Hvornår er der begravelse for stridsøksen?

Hvornår er der begravelse for stridsøksen?

Hvornår er der begravelse for stridsøksen?

TEKST: Freja Schultz Tylvad , kommunikationsstuderende
ILLUSTRATION: Katrine Åsleff Edvardsen

Udgivet den 01. juni 2023

Debatindlæg bragt i Illustreret Bunker er alene et udtryk for skribentens eller skribenternes holdninger.

Kommunikation og journalistik er ikke den samme uddannelse. Så har vi det slået fast, for det er jeg udemærket godt klar over. For mig bliver det dog lidt mere uklart, hvorfor man som helt grøn første semmer skal tages om skuldrene og som en anden ‘Løvernes Konge’-analogi få at vide: 

“Alt hvad du kan se tilhører os, men de der kommunikationsstuderende derovre, dem må du aldrig gå hen til.” 

Eller det er i hvert fald, hvad jeg forestiller mig sker. Jeg læser selv kommunikation, og havde jeg ikke meldt mig ind i en forening, der består af både journalister og kommunikatører, tror jeg aldrig, jeg ville have haft grund til at snakke med dem. Det skulle da lige være efter fem fadøl og en englefisse i fredagsbaren, men på det tidspunkt er grænserne også lidt mere udviskede.

I daglig tale bliver det dog hurtigt til et dem og os – og det,  synes jeg, er synd. For selvom livet som ungt menneske i 20’erne godt kan føles lidt dramatisk til tider, så er det altså ikke et Shakespeare-stykke, og vi kommunikatører er lige så lidt Capulet’er, som journalisterne er Montague’er. Så hvorfor skal der herske en nærmest naturlig splid imellem os – som ingen rigtig kan forklare?

Hvorfor kunne vi ikke behandle hinanden som det, vi med al sandsynlighed peger på at blive: Kollegaer. Ja for undskyld mig, men jeg synes efterhånden, at man bliver tudet ørerne fulde med, at der ikke er hverken nok praktikpladser eller jobs til journalisterne, og de derfor ender, som det de frygter allermest: Kommunikatører (shock horror!). Og selvom det kan lyde fuldstændig åndssvagt for journalisterne, så åbner min uddannelse som kommunikatør som sådan også dørene for at blive journalist – i hvert fald hvis man skal tro på DMJX’ egen beskrivelse af uddannelsen. I virkeligheden er ’journalist’ jo på ingen måde en beskyttet titel, og selv folk fra SDU kunne i teorien kalde sig selv journalister – men det er måske også at strække den. Men når hverken journalisterne eller os kommunikatører kan se frem til beskyttede titler efter både skolegang og praktikpladser, burde vi så ikke støtte lidt mere op om hinanden frem for det modsatte?

Men hvordan begraver man så den stridsøkse? Man kunne jo for eksempel starte med at slå rusforløbene sammen. Efter sigende er det noget, der har været undervejs i længere tid, og alligevel snakker man om, at det nok ikke bliver lige foreløbig. Men hvorfor egentlig ikke? I forvejen er journalisterne og fotojournalisterne slået sammen, så hvad ville 50 mennesker mere gøre? 

Min egen klasse stiller sig delvist skeptisk overfor idéen. De mener, det bliver for mange mennesker, og man derfor vil have svært ved at lære sin egen klasse at kende – men det er jo netop meningen. Det er da langt bedre at lære en masse at kende fra den branche, du på et tidspunkt ender ud i, end en klasse du alligevel skal være sammen med resten af din uddannelse.

Når vi kommunikatører starter på skolen, går de eneste andre kommunikatører på syvende semester (og dem fra femte semester der ikke er på udveksling), og man kan derfor ikke få det samme sammenhold årgangene imellem, som journalisterne har mulighed for. Forsøgte man derimod at slå rusforløbene sammen, ville man ikke blot give både journalisterne og kommunikatørerne en større bekendtskabskreds, man ville uden tvivl også fordre et bedre studiemiljø mellem alle årgange og uddannelser.

Selvom det ikke blev min årgang, der fik overvundet vores shakespearske uenigheder, så håber jeg for fremtidige årgange, at der ikke er så lange udsigter til det, som det forlyder. For det ville da være rart, hvis man som kommunikatør ikke bare var en skygge på Kongesletten, også kaldet DMJX.

Hvad mener du? Illustreret Bunkers opinionssektion giver studerende og medarbejdere mulighed for at give deres mening til kende om studie, skole, journalistisk eller kommunikation. 

Vi bringer debatindlæg i avisen ad to omgange per semester.

Har det interesse for dig? Så skrive til: debat@dmjx.dk

Kære DMJX, gør noget godt – gør konstruktiv journalistik obligatorisk

Kære DMJX, gør noget godt – gør konstruktiv journalistik obligatorisk

Danskerne drukner i mediebilledets hav af negative nyheder. De surfer simpelthen udenom, og det er et problem for journalistikken. Jeg tror dog, at problemet kan fikses. At skuden kan vendes. Men det kræver, at vi ser nærmere på skudens skrog; journalistuddannelsen.

TEKST: Anna Ellesgaard, journaliststuderende

Udgivet den 01. juni 2023

Debatindlæg bragt i Illustreret Bunker er alene et udtryk for skribentens eller skribenternes holdninger.

Kære DMJX – jeg er bekymret.

Når jeg bladrer i avisen eller scroller nyheder på telefonen, skal jeg lede længe, før jeg støder på en succeshistorie – og det bekymrer mig. Som journaliststuderende er jeg bekymret for det dystre billede, medierne tegner af virkeligheden. Det er de negative nyheder, der stjæler spotlight og spalteplads – farver forsiderne og trækker overskrifter. De buldrer frem og tromler succeshistorierne.

Ja, vores verden er kold og kynisk, men den er heldigvis også i fremgang. Og den fremgang må vi ikke glemme at dække og dokumentere. Verden er blevet et bedre sted at være, men det er svært at tro, når medierne gang på gang portrætterer det mørke og prioriterer skandale over succes. En prioritering der både skævvrider virkeligheden og trætter de danske mediebrugere.

DR’s seneste rapport om danskernes medievaner viser, at negative historier hæmmer vores lyst til at dykke ned i nyhedsstrømmen. Næsten hver tredje unge dansker undviger mediebilledet, og det ærgrer mig. Det er en journalistisk mavepuster, at et stigende antal mediebrugere lader dele af virkelighedens film passere forbi sig.

Så kære DMJX, lad os turde at lægge problembrillerne fra os for en stund og give journalistikken et ekstra skud håb. 

Jeg er godt klar over, at det bliver en svær opgave. De fleste forbinder nemlig os journalister med arrige vagthunde, der graver efter problemer – og det er der da også god grund til – for det er akkurat, hvad vi bliver skolet i.

Da jeg startede på journalistuddannelsen, fik jeg at vide, at en journalistisk historie er god, hvis den rummer konflikt. På andet semester stod den problemudredende journalistik øverst på dagsordenen, og inden længe skal jeg igen ud med den store skovl og grave efter problemstillinger til mit semesterprojekt. Som en anden metaldetektor bliver jeg altså skolet i at spore problemer. 

Jagten på problemer giver os skyklapper for øjnene. Vi mister blik for, hvad der fungerer. Så kære DMJX, lad os sammen skabe et mediebillede, som flere vil tage del i. Lad os sørge for, at det bliver attraktivt og inspirerende at dykke ned i nyhedsstrømmen. Vi skal blive ved med at påpege problemerne, men vi skal også huske at præsentere løsningerne. Det skylder vi de danske mediebrugere.

I skrivende stund er Ghana eksempelvis ved at udrulle en lovende malariavaccine, som kan få kæmpe betydning for Afrikas kamp mod malaria – og på den politiske arena viser en ny rapport fra Den Interparlamentariske Union, at der for første gang nogensinde sidder kvinder i alle parlamenter i verden. Selvom der stadig er stor mangel på kvinder på politiske topposter, er dette en international milepæl. Historier som disse er vigtige. Der er bare dét, at disse to historier formentlig ikke har fundet vej til dit nyhedsfeed. Det kan skyldes mange ting, men jeg tror, det bunder i, at de ikke rummer nok konflikt. De har simpelthen ikke nok nyhedsværdi – og det bekymrer mig. Hvorfor skal historier rime på kaos og konflikt for at få værdi – for at blive bragt? 

Vi studerende er fremtidens journalister. Det er os, der skal dække verden om 10, 20 og 30 år. Vi har et ansvar for, at færre vender ryggen til nyhedsbilledet. Vi må og skal sørge for, at skuden ikke synker. Den skal tankes med nuancer og løsninger. Løsninger avler håb, som fodrer lysten til at tage del i den offentlige debat. Men hvordan skal vi skabe et attraktivt nyhedsbillede, hvis ikke I lærer os værdien af konstruktiv journalistik?

Jeg har netop valgt specialisering til fjerde semester, og her gik det for alvor op for mig, at man som journaliststuderende kan skøjte igennem uddannelsen uden overhovedet at stifte bekendtskab med konstruktiv journalistik. Det kræver blot, at man viger uden om valgfaget dialogbaseret journalistik, der, som det eneste fag inden praktikforløbet, beskæftiger sig med konstruktiv journalistik. Det ærgrer mig, at I, DMJX, ikke prioriterer den konstruktive journalistik højere. Den er vigtig og nødvendig, og det er ikke nok, at I pakker den ind og gemmer den i et valgfag, som kun en tredjedel af os studerende ender med at få. Den konstruktive journalistik skal på skemaet, og den skal præsenteres tidligere på uddannelsen. 

I skylder os en række redskaber, så vi kan skabe et konstruktivt nyhedsbillede. Både for danskernes skyld men også så vi sammen sikrer, at fremtidens redaktioner ikke kun består at problemsøgende metaldetektorer. I bør lære os, at en journalistisk historie også kan bringes, selvom den rummer fremgang og håb.

Det handler ikke om et enten-eller. Journalistikken har mange grene, og det er jeres opgave at undervise os i dem. Jeg mener derfor ikke, at vi skal afskaffe problembrillerne. Den problemudredende journalistik er vigtig. Det er den, der løfter sløret for de helt store skandaler og lovbrud. Men vi må bare ikke glemme, at journalisters job er at skildre virkeligheden – og virkeligheden består, heldigvis, ikke kun af problemer. Mediebilledet skal også være konstruktivt. Det skal give danskerne lyst til at dykke ned i nyhedsstrømmen og tage del i den offentlige debat – og derfor er vi nødt til at vende skuden og tanke den med håb. 

Så kære DMJX, gør noget godt – gør konstruktiv journalistik obligatorisk.

Hvad mener du? Illustreret Bunkers opinionssektion giver studerende og medarbejdere mulighed for at give deres mening til kende om studie, skole, journalistisk eller kommunikation. 

Vi bringer debatindlæg i avisen ad to omgange per semester.

Har det interesse for dig? Så skrive til: debat@dmjx.dk

Uffe

Skribent: marcus wehage
FOTO: MARgarita ilieva

Udgivet den 20. maj 2021

Uffe Christensen er i dag 67 år og skriver for Jyllands-Posten. Han blev uddannet fra Journalisthøjskolen i 1980, og han husker det som en verden til forskel, da han blev færdiguddannet. Han har oplevet, hvordan medieverdenen og arbejdet som journalist har ændret sig gennem de sidste 40 år, på godt og ondt.

Efter nogle måneder som provinsredaktør på dagbladet Aktuelt startede han sin karriere som lokalredaktør i Billund. På det tidspunkt var man meget tættere på sine kilder, og historierne var ofte mindre ’kødfulde’. Når han tænker tilbage på den tid i dag, er det gået op for ham, hvor meget lavere overlæggeren lå for artiklerne.

 

”Jeg kan huske én bestemt historie, hvor jeg sad i fuld alvor og skrev en lidt lang note om Husmorforeningens rationelle bagedag, der i sin korthed gik ud på, at de ville anvise, hvordan man kunne bage fire brød på én gang,” siger Uffe Christensen.

 

Den slags historier kan du sjældent finde i dag. Folk brugte dengang lokalavisen til at kommunikere, men stort set alle foreninger, store som små, har egne Facebookgrupper til at komme ud med deres budskaber.

Med internettets frembrud begyndte alle de små lokalredaktioner også at dreje nøglen om. De to ting hang uløseligt sammen, og i dag er der næsten ikke nogen lokalredaktioner tilbage.

 

Research uden WWW

Internettets frembrud har været med til at gøre researchfasen en hel del lettere. Uffe Christensen forklarer, at selvom det meste research i dag kan laves hurtigere med Google, gav den dengang bogtunge research ikke journalisterne længere tid til at producere historier, man skulle bare løbe hurtigere.

 

”Hvis vi skulle researche en historie, før nettet for alvor kom til at fungere, havde vi et kæmpe bibliotek på redaktionen med to bibliotekarer. Så tog man et leksikon eller en fagbog og læste sig frem til det, man skulle. Man kunne selvfølgelig også ringe til kilder, historikere og andre eksperter, men det var en meget lang proces.”

 

De fleste myndigheder, skoler og andre offentlige institutioner har alle en officiel hjemmeside med eget arkivmateriale. Men før de blev oprettet, var det svært at finde ud af, hvor man skulle begynde at lede efter materiale. 

 

Mistillid og misinformation

Det, at folk har større mulighed for at dele deres holdninger udenom medierne, og dermed være med til at styre informationsstrømmen, betyder også, at det vrimler det med misinformation på nettet. Ifølge Uffe Christensen er der et stort sammensurium af uredigerede oplysninger. Ordet er frit for alle, og du kan sige hvad som helst. Derfor mener han også, at man skal være ekstremt kildekritisk, når man researcher online. Især fakta skal man være påpasselig med, enhver kan jo starte en privat hjemmeside. 

 

”Jeg har et princip, når jeg researcher på nettet. Hvis jeg finder en central oplysning, skal jeg læse den mindst tre steder, før jeg indarbejder den som en total sandhed,” siger Uffe.

 

’Fake News’ er også et begreb, der er kommet med internetstrømmen. Det har medført en mistillid for pressen, som de ikke altid har været påklistret. Da Uffe startede, var det sådan, at hvis det stod i avisen, så var det nok rigtigt. I hvert fald i den del af pressen, han arbejdede i.

 

”Det der EDB bliver aldrig en del af journalistikken”

Uffe Christensen så hurtigt mulighederne i internettet, da han i 2008 blev fast tilknyttet den digitale formidling. Til gengæld troede mange af hans kollegaer ikke på det. De skelede til Uffe og andre journalister, der arbejdede med internettet. De mente ikke, at det var noget for voksne at sidde med computere. Men Uffe fik jo ret.

Du kan i dag ikke finde en printavis i Danmark, der ikke også har en profil på nettet. Det er en stor udvikling, når man tænker på, at da Uffe startede som journalist, var de mest moderne redaktioners vildeste udstyr en telefax, der kunne sende de skrivemaskineskrevne artikler til trykken.

Selvom meget har ændret sig, har grundpræmissen for god journalistik og gode journalister ikke ændret sig. Så længe man er i stand til at skrive og formidle i et godt sprog, er det ifølge Uffe stadig de gamle dyder, der gælder: Stædighed, nysgerrighed og vedholdenhed. 

 

 

Maya og René

Skribent: Marcus Wehage
Video: Marcus Wehage

Udgivet den 20. maj 2021

Jeg har sat de to journalister Maya Tekeli og René Fredensborg stævne til en hyggesnak om, hvordan journalistikken har ændret sig gennem de sidste 20 år i Danmark. De er henholdsvis 41 og 19 år yngre end Uffe Christensen. Begge har gået deres gang på Journalisthøjskolen, og begge har gode historier om arbejdet som journalist.

 

I en tid, hvor journalister som Maya og René udtrykker, at vores regering er præget af en voldsom lukkethed, husker René blandt andet, hvordan han havde direkte kontakt til daværende kulturminister Per Stig Møller i 2010 og -11. En historie, som Maya ser fuldstændigt uforstående på, når nu hun ikke kan få et interview med hverken Mette Frederiksen eller nuværende kulturminister, Joy Mogensen. Og det gælder også, selv når det foregår på deres præmisser og/med blandt andet med fremsendt spørgeramme.

 

Og så kan du få lov til at overveje, om du helst ville være journalist i en tid, hvor, som Maya nævner, Facebookgrupper deler historier om høns, der bliver dræbt på stribe i Nordvest, eller en tid, hvor man skulle stå i kø til mønttelefonen på Journalisthøjskolen for at kontakte kilder, som René skulle.

Maya Tekeli og René Fredensborg mødtes over en øl for at snakke om deres oplevelser. Maya startede på DMJX i 2017, men mangler endnu at skrive sin afsluttende bachelor, mens René blev færdig fra samme sted i 2001. Video: Marcus Wehage

Journalist for 100 år siden – hvem var du?

Hvordan ser Verden ud i 1921?

Europa, nu 40 Millioner Sjæle fattigere, er revet i stykker af 1. Verdenskrig, og du havde fulgt med i Krigsreportagerne fra Rædslerne, der bliver kaldt Den første store Mediebegivenhed.  Men efter Fredsslutningen kom på Plads, bredte Haabet sig, og Økonomien buldrer nu fremad i de Europæiske Lande.

 

De sidste 10 Aar er Befolkningstallet i Danmark eksploderet fra 2,7 mio. til 3,3 mio. Teknologien har udviklet sig, og Telefonnettet er ved Indgangen til 1920erne tilgængeligt i hele Landet, så nu kan 220.000 Danskere ringe og modtage Opkald. Statsministeren hedder fra 1920 til 1924 Niels Neergaard, Venstre, og har i øvrigt arbejdet som Avisredaktør tidligere.

 

Der er altsaa en pulserende Tid med rigeligt Stof, du kan tage op. Men hvad skulle der egentlig til for, at du overhovedet fik Stilling som Journalist?

 

Hvem er Journalisten?

”Du kunne komme i Mesterlære, hvis du kunne skrive nogenlunde fejlfrit Dansk,” siger Hr. Ulrik Lehrmann, Lektor i Medievidenskab ved SDU. De Socialdemokratiske Journalister startede oftest som Typografer, for det betød, at de kunne stave. Ulrik Lehrmann mener ikke, der er overleveret særligt meget om den almindelige Journalist, der dækkede Ulykker og Kriminalsager: Altså rugbrødsjournalisten. Derimod har alle hørt om Tom Kristensen, Peter Sabroe og Herman Bang.

 

Levestandarden for Tidens Journalister ved man derfor ikke frygtelig meget om. Men Berlingske Medarbejderforening – BMF – udgav i forbindelse med Foreningens 100-aars Jubilæum i 2010 en Bog med Uddrag af Dokumenter om forholdene for Berlingskes Journalister i Perioden.

 

Fra 1919 var man efterhaanden begyndt at gøre Løn op i Timer i stedet for Linjer. I samme Aar kunne du forvente 11 Kroner for at dække et Møde i Borgerrepræsentationen. På grund af høj Inflation i Aarene efter Krigen, var den lønning ikke meget værd, hvis man sammenlignede Antallet af Arbejdstimer med andre typer Arbejde.

 

Et Medlem af BMF må nogle Aar efter – i 1925 – melde sig ud af Foreningen, fordi han simpelthen ikke havde råd til Medlemskabet: ”Jeg lider af et dybt Mismod, fordi jeg, rent ud sagt, sidder skidt i det,” skriver han. ”Det kniber her med Penge til Føden – for slet ikke at tale om penge til Klæder!”

 

Dog skal det siges, at der ikke kan siges noget Generelt om Lønforholdene i Journalistbranchen i Tiden. I øvrigt er det formentlig helt afhængigt af, hvor du er – på Landet eller i Byen. Aviserne befinder sig nemlig her i forskellige Stadier af deres Udvikling, forklarer Hr. Ulrik Lehrmann.

 

Hvis du sidder på en Provinsavis og ikke har Ambitioner om at avancere højere op i de journalistiske Luftlag, så dækker du bare lokale Ting. ”Hvis du kan referere nogenlunde Ædrueligt, så er det fint,” siger Hr. Ulrik Lehrmann. Derimod stiger kravene til den journalistiske Kvalitet hastigt hos de større Aviser.

Her kan du læse den nyeste Politiken Avis fra den 4. marts, 1921

PDF fra Politikens Forlag

Saa der er væsensforskel paa Aviserne i By og paa Land. Men hvordan ser det overordnede Mediebillede ud i 1921?