Uret viser 19:20, og Marchen Neel Gjertsen har ikke fået aftensmad endnu. Hun sidder på sit hotelværelse og sender mails afsted. Receptionisterne på Atlantica kender hende, så der er ikke brug for ind- og udtjek, og regningen bliver automatisk sendt til Jyllands Posten. I kufferten har hun sit rejsesjippetorv.

Duften af citrus fylder næseborene, så snart man træder ind i Isoteket. På hylderne står eksotiske frugter og krydderier klar i den lille isbar på Østerbro. Ejeren af stedet er en tidligere journalist med speciale i Afrika og gelato. Og nu også i sjus-is. En tilbagevendende fredagstradition, hvor Isoteket fremstiller en ny og festlig kugle til vaflen. I dag står den på stout-øl fra den lokale brygger blandet op med en mørk chokolade.

Med ét brydes aromaerne og citrusduften af et friskt vindpust, og en smilende mand med lettere vindblæst hår træder ind i det 49 kvadratmeter lille lokale. Med et par hurtige skridt er han omme bag disken for lige at tjekke op på medarbejderen i forretningen, inden han høfligt hilser på, nu klar til at fortælle sin historie.

En historie om en mand, der efter en lang og succesfuld karriere som freelancejournalist, redaktør og korrespondent fik nok af mediebranchen og af den manglende anerkendelse og derfor begyndte at lave is. Med ét mål: den skulle være verdens bedste. For Jeppe Villadsen, som den tidligere journalist hedder, går ikke ind i et projekt uden at sigte mod det bedste. Heller ikke når han skifter karriere.

Der er ikke mange, der kaster sig ud i ting, som Jeppe Villadsen gør det. Han kastede sig ud i journalistikken, mens han stadig læste på sociologistudiet. Fløj til Afrika trods en succesfuld karriere hjemme i Danmark. Tog hjem, fik børn og blev journalist på Euroman. Mistede glæden ved mediebranchen og kastede sig på ny ud i ukendt farvand:  italiensk gelato. 

For Jeppe er en stolt mand, og til sidst var han blevet tilpas træt og frustreret over mediebranchen. Så åbnede han computeren, satte sig ned og begyndte at scrolle. Ned gennem Facebook-opslag fra mediemennesker og journalister. Ned gennem opslag om amatør-kunstnere og nyåbnede støbeovnspizzeriaer. Ned over en international facebook-gruppe kaldet: Whats your plan B?

Det første møde med mediebranchen

Første gang Jeppe Villadsen tænkte, at han skulle lave et karriereskift, var efter en fødselsdag i slutningen af 90’erne. Jeppe var på dette tidspunkt ved at færdiggøre sin bachelor i sociologi, da han over en brunch faldt i snak med en kvinde, der spurgte ind til hans drømme. Men hvad skulle han svare? Nok noget med ministerier og det offentlige. 

”Så kigger hun bare på mig og spørger: Er det ikke lidt tidligt at have så lave ambitioner for sig selv?” siger Jeppe.

I 2001 sad Jeppe derfor på Informations hektiske gange, for kvindens spørgsmål havde sat sig i ham. Inden da havde han færdiggjort sin bachelor i sociologi og taget en overbygning i journalistik på Roskilde Universitet. Og nu havde han scoret en eftertragtet praktikplads på Information, for han drømte om en verden langt fra det offentlige.

På Information var det lærerigt, men hårdt. Jeppe fik lov til at lave alt det samme som de fastansatte journalister – bare mere. Meget mere. 

Han husker ikke Information som en varm arbejdsplads, men det skyldtes måske også hans egen måde at være på, for det passer Jeppe godt at have sit eget og gøre tingene på sine præmisser i stedet for at være underlagt en redaktør og stramme deadlines. 

Jeppe brændte ikke for stramme deadlines og nyheder. Han ville sætte et aftryk med sin journalistik. Det, syntes han ikke, var muligt, hvis han blev i dagbladenes verden.

Turen går til Afrika 

Med få kroner på lommen og en drøm om at skulle lave dybdegående journalistik valgte Jeppe derfor i 2008 at rejse til Nairobi med sin kæreste. Her fik han hurtigt skrevet en række dybdegående artikler om aids, og i starten føltes det faktisk som om, at hans journalistisk blev anerkendt. Men stille og roligt aftog følelsen. For livet som freelancer i Afrika var hårdt, og der fulgte ikke mange penge med. Hans artikler blev solgt som styksalg til en umådeligt dårligt sats.

Så sammen med sin kæreste rejste han hjem til København. Han fortsatte dog med at lave journalistik fra Afrika, nu pendlede han bare til og fra kontinentet. Men da Jeppes mindste søn kom til verden, og medierne fortsatte med at betale mindre for hans artikler, blev det for meget for den stolte journalist.

En aften sad han i Nairobi med computerens lys i ansigtet, netop kommet tilbage fra en 10-dages-reportage rundt i Sydafrika. Selvom han havde skrevet vigtige artikler om alt fra slumsafari til massevoldtægter af unge lesbiske kvinder, tænkte han alligevel: ‘hvad laver jeg her?’. Han skrev en ansøgning til et barselsvikariat på Euroman. Et job, som skulle føre ham væk fra det hårde freelanceliv og henimod den stabilitet, som han var blevet klar til.

”Det var noget nær alle skrivende journalister i Danmark, der søgte jobbet. Så får jeg det. Før alle andre. Jeg tænkte bare: ’Nu har verden endelig set, hvor fantastisk jeg er,” tilføjer han med et smil på læben. 

Jobbet skulle dog vise sig ikke at være så fantastisk, som Jeppe havde forestillet sig.

Vendepunktet

I Isoteket banker Jeppe pludselig benet op i det ustabile cafébord og kaffen, der står på det, ryster en smule. 

”Jeg har nok altid følt, i min journalistiske karriere, at anerkendelse har været en mangelvare, og tiden på Euroman var ingen undtagelse. Som tiden gik fik jeg en følelse af at blive marginaliseret,” siger han. 

Måske var det på grund af den midlertidige stilling som barselsvikar. I hvert fald mener han, at han lavede mere end de fastansatte journalister – præcis som da han var på Information.

Om aftenerne talte han ned til sidste arbejdsdag. Jeppes kone var højgravid med hans anden søn, og når han sad i sin lejlighed på Nansensgade, håbede han inderligt, at hans kone snart ville gå i fødsel. Så han tidligere end planlagt kunne stoppe på Euroman. Det var en af de aftener, at en SMS fik displayet på Jeppes telefon til at lyse op.

Ulrikke Moustgaard, en tidligere kollega, havde sendt et link til en Facebookgruppe under navnet: Whats your plan B? En amerikansk gruppe for tidligere og nuværende mediefolk, der skrev om deres liv efter journalistikken. 

Pudsigt, tænkte Jeppe. Det var længe siden, at han havde snakket med den tidligere kollega. Tænker hun, at han har brug for en plan B? En smule forundret åbnede han alligevel sin computer, trykkede på linket og begyndte at scrolle. Ned gennem Facebook-opslag fra mediemennesker og journalister indtil han faldt over et opslag, som var skrevet af gruppens stifter. En tidligere journalist, som havde droppet at være fotograf og startet sit eget stenovnspizzeria. Hans løn var siden fordoblet og blodtrykket halveret.

Fra istid til ismager

Et halvt år senere sad Jeppe i et klasselokale i Bologna. Han var netop startet på Carpigiani Gelato Universitetet for at lære at lave is. Et universitetet oprettet af en italiensk ismaskinefabrikant, der tilbyder over 500 kurser i madvidenskab. 

”Det var ligesom at starte på journalistuddannelsen. Undervisning fra morgen til aften – jeg elskede det,” siger Jeppe, mens han bærer den ene store sukkerpose efter den anden ind i is-forretningen på Østerbro. Han tjekker lige, at alt spiller, inden vi kan bevæge os videre mod hans anden isbar ved søerne.

På en ferie i Rom gik det op for Jeppe, at han havde en plan b. Da han smagte en perfekt cremet gelato – noget, han ikke kunne få i København, vidste han det: han ville starte en isforretning om sommeren og skrive bøger om vinteren. Det var slut med journalistik, i hvert fald rugbrødsartiklerne.

Romanen eksisterer kun i form af ufærdige noter, men is-virksomheden, den går fortræffeligt. Men det har ikke været nemt, og det er det stadig ikke. Jeppe har nemlig haft galoperende stress det sidste halve år. Det er ikke lige sådan at håndtere medarbejdere – til gengæld er han forundret over, hvor hurtigt han lærte at lave is.

”Jeg troede, at jeg ville kunne flygte fra alt stressen i mediebranchen ved at blive ismager, men der må jeg være ærlig og sige, at jeg ikke er blevet bedre til at håndtere arbejdspresset,” siger han.

Aldrig mere journalistik?

Jeppe er ved at hjælpe sin medarbejder i isforretningen ved søerne med at skovle is op af disken og uddelegere smagsprøver. På trods af den bidende efterårskulde er her mange mennesker. Jeppe er stolt af sit isimperium, men hans løn er ikke fordoblet og blodtrykket langtfra halveret. Og der sidder stadig en snert af journalist i ham.

 ”Jeg var rigtig hurtig til at få en is-identitet, men jeg er ikke ikke-journalist. Det kan man nok aldrig blive, når man først har været i gamet,” siger han.

Han er glad for sit valg. For endelig har han opnået det, som han ikke kunne få som praktikant på Information, som skribent på Euroman, som Afrika-korrespondent og som freelancer. Anerkendelse. På trods af, at han – efter eget udsagn – var en “ret god journalist”, så har han også en erkendelse.

En undersøgelse fra 2018 viser, at mere end halvdelen af de ansatte på danske medier er stressede. Det er imidlertid tvivl om, hvor ansvaret ligger, og hvordan problemet skal kommes til livs.

Hvor stressede er journalister? Det kan være svært at finde tal på. Det tætteste på et konkret mål er en undersøgelse fra Arbejdstilsynet foretaget i 2018, hvor 64 procent af de adspurgte medarbejdere fra mediebranchen havde svaret, at de sjældent, sommetider, ofte eller hele tiden havde følt sig stressede inden for de seneste to uger.

Undersøgelsen afsøgte, hvor mange medarbejdere der havde følt sig stresset inden for de seneste to uger i forskellige erhverv. Mediebranchen havde den 18. højeste score ud af de 74 erhverv, der blev undersøgt.

Højt, men ikke alarmerende højt

Spørger man Thomas Rønnow, underdirektør i Dansk Erhverv, lyder 64 procent højt. Dansk Erhverv varetager interesser for adskillige erhverv, herunder flere mediehuse. Dog mener han ikke, at her er tale om et ualmindeligt højt tal sammenlignet med andre erhverv. 

“Selvfølgelig har vi et problem med stress og arbejdspres. Det er der ikke nogen tvivl om. Sammenlignet med andre erhverv, mener jeg dog ikke, at her er tale om et alarmerende højt tal,” siger han.

Han hæfter sig ved, at mange andre erhverv også har en relativt høj procentandel. Derfor mener han ikke, at her er tale om et niveau, der er alarmerende. Desuden mener han, at undersøgelsen ikke tager højde for, at journalister oplever et naturligt pres i deres dagligdag i form af deres arbejde med deadlines. Et aspekt, der ifølge Thomas Rønnow, ikke kun er negativt, da nogle trives under dette pres.

Dansk Erhverv tilbyder en række værktøjer til deres medlemmer, når medlemmerne henvender sig med spørgsmål. Spørgsmål, som blandt andet drejer sig om det psykiske arbejdsmiljø. 

“Vi er sat i verden for at hjælpe virksomhederne. Det gør vi ved at rådgive virksomhederne, når de kommer med konkrete spørgsmål,” siger han.

Thomas Rønnow henviser dog til, at det er op til de enkelte virksomheder at bekæmpe stress på arbejdspladsen i henhold til arbejdsmiljøloven.

Desuden påpeger han, at de ikke oplever mange henvendelser fra medlemmer med spørgsmål vedrørende stress eller pres på arbejdspladsen. Noget, han mener blandt andet kan skyldes, at der allerede kører et trivselssamarbejde mellem Dansk Erhverv og virksomhederne, hvor medlemmerne kan få rådgivning til arbejdsmiljømæssige spørgsmål.

Lokale løsninger virker hos DR

Anette Dalsgaard, arbejdsmiljøkonsulent ved DR, anerkender, at 64 procent lyder som et højt tal. Når det kommer til DR selv, er det dog ikke hendes oplevelse, at der er et generelt problem med stress i forhold til andre arbejdspladser. 

“Jeg mener ikke, at der er et generelt problem. Der kan godt være problemer lokale steder i DR, men jeg oplever ikke, at DR som helhed ligger anderledes sammenlignet med andre virksomheder,” siger hun.

Når der opstår et problem med arbejdsmiljøet i DR, for eksempel stressrelateret, så løses det i den lokale afdeling. HR-afdelingen sidder inde med råd og vejledning til de forskellige afdelinger, men det er den enkelte afdeling, der finder en måde, de kan komme problemet til livs. En metode, som Anette støtter op om.

“Lokale løsninger er helt klart det, som virker allerbedst,” siger hun.

Overordnet set mener hun, at der gøres meget for at forebygge stress, for eksempel gennem trivselsundersøgelser og med hjælp fra arbejdsmiljørepræsentanter, tillidsrepræsentanter og ledere. Om der bliver gjort nok på nuværende tidspunkt, har Anette Dalsgaard dog svært ved at sige noget om.

“Jeg synes vi stiller de rigtige værktøjer til rådighed, men om det er nok i det enkelte tilfælde er enormt svært at sige,” siger hun.

Afviser ikke større fokus

Thomas Rønnow har svært ved at se, hvordan de i Dansk Erhverv kan hjælpe virksomhederne med at løse problemet med stress. De stiller allerede rådgivning til rådighed som supplement til virksomhederne, der har ansvaret.

Han afviser dog ikke, at et større fokus på arbejdsrelateret stress, for eksempel i medierne, kunne medføre, at problemet alligevel blev taget op i Dansk Erhverv.

“Ja, vi ville nok tage det op. Men det er et svært emne, fordi det er forskelligt fra virksomhed til virksomhed og afdeling til afdeling, hvad det er, der udløser stress,” siger han.

Spørger man Anette Dalsgaard, om der kunne gøres en større indsats, afviser hun ikke, at stress bliver et emne, som skal tages op i en større skala ved DR.

“Stress har været et problem i mange år efterhånden, og det bliver ved med at dukke op. Derfor skal vi hele tiden have en opmærksomhed omkring det,” siger hun.

Spørgsmålet er bare hvornår og på bekostning af 

“Men, hvornår er det lige tid til at sætte ekstra ind på det felt? Det er en prioritering, og der er grænser for, hvor meget en organisation kan rumme.”