De to nye medier Den Uafhængige og Frihedsbrevet vil lave magtkritisk journalistik, og derfor siger de nej til mediestøtte. Eksperter stiller sig tvivlsomme over for argumentet om, at fravalget skulle gøre de to medier mere frie.

Kanalchef Mads Brügger var yderst utilfreds, da det i oktober 2019 blev officielt, at Radio Loud vandt DAB-udbuddet for næsen af Radio24syv. Folketinget fik verbale lussinger af Mads Brügger, der mente, at lukningen skyldtes, at kræfter på Christiansborg ikke brød sig om indholdet på kanalen. Statens penge var blodet i Radio24syvs årer, og da støtten forsvandt, måtte taleradioen lade livet.

“I fremtiden vil jeg nok kraftigt overveje, om jeg skal arbejde for et statsejet medie igen, for det har været enormt skræmmende,” lød det fra Mads Brügger på Twitter.

I tomrummet efter Radio24syv er to nye medier opstået. Netradioen Den Uafhængige med den tidligere 24syv-vært Asger Juhl i spidsen kom til verden i februar 2020, og Grundlovsdag 2021 gik Mads Brügger i luften med mediet Frihedsbrevet.

Flere ord går igen, når de to nye medier beskriver sig selv, men en ting er særligt markant: De siger aktivt nej til mediestøtten. Den Uafhængige og Frihedsbrevet vil være kritiske over for magthaverne og fremhæver det derfor som en kvalitet, at de ikke er afhængige af statens penge. 

Eksperter påpeger, at de to medier formelt set bliver mere uafhængige ved at frasige sig mediestøtten, men at den egentlige forskel er minimal. For uanset hvad skal der penge til at finansiere journalistik. 

Frihed eller branding?

Hos Frihedsbrevet fremstår uafhængigheden fra staten som en central del af mediets eksistensberettigelse.

“Der er brug for og plads til et journalistisk medie, der er komplet frakoblet staten, som siger nej til mediestøtte, og som gør en dyd ud af at være så frit og uafhængigt som muligt,” udtalte Mads Brügger til Ritzau, da Frihedsbrevet gik i luften.

Det er dog begrænset, hvor meget journalistisk frihed fravalget af mediestøtte reelt giver. Det mener lektor i medieøkonomi og mediepolitik ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Aske Kammer, som påpeger, at der ikke findes eksempler på indhold, som mediestøttede medier ikke kan bringe – heller ikke magtkritisk journalistik.

“Man skal se deres frasigelse af mediestøtten som del af en positionering i markedet. Det ligger også i navnene Den Uafhængige og Frihedsbrevet,” siger han.

Eva Mayerhöffer, der er lektor ved Roskilde Universitets afdeling for Journalistik og Demokrati, har en lignende pointe.

 “Mediestøtten betyder ikke, at staten har noget at sige om det konkrete journalistiske indhold. Adskillelsen ligger snarere i, hvordan Den Uafhængige og Frihedsbrevet brander sig og ikke i selve indholdet,” siger hun. 

Lullet i søvn

Chefredaktør på Den Uafhængige, Asger Juhl, anerkender, at de, der modtager mediestøtte, ikke er bange for at være magtkritiske. Men fravalget af mediestøtten handler for ham om at tvinge sig selv til konstant at være på dupperne og relevant for sine lyttere.

 “Man bliver lullet i søvn af for mange penge fra det offentlige, og de, der modtager mediestøtte, kommer til at blive ligegyldige og irrelevante. Vi mener, at det giver liv og drivkraft hele tiden at skulle være skarpe,” siger Asger Juhl. 

Han mener, at det afspejler sig i, at Den Uafhængige er den eneste radio i landet, som laver kritiske interviews.

 Asger Juhl ser lukningen af Radio24syv som et eksempel på, hvorfor det kan være problematisk at være økonomisk afhængig af staten.

 “Der er jo hele miseren om Radio24syv, som politikerne ikke kunne lide. Der er også en angst inde hos DR for, at man ikke må fejle, fordi man hele tiden er i skudlinjen fra politikere,” siger Asger Juhl.

 De to nye mediers indhold og positionering er ikke blevet overset af mediebrugerne. Den Uafhængige overhalede for nyligt P1 Morgen på antallet af podcast-lyttere, mens omkring 10.000 har skrevet sig op til Frihedsbrevets gratis nyhedsbrev. 

Illusionen om uafhængighed

Det er et grundlæggende journalistisk ideal, at pressen skal være uafhængig. At man ikke er i lommen på nogen. Men fuldstændig uafhængighed i pressen er umulig at opnå, da man altid vil være afhængig af at skulle tilfredsstille dem, der betaler, påpeger Eva Mayerhöffer. 

 “Den totalt uafhængige presse er en illusion. Hvis man er afhængig af brugerdonationer eller reklameindtægter, underlægger man sig også begrænsninger,” siger hun og refererer til, at medierne altid vil være afhængige af de penge, de har i ryggen – uanset om de kommer fra investorer eller brugere.

 Den Uafhængige lever af brugerdonationer. De får ikke penge fra private investorer og er derfor afhængige af, at deres lyttere er så tilfredse med deres indhold, at de får lyst til at betale. Det er der endnu ikke nok, der gør, og Den Uafhængige overlever kun, fordi der bliver lagt mange frivillige timer i taleradioen.

 Asger Juhl lægger ikke skjul på, at Den Uafhængige er et idealistisk projekt, og at økonomien er en udfordring. Han vil dog ikke afvise, at hans medie kan blive nødt til at tage imod penge fra private investorer i fremtiden.

 “Om vi har en økonomisk holdbar model nu, ved jeg ikke, men hvis mine medarbejdere begynder at søge væk, tror jeg, vi vil overveje alternativ finansiering,” siger Asger Juhl og fortsætter. “Vi er kritiske overfor politikerne, magthaverne og myndighederne i Danmark, så derfor er staten det værste sted at få penge fra. Jeg vil hellere have penge fra Toms Chokolade.”

 Chefredaktøren hos Den Uafhængige anerkender, at han giver køb på noget af sin uafhængighed, hvis hans radio ender med tage private investorer ind. Derfor vil han i første omgang gøre alt for at holde mediet i live udelukkende af medlemmerne. 

Staten ud, private ind

 Private penge udgør en væsentlig del af økonomien hos Frihedsbrevet, hvis slogan er “kun i lommen på dig”. Flere borgerlige personligheder, heriblandt den tidligere formand for tænketanken Cepos Bjørn Høi Jensen, har kastet penge efter Mads Brüggers nye medie. 

 Formelt set er der mindre afhængighed af staten i en konstellation som Frihedsbrevets, mener Aske Kammer. Tilgangen af private investorer medfører dog samtidig et nyt afhængighedsforhold.

 “Pengene kommer jo til gengæld fra en kreds af private investorer, og der kan man jo stille spørgsmålet: Hvordan forholder Frihedsbrevet sig til de investorer, i modsætning til hvis det var staten,” siger Aske Kammer.

 En potentiel faldgrube ved at være afhængig af private midler er, at investorerne kan trække deres støtte, hvis de er utilfredse med mediets indhold. Noget, der ikke er ukendt  i dansk presse. I 1999 bragte Berlingske en kritisk historie om Riffelsyndikatet, der omhandlede Mærsks forbindelser til den tyske hær under anden verdenskrig. Efterfølgende solgte Mærsk sine aktier i Berlingske.

 “Investorer og markedskræfterne kan bestemt have indvirkning ved at sanktionere eller straffe mediet for den journalistik, der bliver lavet,” siger Aske Kammer, der understreger at han ikke udtaler sig konkret om Frihedsbrevet.

 Mads Brügger er ikke vendt tilbage på Illustreret Bunkers henvendelser, men i Frihedsbrevets udgivererklæring lover ejerne, at Frihedsbrevets journalistik aldrig vil være forpligtet af deres private interesser. 

 “Det kan godt være, at vi er trådt sammen for at finansiere journalistik, men vi er ikke trådt sammen for at købe journalistik. Den forskel er altafgørende, og den står vi derfor vagt om,” skriver de. 

 Aske Kammer fremhæver, at netop kritiske historier om et privatejet medies investorer kan ses som lakmusprøven for disse mediers egentlige uafhængighed. 

En uafhængig fremtid?

 Aske Kammer tvivler på, om et medie, der hverken har mediestøtte eller private penge i ryggen, kan blive økonomisk bæredygtigt i Danmark.

 “Det er svært at leve udelukkende af brugerbetaling. Danmark er et lille sprogområde, hvor det er svært at skalere antallet af betalende brugere op. Så uden en eller anden støtte – enten fra staten eller investorer – er det svært,” siger han. 

 Idealet om at holde sit medie i live udelukkende af medlemmerne er et langt og sejt træk, som flere medier har knækket halsen på, uddyber Aske Kammer. Der er derfor noget, der tyder på, at danske medier bliver nødt til at vælge mellem at stikke snablen i statskassen eller i private investorers bankkonti.

 Asger Juhl fastholder dog sin optimisme omkring at skabe en radio, der kun er holdt i live af medlemmerne. Han tror på, at kvalitet og original, kritisk journalistik vil bane vejen. 

 “Jeg tror på det, fordi de andre radioer er for kedelige og for ukritiske. Det er den vurdering, jeg laver på baggrund af min erfaring som journalist. De andre holder ikke. Det er os, der holder. Og hvis vi gør det, så tror jeg, at folk vælger os. Så må vi se, om det er mig eller eksperten, der får ret,” siger han.

Efter længere tids forberedelse kunne en energisk Anders Krab-Johansen endelig løfte sløret for BT’s nye lancering.

“Den største satsning i dansk journalistik.”

Således indledte koncerndirektøren for Berlingske Media præsentationen på sin twitterprofil. Avisen har med fire nyoprettede redaktioner i København, Aarhus, Aalborg og Odense oprustet deres lokale dækning.

Begejstringen var dog svær at få øje på i tweetets kommentarspor. Særligt Anders Krab-Johansens afsluttende sætning om, at ansættelsen af de 32 nye reportere til redaktionerne var sket “i hemmelighed,” faldt flere for brystet.

“Spændende Anders. Jeg er ked af, at jeg ikke hørte om denne mulighed”, skrev én, mens et andet tweet lød:

“Betyder ‘i hemmelighed’ at I bare har ansat folk, I kender i forvejen?” Til det responderede Krab-Johansen kækt:

“Lille branche – som du ved ;)”.

Så kender BT alle i mediebranchen?

“Nej,” udbryder Michael Dyrby, chefredaktør på dagbladet. Han forklarer de mystiske ansættelser som en nødvendighed i forbindelse med lanceringen.

“Vi har helt bevidst arbejdet under radaren. Alle medier i Danmark er i stor konkurrence kommercielt. Vi ville gerne starte det her projekt op, uden alle vores konkurrenter vidste det på forhånd,” siger han. 

Michael Dyrby beskriver ansættelserne som en lang proces, hvor det har været op til de enkelte redaktører at finde de nye medarbejdere gennem deres netværk. At nogle føler sig forbigået i processen, kan chefredaktøren godt forstå. 

“Det er nu engang den model, vi har valgt i det her projekt. Men jeg er med på, at hvis man ikke har vidst noget om projektet, og hvis man ikke har været kendt af nogen, så har det været svært at blive ansat,” siger han. 

Danske Mediestuderende: Ærgerligt

Formanden for Danske Mediestuderende, Rane von Benzon, kalder BT’s beslutning for ærgerlig. Han så gerne, at BT havde været mere åbne i ansættelsesprocessen. Omvendt kan han ikke se, hvordan BT skulle have gjort det anderledes uden at afsløre projektet. 

Andre medier vil ifølge Rane von Benzon ikke gøre klogt i at gøre BT’s ansættelsesproces til normal praksis.

“Så ville de jo skyde sig selv i foden. De ville gå glip af en stor talentmasse, og så ville det bestemt være et problem,” siger han.

Han har indtryk af, at nyuddannede journalister ofte får et job gennem deres netværk fra skolen eller fra det sted, de har været i praktik. 

“En dag er der en af dine venner, der har et job på et dagblad, hvor de mangler en, og så ringer han til dig,” siger han.

Ifølge Michael Dyrby, der er chefredaktør på BT, var den alternative ansættelsesproces en bevidst strategi, da mediet gerne ville starte projektet op, ude at deres konkurrenter kendte til det.

Udfordrende proces i Aarhus

I det smarte kvarter tæt på domkirken i Aarhus sidder de syv nyansatte i et stort, hvidt lokale med bjælkeloft. Ser man bort fra de to roll-up bannere med det nye slogan “Byens Tidende” på, er det svært at få øje på, at man befinder sig på BT’s nye lokalredaktion. 

Chefen på Aarhusredaktionen hedder Kenneth Elkjær. De sidste par måneder har han brugt på at finde de rigtige folk til den nye redaktion. Han anerkender ligesom Michael Dyrby, at der måske er nogle, der føler sig forbigået. 

“Jeg kan godt se, at det havde været federe, hvis alle havde fået chance for at søge. Men det har altså været præmissen for projektet,” siger han. 

Ifølge den nye redaktionschef har det været en stor udfordring at hyre en hel redaktion i hemmelighed. 

“Nu har jeg jo ansat syv, men jeg har nok været i dialog med 20 personer på den ene eller anden måde. Vi har brugt sindssygt meget tid på det. Det havde været meget nemmere, hvis jeg havde haft en liste over 40 personer, der gerne ville have jobbet. Så havde der været samtaler, jeg ikke havde behøvet at have haft,” siger han.  

Kenneth Elkjær kan ikke konkret forklare, hvordan de nye stillinger er blevet besat. For det er sket på mange forskellige måder.  

“Nogle har jeg skrevet med på Twitter, nogle kender jeg fra København. Andre gange har det været sådan noget med at drikke kaffe med folk og spørge, hvor de er henne. Det har været en blanding af folk, jeg kender, og folk jeg har fundet frem til via mit netværk,” siger han. 

Heldigt opkald

En af de personer, der havde fundet vej til redaktionschefens netværk, var Signe Larsen, der netop er dimitteret fra DMJX. Signe lærte Kenneth Elkjær at kende under sin praktik hos TV2 Østjylland, hvor den nyudnævnte redaktionschef tidligere arbejdede.

Tankerne om hendes fremtidige jobsituation var allerede begyndt at rumstere rundt i Signes hoved i perioden omkring sidste semester.

”Jeg var da lidt nervøs. ’Hvordan skal det hele ende?’, tænkte jeg,” siger hun.

Men en dag ringede telefonen. Det var Kenneth Elkjær.

“Han ville høre, hvad jeg skulle efter min bachelor. Så fortalte han, at han var i gang med at finde ansatte til redaktionen,” siger hun.   

Signe Larsen kalder det heldigt, at hun allerede havde et job inden hun dimitterede, men hun ser ikke ansættelsesmetoden som noget større problem. 

”Jeg synes, det giver god mening, at chefer ansætter folk, de allerede har en idé om, hvad kan,” siger hun.

Lover ingenting 

På redaktionen i Aarhus har de ikke planer om at ansætte flere foreløbigt. På spørgsmålet om hvorvidt kommende jobopslag bliver offentlige, lyder svaret, at ”det kan da godt være”. Indtil da har Kenneth Elkjær heldigvis råd parat til nyuddannede jobsøgende.

“Hvis man gerne vil lande et godt job på BT eller et andet medie, skal man give den en skalle, når man er i praktik. Man skal se det lidt som sin ambassadørpost. Måske ender man der, eller det kan være, at folk ringer for at høre, om man dur til noget,” siger han.

Heller ikke Michael Dyrby vil garantere, at kommende ansættelser kommer til at ske gennem offentlige jobopslag. Han er godt klar over, at det, særligt som nyuddannet, kan være svært at overskue mediebranchens jobjungle. Men nye journalistiske talenter skal ikke være bange for at blive overset, forsikrer chefredaktøren. 

“De fleste journalistiske chefer er interesseret i at få et fedt produkt. Så vi holder øje med andre journalister. Hvis man kan nogle særlige ting, skal man nok blive set,” siger han. “Og så hjælper det at være flittig, dygtig, energisk og begejstret. Så skal man nok nå langt.” 

Ifølge Michael Dyrby har avisen investeret et tocifret millionbeløb i satsningen. Første milepæl er ifølge chefredaktøren at nå 10.000 betalende abonnenter på et år. 

Ny vin på gamle flasker: Horsens Folkeblad nytænker dækningen af kommunalvalget

Podcast, explainervideoer og læserinddragelser bliver værktøjerne, når Horsens Folkeblad trækker i arbejdstøjet for at dække kommunalvalget 2021. Men der er meget nyt at lære for en lokalavis, og et opgør med selvforståelsen er på vej.    

Forberedelserne til dækningen af det forestående kommunalvalg er i fuld gang. Også på Horsens Folkeblad gør man sig klar. For mange lokalmedier er kommunalvalget hvert fjerde år en slags juleaften. Og i år er der ekstra gaver under træet. Horsens Folkeblad har nemlig fået flere midler til at sætte ekstra blus på dækningen af kommunalvalget. De første tanker er allerede blevet tænkt i løbet af foråret, nu nærmer de sig den endelige eksekvering af de nye tiltag. Men når det gælder kommunalvalg, skal man ifølge redaktionschef Jakob Krogh Nørgaard passe på med at starte dækningen for tidligt. 

”Det er primært de sidste to en halv til tre uger op til valget, at folk gider at interessere sig for det. Så hvis vi stopfodrer læserne med kommunalvalgs-artikler hele oktober, så bliver de trætte af det,” siger Jakob Krogh Nørgaard. 

Nye metoder tages i brug 

Men nu skal valgkampen snart stå, og Horsens Folkeblad har slagplanen klar. Mere inddragelse af læserne, fokus på at udkomme digitalt og øget debat, sådan lyder opskriften. Her er podcast og explainervideoer to helt nye tiltag. Et andet relativt nyt værktøj giver læserne mulighed for at stemme på hvilke spørgsmål, avisen skal stille politikerne. Avisen har testet det i artikler baseret på læserinddragelse de sidste to år, og det har været en stor succes. I starten var der omkring 300, der var inde og stemme på, hvilke spørgsmål politikerne skulle have, nu er der over 1000 hver gang.

”Det er vigtigt at komme ud med så mange kommunikationsformer som muligt. Vi har overordnet som målsætning at styrke det lokale demokrati. Det formål når vi ikke, hvis vi kun leverer en trykt avis. Så hvis vi skal ud til flere, skal vi længere ud digitalt,” siger Jakob Krogh Nørgaard. 

Derfor tages både nye og gamle værktøjer i brug, og her har en klassisk valgkampsdisciplin, nemlig vælgermøder, fået en central plads i dækningen. Da der var kommunalvalg sidst i 2017, dækkede Horsens Folkeblad naturligvis de traditionelle vælgermøder. Men det var ikke nogen særlig stor succes hos læserne. Derfor har de i år besluttet selv at arrangere flere vælgermøder i samarbejde med foreninger i Horsens. De inviterer fire politikere, en journalist er ordstyrer, og avisens læsere bestemmer dagsordenen. Her får avisens læsere mulighed for at debattere emner, som de selv har valgt, med politikerne.

Et opgør med selvforståelsen 

De nye formater rykker også ved den typiske opfattelse af avisens og journalisternes rolle, som dem der skal sætte dagsordenen.  

”Når vi bruger værktøjer til at få læsernes spørgsmål, så er det i virkeligheden også et opgør med vores egen selvforståelse, som dem der skal sætte ord på, hvad de vigtigste emner er. Det kommer til at blive lidt hårdt at erkende,” siger Jakob Krogh Nørgaard. 

Journalist Anne Birch, der var valgkoordinator for Horsens Folkeblad ved sidste valg, genkender også det billede.  

”Det handler ikke om, at vi ikke også skal være dagsordensættende. Men det handler mest om at finde ud af, hvad der rykker, og hvad der er debat i,” siger Anne Birch.   

Avisen skal stadig bruge de kompetencer, de som journalister har til at udlægge teksten og nuancere emnerne. Men derfor kan det godt være læserne, der stiller de relevante spørgsmål, mener Jakob Krogh Nørgaard. 

At være et lokalmedie i en valgkamp

Den klassiske journalistrolle er dog langt fra lagt på hylden. Det er ifølge redaktionschef Jakob Krogh Nørgaard også i den kommunale valgkampsdækning, at man stadig kan mærke forskel på de lokale og de landsdækkende medier. 

”Politikerne har ikke samme professionelle tilgang til os som medie som på Christiansborg, og det er befriende. Man mødes med folk lidt mere ligeligt. Vi er afhængige af dem, og de er afhængige af os. På den gode måde,” siger Jakob Krogh Nørgaard.  

Men de oplever stadig, at politikerne i den blå blok føler sig overset og ditto i den røde. Det er et godt tegn for Jakob Krogh Nørgaard. På den måde er der ikke nogen, der bliver forfordelt, mener han. Avisen er også bevidste om at fordele taletiden mellem politikerne, så det ikke bliver de samme Tordenskjolds soldater, der løber med alt opmærksomheden. Af den grund har avisen sat et loft over antallet af læserbreve, som kandidaterne får lov at indsende i oktober-november.

Den tættere kontakt kan også mærkes på selve valgaftenen, hvor det hele får lov til at kulminere. Ved sidste valg stod Anne Birch med succes for en liveblog på selve valgaftenen, og det regner avisen med at gentage i år.  

”Det, at vi er til stede på Rådhuset på den måde, det er det, man kan, når man er på en lokal avis. Man skal ikke undervurdere, hvor mange følelser der er på spil. Politikerne render rundt og græder, jubler og bliver småfulde nede på rådhuset. Det er rigtig vigtigt, at vi er der,” siger Anne Birch. 

Forhåbninger om en succes 

Til det afsluttende spørgsmål om deres forventninger til dækningen af kommunalvalget 2021 kigger redaktionschef Jakob Krogh Nørgaard og journalist Anne Birch indforstået på hinanden og smiler. De har bestemt en forventning om, at det bliver en succes. 

”Men det er også vigtigt, at der kommer noget tilbage. Et er, at det kommer ud, men at læserne også reagerer, det er også et succeskriterie. At folk de blander sig,” tilføjer Anne Birch.

”For os er succes, at det kommer ud til mange, ellers giver det, vi laver, ikke rigtig mening,” siger Jakob Krogh Nørgaard. 

På lokalredaktionen i Horsens er de i hvert fald ved at være klar, og de venter spændt på, at valgdækningen kan gå i gang.   

 ”Grænsen er åben,” lyder et opråb i menneskemængden. Nagieb Khaja sætter i løb og passerer en større gruppe mennesker. I flere dage har de ventet på at kunne vende tilbage til deres hjemland. De har familier derinde. En hvidmalet stålbro forbinder Amu Darja-flodens bredder, og på den anden side venter et nyt Afghanistan. Det er kun et øjeblik siden, Nagieb ankom til stedet og fik den nedslående besked, at grænseovergangen havde været lukket i flere dage. Men nu er heldet tilsyneladende med ham, og til fods krydser han broen, der omsider skal give ham afghansk jord under fødderne. 

En ung mand sidder bag skranken i paskontoret. Han har fuldskæg, og på hovedet bærer han en turban. Helt som forventet. Nagieb Khaja præsenterer sig som journalist og fremviser sit pas og pressekort den at vide, om det vil komme ham til gode. Grænsevagten afviser ham uden at dvæle og kræver et visum, hvis han skal give ham lov til at rejse ind.  

”Hvad er det, du siger?” spørger Nagieb Khaja. ”Siger du, jeg skal have et visum fra den regering, I ikke selv anerkender? Det er vel jer, der skal give mig tilladelsen, når I har magten,” tilføjer han.

Hans kommentar får grænsevagten til at tøve. Efter et øjebliks betænkningstid slår han op i passet og planter et stempel.

Nagieb Khaja er inde. Siden Afghanistan lukkede ned, har han knoklet for at finde en vej ind. Nu kan han begynde sin rejse gennem landet. En risikabel tur mod Kabul, hvor Taleban for fire dage siden indtog præsidentpaladset og overtog magten.

Overgivelse eller gadekamp?

Det er en journalistisk tradition, at korrespondenter rejser til verdens brændpunkter for at gøre os klogere på krige og konfliktsituationer. Hvorfor det er væsentligt, behøves næppe diskussion, men hvordan det overhovedet kan lade sig gøre, er værd at se nærmere på. Den risikofyldte journalistiske disciplin står nemlig på skuldrene af et omfattende sikkerhedsarbejde, som kun de færreste kender til.

Nagieb Khaja er en internationalt anerkendt dokumentarist og journalist. I knap to årtier har han beskæftiget sig med konflikten i Afghanistan og står bag både bøger og film om den krigshærgede nation. Alligevel var det ikke uden betænkeligheder, at Nagieb tog afsted, da TV2 spurgte, om han ville producere en dokumentar om Talebanstyrets magtovertagelse.

Inden Kabul faldt, analyserede Nagieb den sikkerhedsmæssige situation og opstillede tre mulige scenarier: Kabul kunne blive omringet og isoleret. Det ville efterlade ham uden mulighed for at forlade byen. Det andet scenarie var, at der kunne opstå gadekampe i storbyen. Det er ifølge ham selv noget af det værste. Og til sidst var der muligheden for, at byen overgav sig uden kamp.

”Det er egentlig sandsynlighedsregning,” siger Nagieb Khaja. ”Min analyse var, at der var 80-90 procent chance for, at det ville blive en fredelig overgivelse. Havde fordelingen været anderledes, var det ikke sikkert, jeg var taget afsted,” siger han.

 Alt hviler på korrespondenten

Når TV2 sender korrespondenter til konfliktzoner, er det i sidste ende Jakob Vissing, der har ansvaret. Han er chef for mediets udlandsredaktion, og det var ham, der tog den endelige beslutning om at lade Nagieb Khaja rejse til Afghanistan midt i landets sammenbrud.

”Der er to hensyn, vi hele tiden stiller overfor hinanden. Vi har selvfølgelig en journalistisk forpligtelse. Men først og fremmest handler det om sikkerhed,” understreger udlandschefen, inden han går dybere ind i det sikkerhedsmæssige arbejde.

Når der træffes beslutninger om korrespondenternes sikkerhed, er der tre parter i spil. Den første er TV2 selv. De samarbejder med en anden part – et eksternt sikkerhedsfirma. De har militære efterretningskilder og leverer en rådgivende sikkerhedsvurdering. På baggrund af sikkerhedsvurderingen skal TV2 beslutte, hvad de som arbejdsgiver kan stå inde for. Men spørger man Jakob Vissing, er det faktisk den tredje part, der i sidste ende har de bedste forudsætninger for at påvirke de sikkerhedsmæssige beslutninger.

”Alt hviler i sidste ende på korrespondentens vurdering,” siger han. ”Sådan er det altid. Den, der er bedst til at træffe beslutninger, er den person, der er på stedet. Det betyder også, at de korrespondenter, vi sender sådan nogle steder hen, er vant til at arbejde i kriseområder og har en sund dømmekraft i de situationer,” siger han.

Dømmekraften kalder Nagieb Khaja for fingerspitzgefühl. En blanding af årelang erfaring og evnen til at afkode menneskerne omkring en.

”Du fornemmer dig frem hele tiden. Du kigger på folk. Du ser, hvordan de agerer. Jeg mærker sikkerheden og usikkerheden på de lokalkendte. Når jeg kan mærke, at de er utrygge, bliver jeg utryg,” siger han.

Under Talebans beskyttelse

Da muligheden for at komme ind i Afghanistan opstod, meldte spørgsmålet sig: Hvordan rejser man rundt uden at blive taget til fange eller angrebet af Talebans lokale militser? Svaret på det handler om aftaler, og dem kan man nogle gange blive nødt til at indgå med skurken selv. 

Nagieb Khaja og hans lokale kollega Atiq Massoud opsøgte Talebans nyoprettede pressekontor i Kabul. Her meldte de sig som journalister og fik organisationens tilladelse til at filme og interviewe mennesker på gader og stræder. I praksis fungerede et officielt brev fra pressekontoret som garanti for de to journalisters sikkerhed.

”Når man får et stempel fra Taleban og deres tilladelse til at være der, er det dem der står til ansvar, hvis der sker dig noget. Det er dem selv, der har godkendt, at du er der. Så kan de heller ikke gøre dig fortræd,” siger Nagieb Khaja.

Det er ikke usædvanligt, at korrespondenter må acceptere at arbejde inden for magthavernes rammer for at kunne dække deres side af en større konflikt. Sådanne aftaler laver medierne med anerkendte statsmyndigheder, men også med illegitime regimer som Taleban, i det omfang det kan lade sig gøre.      

”Vi var egentlig rimelig hurtigt sikre på, at man godt kunne lave aftaler med Taleban, og at Taleban var interesserede i at få journalister til at fortælle om, hvad der foregik,” siger Jakob Vissing.

Selvom aftalen med Taleban som udgangspunkt burde sikre Nagieb Khajas arbejde i Afghanistan, iværksatte han alligevel en række yderligere tiltag, der skulle sikre ham mod selv de værste scenarier. Som en af få vestlige journalister har han kilder dybt inde i Talebans organisation.     

”Jeg kender nogle kommandanter og har ligesom nogle strenge, jeg kan spille på. Jeg fortalte dem, at hvis de lige pludselig hørte om, at en udenlandsk journalist, der hed Nagieb, var blevet snuppet, skulle de være klar til at hjælpe mig. Få mig ud af situationen,” siger han.  

Overfaldet i Kabul

I Afghanistan er Nagieb Khaja og hans kollega Atiq nået frem til Kabul. De er taget ud til den internationale lufthavn, der i flere dage har været centrum for verdenspressens opmærksomhed. Amerikanske militærfly letter i rutefart fra lufthavnens startbane som led i den evakueringsplan, de vestlige stater har iværksat.

Udenfor lufthavnens mure er desperationen stor. Horder af afghanere forsøger at tvinge sig adgang til lufthavnen. Med et spinkelt håb om at kunne blive evakueret maser de sig mod lufthavnens hovedindgang. Skudsalver fanger Nagieb Khajas opmærksomhed og får ham til at indse situationens alvor. I menneskemængden forsøger en gruppe talebanere at genvinde kontrollen ved at skyde varselsskud mod himlen. Amerikanerne forventer, at Taleban holder orden omkring lufthavnen, men lige nu er situationen kaos. En af soldaterne får øje på de to journalister, som er ved klargøre deres kamera på den anden side af gaden. Han sætter i løb mod dem, og Nagieb Khaja ænser, at noget ikke er, som det skal være.

Han fortæller, at Taleban-soldaten umotiveret begynder at slå løs på Atiq med en læderpisk, og da Nagieb Khaja forsøger at blande sig, bliver slagene rettet mod ham.

”Jeg hiver brevet og mit pressekort frem og vifter med dem, men det er som om, han er fuldstændig udenfor pædagogisk rækkevidde. Han er ikke til at tale med,” siger Nagieb Khaja.

Først da de trækker væk fra området, stopper soldaten sine slag og forsvinder i menneskemængden med deres kamera.

 Det farlige er det uforudsigelige

”Det var én tilfældig soldat, der handlede på egen hånd,” forklarer Nagieb Khaja om overfaldet. Det fandt han og Atiq ud af, da de senere på dagen modtog en undskyldning på pressekontoret af Talebans talsperson Zabihullah Mujahid.

Jakob Vissing bekræfter hændelsen. Ifølge ham er situationer som overfaldet den største sikkerhedsmæssige udfordring ved at have korrespondenter i konfliktzoner. Når menneskemængder går i panik, eller enkeltpersoner pludselig handler på eget initiativ, kan der opstå tilfældige, farlige situationer. Uforudsigeligheden ved den slags ulykker kan sætte selv den mest omfattende sikkerhedsindsats ud af spil. 

”Jeg kan jo ikke garantere Nagieb Khaja, at han ikke kommer ud for et eller andet uheld. Som journalist og arbejdsgiver skal man være indforstået med, at der kan ske ting og sager, som er uforudsigelige, og vi skal have gjort os nogle tanker om, hvad vi gør i sådan nogle situationer,” siger Jakob Vissing.

I akutte tilfælde har det eksterne sikkerhedsfirma forskellige muligheder for at operere lokalt, men som udgangspunkt vil man først og fremmest involvere Udenrigsministeriets borgerservice og forsøge at finde en løsning gennem de danske myndigheder.

De ubehagelige scenarier fylder meget for Nagieb Khaja. De er i hans hoved, og han har taget et valg om at forholde sig til dem. Han er afklaret med, at risikoen for ulykker aldrig vil kunne elimineres, når han som korrespondent rejser til områder med krig og konflikt. Tilfældigheder kan ske for selv de mest erfarne og forsigtige journalister. For ham er det et spørgsmål om at minimere risikoen til et acceptabelt niveau.

”Jo dygtigere man er, og jo mere erfaring man har, jo færre tilfældige problemer vil du støde på. Men for hver gang du tager din hjelm på og lægger dig ud i en skyttegrav, hvor de kaster med håndgranater, stiger risikoen for, at det en dag ender galt. Så er vi tilbage ved sandsynlighedsregningen,” siger Nagieb Khaja. 

Som studerende på DMJX hører vi ofte, at mediebranchen er konkurrencepræget og uden job. Man skal være dygtig, hvis man skal ende med det job, man virkelig drømmer om. Hvis ikke må man nøjes med et, der ligger længere nede på prioriteringslisten – måske i en tilværelse som freelancer uden fast løn og kollegaer.

Det gjorde Anika Thorø Weber. Men for hende skyldtes det ikke, at hun ikke kunne få det job, hun drømte om. Det skyldtes, at det job, hun drømte om, var at være freelancer.

Fra fastansat til freelancer 

Da Anika Thorø Weber afslutter journalistuddannelsen i sommeren 2018, dimitterer hun ikke ud i arbejdsløshed og en tilværelse på dagpenge. Nordiske Medier vil gerne ansætte hende, og hun har derfor fast arbejde fra september samme år.

Anika Thorø Weber er glad for jobbet. Men alligevel er der noget, som ikke passer ind i hendes liv. Pendlerturen fra Aarhus til Aalborg er lang, og de faste deadlines klokken 11 gør rutinen tyk og trykkende.

”Jeg havde ikke nok frihed og fleksibilitet, og det lærte jeg, at jeg havde et stort behov for – måske større, end de fleste andre” siger hun.

I foråret 2019 bliver hun sygemeldt med en længerevarende hjernerystelse, og fratræder sin stilling ved Nordiske Medier om efteråret. Under hendes sygemelding, går det op for hende, at hun skal starte op som selvstændig.

”Da jeg var syg, gik det op for mig, at det var vigtigt for mig at have et arbejde, jeg kunne forme efter det liv, jeg gerne ville leve. Og det indebar, at det ikke primært var formet efter mit arbejde”.

“Man skal tænker over, om man kan tage sig selv i nakken. Man skal tænke på, om man selv kan holde gang i forretningen, og holde sig selv op på, at der skal laves noget,” siger Anika Thorø Weber om at starte op som selvstændig. 

 En hård opstart 

Når man starter en virksomhed, skal man lave alt fra bunden – og man gør det alene. Man skal forstå tallene og praktikken i moms, og hvordan man udskriver løn til sig selv. Man skal lære, hvordan man er en god konsulent og forstå, hvordan man rammer sine kunder. Og så skal man lære at sælge sig selv.

Det er ikke noget, Anika Thorø Weber har fået med fra journalistuddannelsen, og opstarten som freelancer er derfor ikke helt lige til. Mens landet er i lockdown, og flere og flere jobs bliver aflyst, begynder hun derfor fra en ende af for at stable sit virke på benene.

”Det var enormt svært at komme i gang i starten, og jeg lavede ikke ret meget. Der er jo ikke nogen, som har lært mig, hvordan man er selvstændig” siger Anika.

 At udskrive sin egen løn 

Med hjælp fra venner, bekendte, familie og et kursus ved Dansk Journalistforbund får Anika styr på de ting, hun ikke vidste noget om, da hun gik i gang.

Sommeren 2020 bruger hun på at bygge sin hjemmeside og andre kanaler op, samtidig med at hun har været ude og hive med arme og ben efter det berømte netværk. I august 2020 får hun gang i virksomheden. Der kommer opgaver, historier bliver solgt, og Anika udskriver løn til sig selv.

”Selvom jeg ikke er begejstret for at vise mig frem på instagram, er det virkelig vigtigt for mig. Så husker venner og bekendte mig, når de taler med folk, og de har noget at give videre. Det er et vigtigt redskab at have nogle gode kanaler og et godt netværk,” siger Anika.

Rugbrødsarbejdet og den berømte middelvej

At være freelancer er ikke ensbetydende med, at Anika laver alle de opgaver, hun går og drømmer om. Rugbrødsopgaverne er nødvendige, fordi der kan være penge i. Hvis opgaven er et kommunikationsarbejde for en stor virksomhed, er der nemlig flere penge at få, end hvis man producerer en podcast for en lille NGO. Det er nok også grunden til, at økonomien som freelancer for Anika er svingende med en løn på et par tusind den ene måned og 40.000 den næste.

Derudover er muligheden for at få sit navn ud i verden og muligheden for at tjene penge en balance, man skal lære at navigere i. For selvom de større firmaer, der tilbyder kommunikationsopgaver, betaler godt, er det ikke der, man får sit navn trykt i spalterne.

”Selvfølgelig vil jeg gerne have mit navn ud, men pengene kommer, når man kan få en opgave ved en af de større private virksomheder – og der får man ikke nødvendigvis sit navn ud på den klassiske måde,” siger Anika.

For Anika handler det om at forsøge at finde den berømte middelvej, hvor der både er plads til hjerteprojekterne, de projekter, der giver én et mere kendt navn, og de projekter, der betaler godt.

Alene om opgaverne 

”Man kan godt føle sig lidt alene,” siger Anika.

Oftest arbejder hun alene på opgaverne, og det gør, at hun sommetider kan savne de tætte kollegaer. Kun hvis der skal laves større produktioner med foto- eller videomateriale, arbejder hun sammen med en fotograf.  

”Det kan være svært, fordi jeg selv skal stå for at udvikle mig fagligt,” siger hun.

Men når man ikke er omgivet af fagfolk som på en normal redaktion, må man selv ud og finde sine kollegaer, forklarer Anika, der i stedet taler med andre freelancejournalister og bruger dem til sparring. Dog understreger hun, at det at være selvstændig, ikke er for dem, der skal motiveres af andre for at få opgaverne løst. 

”Man skal tænke over, om man kan tage sig selv i nakken. Man skal tænke på, om man selv kan holde gang i forretningen, og holde sig selv op på, at der skal laves noget,” siger Anika.

Friheden

Det manglende fællesskab trækker dog ikke så meget i Anika Thorø Weber, at det vejer op for den frihed, hun manglede på sit gamle job. Friheden i at træde ud af hamsterhjulet og selv bestemme, hvor og hvornår hun arbejder.

”Selvom jeg laver opgaver, der kan føles som rugbrødsarbejde, giver det mig plads til at lave de projekter, som jeg synes er enormt fede. På en arbejdsplads kunne man godt ende med bare at producere det, der skulle produceres,” siger hun.

Og for Anika Thorø Weber kan hverken den soloagtige arbejdsstil, de praktiske besværligheder eller den svingende indkomst måle sig med den føromtalte frihed, hun får ud af at være freelancer.

”Jeg regner med, at jeg skal være selvstændig i lang tid,” siger hun.

Hvis dine praktikdrømme blev lagt i graven, da Radio24Syv i 2019 måtte se sig slået i kampen om den nye DAB-kanal, kan du måske begynde at grave dem op igen.

Det fortæller Radio Louds nytiltrådte chefredaktør – og tidligere nyhedschef på netop Radio24Syv – Simon Andersen. Han vil som led i en plan om at tiltrække landets dygtigste journalister og praktikanter genoplive kulturen og journalistikken fra sin tidligere arbejdsplads på Radio Louds redaktioner i Svendborg og København.

“Praktikanter på Radio Loud kan i vidt omfang forvente at komme til at arbejde på Radio24Syv. Vi skal være en magnet for de modige, grænsebrydende og tossede. Her skal der være plads til både de blå skjorter og mænd i dametøj.”

Ambitionen er at gøre Radio Loud, der lige nu har fire journalistpraktikanter, til Danmarks sjoveste “medielegeplads,” inden året er omme. Det indebærer, at Simon Andersen vil give journalistpraktikanter mulighed for at blive en del af et komplet brud med taleradioens tidligere stil.

 “Det er helt tydeligt, at der har været en legitim kritik af Loud. Vi har ikke leveret et produkt, der var godt nok, men brugt to år på groft sagt bare at kopiere Ritzau-telegrammer. Det er der jo ikke ret meget journalistik i,” siger han. 

Derfor skal der ikke længere være begrænsninger for journalistikken på Radio Loud. Heller ikke for praktikanter, der ifølge den nye chefredaktør i fremtiden vil få højt til loftet, uanset om de vil lave lydeksperimenter i natradioen eller en reportage fra Grønland.

 Det er med andre ord ikke ret meget af det hidtidige Radio Loud, der får lov at overleve den nye chefredaktørs journalistiske kniv. Planen er, at radioen, hvis lyttertal i Gallups seneste måling fra september stadig var for lave til at måle, skal blive medieverdens nye enfant terrible.

Spørgsmålet er, om den nye chefredaktørs plan om at skabe en af landets mest attraktive mediearbejdspladser er realistisk på et medie, der siden begyndelsen har været i strid modvind.

 60 millioner kroners publicservicemigirøven   

Kritikken har udover de manglende lyttere drejet sig om en række sager, hvor Radio Loud eksempelvis ikke har levet op til deres public service-forpligtelse, har afvist at lønne unge værter og fået ansatte på kanalen til at skrive gode anmeldelser af deres kollegers programmer på iTunes. 

 Som konsekvens af kritikken måtte radioen sidste år gøre en krisepsykolog tilgængelig for de ansatte, som udtrykte bekymring for deres mentale helbred. Det fortalte programchef på Radio Loud, Kim Pihl-Vester, til Jyllands-Posten i april.

 En af de stærkeste vinde i stormen er Silas Mikkelsen, der ved siden af sit studie på Københavns Universitet i halvandet år har udgivet satire om Radio Loud på Twitter og Instagram under aliasset “loudmigirøven”.

 Han mener dog ikke, at han kan være med til konkret at påvirke arbejdsmiljøet på Radio Loud. Overfor et medie, der årligt modtager mere end 60 millioner skattekroner, burde en internetprofil ikke alene blive det bristende punkt, mener han.

“Jeg tror primært, at Radio Loud selv kan gøres ansvarlige for den dårlige omtale. Det er selvfølgelig mig, der fremsætter kritikken, men det gør jeg kun, fordi den er legitim.”

Med henholdsvis 3500 og 7000 følgere på Twitter og Instagram fortæller Silas Mikkelsen desuden, at hans profiler nu er vokset til en størrelse, der afholder ham fra at lave personbåren satire om ukendte værter og journalister på Radio Loud.

 Derfor har han også positive forventninger til mediets nye chefredaktør, Simon Andersen, selvom de to allerede har været i karambolage på Twitter. 

 “Det er mit indtryk, at den nye ledelse på Radio Loud ikke har tænkt sig at skubbe de ansatte så meget foran sig som den forhenværende. Det bliver godt, at der for første gang sidder en chefredaktør, som alle ikke synes, er en total joke,” siger Silas Mikkelsen.

De studerende gider ikke Loud. Groft sagt.

Spørger man journalistpraktikant Josephine Romby, der studerer journalistik og Computer Science på Roskilde Universitet, oplever hun som nyansat ikke, at redaktionen er særligt påvirket af kritikken længere. Men ifølge hende er det også et spørgsmål om, hvorvidt kritikken er berettiget.

“Det er min opfattelse, at den storm, der har været mod Radio Loud, har handlet om, at Radio24syv skulle lukke. Ikke vores indhold. Når jeg for eksempel følger med på internet-profiler, der anklager os for at lave dårlig journalistik, er jeg ikke enig,” siger hun.

 Siden august har hun arbejdet på Radio Louds aktualitetsprogram, Feedet, hvor hun finder kilder, forbereder nyhedsindslag og arbejder på større nyheder. Indtil videre lever arbejdspladsen op til hendes forventninger.

“Jeg tror ikke, at man som praktikant skal være bekymret for, om man får foden ind det forkerte sted, fordi man starter sin karriere på Radio Loud. Det er også en del af læringen at være på et medie i forandring, der forsøger at udvikle sig.”

Den nytiltrådte chefredaktør, Simon Andersen, oplever også, at de ansatte ser lyst på fremtiden for radiokanalen, som flere kritikere ellers længe har villet give dødsstødet.

  “Lige nu er der mere spænding i luften end nervøsitet. Holdet herinde vil gerne vende denne her skude sammen,” siger han. 

 Han tilføjer dog, at en praktikantstilling på Radio Loud stadig kræver, at man nogle gange slår koldt vand i blodet. Hvis man er for bekymret for sit journalistiske ry ved at starte på et udskældt medie, skal man groft sagt finde et andet sted at være, mener Simon Andersen.

 I en spørgerunde blandt 23 journaliststuderende på fjerde semester på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, svarer 19 respondenter, at de ikke vil søge praktik på radioen. En enkelt planlægger at søge praktik på Radio Loud, mens to endnu ikke har taget stilling.

Én skriver i sit svar, at mediet på den ene side har fået et virkelig dårligt ry og haft en række møgsager i sin levetid. På den anden side, skriver respondenten, er det et nystartet medie, hvor man som praktikant måske kan få mulighed for at påvirke visionerne og arbejdsgangene mere end andre steder.

 Den holdning afspejler Simon Andersens planer for journalistpraktikanter på Radio Loud.

 “Hvis unge mennesker ikke tør at være på en arbejdsplads, der står midt i en brydningstid, så er de ikke særligt modige. Som journalistpraktikant har man jo alle muligheder for at bevise, at kritikerne tager fejl om Radio Loud. Hvis alle går og siger, at det er dårlig journalistik, så kom da ind og lav noget god journalistik,” siger han.

Fra Lou(d)punkt til vendepunkt?

Den tidligere administrerende direktør på Radio24syv, Jørgen Ramskov, er positivt indstillet over for at se grundtankerne fra sin tidligere taleradio genopstå på Radio Loud-redaktionen. 

Han oplevede grundlæggende, at Radio24syv var en fantastisk arbejdsplads for den modige journalistik. Det skabte en kultur, som vil klæde alle danske medier, mener han.

“Hvis man vil genskabe den arbejdskultur hos Radio Loud, kan jeg ikke se andet at sige end hurra. Man kan selvfølgelig aldrig lave det samme, men man kan lave noget, der ligner. Det er en smuk tanke.”

Ud fra sin mangeårige erfaring i den danske medieverden mener han, at det altid er en unik mulighed at kunne være med til at forme et medie fra bunden. Derfor tror han også, at Radio Loud har gode forudsætninger for at blive til en interessant arbejdsplads.

 Flere tidligere Radio24Syv-profiler er allerede blevet headhuntet af Radio Loud, og senest har Simon Andersen ansat jurist og tidligere Radio24syv-journalist Nima Zamani som vært på et nyt programformat. Men hvorvidt planerne om at gøre Radio Loud til Radio24syv vil lykkes, vil kun tiden vise. 

 Simon Andersen udtrykker selv sine ambitioner enkelt.

 “Radio24syv startede og var en fiasko det første år, men blev en succes. Radio Loud startede og var en fiasko det første år, men bliver en succes. Så større er forskellen sådan set ikke,” siger han.

 Hvorvidt Radio24syv bliver genfødt på Radio Loud, bekymrer ikke Silas Mikkelsen fra loudmigirøven-profilerne.

 “Jeg er ikke så kritisk overfor de planer, de har nu. Jeg fokuserer mest på, om de lever op til deres public service-forpligtelse,” siger han.

Radio- og TV-nævnet skal i løbet af efteråret offentliggøre dets umiddelbare vurdering i forhold til, om Radio Loud har levet op til de oprindelige løfter.