var positiv, var der en enkelt dag, hvor hun faldt over en negativ kommentar, som hun tog med sig ind i kommentatorboksen.

“Det var jo bare én kommentar. Det var fucking én. Jeg kan ikke engang huske, hvad der stod. Jeg kan bare huske, at jeg fik ondt i maven og mistede selvtillid. Jeg kunne mærke, at det påvirkede min kvalitet i boksen.”

Trine Schmidt havde ellers oplevet stor opbakning og kærlighed i sin indbakke, men den ene negative kommentar endte med at fylde i hendes hoved den dag.

“Heldigvis snakkede jeg med Dennis Ritter om det. Og jeg ved jo godt selv, at man skal lade være med at tage den slags til sig. Folk har altid en mening.”

Livet efter Touren

Trine Schmidt tænker tilbage på hendes Tour de France-debut som en succes. Men selvom oplevelsen var god, lærerig og en, hun helt sikkert vil takke ja til igen, er cykel-dækning ikke alt, hun ønsker at foretage sig.

“Jeg kan godt være lidt bange for at blive puttet ned i en kasse, hvor der står cykling på. Det har jeg ikke lyst til. Jeg har også lyst til at bevæge mig over i andre genrer af branchen.”

Hun ser også frem til at være mere journalist end ekspert. Til at stille de rigtige spørgsmål og fortælle de gode historier. Men hun er stolt af, at hun havde modet til at takke ja til tilbuddet, selvom hun trådte ind i en mandsdomineret verden. Og hun er glad for, at flere og flere som hende tør tage det skridt i andre sportsgrene.

“Jeg kan godt forstå, hvis man som kvinde kan være lidt nervøs for at træde ind i noget, som egentlig historisk set har været et mandligt domæne. Men jeg er også bare glad for at se, at det bliver mere og mere normalt.”

 

FORSIDEN