REDAKTIONEN ANBEFALER

REDAKTIONEN ANBEFALER

REDAKTIONEN ANBEFALER

TEKST: REDAKTIONEN
ILLUSTRATION: DR, TV 2, RAKKERPAK, ANJA PIL OVERBY

Udgivet den 12. december 2024

Juleferien står for døren, og uanset om du skal tilbringe den i Aarhus, i udlandet eller blandt familie i en tilfældig provinsby, får du forhåbentligt tid til at nyde journalistiske produktioner. Vi er jo i en truet branche, så hvis vi ikke selv gider læse, se eller høre det, der udkommer, hvorfor skulle andre så?

Vi har samlet et udpluk af udsendelser, der kan underholde og berige dig og samtidig være en undskyldning for at flygte under de mange komsammener, man i virkeligheden slet ikke magter. Så er du opdateret, når du kommer tilbage efter nytår og ved mere om alt end din sidemakker i auditoriet, hvor du i øvrigt ikke længere fryser. God fornøjelse!

P1’s Udsyn og afsnittet ”Demokraternes identitetsproblemer”

Du finder podcasten i DR Lyd.

Det altoverskyggende emne siden sidste avis’ udgivelse har været præsidentvalget i USA, og med et slutresultat, der ikke blev særligt tæt, kræver det en stor anbefaling af en DR-udsendelse.

I denne episode af podcasten Udsyn drøftes de grundlæggende identitetsproblemer i Det Demokratiske Parti, efter Trump sejrede, og Kamala Harris tabte klart. De kommer blandt andet ind på Kamala Harris’ kampagnes manglende appel til vælgerne uden for storbyerne, fraværet af unge, nytænkende ledere og valget af en sort, kvindelig kandidat i et splittet USA.

Udsyn er et podcastprogram, der giver lytterne et indblik i verdens tilstand, hvilket er ekstra vigtigt, nu når de etablerede sandheder og institutioner er under stigende pres. I en tid, hvor klimaet påvirker alle samfundslag, og politiske slogans ofte får større vægt end love og fakta, skaber Udsyn et rum for refleksion og forståelse.

Med værten Kaspar Colling Nielsens kritiske og nysgerrige tilgang undersøges de bagvedliggende kræfter og bevægelser, som former tidens største nyhedshistorier.

Tessas Succes (P3)

TV-serie af fem afsnit. Kan ses på DRTV. Foto: Anja Pil Overby

Selvom Tessa ikke bruger al sin tid på banegården og Christiana mere, så vil gadepigen aldrig forsvinde. Tessa har fået sin hævn, og nu er det tid til at nyde sin succes – men hvordan gør man det, når fortiden stadig spøger?

Hvem er… (P3)

Du finder podcasten i DR Lyd.

“Hvem er…” er en portrætpodcast af musikere med Pelle Peter Jencel i værtsrollen. Hver sæson dykker ned i én kunstners historie og vej til succes med alt, hvad den indebærer. Med fuld skrue på dramaturgi og setup/payoffs bliver hver sæson rullet ud på så spændende vis, at man sagtens kan sluge den hele på en flixtur til København. Redaktionen vil især fremhæve sæsonen med Tessa og de to sæsoner, der er lavet om The Minds of 99. Til alle medieforbrugere, som af og til kunne bruge et afbræk fra P1 Morgen og Presselogen, så er “Hvem er…” jeres nye guilty pleasure.

Periodisk (Rakkerpak)

Podcasten ligger frit tilgængeligt på alle streamingtjenester.

Skuespiller Simon Bennebjerg er personificeringen af det periodiske system og forklarer i hvert afsnit et af de grundstoffer, han består af. Det hele bindes sammen af medrivende storytelling, så du ikke bare ved, hvad grundstofferne er, men også hvad de betyder for os. Fysik for ikke-fysikinteresserede.

Balladen om kolonihaven (TV 2)

TV-serien kan streames på TV 2 Play.

TV 2-dokumentaren er ved første øjekast et hyggeligt og nemt program at se. Et usædvanligt godt cast uden lige. De ældre mod de unge. Selvom der er interne uenigheder, om hvordan en kolonihaveforening skal drives, forstår man begge sider, der bæres af de sympatiske karakterer. Men dokumentarserien formår også i høj grad at skildre både de nationale og internationale konfliktmønstre, som uenighederne i den frivillige forening er et godt eksempel på.

Nyt podcast univers: Der skal HULiGENNEM til de danske børn

Nyt podcast univers: Der skal HULiGENNEM til de danske børn

Nyt podcast univers: Der skal HULiGENNEM til de danske børn

HULiGENNEM er det nyeste skud på stammen af medier målrettet børn. Lydmediet har nogle klare mål for, hvordan det på legende manér skal gøre de danske børn både klogere og gladere, når høretelefonerne trækkes over hovedet.

TEKST: JONAS FONNESBÆK MADSEN & EMIL LUND JENSEN

ILLUSTRATION: ANTON LARSEN

Udgivet den 12. december 2024

Morgenmaden står klar på spisebordet. Kaffemaskinen har netop brygget færdigt. Dagen sparkes i gang, mens søvnen gnides ud af øjenkrogen, og gabene aftager. Mandag morgen den 25. november 2024 lignede måske mange andre morgener i november. Men for mange børn og deres forældre, var den alligevel speciel. Denne morgen kunne man klokken 06.30 for første gang finde sin tablet eller mobil og tune ind på HULiGENNEMs nye morgenradioprogram, Morgenknas.

“Godmorgen og velkommen til Morgenknas. Sofus, jeg synes, det er så vildt, fordi i dag er det den 25. november, og det er en dato, jeg har glædet mig så meget til, fordi vi skulle sende radio for første gang, og det er lige nu!”

“Det føles helt vildt. Det kilder i hele kroppen at stå her,” indledte radioværterne Barbara Gjerluff Nielsen og Sofus Peder Faber Laursen fra livestudiet. I baglokalet stod ansvarshavende chefredaktør Christina Marcher Lundegaard og resten af holdet klar med croissanter og konfettirør for at fejre, at de første ord i kapitel 1 af HULiGENNEMs lydunivers nu endelig var formuleret.

“Det var forløsende og rigtig dejligt. Vi har arbejdet hårdt og intensivt på det her projekt. Så det var dejligt at se, hvordan det hele kulminerede og gik godt i mandags,” siger Christina Marcher Lundegaard.

Den første livesending har været en milepæl i horisonten, som den ansvarshavende chefredaktør har haft for øje, siden et stort offentligt udbud for godt halvandet år siden blev slået op.

Et public-service-lydunivers

I medieaftalen for 2023-2026, udarbejdet af Kulturministeriet, lød det, at der skulle skabes et public-service-lydunivers med indhold til børn og unge. Forskellige private aktører kunne deltage i at vinde udbuddet, der ville sikre 62,5 millioner kroner til gennemførelsen af lydmediet i denne treårige periode. Et udbud, som Aller Media endte med at vinde foran konkurrenterne, og dermed blev HULiGENNEM til den 31. maj 2024.

Det var visionen at skabe et trygt, underholdende og læringsrigt samlingspunkt for børnene.

“Der findes mange gode lydformater til børn, men der findes ikke et sted, hvor det er samlet. Så det var vigtigt for os at lave et sted, hvor vi kunne signalere, at det, der ligger her, er alt sammen godt, sikkert og trygt. Et sted, hvor man ikke skal være bange for reklamer, algoritmer og alt muligt andet,” siger Christina Marcher Lundegaard.

Fra børnehave til udskolingen

HULiGENNEM vil være et tilbud for de danske børn. Helt specifikt har de udset sig målgruppen fra 3-13 år. De vil være børnenes ven fra første år i børnehaven til lige inden konfirmationsalderen. Det er et bredt spektrum, og Christina Marcher Lundegaard indrømmer gerne, at det kan blive udfordrende.

“Vi arbejder med en aldersinddeling, der hedder 3-8 år og 9-13 år. Grunden til, at vi lægger snittet lige der, er, at det er i 8-9-års alderen, at mange børn får deres første telefon i dag. Så der går det fra at være forældrene, der oftest vælger, hvad der bliver sat på, til at børnene i højere grad selv vurderer, hvad det er, de har lyst til at høre,” siger hun.

Christina Marcher Lundegaard er klar over, at det er en svær opgave at lave indhold, der vækker opmærksomhed og interesse fra begge aldersinddelinger. Hun fortæller, at de har lagt vægt på, at der ikke skal være noget indhold på appen, som en treårig ikke kan tåle at høre, hvis barnet kommer til at gå ind på et format, der er tiltænkt de ældre.

“Det er vigtigt for os, at der ikke er noget som helst indhold inde i appen, som nogen får ondt i ørerne af,” siger Christina Marcher Lundegaard.

Til børn, om børn og af børn

HULiGENNEM har et erklæret mål om at komme i direkte kontakt med 2000 børn om året. Det lyder måske ikke af alverden, tænker du. Men der er altså ikke tale om 2000 brugere. Nej, HULiGENNEM har en vision om, at de danske børn, der skal bruge mediet, ligeledes skal være med til at skabe det.

“Vi har besluttet os for, at uanset hvad vi laver i HULiGENNEM, så skal der på en eller anden måde være et barn involveret i processen. Vi kommer også til at etablere børnepaneler forskellige steder i landet, som har til opgave at give os en masse feedback på alt det indhold, som kommer ud,” siger Christina Marcher Lundegaard.

Dette kommer helt konkret til udtryk i den spæde programflade. Her toner nogle meget emnespecifikke programmer frem, og det er ikke hvem som helst, der har bestemt dette. Det er børnene.

“I vores ansøgningsarbejde var vi ude at tale med en masse børn og forældre. Børnene fremhævede tre ting, som de gerne ville høre noget om; slik, Taylor Swift og gaming,” siger Christina Marcher Lundegaard.

Børnene og skærm-monsteret

Børn og skærme bliver ofte problematiseret i den offentlige debat af både forældre, pædagoger og politikere. Nogle folkeskoler i landet har vedtaget såkaldt skærmfri skolegang, da børn og unge ikke kan abstrahere fra den digitale verden.

Christina Marcher Lundegaard kan som de fleste andre se, at skærmene fylder meget i børnenes liv, men hun ser en mulighed for, at HULiGENNEM kan hjælpe børnene med at genfinde fantasien, snarere end at mediet vil fastholde børnene ved skærmene.

“Man skal jo bruge en app eller en hjemmeside for at lytte til HULiGENNEM. Så skærmen er en del af det her. Men vi håber på, at vi kan aktivere børnene, mens de lytter. Det kunne være, mens de leger,” forklarer Christina Marcher Lundegaard.

Skærmen kommer altså til at være en del af oplevelsen, når man benytter HULiGENNEM. Men drømmen for mediet er, at skærmen blot bliver et springbræt. Et redskab, der sætter oplevelsen i gang.

Ved spørgsmålet om, hvorvidt mediet risikerer at bidrage til den stigende digitalisering af børnene, peger Christina Marcher Lundegaard således på en naivitet, der ligger til grund for holdningen om at boykotte telefonerne.

“Jeg er ikke medieforsker, men jeg tror, det er lidt naivt at tro, at man helt kan undvære skærmen. Det handler om, hvordan vi bruger den, og hvordan vi sørger for at aktivere os, mens vi bruger den. Og der er lyd bare mega godt,” lyder det fra Christina Marcher Lundegaard.

Peter søgte en stilling, som ingen kendte

Peter Balther Kjær var blandt de praktiksøgende journaliststuderende, der søgte en af de to pladser, som HULiGENNEM slog op. Det nye lydunivers var blandt de allermest eftertragtede praktiksteder i søgningen. Men hvorfor ansøger så mange et medie, der ikke er gået i luften endnu?

“Jeg har en fornemmelse af, at der var en del praktiksøgende, der så noget unikt i HULiGENNEM, ligesom jeg gjorde. Det her med, at man kan komme ind og lave noget specielt og få en helt særlig målgruppe. Det er de to store salgspunkter for mig og også for dem, jeg snakkede med,” forklarer Peter Balther Kjær.

Hvor nogen vil pege på det skræmmende i at træde ind ad døren et helt nyt sted, ser Peter Balther Kjær det som en mulighed.

“Tænk sig at komme ind et sted, hvor der er sådan en – forestiller jeg mig, uden at vide noget – iværksætter-ånd, som man selv som ret nyt medlem kan være med til at præge,” siger Peter Balther Kjær.

Hvordan bliver HULiGENNEM en succes?

HULiGENNEM bliver gennem medieaftalen støttet indtil 2026. Derefter bliver det vurderet, om deres programtilladelse skal forlænges. Nøglen til at få HULiGENNEM til at leve videre er at sikre sin relevans.

“Hvis det bliver tydeligt, at børnene faktisk synes, at HULiGENNEM er et fedt sted at være, så tror jeg også, at der kan være en forlængelse derude et sted. Jeg tror vitterligt, det er det, det handler om. Men det kræver jo noget tålmodighed. Man kan ikke forvente, at det sådan sker fra den ene dag til den anden.”

Hverken Rom eller Letbanen blev som bekendt bygget på en dag, og selvom mange skøre og fantasifulde ting kan ske i et lydunivers, så er den samme kliché gældende for HULiGENNEM. Uanset om programtilladelsen bliver forlænget eller ej, er lyduniverset dog allerede en succes, mener Christina Marcher Lundegaard.

“Vi synes allerede, det er en succes det her, fordi vi i første omgang overhovedet har fået lov til at gøre det. At det overhovedet er blevet prioriteret, at der skal gå skattekroner til at lave et fedt lydtilbud til børn. Ikke at det er os, der endte med at skulle gøre det – men det, at det er blevet prioriteret, er en kæmpe stor succes.”

Flere journalister får stjålet deres identitet: “Ud over mit jakkesæt og min sideskilning er troværdigheden det eneste, jeg har med mig”

Flere journalister får stjålet deres identitet: “Ud over mit jakkesæt og min sideskilning er troværdigheden det eneste, jeg har med mig”

Flere journalister får stjålet deres identitet: “Ud over mit jakkesæt og min sideskilning er troværdigheden det eneste, jeg har med mig”

I år er trusselsniveauet for cyberangreb i Danmark hævet. For journalister og offentlige ansigter kan faren mærkes, og flere får misbrugt deres identiteter. Det truer journalisters troværdighed. Den digitale verden kan synes uoverskuelig og farlig, men meget kan man alligevel gøre for at beskytte sit digitale jeg.

Skribent: CATHRINE DE NIJS JOHANSEN & HELENA HOLM-GREGERSEN

ILLUSTRATION: ANTON LARSEN

FOTO: DR PRESSEFOTO

Udgivet den 10. oktober 2024

Kåre Quist reklamerer for rynkecreme. Sådan prøver svindlere i hvert fald at få det til at se ud. 

Gentagne gange har mediepersoner, der er ansat på DR og TV 2, fået misbrugt deres identiteter i svindelannoncer, så det ser ud, som om de reklamerer for forskellige produkter og illegale investeringsmuligheder.

Identitetstyveri er ikke en ny tendens

Dog har misbrug af identiteter fået et pust af nyt liv med frembruddet af internettet. De kriminelle kan nu gemme sig bag skærme og langt lettere fuppe mennesker til at frigive sine bankoplysninger eller andre private informationer.

Hvis man er et kendt ansigt, kan man være særligt udsat for at få sin identitet misbrugt. Kåre Quist, journalist og TV-vært på DR, oplevede det flere gange tilbage i 2019. Gerningspersonerne oprettede falske annoncer på Facebook, hvor han angiveligt reklamerede for kryptovaluta, rynkecreme og potenspiller. Annoncerne blev udformet, så de lignede legitime anbefalinger fra den populære TV-vært.

“Jeg blev ret oprevet,” siger Kåre Quist, om den første gang han opdagede, at hans identitet blev misbrugt.

Identitetstyveri blandt mediepersoner truer demokratiet

Journalister er udsatte, fordi de i kraft af deres arbejde besidder en troværdighed, som kan misbruges. Sådan fortæller Lene Tolstrup Sørensen, lektor ved Institut for Elektroniske Systemer på Aalborg Universitet. 

“Mediepersoner har en troværdighed for os som seere. Hvis vi ser, de gør noget helt andet, end det, vi forventer, så kan vi pludselig sætte spørgsmålstegn ved, hvad de fortæller os. I yderste konsekvens kan det i virkeligheden have indflydelse på vores demokrati, fordi vi pludselig ikke kan vide, om det vi får at vide i TV-avisen er rigtigt,” siger hun.

Hun påpeger, hvordan det kan medvirke til at skævvride den offentlige debat, hvis vi ikke kan stole på, hvad vi ser og hører i medierne.

Da Kåre Quist første gang oplevede at få sin identitet misbrugt, mærkede han, hvordan de falske annoncer ramte ham professionelt.

“Problemet er, at vi har at gøre med den eneste valuta, jeg har i mit job, og det er troværdighed. Det er det værste angreb. Udover mit jakkesæt og min sideskildning er troværdigheden det eneste, jeg har med mig,” siger han.

Også TV 2-nyhedsvært Janni Pedersen har fået sin identitet misbrugt. 

Hun oplevede, at det var svært at hamle op med bagmændene. Når man endelig fik lukket en annonce ned, dukkede der hurtigt en ny op under et andet domæne. For Janni Pedersen var det frustrerende, at hendes identitet som journalist og nyhedsvært blev udnyttet. 

“Vores journalistiske integritet er noget af det vigtigste, vi har. Jeg blev rasende, jeg tænkte: ‘Hvad fuck foregår der?’ Vi lever af vores troværdighed, så den må vi simpelthen ikke jeopardize,” siger hun.

Hos Københavns Politi fortæller politikommissær Jesper Lotz, at det handler om at prioritere, når politiet modtager en anmeldelse. Selvom de har mange redskaber i værktøjskassen, kan det være svært at komme til bunds i sagerne, hvis gerningspersonerne sidder i udlandet. Jesper Lots fortæller dog, at politiet tager højde for, hvilke konsekvenser det har, hvis mediepersoners identiteter bliver misbrugt.

“Hvis det er et kendt ansigt, som bliver misbrugt, så er det væsentligt for den persons brand, at det bliver stoppet. Vi har over 10.000 sager, der ligger og venter med alt mellem himmel og jord, hvorfor alle sager bliver prioriteret individuelt. Der er mange sager, der skal behandles, og ressourcerne er ikke uendelige,” siger Jesper Lotz.

“Digital opdragelse er afgørende”

I en tid, hvor digitale trusler er mere udbredt end nogensinde, er det vigtigt at vide, hvordan man beskytter sig selv. 

I år valgte TV 2 og DR at lave en fælles politianmeldelse mod Meta, som ejer blandt andet Facebook. Det skete på baggrund af de svindelannoncer, der ligger på Metas platforme, hvor mediepersoners navne og billeder er blevet misbrugt.

Det kan nemlig være vanskeligt selv at handle, hvis uheldet er ude, og man får misbrugt sin identitet. Men spørger man sikkerhedsdirektør i IT-sikkerhedsvirksomheden CyberNordic, Martin Gohs, bør man som medieperson være bevidst om de trusler, man står overfor, og handle proaktivt. 

Fra ham lyder der en klar anbefaling til den enkelte.

“Hvis jeg var et offentligt ansigt, så ville jeg have to konti. En privat, hvor jeg kun lukker folk ind, som jeg 100 procent stoler på, og en offentlig, som alle kan se,” siger han. 

Journalisters data er ofte spækket med fortrolige informationer og kildekontakter, som alle og enhver helst ikke skal have adgang til. 

Ifølge Martin Gohs kan denne slags data bedst sikres med yderligere tiltag, såsom lange og stærke passwords, der gemmes via passwordhuskere, så det ikke bliver for kompliceret.

“Man kan sørge for at have to e-mailadresser, én til de fortrolige informationer og én til hverdagsbrug. Man kan også have to telefonnumre, hvis man eksempelvis håndterer kilder og mennesker, hvis identiteter skal holdes sikre. Man kan tage sig disse forholdsregler for at adskille det praktiske og det sikkerhedsmæssige,” siger Martin Gohs.

Men det er ikke kun kendte ansigter, som bør gøre sig den slags sikkerhedsforanstaltninger. 

Lene Tolstrup Sørensen, lektor ved Institut for Elektroniske Systemer på Aalborg Universitet, mener, at mange borgere stadig undervurderer truslen, selvom den er reel og tættere på, end mange tror. Samtidig vil det være svært at komme problemet med identitetstyveri til livs, da lovgivningen altid vil halte bagefter teknologiens udvikling. 

“Der er hele tiden en ubalance i lovgivningen og de cyberkriminelles verden. De er foran på point nærmest hver gang,” siger hun. 

Hun understreger derfor, at alle individer, både mediepersoner og helt almindelige borgere, har et ansvar for at beskytte vores digitale liv.

“Tænk dig lidt om. Vær kritisk. Lad være med at være alt for hurtig, når du klikker på et link. Overvej, om tingene ser rigtige ud. Det er vores ansvar. Ligesom vi har et ansvar for at passe på vores egen pung eller computer,” siger Lene Tolstrup Sørensen.

Også politikommissær Jesper Lotz påpeger, at borgerne selv kan tage vigtige skridt i at undgå at få deres identitet stjålet. Alligevel kan den form for identitetsmisbrug, som Kåre Quist og Janni Pedersen har været udsat for, være vanskeligt at undgå.

”Den her lille telefon eller PC er virkelig en farlig ting. Hvis man ikke passer på, så kan det gå galt. Og der skal noget digital opdragelse til, at man passer på sig selv derude,” siger Jesper Lotz.

Har du meget skærmtid? Så synes du sikkert, denne artikel er for lang

Har du meget skærmtid? Så synes du sikkert, denne artikel er for lang

Har du meget skærmtid? Så synes du sikkert, denne artikel er for lang

Psykolog Morten Fenger siger, at der er sammenhæng mellem skærmbrug og forværret koncentrationsevne, men selvom lange formater kræver koncentration, mener medieforsker Lars Kabel ikke, at formaterne entydigt er blevet kortere. På Ultra Nyt laver de alle formater for at favne bredt, men de korte videoer har det største ’reach’.

TEKST:  Johanne marie poulsen & Sebastian olsen
illustration: sigrid conradsen nielsen

Jo mere skærm, desto værre koncentrationsevne. Jo værre koncentrationsevne, desto mindre tålmodighed til de lange journalistiske formater, der kræver fordybelse. Er det virkelig så simpelt?

Skærmene fylder i hvert fald meget i vores hverdag. Ifølge Danmarks Statistik var 83 procent af befolkningen mellem 16 og 74 år på internettet flere gange dagligt i 2023. Hvad enten det er telefonen, TV’et eller computeren, vælger vi skærmen, også når vi forbruger journalistiske produkter.

Ifølge DR Analyses rapport om medieudviklingen i 2023, foregår 68 procent af danskernes mediebrug ved skærmbrug, mens kun 32 procent af mediebruget går til trykte medier og lyd, herunder streaming af musik.

Telefonerne biohacker vores belønningssystemer

Psykolog og ph.d. Morten Fenger mener, at skærmene ligefrem er ødelæggende for vores koncentrationsevne.

“I gamle dage kunne du sidde fordybet i en bog i flere timer, fordi den indrestyrede opmærksomhed, det kræver, er noget man skal træne. Jo mere telefon, desto svagere indrestyret opmærksomhed,” siger han.

Morten Fenger sondrer altså imellem to former for opmærksomhed. Den indrestyrede bruger vi, når vi fordyber os, og det er altså den, vi kan have stor kontrol over, hvis vi træner den. Den ydrestyrede opmærksomhed har vi derimod mindre kontrol over.

“Den ydrestyrede opmærksomhed er til for at holde øje med vigtige ydre signaler. Den søger informationer for at holde dig i live. Den mekanisme har telefonen fået fat i. Den løber os over ende med ligegyldige informationer, og vi er dårlige til at abstrahere grundet vores biologi,” siger han.

Når vi konstant kigger på vores telefon og skærme generelt, svækker vi yderligere den indrestyrede opmærksomhed, som vi i forvejen sjældent opdyrker. Det efterlader os derpå svækket over for teknologien.

“Når din indre opmærksomhed er svækket, er din generelle opmærksomhed til falds for alt det, der har størst belønningsværdi. Den er konstant flydende, og når den flyder, får den hele tiden belønning for at flyde videre. Det kræver anstrengelse at holde fast,” siger han.

Ifølge Morten Fenger er det langt fra tilfældige mekanismer, teknologien spiller på for at stjæle vores opmærksomhed. Den udnytter faktisk nogle helt biologiske mekanismer, som egentlig er til for at beskytte os. Den ene er den ydrestyrede opmærksomhed, og den anden er ‘belonging’.

“‘Belonging’ er et grundvilkår. Uden tilknytning går vi i stykker psykisk. Og her har teknologiindustrien øje på, at de kan aktivere nogle helt primitive, biologiske og neurale systemer uden vores gode vilje. Altså det, man kalder biohacking på vores system,” siger Morten Fenger.

Således udnytter telefonen ikke kun vores ydrestyrede opmærksomhed, men også vores behov for at føle en tilknytning til andre mennesker. Paradoksalt nok skaber en afhængighed af den tilknytning, vi kan føle igennem telefonen, en større distance til vores nære omverden.

”Den løber os over ende med ligegyldige informationer, og vi er dårlige til at abstrahere grundet vores biologi.”

– Morten Fenger, psykolog og ph.d.

Udgivet den 10. oktober 2024

Nyhedsstoffet bliver kortere og hurtigere

Psykologien peger altså på, at skærmtid forringer evnen til at holde koncentrationen. Udholdenheden i vores opmærksomhed forringes simpelthen af skærmenes biohacking af vores kognitive systemer.

Spørger man Morten Fenger, hvad en forringet koncentrationsevne kan betyde for journalistikken, er hans hypotese, at det fordrer kortere, mere overfladiske formater.   

Lars Kabel er lektor på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, og han ser, at digitaliseringen har haft en tydelig indflydelse på journalistikken.

“Journalistikken har fundet nogle nye former, fordi en intensiveret digitalisering giver nye muligheder,” fortæller Lars Kabel.

Udover nye former ser Lars Kabel også, at dele af journalistikken er blevet, som Morten Fenger forudser, men det er forskelligt alt efter formatet.

“Det hurtige nyhedsstof bliver kortere og kortere, hurtigere og hurtigere. Det er især video og tekst, ikke så meget audio. Podcast har forlænget det, det er jo halvtimesformater.”

Kigger man på disse tendenser, er det altså skrift- og videoformaterne, som kan findes på en skærm, der er blevet kortere. Derudover nævner Lars Kabel også en anden tendens, som kan tale ind i Morten Fengers hypotese. De lange, dybdegående artikler, som kræver en veltrænet indrestyret koncentration, er nemlig ikke for den brede befolkning.

“De lange skriftlige formater lever endnu, men de lever i bestemte grupper. De er nicher,” fortæller han. 

Dog kan man ifølge Lars Kabel ikke sige noget entydigt om, at de journalistiske formater er blevet kortere. 

“Der er reels, som er et ekstremt kort format. Men der er også lange videoer på 10 minutter og over. Det er jo mini-dokumentarer. Så man kan ikke operere med enten eller. Det er et komplekst mix af både og,” fortæller han. 

Springer fra, når det bliver svært og kedeligt

På YouTube-kanalen Ultra Nyt producerer Laura Lucia Bach, reporter og vært på Ultra Nyt, og hendes kolleger nyhedsvideoer primært til de 9-14-årige. Laura Lucia Bach fortæller, at det især er de helt korte video-formater, også kaldet YouTube Shorts, der er populære.

“Vi bruger rigtig meget tid på at lave shorts, der kan linke til vores længere videoer. Vi kan bare se, at vores ‘shorts’ har et langt højere reach, end de længere formater,” fortæller hun. 

Kigger man på det seneste års indhold på Ultra Nyts YouTube-kanal, er dette billede tydeligt at se. Her har mange af deres ‘shorts’ over 100.000 visninger, mens de mellemlange videoer typisk har omkring 15.000 visninger. 

Men på trods af at det er de korte videoer, der klarer sig bedst, har de ved Ultra Nyts YouTube-kanal tænkt sig at gøre et af deres programmer, weekendens ”Status”, endnu længere. 

“Det er ud fra den overvejelse og antagelse, at der er mange, der beslutter, at de enten vil se ting, der er helt vildt korte eller noget, der er lidt længere og kræver fordybelse. Og der er de mellemlange formater ingen af delene,” fortæller hun. 

Til sidst nævner Laura Lucia Bach, at de blandt andet kigger på fastholdelse af seerne som en del af deres analyser, og her kan de se, at seerne ofte hopper fra videoen, når der kommer eksperter, der skal forklare noget. 

“Det er måske, fordi det bliver lidt kedeligt, men også fordi de tit bruger ord, som kan være svære at forstå, og vores oplevelse er klart, at så snart der er noget, man ikke forstår, så springer man fra,” fortæller hun. 

Morten Fenger peger på, at en af grundene til, at nogle springer fra, når noget bliver kedeligt eller svært, er, at det kræver en rigtig god og trænet koncentrationsevne, som man på grund af skærmtid ikke har udviklet.

Videnskaben viser ikke en definitiv sammenhæng

Der findes ikke meget konkluderende forskning, som viser, hvordan skærmene præcist påvirker vores koncentrationsevne.

Men en undersøgelse fra 2022 udgivet af Centre for Attention Studies, King’s College London, har med udgangspunkt i folks egen opfattelse undersøgt skærmenes påvirkning. Undersøgelsen bygger således på respondenternes personlige oplevelser.

Den viser, at telefonen har mere kontrol over os, end vi tror. Dette bliver fremhævet i forholdet mellem, hvor ofte de adspurgte tror, de tjekker telefonen, og hvor ofte de reelt tjekker den.

Kurt Strandbar: Sved, sprut og sauna – er det nok?

Kurt Strandbar: Sved, sprut og sauna – er det nok?

Debatindlæg bragt i Illustreret Bunker er alene et udtryk for skribentens eller skribenternes holdninger.

Kurt Strandbar: Sved, sprut og sauna – er det nok?

Sammen med min partner in crime, Sofie Bonde, har jeg bedømt en af Aarhus’ ikoniske fredagsbarer. Dommen er faldet, og Kurt Strandbar imponerer ikke.  Alligevel tropper jeg hver fredag gladeligt op.

TEKST: VIGGO SKOV HANSEN
ILLUSTRATION: SIGRID CONRADSEN NIELSEN

Udgivet den 10. oktober 2024

En fredag aften i Kurt Strandbar kan føles som en øvelse i at klemme flest muligt mennesker ind på mindst mulig plads. En ugentlig omgang mennesketetris er obligatorisk, og jeg har skrevet mig selv på gæstelisten.

I det tidligere auditorie er der etableret ’floor’ og beerpong-stationer, og midt imellem finder man glidebanen hen til baren. Vand og sæbe er blot skiftet ud med øl og Små Fugle. En lugt af sved og sprut præger lokalet, og selv næser ramt af slemme coronasenfølger kan mærke, at man bliver beruset blot af at befinde sig i det overfyldte lokale.

Alligevel tropper jeg hver fredag gladeligt op. Drikkevarerne er billige, og musikken er høj. En klub med værtshuspriser. Det er til at forholde sig til.

En saunaklub uden medlemsbetaling

Luften er tæt, temperaturen høj, og Kurt ’brander’ sig for alvor som en saunaklub, når samtlige fyre smider overtøjet på dansegulvet.

Lige så meget som jeg nyder at råbe for at holde snakken kørende i saunaen, lige så meget nyder jeg en snak, hvor man kan…  ja, snakke sammen. Der kommer foyeren og udearealet til sin ret. Havde der været noget, der mindede om en siddeplads, havde det været endnu bedre.

Alligevel tropper jeg hver fredag gladeligt op.

Den rette mængde sigtevand

Det sker, at jeg bliver træt af at ligne en, der selv tror, at jeg danser fantastisk. Så benytter jeg mig af muligheden for at ramme ved siden af med en bold enten i beerpong eller bordtennis. Men aldrig har jeg fået den rette mængde sigtevand.

Derfor smutter jeg en tur i baren. Køen starter allerede lige inden for døren til saunaen, men jeg smutter foran og betaler med MobilePay (det må man faktisk godt).

Jeg bestiller en fadøl til en flad 20’er og venter artigt på, at det bliver min tur til at modtage øllen. Ofte bliver jeg betjent af et kendt ansigt, og jeg smalltalker på eliteplan, mens hanen fylder plastikruset.

Alligevel tropper jeg hver fredag gladeligt op.

Svingende betjening

Jeg oplever dog også betjening, der bestemt ikke giver mig lyst til at klappe i hænderne. Bartenderen møder en gammel ven eller veninde, og jeg ’får lov’ til at overvære mødet og opleve gensynsglæden, imens køen til udleveringen af øl ikke bliver kortere, og kunderne (inklusive mig selv) bliver mere utålmodige. Det lader dog ikke til at påvirke bartenderen. Sekunders ventetid bliver til et og så to minutter, før jeg kan forlade saunaen.

Jeg er ikke i tvivl om, at Kurt Strandbars frivillige har en fest, men jeg vil også gerne selv være med.

Alligevel tropper jeg hver fredag gladeligt op.

Sænk ambitionsniveauet

Kurts frivillige elsker temabarer. Der er i hvert fald mange af dem. Måske for mange. Jeg får i hvert fald ikke skaffet ny udklædning eller planlagt med min far eller mor at tage dem med til ’Forældre-bar’ fra den ene uge til den anden. Og jeg kan vist sagtens sige, at jeg ikke er den eneste.

En temafest er bare bedst, når man kan se, at det er en temafest. Så det ville vist ikke gøre noget at sænke ambitionsniveauet lidt og planlægge lidt færre temabarer.

Alligevel tropper jeg hver fredag gladeligt op.

En kodyl fest

Der er ingen tvivl om, at jeg selv er garant for at få en mindeværdig aften, der ikke smelter sammen med den forrige fredagsbar. Kurt Strandbar tager mig ikke i hånden og gør aftenen til noget unikt. De sørger for faciliteterne og scorer højt på parametre som dansegulv, drikkevarer og temperatur, men der bliver ikke kredset for detaljen.

Alligevel tropper jeg hver fredag gladeligt op. Drikkevarerne er billige, og musikken er høj. Men kan jeg ikke godt forvente mere? Eller hvad?

Hvad mener du? Illustreret Bunkers opinionssektion giver studerende og medarbejdere mulighed for at give deres mening til kende om studie, skole, journalistisk eller kommunikation.  Vi bringer debatindlæg i avisen ad to omgange per semester. Har det interesse for dig? Så skriv til: illbunker@dmjx.dk
REDAKTIONEN ANBEFALER

Redaktionen anbefaler: Nervepirrende podcast, livsændrende litteratur, lærerig selvkritik og journalistik med afgørende adgang

Redaktionen anbefaler: Nervepirrende podcast, livsændrende litteratur, lærerig selvkritik og journalistik med afgørende adgang

TEKST: AMALIE WESSEL-TOLVIG
ILLUSTRATION: DR, POLITIKEN, POLITIKENS FORLAG, ANTON LARSEN

Udgivet den 10. oktober 2024

Udgivelser er der nok af. Tid er der knap så meget af. Hvad skal du prioritere at se, læse og lytte til i det bugnende landskab af journalistiske publikationer? Det har vi i Illustreret Bunkers redaktion besluttet, at hver avis kommer med en række bud på. Anbefalingerne kommer fra redaktørernes individuelle medieforbrug, så de er forskellige, men har det til fælles, at de kan give dig læring, inspiration og givende fordybelse i bytte for din sparsomme tid i en travl hverdag som studerende.

Redaktionen anbefaler …

Et farligt match (P3) er en del af podcastserien Under Radaren, som P3’s nye undersøgende redaktion står bag. Sille Ugelvig er vært, og hun afdækker med serien “det, der sker i skyggerne”. ‘Et farligt match’ handler om, hvordan radioværten Maria Josefine Konstantin Madsen (JoJo) oplevede, at et match på en datingapp førte langt værre end nervøsiteten inden og skuffelsen efter en mislykket date med sig. “Hvem er det egentlig, man møder, når man swiper til højre?”, spørger podcasten, der vil “undersøge den skyggeside, der kan være ved dates, der begynder gennem datingapps”.

Fortællingen udfoldes gennem de famøse tre brændselselementer, der terpes på første semester. Identifikation! Vi er med JoJo, fra hun opretter sin profil på Tinder, til hun har en oplevelse, der ændrer hendes liv. Information! Vidste du, at fælles venner på sociale medier er en falsk tryghed, når vi tjekker op på dem, vi dater? Det forklarer Emil Ludwigsen, der er ekspert i online fællesskaber på Center for Digital Pædagogik. Han er seriens ekspert. Fascination! Vi bliver fortalt en historie, der, som podcasten også selv siger, måske ellers var gået “under radaren”.

Du finder podcasten i DR Lyd.

Tabloid på P1 er alfa og omega! Især for journaliststuderende. Marie Louise Toksvig er vært på programmet, hvori hun hver fredag gennemgår mediedækningen af sager, der har fyldt fladen i ugen, der er gået. Det gør hun i samarbejde med en skiftende med-vært. Her kan nævnes Huxi Bach, Maise Njor, Adina Ren, Thomas Stokholm og Lone Theils. Der er refleksion, selvkritik og velovervejede spørgsmål på programmet, når vi får lov at komme med ind i et rum, hvor journalister og redaktører taler om de valg i journalistisk dækning, hvor det er relevant at spørge: Hvorfor gjorde I sådan, og kunne eller skulle I have gjort det anderledes?

Programmerne er desuden guld værd at lytte til og blive inspireret af, når man skal lave analyse af journalistiske produktioner eller som supplement til undervisningen i mediejura.

Du kan høre Tabloid på P1 hver fredag klokken 9:00 eller som podcast i DR Lyd.

“De kalder sig gadens journalister” (Politiken) er en fortællende artikel. Eller er det en feature? Eller et portræt?

Artiklen inviterer læseren ind et sted, hvor vi møder mennesker på en måde, der kun kan lade sig gøre, fordi en journalist har arbejdet grundigt med kilder, der ellers er svær adgang til. Den er skrevet af Simon Lund, der er musikredaktør hos Politiken, og fotos er taget af Miriam Dalsgaard. Det i sig selv er argument for at se og læse med.

I to år har Politiken fulgt den aarhusianske rap-gruppe Shooter Gang og manageren Marwan. De holder til i Trillegården i Aarhus V, hvor hverdagen handler om at undgå gaden, holde sig fra kriminalitet og føre dem selv og musikken videre.

Artiklen er udover at være en spændende fortælling også et eksempel på den balance, det kræver, hvis der skal optræde et ‘jeg’ i journalistik, der på ingen måde handler om journalistens ‘jeg’, og hvordan det at inddrage sin egen og fotografens tilstedeværelse i nogle tilfælde kan bidrage til karakteristikken af dem, det handler om. Men den kan også rejse spørgsmålet, hvad jeg’et skal i teksten, og på den måde er det her også en anbefaling, der kan inspirere til en faglig diskussion.

Hvis ikke du har abonnement, og du bedst kan lide at læse hjemme, kan du få adgang til artiklen med Cisco Secure Client.

Kig op – Hvordan skærmen kom imellem dig og mig – og hvordan vi tager kontrollen tilbage af Jakob Sorgenfri Kjær (Politikens Forlag) er et stykke livspensum. Der findes mange bøger om skærmbrug og teknologiens indflydelse på mennesket og vores måde (ikke) at være sammen på, nogle mere hidsige end andre, og hidsigheden kan være svær at lytte til i en hverdag, hvor de fleste af os er dybt afhængige af at vide, hvad der foregår på alle vores apps. Denne bog er helt nede på jorden og i øjenhøjde. Derfor virker den.

Jakob Sorgenfri Kjær er undersøgende journalist hos Politiken, hvor han skriver om teknologi. I denne bog tager han afsæt i sine egne oplevelser med den lille skærm, de fleste af os altid enten har i lommen eller foran ansigtet. Hvorfor er den svær at slippe, selv når vi gerne vil, hvilke og hvor store konsekvenser har alle de timer, det blålige lys beamer, og hvad kan vi stille op?

Bogen har forandret i hvert fald ét medlem af redaktionens hverdag til det bedre. Forhåbentlig kan den spire lignende forandring hos flere.

Med anbefalingen følger en opfordring til at gemme telefonen væk og gå på det lokale bibliotek for at låne bogen.

Trusler og tavshed: Sådan påvirker tonen den digitale debat

Trusler og tavshed: Sådan påvirker tonen den digitale debat

Trusler og tavshed: Sådan påvirker tonen den digitale debat

I takt med at debatten flytter fra fysiske rum til digitale medier, oplever borgere en stigende frygt for trusler og hadske kommentarer. Samtidig forsøger medierne at facilitere den gode tone i kommentarsporet.

TEKST: Signe egebæk stenkilde
illustration: anton larsen 

Udgivet den 10. oktober 2024

Selvcensur, frygt og trusler. Det er ord, der efterhånden kendetegner debatten på de digitale medier. 

Den offentlige debat har rykket sig fra det fysiske rum og foregår nu i høj grad online. Med skærmen som gemmested er det nemt for trusler og hadske beskeder at florere, uden at det har konsekvenser for dem, der trykker på send-knappen. Men de grove beskeder er en af de ting, der skaber frygt for dem, der sidder i den anden ende som modtagere. 

På trods af at digitaliseringen af den offentlige debat har skabt et let tilgængeligt talerør for alle borgere, har denne form for debat også en mørk side: Flere trækker sig, fordi de frygter de konsekvenser, der kan følge med. Nogle er bange for hadske beskeder og trusler, andre for konsekvenser i deres liv offline. 

En demokratisk udfordring 

Selvcensur er et problem, som er nemt at finde i det danske landskab. Institut for Menneskerettigheder udkom tidligere på året med en rapport, ’Ytringsfrihed og selvcensur’, der handler om lige netop dette. Lumi Zuleta, medforfatter på rapporten og chefkonsulent ved Institut for Menneskerettigheder, mener, at selvcensur er en klar demokratisk udfordring, fordi folk afholder sig fra at anvende deres ytringsfrihed. 

”Kvinder og minoriteter trækker sig. Det vil jo på den måde være de stemmer, der ikke vil blive repræsenteret i den brede offentlige debat, og det har selvfølgelig en betydning i forhold til, hvad det er for nogle perspektiver, der kommer frem,” forklarer hun.

At forskellige grupper i vores samfund trækker sig fra den offentlige debat, betyder, at visse synspunkter og erfaringer ikke bliver hørt, og det kan føre til en skævvridning af den offentlige samtale. Debatten kommer simpelthen til at mangle diversitet og indsigt. 

Ifølge Lumi Zuleta fra Institut for Menneskerettigheder er selvcensur primært drevet af frygten for negative reaktioner, hvilket kan inkludere alt fra nedsættende kommentarer og chikane til direkte trusler og vold. 

Søgen efter den konstruktive debat

Men hvad skal man gøre for at stoppe folk fra at gå i hi og forsegle deres holdninger? Flere medier har moderatorer i deres Facebook-kommentarfelter.

Et sted, hvor der er gang i debatten, er på en af Danmarks største Facebook-sider, TV 2 Nyheder.  De har nogle retningslinjer, der skal overholdes. Hvis ikke de bliver overholdt, forbeholder de sig retten til at slette kommentarer eller ligefrem blokere brugere. 

”Hvis vi ikke modererer debatten, og øgenavne eller hadtale får frit spil, så forlader folk debatten. Det er hele tiden balancen mellem at give plads til debatten, men på samme tid sørge for, at den er tryg og ordentlig,” fortæller Rita Gunnarsdóttir Dam. 

Rita Gunnarsdóttir Dam, som er teamleder hos TV 2 Nyheder, mener, at det er en svær balancegang, for de vil gerne have, at folk debatterer og diskuterer deres journalistik. Det er en af grundene til, de laver den. Det skal bare foregå i nogle rammer, der på samme tid passer på dem, som deltager. 

”Det må du sige et andet sted”

TV 2 Nyheder bliver i ny og næ beskyldt for at censurere. Rita Gunnarsdóttir Dam forklarer, at der på den anden side er mange, der vil debatten og efterlyser moderation. Hun mener, at moderationen af kommentarsporene er den bedste mellemvej for en sober debat. 

“Alternativet er at lukke kommentarsporene, men så lukker vi også for debatten. Det er ikke der, vi er lige nu,” siger hun.

Sten Schaumburg-Müller, professor ved Juridisk Institut med speciale i medieret, mener dog, at mediernes moderation af indhold ikke nødvendigvis skal ses som en indskrænkning af ytringsfriheden. Medier har en redigeringsret, der tillader dem at beslutte, hvilke ytringer der får plads på deres platforme.

”Når nogen siger, ‘det her må du ikke sige på vores medie, det må du sige et andet sted,’ tolkes det ikke som et indgreb i ytringsfriheden”, forklarer Sten Schaumburg-Müller om, hvordan offentligheden skal se på moderation i kommentarfelterne.  
For at illustrere dette fænomen sammenligner Sten Schaumburg-Müller moderationen i mediernes kommentarspor med reglerne på et diskotek. 

”Det er lidt ligesom et diskotek, hvor man nogle steder kun må komme ind, hvis man er over 25, og andre steder må man ikke gå med jeans. Medier kan bestemme, hvad de vil tillade på deres platforme,” forklarer han.

Selv om han anerkender, at medierne har ret til at moderere indhold, peger Sten Schaumburg-Müller på, at selvcensur kan være en udfordring. Selvcensur kan være lige så problematisk som indgreb i ytringsfriheden, fordi det betyder, at nogle stemmer aldrig bliver hørt. Han anser selvcensur som et større problem, end at nogle ikke kan komme til orde. 

”Få mennesker kan få medierne til at flyde over med hidsige og hadefulde kommentarer, det er et problem. Man må meget gerne diskutere og være uenige, men at man ikke kan ytre sig, er problematisk”, fastslår Sten Schaumburg-Müller.

Rosalina Kjeldsen Bendix får Bunker-prisen for at lege med reportagens form i “Et flor af kvindeliv”

Rosalina Kjeldsen Bendix får Bunker-prisen for at lege med reportagens form i “Et flor af kvindeliv”

Rosalina Kjeldsen Bendix får Bunker-prisen for at lege med reportagens form i “Et flor af kvindeliv”

En medstuderende har nomineret Rosalina Kjeldsen Bendix’ reportage fra Den Permanente Badeanstalt til Bunker-prisen for dens eksperimenterende skrivestil, der gør den “legende, sjov at læse og vedkommende”. Det er også det, reportagen vinder for. Vi har talt med Rosalina Kjeldsen Bendix om tilblivelsen af reportagen og om at interviewe nøgen.

TEKST: AMALIE WESSEL-TOLVIG
ILLUSTRATION: SIGRID CONRADSEN NIELSEN & ANTON LARSEN

Udgivet den 10. oktober 2024

“Bryster hopper op og ned, hver gang fødderne rammer metalstigen. Vi spiser frokost eller müslibarer, drikker fra vandflasker og af termokander. Nys og et sæt baller, der ryster under bruseren, i takt med at hånden stryger over kroppens former.”

Sådan skriver Rosalina Kjeldsen Bendix i et afsnit af reportagen “Et flor af kvindeliv”, der er skrevet fra og om kvindeafdelingen på Den Permanente Badeanstalt i Aarhus. Gennem et “vi” og et “os” formidler reportagen det fællesskab, den mangfoldighed og det nærvær, der kendetegner stedet. Teksten leger i sit valg af fortæller med reportagens form og udfordrer normer for den skrevne journalistik. Hvordan og hvorfor er reportagen skrevet, som den er? Hvad giver det teksten?

Idéen til reportagen opstod, da Rosalina Kjeldsen Bendix i løbet af sommeren bed mærke i, hvor frit folk bevæger sig på den del af den aarhusianske strand, der ligger afskåret fra den klassiske badestrand. Den frihed ville hun gerne indkapsle, men en idé om at skrive fra et intimt rum kan ikke føres ud i livet uden nøje overvejelser. Rosalina Kjeldsen Bendix måtte møde op på strandens og på fællesskabets præmisser.

“Folk er nøgne derinde, så det med at skulle sidde og interviewe fra et nøgent menneske til et andet nøgent menneske var ret interessant. Det første stykke tid sad jeg egentlig bare og observerede og skrev ned og tænkte over, at det var lidt camoufleret. Jeg kunne jo lige så godt sidde og skrive dagbog,” fortæller Rosalina Kjeldsen Bendix.

Smilet virker

For at skabe kontakt til de nøgne kroppe og få deres stemmer med i reportagen begyndte Rosalina Kjeldsen Bendix at smile til de andre strandgæster. De smil er blevet til samtaler med kvinder, der udgør en mangfoldig gruppe. De har forskellige aldre og forskelligt ophav. Under de små interviews kom det bag på Rosalina Kjeldsen Bendix, hvor afslappet hun alligevel var som nøgen interviewer.

“Jeg tænkte ikke over, at jeg ikke havde tøj på. Jeg sad faktisk i skrædderstilling med notesbogen foran mig.”

Netop den frie og afslappede stemning lykkes Rosalina Kjeldsen Bendix med at få frem i teksten. Både gennem de badendes handlinger og gennem de nøje udvalgte citater fra dem.

““Jeg er fra Tyrkiet,” fortæller Zehra Metín, “så det her føles frit.”

Hun gnider fingerspidserne mod hinanden som for at mærke stemningen gennem dem. Hendes overlæbe glinser svagt af sved, mens hun leder efter ordene.

“Måske har man steder som dette i Tyrkiet, men det er ikke så rart og mere privat. Der er en anden åbenhed her,” siger hun og rør ved skyggen på sin kasket.

Brystvorter bliver stive i brisen, og mens nogen af os ligger på maven, ligger andre af os på ryggen eller siden. Vi læser, laver sudoku, sover, kigger rundt eller peger næsen mod sensommersolen og lukker øjnene.”

Ingen lydoptagelser

En kombination af lydoptagelse og skrevne noter. Det er det, der bliver opfordret til, når der på 1. semester på journalistuddannelsen undervises i interviewteknik. Det bliver trænet igen og igen, og specialiseringen i skrift på 3. semester er ingen undtagelse. Men Rosalina Kjeldsen Bendix fravalgte på denne reportage at optage sine interviews.

“Der var noget ved at gøre det analogt i stedet for at bruge elektronik, imens jeg var der. Der er en fin, autentisk ro, som jeg ikke ville forstyrre ved at have en telefon i spil,” siger Rosalina Kjeldsen Bendix om sit valg.

Det taler ind i kvindeafdelingens intime rum, men det er ikke det eneste greb, der gør det. Også reportagens fortælleform er en afgørende faktor.

Argumentet for “vi” og “os”

At journalisten eller jeg’et optræder i journalistikken er et greb, der deler vandene. Nogle er for, andre skvulper måske lidt frem og tilbage, imens flere er imod og mener, at jeg’et intet har at gøre i journalistiske publikationer. Undervisningen på journalistuddannelsen siger, at jeg’et kun er velkomment dér, hvor det giver mening.

Når der optræder et “vi” i Rosalina Kjeldsen Bendix’ reportage, er det et valg, der handler om symbiose.

“Det var mest for at vise, hvor underordnet individet er,” siger Rosalina Kjeldsen Bendix.

For journalistikken gælder, at der ikke er et facit. Derfor er der heller ikke et entydigt svar på, om det fungerer med et “vi”, eller om “jeg’et”, der dukker op til sidst i Rosalina Kjeldsen Bendix’ reportage, skal være der. Som modtagere og læsere er folk forskellige. Heldigvis.

Rosalina Kjeldsen Bendix får Bunker-prisen for at turde skrive en tekst, der ikke er, som journalistiske tekster er flest.

Reportagen kan læses i sin helhed på rkb8.mediajungle.dk.

BUNKER-PRISEN er en opmærksomhed, vi giver hinanden. Den er sat i verden, så vi kan anerkende og lære af hinandens arbejde. Prisen gives til en studerende på Danmarks Medie- & Journalisthøjskole på baggrund af en nominering fra en medstuderende. Den gives for et produkt, der er lavet i forbindelse med en bunden opgave eller eksamen i et fag, der udbydes på skolen. Det er redaktionens håb, at vi med prisen inspirerer til at udveksle journalistiske erfaringer og reflektere over egne og andres produktioner.

Radioen, der kun har fire år tilbage at leve i, har alt at vinde og intet at tabe

Radioen, der kun har fire år tilbage at leve i, har alt at vinde og intet at tabe

Radioen, der kun har fire år tilbage at leve i, har alt at vinde og intet at tabe

Med ny styrmand ved roret sætter RADIO IIII en ny kurs i medieverdenen. “Vi vil betyde mere for flere,” siger Marie Rask Glerup, som ikke vil være bange for at larme.

TEKST: Astrid Bisgaard & Emil Delord Frimand Probst
FOTO: Mads Øland-Petersen

Udgivet den 10. oktober 2024

Den ellers tomme opgang ser ikke ud af meget. Det første man ser, når man træder ind i den, er en noget mærkværdig statue. Vild, voldsom og til tider poetisk, fristes man til at sige. Når man begiver sig længere op ad trapperne, finder man døren ind til RADIO IIII.

Det ser udadtil ikke ud af meget. En almindelig dør, og opgangen synes heller ikke specielt indbydende. Men når først man træder ind, slår øjnene op og ser, hvad der sker, er det, at magien opstår.

Morgenstund har guld i mund

Ved ni-tiden er redaktionen langsomt ved at vågne op. Morgenredaktionen er dog helt vågen, og der er en helt særlig energi i lokalet. Produceren Gustav løber frem og tilbage. Arbejdsstationerne smelter sammen. Alle er opmærksomme og årvågne. Intensiteten er høj.

Det er nu, det sker. Igennem i radioen snakker formanden for Det Udenrigspolitiske Nævn, Michael Aastrup Jensen, om krigen i Ukraine. På de fire computerskærme i arbejdsstudiet sker der hele tiden noget nyt.

Klokken er nu kvart over ni. Morgenværterne er live. Dagens emner: Død og selvmord. Det er de tunge emner, der er på programmet i dag. Alligevel er stemningen i og omkring studiet høj. Alle er på dupperne.

Oplyst af fire lamper står studiet og radioværterne. Produceren Gustavs ur har samme orange farve som mikrofonerne i studiet. Radioen emmer af farver og indikerer, at radioens resterende levetid ser lys ud.

Den ene af radioværterne laver en fodfejl og giver kilden, der er med telefonisk, en forkert titel. Det giver resten af interviewet trange kår. På gulvet ligger et dannebrog. Det giver en følelse af stolthed. Ikke kun over sin nation, men også over at være en del af det nye RadioIIII.

Der skal hele tiden følges op, og alle medarbejdere på redaktionen har lyst til at bidrage. De har alle lyst til at bidrage til det nye RADIO IIII. 

Fra kritik til sød musik

Det gamle Radio 4 fik kritik af TV- og Radionævnet. Lyttertallene var ikke høje nok, og det skal de være som public service-medie. Derfor skal der ske noget. Ifølge Marie Glerup, som er journalistisk redaktør på RADIO IIII, kan radioen gøre to ting.

“Vi kunne bare fise 100 millioner af om året og så fortsætte med ikke at have nogen danskere, der lytter med. Eller vi kunne sige, okay det, der er blevet lavet indtil nu, det er ikke det, danskerne efterspørger, det er ikke det, danskerne vil have,” siger Marie Glerup.

Med den nye ændring, åbner radioen døren til flere af de lyttere, som indtil videre har stået udenfor. Radioen vil betyde mere for flere. Et håb, der forhåbentlig kan ses i lyttertallene i fremtiden.

“Lige nu kan vi se en lille stigning i FMtallene, men jeg tror ikke på, at vi kan bruge det til noget reelt endnu, fordi lige nu kan det også være, at folk er lidt nysgerrige på os, og så står af igen, ” siger Marie Glerup.

En nysgerrighed, RADIO IIII håber på at kunne pirre hos lytteren. Marie Glerup har stået bag roret i et halvt år, og selvom lyttertallene ikke er fulgt med ændringen endnu, så tror hun på:

“at lytterbaner er langsomme at ændre.”

Ny kontrakt skaber ny energi

RADIO IIII har nu ændret sit koncept og med det følger også en kontrakt. I alle ansattes kontrakter står der, at de er ansat til og med 31. december 2027. Herefter lukker radioen. Indtil da skal de bedrive vild, voldsom og til tider poetisk journalistik. Det er en af grundstenene i den nye hverdag på radioen. 

Mere specifikt har de ændret deres sendeplan, den journalistiske dagsorden samt skabt en lytterkontrakt. En lytterkontrakt der siger, at radioen sender live fra klokken seks om morgenen frem til middag, klokken 12. Herefter følger tre timers podcastprogrammer efterfulgt af liveudsendelser fra 15-21.

“Det er stemningen tilbage fra vi startede, der er tilbage,” siger Jais Nørgaard Alstrøm, der er undersøgende journalist ved Radio IIII.

Han ser et enormt potentiale i den frie rolle, radioen nu har fået. En rolle, man godt tør være i ifølge Katrine Volsing, der er ansat som journalist på morgen-sektionen på RADIO IIII.

“Vi har nogle tydelige chefer, som står på mål for de ting, vi laver, på en anden måde, end vi har haft tidligere. Det giver en følelse af, at man kan gå længere, uden at man kommer til at falde alene, hvis det skulle gå galt,” siger Katrine Udsing.

Mange ting har fået ny form på radioen. Menneskene er de samme, meningerne og metoderne ditto, men mulighederne er nogle helt andre.

“Nu er det bare en ny æra, og nu skal vi gøre det, som vi tror på,” siger Marie Glerup.

For hende fylder det mere at markere sig end at fokusere udelukkende på lyttertal. Alligevel tror hun, det kan gå hånd i hånd.

“Jeg tror, at vi skal vide, hvad de vil have derude, og så skal vi turde give dem noget andet. Så tror jeg, at de bliver underholdt og bliver interesseret og bliver sluset ind i det,” siger Marie Glerup.

Vild, voldsom og til tider poetisk

Rundt om på radioen hænger de nye RADIO IIII-plakater. Plakater med et klart budskab. I alle lokaler hænger de til påmindelse for medarbejderne om, at radioen skal være et samlingssted for stærke meninger og store følelser. Med plads til det uventede og uforudsigelige vil radioen være alt andet end kedelig og konsensus. Det markerer radioen med de fire IIII.

Alle redaktionerne har fået en ny farve. Eksempelvis er morgenfladen blevet rød-gul, mens eftermiddagen har fået blålige nuancer. Farver, der indikerer, at radioen går en farverig og ny tid i møde. Når man kigger på RADIO IIII’s hjemmeside, ser man en stram og struktureret linje.

Kigger man derimod på redaktionen, ser man kaffekopper rundt omkring, ting der ikke har fundet sin plads. Kontrasten er til at få øje på. Men ambitionerne er alligevel ikke til at tage fejl af.

RADIO IIII er nu delt i to. I København findes podcast-sektionen, hvor det primære fokus ligger på at producere indhold til podcastmediet, mens de i Aarhus fokuserer på live-programmer og på at skabe relevant indhold, de sender direkte.

Klokken har nu slået 10:10, og det er tid til efterkritik af morgenprogrammet. Her gennemgår medarbejderne de overståede programmer på morgenfladen, mens nye idéer kastes op i luften til morgendagens historier.

Alle idéer bliver set og hørt. I redaktionslokalet falder forskellige indfaldslys ind og sender en strøm af farver ud på øverste etage. Kreativiteten har frit spil. 

Det er i dette kreative rum, at de store ideer kan opstå. 

Idet en tanke om ‘Danmarks sidste tøjdesigner’ flyver gennem lokalet, passerer et tog forbi udenfor. Fra mødelokalet er der frit udsyn over stationen. Her kører der tog til og fra Aarhus. Til og fra verden. Med RADIO IIII’s ønske om at være udgangspunktet for den offentlige debat.

Være talerør for danskerne og række udover studiet og ind i det store mediebillede og den generelle offentlige samtale. Den geografiske placering kunne næppe være bedre. Her fra stationen, hvor radioen også holder til, er der adgang til resten af Danmark.

Det er herfra, den videre færd ud i verden begynder. Ligesom med journalistikken. Den udspringer fra Banegårdspladsen, hvor den har sit afsæt, og fortsætter ud i resten af verden.

Der var engang en  DRAGONHEART

Der var engang en DRAGONHEART

Der var engang en DRAGONHEART

På toppen af Langelandsgade våger en mand over en moderne murstensbygning. Med pomp og pragt sørger han for, at skolen er lige så flot som Botanisk Have, og at alt audiovisuelt virker med et knips. I filmen ’Shrek’ våger dragen over prinsessen på slottet. På DMJX våger Thomas Dragonheart over, at den studerende kan få hjælp med, hvad end hjertet begærer.

TEKST: THEA MODIGH
FOTO: FELIX FONNEST

Udgivet den 10. oktober 2024

”Ja, det er Thomas.”

”Goddag Thomas, det er Emilie, underviser. Jeg er i 3.15, og der er ikke nogen tavle. Kan man finde det nogen steder, eller hvad kan man gøre for at få en tavle?”

”Jeg kommer lige op med den.”

”Tusind tak.”

”Det godt. Hej.”

Det er lidt i mødetid, og stueetagen på DMJX er så småt begyndt at vågne. Mens menneskerne i kantinen har tid til at smøre en morgenbolle, har Thomas Dragonheart travlt med at holde sin hverdagsstreak som dagens helt.

Og det kan kun gå for langsomt.

Der var engang en Thomas

Han er født i Aalborg. Uddannet tømrer. Har arbejdet i både Canada og Norge, hvorefter han købte et vandrehjem på Samsø som 26-årig. Og så blev han lige der i 16 år. I dag er han nok tættere på pensionen end den anden vej, ikke at jobbeskrivelsen bærer præg af det. 

Thomas Dragonheart kan godt lide udfordringer, og hver dag er forskellig fra gårsdagen. Han kunne aldrig drømme om at stå på en fabrik. Så langt hellere have hjertet oppe i halsen, som da han første gang skulle ind i et auditorium, hvis storskærm var gået i kollaps, og sørge for, at 150 studerendes undervisning kunne fortsætte.

De fleste på Helsingforsgade 6A har hørt om Thomas Dragonheart. De ser ham gå rundt med de grønne vandkander og sørge for de prægtige planter, der hersker på skolen. Eller stå ved kaffemaskinen og lege med teknikken, når den til tider går i udu.

Han har været ansat på skolens matrikel siden 2011. Han er leddet mellem bygning og ledelse. Foreninger og organisation. Køkken og skole. Det audiovisuelle og undervisningen. Planter og potter.

Thomas Dragonheart er måske en af de personer, der ved allermest om, hvordan skolen fungerer. Manden med den praktiske outdoorfleece, de blå cowboybukser og et par gode gummisko.

Klokken var kvart over syv

”Hallo.”

”Hallo hallo,” siger han igen ind i mikrofonen.

Det lyder klart ud i det gule auditorium. Den virker tydeligvis, mikrofonen.

Han åbner sin computer og finder

YouTube. Finder noget, han kan sætte på, for også at tjekke, at lyd og billede virker.

Sammen med elevatoren er Thomas nok den, der lige nu støjer mest på skolens matrikel. De har måske endda været vågne i lige mange timer.

Thomas Dragonhearts mandag startede klokken halv seks. Der starter den hver dag.

Og efter cykelturen nede fra Aarhus Ø er han sammen med de fem andre morgenmennesker i gang med at forberede en ny dag på DMJX.

Thomas trykker play og ud strømmer Always Remember Us This Way. En sang fra filmen ’A star is Born’ med Bradley Cooper og Lady Gaga. Lyden stopper, skærmen bliver sort. Nu spiller melodien på computeren i stedet for på storskærmen. Han leger lidt med HDMI-stikkene. Bytter lidt rundt på dem. Så blæser den ud igen.

”Det lyder meget godt.”

Der er både tid til at skifte batterier på de firkantede kaste-mikrofoner og kaste dem ud i auditoriet for at se, om de stadig kan sådan noget. Der er tid til at rydde op endnu engang på den kuglepensfyldte disk, og der er tid til at tjekke lyd med lidt Formel 1 på storskærmen i det blå auditorium.

Og så er de to lokaler klar til undervisningen – og hvis de ikke virker, er der 99,9 procent chance for, at Thomas Dragonheart kan fikse det igen.

Nu mangler han bare at tjekke de 24 andre klasselokaler. Er han heldig, kan det være, at der er mødt nogle undervisere ind, som har brug for en hjælpende hånd.

Det vigtigste er, at Thomas ved, at alt fungerer, som det skal, inden skoledagen starter.

Thomas tror på planter

”Den skal have sådan nogle gode øjne, måske blå øjne.”

Det er ikke en kinesisk drage. Den spyr ikke ild, og den har bestemt ikke onde øjne. Den er lidt mere nordisk, og så skal den have et hjerte.

Der er tale om Dragonhearts dragonheart, hvis han skulle få den tatoveret. Den skulle sidde på venstre skulder og matche vikingetatoveringen, der sidder på højre.

Den skulle lige kunne kigge over, og så skulle man kunne mærke dens rummelige figur med det store hjerte.

Det er det store rummelige hjerte, Thomas særligt er fænget af. Og det er et karaktertræk, han selv ønsker at følge.

Det er for eksempel, når han ruller rundt med de seks grønne vandkander på et rullebord og sørger for et behageligt klima for de studerende.

Engang havde skolen en gartner til at gå og sørge for skolens grønne side. I dag har Thomas Dragonheart 200 planter og træer under sig. Han mente, det var en rolle, han sagtens kunne overtage, og han gør det med stor omsorg.

Hver morgen går han en runde på skolen for at ”stikke en finger i jorden” og lige mærke, hvordan humøret er nede i potten. Nogle planter skal have 40 liter vand om ugen, nogle skal have 20. Nogle skal først have vand på fredag.

Da skolen flyttede fra Bunkeren, var der ingen, der havde talt planterne med i ligningen. Derfor måtte Thomas sørge for, at skolen ikke blev steril, og han fik transporteret en stor sjat planter over på Helsingforsgade. For det er vigtigt med et godt klima på en skole.

Iblandt de transporterede er den sjældne bougainvillea. Den står på første sal og blomstrer i fin rosa. 54 år og findes ellers kun i det sydlige Europa. Alligevel er hans yndlingsplante det store træ i kantinen. Det bliver ved med at vokse, og mange af de små potter på skolen kommer fra det.

En dag drømmer han om at få hele midtertrappen grøn.

”Det vil skabe sådan et godt klima,” siger han.

Klokken er nu kvart over otte

Tilbage i rush hour går Thomas med målrettede skridt hen til den store, hvide tavle, der står midt i kantinen. Hurtigt ned ad nålesvingsrampen, ned forbi receptionen og durk mod elevatoren.

Modsat de sidste to timer trisser han ikke længere alene rundt på skolen. Flere skal med elevatoren.

”Vi tager den her, så tager I den anden,” siger han og krydser til venstre, da elevatorerne ankommer synkront.

Venstre elevator er klart hurtigere end den anden.

Tallet tre får en rød ring rundt om sig, og der er lige plads til alle seks ben. Tavlens fire hvide ben, og Thomas’ to gummisko med blå sokker i. Igen ringer telefonen for fuld styrke.

”Jeg er i 3.19 og har problemer med nogle skærme.”

”Jeg kommer om lidt,” siger Thomas.

Det er et fedt navn

”Awesome name.”

En reaktion, der kommer hver gang, Thomas’ tur går til Canada. Han har familie, der bor der, og bliver altid stoppet en ekstra gang i lufthavnen for at få tjekket, at det nu er hans rigtige navn. Men det står i passet, og det skal godkendes af Thomas, hvis nogen ønsker det samme. Det er endnu ikke sket.

Børnene gider ikke at hedde det. De mener, at han er lidt skør.

Navnet kommer fra Thomas’ fascination af drager tilbage i 80-90’erne. Egentligt affødt af fascinationen af vikingetiden. Han er ikke asatroende, men han kan godt lide at læse om det, og både Thomas og vikingerne er vilde med drager.

”Det er et fedt navn, tænkte jeg dengang. Det vil jeg sgu gerne hedde.”

Han måtte vente halvandet år, før navnet blev godkendt. Men det var bestemt ventetiden værd.

Nogle minutter senere end før

Elevatoren er nu landet på tredje sal, og ind til 3.15 kommer tavlen.

”Ej, tusind tak!”

Men Thomas må hurtigt videre til 3.19, hvor skærmen ikke kan tænde. Undervisningen er det vigtigste for ham, og han plejer at sige til sine kolleger, at problemer med undervisning skal sidestilles med et sprængt vandrør. Der er ikke noget med ’amen, jeg skal lige’. Nej. Smid alt, hvad du har i hænderne.

I 3.19 står hans kollega og bakser med den sorte skærm. Han tager over og fortsætter bakseriet. 

”Det er den ikke glad for.”

Underviseren våger over Thomas’ skærmproblemer med rynkede bryn.

”Så, så kom den,” siger Thomas.

Alt er godt igen. Men hun mangler også en tavle. Ud på tur med Thomas igen.