Praktiksøgning i tal – se hvor det er sværest at få en praktikplads

af Thit | dec 8, 2022 | TEMA

Praktiksøgning i tal – se hvor det er sværest at få en praktikplads

Endnu en omgang praktiksøgning er overstået. For nogle er drømme blevet til virkelighed, mens andre har været knap så heldige. Kampen om praktikpladserne er nu forbi, støvet har lagt sig, og hvis man puster lidt til det, titter tallene frem. Koldt og kynisk koger vi nu suppe på dataen fra praktikmatch og forsøger at kvantificere en periode fuld af følelser.

TEKST: Alexander Kloppenborg

Udgivet den 08. december 2022

Til dette års praktiksøgning var der 159 studerende til 166 pladser. Hvilket efterlod kun 7 ekstra stole i den store stoleleg.

Nogle praktikpladser er mere eftertragtede end andre. 16 opslåede stillinger modtog 0 ansøgninger i første runde. De to mest populære stillinger modtog 23 ansøgninger pr. stilling.

Her har vi opgjort de 10 mest populære stillinger, på antallet af ansøgere pr. opslåede stilling.

Se nærmere på figuren her.

Hvis man så bort fra personlige kompetencer og charme og i stedet valgte at tildele praktikpladser ved lodtrækning, ville der for ansøgerne til hver af disse 10 stillinger være mellem 4 og 6 procent chance for at få praktikpladsen.

På skolens gange kan man ofte høre en københavnsk stemme sige: ”Jeg SKAL bare have en praktikplads i København, så jeg søger kun der”. Og det er da også suverænt københavnsområdet der har modtaget flest ansøgninger. 589 ansøgninger er der blevet sendt til stillinger i københavnsområdet. Med næstflest ansøgninger modtaget kommer Østjylland med 144 ansøgninger modtaget til området.

Se nærmere på tabellen her.

Men nu er der jo også flere stillinger at søge i København, så hvor stor er konkurrencen mellem de forskellige geografiske områder? Vi har opgjort det gennemsnitlige antal ansøgninger per opslåede stilling i de forskellige områder, og i denne omgang af praktiksøgning var stillinger i Østjylland mere eftertragtede end de københavnske.

Se nærmere på tabellen her.

Vi har nu en fornemmelse for, hvor de studerende søger hen, men hvad vil de gerne lave? Vi har delt praktikpladserne op i fire mediekategorier: Skrift, radio, TV og kommunikation og opgjort hvor mange ansøgninger hver af disse medietyper har modtaget. Da det ikke altid er entydigt, hvilken medietype en stilling er forbundet med, er denne opgørelse forbundet med en vis usikkerhed. Læs mere om hvordan vi har gjort nedenunder.

Sådan har vi gjort:

Efter deadline for at afsende ansøgninger indsamlede vi data fra praktikmatch.mediepraktik.dk, som er portalen, hvor alle ansøgninger fra de studerende sendes til medierne. Her kan man se, hvor mange stillinger det enkelte medie eller den enkelte redaktion har slået op, og hvor ansøgninger de har modtaget fra de studerende. Vi opgjorde også antallet af journaliststuderende praktikansøgere, der var på tværs af DMJX, RUC og SDU.

Vi har efterfølgende tilføjet geografisk placering og medietype til de enkelte stillingsopslag, således at vi kunne opgøre de studerendes praktiksøgningsadfærd på de parametre.

Den geografiske placering er rimelig entydig, på nær for enkelte stillinger hvor der er mulighed for at være i fx København en periode og derefter i Aarhus. Denne opgørelse er derfor rimelig sikker. Vi har arbejdet med følgende geografiske placeringer: København, Østjylland, Fyn, Nordjylland, Midt- og Vestjylland, Sydjylland, Sjælland og Bornholm.

Medietypen er dog mindre entydig, da flere stillinger giver mulighed for at beskæftige sig med flere forskellige medietyper. Vi har tildelt hver stilling en af fire medietyper: Skrift, TV, radio og kommunikation. Typen er tildelt efter, hvad stillingens kerneopgaver er, eller hvad det af stillingsopslaget fremgår, man skal beskæftige sig mest med. Det er altså en vurdering lavet efter bedste evne af redaktionen, og databehandling på baggrund af denne parameter kan derfor være behæftet med usikkerhed.

Her ser vi, at stillinger, hvor den studerende primært skal beskæftige sig med skrift eller TV, er dem, der har modtaget langt flest ansøgninger. Men der er også langt flere stillinger at søge, som primært er skriftlige. Retter vi i stedet blikket mod, hvilken medietype, der er mest populær, ud fra hvor mange ansøgninger den gennemsnitlige stilling har modtaget, er situationen en anden.

Se nærmere på tabellen her.

Der er altså rift om TV-pladserne. I gennemsnit er der cirka 9 ansøgere per stilling til TV-pladser, hvor der på pladser som primært beskæftiger sig med kommunikation kun er cirka 2,5 ansøgere per stilling.

Du er ikke et datapunkt

Lang tid inden man overhovedet har mulighed for at påvirke praktiksøgningen, begynder nervøsiteten at ramme mange. Tankerne flyver, og hænderne ryster. Men det skal nok gå. Praktiksøgningen er fyldt med følelser og personlighed, og det er du også. Det er tallene her ikke.

Så lad være med at lade dem påvirke dig. Tænk over dem, snak med dine venner om dem, men benyt dem ikke til at gøre dig strategiske overvejelser om, hvor man bør søge. Så når det kommer så vidt, så søg lige der hvor du har lyst og tag din personlighed og dine følelser med. Du er ikke et datapunkt.

Men hvis du vil gøre det svært for dig selv, så søg noget TV i Østjylland. Omvendt kan du have en kommunikationsplads i Sydjylland som backup.

FORSIDEN

Meningsmåling – Folketingsvalget 2022: Enormt rødt flertal blandt journalist- og fotojournaliststuderende

af Thit | nov 1, 2022 | TEMA

Meningsmåling – Folketingsvalget 2022: Enormt rødt flertal blandt journalist- og fotojournaliststuderende

En meningsmåling, som er foretaget af Illustreret Bunker forud for Folketingsvalget blandt de journalist- og fotojournaliststuderende på DMJX, viser et klart billede af en skole, der er domineret af venstreorienterede studerende.

TEKST: Konrad Cornelius Rasmussen
Illustration: Louise Rix

Udgivet den 01. november 2022

Over 70 procent af de studerende på journalist- og fotojournalistuddannelsen på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole stemmer, ifølge en ny undersøgelse lavet af Illustreret Bunker, på rød blok.

Enhedslisten er med afstand det største parti blandt de adspurgte studerende. Derefter kommer Radikale Venstre, der på trods af dårlige meningsmålinger på landsplan, når en stemmeprocent på næsten 16 procent. Det er studerende på 1., 2., 3., 4., og 7. semester af journalistuddannelsen samt 1.,3., og 7. semester på fotojournalistuddannelsen, der har deltaget i undersøgelsen.

Figur 1: De blå tal viser, hvad de journaliststuderende har tilkendegivet. De orange tal viser, hvad exit-pollen viste på valgaftenen klokken 20:00.

Værd at bemærke er, at de to traditionelt store partier, Socialdemokratiet og Venstre, ligger på under 10 procent af stemmerne. Derudover er de mest indvandrerkritiske partier også ringe repræsenteret blandt vælgerne på DMJX.

Figur 2: Diagrammet viser, hvor mange procent af stemmerne rød og blå blok ville få ifølge svarene fra de journaliststuderende.

Kigger man på fordelingen i forhold til blå og rød blok, så kan man også her se en stor koncentration af vælgere, der stemmer på rød blok. De traditionelle venstrefløjspartier opnår altså næsten 72 procent af stemmerne, hvorimod blå blok må tage til takke med, at cirka 18 procent af de journaliststuderende stemmer på dem.

Et af de steder, hvor de journaliststuderende afspejler resten af befolkningen, er opbakningen til Moderaterne med Lars Løkke Rasmussen i spidsen. Ifølge meningsmålingen ligger Moderaterne på 10 procent, hvilket afspejler de landsdækkende meningsmålinger meget.

FAKTA OM MENINGSMÅLINGEN

Undersøgelsen er foretaget af Illustreret Bunker i samarbejde med underviser Kresten Roland.
Svarene kommer fra journaliststuderende på 1.,2.,3., og 7. semester, samt fotojournaliststuderende på 1,.3,. og 7. semester.
I alt har 293 studerende svaret på undersøgelsen. Derudover har ni svaret, at de stemmer blankt, tre har svaret, at de ikke vil stemme og to ønsker ikke at oplyse, hvad de stemmer på.

Ikke problematisk, siger uddannelseschef.

Uddannelseschef for journalistik på DMJX, Henrik Berggren, kan se et problem, men mener ikke, at det er et stort et af slagsen. Han ser i stedet, at man kigger et andet sted hen og laver samme undersøgelse.

“Det er et problem med overrepræsentationen, men jeg ser det ikke som noget stort problem. Jeg synes det er mere interessant at undersøge, hvad den brede journaliststand stemmer, frem for hvad de journaliststuderende stemmer,” siger Henrik Berggren i et interview med Illustreret Bunker.

Henrik Berggren tilføjer:

“Det kunne også være interessant at sammenligne tallene i forhold til andre humaniora-uddannelser i de store byer. Mit klare indtryk er, at de også vil have nogenlunde den samme fordeling af stemmer. Jeg tror altså ikke, at det er noget særligt med de journaliststuderende. Det er mere et generations- og demografisk spørgsmål,” siger han.

Ifølge Henrik Berggren er det heller ikke problematisk, at journaliststuderende har en bestemt politisk holdning. Det vigtige for uddannelseschefen er, at de studerende bliver dygtigst muligt til det journalistiske håndværk, samt at de forstår, at man som journalist skal kunne lægge sine egne holdninger til side, når man arbejder professionelt med journalistikken. Noget, han mener, DMJX har meget fokus på i undervisningen.

“Det vigtigste for mig er, at de journaliststuderende er fagligt stærke. Altså at de kan lægge deres personlige holdninger til side, når de arbejder professionelt med journalistik. Det synes jeg også, at man kan se, at den brede journaliststand er gode til,” siger Henrik Berggren.

Folketingsvalget 2022 bliver afholdt d. 1. november. Valgstederne er åbne indtil klokken 20:00. Læs mere om Illustreret Bunkers undersøgelse i næste udgave af avisen, der udkommer til december.

FORSIDEN

Tryklufthorn, røve i sæder og fremtidsdrømme: Kom med på praktikmesse

af Thit | okt 27, 2022 | INDE

Tryklufthorn, røve i sæder og fremtidsdrømme: Kom med på praktikmesse

Fjerde semester har været på praktikmesse! I løbet af seks runder kan de studerende og medierne lærer hinanden at kende, inden der skal søges om praktik. Se vores reportage for at få et indblik i eventet.

TEKST & video: Victor Heide-Jørgensen

Udgivet den 27. oktober 2022

FORSIDEN

Hvad skal vi med Tiden?

af Webredaktøren | okt 12, 2022 | UDE

Hvad skal vi med Tiden?

DR byder velkommen til den nye dreng i klassen, nyhedspodcasten Tiden. Spørgsmålet er dog, om lytterne har tid til endnu en nyhedspodcast, eller om Tiden risikerer at blive visket af tavlen.

TEKST: ANNA ELLESGAARD
ILLUSTRATION: LOUISE RIX

Udgivet den 12. oktober 2022

”Tiden starter nu.” – ”Det er tid til at komme i gang.” – ”Lad tiden begynde.”

Sådan sætter vært Simon Stefanski Tiden i gang. En velkomst der kan høres i DR’s seneste skud på stammen – nemlig Tiden, der som den nye dreng i klassen har taget nyhedsmarkedet med storm.

Nyhedspodcasts er i fremmarch. Danskerne flokkes om dem for at få deres daglige skud af nyheder. Nogle finder vej til Genstart, andre lytter til Pilestræde eller Politikens podcast, mens andre nu tyer til Tiden.

Med lidt over en måned på bagen ligger Tiden lunt i lytter-svinget og har allerede overhalet både Berlingskes og Politikens nyhedspodcasts. Der er dog stadig lidt vej op til den mest populære dreng i klassen – Genstart, der uge efter uge sidder plantet i stolen på forreste række som lytternes go-to nyhedsfix.

Nyhedshistorier med sjæl

Tiden tegner et billede af den verden, vi lever i, ved at formidle historier om stort og småt. Simon Stefanski og holdet bag podcasten dykker dagligt ned i nyhedsstrømmen og fanger historier fra nær og fjern. Der er altid tre historier på krogen, når lytterne klikker ind for at blive klædt på til dagen.

”Vi fortæller historier om den tid, vi lever i, og hvis vi lover, at vi udkommer med en international, national og lokal historie, så kommer vi rimelig godt omkring nyhedsbilledet,” siger Astrid Randrup, redaktør på Tiden.

Ifølge hende har DR manglet en nyhedspodcast med særligt fokus på de dagsaktuelle nyheder, hvor Genstart folder én ikke nødvendigvis dagsaktuel historie ud. En opgave som Tiden nu står over for at løfte ved at fortælle tidens største nyheder på en spændende og medrivende måde.

Astrid Randrup anerkender, at det kan være svært for den gængse dansker at ride med på nyhedsbølgen. Det er ikke alle, der har tid til at lytte til morgenradio, læse avis eller scrolle overskrifter på forskellige nyhedssites.

Hun tror dog på, at Tiden kan komme til at få en vigtig rolle i ved at åbne nyhedshistorierne op på en ny måde. Det skal både være spændende for ”nyhedsjunkien”, der gerne vil opdateres på dagens dagsordener og for den gængse dansker, der indimellem drukner i alle de andre nyhedstilbud der er derude. Og der fungerer podcast, ifølge Astrid Randrup, som et mere intimt medie.

“Det er typisk de gode fortællinger, de spændende historier og det intime rum med en gæst, der har nogle følelser på spil, der fungerer godt på podcast. Det er det, vi på Tiden skal leve op til,” siger Astrid Randrup.

Simon Stefanski, der tidligere har været tilrettelægger og vært på DR’s 12-tals-elev, Genstart, er hoppet med ombord på Tiden med ambitionen om at gøre det mere tillokkende for lytterne at få serveret dagens dagsordener.

”Jeg har sagt ja til at være vært på ’Tiden’, fordi jeg tror på, at vi rammer nogle kunder i butikken, som gerne vil have et begrænset antal historier, der bliver fortalt på en levende måde med lidt mere sjæl og lidt mere energi – som et par bolsjer hver dag med vitaminer i,” siger Simon Stefanski.

Er Tiden en kopi af Genstart?

Genstart har været en enorm succes, siden DR i 2020 lancerede programmet som deres dengang eneste og unikke daglige nyhedspodcast. Podcasten er populær, lytterne er loyale og succesen er stor. Målet med Genstart var i sin tid at lave en endnu mere fortællende nyhedspodcast, end den amerikanske pendant The Daily fra New York Times, som DR i sin tid lænede sig meget op ad.

Selvom Genstart sidder på tronen og topper lytterlisten uge efter uge, har DR alligevel valgt at puste nyt liv i endnu en nyhedspodcast, der skal kunne omtrent det samme; formidle tidens største og vigtigste historier på en fortællende måde. Så hvad skal vi med Tiden, når vi har Genstart?

Simon Stefanski mener ikke, at Tiden er en kopi af Genstart. Han ser potentiale i den nye nyhedspodcast, fordi det er muligt at tilgå flere historier i løbet af én episode. Tiden er ifølge ham et fint supplement til Genstart, der fortæller nyhedshistorierne ovenfra og har tid til at zoome ind på forskellige perspektiver og detaljer i enhver udvalgt historie.

”Vi har kun plads til at gå direkte ind i scenerne, hvor Genstart omvendt kan tage hele historien, men til gengæld kan vi komme ud i nogle meget mere skøre nyhedskroge og få nogle underlige perspektiver, som der ikke ville være plads til i en Genstart-episode,” siger Simon Stefanski.

Symbiose i skolegården

Astrid Randrup mener, at Tiden skal ses som et supplement til Genstart.

”Nogle historier er for små til Genstart, men passer rigtig godt til vores format i Tiden. På den måde synes jeg, at det er et meget symbiotisk forhold mellem de to podcasts,” siger Astrid Randrup.

Kalkulen har fra starten været, at DR gerne ville have et supplement til Genstart, hvor flere nyheder kunne behandles ad gangen. Mange af Tidens historier slutter ikke, når podcasten slutter, men kører videre og planter nysgerrighed i lytterne.

Astrid Randrup er i den forbindelse åben over for, at Genstart samler op på nogle af de historier der bliver fortalt og foldet ud i Tiden.

”Vi har fået at vide fra lyttere, at der er nogle der lytter til Tiden på vej til arbejde, og så lytter de til Genstart på vej hjem fra arbejde. Det tænker jeg, rammer meget godt ind i, hvad der var håbet med Tiden,” siger Astrid Randrup.

”Giv Tiden en chance.”

Astrid Randrup er godt klar over, at DR’s to nyhedspodcast kæmper om de samme lyttere, men hun mener alligevel, at der er plads til begge podcasts.

”Jeg tænker ikke, at det er enten eller. Enten skal du lytte til Tiden eller også skal du lytte til Genstart. Jeg tror på mange måder, at man kan få rigtig meget ud af at lytte til begge to på hver deres præmisser,” siger Astrid Randrup.

Der er nyhedsindhold nok på DR til, at alle kan lytte til noget hele tiden. Men Simon Stefanski tror og håber på, at folk har manglet det, som Tiden – ifølge ham selv – er allerbedst til; at få folk til at føle, hvorfor nyhedshistorier er vigtige, og hvorfor det er vigtigt at tage stilling til disse historier.

”For folk der synes, at det er uoverskueligt at gå videre end webrubrikkerne på deres sociale medier og ikke gider at bruge tid på endeløse rækker af nyheder, så tror jeg bare at jeg vil sige: ’prøv lige at give Tiden en chance’”, siger Simon Stefanski.

Og med den bemærkning slutter det hele på bedste Stefanski manér:

“Således historien om den nye dreng i klasse, Tiden. Det var det. Farvel.”

FORSIDEN

Nekrologen offentliggøres, når livet er forbi, men skrives ofte inden

af Webredaktøren | okt 12, 2022 | UDE

Nekrologen offentliggøres, når livet er forbi, men skrives ofte inden

Er man blandt dem, der sætter et aftryk, står aviserne klar med en hyldest i form af en nekrolog. I nekrologen omtaler journalisten afdødes liv og indflydelse, og den skrives ofte længe inden, vedkommende tager herfra. Illustreret Bunker går bag om processen.

TEKST: Frederik Præstiin & Sissel Bonde Thielessen
ILLUSTRATION: Signe Mynster

Udgivet den 12. oktober 2022

Uffe Ellemann-Jensen er blevet alvorligt syg. Det læser Karen Marie Holk, og dér begynder hendes arbejde. Hun er navneredaktør på Politiken og skal finde en, der vil skrive om det liv, han levede. På Politiken – som så mange andre steder – er det vigtigt at have forberedt ordene på forhånd og gemt dem væk.

De kan ikke risikere, at han dør, uden at de har ordene klar.

Artiklen bliver ofte skrevet og gemt væk uden kendskab til, hvornår den bliver taget frem og offentliggjort. Det kan være i overmorgen eller om flere år. Det kan også være, at den slet ikke kommer ned i skuffen, men at den er blevet skrevet, efter en person er gået bort.

Bunken af nekrologer er ikke altid lige stor. Den har det med at variere; med jævne mellemrum går skuffen op, og et par menneskehænder tilføjer eller fjerner en artikel fra bunken, der efter et kort lysglimt igen bliver efterladt i mørket. Som var det et kartotek tilhørende manden med leen, der går og holder regnskab over sine udvalgte.

Nekrologer er det sidste minde. Den fortæller en livshistorie og ridser de vigtigste begivenheder og bedrifter op.

Weekendavisen erklærede Uffe Ellemann-Jensen død to dage for tidligt, og da The Independent bragte Mærsk McKinney Møllers nekrolog, nåede skribenten bag selv at dø, inden den blev udgivet, fordi den lå i skuffen i mange år.

Det får os til at stille spørgsmålene; hvad er nekrologen for en størrelse, og hvad går forud for de sidste ord, der runder et menneskes liv af?

De store personligheder hyldes

Når en stor personlighed afgår ved døden, går der sjældent særlig lang tid, før der kan findes en nekrolog på landets store aviser. Nekrologen omtaler afdødes liv, arbejde og indflydelse på samfundet. Det er altså ikke hvem som helst, der bliver skrevet om.

Grunden til, at Uffe Ellemann-Jensen erklæres død for tidligt, og at der kan stå en død journalist i bylinen, er, at mange medier benytter forskudsnekrologer. Karen Marie Holk er navneredaktør på Politiken og ansvarlig for disse.

Forskudsnekrologer bliver typisk skrevet, når det bliver kendt, at en stor person har kort tid tilbage at leve i – enten på grund af sygdom eller almindelig alderdom. Men det kan også bare være tale om en stor personlighed, der er oppe i årene.

”Sådan en som Dronning Margrethe har vi også en forskudsnekrolog på, selvom hun ikke er syg. Det handler om, hvor stor personen er. Vi kan ikke risikere, ikke at have noget på hende, hvis hun skulle gå hen og dø om fem minutter,” siger Karen Marie Holk.

Grundtanken med forskudsnekrologen er ifølge Karen Marie Holk, at man ikke risikerer at være fuldstændig uforberedt, og at man bliver taget med bukserne nede ved et betydningsfuldt dødsfald, men at man har en basis at gå ud fra.

“Per Schultz Jørgensen (forfatter og forsker red.) har for nylig været ude og fortælle, at han er uhelbredelig syg med kræft, så ham har vi skrevet en forskudsnekrolog på, fordi vi ved, at han ikke har så lang tid tilbage,” siger Karen Marie Holk.

Politiken trykker ikke bare på udgivelsesknappen, når der sker et dødsfald. Vedkommende, der har skrevet forskudsnekrologen, kigger den igennem for at se, om der er noget, der skal friskes op eller tilføjes.

”Det er ikke sådan, at man bare bringer en eller anden støvet forskudsnekrolog, der har ligget på lageret i 100 år,” siger Karen Marie Holk.

Nekrologerne laves

Når der skal skrives en nekrolog, er det hos Politiken af en fagmedarbejder, der har en særlig viden om den afdødes fag. Hvis det er en kendt forfatter, der er afgået ved døden, vil det derfor være oplagt, at det er avisens litteraturredaktør, der skriver den. Har en medarbejder en særlig forbindelse til personen og virkelige følelser indblandet, kan det også være et grundlag for, hvorfor vedkommende skal skrive den. Forskudsnekrologen giver ikke mening for alle.

”Sådan en som Dronning Margrethe har vi også en forskudsnekrolog på, selvom hun ikke er syg. Vi kan ikke risikere, ikke at have noget på hende, hvis hun skulle gå hen og dø om fem minutter”

– Karen Marie Holk, navneredaktør hos Politiken

”Der er nogle af skribenterne, der foretrækker at skrive nekrologen, når dødsfaldet er sket, fordi de så nemmere har følelserne med i det. Det kan være svært at skrive en forskudsnekrolog om en, der stadigvæk lever i bedste velgående”, siger Karen Marie Holk.

Kan en nekrolog skrives i for god tid?

Når man skriver en forskudsnekrolog, risikerer man, at der går mange år, før vedkommende dør. I forhold til publicering har Politiken et krav om, at journalisten, der skriver nekrologen, stadig har en tilknytning til avisen, når nekrologen bliver udgivet.

Det problem oplevede de på Politiken, da de hørte at Uffe Ellemann-Jensen havde fået kræft. Her har der været hele to nekrologer gennem skrivebordsskuffen, hvoraf den første blev kasseret.

Karen Marie Holk finder Uffe Ellemann-Jensens nekrolog frem fra skrivebordsskuffen, men der er et problem. Kristian Madsen, der har skrevet den, har forladt avisen.

“Da Uffe Ellemann-Jensen fik kræft, virkede det ikke som om, der var lang tid tilbage. Så der blev skrevet en forskudsnekrolog på ham. Men så skete der det, at Kristian Madsen, der havde skrevet nekrologen, forlod Politiken. Det ville jo være mærkeligt at bruge hans nekrolog, når han ikke var ansat på avisen længere,” siger Karen Marie Holk.

Da de på Politiken noget tid senere hørte, at det i foråret stod slemt til med Uffe Ellemann-Jensen, måtte de derfor skrive en ny.

“Der kom vi ud i en situation, hvor nekrologen faktisk var skrevet i for god tid,” siger Karen Marie Holk.

Politiken havde Dronning Elizabeths nekrolog liggende klar, da hun for nylig døde. Det samme gør sig ifølge Karen Marie Holk gældende for Dronning Margrethe, professor Per Schultz Jørgensen og Matador-forfatter og journalist Lise Nørgaard. De har alle en plads på Politikens lager af forskudsnekrologer i selskab med en række andre store personligheder.

Hvem der er den næste, Karen Marie Holk trækker op af den mørke skrivebordsskuffe, er der ingen, der ved. Men når hun gør, er nekrologen klar.

FORSIDEN

Maya Tekeli former fremtiden, hun ikke vil spå om

af Thit | okt 12, 2022 | TEMA

Maya Tekeli former fremtiden, hun ikke vil spå om

Mød kulturjournalist, TikToker, mememager, nyhedsvært, mediepersonlighed Maya Tekeli. Hun dyrker både den klassiske journalistik og det skæve. Det satiriske. Hun går sine egne veje.

TEKST: Sofie-Amalie Elmelund
FOTO: Axel Emil Hammerbo

Udgivet den 12. oktober 2022

”Det er min nye identitet at vape.”

Maya Tekeli har et alter af vapes i forskellige farver og smage i sin toværelseslejlighed et sted i Nordvest. Hun synes, det er for akavet at mødes på hendes arbejdsplads, så det er i Mayas lejlighed, det sker. Hun demonstrerer, hvordan vapesene virker. Aroma King og Elf Bar. Med smag af den lyserøde opvaskesæbe fra Vel eller watermelon.

Maya er klædt i sort. En western cowboylædervest over skjorten, løse bukser, solbriller, tennissko. Røde kinder, insisterende øjne. Den kemiske, frugtagtige røg fra vapen spreder sig i lejligheden i intervaller.

Maya Tekeli er på en slags evighedsorlov fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. For hun har haft travlt med at komme ud i mediebranchen. Hun er 28 år og det, mange vil kalde et talent. Men mellem succeserne bobler identitetskriserne, som udfordrer hende til at finde nye veje.

Journalisten Maya Tekeli

Maya sad på Læsø med bare bryster og en lemonade i hånden, da en journalist fra det originale Radio24syv ringede. Hun var afsted med sin studiegruppe. Det var andet semester på DMJX. I sin fritid lavede hun memes, som hun delte på sin Instagram-profil. Journalisten ringede for at tilbyde Maya en værtsrolle på programmet Det Lille Mememageri på Radio24syv.

”Jeg sagde ja, jeg begyndte at tude – og så sagde jeg, at jeg ikke kommer til mødet i morgen. Jeg kommer på mandag. Det, synes jeg, var meget sejt ikke at komme rendende med det samme,” siger hun.

Maya var vært på programmet over en sommer og senere en vintersæson. Hun fandt sig godt til rette på kanalen og blandt kollegaerne. Det var det rigtige sted for hende, så hun fik sat en praktikplads i stand, selvom det var usikkert, om kanalen skulle lukke.

”Jeg siger, at jeg gerne vil have en praktikplads. Jeg siger please, jeg siger, giv mig en chance, jeg vil gerne gå ned med det her skib. Der blev hældt cognac eller whisky op, og så fiksede det sig selv.”

Maya fortsatte med at lave Det Lille Mememageri, indtil Radio24syv lukkede ned. Tre dage efter nedlukningen sad hun på foto-og videoredaktion på Berlingske. Senere på Ekstra Bladet.

En identitet efter Radio24syv

Identitetskriser, dualiteter, kald det, hvad du vil. De er tilbagevendende for Maya. Og de er blevet en del af hendes personlighed, fortæller hun.

Da hun blev 27 år, lavede hun en offentlig Facebook-begivenhed, hun kaldte Jeg har fødselsdag og en personlig krise. Eventet varede 23 timer og 55 minutter, mest i cyberspace, men de personlige kriser lader til at eksistere sammen med Maya.

”Jeg har det ofte sådan, hvad fuck laver jeg. Vil jeg være det ene, eller vil jeg være det andet? Og hvad nu hvis? Skal jeg bo her? Skal jeg bo i et andet land? Hvorfor er jeg her? Sådan kører det hele tiden, i stedet for at fucking bare være til stede.”

Maya skulle finde sig selv efter Radio24syv lukkede. Hun havde svært ved at finde ud af, hvilken retning hun skulle gå. Det var enten det undersøgende, ”Watergate-shit”, som hun kalder det, eller det tænkende; det satiriske. Hun ville gerne finde en balance mellem de to retninger.

”Der hersker en eller anden ide om, at der ikke kan eksistere en dualitet i folks faglighed. Enten er du sjov, eller også tager du det hele alvorligt. Jeg byder dualiteten velkommen, selvom det betyder, at jeg er i en omvandrende identitetskrise, fordi jeg vil alle mulige forskellige ting,” siger hun.

Siden ansættelsen på Radio24syv er Maya blevet kastet rundt i mediemanegen. Hun har fået tilbudt jobs nok, så det er først dette efterår, hun bryder sin orlov fra journalistuddannelsen for at skrive sin bachelor. Mest af alt for at hendes mor kan sove om natten igen, griner Maya. Og så giver det bedre muligheder for at lave noget internationalt senere i karrieren.

”Jeg blev kastet ud i det, og så er det bare suset derud af. Jeg har ikke haft mulighed for at tænke mig om. Det betyder ikke, at jeg har været hovedløs i alt, hvad jeg har lavet, men jeg har bare gjort det, jeg havde lyst til.”

Maya vil ikke kede sig, men rykke og udvikle sig. Hun værdsætter identitetskriserne, for det er der, hvor hun synes, at der opstår noget sjovt. Hun bruger sine egne platforme på sociale medier til at vise, hvem hun er. På den måde bevarer hun friheden til at lave det, hun har lyst til, og det som interesserer hende. Maya synes, det giver en frihed at have sin personlighed med i journalistikken.

”Det er vigtigt for mig at være fri og føle mig fri. Jeg har prøvet at lave nogle ting, som jeg ikke syntes var fede, eller som ikke var mig, og det er jeg dårlig tilpas i. For mig handler de valg, jeg træffer med journalistikken om en mavefornemmelse, en intuition, en smag.”

Typen der ikke ryger sine cigaretter færdig

Maya serverer instant kaffe med mælk i kopper med motiver af kunstneren Poul Pava som Maya, i en sidebemærkning, fortæller, at hun interviewede for nylig. Hun fandt kopperne på byttecentralen. Og hun synes, de er skøre, ligesom hendes lejlighed. Den er fyldt med genbrugsmøbler, random kunst, ægte tæpper, røgelse, litteratur. Der er en ulv over sengegavlen og en lampe fra en asiatisk butik med plastikblomster i køkkenet.

Maya fylder i rummet. Hendes ord lunter afsted. Hun har noget og meget at sige om det meste. Armbevægelser, stor manke. Hun læner sig skiftevis tilbage i stolen og frem over spisebordet, mens hun taler. Hun har en historie at fortælle om alle sine møbler og ting. Hun peger på et elektrisk øre på væggen, som er magen til et, hun havde i sit fritidshjem. Sådan et, der lyser, når der er høje lyde i rummet. Hun bruger det som en gimmick i løbet af interviewet, klapper efter en vigtig pointe. Og Maya vender blikket mod øret, der blinker.

”Det har jeg også købt på DBA. Jeg har ikke noget af værdi. Jeg har kun fucking billige ting, eller ting jeg har fundet.”

Der er rygepauser et par gange i timen ude på altanen med udsigt over bazarerne i kvarteret. Grøntsager galore, plastikdimser, urteduske, menneskemylder. Maya skodder cigaretten, før hun når til filteret, kun halvvejs færdig.

SoMe-Maya

På Instagram har Maya over 10.000 følgere, og på TikTok endnu flere.

”Frisk, udadvendt, går til opgaverne med et smil,” står der i hendes bio.

På Instagram deler Maya en billedserie af klimaminister Dan Jørgensen. Han poserer i vandet iført jakkesæt, har sammenknebne øjne og en alvorlig mine. Maya tilføjer 00’er-hittet ”Bringing Sexy Back” som underlægningsmusik.

En anden dag deler hun en liste med ideer til en digtsamling. Her er et af punkterne, at lade som om hun er Oliver Enné for en dag. På Twitter er en hun del af profilen, der hedder Lise Nørgaard har levet længere end. Et tweet lød: Lise Nørgaard har levet i 104 år uden at lave sin egen podcast.

Humor er et effektivt kommunikationsværktøj for Maya. Hun har erfaret, at hun kommer langt, hvis hun kan få folk til at grine og så lige presse noget information ind i munden på dem, mens de griner. For Maya fungerer internettet godt til det, fordi det tillader interaktion og impulsivitet. Og impulsivitet var udgangspunktet for Mayas nyeste projekt: TikToks, der formidler danske nyheder fortalt på et dovent, danskinspireret engelsk.

”Australiere, libanesere, amerikanere, irere ser mine TikToks. De fortæller, hvad der sker hos dem, og jeg får Danmark lidt i perspektiv. Nogle gange kan jeg godt få det lidt sindssygt over nogle af de ting, der er store historier i Danmark. Det kan være lidt en andedam.”

Maya forener det seriøse med det sjove på sine platforme. Hun dyrker den klassiske journalistik, men bryder også med den ved at udkomme på skæve og skøre måder. Mange vil mene, at hun baner vejen for fremtidens journalistik, men hun vil ikke selv spå om den. Det vil virke for selvoptaget, siger hun.

”Der hersker en eller anden ide om, at der ikke kan eksistere en dualitet i folks faglighed. Enten er du sjov, eller også tager du det hele alvorligt. Jeg byder dualiteten velkommen.”

– Maya Tekeli

Randrusiansk og tyrkisk blod

Maya voksede op på Nørrebro med sin familie i en lejlighed. Hendes forældre mødte hinanden i Aarhus på psykologistudiet. Mayas mor er politisk flygtning fra Tyrkiet, hendes far er fra Randers. Maya taler tyrkisk og dansk, hun kan godt lide, at vi har en dronning, der ryger, og hun interesserer sig for historier, der handler om etniske minoriteter.

”Der er fucking mange mennesker, der er ligesom mig. Vi ser dem bare ikke repræsenteret i mediebranchen, og hvis det skal være en unik ting, hver gang vi taler om det, så bliver det aldrig normaliseret.”

Hun sidder i skrædderstilling på gulvet nu, hun har smidt lædervesten og tennisskoene.

”Når vi repræsenterer folk med anden etnisk baggrund i medierne, så skal de tale om, at de repræsenterer folk med anden etnisk baggrund. Jeg synes, det er så vigtigt, men det er de samme narrativer, der gentager sig. Så derfor bærer jeg på den dualitet med stolthed og kærlighed.”

Maya fortæller, at hun er glad for, at spørgsmålene ikke har handlet om hendes etnicitet. Hun har svært ved at svare på hvorfor. I stedet viser hun sin overarm med en tatovering af en sol og måne ved siden af en tatovering af Dronning Margrethes underskrift.

Maya begynder at tale i en tankestrøm. Ordene lunter ikke længere.

Hun snakker, stiller spørgsmål, afbryder sig selv.

I Mayas lejlighed hænger der et billede af Dronning Margrethe, familiefotos, billeder af dyr, en kalender med nøgne damer, som sender tankerne hen på autoværksteder i 00’erne, men kvindernes ansigter er udskiftet med tidligere kollegaer fra Ekstra Bladet. Joachim B. Olsen, Brian Weichardt i lingeri. Og et maleri af en dame med hijab. Dualiteter, kalder hun det.

Mediebranchen er under ombygning

Mads Brügger ringede til Maya og tilbød hende et job på Frihedsbrevet i maj 2021. Hun var den første, der blev ansat. Først som kulturjournalist, nu som vært på morgenfladen Fri Dag, hvor hun dagligt udkommer med et kort nyhedsoverblik, der indeholder undren og humor.

Det betyder, at Mayas vækkeur ringer klokken 04:35, med det hun kalder en glidende alarm. Ikke den der aggressive og insisterende alarm, som de fleste kender. En mere flydende én, der luller en op af sengen.

Hun starter arbejdsdagen med at optage, så planlægger hun næste dags morgenflade. Nusser med nogle historier. Vaper.

”Jeg har altid villet lave mediesatire. Det er en sjov arena, men jeg har altid fået at vide, at der ikke er nogen, der interesserer sig nok for medierne til at læse mediekritisk journalistik. Det tror jeg ikke på,” siger hun.

Maya beskriver mediebranchen, som den er nu, med ordene under ombygning. Det er vigtigt med kritisk undersøgende journalistik af mediebranchen, mener hun og uddyber, at medierne bør betragtes som en magtinstitution, hvor journalister skal gå til journalister.

”Jeg oplever, at du kan komme i meget ubehagelige situationer, hvis du forholder dig kritisk til nogle med magt i mediebranchen. Og længere vil jeg ikke gå ind i det. Endnu,” siger hun.

FORSIDEN

Er journaliststuderende klædt på til branchen?

af Thit | okt 12, 2022 | TEMA

Er journaliststuderende klædt på til branchen?

At være journalist er ikke en beskyttet titel, hvilket åbner op for mange forskellige veje ind til faget. Det stiller høje krav til DMJX om at klæde sine journaliststuderende på til en branche og et arbejdsliv, der også betrædes af akademikere og autodidakte.

TEKST: Amalie Møller Pedersen & Josefine Harboe FOTO: Rebecca Helene Hoffmann Illustration: Katrine Åsleff Edvardsen

Udgivet den 12. oktober 2022

Man skal ikke certificeres for at blive journalist. Det kræver faktisk ikke andet, end at man arbejder og producerer journalistisk. Det gør, at mange udøvende journalister ikke har uddannelsen, men blot har tilegnet sig journalistiske redskaber hen ad vejen. Nogle er helt uuddannede og autodidakte, hvor andre har en akademisk baggrund i alt fra statskundskab til jura.

Henrik Berggren, uddannelseschef for Journalistik ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i Aarhus, fortæller, at journalistuddannelsen i Danmark startede som en læreplads, der næsten kun bestod af praktik. Sidenhen opstod behovet for mere teoretisk baggrund, så man oprettede et kursus på Aarhus Universitet, der i 1962 blev udbygget og fik sin egen selvstændige institution: Journalisthøjskolen.

”Der er en historisk baggrund for, at vi i Danmark har Journalisthøjskolen, og at den er hovedvejen til jobbet som journalist. Tager du til Tyskland eller England, er det mere almindeligt at tage en akademisk uddannelse,” siger Henrik Berggren.

Det rejser spørgsmålet om, hvorvidt det giver mening at uddanne sig til en ubeskyttet titel. Og det lægger et vis pres på Journalisthøjskolen, som skal klæde sine studerende på til en branche, hvor der er mange om buddet.

Mere uddannede journalister

Martin Krasnik er chefredaktør på Weekendavisen, hvor mange af journalisterne er akademisk uddannede. Han forstår godt, hvorfor folk bliver tiltrukket af Journalisthøjskolen og dens praktiske tilgang til uddannelsesmetoder. Men han mener, det kræver mere uddannelse at nå helt i mål som journalist. Dette skyldes, at akademikere i højere grad kan forstå og koncentrere sig om komplekse emner, fordi det er noget, de erfarer hele vejen gennem deres uddannelse.

”På akademiske uddannelser lærer man at forstå stoffet og se sammenhænge på tværs og tilbage i historien. Det er godt at kunne som journalist. Man kan godt blive journalist ved kun at læse journalistik, men man bliver oftest meget bedre af at have studeret et helt andet fag,” siger Martin Krasnik.

Spørger man Henrik Berggren, mener han ikke, at dette afspejler et væsentligt problem.

“Den klassiske journalistuddannelse står ret stærkt på arbejdsmarkedet. En stor del af de uddannede journalister fra RUC, SDU og DMJX er i beskæftigelse og sidder på de journalistiske funktioner på mange danske medier,” siger Henrik Berggren.

”Det er ikke nemt at blive en skidegod skribent eller formidler, men det er nemmere at lære at skrive godt end at tænke godt.”

– Martin Krasnik, chefredaktør på Weekendavisen

At skrive godt eller tænke godt

På Journalisthøjskolen lærer de studerende at praktisere og formidle historier, vinkler og rubrikker. De arbejder med at stille kritiske spørgsmål i interviewsituationer og lærer at reflektere over deres arbejdsmetoder og processer. Journalisthøjskolen skiller sig ud fra universitetsuddannelserne ved at være en professionsbachelor. Det indebærer et længere praktikforløb, som ifølge Henrik Berggren er en gave for både studerende og arbejdsgivere.

”Vi er i meget tæt kontakt med brancherne qua praktikperioden og tilpasser os deres udvikling og ønsker. Der er ingen tvivl om, at studerende fra de journalistiske uddannelser kan fungere dag et, fra de er dimitteret. Jeg tror, det er en stor fordel,” siger han.

Martin Krasnik anerkender, at akademikere ikke lærer at vinkle og stille skarpe, kritiske spørgsmål, som man gør på journalistuddannelserne. Disse redskaber og tilgangsmåder til at skrive en sammenfattet artikel får akademikere ikke i lige så høj på deres uddannelse.

“Der er masser af akademikere, der ikke ved, hvad det vil sige at tænke, skrive og vinkle journalistisk. Det lærer man jo ikke på langt de fleste akademiske uddannelser. Man bliver nødt til at kunne begge dele; både tænke og formidle. Det er ikke nemt at blive en skidegod skribent eller formidler, men det er nemmere at lære at skrive godt end at tænke godt,” siger Martin Krasnik.

Henrik Berggren kan godt se værdien i specialiserede journalister, der beskæftiger sig med kernestof, men det er ikke nødvendigvis Journalisthøjskolen, der skal tilbyde det.

”Jeg synes, det ville være fedt, hvis man kunne lægge to år ovenpå journalistuddannelsen, så man kunne specialisere sig, men måske det er unødvendigt, når der er masser af specialiseringsmuligheder ude i samfundet,” siger han.

Studerende har mulighed for at udbygge sin uddannelse efter Journalisthøjskolen. Nogle tager en kandidat på universitetet, andre supplerer med længere udlandsophold eller arbejder med et afgrænset hjørne af journalistikken i en årrække.

Studerende savner uddannelse

Journaliststuderende på DMJX, Siri Marie Munch Schrøder, forstår godt kritikken af den manglende fordybelse. Hun har netop færdiggjort sin praktik på Altinget og Mandag Morgen og skal til at skrive bachelor.

”I metodefagene er der en tendens til, at når man har prøvet at skrive en type artikel en gang, så kan man det. Jeg synes ikke, det er virkelighedssvarende. Jeg mener, man skulle dykke mere ned i nogle af genrerne, så folk kunne fordybe og dygtiggøre sig i specifikke områder,” siger hun.

Det kan være svært at forestille sig en journalistuddannelse, der skal rumme alle branchens hjørner og specialer, men ifølge Siri Marie Munch Schrøder kunne Journalisthøjskolen godt være mere specialiserede i deres måde at uddanne journalister på.

“Det er klart, at man ikke kan lave uddannelser, hvor man specifikt uddanner politiske journalister, kulturjournalister, videnskabsjournalister eller P3-værter. Det ville hurtigt blive nogle meget skøre uddannelser.”

At udbygge uddannelsen selv

Martin Krasnik så gerne, at journalister, snarere end at konkurrere om at være først, gjorde sig umage med at sætte historierne i en kontekst, der er større end det aktuelle nyhedsbillede.

”Man skal eddermame sætte tid af til at læse bøger og tage den del af uddannelsen selv. Læse skønlitteratur for at give menneskelig indsigt og sproget dybde og originalitet. Faglitteratur for at give viden om de større sammenhænge, alle aktuelle begivenheder indgår i,” siger Martin Krasnik.

Det har netop været tilfældet for Siri Marie Munch Schrøder, der har lagt meget energi i at forfølge sin store interesse for sikkerhedspolitik sideløbende med journalistuddannelsen.

“Jeg er færdiguddannet om lidt, og navnlig gennem praktikperioden er jeg blevet bedre til at skrive artikler. Men de skills og kompetencer, der gør mig specialiseret, er ikke noget jeg har lært på Journalisthøjskolen,” siger Siri Marie Munch Schrøder.

Det udelukker dog ikke vigtigheden af en god Journalisthøjskole. Henrik Berggren ser en stor værdi i, at journalistuddannelserne og universiteterne kan tilbyde forskellige tilgange til faget.

“Alle vejene ind i branchen er vigtige, for der er brug for mange typer af journalister,” siger Henrik Berggren.

FORSIDEN

Passer jeg overhovedet ind i mediebranchen? Jeg tvivler

af Thit | okt 12, 2022 | TEMA

Passer jeg overhovedet ind i mediebranchen? Jeg tvivler

Ikke alt kører for mediebranchen, og som kommende praktikant har jeg mange forestillinger om, hvad mediebranchen har at byde på. Kun tiden vil vise om forestillingerne holder stik, eller om de bliver gjort til skamme.

TEKST: Konrad Cornelius Rasmussen
Illustration: Louise Rix

Udgivet den 12. oktober 2022

Da jeg for cirka halvandet år siden startede som journaliststuderende på DMJX, var det med en forestilling om, at journalister var de vigtigste personer i landet. Det var ‘os’, der skulle være befolkningens beskyttere mod magtliderlige politikere og erhvervsledere, der bedrev underslæb og udnyttede deres position.

Med andre ord var journalister et slags overmenneske, der var sat i verden som en skytsengel for den mindre bemidlede del af befolkningen.

Men det skal heller ikke være en hemmelighed, at min forestilling om jobbet som journalist har ændret sig ligeså markant som Mette Frederiksens holdning til en regering over midten.

Min forestilling blev ændret omtrent samtidig med, at Discovery offentliggjorde en kritisk dokumentar om TV2. Jeg havde godt hørt rygterne om krænkelser i mediebranchen, men dokumentaren ændrede fuldstændig mit syn på branchen.

Jeg forestiller mig nu en branche, hvor mange, i særdeleshed de ”store kanoner”, har mistet jordforbindelsen og opfører sig, som de vil. Som kommende praktikant kan jeg godt være i tvivl om, hvor meget det kommer til at påvirke mig i min praktikperiode, og jeg har gået med tankerne om, at det er bedst at gå lidt stille med dørene.

En branche der har så travlt med dem selv, at de svigter deres rolle som borgernes beskytter. Mængden af podcast og artikler, der handler om journalistik og journalister, stiger. En hurtig søgning på infomedia afslører uoverskuelige mængder navlepilleri, og jeg forestiller mig, at jeg resten af mine dage kun kan tale om alle de B-listekendisser, jeg mænger mig med til dagligt.

Alle forestillinger med måde

Hvis du er kommet igennem min svada mod branchen, har du også fortjent nogle lidt mere afbalancerede forestillinger.

For selvom tankerne om branchen langt hen ad vejen nok er rigtige, forventer jeg også at træde ind i en verden, hvor folk er drevet af en kraft, der handler om at oplyse borgerne og stille magthaverne til ansvar. Journalister er ikke ”overmennesker”, der kan redde hele verden, og selvom nogle helt sikkert ser sig selv på den måde, er jeg sikker på, at der er mange, der har valgt branchen grundet en oprigtig tro på, at det, de foretager sig, er vigtigt og gør en forskel. Om det er kritisk og afslørende journalistik, eller det er en explainer, der har til formål at oplyse den enkelte.

Jeg forestiller mig også, at der er nogle journalister derude, der kan fortælle mig, at det er okay at lave fejl. Nogle der har en oprigtig interesse i at give deres læring videre, så den næste generation af journalister ikke laver de samme fejl, der gennemsyrer branchen. Jeg håber og tror på, at der nok skal være nogle til at holde hånden under en grøn journaliststuderende som mig. Med en usikkerhed der spænder bredt. Og en nervøsitet for, om jeg egentlig har styr på de journalistiske metoder, jeg har lært på skolen, eller om jeg ikke ved nok om verden til at bevare overblikket, når jeg skriver historier.

Det er også min klare overbevisning, at der er en erkendelse af, at man skal reformere faget, så faget er relevant i vores tidsalder, men også bevæger sig i en bæredygtig retning for fremtiden. Alle dårligdommene er begyndt at komme frem i lyset, og det virker til at mediebranchen for alvor er i gang med et opgør mod de gamle doktriner. Jeg forventer, at det er med til at give nogle mere behagelige og åbne arbejdspladser, men som måske også kan give, eksempelvis praktikanter, mere medindflydelse på, hvordan branchen gør tingene.

Praktikant i et mediecirkus af karat

Praktikken står for døren. Tiden på DMJX er snart slut, og om bare et par måneder skal jeg stå næsten på egne ben i det, der mest af alt minder om et forvokset Cirkus Benneweis. Jeg skal være ærlig og sige, at jeg nok kommer til at underlægge mig dem, der har mere magt. Hente kaffe til chefredaktøren og arbejde overtid, hvis jeg bliver bedt om det. Det er langt hen ad vejen nok rollen for det svageste dyr i flokken, og det er formentlig praktikanterne som oftest. Men hey, det er også okay. Skaber man sig et navn som en pålidelig praktikant, skal der nok falde noget positivt af i den anden ende.

Mediebranchen kan virke uoverskuelig og usympatisk. Der knytter sig historier til branchen om mange deadlines, en hård tone på arbejdspladsen og historier om krænkelser og magtmisbrug. Men jeg tror, branchen er, hvad man gør den til. Den sværeste, men også bedste øvelse, må være at blive en del af hele cirkusset uden alt for mange forestillinger.

FORSIDEN

Fremtidens feminisme føres an af damebladene

af Thit | okt 12, 2022 | UDE

Fremtidens feminisme føres an af damebladene

Hvis du tror, at damebladenes spalteplads kun er fyldt med slankekure og sexstillinger, tager du fejl. Der er nemlig sket et skred i branchen af kvindemedier i Danmark anført af Alt for Damerne og Femina, som i dag skriver om både indretning og Iran. Men selvom de deler ønsket om fornyelse, er deres redaktionelle vej dertil dog meget forskellige.

TEKST: Elisa Norgaard Mortensen
FOTO: Clara Johanne selsmark

Udgivet den 12. oktober 2022

”Vi er hinandens medsøstre, vi er forbundne. Ingen kvinde er fri, før alle kvinder er frie.”

Sådan lyder den seneste leder fra Feminas chefredaktør Isabellas Hindkjær. Hun skriver om Jina Masha Amani, en iransk kvinde, som blev dræbt af landets moralpoliti for at have sit tørklæde forkert på.

Isabella Hindkjær sidder midt i Aller Medias store glashus, og indignationen lyser ud af hende, når hun taler om uretfærdigheden i verden. Hun ser kampen for kvinders rettigheder, både i Danmark og internationalt, som Feminas største drivkraft og står i spidsen for mediets nye aktivistiske linje, hvor der er plads til både international politik og indretning.

Nu er det slut med det stille dameblad.

Damebladenes dilemmaer

Der er et dilemma i luften på Alt for Damernes kontor. Rikke Dal Støttrup, bladets chefredaktør, er i gang med at skrive lederen til næste blad, der går i trykken om få timer. Den handler om, hvorvidt mediet kan tillade sig at promovere modebranchen, når den er så skadelig for miljøet.

Den slags dilemmaer er dagligdag for journalisterne på den lille, hyggelige redaktion i Egmont Story House. Her snakker kollegaerne med, hvem end man møder ved kaffemaskinen, og der er plads til, at en kollega kommer forbi med sin baby, selvom deadline ligger lige om hjørnet.

Stemningen oser af hygge, men også seriøsitet. Der står stadig en halv flaske uåbnet vin på bordet fra fredagens optagelse af podcasten ”Skål Søster,” hvor Alt for Damerne taler med to kendte kvinder om, hvad der fylder i debatten lige nu, og så skåler de altid for en kvinde, der fortjener en særlig ros.

Det ritual indrammer mediets nye redaktionelle linje meget godt.

Rikke Dal Støttrup erkender, at der er sket store forandringer for bladet i hendes tid som chefredaktør.

”Indtil 2020 havde vi hver eneste uge en model der var ca. 25, oftest lyshårede, fordi de sælger bedre end mørkhårede, slanke og smilende på forsiden. Jeg var ved at kaste op af kedsomhed, og mon ikke læserne var det samme,” siger Rikke Dal Støttrup.

I dag er en af hendes vigtigste opgaver som chefredaktør hele tiden at sørge for, at tingene ikke falder tilbage i de gamle roller. Det er simpelthen nemmere at finde en model på 25 år end på 45, og der er stadigvæk flere modeller der vejer 55 kilo i stedet for 85.

Men hos Alt for Damerne er det vigtigt, at læserne kan kende sig selv i bladet, og det har mange ikke kunne i de åletynde, purunge, hvide modeller, der har prydet de glitrende sider i årevis.

Nu keder Rikke Dal Støttrup sig ikke længere. Hun er stolt af Alt for Damerne. Problemet er bare, at diversitet desværre ikke altid sælger lige så godt som status-quo. Men skal man gå på kompromis med sine idealer for at sælge blade?

Et aktivistisk aktualitetsmedie

Chefredaktør Isabella Hindkjær er ikke i tvivl. Hun vil stå på den rigtige side af historien. Det samme skal Femina.

”Jeg tror, man skal være varsom med at være for vægelsindet. Man kan ikke være et mediebrand i 2022 uden at stå for noget og tage stilling. Hvis man ikke står for noget, så står man for ingenting,” siger hun.

Isabella Hindkjær forklarer, at det er en af største ændringer i Feminas linje. Tidligere har de prøvet at gøre alle glade og ”please” læserne, så de ikke blev sure eller stødt. Men det ændrede sig i 2020, da Isabella som helt ny chefredaktør kunne se, hvordan voldtægtsofre blev svigtet af den, ifølge hende, ”grotesk forældede voldtægtslovgivning.”

Aktivister havde siden 2016 kæmpet for, at Danmark skulle få en samtykkebaseret lovgivning, som lagde vægt på, om der var samtykke til sex, i stedet for om offeret havde kæmpet imod en voldtægt. Da debatten omkring den nye lovgivning i sommeren 2020 gik i stå, stormede den nytiltrådte chefredaktør ind i kampen med 100 km/timen:

”Jeg havde det bare sådan, at hvis ikke et medie, der hedder Femina, dækker det her, som er noget af det mest grundlæggende, nemlig retten til vores egen krop, hvem gør så?,” siger Isabella Hindkjær.

Overgangen fra et mere traditionelt dameblad med fokus på det nære og klassisk feminine til et aktivistisk aktualitetsmedie var alt andet end blød. Der var ingen på forhånd defineret strategi, ingen cost-benefit-analyse og ingen plan B. Til gengæld var der en følelse af, at det her virkelig kunne rykke noget.

Femina skrev 65-70 artikler om tilblivelsen af Danmarks samtykkelov, som blev vedtaget i december 2020. Siden da har de kæmpet for bedre forhold på fødegangene, højere løn til sygeplejersker og kvinders rettigheder i Iran. Da Femina først udskiftede den gode stemning med en mere aktivistisk linje, vakte det stor opmærksomhed.

”Det var ikke det, man forbandt Femina med. Men sådan har vi så været lige siden. Nu tager folk os seriøst, fordi det er svært at lade være,” siger Isabella Hindkjær.

”Jeg havde det bare sådan, at hvis ikke et medie, der hedder Femina, dækker det her, som er noget af det mest grundlæggende, nemlig retten til vores egen krop, hvem gør så?”

– Isabella Hindkjær, chefredaktør på Femina

Et ben i begge lejre

Tilbage hos Alt for Damerne beskriver Rikke Dal Støttrup et billede af, at Alt for Damerne går på to ben. Det ene ben går foran med store skridt og selvsikker gang. Her er de på forkant med tiden, når de bl.a. hepper på Helle Thorning, når hun får kritik for en nedringet kjole til hofbal, og når de sætter fokus på forskellige kroppe. Her kæmper Alt for Damerne for, at kvindekampen ikke bliver old news, fordi folk glemmer, hvor lang vej vi har igen til ligestilling som f.eks. i bestyrelser og lederstillinger.

Men kan man løbe så hurtigt, at man mister en hel gruppe eller generation på perronen?

Det andet ben i Rikke Dal Støttrups billedlige strategi sikrer, at det ikke sker. For forandringen skal ikke ske på bekostning af deres trofaste læseres tillid. Det andet ben sørger hele tiden for, at de har fået alle med, måske især den mere traditionelle målgruppe.

De har haft læsere, som syntes, at deres artikler og nye linje har været for ”woke”, og de læsere vil Rikke Dal Støttrup også gerne have med. I januar 2021 – et stykke tid efter Sofie Linde for alvor fik den anden bølge af Me-too-bevægelsen til at rulle over Danmark – lavede Alt for Damerne et nummer, der hed ”Hvad nu mand”. De ville høre, hvordan mændene nu oplevede sexismedebatten og satte fokus på, hvad det ville sige at være en ”rigtig mand.”

Det var for hurtigt, mente nogle læsere. For nu havde kvinderne jo lige taletiden. Men Rikke Dal Støttrup vil møde de traditionelle læsere og mændene med åbne hænder.

”Vi skal finde et nyt niveau, hvor vi ikke er i krig, men hvor vi minder hinanden om, at det her er godt for alle. Det kan man ikke, hvis man mister folk på forhånd, fordi man er for hård,” siger Rikke Dal Støttrup.

Både-og, ikke enten-eller

Selvom Alt for Damerne vil være et medie, der går forrest i kvindekampen, ønsker Rikke Dal Støttrup også, at bladet skal være en pause i læserens hverdag. Også i en tid hvor priserne og utrygheden stiger med hastige skridt.

”Folk skal ikke have lektier for, og folk skal ikke skældes ud,” siger Rikke Dal Støttrup.

Alt for Damerne holder altså derfor fast i deres skønhedstips og modeserier, men nu skal det også være for andre end de unge, hvide og tynde.

Isabella Hindkjær holder også fast i, at Feminas aktivistiske linje ikke er sket på bekostning af mediets fokus på mode, mad og make-up.

”De sidste ti år har der været nogle, der efterspurgte det intelligente dameblad. I det har der nok ligget implicit, at det ville være fedt, hvis man i virkeligheden var et mandeblad. Vi skal passe på som kvinder, at vi ikke bare reproducerer nogle maskuline idealer,” siger Isabella Hindkjær.

Hun tilføjer afslutningsvist, at ligesom mænd altid har haft lov til at gå op i både økonomi og dyre ure, må kvinder selvfølgelig også dyrke det feminine og hårdtslående journalistik samtidig. Selv er Isabella Hindkjær kropsliggørelsen af denne syntese af det ultrafeminine og den kampklare kritiske journalist, som ligesom Rikke Dal Støttrup gerne tager en stor del af æren for denne udvikling.

FORSIDEN

Hvem skal jeg knalde med for at blive en del af DMJX’s foreningsliv?

af Thit | okt 12, 2022 | OPINION

OPINION

Hvem skal jeg knalde med for at blive en del af DMJX’s foreningsliv?

TEKST: Malou Heigl
Illustration: Katrine Åsleff edvardsen

Udgivet den 12. oktober 2022

Nepotisme. Har I oplevet det? Det havde jeg ikke, inden jeg startede på DMJX, men det har jeg i den grad nu. Jeg er lige startet på andet semester, og som I sikkert ved, råder skolen over et stort foreningsliv, hvor man kan prøve kræfter med alt fra dokumentar, radio og skrift til rusvært. Et foreningsliv jeg virkelig havde set frem til at deltage aktivt i for at forbedre mig som journalist og ikke mindst for at skabe nye bekendtskaber på tværs af semestrene. Dog har jeg på disse få måneder ikke kunne se bort fra en kultur, som, jeg er bange for, afspejler den branche, jeg er på vej ind i. De forskellige foreninger har vidt forskellige ”optagelsesritualer.” Ritualerne blev der ikke fortalt om til det famøse åbent hus-arrangement. Det kan for eksempel være spørgeskemaer og samtaler, som i sig selv er meget nøgternt, men uanset om du skriver den perfekte ansøgning eller laver den fedeste video, så er du ikke sikret en plads i en af foreningerne. Du skal først tage en grundig slik-røv-tur på foreningernes medlemmer.

Hele denne kritik af foreningerne bunder ud i en middag med nogle af mine medstuderende. Vi havde alle søgt ind i nærmest hver vores forening, men mange havde fået afslag. Da vi begyndte at dykke ned i de få heldige, som modsat os var kommet ind, tegnede der sig et knudret net af venner, roomies og andet godtfolk.

Jeg søgte ind i Kurt Strandbar og som rusvært på første semester, men kom ikke ind. Her på andet semester søgte jeg som redaktør på Genlüd. Den gik heller ikke. Til middagen lovede mine veninder at gøre mig til redaktør på næste semester – selv efter den fælles enighed om det nepotistiske problem. Og med ét var jeg selv viklet ind i det net, jeg nu sidder og kritiserer. Jeg er selv en del af problemet, og på trods af min beskedne selvindsigt ved jeg udmærket godt, at jeg stadig har tænkt mig at søge som redaktør på næste semester.

Foreningskulturen på DMJX handler, som så mange andre steder, om at kende de rigtige. På den måde er du hele tiden et skridt foran dine medstuderende. Hvis ikke dine sociale skills er til UG, så sørg for at skille dig ud, drikke mest eller råbe højest.

Selvfølgelig skal der sorteres og udvælges, ligesom da vi søgte ind på skolen. Selvfølgelig er der ikke plads til alle. Men alle skal have en lige og fair chance. På DMJX lærer man hurtigt hinanden at kende igennem det festlige rusforløb. Udover det kender man måske allerede nogle et andet sted fra. Men selvom din roomie og din bedste vens kæreste sikkert er søde mennesker, er det så virkelig dem, der er de mest oplagte kandidater til diverse foreninger? Mange af de samme ansigter går igen i foreningerne. Om det er en tilfældighed, tror jeg næppe.

Jeg ved godt, at det er at skære alle over en kam, men når jeg snakker med mine medstuderende og ud fra mine egne oplevelser, virker denne nepotistiske tilgang til foreningerne som en realitet.

Nogle vil nok mene, at jeg bare har ondt i røven, og det har jeg også til en vis grad, men når afslaget triller ind i indbakken, og de udpegede medlemmer offentliggøres, så ser jeg en tendens. De samme smil, de samme kendte ansigter og de små vennegrupper træder tydeligt frem.

Lad mig fx inddrage vores kære kommunikationsstuderende i debatten. I nogle foreninger har de en kommunikationskvote for at sikre sig, at de også bliver repræsenteret. Dette er en form for løsning på problemet, men tænk at der overhovedet er behov for en kvote. Tænk på at en hel gruppe studerende ikke ville have en chance, hvis ikke der var sat et regelsæt.

Det er en svær opgave at se udover sin egen næsetip og udvælge medlemmer baseret på et objektivt grundlag, men det er muligt. I et symfoniorkester skal jobsøgende til en anonym optagelsesprøve for at sikre, at det er musikerens færdigheder og ikke musikeren, der bliver valgt. Kunne man overveje noget lignende blandt foreningerne for at komme problemerne til bunds?

Dette er derfor et opråb til alle foreninger på DMJX: Lad være med at udvælge jeres medlemmer gennem et tunnelsyn. Lev op til den professionalitet, som skolen står for. Mediebranchen er i forvejen en stor mudderpøl af ulighed og usund konkurrence. Det er vores fremtid og derfor også vores ansvar at skabe et studie- og arbejdsmiljø, som bygger på princippet om lighed, kompetence og engagement. Lad os have det i mente, inden 120 nye studerende nervøst går til diverse samtaler og optagelsesritualer. Vi kan ændre kulturen. Vi kan rydde op i mudderpølen. Vi kan stoppe røvslikkeriet. Hvad venter vi på?

FORSIDEN