Lars Bjerg fik sit debatindlæg bragt i denne udgave af Illustreret Bunker, et indlæg med udgangspunkt i skribent Julie Tilsteds interview med Abdel Aziz Mahmoud i juniudgaven af vores avis. Da Bjerg sendte sit indlæg, gav jeg ham på lige fod med alle vores andre debattører en skriftlig feedback. 
For hans vedkommende gik feedbacken på, at han efter min vurdering havde fejlfortolket Abdels pointer.

Nu har vi alle ret til at fortolke og have hver vores mening. Det er ikke en debatredaktørs opgave at ændre på det. Men jeg vil gerne kvalificere skribenters fortolkninger, hvis de efter min mening ignorerer relevant kontekst eller argumenter, der taler deres fortolkninger imod.

Bjerg ville desværre ikke tage stilling til feedbacken. ”Du er til gengæld i din fulde ret til at vælge ikke at bringe indlægget.Det bliver jeg ikke engang fornærmet over,” skrev han til mig. Som det eneste gav jeg teksten en rubrik og fik underrubrik fra Bjerg. 
I stedet bringer vi Bjergs indlæg med vores modsvar. Jeg har været i kontakt med Julie og Abdel. Ingen af dem ønsker at være afsender for et modsvar, men gav mig pointer at gå videre med.

Fortolkning af artiklen
Bjerg skønner, som jeg forstår teksten, at Abdel taler for, at journalister må give udtryk for ikke-faglige holdninger i journalistik. Jeg mener ikke, at der er belæg for den påstand. Det er heller ikke det, Abdel selv mener, han sagde, eller som Julie kunne forstå på ham. 

Abdel nævner i artiklen eksemplet på værterne i Aftenshowet, som ikke udfordrer en gæsts påstand om ikke at have brændt Koranen af. Her vælger værterne at være neutrale ved at tillægge alle holdninger samme vægt i stedet for at indtage den objektive ”holdning”, at der findes en sandhed at afdække. Senere i sit indlæg kritiserer Bjerg Abdels opfattelse af, at holdninger hører hjemme i journalistik, hvis de er korrekte. Dog har Bjerg taget dette ud af en kontekst. Af samme sætning i artiklen fremgår, at holdninger også skal være ’saglige’ og ’faglige.’ Blot at tage ordet ’korrekte’ med giver indtryk af, at Abdel efterspørger politisk korrekthed i journalistik. Hvilket nok ikke er det indtryk, de fleste læsere får, hvis man tager alle ordene med.

Kritik er legitimt
Dybest set er Bjerg og Abdel enige, for de mener det samme og taler bare forbi hinanden. Der findes en sandhed derude, som det er journalistens opgave at afdække. Journalisten skal ikke frygte at virke partisk ved at sige, hvad der kan bevises uden tvivl er sandt. Det er helt reelt af Bjerg at rette kritik mod Illustreret Bunker, hvis formidlingen for ham virkede uklar.

Det er meget let som redaktion at indtage en Kejserens nye klæder-holdning om, at det er læseren, der er dum, hvis de ikke forstår en artikel, som den er ment. 
Men formidler bærer ansvar for fortolkning. I hvert fald når læseren oprigtigt prøver at forstå en tekst. Så ansvar for uklarheder bærer vi gerne. Teksten kunne være entydig. Redaktionen erkender også, at artiklen burde have nævnt, hvem Abdel mener, der glemmer at fortælle journalister, at de må have holdninger.

Den del af Bjergs indlæg, der afhængigt af fortolkning er brodden af hans kritik, tager vi på os. For vi kan alle blive bedre, og ingen er hævet over kritik. Hverken Illustreret Bunker, Abdel Aziz Mahmoud eller DMJX’ videnskabelige eller andet personale.

Væsentlighed, identifikation, sensation, aktualitet og konflikt, forkortet VISA-K, er de nyhedskriterier, man fra 2. semester på DMJX’ uddannelse i journalistik begynder at arbejde intensivt med. Kriterierne er udtryk for den journalistik, der sælger, og skal ikke forveksles med grundpiller til den “gode” journalistik, altså den der tjener oplysende eller demokratiske formål.

Sideløbende med VISA-K er der talrige andre tænkelige nyhedskriterier, mange af hvilke kom frem i lyset med en artikelserie, Journalisten kørte i januar. I serien og talrige andre steder titter folk fra mediebranchen frem med deres egne holdninger til, hvad der giver en historie nyhedsværdi.

FINT, mytedræber og perspektiv

Som sagt beskæftigede Journalisten sig tidligere på året med nyhedskriterier i flere artikler. Alternativer til VISA-K var der mange af. Tidligere udviklingschef hos Jysk Fynske Medier Gerd Maria May Hertz gav sit bud på nyhedskriterier i form af FINT, der står for fællesskab, inspiration, nuancer og tillid.

Det fremgår desværre ikke tydeligt af artiklen, hvad Hertz mener med kriterierne, altså fx om formålet med kriteriet tillid er at dække eller skabe tillid og i så fald til hvem, hvorfor og hvordan. Formålet med FINT er dog at skabe et løsningernes rum. Altså et dannende formål modsat VISA-Ks kommercielle.

I en anden artikel fremhæves relevans, konstruktivitet, og hvis noget vigtigt bliver fremstillet forkert. Den sidste var Zetlands chefredaktør Lea Korsgaard inde på, og hun omtalte den slags nyheder som mytedræbere. Igen lader den kommercielle tænkning til at være fraværende i de foreslåede kriterier.

Endelig var TV 2’s nyhedschef Jacob Kwon på banen i en artikel om TV 2’s satsning på at bruge perspektiv som nyhedskriterie, hvor samme historie præsenteres fra flere vinkler. Kriteriet adskiller sig nok ikke væsentligt fra nuancer i Hertz’ FINT.

Væsentlighed, identifikation, sensation, aktualitet og konflikt, forkortet VISA-K, er de nyhedskriterier, man fra 2. semester på DMJX’ uddannelse i journalistik begynder at arbejde intensivt med. Kriterierne er udtryk for den journalistik, der sælger, og skal ikke forveksles med grundpiller til den “gode” journalistik, altså den der tjener oplysende eller demokratiske formål.

Sideløbende med VISA-K er der talrige andre tænkelige nyhedskriterier, mange af hvilke kom frem i lyset med en artikelserie, Journalisten kørte i januar. I serien og talrige andre steder titter folk fra mediebranchen frem med deres egne holdninger til, hvad der giver en historie nyhedsværdi.

FINT, mytedræber og perspektiv

Som sagt beskæftigede Journalisten sig tidligere på året med nyhedskriterier i flere artikler. Alternativer til VISA-K var der mange af. Tidligere udviklingschef hos Jysk Fynske Medier Gerd Maria May Hertz gav sit bud på nyhedskriterier i form af FINT, der står for fællesskab, inspiration, nuancer og tillid.

Det fremgår desværre ikke tydeligt af artiklen, hvad Hertz mener med kriterierne, altså fx om formålet med kriteriet tillid er at dække eller skabe tillid og i så fald til hvem, hvorfor og hvordan. Formålet med FINT er dog at skabe et løsningernes rum. Altså et dannende formål modsat VISA-Ks kommercielle.

I en anden artikel fremhæves relevans, konstruktivitet, og hvis noget vigtigt bliver fremstillet forkert. Den sidste var Zetlands chefredaktør Lea Korsgaard inde på, og hun omtalte den slags nyheder som mytedræbere. Igen lader den kommercielle tænkning til at være fraværende i de foreslåede kriterier.

Endelig var TV 2’s nyhedschef Jacob Kwon på banen i en artikel om TV 2’s satsning på at bruge perspektiv som nyhedskriterie, hvor samme historie præsenteres fra flere vinkler. Kriteriet adskiller sig nok ikke væsentligt fra nuancer i Hertz’ FINT.

Eliter, konstruktive kriterier og ROLDO

Af andre nyhedskriterier kan nævnes elitecentrering, der var blandt de nyhedskriterier, forskerne Johan Galtung og Mari Holmboe Ruge i 1965 fandt frem til i deres deskriptive studie af mediedækning. De sondrede mellem hhv. elitenationer og elitefolk. USA er fx typisk mere interessant end Myanmar. En minister er typisk mere interessant end en lokalpolitiker.

Journalist Line Weldingh skrev et speciale om konstruktive nyheder i regi af Constructive Institute på Aarhus Universitet, hvor hun skitserer nye nyhedskriterier, fx at historien fortæller om fremskridt eller er løsnings- eller fremtidsorienteret.

I 2017 slog TV 2 Østjylland en artikel op på Medium om deres forsøg på at kortlægge de kriterier, de bedst muligt kan nå østjyderne med. De fandt frem til nyhedskriterierne relevant, originalt, løsningsorienteret (igen), delbart og overraskende.

Holder kriterierne i virkeligheden?

Godt. Vi har efterhånden slået fast, at der er rigtig mange alternativer til VISA-K. Spørgsmålet bliver så, hvor meget mening det egentlig giver at tænke i andre nyhedskriterier.

Som sagt afspejler VISA-K, hvad folk rent faktisk gider læse, også selv hvis de siger noget andet. Læsere vil ofte skrive, at der bør være flere konstruktive nyheder.

I marts skrev en DMJX-studerende på min årgang fx en klumme til Politiken om, at hun gerne vil være fri for konflikt og i stedet have konstruktive nyheder. Klummen fik fire enige kommentarer fra folk, der gerne så “hestevæddeløb” og sensation ad vejen i journalistikken. Men det er jo BT, folk som dem deler på Facebook. Det er jo clickbaitquizzer, kendistrivia og historier om mord og voldtægt, de reagerer stærkest på.

At begynde at udvælge historier ud fra andet end VISA-K bliver derfor at skyde sig selv i foden med et oversavet jagtgevær, når det kommer til at levere noget, der efterspørges bredt.

Og hvis man ikke kan ramme det brede publikum, men i stedet får fat i nicher, hvad er så logikken i at omlægge sine arbejdsgange ud fra en ambition om at tjene højere formål som konstruktivitet? Ingen kan sige sig fri fra at finde glæde VISA-K-nyheder engang imellem. Det er bare et vilkår. Derfor virker mediers afstandtagen over for kriterierne omsonst.

Göteborg vågnede 30. oktober 1998 op til chok og sorg. Natten forinden havde fire knægte sat ild til et diskotek, hvor ca. 375 unge festede. 63 af dem døde. Motivet var tilsyneladende hævn over, at én af knægtene blev nægtet adgang til festen.

For de svenske medier gav episoden unikke udfordringer, dels at medierne ikke var vante til at rapportere om katastrofer på hjemmefronten, dels problemer med kildekritik og –netværk.

Medierne manglede kontakt til nærmiljøet

”Vi var i choktilstand og vidste ikke, hvor vi skulle henvende os for at få information,” lyder refleksionen fra en svensk radiogruppe på forløbet. Den smule information, medierne fik fra blandt andet politi og redningsfolk, varierede fra kilde til kilde, og medierne turde derfor ikke tage det for gode varer.

At finde lokale kilder var også et problem, for af dem, der deltog i festen, var en stor del af anden etnisk herkomst end svensk og færdedes i ghettolignende miljøer. Segregerede som de var, lød der i en udredning fra svenske Kulturdepartementet en teori om, at gruppen af borgere var skeptiske over for svenske medier og så disse som myndighedernes megafoner.

En konstruktiv kontakt mellem medier og kilder blev da heller ikke en realitet. Dækningen af tragedien drog kritik for at “etnificere” branden, da ofrenes ophav kom til at fylde meget i nyhedsindslag, men blev også rost for at gøre opmærksom på eksistensen af små, segregerede indvandrermiljøer i Sverige.

Du ved ikke, hvad du går glip af

Hvis de svenske medier havde haft journalister med baggrund i de berørte minoritetsmiljøer, som kunne forbigå den skepsis, de etniske mindretal tilsyneladende havde, ville dækningen af diskoteksbranden i Göteborg så have forløbet anderledes?

I Norge har der gennem flere år været opmærksomhed på at få flere journalister med anden etnisk baggrund. I 2008 viste en undersøgelse foretaget af Stiftelsen for en Kritisk og Undersøkende Presse, at tre ud af fire norske journalister mente, de havde begrænset kontaktflade i indvandrerkredse.

På baggrund af tallene udtalte Elin Floberghagen, daværende formand for Norsk Journalistlag, at konsekvensen ved den manglende kontaktflade kan være, at historier og nuancer ikke kommer frem. “Ved man ikke, hvad der foregår i et miljø, ved man heller ikke, hvad man ikke afdækker,” som hun sagde.

Det norske public service-medie NRK har siden 2008 ydet en aktiv indsats for at få flere journalister med anden etnisk baggrund. Dette gennem projektet NRK FleRe, hvor der hvert år udvælges fem stipendiater med flerkulturel baggrund til ti måneders oplæring i journalistik hos NRK. NRK vil, at mindst hver tredje nyansatte i fast stilling hos mediet er flerkulturel.

Journalisthøjskolens forsøg på at få flere etniske journalister

Tager vi nu hjem til Danmark, ser vi, at der også her har været fokus på at få flere journalister fra indvandrermiljøer.

I 2003 kørte et forløb på Danmarks Journalisthøjskole, som det hed dengang, hvor op til 16 elever med anden etnisk baggrund end dansk kunne søge optagelse på en toårig diplomuddannelse i journalistik for etniske minoriteter.

Forløbet fortsatte ikke grundet mangel på midler, og DMJX har ikke siden forsøgt sig med lignende projekter. Trods vi stadig har lang vej til en repræsentation af journalister med anden etnisk baggrund, der svarer til deres andel af befolkningen.

Af en undersøgelse foretaget i 2010 af Dansk Journalistforbund af deres medlemmer fremgår, at kun 1,5 procent af forbundets journalister og kommunikationskonsulenter var indvandrere eller efterkommere i første og andet led. På det tidspunkt var 10,6 procent af befolkningen indvandrere eller efterkommere.

Dig der flygter over et hegn

“Dig som laver dine egne planer. Kender reglerne – for at bryde dem. Som ser tingene i et andet lys og har for travlt til at være punktlig,” lyder salgstalen i en famøs DMJX-reklame fra 2017, som alle journalister på 1. semester stifter bekendtskab med.

Speaken ledsages af dramatiske billeder af demonstranters optøjer, en knægts flugt over et hegn fra vagtfolk med lommelygter, og så en masse dækbilleder af kreative typer.

Videoen fik heftig kritik, bl.a. fordi den virkede ekskluderende på folk, der ikke så sig selv repræsenteret i videoen, og at den ifølge kritikken hyldede værdier som slaphed og gøgl.

Men med videoen viste DMJX, at de ledte efter andre typer end de traditionelt akademiske. Underdogs, varyler og kreative fik at vide, at dem var der også plads til på DMJX’ uddannelser.

I branchen er der brug for alle

Grundet shitstormen vil DMJX nok være forsigtige med at søsætte lignende kommunikation inden for den nære fremtid, men hvis vi gerne vil høste de fordele for nyhedsdækningen, som flere journalister med anden etnisk baggrund fører med sig, er det måske netop den slags videoer, vi skal have flere af.

Videoer formidler, at uanset hvem du er, uanset om du har levet regelret eller været på den forkerte side af loven i en periode, og uanset dine omstændigheder i øvrigt, er du velkommen som journalist – og der er brug for dig. Men selvfølgelig kunne vi også bare lade potentialet gå uudnyttet hen og med Floberghagens ord ikke vide, hvad vi ikke dækker.

Man bider ikke den hånd, der fodrer en. Det udtryk er universelt, og det gælder derfor også i det journalistiske felt. Hvert år modtager især landsdækkende medier mange millioner kroner i mediestøtte. Det er for at understøtte kultur, demokrati og sikre et mangfoldigt mediemarked, lyder begrundelsen ofte. Men det er paradoksalt og ekstremt problematisk, at medierne får penge af de magthavere, som de forventes at kontrollere. Logisk hænger det ikke sammen.

Armslængdeprincippet slår revner

Nogle vil sige, at risikoen for politisk indblanding i mediernes gøren og laden er nærmest ikkeeksisterende – blandt andet fordi mediestøtten gives ud fra objektive kriterier, som sikrer et armslængdeprincip. Det er et godt argument, for i Danmark har vi generelt stærke institutioner, som ikke uden videre bukker under for politisk pres. Jeg vil dog alligevel agere pessimist og blot gøre opmærksom på, at netop armslængdeprincippet er voldsomt presset. Det kom til udtryk i den nye public service-kontrakt mellem DR og kulturministeren, hvor DR blandt andet forventes at afholde sig fra at skrive lange, dybdegående artikler på deres hjemmeside. Det er et eksempel på, at politikerne ikke er rædde for at blande sig i DR’s redaktionelle arbejde, og de private medier risikerer samme skæbne, hvis de ikke passer på. Hvis vi betragter armslængdeprincippet som en decideret institution, er det desværre begyndt at slå revner i sin før så fine overflade. Vi kan ganske enkelt ikke tage det for givet. Derfor vil det være sundt for medierne, at de udelukkende lever af deres egen troværdighed og ikke af politikernes gavmildhed. 

Brugerne ønsker høj troværdighed

Ifølge Kulturstyrelsen modtager eksempelvis Information og Kristeligt Dagblad henholdsvis 25 og 28 mio. kr. i mediestøtte i 2018. Information har selv sagt, at de risikerer at dreje nøglen om uden statslig støtte. Det indfanger selve kernen i problemet, for så har politikerne uhørt meget magt. Hvis de har lyst, kan de lukke landsdækkende medier, som udbyder vigtig, kritisk journalistik. Fremmer det journalisters lyst til at gå kritisk til magthaverne?

Lad os ikke være naive: Politikerne har en klar interesse i at give statsstøtte til medierne. Det giver landets journalister en tilskyndelse til at se lidt mindre kritisk på magthaverne, end de måske ellers ville have gjort. Ganske vist udgør mediestøtten kun en meget lille del af et medies samlede indtægtsgrundlag, men det holder døren på klem for, at politikerne kan øge støtten på et senere tidspunkt. Det er med andre ord en potentiel glidebane, som risikerer at true de private mediers uafhængighed i en tid, hvor journalister i forvejen lader til at have en lav troværdighed. Det kan branchen ikke være tjent med, også selvom det på kort sigt vil gøre ondt, hvis mediestøtten forsvinder.

Medierne har som bekendt besvær med at tiltrække abonnenter. Men jeg er overbevist om, at medier, der kun lever af sin egen troværdighed, vil se en positiv udvikling på bundlinjen. Min tese er, at mediebrugerne efterspørger høj troværdighed, og hvis min antagelse holder stik, kunne en afskaffelse af mediestøtten være en del af løsningen på en af journalistikkens største udfordringer.

Sender et dårligt signal

Det handler dog ikke blot om de praktiske udfordringer, der er ved at have statsstøttede medier. Der er også helt grundlæggende etiske og journalistiske principper på spil. Det sender et dårligt signal, at private medier får bevilget støtte fra politikerne. Det er et uheldigt sammenfald mellem to institutioner i samfundet, der skal holde hinanden i skak, og som har to vidt forskellige formål: Politikerne forventes at udøve magt, og medierne forventes at kontrollere, at det ikke udvikler sig til magtmisbrug. De bør derfor holdes adskilt i videst muligt omfang, og så er der ingen vej uden om, at medier på støtten hører fortiden til.

Illustreret Bunker har i sin november-udgave fokus på køn i journalistikken. I en artikel bliver twitterprofilen @Ligestillingsbot omtalt. En virtuel robot, der scanner danske nyhedsartikler for antallet af kvindelige kilder og konkluderer, at de optræder i blot tre ud af ti artikler.

Er det et problem? Det mener RUC-lektor Hanne Jørndrup, der i artiklen efterlyser et mediebillede, ”hvor kvinderne bedre kan genkende sig selv”. Et synspunkt, Politiken deler og derfor de sidste tre år har forsøgt at efterstræbe via en ligelig fordeling af mandlige og kvindelige kilder. Resultaterne udebliver dog.

Modstrider journalistikkens kerne

Jeg har fin sympati for argumentet, at henholdsvis medier og kilder skal afspejle samfundet, men der hvor kæden hopper af, er selve ræsonnementet, at kvindelige kilder – i højere grad end mandlige – taler til kvinder, mens mandlige kilder nødvendigvis må henvende sig til primært mænd. Selv hvis man tager den tese for gode varer – er den i mine øjne i direkte modstrid med journalistikkens kerne – nemlig at oplyse på tværs af alder, etnicitet, demografi – og ja, du gættede rigtigt – køn. Hvordan kan vi ellers udfordre og ikke bekræfte læseren med viden, som denne ikke vidste, at han/hun (eller for den sags skyld hen) havde brug for?

Et mandsdomineret mediebillede?

I november-udgaven af Illustreret Bunker viser en hurtig optælling 17 kvindelige kilder og 15 mandlige kilder. Altså en dobbelt så høj kvindemargin som i resten af mediebranchen. Kigger man på Illustreret Bunkers redaktion dette efterår, tæller den i alt otte kvinder og fire mænd. Blandt skribenterne er det 10 mod 7 i kvindernes favør. Hele bunkerfamilien inklusiv illustratorer tæller 21 kvinder mod 11 mænd. Det kan være et tilfælde, ligesom det kan være et tilfælde, at forsiden er prydet af en kvinde, at betegnelsen ”forkvinde” optræder i en artikel, at fotoreportagen er et kvindefodboldhold, at de store portrætter alle er af kvinder (Lisbeth Knudsen, Tina Müller og Lea Korsgaard) eller at den ansvarshavende chefredaktør er kvinde. Hvis et mandsdomineret mediebillede er et seriøst problem, kan man forvisse sig om, at det ikke gælder for skolens avis. 

Kønspolitiske undertoner

Hvis journalister begynder at skele til køn før kompetence i kildesøgningen, åbner det for en ladeport af problemer. Det må og skal altid være en kildes etos, indsigt og viden, der kvalificerer dem til at medvirke. Hvis den første betingelse for kildevalget er køn frem for kompetence, får man måske kønsmæssig balance, men langtfra garanteret de bedste svar. Hvad langt værre er, får vinklingen en bismag af politisk agenda, tunnelsyn, fikseringsfejl og pålagt selvcensur – og hvem taber så? Ja, det gør journalistens troværdighed og i sidste ende læserens opmærksomhed.