Brugerbetaling i data: Pernille Holbølls B.T. er ikke på print

For at blive en god undersøgende journalist kræver det færdigheder, gode kilder og respekt for sit arbejde. Illustreret Bunker har sammen med to af de dygtigste gravere sammensat en guide til dig.

Det startede med et tip om noget data, der omhandlede  “underlige” pengestrømme ind i Danske Banks estiske filialer. Sådan begyndte en af Berlingskes største historier. 

I den anden ende af byen sad der en gruppe journalister på Ekstra Bladets redaktion og undrede sig over, hvordan de danske børn i Syrien egentlig blev glemt så hurtigt. En undren, der startede et forløb fyldt med anonyme kilder og en presset regering.

Den store afsløring kan starte på mange forskellige måder. Illustreret Bunker har talt med to af de journalister, som har været med til at ryste medieverdenen.

Simon Bendtsen er nyhedschef på Berlingske Business og har tidligere arbejdet i gravergruppen samme sted. Her var han med til at dække hvidvasksagen om Danske Bank, som han desuden har vundet en Cavlingpris for. 

I januar 2017 startede han, Michael Lund og Eva Jung på den længerevarende sag. De arbejdede intensivt på den i cirka tre år, og de skriver stadig den dag i dag, men dog mere sporadisk. Da de havde udgivet et par artikler om sagen, troede de, at det var det. Men så fik de indikationer af, at der faktisk var mere at hente.

Thomas Foght er redaktionschef og undersøgende journalist for Ekstra Bladets gravergruppe og vandt tidligere i år Cavlingprisen for artikelserien om de danske børn i Syrien. Denne artikelserie skrev han sammen med sine kollegaer Jeppe Findalen, Nagieb Khaja og praktikanten Magnus Mio. Her dykkede de ned i allerede offentlig kendt viden og fandt ud af, at der lå meget mere begravet under gulvtæppet. Helt konkret resulterede dette i, at 14 danske børn blev fragtet hjem.

Med hjælp fra Simon Bendtsen og Thomas Foght har Illustreret Bunker skabt en guide på fem steps til alle de spirende graverjournalister, som befinder sig på DMJX.

“Det, tror jeg, egentlig er det vigtigste. At kilderne ved, hvad de går ind til, og at de føler sig trygge og ved, at vi behandler de informationer, de deler med os. Og at vi gør alt i vores verden for at beskytte dem.”

Sådan forklarer Thomas Foght fra Ekstra Bladets gravergruppes håndteringer af kilder. Da der har været mange kilder i spil i både Thomas Foghts og Simon Bendtsens artikler, fylder kildehåndteringen rigtig meget i processen.

Også for Simon Bendtsen og Berlingske har noget af det vigtigste været en gensidig respekt mellem kilderne og en selv som journalist.

“Man vinder kildernes tillid ved at opføre sig ordentligt. Selvfølgelig skal man aldrig virke truende overfor sine kilder, men ligeså vigtigt er det, at man opfører sig ordentligt i mødet med de mennesker, man skriver om. Både dem, der kan have gjort noget galt eller dem, der er vidner til det,” siger han.

Denne gensidige respekt for hinanden og for de historier, man skriver, er også vigtig at huske på, mener Simon Bendtsen. Hvidvasksagen i Danske Bank blev hurtigt en meget omfattende sag.

“Mange af direktørerne måtte stoppe i banken. Endnu hårdere var konsekvensen for en af direktørerne i Estland, som begik selvmord (Aivar Rehe, som var mangeårig direktør i Danske Bank Estland red.). Det er selvfølgelig noget, der gør, at man får meget respekt for, at det kan have nogle voldsomme konsekvenser, når vi skriver noget,” fortæller han.

Man kan ikke med sikkerhed sige, at Aivar Rehe begik selvmord som følge af hvidvasksagen. Den estiske ugeavis Eesti Ekspres har skrevet om ham og hans selvmord, og det “skinner igennem i deres artikel, at det sandsynligvis har været den skade for hans ry og rygte, som sagen uvægerligt havde givet ham,” som var skyld i hans selvmord, skriver Magasinet rØST.

En stor del af de kilder, som både Simon Bendtsen og Thomas Foght interviewede under begge sager, skulle holdes anonyme. Det var på grund af kildernes sikkerhed.

“Der er nogle gange, vi har haft mistanke om, at der er nogen, der holder øje med os. Især efter vi begyndte at bringe nogle af de historier om de her klassificerede oplysninger. Der tror jeg da, at der var nogen, der begyndte at undersøge, hvem i hulen det er, vi taler med,” siger Thomas Foght.

Han uddyber:

“Vi skal sikre os, at kilderne aldrig nogensinde kommer i problemer, fordi de snakkede med os.”

Det prøvede de blandt andet at gøre ved at undgå at kontakte kilderne via mail og almindelige opkald.

Thomas Foght valgte at opsøge kilderne i deres private hjem for at beskytte deres identitet. Her ville han dukke op, når kilderne havde fri fra deres respektive arbejde for at snakke med dem uden for arbejdstiden, så ingen kunne overhøre deres samtaler.

En anden af hans metoder var at sende et fysisk brev til sine kilder. Udover at sikre anonymitet, er et brev heller ikke lige så voldsomt, som når en journalist dukker op på en kildes dørtærskel.

Hos gravergruppen ved Berlingske blev sikkerheden også vægtet højt. De tog helt særlige forholdsregler i brug for at beskytte deres kilder.

“Vi gav kilderne kodenavne, og i særlige omstændigheder fløj vi et sted hen for så at køre i den modsatte retning. Man kunne ikke udlede noget af, hvor vi var fløjet hen, når vi kørte et andet sted hen. Så vores kilder blev ikke kompromitterede,” siger Simon Bendtsen.

Det var enormt vigtigt for begge historier, at kilderne havde tillid til de to journalister, for ellers var det svært at få dem til at dele deres informationer. Det gjorde Simon Bendtsen ved at forsøge at efterlade så få digitale fodspor som muligt ved blandt andet at skrive alt i hånden og ikke fortælle andre, hvad de arbejdede på. Det handlede især om, at der pludselig kom meget på spil for de involverede i hvidvasksagen, da både den administrerende direktør, Thomas Borgen, og bestyrelsesformanden, Ole Andersen, blev fyret.

At sætte sig ordentligt ind i en sag kan tage lang tid, og man skal forvente, at man kan ende med at sidde med den samme sag i lang tid. Nogle gange kan man skrive videre om den samme sag i flere år. Det var tilfældet for Simon Bendtsen og hans kollegaer:

“Vi startede med den i januar 2017. Og så skrev vi intensivt på den i to til tre år – i hele 2017 og hele 2018 – efterfølgende en bog, og nu skriver vi om konsekvenserne,” siger han.

Selvom sagen om hvidvask begyndte i 2017, fylder den stadig i dag. Simon Bendtsen er blevet en af eksperterne på emnet. Thomas Foght kender til den følelse.

“Det er jo klart, at når man dækker en sag i så lang tid, så kommer man enormt godt ind i stoffet, og man får et godt netværk og forhold til sagen,” siger Thomas Foght.

Man bliver en ekspert inden for sin sag. Ingen andre har det samme netværk eller den samme viden om emnet.

Thomas Foght skrev sin artikelserie med tre andre, og han understreger, at for ham var det vigtigt at være flere på sagen. Især når den var så stor.

“Lad os sige, at der sker noget uventet, og der er en, der holder ferie eller har en fridag. Så er der en anden på arbejde, der lige kan gribe historien,” siger han.

Han uddyber desuden, at han også mener, at det er en fordel rent strukturelt:

“Det vil være hårdt at sidde bare en eller to mand med så stor en sag i så lang tid. Når man er fire, så kan man hele tiden justere på, hvem der skal kigge på hvad, og man kan gribe flere ting. På den måde gjorde det, at vi var mere fleksible i at kunne dække sagen.”

Simon Bendtsen skrev sin artikelserie med Eva Jung og Michael Lund, som han i forvejen havde et venskabeligt forhold til:

“Det var meget tilfældigt, at det blev os tre, men i bund og grund handler det om, at man arbejder godt sammen og komplimenterer hinanden.” 

Mange ser nok hjemmets rammer og ens tætte familie som et frirum, hvor man kan lette sit hjerte. Det er ikke altid givet som graverjournalist. Adspurgt svarer Thomas Foght, at han ikke havde fortalt sin kone, hvad de arbejdede på. Det var kun de journalister, der arbejdede på artiklerne, og chefredaktørerne, som kendte til arbejdet med sagen.

Han forklarer dog yderligere, at det ikke er underligt for ham:

“Det er sådan set meget naturligt. Der er mange elementer af mit arbejde, min kone ikke kender til. Nogle gange fortæller jeg om de historier, jeg arbejder på. Andre gange gør jeg ikke, da det bare er bedre ikke at fortælle det.”

For ham giver det sjældent mening at lette sit hjerte, når det er en sag, der omhandler anonyme kilder. Så kan det være, at det er bedre at holde tæt.

For Simon Bendtsen har det varieret, hvor mange der vidste, hvad de arbejdede på.

“Der har været forskellige forløb, hvor det har været mere eller mindre hemmelighedsfuldt, hvor vi har holdt os lidt for os selv og ikke fortalt så meget om, hvad vi lavede.”

Med Thomas Foght og Simon Bendtsens gode råd med i rygsækken er du nu klar til at grave med den helt store spade.