DMJX’s nye sky: Kom med på digital rundvisning

DMJX’s nye sky: Kom med på digital rundvisning

DMJX’s nye sky: Kom med på digital rundvisning

Har du svært ved at finde rundt på den nye journalisthøjskole? Eller er du blot nysgerrig på, hvordan de nye lokaler tager sig ud? Illustreret Bunker giver dig en digital rundvisning, hvor du selv kan gå på opdagelse i alt fra studierum til tagterrasser.

DMJX’s nye sky: Kom med på digital rundvisning

Har du svært ved at finde rundt på den nye journalisthøjskole? Eller er du blot nysgerrig på, hvordan de nye lokaler tager sig ud? Illustreret Bunker giver dig en digital rundvisning, hvor du selv kan gå på opdagelse i alt fra studierum til tagterrasser.

Skribent: Bonna Haagen Pedersen
Foto: Signe Duedahl Nørgaard og Arkitema/Niels Nygaard

Udgivet den 10. december 2020

Skribent: Bonna Haagen Pedersen
Foto: Signe Duedahl Nørgaard og Arkitema/Niels Nygaard

Udgivet den 10. december 2020

Tryk på “fullscreen” og tag på digital rundvisning i den nye journalisthøjskole. Rundvisningen er optaget med 360 grader foto, så du kan med musen dreje rundt i billedet og se rummene fra alle vinkler. Du kan desuden selv klikke dig frem og tilbage ved hjælp af pilene. Prøv også at tryk på de små kryds undervejs og lær nye ting om bygningen. Med den gule knap øverst kan du altid få et overblik over bygningen. Foto: Signe Duedahl Nørgaard.

Tryk på “fullscreen” og tag på digital rundvisning i den nye journalisthøjskole. Rundvisningen er optaget med 360 grader foto, så du kan med musen dreje rundt i billedet og se rummene fra alle vinkler. Du kan desuden selv klikke dig frem og tilbage ved hjælp af pilene. Prøv også at tryk på de små kryds undervejs og lær nye ting om bygningen. Med den gule knap øverst kan du altid få et overblik over bygningen. Foto: Signe Duedahl Nørgaard.

Der er en sky på himlen over Katrinebjerg, som virker større og mere firkantet end de andre. Danmarks Medie- og Journalisthøjskole har fået nye lokaler, og her nærmest svæver den øverste del af skolen over bygningens nederste niveauer. 

Sådan ser det i hvert fald ud, når man kigger på den konceptskitse, der har været inspirationen for den nye skole. 

Der er en sky på himlen over Katrinebjerg, som virker større og mere firkantet end de andre. Danmarks Medie- og Journalisthøjskole har fået nye lokaler, og her nærmest svæver den øverste del af skolen over bygningens nederste niveauer. 

Sådan ser det i hvert fald ud, når man kigger på den konceptskitse, der har været inspirationen for den nye skole. 

Men det er ikke kun på papiret, at skyen findes. Lader man øjnene glide fra bygningens fundament af gule mursten, ser man store transparente glasfacader, der med lidt fantasi godt kunne få bygningens øverste del til at se svævende ud.

Netop transparens er et ord, der går igen, når man spørger to af byggeudvalgets deltagere om ønskerne bag skolens arkitektoniske udtryk. Gennemsigtighed og glas var der ikke meget af i Bunkeren, og ifølge Jan Dyberg Larsen har transparens været et gennemgående ønske for den nye skoles udtryk.

Jan Dyberg Larsen er lektor på DMJX og har siddet med i byggeudvalget, der udover medarbejdere også talte repræsentanter fra De Studerendes Råd, arkitektfirmaet Arkitema, entreprenørfirmaet Jørgen Friis Poulsen A/S og flere.

 

 

”Vi har både tænkt fleksibilitet som, at møblerne skal kunne flyttes, men også at fleksibiliteten består i en perlerække af mere faste fasciliteter, så man kan flytte sig efter behov.”

 

– Anna Kathrine Bisgaard Sørensen, arkitekt og kreativ leder hos Arkitema Architect

 

 

Ønsket om transparens ses også inde i bygningen. Her peger Anna Kathrine Bisgaard Sørensen, arkitekt og kreativ leder fra Arkitema Architect, på de mange glaspartier som et konkret eksempel på arbejdet med et transparent udtryk. Glasset er et gennemgående materiale for både undervisningslokaler, bibliotek, computerlokaler og lærernes kontorer.

Et andet ønske for byggeudvalget har været en skole med mere fleksibilitet. For Jan Dyberg Larsen giver det sig helt konkret til udtryk i de 350 studiearbejdspladser fordelt rundt på skolens etager.

De forskellige størrelser på undervisningslokaler og typer af møbler er et andet sted, hvor Anna Kathrine Bisgaard Sørensen ser konkrete eksempler på ønsket om fleksibilitet.

“Vi har både tænkt fleksibilitet, som at møblerne skal kunne flyttes, men også at fleksibiliteten består i en perlerække af mere faste faciliteter, så man kan flytte sig efter behov.”

Fleksibilitet og transparens har ikke været de eneste ønsker for det arkitektoniske udtryk på campus Katrinebjerg, men to bærende begreber for skolens udformning. Tag med på rundvisning øverst i artiklen og se, hvordan ønskerne for den nye skole er lykkedes.

Fakta om DMJX Campus Katrinebjerg
  • Hvor: Helsingforsgade 6a, 8200 Aarhus N – Campus Katrinebjerg
  • Færdig: April 2020 – men grundet COVID-19 blev den nye skole først rigtigt taget i brug i september 2020
  • Areal: 12.478 kvadratmeter inklusiv P-kælder 
  • Anlægssum: DKK 145 mio.

Men det er ikke kun på papiret, at skyen findes. Lader man øjnene glide fra bygningens fundament af gule mursten, ser man store transparente glasfacader, der med lidt fantasi godt kunne få bygningens øverste del til at se svævende ud.

Netop transparens er et ord, der går igen, når man spørger to af byggeudvalgets deltagere om ønskerne bag skolens arkitektoniske udtryk. Gennemsigtighed og glas var der ikke meget af i Bunkeren, og ifølge Jan Dyberg Larsen har transparens været et gennemgående ønske for den nye skoles udtryk.

Jan Dyberg Larsen er lektor på DMJX og har siddet med i byggeudvalget, der udover medarbejdere også talte repræsentanter fra De Studerendes Råd, arkitektfirmaet Arkitema, entreprenørfirmaet Jørgen Friis Poulsen A/S og flere.

 

 

”Vi har både tænkt fleksibilitet som, at møblerne skal kunne flyttes, men også at fleksibiliteten består i en perlerække af mere faste fasciliteter, så man kan flytte sig efter behov.”

 

– Anna Kathrine Bisgaard Sørensen, arkitekt og kreativ leder hos Arkitema Architect

 

 

Ønsket om transparens ses også inde i bygningen. Her peger Anna Kathrine Bisgaard Sørensen, arkitekt og kreativ leder fra Arkitema Architect, på de mange glaspartier som et konkret eksempel på arbejdet med et transparent udtryk. Glasset er et gennemgående materiale for både undervisningslokaler, bibliotek, computerlokaler og lærernes kontorer.

Et andet ønske for byggeudvalget har været en skole med mere fleksibilitet. For Jan Dyberg Larsen giver det sig helt konkret til udtryk i de 350 studiearbejdspladser fordelt rundt på skolens etager.

De forskellige størrelser på undervisningslokaler og typer af møbler er et andet sted, hvor Anna Kathrine Bisgaard Sørensen ser konkrete eksempler på ønsket om fleksibilitet.

“Vi har både tænkt fleksibilitet, som at møblerne skal kunne flyttes, men også at fleksibiliteten består i en perlerække af mere faste faciliteter, så man kan flytte sig efter behov.”

Fleksibilitet og transparens har ikke været de eneste ønsker for det arkitektoniske udtryk på campus Katrinebjerg, men to bærende begreber for skolens udformning. Tag med på rundvisning øverst i artiklen og se, hvordan ønskerne for den nye skole er lykkedes.

Fakta om DMJX Campus Katrinebjerg
  • Hvor: Helsingforsgade 6a, 8200 Aarhus N – Campus Katrinebjerg
  • Færdig: April 2020 – men grundet COVID-19 blev den nye skole først rigtigt taget i brug i september 2020
  • Areal: 12.478 kvadratmeter inklusiv P-kælder 
  • Anlægssum: DKK 145 mio.
Det store webdokeventyr: Sådan lærte vi at lave en digital fortælling

Det store webdokeventyr: Sådan lærte vi at lave en digital fortælling

Det store webdokeventyr: Sådan lærte vi at lave en digital fortælling

Skribenter: Tobias Bundolo Nørgaard og Lasse Momme Jessen
Illustrationer: Charlotte Stentebjerg-Hansen

Udgivet den 10. december 2020

Prolog

Det, du skal til at læse nu, har du nok aldrig set før. Det er på én og samme tid et færdigt og et fejlslagent produkt. Det hele startede med en skør idé. Vi ville lave en webdok om, hvordan man laver en webdok. Og det skulle vise sig at være en større udfordring, end vi havde forestillet os. Her begynder det store webdokeventyr. 

Hør vores tanker, inden vi begav os ud på det store webdokeventyr:

Kapitel 1: Flagskibet

Der var engang, hvor journalistik var noget, dine bedsteforældre læste i avisen. Dengang forestillede de sig nok ikke, at et internet en dag ville få stor indflydelse på journalistikken. Men det fik det.

Nu får du nok det meste af dit journalistiske indtag fra internettet, og de historier, du selv skriver, bliver langsomt mere og mere digitale. Måske endda til en webdok.

Altså en journalistisk fortælling, der benytter sig af internettets arsenal af digitale muligheder – lyd, video, grafiker, quizzer, fotografier, tekst. Alt, hvad du kan drømme om.

Men hvad nu, hvis du ikke aner, hvordan du laver en webdok?

Sådan var det også for os for ikke så længe siden. Inden vi fortæller dig alt, hvad vi har lært, skal vi lige lidt tilbage i tiden.

Mere præcist: 2013. Her publicerede New York Times en webdok, som fik journalister til at få øje på internettets muligheder. Snowfall hed den, og med den begyndte webdok-lavinen at rulle ned over medielandskabet.

Men hvorfor egentlig? Det har vi spurgt DR’s digitale redaktør, Kim Schou, om.

Vi døber Kim Schous pointe ‘flagskibsfunktionen’: Et flagskib er det vigtigste, flotteste, dyreste skib med de største og mest ødelæggende kanoner ombord. Det er det skib, piraterne går efter. 

På samme måde er det med webdokken. Det er det vigtigste, flotteste og måske mest tidskrævende format med de største og mest fascinerende digitale elementer ombord. Og derfor vil læserne bruge mere tid på den.

En anden, der kan fortælle lidt mere om, hvorfor webdokken er blevet så populær, er Jesper Gaarskjær. Han er lektor i journalistik på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Hør Jesper Gaarskjær fortælle om, hvorfor det er vigtigt at kunne lave en webdok:

Der er også en anden grund til, at webdoks er et vigtigt værktøj for den enkelte journalist og det enkelte mediehus: Internettet, der har skabt øget konkurrence om læsernes opmærksomhed. Webdokken er et værktøj til at vinde dén, forklarer Jesper Gaarskjær.

Okay, så lad os lige opsummere: Du skal lære at lave en webdok, fordi du som journalist lærer at udnytte tidens digitale muligheder, så flere gider at bruge tid på din historie. Og det er vigtigt på internettet, hvor du konstant er i krig med hele den digitale verden om læserens opmærksomhed. Ikke bare andre medier, men også Facebook, Netflix og TikTok.

Rejsen begynder

Med det på plads kan eventyret begynde. Eller lige om et øjeblik, for først skal vi lære ham fra videoen lidt bedre at kende.

BLIV KLOGERE PÅ, HVEM KIM SCHOU ER

Kim Schou er uddannet journalist fra SDU og har lært sig selv at kode. Han er tidligere digital tilrettelægger på Kristeligt Dagblad, hvor han var med til at sætte den digitale linje på dagsordenen. I dag er han digital redaktør på DR og står i spidsen for et hold af digitale journalister på DR’s digitale redaktion.

Se nogle af de digitale fortællinger, som han har været med til at producere her:

Når alt bliver mørkt (DR) 

En politimand kan også blive bange (DR) 

Klimaet lige nu: Kloden bliver varmere, havene stiger, isen smelter (DR)

Hvad går tabt, når vi ikke længere skriver i hånden? (Kristeligt Dagblad) 

Williams himmel (Kristeligt Dagblad) 

Nu har du styr på, hvem Kim Schou er. Du kommer nok til at møde ham igen, for han viste sig at være et uundværligt bekendtskab i jagten på den store webdokskat.

Vi satte sejl med kurs mod skatten. Vi var frygtløse. Højt humør og sang fyldte dækket den første dag. Vi talte i store vendinger om, hvor prægtig en webdok vi skulle lave. Hvordan det skulle være Illustreret Bunkers flagskib. Vi råbte triumferende ud i natten: ”The sky is the limit!” 

Men ak, som enhver erfaren sømand ved, er havet lunefuldt.

Kapitel 1: Flagskibet

Der var engang, hvor journalistik var noget, dine bedsteforældre læste i avisen. Dengang forestillede de sig nok ikke, at et internet en dag ville få stor indflydelse på journalistikken. Men det fik det.

Nu får du nok det meste af dit journalistiske indtag fra internettet, og de historier, du selv skriver, bliver langsomt mere og mere digitale. Måske endda til en webdok.

Altså en journalistisk fortælling, der benytter sig af internettets arsenal af digitale muligheder – lyd, video, grafiker, quizzer, fotografier, tekst. Alt, hvad du kan drømme om.

Men hvad nu, hvis du ikke aner, hvordan du laver en webdok?

Sådan var det også for os for ikke så længe siden. Inden vi fortæller dig alt, hvad vi har lært, skal vi lige lidt tilbage i tiden.

Mere præcist: 2013. Her publicerede New York Times en webdok, som fik journalister til at få øje på internettets muligheder. Snowfall hed den, og med den begyndte webdok-lavinen at rulle ned over medielandskabet.

Men hvorfor egentlig? Det har vi spurgt DR’s digitale redaktør, Kim Schou, om.

Vi døber Kim Schous pointe ‘flagskibsfunktionen’: Et flagskib er det vigtigste, flotteste, dyreste skib med de største og mest ødelæggende kanoner ombord. Det er det skib, piraterne går efter. 

På samme måde er det med webdokken. Det er det vigtigste, flotteste og måske mest tidskrævende format med de største og mest fascinerende digitale elementer ombord. Og derfor vil læserne bruge mere tid på den.

En anden, der kan fortælle lidt mere om, hvorfor webdokken er blevet så populær, er Jesper Gaarskjær. Han er lektor i journalistik på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Hør Jesper Gaarskjær fortælle om, hvorfor det er vigtigt at kunne lave en webdok:

Der er også en anden grund til, at webdoks er et vigtigt værktøj for den enkelte journalist og det enkelte mediehus: Internettet, der har skabt øget konkurrence om læsernes opmærksomhed. Webdokken er et værktøj til at vinde dén, forklarer Jesper Gaarskjær.

Okay, så lad os lige opsummere: Du skal lære at lave en webdok, fordi du som journalist lærer at udnytte tidens digitale muligheder, så flere gider at bruge tid på din historie. Og det er vigtigt på internettet, hvor du konstant er i krig med hele den digitale verden om læserens opmærksomhed. Ikke bare andre medier, men også Facebook, Netflix og TikTok.

Rejsen begynder

Med det på plads kan eventyret begynde. Eller lige om et øjeblik, for først skal vi lære ham fra videoen lidt bedre at kende.

BLIV KLOGERE PÅ, HVEM KIM SCHOU ER

Kim Schou er uddannet journalist fra SDU og har lært sig selv at kode. Han er tidligere digital tilrettelægger på Kristeligt Dagblad, hvor han var med til at sætte den digitale linje på dagsordenen. I dag er han digital redaktør på DR og står i spidsen for et hold af digitale journalister på DR’s digitale redaktion.

Se nogle af de digitale fortællinger, som han har været med til at producere her:

Når alt bliver mørkt (DR) 

En politimand kan også blive bange (DR) 

Klimaet lige nu: Kloden bliver varmere, havene stiger, isen smelter (DR)

Hvad går tabt, når vi ikke længere skriver i hånden? (Kristeligt Dagblad) 

Williams himmel (Kristeligt Dagblad) 

Nu har du styr på, hvem Kim Schou er. Du kommer nok til at møde ham igen, for han viste sig at være et uundværligt bekendtskab i jagten på den store webdokskat.

Vi satte sejl med kurs mod skatten. Vi var frygtløse. Højt humør og sang fyldte dækket den første dag. Vi talte i store vendinger om, hvor prægtig en webdok vi skulle lave. Hvordan det skulle være Illustreret Bunkers flagskib. Vi råbte triumferende ud i natten: ”The sky is the limit!” 

Men ak, som enhver erfaren sømand ved, er havet lunefuldt.

Kapitel 1: Flagskibet

Der var engang, hvor journalistik var noget, dine bedsteforældre læste i avisen. Dengang forestillede de sig nok ikke, at et internet en dag ville få stor indflydelse på journalistikken. Men det fik det.

Nu får du nok det meste af dit journalistiske indtag fra internettet, og de historier, du selv skriver, bliver langsomt mere og mere digitale. Måske endda til en webdok. 

Altså en journalistisk fortælling, der benytter sig af internettets arsenal af digitale muligheder – lyd, video, grafiker, quizzer, fotografier, tekst. Alt, hvad du kan drømme om.

Men hvad nu, hvis du ikke aner, hvordan du laver en webdok?

Sådan var det også for os for ikke så længe siden. Inden vi fortæller dig alt, hvad vi har lært, skal vi lige lidt tilbage i tiden. 

Mere præcist: 2013. Her publicerede New York Times en webdok, som fik journalister til at få øje på internettets muligheder. Snowfall (hyperlink) hed den, og med den begyndte webdok-lavinen at rulle ned over medielandskabet. 

Men hvorfor egentlig? Det har vi DR’s digitale redaktør, Kim Schou, om.

Vi døber Kim Schous pointe ‘flagskibsfunktionen’: Et flagskib er det vigtigste, flotteste, dyreste skib med de største og mest ødelæggende kanoner ombord. Det er det skib, piraterne går efter. 

På samme måde er det med webdokken. Det er det vigtigste, flotteste og måske mest tidskrævende format med de største og mest fascinerende digitale elementer ombord. Og derfor vil læserne bruge mere tid på den.

En anden, der kan fortælle lidt mere om, hvorfor webdokken er blevet så populær, er Jesper Gaarskjær. Han er lektor i journalistik på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Hør Jesper Gaarskjær fortælle om, hvorfor det er vigtigt at kunne lave en webdok:

Der er også en anden grund til, at webdoks er et vigtigt værktøj for den enkelte journalist og det enkelte mediehus: Internettet, der har skabt øget konkurrence om læsernes opmærksomhed. Webdokken er et værktøj til at vinde dén, forklarer Jesper Gaarskjær.

Okay, så lad os lige opsummere: Du skal lære at lave en webdok, fordi du som journalist lærer at udnytte tidens digitale muligheder, så flere gider at bruge tid på din historie. Og det er vigtigt på internettet, hvor du konstant er i krig med hele den digitale verden om læserens opmærksomhed. Ikke bare andre medier, men også Facebook, Netflix og TikTok.

Rejsen begynder

Med det på plads kan eventyret begynde. Eller lige om et øjeblik, for først skal vi lære ham fra videoen lidt bedre at kende.

BLIV KLOGERE PÅ, HVEM KIM SCHOU ER

Kim Schou er uddannet journalist fra SDU og har lært sig selv at kode. Han er tidligere digital tilrettelægger på Kristeligt Dagblad, hvor han var med til at sætte den digitale linje på dagsordenen. I dag er han digital redaktør på DR og står i spidsen for et hold af digitale journalister på DR’s digitale redaktion.

Se nogle af de digitale fortællinger, som han har været med til at producere her:

Når alt bliver mørkt (DR) 

En politimand kan også blive bange (DR) 

Klimaet lige nu: Kloden bliver varmere, havene stiger, isen smelter (DR)

Hvad går tabt, når vi ikke længere skriver i hånden? (Kristeligt Dagblad) 

Williams himmel (Kristeligt Dagblad) 

Nu har du styr på, hvem Kim Schou er. Du kommer nok til at møde ham igen, for han viste sig at være et uundværligt bekendtskab i jagten på den store webdokskat.

Vi satte sejl med kurs mod skatten. Vi var frygtløse. Højt humør og sang fyldte dækket den første dag. Vi talte i store vendinger om, hvor prægtig en webdok vi skulle lave. Hvordan det skulle være Illustreret Bunkers flagskib. Vi råbte triumferende ud i natten: ”The sky is the limit!” 

Men ak, som enhver erfaren sømand ved, er havet lunefuldt.

Navigation

På havet har alting nye navne: Styrbord, bagbord, agter og bov. Når besætningen spurgte, hvilken kurs de skulle stikke, sagde vi “til venstre”, og de så uforstående på os. Vi kendte ikke lingoen til havs.

Hvis vi ikke lærte at navigere på det store digitale hav, ville vi aldrig finde frem til skatten. Besætningen gik frustrerede rundt på dækket.

Selvfølgelig! Vi forvirrede besætningen, fordi vi ikke kunne navigere til havs. Venstre er bagbord, højre er styrbord. Da vi ikke var enige med vores besætning om sproget, kom vi ingen vegne. 

På samme måde er det med en webdok. Din læser skal scrolle nedad eller swipe til siden, som hun er vant til fra andre platforme. Ellers kommer hun heller ingen vegne. Hun må altså ikke tænke alt for meget over navigationen. Ligesom der blandt sømændene er enighed om, at styrbord er højre, skal der være enighed mellem dig og din læser om orienteringen i webdokken.

“Til bagbord,” råbte vi, og skibet krængede vildt.

Det hedder måske ikke kun en webdok

Når besætningen gik til køjs om aftenen, lå de og småsnakkede om, hvad en webdok egentlig er? En af dem sagde tilmed, at det faktisk slet ikke hed en webdok.

Undervejs på vores færd, stødte vi ind i mange begreber. Webdok, digital fortælling, longread. Men hvad var egentlig den korrekte betegnelse?

Kim Schou kaldte det en digital fortælling, og måske er det faktisk det bedste ord. Hvorfor?

I vores optik er en digital fortælling en bredere betegnelse for alle de former for historier, der findes på nettet. En webdok derimod refererer mere snævert til en dokumentar på nettet – og det behøver det ikke at være. 

‘Digital fortælling’ forklarer bedre, hvad begrebet dækker over: Nemlig en journalistisk fortælling, hvor der gøres brug af digitale elementer. 

Fra nu kalder vi den det: En digital fortælling.

Kim Schou mener endda, at en sådan fortælling er et rum for fordybelse.

En digital fortælling er ikke en genre, men et redskab til at fortælle sin historie endnu bedre – på historiens egne præmisser. Form er ikke en spændetrøje for indholdet. Den skal derimod understøtte historien og gøre den mere tilgængelig. 

Hvis én del af historien bedst formidles på video, så lad en video vise det! Hvis skurken fra Danske Bank taler med russisk accent, så lad os høre, hvor skurkeagtig han er i en lydbid! Hvis alle tror, de ved alt om børnedødelighed i Afrika, så lad dem tage fejl i en quiz! 

Kort fortalt: Fordi du har hele internettets arsenal af medier til rådighed, er ”the sky” faktisk ”the limit”.

Kapitel 2: At fare vild og komme på rette kurs igen

Efter få dage til søs var euforien svundet ind, og humøret var dalet. Tobias faldt dybere og dybere ind i det vilde internet. Lasse sad ved siden af og kløede sig i hovedbunden. Vi var faktisk ikke ret gode til alt det digitale.

Hvor skulle vi starte? Hvad var det vigtigste? Hvor fandt vi alle redskaberne? Hvordan lærte vi at kode?

Kodekrisen

Hvis du har totalt styr på, hvordan man sætter en flot digital fortælling i verden, så bare spring det her afsnit over. Men hvis du fuldstændig mister orienteringen, så snart du hører ordet ‘kode’, så er du i samme båd, som vi var i.

Men frygt ej. Vi har store nyheder til dig. Eller det har Kim Schou.

Men hvor finder man lige de skabeloner og programmer? Tryk boksen ud og lær navnene på et par stykker.

DEN DIGITALE VÆRKTØJSKASSE

Her er et par hjemmesider, hvor du gratis eller billigt kan få din artikel til at se dyr ud.

Storyform: Et godt redskab med en masse skabeloner. Det kan integreres i WordPress, men det er lidt kompliceret. Der findes masser af guides online! Gratis.
Mural: Gratis program, der har et lækkert, interaktivt udtryk. Skal downloades til computeren.
Shorthand: Meget professionelt, men måske også mest for dig, der arbejder hos BBC, og så koster det måske kassen. Vi ved det ikke, for man skal lige sende en enquiry…
Pageflow: Tysk er altid et kvalitetsstempel. Sådan er det også med pageflow. Og så er det muligt at bruge, selvom du ikke er journalist på BBC. Det koster en skilling, ikke kassen, hvis du vil kunne publicere din historie. Og det vil du nok gerne?

Her får du fem udvalgte programmer, som du måske kan få glæde af, når du sætter dig for at producere din digitale fortælling.

Soundcite: Med dette program kan du indlejre lyd i din tekst – det er lidt high-tech at komme i gang med, men du kan klare det inden for en overskuelig fremtid!
Datawrapper: Kan nemt omdanne dine data (hvis du har sådan nogle) til lækre grafikker og diagrammer. Det bedste ved det hele? Det er gratis!
Procreate: Dine lækre digitale illustrationer, som du selv vil tegne, starter måske her. Hvis altså du har en iPad.
Canva: Er du elendig til at tegne? Programmet lader dig lave illustrationer vha. forskellige små figurer, som du nemt kan indsætte i den selvskabte template. Det er nemt at komme i gang med, så prøv blot at tjek det ud.
Thinglink: Gør det muligt for dig at gøre billeder interaktive og tilføje forskellige infopunkter undervejs, som din læser selv kan klikke sig rundt i. Herefter kan du embedde indholdet i din digitale fortælling.

Mangler du endnu flere redskaber? Så tjek det her google docs-dokument ud. Lavet af Magnus Bjerg, journalist hos TV2. 

Hvis du har mod på at gå i krig med kodning, så kan Kim Schou berolige dig lidt, inden slaget begynder. 

De tre magiske råd

Vi havde nu et digitalt våbenlager med om bord. Men hvad hjælper det, når man ikke ved, hvor man skal sejle hen? Vi manglede vores kompas.

I vores forvildelse stødte vi ind i en ø. Her boede en gammel, forvirret konge i sit slot. Vi spurgte ham om vej, men han ville kun hjælpe os på én betingelse. 

Hver dag havde kongen tusinde gøremål, men han fik aldrig gjort noget færdigt. Hvis han skulle hjælpe os på vej, skulle vi sørge for, at han fik ordnet sine gøremål.

Vi anede ikke, hvordan vi skulle hjælpe ham! Men uden kongens hjælp, kunne vi heller ikke sejle videre. Havde Kim Schou mon et godt råd?

Kongen gik altid i gang, før han var klar. Det var derfor, han aldrig fik gjort noget. Selvfølgelig, tænkte vi. Han skulle bruge tid på at strukturere sin dag og koordinere med sine skatteindkrævere, sine kokke og sin væbner om morgenen.

Men han kunne gøre mere end det, tænkte vi. Han kunne bruge post-its. 

Lidt ligesom, da vi skulle skulle skrive vores eventyr. Vi skrev scener, pointer og ideer ned, hang dem op, og wupti: Pludselig var vores historie mere overskuelig. 

Det kunne kongen også gøre. Han kunne tage dagens gøremål, skrive dem ned, hænge dem op og wupti: Pludselig ville hans dag være mere overskuelig.

Og så kunne han gå i gang. Den tid, han brugte om morgenen, ville være dagevis værd i den anden ende. 

Kongen lyste op. 

“Tak, mine sømænd,” sagde han. “Nu skal I få en krystalkugle med de tre magiske råd, som I kan bruge i jagten på den store digitale skattefortælling.”

Vi havde nu fundet vores kompas. Det var historien, vi skulle styre efter. Ellers ville vi fare vild. Med den gode historie og det digitale mindset skulle vi forhåbentlig komme i land, hvor skatten ville ligge og vente på os.  

Med andre ord, kære læser: Det vigtigste er, at du finder ud af, hvilken historie du har. Det er historien, der skal diktere formen, og ikke formen, der skal diktere historien. 

KIM SCHOUS TI BUD FOR DIGITALE FORTÆLLINGER

Vil du have endnu flere magiske råd? Så prøv at læs de ti bud!

§ 1: Du må ikke have andre guder end historien.
§ 2: Du må ikke lave avisartikler til nettet.
§ 3: Du må ikke glemme, hvor djævlen bor.
§ 4: Du skal holde det klart og enkelt.
§ 5: Du skal vide hvorfor, det skal være en digital fortælling.
§ 6: Du må ikke få mig til at tænke over navigationen.
§ 7: Du skal ikke vente på den gode idé.
§ 8: Du skal stjæle. Kreativt.
§ 9: Du skal lave fejl – og lære af dem.
§ 10: Du skal bryde disse ti bud og alle andre regler.

Her kan du læse mere om de ti bud for digitale fortællinger.

På rette kurs

Ved solopgang lagde vi fra kongens ø. Vi var på rette kurs, men der var stadig meget, vi ikke forstod. Vi vidste, vi ville lave en digital fortælling. Nu skulle vi til at overveje, hvordan den skulle fortælles.

Kim Schou kom os heldigvis til undsætning igen. Han fortalte os, det kunne være smart at tænke i billeder. Mere præcist: Tre billeder, tre key visuals.

Lad os uddybe:

Du opdeler din historie i tre hovedscener. En begyndelse, en midte og en slutning. Overvej, hvilke pointer du skal have med i hver del, og opbyg så spændingen frem mod slutningen. Det er det, vi kalder BMS-reglen.

Til hver hovedscene skal du komme frem til det key visual, der bedst karakteriserer scenen. Som et kompas, der symboliserer orientering.

De perfekte key visuals er dem, der nærmest fortæller hele historien af sig selv. Det gør DR’s webdok om pigen, der bliver blind her: Synet, pengene og til sidst, stjernerne.

Men hvorfor skal du tænke i key visuals?

Fordi det er et godt redskab til at vurdere din digitale fortælling. Hvis fortællingen kan formidles i bare tre billeder, så er den skarpt skåret. Og du er på rette kurs.

Det er her, alle de smarte illustrationer, lækre videoer og lange tekst mødes om det vigtigste: Den gode historie. Dit kompas.

Bare fordi du kan alt, skal du ikke alt

Svup. Svup. Svup. Noget klatrede op ad skibets skrog. 

Pludselig klaskede en kæmpemæssig blæksprutte op på dækket. Den havde hundrede arme, der piskede truende i luften. Vi var stive af frygt. 

Nu lød en rungende stemme.

“Jeg har så mange arme, at jeg kan alt. ALT,” sagde den stolt. 

“Men når jeg har gang i hundrede ting på samme tid, sker det, at mine arme vikler sig sammen, så de slår knuder på hinanden. Jeg ligger til sidst på havets bund som et stort sammenfiltret bløddyr.” 

Sprutten sagde, den ville æde os, hvis ikke vi hjalp den med at få styr på armene. Men vi anede ikke, hvordan vi skulle bære os ad.  

Heldigvis kom Kim Schou os til undsætning. 

Nu vidste vi, hvordan vi kunne hjælpe. Blæksprutten måtte lære at begrænse sig. Den skulle ikke gøre alt, bare fordi den kunne alt. Og det var vigtigt at huske, når vi skulle skrive vores digitale fortælling.

Sprutten vrissede, men gled så tilbage i dybet. Vi åndede lettede op. 

Fortællingens kunst

Skibet skar igennem bølgerne, og vi var fyldt med tro og optimisme. Når vi lå i vores køjer om natten, snakkede vi om alle de fantastiske effekter og animationer, der skulle danse over skærmen. Men ikke for mange, for det havde vi jo lige lært. 

Men hvordan skriver man så en god digital fortælling, tænker du måske?

En god digital fortælling får sine læsere til at hænge på hele vejen. Det vigtigste behøver ikke komme først. Måske kan det endda komme til sidst. Du ville jo ikke heller ikke se Barnaby færdig, hvis morderen tilstod i første scene.

Tænk på, at det er en fortælling, du skal skrive. Du skal få læseren til at hænge på hele vejen med cliffhangers og tilbageholdt information. Lån fra skønlitteraturen, den fortællende journalistik, fra tegneserier eller måske endda fra eventyret, som vi har gjort det.

Men husk, historien er kongen! Den bestemmer. Du skal fortælle historien på den måde, der giver mening for den. Du skal ikke skrive et sørøvereventyr, fordi du tænker, det kunne være sjov, men fordi det giver mening for historien.

SÅDAN SKRIVER DU EN GOD DIGITAL FORTÆLLING
  • Gør som Wikipedia. Inddel i en struktur, så læserne ved, hvad de skal til at læse. Og skriv så. Længden er ligegyldig i en digital fortælling – bare den er spændende nok.
  • Skriv i datid, hvis du som os springer rundt i tiden. Alt andet gør din læser meget mere forvirret.
  • Dyrk skrivekunsten. En god digital fortælling er skrevet godt – virkelig godt.
  • Når du skal skrive, skal du skrive. Du skal ikke fokusere på de andre elementer imens. Din tekst skal kunne bære sig selv.
  • Video og tekst skal ikke sige det samme. Så kan din læser jo bare lade vær med at se din ellers virkeligt velproducerede video – og det gør han så sikkert som himlen er grå og kedelig i november.
  • At putte noget bag et klik, er som at sige: ”Det her kan du se, hvis du har lyst.” – en nedprioritering.
  • Husk: Less is more – og too much er virkelig less. Så skru ned for interaktive elementer, sammenklippede videoer og lækre fotocollager. Hold det simpelt.

Kapitel 3: Skatten

Vi var der næsten. Endelig fremme ved skatten. Efter mange ugers sejlads kunne vi skimte en ø i horisonten. Vi satte anker og gik i land.

Sandet brændte under vores fødder, og vi styrede mod historiens slutning. Endelig lå den der. Skatten. Kisten knirkede, da vi åbnede det tunge låg. Vores drøm var endelig gået i opfyldelse, og om få sekunder ville det vælte ud med guld, sølv og diamanter.

Men hvad? Den var tom. Kunne det virkelig passe? 

Vi så skuffede på hinanden, og slæbte så den tomme kiste ombord.

Hjemfarten gik let. Hurtigt var vi tilbage i Aarhus. Så kan det også være ligegyldigt, sagde Lasse og sparkede til kisten. Vi var på randen af at smide den til storskrald, da noget indeni os alligevel strittede imod. Vi måtte kigge efter. Bare én gang til. 

Og dernede, dybt, dybt nede i bunden af kisten lå der en lille seddel.

Vi drønede hen til vores computer og klikkede os ind på illbunker.dk. Der var den jo. Det var det, der var skatten: Det store webdokeventyr.

Epilog

Du tænker nok, at du nu er nået til vejs ende. Og eventyret er da også slut. Men der er faktisk mere, du kan lære, for nu får du chancen for at lære af alle vores fejl. 

Vi sendte vores digitale fortælling en tur til Kim Schou, så han kunne fortælle om alt det, vi havde gjort godt, og om alt det vi havde gjort knap så godt. Og hvad sagde han så?

Okay, han syntes faktisk, at vi var lykkedes ret godt, selvom vores start var lidt rodet, og vores lille færd i toppen af eventyret ikke helt funkede. Men hvad så med prologen? Kunne han lide den?

Som en podcast ville den være god, tilføjede han. Men måske lidt lang, gentagende og kedelig. Men så, når man lige er kommet over den hårde start, så begynder det rigtig at blive godt og sjovt. Og hvorfor så det?

På øen gik der altså lidt for meget eventyr i den. Vi tabte Kim Schou, og undskyld til dig, kære læser, hvis vi også tabte dig.

Hvis du også måtte sidde med samme tvivl som Kim Schou, så kommer vores tre key visuals lige her: Flagskibet, kompasset, skattekisten.

Fungerer det så overhovedet? Giver det mening at lave en webdok om at lave en webdok?

KIM SCHOUS VIGTIGSTE POINTER FRA FEEDBACKEN
  • Samspillet fungerer. I virkeligheden kunne historien have været en lang kedelig faktaboks. I stedet formår vi faktisk at fortælle historien på en fed, underholdende og legende måde.
  • Få lige styr på designet. Faktaboksene fylder enormt meget på telefonen. Mellemrubrikkerne kunne man måske have lavet mere lækre. Og altså ikke bare i fed skrift.
  • Det allerdårligste? Helt sikkert starten. Det tager for lang tid at komme ind i fortællingen. Lad læseren få kikkerten til øjet fra starten. Lad ham mærke eventyret med det samme. Og lad så vær med at bruge så meget tid på at forklare, hvad det er, hun skal til at læse.
  • Hold fortællingens form hele vejen. Bryd den ikke. Lad det blive ved med at være en metafortælling. En webdok om at lave en webdok.
  • Pas på med de små lydklip-gentagelser. Sig ikke det samme to gange. Som det (desværre) er sket i både prologen og epilogen.
  • Kæl for detaljerne. Lav en krystalkugle rund i stedet for firkantet. Husk at bruge internettets muligheder. Brug links alle steder – også i de ellers virkelige forbilledlige faktabokse. 

Nu er du virkelig nået til vejs ende. For alvor. Og hvis du alligevel skulle have lyst til at høre vores lyd-epilog – og få vores egne seks magiske råd – så giv den lige en enkelt lille chance.

Tak, fordi du læste med.

Her kan du høre, hvad vi lærte af vores store webdok-eventyr

FRA ORD TIL TEKNIK: SÅDAN SKABTE VI DEN DIGITALE FORTÆLLING

Hvordan skabte vi egentlig selv en digital fortælling, tænker du måske? Her er svaret:

Videoerne er optaget på en Iphone 8 – ikke den nyeste generation – og klippet på noget så simpelt som iMovie. Teksten er skrevet i et Google Docs-dokument og derefter bearbejdet i Word. Ja, du læste rigtigt – Word.

Illustrationerne er skabt af Charlotte Stentebjergs fine håndelag. Hun har først og fremmest tegnet alle de fine tegninger, der præger historien. Derefter har hun lavet en stop motion-video, der ses i headeren. Herefter har webredaktør Amalie Rokkedal Simonsen kastet sig ud i PhotoShop for at fjerne baggrunden på de mange tegninger og få dem klar til at komme på hjemmesiden.

Lyde er optaget under en dyne med en lille mikrofon, der nemt kan sættes i en Iphone 8 – klippet i Hindenburg, men du kan lige så fint bruge iMovie og blot fjerne billedet.

Endelig er alle delelementerne samlet i WordPress af webredaktør Amalie Rokkedal Simonsen. Hun har brugt WordPress, som er det program, der ligger bag Illustreret Bunkers hjemmeside samt hjælpeprogrammet Divi Builder, der gør det nemmere at bygge flotte web-artikler op. Her har hun leget med video, billeder i fuld bredde, faktabokse, der kan foldes ud, og meget andet for at få historien til at spille – alt sammen uden at kode, fordi programmet Divi Builder gør det hele for en. I stedet for at kode et billede til at være i fuld bredde, kan man blot trykke på en knap og så indsætter programmet et billede i fuld bredde for en. Det gør det hele meget lettere!

Sociale medier er et journalistisk værktøj

Sociale medier er et journalistisk værktøj

Sociale medier er et journalistisk værktøj

Som journalist kan sociale medier bruges som en mulighed for at komme i dialog med et publikum. Tre professionelle journalister fortæller, hvordan de bruger Twitter og Instagram som en forlænget arm i deres arbejde.

Skribent: Laura Nørkjær Seligmann

Foto: Christian Falck Wolff

Udgivet den 29. oktober 2020

Man har ikke mange dage på gangene som journaliststuderende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole før man bliver præsenteret for strategier til sociale medier.

Der bliver forklaret om do’s and don’ts, og de nye studerende bliver sat til en omgang tilladt stalking af deres medstuderendes profiler på internettet.

Man bliver indført i korrekt journalistopførsel på de sociale medier: Professionel og uden for mange personlige detaljer. Men ser det også sådan ud i virkeligheden?

Tre journalister fra den danske mediebranche fortæller om deres vaner på de sociale medier og deler deres tanker om, hvilke muligheder sociale medier giver som professionel journalist.

 

Klik på billederne herunder og læs, hvordan tre journalister bruger de sociale medier.

JOHANNES LANGKILDE

Johannes Langkilde er uddannet fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i 2004. Herefter fik han job hos TV2 Nyhederne. Først som reporter og senere som studievært. Derefter skiftede han til DR Nyhederne, hvor han i en årrække var udenrigskorrespondent i Washington DC, men er nu hjemme i Danmark igen, hvor han er vært på TV Avisen samt Det Politiske Talkshow.

MARIA JENCEL

Maria Jencel er uddannet journalist fra Syddansk Universitet, hvor hun blev færdig med sin kandidat i 2017. Hun var i praktik hos DR Nyheder og blev senere Grækenlandskorrespondent samt Asien korrespondent for Berlingske. Senere vendte hun tilbage til DR som radiovært på P3. I dag er hun radiovært på 5 Media’s internationale podcast

FREDERIK KULAGER

Frederik Kulager er uddannet journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i 2017. Han tilbragte sin praktiktid hos Politiken og fik efter endt uddannelse job hos Zetland. Her skriver han ifølge hans LinkedIn-profil om ”internettet, politiske bevægelser online og medier”.

Sådan dækker du selvmord: Man bliver nødt til at tale om det for at gøre noget ved det

Sådan dækker du selvmord: Man bliver nødt til at tale om det for at gøre noget ved det

Sådan dækker du selvmord: Man bliver nødt til at tale om det for at gøre noget ved det
Sådan dækker du selvmord: Man bliver nødt til at tale om det for at gøre noget ved det

Det er vigtigt, at medier dækker historier om selvmord, så emnet kan aftabuiseres. Men det kræver overvejelser om, hvordan man dækker selvmord på den bedst mulige måde, ellers kan det føre til mere skade end gavn. Kom med ind i hovedet på to journalister, der har siddet med disse overvejelser.

Skribent: Stine Kærgaard Nissen
Illustrator: Charlotte Stentebjerg-Hansen

Udgivet den 29. oktober 2020

Spørgsmål 1.

 

Du vil gerne skrive en artikel om selvmord. Der er en klokke fra dengang, du havde Medieret og Presseetik, der ringer. Hvad var det nu, du lærte?

Du vil gerne skrive en artikel om selvmord. Der er en klokke fra dengang, du havde Medieret og Presseetik, der ringer. Hvad var det nu, du lærte?

Ulrik Holmstrup er journalist og medlem af Pressenævnet. Han understreger dog, at han ikke udtaler sig på vegne af Pressenævnet.

Ifølge ham har det altid været kutyme, at man ikke omtaler selvmord i medierne, fordi det er noget privat.

”Selvmord handler i bund og grund om privatlivets fred, som er beskrevet i et andet punkt. Men man har valgt at skrive det i et selvstændigt punkt og specifikt pege på, at det er et område, man skal være varsom med,” siger han.

Pressenævnet har de seneste 15 år haft ni sager omhandlende punktet selvmord. I seks af sagerne er der givet kritik. Disse sager har fået kritik, fordi der ikke var nogen almen interesse i at omtale selvmordet.

Spørgsmål 2.

 

Du overvejer, hvad der kan begrunde offentlig omtale af et selvmord. Hvad kommer du frem til?

Du overvejer, hvad der kan begrunde offentlig omtale af et selvmord. Hvad kommer du frem til?

Der er ikke noget entydigt svar på, hvornår offentlig omtale af selvmord kan begrundes. Her må man afveje modstående hensyn. Det er dog ikke et presseetisk problem, hvis de pårørende har indvilliget i omtalen. Og er der tale om et selvmordsforsøg, er det ligeledes ikke problematisk, hvis personen selv ønsker at stå frem.

Annette Erlangsen er seniorforsker og programleder på Dansk Forskningsinstitut for Selvmordsforebyggelse. Hun mener, at det generelt er vigtigt at dække selvmord, fordi det er et tabubelagt emne. Derfor skal man ikke afholde sig fra emnet som journalist, selvom det kan være udfordring.

En af de journalister, der har dækket selvmord, er Andrea Dragsdahl, der er journalist på Zetland. Hun skrev d. 28. september 2020 artiklen Færre danskere forsøger selvmord. Jeg forsøgte at finde forklaringen bag en overset succes. Hun mener, det er vigtigt at skrive om selvmord for at kunne aftabuisere emnet.

Hør Andrea Dragsdahls tanker om emnets relevans:

I februar 2020 udgav DR dokumentaren Døde pigers dagbog. Den handler om et netværk af unge piger, som deler deres erfaringer med selvskade og selvmord på det sociale medie Instagram. Bag dokumentaren stod tilrettelæggerne Maria Lyhne Høj og Laurits Nansen. De syntes, det var vigtigt, at offentligheden fik kendskab til netværket, fordi selvskaden og selvmordstankerne bredte sig i netværket.

”Der var risiko for dominoeffekter – altså at det førte til mere selvskade, når pigerne bevægede sig i det her netværk. Derfor var det vigtigt, at eksistensen af netværket kom frem, så Instagram, behandlere og pårørende kunne forholde sig til det,” siger Laurits Nansen.

Det var en svær balance, hvordan dokumentaren skulle formidle, hvad der skete i netværket, uden at den bidrog til domino-effekten.

Hør Laurits Nansen fortælle om sine overvejelser:

 ”Havde det været små klip, hvor det bare havde set lækkert ud med folk, der forsøger selvmord, så ville vi have begået præcis den samme fejl som Instagram.” 

– Laurits Nansen, tilrettelægger hos DR 

 ”Havde det været små klip, hvor det bare havde set lækkert ud med folk, der forsøger selvmord, så ville vi have begået præcis den samme fejl som Instagram.” 

– Laurits Nansen, tilrettelægger hos DR 

Spørgsmål 3.

 

Du føler dig usikker på, hvordan du dækker emnet selvmord på den bedst mulige måde. Hvad gør du?

Du føler dig usikker på, hvordan du dækker emnet selvmord på den bedst mulige måde. Hvad gør du?

 Det er ikke Pressenævnets opgave at vurdere, hvordan journalister dækker selvmord på den bedst mulige måde.

Men det kan være en god ide som journalist at spørge eksperter i selvmord til råds, når man dækker emnet. Både Andrea Dragsdahl og Laurits Nansen spurgte eksperter til råds og brugte eksperter til at se deres arbejde igennem inden udgivelsen.

Det er ikke Pressenævnets opgave at vurdere, hvordan journalister dækker selvmord på den bedst mulige måde.

Men det kan være en god ide som journalist at spørge eksperter i selvmord til råds, når man dækker emnet. Både Andrea Dragsdahl og Laurits Nansen spurgte eksperter til råds og brugte eksperter til at se deres arbejde igennem inden udgivelsen.

Hør, hvad Andrea Dragsdahl fik ud af at spørge eksperter til råds i arbejdet med artiklen:

”Der var en masse ting, jeg ikke havde tænkt over, som eksperterne lagde mærke til.”

– Andrea Dragsdahl, journalist hos Zetland 

”Der var en masse ting, jeg ikke havde tænkt over, som eksperterne lagde mærke til.”

– Andrea Dragsdahl, journalist hos Zetland 

Eksperternes vejledning tager udgangspunkt i WHO’s guidelines til, hvordan medier kan dække selvmord på en ansvarlig måde.

Anette Erlangsen, seniorforsker og programleder på Dansk Forskningsinstitut for Selvmordsforebyggelse, fortæller, at der findes evidens for, at hvis man følger disse retningslinjer og dækker selvmord på den rigtige måde, kan det føre til et fald i selvmord og selvmordsforsøg. Det kaldes Papageno-effekten.

Papageno-effekten…

… stammer fra Mozarts opera Tryllefløjten, hvor Papageno bliver selvmordstruet, da han mister sit livs kærlighed. Men tre ånder griber ind og viser ham, at selvmord ikke er en udvej. Papageno-effekten er et udtryk for, at den rigtige omtale af selvmord kan føre til et fald i selvmord.

Det er et modsvar til Werther-effekten, som kommer fra Goethes Den Unge Werthers lidelser. I bogen dør hovedpersonen ved selvmord. Dens udgivelse startede en bølge af selvmord i Tyskland og resten af Europa, hvor unge mænd identificerede sig med Werther og kopierede hans selvmordshandling.

Kilde: https://selvmordsforskning.dk/viden/presse/papageno-prisen/ og https://selvmordsforskning.dk/aktuelt-werther-effekten/

Papageno-effekten…

… stammer fra Mozarts opera Tryllefløjten, hvor Papageno bliver selvmordstruet, da han mister sit livs kærlighed. Men tre ånder griber ind og viser ham, at selvmord ikke er en udvej. Papageno-effekten er et udtryk for, at den rigtige omtale af selvmord kan føre til et fald i selvmord.

Det er et modsvar til Werther-effekten, som kommer fra Goethes Den Unge Werthers lidelser. I bogen dør hovedpersonen ved selvmord. Dens udgivelse startede en bølge af selvmord i Tyskland og resten af Europa, hvor unge mænd identificerede sig med Werther og kopierede hans selvmordshandling.

Kilde: https://selvmordsforskning.dk/viden/presse/papageno-prisen/ og https://selvmordsforskning.dk/aktuelt-werther-effekten/

Spørgsmål 4.

 

Du vil gerne have ansigt på de personer, som har haft selvmord inde på livet. Hvordan gør du det?

Du vil gerne have ansigt på de personer, som har haft selvmord inde på livet. Hvordan gør du det?

En af anbefalingerne fra WHO er at bringe historier om, hvordan man kan takle selvmordstanker. Annette Erlangsen fortæller, at det kan være gavnligt, hvis man bringer positive personlige beretninger om folk, der har haft selvmord inde på livet.

”Det er ikke farligt at bringe historier om nogen, der har det svært. Man kan gøre noget godt ved at fortælle om, hvordan en person er kommet ud af sine selvmordstanker.”

– Anette Erlangsen, seniorforsker og programleder på Dansk Forskningsinstitut for Selvmordsforebyggelse

”Det er ikke farligt at bringe historier om nogen, der har det svært. Man kan gøre noget godt ved at fortælle om, hvordan en person er kommet ud af sine selvmordstanker.”

– Anette Erlangsen, seniorforsker og programleder på Dansk Forskningsinstitut for Selvmordsforebyggelse

Andrea Dragsdahl valgte i sin artikel at bruge erfaringskilden Emma, som har forsøgt selvmord, men som nu har fået det bedre.

Hør Andrea Dragsdahl fortælle, hvorfor hun valgte Emma som kilde:

Annette Erlangsen fortæller dog, at det kan være skadeligt, hvis personer, som er døde ved selvmord, fremstilles som rollemodeller. Det kunne være, hvis en kendt person dør ved selvmord, og det glorificeres i medierne som en heltegerning.

I DR-dokumentaren medvirker tre piger fra netværket. De er nøje udvalgt, fordi de er reflekterede over netværkets konsekvenser, så det, der foregår i netværket, ikke fremstår forbilledligt. I stedet bruges kilderne til at advare om netværket.

Hør Laurits Nansen fortælle, hvilke tanker der lå bag kildevalget:

”Det var vigtigt for os, at der var nogle piger, der var i stand til at reflektere over det, de havde været igennem.”

– Laurits Nansen, tilrettelægger hos DR

”Det var vigtigt for os, at der var nogle piger, der var i stand til at reflektere over det, de havde været igennem.”

– Laurits Nansen, tilrettelægger hos DR

Spørgsmål 5.

 

Hvordan forholder du dig til, at din kilde kan være ekstra sårbar?

Hvordan forholder du dig til, at din kilde kan være ekstra sårbar?

Når man bruger sårbare mennesker som kilder, bør man sikre sig, at de har en kontaktperson, som de kan gå til eller ved, hvor de kan hente hjælp, mener Annette Erlangsen.

”Det anbefales, at hvis en person er selvmordstruet, så skal man ikke give slip på dem, før en anden har taget over. Det kan jo også gælde for journalister,” siger hun.

Andrea Dragsdahl brugte eksperter til at give råd og vejledning om, hvordan man interviewer sårbare mennesker.

Hør hvilke råd, Andrea Dragsdahl fik fra eksperter:

”Det er vigtigt, at man som journalist ikke bare tænker, at man er god til sit arbejde.”

– Andrea Dragsdahl, journalist på Zetland

”Det er vigtigt, at man som journalist ikke bare tænker, at man er god til sit arbejde.”

– Andrea Dragsdahl, journalist på Zetland

Hør, hvilke overvejelser Laurits Nansen har gjort sig om at tage ansvar for kilderne, der medvirker i Døde pigers dagbog:

Spørgsmål 6.

 

Da du taler med din erfaringskilde, fortæller personen dig detaljeret om sit selvmordsforsøg. Viderebringer du det i artiklen?

Da du taler med din erfaringskilde, fortæller personen dig detaljeret om sit selvmordsforsøg. Viderebringer du det i artiklen?

En anden af WHO’s retningslinjer er, at man ikke skal nævne metoder til selvmord. At beskrive selvmordsmetoder kan ifølge Annette Erlangsen være direkte skadeligt.

”Beskrivelser af metoder er en dårlig ide. Vi har evidens for, at når en konkret metode beskrives, kan det føre til en stigning i selvmordsforsøg med den samme metode,” siger hun.

 Derfor beskriver Andrea Dragsdahl i sin artikel ikke metoder, som kan give folk ideer til selvmord.

”Min kilde, Emma, har forsøgt selvmord mange gange, så jeg spurgte hende hvordan og hvornår. Det skrev jeg ikke ind. Jeg skrev, at hun har forsøgt selvmord, men ikke hvordan,” siger hun.

I Døde pigers dagbog fandt de det nødvendigt til en vis grad at videreformidle metoder til selvmord, fordi det blandt andet var metoder til selvmord, der blev delt i netværket, og som dokumentaren søgte at afdække. Men detaljer videreformidles ikke.

Hør Laurits Nansen give et eksempel på, hvordan han undgik at videreformidle detaljer:

”Vi ved, hvad det er for en væske, vedkommende har drukket. Det bliver ikke fortalt.”

– Laurits Nansen, tilrettelægger hos DR

”Vi ved, hvad det er for en væske, vedkommende har drukket. Det bliver ikke fortalt.”

– Laurits Nansen, tilrettelægger hos DR

I Pressenævnet kan der være tilfælde, hvor detaljeringsgraden i omtalen af et selvmord kritiseres. Men igen er det af hensyn til beskyttelsen af privatlivets fred.

”Vi kan godt gå ind og sige: ’Det var relevant at omtale selvmordet, men detaljeringsgraden kunne have været mindre.’ Man behøver ikke at gå i detaljer med forskellige makabre ting, for der er vi ude over den almene interesse,” siger Ulrik Holmstrup.

Spørgsmål 7.

 

Hvordan forholder du dig til de pårørende til en person, som er død ved selvmord?

Hvordan forholder du dig til de pårørende til en person, som er død ved selvmord?

WHO peger på, at man bør udvise forsigtighed og ekstra opmærksomhed i interviews med pårørende til en, som er død ved selvmord. Efterladte efter selvmord har større sandsynlighed for selv at udvise selvmordsadfærd. De udgør derfor også en sårbar gruppe.

Ifølge WHO kan det være gavnligt for pårørende til selvmord at have nogen at kunne spejle sig i i mediebilledet. Det kan især være gavnligt, hvis mediedækningen giver indsigt i, hvordan de pårørende har taklet at miste en til selvmord.

Ulrik Holmstrup fra Pressenævnet fortæller, at omtale af selvmord ikke er et presseetisk problem, når de pårørende selv ønsker at stå frem. Det er nemlig typisk de pårørende, der klager.

”Det er vores opgave at vurdere forholdet mellem hensynet til privatlivs fred og hensynet til en eventuel offentlig interesse. Som udgangspunkt har de pårørende ret til beskyttelse af deres privatliv, men nogle omstændigheder kan gøre, at det er okay, hvis mediet har omtalt det,” siger han.

 I Døde pigers dagbog er hovedpersonen Maja Luna død ved selvmord. Samarbejdet med Maja Lunas mor var vigtigt i arbejdet med dokumentaren.

Hør Laurits Nansen fortælle om samarbejdet med Maja Lunas mor:

Spørgsmål 8.

 

Nu har du lavet din research. Er der noget, du skal være særligt opmærksom på inden offentliggørelse?

Nu har du lavet din research. Er der noget, du skal være særligt opmærksom på inden offentliggørelse?

Your score is

WHO anbefaler, at man angiver, hvor man kan søge hjælp, hvis man har selvmordstanker, når selvmord omtales i medierne. På Livsliniens hjemmeside kan der findes et Pressekit, der ser sådan ud:

Du kan kontakte Livslinien, hvis du har selvmordstanker eller er i anden alvorlig livskrise, eller hvis du er pårørende eller efterladt til selvmord.

Telefonrådgivning, 70 201 201 alle årets dage fra kl. 11-05

Netrådgivning alle ugens dage på www.skrivdet.dk

Chatrådgivning mandag og torsdag kl. 17-21 samt lørdag kl. 13-17

Du kan kontakte Livslinien, hvis du har selvmordstanker eller er i anden alvorlig livskrise, eller hvis du er pårørende eller efterladt til selvmord.

Telefonrådgivning, 70 201 201 alle årets dage fra kl. 11-05

Netrådgivning alle ugens dage på www.skrivdet.dk

Chatrådgivning mandag og torsdag kl. 17-21 samt lørdag kl. 13-17

Hør Andrea Dragsdahls tanker om at gøre henvisningen Livslinien tydelig:

”Når du støder på opslaget i dit feed, så synes jeg, at det skal være der.”

– Andrea Dragsdahl, journalist hos Zetland 

”Når du støder på opslaget i dit feed, så synes jeg, at det skal være der.”

– Andrea Dragsdahl, journalist hos Zetland 

”Det, der er afgørende for os, er, at man husker at nævne, hvor man kan søge hjælp – uanset om man refererer til Livslinien eller andre steder. Det er vigtigt ikke at efterlade mennesker, der er berørte af problematikken, uden en reference til videre hjælp,” skriver Jeppe Kristian Toft, direktør for Livslinien, i en mail.

”Det, der er afgørende for os, er, at man husker at nævne, hvor man kan søge hjælp – uanset om man refererer til Livslinien eller andre steder. Det er vigtigt ikke at efterlade mennesker, der er berørte af problematikken, uden en reference til videre hjælp,” skriver Jeppe Kristian Toft, direktør for Livslinien, i en mail.

 Artiklen er nu færdigskrevet. Du har gjort dig dine overvejelser og er klar til at dække selvmord som journalist. Her kan du se alle anbefalingerne fra WHO om ansvarlig dækning af selvmord.

 Artiklen er nu færdigskrevet. Du har gjort dig dine overvejelser og er klar til at dække selvmord som journalist. Her kan du se alle anbefalingerne fra WHO om ansvarlig dækning af selvmord.

WHO’s korte anbefaling til ansvarlig rapportering om selvmord

Hvad bør man gøre:

  • Angiv, hvor man kan søge hjælp, hvis man har selvmordstanker
  • Bring fakta om selvmord og selvmordsforebyggelse, uden at sprede myter
  • Bring gerne historier om, hvordan man kan takle eller mestre belastende livsomstændigheder eller selvmordstanker og hvor man kan få hjælp
  • Udvis forsigtighed, når der rapporteres om berømte personers selvmord
  • Vær særligt opmærksom og udvis omtanke, når du interviewer familie eller venner, der er efterladte efter selvmord
  • Vær opmærksom på at mediefolk selv kan blive påvirket af historier om selvmord

 Hvad bør man undlade at gøre:

  • Gør ikke historier om selvmord til ’forsidestof’ og placer ikke teksten på et fremtrædende sted. Ligeledes bør historier heller ikke bringes flere gange
  • Anvend ikke sensationelt sprogbrug eller vendinger, der normaliserer eller præsenterer selvmord som en konstruktiv løsning på problemer
  • Nævn ikke den anvendte metode
  • Nævn ikke oplysninger om steder/lokaliteter
  • Brug ikke sensationelle overskrifter
  • Benyt ikke fotografier, videooptagelser eller links til sociale medier

Kilde: https://drisp.dk/who-medieguidelines/

WHO’s korte anbefaling til ansvarlig rapportering om selvmord

Hvad bør man gøre:

  • Angiv, hvor man kan søge hjælp, hvis man har selvmordstanker
  • Bring fakta om selvmord og selvmordsforebyggelse, uden at sprede myter
  • Bring gerne historier om, hvordan man kan takle eller mestre belastende livsomstændigheder eller selvmordstanker og hvor man kan få hjælp
  • Udvis forsigtighed, når der rapporteres om berømte personers selvmord
  • Vær særligt opmærksom og udvis omtanke, når du interviewer familie eller venner, der er efterladte efter selvmord
  • Vær opmærksom på at mediefolk selv kan blive påvirket af historier om selvmord

 Hvad bør man undlade at gøre:

  • Gør ikke historier om selvmord til ’forsidestof’ og placer ikke teksten på et fremtrædende sted. Ligeledes bør historier heller ikke bringes flere gange
  • Anvend ikke sensationelt sprogbrug eller vendinger, der normaliserer eller præsenterer selvmord som en konstruktiv løsning på problemer
  • Nævn ikke den anvendte metode
  • Nævn ikke oplysninger om steder/lokaliteter
  • Brug ikke sensationelle overskrifter
  • Benyt ikke fotografier, videooptagelser eller links til sociale medier

Kilde: https://drisp.dk/who-medieguidelines/

Først på Breaking

Først på Breaking

Først på Breaking

Danmarks mest læste nyhedssite vil også være de bedste på breaking. Ekstra Bladet vil være avisen, du klikker dig ind på, når du skal have de hurtigste opdateringer. Bag de mange artikler, der hver dag bliver sendt ud som breaking news, sidder Ekstra Bladets nye breakingcenter. En flok journalister, der hele tiden holder et vågent øje med det, der sker lige nu.

Skribent: Charlotte Kowal

Foto: Johanne Teglgård

Udgivet den 03. april 2020

”Vi har jo nemt ved at finde nyheder i de her dage,” fortæller Kim Vangkilde, mens han går gennem nyhedsredaktionen på Ekstra Bladet.

Kim Vangkilde er nyhedschef på Ekstra Bladet, og han har travlt i de her dage. Det er tirsdag den 10. marts, og coronavirussen fylder alt i medierne, efter at faren for smitte har lagt gader tomme i Danmark og det meste af Europa. Klokken er kvart over otte, og de fleste journalister er mødt ind på redaktionen ved Rådhuspladsen. Foran flere af computerskærmene står der papkrus med filterkaffe fra 7-eleven. En tallerken med krummer og æggeskaller vidner om, at nogen har spist sin morgenmad på redaktionen, mens de blev opdateret om dagens nyheder.

I oktober sidste år etablerede Ekstra Bladet et nyt breakingcenter. Det skal blandt andet gøre eb.dk stærkere på at være den hjemmeside, som danskerne klikker ind på, når de skal opdateres på, hvad der sker lige nu.

Breakingredaktionen på Ekstra Bladet har et mål. De vil være de første, de bedste og de rigtigste. Men hvordan sørger man for at være de hurtigste, der er ude med en nyhed og samtidig sikre, at historien er tjekket helt igennem for fejl i fakta? Det er en balance, som Kim Vangskilde er opmærksom på.

”Vi vil hellere være 5 min. senere ude med en historie for at være 200 procent sikker,” siger han.

Kim Vangkilde har arbejdet 9 år for Ekstra Bladet. De seneste to år som nyhedschef.

Ejerskab på breaking

Ved breakingbordene i midten af det store lokale, hvor mange af Ekstra Bladets redaktioner er samlet, sidder avisens forsideredaktør, Peter Roelsgaard, og opdaterer forsiden. Rykker historierne op og ned. Tilføjer gule baggrunde til de historier, som kræver ekstra opmærksomhed. Foran ham lyser computerskærmen gult med forsidens breakingbjælker.

”Nu præsenteres nye coronavirustiltag” står lige nu øverst hjemmesiden.

En anden af skærmene foran Peter Roelsgaard viser, hvor mange besøgende der har været på eb.dk, og hvor mange der klikker ind på de forskellige historier på forsiden. I går slog avisen sine rekorder for besøgende. Coronavirussen får danskerne til at klikke sig oftere ind på hjemmesiden for at få de nyeste opdateringer. Skaber en historie ikke nok aktivitet, bliver den hurtigt rykket længere ned. Det samme gælder, når den har ligget øverst for længe. Så skal der nye historier på forsiden. Andre historier bliver prioriteret højere oppe, for at skabe mix i historierne eller hvis de er særligt væsentlige. Det hele skal ikke være coronavirus.

I midten af bordene kører TV2 News. Lyden er skruet ned, mens skærmen viser billeder af den igangværende kandidatkamp mellem Bernie Sanders og Joe Biden, som næsten er glemt med coronavirussens udbrud.

Ved siden af Peter Roelsgaard sidder Jakob Hansen. Han er avisens nyhedsjæger. Foran er en skærm, hvor han kan overvåge opdateringer og pressemeddelelser, der kommer ud på Twitter. Lige nu tjekker han rigspolitiets hjemmeside for, hvor stor smittespredningen er i Danmark. Coronatallene opdateres åbenbart i smug på hjemmesiden, så Jacob griber telefonen for at ringe til tech-afdelingen: ”Kan man ikke få en alarm på, hver gang der kommer nye tal?”

Jakob Hansen har været med til at opstille de nye kriterier, som gør en nyhedshistorie til breaking.

”En historie må køre breaking, når det er noget, der ikke sker for tit. Det er det, der er vigtigst lige nu. Vi har nogle rettesnore for, hvornår vi kører breaking på nyheder. Men det handler selvfølgelig stadig meget om mavefornemmelse,” siger han.

Og på breakingredaktionen har de høje ambitioner for, hvor meget breakingnyhederne skal fylde på Ekstra Bladet.

”Vi vil gerne tage mere ejerskab på breakingnyheder. Det må gerne blive en del af vores brand, på samme måde som TV2 også vil være kendt for at være hurtige på breaking,” forklarer Jakob Hansen.

Ren corona

”Så lad os tage ren Corona,” ender Kim Vangkilde med at sige til redaktionsmødet, der starter 09:45. Her er der samlet repræsentanter fra hver af avisens redaktioner for at idéudvikle og diskutere dagens historier. De står alle med enten notesbøger eller telefonen fremme. Chefredaktør Poul Madsen er ude af huset, så det er Kim Vangkilde, der styrer mødet.

Han havde ellers startet redaktionsmødet ud med at spørge efter historier, der ikke var relateret til corona. Selvom virussen fylder næsten alt, og læserne hele tiden gerne vil opdateres på situationen, er der stadig andre nyheder, som også skal ud. På sportsredaktionen er de fleste idéer præget af corona, som er skyld i flere aflyste sportsbegivenheder. Ekstra Bladets graverredaktion, ’Dagsorden’, er i gang med at undersøge, hvad det har kostet statskassen at ændre navnet på moderniseringsstyrrelsen. Krim-redaktionen venter på nyt omkring et skeletfund, mens underholdningsredaktionen Flash! undersøger plagiatanklagerne mod weekendens vinder af Melodi Grand Prix. Det ender dog alligevel med, at historierne hurtigt drejer sig over mod at handle om corona, som fylder stort set alt i nyhedsbilledet.

”Er der nogen, der ryger i karantæne igen?” bliver der spurgt.

Rundt omkring bordet bliver det diskuteret om man kan ryge i 14 dages karantæne ad flere omgange. Der bliver allerede snakket om eventuelle overskrifter, hvis sådan en historie bliver en realitet. ”Forårets mest uheldige mand?” er der en, der foreslår.

Snart holder Mette Frederiksen pressemøde om regeringens nye tiltag, og Ekstra Bladet har allerede sendt to journalister afsted for at dække det og stille spørgsmål til statsministeren. Kim Vangkilde vil gerne have nogle kritiske spørgsmål til Mette Frederiksen og foreslår, at de sender Brian Weichardt afsted mod Christiansborg også.

Efterhånden som der ikke er flere idéer tilbage, går de fleste tilbage på redaktionerne, for at arbejde videre med de artikler, der bliver diskuteret til mødet. Andre bliver stående og diskuterer videre på, hvordan den nye coronasituation skal dækkes. 

 

Ingen løftede pegefingre

På Ekstra Bladet er det netop vigtigt, at læserne hele tiden kan finde et mix af historier på hjemmesiden. Selvom artiklerne om coronavirussen fylder det meste på hjemmesiden, kan man også læse artiklen ”Hjemløs hund har fået nyt hjem”. Men hvorfor skal nyheder om hjemløse hunde sidestilles med påbud om at undgå myldretiden i den offentlige transport?

”Forsiden skal være for alle. Der skal hele tiden være et mix af historier, der underholder eller oplyser. Hvis du kommer for at læse en artikel om Paradise Hotel, kan det måske være, du bliver hængende på hjemmesiden og får mere samfundsoplysning fra nogle andre artikler. Det handler om fingerspidsfornemmelse. Er denne her historie relevant for tilstrækkelig mange mennesker?” siger Kim Vangkilde.  

Som eksempel nævner han nyheden om, at de tidligere skuespillere fra den populære tv-serie ’Friends’, bliver samlet igen for at indspille et nyt afsnit. Nyheden havde måske ikke stor samfundsrelevans, men alligevel var der en masse læsere, der klikkede sig ind for at læse mere om genforeningen.

Kim Vangkilde bekymrer sig heller ikke om, hvorvidt læserne kan miste blik for de vigtigste historier, som må vige forsidepladsen, for nye artikler der hele tiden bliver sendt ud på eb.dk.

”Vi vil ikke være en løftet pegefinger for vores læsere og fortælle dem, hvad der er vigtigst at læse,” siger Kim Vangkilde.

Lynhurtige rubrikker

Kl 11:00 holder Mette Frederiksen pressemøde om regeringens nye tiltag mod coronavirussen, der for alvor er ved at sprede sig i Danmark. Der bliver skruet op for lyden på fjernsynet, så alle kan følge med i statsministerens ord. Journalisterne på nyhedsredaktionen holder pause med historier, de er i gang med, for at vende kontorstolene om og rette sig mod skærmen, hvor pressemødet bliver streamet direkte fra TV2 News. Nogle af dem, der sidder længere væk, har sat sig i vindueskarmene ved breakingafdelingen for at kunne følge med i pressemødet.

”Da jeg stod her i går var 157 danskere smittede med corona. I dag har vi 514 smittede,” starter Mette Frederiksen.

Hun når knapt nok at afslutte sin sætning, før Jakob Hansen har sendt den første overskift afsted til eb.dk. Den bliver med det samme rykket øverst op på hjemmesiden og får den velkendte gule breakingbaggrund. Længere nede i lokalet sender SoMe-afdelingen med det samme nyheden direkte ud på Facebook, så den når ud til endnu flere mennesker. Lyden af fingre, der taster hurtigt på tastaturet, er det eneste, der forstyrrer lyden fra pressemødet.

”Jeg har allerede opdateret grafikken,” er der en der siger højt.

Ved siden af Peter Roelsgaards skærm hænger en iPad, hvor der løbende tikker breakingnyheder ind fra danske nyhedsmedier. Med få minutters mellemrum lyser skærmen med overskrifter fra DR og TV2.

I takt med Mette Frederiksens pressemøde kommer der endnu flere breakingnyheder op på eb.dk:

”Coronavirus LIVE: Nu præsenteres nye corona tiltag”

”Alle fly fra Norditalien til Danmark indstilles”

”UM: Flere danskere kan strande i udlandet”

De tre blinkende prikker viser, at nyhederne stadig er ved at blive opdateret. Livebloggen bliver opdateret hele tiden af Ekstra Bladets journalister, så læserne kan følge med i pressemødet minut for minut.

Da Mette Frederiksen når til spørgerunden, begynder de fleste på redaktionerne at rette blikket mod deres egne computere igen. Nu skal der skrives videre på de forskellige overskrifter, som er blevet sendt ud den seneste time. Jakob Hansen er allerede i gang med at finde citater fra pressemødet, som skal bruges i de artikler, der allerede ligger på eb.dk.

 

Nyt på forsiden

Der står flere tomme stole på redaktionen, mens folk er gået ned for at holde frokostpause. Andre sidder med tallerkener foran computeren. En telefon i den ene hånd og en gaffel i den anden.

I breakingafdelingen bliver Kim Vangkildes frokost hele tiden afbrudt af telefonopkald og andre på redaktionen, der skal høre hans mening om noget, de arbejder på eller skal i gang med. Der er en strøm af mennesker fra de andre redaktioner, der kommer ind på breakingafdelingen for at diskutere Mette Frederiksens ord. 

Coronavirussen fylder det meste af forsiden på eb.dk, hvor sidevisningerne allerede ligger over målet, men der går ikke længe før artiklen ”Undgå bus og tog i myldretiden” allerede er blevet rykkere længere ned på hjemmesiden, for at gøre plads til nye artikler der fortjener en forsideplads.

KunMors: Mediet på øen bag havet

KunMors: Mediet på øen bag havet

KunMors: Mediet på øen bag havet

Fra sit hjemmekontor i en murstensvilla i Nykøbing Mors på den smukke ø i Limfjorden, Mors, har journalist David Højmark, startet et medie om de lokale til de lokale. Han insisterer på at tage penge for noget, der i stigende grad forventes gratis. Og det fungerer.

Skribent: Kresten Andersen

Foto: Valdemar Ren

Udgivet den 23. marts 2020

David streger småirriteret sine skriblerier i notesblokken ud. Han vender sig igen mod telefonen og lytter.
”Så har vi et ærgerligt indbrud i en villa ude i Hanstholm…,” siger stemmen i den anden ende af røret. David streger endnu en gang.

Klokken er 08.05 onsdag morgen. Vi befinder os ved et skrivebord i en dagligstue i en rød murstensvilla i Nykøbing Mors. For enden af skrivebordet sidder 46-årige David Højmark. I den anden ende af røret messer en politimand monotont op fra politiets døgnrapport. Med en erfaren hastighed skribler David stikord i sin sorte notesbog.

Udover David Højmark er der tre andre med på linjen. Alle journalister med fokus på den nordvestlige del af Jylland, nærmere bestemt Thy, og i Davids tilfælde nærmere bestemt Mors.

Når man kører over den smukke Sallingsundbro, som de fleste af os kender fra halvtredskronesedlen, kører man ind på Davids journalistiske jagtmarker. Han dækker alt på Mors. Fra de stejle klinter på Nordmors til det lave landbrugsland på Sydmors. Han dækker de godt 20.000 morsingboere på den godt 360 kvadratkilometer store, naturskønne ø i Limfjorden.

Det er også grunden til, at David streger alle meddelelser ud, der kommer ind denne morgen. De omhandler nemlig Thy-regionen, ikke Mors, som David udelukkende dækker på sit nyopstartede webmedie KunMors.dk, som han lancerede i januar i år.

Et tomrum

Inden David søsatte KunMors var han sportsjournalist i 13 år på Morsø Folkeblad. Her dækkede han alt hvad der rørte sig i sportens verden på Mors, hvor håndbold er nationalsport. Det gjorde han, indtil den 142 år gamle avis sidste år lukkede, efter den  i 2013 blev opkøbt af Nordjyske. Det betød, ifølge David, at morsingboerne nu skulle kigge endnu længere i spalterne efter lokalnyhederne.

”De lokale manglede lokalstof. Når Nordjyske lukker en avis og siger, at redaktionen skal dække både Thy og Mors, så er der noget, de ikke får dækket. Morsingboerne har oplevet at dækningen er faldet,” siger David Højmark fra sin plads ved skrivebordet.

Det var i det tomrum, der blev skabt af Morsøs Folkeblads død, at David så et behov for et lokalt medie, der beskæftigede sig med Mors. Kun Mors. Her halvanden måned efter opstarten virker det til, at han har ramt plet.

”Det budget jeg sendte til banken, der skulle jeg være på 50 abonnenter ved udgangen af februar, og jeg skulle være ved 346 omkring nytår. Nu er jeg på 509… så jeg er mere end et år foran budgettet. Så jeg er meget, meget tilfreds med starten, ” siger David.

Det flotte resultat kommer i en tid hvor mange lokale medier drejer nøglen om. For at gøre bedriften endnu mere imponerende er KunMors et betalingssite. 69 kroner om måneden for de ultralokale nyheder, 49 kroner om måneden, hvis man betaler for et år. Intet gratis indhold.

Onde tunger vil kalde det en satsning at fokusere på betalingsindhold på ultralokalt stof i en verden, hvor de fleste er vant til at få verdensomspændende nyheder gratis. Men for David er netop dét filosofien.

”Jeg har besluttet mig for, at alt jeg leverer skal koste penge. Alt nyhedsstof, alt baggrund og alle portrætter. Alt jeg laver journalistisk skal man betale for. Jeg kan ikke forstå, at man bruger en masse penge på at uddanne journalister, fotografer og grafikere og så sætter man dem i arbejde og siger ”det I laver, det er sgu ingen penge værd, det forærer vi bare væk”… og så regner man med, at kunderne kommer.”

Kampen for et velfungerende lokalmedie på Mors er ikke bare netop det, men også kampen mod den tendens til gratisnyheder der har slået sig fast i branchen med internettets overtagen. En tendens der gør det svært for de små lokale medier.

”Jeg er en af dem, der går rundt og er temmelig sur på de medier, der eksisterede dengang internettet kom frem. Jeg kan godt forstå, de ikke vidste, hvad de skulle stille op med den her nye opfindelse, men at de reagerede ved at sige ’hov, dér kommer noget internet. Vi smider bare alt vores stof gratis på det, så skal kunderne og annoncørerne nok komme’… og nu står vi her 20 år senere,” siger David.

Højre: David Højmarks dag bød blandt andet på at give interview til tre lokale skoleelever, der skulle prøve kræfter med lokaljournalistik og derfor skrev om KunMors.

Succesen kommer ikke af sig selv

David er klædt i en blå nystrøget skjorte, der ikke afslører, at KunMors drives fra journalistens egen dagligstue. Den præsentable stil kommer efter morgenens oplæsning fra døgnrapporten hurtigt til sin ret. David skal ned i byen, godt 600 meter fra redaktionen, for at aflevere nogle dokumenter til sin revisor.

”Jeg troede fra starten, at jeg skulle ordne det hele med regnskaber og så videre, men det var ved at tage livet af mig. Jeg har taget nogle forskellige kurser. Så forstår jeg det og lukker computeren, næste morgen har jeg glemt det igen,” siger David med et grin.

Revisoren, som nu er én af 12 annoncører på det lille lokalmedie, har givet David lidt mere ro til at beskæftige sig med det sjove. Journalistikken.

Det betyder dog ikke, at David ikke har nok at kaste sig over. Med arbejdsdage der strækker sig fra politiets døgnrapport kl. 8 om morgenen og, som i dag, til han er hjemme kl. 23 fra dækningen af den håndboldkamp Mors-Thy Håndbold spiller i Aalborg, hvorefter der skal skrives kampreferat.

”Jeg har opdaget, at nogle gange har jeg forsøgt at sige ’så stopper jeg kl. 20 og ser en film om aftenen’… men jeg kan virkelig ikke slippe det, så sidder jeg bare der med min telefon i stedet,” siger David. ”Jeg ved godt, at det her kan jeg ikke holde til i 2 år. Jeg arbejder fra morgen til aften. Jeg er nødt til at køre på fra starten, og så forhåbentlig til efteråret eller næste forår får jeg råd til at ansætte en… på deltid… eller bare nogle timer, så jeg kan tage en fridag en gang i mellem.”

Det nære og det lokale

Lige over for revisoren ligger Nordjyskes halvtomme Mors-redaktion. David bevæger sig luntende mod KunMors-redaktionens hjemlige rammer ad Nykøbing Mors gågade. Selvom det er midt på formiddagen, og inden corona-karantænerne for alvor standsede landet, virker her utroligt mennesketomt. Kan man virkelig opdrive nyheder på daglig basis her? Det mener David. Han skriver om alt der rører sig på øen, og der er nok at kaste sig over.

”Jeg har det princip, at jeg som udgangspunkt ikke siger nej til en historie, hvis der er nogle der ringer og siger, at de har tabt et æg på gulvet, så drøner jeg nok ikke ud og tager et billede af det. Noget må jeg sige nej til, fordi jeg ikke har tid, men hvis der ikke sker andet, så skriver jeg om det hele, sådan er det jo også på andre medier, hvor der er agurketid,” siger David.

Derudover er det en stor gevinst at skrive lokalnyheder et sted, hvor befolkningen virkelig interesserer sig for lokalsamfundet.

”Morsingboerne er opsøgende omkring, hvad der sker i lokalsamfundet. Jeg ved også, at det her koncept med lokale nyheder og abonnementsbetaling har fungeret i andre dele af landet, det findes rundt omkring. Jeg tror på, at det her er vejen frem,” siger David.

Længere nede af gågaden, forbi byens gamle kirke, stopper David en ældre herre på en cykel, ”har du noget til mig?,” spørger David. Det er en af de lokale, der ifølge David, følger med i alt og kender alle. De vender aftenens håndboldkamp, som er blevet lukket for tilskuere grundet coronavirussen. Det giver David en helt speciel rolle. Nu venter læserne hjemme i stuerne på opdateringen. Det er den nærhed, og jagten på eneret på historierne, der er benzin på det bål, der er Davids passion for lokalnyhederne.

 

”Jeg er blevet spurgt om jeg ville dække en Champions League-kamp eller landskamp, og jeg vil da gerne være på stadion og se Real Madrid, men ikke som journalist, der sidder 200 andre og skriver nøjagtigt det samme. Hvis jeg er ude og dække en serie 4-kamp, så ved jeg at alle venter på, hvad jeg skriver om det her. Det er min opgave,” siger David.

De lokale sportskampe er noget, der virkelig trækker læsere til KunMors, for som David siger:

”Når de lokale møder hinanden, det interesserer virkelig.”

Måske af samme årsag har David en portrætserie i støbeskeen. Portrætter af morsingboere til morsingboere.

”Morsingboerne elsker den slags. Man behøver ikke at være berømt eller have udrettet et eller andet men de vil gerne læse om hinanden. De vil gerne læse, hvad naboens barnebarn har bedrevet,” siger David, der er i gang med første føljeton omkring historierne bag de kælenavne mange af øens indbyggere bærer.

Morsingboerne

Jakob Rughave – 19 – Morsø HHX

”Jeg betaler ikke for nyheder. Jeg følger mere med i landsdækkende nyheder, ikke for Mors. Det her er et lille samfund, så sker der noget mærkværdigt, spreder det sig alligevel så hurtigt, at man får det at vide.”

Palle Thomsen – 52 – Entreprenør

”Jeg tror sgu, han har ramt plet med det her. Alle savner de lokale nyheder, min kollega og jeg havde faktisk tidligere i dag talt om, at jeg skulle tegne et abonnement.”

Preben Bonde – 67 – Pensionist

”Jeg synes, idéen er god. Jeg abonnerer på Nordjyske, men der er ikke nok lokalstof. Men jeg kommer nok ikke til at abonnere, jeg vil gerne have min avis på papir.”

Ikke helt alene

På vej hjem fra gåturen får David et opkald. Det er en af abonnenterne, der har bøvl med at logge ind på siden, derfor må David skrue lidt op for det luntende tempo, så han kan komme hjem foran computeren og agere IT-supporter. Det er bare en af de mange kasketter man må tage på, når man driver et nyhedsmedie fra hjemmet.

David er den eneste fuldtidsansatte på KunMors, men han får fra tid til anden en hjælpende hånd fra en journalist, to skribenter, samt en grafiker og en fotograf, alle med tilknytning til øen. Det er dog udelukkende David, der driver KunMors i det daglige, også når det kommer til IT-udfordringerne.

Det er dog ikke kun IT-udfordringerne, der kan være nyt for den efterhånden garvede journalist. Med mange års erfaring i sportsjournalistikkens verden er der nogle ganske nye udfordringer, når øen skal dækkes fra andre sider end håndbold og fodbold. Heriblandt lokalpolitikken. For det skal dækkes.

”Jeg skulle lige tilbage i den tankegang. For 13 år siden, da jeg sad på Dagbladet Holstebro, dækkede jeg byrådsmøder i Herning. Men at sidde og læse en mødedagsorden igennem om et brønddæksel, der er sprunget af. Der skal jeg lige tilbage i at tænke, hvad er vigtigt og hvad er ikke vigtigt,” siger David.

Sporten ligger David meget nært, og det er også noget, der betyder meget for en stor del af de morsingboere der abonnerer på øens nyeste medie. Men som så mange andre steder i medieverdenen skal der selvfølgelig gøres nogle prioriteringer for at tilgodese, så mange abonnenter som muligt.

”Jeg har fra starten meldt ud, at sporten vil også blive prioriteret, og jeg har fået de første henvendelser fra folk der siger ‘det er jo ikke andet end sport’ der kan jeg så sige, det er altså 2/3 der ikke er sport, men det ser voldsomt ud. Især i weekenden, hvor rigtig meget er sport,” siger David.

En uvant situation

David er tilbage ved skrivebordet i stuen, der fungerer som kontor. Han får skrevet de sidste linjer på en artikel, der skal ud til de nu 510 abonnenter, der afventer deres lokale nyheder. I et tilstødende rum i hjemmet tripper hans hund Bonga, opkaldt efter den tidligere AaB angriber Siyabonga Nomvethe, rundt. Det er ved at være tid til den daglige luftning, som også skal passes ind i dagsprogrammet.

Mens hunden tålmodigt afventer er Davids telefon, som så mange gange i løbet af dagen, på overarbejde. Aflysninger i skyggen af coronavirussen vælter ind, og det skal abonnenterne selvfølgelig holdes opdateret på.

Da coronavirussen begyndte at få konsekvenser i det nordvestjyske, kom det gule breaking-banner for første gang i brug på forsiden. Denne eftermiddag er det, som i alle andre danske medier, coronavirussen, der er begyndt at indtage spaltepladsen.

Den skal selvfølgelig også dækkes, så abonnenterne der læser KunMors får noget for de penge de betaler, og der skal hele tiden noget på hjemmesiden, når man kæmper en brav kamp mod gratisnyheder. Selvom KunMors har fået en flyvende start bliver det, som David selv påpeger, spændende de næsten måneder om der er tale om reel interesse fra morsingboerne eller om det blot er spændende fordi det er nyt. David er dog positiv:

”Jeg tillader mig, at bilde mig selv ind, at det jeg laver, er penge værd.”