I Damaskus hvisker friheden stadig
I Damaskus hvisker friheden stadig
Fem måneder efter regimets fald balancerer Syrien mellem drømmen om frihed og en ny virkelighed præget af kontrol. Unge stemmer i Damaskus hvisker stadig deres håb, mens HTS-styret kontrollerer, hvad der må siges højt.
TEKST og foto: Amalie Hermansen
Udgivet d. 28. maj 2025
DAMASKUS – det dufter af kardemomme, spidskommen og cigaretter i Souk Al-Hamidiyeh. Motorcykler snor sig mellem menneskemængden, og gadesælgeres skældud overdøver snakken.
En kvinde med en stak fladbrød på armen maser sig forbi boderne, men snubler og mister grebet. Et maskingevær blinker i lyset, da en mand i camouflagetøj hjælper hende med at samle brødene op. Han er en del af HTS-styrkerne, der nu kontrollerer store dele af Damaskus.
Kvinden takker og skynder sig videre. Manden retter sig op og træder tilbage til sin gruppe: Fire andre HTS-soldater.
HTS forsøger at fremstå moderat, men en ung gadesælger i bazaren er skeptisk. Han har stået det samme sted i syv år og solgt parfumer.
“Magten har skiftet ansigt og navn, ellers har intet forandret sig,” siger den 22-årige parfumesælger.
Efter diktator Bashar al-Assads fald har den islamistiske gruppe HTS overtaget kontrollen med størstedelen af Syrien. Deres tilstedeværelse præger nu gadebilledet i Damaskus, men landets fremtid er stadig usikker. Illustreret Bunker har besøgt hovedstaden for at tage temperaturen på et land i opbrud.
Hvem er HTS?
Hay’at Tahrir al-Sham, HTS, er en islamistisk bevægelse med rødder i al-Nusra, tidligere al-Qaedas gren i Syrien. Gruppen kontrollerede i flere år Idlib-provinsen og har efter regimets fald udvidet sin magt til Damaskus*.
Lederen, Abu Mohammad al-Jolani, forsøger at præsentere HTS som en mere moderat aktør, men organisationen fastholder kontrol med medier, ytringer og offentlighedens adgang til magten**.
* Financial Times
** Middle East Institute
Bag universitetets mure
Damaskus emmer af liv, men i sprækkerne trænger overvågning og kontrol frem. Illustreret Bunker får en aftale om et interview med en af soldaterne fra HTS, men få timer efter er de forsvundet og dukker ikke op de efterfølgende dage. Bazaren summer videre som før.
Alligevel mærkes HTS-styrkernes tilstedeværelse nu i flere dele af byen. I den tætte trafik glider biler og motorcykler forbi en politibil med seks bevæbnede betjente på ladet. Maskingeværerne hviler synligt i hænderne.
Ved byens udkant kontrollerer HTS-folk de forbipasserende. Og foran offentlige bygninger står de samme security-scannere, man normalt forbinder med lufthavne.
På Damaskus Universitet bestemmer portvagterne, hvem der lukkes ind. Bagved blander latter og cigaretrøg sig mellem betonvæggene.
To studerende sidder på en bænk i solen. Den ene rejser sig og går, da ordet ‘interview’ nævnes. Den anden bliver. Han hedder Saad Kweider og er 25 år.
“Jeg frygter ikke for vores fremtid, for intet kan blive værre end det, vi levede under før,” siger han.
Thomas Vladimir Brønd er adjunkt ved Institut for Strategi og Krigsstudier ved Forsvarsakademiet og ekspert i Syrien. Han fortæller, at under Bashar al-Assad kunne selv en bemærkning i det offentlige rum ende med fængsling.
“Der er sket en tydelig forandring. Dengang kunne man blive arresteret for at tale om politik, nu foregår diskussionerne åbent i gader og på caféer. Men spørgsmålet er, hvilken form for ytringsfrihed det egentlig er. Grænsen for hvad man må sige om det nye styre og præsidenten er stadig uklar,” siger han.
Saad Kweider mener selv, at han i dag tør sige, hvad han tænker. Også offentligt.
“Det nye styre giver os friheden til at tænke og tale frit,” siger han. Men da spørgsmålene bliver mere personlige, flakker hans blik.
“Jeg kan ikke se, hvad danskerne skal bruge mine politiske holdninger til,” siger han og undgår øjenkontakt.
Han tager et dybt hiv af cigaretten og afslår at få taget sit billede.
En journalist i krigens skygge
Udenfor er solen ubarmhjertig, indenfor er gangene kølige. Det hvide klinkegulv kaster lyset tilbage, og væggene er nøgne. Ikke et eneste billede. Kun ekkoet af fodtrin og stemmer.
I en af korridorerne står Ahmad Bakir i en blå og gul uniform med ordene ‘The White Helmets’ på ryggen. 35 år og journaliststuderende.
Han er ældre end sine medstuderende. Under borgerkrigen valgte han at afbryde sine studier for at blive frivillig i The White Helmets. En hjælpeorganisation, der under krigens værste år gravede sårede ud af sammenstyrtede bygninger.
“Der var ingen fremtid under al-Assad. Han dikterede, hvad der måtte siges, og hvem der måtte ansættes. Der var ingen frihed,” siger han.
Han fortæller, hvordan det tidligere regime kontrollerede pressen ned til hvert ord.
“Der fandtes ikke journalister. Kun regimets lange arme,” siger han.
Ifølge lederen af fakultetet for medier på Damaskus Universitet repræsenterer landets nye journaliststuderende et brud med fortiden. Under det gamle regime fungerede journalister primært som talerør for magtens dagsordener.
“Min ambition er, at de skal lære at se befolkningen i øjnene og formidle ægte journalistik. Historier, der afspejler det Syrien, vi lever i nu,” siger han.
HTS har lovet forandring og reformer. Men i februar indførte de en ny lov, der betød, at udenlandske journalister nu skal ansøge om tilladelse til at arbejde. Ansøgningen kræver detaljer: Hvilket emne? Hvem er chaufføren? Tolken? Navne på familiemedlemmer.
Jakob Skovgaard-Petersen er professor ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier ved Københavns Universitet.
“Det er ikke unormalt, at lande i Mellemøsten har sikkerhedssystemer, der overvåger udefrakommende journalister. Det gælder også i Syrien. Staten stoler ikke på journalister og slet ikke på vestlige,” siger han.
To ansatte står diskret i baggrunden og følger samtalen med Ahmad Bakir.
“Da jeg studerede tidligere, var det en falsk forhåbning at blive journalist. Men i dag kan man blive, hvad man vil,” siger han.
Overvågningen synes at være blevet en del af hverdagen, mens fremtidsdrømmene lever videre i ham.
“The White Helmets løber i mit blod, og jeg drømmer om at blive deres presseansvarlige en dag,” fortæller han med et smil.
For Ahmad Bakir handler journalistik ikke om at holde magthaverne i skak, men nærmere det at give de fattige syrere en stemme.
”Fri journalistik handler om at kunne fortælle den lille mands historie og lidelser. Det er dem, som aldrig bliver hørt. Og dét er afgørende for Syriens fremtid,” siger han.
For Ahmad Bakir og mange andre er håbet om ytringsfrihed levende, men kun så længe spørgsmålene ikke bliver for politiske. Friheden må endnu hviske, før den tør råbe.
En fremtid på pause
Bag en turkis dør ligger en café gemt i en smal passage. Højt til loftet. Lænestole i rødt, orange og blå. Spejle på væggene. Lavmælt musik.
Her sidder Maria Ammash, en kvinde i starten af 20’erne. Modsat mange andre ser hun stadig friheden som skrøbelig.
“Jeg frygter, det nye styre er det gamle i ny forklædning. Når lederen ikke taler til folket og kræver tilladelser til alt, så lugter det af noget, vi kender alt for godt,” siger hun.
Uden for byen står landsbyerne i ruiner. Knuste tage. Tomme vinduer. Forladte hjem. Under al-EAssad blev de bombet. Under HTS står de uændrede.
Tilbage i bazaren råber sælgerne stadig. Duften af spidskommen blander sig med sved og diesel. En mand trækker sin vogn forbi. Løftet om frihed lever endnu.
Vi skal tale om kønskløften, ikke grave den dybere
Vi skal tale om kønskløften, ikke grave den dybere
Debatten om ligestilling og feminisme har i årevis fyldt både i medier og munde. I mange år har det handlet om at kæmpe sig fremad for mere lige rettigheder, flere kvinder i ledelse, færre overgreb, mindre tavshed. Men noget har ændret sig.
TEKST: Sarah Emilie lund cardel og nanna baunbæk
FOTO: laurits otto
Udgivet den 28. maj 2025
I dag er det ikke længere bare kønnet, der er genstand for debatten. Kønnet er blevet skillelinjen. Den lever i kommentarsporene, hvor tonen bliver hård, før argumenterne når at folde sig ud. Den viser sig, når samtaler om køn bliver så konfliktfyldte, at de slet ikke bliver taget.
Ifølge en undersøgelse fra 2024 mener hver femte unge mand, at ligestillingen er gået for langt. To procent af de unge kvinder mener det samme. Siden er en offentlig samtale rejst, om hvorvidt det blot er mændene, som er trukket længere mod højre, eller om også kvinderne er trukket længere mod venstre.
Det sætter vi ikke spørgsmålstegn ved. Hvad vi derimod søger svar på, er, hvordan medier og vi som kommende journalister formidler til en offentlighed, der viser sig at være splittet på noget så basalt som køn?
For journalistikken er ikke bare et spejl, der viser, hvad der sker. Den er også et værktøj, der former den måde, vi forstår det på. Den har magt til at sætte dagsordener, til at præge opfattelser, til at afgøre hvem der bliver hørt, og hvordan de bliver det.
Og hvordan skaber vi så journalistik, der både kan rumme dem, der føler sig misforstået af feminismen, og dem, der oplever, at netop feminismen er en nødvendighed?
Det er ikke en tænkt overvejelse. Hvis nogle føler sig angrebet, hver gang feminisme nævnes, og nogle føler sig svigtet, hver gang den ikke nævnes, står vi over for en reel, praktisk udfordring for den daglige redaktionelle virkelighed. For når vi laver journalistik om ligestilling, feminisme eller MeToo, så ved vi, at vi risikerer at tabe nogle læsere. Vi må spørge os selv: Hvem er det, vi ikke længere når med vores dækning? Og hvordan kan vi nå dem uden at svigte vores integritet?
Journalistikkens vigtigste rolle er ikke at vælge side, det er at skabe mulighed for fælles forståelse. Det er ikke nemt. Det er ikke rart. Og det er ikke noget, vi løser med en ‘modpart’ i bunden af en artikel. For hvis vores journalistik er med til at reducere kønsdebatten til et spil mellem to lejre, så risikerer vi at grave grøften endnu dybere.
Vi skal turde vise, at der også findes noget imellem. At der findes tvivl, udvikling, refleksion. At man kan støtte ligestilling og samtidig føle sig udelukket fra dele af samtalen. At man kan kritisere dele af MeToo og samtidig tage dets betydning for samfundet alvorligt.
Måske handler det ikke udelukkende om at skitsere yderpolerne, men om at insistere på nuancer og fortællingen om dét, der befinder sig imellem ekstremerne.
Chefredaktør for GAFFA: ”Vi er jo ikke gemt mere bag en betalingsmur, end hendes koncerter er gemt bag en billetpris”
Chefredaktør for GAFFA: ”Vi er jo ikke gemt mere bag en betalingsmur, end hendes koncerter er gemt bag en billetpris”
I et medielandskab i konstant forandring, vælger flere mediehuse at skære ned på den trykte journalistik. GAFFA holder fast i det gratismagasin, der satte dem på landkortet.
TEKST: Jens-christian dyhr
FOTO: felix fonnest
Udgivet den 28. maj 2025
Høje trykomkostninger, faldende annoncepenge og en læserskare, der i stigende grad læser artikler online, har betydet, at flere skrevne medier har nedprioriteret den fysiske avis.
Men i et lille redaktionslokale i det centrale Aarhus holder ét musikmedie fast i gratismagasinet, der banede vejen for deres status som Skandinaviens største musikmedie.
Illustreret Bunker har taget en snak med chefredaktøren for GAFFA, Ole Rosenstand Svidt, om GAFFAs økonomi, betalingsmurer og læsernes mentale barrierer.
Gratis for folket
For GAFFA er de gratis magasiner og onlineartikler ikke bare en tabt indtægtskilde. For dem er det en måde at holde sig relevante på og sørge for, at de forbliver en del af den offentlige samtale.
”Hvis vi skulle til at tage penge for bladet, ville vi kun være at finde i kiosker, og det er jo nærmest kun 7-Eleven, der sælger blade efterhånden. Så risikerer vi at forsvinde fra mange folks bevidsthed, fordi vi ikke er sådan et blad, man bare lige kan gribe fat i,” siger Ole Rosenstand Svidt.
Samtidig med at gratismagasinet holder GAFFA på musiklandkortet, er det faktisk også en overskudsforretning. Det er nemmere for GAFFA at sælge annoncer til det fysiske magasin, end det er at sælge online, forklarer chefredaktøren.
”Der er ingen planer om, at det skal være et betalingsmagasin,” siger han.
Dette på trods af at GAFFA trykker færre magasiner, end de før har gjort.
Da oplaget var på sit største i midten af nullerne, var det et sted imellem 70.000 og 80.000. I dag ligger oplaget på omkring 25.000 eksemplarer.
GAFFA+
Selvom GAFFA holder fast i gratismagasinet, er en del af forretningsmodellen også, at de gerne vil have, at du tegner abonnement.
Betalingsmodellen blev indført i sommeren 2022. I starten var det mest de ældre, der valgte at betale for at læse GAFFAs artikler. Senere kom de unge til – lidt til chefredaktørens overraskelse. I skrivende stund er der omkring 6.000 betalende abonnenter. Dette ud af omkring 180.000 månedlige læsere.
”Det der i gåseøjne kan redde os er, hvis folk vænner sig til, at de skal betale for vores anmeldelser online,” forklarer Ole Rosenstand Svidt
Chefredaktøren tror, at den største forhindring for læserne er en mental barriere.
”Ej, skal vi nu til at logge ind,” som han formulerer det.
Ole Rosenstand Svidt var i januar 2025 til en Artist talk med nogle forskellige kulturpersonligheder. Her skulle blandt andet Annika Aakjær have udtrykt, at der ikke er nogen, som skriver musikanmeldelser mere. Hertil nævnte værten, at GAFFA jo stadig skriver musikanmeldelser.
“Så sagde Annika Aakjær: ’Ja, men de er jo gemt bag en betalingsmur.’ Men vi er jo ikke gemt mere bag en betalingsmur, end hendes koncerter er gemt bag en billetpris,” siger Ole Rosenstand Svidt.
Fremtiden for GAFFA ser spændende ud, som chefredaktøren selv forklarer det. Der er en masse udfordringer i mediebranchen, som musikmagasinet deler med alle andre medier, konkluderer han. Men for GAFFA er den største udfordring at få læserne til at betale for deres artikler.
”Hvis vi skal forblive det samme antal medarbejdere, så skal vi forblive det samme antal læsere – gerne flere,” fastslår chefredaktøren.
Målgrupper
GAFFAs målgruppe består primært af læsere i aldersgruppen 28-40 år. Den aldersgruppe udgør omkring 50 procent af bladets læsere. Den næststørste gruppe er de 18-28-årige, der udgør omkring 30 procent. Den resterende del af de faste læsere er over 40 år.
Det er med vilje, at målgruppen kun er defineret ved alder. Der er nemlig ikke én bestemt type musikelsker, der læser GAFFA. Det er i hvert fald ikke ambitionen. Og segmenteringen af læsere er også en, der afspejles i bladets indhold.
”For eksempel er det med et band som D-A-D ikke sikkert, at folk på 18 år gider at læse om dem. Men så længe dem på 40-plus vil læse om dem, er det fint. Omvendt er det med en kunstner som Østen, hvor læserne nok er mellem 18 og 28 år,” siger Ole Rosenstand Svidt.
Freelancere
Sammen med de fire fastansatte på redaktionen i Aarhus gør GAFFA i høj grad brug af freelanceskribenter. GAFFAs freelancestab tæller i skrivende stund et sted imellem 20 og 30 freelancere.
”Idéen med at bruge så mange freelancere er, at vi gerne vil have folk, der er specialister inden for forskellige stofområder fremfor at have få, som skal dække det hele. Så vil vi hellere have specialister, som er nede i materien og som ved, hvad der sker på de forskellige scener,” siger Ole Rosenstand Svidt.
Når GAFFA har så mange freelanceskribenter ansat, er det fordi, at med mange forskellige freelancere kommer der flere idéer til artikler, anmeldelser og interviews. En del af de artikler, der bliver pitchet til redaktionen kommer fra artisterne, læsere og aktører i musikbranchen.
Der er det ifølge Ole Rosenstand Svidt vigtigt at have nogle ude i marken, som har en fornemmelse af, hvad der rører sig i deres nicheområde.
Dertil kan det lægges, at freelanceskribenter også er billigere i lønudgifter.
”Der er mange af de freelancere, der startede med at være underbetalte freelancere, som så er blevet lidt mindre underbetalte, når de har været her i en periode,” siger Ole Rosenstand Svidt.
Det er en forretningshemmelighed, hvad man får for at være freelanceskribent for GAFFA. Chefredaktøren vil dog gerne røbe, at GAFFA ikke er lønførende.
”Personligt så jeg også gerne, at vores freelancere fik mere,” siger Ole Rosenstand Svidt om lønvilkårene og tilføjer: ”Men vi er desværre også i et meget presset marked. Der bliver skåret ned på medier over det hele.”
Chefredaktøren er dog optimistisk, når det kommer til fremtiden for freelancernes lønforhold hos GAFFA. Dette fordi GAFFA for første gang fik mediestøtte i 2024.
”Det kan forhåbentlig give os en lidt bedre økonomi – også til at give folk lidt bedre betaling,” siger Ole Rosenstand Svidt.
Mediestøtte
Det er ikke uden besvær, at musikmagasinet har fået mediestøtte for første gang.
”Vi har søgt mediestøtte i rigtig mange år, men vi har altid fået afslag. De sidste par år har vi kigget mere systematisk på, hvad vi skal lave for at få mediestøtte,” siger chefredaktøren.
Det fremgår af loven om mediestøtte, at hvis et medie skal modtage støtten, skal det have ”(…) et indhold, hvor mindst halvdelen er redaktionelt stof i form af artikler m.v. inden for et bredt emneområde og med behandling af aktuelt nyhedsstof,” samt “(…) redaktionelt stof, som primært behandler politiske, samfundsrelaterede og kulturelle temaer”.
”Det er også derfor, vi har flere artikler, hvor vi interviewer kulturpolitikere. Det er ikke nogen hemmelighed, at det gør vi blandt andet for at gøre det lidt lettere for os at få mediestøtte,” siger Ole Rosenstand Svidt.
GAFFA fik et overskud på 211.000 kroner i 2023. Ole Rosenstand Svidt forklarer, at GAFFA som regel generer enten et mindre underskud eller overskud.
”Det plejer at gå nogenlunde op. Hvis vi lige pludselig ikke får mediestøtten, så får vi et underskud,” forklarer han.
Selv med den nye mediestøtte, der tæller 703.000 kroner, er der ikke for chefredaktøren udsigt til, at overskuddet stiger markant i næste regnskabsår.
Der er dog nye veje at betræde for det efterhånden traditionsrige magasin. Ole Rosenstand Svidt tror på, at det næste store skridt for GAFFA bliver mere lyd- og videomateriale.
”Det bliver den nye store satsning,” siger Ole Rosenstand Svidt.
Veysel og Baris har beskyttet Tyrkiets journalister i otte år
Veysel og Baris har beskyttet Tyrkiets journalister i otte år
I et Tyrkiet, hvor retssikkerhed er blevet en mangelvare, har advokaten Veysel Ok og journalisten Baris Altintas viet deres liv til at forsvare landets journalister. Igennem organisationen Media and Law Studies Association overvåger de retssager, udarbejder rapporter og kører sager mod staten i pressefrihedens navn. Illustreret Bunker har mødt de to stiftere, der siden 2018 har været de eneste i Tyrkiet, som har givet juridisk hjælp til journalister og overvåget sager om ytringsfrihed i landet.
TEKST OG FOTO: Mads keller isaksen
Udgivet den 28. maj 2025
”Retten til fair rettergang er reelt forsvundet i Tyrkiet.”
Sådan lyder det i Media and Law Studies Association, forkortet MLSA’s første rapport fra 2019. Det er denne konklusion, som advokaten Veysel Ok og journalisten Baris Altintas har kastet sig ud i at bekæmpe.
Året forinden havde de to stablet organisationen på benene med et klart mål: At give journalister de bedste forudsætninger for at udføre uafhængig journalistik uden at være bange for de retslige konsekvenser.
Rapporten beskrev, hvordan der efter et fejlslagent militærkup i 2016 var flere hundrede journalister, der blev fængslet. Statens reaktion på kuppet var en undtagelsestilstand, der tilsidesatte internationale juridiske normer og skikke. I 2019 var Tyrkiet det land i verden, der havde flest journalister fængslet. Af de 155 fængslede fandt MLSA’s rapport, at i 72 procent af sagerne var journalister blevet tiltalt for terrorrelaterede lovbrud, og i 77 procent af disse sager brugte man journalisternes arbejde som bevismateriale.
MLSA havde en kolossal opgave foran sig. Men med international støtte og en innovativ model for overvågning af retssager i Tyrkiets 81 provinser så det lyst ud. Indtil Veysel Ok selv blev hevet i retten og dømt.
Mediernes død
I 2019 kørte det britiske medie Middle East Eye en historie med rubrikken: ’Hvorfor tyrkiske mediers troværdighed er død’. Artiklen kan kort opsummeres med følgende citat:
”I en Reuters Institute undersøgelse fra 2018 rangerede Tyrkiet nummer ét ud af 37 lande, når det gjaldt nyhedsbrugere, der klagede over falske historier.”
Mange journalister kan nok nikke genkendende til Baris Altintas’ grunde til, hvorfor hun blev journalist.
”Jeg ville forstå magten og oplyse om den. Jeg har altid været en nysgerrig person,” fortæller hun.
Jo mere tid Baris Altintas brugte i den tyrkiske mediebranche, jo mere polariseret og ideologisk opdelt fandt hun den. Branchen var essentielt delt op i medier, der var regeringsvenlige, og dem, der var regeringskritiske. Ofte var det mediets ejermand, der bestemte, hvilken af de to man hældte til. Med indtoget af den digitale tidsalder så mange muligheden for at gøre op med det unuancerede medielandskab, indtil to prominente, digitale regeringskritiske medier i 2023 blev censureret af staten.
MLSA var dog hurtigt ude og fik i 2024, efter et års arbejde, forfatningsdomstolen til at ændre dommen og ophæve blokeringen af de to nyhedshjemmesider.
Sagen var et klokkeklart eksempel på, hvad MLSA kunne udrette. Føre vigtige sager om pressefrihed, som kunne skabe præcedens i fremtiden. Efterfølgende havde MLSA endnu en gang succes. Denne gang angående et forbud mod at filme politiet i det offentlige rum. Ifølge Baris Altintas har begge sager været med til at etablere MLSA i og uden for Tyrkiet.
Fra skolegård til retssal
Efter sit tredje, men ikke sidste, succesfulde militærkup var Tyrkiet en de facto militærstat fra 1980 og tre år frem. I 1983 blev der igen afholdt, hvad man fra statens side kaldte frie valg. Militærstyrets udhuling af retsstaten og opbygningen af det Nationale Sikkerhedsråd gjorde, at det i forvejen giftige forhold mellem Tyrkiet og dets kurdiske mindretal kom under mere pres, i takt med at kurderne i øst blev udsat for noget af den hårdeste undertrykkelse i republikkens historie.
I den østlige del af Tyrkiet, i den kurdiske by Diyarbakir, rendte Veysel Ok rundt i en skolegård uvidende om sit lands uforudsigelige fremtid.
”En del af mine venner i folkeskolen kunne ikke tale tyrkisk. Lærerne var altid efter dem og torturerede dem psykisk, fordi de talte kurdisk. Deres forældre snakkede kurdisk, deres onkler og tanter snakkede kurdisk, deres venner snakkede kurdisk. Hvorfor skulle de kunne tyrkisk?” spørger Veysel Ok.
Et af Veysel Oks tidligste barndomsminder er, at lærerne på hans skole fik elever til at sladre om de venner, der ikke talte tyrkisk. Efterfølgende angav læreren børnenes familier til de lokale myndigheder.
Hvor der er konflikt, er der dog også dem, som vil løse den. Veysel Ok husker tydeligt de humanitære grupper, som hjalp til i de kurdiske områder i hans barndom. Han tøver derfor ikke et sekund, når han skal beskrive, hvorfor han gør det, han gør i dag.
”Det gav mig en kæmpe motivation at se mennesker hjælpe mennesker,” siger Veysel Ok
Prisen for at ytre sig
Retten i Istanbul, også kaldet Retfærdighedspaladset, er med sine 300.000 kvadratmeter Europas største. To gange er bygningen blevet angrebet.
I 2019, da MLSA udgav deres første rapport, havde de fået etableret sig som et seriøst navn i mediebranchen. Nogen man kunne regne med ville hjælpe. De havde også fået international medvind. En række tyske politikere og fonde havde rost dem for deres systematiske overvågning af 71 straffesager, som har forløbet over 90 retsmøder i ti forskellige provinser. Et arbejde, der havde vist, at tæt på 40 procent af ytringsfrihedssager i 2018 ikke overholdte internationale normer.
Det var første gang i Tyrkiets historie, at sådanne tal var blevet indsamlet, og en så skråsikker konklusion kunne drages omkring retssikkerheden i landet.
Veysel Ok nåede knapt at drikke champagnen færdig, før det var hans tur til at betale prisen for at ytre sig frit i Tyrkiet. Den 12. september stod han i Retfærdighedspaladset dømt for overtrædelse af artikel 301, også kendt som ’offentligt at nedgøre det tyrkiske retssystem.’ Bevismaterialet, fortæller han, var et interview, han havde givet fire år tidligere.
Han blev af retten idømt fem måneders betinget fængsel og udtalte sig i den forbindelse til mediet Bianet.
”Jeg brugte min ret som advokat til at kritisere. Jeg har stadig den samme holdning, men stik imod Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og internationale normer, mener dommerne ikke, at jeg har ret til dette,” siger Veysel Ok.
For Veysel Ok har hans klienter altid været venner og kollegaer, så at få lov til at smage en brøkdel af det, som de oplever, var for ham ’spændende,’ siger han til Illustreret Bunker.
”Jeg kunne ikke se mig selv lave andet”
Baris Altintas og Veysel Ok har arbejdet sammen siden 2016, og siden er der sket meget for dem og for Tyrkiet. De holder begge fast i, at de har haft hver deres unikke syn på deres udfordringer, Tyrkiets udfordringer, som Baris Altintas siger. Noget, der har været med til at få dem dertil, hvor de er i dag. Både Baris Altintas og Veysel Ok nævner, at arbejdet igennem årene har tæret på dem fysisk og psykisk. Det har ikke været nemt at se venner og kollegaer blive sat bag tremmer. Det er nemlig ikke alle sager, MLSA har vundet.
”Jeg studerede jura for at kunne understøtte menneskerettigheder, ikke for at tjene penge. Der er mening i det, jeg laver med mit liv. Jeg er stolt over det, vi laver,” siger Veysel Ok.
”At give tyrkere og kurdere adgang til information er noget af det vigtigste, vi gør. Vi har mange problemer, og det her er en af måderne at ændre dem på. Her i Tyrkiet betaler journalister for høj en pris for deres arbejde. MLSA hjælper dem, der betaler den pris,” siger han.