Næsten alle journaliststuderende har prøvet det – at blive hjemsøgt.

Researchen er lavet. Spørgsmålene er forberedt. Der kigges afventende rundt på de andre i gruppen efter én, der melder sig frivilligt. Måske kigger man lidt ned i bordet. Lader som om, man er i gang med noget vigtigt på sin computer. Kunne vi egentlig ikke bare sende en mail?

Telefonfrygten har meldt sin ankomst – som et usynligt genfærd, der plager det journalistiske gruppearbejde. Men vi lader alle som om, det ikke er der. Måske fordi vi er bange for, at det bliver hængende, hvis vi siger det højt.

Alene med utilstrækkeligheden?

Den første person, jeg vil ringe til for at skrive denne artikel, er Joan Husted, der er studievejleder på DMJX. Nok en af de mindst intimiderende personer, man kan kontakte overhovedet. Efter to år på Journalisthøjskolen burde jeg have let ved at ringe folk op. Men så snart jeg har tastet Joans nummer, kommer tvivlen alligevel snigende.

Forstyrrer jeg hende med mine spørgsmål? Hvad skal jeg sige? Hvad vil hun sige? Og endnu værre. Hvad er der galt med mig, siden jeg stadig mærker den her frygt? Og betyder det, jeg aldrig bliver en god journalist?

For mig ligger en stor del af problemet med kontanktangst i følelsen af utilstrækkelighed og skam. At jeg står alene med frygten for noget, alle de andre gør frygtløst. Men er det overhovedet rigtigt?

Gennem en spørgeskemaundersøgelse har 131 studerende afkræftet mine bange anelser.

Undersøgelsen viser at frygten i høj grad omhandler telefonopkaldet. Kun en tredjedel har frygtet at skrive til en kilde. Til gengæld har knap ni ud af ti studerende gruet for at gribe knoglen. Samtidig siger en tredjedel, at frygten i enten nogen, høj eller meget høj grad har påvirket deres evner til at gennemføre opgaver på studiet.

Ifølge nogle af de studerende skyldes det tanken om, at de ikke er kildens tid værdig

“Jeg har frygt for at lyde dum eller uforberedt eller spilde deres tid,” skriver en studerende i undersøgelsen. En anden supplerer

“En usikkerhed om, hvorvidt jeg har ‘ret’ til at kontakte dem. Jeg er jo studerende. Og en frygt for afvisningen, som jeg synes, der var mange af på de første semestre.”

Selvom langt størstedelen af de studerende har frygtet kildekontakten, så er der alligevel et stigma omkring problemet.

Halvdelen af de adspurgte har enten i nogen, høj eller meget høj grad følt skam over at have svært ved kildekontakten. Flere af de studerende begrunder det med, at de føler, de står alene med at have problemet.

Spild af kildens tid

“For mig er det sådan noget som at skulle ringe til en politiker og være kritisk. Fordi jeg bare ringer fra Journalisthøjskolen og spilder deres vigtige tid”, forklarer jeg, da jeg taler med Tom Hansen. Han er uddannet psykolog og arbejder i dag som arbejdsmiljøkonsulent hos Dansk Journalistforbund.

“I den situation handler det om nogle grundlæggende antagelser om dig selv, som du skal udfordre. Handler det virkelig om, at du er mindre vigtig end en Politiken-journalist? Nej, du har præcis samme funktion, uanset hvor du kommer fra,” siger han.

Det, Tom Hansen her laver, kalder han et realitetstjek. Man ser på, hvad det er for nogle grundlæggende antagelser om én selv, der skaber frygten. Derefter kan man enten afkræfte dem eller diskutere, hvordan de bedst håndteres.

I mit tilfælde handler det om at stille spørgsmålstegn ved min selvopfattelse. Det kan også være gavnligt at gøre i undervisningen på skolen eller generelt blandt de studerende.

“Hvis der er nogle andre studerende, der går rundt med de her tanker, kan man lægge dem frem og sige: ‘skal vi ikke lige lave et realitetstjek på det her?’” siger Tom Hansen.

Telefonfrygten kan altså bearbejdes, ved at vi italesætter den. Men det er samtidig vigtigt at give plads til angsten uden at skamme sig. Man skal se kildekontakt som noget, der skal læres – på samme måde som vi skal lære at vinkle eller skrive en fængende rubrik.

“Der vil aldrig blive stillet det krav til jer, at I skal kunne det samme som de færdiguddannede. Det er nu, I skal prøve at begå fejl, så I kan lære af dem”, siger Tom Hansen.

Alligevel svarer 63 procent i min undersøgelse, at de ville få gavn af, at skolen brugte mere tid på at undervise i kildekontakt. Det fortæller jeg til Joan Husted.

“Når det kommer til stykket, er det ikke sikkert, man prioriterer det. Min erfaring er, at selvom rigtig mange studerende siger, de er stressede, så kommer de ikke, når jeg inviterer til et oplæg om det,” siger hun.

Kan det ikke handle om, at folk skammer sig, og at det derfor også er skamfuldt at melde sig til sådan et kursus?

“Der kan godt være en risiko for at man tænker: ’Så har jeg rakt hånden op til, at jeg er på holdet af de knap så ’seje’ studerende.’ Men det oplevede jeg ikke var et problem dengang.”

Kildemod på skoleskemaet 

Spørgsmålet er, hvorvidt det giver mening at afholde den slags workshops som et frivilligt tilbud. Især når en stor del af de studerende mærker frygten og påvirkes af den.

På 2. semester er de også blevet opmærksomme på, at det giver mening, at integrere det i undervisningen. Det fortæller underviser Mette Stentoft.

“Før har vi sagt: ‘Nu skal I tage rollen på jer og lave en briefing, og så skal det nok gå’. Men vi har siddet op til det her semester og tænkt, om ikke vi kan gøre mere end det.”

Hun har været med til at arrangere Briefing-dagen, der også kaldes Kildemod. Det er et særligt kursus i kildekontakt, der for nylig blev afprøvet på 2. semester. Det bestod af en obligatorisk dag for alle studerende, hvor de blev trænet i at ringe op til byrådspolitikere.

Der var mere fokus på at forberede sig og gribe knoglen end på frygten for at kontakte kilderne. Men i forbindelse med forløbet har Mette Stentoft også udarbejdet et nyt afsnit til JM2-kompendiet, der fokuserer på den usikre interviewer. Det forholder sig særligt til det kritiske interview, men der er også mere generelle tips til kildekontakt og usikkerheden, der følger med.

Hvorfor snakker I ikke også om frygten på dagen?

“Det kunne vi i og for sig også. Men det, jeg har at sige om det, har jeg skrevet ned i kompendiet. Og så har vi også samtaler i starten af semesteret, hvor de studerende kan tale om, hvad de synes er svært,” siger Mette Stentoft.

Sammen med de andre undervisere fra 2. semester vil Mette Stentoft vurdere kursets fremtid, når næste forløb skal planlægges. Hun regner dog med, at det er noget, der vil blive prioriteret fremover.

“Det kan sagtens være, vi skal gøre mere. Nu må vi lige se, hvad der kommer ud af det første skridt,” siger hun.

Da jeg taler med hende, har de studerende netop evalueret kurset. Indtil videre har feedbacken fra de været positiv. Og selvom der som sådan ikke er fokus på at bearbejde frygten for kildekontakten, er skammen også noget, Mette Stentoft forsøger at italesætte med kurset og kompendiet.

“Jeg tror virkelig, det første skridt er at sige, at det er helt almindeligt. Jeg har skrevet det i vores kompendium, og nu skriver du det i Bunkeren. Så er det jo et skridt på vejen,” siger Mette Stentoft til mig.

Det kan være svært at sige det højt, og det har det også været for mig i denne artikel. Men selvom det er ubehageligt, er vi nødt til at tale om det. For det er på den måde, vi jager de onde ånder ud af telefonrøret. 

Danmarks Medie- og Journalisthøjskole har opdateret sit kodeks for god adfærd. Det indebærer, at der er kommet klarere retningslinjer for håndtering af seksuelle krænkelser. Ringer det ikke en klokke? Så bare rolig – du er ikke den eneste.

En kold februardag i Zoom-undervisningens tegn tikker en mail ind. Nyt fælles kodeks for god adfærd på DMJX står der i emnefeltet. Jeg har en fornemmelse af, at det dækker over noget sexisme-relateret.

Ganske rigtigt. Da jeg åbner mailen, står der, at skolen som følge af sager med seksuelle krænkelser i offentligheden har opdateret sit kodeks for god adfærd. Nu er der udarbejdet konkrete retningslinjer for, hvordan skolen håndterer krænkende adfærd som mobning og seksuel chikane.

Vigtigt, tænker jeg og vil gerne se nærmere på kodekset. Jeg klikker på linket i mailen, der fører mig til ItsLearning, hvor jeg kan læse den samme besked som i mailen. Jeg genlæser ordene.

I finder DMJX’ Kodeks for god adfærd i menuen i højre side – under DMJX Links.

Jeg kigger i højre side. Intet kodeks. Jeg klikker på Startside. Kigger i højre side. Intet kodeks. Og dér mister jeg interessen for kodekset, taster bogstaverne ’in’ i mit søgefelt og opsluges i stedet af Instagrams mere brugervenlige univers.

Er jeg den eneste, der aldrig fik læst kodekset?

Det har jeg sat mig for at finde ud af. Derfor har jeg slået et spørgeskema op i diverse DMJX-grupper på Facebook. 90 studerende har svaret på spørgeskemaet på tværs af uddannelser og semestre i både Aarhus og Emdrup. Og 77 procent af de adspurgte har ikke læst kodekset.

Det er skolens direktion, der står bag det nye kodeks. Prorektor Jens Grund forklarer, at det var det øgede fokus på seksuelle krænkelser i mediebranchen efter Sofie Lindes tale ved Zulu Comedy Galla, der fik skolen til at vende blikket indad.

I efteråret 2020 lavede de danske journalistuddannelser i samarbejde med KVINFO en undersøgelse og en workshop med de studerende. Resultatet viste, at meget få af de studerende, som havde været udsat for en seksuel krænkelse i praktikken, var gået til uddannelsesstedet.

Derfor mente Jens Grund og resten af direktionen, at der var brug for en opdatering af kodekset.

Mere tydelighed

Det nye kodeks forklarer mere tydeligt, hvordan skolen forholder sig til seksuelle krænkelser. Som studerende anbefales man i kodekset at gå til en studievejleder, praktikkoordinator eller underviser, man har tillid til. Desuden er der et afsnit om, hvordan sagerne behandles.

”Jeg håber, at man vil føle sig mere tryg ved at gå til skolen, hvis man bliver udsat for noget,” siger han.

Hos KaJ, studenterorganisationen på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, er de enige i, at den større grad af tydelighed er positiv. Formand Markus Vallentin Jakobsen mener, at det før var et problem, at der ikke var en klar proces for, hvordan skolen håndterede sager om seksuelle krænkelser.

”Det er jo en enorm skrøbelig sag, hvis man har tanker om at skulle rapportere noget. Derfor har vi også råbt op om større gennemsigtighed. Og det er der kommet med kodekset,” siger han.

Selvom KaJ er enige i behovet for et nyt kodeks, er de dog ikke tilfredse med inddragelsen af de studerende under selve udarbejdelsen af kodekset. Skolen skulle have gjort betydeligt mere for at have en dialog med de studerende om kodekset. Sådan har KaJ udtalt i en artikel til Journalisten d. 12. marts.

Forebyggelse af sexisme

Joan Husted, studievejleder i Aarhus, har ikke oplevet et personligt behov for klarere retningslinjer i sit arbejde. Selvom hun sjældent modtager sager om seksuelle krænkelser, føler hun, at hendes håndtering og handlemuligheder sidder på rygraden. Hun er dog positiv over for det nye kodeks af en anden grund.

Prorektor Jens Grund fremhæver også vigtigheden af kodeksets signalværdi, fordi det er med til at italesætte, at Danmarks
Medie- og Journalisthøjskole ikke vil tolerere krænkende adfærd.

Han lægger desuden vægt på, at kodekset ikke står alene. Der er sat flere initiativer i værk, og ét af dem er, at alle studerende skal deltage i en sexisme-workshop, inden de starter i praktik. Den skal forberede de studerende på, hvordan de håndterer det, hvis de udsættes for en seksuel krænkelse.

En af dem, der allerede har deltaget i sexisme-workshoppen, er Anne-Sofie Færk, der læser kommunikation på andet semester i Aarhus og skal i praktik næste semester. Inden var hun skeptisk, men blev positivt overrasket, fordi hun følte, at skolen tog ansvar for hende og hendes medstuderende.

”Jeg synes, det er rart, at skolen forbereder os på det. Man tænker, at det ikke sker for en selv, og samtidig hører man, at det sker for mange. Så det kunne jo også ske for mig,” siger hun.

Et skuffedokument?

Af de adspurgte i min spørgeskemaundersøgelse har 44 procent slet ikke hørt om kodekset.

Jeg spørger Jens Grund, hvordan kodekset skal sætte fokus på sexisme, når kun cirka halvdelen kender til det. Han svarer, at det vil tage tid. Planen er at udbrede kendskabet til kodekset ved at fortælle nye studerende om det ved studiestart. Desuden fortælles der om kodekset til sexisme-workshoppen.

I et fritekstfelt i spørgeskemaundersøgelsen kan de studerende skrive, hvad de mener om, at skolen har lavet et kodeks. Mange er positive, men en del efterspørger også bedre kommunikation.

Prorektor Jens Grund ville ønske, at flere havde læst kodekset. Faktisk er hans mål, at alle studerende med tiden skal have læst det. Jeg spørger ham, om man kunne have gjort mere end blot at sende en mail ud og forklarer, hvordan jeg selv opgav at finde kodekset på ItsLearning.

”Hvis vi kan gøre det lettere, er det dumt ikke at gøre det. Vi ved jo også fra branchen, at hvis der er for mange kliks derhen, så falder folk fra,” svarer han.

Han vil tage det videre til kommunikationsafdelingen, men lover ikke, at det er muligt at gøre kodekset mere tilgængeligt.

Jeg foreslår, at man kunne lægge kodekset ud på DMJX’ hjemmeside, så man kan linke direkte til det. Den mulighed har Jens Grund også tænkt på.

”Vi har faktisk lagt en del energi i det her kodeks, så det betyder også noget for os. Vi må gøre noget mere, hvis folk skal læse det,” siger han.

Dag 85 

Selvom direktionen modtager kritik fra de studerende, bliver deres samarbejdsevner rost af skolens medarbejdere.

”Jeg synes faktisk, at ledelsen har lyttet rigtig meget til os medarbejdere. Der er jo ingen af os, der synes, at det her er fedt,” siger tillidsrepræsentant Mette Mørk.

Fredag den 5. marts falder den endelige plan for besparelserne på plads. Gennem debat og kompromiser mellem ledelse og medarbejdere lander aftalen ifølge Mette Mørk et fornuftigt sted.

”Det vigtigste for os medarbejdere var, at både ledelse og medarbejdere skulle bidrage til besparelserne.” Som resultat af besparelserne tilbyder seks medarbejdere at fratræde frivilligt, og alle får deres ønske opfyldt.

Gitte Luk, Lars Bjerg, Lone Krogsholm, Henrik Laier, Anders Lange og Christina Hansen Falkenberg vil ved årets udgang ikke længere være at finde på DMJX.

På nær Christina Hansen Falkenberg fra studieadministrationen er alle de fratrædende undervisere, fire fra journalistlinjen og en fra kommunikationslinjen. Det er dermed journalistuddannelsen, der bringer det største offer, når den mister nogle legender.

Hvor mange af deres stillinger der skal genbesættes, ved skolen stadig ikke, men der kan godt forventes nyt blod i Aarhus-afdelingen. De seks medarbejdere stopper løbende i år, og får derfor alle mulighed for at færdiggøre diverse projekter på en ordentlig måde.

For de studerende betyder besparelserne, at al print fremover bliver betalt af egen lomme.

Om hvorfor de studerende ikke fik en mail om besparelsen og dens konsekvenser, ligesom underviserne fik, er Trine Nielsens svar enkelt.

”Det var fordi, de andre (Roger Buch, Peter Østergaard Sørensen og Mats Magnussen red.) var hurtigere end os.”