Er tiden løbet fra fotojournalisterne?

Er tiden løbet fra fotojournalisterne?

Er tiden løbet fra fotojournalisterne?

Hvad – eller hvem – bliver fremtidens fotojournalist? En stigende tilgængelighed af teknologi og øget efterspørgsel på billigere produktion truer fotojournalisternes arbejde.

TEKST: ANDERS VILLAUME VESTERGAARD
FOTO: ANDERS VILLAUME VESTERGAARD & KASPER SØHOLT

Udgivet den 30. marts 2023

Er fotojournalister på vej til at blive en uddøende race? Det er et stadig mere presserende spørgsmål, idet flere danske medier tager skridtet mod at skære ned på deres fotoredaktioner. Med digitalisering og øget konkurrence fra amatørfotografer, står professionelle fotojournalister overfor den udfordring at bevare deres relevans og position i en mediebranche, som er i konstant udvikling. 

På grund af det stigende forbrug af mobiltelefoner kan almindelige mennesker nu dokumentere begivenheder og dele billeder på sociale medier, imens de største begivenheder i verden udspiller sig. 

Fotojournalistikkens fremtid

Spørgsmålet er, om journalister selv kan tage billeder til deres artikler, eller om der allerede findes nok stof på sociale medier. På Danmarks Medie- og Journalisthøjskole er der allerede fra første semester et stort fokus på, at de journaliststuderende lærer at tage billeder, som er fængende og dækkende for historierne. 

En tendens, som vi allerede nu kan se udspille sig i den danske mediebranche. 

Helsingør Dagblad, som er en del af Danmarks næststørste mediehus, Jysk Fynske Medier, er et dansk eksempel på en avis, der har valgt ikke længere at benytte sig af fotojournalister. Avisen har det seneste års tid ikke haft nogen fotojournalist ansat, og billederne til artiklerne skal derfor komme fra en freelance-fotograf, som avisen indimellem benytter sig af samt mediebrugernes egne billeder. Derudover skal journalisterne selv pudse linserne, når historien skal følges til dørs.

Jeg håber, det bliver et kvalitetsstempel både nu og i fremtiden, at dét, at man er fotojournalist, er lig med, at man er uddannet, men også at man har forstand på det, man laver og kan regne med det, man ser.”

– Sisse Stroyer, Formand for Pressefotografforbundet

Chefredaktør på Helsingør Dagblad, Josephine Vedel, erkender, at fotografer og journalister kan noget forskelligt, men hun mener, at hendes journalister sagtens kan løfte den nye opgave, som består i at tage billeder til avisens journalistiske produkter. 

”Jeg er godt klar over, at fotografer og journalister kan noget forskelligt og er uddannet i noget forskelligt. For det visuelle giver en stor kvalitet til journalistikken. Derfor har jeg 14 journalister ansat, der bliver uddannet i at tage billeder til deres historier,” siger Josephine Vedel. 

Men spørgsmålet er, om det giver det samme resultat i sidste ende, hvis journalisten selv skal tage billederne, som hvis en uddannet fotojournalist er med inde over opgaven. Og om journalisterne kan fange den nerve i billedet, som fotojournalisterne bruger en uddannelse på at lære at mestre. Ifølge Sisse Stroyer, som er formand for Pressefotografforbundet, er der en særlig kvalitet ved at have en uddannelse og erfaring som fotojournalist. 

”Jeg håber, det bliver et kvalitetsstempel både nu og i fremtiden, at dét, at man er fotojournalist, er lig med, at man er uddannet, men også at man har forstand på det, man laver og kan regne med det, man ser,” siger Sisse Stroyer. 

Nye arbejdsopgaver venter 

Netop derfor har man på Helsingør Dagblad taget initiativ til at give kurser til de journalister, som nu skal til at tage billeder selv, så de kan få de rigtige værktøjer til at løfte deres nye opgave. Ifølge Josephine Vedel, har ændringen heller ikke haft nogen indflydelse på antallet af læsere. 

”Vores læsere har ikke reageret på den her snak om fotografer og billeder. Det har været en faglig diskussion, som jeg synes, er vigtig at tage. For det handler om, at vi skal fortsætte med at lave godt indhold,” siger hun. 

Men ifølge Sisse Stroyer fra Pressefotografforbundet er det ikke kun indholdet, der kan blive påvirket af tendensen, men også det faktum at både fotojournalister og journalister skal omstille sig til de mange nye arbejdsopgaver, som venter i fremtiden. 

”Det har jo ikke kun været fotografer, der har skulle lære nye ting, men hele branchen, der har skulle omstille sig jævnligt gennem mange år. Jeg tror både journalister, fotografer og mange andre bliver bedt om at lave meget mere end det, man blev uddannet til i sin tid,” siger Sisse Stroyer.

”Vi skal bruge vores ressourcer ordentligt, og derfor er jeg nødt til at kigge på, hvordan vi får mest ud af dem. Helsingør Dagblad er et lille mediehus, der har brug for journalister og fotojournalister med multifunktionelle kompetencer.”

– Josephine Vedel, chefredaktør på Helsingør Dagblad

Økonomien spiller en rolle 

Ifølge Sisse Stroyer er det blandt andet et spørgsmål om økonomi, når medier tager beslutningen om at lade journalisterne stå for de arbejdsopgaver, som ellers er tiltænkt fotojournalisterne. 

”Der er kroner og ører bag beslutningen. Det er der,” siger hun. 

En påstand, som Josephine Vedel ikke blankt afviser, da medarbejdere med flere kompetencer er med til at få det maksimale ud af de ressourcer, som et lokalt medie som Helsingør Dagblad har til rådighed. 

”Vi skal bruge vores ressourcer ordentligt, og derfor er jeg nødt til at kigge på, hvordan vi får mest ud af dem. Helsingør Dagblad er et lille mediehus, der har brug for journalister og fotojournalister med multifunktionelle kompetencer,” siger hun. 

Josephine Vedel peger dog på, at det er en vigtig debat at have, og hun hilser kritikken velkommen. Hun gør det dog også klart, at man skal bruge fotojournalisterne rigtigt, hvis man skal gøre brug af dem. Det har Helsingør Dagblad ikke gjort i tilstrækkelig grad, mener hun. Og det er en af grundene til, at man ikke længere har fotojournalister ansat på avisen.

”Med den historik, som har været på det her dagblad, har vi ikke brugt fotografer efter hensigten. De er ikke blevet brugt til at styrke historien, fordi vi blandt andet har brugt dem på bagkant. De er kommet ud til opgaven og har uretfærdigvis ikke kendt vinklen på historien, og så er billedet ikke fulgt med historien,” siger Josephine Vedel. 

Løsningen skal dog ikke findes i at fraskrive sig brugen af fotojournalister, men netop i et bedre samarbejde fotojournalister og journalister imellem. Et samarbejde, der ifølge Sisse Stroyer, er den bedste kombination for at opnå en god journalistisk historie. 

”Jeg vil til enhver tid sige, at en journalist og en fotograf sammen er den bedste kombination for at lave en historie med mange lag. Man taler sammen før, under og efter historien. Så kan man hjælpe hinanden at lave en rigtig fin historie,” siger Sisse Stroyer.

FOTOEKSPERIMENT

Er der forskel på, hvad en journalist og en fotojournalist kan bag et kamera? Illustreret Bunker har bedt to studerende om at bidrage med hvert sit portrætfotografi til denne artikel. Den ene er journaliststuderende og artiklens forfatter, Anders Villaume Vestergaard, hvis erfaring med fotografi er begrænset. Den anden er Kasper Søholt, som læser fotojournalistik.

ANDERS VILLAUME VESTERGAARD, JOURNALISTSTUDERENDE

KASPER SØHOLT, FOTOJOURNALISTSTUDERENDE

Berømt og berygtet, elsket eller frygtet: Tidligere journaliststuderende fortæller om praktikkens betydning

Berømt og berygtet, elsket eller frygtet: Tidligere journaliststuderende fortæller om praktikkens betydning

Berømt og berygtet, elsket eller frygtet: Tidligere journaliststuderende fortæller om praktikkens betydning

Illustreret Bunker har talt med tre nyuddannede journalister for at blive klogere på praktiktidens rolle i en medieverden, der kan være svær at navigere i. Det blev til samtaler om prestige, freelancearbejde og knuste drømme, der heler igen. 

TEKST: IBEN MEJLHEDE & CARL ELMOSE BRØCKER
ILLUSTRATION: KATRINE ÅSLEFF EDVARDSEN

Udgivet den 30. marts 2023

“Det giver helt klart flere point på Lecoq at sige, man er journalistpraktikant på Politiken end på JydskeVestkysten.” 

Det fortæller Mark Michael Hede, tidligere praktikant på netop JydskeVestkysten. Han blev efterfølgende fastansat samme sted og har været der lige siden. Mark valgte i sin tid et lokalt medie, fordi han kunne få en masse ansvar som praktikant. 

“Min praktiktid betød meget for min fastansættelse, fordi jeg fik lov til at vise, hvad jeg kunne. Når jeg havde den rigtige idé, kunne jeg skrive langt og om lige præcis det emne, jeg havde lyst til. Den frihed blomstrer man af,” siger han. 

Mark mener, at der er gået for meget prestige i valget om praktikpladsen. Ifølge ham handler det mere om, hvad man har lavet og ikke, hvor man har lavet det. Jo mere erfaring, man har fra praktikstedet, jo mere kan man også skrive på cv’et. 

“Det varer kun halvandet år, så du bør vælge efter, hvor du bedst kan udvikle dig som journalist. Du bør vælge det sted, hvor du får flest muligheder for at dygtiggøre dig i stedet for at vælge efter, hvor alle dine venner flytter hen, eller hvad der ser sejt ud på Twitter,” siger han. 

“Det kan nogle gange virke til, at der er længere fra København til Tønder end fra Tønder til København.”

– Mark Michael Hede, Tidligere praktikant på JydskeVestkysten

Journaliststuderende søger desuden praktiksted ud fra, hvor i landet det ligger. Ifølge tal fra Illustreret Bunker er hovedstadsområdet er det mest populære, fordi der er mere at tage sig til efter en lang arbejdsdag, og fordi mange vil have et job i København efterfølgende.

“Det kan nogle gange virke til, at der er længere fra København til Tønder end fra Tønder til København,” indskyder Mark Michael Hede. 

Praktikstress

Lektor og praktikkoordinator på DMJX, Martin Vestergaard, uddyber de studerendes tilgang til praktiksøgningen. 

“Mit indtryk er, at geografi betyder meget for de studerendes valg – langt mere end praktikstedet. Desuden er der meget rygtebørs her på DMJX, fordi det er en lille skole. Praktikstresset går let i selvsving,” siger han og understreger, at hans udtalelser udelukkende beror på en masse erfaring og fornemmelser. Der er endnu ikke nogen specifikke undersøgelser, der nuancerer og forklarer journalistpraktikanternes valg.  

Martin Vestergaard fortæller, at medieverdenen har stort fokus på de små lokale medier, der giver en masse praktisk erfaring og muligheden for at følge sine historier til dørs. 

“Internt i mediebranchen har regionale medier høj prestige. Søger du et fast job i Danmarks Radio, så kigger de ikke efter, om der står Berlingske på cv’et. De kigger efter, hvad du har af erfaring. Hvis du har været praktikant på et lokalt medie, så har du måske lært meget, og det kan de godt bruge. De bliver ikke forblændet af, at der står Berlingske,” siger han.

 Freelancearbejde kan have stor betydning

Netop den praktiske erfaring med det journalistiske håndværk fremhæver Johanne Jedig Wejse, når hun skal forklare, hvordan hun som nyuddannet journalist landede et job på Jysk Fynske Mediers ultralokale SkanderborgLIV. Hendes praktiktid foregik på Jyllands-Postens lokal- og indlandsredaktion, og her blev de første lokaljournalistiske frø sået.

“Da jeg var færdig i praktik, ville jeg gerne have en hundehvalp og holde en pause. Jeg var ikke særligt opsøgende i forhold til at blive freelancer, og det skal man være for at bevare sine muligheder.”

– Johanne Jedig Wejse, Tidligere praktikant på Jyllands-Posten

“Jeg havde ikke fået min nuværende stilling, hvis jeg ikke havde lavet lokaljournalistik i min praktiktid. Og det er også mit indtryk med mange andre. Hvis der er nogen, der har beskæftiget sig med erhvervslivet i praktiktiden, så har de nemmere ved at få job inden for erhvervsjournalistik senere hen.”

Johanne fortæller desuden om freelance-arbejdets betydning efter praktiktiden. De studerende, der påtog sig flest freelanceopgaver hos deres tidligere praktiksted sideløbende med bachelorskrivningen, fik et afgørende forspring til den senere jobsøgning.

“Da jeg var færdig i praktik, ville jeg gerne have en hundehvalp og holde en pause. Jeg var ikke særligt opsøgende i forhold til at blive freelancer, og det skal man være for at bevare sine muligheder,” siger Johanne.

Hun uddyber, at freelance-arbejdets store betydning for en senere fastansættelse overraskede hende. Det blev derfor aldrig aktuelt med en fastansættelse hos hendes praktiksted, fordi hun efter praktiktiden prioriterede andet end arbejde.   

 “Jyllands-Posten slår sjældent faste stillinger op. De fleste, der bliver ansat, har været freelancere og løstansatte ved avisen. Når man er ny, grøn journalist, så handler det om ens produkter og ens arbejde. Jeg tror ikke, jeg havde indset, hvor vigtigt det var at komme med på den opsøgende freelance-bølge i det halve år, hvor jeg skrev min bacheloropgave,” siger hun. 

Afslag gav nye perspektiver

Efter afslag på samtlige af sine praktikansøgninger endte Niels Frederik Dybdal Rickers i presseafdelingen hos Lindhardt og Ringhof. Siden har han været freelancejournalist på Altinget, hvor han desuden tilbragte det sidste halve år af sin praktiktid. Nu er han ansat på 24syv og udlever den radiodrøm, som han i sine studieår på DMJX gik rundt med. 

“Jeg fandt ud af, at det vigtigste ikke var, hvor jeg havde været, men hvad jeg havde lært. Så længe du arbejder hårdt og sætter dig nogle mål.”

– Niels Frederik Dybdal Rickers, Freelancejournalist på Altinget

En drøm, der var lysår fra et københavnsk forlag med hundredvis af kommunikationsopgaver. Han husker en særlig kultur, der gennemsyrede tiden op til praktiksøgningen, og som indebar en jagt efter de store, etablerede medier. 

“Jeg ville ønske, jeg kunne rejse tilbage i tiden og sige til mig selv, at det hele nok skulle gå. Der var en eller anden tanke om, at man skulle have den helt rigtige praktikplads, ellers så var du fucked. Og det passer ikke. Det er sagt med et kæmpe smil på læben og slet ikke i nogen ond mening, men man skal passe på med at lytte for meget til sine studiekammerater,” siger han.

Tiden i Lindhardt og Ringhof åbnede nye døre, nye perspektiver, som han ikke havde for øje i praktikræset. Han greb muligheden for at dykke ned i sine interesser og udvikle sine kompetencer fremfor at lade skuffelsen over afslagene fylde for meget. 

“Jeg kunne ikke sidde og tude over, at jeg ikke fik DR eller Politiken. I stedet kunne jeg bruge det her som en mulighed for at øve mig i nogle ting og lægge en strategi. Selvom et forlag ikke var min førsteprioritet, gav det mig muligheden for at sætte mig ned og tænke over, hvad det egentlig er, jeg vil blive god til? Hvad det egentlig er, der interesserer mig? For de tanker havde praktikræset fuldstændig slettet,” fortæller han og uddyber, at tiden på forlaget desuden gav ham et enormt kildenetværk, som han stadig benytter sig af i sit nuværende job.  

“Et bredt kildenetværk er en kæmpe styrke som journalist, og det er noget, som man ikke har, når man kommer fra Journalisthøjskolen. Vi har ikke været ude i branchen, vi har ikke mødt en masse mennesker, vi har ikke lavet en masse historier og fået trykket en masse hænder.”

Niels Frederik bruger sin egen historie som en opfordring til kommende journalistpraktikanter, der er nervøse for afslag og forpurrede praktikplaner. Han fortæller, at man for alt i verden skal undgå at lade sig slå ud, hvis ens praktikdrømme ikke går i opfyldelse. Det handler om at få det bedste ud af det at være ydmyg og øve sig i de ting, man gerne vil blive god til. Mange af de evner, som han tilegnede sig undervejs i sin praktiktid på Lindhardt og Ringhof og på Altinget, endte med at få stor betydning, da han senere skulle fortsætte sin karriere efter uddannelsen.

“Jeg fandt ud af, at det vigtigste ikke var, hvor jeg havde været, men hvad jeg havde lært. Man skal simpelthen være åben over for de steder, man nu lander, for du kan altid lære et eller andet. Så længe du arbejder hårdt og sætter dig nogle mål. Og så skal du lytte til dem, der har mere erfaring end dig selv,” siger han.

DMJX Yearbook: Where are they now?

DMJX Yearbook: Where are they now?

TEKST: Marcela Diana Sánchez (Erasmus Mundus Student)

Udgivet den 30. marts 2023

Every year, DMJX attracts students from different corners of Denmark and countries from all corners of the world. Some students enter the blue and yellow auditoriums with their minds made up on where they will go after DMJX – others hope that after a few classes, they’ll have an idea of the options out there for them.

The profiles showcased below are proof that the path after graduation is not linear. These six individuals have all taken different roles and have landed positions most had never imagined or heard of before.

Mathias Løvgreen 

Photojournalism, 2013-2017

 

What are the different projects and career paths you’ve pursued?

During DMJX, I did an exchange at the Royal Academy of Art in The Hague [in the Netherlands]. That’s where I found out that visual arts were quite interesting. When I graduated from DMJX, I freelanced for newspapers and companies and started my own art company. I was this mix of freelancer and doing my own art projects. Now, I work partly as the head of the visual department at PressConnect, a communications agency, and I also have my own artistic company, where I do art installations and cultural and artistic mediation. 

 

What advice would you give to a current DMJX student about landing their dream job?

“Chances are you might follow a very different path to your dream job than you would expect. Most of the people I studied with have tried many different things afterwards. All of us work in a mix of journalism and communications, and a bit of visual arts as well. I think a very good idea is to participate in photography festivals around Europe and sign up for portfolio reviews with a lot of different people. 

 

Is there anything you would like to add?

I think it’s very important to say you have to be patient in finding your own way of working. Everyone, from my friends and my colleagues, we’ve talked about that line you cross when you find peace in finding your own way of working. 

Alondra Aguilar 

International TV journalism, Fall 2018


How was your experience at DMJX?

I have two journalistic products from DMJX that I’m proud of. I worked with two classmates on a video about euthanasia in Denmark. We interviewed this doctor who assisted people with ending their lives. It was difficult to cover but very interesting to work on. For my last project, I traveled with a classmate to Lesbos in Greece and went to the refugee camps. We didn’t know what we were getting into because we were just students with little experience. Just being there was very tough. It reminded me a lot about the situation that Mexicans and Latinos from Central America and South America go through. I never thought about that situation before until I was in these camps, or even about my immigration background. It was a very special moment in my life, personally, but also, professionally.

 

And then you returned to the U.S., how did you end up in Berlin?

I think a lot of people go through this when you leave a country you lived in for some months and then you get sad. My parents live in the Central Valley. There’s a lot of agriculture and not much to do. I was thinking a lot about my career. I started looking for master’s programs. I arrived in Berlin in September 2019 and started my master’s program at Hochschule für Medien, Kommunikation und Wirtschaft

 

And now you’re at Deutsche Welle, tell me about your role here. 

I manage the YouTube channel for the documentaries in Spanish. I have created some work for Guardians of the Truth. There’s a Turkish journalist, Can Dündar, who was forced to be in exile. He’s part of these documentaries where he interviews other people that have been through the same. I’m also a news assistant for the department of news in Spanish. I’m more into the TV programs that air in Latin America. I’m checking everything that is supposed to be in the newscast. I’m checking the inserts, images, videos and grammar issues.

Jens Renner 

Erasmus Mundus, 2017-2019

 

What is your role as a consultant and project manager for Hansen & Ersbøll Agenda?

I take companies through a strategy course where they become more sustainable. We introduce them to EU legislation and other kinds of risks that might affect their business if they don’t adapt. I’m also project managing a campaign about greenwashing with Forbrugerrådet Tænk. We aim to help Danish consumers be much less misled by Danish companies who are trying to market all their products as being 100 percent green. The last couple of years, everything has suddenly become sustainable, and as a consumer you have no clue what’s right or wrong. That’s one thing I am very passionate about: helping companies communicate about climate change in a way that is truthful and not misleading. 

 

What are some strategies, you learned as a student that have helped you along the way? 

What helped me get where I am now is that I focused on an area I found interesting, and that is climate communications. I wrote my master’s thesis on climate communications. After that, I was lucky enough to host a radio show about climate, Udfordringen on Radio4, where I was able to get a lot of new knowledge about climate communications. 

 

What’s your advice to a student interested in sustainability? 

If you’re able to understand data and numbers, and you can communicate about that effectively, then you will be guaranteed a job anywhere. In terms of sustainability, it’s all about data. If you want to go into that field, it’s a good idea to find some interest in data, if you can. 

Søren Svenstrup 

Journalism, 2010-2014 

 

Tell me about your role at Danish Crown. 

I’m having the dialogue with both Danish media, but also media from England, Germany, Sweden, and the U.S., who are interested in writing about Danish Crown. The other half of my job is that I’m a communication manager at the company, Friland, which is Danish Crown’s organic company. 

 

What are the different roles you were in before Danish Crown?

I was an intern at ‘JydskeVestkysten’ and then I was hired as a journalist. Then, for one year, I was at Århus Stiftstidende. Then I had a change in my career. A position came up at this agriculture magazine called ‘Maskinbladet’. I was then headhunted for a position at ‘Watch Medier’ in Copenhagen. They wanted to start a new business media about the agricultural sector in Denmark – and that’s my connection to Danish Crown. When I was a journalist at Watch Medier, I wrote a lot about them. 

 

Tell me more about the internship you did while at DMJX.

At JydskeVestkysten, we had our own projects, we had our own small areas where we could find stories. It was like a small playground. The responsibility to take on certain subjects gave me more skills than I maybe would have gotten in a bigger newspaper. For me, it was good to have that kind of responsibility. 

Manon Buch

Journalism, 2016-2020

 

Let’s start with where you work at now and your position.

I work as a press consultant at ‘Danske Erhverv’,  the Danish Chamber of Commerce. I handle the press if they’re asking questions about Danish businesses. I have the green market, so that’s climate and energy, tourism, welfare and life science. We have analysts here who make analyses, and I take that and make it into something that the Danish media would be interested in.

 

Tell us about your experience before working at Danske Erhverv. 

I really wanted to write about businesses in Denmark. ‘Jyllands-Posten’ had ‘Finans’, which covers business life in Denmark and outside of Denmark. After I finished my internship, I got a job at Finans. When I was still a student at DMJX, I got a message on LinkedIn from the news editor at Watch Medier and he asked me to come in for an interview. They saw what I did at Finans and they liked my work. That was my way into Watch Medier. For three months, I was also a correspondent in New York for them. 

 

What advice would you give to students?

Be very serious about what you would like to write about. In my area, the more you know about a specific topic, the better the job you get. If you know early on what you like to write about, you can be more specific about what kind of job you want. It is hard looking for a good internship, but for me, it has opened all my jobs to where I am now. Now, I work on the other side, but I’m very thankful for being open enough to try that, too.

Laís Martins

Erasmus Mundus, 2019-2021

 

What were you doing before moving to Denmark?

I worked for Reuters in Brazil, where I’m from. In 2018, I covered the presidential elections. I was taken aback by how intense it was and I didn’t feel like I was ready. I wanted to study again so I applied for Erasmus Mundus. I got in, and for the second year of the program, I chose to go to Amsterdam because of the political communications specialization. 

 

You said you started freelancing by accident once in Denmark? 

In 2019, there was this ad by SAS, Scandinavian Airlines. It showed a series of things, Danes consider to be truly Danish, that aren’t actually. It showed how Danish society is very influenced by people who come to live there. The Danes had mixed feelings about it because they thought the ad went too far in kind of attacking Scandinavian identity. I pitched the story to Al Jazeera and they said yes. I had no idea how to write a feature in English – and then it worked. Then I just kept writing. 

 

You were doing all of this in Denmark?

No, I left Denmark in May 2020 because of the pandemic. I was in Brazil for a few months and went to Amsterdam to continue the Erasmus Mundus program. In Amsterdam, I applied for a part-time job with a Brazilian outlet, ‘Núcleo’, where I still work. It’s an outlet that specializes in tech. My stories have generated real-life impact by platforms like Meta, taking down child sexual exploitation groups. I’ve also worked with ‘Global Voices’. I like the side of research. Last year I was invited to present my research at the UNESCO World Press Day conference in Uruguay. 

 

Then you applied to the Pulitzer Center Persephone Miel Fellowship.

I had this proposal to investigate how Bolsonaro’s changes to gun legislations were having an impact on Brazilian women, and I was selected. Then I decided to come back to Brazil. I felt that I had the duty of giving back to my country. It was very rewarding to see that compared to 2018, I actually felt prepared. 

 

What advice would you have for an early career journalist?

Journalism is such a hard industry that the cost of it is bigger than just the financial part. You get emotionally involved with your stories; you get harassed for your stories. So, I think getting paid is the only fair solution: getting paid fairly for your work.

These interviews have been edited for length and clarity.

Grænsen mellem kommunikation og journalistik bliver udvisket – skal vi være bekymrede?

Grænsen mellem kommunikation og journalistik bliver udvisket – skal vi være bekymrede?

Grænsen mellem kommunikation og journalistik bliver udvisket – skal vi være bekymrede?

Ifølge Dansk Journalistforbund laver hver fjerde journalistuddannede både kommunikation og journalistik. Men er vi som journaliststuderende rustet til at lave kommunikation på en fremtidig arbejdsplads? Og er der overhovedet nogen journalistiske jobs at få? 

Svaret kommer helt an på, hvem du spørger – og læn dig bare tilbage, for jeg har spurgt for dig.

TEKST: SIDSE MARIE HANSEN
Illustration:  KATRINE ÅSLEFF EDVARDSEN

Udgivet den 30. marts 2023

Journalist eller kommunikatør søges til stilling som kommunikationskonsulent.

To producerende journalister/kommunikatører søges til at styrke opgaveløsningen i forsvaret af Danmark.

Sådan ser en del af arbejdsmarkedet ud, når man scroller igennem jobopslag på Dansk Journalistforbund og jobindex.dk. Grænserne mellem kommunikation og journalistik er mere utydelige end tidligere. Dansk Journalistforbund udgav i 2019 rapporten Fagenes Fremtid, hvori de undersøgte 11 tendenser, som kommer til at forme fremtiden for kommunikation og mediebranchen. Tendens nummer ni er, at genrerne skrider.

Det betyder, at journalister i fremtiden vil blive nødt til at tænke kommercielt – annoncer begynder at ligne journalistik og benytter sig af journalistiske virkemidler, og det er ofte journalister, der udarbejder dem. Rapporten viser også, at hver fjerde journalistuddannede ender med at lave både journalistik og kommunikation.

Jeg har tre bekymringer på mine egne og medstuderendes vegne:

  1. Er der nogle ledige journalistiske jobs på markedet?
  2. Er journaliststuderende kvalificerede til at lave kommunikation?
  3. Er der for mange journaliststuderende på DMJX?

At grænsen mellem journalistik og kommunikation er glidende, mærker de også i høj grad hos Arbejdsløshedskassen for Journalistik, Kommunikation og Sprog (AJKS).

”Jobfunktionerne bliver bredere. Man skal kunne lidt af det hele. Det bliver altså fremover vigtigt at uddanne sig til, at man både kan noget kommunikation og journalistik – vi ser tendenser til, at grænserne ikke længere er så fastlåste, i forhold til hvordan man arbejder,” siger Linda Garlov, der er direktør for AJKS.

Er der nogle journalistiske jobs på markedet?

Blodigt halvår i mediebranchen.

Mediehus skal igennem nye besparelser efter overenskomst.

63 procent frygter for deres fremtid i mediebranchen.

 

Kan du genkende nyhedsbilledet fra Dansk Journalistforbund? I sidste halvår af 2022 blev omkring 200 stillinger på 13 af Danmarks største medier nedlagt. Det skaber en frygt for, om vi journaliststuderende kommer til at få arbejde efter vores uddannelse. 

Institutchef ved Institut for Journalistik på DMJX Henrik Berggren medgiver også, at journalistuddannelsen ikke er den uddannelse, der åbner op for flest ledige jobs sammenlignet med andre professionsbachelorer.

”Hvis man vil ind i en branche, hvor man er sikker på at få et job, så vil jeg ikke anbefale journalistfaget. Så skal man måske blive sygeplejerske eller skolelærer eller pædagog,” siger han.

Billedet kan virke nedslående. Men tal, som AJKS har delt med Illustreret Bunker fra februar 2022, viser, at ledigheden blandt deres medlemmer sjældent har været så lav, som den er lige nu. Linda Garlov fortæller, at fundamentet og jobmarkedet er bedre end i mange år. Hun understreger dog, at den klassiske medieverden har gennemgået store nedskæringer, som endnu ikke kan ses i tallene for ledige. Det skyldes, at journalister typisk har lange opsigelsesvarsler. Derfor forventer de hos AJKS, at ledigheden kommer til at stige i løbet af foråret. 

”Hvis man går og drømmer om at blive ansat på de helt klassiske medier, altså dagblade og TV, så bliver det svært. Det er områder som skal skære ned, fordi de har svært ved at få økonomien til at hænge sammen,” siger Linda Garlov. 

Hun understreger dog, at der er mange jobs at søge, hvis man går kommunikationsvejen. 

Det har Mai Sønderkjær-Outzen, der blev færdiguddannet journalist fra DMJX i januar 2023, også oplevet. Ifølge hende er der ikke mange journaliststillinger på jobmarkedet, og Mai har søgt overalt fra Aalborg til Bornholm. Men udbuddet er i høj grad præget af kommunikationsstillinger. AJKS har rådet Mai til to vigtige ting: Søg bredt og søg kommunikation. 

”Jeg har næsten ingen erfaring indenfor kommunikation, og siden jeg dimitterede har min hverdag bestået af dagpenge og afslag efter afslag,” siger Mai Sønderkjær-Outzen.  

Mai havde kommunikation som valgfag på DMJX, men har ikke en følelse af at være fuldt egnet til at lave kommunikationsarbejde.

Den pointe bringer mig videre til min næste bekymring.

”Hvis man vil ind i en branche, hvor man er sikker på at få et job, så vil jeg ikke anbefale journalistfaget.”

– Henrik Berggren, Institutchef ved Institut for Journalistik på DMJX

Er journaliststuderende kvalificerede til at lave kommunikation?

Der skal ikke være nogen tvivl: Kommunikation er ikke journalistik. Det er indiskutabelt, og det ved vi, fordi Solveig Schmidt og Mette Mørk slog det fast i Journalistikkens grundtrin på side 16, som vi alle har – eller burde have – læst på første semester.

Derfor kan det virke som en umulig opgave for en journaliststuderende at forestille sig, hvordan man skal arbejde med strategisk kommunikation og forretningsforståelse, når vi kommer ud på jobmarkedet.

”Måske er DMJX lidt for firkantet i deres måde at dele journalistik og kommunikation op på, for det er ikke sådan branchen ser ud i virkeligheden,” siger Mai Sønderkjær-Outzen.

Ifølge Henrik Berggren uddanner DMJX til et bredt arbejdsmarked. Dog medgiver han, at journalistuddannelsen ikke er rettet mod forskellige jobfunktioner, ud over at det er muligt at komme i praktik på en arbejdsplads, hvor man laver kommunikation. Han mener dog ikke, at det er nødvendigt at undervise i både kommunikation og journalistik på journalistuddannelsen.

”Hvis man underviste i både kommunikation og journalistik, ville du blive en dårligere journalist, for du ville få mindre journalistik. Ligesom du stadig ville være en dårligere kommunikatør end dem, der går på kommunikationsuddannelsen,” siger Henrik Berggren. 

Hos a-kassen AKJS mener de, at undervisning i kommunikation på journalistuddannelsen klart ville være en fordel, når man ser på, hvordan arbejdsmarkedet ser ud lige nu. Dog understreger Linda Garlov også, at hendes erfaring er, at journaliststuderende har de nødvendige kompetencer til at lave kommunikation. 

”Jeg oplever helt klart, at journalister kommer ud som kommunikatører og er super dygtige til det. Men jeg tror måske, at I som journaliststuderende, mangler at blive klar over, hvordan I omsætter jeres journalistiske kompetencer til kommunikation,” siger Linda Garlov.

DMJX har tidligere tilbudt kommunikation som ét af de metodespecialiseringsfag studerende har på fjerde semester. Det er ikke længere et tilbud. Der var simpelthen ikke nok studerende, som meldte sig til. Ifølge Henrik Berggren var det ikke et udbredt ønske fra de studerende at have kommunikation:

”Valgfaget er en af de få ting, jeg har været med til at nedlægge her på stedet, som jeg ikke har hørt noget for,” siger han.

Han påpeger også, at skolen ville tage meget positivt imod det, hvis DSR kom med et stort ønske fra de studerende om at have kommunikation som valgfag. Derudover mener han ikke, at det er et problem for de journaliststuderende at få job som kommunikatører:

”Det, der mangler i ligningen, er jo, at det tyder på, at rigtig mange journalister bliver ansat i kommunikationsjobs, selvom de ikke har uddannelsen som kommunikatører. Så der må være en grund til at kommunikationsvirksomheder og andre ansætter journalister,” siger han. 

Er der for mange journaliststuderende på DMJX?

DMJX optager årligt 105 kommunikationsstuderende og 224 journaliststuderende. Men er det tal retvisende i forhold til arbejdsmarkedet? Er vi i virkeligheden for mange journalister?

Fordelingen af studiepladser sker ved en dimensionering, som Uddannelses- og forskningsministeriet laver årligt. De kigger på, hvor høj ledigheden er indenfor en uddannelsesgruppe, og hvis der er markant og systematisk overledighed, så lukker de studiepladser. Derfor er det ikke udelukkende op til DMJX selv, hvor mange studerende der må gå på skolen. Dog har de selv indflydelse på, hvordan man fordeler pladserne inden for de seks uddannelser, de tilbyder.

Ifølge Henrik Berggren er det dog ikke en nem løsning at flytte pladser fra journalistuddannelsen til kommunikation.

”Man skal passe på med at tænke, at hvis man flytter 20 pladser fra journalistuddannelsen til kommunikation, så ville det være lettere at få et ønskejob som journalist, for der er jo massere af mennesker, der søger arbejde i journalistik fra andre uddannelser,” siger han.

Generelt kan han ikke se, hvorfor man skulle flytte pladser, når dimittendundersøgelserne viser, at de studerende kommer i job. Derudover uddyber han, at der ikke er nogen nem vej til at lave klassisk journalistisk, fordi der simpelthen er så mange, der gerne vil det – en kamp, han mener vil fortsætte, uanset hvor mange journalister skolen uddanner.

”Det letteste er at sælge journalistuddannelsen til unge. Men jeg synes også, at vi er meget ærlige om, at det her ikke er den direkte vej til en skribentstilling på Politiken,” siger Henrik Berggren. 

Der tegner sig ganske rigtigt et billede af, at journalistuddannelsen ikke er den lette vej til at lave journalistik. Men måske er det den lette vej til at lave kommunikation. Så næste gang du svedende og halvfuld støder ind i en gruppe kommunikationsstuderende i Kurt Strandbar, så smil lidt ekstra pænt til dem – de bliver (måske) dine fremtidige kolleger.  

Ellen endte på DR’s ‘Wall of Shame’: “Min karriere er ikke død endnu”

Ellen endte på DR’s ‘Wall of Shame’: “Min karriere er ikke død endnu”

Ellen endte på DR’s ‘Wall of Shame’: “Min karriere er ikke død endnu”

DR-programmet ’Ellen Imellem’ fløj næppe under nogens radar. Flere har kritiseret programmet for at bevæge sig i en gråzone mellem satire og journalistik. Programmet blev anmeldt til Pressenævnet, hvor anklagerne fik medhold. Men trods en tur i mediemøllen, står Ellen Kirstine Jensen fast på, at det er vigtigt at vove pelsen og udfordre grænserne.

TEKST: ANNA ELLESGAARD
FOTO: AXEL EMIL HAMMERBO

Udgivet den 08. januar 2023

På første etage i DR-byen i København holder satireredaktion til. På redaktionen står en brun korktavle. Tavlen er tapetseret med et hav af udklip fra artikler. Nogle af artiklerne fylder meget, mens andre kun har fået tildelt et enkelt citat. Ét bestemt navn går igen og igen – og igen. Ellen.

”Metadumhed og umorsom satire”, ”Dybt problematisk” og ”Ellen i modvind” – sådan lyder et par af de rubrikker, der hænger på korktavlen. Tavlen er satireredaktionens forsøg på at skabe en ‘Wall of Shame’, som ud over at stå side om side med æresgalleriet, ‘Wall of Fame’, også dagligt minder Ellen Kirstine Jensen om den shitstorm, hun var ansigtet på, da DR-programmet ’Ellen Imellem’ rullede for åben skærm.

Iført blazer og øresnegl indtog hun rollen som vært og udgav sig for at være journalist. Forskellige gæster blev inviteret ind i studiet for at svare på en række spørgsmål. De vidste godt, at interviewet ville indeholde satiriske elementer. Men hvad ingen vidste, var, at alle Ellen Kirstine Jensens ord var dikteret direkte fra hendes øresnegl. Ofte af personer, som var lodret uenige med dem, hun sad foran.

’Ellen Imellem’ er af mange blevet opfattet som et kontroversielt program, og flere af de medvirkende har følt sig ført bag lyset. Programmet fik tre af de medvirkende til tasterne, da de sidste år klagede til Pressenævnet. Sagen er nu blevet vurderet, og afgørelsen er landet: De medvirkende får medhold – DR får kritik. I kendelsen skriver Pressenævnet blandt andet, at DR ikke har haft givet de medvirkende tilstrækkelig information, og at de derfor har deltaget i udsendelserne på et misvisende grundlag. Selvom Ellen Kirstine Jensens vil tage nævnets ord til efterretning, har det ikke slået hende ud af kurs. 

”Jeg holder stadig hovedet højt. Mange vil nok mene, at jeg er gået over grænsen. Men der er nogle gange behov for at arbejde omkring grænsen og i nærheden af grænsen, når man skal lave noget nyt, som folk ikke har set før,” siger hun.

Planken ud

Hun fik ideen til programmet, hun fik et ’go’, og hun blev vært på sit eget program for første gang. Hun ville skabe noget nyt og anderledes, der kunne sætte gang i diskussionen om, hvordan videnskab formidles til unge, og hvilke sandheder unge møder på internettet. Med sin øresnegl i øret var hun bevidst om, at hun skubbede til nogle grænser.

Ellen Kirstine Jensen lægger vægt på, at det både skal være journalister, satirikere, komikere og filmskabere, der en gang imellem skal turde at gå planken ud – velvidende at det nogle gange lykkes, mens man andre gange ender på dybt vand. Hun mener ikke, at tingene udvikler sig, hvis ikke der er nogen, der tør eksperimentere med grænserne.

Det er, ifølge Ellen Kirstine Jensen, særligt de unges skuldre denne opgave hviler på.

”Hvis det ikke er unge, der skal have modet til at prøve at lave noget helt andet, hvem skulle så?,” spørger hun.

Antijournalistik

Der gik ikke lang tid efter programmets premiere, før en negativ omtale af programmet og Ellen Kirstine Jensens værtsrolle kom i mediernes søgelys. “Men hvad flere kritikere ikke har haft for øje, er, at programmet har været et satirisk eksperiment,” tilføjer hun selv og mener derfor, at kritikken har klinget ensidigt.

”Journalistikken skal være saglig, neutral og funderet i fakta. Alt hvad der omgiver programmet er på en eller anden måde så antijournalistisk, fordi det ikke er journalistik, og det har aldrig været tænkt som journalistik. Hvis det var journalistik, ville det være det værste lortejournalistik i verdenshistorien,” siger hun.

Det var et aktivt valg at udfordre den traditionelle journalistrolle og lade sig inspirere af satirens verden, blandt andet fordi Ellen Kirstine Jensen snarere ser sig som satiriker end journalist. Hun mener ikke, at det hun laver er alvorligt journalistisk indhold. Netop derfor mener hun ikke, at hun skal sættes i bås som journalist.

Selvom DR har givet udtryk for, at programmet er satire og derfor skal vurderes ud fra den præmis, respekterer Ellen Kirstine Jensen, at der kan ligge nogle kritikpunkter i snakken om, hvor meget man som medvirkende skal vide på forhånd, før man deltager i et program. Hun erkender, at det er vigtigt at få præsenteret tankerne bag et program, der af mange kan opfattes dybt kontroversielt, og hun kan derfor godt se det vigtige i at diskutere, hvor grænsen skal sættes i sådanne situationer.

Chefredaktør på Frihedsbrevet, Mads Brügger, har i en tidligere Fri-Mads-udgave hyldet Ellen Kirstine Jensen for ideen til programmet og mener, at det er et kosttilskud til DR’s øvrige programmer. Derudover slår han fast, at det er helt åbenlyst, at ’Ellen Imellem’ ikke er journalistik – men satire.

Ellen Kirstine Jensen forklarer, at det ikke er tilfældigt, at hun i programmet præsenterer sig selv som en ’poleret DR-journalist’. Pointen med præsentationen er at gøre det klart for seerne, at hun laver sjov med journalistrollen ved at bruge sig selv som kulisse og billede på den arketypiske journalist.

”Der er jo en grund til, at jeg er den her karikerede journalist. Det er også der, at der sker noget sjovt; at jeg fremstår meget selvhøjtidelig journalistagtig, når de ting der kommer ud af min mund, kan opfattes som nonsens,” siger hun.

Det sorte får

Selvom både Ellen Kirstine Jensen og DR står på mål for, at programmet er satire og derfor inden for skiven, er kritikken alligevel haglet ned. Ellen Kirstine Jensen havde som ny i branchen frygtet, at hendes første program, ’Ellen Imellem’, ville gå under radaren og dø en stille død. Men sådan blev det ikke og efter et par omgange i mediemøllen, tvivler hun da heller ikke på, at programmet er blevet set, omtalt og diskuteret.

”Mainstream-reaktionen har været enorm negativ. Men jeg synes virkelig, at kritikken understreger, hvor meget der er behov for nogle, der tør at bevæge sig omkring grænsen. Det er svært at lave satire, hvis man skal holde sig på den sikre side, ” siger Ellen Kirstine Jensen.

Shitstormen har fået hende til at indse, hvor meget hun kan stå imod, men hun savner en større forståelse for, at der skal være plads til at kunne eksperimentere, når man er ny og udvikler et nyt program.

Som et nyt, ungt ansigt i mediebranchen har hun allerede måtte vinke farvel til tanken om at være danskernes folkekære mediepersonlighed:

”Den mulighed har jeg mistet, fordi jeg har været det sorte får i alle de etablerede medier. Men det er på en måde nemmere, at det er det, der er udgangspunktet, fordi så kan jeg kun overraske positivt.”

”Min karriere er ikke død endnu”

Selvom DR’s ‘Wall of Shame’ dagligt minder Ellen Kirstine Jensen om dét kritiske lys, flere medier satte hende i, skal der mere til at slå hende ud af kurs. Væggen er nemlig også en påmindelse om hendes mod til at bryde med grænserne.

”Det er ikke jordens undergang at gå til grænsen. Man skal sgu nok overleve. Jeg er ikke død endnu, og min karriere er heller ikke død endnu,” siger hun.

Pressenævnets kritik har ikke fået hende til at fortryde programmet. Hun mener stadig, at ’Ellen Imellem’ har sin berettigelse – men hun respekterer afgørelsen og tager kritikken til sig.

”Jeg kan ikke gøre andet end at sige: ’helt klart, det tager vi selvfølgelig til efterretning.’ Jeg vil tænke over det, hvis jeg laver noget lignende fremover,” siger Ellen Kirstine Jensen.

Det er ikke første gang, hun modtager kritik, og Pressenævnets afgørelse har derfor heller ikke påvirket hende på det personlige plan. Da shitstormen rasede i medierne, vred Ellen Kirstine Jensen alle tænkelige scenarier igennem. Hun ser derfor mest af alt afgørelsen som et punktum i sagen.

”Der har været kritik af programmet i forvejen, som har været langt værre end den Pressenævnet har ytret. Men jeg har respekt for Pressenævnets afgørelse. Deres ord er lov, så der er ikke så meget at rafle om,” siger hun.

Hun lægger dog vægt på, at afgørelsen også er et billede på, at det kan være svært at navigere i de usagte grænser. 

”Nu ved vi, hvad vi ikke skal gøre, og det har vi accepteret. Men afgørelsen viser også, at det er svært at vurdere, hvor grænser skal trækkes. Pressenævnet har ytret, at vi har overskredet en grænse, men hvor præcist grænsen ligger, har de ikke nævnt,” siger Ellen Kirstine Jensen.

Trods kritikken står hun inde for sit program, selvom det af mange kan opfattes kontroversielt, og hun er ikke et sekund i tvivl om, at det er de unge, der skal turde udfordre status quo.

”Det har ikke taget modet fra mig. Det er vigtigt, at der er nogle, der tør at vove pelsen,” siger hun.