I operatørernes rum

Inde bag maskinernes kontrolknapper sidder trykkerne. Det er dem, der styrer det hele. De fleste af dem er garvede i faget med en trykkeruddannelse og mange år som trykkere på bagen. 

Larmen fra maskinerne er dæmpet i den lille glasboks, der udgør operatørernes rum. Til gengæld fyldes rummet af lyden af grin fra trykkerimedarbejderne Claus, Mikkel og ham, der kaldes Lille Peter.

Hvert femte minut forlader Claus den lille glasboks for at hente en avis fra båndet. Avisen kommer med ind til en af kontrolpanelerne, og farverne på avisen indstilles. Trykkets farve skal stå helt skarpt.

Maskinerne er stort set automatiseret, men trykkerne skal være på pletten, hvis noget fejler.

”Du skal have prøvet problemet et par gange, før du tænker: ’ah, det er sådan, jeg skal gøre’,” siger Keld.  

”Der er meget erfaringsarbejde i det. Det tog Peter fire år, før han vidste, hvordan han skulle lave det. Og han havde været uddannet trykker i 30 år,” efterfølger Mikkel.

”Ja, lige præcis,” lyder det fra Peter. 

Grinene spredes i rummet.

Lille Peter er den nyeste tilkommende i flokken af trykkere. Derfor skal han også have alle de verbale tæsk. Sådan er kutymen på trykkertiet. Selvfølgelig efterfulgt af et venligt grin.

Journalister og trykkere er i samme båd

I Hornslet er der 20 ansatte, men de har været flere.  

”Det tynder ud i det,” siger Mikkel.

Salget af aviser er faldende, og det mærker alle i avisbranchen. Mange af de større aviser har måtte fyre både journalister og andre ansatte. Der er også sket fyringer hos Avis-Tryk.

På de seneste ti år har de hos Avis-Tryk formindsket deres produktion med cirka 50 procent. Noget, der også har haft konsekvenser for bemandingen.

”Der er nogen, der dør, og nogen der består. Og jeg håber selvfølgelig, at vi er nogle af dem, der består,” siger Keld om hans håb for fremtiden.  

Tempoet bliver langsommere og langsommere på maskinen, og mens det høje støjniveau falder, erstattes det stille og roligt af en insisterende pivelyd i ørerne. Maskinen bliver langsomt slukket, så der kan gøres klar til trykningen af næste avis.

Fyraften er stadig fem timer væk for Claus, Mikkel og Lille Peter. Den sidste Politiken skal afleveres til vognmanden ved midnat, og så starter morgenholdet op igen næste morgen klokken otte.

FREDERIK KULAGER

Frederik Kulager er uddannet journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i 2017. Han tilbragte sin praktiktid hos Politiken og fik efter endt uddannelse job hos Zetland. Her skriver han ifølge hans LinkedIn-profil om ”internettet, politiske bevægelser online og medier”.

Det er vigtigt, at medier dækker historier om selvmord, så emnet kan aftabuiseres. Men det kræver overvejelser om, hvordan man dækker selvmord på den bedst mulige måde, ellers kan det føre til mere skade end gavn. Kom med ind i hovedet på to journalister, der har siddet med disse overvejelser.

Ulrik Holmstrup er journalist og medlem af Pressenævnet. Han understreger dog, at han ikke udtaler sig på vegne af Pressenævnet.

Ifølge ham har det altid været kutyme, at man ikke omtaler selvmord i medierne, fordi det er noget privat.

”Selvmord handler i bund og grund om privatlivets fred, som er beskrevet i et andet punkt. Men man har valgt at skrive det i et selvstændigt punkt og specifikt pege på, at det er et område, man skal være varsom med,” siger han.

Pressenævnet har de seneste 15 år haft ni sager omhandlende punktet selvmord. I seks af sagerne er der givet kritik. Disse sager har fået kritik, fordi der ikke var nogen almen interesse i at omtale selvmordet.

Der er ikke noget entydigt svar på, hvornår offentlig omtale af selvmord kan begrundes. Her må man afveje modstående hensyn. Det er dog ikke et presseetisk problem, hvis de pårørende har indvilliget i omtalen. Og er der tale om et selvmordsforsøg, er det ligeledes ikke problematisk, hvis personen selv ønsker at stå frem.

Annette Erlangsen er seniorforsker og programleder på Dansk Forskningsinstitut for Selvmordsforebyggelse. Hun mener, at det generelt er vigtigt at dække selvmord, fordi det er et tabubelagt emne. Derfor skal man ikke afholde sig fra emnet som journalist, selvom det kan være udfordring.

En af de journalister, der har dækket selvmord, er Andrea Dragsdahl, der er journalist på Zetland. Hun skrev d. 28. september 2020 artiklen Færre danskere forsøger selvmord. Jeg forsøgte at finde forklaringen bag en overset succes. Hun mener, det er vigtigt at skrive om selvmord for at kunne aftabuisere emnet.

I februar 2020 udgav DR dokumentaren Døde pigers dagbog. Den handler om et netværk af unge piger, som deler deres erfaringer med selvskade og selvmord på det sociale medie Instagram. Bag dokumentaren stod tilrettelæggerne Maria Lyhne Høj og Laurits Nansen. De syntes, det var vigtigt, at offentligheden fik kendskab til netværket, fordi selvskaden og selvmordstankerne bredte sig i netværket.

”Der var risiko for dominoeffekter – altså at det førte til mere selvskade, når pigerne bevægede sig i det her netværk. Derfor var det vigtigt, at eksistensen af netværket kom frem, så Instagram, behandlere og pårørende kunne forholde sig til det,” siger Laurits Nansen.

Det var en svær balance, hvordan dokumentaren skulle formidle, hvad der skete i netværket, uden at den bidrog til domino-effekten.

 ”Havde det været små klip, hvor det bare havde set lækkert ud med folk, der forsøger selvmord, så ville vi have begået præcis den samme fejl som Instagram.” 

– Laurits Nansen, tilrettelægger hos DR 

 ”Havde det været små klip, hvor det bare havde set lækkert ud med folk, der forsøger selvmord, så ville vi have begået præcis den samme fejl som Instagram.” 

– Laurits Nansen, tilrettelægger hos DR 

 Det er ikke Pressenævnets opgave at vurdere, hvordan journalister dækker selvmord på den bedst mulige måde.

Men det kan være en god ide som journalist at spørge eksperter i selvmord til råds, når man dækker emnet. Både Andrea Dragsdahl og Laurits Nansen spurgte eksperter til råds og brugte eksperter til at se deres arbejde igennem inden udgivelsen.

Det er ikke Pressenævnets opgave at vurdere, hvordan journalister dækker selvmord på den bedst mulige måde.

Men det kan være en god ide som journalist at spørge eksperter i selvmord til råds, når man dækker emnet. Både Andrea Dragsdahl og Laurits Nansen spurgte eksperter til råds og brugte eksperter til at se deres arbejde igennem inden udgivelsen.

”Der var en masse ting, jeg ikke havde tænkt over, som eksperterne lagde mærke til.”

– Andrea Dragsdahl, journalist hos Zetland 

”Der var en masse ting, jeg ikke havde tænkt over, som eksperterne lagde mærke til.”

– Andrea Dragsdahl, journalist hos Zetland 

Eksperternes vejledning tager udgangspunkt i WHO’s guidelines til, hvordan medier kan dække selvmord på en ansvarlig måde.

Anette Erlangsen, seniorforsker og programleder på Dansk Forskningsinstitut for Selvmordsforebyggelse, fortæller, at der findes evidens for, at hvis man følger disse retningslinjer og dækker selvmord på den rigtige måde, kan det føre til et fald i selvmord og selvmordsforsøg. Det kaldes Papageno-effekten.

En af anbefalingerne fra WHO er at bringe historier om, hvordan man kan takle selvmordstanker. Annette Erlangsen fortæller, at det kan være gavnligt, hvis man bringer positive personlige beretninger om folk, der har haft selvmord inde på livet.

”Det er ikke farligt at bringe historier om nogen, der har det svært. Man kan gøre noget godt ved at fortælle om, hvordan en person er kommet ud af sine selvmordstanker.”

– Anette Erlangsen, seniorforsker og programleder på Dansk Forskningsinstitut for Selvmordsforebyggelse

”Det er ikke farligt at bringe historier om nogen, der har det svært. Man kan gøre noget godt ved at fortælle om, hvordan en person er kommet ud af sine selvmordstanker.”

– Anette Erlangsen, seniorforsker og programleder på Dansk Forskningsinstitut for Selvmordsforebyggelse

Andrea Dragsdahl valgte i sin artikel at bruge erfaringskilden Emma, som har forsøgt selvmord, men som nu har fået det bedre.

Annette Erlangsen fortæller dog, at det kan være skadeligt, hvis personer, som er døde ved selvmord, fremstilles som rollemodeller. Det kunne være, hvis en kendt person dør ved selvmord, og det glorificeres i medierne som en heltegerning.

I DR-dokumentaren medvirker tre piger fra netværket. De er nøje udvalgt, fordi de er reflekterede over netværkets konsekvenser, så det, der foregår i netværket, ikke fremstår forbilledligt. I stedet bruges kilderne til at advare om netværket.

”Det var vigtigt for os, at der var nogle piger, der var i stand til at reflektere over det, de havde været igennem.”

– Laurits Nansen, tilrettelægger hos DR

”Det var vigtigt for os, at der var nogle piger, der var i stand til at reflektere over det, de havde været igennem.”

– Laurits Nansen, tilrettelægger hos DR

Når man bruger sårbare mennesker som kilder, bør man sikre sig, at de har en kontaktperson, som de kan gå til eller ved, hvor de kan hente hjælp, mener Annette Erlangsen.

”Det anbefales, at hvis en person er selvmordstruet, så skal man ikke give slip på dem, før en anden har taget over. Det kan jo også gælde for journalister,” siger hun.

Andrea Dragsdahl brugte eksperter til at give råd og vejledning om, hvordan man interviewer sårbare mennesker.

”Det er vigtigt, at man som journalist ikke bare tænker, at man er god til sit arbejde.”

– Andrea Dragsdahl, journalist på Zetland

”Det er vigtigt, at man som journalist ikke bare tænker, at man er god til sit arbejde.”

– Andrea Dragsdahl, journalist på Zetland

En anden af WHO’s retningslinjer er, at man ikke skal nævne metoder til selvmord. At beskrive selvmordsmetoder kan ifølge Annette Erlangsen være direkte skadeligt.

”Beskrivelser af metoder er en dårlig ide. Vi har evidens for, at når en konkret metode beskrives, kan det føre til en stigning i selvmordsforsøg med den samme metode,” siger hun.

 Derfor beskriver Andrea Dragsdahl i sin artikel ikke metoder, som kan give folk ideer til selvmord.

”Min kilde, Emma, har forsøgt selvmord mange gange, så jeg spurgte hende hvordan og hvornår. Det skrev jeg ikke ind. Jeg skrev, at hun har forsøgt selvmord, men ikke hvordan,” siger hun.

I Døde pigers dagbog fandt de det nødvendigt til en vis grad at videreformidle metoder til selvmord, fordi det blandt andet var metoder til selvmord, der blev delt i netværket, og som dokumentaren søgte at afdække. Men detaljer videreformidles ikke.

”Vi ved, hvad det er for en væske, vedkommende har drukket. Det bliver ikke fortalt.”

– Laurits Nansen, tilrettelægger hos DR

”Vi ved, hvad det er for en væske, vedkommende har drukket. Det bliver ikke fortalt.”

– Laurits Nansen, tilrettelægger hos DR

I Pressenævnet kan der være tilfælde, hvor detaljeringsgraden i omtalen af et selvmord kritiseres. Men igen er det af hensyn til beskyttelsen af privatlivets fred.

”Vi kan godt gå ind og sige: ’Det var relevant at omtale selvmordet, men detaljeringsgraden kunne have været mindre.’ Man behøver ikke at gå i detaljer med forskellige makabre ting, for der er vi ude over den almene interesse,” siger Ulrik Holmstrup.

WHO peger på, at man bør udvise forsigtighed og ekstra opmærksomhed i interviews med pårørende til en, som er død ved selvmord. Efterladte efter selvmord har større sandsynlighed for selv at udvise selvmordsadfærd. De udgør derfor også en sårbar gruppe.

Ifølge WHO kan det være gavnligt for pårørende til selvmord at have nogen at kunne spejle sig i i mediebilledet. Det kan især være gavnligt, hvis mediedækningen giver indsigt i, hvordan de pårørende har taklet at miste en til selvmord.

Ulrik Holmstrup fra Pressenævnet fortæller, at omtale af selvmord ikke er et presseetisk problem, når de pårørende selv ønsker at stå frem. Det er nemlig typisk de pårørende, der klager.

”Det er vores opgave at vurdere forholdet mellem hensynet til privatlivs fred og hensynet til en eventuel offentlig interesse. Som udgangspunkt har de pårørende ret til beskyttelse af deres privatliv, men nogle omstændigheder kan gøre, at det er okay, hvis mediet har omtalt det,” siger han.

 I Døde pigers dagbog er hovedpersonen Maja Luna død ved selvmord. Samarbejdet med Maja Lunas mor var vigtigt i arbejdet med dokumentaren.

WHO anbefaler, at man angiver, hvor man kan søge hjælp, hvis man har selvmordstanker, når selvmord omtales i medierne. På Livsliniens hjemmeside kan der findes et Pressekit, der ser sådan ud:

”Når du støder på opslaget i dit feed, så synes jeg, at det skal være der.”

– Andrea Dragsdahl, journalist hos Zetland 

”Når du støder på opslaget i dit feed, så synes jeg, at det skal være der.”

– Andrea Dragsdahl, journalist hos Zetland 

”Det, der er afgørende for os, er, at man husker at nævne, hvor man kan søge hjælp – uanset om man refererer til Livslinien eller andre steder. Det er vigtigt ikke at efterlade mennesker, der er berørte af problematikken, uden en reference til videre hjælp,” skriver Jeppe Kristian Toft, direktør for Livslinien, i en mail.

”Det, der er afgørende for os, er, at man husker at nævne, hvor man kan søge hjælp – uanset om man refererer til Livslinien eller andre steder. Det er vigtigt ikke at efterlade mennesker, der er berørte af problematikken, uden en reference til videre hjælp,” skriver Jeppe Kristian Toft, direktør for Livslinien, i en mail.

 Artiklen er nu færdigskrevet. Du har gjort dig dine overvejelser og er klar til at dække selvmord som journalist. Her kan du se alle anbefalingerne fra WHO om ansvarlig dækning af selvmord.

 Artiklen er nu færdigskrevet. Du har gjort dig dine overvejelser og er klar til at dække selvmord som journalist. Her kan du se alle anbefalingerne fra WHO om ansvarlig dækning af selvmord.