Passer jeg overhovedet ind i mediebranchen? Jeg tvivler

af Thit | okt 12, 2022 | TEMA

Passer jeg overhovedet ind i mediebranchen? Jeg tvivler

Ikke alt kører for mediebranchen, og som kommende praktikant har jeg mange forestillinger om, hvad mediebranchen har at byde på. Kun tiden vil vise om forestillingerne holder stik, eller om de bliver gjort til skamme.

TEKST: Konrad Cornelius Rasmussen
Illustration: Louise Rix

Udgivet den 12. oktober 2022

Da jeg for cirka halvandet år siden startede som journaliststuderende på DMJX, var det med en forestilling om, at journalister var de vigtigste personer i landet. Det var ‘os’, der skulle være befolkningens beskyttere mod magtliderlige politikere og erhvervsledere, der bedrev underslæb og udnyttede deres position.

Med andre ord var journalister et slags overmenneske, der var sat i verden som en skytsengel for den mindre bemidlede del af befolkningen.

Men det skal heller ikke være en hemmelighed, at min forestilling om jobbet som journalist har ændret sig ligeså markant som Mette Frederiksens holdning til en regering over midten.

Min forestilling blev ændret omtrent samtidig med, at Discovery offentliggjorde en kritisk dokumentar om TV2. Jeg havde godt hørt rygterne om krænkelser i mediebranchen, men dokumentaren ændrede fuldstændig mit syn på branchen.

Jeg forestiller mig nu en branche, hvor mange, i særdeleshed de ”store kanoner”, har mistet jordforbindelsen og opfører sig, som de vil. Som kommende praktikant kan jeg godt være i tvivl om, hvor meget det kommer til at påvirke mig i min praktikperiode, og jeg har gået med tankerne om, at det er bedst at gå lidt stille med dørene.

En branche der har så travlt med dem selv, at de svigter deres rolle som borgernes beskytter. Mængden af podcast og artikler, der handler om journalistik og journalister, stiger. En hurtig søgning på infomedia afslører uoverskuelige mængder navlepilleri, og jeg forestiller mig, at jeg resten af mine dage kun kan tale om alle de B-listekendisser, jeg mænger mig med til dagligt.

Alle forestillinger med måde

Hvis du er kommet igennem min svada mod branchen, har du også fortjent nogle lidt mere afbalancerede forestillinger.

For selvom tankerne om branchen langt hen ad vejen nok er rigtige, forventer jeg også at træde ind i en verden, hvor folk er drevet af en kraft, der handler om at oplyse borgerne og stille magthaverne til ansvar. Journalister er ikke ”overmennesker”, der kan redde hele verden, og selvom nogle helt sikkert ser sig selv på den måde, er jeg sikker på, at der er mange, der har valgt branchen grundet en oprigtig tro på, at det, de foretager sig, er vigtigt og gør en forskel. Om det er kritisk og afslørende journalistik, eller det er en explainer, der har til formål at oplyse den enkelte.

Jeg forestiller mig også, at der er nogle journalister derude, der kan fortælle mig, at det er okay at lave fejl. Nogle der har en oprigtig interesse i at give deres læring videre, så den næste generation af journalister ikke laver de samme fejl, der gennemsyrer branchen. Jeg håber og tror på, at der nok skal være nogle til at holde hånden under en grøn journaliststuderende som mig. Med en usikkerhed der spænder bredt. Og en nervøsitet for, om jeg egentlig har styr på de journalistiske metoder, jeg har lært på skolen, eller om jeg ikke ved nok om verden til at bevare overblikket, når jeg skriver historier.

Det er også min klare overbevisning, at der er en erkendelse af, at man skal reformere faget, så faget er relevant i vores tidsalder, men også bevæger sig i en bæredygtig retning for fremtiden. Alle dårligdommene er begyndt at komme frem i lyset, og det virker til at mediebranchen for alvor er i gang med et opgør mod de gamle doktriner. Jeg forventer, at det er med til at give nogle mere behagelige og åbne arbejdspladser, men som måske også kan give, eksempelvis praktikanter, mere medindflydelse på, hvordan branchen gør tingene.

Praktikant i et mediecirkus af karat

Praktikken står for døren. Tiden på DMJX er snart slut, og om bare et par måneder skal jeg stå næsten på egne ben i det, der mest af alt minder om et forvokset Cirkus Benneweis. Jeg skal være ærlig og sige, at jeg nok kommer til at underlægge mig dem, der har mere magt. Hente kaffe til chefredaktøren og arbejde overtid, hvis jeg bliver bedt om det. Det er langt hen ad vejen nok rollen for det svageste dyr i flokken, og det er formentlig praktikanterne som oftest. Men hey, det er også okay. Skaber man sig et navn som en pålidelig praktikant, skal der nok falde noget positivt af i den anden ende.

Mediebranchen kan virke uoverskuelig og usympatisk. Der knytter sig historier til branchen om mange deadlines, en hård tone på arbejdspladsen og historier om krænkelser og magtmisbrug. Men jeg tror, branchen er, hvad man gør den til. Den sværeste, men også bedste øvelse, må være at blive en del af hele cirkusset uden alt for mange forestillinger.

FORSIDEN

Kunstig intelligens tager fart – kan journalisterne følge med?

af Thit | okt 12, 2022 | TEMA

Kunstig intelligens tager fart – kan journalisterne følge med?

I dag kan kunstig intelligens alt fra at foreslå din næste tv-serie på streamingstjenester til at skrive artikler på et sammenhængende sprog. Men hvor efterlader det journalister?

TEKST: Sarah Wittrup Johannessen
ILLUSTRATION: Louise Rix

Udgivet den 12. oktober 2022

”Maskinerne kommer ikke, de er her allerede.”

Sådan lyder det fra chefredaktøren på mediet Markedsføring, Andreas Marckmann Andreassen, der har forsket i robotjournalistik.

I dag bruger vi kunstig intelligens som aldrig før. Det er ikke altid, vi er lige opmærksomme på hvornår, og ofte ænser vi det slet ikke. Et eksempel på det kan være søgefunktionen på Google eller de forslag, streamingstjenesterne kommer med baseret på vores tidligere historik. Et tredje eksempel kan være kampreferater fra lokalfodbold i Danmark, som redaktionerne ikke vil bruge journalisters tid og kræfter på.

Robotredaktør og maskinehvisker

”Mange af de mindre sjove arbejdsopgaver, man har som journalist, kan blive overtaget af robotter i fremtiden,” siger Mads Petersen.

Det er allerede i gang med at ske. På nyhedsmediet Ritzau har de erstattet journalisters monotone opgaver, så det er robotter, der skriver artikler om regnskab og bolighandler. Mads Petersen har fået titlen robotredaktør på mediet. Han holder styr på de to robotter, som lige nu styrer bolighandlerne og kampresultaterne i lokalfodbolden. Før i tiden var det redaktionsassistenter, der havde den opgave, men nu er de altså blevet erstattet af robotter.

”Der er masser af opgaver, journalister laver lige nu, som man kan automatisere,” siger Mads Petersen.

Robotterne, som han styrer, er bygget ud fra nogle skabeloner, som hjælper dem med at producere artikler. For bolighandelsrobotten drejer det sig om en masse data, blandt andet fra bolighandelsmarkedet, der er smidt ind i et program kombineret med bestemte forudsætninger, Ritzau har lavet. Ud fra disse kan robotterne spytte omkring 400 artikler ud om dagen på 1000-1500 anslag.

Titlen som robotredaktør er ny. Hvis man spørger Andreas Marckmann Andreassen, er den også kun midlertidig. Han har selv forsket i automatisering af medierne som fellow på Syddansk Universitet, og han bruger ordet “maskinehviskere” om robotredaktører og andre personer, der er med at bygge bro mellem maskiner og mennesker.

Skal journalister kunne kode?

For at få redaktionerne til at følge med, mener Andreas Marckmann Andreassen, at det bliver nødvendigt, at journalister i fremtiden lærer at samarbejde med teknologer. Derfor bliver teknologer nødvendige på redaktionerne.

”Vi har brug for en større forståelse for den teknologiske side af at lave journalistik,” siger han.

Andreas Marckmann Andreassen bliver ofte spurgt ind til, om det er en nødvendighed, at journalister kan kode.

”Det er ikke noget, man skal kunne – men det er klart en fordel. Alle journalister skal dog ikke kunne kode. Journalister skal blive bedre til det, som journalister er gode til. Og så skal teknologerne fokusere på det, de er gode til.”

Hvis man som medievirksomhed skal overleve den tekniske eksplosion, som finder sted lige nu, er det nødvendigt at holde fast i den journalistiske grundfaglighed og troværdighed, mener Andreas Marckmann Andreassen.

”Hvis vi mister den, så har vi ikke længere noget, vi kan tilbyde markedet,” siger han.

Nye robotter hver dag

Sidste år udviklede den amerikanske virksomhed OpenAI det mest avancerede tekstmodelleringssystem til dags dato. Opfindelsen hedder GPT-3, som står for Generative Pre-Trained Transformer, og er den tredje af sin slags. Den kan selv skrive artikler på et formfuldendt sprog og har trukket overskrifter verden over.

”Der er masser af opgaver, journalister laver lige nu, som man kan automatisere”

– Mads Petersen, robotredaktør hos Ritzau

Andreas Marckmann Andreassen peger dog på, at GPT-3 endnu ikke er et sted, som han tror eller håber, danske medier vil bruge til at udgive indhold på et større plan.

”Hvis man ikke kan være sikker på, at det, man skriver, er sandt, så mister man det vigtigste, man har som journalist – vores troværdighed,” siger han.

På grund af udviklingen inden for kunstig intelligens bliver det ifølge Andreas Marckmann Andreassen sværere, men også sjovere at være journalist – for det er stadig op til journalisten at gå og stemme dørklokker, lave kompliceret research, udføre det svære interview og hjælpe den sårbare kilde med at åbne op.

Et værktøj for journalister

Både Andreas Marckmann Andreassen og Mads Petersen ser lyst på fremtiden. Ifølge dem er der ingen grund til bekymring for, at robotterne vil tage journalistikken fra journalisterne.

”Heldigvis er der mange opgaver, der er svære at automatisere, såsom at få en god idé, stille de rigtige spørgsmål til en kilde og se nogle sammenhænge, som kan være svære for en robot at få øje på,” siger Andreas Marckmann Andreassen.

Forholder journalister sig åbne over for mulighederne i kunstig intelligens, mener Mads Petersen, at robotterne kan være et stærkt redskab.

”Jeg tror, at der er en masse kedelige opgaver, vi slipper for i fremtiden, som vi kan få hjælp til. Vi kommer til at få nogle værktøjer, som kan hjælpe os til at være mere effektive i vores arbejde, og som i sidste ende kan gøre os mere værd,” siger Mads Petersen.

FORSIDEN

Hvem skal jeg knalde med for at blive en del af DMJX’s foreningsliv?

af Thit | okt 12, 2022 | OPINION

OPINION

Hvem skal jeg knalde med for at blive en del af DMJX’s foreningsliv?

TEKST: Malou Heigl
Illustration: Katrine Åsleff edvardsen

Udgivet den 12. oktober 2022

Nepotisme. Har I oplevet det? Det havde jeg ikke, inden jeg startede på DMJX, men det har jeg i den grad nu. Jeg er lige startet på andet semester, og som I sikkert ved, råder skolen over et stort foreningsliv, hvor man kan prøve kræfter med alt fra dokumentar, radio og skrift til rusvært. Et foreningsliv jeg virkelig havde set frem til at deltage aktivt i for at forbedre mig som journalist og ikke mindst for at skabe nye bekendtskaber på tværs af semestrene. Dog har jeg på disse få måneder ikke kunne se bort fra en kultur, som, jeg er bange for, afspejler den branche, jeg er på vej ind i. De forskellige foreninger har vidt forskellige ”optagelsesritualer.” Ritualerne blev der ikke fortalt om til det famøse åbent hus-arrangement. Det kan for eksempel være spørgeskemaer og samtaler, som i sig selv er meget nøgternt, men uanset om du skriver den perfekte ansøgning eller laver den fedeste video, så er du ikke sikret en plads i en af foreningerne. Du skal først tage en grundig slik-røv-tur på foreningernes medlemmer.

Hele denne kritik af foreningerne bunder ud i en middag med nogle af mine medstuderende. Vi havde alle søgt ind i nærmest hver vores forening, men mange havde fået afslag. Da vi begyndte at dykke ned i de få heldige, som modsat os var kommet ind, tegnede der sig et knudret net af venner, roomies og andet godtfolk.

Jeg søgte ind i Kurt Strandbar og som rusvært på første semester, men kom ikke ind. Her på andet semester søgte jeg som redaktør på Genlüd. Den gik heller ikke. Til middagen lovede mine veninder at gøre mig til redaktør på næste semester – selv efter den fælles enighed om det nepotistiske problem. Og med ét var jeg selv viklet ind i det net, jeg nu sidder og kritiserer. Jeg er selv en del af problemet, og på trods af min beskedne selvindsigt ved jeg udmærket godt, at jeg stadig har tænkt mig at søge som redaktør på næste semester.

Foreningskulturen på DMJX handler, som så mange andre steder, om at kende de rigtige. På den måde er du hele tiden et skridt foran dine medstuderende. Hvis ikke dine sociale skills er til UG, så sørg for at skille dig ud, drikke mest eller råbe højest.

Selvfølgelig skal der sorteres og udvælges, ligesom da vi søgte ind på skolen. Selvfølgelig er der ikke plads til alle. Men alle skal have en lige og fair chance. På DMJX lærer man hurtigt hinanden at kende igennem det festlige rusforløb. Udover det kender man måske allerede nogle et andet sted fra. Men selvom din roomie og din bedste vens kæreste sikkert er søde mennesker, er det så virkelig dem, der er de mest oplagte kandidater til diverse foreninger? Mange af de samme ansigter går igen i foreningerne. Om det er en tilfældighed, tror jeg næppe.

Jeg ved godt, at det er at skære alle over en kam, men når jeg snakker med mine medstuderende og ud fra mine egne oplevelser, virker denne nepotistiske tilgang til foreningerne som en realitet.

Nogle vil nok mene, at jeg bare har ondt i røven, og det har jeg også til en vis grad, men når afslaget triller ind i indbakken, og de udpegede medlemmer offentliggøres, så ser jeg en tendens. De samme smil, de samme kendte ansigter og de små vennegrupper træder tydeligt frem.

Lad mig fx inddrage vores kære kommunikationsstuderende i debatten. I nogle foreninger har de en kommunikationskvote for at sikre sig, at de også bliver repræsenteret. Dette er en form for løsning på problemet, men tænk at der overhovedet er behov for en kvote. Tænk på at en hel gruppe studerende ikke ville have en chance, hvis ikke der var sat et regelsæt.

Det er en svær opgave at se udover sin egen næsetip og udvælge medlemmer baseret på et objektivt grundlag, men det er muligt. I et symfoniorkester skal jobsøgende til en anonym optagelsesprøve for at sikre, at det er musikerens færdigheder og ikke musikeren, der bliver valgt. Kunne man overveje noget lignende blandt foreningerne for at komme problemerne til bunds?

Dette er derfor et opråb til alle foreninger på DMJX: Lad være med at udvælge jeres medlemmer gennem et tunnelsyn. Lev op til den professionalitet, som skolen står for. Mediebranchen er i forvejen en stor mudderpøl af ulighed og usund konkurrence. Det er vores fremtid og derfor også vores ansvar at skabe et studie- og arbejdsmiljø, som bygger på princippet om lighed, kompetence og engagement. Lad os have det i mente, inden 120 nye studerende nervøst går til diverse samtaler og optagelsesritualer. Vi kan ændre kulturen. Vi kan rydde op i mudderpølen. Vi kan stoppe røvslikkeriet. Hvad venter vi på?

FORSIDEN

Mangler du et fællesskab på DMJX? Så er du ikke alene

af Thit | okt 12, 2022 | INDE

Mangler du et fællesskab på DMJX? Så er du ikke alene

Hver fjerde studerende på DMJX føler sig udelukket af fællesskabet. Skolen erkender, at det er et problem, men har svært ved at finde en løsning på det. En gruppe studerende har taget sagen i egen hånd og startet foreningen DMJX Social.

TEKST: amalie obbekjær jensen
Illustration: Signe mynster

Udgivet den 12. oktober 2022

Til foreningsbazaren i starten af hvert semester kan Danmarks Medie- og Journalisthøjskole virke som et slaraffenland af fællesskaber. Et tag-selv-bord fyldt med nye venner og sociale sammenkomster. Musikken pumper, popcornene uddeles og foreningsformændene står klar til at shanghaje dig til lige netop deres forening. DMJX’s kantine forvandles til mulighedernes land.

Og det bliver det måske for nogle. Men for andre bliver virkeligheden en anden. I hvert fald hvis man skal tro ’Læringsbarometer 2021’. Her er det nemlig hver fjerde studerende, som svarer, at de inden for de sidste 12 måneder har følt sig ’ignoreret eller udelukket fra studiefællesskabet’ på DMJX.

Til gengæld fortæller undersøgelsen ganske lidt om, hvad der egentlig ligger til grund for den her følelse. Og dét er en udfordring, når skolen skal sætte ind.

Druk, fodbold og lukkede foreninger

I et forsøg på at komme tættere på et svar, åbnede vi i Illustreret Bunker for nogle uger siden en brevkasse, hvor vi opfordrede de studerende på DMJX til at dele deres oplevelser. Overordnet kan svarene deles op i to hovedkategorier: En usund alkoholkultur og et lukket foreningsliv.

“Da jeg startede og hørte om de forskellige foreninger, vidste jeg bare, at jeg skulle prøve at komme ind i én bestemt forening. Jeg glædede mig til fællesskabet og at blive blandet på tværs af semestrene. Jeg sendte en ansøgning, og krydsede alt jeg havde, for at jeg kom ind. Desværre endte det ikke sådan. Jeg forstår 100 procent, at alle ikke kan få en plads. Det var bare rigtig træls alligevel.”

“Jeg føler at fællesskabet er meget internt og lukket især på grund af skolens mange foreninger. Hvis man ikke er blevet accepteret ind i en af disse foreninger kan jeg derfor til tider godt føle mig udenfor. Jeg synes også at det sociale er meget delt op i hierarkier, hvor dem, der er en del af en eller flere foreninger, er øverst.”

“Modus er den eneste grund til, at der er et godt fællesskab på skolen.”

“I høj grad en alkoholkultur, der dominerer stedet. Svært at finde fællesskab om noget, der ikke handler om druk eller bold. Føler tit man står på egne ben i forhold til. fællesskabet, f.eks. at man aldrig har et fast hold, studiegruppe eller noget. Tit føles det som om at professionen skal være hele ens person, som det også afspejles i foreningslivet. Til gengæld er størstedelen af eleverne på skolen super åbne og imødekommende, og det er dejligt!”

Brevkassen giver selvfølgelig langt fra et retmæssigt indblik, men den afslører en flig af dét, som måske ligger til grund for, at hver fjerde studerende på DMJX føler sig udelukket af studiefællesskabet.

DMJX Social

Nogen, der har taget sagen i egen hånd, er initiativtagerne bag skolens nye forening; DMJX Social. Foreningen er i virkeligheden et socialudvalg, som udspringer fra DSR, og de vil hver måned komme til at holde deres egne events. Navnet DMJX Social har en international klang for at favne alle på hele skolen. Både journalister, fotojournalister, kommunikatører og de internationale studerende.

Alberte Linde og Sofie Wegger, som begge går på 2. semester, er to af tovholderne på projektet.

”Det kan føles super grænseoverskridende at tage i fredagsbaren, hvis man ikke lige var en af dem, der kom med i fællesskabet fra start. Vi håber, at vi med DMJX Social får et rum, hvor man både kan møde op alene eller med venner,” siger Alberte Linde.

DMJX Social skal med andre ord være et alternativ til alkoholkulturen og præstationsræset. Og udvalgets syv medlemmer har masser af idéer i ærmet, som skal ryste skolen sammen på tværs af både semestre og uddannelser, blandt andet stand-up, musikquiz, fællesspisning og en valgaften.

”Vi vil gerne skabe et fællesskab, hvor man kan være social uden at alkohol er omdrejningspunktet og hvor man ikke skal præstere andet end at møde op. Man skal ikke præstere fagligt, lave ansøgninger og levere, man skal bare møde op,” siger Sofie Wegger.

DMJX Social afholder deres første event, som bliver en quizaften, den 26. oktober.

FAKTA OM LÆRINGSBAROMETERET

Læringsbarometeret er en spørgeskemaundersøgelse, som gennemføres på alle videregående uddannelser hvert andet år.
Det er Uddannelses- og Forskningsministeriet, som står bag, og spørgeskemaet har blandt andet til formål ’at afdække de studerendes oplevelser af læringsmiljøet.’
I undersøgelsen er der i alt 83 studerende fra DMJX, som svarer, at de inden for de sidste 12 måneder har følt sig udelukket fra studiefælleskabet.

Hvem har ansvaret?

”Udelukkelse fra fællesskabet var klart det, som var mest bekymrende ved rapporten,” siger uddannelseschef for journalistuddannelserne, Henrik Berggren.

Helt konkret har rapporten ført til, at andet, tredje og fjerde semester har været til oplæg med foredragsholder Frederik Svinth ved studiestart, som havde til formål at sætte trivslen på dagsordenen.

Oplægget handlede om fællesskaber, og hovedbudskabet var, at vi mennesker trives bedst, hvis vi føler, at vi hører til – og i den sammenhæng er de ikke-tætte fællesskaber, som man for eksempel kan danne på sit uddannelsessted, lige så vigtige som de nære relationer til venner og familie.

De to initiativtagere bag DMJX Social fortæller også, at idéen netop udsprang fra samtalerne, de havde til Frederik Svinths oplæg.

”Jeg tror, det gik op for mig, mens vi sad med de her samtalekort, at det er lige præcis den her type forum, der mangler på skolen. Et rum, hvor der er plads til at snakke lidt dybere,” siger Alberte Linde.

Oplæggene ved studiestart er det første og eneste skridt, som skolen indtil videre har taget, for at komme udelukkelsen til livs. Henrik Berggren erkender da også, at der er tale om en relativt begrænset indsats, men begrunder det med, at det er en problematik, som er vanskelig at sætte effektivt ind overfor:

”Jeg synes, det er svært at blive klog på. Det var noget andet, hvis DSR og flere studerende direkte sagde, at det her var et kæmpe problem, men det er ikke det, jeg hører. Næste skridt kunne være at skaffe mere viden om årsagerne, og vi vil helt sikkert også snakke med DSR om det,” siger Henrik Berggren.

Højskolens højtaler

Forperson for De Studerendes Råd, Iben Ryberg, bekræfter, at de er opmærksomme på rapporten.

”Vi har haft meget fokus på at gøre noget ved, at der måske er nogen, der har svært ved at finde deres plads i drukfællesskaberne. Og hvis man nu heller ikke lige har en genial journalistisk idé, så er der et hul der,” siger Iben Ryberg.

Hun fortæller, at DSR selv taget initiativ til det, som de har valgt at kalde ”Højskolens Højtaler”.

”Det skal skærpe dialogen fra ledelsesgangen og ned til de studerende – og omvendt,” siger Iben Ryberg.

Første møde i “Højskolens Højtaler” er den 11. oktober i Blå Audi, hvor emnet er skolens foreninger. Samtidig stemmer Iben Ryberg sig i koret af dem, der mener, at vi mangler viden om årsagerne til problemet.

”Ingen af de ting, vi prøver lige nu, er evidensbaseret. Rapporten fortæller os meget lidt om, hvordan folk har følt sig ekskluderet. Så nu prøver vi at gøre noget, og ser om det virker,” siger Iben Ryberg.

Usund alkoholkultur

Mette Mørk er faglig koordinator for de journaliststuderende, og hun fortæller, at den seneste studie evaluering foretaget på 2. semester afslører, at rigtig mange er glade for det sociale miljø på skolen. Det ændrer dog ikke på, at tallene i rapporten skal tages alvorligt.

”Tre der ikke trives er tre for mange, og selvfølgelig er det noget, vi skal tage hånd om, men det er svært at vide, lige præcis hvilken indsats der skal til,” slår Mette Mørk fast.

Og alkoholkulturen er et af de steder, hvor skolen vil forsøge at tage fat. “Der er faktisk altid nogen, og måske endda lidt flere end der plejer, som fortæller, at der godt nok er meget alkohol i rusforløbet,” siger Mette Mørk.

Helt konkret vil Mette Mørk, i samråd med det nuværende og det kommende formandskab for rusværterne, se på, hvad man kan gøre anderledes til det kommende rusforløb.

Hun understreger dog samtidig, at skolen som udgangspunkt har stor tillid til, at rusværterne løser opgaven, og at langt de fleste melder tilbage, at de er glade for forløbet, og at det er en god måde at komme ind på skolen.

”Men at nogen føler sig udelukket, det er en oplevelse, man ikke kan tage fra folk, og så er vi nødt til at tilbyde noget mere og begynde at skrue på en masse små knapper, der kan gøre, at man føler sig mindre ekskluderet,” siger Mette Mørk

FORSIDEN

Marie er praktikant på Horsens Folkeblad: ”Alt, der påvirker hele landet, påvirker også de små kommuner”

af Thit | okt 12, 2022 | INDE

Marie er praktikant på Horsens Folkeblad: ”Alt, der påvirker hele landet, påvirker også de små kommuner”

Marie Bergholdt er journalistpraktikant og oplever fordomme om lokalmedier, som hun selv gerne vil modbevise. Konrad Cornelius Rasmussen skal snart søge praktikplads, men han søger kun i København.

TEKST: Kathrine Møller Nielsen og Emily Holland-Fischer
ILLUSTRATION: Louise Rix

Udgivet den 12. oktober 2022

På en grå efterårsdag åbner døren sig til Horsens Folkeblads redaktion i Hedensted. Her sidder en smilende praktikant i strømpesokker og løse blåternede bukser. Marie Bergholdt har været ved Horsens Folkeblad i to måneder nu, og hun føler sig godt tilpas.

Her er helt nede på jorden. Opdelt af en skillevæg sidder annoncesælgere på den ene side og journalister på den anden. Et klassisk kontor pyntet med grønne planter og farverige malerier.

Marie Bergholdt havde meget oppe at vende, før hun søgte praktik. TV2 Østjylland, P4 Fyn eller DR Ultra. En ting er dog helt sikkert, hun vil lave lokaljournalistik.

”De historier, jeg skriver som lokaljournalist, har betydning for kilderne. De vil gerne snakke og værdsætter det arbejde, vi laver. Den historie, der ved første øjekast virker som en bagatel, ender med at være rigtig vigtig for dem,” siger Marie Bergholdt.

Hun vil gerne ud og møde mennesker og fortælle simple menneskehistorier om yderområderne i Danmark, hvor journalistens trofaste mikrofon sjældent når ud til. For hende er lokalnyheder vigtige, fordi de har betydning for de borgere, der bor i kommunen.

Frygtede større medier

Da Marie Bergholdt søgte praktik, frygtede hun, at et større medie ikke på samme måde ville værdsætte hende, som de gør på et lokalmedie.

”Jeg blev skræmt af de store medier. Jeg tænkte, at mine albuer ikke var spidse nok til at arbejde på Politiken. Jeg havde nok en fordom om, at man blev et nummer i rækken. Her er vi fem journalister og en praktikant. Jeg føler, at der er behov for min hjælp,” siger hun.

Modsat Marie Bergholdt har Konrad Cornelius Rasmussen andre overvejelser om sit praktiksted.

”Jeg tager orlov, hvis jeg ikke ender i København,” siger Konrad Cornelius Rasmussen, praktiksøgende journaliststuderende på fjerde semester. Han beskriver, at bekymringer om fremtidens praktikplads begynder at trænge sig på.

”Praktikken fylder. Hvor vil jeg have det bedst henne? Her tænker jeg, både hvad der passer mig bedst som medietype, men også som menneske,” siger Konrad Cornelius Rasmussen.

I efterårets praktiksøgning har de kommende journalistpraktikanter på DMJX og RUC mulighed for at søge 161 pladser. 46 af pladserne er på lokalmedier.

Men lokalmedierne kommer ikke til at se en ansøgning fra Konrad Cornelius Rasmussen. Hvis ikke hans praktikplads ligger i København, vil han tage orlov i seks måneder, for han vil gerne være tættere på sin familie og venner. Plan B er at flytte til København for at arbejde i en børnehave eller som studentermedhjælper på et medie.

Hans drøm er en praktikplads på Altinget. Han håber, det kan være et sted, hvor han selv kan finde sine historier og få trumfet dem igennem. Han søger en praktikplads, hvor hans læring er i fokus, men praktikpladsen behøver ikke være på et stort medie.

”Jeg kan forestille mig, at når man er på et større medie, bliver man en del af et hamsterhjul. Man skal hele tiden levere nyheder, og der er mindre tid til fordybelse. Jeg forestiller mig, at man mere er set som en billig arbejdskraft, og det vil jeg for alt i verden undgå,” siger Konrad Cornelius Rasmussen.

Marie vokser som journalist

Præcis klokken 13:00 er der redaktionsmøde på Horsens Folkeblad, hvor Marie er i praktik. Det holder de hver mandag for at aftale, hvad de skal lave af kommende historier. Marie Bergholdt og de andre fra redaktionen står spredt rundt i rummet. De skal hver især komme med deres inputs til ugens historier. Med sætningen ”News u can use” skrevet på tavlen går mødet i gang.

Det store emne er en række høringssvar, som Hedensted Kommune har modtaget i forbindelse med kommunens spareplan. Marie Bergholdt synes, det er en udfordring at være med til ideudviklingen og komme med sine egne ideer. De andre på redaktionen har et stort netværk, og folk i kommunen kender dem rigtig godt.

”Folk ringer ind med historier til de andre journalister, og det gør de jo ikke til mig, fordi de ikke kender mig. Det er den største udfordring,” siger Marie Bergholdt.

Hun er dog sikker på, at det nok skal blive bedre, da hun efter to måneder i praktik allerede er ved at kende folk rundt omkring i kommunen.

Generelt synes Marie Bergholdt, at de andre journalister på Horsens Folkeblad er gode til at give konstruktiv feedback og give hende gode råd med på vejen.

De er også altid klar på at hjælpe hende med at finde historier, hvis hun ikke selv har en. De hjælper hende ikke med at finde kilder og skrive artikler – det skal hun selv klare, og det er hun glad for.

Hun føler sig tryg i det, fordi hun altid kan komme og spørge, hvis hun er i tvivl om noget. Hun beskriver redaktionen som et sikkerhedsnet.

Et af Marie Bergholdts mål var at blive bedre til at skrive rubrikker. Da hun startede i praktik hos Horsens Folkeblad fik hendes artikler ikke så mange ‘clicks’, men hun kan allerede nu se, at det går fremad, og der er flere og flere, der læser hendes artikler.

”Mine tal er steget dobbelt så meget i forhold til sidste måned,” siger Marie Bergholdt.

Hun kan også se, at læserne bliver hængende i længere tid. Hun tror, det skyldes, at hendes indledninger er blevet bedre.

Det er blevet Marie Bergholdts tur til at komme med sine inputs til historier. Hun nævner, at der åbner en ny tankstation og Youngtown, som er en skaterpark og hæng-ud-sted. De andre nikker anerkendende, og ideerne bliver skrevet op på tavlen.

Fordomme om lokalaviser

Marie Bergholdt tror, at mange studerende har misforstået, hvor vigtige lokalhistorier er for borgerne.

”Alt, der påvirker hele landet, påvirker også de små kommuner. Lokaljournalistik er historier, hvor man hurtigt kan tænke: ’Gider folk virkelig læse det her’. Men når man snakker med kilderne, kan man mærke, at det er vigtigt og relevant for dem at læse,” siger Marie Bergholdt.

Hun oplever flere fordomme, som at man ikke laver lige så meget på lokalmedier. Og at historierne ikke er lige så relevante, som dem man laver på de landsdækkende medier.

”Der er jo heller ikke lige så meget prestige i at sige, at man sidder ved Horsens Folkeblad end eksempelvis ved TV2,” siger Marie Bergholdt.

For hende handler det ikke om prestige, men hun synes, det er ærgerligt, at man som journaliststuderende har sådan et syn på lokalmedier, for det passer ikke, at man som praktikant på et lokalt medie ikke laver noget.

”Jeg får næsten en historie udgivet hver dag, og jeg fik en historie i avisen den første dag. Det er jo ikke alle, der får det,” siger Marie Bergholdt.

Hun har meget frihed, og redaktionen giver hende lov til selv at finde nogle historier, som hun gerne vil skrive om. Hun har blandt andet lavet sin helt egen miniserie.

I løbet af sine to måneder i praktik har Marie Bergholdt fået meget erfaring som journalist. Hun er blevet kastet ud i at lave artikler med det samme og fortæller, at journaliststuderende gerne må have deres egne holdninger til lokaljournalistikken. Hun ser sig selv som et levende bevis på, at man laver meget journalistik, og at den er relevant for dem, man skriver til.

Konrad Cornelius Rasmussen er heller ikke blind for lokalmediers værdi, også selvom han ikke selv vil søge en praktikplads andre steder end i København.

”Journalister er til for borgerne, så lokalmediers rolle er supervigtig. Den enkeltes historie betyder nok bare ikke helt så meget for mig. Jeg ser mere bredt på samfundet, og det vil jeg gerne skrive om, analysere og dygtiggøre mig i, ” siger Konrad Cornelius Rasmussen.

FORSIDEN

Fremtidens feminisme føres an af damebladene

af Thit | okt 12, 2022 | UDE

Fremtidens feminisme føres an af damebladene

Hvis du tror, at damebladenes spalteplads kun er fyldt med slankekure og sexstillinger, tager du fejl. Der er nemlig sket et skred i branchen af kvindemedier i Danmark anført af Alt for Damerne og Femina, som i dag skriver om både indretning og Iran. Men selvom de deler ønsket om fornyelse, er deres redaktionelle vej dertil dog meget forskellige.

TEKST: Elisa Norgaard Mortensen
FOTO: Clara Johanne selsmark

Udgivet den 12. oktober 2022

”Vi er hinandens medsøstre, vi er forbundne. Ingen kvinde er fri, før alle kvinder er frie.”

Sådan lyder den seneste leder fra Feminas chefredaktør Isabellas Hindkjær. Hun skriver om Jina Masha Amani, en iransk kvinde, som blev dræbt af landets moralpoliti for at have sit tørklæde forkert på.

Isabella Hindkjær sidder midt i Aller Medias store glashus, og indignationen lyser ud af hende, når hun taler om uretfærdigheden i verden. Hun ser kampen for kvinders rettigheder, både i Danmark og internationalt, som Feminas største drivkraft og står i spidsen for mediets nye aktivistiske linje, hvor der er plads til både international politik og indretning.

Nu er det slut med det stille dameblad.

Damebladenes dilemmaer

Der er et dilemma i luften på Alt for Damernes kontor. Rikke Dal Støttrup, bladets chefredaktør, er i gang med at skrive lederen til næste blad, der går i trykken om få timer. Den handler om, hvorvidt mediet kan tillade sig at promovere modebranchen, når den er så skadelig for miljøet.

Den slags dilemmaer er dagligdag for journalisterne på den lille, hyggelige redaktion i Egmont Story House. Her snakker kollegaerne med, hvem end man møder ved kaffemaskinen, og der er plads til, at en kollega kommer forbi med sin baby, selvom deadline ligger lige om hjørnet.

Stemningen oser af hygge, men også seriøsitet. Der står stadig en halv flaske uåbnet vin på bordet fra fredagens optagelse af podcasten ”Skål Søster,” hvor Alt for Damerne taler med to kendte kvinder om, hvad der fylder i debatten lige nu, og så skåler de altid for en kvinde, der fortjener en særlig ros.

Det ritual indrammer mediets nye redaktionelle linje meget godt.

Rikke Dal Støttrup erkender, at der er sket store forandringer for bladet i hendes tid som chefredaktør.

”Indtil 2020 havde vi hver eneste uge en model der var ca. 25, oftest lyshårede, fordi de sælger bedre end mørkhårede, slanke og smilende på forsiden. Jeg var ved at kaste op af kedsomhed, og mon ikke læserne var det samme,” siger Rikke Dal Støttrup.

I dag er en af hendes vigtigste opgaver som chefredaktør hele tiden at sørge for, at tingene ikke falder tilbage i de gamle roller. Det er simpelthen nemmere at finde en model på 25 år end på 45, og der er stadigvæk flere modeller der vejer 55 kilo i stedet for 85.

Men hos Alt for Damerne er det vigtigt, at læserne kan kende sig selv i bladet, og det har mange ikke kunne i de åletynde, purunge, hvide modeller, der har prydet de glitrende sider i årevis.

Nu keder Rikke Dal Støttrup sig ikke længere. Hun er stolt af Alt for Damerne. Problemet er bare, at diversitet desværre ikke altid sælger lige så godt som status-quo. Men skal man gå på kompromis med sine idealer for at sælge blade?

Et aktivistisk aktualitetsmedie

Chefredaktør Isabella Hindkjær er ikke i tvivl. Hun vil stå på den rigtige side af historien. Det samme skal Femina.

”Jeg tror, man skal være varsom med at være for vægelsindet. Man kan ikke være et mediebrand i 2022 uden at stå for noget og tage stilling. Hvis man ikke står for noget, så står man for ingenting,” siger hun.

Isabella Hindkjær forklarer, at det er en af største ændringer i Feminas linje. Tidligere har de prøvet at gøre alle glade og ”please” læserne, så de ikke blev sure eller stødt. Men det ændrede sig i 2020, da Isabella som helt ny chefredaktør kunne se, hvordan voldtægtsofre blev svigtet af den, ifølge hende, ”grotesk forældede voldtægtslovgivning.”

Aktivister havde siden 2016 kæmpet for, at Danmark skulle få en samtykkebaseret lovgivning, som lagde vægt på, om der var samtykke til sex, i stedet for om offeret havde kæmpet imod en voldtægt. Da debatten omkring den nye lovgivning i sommeren 2020 gik i stå, stormede den nytiltrådte chefredaktør ind i kampen med 100 km/timen:

”Jeg havde det bare sådan, at hvis ikke et medie, der hedder Femina, dækker det her, som er noget af det mest grundlæggende, nemlig retten til vores egen krop, hvem gør så?,” siger Isabella Hindkjær.

Overgangen fra et mere traditionelt dameblad med fokus på det nære og klassisk feminine til et aktivistisk aktualitetsmedie var alt andet end blød. Der var ingen på forhånd defineret strategi, ingen cost-benefit-analyse og ingen plan B. Til gengæld var der en følelse af, at det her virkelig kunne rykke noget.

Femina skrev 65-70 artikler om tilblivelsen af Danmarks samtykkelov, som blev vedtaget i december 2020. Siden da har de kæmpet for bedre forhold på fødegangene, højere løn til sygeplejersker og kvinders rettigheder i Iran. Da Femina først udskiftede den gode stemning med en mere aktivistisk linje, vakte det stor opmærksomhed.

”Det var ikke det, man forbandt Femina med. Men sådan har vi så været lige siden. Nu tager folk os seriøst, fordi det er svært at lade være,” siger Isabella Hindkjær.

”Jeg havde det bare sådan, at hvis ikke et medie, der hedder Femina, dækker det her, som er noget af det mest grundlæggende, nemlig retten til vores egen krop, hvem gør så?”

– Isabella Hindkjær, chefredaktør på Femina

Et ben i begge lejre

Tilbage hos Alt for Damerne beskriver Rikke Dal Støttrup et billede af, at Alt for Damerne går på to ben. Det ene ben går foran med store skridt og selvsikker gang. Her er de på forkant med tiden, når de bl.a. hepper på Helle Thorning, når hun får kritik for en nedringet kjole til hofbal, og når de sætter fokus på forskellige kroppe. Her kæmper Alt for Damerne for, at kvindekampen ikke bliver old news, fordi folk glemmer, hvor lang vej vi har igen til ligestilling som f.eks. i bestyrelser og lederstillinger.

Men kan man løbe så hurtigt, at man mister en hel gruppe eller generation på perronen?

Det andet ben i Rikke Dal Støttrups billedlige strategi sikrer, at det ikke sker. For forandringen skal ikke ske på bekostning af deres trofaste læseres tillid. Det andet ben sørger hele tiden for, at de har fået alle med, måske især den mere traditionelle målgruppe.

De har haft læsere, som syntes, at deres artikler og nye linje har været for ”woke”, og de læsere vil Rikke Dal Støttrup også gerne have med. I januar 2021 – et stykke tid efter Sofie Linde for alvor fik den anden bølge af Me-too-bevægelsen til at rulle over Danmark – lavede Alt for Damerne et nummer, der hed ”Hvad nu mand”. De ville høre, hvordan mændene nu oplevede sexismedebatten og satte fokus på, hvad det ville sige at være en ”rigtig mand.”

Det var for hurtigt, mente nogle læsere. For nu havde kvinderne jo lige taletiden. Men Rikke Dal Støttrup vil møde de traditionelle læsere og mændene med åbne hænder.

”Vi skal finde et nyt niveau, hvor vi ikke er i krig, men hvor vi minder hinanden om, at det her er godt for alle. Det kan man ikke, hvis man mister folk på forhånd, fordi man er for hård,” siger Rikke Dal Støttrup.

Både-og, ikke enten-eller

Selvom Alt for Damerne vil være et medie, der går forrest i kvindekampen, ønsker Rikke Dal Støttrup også, at bladet skal være en pause i læserens hverdag. Også i en tid hvor priserne og utrygheden stiger med hastige skridt.

”Folk skal ikke have lektier for, og folk skal ikke skældes ud,” siger Rikke Dal Støttrup.

Alt for Damerne holder altså derfor fast i deres skønhedstips og modeserier, men nu skal det også være for andre end de unge, hvide og tynde.

Isabella Hindkjær holder også fast i, at Feminas aktivistiske linje ikke er sket på bekostning af mediets fokus på mode, mad og make-up.

”De sidste ti år har der været nogle, der efterspurgte det intelligente dameblad. I det har der nok ligget implicit, at det ville være fedt, hvis man i virkeligheden var et mandeblad. Vi skal passe på som kvinder, at vi ikke bare reproducerer nogle maskuline idealer,” siger Isabella Hindkjær.

Hun tilføjer afslutningsvist, at ligesom mænd altid har haft lov til at gå op i både økonomi og dyre ure, må kvinder selvfølgelig også dyrke det feminine og hårdtslående journalistik samtidig. Selv er Isabella Hindkjær kropsliggørelsen af denne syntese af det ultrafeminine og den kampklare kritiske journalist, som ligesom Rikke Dal Støttrup gerne tager en stor del af æren for denne udvikling.

FORSIDEN

Reception for eleverne – ”Vi vil gerne have lov til at reagere”

af Thit | sep 24, 2022 | INDE

Reception for eleverne – ”Vi vil gerne have lov til at reagere”

DMJX’s økonomi er kommet i mediernes søgelys, efter fagbladet Journalisten har udtalt kritik af skolens pengehåndtering. Derfor afholdt De Studerendes Råd (DSR) og KaJ et event fredag d. 16. september for at markere deres utilfredshed.

TEKST: Lærke Kobberup
Foto: Rasmus Breum

Udgivet den 24. september 2022

”Alle studerende fortjener et gyldent håndtryk”.

Disse store påmalede bogstaver hænger på det banner som Iben Marie Ryberg, forperson for DSR, og Josephine Marie Lind, medlem af DSR og KaJ, bærer mellem sig, mens de gør klar til eventet. Et lille bord står klar med sit eget banner med teksten ’$KÅL!’.

Her bliver der fyldt champagne i glas og fremlagt småkager af Anton Dahl Andersen, næstperson for DSR, og Emil Vogelius, forperson for KaJ. På et tilstødende bord bliver håndflader malet med guldmaling. For udover lidt godt til ganen, kan elever og undervisere også få sig et gyldent håndtryk på vej til undervisning.

”Vi har valgt at starte allerede klokken 8, så vi kan nå at fange nogle af de ansatte,” siger Anton Dahl, som er en af hovedplanlæggerne bag receptionen.

Men det er ikke kun de ansatte, de fanger. Flere elever møder tidligere ind end normalt.

”Jeg valgte at møde ind tidligt, så jeg kunne fornemme, hvad det handler om”, siger Emilie Lindahl-Jessen, journaliststuderende på 1. semester.

Mange af de nyankomne får et glas champagne og en småkage, stiller sig ind til siden og venter på en uddybning af arrangementet. Dette sker dog ikke, og de vender sig i stedet til hinanden og begynder at småsnakke. Idet andre nyankomne spørger ind til arrangementet, forklarer arrangørerne ivrigt hvorfor eventet afholdes. Anton Dahl Andersen fortæller, at formålet med receptionen ikke primært er at oplyse eleverne:

”Vi har mere et behov for at markere, at vi ikke synes, skolens håndtering af pengene var i orden. Der ligger en stor provokation i at bruge så mange penge på receptioner og ikke på eleverne,” siger han.

Hvad er der sket med pengene?

Hen over de sidste par måneder har blandt andre fagbladet Journalisten skrevet om det ’gyldne håndtryk’ som DMJX’s tidligere rektor Trine Nielsen fik, da hun forlod posten efter 2,5 år. Det er her kommet frem, at hun fik en fratrædelsesgodtgørelse på 2.1 mio. Dette skete efter en sparingsunde på 3.5 mio., og fratrædelser af fire undervisere.

Derudover er det også kommet frem, at der er blevet brugt over 130.000 kroner på receptioner for ledelsen i 2019.

Disse informationer gjorde skolens elever nysgerrige på økonomien. Resultatet blev en festinvitation slået op på Facebook, hvor DSR og KaJ inviterede alle til reception for de studerende:

”Kom og nyd et køligt glas for os selv, når nu ingen andre gør det.”

Selvom artiklerne omhandler sager behandlet af skolens tidligere bestyrelse, mener Anton Dahl Andersen, at det stadig er vigtigt, at skolens elever markerer deres utilfredshed:

”Vi har skrevet til Julie Sommerlund, rektor på DMJX, og understreget, at eventet i dag ikke handler om den nuværende bestyrelse. Pointen i dag er primært at snakke med de studerende om situationen. Og så selvfølgelig at få lov til at reagere,” siger han.

Tiden går og flaskerne bliver tømt

En del elever og ansatte kommer forbi receptionen inden undervisning. Der bliver joket om gyldne håndtryk og yndlingssmag inden for børnechampagne. Selvom mange frabeder sig champagnen, da de lige har børstet tænder, bliver der tømt over ni flasker og givet så mange gyldne håndtryk, at den påmalede guldmaling begynder at krakelere på hænderne. Også Anton Dahl Andersen mener, at eventet er gået godt:

”Vi fik markeret os på en måde som er hyggelig, sjov og rar, men stadig med en pointe i, at vi er her og går op i, hvad der foregår. Det har dog aldrig været meningen, at det skulle være en demonstration. Der er det blevet blæst op af medierne. Men det kan vi jo ikke styre,” siger han med et glimt i øjet.

FORSIDEN

Kære dagbog: Dårlig mave, drænende dage og kroppen fyldt af dopamin

af Thit | maj 12, 2022 | INDE

Kære dagbog: Dårlig mave, drænende dage og kroppen fyldt af dopamin

TEKST: Astrid Simone Kjær & Lisa Bilgrav
ILLUSTRATION: Thit Lund Bording

Udgivet den 12. maj 2022

Påskeferien

Tirsdag d. 12. april, Lisa

Jeg bakser med hjemmeside. Igen. En hjemmeside, jeg føler er super vigtig, men alligevel ligegyldig, når man gang på gang får fortalt, at de ofte ikke kigger på den.

Fredag d. 15. april, Lisa

Begyndte at græde over Wix. Fuck Wix.

Mandag d. 18. april, Lisa

Jeg har talt i telefon med tre praktikanter. Jeg føler mig privilegeret over, at jeg kender så mange, jeg kan få gode råd af. Jeg deler selv ud af de informationer, som jeg får, til andre fra mit semester. Jeg vil gerne spille et fair spil. Samtidig føler jeg mig som et dårligt menneske, da jeg ikke vil have, at folk tager pladserne fra mig. Det er en ond spiral.

Torsdag d. 14. april, Astrid

De seneste to uger op til påskeferien har været presset. Alle taler om praktik og arbejder på deres hjemmeside. Inklusiv mig selv. Det er som om, at det ligger i baghovedet på alle. Alligevel føler jeg mig alene med bekymringerne. For hvad nu hvis jeg ikke får en praktikplads, jeg kan se mig selv i?

Ugen med Messen

Onsdag d. 20. april, Lisa

På vej til praktikmesse i Odense. Seks runder har man til at snakke med forskellige medier. Det her er muligheden for at få en fornemmelse af praktikstederne.

Hold kæft det går stærkt mellem runderne. Man taber næsten kaffen, når båthornet runger mellem betonvæggene. Man når slet ikke at danne sig et overblik. Det er et kæmpe gedemarked.

Var forbi EB efterfølgende, så de kunne få et indtryk af mig. Ville gerne have vist mig mere på DR Nyheder, men der var så mange mennesker, at det føltes helt umuligt.

Jeg har den vildeste hovedpine.

Onsdag d. 20. april, Astrid

Messen er et virvar. Vi træder ind i en stor industrihal med højt til loftet og vægge af beton. Der er opstillet boder, men det er umuligt at holde overblik over, hvilket mediehus, der står hvor. Jeg hader det allerede.

Torsdag d. 21. april, Lisa

Jeg har fået en samtale med Jyllands-Posten i morgen. Jeg forbereder mig på idéer, avisens identitet, målgruppe, hvem er jeg. Kæft der er meget.

Aftalt samtale med Børsen på mandag. Normalt holder de kun samtaler tirsdag og onsdag, så føler mig lidt heldig over, at de har sagt ja. Det er et værre puslespil at få alle forsamtaler til at gå op.

Torsdag d. 21. april, Astrid

Jeg kunne blive ved med at sove efter i går. Der var mange indtryk og mange timer med et tørt smil og øjenkontakt. Dog er jeg i dag mere klar over, hvilke steder jeg kan se mig selv i. Børsen gjorde, overraskende nok, et skide godt indtryk.

Fredag d. 22. april, Lisa

Samtalen er overstået ved Jyllands-Posten. Ham, jeg snakkede med, var nice, men jeg ved ikke, om det gik godt. Han spurgte om en forside til i morgen, som jeg skulle finde på, hvortil jeg fyrede lort af. Man bliver lidt en anden person til samtalen, føler jeg. Man bilder dem ind, at man kender avisen godt, deres målgruppe og artikler. Jeg har jo primært læst op på det dagene op til.

Fredag d. 22. april, Astrid

Det er gået op for mig, hvorfor det hele har været så forvirrende, når det kommer til at få en praktikplads. Der er ikke nogen regler. Der er retningslinjer, men de bliver brudt. For eksempel er det kun de mindre medier, som må holde samtaler og åbent hus mandag, men jeg er allerede blevet tilbudt en samtale af Børsen på mandag.

Mit bedste råd er at følge med. Accepter, at det er et lorte system (eller gør oprør).

Fredag d. 22. april, Lisa

Forbereder mig til de kommende samtaler med nye idéer til artikler. Jeg synes, at det svært.

Har grædt tre gange i dag.

Helvedesugen kommer nu, og jeg kan mærke, hvordan presset rammer. De kan love dig en masse ting, og du kan hoppe fra din aftale. Du kan få booket en samtale før tid, selvom det egentlig starter senere. Man skal være kreativ og sweet talke, men de kan også blive sure på én, hvis man hopper fra sent

Samtale-ugen

Mandag d. 25. april, Astrid

I dag skal jeg ind forbi Børsen. Nervøsiteten kommer snigende, og knuden i maven er begyndt at stramme til. Det er som at gå til eksamen. Før sidste uge havde jeg aldrig skænket avisen en tanke, men efter messen er jeg spændt på samtalen.

Samtalen gik fint, tror jeg. Eller måske ikke. Det er svært at sige.

I løbet af dagen har jeg fået samtaler op at stå med yderligere to praktiksteder, så jeg er oppe på ni samtaler i alt. Jeg vil ikke ende med tomme hænder, når ugen er omme. Måske et overkill. Men altså; better safe than sorry.

Mandag d. 25. april, Lisa

Jeg har en samtale med Børsen. Jeg er virkelig nervøs. Min puls stiger, og jeg kan ikke spise noget.

Forbereder mig til Ekstra Bladet og Berlingske. Åh, det er trættende og hårdt. Der er mange informationer, som man skal huske, og man skal virkelig tænke på de idéer, som man skal pitche til samtalerne.

Jeg bliver pludselig panisk om mine valg af samtaler. Burde jeg melde mig til nogle ekstra? Jeg satser jo kun højt, med de steder som jeg søger, og jeg vil helst ikke stå uden en plads. Men skal jeg søge noget, som jeg ikke rigtig føler for?

Tirsdag d. 26. april, Astrid

I dag skal jeg til samtale ved Politiken, Berlingske og Information. Det har medført vedvarende ondt i maven, kvalme og derudover har jeg nervøs-skidt fem gange. Ikke nogen fed oplevelse, det er helt sikkert.

Det er ventetiden mellem samtalerne, der er det værste. Flere gange i løbet af dagen har jeg haft lyst til at aflyse samtaler for at undgå mavesmerterne.

I ventesalen ved Information støder jeg ind i en RUC’er, som har fået tilbudt Politiken. Vreden stiger op i mig. Til samtalen ved Politiken sagde chefredaktøren, at jeg skulle forvente et opkald, men det har jeg ikke fået, og dagen er snart ovre. Jeg føler mig dum og uduelig. Hvordan kunne jeg tro, at jeg havde fået det?

En halv time efter vibrerer min telefon. Jeg tager røret og får tilbudt Politiken. Jeg kan ikke sidde stille eller stoppe med at smile. På en og samme tid er jeg sur og glad. Lettet og frustreret. Jeg troede seriøst ikke, at hun ville ringe. Den er fandme i hus.

Tirsdag d. 26. april, Lisa

Jeg er pisse nervøs. Jeg har næsten ikke sovet, kan slet ikke spise og skal hele tiden på toilettet.

Jeg dukker op til åbent hus på Berlingske. Det er en mærkelig oplevelse, når man kan se alle andre, som også er mødt op i håbet om at få en plads. Da åbent hus slutter, har jeg en time til min samtale. Jeg løber ud og køber dagens avis hos Berlingske. Jeg skal have læst forsiden, hvis de spørger ind til den.

Til samtalen bliver vi kaldt ind et lille hold ad gangen. Mens vi venter, sidder folk på deres telefoner og prøver at huske ting udenad. Der er en underlig stilhed. Min puls stiger.

Samtalen på Berlingske gik godt, men mange har søgt den, så tør ikke satse.

Jeg har en samtale med Ekstra Bladet senere. Glæder mig virkelig meget til den.

Samtalen gik ikke som forventet. Jeg blev vildt nervøs. Er ret skuffet over mig selv. Jeg har hele tiden tænkt, at det var den samtale, hvor jeg virkelig kunne være mig selv. Men fik ikke rigtig noget igen hos dem. Det er hårdt, når jeg hele tiden har tænkt, at EB kunne være et rigtig godt sted for mig.

Efter samtalerne er vi en gruppe, der har fundet sig til rette på en rød bænk foran JP/Politikens Hus og taler om de foregående samtaler. En af mine medstuderendes telefon ringer. Han har fået tilbudt en plads på Politiken. Stressen banker på igen, også selvom jeg har ikke engang søgt Politiken. Jeg begynder at græde midt på Rådhuspladsen. Jeg er så presset. Folk omkring mig får tilbudt pladser på de store dagblade, og jeg har stadig ikke hørt noget.

Jeg er lige kommet hjem, og jeg forbereder mig til samtalerne i morgen. Jeg er presset og kan ikke spis noget. Mine veninder er bekymrede for mig.

Telefonen ringer, og jeg tager den med det samme.

“JEG HAR FÅET TILBUDT JYLLANDS-POSTEN! SHIT SHIT SHIT!”

Onsdag d. 27. april, Astrid

I dag skal jeg til samtale ved DR Nyheder.

Stemningen blandt mine medstuderende er meget forskellig. Nogle har fået forhåndsaftaler i hus, hvilket rygtes med lysets hast. Andre har endnu ikke fået noget i hus og mærker presset. Det er skide svært at være i. Jeg vil gerne støtte dem og sige det rigtige, men der er ikke noget jeg kan sige for at gøre det bedre. Jeg står på den “heldige” side af det hele. Jeg har fået en aftale på Politiken, hvilket giver ro, men også dårlig samvittighed i forhold til de venner, som endnu ikke har fået noget.

Samtalen ved DR var god. Det er fandme et fedt sted. Det får mig til at tvivle. Er DR et bedre sted for mig end Politiken?

Jeg er helt kvæstet. Der er konstant beskeder i indbakken fra mine medstuderende. Man (heriblandt mig selv) skriver rundt for at høre, hvem der har fået hvad. Jeg kan ikke lægge mobilen fra mig. Tårerne triller ned af mine kinder. Jeg kan ikke mere.

Onsdag d. 27. april, Lisa

Ud til samtale hos DR. Shit, jeg er nervøs.

Det er en mærkelig stemning. For første gang kan jeg fysisk se, hvor mange vi er om de få pladser. DR afholder deres samtaler i samme lokale, som folk venter, så man kan vitterligt se på, mens ens medstuderende har samtaler. Det er underligt. Mange har allerede fået tilbudt gode pladser, og rygterne spredes hurtigt.

Jeg går væk med små skridt fra min samtale ved DR Nyheder. Det var en underlig oplevelse. Jeg havde ikke regnet med, at jeg ville opleve så lidt menneskelighed fra dem. Nu forstår jeg, hvad folk mener, når de siger, at det er et samlebånd hos DR.

Jeg magter ikke engang de to næste samtaler på DR. Jeg er så skuffet. Hvor var det en vildt dårlig oplevelse.

P1 Kulturen har glemt at skrive mig på listen. Hahahaha. Skal vente i 1,5 time.

Men shit en god oplevelse hos dem. Den plads vil jeg virkelig gerne have, men der er kun én, og der er mange om budet. Jeg er bare glad for, at jeg kan slutte af med en god oplevelse.

Netop kommet hjem. Jeg har ikke fået DR Nyheder. Sikke en nedværdigende samtale. Det føles tomt. Jeg begynder at græde. Igen. Det har altid været min drøm at komme på DR Nyheder. Jeg er så ked af, at jeg blev taget imod på den måde.

Torsdag d. 28. april, Astrid

Jeg har sovet længe. Anstrengelserne fra de sidste par dage kan mærkes, og jeg skal bare be’ om at komme hjem i min egen seng i Århus. Mit hoved er tomt og maven mættet af alle følelserne fra de sidste par uger. Jeg skal godt nok være stiv i morgen til Kapsejlads.

Torsdag d. 28. april, Lisa

Nu kan jeg endelig slappe af. Jeg har fået en plads, og jeg skal ikke til flere samtaler.

Børsen har lige ringet. De vil give mig en plads. Jeg er igen forvirret. Skriver og ringer rundt til folk for at få råd.

Jeg afviser Børsen. Det er ikke det rigtige sted for mig.

Shit, praktiksøgning har været en underlig oplevelse. Jeg er ret frustreret over hele forløbet. Man har kun otte minutter til at “sælge sig selv”, og nogle gange kunne jeg mærke, at jeg blev valgt fra ved første øjekast. Nogle er dog søde, og det er skønt. Men man glemmer lidt de gode oplevelser i processen.

Berlingske har ringet. Jeg sad på WC, da telefonen vibrerede. De har tilbudt mig en plads. Jeg skal gerne svare inden kl 22. Jeg har tre timer, og er på vej ud af døren til Århus.

Igen. Opkald. Beskeder. Hvad skal jeg vælge?

Jeg må være den mest irriterende person på Kombardo-bussen. Sidder konstant i opkald. Græder igen og igen.

Efter jeg har lagt på ved det sted, som jeg har afvist, begynder jeg at græde. Jeg ved godt, jeg er i en virkelig heldig situation. Men jeg er i underskud af søvn, har intet spist i fem dage, og jeg er bange for at træffe det forkerte valg.

Netop ankommet med bussen. Min kæreste venter på mig. Hvor er det rart at se ham igen. Jeg føler, at jeg har været væk i tre uger.

Jeg er drænet for energi. Selvom jeg nok skal få et godt praktikophold, så føler jeg, at jeg har skuffet andre mediehuse og de mennesker, der har lagt et godt ord ind for mig. Jeg føler mig fjollet for at reagere på den måde. Specielt fordi jeg kun skal vælge praktikpladsen for mig selv og ingen andre.

Fredag d. 29. april, Lisa

Jeg er taget til Kapsejlads med de mange andre fra DMJX. Folk har ikke hørt, at jeg skal på Berlingske i stedet for Jyllands-Posten. Det er sjovt at se folks reaktioner. “Jeg havde to vilde timer i går aftes, på vej hjem mod Århus,” svarer jeg.

Panikdag

Onsdag 4. maj, Astrid

Jeg er nervøs. Også selvom der ikke er grund til det. Jeg har fået en praktikplads i hus, og jeg er blevet forsikret om det af flere omgange. Alligevel kan jeg mærke noget, der rumsterer i maven.

Jeg skal mødes med en gruppe fra årgangen og poppe pagnen, når tiden er gået.

Vi sidder alle fem med skærmen foran os, mens der bliver talt ned. Det virker så absurd. Den er grøn.

Jeg skal i praktik på Politiken.

Onsdag 4. maj, Lisa

Jeg vågner tidligt onsdag og dobbelttjekker, at min ansøgning er blevet sendt ind på praktikmatch. Berlingske skriver til mig 12.10, at de har godkendt min ansøgning. De glæder sig til, at jeg skal starte. Det føles rart, at de viser så meget begejstring for en.

Jeg møder en flok venner fra studiet kl 13.00. Nogle af os har kæmpet lidt mere end andre, men vi er alle ret enige om, at praktiksøgning er et mærkeligt og hårdt system. Der står champagne, øl og snacks på bordet. Vi skal fejre det hårde arbejde.

Karoline formidler litteratur til dem, der ikke selv har en bog på natbordet

af Rasmus | maj 12, 2022 | UDE

Karoline formidler litteratur til dem, der ikke selv har en bog på natbordet

Karoline Kjær Hansen læser bøger. Masser af dem. Og hun fortæller om dem på Radio4 i programmet Mellem Linjerne. Arbejdet foregår i togkupeer og midlertidige radiostudier, og det er en del af hverdagen som litteratur- og kulturjournalist.

TEKST: Josefine Harboe
FOTO: Rebecca Hoffmann

Udgivet den 12. maj 2022

Klokken er 8:10 torsdag morgen på Aarhus Hovedbanegård. Karoline Kjær Hansen balancerer en kop kaffe og en yoghurt i den ene hånd, mens hun med den anden betaler for sine ting i 7/11. Hun tager en tår af sin kaffe og efterlader et let rødt aftryk læbestift.

Hun kaster sin mulepose over skulderen. I den ligger lidt læsestof, computer og høretelefoner, som i dag er grej nok til en hel arbejdsdag. Resten af hendes udstyr ligger allerede i Radio4’s studie i københavn, hvor arbejdsdagen skal foregå.

”Ja, jeg har pakket let i dag. Jeg plejer jo at have mit eget optageudstyr med også,” siger hun og går ned ad rulletrappen til spor 2, hvorfra hun om få minutter skal med toget til København.

Arbejde på farten

Karoline Kjær Hansen står bag radioprogrammet Mellem Linjerne på Radio4, hvor hun hver uge interviewer forfattere om deres bøger. En del af arbejdet er, at hun tager ud til sine kilder. Helst der hvor bogen er udformet.

”Det giver ofte kilden en ro, at det er dem, der er på hjemmebane,” siger hun.

Karoline Kjær Hansen har fast base i Aarhus, hvor hun arbejder som freelancejournalist og selv sammensætter sin arbejdsuge med radiointerviews og artikler om kultur og litteratur i Jyllands-Posten. Det er svært at sætte timer på en arbejdsuge, når forberedelse flyder sammen med fornøjelse. De to ting hænger dog sammen på den måde, at alt læsning fra hendes arbejdsliv er med til at udvide horisonten for, hvad der kan være spændende.

”Det er jo et stort privilegium, at jeg kan arbejde med det, jeg også bruger min fritid på,” siger hun.

I dag har Karoline en aftale med Knud Brix i Radio4’s studie i København, hvor de skal tale om hans kommende bog Febertræet. En autofiktiv fortælling om en tumultarisk rejse til Liberia og mødet med en berygtet general fra 90’ernes borgerkrig. De mange togture mellem Aarhus og København fungerer ofte som arbejdsplads, og derfor bestiller hun altid plads i stillekupéen.

Karoline tager sin computer frem for at læse de sidste 25 sider i Knud Brix’ bog, og sideløbende har hun en artikel om fiskeri og forfatterskab til Jyllands-Posten, som hun sender til citattjek. Hun klikker sig frem og tilbage mellem mailkorrespondancer og skribler ind i mellem et par stikord i sine egne dokumenter. Hendes blik er fæstnet på skærmen, mens veje, broer og skinner fyger forbi hende.

To uddannelser, der taler hvert sit sprog

Karoline har en bachelor i litteraturhistorie fra Aarhus Universitet. Herefter tog hun en kandidat i journalistik på DMJX. Hun er rundet af to fag med meget forskellige tilgange til formidling. Litteraturen kræver fordybelse og giver Karoline plads til at dissekere detaljer. Journalistikken er håndværksfaget, som har lært hende at gå grundigt til værks uden at fortabe sig i småting.

”Vi kan lære meget om vores samfund og eksistens i litteraturen. Det er også her, det journalistiske kommer ind, fordi man skal vinkle fortællingen om forfatteren og bogen, så den er interessant for et bredt publikum,” siger hun.

En fordel ved at være så velbevandret i litteraturhistorie er, at analyseredskaberne sidder på rygraden. Når Karoline er på optagelse, har hun sjældent andet manus med end lidt stikord. I dag står der kun et par datoer fra Knud Brix’ arbejdsliv, og resten opstår i studiet. På den måde kan hun lade samtalen tage en drejning, hvis interviewpersonen selv lægger op til det.

”Man kan gå alle steder hen og høre Knud Brix tale om sin løn, så det har jeg ikke tænkt mig at bore i. Men hvis han selv lægger op til det, så griber jeg den,” siger hun.

Karolines arbejdsliv kræver, at hun holder sig opdateret på forskellige platforme. Hun bruger arbejdet aktivt på sin Instagram, som er spækket med billeder af smilende forfattere foran Radio4’s blå billedvæg eller bøger stilistisk arrangeret i en solrig vindueskarm. Hun modtager nyhedsbreve fra forlagene og kender branchen godt, efter hun gennem flere år har skrevet for forskellige større dagblade. Derfor ved hun, når noget rører sig i den litterære andedam.

”Jeg beskæftiger mig primært med nyudgivelser. Der kommer aktualitetskravet fra journalistikken også ind i billedet,” siger hun.

På redaktionen i København

Toget kører ind på perronen på Hovedbanegården i København kort efter kl. 11:00, hvorefter Karoline går de få hundrede meter til Radio4’s lokaler.

Der lyder tastende fingre på tastaturer fra alle hjørner af den lille arbejdsplads. Selvom redaktionen er indrettet med hæve-sænkeborde og Lenovo-computere, står det klart, at den er vokset ud af en gammel lejlighed og ikke bygget til formålet. Placeret i en smal opgang i Studiestræde ikke langt fra Rådhuspladsen, er redaktionens gulve belagt med støjdæmpende gråt gulvtæppe, som dog ikke formår at kvæle de knirkende lyde fra træplankerne nedenunder.

Hun sætter sig foran en stor computerskærm med danskvand og en kop kaffe. Manglen på personlige kendetegn – en efterladt post-it, anden udsmykning eller billeder – gør det tydeligt, at det ikke er Karolines faste kontorplads.

Alligevel åbner hun straks computeren og finder sin mailindbakke. Citattjekket er godkendt og med få tryk og en lille lyd fra tastaturet, er hendes artikel sendt til Jyllands-Posten.

Litteratur med en mission

Tankerne bag hendes arbejde med litteratur er at ændre idéen om, hvad vi bruger bøger til. Det var egentlig lidt ved et tilfælde, at hun havnede på litteraturhistorie, for det har aldrig været gamle klassikere og historiske romaner, der har tiltrukket Karoline.

Men efter hun boede nogle år i Berlin efter gymnasiet, blev hun draget af det unge, kreative miljø og i retning af litteratur. Selvom litteratur anses som højkultur, er det vigtigt for hende ikke at lave et elitært program.

”Jeg vil gerne gøre op med, at der findes rigtig og forkert litteratur og i stedet anerkende vigtigheden af den. Jeg sætter en ære i at formidle litteratur for målgrupper, som ikke nødvendigvis har en bog liggende på sengebordet. Det er medvirkende til, at jeg hver gang skal anstrenge mig for at gøre min journalistik relevant,” siger hun.

Hun har selv oplevet, hvordan hun fandt en ro i at læse, i takt med at det blev en større del af hendes arbejdsliv. Samtidig tror hun på, at det er gavnligt for alle at bruge lidt mere tid på litteratur, men ofte kræver det et skub i den rigtige retning.

”Kultur er ikke forbeholdt en afskåret gruppe af samfundet, men vedrører os alle, fordi den oftest handler om livets store spørgsmål. Men jeg synes bogen er nedprioriteret i vores samfund,” siger hun.

Kunsten at være velforberedt

Klokken nærmer sig 13:00, hvor Karoline har en aftale i radiostudiet med Knud Brix. Hun forbinder nogle kabler i forskellige farver, sætter mikrofonerne til og skænker en kop kaffe med rolige bevægelser.

”Jeg synes ikke, jeg bliver starstruck. Jeg er heller ikke nervøs, hvis jeg har forberedt mig godt. Jeg gør en dyd ud af at være godt forberedt, men trækker også meget på min viden fra studiet og mine mange fritidstimer med bøger i hænderne,” siger hun.

Og velforberedt, det er hun. Interviewet varer en times tid og giver plads til at gæsten kan udfolde sig. Karoline laver nedslag undervejs, typisk i datoer eller konkrete detaljer som selv forfatteren kunne have glemt. Samtalen handler om bogen, men også om det forudgående arbejde og den efterfølgende skriveproces.

Da optagelsen er slut, står de begge og beundrer forsiden, som er prydet af et fotografi i røde, soltunge nuancer. Bogen er helt frisk fra trykken, og derfor bliver de begge nødt til at se med fingrene. Inden Knud Brix forlader studiet, udbryder han, at det da må være et fantastisk job, hun har. Karoline nikker bekræftende, selvom det kan være en udfordring, når arbejdsliv flyder sammen med fritid.

”Jeg kan ikke sige, at jeg kun arbejder 37 timer om ugen,” siger hun.

En bred skare af gæster

Gæsterne i programmerne spænder vidt. Lige fra den tidligere chefredaktør på Ekstra Bladet Poul Madsen til bestsellerforfatteren Jussi Adler-Olsen og digterkanonen Søren Ulrik Thomsen. Derfor handler programmerne i høj grad også om at møde et menneske og en historie, end kun om at forstå en bog.

”Jeg er ikke litteraturformidler. Jeg åbner det rent journalistisk og håber, at mine programmer kan være en hjælp til at forstå et forfatterskab og derigennem et større emne i samfundet,” siger hun.

Karoline pakker sin taske og vinker farvel til kollegerne på redaktionen. Hun sætter sig på en café rundt om hjørnet og snupper en sen frokost udenfor. Arbejdsdagen er endnu ikke slut. I toget vil hun tage hul på klipningen af dagens interview, så det er klar inden deadline fredag formiddag.

Telefonen ringer, og en pressemedarbejder på et forlag vil lige have styr på de sidste detaljer inden en radioudsendelse. Karoline gennemgår dem minutiøst, mens hun suger dagens sidste sol til sig, inden den går ned over Københavns tage.

FORSIDEN

Har du nyheder kan du få, er du niche må du gå

af Mads | maj 12, 2022 | TEMA

Har du nyheder, må du få - er du niche, må du gå

Et nyt medieforlig skal til sommer forhandles på plads. Her håber både medier og interesseorganisation på en fornyelse af mediestøtten, så den giver bedre plads til de nye medier.

TEKST: karoline noer
ILLUSTRATION: axel hammerbo

Udgivet den 12. maj 2022

Enten er vi ikke nok nyhedsmedie eller for meget et kulturmagasin. Vi er for snævre, eller også er vores egenfinansiering ikke stor nok”, lyder det fra redaktionschef hos Atlas, Alexander Rich Henningsen. Mediestøtten uddeles hvert år af medienævnet, som er sammensat af syv medlemmer udvalgt af Slots- og Kulturstyrelsen. Herunder er det hovedsageligt innovationsstøtten, som søges af nyere medier, heriblandt Atlas

Efter fire års afviste ansøgninger har Atlas kun én enkelt gang været heldig at komme igennem nåleøjet og modtog i en kort periode innovationsstøtten – men det var lige indtil, gulvtæppet blev revet væk under dem.

Kulturstyrelsen fratog Atlas støtten, da de ikke mente, at pengene blev brugt som planlagt. Dette skriver Journalisten, hvor det fremgår, at Atlas ikke brugte pengene på et advisory board, markedsføringstiltag og ansættelser, hvilket ellers var en del af ansøgningen fra Atlas i første omgang. Men dette er Alexander Rich Henningsen uforstående overfor.

”Hele meningen med innovationspengene er jo, at man må prøve sig frem. Men det synes jeg ikke, vi har fået lov til.”

Atlas brugte pengene til at oprette et abonnementsystem, som er en krævende økonomisk udfordring at få etableret.

Atlas retter hovedsageligt deres kritik af mediestøtten mod fordelingen af midler til medierne. Spørger man Alexander Rich Henningsen, foregår der en forskelsbehandling, når medier såsom Føljeton og Ekko modtager mediestøtte, og Atlas ikke selv gør. Filmmagasinet Ekko skriver hovedsageligt journalistik om film, og i den sammenhæng påpeger Alexander Rich Henningsen paradokset i, at Atlas får som afslagsbegrundelse at være for nichepræget, i den form, at de ikke laver nok nyheder eller dækker nok politiske emner

Lappeløsninger til fremtidens medier

I forbindelse med det nuværende medieforlig vedtog Kulturstyrelsen i 2019 at omlægge mediestøtten, så mulighederne til traditionelle medier og nyere digitale medier fordeles mere ligeligt. Et forsøg på at være mere tidssvarende. En ændring, der ifølge Alexander Rich Henningsen kun kan ses som en lappeløsning. Hertil fremhæver han Zetland som eksempel.

”På trods af ændringerne ses der stadig en enorm forskel i fordelingen mellem digitale og skriftlige medier. Zetland er i gang med at stjæle Informations brugere, og alligevel får Zetland knap 3 mio. i støtte, mens Information skovler 26 mio. ind.”

Ifølge Alexander Rich Henningsen skaber denne fordeling stiafhængighed, og det er den skævvridning, som han særligt håber, at det nye medieforlig kan imødekomme.

”Et krav, som at medier skal udkomme fem gange ugentligt, fastholder dagbladene i en gammeldags måde at lave journalistik på”

– Alexander Rich Henningsen, chefredaktør, Atlas

Umulige krav at leve op til

Chefredaktør ved ungdomsmediet Sein, Mathias Busk genkender Atlas’ kritik af mediestøtten, efter de også selv har søgt innovationspuljen – uden held. Ligesom hos Atlas er spørgsmålet om, hvad en aktuel nyhed er, altafgørende for Seins muligheder for mediestøtte. De gange de har ansøgt, har begrundelsen for afslaget nemlig lydt på samme måde: Sein leverer ikke dagsaktuelle nyheder.

”Bare fordi vi ikke skriver om minksagen eller Inger Støjberg, producerer vi stadig nyheder. Vores nyheder skrives mere som historier, men de historier kan sagtens være skelsættende nyheder for unge mennesker”, mener Mathias Busk.

Han uddyber, at Sein for et par år tilbage oprettede SEINblik, som er ugens mest aktuelle nyheder opsummeret hver søndag, for at imødekomme kravet om flere aktuelle nyheder, men da Sein udelukkende er bygget på frivillige kræfter, har det ikke været muligt at producere dagligt.

”Når det er sagt, ønsker jeg ikke, at Sein skal være ligesom Politiken og andre nyhedsmedier, da vi ikke længere ville være de unges talerør. Så dør hele idéen om Sein”, uddyber Mathias Busk.

Af samme begrundelse ønsker Mathias Busk heller ikke at oprette betalingsmur på Seins indhold for at skaffe flere midler. Han påpeger, at det ikke er alle unge på 15 år, som har råd til at betale et månedligt beløb for at kunne modtage Sein. Det er dog på nuværende tidspunkt muligt at være betalende medlem for et mindre beløb for at støtte Sein yderligere. Ifølge Mathias Busk skal mediestøtten særligt bruges på at afholde events for at skabe opmærksomhed om dem selv. Sidst Sein afholdte et større event, var i samarbejde med Politiken, hvor de skaffede 20 procent af de nuværende medlemmer.

Armslængdeprincippet er passé

Mathias Busk mener, at det nærmest er umuligt at skabe et nyt medie, som tikker alle boksene af, som den nuværende mediestøtte kræver. Ligesom Alexander Rich Henningsen, håber han, at dette kan ændres igennem det nye medieforlig.

Mathias Busk uddyber, at nogle punkter i det nye medieforlig, ser positive ud for Sein, men at det hele stadig kan falde på betegnelsen af, hvad en nyhed er. Udspillet til det kommende medieforlig blev fremlagt af kultur- og kirkeminister Ane Halsboe-Jørgensen tilbage i februar og forventes færdigforhandlet op til sommerferien.

På nuværende tidspunkt hviler mediestøtten på et armslængdeprincip, altså at Medienævnet ikke må vurdere kvaliteten af det journalistiske indhold. Noget Alexander Rich Henningsen mener bør ændres.

”Man er nødt til at kigge på kvalitet og indhold. En del af medienævnet bør vurdere kvaliteten, da jeg mener, at der er for mange, der får for høj mediestøtte, blot fordi de passer ind i kasserne.” Ifølge ham er hele meningen med mediestøtten netop at finde den mest værdifulde journalistik.

”Hvad er en nyhed egentlig? Jeg synes, det er en nyhed, når vi udgiver en original tekst, om noget, som ikke er udgivet før, men det er ikke en nyhed som i breaking-bjælker. Samtidig får BT mediestøtte for at lave nyheder om f.eks. at Nicklas Bendtner er kørt galt igen,” siger Alexander Rich Henningsen.

Konkret ønsker Atlas et koncernloft, hvilket betyder, at en koncern såsom JP/Politikens hus ikke blot kan oprette flere medier og på denne måde modtage ekstra støtte. Ideen med koncernloftet har Atlas udviklet i samarbejde med brancheorganisationen Nye Medier i forbindelse med deres udspil til et medieforlig.

Og selvom Nye Mediers udspil er blevet lyttet til, som en del af Regeringens nye medieforlig, savner Alexander Rich Henningsen, at man tør ryste posen og droppe de halve løsninger. Han peger på, at puljerne kunne ændres fuldstændig, så man blot søgte i én stor pulje. På nuværende tidspunkt fordeles mediestøtten i henholdsvis fire puljer, bladpuljen, innovations-, produktions- og sanseringsstøtten, hvoraf innovationspuljen hovedsageligt søges af nyere medier.

Brancheorganisationer kræver fornyelse

Atlas og Sein står ikke alene med ønsket om fornyelse af mediestøtten. Tilbage i januar bragte den administrerende direktør i JP/Politikens Hus, Stig Ørskov, en kronik i Berlingske. Her slog han på tromme for, at regeringen og Folketingets partier bør udfase den millionstøtte, som staten hvert år giver til veletableret medier.

”Statsstøtte skaber afhængighed – og giver ultimativt staten indflydelse på medierne. Hvis det bekommer politikerne, kan de fjerne støtten med et pennestrøg. Den trussel gør ikke noget godt for medierne,” lød det i kronikken.

Også Danske Medier, de private mediers interesseorganisation, synger med i det kritiske kor om den store mediestøtte. De har tidligere foreslået, at den maksimale driftsstøtte til enkelte medier sænkes fra de nuværende 17,5 millioner kroner årligt til 14 millioner kroner. De argumenterer for, at det vil sikre, at flere mindre medier får en relativt større andel af puljen.

På nuværende tidspunkt modtager både Berlingske, BT, Børsen, Ekstra Bladet, Jyllands-Posten og Nordjyske Stiftstidende alle de 17,5 millioner kroner, mens Information og Kristeligt Dagblad tager førstepladsen med henholdsvis 25,5 og 28,9 millioner kroner. Grunden til at nogle mediers støtte er højere end den maksimale grænse skyldes, at de også modtager penge gennem produktionsstøtten. Det er en pulje af støttemidler reserveret til medier, som klager over afslag og efterfølgende får medhold.

“Mediestøtten er 30 år forældet”

Både Sein og Atlas er medlemmer af den frivillige organisation Nye Medier, som for nyligt gav deres bidrag til, hvordan et kommende medieforlig kunne se ud.

De mener, at fornyelsen af mediestøtten kunne komme i form af flere midler til innovationspuljen, så flere nyopstartede medier kan modtage den, og at kriterierne for at få støtten bliver nemmere at opnå.

Derudover foreslår de, ligesom Atlas, et koncernloft og at mediestøtten fordeles platformsneutralt.

Alle krav som ifølge forperson for Nye Medier, Anne Sofie Christensen-Dalsgaard, fastholder mediestøtten efter nogle kriterier, som passer til et mediebillede, der fandtes for 30 år siden.

”De traditionelle medier bliver prioriteret, selvom de egentlig har midler og støtte nok. Vi har i stedet brug for at udvikle de medier, som f.eks. henvender sig til den yngre målgruppe, hvis vi stadig skal have de unge til at blive oplyst.”, fortæller Anne Sofie Christensen-Dalsgaard.

Hun uddyber, at noget af det, der spænder mest ben for nyopstartede medier, er kravet om tre fuldtidsansatte, også kaldet årsværkskravet.

”Årsværkskravet og omnibus-kriteriet er krav, som fastlåser medierne. Medier som modtager mediestøtte bliver en utrolig lukket klub, da du kun kan komme ind, hvis du i forvejen har midler nok”, tilføjer Anne Sofie Christensen-Dalsgaard.

Ligesom Sein og Atlas påpeger hun, at Regeringens nye medieforlig peger i den rigtige retning, og at man godt kan mærke, at vinden peger i fornyelsens retning. Men ligesom Mathias Busk venter Anne Sofie Christensen-Dalsgaard med at hive armene helt i vejret endnu.

”Detaljerne er de afgørende for vores fag. Hvor vælger de lige at lægge snittet med årsværk, og går de med på, at vi skal have et opgør med omnibuskriteriet? Der har vi ikke fået noget konkret bud på endnu.”

Medienævnets forperson Vibeke Borberg skriver i et skriftligt svar på kritikken, at de foretager en individuel vurdering af alle ansøgere ud fra, om de opfylder betingelserne fastsat af mediestøtteloven. Dertil påpeger hun, at:

“Det derfor kan forekomme, at nævnets bedømmelse af medier, der umiddelbart ligner hinanden i forhold til målgruppe, indhold mv. kan falde forskelligt ud”.

Hun tilføjer, at mediestøtteloven indeholder et kriterie om, at halvdelen af det redaktionelle stof, skal være nyhedsstof inden for et bredt emne. Samtidig skriver hun, at:

“Det er muligt, at nyhedsmediebegrebet har udviklet, sig siden den nuværende støtteordning blev indført, og at definition og praksis skal tages op til revision.”