I det tidlige stadie af Danmarks nye medie- og journalisthøjskole på Katrinebjerg i Aarhus står en ting trods alt klar. De studerende får en ny bunker. I hvert fald som det ser ud nu.

“Kom ind!” lyder det indefra den kontorcontainer, Emil og jeg netop har banket på hos.

Vi har glædet os til dette besøg. Vi får nemlig som nogle af de første og eneste studerende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i dag mulighed for et smugkig i tilblivelsen af den bygning, der skal huse fremtidens Cavling-vindere. Projektleder Susan Yding-Sørensen har indvilget i at vise os rundt, så Emil og jeg ifører os det nødvendige og yderst sexede, neongrønne sikkerhedsudstyr, inden vi alle tre spadserer ned mod byggepladsen.

Vi træder ind ad det, der kommer til at være den ene af to hovedindgange. Herfra stempler vi direkte ind i skolens gastronomiske knudepunkt. Kantinen ser umiddelbart mindre ud, end hvad de studerende ellers er vant til, men i åben forbindelse med den nye vandrehal kommer der ikke til at mangle plads. Kantinen befinder sig lige ved siden af det nye tv-studie, der er udstyret med vinduer, så fremtidens journalistspirer kan følge med i Coming-Up’s udskejelser, mens de nyder deres frokost.

Man skal se sig for, så man ikke falder over en slange eller en ledning, når man bevæger sig rundt i det, man kunne fristes til at kalde den nye bunker, som den ser ud nu. Et vaskeægte betonhelvede er det. Susan forsikrer os dog om, at der bliver malet, inden de nye elever flytter ind, og det er heldigt. Ikke kun fordi den grå tone virker så opkastfremkaldende bekendt, men også fordi væggene er kridtet til med noter, mål og adgang-forbudt-skilte, i hvad der mest af alt ligner et amatøragtigt graffitiforsøg.

Vi befinder os nu i et af de største lokaler på Katrinebjergs nye medie- og journalistjuvel. Dette er auditoriet, hvor Gitte Luk vil svinge sin sprogstok over de studerendes tilsvedte nakkepartier. Dette er stedet, der i fremtiden skal huse den internationale sportspresse, når F.C. Åben Modus holder deres overbesøgte pressemøder. Det er stedet, hvor en ny hvid t-shirt en dag vil klamre sig til loftet og aldrig falde ned til lykkeligt minde om et leverfunktionsnedsættende rusforløb. Det nye Frøberts – om man vil – men med bedre indeklima, lover Susan.

Susan hiver en presenning til side og leder os ud på en trappeopgang oplyst af en lang loftslampe, der ligger vilkårligt henkastet på trinet. Elevatoren er endnu ikke installeret, så vi må bestige bygningen på gammeldags manér.

Her på anden sal kan man måske i fremtiden græde sine tårer ud hos sin beskikkede vejleder, når der er udskrevet folketingsvalg, og ens semesterprojekt står og falder med et politikerinterview, for denne etage kommer til at bestå af både mødelokaler og kontorer til skolens ansatte, men også et radiostudie til de lydhungrende journalistgenier.

Det vrimler med håndværkere i farvestrålende uniformer. Udrustede med sikkerhedssko og høreværn og bevæbnede med boremaskiner og svejseapparater giver de deadline kamp til sokkeholderne. En af svejserne er ved at lægge sidste hånd på en konstruktion, der skal bære en rede; et nærmest frithængende glasbur, hvor de journaliststuderende kan ruge på deres banebrydende idéer eller finpudse de flyvefærdige.

Selvom der bliver arbejdet på højtryk, er elevatoren ikke kommet op at køre på de otte minutter, det har taget os at finkæmme anden sal. Sløvt kan man sige, men vi bidder frustrationen i os og tilbagelægger tyve trappetrin mere.

Vi ender på tredje sal, som hovedsageligt kommer til at bestå af klasselokaler. Lokalerne er store og enkelte er udstyrede med mobilvægge, således en opdeling er mulig. Med enorme vinduespartier mod øst er der udsigt til et lidt anderledes lysindfald, end man har været vant til.

Vi snor os gennem betonlabyrinten og finder en åbning til det, der kommer til at være én af i alt to tagterrasser på bygningen. Peter Frödin og Jimmy Jørgensen blæser ud gennem højttalerne på en arbejdsradio, der står efterladt på et stillads i hjørnet. Herfra får man først øje på den karakteristiske murbeklædning, der præger ydersiden af de øverste to etager. Rektangulære rammer er monteret rundt om vinduerne på facaden og bidrager til et futuristisk look, som var det taget direkte ud af The Jetsons.

Den kommende udsmykning på tagterrassen står dog i kraftig kontrast dertil, lader vi os fortælle. Det viser sig nemlig, at der var en anden årsag til, at de monstrøse skulpturer, der befandt sig foran indgangspartiet på Olof Palmes Allé, skulle fjernes, end at de bare var hæslige. Midt på tagterrassen har man nemlig klargjort et par sokkeler, hvor disse øjebæer vil blive placeret. Men okay, lidt nostalgi skal der vel til.

På fjerde sal kan man for alvor mærke, at den nye skole ikke kun er en journalistisk højborg. Udsigten fra et helt almindeligt klasseværelse vidner om en beliggenhed i topklasse, og kigger man henover pålægsfabrikken, der på den skammeligste, industriagtige og skønhedsforladte vis forpurrer synet, kan man skue både hav og skov. Fabrikken bliver til øjets store opmuntring afviklet i løbet af de næste par år.

Idet jeg kigger ud ad vinduet, får jeg øje på en håndværker, der står i en lift og arbejder på indgangspartiet i bar mave. Hans mindre selvtillidsfulde, eller i al fald mere tildækkede, kollega peger forklarende på en dims, og der nikkes forstående. Liften holder på det område, der skal flisebelægges og ifølge illustrationen foran byggepladsen agere samlingspunkt for sporadisk placerede, zombielignende menneskeskikkelser. Men det er jo også bare en illustration.

Vi fortsætter vores journalistiske pilgrimsvandring på femte sal, hvor der er begrænset med lokaler. Pladsen er nemlig reserveret til en af Aarhus’ absolut største tagterrasser, hvilket jeg postulerer med meget begrænset kendskab til størrelser på tagterrasser i Aarhus eller nogen steder i det hele taget. Men der er i hvert fald plads til seks sovende giraffer og en halv mejetærsker, hvis man nogensinde skulle spekulere i den slags kombinationer. Der kommer ifølge Susan en pergola op, som, lader jeg mig forklare, er en form for overdækning med huller i, hvor man kan dyrke forskellige planter såsom vin. Susan vil dog ikke love, at det bliver vin.

Vi tager derefter et gevaldigt dyk og lister ned i det dybeste mørke på den nye skole. Luften er fugtig, og der lugter af våd asfalt. I et fjernt hjørne vækker gårsdagens uvejr endnu genklang, som befandt vi os i en kilometerlang drypstenshule. Det er dog ikke tilfældet. Skolens parkeringskælder er delt i to niveauer og er for blodtrykkets skyld forbundet med øverste etage via elevatoren. Der er plads til flere biler end på parkeringspladsen ved Olof Palmes Allé 11, men præcis hvor mange kan Susan ikke fortælle os.

“Så har vi vist været rundt,” siger hun så, og vi trækker mod udgangen.

Efter at have sundet os over misforholdet i lysniveauerne mellem p-kælderen og byggepladsen kan vi rette blikket mod nyskabelsen fra et mere jordnært perspektiv. Herfra kommer den tredelte konstruktion bedre til udtryk, og man fornemmer faktisk den idé, der ligger bag, med en base i gule mursten, en midte i glas og aluminium og en top i skylignende, hvide materialer. Et arkitektonisk pragteksemplar på den moderne uddannelsesinstitution.

Når man går på journalistuddannelsen, så bliver man selvfølgelig journalist – ikke? Virkeligheden er i højere grad fyldt med selvskabte jobs, SoMe-stillinger og freelance. Og for nogen er et klassisk journalistisk job langt fra et drømmejob.

Hvad arbejder de med i dag? Illustreret Bunker har talt med fire unge journalistuddannede, som er har forladt Bunkerens trygge rammer indenfor de sidste tre år. Privatfotos (Andreas Johansen, Toke With og Oliver Otte Okstrøm). Foto af Isa Kowalski Samuelsen er taget af Sophie Voisin.

Branchen er presset. Særligt på økonomien, og der kan være langt mellem de journalistiske stillinger, som journalistuddannelsen forbereder de studerende på.

Ifølge Dansk Journalistforbund viser tal fra 2018, at lige knap seks procent af deres medlemmer er berørt af ledighed. Kigger man dog kun på journalisterne, så er antallet af fuldtidsledige nede på tre procent.

3 ud af 4 i arbejde efter kort tid

Retter man øjnene mod de nyuddannede, så er procenterne lidt højere. Ifølge Uddannelses- og Forskningsministeriet, så er 72 procent af de dimittender, som har været uddannede journalister i 4-19 måneder, i beskæftigelse. Nogen er dertil i udlandet eller videreuddanner sig, mens otte procent er registreret som ledige. Derudover er syv procent udenfor arbejdsmarkedet. 

Det er ikke nødvendigvis sådan nogle tal, som man bruger mest tid på at tænke over, når man er under uddannelse. Ikke desto mindre bliver det nødvendigt at forholde sig til, når man som journaliststuderende er færdiguddannet. Ifølge tallene kommer nogle trods alt til at stå uden job.

Kan man mon få et job?

Så, hvordan ser virkeligheden ud på den anden side af Bunkerens murer? Er det muligt at få job, og, måske lige så vigtigt, er det muligt at få et job, man er klædt på til – og er glad for?

Vi har talt med fire dimittender, som alle er blevet færdiguddannede journalister indenfor de seneste tre år. Hvilke erfaringer har de gjort sig, og hvilket arbejde har de nu? Passer forventningen til virkeligheden?

Her kan du høre dem fortælle deres egen historie om, hvordan de endte der, hvor de er endt.

Dette års Kravlingpris blev overskygget af en journalistik-kategori, som jurymedlemmerne kaldte for ”skuffende.” Der var dog stadig fuld plade på underholdningen med værterne fra ’Danskerbingo’, musik fra Jada og Specktors og danseshow badet i neonblåt strobelys. Alt sammen overværet af et publikum, der løb i pendulfart mellem baren og de velourbetrukne sæder i Bremen Teater.

”Vi havde håbet på, at der ville være mange vilde og eksperimenterende historier og nye spændende fortællemåder. Det har der simpelthen ikke rigtig været i år. Det er tredje gang, jeg er med i juryen, og dette er helt klart det svageste år.”

Sådan beskriver jurymedlem på tredje år og nyhedschef hos Radio24syv Kristoffer Eriksen dette års nominerede til Kravlingprisen i journalistikkategorien. Bag fine kjoler på den røde løber og brusende fadøl lå der nemlig et større budskab til dette års Kravling. De studerende skal turde at fejle, for det er nu de kan.

Se stemningsvideo fra Jadas optræden til prisuddelingsshowet.

I takketalens tegn

Det var de to værter Andreas Kousholt og Jacob Weil fra radioprogrammet ’Danskerbingo’ på P3, der styrede aftenens udskejelser i Bremen Teatret. Flankeret af Jada og Specktors som stod for aftenens musikalske indslag. Ud over journalistikprisen var der også nominerede i fire andre kategorier: Designprisen, TV/Foto-prisen, Kommunikationsprisen og årets praktikantvejleder.

De to ’Danskerbingo’ værter havde i år skruet forventningerne helt i vejret til aftenens takketaler. Kravling 2019 skulle nemlig være takketalens år. Et budskab der dog faldt en smule til jorden, da kun halvdelen af vinderne rent faktisk var til stede i teatret. Ikke desto mindre havde Andreas Kousholt og Jacob Weil forberedt en udførlig tjekliste til den perfekte takketale.

K: Kapow – en takketale skal have slagkraft og blæse publikum bagover.

R: Real talk – det hele skal ikke være sjov, der skal være plads til ægte snak

A: Also jokes – husk for guds skyld de jokes, det gælder jo om at være mere interessant end den fadøl som publikum sidder med i hånden.

V: Venner – dine bedste kammerater har stadset sig op kun for dig, så husk at nævn dem i din takketale.

L: Lindsay Lohan

I: Inside job – det er vigtigt at være bevæbnet med et budskab, når man holder en takketale.

N: No regrets – du skal ikke fortryde noget.

G: Grandma – husk at takke din bedstemor.

Tag munden for fuld

På scenen står Fauke Giebner med en konvolut i hånden klar til at annoncere vinderen af journalistprisen. Hun kigger forventningsfuldt ud mod de nominerede, der sidder blandt publikum. Journalistprisen er den sidste pris, der mangler at blive uddelt ved dette års Kravling. Det er et felt af nominerede, som Kristoffer Eriksen mener burde sprudle af vildskab, iderigdom og originalitet.

”Vi må være ærlige at sige, at vi mangler at blive overrasket af det I har leveret i år,” siger han og bliver mødt af sporadiske klap i salen, perifere buh-råb og en pige der højt og pludseligt råber: ”Yaaaaas.”  

”Vi håber, at I har lyst til at tage munden for fuld, og at I vil satse, og at I tør fejle,” siger Fauke Giebner kort efter. Jurymedlemmerne håber meget på, at det er de nuværende studerende, det skal komme fra. For som Kristoffer Eriksen siger: ”Hvem skal det ellers komme fra?”

Fauke Giebner har sine fingerspidser rundt om den hvide snor, der skal åbne konvolutten og afsløre, hvem der har vundet journalistprisen. Snoren bevæger sig stødt og roligt fra den ene side af konvolutten til den anden og sprætter konvolutten op.

”Vinderen er Nicolai Pedersen og Thor Hedegaard for projektet ’Et Handicappet System’,” udbryder hun til publikums store fornøjelse. Det er en sejr, som journaliststuderende ved SDU Nicolai Pedersen beskriver som ’mærkelig,’ og juryen beskriver som graverjournalistik gjort let tilgængeligt. Det er et projekt, der bygger på ihærdig research og med en ekstraordinær evne til at sætte sig ind i et komplekst bureaukratisk emne.

”Jeg havde virkelig ikke troet, at vi ville vinde. Jeg synes, det var et stærkt felt. Så det er jo bare mega fedt,” siger den tidligere praktikant hos TV2/Fyn efter prisuddelingen.

Han kan samtidig nikke genkendende til aftenens budskab fra jurymedlemmerne.

”Jeg kan godt se, hvad de mener, for det er en lidt standard måde, vi bliver oplært i at lave journalistik på. Der er bare ikke plads til at lave noget fuldstændig sindssygt og vildt. Det kunne være fedt at kunne sprælle noget mere, men det er virkelig svært ude i den rigtige medieverden,” siger han.