Affaldssortering på DMJX: “Vi fik det sgu ikke lige gjort”

DMJX får kritik for ikke at klæde sine studerende godt nok på til at navigere i konsekvenserne, der kan være ved at agere aktivistisk som journalist. På SDU har man valgt en anden tilgang, hvor konkrete situationer inddrages i undervisningen. Uddannelsesleder på DMJX, Henrik Berggren, afviser kritikken.

Har du også været i tvivl om, hvor meget du som journalist bør blande dig i debatten? Så er du ikke alene. For kan man tage til demonstration, poste på Instagram og skrive under på underskriftindsamlinger uden at gamble med sin fremtidige journalistkarriere? I et fag, hvor objektivitet er en kernedyd, kan det være farligt at tilkendegive sin mening offentligt i den betændte konflikt mellem Israel og Palæstina.

Så hvornår kan man deltage i debatten, og hvornår bør man holde sig væk? Alt efter om man går på SDU eller DMJX, kan der være forskel på, hvor meget man bliver klædt på til at kende konsekvenserne ved aktivisme i undervisningen.

Den 28. oktober 2023 florerede en mailkorrespondance på DMJX’s mailplatform på nogle studerendes initiativ med ønsket om en samlet underskriftsindsamling fra skolens studerende og ansatte til støtte for et frit Palæstina. Skolens rektor, Julie Sommerlund, frabad sig, at kommunikationsplatformene blev brugt til at dele sådanne erklæringer, og at skolens navn stod som afsender.

Underskriftsindsamlingen fik adskillige underskrifter fra studerende. En af dem var Vanessa Kjær, som dog sidenhen har tænkt meget over, hvad hendes underskrift kan have af konsekvenser. Hun mangler, at DMJX klæder hende bedre på til de overvejelser.

Retten til at være et privat menneske

Vanessa Kjær har altid været ret aktivistisk. Også efter at hun begyndte på journalistuddannelsen på DMJX for et år siden. Hun går nu på tredje semester og har gjort sig mange tanker om at være aktivistisk.

Hun har ytret sig højlydt i konflikten mellem Israel og Palæstina længe før terrorangrebet den 7. oktober. Hun er meget åben omkring sine pro-palæstinensiske holdninger på sociale medier og har også deltaget i en demonstration til støtte for Palæstina.

Men selvom hun ytrer sig på de sociale medier og stiller sig kritisk over for Israels handlinger, poster hun ikke lige så meget, som hun ville have gjort, hvis hun ikke var tilknyttet journalistbranchen.

”Jeg passer rigtig meget på, hvad jeg deler på sociale medier. Især siden jeg blev journaliststuderende, fordi jeg ved, hvor nemt det er at dele misinformation. Jeg tjekker op på, hvem kilden er, før jeg deler noget,” siger hun.

Ifølge Vanessa Kjær kan journalister sagtens spille to roller: Objektiv i sit professionelle virke og holdningspræget i det private. Men hun er også klar over, at det ikke kun er hende selv, hun skal overbevise om sin objektivitet.

”Jeg tænker jo godt, at jeg kan lave objektiv journalistik. Det tror jeg, at de fleste journalister synes, de kan. Men det handler om at overbevise forbrugeren om, at jeg er objektiv nok til at kunne lave det her, og det kan være svært,” siger hun.

Ingen mennesker er 100 procent objektive og unbiased hele tiden. Heller ikke journalister. Og Vanessa Kjær er godt klar over, hvor betændt lige præcis denne konflikt er.

”Jeg tror godt, at man kan være professionel, selvom man har en holdning, og det vil jeg da altid bestræbe mig på, lige meget hvilket job jeg har. At være så professionel og objektiv som muligt. Men lige med den her konflikt vil der altid være folk, der ikke synes, man er objektiv nok,” siger hun.

Harmløs aktivisme

Peter Bro, leder for Center for Journalistik på Syddansk Universitet, har forsket i konstruktiv journalistik med fokus på aktivisme. Ifølge Peter Bro kan man skelne mellem farlige og ufarlige emner, journalister kan blande sig i. For eksempel hører klima, ligestilling og sundhed under de mere harmløse emner at tage et standpunkt i.

”Der kan være nogle sager, hvor man godt kan blive mere aktiv i forhold til, at man ikke bare skal afspejle, hvad der sker i verden, men at man faktisk også kan prøve at rykke verden på forskellige måder,” forklarer han.

Fælles for de ufarlige emner er, at alle mere eller mindre er enige. Det kan for eksempel være, at klimakrisen er negativ, og at kvinder og mænd skal have samme rettigheder. Der kan være uenigheder i, hvordan og i hvilket omfang, der skal handles, men overordnet set splitter disse emner ikke vandene synderligt meget. Journalister kan derfor godt være mere aktivistiske uden at blive oplevet som partiske og utroværdige.

På den anden side af spektret findes de mere betændte emner, for eksempel konflikten mellem Israel og Hamas.

”Det er lige præcis et af de mere konfliktfyldte emner og typisk et af de steder, hvor jeg selv vil synes, det er problematisk, at man bliver aktivistisk som journalist. Der er forskellige interesser i spil, og problemerne og løsningerne bliver oplevet forskelligt,” siger Peter Bro om konflikten mellem Israel og Palæstina.

 

“Jeg vil ikke tage ansvaret for, at alle præcis kan blive klædt på til alt. Der ligger et enormt personligt ansvar i at overveje, at handlinger selvfølgelig har konsekvenser”

 

– Henrik Berggren, uddannelsesleder på DMJX

Mangelfuld undervisning på DMJX?

Vanessa Kjær ved godt, at det kan påvirke hendes fremtid, at hun deler disse holdninger på sociale medier. Men i hvilket omfang, det kan blive en klods om benet, står stadigvæk meget uklart for hende. Når hun tænker tilbage på sine tidligere semestre på DMJX, mindes hun ikke, at det er blevet talt om i undervisningen.

”Jeg synes ikke, at skolen har snakket særlig meget om det. Jo, andre etiske dilemmaer, men ikke aktivisme,” siger hun.

Hun kan godt nu overveje, hvorvidt det egentlig var en god idé at skrive under på støtteerklæringen i efteråret. For hvilke konsekvenser kan det have for hende? Og hvorfor har skolen ikke undervist lidt mere i det?

”Det ville være rart, hvis de klædte en lidt bedre på. Især fordi sociale medier fylder så meget, og ens digitale fodspor aldrig kan slettes,” siger hun.

Vanessa Kjær mener ikke, at skolen er gået i dialog med de studerende om konsekvenser og overvejelser ved aktivisme. Men den påstand kan Henrik Berggren, uddannelsesleder for journalistuddannelserne på DMJX, ikke genkende.

”Jeg vil mene, at det er noget, der ville være blevet diskuteret i både journalistisk metode, medieret og presseetik og journalistikken i samfundet. Altså ikke specifikt Gaza og Israel, men journalistens rolle og den tilstræbte objektivitet. Jeg tænker egentlig, at det er noget, vi diskuterer jævnligt,” siger Henrik Berggren.

Det er første gang, at han bliver mødt med, at uddannelsen skulle have et manglende fokus på aktivisme. Han afviser, at skolen burde gøre mere for at inkludere det i undervisningen, men kan heller ikke komme med præcise nedslag i fagene, hvor det med sikkerhed er blevet drøftet.

”Der kunne opstå alle mulige problematikker, hvor man kan sige, det har I ikke klædt os på til, og der er jo rigtig meget, vi ikke klæder folk på til. Men det er mit indtryk, at vores studerende har et ret solidt fundament i journalistikkens rolle og placering i samfundet, og det er det vigtigste for mig,” siger han.

“Der er et enormt personligt ansvar”

På SDU havde de en lignende mailkorrespondance i efteråret om en støtteerklæring for Palæstina. Men hvor ledelsen på DMJX blot hev i bremsen, brugte SDU det, ifølge Peter Bro, som en læringsmulighed.

På SDU har man såkaldte refleksionsrum, hvor der jævnligt drøftes aktuelle emner og problematikker som for eksempel situationen mellem Israel og Palæstina og aktivisme i journalistfaget.

Peter Bro forklarer, at det fra skolens side er vigtigt at få faciliteret, at de studerende får reflekteret og overvejet konsekvenserne ved deres handlinger, inden de agerer aktivistisk. Og da underskriftsindsamlingen florerede på SDU’s kommunikationsplatforme i efteråret, brugte skolen det som en mulighed til at gå i dialog med sine studerende.

”Vi vil gerne have, at man som studerende kan træffe nogle valg på et oplyst grundlag, så man ved, hvilke konsekvenser det kan have, hvis man gør det ene eller det andet. Det er vores ansvar, at vi lærer dem at reflektere over, hvordan man bruger den ytringsfrihed bedst,” siger han og understreger, at de studerende selvfølgelig må mene og ytre sig, som de vil.

På SDU kom Puk Damsgaard ud og holdt foredrag i november, hvor der blandt andet blev drøftet konsekvenser ved at sætte sit navn på en underskriftsindsamling, hvis man senere ønsker at dække det område. Og det er lige præcis den slags tiltag, som Vanessa Kjær kan savne på DMJX.

Henrik Berggren mener dog ikke, at den metode er vejen frem på skolen.

”Hvis vi gør sådan noget, vil jeg gætte på, at der kommer 30 studerende. Så jeg tror ikke, det er den rigtige måde at gøre det på. Jeg tror, det rigtige er, at man drøfter det på journalistisk metode, og dermed får man det altså drøftet stort set med alle løbende,” siger han.   

Selvom Henrik Berggren mener, at skolen bærer ansvaret for at udruste deres studerende til at navigere mest hensigtsmæssigt i journalistbranchen, mener han også, at den enkelte elev bærer en stor del af ansvaret.

”Jeg vil ikke tage ansvaret for, at alle præcis kan blive klædt på til alt. Der ligger et enormt personligt ansvar i at overveje, at handlinger selvfølgelig har konsekvenser. Man er jo altid velkommen til at tage sådan noget op i undervisningen,” siger han.

Omvendt mener Peter Bro fra SDU, at det er vigtigt at holde gang i debatten, og at uddannelsen bliver ved med at reflektere sammen med dens studerende.

”I virkeligheden skal vi sørge for på en anden måde at sikre os, at den gryde bliver ved med at være i kog, så det ikke kun er, når der kommer den næste underskriftsindsamling,” siger han.

Henrik Berggren er dog ikke i tvivl om, at konflikten mellem Israel og Palæstina vil blive en del af debatten på de allerede eksisterende metodefag på uddannelsen fremover.

”Jeg er da sikker på, at når vi næste gang underviser i det her, vil den her sag blive en del af drøftelsen,” siger Henrik Berggren.

Men selv hvis aktivisme implementeres i undervisningen fremover, står Vanessa Kjær stadigvæk tilbage og mangler, at det var sket tidligere. Underskriften er allerede sat på støtteerklæringen, og konsekvenserne ved det er endnu uvisse.

Selvom Vanessa Kjær stadigvæk er i tvivl om, hvordan det vil påvirke hende senere hen, er hun dog overordnet set positivt stemt.

”Det kan jo godt være, at jeg aldrig får et job, hvor jeg skal dække Israel-Palæstina. Jeg tror da, at alle journalister har et sted, hvor de måske er for biased til at kunne dække det. Og det kan godt være, at det her det er min ting. Men så kan jeg heldigvis lave noget andet,” siger hun.