Findes der situationer, hvor du vil sige ”nej tak” til at lave en bestemt historie?

af Mads | maj 12, 2022 | TEMA

Findes der situationer, hvor du vil sige ”nej tak” til at lave en bestemt historie?

Det har Illustreret Bunker spurgt nogle af de journaliststuderende på DMJX om.

Spørgsmålet stammer fra en undren over, om vi som journalister nogle gange selv er dem, der begrænser vores egen journalistiske frihed.

Vores journalistiske frihed – og begrænsning af den – er bygget op af mange ting. Nogle gange er det ting udenfor os selv, der afgør det. Grundloven sikrer vores ytringsfrihed. Straffeloven sikrer, at vi ikke må udsættes for vold, selv når vi skriver noget kritisk.

Mens chefredaktørerne, medienævnet, og alle embedsmændene der uddeler aktindsigt kan sætte en stopper for vores journalistiske udfoldelser. Og sådan er der så meget. Men nogle gange er det noget inden i os selv, der gør arbejdet for dem. Vores dømmekraft, samvittighed, fornemmelser eller mere eller mindre irrationelle frygt kan komme i vejen. Hvis vi siger ”nej” eller ”stop” eller ”den må en anden vist hellere tage” så er der en risiko for, at den historie aldrig kommer ud i verden. Og om det så er for det gode eller onde, så er det i hvert fald en del af vores rettigheder. At vi kan afvise at tage en historie.

Svaret er ikke lige til, men her får du nogle bud på spørgsmålet fra dine medstuderende.

Victor Hallum 2. semester

Jeg tror simpelthen ikke, at der er noget, jeg ikke vil skrive om. Selv hvis det virker ligegyldigt som eksempelvis historier om kendtes privatliv. Det, synes jeg selv, er spændende at læse om, og så vil jeg egentlig gerne skrive om det, for så tænker jeg, at der er andre, der også kunne synes, at det var spændende at læse om. På den måde handler det jo også om, at hvis bare jeg tror på, at det sælger, så ville jeg gerne lave historier om det. Samtidig synes jeg også, at det er er min pligt at sige ja til at lave alle slags historier. Så om det er historier, der kan virke ligegyldige, eller om det er historier, der kan bringe mig i fare, så ville jeg lave historien. Jeg synes især, at det er vigtigt, at folk ikke siger nej til opgaver, fordi det er farligt, for så ville vi forsømme vores journalistiske pligt.

Sofie Bech Rasmussen, 2. semester

Hvis det handler om et barn, som har gjort noget forfærdeligt, så ville jeg måske ikke tage historien, fordi jeg synes, at man normalt skal være ret påpasselig, når det omhandler børn. Men det handler generelt set også for mig om, om det egentligt er væsentligt for mig at komme ud med den historie, eller om det er irrelevant. Hvis det er noget, som befolkningen skal have at vide, så ville jeg gøre det hele uanset hvad. Og det kan jeg jo sagtens sidde og sige nu, men jeg kan simpelthen ikke komme på nogle emner eller situationer, hvor jeg helt sikkert ville sige nej.

Esben Vestergaard, 3. semester

Hvis historien ville gå ud over mig selv eller min karriere i sidste ende, så er jeg sikker på, at jeg ville holde igen. Eksempelvis hvis jeg skulle skrive en historie, der var lige på grænsen i forhold til troværdighed, og jeg ikke havde helt styr på mine kilder, så tror jeg, at jeg ville lade være med at publicere den. Det kunne også være noget sikkerhedsmæssigt. En Taliban-historie eller noget andet voldsomt. Jeg ville lade være, hvis jeg var bange for, at nogen ville komme efter mig. Så af sikkerhedsmæssige årsager ville jeg nok ikke dække nogle betændte miljøer. Eksempelvis hvis jeg fik et tip om noget, der omhandlede en rockerbande, så ville jeg nok sende den videre til naboen.

Simon Sandvad, 3. semester

Der er nogle emner, hvor jeg ville træde varsomt eller helt gå udenom. Jeg tænker på sådan noget som historier om børn, der lider eller har været udsat for mishandling eller vold eller noget lignende. Det ville jeg holde mig fra, fordi det er et meget følsomt emne. Jeg ville nok helt undgå at dække det.

Hvis barnet er blevet voksen og selv vil fortælle om det, så er det helt fint. Men jeg ville undvære situationer, hvor barnet stadig er barn. Også selvom der var alt samtykke og så videre, så ville jeg holde mig fra det.

Rosa Kirstine Larsen og Sofie Vendelbo Pedersen, 1. semester

Rosa: Hvis historien krævede, at jeg skulle tale med nogle typer, som var meget nærgående, eksempelvis sådan noget som en alkoholiker, så ville jeg være bange for, at jeg kunne få overskredet mine egne grænser, og der ville jeg nok passe på. Især nu her hvor jeg kun går på 1. semester, så ville det ikke være noget, jeg ville gå i gang med. Jeg tror, jeg ville føle, at jeg skulle være mere erfaren og bedre til at sige fra, end jeg er nu. Men det håber jeg kommer med uddannelse.

Dog tror jeg, at selv når jeg har erfaring, så er der ting, jeg ikke ville kunne tage. Eksempelvis hvis det handler om noget, der kommer lidt for tæt på ting, jeg selv har oplevet, hvor man kan blive forblændet af sin egen oplevelse. Hvis en historie skulle omhandle noget, der er sårbart for mig selv, så ville det være en anden form for journalistik, jeg skulle lave. Så ville jeg hellere bruge mig selv og min egen historie gennem formidlingen. Jeg er bange for, at jeg vil have svært ved at forholde mig til kildernes version, og ikke dykke ind i min egen oplevelse af emnet.

Sofie: Jeg er meget enig. Lige nu sidder vi jo med ”Når livet gør ondt”, og hvis det er nogle sygdomme, der ligger én nært, så ville jeg heller ikke gå ind i det i frygt for, at jeg ville blive for påvirket selv. Det er svært at sidde overfor et menneske, der har det svært, og så sidder du selv og har svært ved at holde tårerne tilbage og bliver for overvældet. Så det ville også være et sted, hvor jeg ville sige ”nej, det skal jeg ikke”. Jeg føler mig også lidt for ny i det her fag til at skulle sidde og være ansvarlig nok til at tale med en person, der har det meget svært.

Rosa: Vi snakkede også om i går, da vi havde ideudvikling, at vi heller ikke er der endnu, hvor man kan sidde sammen med nogen, der har det meget dårligt og stille kritiske spørgsmål.

Vi har død som emne, og vi talte om de her personer som lige har fået at vide, at de snart skal dø af en eller anden sygdom. Dem ville jeg heller ikke føle mig parat til at sidde og stille spørgsmål om alt muligt. Jeg er ikke parat til at sidde over for nogle personer, der er så følsomt påvirket.

Sofie: Jeg tror, at når vi engang er færdiguddannet, så har vi en lidt større værktøjskasse, og flere interview og flere erfaringer så vi bedre kan sætte en facade på og sige: ”nu er jeg på arbejde” og på den måde få det mere på afstand. For lige nu har jeg ret svært ved at skille tingene ad, og jeg føler mig ikke særlig professionel.

Rosa: Jeg tror også, at man vil blive bedre til at skille tingene ad. Så på den måde kommer der måske et tidspunkt, hvor jeg ikke ville sige nej til de ting, som jeg ville lige nu.

Eksklusivt interview med Mette Frederiksen: “Det er en forandret verden, vi står i”

af Mads | apr 4, 2022 | UDE

Eksklusivt interview med Mette Frederiksen: “Det er en forandret verden, vi står i”

Illustreret Bunker har fået eksklusiv adgang til statsministeren til en snak om lukning af russiske statsmedier, en mulig lempelse af offentlighedsloven samt sociale mediers påvirkning af unges trivsel.

TEKST: VICTOR HEIDE-JØRGENSEN OG TOBIAS WINTER

FOTO: CHRISTIAN FALCK WOLFF

Udgivet den 04. april 2022

Mette Frederiksen besøgte mandag 28. marts tre uddannelsesinstitutioner. Først Aalborg Universitet, så Aarhus Universitet, inden turen sluttede på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, hvor hun skulle debattere den nye udenrigspolitiske situation med de studerende. I den forbindelse har Illustreret Bunker fået lov at interviewe statsministeren.

Regering står sammen med resten af EU mod Ruslands invasion af Ukraine og bakker “100 procent” op om de sanktioner, EU har indført mod Rusland – det gælder også en kontroversiel beslutning om at lukke for adgangen til de to russiske statsmedier Sputnik og RT.

“Det er et meget dilemmafyldt spørgsmål. Helt principielt skal man afstå fra at censurere medier. Det står på side ét i statsministerens lærebog – jeg er jo pressens minister,” siger Mette Frederiksen.

Beslutningen har mødt kritik fra flere medlemmer af Folketinget samt brancheorganisationer. Liberal Alliances politiske leder, Alex Vanopslagh, kalder det en glidebane, mens Journalistforbundets formand, Tine Johansen, siger, at “det er at bekæmpe ondt med ondt.”

“Jeg tror ikke, man kan sammenligne det. Der er ikke tale om medier i den forstand, vi taler om medier. Ondt med ondt? Man skal i hvert fald tale i et sprog, som Putin forstår. Med medier skal man altid være påpasselige,” siger statsministeren.

Brancheorganisationen Danske Medier har rejst bekymring for danske mediers mulighed for at dække krigen. Mads Brandstrup, administrerende direktør i Danske Medier, siger, at det et brud på pressefriheden, “at muligheden for indsigt i, hvordan russiske medier behandler krigen begrænses.”

Mette Frederiksen vil ikke tage stilling til udtalelsen, men fortæller, at det er vigtigt at skelne mellem propagandamaskiner og medier.

“Jeg er ikke sikker på, at der i dette tilfælde er tale om at indskrænke mediers frihed. Som jeg forstår det, er der tale om statslig propagandamaskine. Det er noget andet end medier, som vi kender det,” siger Mette Frederiksen.

“Jeg mener ikke, at den nuværende situation i Ukraine kommer til at få betydning i forhold til den danske offentlighedslov,”

-Mette Frederiksen, Statsminister

Intet klart svar til offentlighedsloven

Mens russiske medier lukkes ned for Vesten, så er der muligvis mere åbenhed i sigte for de danske mediers arbejde.

I december 2020 indgik regeringen forhandlinger med en række folketingspartier om muligheden for at lempe de stramninger, der blev tilføjet til offentlighedsloven i 2013. Stramningerne er blevet kritiseret af Dansk journalistforbund og en lang række journalister for at begrænse muligheden for at få indsigt i myndighedernes arbejde.

Mette Frederiksen fortæller, at der er et ‘før’ og et ‘efter’ i Europa i forbindelse med Ruslands invasion. Men hun kan entydigt afvise, at den opståede krig i Ukraine kommer til at få betydning for forhandlingerne om offentlighedsloven.

“Jeg mener ikke, at den nuværende situation i Ukraine kommer til at få betydning i forhold til den danske offentlighedslov,” siger hun.

Statsministeren var dog tilbageholdende med at give klart svar på, hvorvidt Socialdemokratiet selv går ind for en lempelse, der i så fald vil give borgere og journalister større indsigt i statens og kommunernes aktiviteter.

“En række partier har givet udtryk for at ønske om at få lempet offentlighedsloven, og dem sidder vi nu i forhandlinger med via Justitsministeriet. Resten er historie, fordi nu sidder vi i forhandlingslokalet,” siger Mette Frederiksen.

Mere mistrivsel, mere sociale medier

I løbet af Mette Frederiksens debat med eleverne falder emnet på unges mistrivsel. Den er stigende.

marts i år udkom den såkaldte “Nationale Sundhedsprofil” for 2021, hvor over 180.000 danskere har svaret på en række spørgsmål om deres sundhed og trivsel. Andelen af unge, der får en “lav score” på den mentale helbredsskala, er steget kraftigt siden 2017.

Mette Frederiksen fortæller, at hun ser en sammenhæng mellem unges mistrivsel og sociale medier.

“Når jeg tror, der er en en sammenhæng, er det fordi, at nye undersøgelser viser, at nogle teenagepiger bruger fem timer om dagen på sociale medier. Det er meget lang tid, der går fra andre – og fysiske – fællesskaber,” siger hun.

Mette Frederiksen bruger de sociale medier aktivt i sin politiske kommunikation. Det anerkender hun. Hun fortæller, at hun – det til trods – er meget bevidst om, hvordan hun bruger dem.

“Den måde jeg selv tænker på, er aldrig at bidrage til at splitte. Med de ordvalg og de betoninger, jeg bruger, forsøger jeg som udgangspunkt at samle os eller understøtte noget, der kan være til fordel for de fleste,” siger Mette Frederiksen.

Selvom statsministeren fortæller, at hun ser en sammenhæng mellem unges mistrivsel og de sociale medier, har de sociale medier også en værdi, understreger hun.

“Sociale medier kan jo meget. Både i den lille kommunikation og samfundsmæssigt. Vi skal tænke over, hvor meget vi bruger den, og hvad er det algoritmerne understøtter,” siger hun.

Mette Frederiksen fremhæver især de sociale mediers vigtige funktion i forbindelse med krigen i Ukraine, som er blevet døbt verdens første ‘TikTok-krig.’

Håb i frygten

Mette Frederiksen indledende tale på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole var præget af tungsindig tilkendegivelse af, at verdensordenen er blevet rystet af krigen i Ukraine.

“Krigen er nu tilbage i Europa,” var hendes sobre erklæring.

Den tidligere udenrigspolitiske rådgiver for Stats- og Udenrigsministeriet Ulrik Vestergaard udtalte Lørdag den 26. marts til Berlingske, at: “siden den 24. februar er vi gået ind i en periode, der er præget af frygt, fattigdom, usikkerhed og krig.”

Statsministeren erklærer sig enig med den vemodige prognose, men maner samtidig til håb.

“Det er en forandret verden, vi står i. Krigen er her jo, og det skaber usikkerhed, og den stigende inflation udfordrer allerede nogle borgeres økonomi. Forhåbentligt bliver den kommende periode ikke kun præget af dette, og vores opgave bliver at vende den her situation til nogle nye muligheder,” siger Mette Frederiksen.

Ifølge Statsministeren er energipolitikken et sted, hvor situationen kan vendes til nye potentialer. Den grønne omstilling kan være et initiativ, der både kan bruges aktivt i forhold til krisen i Ukraine, og det kan samtidig skabe håb på den lange bane.

“Hvis vi fokuserer kraftigt på den grønne omstilling, kan den hjælpe os med at frigøre os fra afhængigheden af russisk gas. Det vil samtidig være håbefuldt, og det kan også skabe vækst og flere danske arbejdspladser,” Siger Mette Frederiksen.

Ritzaus Bureau er den første bølge, når nyhederne skyller ind over Danmark

af Thit | mar 24, 2022 | TEMA

Ritzaus Bureau er den første bølge, når nyhederne skyller ind over Danmark

Troværdighed, gennemsigtighed og hurtighed er nøgleordene, når Ritzaus Bureau leverer nyhedstelegrammer til alle landets medier. Mød redaktionen, der gemmer sig bag den daglige danske nyhedsstrøm.

TEKST: Anton Schack
Illustration: Silje Qvist

Udgivet den 24. marts 2022

Et historisk træskib er fundet 107 år efter en ulykke ved Antarktis. Klokken er tolv minutter over ti, og nyheden er netop tikket ind på Kristeligt Dagblads hjemmeside. Skibet ligger på tre kilometers dybde og er i usædvanlig god stand, forklarer artiklen.

Indenfor to minutter finder nyheden også vej til Information, Berlingske og BT.dk – Danmarks største nyhedssite. Kun små variationer i rubrikken adskiller artiklerne fra hinanden. En kort og præcis brødtekst med kun den mest nødvendige information om opdagelsen.

I den følgende time popper historien om det stolte skib Endurance op hos yderligere 50 danske medier – fra JydskeVestkysten i Esbjerg til Politiken i hjertet af København. Alle artikler med samme velkendte afsender.

I Danmark findes der kun ét medie, der kan lave nyheder med den gennemslagskraft. Ritzau er landets største nyhedsbureau, og for at forstå dets rolle i nyhedsstrømmen, spoler vi tiden tilbage til to timer før, nyheden om det historiske skib spredte sig.

Fra Sydney til København

Dagen er så småt ved at tage fart. I Ritzaus redaktionslokaler arbejder journalisterne på at få greb om de dagsaktuelle historier. Nyhedsredaktør, Jens Jacob Lerche, har været på sin plads siden klokken halv seks. Der blev stafetten overleveret fra Sydney til København. Ritzau har en redaktion på fem journalister siddende i den australske storby. Tidsforskellen gør det muligt at have folk på arbejde døgnet rundt, uden at nogen hænger på de opslidende nattevagter. En Ritzau-opfindelse, som flere af de europæiske nyhedsbureauer har ladet sig inspirere af.

Der er stille i lokalet. Ikke en anspændt stilhed, men nærmere en tilbagelænet ro. Ti journalister er samlet om en klynge af skriveborde. Tilsammen udgør de Ritzaus NU-redaktion, hvor de hurtige nyheder skrives og sendes ud til medierne.

”Vi må have smittet hinanden,” siger en kvinde, da det bliver bemærket, at de alle arbejder stående ved deres hæve-sænkeborde.

Ingen af journalisterne har færre end fire computerskærme foran sig. Deres blikke flakker koncentreret fra skærm til skærm. De enkelte stofområder er fordelt blandt bordene. En dækker erhverv, mens en anden passer livebloggen om krigen i Ukraine, og for enden af klyngen har dagens krimijournalist øje på de nyeste retslister.

150 års nyhedsproduktion

Uden for redaktionens vinduer slanger morgentrafikken sig fra Store Kongensgade og ind på Kongens Nytorv. Man kunne fristes til at kalde det en royal beliggenhed, som nyhedsbureauets ansatte møder ind på hver morgen. Netop kongehuset var da også blandt de første kunder, da Erik Nicolai Ritzau i 1866 grundlagde Danmarks første telegrambureau.

Siden dengang har det været Ritzaus opgave at klæde de danske medier på med nyheder fra ind- og udland. En opgave, der har skiftet karakter – først med overgangen fra telegrammer til telefonforbindelser, og siden med den omvæltning internettet har været for journalistikken.

I dag abonnerer de danske medier ikke bare på Ritzaus journalistik. De ejer bureauet. Efter Anden Verdenskrig overtog dagbladene ejerskabet, og Ritzau har siden i bogstaveligste forstand været mediernes fælles nyhedsbureau. Hver dag producerer de flere hundrede nyhedstelegrammer, og på redaktionen PLUS leverer de længere printformater til et bredt udsnit af de danske dagblade.

Det forsvundne træskib

Ved nyhedsredaktørens side sidder udlandsjournalist Thomas Bækby Skov-Carlsen. En af skærmene på hans bord er dedikeret til telegrammer fra de internationale nyhedsbureauer. Flere gange i minuttet dukker en rød bjælke op og gør ham opmærksom på, at endnu en nyhed er tikket ind. Det er hans opgave at overvåge telegrammerne fra udlandet og vurdere, hvilke af historierne der er interessante for de danske medier.

30-årige Thomas Bækby Skov-Carlsen fik smag for nyhedsproduktion, da han under sin uddannelse på DMJX kom i praktik hos Ritzaus Bureau. Nu har han været ansat på redaktionen i syv år og udover at skrive udlandsstof, er han også vejleder for bureauets journalistpraktikanter.

Selvom klokken kun er lidt i ti, har Thomas Bækby Skov-Carlsen allerede færdiggjort en lille håndfuld artikler, og nu er han faldet over en nyhed, der forhåbentlig kan blive til hans næste historie.

Amerikanske CNN beretter om, at et over hundrede år gammelt træskib er fundet under isen ved Antarktis. Historien stikker ud fra de gængse udlandshistorier om krigen i Ukraine og corona-pandemiens konsekvenser. En fascinationshistorie som denne er et godt supplement til de tunge dagsordener.

Thomas googler skibets navn for at blive klogere på historien, og efter et par minutters research er han klar til at skrive første version af web-historien. Udlandsjournalistens begejstring forstærkes yderligere, da han opdager, at CNN har billeder af det sunkne træskib.

”Dem skal vi have fat i,” siger han og spejder mod redaktionens fotoredaktør, der med det samme fanger hentydningen og går på jagt.

Den universelle nyhed

Alle Ritzaus nyhedstelegrammer skal kunne bringes på tværs af de 170 danske medier, der er kunder hos bureauet. Derfor er det ifølge redaktionschef Martin Darling altafgørende, at journalisterne formår at skære ind til benet og lade telegrammerne være helt neutrale i deres formidling.

“Kan man bruge et ord som social dumping? Det ville nogle af vores kunder nok gøre, mens andre ville kalde det fri konkurrence. Der skal vi på jagt efter et endnu mere præcist ord for at skabe en god, upartisk nyhed, der ikke er tendentiøs i dens oplysning,” siger Martin Darling.

Med Ritzaus journalistik er medierne garanteret den nyhedspuls, de hele tiden skal kunne levere på deres hjemmesider. Lige på det punkt er der ikke stor forskel på, hvad de forskellige medier efterspørger:

“De kalder os deres første bølge. Vi laver det solide og skarpe nyhedsarbejde, som giver dem hænderne fri til at bygge ovenpå og differentiere sig fra de andre medier,” siger Martin Darling.

En perfekt dag på Ritzau skal, ifølge redaktionschefen, leve op til fem forskellige kriterier.

Redaktionen må ikke overse noget. Hvis de først opdager en nyhed 11 minutter efter, at den er breaket, er de kommet for sent. Dernæst skal de undgå at skrive noget, der er forkert. Hver gang de må korrigere en nyhed, skader det bureauets troværdighed. Som tredje punkt er det vigtigt, at redaktionen får prioriteret de mest væsentlige historier, og for det fjerde skal deres artikler gerne blive brugt bredt i det danske medielandskab.

Hvis de kan sætte flueben ved alt det, og til sidst som femte punkt også lykkes med at producere et par solohistorier, som de andre medier ikke har opdaget, så tager chefredaktøren hjem med et fornøjet smil på læberne.

En evig strøm af nyheder

En gul post-it-note er klistret fast til kanten af Thomas Bækby Skov-Carlsens computerskærm. Det er en kollega, der har sat den op. ”Husk at holde pauser,” lyder budskabet. Når først nyhederne ruller ind, kan timerne let komme til at flyde sammen.

Historien om det forsvundne skib skrev han færdig på ti minutter. 1.500 anslag med to citater og den vigtigste baggrund. Artiklen er allerede blevet bragt i flere af de store medier, men det er der ikke tid til at dvæle ved. En ny historie er tikket ind på hans infoskærm, og han er godt i gang med første udkast til webudgaven.

Sveriges statsepidemiolog har landet en topstilling i WHO. Thomas Bækby Skov-Carlsen navigerer mellem et telegram fra det svenske nyhedsbureau, TT, og en officiel pressemeddelelse fra den svenske sundhedsstyrelse, Folkhälsomyndigheten.

”Der er kommet en klokke fra mig,” lyder det pludseligt fra skrivebordet i den anden ende af redaktionen.

Det er dagens krimijournalist, Ida Bischoff, der i et øjeblik stjæler de øvrige journalisters opmærksomhed. Klokkerne er de vigtigste nyheder og sendes direkte ud til kunderne på SMS. En mail fra anklagemyndigheden er landet i Ida Bischoffs mailboks, og på få minutter har hun skrevet en kort artikel om, at en 31-årig mand er tiltalt for landsforræderi.

”Kan vi ikke kalde ham IS-kriger i rubrikken?” foreslår nyhedsredaktør, Jens Jacob Lerche, da nyheden lander på hans skrivebord til redigering og offentliggørelse. Han mener, det ville styrke identifikationen.

”Han er jo kun tiltalt indtil videre,” modargumenterer Ida Bischoff fra sit skrivebord og foreslår, at de går med ”formodet IS-kriger” som et dækkende kompromis.

Den usynlige redaktion

Et diskret ’Ritzau’ indrammet af to skråstreger i bunden af telegrammerne er eneste spor af nyhedsbureauet, når de mange nyheder forlader redaktionen på Store Kongensgade. Som læser skal man næsten gøre sig umage for at bemærke, hvem der er afsender på den nyhed, man læser igennem.

“Vi har ikke noget behov for at brande os overfor læserne. Det er jo medierne, der skal købe vores journalistik,” forklarer Martin Darling og pointerer, at telegrammerne heller ikke bringes med personlige bylines.

Nyhedsproduktionen på Ritzau er en holdpræstation. Det er ikke tilfældigt, at skrivebordene på redaktionen er samlet i en klynge.

For Thomas Bækby Skov-Carlsen betyder det ikke noget, at hans navn ikke pryder de historier han producerer. Tværtimod er han stolt af at kunne lægge sig under den journalistiske standard, det lille Ritzau-mærke repræsenterer:

”Hvis du udelukkende er ude på at skabe dig et navn og kunne tweete alle dine fede historier, så er Ritzau måske ikke det rette sted. Jeg ved, at godt arbejde bliver værdsat her på redaktionen, og det er faktisk det vigtigste for mig,” siger Thomas Bækby Skov-Carlsen.

En halv meter fra gerningsmanden

af Signe Duedahl Nørgaard | dec 2, 2021 | UDE

En halv meter fra gerningsmanden

Hverdagen som rets- og kriminalreporter indebærer mødet med kriminelle og at se de mørkeste sider af samfundet. En hverdag, som de seneste seks år har været virkeligheden for DR’s retsanalytiker, Louise Dalsgaard.

TEKST: Silje qvist & Mie juhl lorensen
FOTO: rasmus breum

Udgivet den 02. december 2021

I Indre By spredte panikken sig for alvor, da politiet spærrede af for Nørreport Station. Folk flygtede i rædsel for, hvad det synlige politi kunne betyde. Selv i politiets øjne var der angst at spore. Journalisterne stod på sidelinjen og rapporterede med selv samme frygt i øjnene. Et par timer forinden lød de første skud mod Krudttønden og senere den jødiske synagoge i Krystalgade.

“Det her kommer til at gå over i historien,” var Louise Dalgaards første tanke, da beskederne om terrorangrebet begyndte at tikke ind. Selvom det skete tilbage i 2015, husker hun stadig billederne af det trykkede København.

Louise Dalsgaard, 32, var dengang ny journalist hos DR. Hun var hurtig til at spørge sin redaktør om, hvad hun kunne gøre for at hjælpe i dækningen af terrorangrebet. Det skulle blive starten på hendes karriere som rets- og kriminalreporter.

I dag sidder Louise Dalsgaard fast placeret bag skrivebordet på DR’s krimiredaktion. Her er hun ansat som retsanalytiker. En stilling, hvor hun ikke kun videregiver det, der sker i retssalen og ude fra den kriminelle virkelighed. Hun har også mulighed for både at sammenligne, vurdere og kommentere på sagerne.

Hos DR er Louise Dalsgaard en del af et team, der i huset mest af alt er kendt som “de travle damer fra krimi”. Indimellem er det nødvendigt, at der rykkes hurtigt, for det er aldrig til at vide, hvornår den næste store sag byder sig til.

”Der er terror med terror på i dag.”

– Louise Dalsgaard, retsanalytiker hos DR

En hverdag med fart på

Dagligdagen er sjældent den samme. Er der ikke noget på programmet fra morgenstunden, tjekker Louise gerne retslisterne og tager en ringerunde for at høre, om der er sket noget inden for hendes kriminalradar. Her snakker hun både med politi, anklagere og forsvarere. Folk, som hun iøvrigt er på fornavn med, og derfor ringer hun altid direkte.

Arbejdsdagen starter klokken 10, og efter et par timer bag skrivebordet er det på tide at rykke ud. Første stop bliver Retten på Frederiksberg. Ingen tid kan gå til spilde. På vejen spiser hun en frokostsalat samtidig med, at hun gør computeren klar til at rapportere fra retssalen.

“Man lærer virkelig at komme af med sin køresyge i det her job,” siger Louise, mens hun gynger let fra side til side på passagersædet.

Klokken er lidt over tre, og allerede nu har Louise modtaget 35 opkald. Et par af dem klarer hun i bilen.

“Der er terror med terror på i dag,” lyder det fra Louise til en kollega i telefonen. Hendes dage er uforudsigelige, både lange og korte. Det tyder på, at denne dag bliver en af de længere.

Et fagligt netværk

Mødet med kilder fra hårde miljøer er en del af Louises jobbeskrivelse. Herunder kilder fra bander, som hun har indkodet på sin privattelefon og kommunikerer med via forskellige krypterede tjenester. Nogle kilder har hun kendt i syv år, mens andre er helt nye.

Kildekontakten er en af grundene til, at Louises adresse i dag er hemmelig. Sikkerheden vil for hende altid være i højsædet. Særligt fordi hun er bosiddende på Nørrebro. Et område, som har oplevet sin del af bandekonflikten, og hvor hun tidligere har dækket sager.

“Når jeg mødes med kilder, tænker jeg altid over, hvor vi mødes. Hvis det ikke er et offentligt sted, er der altid en, der ved, hvor jeg er. Så sender jeg indimellem koordinater,” siger hun.

Hun har dog aldrig været ude for noget voldsomt i sin tid hos DR. Til trods for at hun synes de mest spændende sager sker i mødet med folk, der er på kanten af samfundet.

“Terrorsager, synes jeg, er enormt spændende. Det med at blive klogere på, hvem der gerne vil destabilisere vores samfund,” siger hun.

Det samme gælder for Louise i dækningen af bandemiljøet. For hende viser mange af de samme kendetegn sig hos de to typer af mennesker, der kommer ud i de radikaliserede miljøer. For en stor del af dem bliver det et spørgsmål om at finde en mening med livet og blive en del af et fællesskab.

”Det er voldsomt. Du kan sidde en halv meter fra en gerningsmand. Og det er jo ikke bare overskrifter. Det er mennesker, det handler om.”

– Louise Dalsgaard , rets- og kriminalreporter hos DR

På kanten

Næste punkt på Louises dagsorden er Københavns Byret. Her til aften skal der falde dom i en terrorsag, hvor to unge mænd er anklaget for at planlægge et terrorangreb. Louise træder ind i retssalen. Hun hilser kort på de andre journalister, der er til stede. På forreste række er der en plads til hende. Computeren stiller hun på bordet. Hendes fødder er krydsede og sitrer. Nu kan domsafsigelsen bare begynde.

Hun rejser sig pænt op, da dommeren træder ind i retssalen. Der bliver sagt et par ord. Der er komplet stilhed i salen foruden dommerens stemme og journalisternes tastende fingre på tastaturet. Dommeren sætter sig. Resten af retssalen følger trop.

Louise sidder på kanten af sædet. Hendes ryg er rank og spændt, og hun rammer på intet tidspunkt stolens ryglæn. Lettere foroverbøjet og med fingrene dansende over tastaturet. Det går stærkt. Hun kigger skiftevis op på tiltalte, dommer og forsvarere. Fortrækker ikke en mine på trods af det, hun hører. Men det er slet ikke tilfældigt.

“Jeg er enormt bevidst om, hvordan jeg fremstår i retssalen. Derinde bliver man nødt til at holde sin kæft og se neutral ud,” siger hun.

Hun går meget op i sin væremåde og fremtoning, særligt af hensyn til de pårørende, der kan være til stede i retssalen. Louise foretrækker altid at være til stede.

“Jeg vil se, hvem det drejer sig om. Det er ikke fordi, det skal undskylde noget, men det giver et nuanceret billede af, hvem det er og hvilke bevæggrunde, der ligger bag.”

Den professionelle hjerne

Som kriminalreporter er det vigtigt for Louise ikke at tage arbejdet med hjem. Der er en intimitet i et retslokale, og hun beskriver det som umuligt ikke at blive en smule påvirket.

“Det er voldsomt. Du kan sidde en halv meter fra en gerningsmand. Og det er jo ikke bare overskrifter. Det er mennesker, det handler om,” siger Louise.

DR tilbyder både debriefing og krisesamtaler til deres medarbejdere, hvilket Louise før har benyttet sig af. Hun fortæller dog, at hun oftest har brug for at vende tingene med en kollega, der kender til jargonen og temaerne, der hører til retsområdet.

“Du slår nærmest dine følelser fra og din professionelle hjerne til. Når det hele bundfælder sig, kan det være rart at tale ud med en kollega,” siger hun.

Louise er bevidst om, at det ikke er alle, der vil bryde sig om at være i hendes sko. Nogle gange kommer de til at se bevismateriale, som politiet medbringer til retssagerne. Det er ikke altid for sarte sjæle.

For Louise er det nogle gange vigtigt at minde sig selv om, at det er usædvanligt at ende på anklagebænken. På den måde undgår hun et forskruet billede af verden, hvor alle er kriminelle.

“Når man har siddet til sine første ti terrorsager, bliver man ikke lige så påvirket af, hvad der bliver sagt i retssalen. Det er både godt og skidt, fordi man kan miste fornemmelsen for, hvor alvorligt det kan blive,” siger hun.

Men det bliver aldrig hverdag at høre om mennesker, der bliver slået ihjel.

“Gudskelov! Aldrig! Det er lige grusomt at høre om hver eneste gang,” siger hun.

Aftenens TV-avis

Domsafsigelsen er nu afsluttet. Den ene mand dømmes skyldig for terrorplanlægningen. Han har købt to pistoler, to lyddæmpere og tilhørende ammunition. Den anden mand bliver frifundet for terror.

Louise bliver hængende i retssalen et par minutter. Intet skal gå hendes næse forbi. Hun smutter herefter ud i kulden. Afgørelsen skal Louise fortælle om i TV-avisen 18:30. Mørket er faldet på, og Louise må konstatere, at hun ikke har taget nok tøj på, mens hun i sin overgangsjakke tripper for at holde varmen.

Kameraet bliver gjort klar, lyset sættes op, fokus indstilles. Louise må bide kulden i sig, inden hun går live.

“Os reportere har det klart bedst, når det er sommer,” siger Louise smågrinende.

Louise får i øresneglen at vide, at hun er på. Hun står nu fast plantet med spredte ben og et fokuseret blik, mens hun fortæller om aftenens domsafsigelse i terrorsagen. Den er i kassen. Men Louises arbejdsdag slutter ikke helt endnu.

“Jeg skal lige se, om jeg kan nå forsvareren,” siger hun, mens hun løbende forsvinder væk fra kameraets linse og ud i mørket.

FORSIDEN

De, der vil kaldes dem

af Nina Schaumann Hansen | dec 2, 2021 | TEMA

TEMA

De, der vil kaldes dem

Nonbinært. Det er ikke længere en garanti, at ens kilder med sikkerhed tilhører et ’han’ eller ’hun’. Det stiller højere krav til journalistens sproglighed, og det kan ifølge nogle udfordre journalistens neutralitet at bruge de nonbinære kønspronominer. Og hvor meget kan vi forvente, at vores læsere ved om dette emne?

TEKST: Trine bjørn egede & victor heide-jørgensen
illustration: victor heide-jørgensen

Udgivet den 02. december 2021

David Jacobsen Turner, journalist på Weekendavisen, skriver i januar artiklen ”Direktionstransvestitten”, der handler om den engelske komiker Eddie Izzard. En måned før artiklen udgives, forklarer Eddie Izzard i et andet interview, at vedkommende fremover gerne vil omtales ’hun’. Trods udtalelsen vælger David Turner at omtale komikeren ’han’ gennem hele sin artikel.

”Jeg var aldrig i tvivl om, at jeg ville bruge ordet ’han’. På trods af det famøse interview, hvor han beder om at blive tituleret ’hun’, var det ikke en fuldstændig konsekvent ting. Det var ikke sådan, at han sagde:’Fra nu af er jeg kvinde.’ I hans eget pressemateriale i perioden stod der ’han’. Så jeg synes ikke, det var på tale at skrive ’hun’ hele vejen igennem,” siger David Turner.

David Turner nævner dog i artiklen, at der var rejst tvivl om Eddie Izzards pronomen. Han skriver derfor: ”Tilgiv derfor min ortodokse brug af ordet ’han’.”

Syv måneder senere skriver Simon Gregersen, journalist på Zetland, artiklen ”Dovenskab findes ikke. Men hvad er det så, der gør nogle røve så tunge?” I artiklen inddrager han udtalelser fra den amerikanske psykologiprofessor Devon Price, der identificerer sig selv som nonbinær, hvilket vil sige, at personen hverken opfatter sig selv som mand eller kvinde. Derfor vælger Simon Gregersen at bruge pronomenet ’de’, når han omtaler professoren.

”Jeg brugte pronomenet uden at gøre et stort nummer ud af det. Jeg har selv mødt flere transkønnede og har også haft kønsforskning på KU, så det er ikke så uvant for mig. Jeg ved godt, at der er mange andre, der ikke er så bekendt med de nonbinære pronominer, men jeg forklarer det jo i artiklen,” siger Simon Gregersen.

I de seneste år har forståelsen af kønspronominer haft vokseværk fra de binære ’han’ og ’hun’ til en mere flydende forståelse af køn. Dette har to journalister mærket på egen krop. De har dog valgt at forholde sig forskelligt til kildernes pronominer.

De forskellige håndteringer af kønspronomener er et billede på den splittelse, der lige nu eksisterer i den danske mediebranche. En splittelse der baserer sig på både grammatik og synet på mediernes og journalistens rolle i samfundet.

Sproglig fattigdom

David Turner mener, at de nonbinære pronominer er et forsøg på at presse amerikanske vendinger ind i det danske sprog, hvor det ikke giver mening.

”Jeg synes, det er et udtryk for sproglig fattigdom. Der er en tendens til, at vi ukritisk oversætter amerikanske udtryk og bruger dem i dansk sammenhæng, som vi har gjort det med ’they’ og ’them’. Hvis jeg skal være grov, vil jeg kalde det sprogligt provinsielt,” siger han.

For David Turner handler det i første omgang om, hvorvidt noget er grammatisk korrekt at skrive.

”Når samfundet udvikler sig, så gør sproget det også, og det skal det selvfølgelig, men ’de’ og ’dem’ er flertalsformer på dansk, og det er derfor grammatisk forkert at kalde en enkeltperson det. Hvis Dansk Sprognævn om 30 år har ændret praksis i forhold til det, så er det en anden sag,” siger han.

Seniorforsker hos Dansk Sprognævn Eva Skafte Jensen giver umiddelbart David Turner ret i hans vurdering om ordenes definition. Hun påpeger dog, at der allerede nu er en masse undtagelser til reglen.

”Den klassiske betydning er, at ’de’, ’dem’ og ’deres’ henviser til noget i flertal. Når det så er sagt, så er der også en masse tilfælde, hvor det også henviser til noget i ental. For eksempel sætninger: ’Der er én, der har glemt sin telefon. De kommer nok tilbage og henter den senere’,” siger hun.

Den sproglige vanskelighed ved at kalde én person for ’de’ kan Simon Gregersen fra Zetland godt genkende fra sin egen artikel.

”Jeg blev udfordret på det grammatiske. Jeg var tit nødt til at skrive sætninger om, så de ikke blev meningsforstyrrende. Det stiller helt sikkert høje krav til journalisten, hvis det skal formuleres forståeligt,” siger han.

Eva Skafte Jensen anerkender, det kan forvirre, men hun indvender dog, at det lige så meget handler om at være sprogligt præcis.

”Det er en situation, vi også kender fra andre områder af sproget. Det kan også være forvirrende at fortælle en historie om to med hankøn. Der kan det blive forvirrende at holde styr på, hvilken ’han’ vi taler om,” siger hun.

Hvis ’de’ og ’dem’ skal blive en del af den danske ordbog som kønspronominer, så kræver det ifølge Eva Skafte Jensen, at nok er villige til at bruge dem. Det gælder også medierne.

”Det kræver, at der er tilpas nok mennesker, der begynder at bruge det. Hvis medierne begyndte at bruge vendingerne oftere, ville det helt sikkert være en omstændighed, der gør det mere sandsynligt, at betydningen vil blive ændret,” siger hun.

Hun lægger dog ikke skjul på, at den mulige ændring ligger et godt stykke ude i fremtiden.

”Vi vil gerne have god lang tid til at vurdere, om den sproglige udvikling er en døgnflue, eller om det faktisk holder ved. Så det kommer ikke til at ske indenfor den nærmeste fremtid,” siger hun.

Gymnasielæreren fra Kolding og mekanikeren fra Nakskov

Simon Gregersen oplevede med sin historie, at det er vigtigt at være bevidst om, hvad der kan virke fremmed for dem.

”I første omgang havde jeg bare skrevet en enkelt sætning om brugen af kønspronomenerne i artiklen. Min redaktør gjorde mig dog opmærksom på, at mange er uvante med udtrykkene. De skulle føres ind i det sprogbrug, så vi kunne skabe bro til de læsere. Der kom derfor et par ekstra sætninger på, som forklarede det,” siger han.

Efter at have udgivet historien opdagede han, hvordan deres ellers velmenende intention også kan skabe problemer. Hvis man bruger for meget plads på at forklare det nonbinære fænomen, kan det ende med at fremstå endnu mere fremmedartet.

”Jeg fik en mail fra en person fra LGBT-miljøet i Danmark, der følte, at jeg fremmedgjorde nonbinære gennem mine formuleringer. Det var ’othering’, som man kalder det. Det fik det til at lyde eksotisk. Selvom det kan lyde som flueknepperi, så kunne jeg sagtens forstå pointen. Så jeg omskrev det til min forrige kortere formulering,” siger han.

Ifølge David Turner bør de store massemedier forsøge at appellere så bredt som muligt.

”Vi massemedier henvender os til den brede befolkning. Jeg skriver ikke til et lille woke miljø af universitetsaktivister. Jeg skriver til gymnasielæreren i Kolding og automekanikeren i Nakskov. I min artikel ville det støje enormt meget for mine læsere, hvis jeg præsenterede dem for en mand, der gennem hele sin karriere har været mand, og begyndte at kalde ham ’hun’. Og hvem skulle det være til gavn for?” siger David Turner.

Spydspids eller talerør?

David Turner mener ikke, at journalisterne skal gå forrest i værdikampe.

”Jeg er stor modstander af, at journalisten skal være spydspids for en dagsorden. Hvis en journalist føler sig som frontfigur for en revolution, så tror jeg, personen er i den forkerte branche,” siger han.

Journalistens rolle er at give et talerør til mennesker, der har noget på hjerte – ikke at blande sig i debatterne. For David Turner ville det være at vælge side, hvis journalisterne begyndte at bruge de kønsneutrale pronomener.

”Vi skal have kampene og transaktivismen ind i spalterne, men vi skal ikke gøre os til part i det. Ellers tager vi læserne til gidsler i en sag, der ikke nødvendigvis vedrører dem,” siger han.

Selvom Simon Gregersen ikke tror på det som et påbud, mener han, at man kan hjælpe med at normalisere transkønnede og nonbinære gennem journalistikken.

”Da jeg fandt ud af, at Devon Price var nonbinær, tænkte jeg: ’Fedt!’ Man kunne lade en person videreformidle deres vigtige budskab, og så var den person tilfældigvis nonbinær. Det var naturligt og anstrengt,” siger han.

Uden at have den eksakte opskrift på det mener Simon Gregersen, at medierne kan hjælpe med at bygge bro mellem grupper af mennesker, der ikke kender hinanden, og som måske endda besidder fordomme mod den anden gruppe.

”Jeg tror, journalistens rolle er at skabe samling i et samfund, og så er det op til den enkelte journalist at finde ud af, hvordan man gør det.”

TEMA: DILEMMA

Denne artikel er en del af TEMA, der denne gang sætter fokus på de tvivlspørgsmål, som ofte opstår indenfor journalistikkken.

Dilemmaer, der handler om kildehåndtering, nye genrer og økonomiske udfordringer.

Du kan finde de andre historier her:

Jagten på den gode fortælling ledte mig gennem dilemmaland

Fremtidens mediebranche søger... forretningsbevidste journalister

Redaktionen er bekendt med kildens identitet. Skal læseren også være det?

Næste poster »