Jeg kender ikke nogen kvinder, som ikke har oplevet seksuelt grænseoverskridende adfærd. Det er alt fra decideret voldtægt og en såkaldt ’liste-pik’ til ’cat-calling’ eller et klap i røven på en bar.

Derfor undrer det mig, at Jakob Kwon, nyhedschef på TV2, til Journalisten den 11. september sagde, at de kvindelige TV2 medarbejdere, som har skrevet under på et støttebrev til Sofie Linde, skal erklære sig inhabile, hvis de vil berette om #metoo historier.

 Han siger, at det er en del af TV2’s politik, at man skal erklære sig inhabil som journalist, hvis man skilter med sin holdning til en given sag. Her misforstår Jakob Kwon pointen med støttebrevet. Kvinderne har ikke skrevet under, fordi de deler en bestemt identitetspolitisk holdning med Sofie Linde.

 De har skrevet under, fordi de kender til eller selv har oplevet seksuelt grænseoverskridende adfærd i forbindelse med deres arbejde i mediebranchen.

 Selvom de ikke skrev under som erfaringspersoner, men som partspersoner, er det så i virkeligheden overhovedet en sag, man kan være part i? Det er da forhåbentlig en universel holdning, at sexchikane på arbejdspladsen ikke er i orden.

 Hvis det er en holdning, som ikke er given på TV2, ved jeg ærlig talt ikke, om jeg ønsker at komme i arbejde der. Desuden lader Jyllands-Posten heller ikke deres medarbejdere, som har underskrevet brevet, arbejde med #metoo relaterede historier.

 I kender problematikken. Vi har talt om det de seneste uger. Men her kommer endnu en bekymring. Jeg ved godt, at min position i mediebranchen ikke er lige så god, som hvis jeg havde været en mand. Det er bare et faktum. Mænd tjener meget mere og har i langt højere grad chefstillingerne. Det er en uretfærdighed, som jeg og mine kvindelige medstuderende skal navigere i, og som nok ikke ændres lige foreløbigt.

Men jeg skal åbenbart også navigere i et miljø, hvor seksuelle krænkelser gøres til et identitetspolitisk projekt i stedet for fuldstændig fordømmelse. At en chef for et af de helt store medier i Danmark ikke vælger at lægge sig fladt ned og rose sine kvindelige ansatte i stedet for at lukke munden på dem, er mig virkelig en gåde. Og det gør mig ærlig talt bange.

Jeg har allerede oplevet sexistisk adfærd på studiet. Jeg ved, at en af mine mandlige medstuderende har en hævn-porno-video på sin telefon. Og jeg har op til flere gange oplevet grænseoverskridende, sexistiske jokes på studiet, som eksempelvis: 

”Det er mega grinern, hvis man tager en pige bagfra og så hvisker en anden piges navn i øret på hende også ser, hvor langt man kan gå”.

Der sker altså en objektivisering af kvinder på studiet af nogle af vores mandlige medstuderende, og ”hvor langt man kan gå” har bestemt voldtægtskonnotationer.

I Lars Bjergs bog Den Gode Journalist, en bog vi brugte i JIS på 1. semester, gør Lars Bjerg det klart i starten, at han vil bruge pronomenet han gennem bogen, når han beskriver eksempler, der er intetkønnede. Men han er ikke bleg for at bruge kvinder i eksempler, som når han for eksempel ser en kvinde, kan han tænke, at hun er lækker, mens hans søster vil tænke, at hun ligner en dum gås. Igen bliver kvinden objektiviseret.

Det reproducerer en tankegang, som retfærdiggør en seksuel grænseoverskridende adfærd over for kvinder. Og det er altså en adfærd, som der allerede starter på journalistuddannelsen.

Den her går ud til mine mandlige medstuderende. Vil I ikke nok prøve at gøre det bedre? Mange af jer vil blive chefer. Højst sandsynligt flere end os kvinder.

Men vil I ikke nok love mig, at I ikke gentager, hvad der skete med #metoo i 2017? Ingen lyttede og sagen blev pakket sammen. Hvis I virkelig prøver at lytte, vil I kunne høre, at Sofie Lindes historie ikke var specielt overraskende for de fleste kvinder, for de har prøvet det, og det der var værre.

Hør mig.

Illustreret Bunker beklager, at modsvaret fra Lars Bjerg ikke blev medtaget i den trykte udgave af avisen. Dette var en fejl og er blevet taget til efterretning.

Det kommer sgu bag på mig at blive dømt som ”reproducent af en tankegang, som retfærdiggør en seksuel grænseoverskridende adfærd over for kvinder” på journalistuddannelsen. Jeg synes bare, jeg gav et eksempel på, hvordan vi mennesker m/k kan have forskellige synsvinkler på samme sag eller person. 

Jo, jeg kan godt som mand synes, at en bestemt kvinde er lækker. Men jeg har da også meget mere end en gang hørt kvinder snakke om, at en bestemt mand er lækker. Eller ulækker for den sags skyld. Dum, sej, sjov, rar, tyk. Jeg kender ingen, der ikke af og til ’objektiviserer’ deres medmennesker, som Josephine kalder det.

Men at dét skulle være den sikre vej mod upassende opførsel og overgreb er temmelig absurd. Og at jeg med to linjer i en bog skulle kunne lede unge mandlige journaliststuderende til at glemme al deres gode opdragelse er – utroligt.

I Deadline lader de sig ikke skræmme af det tunge rugbrødsstof. De forsøger at lave historier med substans og stille svære, kritiske spørgsmål. Men det er en krævende arbejdsproces. På redaktionen arbejder de hele dagen op til aftenen, hvor programmet ruller over skærmen.

Ved vandhanerne i både Aarhus og Emdrup står der engangskopper i plastik til at drikke af. Samtidig udfaser EU alt plastikbestik i 2021, og Tuborg indfører genbrugelige plastglas på festivaler. Dette er bare et enkelt men tydeligt eksempel på, at DMJX halter gevaldigt bagud, når det kommer til bæredygtigt forbrug.

Universiteterne løber også fra os lige nu, hvor SDU udråber sig til ’Danmarks første bæredygtige universitet’, der vil leve op til FN’s 17 verdensmål.
Københavns Universitet har haft en bæredygtighedsstrategi.

Universitet besluttede sidste år at indføre en tilsvarende. Med deres bestyrelsesformand Connie Hedegaard i spidsen er de nu i gang med at vedtage en meget ambitiøs plan for hele universitetet. Heldigvis kan vi glæde os over, at vores rektorat har fokus på bæredygtighed og blandt andet medtænker det i arbejdet med det nye campus og i udviklingen af DMJX’ strategi fra 2021-2024. Det konkrete arbejde med bæredygtighed kræver input fra alle på DMJX.

Vi håber derfor, at der kan blive samlet en arbejdsgruppe af studerende og ansatte, der kan komme med erfaringer og synspunkter til arbejdet med bæredygtighed. Det kan tage lang tid, viser erfaringen fra Aarhus Universitet, hvis vi skal finde frem til en fælles målsætning ud fra reelle beregninger, så vi ikke famler i blinde. Det vil være dumt og dyrt, hvis vi ikke forsøger at gøre det bedste fra start af. Drivkraften skal uanset hvad komme fra studerende og ansatte, hvis det skal lykkes at få en mere bæredygtig skole både socialt og miljømæssigt.

Vi har ikke svarene for, hvordan strategien skal se ud, men vi håber, at der kan indkaldes til et møde snarest muligt, så vi kan begynde arbejdet.