Til 1. maj i Fælledparken kæmpede de for en kommunistisk revolution: ”I Danmark er det dem med pengene, der har magten”

af Webredaktøren | maj 30, 2024 | NYT I TEMA, TEMA

Til 1. maj i Fælledparken kæmpede de for en kommunistisk revolution: ”I Danmark er det dem med pengene, der har magten”

Revolutionært Kommunistisk Parti kæmper for at vælte det kapitalistiske system i Danmark. Den 1. maj mødtes Illustreret Bunker med det nye kommunistiske parti i Fælledparken, hvor partiet afholdt taler, solgte marxistiske aviser og hvervede nye kammerater.

TEKST & FOTO: EMIL LUND JENSEN

Udgivet den 30. maj 2024

En lille pige render rundt om bordene, som Revolutionært Kommunistisk Parti har opstillet ved deres post i Fælledparken. Pigens mor sidder med en veninde, som har en t-shirt med partiets navn på ryggen. Pigen fremstammer et ord, der er svært at tyde, men den kommunistiske veninde er ikke i tvivl.

”Sagde du lige Palæstina?”

Pigen nikker.

”You are the best child in the whole world!” udbryder veninden højt.

Den 1. maj er arbejdernes internationale kampdag, og traditionen tro er Fælledparken fyldt med røde flag. Røde flag, der smælder. Røde flag med gul hammer og sejl. I hvert fald i denne ende af parken. Under de kommunistiske faner står åbne, hvide telte, der er fyldt med unge kammerater, som de, kommunismens tradition tro, ynder at kalde sig selv. Kammeraterne er iført røde t-shirts med ordene ’Revolutionært Kommunistisk Parti’ printet på brystet. I teltene kan man tilslutte sig som en af kammeraterne i det marxistiske parti – eller bare købe en øl til den ikke så kammeratlige pris af 45 kroner stykket. Netop her, under den hvide teltdug, står talspersonen for Revolutionært Kommunistisk Parti, Rasmus Jeppesen, og snakker med både medier og potentielle kammerater.

Solskin og en statsminister i Haderslev

Første maj har i mange år været en festdag for Socialdemokratiet, men ifølge kommunisterne i Revolutionært Kommunistisk Parti (RKP) er det ikke længere en dag, som partiet med de røde roser kan kræve ejerskab på.

Solen brager ned på de kortærmede fremmødte i Fælledparken. Justitsminister Peter Hummelgaard får også varmen at føle, da han holder sin tale. Talen bliver afbrudt af propalæstinensiske demonstranter, og det er meget svært at høre, hvad justitsministeren siger.

Peter Hummelgaard agerer stedfortræder for landets socialdemokratiske statsminister, Mette Frederiksen, der i stedet er i Haderslev. Her fejrer hun, at Socialdemokratiets galionsfigur for Arne-pensionen, Arne Juhl, tager hul på den pension, som er opkaldt efter ham.

For Rasmus Jeppesen er det ingen overraskelse, at landets statsminister ikke er at finde i Fælledparken i dag. Faktisk ville det, ifølge ham, give mindre mening, hvis hun var til stede.

”Jeg synes, at det er dybt forkasteligt. Men jeg forstår hende godt. Det er hende, der er skyld i, at arbejderne får det sværere og sværere, mens en lille procentdel bliver ekstremt rige. Det ville ikke gå godt for hende i dag. I stedet er hun i Haderslev og fejrer en pension, der kun gavner ganske få,” siger Rasmus Jeppesen.

Peter Hummelgaard trådte jo til og holdt en tale i statsministerens fravær. Han blev buhet af scenen. Hvad tænker du om det?

”Det undrer mig ikke. Hvad havde han regnet med? Folk gider da ikke at høre på dem i dag. Slet ikke her,” fortsætter Rasmus Jeppesen.

Hvem er kommunisterne?

Revolutionært Kommunistisk Parti er et nyt parti, der først officielt bliver stiftet til oktober. Lige nu er partiet i en fase, hvor det forsøger at tillokke sig en masse kammerater landet over. Der er i alt 14 afdelinger af partiet alene i Københavnsområdet. Ligeledes er der en række mindre afdelinger rundt i landet. Målet med partiet er at vælte det kapitalistiske system og indføre marxistisk kommunisme i Danmark.

Af de fremmødte kommunister denne solskinsdag er næsten alle unge mennesker. Det er ligeledes en ung revolution, der, ifølge dem selv, er på vej.

Danmark er fyldt med ensidige status-quo-medier

Rasmus Jeppesen er en travl mand i dag. Mange medier har været henne for at interviewe den kommunistiske leder, hvor de alle har stillet mere eller mindre de samme spørgsmål. ”Hvorfor har Danmark brug for kommunisme?” og ”hvordan skal revolutionen foregå?”

Selvom Rasmus Jeppesen svarer høfligt og går i dybden, når han fortæller, at de mener, at det kapitalistiske system har spillet fallit, og at det er en fredelig revolution, som de ønsker, er han langt fra tilfreds med mediestanden i Danmark. Ifølge ham er det nemlig ikke kun politikerne, der er skyld i, at systemet er blevet pilråddent. Også medierne bærer, ifølge ham, et stort ansvar.

”Mediestanden i Danmark domineres af status-quo-medier, der er enormt ensidige i deres dækning. Især af store konflikter og problemer. Derfor arbejder vi også på at lave vores eget medie. En marxistisk avis.”

Er det ikke også et ensidigt medie?

”Jo, men det er alle medier. Forskellen er bare, at vi selv skriver, at vi har en agenda.”

Så problemet med medierne i Danmark er, at de ikke selv deklarerer deres agenda?

”Ja.”

Før vi når at snakke den danske mediestand til ende, bliver Rasmus Jeppesen trukket ud af samtalen af et af de medier, som han netop har beskrevet, bidrager til det ensidige status-quo-mediebillede. Der skal nemlig laves et lille SoMe-indslag med ham, hvilket han stiller op til med smil på læben.

På skillevejen mellem stalinisme og marxisme kører en kommunist i en ladcykel

”Det folkemord, vi er vidne til i Gaza, er produktet af et sygt system. Kapitalismen har spillet fallit!” gjalder en ung kommunist gennem en megafon fra ladet i en ladcykel. Ud fra hans påklædning at dømme er han en del af det marxistiske Revolutionært Kommunistisk Parti, men man kan ikke vide sig alt for sikker. Det spæde parti er nemlig ikke ene om at sprede de kommunistiske budskaber. Kun en smal grussti adskiller de marxistiske kammerater, som Rasmus Jeppesen repræsenterer, fra en stalinistisk bevægelse. Rød første maj står der på partiets faner. Partiet hedder Kommunistisk Parti – altså det samme, bare uden en revolution. Dermed er Fælledparken forvandlet til en kommunistisk buffet, hvor man med få skridt kan bevæge sig mellem marxisme og den noget mere ekstreme stalinisme.

Organisér jer!

Mange kammeratlige fødder har betrådt scenen ved RKP’s plads i løbet af dagen. En af de sidste til at gøre kunsten efter er Johan Uhrskov-Bendixen, som er et af de ledende medlemmer af partiet. Og han holder sig bestemt ikke tilbage.

”I et kapitalistisk system er det ikke ens stemme, der giver magt. Det er dollars, der styrer magten!” udbryder Johan Uhrskov-Bendixen.

De fremmødte jubler og klapper.

”Heldigvis for os har kapitalismen ikke kun skabt et sygt system. Den har også skabt den generation, som bliver dens død! Vi har alt at vinde og kun vores lænker at tabe. Så meld jer hos kammeraterne i boden. Foren jer. Organisér jer!” afslutter Johan Uhrskov-Bendixen sin tale.

Kommunisme på Christiansborg?

Selvom ambitionerne for den kommunistiske revolution er tårnhøje, er der ikke nødvendigvis en drøm om et kontor på Christiansborgs bonede gulve.

”Vi vil jo helst gentænke hele systemet. Men vi tager samtidig al den demokratiske indflydelse, som vi kan få – også på Christiansborg. Men vi ville ikke kunne få særlig meget igennem,” forklarer Rasmus Jeppesen

Hvorfor ikke?

”Fordi det i et kapitalistisk system ikke er politikerne, der bestemmer. Det er dem med pengene. Det er folk som Dansk Industri og Dansk Landbrug, og de er ikke interesserede i vores politik,” uddyber Rasmus Jeppesen.

Da dagen lakker mod sin ende, og kammeraterne snart skal pakke scenen sammen, kigger Rasmus Jeppesen ud over pladsen, der er godt fyldt.

”Det er dejligt, at vejret er så godt. Det er ikke sikkert, at der var kommet lige så mange, hvis det regnede og var fem grader som i sidste uge,” smiler Rasmus Jeppesen.

Det er trods alt fedest at revolutionere samfundet i solskin.

Rasmus Jeppesen, talsperson for Revolutionært Kommunistisk Parti.

FORSIDEN

Theresa Scavenius lader sig ikke lulle i løsgængersøvn. Hun bruger sin lup som megafon

af Webredaktøren | maj 30, 2024 | NYT I TEMA, TEMA

Theresa Scavenius lader sig ikke lulle i løsgængersøvn. Hun bruger sin lup som megafon

Som løsgænger står du alene på Christiansborg, hvor partierne har den største magt. Og ifølge eksperter har du lang vej til både politisk magt og taletid i medierne. Mange bliver ganske enkelt usynlige. Andre tager kampen op. En af dem er Theresa Scavenius.

TEKST: MARCUS MATHIAS FRANCK & SEBASTIAN ØSTERGAARD OLSEN
ILLUSTRATION: LOTTE SKJØDT NIELSEN

Udgivet den 30. maj 2024

Selvom politiske partier ikke er nævnt eksplicit i grundloven, så er de efterhånden en naturlov i Folketinget. I dag er folkestyret mere eller mindre afhængigt af, at politikerne organiserer sig under de forskellige partibogstaver.

“Folketinget er produktivt, fordi politikerne har grupperet sig. Hvis man forestiller sig et folketing med 179 løsgængere, ville det være utrolig vanskeligt at træffe nogen beslutninger,” siger Eva Sørensen, der er professor på Institut for Samfundsvidenskab ved Roskilde Universitet.

Men hvad er egentlig muligt, når man som løsgænger står alene? Hvordan opnår man politisk indflydelse? Og hvad gør man som løsgænger, hvis man gerne vil blive på Christiansborg?

En bidsk vagthund blandt pæne pudler

På Christiansborg er det partierne, der styrer slagets gang, og ifølge Jens Ringberg journalist og politisk analytiker, er der som regel heller ikke nogen, der ønsker at kæmpe med dig – eller imod dig.

Han forklarer, at løsgængere har ringe muligheder for at udøve politisk magt i traditionel forstand. De er ganske enkelt ikke interessante for partierne, når der skal indgås politiske aftaler og forlig. Denne forklaring står han ikke alene med.

”Inde i Folketinget, mener jeg ikke, hun spiller nogen som helst rolle,” siger Eva Sørensen om Theresa Scavenius.

Men det arbejder Theresa Scavenius ikke ud fra. For hende er politisk indflydelse også at skabe debat og opmærksomhed på dagsordener, hun synes er vigtige. Hun peger på, at folketingsmedlemmer har to grundlæggende funktioner. Den ene er at have politiske holdninger, man arbejder for. Den anden er at være en kontrolinstans, der kigger regeringen og lovgivningen efter i sømmene. Theresa Scavenius mener, at netop denne funktion er forsømt i dagens Folketing.

”Hele Folketinget er blevet en meget pæn puddelhund, der hellere vil drikke kaffe i forligskredsen end være den bidske vagthund,” siger Theresa Scavenius.

Netop rollen som kontrolinstans er også en af de folketingsopgaver, løsgængere har mulighed for at påtage sig, mener Jens Ringberg. Han peger på det privilegium, som kun de 179 Folketingsmedlemmer har, og det er at stille spørgsmål til regeringen, som ministrene skal svare på.

”Der er også muligheden for at kalde en minister i samråd. Det gør Theresa Scavenius konstant,” siger Jens Ringberg.

Selvom Eva Sørensen ikke mener, at løsgænger har en stor magt, så synes hun ikke, at de intet spillerum har. Hun ser mandatet som en ølkasse, man kan stille sig op på og bruge som talerør ud i samfundet.

Her står man som løsgænger helt fri til at fortælle om den dagsorden, man er optaget af. Rollen som løsgænger er netop ‘løs’, og man kan gå i lige den retning, man ønsker.

Det ser Theresa Scavenius selv som en fordel ved at stå uden for partierne. Ifølge hende fylder partidisciplin for meget og skygger for den kritiske tilgang til lovarbejdet.

“Vores system bygger på en kritisk masse på 179 mennesker, der skal undersøge om en lov er god eller dårlig. Hvis den masse minimeres til nogle store partilinjer, så får vi ikke den kritiske diskussion, der sikrer, at lovforslagene bliver gode,” siger Theresa Scavenius.

At grave sig til indflydelse

Theresa Scavenius’ politiske arbejde kan beskrives som snævert, men grundigt. Hun udvælger specifikke lovforslag og arbejder detaljeret med disse. Hun beskriver, hvordan hun krydstjekker det faktiske grundlag og ikke mindst, om der faktisk står det i loven, som ministeren siger. Og så ville hun ønske, at flere arbejdede som hende.

“Jeg tror, det er mig, der insisterer på en bestemt måde at arbejde parlamentarisk på, som handler om at være mere kritisk opposition og kontrollerende over for regeringen. Versus at være en politiker, der søger lidt indflydelse hos ministeren,” siger Theresa Scavenius.

Ifølge Jens Ringberg er mange løsgængere usynlige. Det gælder dog ikke Theresa Scavenius, der netop bruger sin stemme som Folketingsmedlem.

“Men vi havde også et problem, hvis alle var løsgængere eller arbejdede som Theresa Scavenius. De fleste sidder i partier og sørger for, at tandhjulene drejer rundt,” siger Jens Ringberg.

Ifølge Eva Sørensen er det også svært som løsgænger at være med til at få tandhjulene til at dreje rundt. Hun mener, at direkte politisk indflydelse handler om, hvad man kan tilbyde.

“Man har ikke rigtig noget at komme med, som kan give én indflydelse, når man kun har et enkelt mandat at tilbyde,” siger Eva Sørensen.

Jens Ringberg mener derfor, at man som løsgænger skal satse på den indirekte indflydelse frem for politisk magt i traditionel forstand. Og det mener han, Theresa Scavenius lykkes med.

“Hun bruger sin løsgængerposition til at sætte fokus på nogle ting, hun synes er problematiske. Det, synes jeg, er virkelig fint,” siger han.

Theresa Scavenius fremhæver, at hun graver dybt i lovgivningsarbejdet. For hende handler lovgivningsarbejdet lige så meget om at holde kritiske samråd, kontrollere regeringen og tjekke efter om ministeren siger det rigtige.

“Og når man skal det, så kan man jo ikke sidde og drikke kaffe i forligskredsen,” siger hun.

Ifølge Theresa Scavenius bruger hun også sin kritiske tilgang i det politiske arbejde til at få indflydelse. For hende kommer det detaljerede lovarbejde først og dernæst kommer kommunikationen. Hun håber nemlig, at hendes måde at gå politisk til værks på, er noget, der bliver bemærket.

“Så er det rigtigt, at meget af den indflydelse jeg kan have lige nu, ikke er direkte på lovgivningen, men netop er via borgere, der gerne vil have mere af det arbejde, jeg laver,” siger hun.

Hun mener desuden, at den indflydelse man kan have som løsgænger i Folketinget, afhænger af hvordan man fortolker begrebet indflydelse. Hun mener selv, at hun får sat nogle af sine dagsordener på landkortet.

“Hver gang jeg er i salen, har jeg et indtryk af, at folk bliver rimelig optaget af, hvad jeg gør og ikke gør,” siger hun

Fremtidstanker om et nyt parti

Theresa Scavenius mener ikke, at hendes arbejde skal defineres af, at hun er løsgænger.

“Det handler jo mere om den arbejdsmetode, jeg har. Jeg når meget lidt, fordi jeg kun er én person og ikke har de samme ressourcer som partierne. Men hvis alle arbejdede på den her måde, ville vi få bedre oplysning om vores love,” siger hun.

Derfor håber hun også at finde en gruppe, der deler hendes kritisk-orienterede arbejdsmetode. Hun forestiller sig en gruppe med mindre partidisciplin, hvor man overordnet er enige, men ikke altid stemmer ens. Theresa Scavenius mener ikke, at den gruppe findes lige nu.

“Jeg synes virkelig, at der er brug for nogle nye partier til at bygge det politiske arbejde op et nyt sted fra,” siger hun.

Eftersom Theresa Scavenius gerne vil være i Folketinget i næste periode, ser hun også et nyt parti som en mulighed. Til spørgsmålet om, hvem der skal stifte sådan et parti, peger hun på sig selv som kandidat.

“Det er et kæmpe stykke arbejde, men jeg føler mig forpligtet til at tænke over, hvad der er af muligheder og finde ud af, hvad der er opbakning til,” siger hun, men afviser heller ikke at stille op som løsgænger.

FORSIDEN

Farlige trends går viralt: Det er på tide, at TikTok tager ansvar, mener Medierådet for Børn og Unge

af Webredaktøren | mar 21, 2024 | TEMA

TEMA

Farlige trends går viralt: Det er på tide, at TikTok tager ansvar, mener Medierådet for Børn og Unge

Når en trend spreder sig, går det hurtigt. Flere gange er livsfarlige udfordringer eller usunde skønhedstrends gået viralt på TikTok. Medierådet for Børn og Unge kritiserer TikTok for ikke at beskytte børns rettigheder godt nok. Imens har EU-kommissionen indledt en ny undersøgelse af platformen.

Skribent: Cathrine de nijs johansen
Illustration: Mie Stærk

Udgivet den 21. marts 2024

Mange danske unge scroller dagligt gennem et hav af indhold på TikTok, og ikke alt er uskyldige dansevideoer eller how-to-guides. Skadelige trends spreder sig også på platformen. Det drejer sig om videoer med selvskade og usunde skønhedstrends såsom opfordringer til hurtigt vægttab. Det kan også være livsfarlige udfordringer som eksempelvis ’the blackout challenge’, en kvælningsleg der har kostet flere unge livet ude i verden.

Det er et problem, hvis man spørger Miriam Michaelsen, forperson i Medierådet for Børn og Unge. Hun siger, at TikTok ikke tager nok ansvar for at undgå, at disse trends spreder sig.

“TikTok høster data, bruger fastholdelsesmekanismer på meget unge mennesker og eksponerer børn og unge for indhold, der ikke er egnet til dem,” fortæller hun.

Under algoritmens indflydelse

TikTok drives af en algoritme. Det betyder, at hvis unge falder over eller søger på bestemte emner såsom slankekure, får de vist endnu flere af netop de videoer.

Ph.d.-studerende ved Aarhus Universitet Amanda Mouritsen forsker i unge danskeres brug af TikTok. Hun mener, at det kan blive problematisk, hvis unge fodres med samme type indhold.

“Algoritmen er med til at skabe det, nogle folk kalder for filterbobler. Det vil sige, at man ender med at se nogle meget specifikke ting, og så er det det eneste, man ser,” fortæller Amanda Mouritsen.

På jagt efter anerkendelse

Nogle unge kommer så langt ud, at de kommer til at skade sig selv i forbindelse med trends på TikTok. Det kan handle om, at unge har behov for at være en del af et fællesskab og på den måde forvilder sig ud i at gøre noget, der kan være farligt.

“Vi er flokdyr og vil rigtig gerne være som andre, og det er især rigtig vigtigt for unge. Det er derfor, at der går mode i nogle ting,” fortæller adfærdspsykolog Annemette Staal.

Hun peger på, at man som ung gennemgår konstante skift i ens fysiske miljøer, fra man er teenager til det tidlige voksenliv i forbindelse med uddannelse, arbejde og fritid. Sociale medier bliver et fast holdepunkt, hvor unge kan blive del af fællesskaber ved at følge bestemte influencers eller melde sig ind i onlinegrupper.

TikTok bliver et sted, hvor unge kan søge hinandens accept ved at efterligne trends. Det kan ifølge Annemette Staal være en af grundene til, at man som ung forsøger sig med risikable trends, selvom man godt ved, at det kan være farligt.

“En af årsagerne til, at man bruger TikTok, er, at man jagter social status og anerkendelse. Og hvis vi gør ligesom dem, vi ser op til, så er der større sandsynlighed for, at vi rykker op i det sociale hierarki,” fortæller Annemette Staal.

Hun peger på, at man ikke bare risikerer at komme galt afsted, hvis man tager del i vovede udfordringer som the blackout challenge, men det kan blive sværere at fornemme sine grænser.

“Nogle unge går med på det, fordi de ikke i samme grad som ældre er reflekterede over, hvad de gerne vil, og hvem de egentlig er. De er ved at finde deres identitet. Derfor kan de være søgende og tænke, ‘nå, det kan jeg da godt’, og så har de pludselig overskredet deres egne grænser,” fortæller Annemette Staal.

Vejen til et tryggere TikTok

TikTok har siden august 2023 skullet efterleve EU’s forordning om digitale tjenester. Lovgivningen har til formål at beskytte EU-borgernes grundlæggende rettigheder og skabe sikkerhed. For privatpersoner betyder det blandt andet bedre beskyttelse af børn og unge og mere kontrol over, hvilket indhold man ønsker at se. Man undgår derfor at eksponere børn og unge for uønsket eller ulovligt indhold.

EU-kommissionen valgte den 19. februar i år at indlede en formel undersøgelse af TikTok med henblik på at finde ud af, om platformen overtræder forordningen om digitale tjenester. Det drejer sig blandt andet om, hvorvidt TikTok gør nok for at beskytte børn og unge mod vanedannende design og skadeligt indhold, som understøttes af platformens algoritme. Derudover udkom DR’s dokumentarserie “Alene hjemme på nettet” i marts, hvor unge fortæller om, hvordan de blandt andet møder vold, mord og selvskade på TikTok.

Miriam Michaelsen, forperson for Medierådet for Børn og Unge, fortæller, at TikTok i højere grad bør gøre det enklere for unge at navigere i, hvordan man fjerner uønsket indhold fra sit feed.

“Det er klart, at det ikke er i deres interesse at få blokeret og fjernet meget indhold fra brugerne, fordi de tjener på datahøst og på det indhold, der bliver delt. Derfor er det ikke en prioritering at gøre det nemt at fjerne og blokere, men det er noget af det, de skal,“ siger Miriam Michaelsen.

Amanda Mouritsen, ph.d.-studerende ved Aarhus Universitet, peger på, at der er flere redskaber i værktøjskassen, TikTok kan gøre brug af, som eksempelvis at lægge en større indsats i at filtrere indhold fra. På den måde kan TikTok sikre sig, at børn og unge ikke ender med at forbruge skadeligt indhold på platformen.

Fra retningslinjer til handling

Spørger man ind til, hvordan sociale medier konkret kan handle på problematikken, har Miriam Michaelsen en klar besked til TikTok:

“Det skal være nemt at fjerne og anmelde indhold. I skal ikke høste data og bruge fastholdelsesmekanismer, og I er nødt til at gøre noget ved det indhold, der ikke er egnet for børn og unge, hvis I vil have dem på jeres platforme.”

Analyser foretaget af Medierådet for Børn og Unge viser, at mange børn og unge tænker, at det er normalt at møde skadeligt indhold på sociale medier. Det gælder eksempelvis indhold med selvskade, vold eller ulykker. Miriam Michaelsen siger, at det ikke skal være de unges ansvar alene, men at vi som samfund og voksne bør gribe ind, når børn og unge eksponeres for skadeligt indhold.

“Børn og unge tror, at ubehageligt indhold er en del af præmissen for at være på nettet. Børn og unge har ret til beskyttelse og skal ikke kunne klare hvad som helst. Samfundet har et ansvar for at passe på dem.”

TikTok er blevet forelagt kritikken, der indgår i artiklen, men er grundet travlhed ikke vendt tilbage med en udtalelse. Platformen har i andre medier udtalt, at TikTok har lanceret funktioner i deres app, der har til formål at beskytte unge. Samtidig arbejder de fortsat med at undgå, at skadeligt indhold eksponeres for børn og unge.

Har du brug for hjælp?

Hvis du er i krise, har tanker om eller skader dig selv, så sig det til nogen. Det hjælper at få sat ord på de svære tanker, og du kan gøre det anonymt.

Du kan kontakte Livslinien på 70 201 201 alle dage mellem klokken 11-05, eller chatte på https://www.livslinien.dk/

Du kan kontakte Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser og Selvskade på 7010 1818 mandag fra klokken 09.00-19.00 og tirsdag til torsdag fra klokken 16.00 – 19.00 eller chatte på www.lmsos.dk.

FORSIDEN

21-årige Camilla er del af en bekymrende udvikling: “Jeg følte, at jeg skulle gøre det hele”

af Webredaktøren | mar 21, 2024 | TEMA

TEMA

21-årige Camilla er del af en bekymrende udvikling: “Jeg følte, at jeg skulle gøre det hele”

Efter flere år med tunge tanker bliver Camilla Struve Bach Jensen i sit sabbatår ramt af angst og depression. Ifølge tal fra ny rapport går det den gale vej for danskernes mentale sundhed. Især de unge kvinders.

Tekst: AMALIE WESSEL-TOLVIG & SIGNE EGEBÆK STENKILDE
Illustration: MIE STÆRK

Udgivet den 21. marts 2024

Hun har været i Paris i syv måneder, da det for alvor går op for hende. Når hun vågner om morgenen, har hun hjertebanken, som om hun er i en flugttilstand. Hun kan bruge flere timer på at forberede sig på at skulle ud ad døren og på arbejde. Tanken om at se andre mennesker gør hende nervøs.

Camilla Struve Bach Jensen har sabbatår. Hun bor i en studielejlighed og arbejder som au pair hos en familie i den franske hovedstad.

En dag, da Camilla Struve Bach Jensen er på vej mod den parisiske undergrundsbane, er det, som om hun ikke kan høre, hvad der sker omkring hende. En fornemmelse af at hun befinder sig i en anden verden. Hun kan mærke, at der er noget helt galt.

”Jeg kan huske, at jeg føler, at alle kigger mærkeligt på mig, så jeg kigger ned i jorden og forsøger bare at nå hen til metrostationen. Jeg kan mærke, at jeg har svært ved at trække vejret, og det var også en følelse af ikke rigtig at være til stede,” fortæller Camilla Struve Bach Jensen om episoden.

Hun bliver i tvivl, om hun kan blive i Paris i de 10 måneder, som er planen.

”Hvis jeg ikke engang kan gå en lille tur fra lejligheden og hen til metroen, er det ikke sikkert, at jeg kan fortsætte med at være her. Men jeg blev ved med at sige til mig selv, at det nok skal gå.”

Hver tredje unge kvinde mistrives
Camilla Struve Bach Jensen er langt fra alene om de følelser, hun oplever i Paris.

Hos unge kvinder i alderen 16-24 år er det hver tredje, der scorer lavt, hvad angår mental sundhed. Det viser nye tal fra rapporten Danskernes sundhed 2023, som er udgivet af Sundhedsstyrelsen.

Rapporten er baseret på en undersøgelse foretaget af Statens Institut for Folkesundhed. Den er sat i gang som en opfølgning på de sundhedsprofiler, der udkommer hvert fjerde år. Midtvejsopfølgningen skyldes en formodning om, at resultaterne i Den Nationale Sundhedsprofil 2021 kunne være påvirket af corona-nedlukning.

Den nye undersøgelse bekræfter billedet fra 2021.

Foran kameraet, bagved tankerne
Camilla Struve Bach Jensen går i 7. klasse, da hun oplever et større fokus på udseende. Det bliver mere normalt at stå foran et kamera sammen med veninderne, og Camilla begynder at frygte, når de skal se billederne igennem.

Det kan sidde i hende i flere dage efter. Følelsen af at se anderledes ud. Hvordan det falder de andre så naturligt, imens hun har svært ved at genkende sig selv på billederne.

En følelse af ikke at være god nok har plantet sig i Camilla Struve Bach Jensen, og det er den, der fik lov at vokse sig så stor, at den flere år senere kommer til at ændre, hvordan hun er, når hun er sammen med andre mennesker.

Hvor Camilla Struve Bach Jensen tidligere har været udadvendt og haft let ved at få andre til at grine, begynder hun nu at trække sig.

“Jeg følte, at det hele ændrede sig, fordi jeg ikke kunne lide, hvad jeg så i spejlet. Det var svært at ignorere det og få min personlighed frem. Der er mange oplevelser, jeg er gået glip af, fordi jeg ikke følte, jeg så pæn nok ud,” fortæller Camilla Struve Bach Jensen.

På TikTok støder Camilla Struve Bach Jensen på videoer om tips og tricks til at forbedre sit udseende eller få den bedste start på morgenen. Selvom hun kan se det positive i at ville være den bedste udgave af sig selv, kan hun ikke undgå at føle sig presset af videoerne.

“Jeg følte, at jeg skulle gøre det hele. Altså, oveni de andre pligter og overvejelser, jeg havde i hverdagen.”

Præstationsfrie rum
Hos organisationen GirlTalk er de i berøring med unge i alderen 12-24 år. De oplever, at gruppen er udfordret af en gennemgående følelse af utilstrækkelighed. Det fortæller GirlTalks direktør, Anna Bjerre.

“De fortæller om en hverdag, hvor de ikke slår til, og hvor de føler sig triste eller kede af det,” fortæller Anna Bjerre.

For hende er det derfor heller ikke overraskende, at tallene for unge kvinders mistrivsel ser ud, som de gør.

Anna Bjerre peger på, at indsatsen for at ændre den negative udvikling blandt andet skal ligge i fællesskaber og etablering af præstationsfrie rum.

“Det er vigtigt, at vi er med til at præge de fællesskaber, som pigerne indgår i, så vi kan hjælpe dem med at tage noget af forventningspresset af, og det er jo ikke noget, man kan gøre alene ved at tale om det.”

Fra Paris til Aalborg
Efter de ti måneder i Paris tog Camilla Struve Bach Jensen tilbage til sit hjem i Vejgaard lidt uden for Aalborg. Her havde hun planer om at finde et job, tjene penge, tilbringe tid med sine veninder og efter et stykke tid vende tilbage til Paris for at bo der et år mere.

Men i stedet bliver hun liggende i sengen hjemme på sit værelse uden overskud til at se sine veninder.

”Min mor prøvede at få mig til lægen, for hun vidste godt, at jeg ikke havde det optimalt, men jeg var overbevist om, at det ikke ville hjælpe,” fortæller Camilla Struve Bach Jensen om tiden efter sin hjemkomst.

Der går to måneder, inden Camilla Struve Bach Jensen vælger at være ærlig over for en af sine veninder. De taler i telefon sammen, og hun får fortalt, hvordan hun egentlig har det.

“Hun sagde, at jeg skal huske at lytte til mig selv. Jeg har det med at stille store krav til mig selv. Jeg skal huske at finde ud af, hvad jeg vil her i verden og ikke gå efter, hvad alle andre vil,” fortæller Camilla Struve Bach Jensen.

Dagen efter telefonsamtalen tager hun til lægen.

Bekymrende udvikling og beskyttende omstændigheder
Hos Sundhedsstyrelsen er det ikke så meget de nye tal, som det er udviklingen i den mentale sundhed hen over årene, der vægter i en vurdering af situationen på området. Det fortæller Jens Kristoffersen, der er chefkonsulent ved Forebyggelse og Ulighed i Sundhedsstyrelsen.

“Når vi kigger på de her tal, er vi bestemt bekymrede for, at flere og flere børn og unge vurderer, at de ikke har det godt mentalt. Men det dækker jo nok også over en ret bred vifte af problemer,” fortæller Jens Kristoffersen

Han peger på, at man, hvad angår kost, motion, tobak og alkohol, har et ret godt billede af, hvad risikoadfærden er, og dermed også hvordan risikoen kan reduceres.

“Samme opskrift har vi ikke på det mentale sundhedsområde,” fortæller Jens Kristoffersen.

Omvendt kender man til en række beskyttende omstændigheder. Her nævner Jens Kristoffersen tryghed, tillid til sine omgivelser, læring og udvikling, fællesskaber og at vi kan få tidlig hjælp, når vi har brug for det.

Det går bedre
Hos lægen finder Camilla Struve Bach Jensen ud af, at hun efter flere år med svære tanker har udviklet angst og fået en depression. Noget, der skal behandles med både medicin og samtaler hos en psykolog.

“Jeg har snakket med min psykolog om, at jeg skal finde ud af, hvilke værdier jeg egentlig sætter højt i livet i stedet for alt det, der fylder så meget, men ikke gør mig noget godt.”

I takt med at Camilla Struve Bach Jensen får det bedre og finder mere overskud, er det hendes ønske at komme ind i nye fællesskaber, hvor hun kan få en oplevelse af at bidrage med noget positivt. I mellemtiden fokuserer hun på de små glæder i hverdagen.

“Jeg glæder mig til at stå op, drikke en kop kaffe og gå en tur med min hund. Det er vildt, at jeg gør det nu. I forhold til for et halvt år siden hvor jeg knap kunne komme op af sengen.”

FORSIDEN

Jonas Risvig-serierne blev for perfekte: ”Jeg er nok endt med at skabe den ungdom, jeg gerne selv ville have haft”

af Webredaktøren | mar 21, 2024 | SPOT 2 (3 ARTIKLER) FORSIDE, TEMA

SPOT 2 (3 ARTIKLER) FORSIDE | TEMA

Jonas Risvig-serierne blev for perfekte: ”Jeg er nok endt med at skabe den ungdom, jeg gerne selv ville have haft”

Et kamera, coronapandemi og fire teenagere fra nabolaget. Sådan startede produktionen af Centrum. Den første ungdomsserie med Jonas Risvig bag rattet. I dag, tre år og ti ungdomsserier senere, er den 30-årige instruktør blevet førende inden for skildringen af ungdomslivet. Men med større succes kommer også større ansvar på godt og ondt.

Tekst: SARAH CARDEL
FOTO: KASPER SØHOLT

Udgivet den 21. marts 2024

Ikke langt fra Jonas Risvigs bopæl ligger hans kontor. Vi befinder os i det vestlige København, og på en af kontorets vægge hænger der flere billeder, end man kan tælle til. Nogle er fra Salsa, nogle er fra Grænser og andre er fra Viaplay-serien Drenge.

”Tænk at kunne vise sådan et billede om 20 år til ens børn og sige ’Sådan så mor ud, da hun var ung’,” fortæller han, idet han peger på et billede af en af skuespillerne.

Ligesom billederne på væggen kan han godt lide at se sine serier som et vidnesbyrd om nutidens ungdom. En slags tidskapsel, hvor generationens måde at tale på, klæde sig på og eksistere på dokumenteres gennem serierne.

Men er man kun rigtig ung, hvis man går til fester, har venner, køber vintagetøj, har sex og på den ene eller anden måde formår at lykkes med det, man bøvler med? Det er den kritik, som lyder, og spørger man Jonas Risvig selv, er svaret entydigt.

”Jeg er virkelig ked af, at mine serier har haft en ekskluderende effekt. I mange af dem er jeg nok endt med at skabe den ungdom, jeg gerne selv ville have haft.”

At føle sig udenfor de andres verden

Jonas Risvig voksede op i en lille by sydøst for Silkeborg og havde, efter eget udsagn, en ”problemfri” barndom. Forældrene var sammen, kæledyrene i live og søskendeforholdet var tæt. Først i sommerferien mellem 8. og 9. klasse begyndte tilværelsen at ændre sig.

”Jeg var på ferie, drak megamange sodavand og spiste spaghetti med ketchup. Efter ferien var alle begyndt at feste, ryge og køre scooter. De havde taget et forspring ind i teenagelivet,” fortæller Jonas Risvig.

Han husker, hvordan der pludselig var opstået helt nye interesser blandt klassekammeraterne, og især hvordan han endnu ikke delte disse interesser.

”Niende klasse var et farligt og ubehageligt sted at være. Men også sygt spændende,” fortæller han.

Uden nogen at spejle sig i begyndte han at lukke sig mere og mere inde. Han så alle ungdomsfilm. Med sin fars gamle kamera, brugte han sin fritid på at filme og klippe videoer. Det var i det øjeblik, at drømmen om selv at skildre ungdommen begyndte at spire.

”Jeg lavede parodi- og musikvideoer, fordi jeg ikke turde tage det alvorligt. Men jeg vidste, at jeg på et tidspunkt skulle skabe det, som jeg selv følte, jeg manglede i den periode,” fortæller Jonas Risvig.

”Jeg vil lave serier, der larmer”

Youtube-serien Centrum, der blev udgivet i 2020, markerer begyndelsen på Jonas Risvigs instruktørdrøm, og siden er listen kun blevet længere.

Fælles for alle Jonas Risvig-serier er deres udforskning af problemstillinger, der kendetegner ungdomslivet. Lige fra giftig maskulinitetskultur til seksualitet, svære venskaber og gymnasiedrama.

”Jeg vil gerne lave serier, som larmer. Ligesom hvis naboen holder fest, og der kører et beat hele natten. Det er irriterende, hvis man gerne vil op om morgenen, men ikke desto mindre, ved alle, at der er fest,” fortæller Jonas Risvig.

Der var et stort fokus på unge som mistrives under coronapandemien. I Centrum var det dog det modsatte. De unge nød at få en pause.

I flere af serierne vises unge, der ryger og drikker alkohol, men også dem, der vælger det fra. For Jonas Risvig handler det om at fremvise sider af ungdomslivet, som ofte forbliver skjulte i fiktion og dermed skabe larm.

”I stedet for at pakke rygning væk, har vi forsøgt at starte en samtale om eksempelvis gruppepres. Og så længe Kræftens Bekæmpelse og Børns Vilkår støtter mine projekter, er det vigtigere for mig end sure forældre,” fortæller han.

Derudover er serierne også karakteriseret ved, at mange af skuespillerne er uprøvede.

Når det gælder casting, har Jonas Risvig opdaget en vigtig opgave i at finde dem, som ikke nødvendigvis råber højest. Både for at skabe en bredere repræsentation, men også for at give selv de mest generte en mulighed for at blive hørt.

”At finde en ung version af mig selv, som ikke ville turde melde sig – det kunne være fantastisk. Men man skal huske, at selvom den dreng, som har det svært, ville være den bedste til at spille netop det, så skal der være en lyst og tryghed i at deltage,” fortæller han.

Jonas Risvig har et ønske om, at serierne repræsenterer en nuanceret ungdom, men ligesom tilfældet før, er det nemmere sagt end gjort:

”Kropsdiversitet er det sværeste. For hvis man er 17 år gammel og føler, man ikke ligner de andre, kan det være enormt angstprovokerende at stå frem,” fortæller han.

Jonas Risvig besøger landets teaterskoler for at tale med underviserne i håb om at skabe en tryggere ramme for unge. Han opsøger også sociale boligområder for at finde piger og drenge med forskellig etnisk baggrund.

Kan mænd lave serier om kvinder?

Selvom flere af serierne fik betydelig succes, var det først med serien Salsa, sendt på DR, at Jonas for alvor brændte igennem. En serie om venskab, kærlighed og ikke mindst teenagepiger, der udforsker deres seksualitet.

”Salsa er den serie, som har været allerfedest at lave. Men det er også den, som jeg har hørt mest for, og den, som jeg har været mest i tvivl om, hvorvidt den skulle fortsætte,” fortæller Jonas Risvig.

Nogle seere har kritiseret Salsa for det faktum, at den er instrueret af en mand. En kritik, som fremstår mere personlig end konstruktiv, og som er svær at anerkende for Jonas Risvig.

”Fordi det er en serie om kvinder, bestod næsten hele produktionsholdet af kvinder. Jeg ønskede at starte en nuanceret samtale om seksualitet, men jeg har lagt et kæmpe arbejde i at få de rigtige stemmer indover,” fortæller han og fortsætter:

”Man må altid bedømme produktet, men når kritikken går på min person og mine intentioner, bliver jeg mega ked af det.”

Han understreger, at både mænd og kvinder kan producere godt indhold om det modsatte køn, og at det altid handler om at gøre sig umage for at sætte sig ind i kulturen.

Indtil videre er der udgivet to sæsoner af Salsa, mens arbejdet på sæson tre er i gang.

Den ”seje” måde at være ung på

Jonas Risvig bruger og inddrager sit publikum. De unge er med til idéudvikling og manuskriptskrivning, og skuespillerne bliver bedt om at omformulere replikkerne til måden, de selv ville sige dem.

For Jonas Risvig er det vigtigt, at det er de unge, som taler, når offentligheden ser ham som ungdommens talerør.

”Jeg er blevet ham, som jeg altid selv var i opposition imod. Den voksne, som skulle gætte på, hvordan det er at være ung. Så jeg ser virkelig min position som et ansvar, der forpligter,” fortæller han.

Alligevel har han mødt kritik for at portrættere et perfekthedsbillede af, hvordan man er ung på den ”seje” måde. En måde, hvor man har lyst til at drikke alkohol hver weekend og tale med sine venner om kærlighed og sex.

Selv var Jonas Risvig ikke bevidst om, hvordan hans serier havde påvirket visse unge.

”I forsøget på at skabe et indbydende univers og rum for samtale er jeg også endt med at ekskludere alle dem, som ikke har det på samme måde. Det er ret vildt, for jeg har ikke tænkt over det, før den del af kritikken opstod,” fortæller han.

Når Jonas aktivt opfordrer til åbenhed, er det ikke usædvanligt for ham at blive mødt med kritik. Han nævner endda, at han dagligt modtager kritik, og der er næsten intet, han ikke har hørt før.

På trods af det har denne del af kritikken alligevel gjort et stort indtryk på ham.

”Det, som har gjort mig allermest ked af det, er, hvis jeg har fået nogen til at føle, at de ikke er gode nok. Det skulle meget gerne have været det modsatte. Hver dag er denne del af kritikken øverst på min liste over ting, jeg skal arbejde på,” fortæller Jonas Risvig.

Han er ved at lægge sidste hånd på spillefilmen Kontra, der, ifølge ham selv, er et opgør med netop den perfekthedskultur, han selv har været med til at portrættere. Så når filmens hovedkarakter ikke lader sig bukke under for normen om at skulle være ung på en bestemt måde, ser Jonas Risvig det også som en form for kritik af sig selv og sine tidligere produktioner.

”Hovedkarakteren adskiller sig meget fra dem, der ellers har optrådt i mine serier, og nu sidder jeg også med Salsa 3, hvor vi er ved at gøre det hele ‘lidt grimmere’ og mere relaterbart,” fortæller han.

Selvom den 30-årige instruktør har mødtmeget kritik, er han ikke i tvivl om, at han skal blive ved med det, han laver. For hvad der var hans drivkraft for overhovedet at begynde, er også motoren for at fortsætte: At give nogen noget at spejle sig i.

”Jeg ser nu, at det var meget få mennesker på min årgang, der udlevede den vilde ungdom. Jeg glemte, at min sidemakker kunne have det på samme måde som mig, og jeg håber, at mine serier kan hjælpe andre i samme situation,” fortæller han.

FORSIDEN

Alex Vanopslagh vil give ungdommen mere frihed – og de lytter til ham som aldrig før

af Webredaktøren | mar 21, 2024 | TEMA

TEMA

Alex Vanopslagh vil give ungdommen mere frihed – og de lytter til ham som aldrig før

Skolevalg 2024 blev endnu en succes til den politiske perlerække af gode resultater, som Liberal Alliance og Alex Vanopslagh har skabt. Højrefløjspartiet har etableret et politisk talerør til ungdommen, men det betyder ikke nødvendigvis, at vi går en Liberal fremtid i møde, siger valgforsker.

TEKST: SEBASTIAN ØSTERGAARD OLSEN & EMIL LUND JENSEN

ILLUSTRATION: LOTTE SKJØDT Nielsen

Udgivet den 21. marts 2024

Da de danske folkeskoleelever kom hjem til deres forældre efter dette års skolevalg den 1. februar, kunne hver tredje fortælle, at krydset var havnet ved Liberal Alliance (LA).

Alex Vanopslagh har sammen med sit parti, LA, formået at gøre noget, som få andre politiske partier i Danmark har. At nå ud til de unge med humor som redskab.

Hele 30 procent af de folkeskoleelever, der stemte ved valget, stemte i år på LA, hvilket er en stigning på lidt over 18 procentpoint siden Skolevalg 2021. Til sammenligning fik rød blok, sammen med Radikale Venstre, i alt 39 procent af elevernes stemmer. Nogle peger på, at succesen primært skyldes sjove TikToks og en charmerende partiformand, men det synes Alex Vanopslagh, er en forsimpling.

PoliTikTok

Danske unge får i høj grad deres nyheder og information fra sociale medier. Derfor er det ifølge Jonas Lieberkind, ungdomsforsker og lektor ved Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse, ingen tilfældighed, at Alex Vanopslagh og LA fik et fremragende skolevalg.

”LA og Vanopslagh har været rigtig dygtige til at kommunikere på en måde, som giver mening for de unge. Der er mange, der snakker om ham. Alle tager stilling til ham. Man snakker jo ikke om for eksempel Konservative på samme måde,” siger Jonas Lieberkind.

TikTok-videoers korte format gør det svært at udfolde komplekse politiske samtaler. Derfor er Alex Vanopslagh også bevidst om, at der medfølger et ansvar for at give de unge en dybere indsigt i politik. Af den grund laver LA også podcast og YouTube-videoer, hvor mere komplekse aspekter af politik bliver diskuteret. Men spørgsmålet om, hvorvidt LA’s TikTok-videoer er fordummende, synes han, er misforstået.

“Vores sjove videoer fylder mere på TikTok, men det er ikke mere fordummende end Facebook-opslag og TV -debatter, hvor tingene også tit forsimples. De er nok bare målrettet boomer-segmentet. At man på Facebook formulerer et vredt opslag med et meget lavt lixtal er,w som jeg ser det, ikke en tand mindre forsimplet end vores TikToks,” siger Alex Vanopslagh.

En del af partiets enorme tilslutning hos de unge kan skyldes deres humoristiske måde at videreformidle politiske budskaber på sociale medier. Men ifølge Jonas Lieberkind taler Alex Vanopslagh også ind i nogle ting, som de unge går meget op i: økonomi, spørgsmål om topskat og ønsket om ansvar.

“Unge vil rigtig gerne deltage, og de synes, at de har noget at byde på. Lige præcis LA appellerer til, at unge skal have en større frihed og selv tage det ansvar, der følger med friheden. Det er noget, de unge higer efter. At være en del af det samfund, som de ser,” forklarer Jonas Lieberkind.

Alex og ansvaret for den unge generation

Alex Vanopslagh synes, at det er på tide, at fortællingen om de unge skal være positiv. Han køber ikke det, som han selv beskriver som en offer-fortælling om de unge. En fortælling, han mener, ses hos mange venstreorienterede partier. Han anerkender, at ungdommen i dag givetvis har det sværere på mange parametre, end tidligere generationer har haft, men han mener, at politikerne har et ansvar for at tale de unge op.

“At ungdommen skulle mistrives som aldrig før, og at de krav, der er i uddannelsessystemet, skulle være helt horrible. Den offerfortælling, tror jeg ikke, tjener nogen særlig godt. Det er nok også en af grundene til, at vi fik et godt skolevalg. Vi har en mere optimistisk tilgang til ungdommen,” uddyber Alex Vanopslagh.

Ifølge Rune Stubager, professor ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet, føler de unge vælgere sig ofte mere draget af rene, ideologiske standpunkter, som det LA for eksempel leverer. Men i takt med at vælgerne bliver ældre, nuanceres deres billede af politik, og dermed blegner nogle af disse ideologiske tendenser.

“Man kunne godt have den overvejelse, om alle de folkeskoleelever, der synes, at LA er et godt valg, er helt med på for eksempel partiets SU-politik. Måske bliver et politisk punkt som dette lidt mere aktuelt, når de selv skal til at bruge den del af velfærdssamfundet,” fortæller Rune Stubager.

Alex Vanopslagh synes som ung partileder, at det er fedt, at de unge synes godt om LA, men han vil ikke tilrettelægge politikken efter de unge. I stedet for at love højere SU eller gratis psykologhjælp til unge, peger han på, at man i stedet bør fortsætte med at tale i øjenhøjde med de unge.

“TikTok er jo det klareste eksempel på, at vi fanger dem i øjenhøjde. Men vi designer ikke vores politik efter, hvad vi tror, de unge gerne vil have. Vi fører den politik, vi mener, er bedst for Danmark,” uddyber Alex Vanopslagh.

Danmarks folkeskolevalgte minister

Simon Fendinge var som landsformand for Liberal Alliances Ungdom hovedarkitekten bag det succesfulde skolevalg. Der er klare ligheder mellem Alex Vanopslagh og Simon Fendinge. De har begge vundet DM i Debat. De har begge været eller er formand for Liberal Alliances ungdom. Og så har de begge to en rigtig stærk appel til de unge.

“Eleverne bakkede rigtig meget op. De bakkede også mere op efter debatterne, end de gjorde inden. Det gik jo rigtig godt,” fortæller Simon Fendinge

Ifølge Jonas Lieberkind er de unge trætte af den traditionelle partipolitik med debatter, hvor partierne fokuserer mere på at kritisere hinanden end at diskutere politik. Liberal Alliances Ungdom havde en klar taktik om kun at snakke om egen politik ved skolevalget. En taktik, der bar frugt og var medvirkende til, at man høstede 30 procent af stemmerne.

“Jeg tror og håber på, at vores fremtid er mere liberal. Det var det indtryk, jeg fik ude på skolerne, i og med at det gik, som det gjorde,” fortæller Simon Fendinge.

En fremtid med meget mere LA?

Rune Stubager mener dog, at man skal være påpasselig med at drage konklusioner. Det skyldes, at resultaterne generelt er ustabile sammenlignet med meningsmålinger og folketingsvalg. Det er ifølge Rune Stubager udslagsgivende for, at et skolevalg ikke varsler nogen markant forandring i det politiske landskab.

“Jeg tvivler på, at vi kommer til at se en så massiv blå ungdomsårgang, når disse unge skal stemme til folketingsvalg. Vi ser i forskning, at påvirkningen fra forældrene er lige så stærk nu, som den var tilbage i 1970’erne. Og blandt forældrene ligger blokbalancen jo tæt på 50-50,” fortæller Rune Stubager.

En del af forklaringen på ustabiliteten findes ifølge Rune Stubager i, at det er ’en gratis omgang’ for eleverne. Skolevalg kræver ikke nødvendigvis det samme niveau af indsigt i det politiske stof som et folketingsvalg.

“Det betyder, at man som vælger kan lade sig rive med af en stemning og de mærkesager, man synes er mest spændende. Man kan vælge det uden at tænke så meget over en reel indvirkning,” forklarer Rune Stubager.

Alex Vanopslagh og Simon Fendinge anerkender Rune Stubagers analyse af, at Skolevalg ikke er repræsentativt for et reelt folketingsvalg, og at man derfor skal passe på med at konkludere noget på baggrund af det. Dog var de begge henrykt over resultatet, og Simon Fendinge fortæller, at han stadig tror på den liberale fremtid.

Rune Stubager er heller ikke i tvivl om, at LA vil få et godt valg næste gang, der åbnes for stemmeurnerne, især blandt unge mænd. Men han tror ikke på, at hverken LA eller blå blok vil opleve så markant en fremgang, som Skolevalg 2024 eksemplificerer.

FORSIDEN

« Gamle poster

Næste poster »