Du klikker på det farvede ikon, der fører dig ind i en verden af billeder og video. Instagram. De såkaldte ‘stories’ er klar. Politikens logo er omkranset af en rød ring. Du trykker. Der ligger flere sekunders stillbillede med tekst oveni, og det vækker din appetit. Du vil have mere af historien. Et swipe op og du er på hjemmesiden, men her bliver du mødt af den. Muren.

Betalingsmuren minder dig om, at man skal bruge et abonnement for at kunne læse nyheden. Et digitalt abonnement. Netop disse er danskerne de dårligste i norden til at betale for, viser en undersøgelse fra RUC.

Hos det danske medie Zetland fører de en anden strategi, når det gælder abonnenter, end den man er vant til at se hos mere traditionelle medier. Abonnenterne bliver nemlig kaldt for medlemmer, fordi de skal kunne deltage og bidrage.

“Zetland har medlemmer, fordi vi opfatter os selv som medlemmernes medie. Vi lytter til dem og beder dem om at hjælpe os i vores journalistik og i vores udvikling som medie. Vi forsøger herved at skabe tillid og kontakt,” siger Jakob Moll, direktør for Zetland.

Lyd er det nye sort

Denne tillid og kontakt til medlemmerne udfoldes ved, at Zetland bruger den information, de får fra folk i praksis. Sådan er det gået til med skabelsen af deres lydunivers, hvor alle artikler kan blive læst op og lyttet til som podcast:

“Vores medlemmer efterspurgte en lydside. Så begyndte vi at teste det, og så investerede vi i at udgive alting på lyd for snart to år siden. I dag er langt over halvdelen af forbruget af Zetlands journalistik på lyd,” fortæller Jakob Moll.

De er ikke alene om at bruge lyd som en aktiv del af deres medie. Hos Politiken har man lavet en daglig podcast som led i en konstant udvikling for at fastholde abonnenter.

“Vi skal hele tiden være skarpe på at levere god kvalitetsjournalistik. Noget af det, vi har gjort, er den podcast, vi lancerede sidste år, som skal være med til at få folk til at blive ved med at abonnere her hos os,” siger Thomas Berndt, redaktionschef for politiken.dk

Vores naboer er bedre

I Sverige og Norge er de mere villige til at betale for onlineabonnementer, viser undersøgelsen fra RUC om danskernes brug af nyhedsmedier. Medieprofessor Kim Schrøder peger på, at priserne er billigere i de to lande, hvilket kan være én af flere grunde.

Det koster omkring 160 kroner at være digital kunde i nabolandene, hvor det er oppe at ramme 299 kroner hos Politiken. Thomas Berndt fra Politiken mener i særdeleshed, at kollegerne i Sverige og Norge gør et godt stykke arbejde. Det er dog ikke på deres dagsorden hos Politiken at skulle sænke priserne:

“Det er slet ikke på tale hos os, at prisen skal sænkes. Politiken er et kvalitetsprodukt, derfor tager vi den pris, vi tager. Opgaven for os er at lave et produkt, som folk har lyst til at betale for og blive ved med at abonnere på.”

Denne opgave er fra Politikens side blandt andet udfoldet ved skabelsen af deres daglige podcast. Det er samtidig vigtigt at fange de unge læsere, mener Thomas Berndt. Derfor er det omkring halvdelen af prisen, de studerende og udeboende under 30 år skal af med.

Virker en nyere strategi?

Zetland brander sig selv som et medie, der skal skærer gennem nyhedsstøjen fra de hurtigt

producerende medier i dag. Dette koncept falder i god jord hos modtagerne. Over størstedelen af medlemmerne begrunder nemlig deres medlemskab, som en støtte til dét Zetland står for.

Kim Schrøder mener, at lignende modeller som deres kan være effektive for betalingsvilligheden:

“Der er aviser rundt i verden, der har lavet modeller, der opfatter læserne mere som sponsorerer. The Guardian opkræver ikke et abonnement, men opfordrer derimod folk til at donere et fast beløb. Det må give medlemmerne en vis oplevelse af loyalitet.”

Fastholdelse og inddragelse af abonnenter kan meget vel være den nye effektive strategi for medierne. Men kan de komme uden om, at prisen stadig kan spille en væsentlig rolle i betalingsvilligheden?

Mikrobetaling

Kim Schrøder har flere bud på løsninger, der kan sikre og fremme nyhedsbetalingen på sigt.

“Jeg har i flere år tænkt, at dem, der går ind for mikrobetaling, måske har en pointe. Vi finder mange af vores nyheder på de sociale medier så ved at betale 5 kroner her og nu, får man lov til at læse artiklen. Jeg synes, det kunne være en interessant mulighed.”

Der hersker dog stor uenighed hos Jakob Moll fra Zetland.

“Jeg tror overhovedet ikke på mikrobetaling, fordi når man vælger at abonnere på et medie, er det også en beslutning om, hvilket syn man gerne vil have på verden. Man vælger på en måde et hold at spille på,” siger han.

Hos Politiken har de fundet en forretningsmodel for kvalitetsjournalistik på nettet, som virker fortrinligt for dem. Derfor er tanken om at inddrage mikrobetaling på stående fod heller ikke aktuel.

“Vi kommer ikke til at lave markant om, på den måde vi gør nu, fordi det virkelig fungerer. Hvis vi en dag finder frem til, at det ville være bedre for os at kombinere den nuværende model med en mikrobetalingsmodel, så kan det godt være, at vi ville gøre det. Men pt. har jeg ingen grund til at tro, at det skulle være tilfældet,” afslutter Thomas Berndt.

Danmarks ældreminister hedder Thyra Frank (LA). Hun er forsvundet fra medielandskabet og vil ikke længere svare på spørgsmål fra journalister. Thyra Frank er et eksempel på flere nuværende sager om politikere, der melder sig helt eller delvist ud af mediebilledet. Politikere, som ikke vil stille op til interview eller svare på spørgsmål.

En undersøgelse, DR fik foretaget i 2017, viser, at Thyra Frank er den mest usynlige minister i medierne. I år har Thyra Frank udtalt sig offentligt én gang. Og det var igennem en pressemeddelelse skrevet på forhånd.

“Det er blevet lidt udskældt, at hun ikke medvirker i live-interview – og i det hele taget stiller meget lidt op,” siger Kurt Strand, der er producent og vært på P1-programmet “Mennesker og Medier” og Mediekommentator i Kristeligt Dagblad. På trods af problematikken, mener han, at vi ikke altid kan undgå det.

“Vi er principielt nødt til at acceptere, at ikke alle politikere har lyst til at stille op til interview. I det lange løb er det bare et problem,” siger han.

Mark Ørsten, der er medieforsker ved RUC, er enig, og mener, at det vil være et demokratisk problem, hvis ingen politikere ville stille op til interview.

“Hvis politikeren bare forsvinder, forsvinder legitimiteten. Det er en super dårlig strategi ikke at svare og forklare de spørgsmål, der kommer,” forklarer Mark Ørsten.

Politikere er trætte af nyhedsmedierne

Ikke desto mindre er Thyra Frank stadig tavs. Henrik Sass Larsen, der er gruppeformand for Socialdemokratiet, er heller ikke glad for at udtale sig til medierne, og Danmarks tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) har gentagne gange nægtet at udtale sig til Ekstra Bladet. Mark Ørsten, ser det som er et tegn på, at politikere er trætte af nyhedsmedierne og personsagerne.

“Politikere er hyperfølsomme over for medieomtalen. Derfor er der også begyndt at komme flere regler for journalister på Christiansborg. Det gør, at politikere nogle gange kan få lov til bare at være politikere,” siger han.

At en minister som Thyra Frank får lov til “bare at være politiker” og nægter at stille op til interview er påfaldende, mener Kurt Strand. Et godt eksempel er til pressemødet i januar, hvor regeringen skulle fremlægge deres planer for den nye sundhedsreform. Hele seks ministre stod klar til at svare på spørgsmål fra journalister. Bare ikke Thyra Frank. Ifølge Kurt Strand passer det dårligt ind i en moderne medievirkelighed, hvor offentligheden hele tiden er i kontakt med politikere.

“Der er en forventning til, at man i et demokratisk samfund svarer på de spørgsmål, der bliver stillet. Det vil være noget andet, hvis det var i Rusland. Der vil jeg have en forventning om, at der ligger nogle andre strukturer bag,” siger Kurt Strand.

Mørke skyer hænger over mediebranchen

Udover at nogle politikere er mere påpasselige med at udtale sig til medierne end tidligere er det generelt blevet sværere at være journalist i dag end for 30 år siden. Ifølge Mark Ørsten, er der siden 1980’erne sket en stigning i antal af spindoktorer og kommunikationsmedarbejdere i ministerierne og styrelserne. Det hænger sammen med, at politikerne synes personsager og skandaler fylder for meget i mediebilledet. Resultatet bliver flere citater som “ingen kommentarer”, eller at ministeren blot lader spindoktoren tale for sig.

“Generelt skal journalister arbejde hårdere i dag for at få kontakt med en politiker. De skal igennem flere led, og i mange tilfælde er en interviewaftale om især kritiske interview på TV noget, som der skal bruges ret lang tid på at forhandles på plads,” forklarer Mark Ørsten.

Medieløverne er altså mere glubske end tidligere, og politikerne er bange for dem. Det står i tråd med Thyra Franks manglende velvilje til at stille op til interview. Hun er bange for at blive kastet for løverne.

Vi skal huske de gode eksempler

Men selvom det er blevet sværere at være journalist i dag, end det var i 1980’erne, er der stadig politikere, der stiller op til interview. Det gælder både de kritiske interview, men også når problemerne vælter ud af ministerierne. Mark Ørsten mener, at et af de gode eksempler er Karsten Lauritzen (V), der er den nuværende skatteminister.

“SKAT har været igennem utrolig mange møgsager, og alligevel stiller Karsten Lauritzen op til interview. Derfor skal vi også huske at rose dem, der tager sagerne. Opmærksomheden går altid på dem, der ikke stiller op til interview,” siger Mark Ørsten.

Alligevel er det stadig et problem, at nogle politikere ikke vil stille op til interview. Det er en udfordring for demokratiet og offentligheden. Og i sidste ende journalistikken selv. For offentligheden har ret til at vide, hvad der foregår. Kurt Strand argumenterer for, at hvis en politiker som Thyra Frank nægter at stille op til interview, vil det fjerne substansen fra den oprindelige sag.

“I stedet bliver det bare en sag om sagen. Det bliver en form for metasag. Problemet ligger i, at hun ikke vil tage de tæsk, som skal tages,” siger han og afslutter: “Vi skal have en dialog. Det er og bliver grundlaget for vores demokrati.”

Vi har uden held forsøgt at få en kommentar fra Thyra Frank.

Alarmen vækkede Andreas Leer Scharnberg en søndag morgen i maj 2012. Han var journalistpraktikant på Fyens Stiftstidendes redaktion i Kerteminde Kommune. Da Andreas stod op, kunne han se en masse ubesvarede opkald.   

En redaktør havde forsøgt at få fat i ham, for der var sket en ulykke. Natten til søndag døde en 16-årig dreng, da han blev ramt bagfra af en bil. Da Andreas havde weekendvagten, skulle han dække trafikdrabet til avisen mandag morgen.  

Allerede dér fik Andreas en knude i maven. For selvom han var enig med redaktionen i, at det i lokalsamfundet var en vigtig historie at fortælle, kunne han ikke lide redaktionens planer om at gøre ulykken til Kerteminde-sidernes centrale historie med store billeder og overskrift i avisen dagen efter.  

“Jeg har altid selv haft lidt svært ved at se den højere mening i meget indgående at dække triste dødsulykker, som vi alle sammen kan komme ud for, hvis vi er uheldige,” siger Andreas, der i dag er underviser på DMJX.  

Måske kan journalister sige nej 

Andreas husker det ikke, som om han på noget tidspunkt sagde fra over for sin redaktør. Selvom der står i de presseetiske regler, at journalister ikke bør pålægges opgaver, der strider mod deres samvittighed og overbevisning.

Bestemmelsen kaldes samvittighedsklausulen og har været i de presseetiske regler, siden medieansvarsloven trådte i kraft i 1992. Men om den faktisk tjener noget formål, er omstridt. Udvalget bag de presseetiske regler var i sin tid bekymrede for, at hvis Pressenævnet skulle tage stilling til brud på samvittighedsklausulen, ville det medføre et alvorlig indgreb i den redaktionelle frihed. 

Ulrik Holmstrup, der har siddet i Pressenævnet siden 1992, har svært ved at se en situation, hvor det ville give mening at klage til Pressenævnet om brud på samvittighedsklausulen. Når en journalist nægter at udføre en arbejdsopgave, giver det bedre fornuft, at sagen håndteres af arbejdsmarkedets parter, mener han.  

“Hvis jeg var tillidsmand i en konflikt, der nærmest måtte ende med fyring, betyder det så det store, hvad Pressenævnet mener? Så ville jeg mene, at det fagretlige system er det mest interessante for en, der er blevet fyret,” siger Ulrik Holmstrup.  

Da Pressenævnet aldrig har skullet tage stilling til klausulen før, understreger han dog, at en journalists klage over at være pålagt arbejdsopgaver i strid med vedkommendes overbevisning trods alt vil blive behandlet af nævnet.  

“Vi ville i hvert fald ikke bare afvise den (klagen, red.), for det ville i givet fald være første gang, vi blev præsenteret for problemstillingen. Vi ville derfor have en meget grundig diskussion om, hvordan vi skulle forholde os til det her,” siger Ulrik Holmstrup.  

Skulle banke på hos forældrene  

Efter at have fået besked på at dække trafikdrabet lånte Andreas Leer Scharnberg en redaktionsbil fra Fyens Stiftstidendes centralredaktion i Odense og drog mod Kerteminde. Ulykken var sket et eller andet sted på den lange Fynshovedvej. Utilpas kørte Andreas op og ned ad vejen for at finde ulykkesstedet.  

Andreas var i løbende  kontakt med sin lokalredaktør. På et tidspunkt sagde hun til Andreas, at han skulle prøve at få fat i den afdødes familie. Knuden i maven blev endnu større. Andreas havde svært ved at se det fornuftige i at kontakte den 16-åriges forældre få timer efter ulykken, men sagde det ikke.  

“Set i bagklogskabens uendeligt klare lys kunne jeg sagtens have udtrykt mig klarere og sagt, at for mig at se giver det ikke nogen mening, at vi skal op og banke på hos forældrene og spørge dem: ‘Hvordan har I det lige nu?’” siger Andreas.    

DJ: Klausulen ikke problem i hverdagen 

Samvittighedsklausulen kan få betydning for mediers interne forhold i for eksempel forholdet mellem arbejdsgiver og arbejdstager. Det mente udvalget bag de presseetiske regler, da det valgte at tilføje denne ret til at nægte arbejdsopgaver.  

Ifølge forhandlingskonsulent i Dansk Journalistforbund Christian Dølpher giver samvittighedsklausulen ikke problemer i hverdagen. Journalistforbundet har før reglens indførelse haft en enkelt voldgiftssag, hvor Dansk Journalistforbund og Danske Dagblades Forening nedsatte en privat domstol, der skulle tage stilling i en sag, hvor en journalist nægtede at udføre en arbejdsopgave. 

Journalisten arbejdede på en avis, der havde indgået en aftale med en dansk supermarkedskæde om, at supermarkedet ville få omtale i journalistiske artikler til gengæld for annoncekroner. Omtalen ville journalisten ikke gå med til at skrive, da det stred imod hendes journalistiske hæderlighed, og hun blev derfor opsagt.  

Sagen endte med, at opsigelsen blev kendt urimelig og journalistens nægtelse berettiget. “Man kom i princippet frem til samme resultat, men hvis samvittighedsklausulen havde eksisteret, så ville den også kunne være påberåbt,” vurderer Christian Dølpher i et mailsvar.  

Mærk efter, om historien giver mening  

På ruten op og ned ad Fynshovedvej fandt Andreas Leer Scharnberg til sidst det sted, ulykken skete. Der var antydningen af bremsespor og noget, der lignede rester fra en ulykke. Til stede var en gruppe unge mennesker. Tre af dem kendte afdøde perifert og så, da ulykken skete.

Andreas interviewede dem, og ved det lykketræf – eller held i uheld, som Andreas kalder det – endte han med ikke at behøve at kontakte familien. Før mødet med gruppen af de unge havde han dog forsøgt at finde forældrenes hjem uden held. Knuden i maven kunne nu så småt gå væk.

Andreas endte med at være godt tilfreds med sin artikel, der omtalte drabet uden at udnytte den menneskelige tragedie. Historien ville han nok have skrevet under alle omstændigheder. Havde han kendt til samvittighedsklausulen, er det ikke sikkert, han ville have nægtet at kontakte familien alligevel. 

“Den er svær, for man står der som praktikant ved et medie og får en opgave. Hvad betyder det for ens videre arbejde, kommende opgaver og forhold til kollegaer og redaktører, hvis man nægter at tage en opgave?” siger han.

Andreas råder andre, der står i en lignende situation, til at mærke efter i sig selv om det er en historie, de kan se give mening at lave.