Udveksling på DMJX: Et personligt eventyr mere end en faglig rejse

Udveksling på DMJX: Et personligt eventyr mere end en faglig rejse

Udveksling på DMJX: Et personligt eventyr mere end en faglig rejse

Flere studerende på DMJX har ikke det faglige som den primære motivationsfaktor, når de ønsker at komme på udveksling. For dem handler det om at udvikle sig som menneske og blive mødt af en ny kultur. Det har DMJX fuld forståelse for.

Operahuset i Sydney og Sydney Harbour Bridge

TEKST: Jens Bang
FOTO: Privat fra Signe Damgaard og Benedicte Christiansen

Udgivet den 10. oktober 2024

Det er eftermiddag på en øde strækning langs den californiske kyst. To studerende er lige hoppet i våddragter og har hapset et surfboard hver fra deres van. Der bliver skrevet en hurtig seddel med teksten ”Gone surfing, back by sunset”. Den bliver smidt i forruden, og de løber efterfølgende mod bølgerne. Det lyder umiddelbart som en god ferie for to unge gutter, men det er faktisk sådan, en studerende beskriver en eftermiddag under sit udvekslingsophold på San Francisco State University på den amerikanske vestkyst i en klumme bragt i den forrige udgave af Illustreret Bunker.

Et udvekslingsophold klinger for nogle af faglige udfordringer og det at kunne skrive en stjerne mere på CV´et, når man skal søge praktikplads, eller når man senere skal ud på arbejdsmarkedet. Men flere studerende på DMJX tilvælger et ophold i udlandet af helt andre årsager. For Nicolas Adserballe, der er forfatter til sedlen i forruden og klummen, var det faglige faktisk hans mindste overvejelse ved at skulle tage et semesters ophold i udlandet.

”For mig var det lidt en undskyldning for at komme ud og rejse et halvt år. Det faglige var ikke så vigtigt,” siger Nicolas Adserballe, der går på 5. semester og er i praktik på Information.

Han fortæller, at de kun gik i skole fire dage om ugen. Derfor blev de mange forlængede weekender brugt langs den californiske kyst og på at køre på opdagelse ind i landet. 

Eventyret kalder

Når man spørger Nicolas Adserballe, hvordan han vil beskrive sit ophold, svarer han prompte, at det var et eventyr.

Et eventyr kan umiddelbart virke fjernt fra de lange forelæsninger bagerst i blåt auditorium og praktikstress, som andre forbinder dét at gå på fjerde semester med. Nicolas Adserballe mener klart, at det at tage på udveksling på 4. semester har gjort, at han er blevet skånet for visse ting.

”Jeg slap for noget af den stress, der kan være forbundet med praktiksøgning, fordi jeg havde mit hoved et andet sted,” siger han.

For Nicolas Adserballe betød en tur til USA også, at han havde muligheden for at vælge nogle fag, som han ikke havde haft mulighed for på DMJX.

”Jeg havde et fotojournalistfag. Jeg havde en lærer, der havde vundet en Pulitzer-pris. Han var for sindssyg. Jeg havde faktisk også spansk som fag,” fortæller han.

For Signe Damgaard, der var på udveksling i Sydney på sit tredje semester, var det heller ikke det faglige, der var hendes førsteprioritet. Hun valgte i stedet turen, da hun gerne ville udvikle sig som menneske. Signe fortæller, at hun gerne ville møde en anden kultur og samtidig opleve, hvordan mediebranchen var i et andet land.

Signe Damgaard har tilbragt meget tid i naturen og i særdeleshed på stranden i Australien.

Den samme lyst, som Nicolas Adserballe havde, til at udleve eventyret og drage ud i landet, kender Signe Damgaard også til. Hun rejste rigtig meget rundt med både udvekslingsstuderende, unge i praktik og andre, da hun var i Sydney. Hun fortæller, at de i løbet af semesteret var ude at rejse mindst fem gange. Nogle af hendes venner fra Danmark opholdt sig på andre universiteter i Australien. Flere gange passede deres ferier sammen. Så tog de sammen ud på oplevelser. Når det ikke var muligt, foregik oplevelserne på egen hånd, hvor nætterne blev tilbragt på hostels rundt omkring i Australien.

”Vi var allerede færdige med undervisning den 17. maj. Så jeg havde lige halvanden måned til sidst, hvor vi var rigtig på ferie. Og det er selvfølgelig det, man husker nu,” fortæller hun.

Det faglige

At det var et eventyr, gør dog ikke, at de studerende ikke fik noget fagligt med hjem, som de kan bruge i deres hverdag. Et stykke af vejen havde det faglige dog også en betydning for dem begge. Selvom Signe Damgaards tur til den anden side af jorden mest var for fornøjelsens skyld, så fortæller hun, at hun har taget flere ting med hjem, som hun kan bruge i sit arbejde på DMJX.

”Man lærer jo noget af en anden kultur, som man kan bruge fagligt. Mange af de historier, jeg er kommet hjem med, som jeg gerne vil skrive, er opstået på baggrund af opholdet der,” siger hun.

Selvom flere studerende vælger at tage afsted for at komme ud og få flere oplevelser med i bagagen, er der også andre, der vælger at tage et udvekslingsophold med en rent faglig motivation. Det var situationen for Benedicte Christiansen, der befinder sig i den amerikanske Midwest 7000 kilometer væk. Hun er på udveksling på University of Missouri i Colombia.

”Missouri havde den bedste journalistiske profil. De har bare et super godt ry. De har meget hands-on læring, så det var også det, der tiltrak mig. Man kommer ud og får hænderne i skidtet,” fortæller hun.

Benedicte Christiansen anerkender dog også, at hendes medstuderendes motivation mere ligger i oplevelsen. For hende var det bare ikke den primære motivation, inden hun tog afsted.

”Jeg ved, at der er mange af mine medstuderende, hvor det har været oplevelsen, der trækker. Det var det selvfølgelig også for mig til dels,” siger hun.

Oplevelsen for Benedicte Christiansen bunder i, at hun tidligere primært har været langs USA’s kyster, som politisk er domineret af de demokratiske vælgere. For hende var det derfor interessant at komme til Missouri, som primært er en republikansk stat, og opleve livet hos den amerikanske middelklasse.

Det handler om andet end faglighed

Men når nogle af de studerende vælger at tage på udveksling uden at have en faglig ambition for øje, giver det så overhovedet mening at sende dem afsted?

Det behøver ikke at være noget problem, mener Xavier Lepetit, som er International Relations Manager og står for koordinering af udvekslingsophold på DMJX. Han har faktisk fuld forståelse for, at det ikke behøver at være motivationen.

Xavier Lepetit pointerer, at et praktikophold også giver den studerende en masse andre kompetencer, som ikke nødvendigvis har noget med det faglige at gøre direkte, men som alligevel kan være nyttige set i et større perspektiv.

”Du bliver proppet ind i nogle nye omgivelser, hvor du kommer ud af din comfortzone. Du lærer meget om dig selv ved at blive konfronteret med noget andet. Det er en stor fordel,” siger Xavier Lepetit.

Alligevel er det faglige stadig kernen i ansøgningsprocessen, når Xavier Lepetit sidder med de mange ansøgninger fra studerende, som ønsker at komme på udveksling. Men det mener han også, at der er en god grund til.

”For mig er det faglige kernen i udvælgelsesprocessen, fordi vi kan måle det,” siger Xavier Lepetit.

DMJX kigger både på karakterer og den motiverede ansøgning, når de skal udvælge ansøgerne til udvekslingsopholdene. Han fortæller, at de to ting er målbare elementer, og derfor skal de være kernen i udvælgelsesprocessen.

Når Xavier Lepetit bliver spurgt direkte til, om det overhovedet giver mening at sende de studerende afsted, hvis de slet ikke har en faglig motivation for at tage af sted, svarer han:

”Så længe de fuldfører de faglige krav. Hvordan de vægter deres motivation for at tage afsted, spiller ikke en stor rolle for mig.”

En oplevelse for livet

Når man spørger de studerende, om udvekslingsopholdet har levet op til de forventninger, de havde, inden de tog afsted, lyder svaret klart: Ja. Her på den anden side er alle enige om, at det er vennerne, friheden og det at blive kastet ud i en ny kultur, man husker tilbage på. De ser tilbage på en stor oplevelse, de ikke ville have været foruden.

”Jeg snakker stadig med en god håndfuld. Jeg tror, at der er flere ’friends for life’,” siger Signe Damgaard.

Nicolas Adserballe husker især på tiden i en van langs kysten med sin kammerat, som noget af det vigtigste for ham. Men man skal heller ikke undervurdere det at lære at surfe.

”Hvilket jeg aldrig havde troet, at jeg skulle lære i mit liv – og slet ikke igennem DMJX,” siger han.

”Jeg ved, at der er mange af mine medstuderende, hvor det har været oplevelsen, der trækker. Det var det selvfølgelig også for mig til dels.” Benedicte Christiansen har haft masser af typiske amerikanske oplevelser. Her er hun til ‘football’, og hun har for nylig været i Tennessee og Kentucky.

Trusler og tavshed: Sådan påvirker tonen den digitale debat

Trusler og tavshed: Sådan påvirker tonen den digitale debat

Trusler og tavshed: Sådan påvirker tonen den digitale debat

I takt med at debatten flytter fra fysiske rum til digitale medier, oplever borgere en stigende frygt for trusler og hadske kommentarer. Samtidig forsøger medierne at facilitere den gode tone i kommentarsporet.

TEKST: Signe egebæk stenkilde
illustration: anton larsen 

Udgivet den 10. oktober 2024

Selvcensur, frygt og trusler. Det er ord, der efterhånden kendetegner debatten på de digitale medier. 

Den offentlige debat har rykket sig fra det fysiske rum og foregår nu i høj grad online. Med skærmen som gemmested er det nemt for trusler og hadske beskeder at florere, uden at det har konsekvenser for dem, der trykker på send-knappen. Men de grove beskeder er en af de ting, der skaber frygt for dem, der sidder i den anden ende som modtagere. 

På trods af at digitaliseringen af den offentlige debat har skabt et let tilgængeligt talerør for alle borgere, har denne form for debat også en mørk side: Flere trækker sig, fordi de frygter de konsekvenser, der kan følge med. Nogle er bange for hadske beskeder og trusler, andre for konsekvenser i deres liv offline. 

En demokratisk udfordring 

Selvcensur er et problem, som er nemt at finde i det danske landskab. Institut for Menneskerettigheder udkom tidligere på året med en rapport, ’Ytringsfrihed og selvcensur’, der handler om lige netop dette. Lumi Zuleta, medforfatter på rapporten og chefkonsulent ved Institut for Menneskerettigheder, mener, at selvcensur er en klar demokratisk udfordring, fordi folk afholder sig fra at anvende deres ytringsfrihed. 

”Kvinder og minoriteter trækker sig. Det vil jo på den måde være de stemmer, der ikke vil blive repræsenteret i den brede offentlige debat, og det har selvfølgelig en betydning i forhold til, hvad det er for nogle perspektiver, der kommer frem,” forklarer hun.

At forskellige grupper i vores samfund trækker sig fra den offentlige debat, betyder, at visse synspunkter og erfaringer ikke bliver hørt, og det kan føre til en skævvridning af den offentlige samtale. Debatten kommer simpelthen til at mangle diversitet og indsigt. 

Ifølge Lumi Zuleta fra Institut for Menneskerettigheder er selvcensur primært drevet af frygten for negative reaktioner, hvilket kan inkludere alt fra nedsættende kommentarer og chikane til direkte trusler og vold. 

Søgen efter den konstruktive debat

Men hvad skal man gøre for at stoppe folk fra at gå i hi og forsegle deres holdninger? Flere medier har moderatorer i deres Facebook-kommentarfelter.

Et sted, hvor der er gang i debatten, er på en af Danmarks største Facebook-sider, TV 2 Nyheder.  De har nogle retningslinjer, der skal overholdes. Hvis ikke de bliver overholdt, forbeholder de sig retten til at slette kommentarer eller ligefrem blokere brugere. 

”Hvis vi ikke modererer debatten, og øgenavne eller hadtale får frit spil, så forlader folk debatten. Det er hele tiden balancen mellem at give plads til debatten, men på samme tid sørge for, at den er tryg og ordentlig,” fortæller Rita Gunnarsdóttir Dam. 

Rita Gunnarsdóttir Dam, som er teamleder hos TV 2 Nyheder, mener, at det er en svær balancegang, for de vil gerne have, at folk debatterer og diskuterer deres journalistik. Det er en af grundene til, de laver den. Det skal bare foregå i nogle rammer, der på samme tid passer på dem, som deltager. 

”Det må du sige et andet sted”

TV 2 Nyheder bliver i ny og næ beskyldt for at censurere. Rita Gunnarsdóttir Dam forklarer, at der på den anden side er mange, der vil debatten og efterlyser moderation. Hun mener, at moderationen af kommentarsporene er den bedste mellemvej for en sober debat. 

“Alternativet er at lukke kommentarsporene, men så lukker vi også for debatten. Det er ikke der, vi er lige nu,” siger hun.

Sten Schaumburg-Müller, professor ved Juridisk Institut med speciale i medieret, mener dog, at mediernes moderation af indhold ikke nødvendigvis skal ses som en indskrænkning af ytringsfriheden. Medier har en redigeringsret, der tillader dem at beslutte, hvilke ytringer der får plads på deres platforme.

”Når nogen siger, ‘det her må du ikke sige på vores medie, det må du sige et andet sted,’ tolkes det ikke som et indgreb i ytringsfriheden”, forklarer Sten Schaumburg-Müller om, hvordan offentligheden skal se på moderation i kommentarfelterne.  
For at illustrere dette fænomen sammenligner Sten Schaumburg-Müller moderationen i mediernes kommentarspor med reglerne på et diskotek. 

”Det er lidt ligesom et diskotek, hvor man nogle steder kun må komme ind, hvis man er over 25, og andre steder må man ikke gå med jeans. Medier kan bestemme, hvad de vil tillade på deres platforme,” forklarer han.

Selv om han anerkender, at medierne har ret til at moderere indhold, peger Sten Schaumburg-Müller på, at selvcensur kan være en udfordring. Selvcensur kan være lige så problematisk som indgreb i ytringsfriheden, fordi det betyder, at nogle stemmer aldrig bliver hørt. Han anser selvcensur som et større problem, end at nogle ikke kan komme til orde. 

”Få mennesker kan få medierne til at flyde over med hidsige og hadefulde kommentarer, det er et problem. Man må meget gerne diskutere og være uenige, men at man ikke kan ytre sig, er problematisk”, fastslår Sten Schaumburg-Müller.

Radioen, der kun har fire år tilbage at leve i, har alt at vinde og intet at tabe

Radioen, der kun har fire år tilbage at leve i, har alt at vinde og intet at tabe

Radioen, der kun har fire år tilbage at leve i, har alt at vinde og intet at tabe

Med ny styrmand ved roret sætter RADIO IIII en ny kurs i medieverdenen. “Vi vil betyde mere for flere,” siger Marie Rask Glerup, som ikke vil være bange for at larme.

TEKST: Astrid Bisgaard & Emil Delord Frimand Probst
FOTO: Mads Øland-Petersen

Udgivet den 10. oktober 2024

Den ellers tomme opgang ser ikke ud af meget. Det første man ser, når man træder ind i den, er en noget mærkværdig statue. Vild, voldsom og til tider poetisk, fristes man til at sige. Når man begiver sig længere op ad trapperne, finder man døren ind til RADIO IIII.

Det ser udadtil ikke ud af meget. En almindelig dør, og opgangen synes heller ikke specielt indbydende. Men når først man træder ind, slår øjnene op og ser, hvad der sker, er det, at magien opstår.

Morgenstund har guld i mund

Ved ni-tiden er redaktionen langsomt ved at vågne op. Morgenredaktionen er dog helt vågen, og der er en helt særlig energi i lokalet. Produceren Gustav løber frem og tilbage. Arbejdsstationerne smelter sammen. Alle er opmærksomme og årvågne. Intensiteten er høj.

Det er nu, det sker. Igennem i radioen snakker formanden for Det Udenrigspolitiske Nævn, Michael Aastrup Jensen, om krigen i Ukraine. På de fire computerskærme i arbejdsstudiet sker der hele tiden noget nyt.

Klokken er nu kvart over ni. Morgenværterne er live. Dagens emner: Død og selvmord. Det er de tunge emner, der er på programmet i dag. Alligevel er stemningen i og omkring studiet høj. Alle er på dupperne.

Oplyst af fire lamper står studiet og radioværterne. Produceren Gustavs ur har samme orange farve som mikrofonerne i studiet. Radioen emmer af farver og indikerer, at radioens resterende levetid ser lys ud.

Den ene af radioværterne laver en fodfejl og giver kilden, der er med telefonisk, en forkert titel. Det giver resten af interviewet trange kår. På gulvet ligger et dannebrog. Det giver en følelse af stolthed. Ikke kun over sin nation, men også over at være en del af det nye RadioIIII.

Der skal hele tiden følges op, og alle medarbejdere på redaktionen har lyst til at bidrage. De har alle lyst til at bidrage til det nye RADIO IIII. 

Fra kritik til sød musik

Det gamle Radio 4 fik kritik af TV- og Radionævnet. Lyttertallene var ikke høje nok, og det skal de være som public service-medie. Derfor skal der ske noget. Ifølge Marie Glerup, som er journalistisk redaktør på RADIO IIII, kan radioen gøre to ting.

“Vi kunne bare fise 100 millioner af om året og så fortsætte med ikke at have nogen danskere, der lytter med. Eller vi kunne sige, okay det, der er blevet lavet indtil nu, det er ikke det, danskerne efterspørger, det er ikke det, danskerne vil have,” siger Marie Glerup.

Med den nye ændring, åbner radioen døren til flere af de lyttere, som indtil videre har stået udenfor. Radioen vil betyde mere for flere. Et håb, der forhåbentlig kan ses i lyttertallene i fremtiden.

“Lige nu kan vi se en lille stigning i FMtallene, men jeg tror ikke på, at vi kan bruge det til noget reelt endnu, fordi lige nu kan det også være, at folk er lidt nysgerrige på os, og så står af igen, ” siger Marie Glerup.

En nysgerrighed, RADIO IIII håber på at kunne pirre hos lytteren. Marie Glerup har stået bag roret i et halvt år, og selvom lyttertallene ikke er fulgt med ændringen endnu, så tror hun på:

“at lytterbaner er langsomme at ændre.”

Ny kontrakt skaber ny energi

RADIO IIII har nu ændret sit koncept og med det følger også en kontrakt. I alle ansattes kontrakter står der, at de er ansat til og med 31. december 2027. Herefter lukker radioen. Indtil da skal de bedrive vild, voldsom og til tider poetisk journalistik. Det er en af grundstenene i den nye hverdag på radioen. 

Mere specifikt har de ændret deres sendeplan, den journalistiske dagsorden samt skabt en lytterkontrakt. En lytterkontrakt der siger, at radioen sender live fra klokken seks om morgenen frem til middag, klokken 12. Herefter følger tre timers podcastprogrammer efterfulgt af liveudsendelser fra 15-21.

“Det er stemningen tilbage fra vi startede, der er tilbage,” siger Jais Nørgaard Alstrøm, der er undersøgende journalist ved Radio IIII.

Han ser et enormt potentiale i den frie rolle, radioen nu har fået. En rolle, man godt tør være i ifølge Katrine Volsing, der er ansat som journalist på morgen-sektionen på RADIO IIII.

“Vi har nogle tydelige chefer, som står på mål for de ting, vi laver, på en anden måde, end vi har haft tidligere. Det giver en følelse af, at man kan gå længere, uden at man kommer til at falde alene, hvis det skulle gå galt,” siger Katrine Udsing.

Mange ting har fået ny form på radioen. Menneskene er de samme, meningerne og metoderne ditto, men mulighederne er nogle helt andre.

“Nu er det bare en ny æra, og nu skal vi gøre det, som vi tror på,” siger Marie Glerup.

For hende fylder det mere at markere sig end at fokusere udelukkende på lyttertal. Alligevel tror hun, det kan gå hånd i hånd.

“Jeg tror, at vi skal vide, hvad de vil have derude, og så skal vi turde give dem noget andet. Så tror jeg, at de bliver underholdt og bliver interesseret og bliver sluset ind i det,” siger Marie Glerup.

Vild, voldsom og til tider poetisk

Rundt om på radioen hænger de nye RADIO IIII-plakater. Plakater med et klart budskab. I alle lokaler hænger de til påmindelse for medarbejderne om, at radioen skal være et samlingssted for stærke meninger og store følelser. Med plads til det uventede og uforudsigelige vil radioen være alt andet end kedelig og konsensus. Det markerer radioen med de fire IIII.

Alle redaktionerne har fået en ny farve. Eksempelvis er morgenfladen blevet rød-gul, mens eftermiddagen har fået blålige nuancer. Farver, der indikerer, at radioen går en farverig og ny tid i møde. Når man kigger på RADIO IIII’s hjemmeside, ser man en stram og struktureret linje.

Kigger man derimod på redaktionen, ser man kaffekopper rundt omkring, ting der ikke har fundet sin plads. Kontrasten er til at få øje på. Men ambitionerne er alligevel ikke til at tage fejl af.

RADIO IIII er nu delt i to. I København findes podcast-sektionen, hvor det primære fokus ligger på at producere indhold til podcastmediet, mens de i Aarhus fokuserer på live-programmer og på at skabe relevant indhold, de sender direkte.

Klokken har nu slået 10:10, og det er tid til efterkritik af morgenprogrammet. Her gennemgår medarbejderne de overståede programmer på morgenfladen, mens nye idéer kastes op i luften til morgendagens historier.

Alle idéer bliver set og hørt. I redaktionslokalet falder forskellige indfaldslys ind og sender en strøm af farver ud på øverste etage. Kreativiteten har frit spil. 

Det er i dette kreative rum, at de store ideer kan opstå. 

Idet en tanke om ‘Danmarks sidste tøjdesigner’ flyver gennem lokalet, passerer et tog forbi udenfor. Fra mødelokalet er der frit udsyn over stationen. Her kører der tog til og fra Aarhus. Til og fra verden. Med RADIO IIII’s ønske om at være udgangspunktet for den offentlige debat.

Være talerør for danskerne og række udover studiet og ind i det store mediebillede og den generelle offentlige samtale. Den geografiske placering kunne næppe være bedre. Her fra stationen, hvor radioen også holder til, er der adgang til resten af Danmark.

Det er herfra, den videre færd ud i verden begynder. Ligesom med journalistikken. Den udspringer fra Banegårdspladsen, hvor den har sit afsæt, og fortsætter ud i resten af verden.

Når gode råd er dyre: Praktikantvejledernes vise ord

Når gode råd er dyre: Praktikantvejledernes vise ord

For de studerende på fjerde semester nærmer praktiksøgningen sig med hastige skridt. I den forbindelse er gode råd dyre, og derfor kommer her et par do’s and dont’s fra praktikantchef på TV 2, Katrine Fuglsang, og tidligere praktikantvejleder på DR, Brita Kvist Hansen.

TEKST: TIKE CLAUSEN

Udgivet den 10. oktober 2024

1. ”Vær dig selv og ikke det, du tror, vi vil ha’ – det er du sikkert også meget bedre til!”

Det siger Katrine Fuglsang, som er praktikantchef på TV2, når hun bliver spurgt om, hvad det er, de kigger efter, når de skal finde praktikanter.

Diversitet er et af nøgleordene, når de skal udvælge praktikanter. Derfor er Katrine Fuglsangs måske vigtigste råd til ansøgerne, at de skal være sig selv.

2. ”Overvej, hvorfor du vil være journalist på det pågældende medie, og ikke bare hvorfor du vil være journalist.”

Under processen kan man blive mødt med spørgsmålet; Hvorfor vil du være journalist?

Her skal man altså være konkret, mener Katrine Fuglsang. Spørgsmålet her er en mulighed for at fortælle, hvad det er, man finder interessant inden for journalistikken. For eksempel hvilke typer af journalistik og hvilke redaktioner der har netop din interesse.

”Mange siger, at de gerne vil være journalister, fordi de er nysgerrige, men det er der jo så mange, der er,” siger Katrine Fuglsang.

3. Udvis rettidig omhu. Tag toget i god tid. Det ville være så ærgerligt, hvis DSB’s ofte utilregnelige rejseplan er skyld i, at du er forsinket og derfor stresser ekstra,” siger Katrine Fuglsang.

Selvom skønhedssøvnen er vigtig, og det kan være fristende at klikke snooze, så er det altså en dårlig idé, hvis den står på samtale eller messe.

Som vi jo alle sammen ved, og Katrine Fuglsang også understreger, så kan transporten være præget af forsinkelser.

Det ville være ærgerligt, hvis et forsinket tog er skyld i, at du glipper noget eller performer dårligt.

4. Pas på med ironi, humor og kække indfald i ansøgningen. Det kan virke utilsigtet fjollet,” siger Brita Kvist Hansen.

Det er klart, at den håbefulde praktik-  ansøger gerne vil skille sig ud og ikke blot være den næste i bunken af ansøgninger, men det kan have en negativ virkning på modtagerne.

Ironi forstås ikke ens hos alle mennesker, så behold seriøsiteten i din ansøgning, og gem dit glimt i øjet til samtalerne.

5. Lad nu være med at copy-paste ansøgninger,” siger Brita Kvist Hansen.

Et gennemgående tema for både Katrine Fuglsang og Brita Kvist Hansen er, at man skal være personlig og konkret i sit møde med praktikstederne.

Det er set før, at ansøgeren har copy-pasted sin ansøgning og ændret overskriften fra eksempelvis JP til DR, men har glemt det længere nede i teksten

 

6. ”Lad være med at være for lukket til messen. Prøv, om ik’ du kan komme rundt og snuse lidt til nogle steder, som du måske ikke har i overvejelserne,” siger Katrine Fuglsang.

Praktikmessen er en mulighed for, at du kan møde de forskellige praktiksteder.

De fleste har på forhånd gjort sig nogle tanker om, hvor de gerne vil ende som praktikanter, men mange af de steder, som man måske ikke lige har i overvejelserne, kan ende med at være et perfekt match.

Der var engang en  DRAGONHEART

Der var engang en DRAGONHEART

Der var engang en DRAGONHEART

På toppen af Langelandsgade våger en mand over en moderne murstensbygning. Med pomp og pragt sørger han for, at skolen er lige så flot som Botanisk Have, og at alt audiovisuelt virker med et knips. I filmen ’Shrek’ våger dragen over prinsessen på slottet. På DMJX våger Thomas Dragonheart over, at den studerende kan få hjælp med, hvad end hjertet begærer.

TEKST: THEA MODIGH
FOTO: FELIX FONNEST

Udgivet den 10. oktober 2024

”Ja, det er Thomas.”

”Goddag Thomas, det er Emilie, underviser. Jeg er i 3.15, og der er ikke nogen tavle. Kan man finde det nogen steder, eller hvad kan man gøre for at få en tavle?”

”Jeg kommer lige op med den.”

”Tusind tak.”

”Det godt. Hej.”

Det er lidt i mødetid, og stueetagen på DMJX er så småt begyndt at vågne. Mens menneskerne i kantinen har tid til at smøre en morgenbolle, har Thomas Dragonheart travlt med at holde sin hverdagsstreak som dagens helt.

Og det kan kun gå for langsomt.

Der var engang en Thomas

Han er født i Aalborg. Uddannet tømrer. Har arbejdet i både Canada og Norge, hvorefter han købte et vandrehjem på Samsø som 26-årig. Og så blev han lige der i 16 år. I dag er han nok tættere på pensionen end den anden vej, ikke at jobbeskrivelsen bærer præg af det. 

Thomas Dragonheart kan godt lide udfordringer, og hver dag er forskellig fra gårsdagen. Han kunne aldrig drømme om at stå på en fabrik. Så langt hellere have hjertet oppe i halsen, som da han første gang skulle ind i et auditorium, hvis storskærm var gået i kollaps, og sørge for, at 150 studerendes undervisning kunne fortsætte.

De fleste på Helsingforsgade 6A har hørt om Thomas Dragonheart. De ser ham gå rundt med de grønne vandkander og sørge for de prægtige planter, der hersker på skolen. Eller stå ved kaffemaskinen og lege med teknikken, når den til tider går i udu.

Han har været ansat på skolens matrikel siden 2011. Han er leddet mellem bygning og ledelse. Foreninger og organisation. Køkken og skole. Det audiovisuelle og undervisningen. Planter og potter.

Thomas Dragonheart er måske en af de personer, der ved allermest om, hvordan skolen fungerer. Manden med den praktiske outdoorfleece, de blå cowboybukser og et par gode gummisko.

Klokken var kvart over syv

”Hallo.”

”Hallo hallo,” siger han igen ind i mikrofonen.

Det lyder klart ud i det gule auditorium. Den virker tydeligvis, mikrofonen.

Han åbner sin computer og finder

YouTube. Finder noget, han kan sætte på, for også at tjekke, at lyd og billede virker.

Sammen med elevatoren er Thomas nok den, der lige nu støjer mest på skolens matrikel. De har måske endda været vågne i lige mange timer.

Thomas Dragonhearts mandag startede klokken halv seks. Der starter den hver dag.

Og efter cykelturen nede fra Aarhus Ø er han sammen med de fem andre morgenmennesker i gang med at forberede en ny dag på DMJX.

Thomas trykker play og ud strømmer Always Remember Us This Way. En sang fra filmen ’A star is Born’ med Bradley Cooper og Lady Gaga. Lyden stopper, skærmen bliver sort. Nu spiller melodien på computeren i stedet for på storskærmen. Han leger lidt med HDMI-stikkene. Bytter lidt rundt på dem. Så blæser den ud igen.

”Det lyder meget godt.”

Der er både tid til at skifte batterier på de firkantede kaste-mikrofoner og kaste dem ud i auditoriet for at se, om de stadig kan sådan noget. Der er tid til at rydde op endnu engang på den kuglepensfyldte disk, og der er tid til at tjekke lyd med lidt Formel 1 på storskærmen i det blå auditorium.

Og så er de to lokaler klar til undervisningen – og hvis de ikke virker, er der 99,9 procent chance for, at Thomas Dragonheart kan fikse det igen.

Nu mangler han bare at tjekke de 24 andre klasselokaler. Er han heldig, kan det være, at der er mødt nogle undervisere ind, som har brug for en hjælpende hånd.

Det vigtigste er, at Thomas ved, at alt fungerer, som det skal, inden skoledagen starter.

Thomas tror på planter

”Den skal have sådan nogle gode øjne, måske blå øjne.”

Det er ikke en kinesisk drage. Den spyr ikke ild, og den har bestemt ikke onde øjne. Den er lidt mere nordisk, og så skal den have et hjerte.

Der er tale om Dragonhearts dragonheart, hvis han skulle få den tatoveret. Den skulle sidde på venstre skulder og matche vikingetatoveringen, der sidder på højre.

Den skulle lige kunne kigge over, og så skulle man kunne mærke dens rummelige figur med det store hjerte.

Det er det store rummelige hjerte, Thomas særligt er fænget af. Og det er et karaktertræk, han selv ønsker at følge.

Det er for eksempel, når han ruller rundt med de seks grønne vandkander på et rullebord og sørger for et behageligt klima for de studerende.

Engang havde skolen en gartner til at gå og sørge for skolens grønne side. I dag har Thomas Dragonheart 200 planter og træer under sig. Han mente, det var en rolle, han sagtens kunne overtage, og han gør det med stor omsorg.

Hver morgen går han en runde på skolen for at ”stikke en finger i jorden” og lige mærke, hvordan humøret er nede i potten. Nogle planter skal have 40 liter vand om ugen, nogle skal have 20. Nogle skal først have vand på fredag.

Da skolen flyttede fra Bunkeren, var der ingen, der havde talt planterne med i ligningen. Derfor måtte Thomas sørge for, at skolen ikke blev steril, og han fik transporteret en stor sjat planter over på Helsingforsgade. For det er vigtigt med et godt klima på en skole.

Iblandt de transporterede er den sjældne bougainvillea. Den står på første sal og blomstrer i fin rosa. 54 år og findes ellers kun i det sydlige Europa. Alligevel er hans yndlingsplante det store træ i kantinen. Det bliver ved med at vokse, og mange af de små potter på skolen kommer fra det.

En dag drømmer han om at få hele midtertrappen grøn.

”Det vil skabe sådan et godt klima,” siger han.

Klokken er nu kvart over otte

Tilbage i rush hour går Thomas med målrettede skridt hen til den store, hvide tavle, der står midt i kantinen. Hurtigt ned ad nålesvingsrampen, ned forbi receptionen og durk mod elevatoren.

Modsat de sidste to timer trisser han ikke længere alene rundt på skolen. Flere skal med elevatoren.

”Vi tager den her, så tager I den anden,” siger han og krydser til venstre, da elevatorerne ankommer synkront.

Venstre elevator er klart hurtigere end den anden.

Tallet tre får en rød ring rundt om sig, og der er lige plads til alle seks ben. Tavlens fire hvide ben, og Thomas’ to gummisko med blå sokker i. Igen ringer telefonen for fuld styrke.

”Jeg er i 3.19 og har problemer med nogle skærme.”

”Jeg kommer om lidt,” siger Thomas.

Det er et fedt navn

”Awesome name.”

En reaktion, der kommer hver gang, Thomas’ tur går til Canada. Han har familie, der bor der, og bliver altid stoppet en ekstra gang i lufthavnen for at få tjekket, at det nu er hans rigtige navn. Men det står i passet, og det skal godkendes af Thomas, hvis nogen ønsker det samme. Det er endnu ikke sket.

Børnene gider ikke at hedde det. De mener, at han er lidt skør.

Navnet kommer fra Thomas’ fascination af drager tilbage i 80-90’erne. Egentligt affødt af fascinationen af vikingetiden. Han er ikke asatroende, men han kan godt lide at læse om det, og både Thomas og vikingerne er vilde med drager.

”Det er et fedt navn, tænkte jeg dengang. Det vil jeg sgu gerne hedde.”

Han måtte vente halvandet år, før navnet blev godkendt. Men det var bestemt ventetiden værd.

Nogle minutter senere end før

Elevatoren er nu landet på tredje sal, og ind til 3.15 kommer tavlen.

”Ej, tusind tak!”

Men Thomas må hurtigt videre til 3.19, hvor skærmen ikke kan tænde. Undervisningen er det vigtigste for ham, og han plejer at sige til sine kolleger, at problemer med undervisning skal sidestilles med et sprængt vandrør. Der er ikke noget med ’amen, jeg skal lige’. Nej. Smid alt, hvad du har i hænderne.

I 3.19 står hans kollega og bakser med den sorte skærm. Han tager over og fortsætter bakseriet. 

”Det er den ikke glad for.”

Underviseren våger over Thomas’ skærmproblemer med rynkede bryn.

”Så, så kom den,” siger Thomas.

Alt er godt igen. Men hun mangler også en tavle. Ud på tur med Thomas igen.

Redaktionen anbefaler: Nervepirrende podcast, livsændrende litteratur, lærerig selvkritik og journalistik med afgørende adgang

Redaktionen anbefaler: Nervepirrende podcast, livsændrende litteratur, lærerig selvkritik og journalistik med afgørende adgang

Redaktionen anbefaler: Nervepirrende podcast, livsændrende litteratur, lærerig selvkritik og journalistik med afgørende adgang

TEKST: AMALIE WESSEL-TOLVIG
ILLUSTRATION: DR, POLITIKEN, POLITIKENS FORLAG, ANTON LARSEN

Udgivet den 10. oktober 2024

Udgivelser er der nok af. Tid er der knap så meget af. Hvad skal du prioritere at se, læse og lytte til i det bugnende landskab af journalistiske publikationer? Det har vi i Illustreret Bunkers redaktion besluttet, at hver avis kommer med en række bud på. Anbefalingerne kommer fra redaktørernes individuelle medieforbrug, så de er forskellige, men har det til fælles, at de kan give dig læring, inspiration og givende fordybelse i bytte for din sparsomme tid i en travl hverdag som studerende.

Redaktionen anbefaler …

Et farligt match (P3) er en del af podcastserien Under Radaren, som P3’s nye undersøgende redaktion står bag. Sille Ugelvig er vært, og hun afdækker med serien “det, der sker i skyggerne”. ‘Et farligt match’ handler om, hvordan radioværten Maria Josefine Konstantin Madsen (JoJo) oplevede, at et match på en datingapp førte langt værre end nervøsiteten inden og skuffelsen efter en mislykket date med sig. “Hvem er det egentlig, man møder, når man swiper til højre?”, spørger podcasten, der vil “undersøge den skyggeside, der kan være ved dates, der begynder gennem datingapps”.

Fortællingen udfoldes gennem de famøse tre brændselselementer, der terpes på første semester. Identifikation! Vi er med JoJo, fra hun opretter sin profil på Tinder, til hun har en oplevelse, der ændrer hendes liv. Information! Vidste du, at fælles venner på sociale medier er en falsk tryghed, når vi tjekker op på dem, vi dater? Det forklarer Emil Ludwigsen, der er ekspert i online fællesskaber på Center for Digital Pædagogik. Han er seriens ekspert. Fascination! Vi bliver fortalt en historie, der, som podcasten også selv siger, måske ellers var gået “under radaren”.

Du finder podcasten i DR Lyd.

Tabloid på P1 er alfa og omega! Især for journaliststuderende. Marie Louise Toksvig er vært på programmet, hvori hun hver fredag gennemgår mediedækningen af sager, der har fyldt fladen i ugen, der er gået. Det gør hun i samarbejde med en skiftende med-vært. Her kan nævnes Huxi Bach, Maise Njor, Adina Ren, Thomas Stokholm og Lone Theils. Der er refleksion, selvkritik og velovervejede spørgsmål på programmet, når vi får lov at komme med ind i et rum, hvor journalister og redaktører taler om de valg i journalistisk dækning, hvor det er relevant at spørge: Hvorfor gjorde I sådan, og kunne eller skulle I have gjort det anderledes?

Programmerne er desuden guld værd at lytte til og blive inspireret af, når man skal lave analyse af journalistiske produktioner eller som supplement til undervisningen i mediejura.

Du kan høre Tabloid på P1 hver fredag klokken 9:00 eller som podcast i DR Lyd.

“De kalder sig gadens journalister” (Politiken) er en fortællende artikel. Eller er det en feature? Eller et portræt?

Artiklen inviterer læseren ind et sted, hvor vi møder mennesker på en måde, der kun kan lade sig gøre, fordi en journalist har arbejdet grundigt med kilder, der ellers er svær adgang til. Den er skrevet af Simon Lund, der er musikredaktør hos Politiken, og fotos er taget af Miriam Dalsgaard. Det i sig selv er argument for at se og læse med.

I to år har Politiken fulgt den aarhusianske rap-gruppe Shooter Gang og manageren Marwan. De holder til i Trillegården i Aarhus V, hvor hverdagen handler om at undgå gaden, holde sig fra kriminalitet og føre dem selv og musikken videre.

Artiklen er udover at være en spændende fortælling også et eksempel på den balance, det kræver, hvis der skal optræde et ‘jeg’ i journalistik, der på ingen måde handler om journalistens ‘jeg’, og hvordan det at inddrage sin egen og fotografens tilstedeværelse i nogle tilfælde kan bidrage til karakteristikken af dem, det handler om. Men den kan også rejse spørgsmålet, hvad jeg’et skal i teksten, og på den måde er det her også en anbefaling, der kan inspirere til en faglig diskussion.

Hvis ikke du har abonnement, og du bedst kan lide at læse hjemme, kan du få adgang til artiklen med Cisco Secure Client.

Kig op – Hvordan skærmen kom imellem dig og mig – og hvordan vi tager kontrollen tilbage af Jakob Sorgenfri Kjær (Politikens Forlag) er et stykke livspensum. Der findes mange bøger om skærmbrug og teknologiens indflydelse på mennesket og vores måde (ikke) at være sammen på, nogle mere hidsige end andre, og hidsigheden kan være svær at lytte til i en hverdag, hvor de fleste af os er dybt afhængige af at vide, hvad der foregår på alle vores apps. Denne bog er helt nede på jorden og i øjenhøjde. Derfor virker den.

Jakob Sorgenfri Kjær er undersøgende journalist hos Politiken, hvor han skriver om teknologi. I denne bog tager han afsæt i sine egne oplevelser med den lille skærm, de fleste af os altid enten har i lommen eller foran ansigtet. Hvorfor er den svær at slippe, selv når vi gerne vil, hvilke og hvor store konsekvenser har alle de timer, det blålige lys beamer, og hvad kan vi stille op?

Bogen har forandret i hvert fald ét medlem af redaktionens hverdag til det bedre. Forhåbentlig kan den spire lignende forandring hos flere.

Med anbefalingen følger en opfordring til at gemme telefonen væk og gå på det lokale bibliotek for at låne bogen.

Mange bruger sociale medier  som nyhedskilde:  Bliver vi polariseret?

Mange bruger sociale medier som nyhedskilde: Bliver vi polariseret?

Mange bruger sociale medier som nyhedskilde: Bliver vi polariseret?

Næsten halvdelen af danskerne bruger sociale medier som nyhedskilde. Ifølge eksperter bliver det problematisk, når algoritmestyrede platforme bliver genstand for vores nyhedsforbrug. Men alligevel er billedet ikke entydigt.

TEKST: ANNA ELMER KRUSE
ILLUSTRATION: ANTON LARSEN

Sociale medier er med os overalt. De ligger altid i lommen. De kommer op, når vi skal scrolle på diverse sociale medier, når vi skal i kontakt med venner og familie, og om aftenen når vi skal koble af.

Men de sociale medier bliver ikke kun brugt til at se kattevideoer og dele outfit-billeder. Knap halvdelen, nemlig 46 procent af danskerne, bruger sociale medier som nyhedskilde. Det viser en rapport fra Roskilde Universitet om danskernes nyhedsvaner.

Især de unge danskere bruger sociale medier til at opdatere sig på nyheder. 60 procent af unge mellem 18-24 år bruger sociale medier til at finde nyheder. 36 procent af unge i samme aldersgruppe har sociale medier som deres primære nyhedskilde. De sociale medier er altså en populær nyhedskilde hos danskerne, men det er ikke uden konsekvenser.

Har algoritmerne kontrollen?

Pernille Tranberg er dataetisk rådgiver og medstifter af tænketanken DataEthics.eu. Hun er bekymret for, at brugen af sociale medier som nyhedskilde kan resultere i polarisering, da man kun møder personaliseret indhold.

”Publicistiske medier har en publicistisk mission om at fremme demokratiet. Sociale medier er kommercielle. Deres mission er at tjene penge,” siger Pernille Tranberg.

Hun udtrykker bekymring for, at de sociale medier sidder på et stort terræn af det danske nyhedsbillede, da de bestemmer, hvad du skal se, hvornår du skal se det, og hvor meget du skal se af det.

”Det er jo de der ekkokamre, man taler om, hvor du får mere og mere af det indhold, du interesserer dig for. Det er en helt ny måde at konsumere nyheder på,” siger hun.

Mads Kæmsgaard Eberholst, medforfatter på RUC’s rapport om danskernes nyhedsvaner, mener, at man ikke skal betragte sociale medier som det eneste, der figurerer i nyhedsbilledet.

”Sociale medier er en del af et økosystem. Man skal passe på med at kigge på kun en del af økosystemet, for så overser man nogle gange det store billede,” siger Mads Kæmsgaard Eberholst.

Han beskriver, at selvom der er en gængs diskurs om, at unge kun får deres nyheder fra sociale medier, er det ikke retvisende.

Det viser sig, at unge også er repræsenteret i brugen af public service medier, og de forbruger flere medier end blot sociale medier. Derudover forklarer han, at unge er gode til at faktatjekke det, de læser på sociale medier.

Rapporten over danskernes nyhedsvaner viser, at selvom 60 procent af de unge får deres nyheder gennem sociale medier, får

46 procent af de unge også deres nyheder fra TV-nyhedsudsendelser, og 37 procent af de unge får deres nyheder fra online nyheds-sites. Så selvom de unge i høj grad bruger sociale medier som nyhedskanal, kan deres brug af andre medietyper være en vigtig modvægt til de algoritmebaserede anbefalinger.

Ekkokamre – et omstridt begreb

Jens Ulrik Hansen, lektor ved Institut for Mennesker og Teknologi på Roskilde Universit og forsker i ekkokamre påpeger, at netop algoritmer spiller en stor rolle i forhold til, hvilke nyheder vi ser.

”Sociale medier er med til at gatekeepe i den forstand, at de er med til at bestemme, hvad der kommer op på mit nyhedsfeed, og hvad jeg ser der igennem. Det er algoritmer, der ligger bag,” siger han.

Trods personaliseringen mener Mads Kæmsgaard Eberholst, at vi ikke entydigt kan tale om ekkokamre i det danske mediebillede.

”Der findes noget forskning i bobler, og det er aldrig bevist empirisk i virkeligheden. Tværtimod kan man sige, at hver gang man har forsøgt at se, om der er ekkokamre på sociale medier, har man ikke kunnet finde dem,” siger han.

Der findes ikke nogen fast betegnelse for, hvad ekkokamre er. Selvom Pernille Tranberg bruger begrebet ekkokamre, vil hun ikke stå til ansvar for den faste betegnelse for fænomenet. Hun mener grundlæggende, at personaliseringen på sociale medier resulterer i polarisering.

”Hver gang man har forsøgt at se, om der er ekkokamre på sociale medier, har man ikke kunnet finde dem.”

– Mads Kæmsgaard Eberholst, studielektor på RUC

Jens Ulrik Hansen skelner mellem to begreber. Filterbobler og ekkokamre. I filterbobler får folk kun den samme type nyheder, som understøtter deres egne holdninger. I ekkokamre handler det ikke kun om, hvad man ser, men også om de holdninger man bliver præsenteret for. I ekkokamre kan man også blive præsenteret for indhold, som ikke passer til ens holdninger, og hvor de modsiges. Dette indhold præsenteres i en tone, hvor brugerne bliver mere bekræftet i deres egne holdninger ved at snakke om, hvor dumme de andre holdninger er.

”Man kan godt være i et ekkokammer, selvom man ser nyheder fra forskellige medier eller har en relativ divers nyhedsdiæt. Det kunne være et argument for, at ekkokamre stadigvæk kunne eksistere,” siger Jens Ulrik Hansen.

Fragmentering af nyhedsbilledet

Konsekvensen af at så mange unge danskere bruger sociale medier som nyhedskilde kan være, at nyhedsbilledet fragmenteres, sådan at folk ender i forskellige bobler. Mads Kæmsgaard Eberholst er bekymret, hvis man kun opdager nyheder på sociale medier.

”Der, hvor det begynder at blive et problem, er, hvis det er den måde, man opdager nyheder på. For så går algoritmen ind og tager over,” siger han.

Det beskriver han som problematisk, fordi ingen rigtig ved, hvordan algoritmerne på sociale medier fungerer, udover tech-virksomhederne.

Rapporten over danskernes nyhedsvaner angiver, at 50 procent af de unge mellem 18-24 år falder over nyheder, mens de bruger sociale medier. Det er en stigning på 10 procentpoint fra sidste år.

”Nogle vil spekulere i, om de sociale medier har en magt eller intention, der gør, at folk ser noget bestemt. Det er jeg ikke så bekymret for, men der er ingen tvivl om, at de her algoritmer på en eller anden måde påvirker, hvad folk ser,” siger Jens Ulrik Hansen.

Har du meget skærmtid? Så synes du sikkert, denne artikel er for lang

Har du meget skærmtid? Så synes du sikkert, denne artikel er for lang

Har du meget skærmtid? Så synes du sikkert, denne artikel er for lang

Psykolog Morten Fenger siger, at der er sammenhæng mellem skærmbrug og forværret koncentrationsevne, men selvom lange formater kræver koncentration, mener medieforsker Lars Kabel ikke, at formaterne entydigt er blevet kortere. På Ultra Nyt laver de alle formater for at favne bredt, men de korte videoer har det største ’reach’.

TEKST:  Johanne marie poulsen & Sebastian olsen
illustration: sigrid conradsen nielsen

Jo mere skærm, desto værre koncentrationsevne. Jo værre koncentrationsevne, desto mindre tålmodighed til de lange journalistiske formater, der kræver fordybelse. Er det virkelig så simpelt?

Skærmene fylder i hvert fald meget i vores hverdag. Ifølge Danmarks Statistik var 83 procent af befolkningen mellem 16 og 74 år på internettet flere gange dagligt i 2023. Hvad enten det er telefonen, TV’et eller computeren, vælger vi skærmen, også når vi forbruger journalistiske produkter.

Ifølge DR Analyses rapport om medieudviklingen i 2023, foregår 68 procent af danskernes mediebrug ved skærmbrug, mens kun 32 procent af mediebruget går til trykte medier og lyd, herunder streaming af musik.

Telefonerne biohacker vores belønningssystemer

Psykolog og ph.d. Morten Fenger mener, at skærmene ligefrem er ødelæggende for vores koncentrationsevne.

“I gamle dage kunne du sidde fordybet i en bog i flere timer, fordi den indrestyrede opmærksomhed, det kræver, er noget man skal træne. Jo mere telefon, desto svagere indrestyret opmærksomhed,” siger han.

Morten Fenger sondrer altså imellem to former for opmærksomhed. Den indrestyrede bruger vi, når vi fordyber os, og det er altså den, vi kan have stor kontrol over, hvis vi træner den. Den ydrestyrede opmærksomhed har vi derimod mindre kontrol over.

“Den ydrestyrede opmærksomhed er til for at holde øje med vigtige ydre signaler. Den søger informationer for at holde dig i live. Den mekanisme har telefonen fået fat i. Den løber os over ende med ligegyldige informationer, og vi er dårlige til at abstrahere grundet vores biologi,” siger han.

Når vi konstant kigger på vores telefon og skærme generelt, svækker vi yderligere den indrestyrede opmærksomhed, som vi i forvejen sjældent opdyrker. Det efterlader os derpå svækket over for teknologien.

“Når din indre opmærksomhed er svækket, er din generelle opmærksomhed til falds for alt det, der har størst belønningsværdi. Den er konstant flydende, og når den flyder, får den hele tiden belønning for at flyde videre. Det kræver anstrengelse at holde fast,” siger han.

Ifølge Morten Fenger er det langt fra tilfældige mekanismer, teknologien spiller på for at stjæle vores opmærksomhed. Den udnytter faktisk nogle helt biologiske mekanismer, som egentlig er til for at beskytte os. Den ene er den ydrestyrede opmærksomhed, og den anden er ‘belonging’.

“‘Belonging’ er et grundvilkår. Uden tilknytning går vi i stykker psykisk. Og her har teknologiindustrien øje på, at de kan aktivere nogle helt primitive, biologiske og neurale systemer uden vores gode vilje. Altså det, man kalder biohacking på vores system,” siger Morten Fenger.

Således udnytter telefonen ikke kun vores ydrestyrede opmærksomhed, men også vores behov for at føle en tilknytning til andre mennesker. Paradoksalt nok skaber en afhængighed af den tilknytning, vi kan føle igennem telefonen, en større distance til vores nære omverden.

”Den løber os over ende med ligegyldige informationer, og vi er dårlige til at abstrahere grundet vores biologi.”

– Morten Fenger, psykolog og ph.d.

Udgivet den 10. oktober 2024

Nyhedsstoffet bliver kortere og hurtigere

Psykologien peger altså på, at skærmtid forringer evnen til at holde koncentrationen. Udholdenheden i vores opmærksomhed forringes simpelthen af skærmenes biohacking af vores kognitive systemer.

Spørger man Morten Fenger, hvad en forringet koncentrationsevne kan betyde for journalistikken, er hans hypotese, at det fordrer kortere, mere overfladiske formater.   

Lars Kabel er lektor på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, og han ser, at digitaliseringen har haft en tydelig indflydelse på journalistikken.

“Journalistikken har fundet nogle nye former, fordi en intensiveret digitalisering giver nye muligheder,” fortæller Lars Kabel.

Udover nye former ser Lars Kabel også, at dele af journalistikken er blevet, som Morten Fenger forudser, men det er forskelligt alt efter formatet.

“Det hurtige nyhedsstof bliver kortere og kortere, hurtigere og hurtigere. Det er især video og tekst, ikke så meget audio. Podcast har forlænget det, det er jo halvtimesformater.”

Kigger man på disse tendenser, er det altså skrift- og videoformaterne, som kan findes på en skærm, der er blevet kortere. Derudover nævner Lars Kabel også en anden tendens, som kan tale ind i Morten Fengers hypotese. De lange, dybdegående artikler, som kræver en veltrænet indrestyret koncentration, er nemlig ikke for den brede befolkning.

“De lange skriftlige formater lever endnu, men de lever i bestemte grupper. De er nicher,” fortæller han. 

Dog kan man ifølge Lars Kabel ikke sige noget entydigt om, at de journalistiske formater er blevet kortere. 

“Der er reels, som er et ekstremt kort format. Men der er også lange videoer på 10 minutter og over. Det er jo mini-dokumentarer. Så man kan ikke operere med enten eller. Det er et komplekst mix af både og,” fortæller han. 

Springer fra, når det bliver svært og kedeligt

På YouTube-kanalen Ultra Nyt producerer Laura Lucia Bach, reporter og vært på Ultra Nyt, og hendes kolleger nyhedsvideoer primært til de 9-14-årige. Laura Lucia Bach fortæller, at det især er de helt korte video-formater, også kaldet YouTube Shorts, der er populære.

“Vi bruger rigtig meget tid på at lave shorts, der kan linke til vores længere videoer. Vi kan bare se, at vores ‘shorts’ har et langt højere reach, end de længere formater,” fortæller hun. 

Kigger man på det seneste års indhold på Ultra Nyts YouTube-kanal, er dette billede tydeligt at se. Her har mange af deres ‘shorts’ over 100.000 visninger, mens de mellemlange videoer typisk har omkring 15.000 visninger. 

Men på trods af at det er de korte videoer, der klarer sig bedst, har de ved Ultra Nyts YouTube-kanal tænkt sig at gøre et af deres programmer, weekendens ”Status”, endnu længere. 

“Det er ud fra den overvejelse og antagelse, at der er mange, der beslutter, at de enten vil se ting, der er helt vildt korte eller noget, der er lidt længere og kræver fordybelse. Og der er de mellemlange formater ingen af delene,” fortæller hun. 

Til sidst nævner Laura Lucia Bach, at de blandt andet kigger på fastholdelse af seerne som en del af deres analyser, og her kan de se, at seerne ofte hopper fra videoen, når der kommer eksperter, der skal forklare noget. 

“Det er måske, fordi det bliver lidt kedeligt, men også fordi de tit bruger ord, som kan være svære at forstå, og vores oplevelse er klart, at så snart der er noget, man ikke forstår, så springer man fra,” fortæller hun. 

Morten Fenger peger på, at en af grundene til, at nogle springer fra, når noget bliver kedeligt eller svært, er, at det kræver en rigtig god og trænet koncentrationsevne, som man på grund af skærmtid ikke har udviklet.

Videnskaben viser ikke en definitiv sammenhæng

Der findes ikke meget konkluderende forskning, som viser, hvordan skærmene præcist påvirker vores koncentrationsevne.

Men en undersøgelse fra 2022 udgivet af Centre for Attention Studies, King’s College London, har med udgangspunkt i folks egen opfattelse undersøgt skærmenes påvirkning. Undersøgelsen bygger således på respondenternes personlige oplevelser.

Den viser, at telefonen har mere kontrol over os, end vi tror. Dette bliver fremhævet i forholdet mellem, hvor ofte de adspurgte tror, de tjekker telefonen, og hvor ofte de reelt tjekker den.

Journaliststuderende bør undervises i personlig branding på sociale medier

Journaliststuderende bør undervises i personlig branding på sociale medier

Debatindlæg bragt i Illustreret Bunker er alene et udtryk for skribentens eller skribenternes holdninger.

Journaliststuderende bør undervises i personlig branding på sociale medier

Vi lever i den mest digitale tidsalder. De fleste unge danskere har minimum et par forskellige sociale kanaler. En undersøgelse fra Danmarks Statistik fra 2023 viser endda, at 91 procent af den danske befolkning bruger sociale medier. Danmark er det land i Europa, som bruger de sociale medier allermest. Men journalistuddannelserne afspejler ikke denne brug. Ikke når det kommer til at udnytte de sociale mediers enorme potentiale i form af selvpromovering, personlig branding og karrieremuligheder. Det er en fejl.

TEKST: AMALIE LUTHER
ILLUSTRATION: SIGRID CONRADSEN NIELSEN

Udgivet den 10. oktober 2024

POV: Du skal skrive en jobansøgning til en studentermedhjælperstilling hos en stor mediegigant. Det kunne også være en fuldtidsstilling som journalist på en radiostation. Du vil gerne vise alt, hvad du har lært på din journalistuddannelse. Alt, hvad du kan, alt, hvad du er. Men det kan virke uoverskueligt, for du ved, at du både skal shine, være kreativ, progressiv, nytænkende, og frem for alt skal du sælge dig selv. Hvordan gør man det bedst?

I en tid hvor der bliver kæmpet med spidse albuer, spidsede blyanter og skarpe ansøgninger om både praktikpladserne og fuldtidsstillingerne, bør journalistuddannelserne tilbyde deciderede kurser i, hvordan de studerende kan brande sig selv på sociale medier. På nuværende tidspunkt udbydes der ingen kurser i personlig branding på sociale medier på journalistikuddannelsen på RUC. Emnet bliver dog kort berørt inden praktiksøgningen, men den mønter sig ikke som decideret undervisning i personlig branding på SoMe. Hvad med jer, DMJX? Bliver I undervist i at fremvise jeres bedste sider på X?

Jeg mener, at alle uddannelserne bør undervise i SoMe. Det bør allerede blive introduceret fra starten og bør gælde alle online platformer – både LinkedIn, Instagram, X, TikTok og lignende. For der er et kæmpe uudnyttet potentiale gemt her, hvor man har muligheden for at vise, hvor kreativ, underholdende, velorienteret og unik man er.

Sociale medier er en del af vores liv

Der vil selvfølgelig altid være undtagelser. Dem, som mener, at hvad jeg siger, er helt ude i hampen. At sociale medier ikke skal overtage vores liv totalt, at vi allerede bruger rigelig tid på Instagram, og at man også bare gerne vil have lov at have et stykke af internettet for sig selv uden at skulle gruble over, om en fremtidig arbejdsgiver ser ens nyeste TikTok-video, hvor man danser lidt fjollet til den nyeste trend. Men her må jeg advokere for, at sociale medier jo bare ér en stor del af vores liv. Bevares, du kan altid oprette en ekstra profil, som kun benyttes i professionelle sammenhænge. Man bestemmer selv, hvor stor en del det skal fylde, og hvis du gerne vil holde alle dine kanaler tæt ind til kroppen, så gør du bare det.

Brug for redskaber og værktøjer

Men for dem, som ønsker at dygtiggøre sig, skal der være rum og plads. Ellers risikerer vi som journalister at blive rendt over ende af selvlærte influencere og selvstændige skribenter, som i dagens Danmark kan utrolig meget. Det er her, at vi skal skille os ud og kunne matche, så vi for alvor cementerer, at det er os, der har styr på medierne og har en god kerneforståelse for alle de informationskanaler, som rigtig mange mennesker bruger. Det er her, vi har muligheden for at vise, hvor dygtige vi er til at klippe videoer, redigere billeder, skrive artikler eller opslagstekster og gerne vil vise al den erfaring, vi har gjort os. Det er her, vi har muligheden for at shine mest muligt. Men vi har brug for redskaber, værktøjer og indsigt. Hvordan kommunikerer jeg bedst ud, hvilken journalist jeg ønsker at være? Hvordan brander jeg mig selv, så radiostationerne/avisgiganterne/kommunikationsbureauerne får øje på netop mig? Hvordan skal min LinkedIn komponeres, så de får øje på mine kernekompetencer, læser mine bedste artikler, bliver fanget af min overskrift, spotter mine videoer?

Bane vejen for karrieren

Jeg vil gerne foreslå, at journalistuddannelserne begynder at undervise i et kursus i personlig branding på de sociale medier. Mange journalister bruger allerede sociale medier som X, LinkedIn eller lignende til at fremvise et bestemt image af dem selv samt engagere sig med deres følgere. Det er genialt, for det er en visuel og online profil, som gør det nemt for arbejdsgiverne at identificere ens professionelle DNA, men det skaber også nye kontakter og potentielt flere arbejdsmuligheder.

Mestrer man personlig branding, kan det bane vejen for ens karrieremuligheder. Man kan kontrollere ens professionelle identitet udadtil, og det kan skabe kontakter, som potentielt kan vare hele ens arbejdsliv.

Men vi mangler viden og indsigt, og det er her, uddannelserne kan agere som bindeled.

I bør undervise os i, hvordan vi individuelt kommer til at shine bedst muligt på vores LinkedIn, X, Instagram, TikTok med flere. Her tænker jeg både til praktiksøgning, men også til studiejobansøgning og fuldtidsjobsøgning efter endt studie. Hvordan skaber vi en professionel Instagram-konto, hvor redaktøren siger: ”Shit, han er nice til at komme frem med sine budskaber!”. Hvordan skaber vi en LinkedIn-profil, hvor arbejdsgiveren siger: ”Nej, hvor har hun en struktureret profil, hvor hun har tydeliggjort sine kompetencer!”. Hvordan skaber vi en TikTok-profil, hvor lederen i kommunikation siger: ”Wow, hvor er hun god til at klippe videoer og fange de unges interesse!”.

Vi vil have de gode tips og fif – hvor en underviser eller ekspert udefra kan guide os til at medsende et link til en TikTok-profil, hvor det skinner igennem, hvor god man er til at klippe videoer, når mediet netop søger én til at klippe. Hvor vi får et kursus i at skrive LinkedIn-CV’er, som fremkalder lysten til at læse mere. Hvor vi bliver guidet til en unik, professionel X-konto, som viser den journalist, vi ønsker at brande os selv som.

Udnytte deres potentiale

Jeg har på min vej mødt mange medstuderende, som ikke havde en professionel identitet på de sociale medier. Måske nogle af dem aktivt har valgt det. Men jeg ved, at mange gerne vil skabe den perfekte LinkedIn eller vise deres artikler på en Instagram-konto. De aner bare ikke, hvor de skal begynde. Nogle deler deres artikler vidt og bredt. Andre aner ikke, hvordan man skal sælge sine tekster på de sociale kanaler, så folk får lyst til at klikke på dem. I en tid hvor freelancejournalistikken bliver mere og mere udbredt, vil det være genialt at kunne bruge de sociale kanaler til at gøre opmærksom på sig selv og ens arbejde.

Snart viser kalenderbladet 2025. Men det skal også gerne kunne afspejles på journalistuddannelserne. Så en (lille) bøn herfra – gør de studerende endnu stærkere online, hjælp os til at shine, og ban vejen sammen med os. Jeg ved, at I allerede prøver på det. Men lad os tage den til næste niveau sammen.

Hvorfor findes DMJX Social ikke længere?

Hvorfor findes DMJX Social ikke længere?

Hvorfor findes DMJX Social ikke længere?

Foreningslivet på vores lille skole bobler af liv. Skolen får flere og flere foreninger, men DMJX Social har efter flere dårlige oplevelser kastet håndklædet i ringen.

Plakater, begivenheder og memes omhandlende DMJX Social.

TEKST: EVA BOYE RASMUSSEN
FOTO: DMJX RAPPORTEN, DMJX MEMES OG DMJX REVYEN

Udgivet den 10. oktober 2024

Bliv en del af Citat.

Ansøg om optagelse i Kurt.

Lav dokumentarer sammen med Dox.

Send radio og producér podcast med Radio Genlüd.

I skrivende stund er skolen oppe på over ti foreninger. Alene inden for 2024 har skolen fået fire nye foreninger. Men til trods for tilvæksten af foreninger er der også enkelte foreninger, som ikke overlever. Efter længere tids modgang har DMJX Social måttet kaste håndklædet i ringen.

”Jeg kan godt lide skolens foreningsmiljø, og har i andre foreninger fået gode oplevelser. Men i forhold til Social så er det bare ikke sjovt at være en del af en forening, som de andre foreninger gør grin med. Så mister man til sidst motivationen,” siger Maria Beierholm, som er et af de sidste medlemmer fra Social.

Maria Beierholm fortæller sammen med Katrine Eisemann de Almeida, hvordan de har oplevet foreningsmiljøet. De har oplevet, at deres forening blev nedgjort af flere af de andre foreninger blandt andet Rapporten. Derudover mener de, at de især er blevet hængt ud på sociale medier af DMJX Memes.

“Mærkelig adfærd”

Uddannelsesleder for journalistuddannelserne på DMJX, Henrik Berggren, er rigtig ked af at høre om deres oplevelser.

Henrik Berggren har set de eksempler på drillerier af foreningen, som ses i denne artikel, samt hørt udtalelserne fra Social.

”Jeg synes, det er en mærkelig adfærd. Og jeg synes, det er meget ufin adfærd. Det er jo noget af det, jeg synes, man skal afholde sig fra.”

Forperson for De Studerendes Råd (DSR) i Aarhus, Rosalina Bendix, synes også, det er problematisk, at de tidligere medlemmer af Social har oplevet dette. Hun understreger, at de i DSR gerne vil tale med dem om deres oplevelser, og at foreningslivet skal være rart for alle. Men er foreningslivet så virkelig det? Og bidrager alle foreninger til den gode stemning?

Er det bare satire?

Frederik Nees Hvid, som er ansvarshavende chefredaktør for Rapporten, mener, hans blad bidrager til den gode stemning på skolen.

”Journaliststuderende, kommunister og foto’er har klart en tendens til at sætte sig selv op på en piedestal og være en smule højrøvede. Hvis nogen andre skal kunne holde os ud, så er det vigtigt, at der er nogen til at holde os nede. Hvilket er dét, Rapporten er sat i verden for,” siger han og indrømmer dog blankt, at Rapporten har været med til at drille, men ikke nedgøre andre foreninger. Frederik Nees Hvid understreger også, at de aldrig går efter manden, men kun efter bolden. Han mener dog ikke, det kan blive nedgørende over for en enkelt forening, når Rapporten gør grin med alle skolens foreninger.

”Alt, vi laver, er satire og bare for sjov. Hvis folk vælger at tage det til sig, er det meget svært for os at gøre noget. Det hele er bare for sjov, og vi kan ikke tage højde for andres fortolkning af vores satire,” fortæller Frederik Nees Hvid.

Han henviser samtidig til, at Rapporten har en disclaimer i alle deres udgaver. Rapporten er et satireblad og afspejler ikke skolens holdninger. Og alle forbehold skal tages, når man læser Rapporten. 

Vanessa Kjær, som er en af stifterne bag Revyen, mener heller ikke, at Revyen har været for grove overfor Social.

”Vi laver satire. Vi lavede sjov med alle i foråret. Det kan jeg ikke se et problem med,” understreger hun.

Til sidst er det ikke sjovt

Men selv om både Revyen og Rapporten fastholder, at det blot er satire, og de altså ikke er ude på at være decideret nedgørende overfor Social eller andre foreninger på skolen, siger Maria Beierholm og Katrine Eisemann de Almeida enstemmigt, at det kan blive for meget.

”En ting er at gøre grin med en forening. En anden ting er at gøre grin med foreningen igen og igen. Til sidst er det bare ikke sjovt længere, så bliver det nedgørende. Man vil så gerne lave gode sociale arrangementer for alle på skolen, men når der konstant bliver gjort grin med det, resulterer det både i, at man mister motivationen, og at de andre studerende også stopper med at komme,” siger Maria Beierholm, mens Katrine Eisemann de Almeida nikker og erklærer sig enig.

DMJX Memes mener heller ikke, at de har kørt på Social i højere grad end andre foreninger på skolen. Alle på hele skolen står for skud, når der bliver lavet memes. Foreningen henviser også til, at hvis man kigger deres opslag over en længere periode, synes de heller ikke, at der tegner sig et billede af unaturlig meget sjov med lige præcis Social.

”Vi er naturligvis utrolig kede af det, hvis vi har bidraget til, at Social ikke laver arrangementer længere. Det er en forening, som flere af os har benyttet og sat pris på,” siger DMJX Memes i en fælles udtalelse.

Klar til genstart

Katrine Eisemann de Almeida understreger dog, at de hårde bemærkninger ikke udelukkende har været katalysator for, at foreningen ikke længere findes.

”Det kræver tid. Jeg var selv på udveksling sidste semester og ville egentlig gerne starte foreningen op igen sammen med de andre, men overskuddet er der ikke fra alle, og jeg kan ikke bære foreningen selv. Så hvis nogen vil være med til at starte foreningen op igen, er jeg i hvert fald klar.”

Og det kan da også godt være, vi snart ser mere til Social igen, da Rosalina Bendix også løfter sløret for, at DSR lige nu er i gang med at se på, hvordan de kan videreføre foreningen.

Hvilket også sker til stor glæde for Henrik Berggren, der mener, skolen har brug for en forening som denne, hvor alle er velkomne.