24syv er ikke mere. Men de tidligere medarbejdere lever stadig

24syv er ikke mere. Men de tidligere medarbejdere lever stadig

af | maj 30, 2024 | UDE

UDE
24syv er ikke mere. Men de tidligere medarbejdere lever stadig

Hvad får de tidligere ansatte på 24syv dagene til at gå med, efter deres arbejdsplads er lagt i graven? Vi har spurgt de fem journalister, som blev interviewet i forrige avis.

TEKST: EVA BEYER PAULSEN
ILLUSTRATION: MIE STÆRK

Udgivet den 30. maj 2024

Den 31. marts bølgede den sidste talestrøm fra 24syv ud af danskernes radioer. I Illustreret Bunker udgav vi i sidste nummer en reportage fra radiokanalens sidste dage. Her kom fem journalister på banen med deres tanker om lukningen. Det er efterhånden et vilkår for journalister, at medier skærer ned – eller at de helt forsvinder. Så hvordan er livet efter døden på det medie, man har arbejdet på i årevis? Det har de fem journalister fra sidste udgivelse sagt ja til at fortælle om i denne artikel – og deres svar er vidt forskellige.

Andreas Christiansen, tidligere chef for programudvikling på 24syv. Driver nu mediet Det Hemmeligste Af Det Hemmelige

Hvordan forløb lukningen af 24syv?

Selve det tekniske i at lukke er jo ingenting. Det er bare at holde op med at møde op og stoppe med at sende. Men der er selvfølgelig også det menneskelige, og det synes jeg gik godt. Vi havde en stor fest om søndagen, da vi lukkede, hvor vi sendte en sidste gang. Selvfølgelig var folk kede af det, men de var også stolte og glade. Det var simpelthen bare en meget kærlig og vemodig stemning. 

Hvad laver du nu?

Min gamle medvært og jeg har startet mediet “Det Hemmeligste Af Det Hemmelige”, som vi havde som podcast på 24syv. Vi har så mange abonnenter, at vi kan leve af det. Vi har ambitioner om, at det skal blive et lille nichemedie, og det er vi kommet godt fra start med.

Hvordan kan det være, at I gjorde det frem for at sælge programmet til et eksisterende medie?

Det var fordi, der ikke var nogen, der bed på. De var ikke villige til at betale det, som vi kostede. Der er jo ikke nogen af de store mediehuse, der tager podcasts seriøst. Så var det, vi tænkte, hvorfor ikke gøre det selv? Vi havde mange trofaste lyttere, og der var heldigvis mange, der valgte at følge med. 

Jeg bestemmer over min egen tid. Vi har muligheden for at vokse. Lige nu er min løn den samme, hvis ikke bedre, end hvad jeg havde fået, hvis jeg var en del af et mediehus. Vi har været meget heldige, fordi vi har kunnet bygge det op med statens penge på 24syv. Men så har vi også lavet et program, som folk fortsætter med at følge med i.

Det at starte sit eget medie er ikke noget, jeg har tænkt over som en mulighed før. Det tror jeg, mange journalister, som føler, at det ser lidt sort ud, kan få glæde af at tænke på. Vi er to mand, der kan leve af 1500 kunder, ikke? Det er jo ikke, fordi det er mange. Men det er, fordi prisen er den rigtige for de rigtige kunder. 

Hvordan er det så gået i forhold til, hvad du forventede?

Det går meget bedre end forventet. Men altså, hvad er forventet egentlig? Jeg er stadig irriteret over, at kanalen skulle lukke. For jeg mener, at Danmark har brug for mere public service, ikke mindre. Så det er jeg grundlæggende irriteret over. Vi havde jo massere, der lyttede til vores podcasts. Jeg synes, vi blev bedre og bedre, og nu er det hele bare væk.

Emma Bohn Vinkel: Tidligere radiovært og redaktionschef på 24syv-programmet Døgnrapporten. Nu podcastproducer på Ekstra Bladet

Hvordan forløb lukningen af 24syv for dig?

Jeg synes, det var en ret underlig periode. Det der med, at man stadig skulle møde på arbejde, selvom lukkedagene kom tættere og tættere på. Det føltes mere og mere ligegyldigt for hver dag, der gik, samtidig med, at man jo stadig havde lyttere, der var glade for det produkt, man lavede. Selvfølgelig fortsatte man for lytternes skyld, men på kontoret gav det jo bare mindre og mindre mening.

Vi lavede et farvelafsnit og fik ligesom lagt programmet, Døgnrapporten, ordentligt i graven. Så var vi ude og drikke nogle øl og snakke med hinanden, og det var på en eller anden måde meget rart, at man havde hinanden i det. Det var ligesom ikke en enkelt person, der var blevet fyret, det var os alle sammen.

Vi havde en vildt god afslutningsfest. Det føltes lidt som sådan en trist nytårsaften, hvor alle jo lidt gik og ventede på, at klokken blev 12, men det var jo ikke for at hoppe ind i det nye år og ønske tillykke, det var for at græde ind i det nye døgn og sige farvel. Det var meget følsomt, og der var mange tårer. Det var egentlig rart, at vi sammen kunne lægge det hele i graven, men det var også meget ambivalent.

Hvad laver du så nu?

Jeg havde egentlig indstillet mig på, at det var fint nok, hvis jeg kom på dagpenge. Men så skrev jeg bare lidt på LinkedIn om, at jeg snart var ledig, og så var der nogen fra Ekstrabladet, der rakte ud til mig. Det er et virkelig sjovt og helt vildt spændende job. Jeg får stadig lov til at arbejde med kriminalstof og podcast, så det kunne nærmest ikke blive bedre.

Er det din generelle opfattelse, at folk er kommet godt videre? Eller har du bare været mere heldig på den front?

Det er faktisk et rigtig svært spørgsmål. Det er ikke mange, der har fået job med det samme. Jeg ved også, at en del har besluttet at tage ud at rejse, eller måske kigger de på at starte på en uddannelse til sommer. Men for eksempel er alle, der var på Blåt Bælte, kommet hen på BT, og det er jo fedt, at det kunne lade sig gøre, at de kan fortsætte i det samme hus.

Chano Jørgensen, tidligere radiovært på 24syv-programmet Tsunami. Nu på dagpenge

Hvordan forløb lukningen af 24syv for dig?

Vi havde besluttet os for at afslutte det hele med et lytterprogram, hvor vi i stedet for at have en kendt gæst med, som vi plejer, havde vores lyttere med. Det var en fin måde at slutte det på, synes jeg. Så havde vi lejet en stor partybus, og så kørte vi sammen rundt med vores lyttere og fejrede det sidste program med dem. Det var sådan, den sidste dag gik.

Vi har købt rettighederne til vores program. Så vi bestemmer selv, hvad vi gør nu. Planen er, at vi skal finde et sted, der vil videreføre Tsunami, men det har vi ikke fundet endnu. 

Så har jeg skullet begynde på dagpenge. Det er rigtig noller. Det er det mest nederen, jeg har prøvet i mit liv. Det er rigtig svært, når man samtidig har oprettet en virksomhed, så man kunne opkøbe sit program. Vi skulle jo have et CVR-nummer og har betalt mange tusinde kroner for at få lov til at opkøbe programmet. Men nu sidder systemet så og siger, jamen, du har jo et firma, hvor mange timer bruger du på det om måneden? Og jeg bruger jo nul timer, og tjener nul kroner, altså, det er bare forvirrende. Og så skal man sidde og dokumentere, at man søger job, men i den her branche er det svært at dokumentere de samtaler, man kommer til, fordi det ofte bare er en uformel kaffeaftale på en café. 

Tsunami betyder rigtig meget for mig. Det er det, jeg har lavet de sidste tre år. Det er det, jeg har fået en smule succes med. Når jeg er i byen, møder jeg stadig mennesker, der kommer hen og spørger ind til Tsunami, og hvor det er blevet af. Så kan man mærke, at der er folk, der savner det og folk, der hver dag skriver på vores Instagram: ”Ej, nu må der da snart ske noget, nu må I da snart afsløre, at I forsætter,” så det betyder rigtig meget.

Hvordan er det ikke at stå med en fastansættelse mere?

Det er rigtig, rigtig mærkeligt. Hele det her freelanceliv, som jeg tænker 90% af os lever, det skal man lige vænne sig til. Det her med, at det lige pludselig er alle mod alle. Vi har jo siddet derinde og været privilegerede og har bare kunnet få penge fra staten for vores arbejde.

På den anden side tror jeg også, at man hurtigt kunne være groet fast, hvis man havde siddet der de næste 10 år.

Asgar Bugge Hansen, tidligere radiovært på 24syv-programmet Gameboys. Nu på vej ind på lærerstudiet

Hvordan er lukningen gået i forhold til, hvad du forventede?

Jeg synes, det er gået meget stille og roligt. I starten føltes det bare som en lang ferie. Men jeg tror, det bliver værre med følelsen på dagpenge med tiden. Det er min opfattelse, at det generelt har været svært for folk at få job.   

Jeg arbejder allerede på en ungdomsskole som pædagogmedhjælper, indtil jeg kommer ind på læreruddannelsen. Det er det, jeg vil. Jeg har indset, at det journalistiske pres ikke er noget, jeg har lyst til. Det er en hård branche, jeg er på vej ud af. Det er svært at finde job som journalist, og der er mange andre ting, jeg hellere vil kæmpe for.

Hvis det ikke var for den jobusikkerhed, der er i branchen, var du så blevet?

Det ved jeg faktisk ikke, men jeg har lyst til at sige nej. Jeg håbede selvfølgelig, at vi kunne have kørt videre med Gameboys, men hvis det ikke var fordi, jeg fik muligheden for at lave podcast i sin tid, så var jeg aldrig gået den vej.

Daniel Møgelhøj, tidligere radiovært på 24syv-programmet Gameboys. Nu midlertidigt ansat på mediet Arkaden

Hvordan var det at pakke jeres studie ned?

Vores studie har jo været i forskellige iterationer i de fire år, som vi endte ud med. Vi havde helt klart det mest ambitiøse og rodede studie, og der var mange ledninger, der skulle hives ud af væggen og teknik, der skulle tilbage til Kulturradio Danmark eller til andre opkøbere. 

Det var hårdt at se det, vi havde opbygget over fire år, blive revet væk. Det var til sidst et studie, som jeg var meget stolt af, fordi det netop havde huset så mange spændende gæster, så mange fede historier, så meget interessant journalistik. 

Hvordan gik det med at få opkøbt programmet? 

Vi endte med ikke at købe Gameboys. Det er der mange grunde til. Det er et for stort arbejde, og det passede ikke ind i vores planer. Men heldigvis har vi fået at vide, at der er landet en aftale med Kulturradio Danmark, der betyder, at det kan blive oppe i lidt længere tid. Det er dejligt at vide, at de mennesker, der har fulgt os i de her fire år, har mulighed for at genhøre de her programmer lidt endnu. Jeg har selv genlyttet nogle programmer, bare for at huske mig selv på, hvor meget det hele egentlig betød for os. 

Hen mod slutningen af 24syvs liv kunne jeg mærke, at det, at jeg ikke havde noget at lave, snart blev en realitet, som jeg ikke havde lyst til at sidde i. Så var jeg så heldig at få det rigtige opkald og tale med de rigtige mennesker. Og nu, et par uger efter, føler jeg allerede, jeg er godt i gang og har lært at omstille mig. Dog stadig med den store sorg, at jeg ikke arbejder sammen med Asgar mere. 

Hvordan er det nu at stå med freelancelivet og ikke helt vide, hvad der skal ske? 

Når jeg kigger tilbage på det, vi har skabt på 24syv, så giver det mig blod på tanden til at fortsætte. Man er nødt til at være sikker på sine egne evner.  I den her branche må man finde sig i den usikkerhed og det kaos, der er. Intet er sikkert.

Mange af de ting, som skræmmer os, det er også de ting, der former os. 24syv har været formgivende år, det har været noget, der har givet noget ild til tilværelsen. Det tror jeg bare ikke, man skal glemme, når man sidder på den anden side. Der er intet, der stopper dig i at gøre det samme igen udover dig selv.

Venstre har fået sin dårligste meningsmåling nogensinde: ”Partiet befinder sig i en historisk krise”

Venstre har fået sin dårligste meningsmåling nogensinde: ”Partiet befinder sig i en historisk krise”

af | maj 30, 2024 | NYT I TEMA, TEMA

NYT I TEMA | TEMA
Venstre har fået sin dårligste meningsmåling nogensinde: ”Partiet befinder sig i en historisk krise”

Da resultatet af folketingsvalget 2022 blev klart, kunne Venstre og resten af befolkningen konstatere, at partiet havde fået sit dårligste valgresultat i over tre årtier. Knap halvandet år senere er de, ifølge en Epinion-måling, blevet halveret. Det rejser spørgsmålet om, hvordan det gamle grundparti er faldet så drastisk. Og om det kan rejse sig igen.

TEKST: SARAH CARDEL
ILLUSTRATION: LOTTE SKJØDT NIELSEN

Udgivet den 30. maj 2024

”Jeg synes, det er ret indlysende, at når Venstre rammer en historisk bundplacering i tre forskellige meningsmålingsinstitutter, så kan man jo ikke andet end at konstatere, at partiet befinder sig i en historisk krise.”

Sådan lød ordene fra politisk kommentator Jarl Cordua, da jeg indledningsvis spurgte ham, hvilken situation Venstre i øjeblikket befinder sig i.

Men for at forstå, hvordan det gamle statsministerparti nu er havnet i en sådan ’historisk krise,’ må vi først og fremmest spole tiden tilbage til folketingets åbning i oktober 2022.

I et interview med TV2 sagde den daværende partiformand, Jakob Ellemann-Jensen, således:

”Jeg kan godt love, at jeg aldrig kommer til at pege på Mette Frederiksen som statsminister i Danmark.”

Efter månedlange forhandlinger kunne man så i midten af december 2022 opleve en smilende, genvalgt statsminister træde ud af Christiansborgs ikoniske porte. Nu klar til at præsentere sin nye regering bestående af Socialdemokratiet, Moderaterne og, ja, Venstre.

Partiets u-vending blev de kommende dages store forsidehistorie, og tilbage stod Ellemann-Jensen og resten af partiet Venstre med forklaringsvanskeligheder om det, der i medierne beskrives som et klokkeklart løftebrud. 

Og når jeg finder det nødvendigt at gentage den nu afgående formands ord, er det, fordi flere eksperter peger på lige netop det løftebrud som årsag til, hvor de står i dag.

En af de eksperter er valgforsker og professor ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet Kasper Møller Hansen. 

”Kigger man i meningsmålingerne, så kom det store fald, da de valgte at gå i regering. Så det var ikke bare et valgløfte, som blev brudt meget klart og tydeligt, det var også et brud på et venstreparti, som i 100 år har stået i direkte modstand til Socialdemokratiet. Det rokkede ved hele deres identitet,” forklarer Kasper Møller Hansen.

Selvom Venstre fik et dårligere valg, end de har haft i over tre årtier, var det alligevel ikke til at forestille sig, at et ’så stærkt, stort og historisk parti’ kunne miste så mange vælgere, som meningsmålingerne nu viser. Sådan lyder det videre fra Kasper Møller Hansen.

Også folketingsmedlem for Venstre, Christoffer Melson, anerkender, at partiets pludselige kovending er en del af forklaringen på den dalende vælgeropbakning.

Men alt imens den ene historisk lave måling erstatter den anden, står Venstre ved, at det var og er rigtigt at dele regeringsmagten med den mangeårige modstander.

”Vi fik ikke tænkt alle scenarier igennem og forberedt folk på, hvad der kunne ske, hvis vi trods et rødt flertal fik tilbudt en del af regeringsmagten. Så vores hårde udmeldinger inden valget var en fejl, men det var ikke en fejl at indgå i regeringssamarbejdet,” forklarer han.

Han understreger videre, at Venstre også har været med til at træffe svære og hårde beslutninger. Det, i kombination med intern uro, har ført til, at vælgerne har mistet tilliden til partiet.

Presset fra blå blok

Venstre fik sin hidtil dårligste måling første dag i maj 2024, hvor kun 6,5 procent af den danske befolkning ville stemme på dem, hvis der var valg den dag.

Siden har den nyeste meningsmåling vist en lille stigning for partiet, som nu vurderes til at få 8,7 procent af stemmerne.

Men det er ikke bare løftebrud og interne uroligheder, som har givet Venstre en ’historisk bundplacering.’ For kan man overhovedet skrive en artikel om Venstres nedgang uden at nævne tre andre partiers succes?

Det mener Jarl Cordua ikke.

”Venstre har været delt af forskellige strømninger. Den moderate, resultatorienterede, ikke særlige ideologiske strømning, personificeret af Lars Løkke. Så den traditionelle, landbrugsorienteret og på flere måder konservative fraktion, personificeret af Inger Støjberg,” forklarer han.

Lars Løkke Rasmussen og Inger Støjberg var Venstres to største stemmeslugere under folketingsvalget i 2019, hvor de hver især hev henholdsvis knap 41.000 og 28.500 personlige stemmer hjem.

Han fortsætter: “Og så den klassiske handelsskole-liberale og byorienterede fløj, som ikke har haft en repræsentant, men som er sivet til LA.”

Liberal Alliance ligger i seneste måling til at få en stemme fra 15,6 procent af danskerne, hvis der var valg i dag. Det placerer dem som nummer to på listen og dermed som det næststørste parti i Folketinget.

Christoffer Melson mener imidlertid ikke, at man skal tillægge meningsmålingerne for stor værdi. For ham handler det nærmere om den politik, som partiet får gennemført.

”Meningsmålingerne er selvfølgelig ikke så sjove, men hvis man til gengæld kigger på det, som det handler om, så går det jo faktisk meget godt,” siger han. 

Han tilføjer, at de færreste politikere er i politik for at læse meningsmålinger fra uge til uge, men i stedet for at få gennemført dét, de tror på. Noget, som ifølge Christoffer Melson er lettere, når man er del af regeringen.

CO2-afgift og ledige standpunkter

Det store klimaspørgsmål om, hvorvidt der skal indføres en CO2-afgift på landbruget, har skabt stor og offentlig splittelse i Venstre, hvor både bagland og vælgere har kritiseret partiledelsen for at gå med i en sådan aftale.

Og det er ikke helt tilfældigt, at det lige netop er Venstre, som møder den største modstand ved at være medunderskriver på forslaget.

”Vælgerne er blevet skubbet væk, fordi partiet ikke har overholdt sine valgløfter, men dertil kommer hele opgøret med CO2-afgiften, som er et meget ømt punkt for Venstre, da de jo har en rod i landbruget,” fortæller valgforsker Kasper Møller Hansen.

Når Venstre stemmer for en CO2-afgift, betyder det nemlig, at de vil gøre det dyrere for landmændene at udlede klimagasser.

Et lovforslag, som på flere måder er i strid med det gamle ’landvenstre,’ og som Inger Støjbergs parti, Danmarksdemokraterne, er stærkt imod.

I skrivende stund fastholder partiformand Troels Lund Poulsen dog stadig, at CO2-afgiften bliver en realitet.

Når et eller flere partier danner regering, udarbejdes et regeringsgrundlag, som er den politik, regeringen vil arbejde ud fra i den pågældende valgperiode.

Hvis regeringen består af flere partier, er det dermed meget sandsynligt, at partierne på forhånd har indgået kompromisser og støttet initiativer, som ikke afspejler deres egen politik.

Og lige netop det faktum, at et regeringssamarbejde kræver, ja, samarbejde og kompromisser, anskues også som en årsag til, at Venstre mister opbakning.

”Regeringspartierne arbejder på at implementere den politik, de blev enige om for halvandet år siden. Og det betyder også, at de ikke har samme mulighed for at flage med egne politiske synspunkter og dermed profilere og synliggøre sig over for vælgerne,” forklarer politisk kommentator Jarl Cordua.

Også valgforsker Kasper Møller Hansen fremhæver det aspekt.

”Vi har jo nogle oppositionspartier, som frit kan profilere sig på tidligere Venstre sager, fordi Venstre lidt er bundet i en regering. Det synes at være lykken for dem og en katastrofe for Venstre,” forklarer han.

Netop som når Danmarksdemokraterne kæmper imod CO2-afgiften og Liberal Alliance mod top-topskatten. Det er derfor også nærliggende at undre sig over, hvad der i virkeligheden er fordelagtigt for Venstre ved at forblive i regeringen.

Til den undring må det entydige svar være. Indflydelse.

”Det er selvfølgelig en mulighed at træde ud af regeringen for at sikre sig flere vælgere. Men det vile være på bekostning af den indflydelse, som de utvivlsomt har lige nu. Problemet er bare, at de har det i en regering, deres vælgere ikke ønskede,” forklarer Kasper Møller Hansen.

Til det siger Jarl Cordua.

”Hvis man abonnerer på den præmis, at partiernes succes også skal måles efter vælgeropbakning, og det gør de fleste nok, så er der tale om en krise. Men det er ikke ensbetydende med, at de ikke har indflydelse. Det har de, det er bare ikke noget, som gør indtryk på vælgerne.”

Hvis man spørger såvel eksperter som politikere, sås der ikke tvivl om, at Venstre stadig har en fremtid foran sig som parti. Det skyldes, ifølge Kasper Møller Hansen, det faktum, at politik er foranderligt.

”Men det kommer til at tage mange år og flere valg, før vi ser Venstre over 20 procent igen, for tendensen er, at man hurtigere mister vælgere, end man får dem,” forklarer han.

Og det er en udsigt, som Christoffer Melson også ser.

”Det kommer til at kræve slid og hårdt arbejde, men vi håber, at vælgerne over tid vil se værdien i den her strategi og genfinde tilliden til, at vi er et seriøst, hårdtarbejdende parti, som holder, hvad vi lover.”

FORSIDEN
Christian Falck Wolff: ”Jo mere man ved, jo mere finder man også ud af, man ikke ved”

Christian Falck Wolff: ”Jo mere man ved, jo mere finder man også ud af, man ikke ved”

af | maj 30, 2024 | INDE, NYT I INDE

INDE | NYT I INDE
Christian Falck Wolff: ”Jo mere man ved, jo mere finder man også ud af, man ikke ved”

Christian Wolff startede sin fotografiske rejse som 10-årig med et spejlreflekskamera lånt af sin far og har netop vundet prisen for årets pressefoto for sit arbejde om klimaaktivister i Tyskland. Ifølge ham har fotojournalistuddannelsen på DMJX spillet en central rolle.

TEKST: Jens bang
FOTO: kasper søholt

Udgivet den 30. maj 2024

Et hold af fotografer står klar til at skyde løs, så snart kong Frederik ankommer gennem svingdøren i den nye DMJX-bygning i København. Han skal i dag indvie de 7000 nye kvadratmeter, der ligger et stenkast fra DR på Amager. Som yngste mand på holdet har Christian Wolff indtaget sin plads en smule bag rækken af fotografer, der er mødt op i dag. Han gør et par indledende øvelser, hvor hans to kameraer på skift løftes på op til øjet. Der klikkes et par gange. Efterfølgende nærstuderes billederne for at tjekke, om det hele er, som det skal være.

”Du skal lige møde Christian”, siger en mand, der med hastige skridt nærmer sig den unge fotojournalist.

Christian Wolff, der dimitterede fra DMJX i januar 2024, vender sig rundt og rækker hånden frem. Det bliver efterfulgt af en smalltalk om årets pressefoto med DMJX-bestyrelsesformand, Lea Korsgaard.

I år står der nemlig Christian Wolff i billedteksten på årets pressefoto. Efter et par minutters snak, smil og lykønskninger, vender han hurtigt tilbage til arbejdet. Tilbage til fokus. Det krøllede hår er nytrimmet, og tøjet er velovervejet. De røde kinder afslører, at det fyldte atrium er ved at komme godt op i temperatur.

Præcis klokken to triller en Bentley op foran svingdøren til bygningen. Ud træder Kong Frederik, som målrettet bevæger sig mod svingdøren til den nye bygning. De tilstedeværende politibetjente tager sig til øresneglen, mens Christian Wolff lukker det ene øje bag sit kamera.

Fanget af fotografiet

Christian Wolff har, lige siden han var barn, været fanget af fotografiet. Det hele startede, da hans far vandt et spejlreflekskamera i en konkurrence, som han fik lov til at låne inden, han var fyldt ti år. Dengang var det primært hans forældre, søskende og bedsteforældre, som fik lov til at stå model til den unge drengs hobby. Siden er det gået fra et stykke legetøj til at blive en passion, som har givet ham utallige oplevelser, et arbejde, og ikke uvæsentligt, prisen for årets pressefoto i en alder af bare 23 år.

På sin 11-års fødselsdag får Christian Wolff sit første kamera. Nu bliver bedsteforældre og andet familie skiftet ud med blandt andet de hjemløse på gaden og landskabet i skoven. Men det starter ikke helt uden nervøsitet og komplikationer:

”Jeg var rigtig genert. Jeg rendte rundt med en stor zoomlinse og gemte mig bag folk. Når min mor var med ude at fotografere, så stillede hun sig op, og så lod jeg som om, at jeg skulle fotografere hende. Men i virkeligheden så fotograferede jeg lige over skulderen på hende, hvis nu der sad et interessant menneske bagved,” siger Christian Wolff.

Nysgerrigheden om mennesker og rejselysten har han fået med fra barndomshjemmet. Fra en tidlig alder besluttede Christians Wolffs mor, at det var slut med charterrejser med all-inclusive og afslapning. Nu skulle hendes børn have et skud kulturel kapital, og horisonten skulle udvides. Derfor blev rejsedestinationerne for familien nu ændret til Sydafrika og Indonesien.

”Hensigten var at komme ud at opleve i stedet for at nyde. Det er lidt den klassiske: Jo mere man ved, jo mere finder man også ud af, at man ikke ved,” siger han. 

Her opstod interessen for mennesker, der lever under andre kår end ham selv. Interessen for at formidle historier om en verden, der ikke ligner vores.

Allerede som 13-årig oplever han for første gang snerten af succes. Hans billede af en hjemløs mand i København får andenpladsen i en fotokonkurrence på Holbæk Bibliotek, og dertil følger en præmie på 2000 kroner.

”Der tænkte jeg, at det kan være, jeg skal leve af det her. Så jeg skrev til National Geographic med håb om, at de måske kunne bruge en fotograf. Det har jeg aldrig fået svar på,” griner han.

Turen til Lützerath

På en landevej i det vestlige Tyskland går Christian Wolff sammen med en gruppe kampsyngende klimaaktivister. De har gået i flere timer. Han er i praktik på Politiken, men er taget af sted i sin ferie. Omringet af politi til hest, som var det taget ud fra et slag i første verdenskrig, marcherer aktivister og politi af sted.

I horisonten står røgsøjler op i luften som et vulkanudbrud. Men røgen kommer ikke fra vulkaner. Den kommer fra brunkulsminerne i landsbyen Lützerath, som den samlede flok klimaaktivister bevæger sig mod. Der lyder et højt knald fra et kanonslag, og musikken på den medbragte højtaler skifter til tung tysk rap. Demonstranterne begynder at løbe mod minen, der ligger ude i horisonten. Christian Wolff følger med, så godt han kan med både pressekort og kamera rundt om halsen.

”Politiet til hest fulgte os hele vejen, og de forsøgte at barrikadere sig som en form for levende hegn foran minen”, siger Christian Wolff, mens han tegner streger ud i luften, der skal illustrere politiets opstilling.

I flere år har klimaaktivister bosat sig i byen Lützerath, som en demonstration mod at Tyskland vil åbne en stor brunkulsmine, der ligger ved byen. Beboerne i byen er for længst flyttet væk derfra.

Netop klimakampen er noget af det, Christian Wolff værdsætter at fotografere. Derfor var den lille tyske landsby en oplagt destination.

”Her var der ligesom en helt fysisk kamp, som var et billede på klimakrisen,” siger han.

For Christian Wolff var mødet mellem aktivister og politi også en voldsom oplevelse.

”Politiet red efter folk på heste, og de klimaaktivister, der blev fanget, fik også en hård medfart. Jeg har aldrig lavet den slags konfliktfotografi. Jeg var fucking bange,” siger han.

Men det var også en del af idéen ved at tage til Tyskland.

”Jeg ville gerne se, hvordan jeg arbejder i de situationer. Ville jeg fryse? Ville jeg fotografere? Heldigvis fotograferede jeg,” siger han.

Og netop de billeder gjorde, at han i starten af marts stod på scenen i Den Sorte Diamant, med en statue i hånden og, et smil, der ikke var til at misforstå. Christian Wolff vandt Årets Pressefoto 2023 for et af sine billeder nede fra Tyskland. Men for ham er prisen ikke vigtig i sig selv.

”Man skal ikke gøre sine værdier eller kvalitet op i priser. Det er i bund og grund ligegyldigt. Der er mange, der siger, ‘hvad skal du gøre nu?´ Sådan synes jeg ikke, at man skal se det her fag. Hvis en journalist vandt en Cavling, så skal personen heller ikke stoppe med at lave historier,” siger han.

”Jeg er ikke bedre end alle mulige andre. Det er meget vigtigt for mig at sige,” siger han.

Men uanset hvad er faktum, at hylden derhjemme er blevet et styks figurformet metal tungere.

Med DMJX i bagagen

Christian Wolff er et eksempel på en tendens blandt fotojournalister fra DMJX. De seneste år har flere studerende været nomineret til prestigefyldte fotopriser i Danmark. Men ifølge Christian Wolff bunder det også i de forudsætninger, som man får med på fotojournalistuddannelsen.

”Det er ekstremt inspirerende at være omgivet af så mange dygtige mennesker og fotografer, som man kan spare med.”

På fotojournalistuddannelsen på DMJX er der kun tolv pladser. I år var der 105 ansøgere, der forsøgte at blive en del af det lille hold. Christian Wolff mener, at det lave optag har noget at sige i forhold til mængden af priser, der bliver vundet af studerende.

”Folk er fucking gode, når de kommer ind. Når de dygtige mennesker så ovenikøbet er i den her gryde af kompetente folk, som har lyst til at dele ud af deres viden og kreativitet, så er resultatet bare, at folk bliver endnu bedre,” siger han.

Noget af det vigtigste, han tager med fra DMJX, er den gruppe af mennesker, han har læst med. Det sammenhold, de har haft på holdet, er ifølge ham unikt, og noget som han bruger flittigt efter at være gået freelance tilbage i januar.

“Det her kæmpe netværk af dygtige, kompetente og dejlige folk, det er det hele værd,” siger han, inden han retter på sig selv. 

”Ikke netværk på den business-agtige måde. Netværk kan blive sådan en lille smule LinkedIn-agtigt,” griner han.

Christian Wolff ser lidt op i hjørnet af loftet og holder en pause, inden han siger.

”Min mor har altid sagt, at det er sindssygt vigtigt at omgive sig med nogle mennesker, som er dygtigere end sig selv. Og det gør man om noget, når man kommer ind på DMJX.”

FORSIDEN

Til 1. maj i Fælledparken kæmpede de for en kommunistisk revolution: ”I Danmark er det dem med pengene, der har magten”

Til 1. maj i Fælledparken kæmpede de for en kommunistisk revolution: ”I Danmark er det dem med pengene, der har magten”

af | maj 30, 2024 | NYT I TEMA, TEMA

Til 1. maj i Fælledparken kæmpede de for en kommunistisk revolution: ”I Danmark er det dem med pengene, der har magten”

Revolutionært Kommunistisk Parti kæmper for at vælte det kapitalistiske system i Danmark. Den 1. maj mødtes Illustreret Bunker med det nye kommunistiske parti i Fælledparken, hvor partiet afholdt taler, solgte marxistiske aviser og hvervede nye kammerater.

TEKST & FOTO: EMIL LUND JENSEN  

Udgivet den 30. maj 2024

En lille pige render rundt om bordene, som Revolutionært Kommunistisk Parti har opstillet ved deres post i Fælledparken. Pigens mor sidder med en veninde, som har en t-shirt med partiets navn  på ryggen. Pigen fremstammer et ord, der er svært at tyde, men den kommunistiske veninde er ikke i tvivl.

”Sagde du lige Palæstina?”

Pigen nikker.

”You are the best child in the whole world!” udbryder veninden højt.

Den 1. maj er arbejdernes internationale kampdag, og traditionen tro er Fælledparken fyldt med røde flag. Røde flag, der smælder. Røde flag med gul hammer og sejl. I hvert fald i denne ende af parken. Under de kommunistiske faner står åbne, hvide telte, der er fyldt med unge kammerater, som de, kommunismens tradition tro, ynder at kalde sig selv. Kammeraterne er iført røde t-shirts med ordene ’Revolutionært Kommunistisk Parti’ printet på brystet. I teltene kan man tilslutte sig som en af kammeraterne i det marxistiske parti – eller bare købe en øl til den ikke så kammeratlige pris af 45 kroner stykket. Netop her, under den hvide teltdug, står talspersonen for Revolutionært Kommunistisk Parti, Rasmus Jeppesen, og snakker med både medier og potentielle kammerater.

Solskin og en statsminister i Haderslev

Første maj har i mange år været en festdag for Socialdemokratiet, men ifølge kommunisterne i Revolutionært Kommunistisk Parti (RKP) er det ikke længere en dag, som partiet med de røde roser kan kræve ejerskab på.

Solen brager ned på de kortærmede fremmødte i Fælledparken. Justitsminister Peter Hummelgaard får også varmen at føle, da han holder sin tale. Talen bliver afbrudt af propalæstinensiske demonstranter, og det er meget svært at høre, hvad justitsministeren siger.

Peter Hummelgaard agerer stedfortræder for landets socialdemokratiske statsminister, Mette Frederiksen, der i stedet er i Haderslev. Her fejrer hun, at Socialdemokratiets galionsfigur for Arne-pensionen, Arne Juhl, tager hul på den pension, som er opkaldt efter ham.

For Rasmus Jeppesen er det ingen overraskelse, at landets statsminister ikke er at finde i Fælledparken i dag. Faktisk ville det, ifølge ham, give mindre mening, hvis hun var til stede.

”Jeg synes, at det er dybt forkasteligt. Men jeg forstår hende godt. Det er hende, der er skyld i, at arbejderne får det sværere og sværere, mens en lille procentdel bliver ekstremt rige. Det ville ikke gå godt for hende i dag. I stedet er hun i Haderslev og fejrer en pension, der kun gavner ganske få,” siger Rasmus Jeppesen.

Peter Hummelgaard trådte jo til og holdt en tale i statsministerens fravær. Han blev buhet af scenen. Hvad tænker du om det?

”Det undrer mig ikke. Hvad havde han regnet med? Folk gider da ikke at høre på dem i dag. Slet ikke her,” fortsætter Rasmus Jeppesen.

Hvem er kommunisterne?

Revolutionært Kommunistisk Parti er et nyt parti, der først officielt bliver stiftet til oktober. Lige nu er partiet i en fase, hvor det forsøger at tillokke sig en masse kammerater landet over. Der er i alt 14 afdelinger af partiet alene i Københavnsområdet. Ligeledes er der en række mindre afdelinger rundt  i landet. Målet med partiet er at vælte det kapitalistiske system og indføre marxistisk kommunisme i Danmark.

Af de fremmødte kommunister denne solskinsdag er næsten alle unge mennesker. Det er ligeledes en ung revolution, der, ifølge dem selv, er på vej.

Danmark er fyldt med ensidige status-quo-medier

Rasmus Jeppesen er en travl mand i dag. Mange medier har været henne for at interviewe den kommunistiske leder, hvor de alle har stillet mere eller mindre de samme spørgsmål. ”Hvorfor har Danmark brug for kommunisme?” og ”hvordan skal revolutionen foregå?”

Selvom Rasmus Jeppesen svarer høfligt og går i dybden, når han fortæller, at de mener, at det kapitalistiske system har spillet fallit, og at det er en fredelig revolution, som de ønsker, er han langt fra tilfreds med mediestanden i Danmark. Ifølge ham er det nemlig ikke kun politikerne, der er skyld i, at systemet er blevet pilråddent. Også medierne bærer, ifølge ham, et stort ansvar.

”Mediestanden i Danmark domineres af status-quo-medier, der er enormt ensidige i deres dækning. Især af store konflikter og problemer. Derfor arbejder vi også på at lave vores eget medie. En marxistisk avis.”

Er det ikke også et ensidigt medie?

”Jo, men det er alle medier. Forskellen er bare, at vi selv skriver, at vi har en agenda.”

Så problemet med medierne i Danmark er, at de ikke selv deklarerer deres agenda?

”Ja.”

Før vi når at snakke den danske mediestand til ende, bliver Rasmus Jeppesen trukket ud af samtalen af et af de medier, som han netop har beskrevet, bidrager til det ensidige status-quo-mediebillede. Der skal nemlig laves et lille SoMe-indslag med ham, hvilket han stiller op til med smil på læben.

På skillevejen mellem stalinisme og marxisme kører en kommunist i en ladcykel

”Det folkemord, vi er vidne til i Gaza, er produktet af et sygt system. Kapitalismen har spillet fallit!” gjalder en ung kommunist gennem en megafon fra ladet i en ladcykel. Ud fra hans påklædning at dømme er han en del af det marxistiske Revolutionært Kommunistisk Parti, men man kan ikke vide sig alt for sikker. Det spæde parti er nemlig ikke ene om at sprede de kommunistiske budskaber. Kun en smal grussti adskiller de marxistiske kammerater, som Rasmus Jeppesen repræsenterer, fra en stalinistisk bevægelse. Rød første maj står der på partiets faner. Partiet hedder Kommunistisk Parti – altså det samme, bare uden en revolution. Dermed er Fælledparken forvandlet til en kommunistisk buffet, hvor man med få skridt kan bevæge sig mellem marxisme og den noget mere ekstreme stalinisme.

Organisér jer!

Mange kammeratlige fødder har betrådt scenen ved RKP’s plads i løbet af dagen. En af de sidste til at gøre kunsten efter er Johan Uhrskov-Bendixen, som er et af de ledende medlemmer af partiet. Og han holder sig bestemt ikke tilbage.

”I et kapitalistisk system er det ikke ens stemme, der giver magt. Det er dollars, der styrer magten!” udbryder Johan Uhrskov-Bendixen.

De fremmødte jubler og klapper.

”Heldigvis for os har kapitalismen ikke kun skabt et sygt system. Den har også skabt den generation, som bliver dens død! Vi har alt at vinde og kun vores lænker at tabe. Så meld jer hos kammeraterne i boden. Foren jer. Organisér jer!” afslutter Johan Uhrskov-Bendixen sin tale.

Kommunisme på Christiansborg?

Selvom ambitionerne for den kommunistiske revolution er tårnhøje, er der ikke nødvendigvis en drøm om et kontor på Christiansborgs bonede gulve.

”Vi vil jo helst gentænke hele systemet. Men vi tager samtidig al den demokratiske indflydelse, som vi kan få – også på Christiansborg. Men vi ville ikke kunne få særlig meget igennem,” forklarer Rasmus Jeppesen

Hvorfor ikke?

”Fordi det i et kapitalistisk system ikke er politikerne, der bestemmer. Det er dem med pengene. Det er folk som Dansk Industri og Dansk Landbrug, og de er ikke interesserede i vores politik,” uddyber Rasmus Jeppesen.

Da dagen lakker mod sin ende, og kammeraterne snart skal pakke scenen sammen, kigger Rasmus Jeppesen ud over pladsen, der er godt fyldt.

”Det er dejligt, at vejret er så godt. Det er ikke sikkert, at der var kommet lige så mange, hvis det regnede og var fem grader som i sidste uge,” smiler Rasmus Jeppesen.

Det er trods alt fedest at revolutionere samfundet i solskin.

Rasmus Jeppesen, talsperson for Revolutionært Kommunistisk Parti.

FORSIDEN

Kurt, hvor blev du af? Strandbaren var ikke med til årets Kapsejlads

Kurt, hvor blev du af? Strandbaren var ikke med til årets Kapsejlads

af | maj 30, 2024 | INDE, NYT I INDE, SPOT 2 (3 ARTIKLER) FORSIDE

INDE | NYT I INDE | SPOT 2 (3 ARTIKLER) FORSIDE
Kurt, hvor blev du af? Strandbaren var ikke med til årets Kapsejlads

Da det ikoniske aarhusianske samlingspunkt, Kapsejlads, løb af stablen dette forår, var det med højt humør, masser af øl og Tessa-vokaler. Men én ting glimrede ved sit fravær: Kurt Strandbar.

TEKST: JOACHIM FARSHØJ
ILLUSTRATION: LOTTE SKJØDT NIELSEN 

Udgivet den 30. maj 2024

Man holder altid med de underdogs. Men det er svært, når de ikke er med.

Det er næppe gået manges næse forbi, at Kurt Strandbar ikke var med, da fakulteterne i Aarhus fredag den tredje maj skulle testes i moderne gladiatorkamp i Uniparken. Ved årets Kapsejlads var DMJX’ fredagsbar og festforening nemlig blevet forbigået i udtagelsen.

Mange ansøgninger og et højt niveau over hele linjen var kendetegnende for udtagelsesprocessen, og det gik ud over Kurt Strandbar, fortæller forperson, Emilie Johansen. Kurt Strandbars egen ansøgning var bare ikke god nok, lyder vurderingen.

”Vi fik at vide, der bare var virkelig hård konkurrence i år. En af foreningerne havde sågar bygget et escape room til Umbilicus, der stod for udtagelsen. Så det, der ville have været en god ansøgning sidste år, var ikke længere en god ansøgning i år,” siger hun.

Emilie Johansen får opbakning fra det tætteste, Danmark kommer på en Kapsejlads-ekspert. Andreas Friis, der tidligere har lavet timevis af podcast om Aarhus’ mest prestigefyldte hakkebajer og stadig er fast morgenvært ved sejladsen, forklarer nemlig, at det ikke er et fravalg af Kurt, men et tilvalg af nogle andre.

”Kurt Strandbar fuckede ikke noget op. Der er altid nogle store, kendte foreninger, der ikke er med. I år var det Kurt. Tilmed var der nogle helt nye ansøgere i år, der ikke har været med før, som også skulle med i ligningen,” siger han.

Joken, der aldrig kom

Kurt Strandbar havde ellers underholdt medicinernes fredagsbar, Umbilicus, med en Paradise-sketch, hvor medicinerne ikke overraskende skulle vælge Kurt som partner til sidst. Dét, krydret med en såkaldt roulade-kapsejlads, gav kurterne tro på, at de, ligesom i fjor, kunne samle skolen om årets vigtigste sejltur.

Derfor var der også skuffelse at spore, da de – live på Instagram – fik meddelelsen om, at de var blevet vejet og fundet for lette.

”Der var meget stille i rummet. Først troede vi, det var en joke, da de sagde, de havde dårlige nyheder. Men punchline kom aldrig. Selvfølgelig ville vi gerne have været med, selvom det også er hårdt arbejde,” siger Emilie Johansen.

Særligt én ting ved fraværet ærgrede forpersonen. For selvom Kapsejlads blev afviklet med samme succes som de foregående år, og massevis af elever fra DMJX allerede flyttede ind på den store græsplæne klokken to om natten, manglede der noget. Der var strålende vejr, der var ‘Underdogs’ på Soundboksen, der var morgensang, og der var festivalslugt, men der var ikke nogen at holde med.

”Der var ikke noget at se frem til. De andre foreninger spurgte også efter os, og tandlægerne har endda nævnt Kurt Strandbar i deres sang. Vi er begyndt at blive en fast del af Kapsejladsen. Men ikke i år,” siger hun.

Når festforeningerne skal udtages til Kapsejlads, er der ifølge Andreas Friis en række elementer, der bliver kigget på. Det drejer sig altså ikke bare om at være sjov.

”Ansøgningen betyder meget. Men det betyder også noget, at man har leveret god energi i de foregående forløb. Man skal komme til tingene, og man skal gå op i det, for Kapsejlads er et gigantisk arrangement. Man skal gerne kunne mærke opbakningen hele vejen rundt,” siger han.

Andreas Friis uddyber yderligere, at det kan betale sig at gøre lidt ekstra ud af den sang, man altid skal have med til Kapsejlads, eller måske lægge nogle kræfter i musikvideoen. Det er dog ikke det afgørende.

Falske rygter med lang levetid

Der er intet i verden, der taler lige så højt som de berygtede vandrør. Igennem et længere stykke tid har de hvisket, at Kurt Strandbars manglende udtagelse skyldtes en dårlig indsats ved oprydningen efter Kapsejlads sidste år, men det rygte vil Emilie Johansen gerne begrave én gang for alle.

”Det er ikke rigtigt, at vi ikke gjorde ordentligt rent efter os sidste år. Vi kom selvfølgelig og ryddede op,” siger hun.

Faktisk fortæller Emilie Johansen, at nogle af de medlemmer, der ikke engang var med til festdagen på grund af sygdom, alligevel troppede op med handsker og spand dagen derpå.

Det viser sig også, at rygtet om Kurts manglende oprydning er et rygte, der går flere år tilbage. Andreas Friis har således været bekendt med rygtet i årevis, og da han selv ofte har deltaget i oprydningerne, både som studerende og morgenvært, kan han afkræfte, at Kurt Strandbar skulle være stukket af fra oprydningen sidste år.

”Det går som minimum tre-fire år tilbage. Men Kurt Strandbar har altid været med til at rydde op, så vidt jeg kan huske. Man skal nok kigge endnu længere tilbage for at finde rygtets ophav,” siger han.

Fremtiden for Kurts Kapsejlads-planer

Når Kapsejlads banker på næste år ved denne tid, er Emilie Johansen ikke længere forperson for Kurt Strandbar. Derfor har hun heller ikke nogen indflydelse på, hvordan ansøgningen kommer til at foregå på det tidspunkt, og det er slet ikke sikkert, at Kurt Strandbar overhovedet har tænkt sig at søge.

Kurt er en af de foreninger, der oplever den største udskiftning på halvårligt basis, og nye medlemmer medfører nye holdninger, hvorfor der til næste år på ny skal stemmes om lysten til at være med i Kapsejlads.

”Næste år skal de nye blive enige om, hvorvidt de vil være med. Den beslutning kan vi ikke tage på forhånd. Man skal altid teste vandene,” siger hun.

Hun tør dog godt komme med en forsigtig forudsigelse om Den Fjerde Statsyachts fremtid.

”Mon ikke vi ender med at søge igen,” siger hun.

Der er altså endnu håb, hvis man ikke har nået at se Kurt Strandbar sejle op ad åen i sin tid på skolen.

Kurt på Aarhus-kortet

Noa Kallestrup, menigt medlem af Kurt Strandbar, er langt hen ad vejen enig med sin formand. Har man sat sine fødder på campus på Katrinebjerg ugen op til Kapsejlads, er der nemlig én ting, der fylder markant mere end alt andet – også selvom det ofte falder tæt på den travle eksamensperiode.

”Kapsejlads samler skolen. Det er en skam at gå glip af den del i år. Der opstår mange gode fællesskaber på baggrund af det, og Kapsejlads er med til at sætte Kurt Strandbar på Aarhus-kortet,” siger Noa Kallestrup, der var med sidste år, men ikke i båden.

Han anerkender dog, at en Kapsejlads-deltagelse ikke udelukkende er snurreture med øl i hånden, fællesskab og fornøjelse. Der ligger en hel del arbejde bag, hvorfor der for nogen også var lettelse at spore, da det kom frem, at Kurt ikke blev valgt.

”Selvfølgelig var der nogen, der var lettede. Kapsejlads tager meget tid, og det fylder vildt meget i kalenderen, for der er en masse forberedelse og oprydning. De fleste af os var skuffede, men det er et krævende forløb. Personligt savnede jeg det mest på selve dagen,” siger han.

Noa Kallestrup fortæller også, at hans venner på andre uddannelser i Aarhus sågar spurgte til, hvorfor Kurt Strandbar ikke var med i år, så fraværet er ikke gået helt ubemærket hen.

Kapsejladsen blev i år vundet af Medicin, der tog sin anden sejr i træk og den sjette af de seneste ti mulige. Det har været afholdt siden 1991 og havde i år et estimeret tilskuerantal på 30.000. Peter Falktoft og Esben Bjerre var mændene med mikrofonerne, inden de overgav lyden til Tessa, der rappede et efterhånden godt brugt publikum igennem eftermiddagen.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Umbilicus’ forretningsudvalg, der stod for udvælgelsen af fakulteterne.

 

FORSIDEN