Iført waders og i vand til lårene: ”Det skal være med et journalistisk formål”

af Webredaktøren | dec 7, 2023 | UDE

Iført waders og i vand til lårene: ”Det skal være med et journalistisk formål”

Når vejret for alvor bliver vildt, holder danskerne sig i ly for regn og slud. Det gør de store TV-mediers reportere ikke. De valfarter ud til de fjerneste afkroge af landet og stiller sig midt i kaosset.

TEKST: JOHAN NØRGAARD & TIKE CLAUSEN
ILLUSTRATION: LOTTE SKJØDT NIELSEN

Udgivet den 07. december 2023

Du har måske undret dig over, at journalister altid skal stå midt i storm og slud, når vejret rusker udenfor. Hvis ikke du har set det før, så prøv at tænde for dit TV, næste gang en storm raserer. Da en stormflod ramte Danmark i slutningen af oktober i år, blev alverdens journalister sendt ud til de afkroge af landet, hvor forholdene var værst.

Stormfloden blev af meteorologer kaldt en 100-års-hændelse. Det er et fænomen, hvor vejret bliver så vildt, at det statistisk set er en hændelse, der kun forekommer én gang hvert århundrede. Man skal tilbage til nytårsaften 1904 for at finde en hændelse af samme karakter. I perioden herimellem har der været flere tilfælde af voldsomt vejr, og når vejret bliver voldsomt, bliver TV-stationerne våde – i hvert fald kamerafolk og reportere.

Men hvorfor skal reportere stå, hvor vandet er dybest, når der er oversvømmelser, eller der hvor det blæser mest, når der er storm?

Stefan Jørgensen er journalist ved DR Syd, hvor han er radiovært på DR P4. Derudover er han også livereporter for TV-Avisen. Det er i sit virke som livereporter, at han bliver sendt ud, når vejret bliver ekstremt.

“Jeg skulle levere TV-indhold til DR Nyheder under 100-års-hændelsen, så jeg blev sendt ud for at reportere fra nogle af de berørte områder iført et par vaders, hvor jeg stod i vand, der gik mig til midt på lårene,” siger Stefan Jørgensen.

“Man kan jo ikke filme vind. Det er usynligt. Så på den måde illustrerer vi over for seerne, hvor vildt vejret er”

– Lasse Rønlev, redaktionschef på TV 2 Nyhederne

Det skal være med et journalistisk formål

Det er ikke kun på DR, at reportere må trække i waders og stå i vandet, når uvejret rammer Danmark.

Når der forekommer voldsomme vejrfænomener, vil TV 2 gerne være midt i det hele for at vise danskerne, hvordan det står til. Og når man ser reportere på TV 2, som står ude i vandet, når der er oversvømmelser, eller der hvor det blæser kraftigt, når der er storm, og klynger sig til mikrofonen, så er der ikke tale om et humoristisk indslag.

”Det er ikke for underholdningens skyld, at vi står midt i det hele. Det er for at komme tæt på nyheden og tæt på de mennesker, der er i det. Og for at vise hvor meget, der er oversvømmet, hvor meget det har regnet, hvor meget det har sneet, eller hvor meget det blæser,’’ siger Lasse Rønlev, redaktionschef på TV 2 Nyhederne.

Han understreger, at TV 2 ikke sammenligner sig med DR og andre TV-medier for at prøve at overgå dem med hensyn til, hvor vildt det kan blive. Til gengæld vil TV 2 gerne sikre sig at være til stede flere steder. Det drejer sig altså om at kunne vise billeder fra så mange steder af landet, som overhovedet muligt.

”Vores ambition i forhold til DR er, at vi vil være sikre på, vi er flere steder, så vi kan give det bedste overblik fra hele landet. Hellere stå et sted én gang for meget end én gang for lidt,’’ siger Lasse Rønlev.

Det tyder altså på, at TV 2 og DR gerne vil være til stede så mange steder som muligt uden at gå på kompromis med den journalistiske substans. Reporterne skal være til stede der, hvor der sker noget, og så skal de gerne være midt i vandet eller i blæsten for at visualisere, hvor slemt det står til.

Under vilde vejrfænomener holder TV 2 sig opdateret med andre medier, hvis de er til stede på lokationer, hvor der er mere opsigtsvækkende ting.

”Hvis Ekstra Bladet beretter om væltede stilladser i København, vil vi helt sikkert bevæge os i samme retning,’’ siger Lasse Rønlev.

Det handler om at oplyse borgerne

Under stormfloden i oktober måned i år satte Stefan Jørgensen sig i bilen med et kamerahold og kørte ud i det sydlige Danmark for at finde områder at sende fra. Iført et par vaders stod han midt i vandet i oversvømmede områder for at visualisere, hvor voldsomt vejret var.

“Vi kører ikke ud til steder, hvor strømmen er gået, og alle beboerne allerede er blevet evakueret. Det giver ikke nogen mening,” siger Stefan Jørgensen.

Oplysningen er i fokus, og der er klare overvejelser om, hvorfor man er til stede, der hvor vejret er værst. Medierne beretter om, hvor beredskabet arbejder, hvorfor de arbejder lige netop der, og hvad borgerne i det område skal være opmærksomme på.

”Da luftalarmen gik i gang i Aabenraa, var vores opgave at formidle til borgerne, at nu skulle de altså komme væk fra området. Det er noget, vi prioriterer at være ude ved, og det er en samtale, jeg løbende har med en redaktør og en chef fra DR’s Newsroom,” siger Stefan Jørgensen.

Man får altså et bedre billede af, hvad der foregår, når man står midt i nyheden.

Ifølge Lasse Rønlev er det heller ikke tilstrækkeligt kun at bringe nyheder om vejr skriftligt.

“Man kan jo ikke filme vind. Det er usynligt. Så på den måde illustrerer vi over for seerne, hvor vildt vejret er. Det synes jeg, tjener et meget ædelt formål,” siger han.

Er det farligt?

Som man kan regne ud, er det ikke helt ufarligt at stå midt i en storm. Noget som medierne også tænker over i deres vejrdækning.

“Som udgangspunkt kører vi ud til området og ser, hvad vi kan lave på en forsvarlig måde, hvor vi kan dokumentere hændelsen og de skader, der er,” siger Stefan Jørgensen.

Også hos TV 2 gør de sig overvejelser om journalisternes sikkerhed. Lasse Rønlev fortæller sine ansatte, at de ikke skal gøre noget, hvor de er til fare for sig selv eller andre. TV 2 gør også meget ud af ikke at være i vejen for redningsmyndigheder. Derfor er det primært udstyret, som er udsat for fare.

”Det går værst ud over vores TV-udstyr. Det har det ikke særligt godt med vand. Og hvis ikke vi passer rigtig godt på, så bliver det hurtigt en dyr fornøjelse for os,” siger han.

Det er en risiko, Lasse Rønlev og hans medarbejdere er villige til at tage –Selvfølgelig uden at være dumdristige.

“Det kan virke lidt ironisk, at vi står bomstille i et område og fortæller, at nu bliver det så farligt at være her, at borgerne skal forlade området, men det er en samfundsvigtig opgave. Dels at formidle til nærområdet, men også at vise resten af Danmark, hvor slemt det står til,” siger Stefan Jørgensen.

Han understreger også, at selvom man ved, der er en risiko forbundet med at være i de ramte områder, så er der en vigtig årsag til, at man er til stede. Og når han bliver bedt om at sætte nogle ord på, hvad han tænker om, at journalister skal stå midt i uvejret, svarer han:

“Som reporter er det altid fedt at være de steder, hvor der sker noget. Og man er med til at lave billeder til historiebøgerne. Det er der noget vigtigt i.”

FORSIDEN

B.T. skal være et ægte borgerligt tabloidmedie: ”Man kan ikke fange alle målgrupper ved at være neutral”

af Webredaktøren | okt 12, 2023 | UDE

UDE

B.T. skal være et ægte borgerligt tabloidmedie: ”Man kan ikke fange alle målgrupper ved at være neutral”

B.T. skal være borgerlig, men journalistikken skal være objektiv. Kan det lade sig gøre? En medieforsker påpeger, at medier, der vælger standpunkt, klarer sig bedst.

TEKST: sarah cardel & TIKE ALI bellouki clausen
illustration: lotte skjødt nielsen

Udgivet den 12. oktober 2023

“B.T. skal være et ægte, borgerligt tabloidmedie.”

Sådan lød meldingen fra den nytiltrådte ansvarshavende chefredaktør, Simon Richard Nielsen, da det blev delt med offentligheden, at han fremover skal stå i spidsen for tabloidmediet B.T.

Hvad denne udmelding helt præcist indebærer, kan være svært at vurdere. Spørger man Simon Richard Nielsen, har B.T. altid været et borgerligt medie. Han fastslår, at der således ikke er tale om en nyhed.

“Jeg kan godt forstå, at offentligheden ikke er vant til, det bliver sagt så tydeligt, og at det kan opfattes, som om vi smider den journalistiske værktøjskasse over bord. Vi er stadigvæk objektive, og vi hører stadigvæk alle parter i en sag,” siger han.

Så hvad er borgerlig journalistik, og hvilken betydning har det for B.T., som ifølge Simon Richard Nielsen altid har været borgerlig?

Søren Schultz Jørgensen, medieforsker og docent på DMJX, forklarer, at begrebet ‘borgerlighed’ kan betyde flere ting:

“Den ene måde at være borgerlig på er at udpege emner, der er vigtige for de borgerlige. Den anden og problematiske måde er at lave journalistik, hvor man favoriserer bestemte aktører, som har borgerlige synspunkter.”

Man må altså forstå forskellen mellem at diskutere vigtige emner fra et borgerligt perspektiv og at favorisere bestemte personer eller grupper med borgerlige synspunkter. Det sidste aspekt betragtes problematisk, da det medfører manglende objektivitet og neutralitet i mediedækningen og underminerer den journalistiske integritet.

For Simon Richard Nielsen handler det om, at B.T. skal være med til at trække det journalistiske narrativ i en borgerlig retning.

Det handler ikke om politik eller partifarve

Simon Richard Nielsen peger på, at mange medier og journalister ofte benytter sig af venstreorienterede redskaber. Ikke kun i udvælgelsen af emnerne, men også i vinklingen af historierne. Her skal B.T. stå som en borgerlig søjle.

Ifølge ham handler det ikke om at agere lobbyister for blå blok eller de borgerlige partier. I stedet handler det om at repræsentere en borgerlig stemme i en medieverden, der ofte er domineret af venstreorienterede synspunkter.

“Meget af den offentlige samtale og journalistik har et indbygget venstreorienteret narrativ. Der skal B.T. i højere grad lave journalistik med et borgerligt udgangspunkt,” siger han.

Han understreger, at det ikke handler om partifarve eller politisk tilhørsforhold, men snarere om værdier og en helt grundlæggende journalistisk proces. Allerede i den idéudviklende fase er det vigtigt at stille de rette spørgsmål og vælge den rette vinkel.

Simon Richard Nielsen mener, at man alt for ofte ser, at venstreorienterede perspektiver fylder debatten, selv når det kommer til økonomiske spørgsmål.

“Det handler ikke om rød og blå blok. Det er spørgsmålet om vinkling. Mange medier tager ubevidst en venstreorienteret vinkel, hvor løsningen typisk er flere penge til et bestemt område. Vi ønsker at udfordre denne tilgang og give borgerne en mere nuanceret dækning,” siger han.

Han mener, at diskussionen ofte handler om behovet for flere ressourcer uden et kritisk blik på, hvordan de eksisterende midler anvendes, og hvordan udgifterne udvikler sig. Det er altså afgørende at bryde med den eksisterende fortælling, hvis man ønsker en mere nuanceret offentlig debat.

“Det handler om rimelighed, fornuft og om at se på fakta. Det er som om, vi kollektivt glemmer, at den offentlige sektor har en samlet udgift på 1.200 milliarder kroner om året. Alligevel fortsætter narrativet om flere penge, flere penge, flere penge,” siger Simon Richard Nielsen.

Man skal turde stå for noget

Søren Schultz Jørgensen har skrevet bogen ‘Den Journalistiske Forbindelse’, der handler om, hvordan medier kan genopfinde deres relation til borgerne. Han mener, at der er en typisk årsag til, at B.T. har været ude og tydeliggøre sin borgerlighed:

“Det giver en mulighed for at skabe en tættere relation til læserne, fordi folk føler, at det medie taler til personer som dem selv. Det giver en fællesskabsfornemmelse,” forklarer Søren Schultz Jørgensen.

Ifølge ham er forsøget på at appellere til alle ved at være neutral noget nær umuligt. For at opbygge en loyal læserskare skal medierne turde stå for noget. Ved at kommunikere klart ud til offentligheden sender medierne også en besked til deres egne læsere og brugere om, hvad de står for.

“Inden for de seneste 10 år er det blevet tydeligt, at man ikke kan fange alle målgrupper ved at være neutral. Man er bevidst om, at man skal repræsentere noget, og det er klart de medier, der tør tage et standpunkt, som har mest vind i sejlene,” siger Søren Schultz Jørgensen.

Turbulente tider på B.T.

Der er i det seneste år sket markante ændringer på B.T., og mens mediet satsede digitalt, var salget af printavisen faldende. Det var alligevel en opsigtsvækkende nyhed, da B.T. kunne fortælle, at de den 1. januar 2023 ville lukke printavisen og være 100 procent digitale. Nu som et gratismedie.

I slutningen af august, knap et år senere, oplyser koncernen igen om nye tiltag på B.T. – heriblandt et nyt samarbejde med Euroinvestor, en ægte borgerlig profil og et chefskifte.

Tiltag, der blandt andet kommer i kølvandet på, at B.T. har tabt en stor mængde læsere til Ekstra Bladet.

Simon Richard Nielsen afløser Pernille Holbøll, som nåede at sidde på posten i 15 måneder. Det er fjerde chefskifte på to år. Mens hendes opgave var at digitalisere printavisen, tyder det på, at Simon Richard Nielsen i højere grad skal beskæftige sig med mediets redaktionelle linje.

Han er uddannet økonom fra Københavns Universitet og har arbejdet som journalist på Dagbladet Børsen, TV2, FinansWatch og været chefredaktør på finansmediet Euroinvestor. Nu skal han stå ved roret på både Euroinvestor og B.T.

Et nyt samarbejde med Euroinvestor

Sammen med tydeliggørelsen af B.T.’s strategi om at stå tydelig frem som borgerligt medie, så er der også planer om et samarbejde mellem Euroinvestor og B.T.

Om disse medier kan drage nytte af hinanden, vil tiden vise, men Richard Nielsen har en klar forhåbning om, at et samarbejde kan være gavnligt.

“De to medier har hver deres særpræg og hver deres målgruppe. Men vi vil gerne teste, om mere finansielt stof på B.T. kan fungere. Man kan kalde det et uformelt trafiksamarbejde,” siger Simon Richard Nielsen.

Chefredaktøren ser gerne, at B.T. i højere grad skal dække emner om økonomi. Han understreger dog, at B.T. ikke bliver et finansmedie, men blot skal dække og give inspiration til finans og privatøkonomi. En, ifølge ham, naturlig udvikling for et stort tabloidmedie som B.T., eftersom de fleste danskere går op i penge.

“Der er over to millioner boligejere i Danmark, som går meget op i renter, boligprisernes udvikling og boliglån. Det vil vi opprioritere dækningen af på B.T,” siger Simon Richard Nielsen.

Spørgsmålet er, hvordan B.T.s skifte til et ægte borgerligt tabloidmedie vil påvirke journalistikken, deres læserskare og konkurrencen med Ekstra Bladet. Vil ændringen skabe en tættere forbindelse til læserne, eller vil det betyde, at mediets journalistik bliver mere tydeligt præget af borgerlige værdier?

Svaret vil vise sig i udfoldelsen af den nye strategi, som måske kan bringe B.T. tilbage på niveau med Ekstra Bladet.

Helin Erdem: “Jeg er bange for at blive en sell-out i den her kulturelitære verden”

af Webredaktøren | okt 12, 2023 | UDE

UDE

Helin Erdem: “Jeg er bange for at blive en sell-out i den her kulturelitære verden”

På trods af frygten for at blive opfattet som en hellig eller aggressiv debattørtype har Helin Erdem taget bladet fra munden om repræsentation i mediebranchen. Intentionen? At skabe dialog, et fælles sprog og allerhelst mere naturlig diversitet.

TEKST: Amalie wessel-tolvig
FOTO: sarah arge

Udgivet den 12. oktober 2023

Kreativ medietype, P3-vært og dimittend fra DR Talentholdet. Helin Erdem har flere titler, men hverken aktivist eller debattør er ifølge hende en af dem.

En lørdag formiddag i august føler Helin Erdem sig alligevel oprørsk. Gennem halvandet år har en tekst, hun har skrevet i noterne på sin telefon, ligget og ulmet. Og nu bliver den til et Instagram-opslag.

“Racisme er ikke nødvendigvis en akt, men det er altid en følelse,” står der blandt andet i opslaget, der i skrivende stund har omtrent 4000 likes. Hvordan racisme er en følelse, har Helin Erdem sagt ja til at udfolde en eftermiddag i DR Byen.

“Racisme er en internaliseret ting lige så meget, som det er en ting, der eksisterer ude i den fysiske verden eller uden for din krop,” siger Helin Erdem.

I opslaget på Instagram skriver hun, hvordan det sætter hende på emotionelt overarbejde. Hvordan hun selvregulerer og føler, at hun skal overpræstere.

“Jeg har krøller i dag, og det er fucking svært for mig. For mig har det noget med internaliseret racisme at gøre. Det har noget at gøre med, at jeg ville se så hvid ud som muligt. Fordi jeg troede, jeg ville blive mere elsket, accepteret eller inviteret. Så jeg har glattet mit hår konsekvent, siden jeg var 10 år,” siger hun.

Frygten for at sælge ud

At opslaget efter lang tids tøven alligevel kommer ud, er der en helt klar årsag til. Det handler om mod. Der er mennesker, som skriver til Helin Erdem, at de spejler sig i hende. Om det er somaliere eller kurdere fra Brøndby Strand eller Helin Erdems fætre eller kusiner fra Albertslund og Glostrup – så har hun givet et løfte til sig selv og dem. Hun vil ikke være en medløber. Hun vil være modig og stå op for dem.

“Jeg er rigtig bange for at blive en sell-out eller forsvinde i den her kulturelitære verden, for dét er ikke meningen.”

Som kurder fra Tyrkiet er Helin Erdem bevidst om, at hendes tilstedeværelse på og bag skærmen gavner mediebilledet, hvad angår diversitet.

’’Jeg ved jo godt, at jeg pynter på diversiteten i en eller anden rapport, hvis jeg er en del af et projekt,’’ siger Helin Erdem

“Jeg ved jo godt, at jeg pynter på diversiteten i en eller anden rapport, hvis jeg er en del af et projekt.”

– Helin Erdem

Manglende repræsentation går hele vejen rundt

Hverken sendefladen eller mediebranchen er repræsentativ for befolkningssammensætningen. Den manglende repræsentation har flere gange været omtalt. Ikke kun hos Illustreret Bunker, men i hele mediebranchen, og nu nævnes den igen.

Kun 8 procent af de adspurgte medier angiver i en ny analyse lavet af DMJX og Danske Medier, at de har en skriftlig formuleret mangfoldighedspolitik eller målsætning på området.

Illustreret Bunker fremlagde i en artikel fra marts måned i år desuden, hvordan problematikken også gælder brugen af kilder i mediernes indhold og de studerende på journalistuddannelserne. Artiklen, du læser nu, kan også bidrage til et uhensigtsmæssigt mønster. Den er endnu et eksempel på, at en person med anden etnisk baggrund udtaler sig til et medie om forhold, der relaterer sig til netop det.

Helin Erdem vil helst arbejde sig hen mod en mere naturlig repræsentation frem for at blive forbundet med en aktivistisk agenda. Hun mener, at det er mere konstruktivt at bidrage til diversitet ved at fortælle andre menneskers historier. Ved at være Erkan Özden fra TV-avisen på DR eller ved at inddrage sin egen referenceramme, som når hun kækt indskyder “Hvorfor vil hun ikke slikke Fatmas fisse?” i en P3-video om Blæsts store hit ‘Juice’, når der synges om Freja, Maja og Emilie.

Der er bare nogle ting, Helin Erdem har brug for at få sagt, inden hun kan bidrage. For ifølge hende skal mediebranchen forstå, at de har et særligt ansvar i forhold til repræsentation.

“Vi skaber en medievirkelighed, som skal afspejle virkeligheden, og det gør den bare ikke altid. Der er nogle mennesker, der mangler at se sig selv,” siger Helin Erdem.

I et skriftligt svar anerkender Marie Junge Ernst, senior projektleder for Mangfoldighed og Tilgængelighed hos DR, vigtigheden af en bredere repræsentation.

“Repræsentation i DR’s indhold er et vilkår og en præmis for at skabe det bedst mulige public service-indhold til danskerne. Derfor er det også noget, vi er meget bevidste om, fordi alle skal kunne spejle sig selv i et eller flere af DR’s indholdstilbud på tværs af platforme,” skriver DR.

“Det er også vigtigt at understrege, at DR arbejder bredt med mangfoldighed, og derfor tænker vi på tværs af adskillige parametre: Køn, socialklasse, geografi, etnicitet, seksualitet, alder og mennesker med handicap er blandt de emner, vi arbejder med. Det er et arbejde, der foregår på redaktionerne, og DR har et mangfoldighedsteam, der understøtter det.”

Demokratiets prøve

Efter at have delt sin tekst på Instagram får Helin Erdem en knude i maven, som bliver siddende. I billedteksten har hun skrevet, at opslaget kun har intention om dialog, men er det alligevel for aggressivt?

“Kan I håndtere, når jeg gør det her? Omfavner I det? Lever I op til jeres demokratiske navn og omdømme? Og det gjorde DR jo, så på den måde har det bekræftet mig meget mere i, at det er et sted, jeg har lyst til at være og bidrage til,” siger Helin Erdem.

På baggrund af Instagram-opslaget er hun blevet inviteret med til en udviklingsdag hos DR i Aarhus, hvor hun har deltaget i udviklingsarbejdet med skabelsen af et potentielt nyt DR-program.

Med opslagets modtagelse er det gået op for Helin Erdem, at folk virkelig lytter til, hvad hun har at sige. På bagkant af opslaget er hun derfor også mere bevidst om at finde en god balance. Ikke udtale sig for aktivistisk og, ifølge hende selv, være lidt mere ‘girl next door’ i en periode. Meldingen fra Helin Erdem er helt klar:

“Jeg er ikke politiker. Jeg er et menneske med følelser, og det håber jeg også, er den måde, jeg skriver på.”

“Jeg er fascineret af steder, hvor der ikke er krig, men heller ikke fred”

af Webredaktøren | okt 12, 2023 | UDE

“Jeg er fascineret af steder, hvor der ikke er krig, men heller ikke fred”

Magnus Boding dækkede i fem år Latinamerika for Weekendavisen. Han drog til kontinentet med ydmyghed og uden forudindtagelser for at blive klogere på den altoverskyggende vold, som hærger og spreder sig. Nu er han graverjournalist på JP Finans, hvor hans udlandserfaringer hjælper ham til at skabe sanselige historier i en til tider firkantet finansverden.

TEKST: ASBJØRN STEFFENSEN
FOTO: LUDOVICO PAIELLA

Udgivet den 12. oktober 2023

Venezuela, 2019

”Nu tror jeg, sandheden tjener dig bedre, min lille ven.”

Det løber Magnus Boding koldt ned ad ryggen efter betjentens bemærkning. Han befinder sig i et lokale ved et checkpoint nær den venezuelanske by San Cristobal og gruer ved tanken om de mulige konsekvenser. Den lokale betjent, der er i gang med at forhøre ham, peger på sit skulderemblem. ’Anti Drogas’ står der. Betjenten har netop tjekket Magnus’ telefon igennem og fundet et billede af den danske journalist i en coca-plantage i Colombia.

Magnus Boding kryber til korset og erkender, at han er journalist og i gang med at dække den tilspidsede situation i landet. Heldigvis for ham er betjenten modstander af det venezuelanske styre og vil derfor ikke forstyrre ham yderligere. Hans danske pas er imidlertid i hænderne på en anden og knap så medgørlig toldbetjent. Han kører Magnus rundt i manegen. Truer, råber og griner ad ham. Den utilregnelige betjent fortæller Magnus, at han meget vel kan ende i Venezuelas berygtede torturfængsel, El Helicoide.

Forestillingen om at skulle spærres inde i et af verdens værste fængsler, får Magnus til at bryde sammen i tårer. Ved synet af det siger betjenten ’slap dog af’ og fortæller, at han selvfølgelig bare kan give ham nogle penge og gå ud ad døren. Det, synes Magnus, lyder som en bedre ide.

I 2015 efterlod Magnus Boding alt hjemme i Danmark og rejste til Latinamerika på en envejsbillet for at blive klogere på den stigende vold på kontinentet, og det, den ødelægger på sin vej. Undervejs mødte han mennesker, hvis liv er formet af volden.

Hans ydmyge og grundige tilgang hjalp ham med at få svar på mange af sine spørgsmål, så han efter fem år kom tilbage til Danmark med et meget bedre indblik i voldens udspringelse og konsekvenser i Latinamerika. I dag er han journalist i Jyllands-Postens finansgravergruppe, men for nylig krydsede hans gamle og nye veje ved et tilfælde hinanden.

Sydfynsk detektiv

Som ung knægt på det knap så eksotiske Sydfyn voksede Magnus Boding op med en fascination af detektiver. Han slugte side efter side i den berømte børnebogsserie, De 5, som handler om en flok børn, der kommer ud for farlige eventyr og mysterier, de i fællesskab skal løse.

Fascinationen af at løse mysterier holder stadig for den 37-årige journalist i dag og har været en bærende drivkraft i hans journalistiske arbejde. I 2015 rejste han til Latinamerika for Weekendavisen for at søge svar på, hvorfor det var blevet til den mest voldelige verdensdel. Han havde ingen ide om, hvor længe han skulle være der, men det var en del af planen.

”Da jeg rejste, var jeg meget inspireret af den gammeldags, romantiske måde at være journalist på. At være længe væk hjemmefra med en lommebog i marken og opdage noget, man ikke vidste, man ledte efter.”

Magnus Boding endte med at bo i Latinamerika i fem år, og det var ikke helt tilfældigt, at fynboen landede netop der. Han havde læst konfliktstudier og brugt et semester i Costa Rica, hvor han fik øjnene op for kontinentet og dets mange udfordringer.

”Jeg har altid været fascineret af steder, hvor der ikke helt er krig, men heller ikke fred.”

Det gode generationsskifte

I Latinamerika har han stået ansigt til ansigt med kartelmedlemmer i Mexico, besøgt en plantage i Colombia for at se, hvordan kokain bliver udviklet og forsøgt at løse et mord på en ung poet i Venezuela begået af staten.

Det kræver selvsagt sin mand at holde hovedet koldt i de situationer. På trods af Magnus Bodings fascination af den traditionelle journalist, har han aldrig rigtig set op til tidligere generationers udenrigsreportere, der, ifølge ham, fremstod frygtløse og i nogle tilfælde dækkede verdens brændpunkter på en ærgerlig måde.

Derfor havde Magnus Boding en anden tilgang til faget og opgaven i Latinamerika, som han også mener giver de bedste resultater.

”Bliver fortællingen egentlig bedre af, at man risikerer liv og lemmer? Eller handler det om substansen og at få forsvarlig adgang til de steder, så man kan blive længe nok til, at man faktisk kan få reelle indsigter og skrive noget ægte fascinerende?”

For Magnus var det tydeligt, hvad der vægtede højest i den sammenhæng.

”Jeg oplevede tit, at virkeligheden var bedre end fantasien.”

Netop det blev tydeligt for ham under en baseballkamp i Venezuela. Inflationen i landet var blevet så høj, at tilskuerne under kampen kastede en masse pengesedler i vejret, som var det konfetti.

”Penge var blevet så lidt værd, at det bedre kunne betale sig at kaste dem i vejret i stedet for sin øl,” fortæller han.

”Det er tit de store, fascinerende spørgsmål, som også er de bedste at besvare. For mig har det handlet om at drømme stort, men handle ydmygt.”

– Magnus Boding

Mand på en mission

Magnus Boding havde ikke en fast base, mens han var i Latinamerika. I stedet levede han i en kuffert og boede på hoteller og AirBnB’s i fem år. Så kunne han slå sig ned i et land nogle måneder og dykke ned i historier, som havde volden som hovedperson.

Den beskedne livsstil var også en del af den ydmyge tilgang, som Magnus Boding mødte kontinentet med. For ham var det vigtigste ikke, om han vidste, hvor længe han skulle være et bestemt sted. Han var på en mission for at lede efter roden til volden i de latinamerikanske samfund.

Og selvom opgaven til tider kunne virke stor, slog det ham ikke ud. Han levede nemlig efter princippet om, at det er okay at stille de svære spørgsmål, så længe du forsøger at svare ydmygt på dem.

”Man kunne sagtens have valgt et mindre og mere overskueligt spørgsmål at give sig i kast med, men det er tit de store, fascinerende spørgsmål, som også er de bedste at besvare. For mig har det handlet om at drømme stort, men handle ydmygt.”

Vejrtrækningsøvelser i Venezuela

Når du står midt i orkanens øje og skal fokusere på at nå dit mål, kan du risikere at stå tilbage med et mentalt efterslæb, der efterfølgende skal arbejdes med. Og selvom Magnus Boding som oftest følte sig sikker og uden for fare, havde han alligevel en svær periode i Venezuelas hovedstad, Caracas.

”Jeg kunne mærke, at jeg var drænet uden helt at vide hvorfor. Da jeg tog en timeout, fandt jeg ud af, at min krop havde været i alarmberedskab i tre måneder og tømt mig for ressourcer og energi.”

Herefter skabte han sig nogle rutiner, der kunne hjælpe kroppen på vej til normalen igen. Han havde nemlig ingen intentioner om at skulle ende som førnævnte macho-reportere, som ikke tog vare på sig selv eller sine omgivelser.

”Jeg lavede vejrtrækningsøvelser, og på mine løbeture huskede jeg mig selv på, at mine omgivelser ikke behøver være farlige. Jeg holder jo meget af byen og forsøgte at slukke for observationerne og give hovedet ro.”

Efter fire år i Latinamerika stod Magnus Boding ved en skillevej. Skulle han gå all in, bosætte sig her og blive latinamerikaner, eller skulle han drage tilbage til Danmark? Hans valg faldt på at vride det sidste ud af oplevelsen i Latinamerika for derefter at købe en returbillet til hjemlandet.

Han havde indsamlet nok stof til at skrive sin bog, ‘Djævlen sover aldrig’, der gennem personlige fortællinger af folk, han mødte, forsøger at afdække det voldsmysterium, han rejste dertil for at opklare.

”Jeg følte, det var et naturligt punktum.”

Ny hverdag, samme tilgang

I dag ser Magnus Bodings hverdag radikalt anderledes ud, end den gjorde for fem år siden. Han er tilbage i Danmark og er en del af Jyllands-Postens finansgravergruppe. Han bor ikke længere på hoteller og AirBnb’s. men med sin familie i København.

Kontrasterne i hans liv er til at få øje på, og det er emnerne, han beskæftiger sig med, også. Men Magnus Boding har holdt fast i sin tilgang til faget, selvom historierne og omgivelserne ikke længere er de samme. I sit arbejde med finansnyheder forsøger han nu at dække Danmark, som var det et fremmede land.

”Jeg tror, man som journalist i sit eget land nemt kan komme til at tænke, at man godt ved, hvordan tingene fungerer. Men vi har jo en stor menneskelig og social variation, selvom vi er et lille land.”

Ligesom med Latinamerika har Magnus Boding naturligvis også et mål i sit arbejde i dag.

”Jeg vil gerne dække finansverdenen som et konkret sted og gøre op med den indforståede finansjournalistlingo, som er så udbredt. I stedet vil jeg finde scenerne, dramaerne og sanseligheden i det felt,” fortæller han.

Coke i lasten

For nylig har hans to stofområder overlappet hinanden. Magnus Boding fik et tip om, at det store danske rederi, Mærsk, ser ud til at være infiltreret i narkosmuglingen af den kokain, der kommer fra Latinamerika.

I dækningen af de historier har han trukket på de værktøjer og arbejdsmetoder, han også brugte i Latinamerika, såsom at være på havnen i længere tid ad gangen og afdække miljøer. Det har været en fordel for ham at kunne snakke både spansk og portugisisk med folk på Mærsk-havne, som kokainen skibes ud fra.

På den måde har Magnus Boding været med til at afsløre, at flere af havnearbejderne på Aarhus Havn har vist sig at være Hells Angels-rockere, og at ledende medarbejdere på havnen har været infiltreret af rockerne.

Ligesom i Latinamerika har det båret frugt for ham at lave det udførlige detektivarbejde og satse på, at det man laver, tjener et større formål.

”Jeg tror, man får et spændende journalistliv, hvis man har en mission med det, man gør.”

Dit afsnit går her

Your content goes here. Edit or remove this text inline or in the module Content settings. You can also style every aspect of this content in the module Design settings and even apply custom CSS to this text in the module Advanced settings.

Klik

Dit afsnit går her

Klik

Bag rygternes facade – ansvar, udfordringer og etiske dilemmaer i transferjournalistikken

af Webredaktøren | okt 12, 2023 | UDE

UDE

Bag rygternes facade – ansvar, udfordringer og etiske dilemmaer i transferjournalistikken

Hvert år handler de danske klubber for millioner af kroner, og handlerne dækkes massivt i pressen, både før og efter de bliver bekræftet. Hvad skal sportsjournalisterne være opmærksomme på?

TEKST: JOHAN NØRGAARD & ANDERS VILLAUME
ILLUSTRATION: KATRINE ÅSLEFF EDVARDSEN

Udgivet den 12. oktober 2023

I fodboldens verden er transfervinduerne en tid med spænding, spekulation og svimlende pengebeløb. Ifølge Sky Sports blev der på verdensplan brugt mere end 21 milliarder kroner på transfers bare denne sommer. Også i Danmark holder fans af Superliga-klubberne vejret, mens deres yndlingsklubber arbejder på at hente nye stjernespillere til truppen eller lade deres talenter og profiler finde nye græsgange i udlandet.

Midt i kaosset af rygter og kontraktforhandlinger er sportsjournalister de populære brobyggere mellem klubber og fans.

Men hvordan kan vi være sikre på, at de oplysninger, vi får, er pålidelige, når vi læser om rygter angående spillerhandler med summer, der herhjemme har beløbet sig til mere end 100 millioner kroner, og som involverer både klubber, spillere og agenter?

Agenternes rolle

Transferjournalistikken har udviklet sig til sin helt egen genre inden for sportsjournalistikken, hvor rapportering om spillerhandler og klubskifter fylder overskrifterne i mange sportssektioner og på sociale medier. Mens transferjournalistikken uden tvivl er spændende for fans, er det også et område, der er fyldt med udfordringer og etiske dilemmaer for journalisterne.

Troels Henriksen, der er underviser i journalistik på RUC, mener, at en af de største udfordringer inden for transferjournalistikken er brugen af kilder. Her har spillernes agenter en særlig rolle.

“Agenter er nogle af de væsentligste kilder. I visse tilfælde er de også de eneste kilder. Du finder ikke en kilde med et mere klart motiv end en spilleragent, som med det korte eller lange sigte vil stille fodboldspillerne bedst muligt i forhold til at tjene penge,” siger Troels Henriksen.

Farzam Abolhosseini, der er journalist på B.T., og med sine 28.000 følgere på X er den mest fulgte transferjournalist i Danmark, siger, at det er vigtigt, at man altid får dobbeltbekræftet sine historier fra flere sider.

“Jeg taler med de kilder, der sidder med sagerne og får altid bekræftelse af minimum to uafhængige kilder, inden jeg skriver mine historier. Vi skriver ikke artikler, før vi er 100 procent sikre på, at det er sandheden,” siger han.

Indtager medierne en ubevidst partsrolle i transfersagerne?

Troels Henriksen har været sportsredaktør på Jyllands-Posten og superligaredaktør på Discovery. Han mener, at medier skal passe på med ikke ubevidst at blive part, når de skriver om potentielle transfers.

Han skrev i slutningen af det afsluttede sommertransfervindue et post på X, hvor han efterlyste mellemregninger i en transferhistorie. Det drejede sig om, at fodboldspiller Mads Bech Sørensen først var på vej til at skifte til AGF, men at han efter publiceringen af den nyhed endte hos FC Midtjylland. Troels Henriksen understreger, at han ikke ønsker at udtale sig om den specifikke historie fra B.T., men kun om transferjournalistik generelt.

“Det er ikke bevidst, men når man skriver en historie om, at nu er denne spiller på vej hertil som noget, der ganske sikkert kommer til at ske, kan der jo sidde nogle konkurrerende klubber og se det, hvorefter de kan gå ind og overbyde. Når det sker, så er man som medie implicit blevet part i en transfer. Jeg siger ikke, at den slags historier skal udryddes, men det er mellemregninger uden kildeangivelser, og der er en risiko som medie ved at lave den slags,” siger Troels Henriksen.

Farzam Abolhosseini understreger, at troværdighed er det vigtigste for ham.

“Troels Henriksen betvivlede offentligt den vigtigste valuta – vores troværdighed. Det var langt over stregen og har ingen hold i virkeligheden. Jeg noterer mig, at han slettede sit post kort efter – som han også har gjort tidligere,” siger Farzam Abolhosseini.

Troels Henriksen er ikke enig i, at han såede tvivl om B.T.s troværdighed og påpeger, at han slettede sit post på X, da han ikke mener, det er den rette arena for debatten.

“Jeg betvivlede ikke nogens troværdighed. En nuanceret debat kan være svær på X, og jeg har egentlig trukket mig fra det medie af samme årsag,” siger han.

Selvom det ikke er mediernes hensigt at agere part i en spillerhandel, kan det stadig være konsekvensen. I hvert fald hvis man spørger Troels Henriksen.

“Kilderne i branchen læser også historierne, og udefra set virker det til at være tilfældet her på grund af transferens dramatiske udvikling. Ikke mindst på grund af mediernes manglende deklaration over, hvor kilderne kom fra, som det så ofte er tilfældet,” siger han og forklarer:

“Formuleringen ‘ifølge mediets oplysninger’ er simpelthen for slap. Især når det ofte skrives i bunden af artiklerne, at agenten ikke har nogen kommentarer. Selvfølgelig har han ofte det – bare ikke til citat.’’

Den store transferhype er særligt koncentreret på den populære deadline day, som er den sidste dag, hvor transfervinduet har åbent. Det resulterer i en masse rygter om potentielle handler i både ind- og udland. Derfor er det ifølge Farzam Abolhosseini særligt vigtigt, at man dobbelttjekker historierne, inden man sender dem ud, og at man tænker på at bevare troværdigheden over for sine læsere og ikke kun tænker på at henvende sig til fodboldfans.

“Jeg gør intet uden at have dobbelttjekket mine informationer. Det vigtigste for mig er at give B.T.’s læsere troværdige historier. Jeg beretter om sandheden og spekulerer ikke over, om der er fans, der læser med eller ej,” siger han.

FORSIDEN

Det forbudte blæk: Da en tatovering vendte op og ned på Anders Mielkes sommer

af Webredaktøren | okt 12, 2023 | UDE

Det forbudte blæk: Da en tatovering vendte op og ned på Anders Mielkes sommer

Siden Anders Mielke første gang udkom med podcasten ’Forhjulslir’ for knap fem år siden, har han gået på vandet, men en sommer i orkanens øje har påvirket den 25-årige journalist.

TEKST: joachim farshøj
FOTO: sarah arge

Udgivet den 12. oktober 2023

En tatovering, der blev til en artikel, der blev til en sommer i vælten.

Nej, det er ikke et vers i en Nik & Jay-sang fra nullerne, men derimod en opsummering af Anders Mielkes sommer i år, der blev den hidtil travleste for ham. En tatovering af barndomsvennen Mads Pedersens navn under Tour de France igangsatte en debat om grundstenene i dansk sportsjournalistik. En debat med nyuddannede Anders Mielke i centrum.

”Det var en tid, der påvirkede mig mere, end jeg tilkendegav. Det var hårdt mentalt. Især når jeg var alene på hotellet under løbet, og min familie ringede og spurgte, om jeg var okay. Det var ikke sjovt, men det var lærerigt,” siger Anders Mielke.

Aftalen med Mads Pedersen om den meget omtalte tatovering kom i stand, allerede inden verdens største cykelløb startede, da Anders Mielke og den tidligere verdensmester indgik et væddemål med blæk på højkant: Hvis Mads Pedersen vandt en etape i Touren, skulle Anders Mielke have Mads Pedersens navn foreviget i huden. Omvendt skulle Mads Pedersen have ’Forhjulslir’ tatoveret, hvis sejren skulle glippe.

Så da den danske Lidl-Trek-rytter kørte først over stregen på ottende etape i Limoges, var der ingen vej udenom for Anders Mielke, der måtte holde sit løfte. I kølvandet på tatoveringen fulgte en klumme i Euroman, som satte spørgsmålstegn ved tatoveringen, og som efterfølgende kastede både debatprogrammer og en artikel i fagbladet ’Journalisten’ af sig. Anders Mielke vidste, at tatoveringen var på grænsen af det, som dansk journalistik normalt tillader. Men mængden af reaktioner kom alligevel bag på ham, og tiden i et uforstyrret cykelparadis var slut.

”Jeg havde tænkt over muligheden for negative reaktioner fra Danmark, så jeg nævnte det for min arbejdsgiver Eurosport/GCN, der jo er et internationalt medie, og hvor jeg er eneste dansker. Min britiske chef, som var med mig under Touren, var cool med det, og i udlandet grinte de bare af det, men herhjemme blev reaktionerne vildere end forventet,” siger han.

Anders Mielke prøvede at være ligeglad, men rigtig mange mennesker henvendte sig til ham, samtidig med at han var ’på’ og skulle performe foran kameraet hver dag. Han troede, det ville drive over i løbet af Touren, men det blev ved, selv efter løbet sluttede.

Tatoveringen blev allerede en realitet i anden uge af det tre uger lange cykelløb, der hvert år gennemtrawler Frankrig, men da rytterne nåede den sidste målstreg i Paris, fortsatte debatten om Anders Mielkes ageren i P1 Debat i episoden ’Tour de Klaphat’. Her tog flere journalister og redaktører emnet op, mens hovedpersonen ikke selv kunne deltage live, da han skulle kommentere kvindernes Tour de France. Han gav dog et båndet interview til nogle af spørgsmålene.

En utraditionel journalist

På et tidspunkt ebbede interessen for tatoveringen stille og roligt ud. Det gav tid til refleksion for Anders Mielke, der, udover at være barndomsvenner med Mads Pedersen, også selv har cyklet på højt plan i ungdomsrækkerne i Danmark. Derfor har han mange bekendtskaber i det nuværende professionelle cykelfelt.

De bekendtskaber var blandt andet det, der gjorde det muligt for Anders Mielke i en meget ung alder at slå igennem som podcastvært på sit eget program, Forhjulslir. Cykelpodcasten har i snart fem år været et anerkendt sportsmedie i Danmark. Uden kontakter og venner i sporten tror Anders Mielke ikke, at den skude nogensinde havde forladt havnen.

Roskilde-drengen er derfor ikke en helt klassisk dansk journalist, for hvem det at være venner med sine kilder er et rendyrket no-go. Det står han ved, selvom han også erkender, at han fuldt ud respekterer den tilgang.

”Jeg synes, det er en vigtig debat at tage, selvom det i mine øjne kørte lidt ud af en tangent. Nogen tog det meget ilde op. Måske fordi man som dansk journalist bliver oplært meget i kritisk journalistik. Alle de udenlandske journalister syntes bare, det var sjovt,” siger Anders Mielke.

”Den danske sportspresse er meget seriøs, og der er næsten en forventning om, at sport bliver dækket som politik. Det har jeg stor respekt for, men under Tour de France arbejdede jeg jo for udenlandsk TV, hvor der er andre forventninger til journalisterne og reporternes rolle, hvilket, jeg syntes, blev glemt i debatten. Jeg kom jo ikke fra DR, men fra Eurosport International.”

”Jeg har oplevet, hvilke konsekvenser, det kan få, når man har røven i klaskehøjde”

– Anders Mielke

Med popularitet følger ansvar

Forskellen på den danske og den udenlandske sportspresse er en vigtig pointe for Anders Mielke, og det er da også rigtigt, at hans engelske arbejdsgivers Twitter-opslag (ja, dengang hed det altså Twitter!) om tatoveringen har kommentarsporet fyldt med positive reaktioner og grinende emojis.

Ikke desto mindre er Anders Mielke dansker, udenlandsk arbejdsgiver eller ej, så sommeren har lært ham en ting eller to om, hvordan hans arbejde bliver modtaget – og hvordan han gerne vil have, det skal modtages.

”Jeg har gjort mig nogle overvejelser om, hvordan jeg skal fremstille mig selv fremover. Jeg har lært, at jo mere populær man bliver, jo større ansvar og opmærksomhed får man, og jeg har også oplevet, hvilke konsekvenser, det kan få, når man har røven i klaskehøjde,” siger han.

”Det har været en lektion i at kunne præstere, mens man selv er et samtaleemne i medierne. Ikke at man kan sammenligne det 1:1 med den situation, rytterne står i, men det er interessant at tænke på, hvad rytterne gennemgår, når de skal performe, mens de er i vælten i medierne. Det tager jeg nogle gange for givet, når det er mig selv, der stiller spørgsmålene. Nu ved jeg, hvordan det er at være i vælten,” siger Anders Mielke.

« Gamle poster

Næste poster »