Prolog

Det, du skal til at læse nu, har du nok aldrig set før. Det er på én og samme tid et færdigt og et fejlslagent produkt. Det hele startede med en skør idé. Vi ville lave en webdok om, hvordan man laver en webdok. Og det skulle vise sig at være en større udfordring, end vi havde forestillet os. Her begynder det store webdokeventyr. 

Kapitel 1: Flagskibet

Der var engang, hvor journalistik var noget, dine bedsteforældre læste i avisen. Dengang forestillede de sig nok ikke, at et internet en dag ville få stor indflydelse på journalistikken. Men det fik det.

Nu får du nok det meste af dit journalistiske indtag fra internettet, og de historier, du selv skriver, bliver langsomt mere og mere digitale. Måske endda til en webdok.

Altså en journalistisk fortælling, der benytter sig af internettets arsenal af digitale muligheder – lyd, video, grafiker, quizzer, fotografier, tekst. Alt, hvad du kan drømme om.

Men hvad nu, hvis du ikke aner, hvordan du laver en webdok?

Sådan var det også for os for ikke så længe siden. Inden vi fortæller dig alt, hvad vi har lært, skal vi lige lidt tilbage i tiden.

Mere præcist: 2013. Her publicerede New York Times en webdok, som fik journalister til at få øje på internettets muligheder. Snowfall hed den, og med den begyndte webdok-lavinen at rulle ned over medielandskabet.

Men hvorfor egentlig? Det har vi spurgt DR’s digitale redaktør, Kim Schou, om.

Vi døber Kim Schous pointe ‘flagskibsfunktionen’: Et flagskib er det vigtigste, flotteste, dyreste skib med de største og mest ødelæggende kanoner ombord. Det er det skib, piraterne går efter. 

På samme måde er det med webdokken. Det er det vigtigste, flotteste og måske mest tidskrævende format med de største og mest fascinerende digitale elementer ombord. Og derfor vil læserne bruge mere tid på den.

En anden, der kan fortælle lidt mere om, hvorfor webdokken er blevet så populær, er Jesper Gaarskjær. Han er lektor i journalistik på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Der er også en anden grund til, at webdoks er et vigtigt værktøj for den enkelte journalist og det enkelte mediehus: Internettet, der har skabt øget konkurrence om læsernes opmærksomhed. Webdokken er et værktøj til at vinde dén, forklarer Jesper Gaarskjær.

Okay, så lad os lige opsummere: Du skal lære at lave en webdok, fordi du som journalist lærer at udnytte tidens digitale muligheder, så flere gider at bruge tid på din historie. Og det er vigtigt på internettet, hvor du konstant er i krig med hele den digitale verden om læserens opmærksomhed. Ikke bare andre medier, men også Facebook, Netflix og TikTok.

Rejsen begynder

Med det på plads kan eventyret begynde. Eller lige om et øjeblik, for først skal vi lære ham fra videoen lidt bedre at kende.

Nu har du styr på, hvem Kim Schou er. Du kommer nok til at møde ham igen, for han viste sig at være et uundværligt bekendtskab i jagten på den store webdokskat.

Vi satte sejl med kurs mod skatten. Vi var frygtløse. Højt humør og sang fyldte dækket den første dag. Vi talte i store vendinger om, hvor prægtig en webdok vi skulle lave. Hvordan det skulle være Illustreret Bunkers flagskib. Vi råbte triumferende ud i natten: ”The sky is the limit!” 

Men ak, som enhver erfaren sømand ved, er havet lunefuldt.

Kapitel 1: Flagskibet

Der var engang, hvor journalistik var noget, dine bedsteforældre læste i avisen. Dengang forestillede de sig nok ikke, at et internet en dag ville få stor indflydelse på journalistikken. Men det fik det.

Nu får du nok det meste af dit journalistiske indtag fra internettet, og de historier, du selv skriver, bliver langsomt mere og mere digitale. Måske endda til en webdok.

Altså en journalistisk fortælling, der benytter sig af internettets arsenal af digitale muligheder – lyd, video, grafiker, quizzer, fotografier, tekst. Alt, hvad du kan drømme om.

Men hvad nu, hvis du ikke aner, hvordan du laver en webdok?

Sådan var det også for os for ikke så længe siden. Inden vi fortæller dig alt, hvad vi har lært, skal vi lige lidt tilbage i tiden.

Mere præcist: 2013. Her publicerede New York Times en webdok, som fik journalister til at få øje på internettets muligheder. Snowfall hed den, og med den begyndte webdok-lavinen at rulle ned over medielandskabet.

Men hvorfor egentlig? Det har vi spurgt DR’s digitale redaktør, Kim Schou, om.

Vi døber Kim Schous pointe ‘flagskibsfunktionen’: Et flagskib er det vigtigste, flotteste, dyreste skib med de største og mest ødelæggende kanoner ombord. Det er det skib, piraterne går efter. 

På samme måde er det med webdokken. Det er det vigtigste, flotteste og måske mest tidskrævende format med de største og mest fascinerende digitale elementer ombord. Og derfor vil læserne bruge mere tid på den.

En anden, der kan fortælle lidt mere om, hvorfor webdokken er blevet så populær, er Jesper Gaarskjær. Han er lektor i journalistik på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Der er også en anden grund til, at webdoks er et vigtigt værktøj for den enkelte journalist og det enkelte mediehus: Internettet, der har skabt øget konkurrence om læsernes opmærksomhed. Webdokken er et værktøj til at vinde dén, forklarer Jesper Gaarskjær.

Okay, så lad os lige opsummere: Du skal lære at lave en webdok, fordi du som journalist lærer at udnytte tidens digitale muligheder, så flere gider at bruge tid på din historie. Og det er vigtigt på internettet, hvor du konstant er i krig med hele den digitale verden om læserens opmærksomhed. Ikke bare andre medier, men også Facebook, Netflix og TikTok.

Rejsen begynder

Med det på plads kan eventyret begynde. Eller lige om et øjeblik, for først skal vi lære ham fra videoen lidt bedre at kende.

Nu har du styr på, hvem Kim Schou er. Du kommer nok til at møde ham igen, for han viste sig at være et uundværligt bekendtskab i jagten på den store webdokskat.

Vi satte sejl med kurs mod skatten. Vi var frygtløse. Højt humør og sang fyldte dækket den første dag. Vi talte i store vendinger om, hvor prægtig en webdok vi skulle lave. Hvordan det skulle være Illustreret Bunkers flagskib. Vi råbte triumferende ud i natten: ”The sky is the limit!” 

Men ak, som enhver erfaren sømand ved, er havet lunefuldt.

Kapitel 1: Flagskibet

Der var engang, hvor journalistik var noget, dine bedsteforældre læste i avisen. Dengang forestillede de sig nok ikke, at et internet en dag ville få stor indflydelse på journalistikken. Men det fik det.

Nu får du nok det meste af dit journalistiske indtag fra internettet, og de historier, du selv skriver, bliver langsomt mere og mere digitale. Måske endda til en webdok. 

Altså en journalistisk fortælling, der benytter sig af internettets arsenal af digitale muligheder – lyd, video, grafiker, quizzer, fotografier, tekst. Alt, hvad du kan drømme om.

Men hvad nu, hvis du ikke aner, hvordan du laver en webdok?

Sådan var det også for os for ikke så længe siden. Inden vi fortæller dig alt, hvad vi har lært, skal vi lige lidt tilbage i tiden. 

Mere præcist: 2013. Her publicerede New York Times en webdok, som fik journalister til at få øje på internettets muligheder. Snowfall (hyperlink) hed den, og med den begyndte webdok-lavinen at rulle ned over medielandskabet. 

Men hvorfor egentlig? Det har vi DR’s digitale redaktør, Kim Schou, om.

Vi døber Kim Schous pointe ‘flagskibsfunktionen’: Et flagskib er det vigtigste, flotteste, dyreste skib med de største og mest ødelæggende kanoner ombord. Det er det skib, piraterne går efter. 

På samme måde er det med webdokken. Det er det vigtigste, flotteste og måske mest tidskrævende format med de største og mest fascinerende digitale elementer ombord. Og derfor vil læserne bruge mere tid på den.

En anden, der kan fortælle lidt mere om, hvorfor webdokken er blevet så populær, er Jesper Gaarskjær. Han er lektor i journalistik på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Der er også en anden grund til, at webdoks er et vigtigt værktøj for den enkelte journalist og det enkelte mediehus: Internettet, der har skabt øget konkurrence om læsernes opmærksomhed. Webdokken er et værktøj til at vinde dén, forklarer Jesper Gaarskjær.

Okay, så lad os lige opsummere: Du skal lære at lave en webdok, fordi du som journalist lærer at udnytte tidens digitale muligheder, så flere gider at bruge tid på din historie. Og det er vigtigt på internettet, hvor du konstant er i krig med hele den digitale verden om læserens opmærksomhed. Ikke bare andre medier, men også Facebook, Netflix og TikTok.

Rejsen begynder

Med det på plads kan eventyret begynde. Eller lige om et øjeblik, for først skal vi lære ham fra videoen lidt bedre at kende.

Nu har du styr på, hvem Kim Schou er. Du kommer nok til at møde ham igen, for han viste sig at være et uundværligt bekendtskab i jagten på den store webdokskat.

Vi satte sejl med kurs mod skatten. Vi var frygtløse. Højt humør og sang fyldte dækket den første dag. Vi talte i store vendinger om, hvor prægtig en webdok vi skulle lave. Hvordan det skulle være Illustreret Bunkers flagskib. Vi råbte triumferende ud i natten: ”The sky is the limit!” 

Men ak, som enhver erfaren sømand ved, er havet lunefuldt.

Navigation

På havet har alting nye navne: Styrbord, bagbord, agter og bov. Når besætningen spurgte, hvilken kurs de skulle stikke, sagde vi “til venstre”, og de så uforstående på os. Vi kendte ikke lingoen til havs.

Hvis vi ikke lærte at navigere på det store digitale hav, ville vi aldrig finde frem til skatten. Besætningen gik frustrerede rundt på dækket.

Selvfølgelig! Vi forvirrede besætningen, fordi vi ikke kunne navigere til havs. Venstre er bagbord, højre er styrbord. Da vi ikke var enige med vores besætning om sproget, kom vi ingen vegne. 

På samme måde er det med en webdok. Din læser skal scrolle nedad eller swipe til siden, som hun er vant til fra andre platforme. Ellers kommer hun heller ingen vegne. Hun må altså ikke tænke alt for meget over navigationen. Ligesom der blandt sømændene er enighed om, at styrbord er højre, skal der være enighed mellem dig og din læser om orienteringen i webdokken.

“Til bagbord,” råbte vi, og skibet krængede vildt.

Det hedder måske ikke kun en webdok

Når besætningen gik til køjs om aftenen, lå de og småsnakkede om, hvad en webdok egentlig er? En af dem sagde tilmed, at det faktisk slet ikke hed en webdok.

Undervejs på vores færd, stødte vi ind i mange begreber. Webdok, digital fortælling, longread. Men hvad var egentlig den korrekte betegnelse?

Kim Schou kaldte det en digital fortælling, og måske er det faktisk det bedste ord. Hvorfor?

I vores optik er en digital fortælling en bredere betegnelse for alle de former for historier, der findes på nettet. En webdok derimod refererer mere snævert til en dokumentar på nettet – og det behøver det ikke at være. 

‘Digital fortælling’ forklarer bedre, hvad begrebet dækker over: Nemlig en journalistisk fortælling, hvor der gøres brug af digitale elementer. 

Fra nu kalder vi den det: En digital fortælling.

Kim Schou mener endda, at en sådan fortælling er et rum for fordybelse.

En digital fortælling er ikke en genre, men et redskab til at fortælle sin historie endnu bedre – på historiens egne præmisser. Form er ikke en spændetrøje for indholdet. Den skal derimod understøtte historien og gøre den mere tilgængelig. 

Hvis én del af historien bedst formidles på video, så lad en video vise det! Hvis skurken fra Danske Bank taler med russisk accent, så lad os høre, hvor skurkeagtig han er i en lydbid! Hvis alle tror, de ved alt om børnedødelighed i Afrika, så lad dem tage fejl i en quiz! 

Kort fortalt: Fordi du har hele internettets arsenal af medier til rådighed, er ”the sky” faktisk ”the limit”.

Kapitel 2: At fare vild og komme på rette kurs igen

Efter få dage til søs var euforien svundet ind, og humøret var dalet. Tobias faldt dybere og dybere ind i det vilde internet. Lasse sad ved siden af og kløede sig i hovedbunden. Vi var faktisk ikke ret gode til alt det digitale.

Hvor skulle vi starte? Hvad var det vigtigste? Hvor fandt vi alle redskaberne? Hvordan lærte vi at kode?

Kodekrisen

Hvis du har totalt styr på, hvordan man sætter en flot digital fortælling i verden, så bare spring det her afsnit over. Men hvis du fuldstændig mister orienteringen, så snart du hører ordet ‘kode’, så er du i samme båd, som vi var i.

Men frygt ej. Vi har store nyheder til dig. Eller det har Kim Schou.

Men hvor finder man lige de skabeloner og programmer? Tryk boksen ud og lær navnene på et par stykker.

Mangler du endnu flere redskaber? Så tjek det her google docs-dokument ud. Lavet af Magnus Bjerg, journalist hos TV2. 

Hvis du har mod på at gå i krig med kodning, så kan Kim Schou berolige dig lidt, inden slaget begynder. 

De tre magiske råd

Vi havde nu et digitalt våbenlager med om bord. Men hvad hjælper det, når man ikke ved, hvor man skal sejle hen? Vi manglede vores kompas.

I vores forvildelse stødte vi ind i en ø. Her boede en gammel, forvirret konge i sit slot. Vi spurgte ham om vej, men han ville kun hjælpe os på én betingelse. 

Hver dag havde kongen tusinde gøremål, men han fik aldrig gjort noget færdigt. Hvis han skulle hjælpe os på vej, skulle vi sørge for, at han fik ordnet sine gøremål.

Vi anede ikke, hvordan vi skulle hjælpe ham! Men uden kongens hjælp, kunne vi heller ikke sejle videre. Havde Kim Schou mon et godt råd?

Kongen gik altid i gang, før han var klar. Det var derfor, han aldrig fik gjort noget. Selvfølgelig, tænkte vi. Han skulle bruge tid på at strukturere sin dag og koordinere med sine skatteindkrævere, sine kokke og sin væbner om morgenen.

Men han kunne gøre mere end det, tænkte vi. Han kunne bruge post-its. 

Lidt ligesom, da vi skulle skulle skrive vores eventyr. Vi skrev scener, pointer og ideer ned, hang dem op, og wupti: Pludselig var vores historie mere overskuelig. 

Det kunne kongen også gøre. Han kunne tage dagens gøremål, skrive dem ned, hænge dem op og wupti: Pludselig ville hans dag være mere overskuelig.

Og så kunne han gå i gang. Den tid, han brugte om morgenen, ville være dagevis værd i den anden ende. 

Kongen lyste op. 

“Tak, mine sømænd,” sagde han. “Nu skal I få en krystalkugle med de tre magiske råd, som I kan bruge i jagten på den store digitale skattefortælling.”

Vi havde nu fundet vores kompas. Det var historien, vi skulle styre efter. Ellers ville vi fare vild. Med den gode historie og det digitale mindset skulle vi forhåbentlig komme i land, hvor skatten ville ligge og vente på os.  

Med andre ord, kære læser: Det vigtigste er, at du finder ud af, hvilken historie du har. Det er historien, der skal diktere formen, og ikke formen, der skal diktere historien. 

På rette kurs

Ved solopgang lagde vi fra kongens ø. Vi var på rette kurs, men der var stadig meget, vi ikke forstod. Vi vidste, vi ville lave en digital fortælling. Nu skulle vi til at overveje, hvordan den skulle fortælles.

Kim Schou kom os heldigvis til undsætning igen. Han fortalte os, det kunne være smart at tænke i billeder. Mere præcist: Tre billeder, tre key visuals.

Lad os uddybe:

Du opdeler din historie i tre hovedscener. En begyndelse, en midte og en slutning. Overvej, hvilke pointer du skal have med i hver del, og opbyg så spændingen frem mod slutningen. Det er det, vi kalder BMS-reglen.

Til hver hovedscene skal du komme frem til det key visual, der bedst karakteriserer scenen. Som et kompas, der symboliserer orientering.

De perfekte key visuals er dem, der nærmest fortæller hele historien af sig selv. Det gør DR’s webdok om pigen, der bliver blind her: Synet, pengene og til sidst, stjernerne.

Men hvorfor skal du tænke i key visuals?

Fordi det er et godt redskab til at vurdere din digitale fortælling. Hvis fortællingen kan formidles i bare tre billeder, så er den skarpt skåret. Og du er på rette kurs.

Det er her, alle de smarte illustrationer, lækre videoer og lange tekst mødes om det vigtigste: Den gode historie. Dit kompas.

Bare fordi du kan alt, skal du ikke alt

Svup. Svup. Svup. Noget klatrede op ad skibets skrog. 

Pludselig klaskede en kæmpemæssig blæksprutte op på dækket. Den havde hundrede arme, der piskede truende i luften. Vi var stive af frygt. 

Nu lød en rungende stemme.

“Jeg har så mange arme, at jeg kan alt. ALT,” sagde den stolt. 

“Men når jeg har gang i hundrede ting på samme tid, sker det, at mine arme vikler sig sammen, så de slår knuder på hinanden. Jeg ligger til sidst på havets bund som et stort sammenfiltret bløddyr.” 

Sprutten sagde, den ville æde os, hvis ikke vi hjalp den med at få styr på armene. Men vi anede ikke, hvordan vi skulle bære os ad.  

Heldigvis kom Kim Schou os til undsætning. 

Nu vidste vi, hvordan vi kunne hjælpe. Blæksprutten måtte lære at begrænse sig. Den skulle ikke gøre alt, bare fordi den kunne alt. Og det var vigtigt at huske, når vi skulle skrive vores digitale fortælling.

Sprutten vrissede, men gled så tilbage i dybet. Vi åndede lettede op. 

Fortællingens kunst

Skibet skar igennem bølgerne, og vi var fyldt med tro og optimisme. Når vi lå i vores køjer om natten, snakkede vi om alle de fantastiske effekter og animationer, der skulle danse over skærmen. Men ikke for mange, for det havde vi jo lige lært. 

Men hvordan skriver man så en god digital fortælling, tænker du måske?

En god digital fortælling får sine læsere til at hænge på hele vejen. Det vigtigste behøver ikke komme først. Måske kan det endda komme til sidst. Du ville jo ikke heller ikke se Barnaby færdig, hvis morderen tilstod i første scene.

Tænk på, at det er en fortælling, du skal skrive. Du skal få læseren til at hænge på hele vejen med cliffhangers og tilbageholdt information. Lån fra skønlitteraturen, den fortællende journalistik, fra tegneserier eller måske endda fra eventyret, som vi har gjort det.

Men husk, historien er kongen! Den bestemmer. Du skal fortælle historien på den måde, der giver mening for den. Du skal ikke skrive et sørøvereventyr, fordi du tænker, det kunne være sjov, men fordi det giver mening for historien.

Kapitel 3: Skatten

Vi var der næsten. Endelig fremme ved skatten. Efter mange ugers sejlads kunne vi skimte en ø i horisonten. Vi satte anker og gik i land.

Sandet brændte under vores fødder, og vi styrede mod historiens slutning. Endelig lå den der. Skatten. Kisten knirkede, da vi åbnede det tunge låg. Vores drøm var endelig gået i opfyldelse, og om få sekunder ville det vælte ud med guld, sølv og diamanter.

Men hvad? Den var tom. Kunne det virkelig passe? 

Vi så skuffede på hinanden, og slæbte så den tomme kiste ombord.

Hjemfarten gik let. Hurtigt var vi tilbage i Aarhus. Så kan det også være ligegyldigt, sagde Lasse og sparkede til kisten. Vi var på randen af at smide den til storskrald, da noget indeni os alligevel strittede imod. Vi måtte kigge efter. Bare én gang til. 

Og dernede, dybt, dybt nede i bunden af kisten lå der en lille seddel.

Vi drønede hen til vores computer og klikkede os ind på illbunker.dk. Der var den jo. Det var det, der var skatten: Det store webdokeventyr.

Epilog

Du tænker nok, at du nu er nået til vejs ende. Og eventyret er da også slut. Men der er faktisk mere, du kan lære, for nu får du chancen for at lære af alle vores fejl. 

Vi sendte vores digitale fortælling en tur til Kim Schou, så han kunne fortælle om alt det, vi havde gjort godt, og om alt det vi havde gjort knap så godt. Og hvad sagde han så?

Okay, han syntes faktisk, at vi var lykkedes ret godt, selvom vores start var lidt rodet, og vores lille færd i toppen af eventyret ikke helt funkede. Men hvad så med prologen? Kunne han lide den?

Som en podcast ville den være god, tilføjede han. Men måske lidt lang, gentagende og kedelig. Men så, når man lige er kommet over den hårde start, så begynder det rigtig at blive godt og sjovt. Og hvorfor så det?

På øen gik der altså lidt for meget eventyr i den. Vi tabte Kim Schou, og undskyld til dig, kære læser, hvis vi også tabte dig.

Hvis du også måtte sidde med samme tvivl som Kim Schou, så kommer vores tre key visuals lige her: Flagskibet, kompasset, skattekisten.

Fungerer det så overhovedet? Giver det mening at lave en webdok om at lave en webdok?

Nu er du virkelig nået til vejs ende. For alvor. Og hvis du alligevel skulle have lyst til at høre vores lyd-epilog – og få vores egne seks magiske råd – så giv den lige en enkelt lille chance.

Tak, fordi du læste med.

FREDERIK KULAGER

Frederik Kulager er uddannet journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i 2017. Han tilbragte sin praktiktid hos Politiken og fik efter endt uddannelse job hos Zetland. Her skriver han ifølge hans LinkedIn-profil om ”internettet, politiske bevægelser online og medier”.

Det er vigtigt, at medier dækker historier om selvmord, så emnet kan aftabuiseres. Men det kræver overvejelser om, hvordan man dækker selvmord på den bedst mulige måde, ellers kan det føre til mere skade end gavn. Kom med ind i hovedet på to journalister, der har siddet med disse overvejelser.

Ulrik Holmstrup er journalist og medlem af Pressenævnet. Han understreger dog, at han ikke udtaler sig på vegne af Pressenævnet.

Ifølge ham har det altid været kutyme, at man ikke omtaler selvmord i medierne, fordi det er noget privat.

”Selvmord handler i bund og grund om privatlivets fred, som er beskrevet i et andet punkt. Men man har valgt at skrive det i et selvstændigt punkt og specifikt pege på, at det er et område, man skal være varsom med,” siger han.

Pressenævnet har de seneste 15 år haft ni sager omhandlende punktet selvmord. I seks af sagerne er der givet kritik. Disse sager har fået kritik, fordi der ikke var nogen almen interesse i at omtale selvmordet.

Der er ikke noget entydigt svar på, hvornår offentlig omtale af selvmord kan begrundes. Her må man afveje modstående hensyn. Det er dog ikke et presseetisk problem, hvis de pårørende har indvilliget i omtalen. Og er der tale om et selvmordsforsøg, er det ligeledes ikke problematisk, hvis personen selv ønsker at stå frem.

Annette Erlangsen er seniorforsker og programleder på Dansk Forskningsinstitut for Selvmordsforebyggelse. Hun mener, at det generelt er vigtigt at dække selvmord, fordi det er et tabubelagt emne. Derfor skal man ikke afholde sig fra emnet som journalist, selvom det kan være udfordring.

En af de journalister, der har dækket selvmord, er Andrea Dragsdahl, der er journalist på Zetland. Hun skrev d. 28. september 2020 artiklen Færre danskere forsøger selvmord. Jeg forsøgte at finde forklaringen bag en overset succes. Hun mener, det er vigtigt at skrive om selvmord for at kunne aftabuisere emnet.

I februar 2020 udgav DR dokumentaren Døde pigers dagbog. Den handler om et netværk af unge piger, som deler deres erfaringer med selvskade og selvmord på det sociale medie Instagram. Bag dokumentaren stod tilrettelæggerne Maria Lyhne Høj og Laurits Nansen. De syntes, det var vigtigt, at offentligheden fik kendskab til netværket, fordi selvskaden og selvmordstankerne bredte sig i netværket.

”Der var risiko for dominoeffekter – altså at det førte til mere selvskade, når pigerne bevægede sig i det her netværk. Derfor var det vigtigt, at eksistensen af netværket kom frem, så Instagram, behandlere og pårørende kunne forholde sig til det,” siger Laurits Nansen.

Det var en svær balance, hvordan dokumentaren skulle formidle, hvad der skete i netværket, uden at den bidrog til domino-effekten.

 ”Havde det været små klip, hvor det bare havde set lækkert ud med folk, der forsøger selvmord, så ville vi have begået præcis den samme fejl som Instagram.” 

– Laurits Nansen, tilrettelægger hos DR 

 ”Havde det været små klip, hvor det bare havde set lækkert ud med folk, der forsøger selvmord, så ville vi have begået præcis den samme fejl som Instagram.” 

– Laurits Nansen, tilrettelægger hos DR 

 Det er ikke Pressenævnets opgave at vurdere, hvordan journalister dækker selvmord på den bedst mulige måde.

Men det kan være en god ide som journalist at spørge eksperter i selvmord til råds, når man dækker emnet. Både Andrea Dragsdahl og Laurits Nansen spurgte eksperter til råds og brugte eksperter til at se deres arbejde igennem inden udgivelsen.

Det er ikke Pressenævnets opgave at vurdere, hvordan journalister dækker selvmord på den bedst mulige måde.

Men det kan være en god ide som journalist at spørge eksperter i selvmord til råds, når man dækker emnet. Både Andrea Dragsdahl og Laurits Nansen spurgte eksperter til råds og brugte eksperter til at se deres arbejde igennem inden udgivelsen.

”Der var en masse ting, jeg ikke havde tænkt over, som eksperterne lagde mærke til.”

– Andrea Dragsdahl, journalist hos Zetland 

”Der var en masse ting, jeg ikke havde tænkt over, som eksperterne lagde mærke til.”

– Andrea Dragsdahl, journalist hos Zetland 

Eksperternes vejledning tager udgangspunkt i WHO’s guidelines til, hvordan medier kan dække selvmord på en ansvarlig måde.

Anette Erlangsen, seniorforsker og programleder på Dansk Forskningsinstitut for Selvmordsforebyggelse, fortæller, at der findes evidens for, at hvis man følger disse retningslinjer og dækker selvmord på den rigtige måde, kan det føre til et fald i selvmord og selvmordsforsøg. Det kaldes Papageno-effekten.

En af anbefalingerne fra WHO er at bringe historier om, hvordan man kan takle selvmordstanker. Annette Erlangsen fortæller, at det kan være gavnligt, hvis man bringer positive personlige beretninger om folk, der har haft selvmord inde på livet.

”Det er ikke farligt at bringe historier om nogen, der har det svært. Man kan gøre noget godt ved at fortælle om, hvordan en person er kommet ud af sine selvmordstanker.”

– Anette Erlangsen, seniorforsker og programleder på Dansk Forskningsinstitut for Selvmordsforebyggelse

”Det er ikke farligt at bringe historier om nogen, der har det svært. Man kan gøre noget godt ved at fortælle om, hvordan en person er kommet ud af sine selvmordstanker.”

– Anette Erlangsen, seniorforsker og programleder på Dansk Forskningsinstitut for Selvmordsforebyggelse

Andrea Dragsdahl valgte i sin artikel at bruge erfaringskilden Emma, som har forsøgt selvmord, men som nu har fået det bedre.

Annette Erlangsen fortæller dog, at det kan være skadeligt, hvis personer, som er døde ved selvmord, fremstilles som rollemodeller. Det kunne være, hvis en kendt person dør ved selvmord, og det glorificeres i medierne som en heltegerning.

I DR-dokumentaren medvirker tre piger fra netværket. De er nøje udvalgt, fordi de er reflekterede over netværkets konsekvenser, så det, der foregår i netværket, ikke fremstår forbilledligt. I stedet bruges kilderne til at advare om netværket.

”Det var vigtigt for os, at der var nogle piger, der var i stand til at reflektere over det, de havde været igennem.”

– Laurits Nansen, tilrettelægger hos DR

”Det var vigtigt for os, at der var nogle piger, der var i stand til at reflektere over det, de havde været igennem.”

– Laurits Nansen, tilrettelægger hos DR

Når man bruger sårbare mennesker som kilder, bør man sikre sig, at de har en kontaktperson, som de kan gå til eller ved, hvor de kan hente hjælp, mener Annette Erlangsen.

”Det anbefales, at hvis en person er selvmordstruet, så skal man ikke give slip på dem, før en anden har taget over. Det kan jo også gælde for journalister,” siger hun.

Andrea Dragsdahl brugte eksperter til at give råd og vejledning om, hvordan man interviewer sårbare mennesker.

”Det er vigtigt, at man som journalist ikke bare tænker, at man er god til sit arbejde.”

– Andrea Dragsdahl, journalist på Zetland

”Det er vigtigt, at man som journalist ikke bare tænker, at man er god til sit arbejde.”

– Andrea Dragsdahl, journalist på Zetland

En anden af WHO’s retningslinjer er, at man ikke skal nævne metoder til selvmord. At beskrive selvmordsmetoder kan ifølge Annette Erlangsen være direkte skadeligt.

”Beskrivelser af metoder er en dårlig ide. Vi har evidens for, at når en konkret metode beskrives, kan det føre til en stigning i selvmordsforsøg med den samme metode,” siger hun.

 Derfor beskriver Andrea Dragsdahl i sin artikel ikke metoder, som kan give folk ideer til selvmord.

”Min kilde, Emma, har forsøgt selvmord mange gange, så jeg spurgte hende hvordan og hvornår. Det skrev jeg ikke ind. Jeg skrev, at hun har forsøgt selvmord, men ikke hvordan,” siger hun.

I Døde pigers dagbog fandt de det nødvendigt til en vis grad at videreformidle metoder til selvmord, fordi det blandt andet var metoder til selvmord, der blev delt i netværket, og som dokumentaren søgte at afdække. Men detaljer videreformidles ikke.

”Vi ved, hvad det er for en væske, vedkommende har drukket. Det bliver ikke fortalt.”

– Laurits Nansen, tilrettelægger hos DR

”Vi ved, hvad det er for en væske, vedkommende har drukket. Det bliver ikke fortalt.”

– Laurits Nansen, tilrettelægger hos DR

I Pressenævnet kan der være tilfælde, hvor detaljeringsgraden i omtalen af et selvmord kritiseres. Men igen er det af hensyn til beskyttelsen af privatlivets fred.

”Vi kan godt gå ind og sige: ’Det var relevant at omtale selvmordet, men detaljeringsgraden kunne have været mindre.’ Man behøver ikke at gå i detaljer med forskellige makabre ting, for der er vi ude over den almene interesse,” siger Ulrik Holmstrup.

WHO peger på, at man bør udvise forsigtighed og ekstra opmærksomhed i interviews med pårørende til en, som er død ved selvmord. Efterladte efter selvmord har større sandsynlighed for selv at udvise selvmordsadfærd. De udgør derfor også en sårbar gruppe.

Ifølge WHO kan det være gavnligt for pårørende til selvmord at have nogen at kunne spejle sig i i mediebilledet. Det kan især være gavnligt, hvis mediedækningen giver indsigt i, hvordan de pårørende har taklet at miste en til selvmord.

Ulrik Holmstrup fra Pressenævnet fortæller, at omtale af selvmord ikke er et presseetisk problem, når de pårørende selv ønsker at stå frem. Det er nemlig typisk de pårørende, der klager.

”Det er vores opgave at vurdere forholdet mellem hensynet til privatlivs fred og hensynet til en eventuel offentlig interesse. Som udgangspunkt har de pårørende ret til beskyttelse af deres privatliv, men nogle omstændigheder kan gøre, at det er okay, hvis mediet har omtalt det,” siger han.

 I Døde pigers dagbog er hovedpersonen Maja Luna død ved selvmord. Samarbejdet med Maja Lunas mor var vigtigt i arbejdet med dokumentaren.

WHO anbefaler, at man angiver, hvor man kan søge hjælp, hvis man har selvmordstanker, når selvmord omtales i medierne. På Livsliniens hjemmeside kan der findes et Pressekit, der ser sådan ud:

”Når du støder på opslaget i dit feed, så synes jeg, at det skal være der.”

– Andrea Dragsdahl, journalist hos Zetland 

”Når du støder på opslaget i dit feed, så synes jeg, at det skal være der.”

– Andrea Dragsdahl, journalist hos Zetland 

”Det, der er afgørende for os, er, at man husker at nævne, hvor man kan søge hjælp – uanset om man refererer til Livslinien eller andre steder. Det er vigtigt ikke at efterlade mennesker, der er berørte af problematikken, uden en reference til videre hjælp,” skriver Jeppe Kristian Toft, direktør for Livslinien, i en mail.

”Det, der er afgørende for os, er, at man husker at nævne, hvor man kan søge hjælp – uanset om man refererer til Livslinien eller andre steder. Det er vigtigt ikke at efterlade mennesker, der er berørte af problematikken, uden en reference til videre hjælp,” skriver Jeppe Kristian Toft, direktør for Livslinien, i en mail.

 Artiklen er nu færdigskrevet. Du har gjort dig dine overvejelser og er klar til at dække selvmord som journalist. Her kan du se alle anbefalingerne fra WHO om ansvarlig dækning af selvmord.

 Artiklen er nu færdigskrevet. Du har gjort dig dine overvejelser og er klar til at dække selvmord som journalist. Her kan du se alle anbefalingerne fra WHO om ansvarlig dækning af selvmord.