Kravling 2019: ”Det klart svageste år”

Kravling 2019: ”Det klart svageste år”

Kravling 2019: ”Det klart svageste år”

Dette års Kravlingpris blev overskygget af en journalistik-kategori, som jurymedlemmerne kaldte for ”skuffende.” Der var dog stadig fuld plade på underholdningen med værterne fra ’Danskerbingo’, musik fra Jada og Specktors og danseshow badet i neonblåt strobelys. Alt sammen overværet af et publikum, der løb i pendulfart mellem baren og de velourbetrukne sæder i Bremen Teater.

Prisuddelingen til Kravling 2019 løb af stablen d. 11. maj på Bremen Teater i København. Foto: Martin Rye.

Skribent: Martin Rye

Udgivet den 30. maj 2019

”Vi havde håbet på, at der ville være mange vilde og eksperimenterende historier og nye spændende fortællemåder. Det har der simpelthen ikke rigtig været i år. Det er tredje gang, jeg er med i juryen, og dette er helt klart det svageste år.”

Sådan beskriver jurymedlem på tredje år og nyhedschef hos Radio24syv Kristoffer Eriksen dette års nominerede til Kravlingprisen i journalistikkategorien. Bag fine kjoler på den røde løber og brusende fadøl lå der nemlig et større budskab til dette års Kravling. De studerende skal turde at fejle, for det er nu de kan.

”Det er nu, man virkelig skal gå amok. Man skal gøre det, før man har DRs juraafdeling, der sidder og ånder en i nakken, før man har børn og realkreditlån og er pissebange for at blive fyret. Arbejd videre. Angrib,” siger Kristoffer Eriksen.

Det er et kor som Frauke Giebner jurymedlem og visuel projektleder hos Politiken stemmer i. Det er ikke nok at have styr på nyhedstrekanten, der skal noget mere til end det.

”Vi håber, at I ikke kommer til at lyde som alle os andre gamle røvhuller i branchen. I skal prøve at lyde som jer selv. Ikke som jer selv der er på besøg hos svigerforældrene for første gang, men som jer selv efter at Specktors har spillet til Kravlingprisen,” siger hun på scenen i Bremen Teatret overfor en sal fuld af mediestuderende, hvor beruselsen så småt har lagt sig som et tæppe over størstedelen af publikum.

Se stemningsvideo fra Jadas optræden til prisuddelingsshowet.

I takketalens tegn

Det var de to værter Andreas Kousholt og Jacob Weil fra radioprogrammet ’Danskerbingo’ på P3, der styrede aftenens udskejelser i Bremen Teatret. Flankeret af Jada og Specktors som stod for aftenens musikalske indslag. Ud over journalistikprisen var der også nominerede i fire andre kategorier: Designprisen, TV/Foto-prisen, Kommunikationsprisen og årets praktikantvejleder.

De to ’Danskerbingo’ værter havde i år skruet forventningerne helt i vejret til aftenens takketaler. Kravling 2019 skulle nemlig være takketalens år. Et budskab der dog faldt en smule til jorden, da kun halvdelen af vinderne rent faktisk var til stede i teatret. Ikke desto mindre havde Andreas Kousholt og Jacob Weil forberedt en udførlig tjekliste til den perfekte takketale.

K: Kapow – en takketale skal have slagkraft og blæse publikum bagover.

R: Real talk – det hele skal ikke være sjov, der skal være plads til ægte snak

A: Also jokes – husk for guds skyld de jokes, det gælder jo om at være mere interessant end den fadøl som publikum sidder med i hånden.

V: Venner – dine bedste kammerater har stadset sig op kun for dig, så husk at nævn dem i din takketale.

L: Lindsay Lohan

I: Inside job – det er vigtigt at være bevæbnet med et budskab, når man holder en takketale.

N: No regrets – du skal ikke fortryde noget.

G: Grandma – husk at takke din bedstemor.

Tag munden for fuld

På scenen står Fauke Giebner med en konvolut i hånden klar til at annoncere vinderen af journalistprisen. Hun kigger forventningsfuldt ud mod de nominerede, der sidder blandt publikum. Journalistprisen er den sidste pris, der mangler at blive uddelt ved dette års Kravling. Det er et felt af nominerede, som Kristoffer Eriksen mener burde sprudle af vildskab, iderigdom og originalitet.

”Vi må være ærlige at sige, at vi mangler at blive overrasket af det I har leveret i år,” siger han og bliver mødt af sporadiske klap i salen, perifere buh-råb og en pige der højt og pludseligt råber: ”Yaaaaas.”  

”Vi håber, at I har lyst til at tage munden for fuld, og at I vil satse, og at I tør fejle,” siger Fauke Giebner kort efter. Jurymedlemmerne håber meget på, at det er de nuværende studerende, det skal komme fra. For som Kristoffer Eriksen siger: ”Hvem skal det ellers komme fra?”

Fauke Giebner har sine fingerspidser rundt om den hvide snor, der skal åbne konvolutten og afsløre, hvem der har vundet journalistprisen. Snoren bevæger sig stødt og roligt fra den ene side af konvolutten til den anden og sprætter konvolutten op.

”Vinderen er Nicolai Pedersen og Thor Hedegaard for projektet ’Et Handicappet System’,” udbryder hun til publikums store fornøjelse. Det er en sejr, som journaliststuderende ved SDU Nicolai Pedersen beskriver som ’mærkelig,’ og juryen beskriver som graverjournalistik gjort let tilgængeligt. Det er et projekt, der bygger på ihærdig research og med en ekstraordinær evne til at sætte sig ind i et komplekst bureaukratisk emne.

”Jeg havde virkelig ikke troet, at vi ville vinde. Jeg synes, det var et stærkt felt. Så det er jo bare mega fedt,” siger den tidligere praktikant hos TV2/Fyn efter prisuddelingen.

Han kan samtidig nikke genkendende til aftenens budskab fra jurymedlemmerne.

”Jeg kan godt se, hvad de mener, for det er en lidt standard måde, vi bliver oplært i at lave journalistik på. Der er bare ikke plads til at lave noget fuldstændig sindssygt og vildt. Det kunne være fedt at kunne sprælle noget mere, men det er virkelig svært ude i den rigtige medieverden,” siger han.

Hvorfor tænke i alternative nyhedskriterier?

Hvorfor tænke i alternative nyhedskriterier?

Det kan være svært at være vagthund i forhold til EU. For det er ikke alle historier fra Bruxelles, der interesserer danske læsere. Når medierne skal dække det snarlige europaparlamentsvalg, må de dykke ned i den journalistiske værktøjskasse. Her er identifikation nøglen.

Skribent: Alexander Kokkedal

Udgivet den 20. maj 2019

Væsentlighed, identifikation, sensation, aktualitet og konflikt, forkortet VISA-K, er de nyhedskriterier, man fra 2. semester på DMJX’ uddannelse i journalistik begynder at arbejde intensivt med. Kriterierne er udtryk for den journalistik, der sælger, og skal ikke forveksles med grundpiller til den “gode” journalistik, altså den der tjener oplysende eller demokratiske formål.

Sideløbende med VISA-K er der talrige andre tænkelige nyhedskriterier, mange af hvilke kom frem i lyset med en artikelserie, Journalisten kørte i januar. I serien og talrige andre steder titter folk fra mediebranchen frem med deres egne holdninger til, hvad der giver en historie nyhedsværdi.

 

FINT, mytedræber og perspektiv

Som sagt beskæftigede Journalisten sig tidligere på året med nyhedskriterier i flere artikler. Alternativer til VISA-K var der mange af. Tidligere udviklingschef hos Jysk Fynske Medier Gerd Maria May Hertz gav sit bud på nyhedskriterier i form af FINT, der står for fællesskab, inspiration, nuancer og tillid.

Det fremgår desværre ikke tydeligt af artiklen, hvad Hertz mener med kriterierne, altså fx om formålet med kriteriet tillid er at dække eller skabe tillid og i så fald til hvem, hvorfor og hvordan. Formålet med FINT er dog at skabe et løsningernes rum. Altså et dannende formål modsat VISA-Ks kommercielle.

I en anden artikel fremhæves relevans, konstruktivitet, og hvis noget vigtigt bliver fremstillet forkert. Den sidste var Zetlands chefredaktør Lea Korsgaard inde på, og hun omtalte den slags nyheder som mytedræbere. Igen lader den kommercielle tænkning til at være fraværende i de foreslåede kriterier.

Endelig var TV 2’s nyhedschef Jacob Kwon på banen i en artikel om TV 2’s satsning på at bruge perspektiv som nyhedskriterie, hvor samme historie præsenteres fra flere vinkler. Kriteriet adskiller sig nok ikke væsentligt fra nuancer i Hertz’ FINT.

 

Eliter, konstruktive kriterier og ROLDO

Af andre nyhedskriterier kan nævnes elitecentrering, der var blandt de nyhedskriterier, forskerne Johan Galtung og Mari Holmboe Ruge i 1965 fandt frem til i deres deskriptive studie af mediedækning. De sondrede mellem hhv. elitenationer og elitefolk. USA er fx typisk mere interessant end Myanmar. En minister er typisk mere interessant end en lokalpolitiker.

Journalist Line Weldingh skrev et speciale om konstruktive nyheder i regi af Constructive Institute på Aarhus Universitet, hvor hun skitserer nye nyhedskriterier, fx at historien fortæller om fremskridt eller er løsnings- eller fremtidsorienteret.

I 2017 slog TV 2 Østjylland en artikel op på Medium om deres forsøg på at kortlægge de kriterier, de bedst muligt kan nå østjyderne med. De fandt frem til nyhedskriterierne relevant, originalt, løsningsorienteret (igen), delbart og overraskende.

Holder kriterierne i virkeligheden?

Godt. Vi har efterhånden slået fast, at der er rigtig mange alternativer til VISA-K. Spørgsmålet bliver så, hvor meget mening det egentlig giver at tænke i andre nyhedskriterier.

Som sagt afspejler VISA-K, hvad folk rent faktisk gider læse, også selv hvis de siger noget andet. Læsere vil ofte skrive, at der bør være flere konstruktive nyheder.

I marts skrev en DMJX-studerende på min årgang fx en klumme til Politiken om, at hun gerne vil være fri for konflikt og i stedet have konstruktive nyheder. Klummen fik fire enige kommentarer fra folk, der gerne så “hestevæddeløb” og sensation ad vejen i journalistikken. Men det er jo BT, folk som dem deler på Facebook. Det er jo clickbaitquizzer, kendistrivia og historier om mord og voldtægt, de reagerer stærkest på.

At begynde at udvælge historier ud fra andet end VISA-K bliver derfor at skyde sig selv i foden med et oversavet jagtgevær, når det kommer til at levere noget, der efterspørges bredt.

Og hvis man ikke kan ramme det brede publikum, men i stedet får fat i nicher, hvad er så logikken i at omlægge sine arbejdsgange ud fra en ambition om at tjene højere formål som konstruktivitet? Ingen kan sige sig fri fra at finde glæde VISA-K-nyheder engang imellem. Det er bare et vilkår. Derfor virker mediers afstandtagen over for kriterierne omsonst.

Studerende på DMJX piratkopierer studiebøger: De er i tvivl om lovgivningen og glemmer konsekvenserne

Studerende på DMJX piratkopierer studiebøger: De er i tvivl om lovgivningen og glemmer konsekvenserne

Studerende på DMJX piratkopierer studiebøger: De er i tvivl om lovgivningen og glemmer konsekvenserne

En tredjedel af de studerende på DMJX har modtaget en ulovlig kopi af en studiebog. De studerende slipper for at bruge penge på bøger, men ifølge formanden for RettighedsAlliancen går det i sidste ende ud over dem selv.

Illustration: Henrika Hermann Hansen.

Skribent: Sofie Tronier

Udgivet den 14. maj 2019

Studerende på DMJX i Aarhus bliver allerede på første semester introduceret til mediejura. Alligevel hænger der på DMJX-biblioteket en udpenslet version af ophavsretsloven – og det kan der være god grund til.

De studerende på DMJX er nemlig forvirrede omkring lovgivningen. En spørgeskemaundersøgelse viser, at en del studerende på DMJX ikke opfatter piratkopiering som alvorligt.

Problemet er ikke kun at finde på DMJX. Så sent som i februar 2019 blev to mænd på 25 år sigtet for ulovlig kopiering og salg af studiebøger.

Det skal tages alvorligt

En tredjedel af de studerende på DMJX har videresendt eller modtaget kopier af studiebøger, selvom de godt vidste, at det var ulovligt. Det viser en spørgeskemaundersøgelse, som Illustreret Bunker har lavet.

Det overrasker ikke Christine Bødtcher-Hansen, der er formand for Danske Forlag, en organisation der varetager danske forlags interesser. Ifølge hende tager de studerende ikke piratkopiering alvorligt. Det på trods af, at det er et brud på loven.  

”Det er jo heller ikke i orden at gå ind på sin uddannelsesinstitution og stjæle rektors Arne Jacobsen stol,” siger hun.

Også formand for forlaget Fadl, Rikke Sommer, er enig i, at en stor del af årsagen til piratkopiering kan findes i kulturen blandt studerende.

”Det er ligesom, hvis du er i et selskab, hvor folk kører for stærkt. Det er jo ulovligt, du får en bøde for det og kan miste dit kørekort. Der kan være acceptable kulturer omkring nogle ting, hvor man ikke må, men alle gør det alligevel,” siger hun.

Hos bagmandspolitiet efterforsker en specialenhed blandt andet i piratkopiering af studiebøger. Det var også enheden, som stod bag sigtelserne af de to mænd for at kopiere studiebøger. Enheden blev i 2018 gjort permanent efter et voksende fokus på problemet.

Det glæder redaktør ved Hans Rietzels forlag, Henrik Juul, at lovovertrædelserne bliver taget seriøst.

 “Nu hvor de første sager er blevet rejst mod ophavskrænkere, er det som om, at stemningen har ændret sig lidt,” siger Henrik Juul.

Ikke kun bagmandspolitiet har rettet et større fokus på kopiering af studiebøger. Interesseorganisationen for rettighedshavere, RettighedsAlliancen, som har anmeldt sagerne til politiet, har længe gjort en aktiv indsats for at stoppe den ulovlige kopiering. De har også startet oplysningskampagnen “Os Der Elsker Viden”.

Det er blandt andet dem, der står bag det opslag, som hænger på biblioteket på DMJX for at gøre os opmærksomme på, hvad vi egentligt må.

Svært at forstå lovgivning

Ifølge RettighedsAlliancens direktør, Maria Fredenslund, er en del af problemet også, at de studerende er forvirrede over lovgivningen. Under 1/3 af de adspurgte studerende på DMJX føler sig oplyste om reglerne for kopiering af studiebøger. De resterende 2/3 føler sig kun delvist oplyste eller slet ikke. Det er netop forvirringen om lovgivningen, der har givet RettighedsAlliancen anledning til at sætte fokus på problemet.

”Ophavsretsloven er svær at gennemskue, og det kan virke uoverskueligt at forstå, hvorfor og hvornår noget er lovlig eller ulovlig deling,” siger Maria Fredenslund.

Forlagsformand Henrik Juul mener dog ikke, at det er årsagen til problemet. Han er overbevist om, at de studerende er klar over, at de overtræder loven. Men han tager alligevel de studerende i forsvar.

”De er vokset op bag en skærm, hvor der ingen konsekvenser er. Så jeg kan godt forstå, at de ikke har følelsen af, at det er kriminelt. Og jeg kan da også godt forstå, at man gør det, når det er så nemt,” siger han.

Er bøgerne for dyre?

En af de ”undskyldninger”, Maria Fredenslund fra RettighedsAlliancen oftest hører, er, at studiebøgerne er for dyre. Hverken Rikke Sommer eller Henrik Juul fra forlagene mener dog, at det er muligt at sætte priserne ned. Og de mener alligevel ikke, at det vil hjælpe på problemet.

Christine Bødtcher-Hansen fra Danske Forlag tror heller ikke, at det vil hjælpe at sætte priserne ned.

”Hvad er et prispunkt, der kan konkurrere med gratis?” siger hun.

Forlagsredaktørerne ved alle, at det er mange penge, som de studerende skal hoste op med ved semesterstart. Men de vil også gerne huske de studerende på, at de skal sætte prisen i perspektiv. De får trods alt en gratis uddannelse og SU, lyder det.

Ifølge Henrik Juul, er problemet også, at det er meget nemt for studerende at få fat i ulovligt kopierede studiebøger.

 ”Det er lige så nemt at få en piratkopi, som det er at købe hash i København,” siger han.

Viden går tabt

Piratkopieringen har store konsekvenser for forlag såvel som forfattere. Det har betydet, at flere forlag allerede har mærket forandringer i salgstallene.

Rikke Sommer fortæller, at de for nyligt har måttet afskedige en redaktør, fordi bøgerne sælger mindre og mindre. Også Henrik Juul har oplevet, at hans forfattere engang i mellem takker nej til at skrive studiebøger, fordi de ikke vil skrive til “piratmarkedet”.

Både Henrik Juul og Maria Fredenslund er dog enige om, at forlagenes nedgang ikke er det største problem.

”Hvis bøgerne bliver kopieret ulovligt, så får dem, der står bag bøgerne ikke betaling. Det vil på sigt betyde, at der ikke vil blive udgivet nye bøger – og dermed vil vigtig viden gå tabt,” siger Maria Fredenslund.

Hun mener også, at de studerendes piratkopiering går ud over dem selv i sidste ende.

”Den korte konsekvens af den omfattende ulovlige kopiering er, at bøgerne bliver dyrere, så det er lidt af en bjørnetjeneste.”

Det får Rikke Sommer fra FADL’s Forlag til at pege på en anden konsekvens. Hvor bøgerne førhen skulle være så gode som muligt, er der nu i højere grad fokus på, om der kan undværes noget for at gøre bøgerne billigere. Det kan på den lange bane betyde, at de studerende får dårligere studiebøger og mindre viden.

Så selvom kopieringen kan virke som en uskyldig handling, er det vigtigt, at de studerende tænker sig om en ekstra gang, inden de sender et stykke bevismateriale videre til sidemanden.

“Både politiet og uddannelsesinstitutionerne er blevet meget opmærksomme på problemet, så der kan være alvorlige konsekvenser ved det – også selvom ”man bare lige vil hjælpe,” siger Maria Fredenslund.

“EU er måske verdens dårligste ord i en rubrik”

“EU er måske verdens dårligste ord i en rubrik”

“EU er måske verdens dårligste ord i en rubrik”

Det kan være svært at være vagthund i forhold til EU. For det er ikke alle historier fra Bruxelles, der interesserer danske læsere. Når medierne skal dække det snarlige europaparlamentsvalg, må de dykke ned i den journalistiske værktøjskasse. Her er identifikation nøglen.

Europaparlamentsvalget er skudt i gang. Men hvordan bør vi som journalister bære os ad for at få den almindelige dansker til at interessere sig for noget så fjernt og omstændigt som EU? Illustration: Henrika Hermann Hansen.

Skribent: Alexander Kokkedal

Udgivet den 05. maj 2019

Du ser flere EU-nyheder for tiden, end du plejer. Du ved nok hvorfor. Fra 23. til 26. maj skal danskerne til stemmeurnerne, for der er valg til Europa-Parlamentet. Medlemslandene skal imellem sig samle et nyt parlament à 705 politikere. Europa rundt folder nyhedsmedier deres dækning af EP-valget ud, så valget kan foregå på et oplyst grundlag.

Men interessen for EU og EP-valg svinger, og i Danmark har valg til Europa-Parlamentet konsekvent haft den laveste valgdeltagelse, når man sammenligner med valg til Folketinget, regioner og kommuner. Så når nyhederne skal skrives, hvordan får man så læseren med?

Identifikation er nøglen til EU

Hvad adskiller Det Europæiske Råd fra Rådet for den Europæiske Union? Hvad er Europa-Kommissionens rolle i forhold til Europa-Parlamentet? Hvordan dækker journalister EU’s arbejde, så den almindelige dansker kan forstå det?

Det har Andreas Marckmann Andreassen et bud på. Han er til dagligt digital redaktør på Journalisten, men har flere år inden for EU-dækning bag sig. Han skrev Håndbog i EU for journalister og underviser i EU-journalistik på SDU.

“Jeg er ikke sikker på, at EU er mere kompliceret end andre magtapparater – måske er det bare længere væk. Mange af os har en grundlæggende forståelse for, hvordan det danske demokrati fungerer, for det har vi lært i folkeskolen. For mange ligger EU lidt længere væk, så man skal starte lavere på læringsstigen,” siger Andreas Marckmann Andreassen.

EU-stof adskiller sig ikke væsentligt fra alt andet stof, for det er de samme journalistiske redskaber, der gør sig gældende i forhold til vinkling og valg af historier. Særligt peger Andreas Marckmann Andreassen på identifikation som et nyttigt værktøj.

“EU er ikke nødvendigvis så kedeligt, som vi har lært at opfatte det. Men man skal anskue det på den rigtige måde, for eksempel i forhold til hvad det betyder for modtagerne. Identifikation er det ældste kneb i journalistbogen, men det virker bare,” siger han.

Svært at være vagthund til EU-institutioner

Hos det politisk orienterede medie Altinget bliver EU-nyhederne serveret med et nationalt perspektiv, hvor det er muligt. Rikke Albrechtsen, Altingets EU-redaktør, arbejder fra Bruxelles og siger, at man for at finde den gode EU-historie må være realistisk omkring det danske prisme, historierne udvælges og vinkles igennem.

“Vi bruger rigtig meget tid på at bære lovgivningsprocessen fra Bruxelles til Christiansborg og på den måde sige, at der kommer et nyt forslag, eller at noget er på bedding, og hvad det betyder i Danmark,” siger Rikke Albrechtsen.

Historier uden nationalt perspektiv kan derimod være svære at dække. For eksempel når historierne handler om EU-institutioner. Den type historier vil typisk være dem, der er for de særligt interesserede, og som ligger bag Altingets betalingsmur.

“Det kan nogle gange være svært at udfylde rollen som vagthund, fordi det bliver for fjernt fra folk,” siger Rikke Albrechtsen.

EU-nyheder uden EU nævnt

For de EU-historier, journalister så til gengæld kan vinkle gennem en national linse, gælder det ifølge Andreas Marckmann Andreassen om at fokusere på, hvordan det berører danskere. 

“EU er måske verdens dårligste ord i en rubrik. Folk dør lidt, når de læser, at EU’s erhvervspulje støtter en eller anden virksomhed. Men hvis nu historien hed, at en virksomhed har opfundet et hjul, der ikke kan glide, og fået millioner i støtte, kan man pludselig forstå den,” siger han.

Ønsker man som journalist at slippe helt for, hvad han anser for verdens dårligste ord i en rubrik, kan man med fordel give sig selv en lille øvelse:

Prøv at skrive om EU uden at nævne EU.

“På Journalisthøjskolen havde jeg et forløb, hvor jeg kun skrev historier om EU, men som benspænd ikke måtte nævne EU i artiklerne. Så tænker man over, hvad en historie virkelig handler om. Politik handler om mennesker, penge, magt, prioriteringer, valg og fravalg, og så er det dét, man vinkler på,” fortæller Andreas Marckmann Andreassen.

Dette overblik over de seneste års valgdeltagelse i Danmark taler sit tydelige sprog. Europaparlamentsvalgene trækker betydeligt færre danskere til stemmeurnerne sammenlignet med både folketingsvalg og kommunal- og regionsrådsvalg.

Kilde: Danmarks Statistik, Økonomi- og Indenrigsministeriet og EU-Oplysningen. Afrundet til nærmeste ene decimal. 

For snævert alene med dansk vinkling

Ifølge Thomas Falbe, nyhedschef på DR Nyheder, skal DR i sin dækning af EP-valget både have nære historier og det europæiske perspektiv med sig. Europa-Parlamentet har ikke til job at tilgodese nationale interesser, så det ville være forkert kun at have et dansk fokus.

“Det er for snævert at tilgå et valg til Europa-Parlamentet alene ud fra danske interesser,” siger Thomas Falbe.

Politikerne, som bliver valgt ind, skal skabe flertal på tværs af grupperinger fra hele Europa, understreger han. Derfor bliver andre landes udfordringer vigtige at få med. 

DR Nyheder har de store temaer for deres dækning af EP-valget lagt fast. Det er temaer som klima, flygtninge, fri bevægelighed og skat. Thomas Falbe skyr dog ikke fra at tage andre emner op, der kan være sværere at dække journalistisk.

“Det er ikke sådan, at fordi noget er svært, vil vi ikke beskæftige os med det. Og i en valgkamp er alt vigtigt, for alt vil være til diskussion. Men der ligger også en prioritering, og den er vi nødt til at foretage,” siger han med hentydning til temaerne.

Dobbeltvalg – hvad hvis det sker?

DR Nyheder startede allerede sin dækning af europaparlamentsvalget i midten af april og havde den første tv-debat mellem spidskandidaterne den 25. april. Ifølge nyhedschef Thomas Falbe startede DR sin dækning tidligere end sædvanligt af hensyn til, at næste valg til Folketinget kan være lige om hjørnet – måske samtidig med valg til Europa-Parlamentet.

“Hvis vi står i en situation, hvor valget til Folketinget og Europa-Parlamentet finder sted samme dag, er der risiko for, at europaparlamentsvalget kommer til at drukne i folketingsvalget. Det er én af grundene til, at vi har startet vores parlamentsvalgsdækning meget tidligt,” siger Thomas Falbe.

Rikke Albrechtsen ser derimod ikke nogen særlige udfordringer i at have to valg oveni eller meget tæt på hinanden. Altinget vil uanset placeringen af folketingsvalget have medarbejdere på plads til at dække valget til Europa-Parlamentet.

“Jeg tror ikke, det kommer til at være så slemt ved os. Vi kommer til at gå op i kadence, i forhold til hvor meget vi spænder ud, og selv ved et dobbeltvalg kommer der til at være dedikerede medarbejdere hjemmefra, som også vil sidde på EU-valgdækningen. Vi skriver jo også på internettet, så vi skal ikke slås med folketingsvalget om spaltepladsen,” siger hun.

Andreas Marckmann Andreassen: Her finder du de gode EU-historier

  • Europa-Parlamentet er det oplagte sted at starte, hvis du som nyhedsjournalist gerne vil finde en historie om EU. Det er den lettest tilgængelige institution, ikke mindst da parlamentets folkevalgte politikere gerne vil optræde i offentligheden, og relativt få ringer til dem. I Europa-Parlamentet er der især to steder, det er oplagt at finde historier: parlamentets udvalg og plenarmøder.
  • I udvalgene kan du opsnappe historier, som ikke har taget dagsordenen endnu. Hold her øje med lovforslag, og hvem der markerer sig – det giver dig både skriftlige og mulige mundtlige kilder.
  • Dagsordener for Europa-Parlamentets plenarmøder er offentligt tilgængelige og har høj aktualitet. Ved at følge med i plenarmøderne finder man ud af, hvad parlamentet vedtager eller forkaster. Dog skal man regne med, at flere andre journalister også leder efter historier her.
  • Folketingets Europaudvalg er også et godt sted at finde historier. Møderne streames live på nettet og er dræbende kedelige, da det meste er klappet af på forhånd. Men til møderne får politikerne de såkaldte EU-noter, der er guld værd for en journalist. EU-noterne indeholder fakta fra et dansk perspektiv på, hvad ny EU-lovgivning vil betyde fx for dansk økonomi og miljø, og hvis forskellige interesser clasher. Noterne er som regel skrevet fra regeringens synspunkt, men giver en masse oplysninger, en journalist kan arbejde videre med.
  • Kig på sociale medier, især Facebook og Twitter. Næsten alle EU-politikere af betydning har en Twitter-profil, og du kan også finde talspersoner for kommissionen her. Der er forskel på, hvor villige de er til at gå i dialog, men mange vil gerne svare på henvendelser.
Kan man være journalist og politisk aktiv?

Kan man være journalist og politisk aktiv?

Kan man være journalist og politisk aktiv?

Politisk engagement kostede i 2018 en ny praktikant pladsen på Herning Folkeblad. Kort efter gjorde Journalisten med hjælp fra en advokat det dog klart, at man ikke kan fyre ansatte på grund af politisk tilhørsforhold. Men selv efter den sag er det stadig noget der fylder meget på DMJX, når de journaliststuderende skal søge praktikpladser.

Journaliststuderende Mads Hvid (tv.) er fortsat aktivt medlem i Konservativ Ungdom, mens Sami Kleit (th.) valgte at melde sig ud Liberal Alliances Ungdom et par måneder før studiestarten på Journalisthøjskolen. Foto: Emil Agerskov.

Skribent: OLIVIA HØJ FÄlling

Udgivet den 02. maj 2019

I august 2018 blev en journalistpraktikant opsagt fra Herning Folkeblad, fordi hun var medlem af DSU. Pia Færing, Praktik- og Karrierevejleder på DMJX, mener dog, at sagen blev glemt, lige så hurtigt som den kom frem, fordi det politiske tilhørsforhold er noget, de studerende har overvejet grundigt inden praktiksøgningen overhovedet går i gang.

Blandt de journaliststuderende på DMJX er det ofte oppe til overvejelse, hvorvidt man skal oplyse om partipolitisk medlemskab, når man sidder med sit CV og ansøgning under praktiksøgningen, mener Pia Færing. Hos Pia hersker der ingen tvivl. De journaliststuderende skal skrive det på.

”Jeg synes, man skal skrive det på, for det viser, at du er engageret i og nysgerrig på dine omgivelser, og det skal man være som journalist,” siger Pia Færing og tilføjer:

”Det er ikke diskvalificerende, hvis du har været aktiv i politik, men det kan i de fleste tilfælde være negativt, hvis du stadig er medlem.”

Hun mener, at der er en udbredt konsensus i journalistkredse om, at man ikke er medlem af noget parti eller andet, som på nogen måde kan beklikke ens troværdighed, fordi man skal være uafhængig.

Ingen finger at sætte på troværdigheden

Mads Hvid, der i februar er startet på første semester, har dog valgt at forblive medlem af Konservativ Ungdom. Han er nemlig sikker på, at hans fremtidige arbejdsgiver vil stole på, at han er i stand til at være professionel. 

“Når jeg skal ud og have en praktikplads, håber jeg da, at praktikstederne vil have tiltro til både min faglighed, og til at jeg kan skille politik og professionel journalistik ad,” siger Mads Hvid.

For Sami Kleit, der også lige er startet på første semester, var hans medlemskab af Liberal Alliances Ungdom noget, han havde gjort sig mange overvejelser om. Han meldte sig ud af ungdomspartiet, nogle måneder før han startede på DMJX’ journalistuddannelse.

”For mig handler det om, hvordan man bliver set som journalist, fordi man har et ansvar for at formidle noget troværdigt og objektivt, og så må der bare ikke være noget, hvor man kan sætte en finger på objektiviteten,” siger han.

Professionel journalist før personligt engagement

For Pia Færing handler diskussionen om, hvorvidt man er i stand til at lægge sin politiske skoling fra sig til fordel for at være en professionel journalist.

”Hvis du har været politisk aktiv i fem år, så har du en vis skoling i og en erfaring med at være politisk. Men man har kun to års skolegang i at være journalist. Så kan det være svært at vide, hvem der kommer frem; den professionelle journalist eller den personligt engagerede,” siger hun.

Det argument kan Mads Hvid godt forstå. Men for ham handler alt i ungdomspolitik ikke om partipolitik.

“Det kan godt være, at det er skoling i partipolitik i en eller anden grad. Men ungdomspolitik er også en skoling i samfundet,” siger Mads Hvid og tilføjer:

“Jeg var nok ikke kommet igennem optagelsesprøven på DMJX, hvis jeg ikke havde været aktiv i ungdomspolitik.”

Men Sami Kleit, der har meldt sig ud af Liberal Alliances Ungdom, er enig med Pia Færing. Han mener, at man begrænser sine muligheder, hvis man er medlem af et parti. Men han mener dog også ligesom Pia Færing, at det kan gavne en, at man har været medlem inden sin tid som journalist.

”Jeg synes ikke, der findes gode argumenter for at være politisk aktiv, når man skal søge praktik. Man skal være politisk interesseret. Det er vigtigt, at den professionelle journalistiske side kan hamle op med den personlige,” siger Pia Færing.