Tidligere chefredaktør: Journalister skal vide meget mere om økonomi

Tidligere chefredaktør: Journalister skal vide meget mere om økonomi

Almindelige mennesker forstår ikke, hvad økonomi handler om, og journalister er for dårligt klædt på til at formidle det. Folk bliver til passive iagttagere af, hvordan deres egne penge bliver forvaltet, og det skader demokratiet, mener forfatter og tidligere chefredaktør på Dagbladet Information, Jørgen Steen Nielsen.

Skribent: Rasmus Schultz

Udgivet den 09. juli 2019

Samfundsøkonomien er blevet så uforståelig for almindelige danskere, at de ikke kan være med til at træffe beslutninger om den. Samtidigt står mange journalister som passive mikrofonholdere, fordi de heller ikke forstår, hvad økonomiske vismænd eller ministre taler om. Det er et demokratisk problem, mener Jørgen Steen Nielsen, forfatter og forhenværende chefredaktør på Dagbladet Information.

”Det, der tit går galt i dialogen mellem økonomer og almindelige mennesker, er, at de har hvert sit sprog. Økonomer prøver efter bedste evne og bedste vilje at forklare nogle ting, men i et sprog som mange mennesker ikke forstår,” siger Jørgen Steen Nielsen.

Her er det journalistikkens opgave at stille sig midt imellem og forsøge at forstå og formidle økonomernes budskaber videre på et letforståeligt hverdagssprog. Det stiller store krav til journalisterne. Krav som ikke altid bliver tilfredsstillende indfriet.

”Generelt karakteriserer det ikke journalistikken, at vi har en grundforståelse af økonomiske mekanismer og sammenhænge,” siger Jørgen Steen Nielsen.

30 portrætter og et lynkursus

Jørgen Steen Nielsen har sammen med to andre journalister fra Dagbladet Information, Sebastian Gjerding og Nikola Nedeljkovic Gøttsche, skrevet bogen ”Først lærer vi økonomerne at kende … så tager vi økonomien tilbage”.

Bogen består af 30 portrætter af økonomer lige fra den økonomiske videnskabs fødsel og frem til nutidens toneangivende økonomer. Læseren bliver guidet fra klassiske tænkere som Adam Smith og Karl Marx videre over Keynes’ idéer om statslig indblanding i markedet til Thomas Pikettys tanker om ulighed i vores egen tid.

Teksterne blev udgivet som en del af en længere serie i Information i efteråret 2018 ved navn ”Vi tager økonomien tilbage”. Det er dele af denne serie, der nu er udgivet som bog

Et demokratisk problem

Projektet handler først og fremmest om, at vi skal genlære, hvad økonomi handler om. Det gælder både almindelige mennesker og journalister.

For udover at journalister går glip af en masse spændende problemstillinger og historier, så er der et dybere problem i deres manglende forståelse for økonomi.

”Vi skal forstå og have mod på at kaste os ind i den økonomiske substans. Ellers kan vi ikke formidle diskussioner omkring, hvad der er den rette økonomiske politik, som det ellers hører sig til i et demokrati,” siger han.

Mange journalister er nemlig ikke i stand til at tage kampen op med fagøkonomer og andre højtuddannede beslutningstagere på området. Langt hen ad vejen får disse frit løb til at beslutte, hvordan vores fælles pengekasse skal forvaltes, uden at journalister stiller kritiske spørgsmål, eller folket siger til eller fra.

Og så er det, at de økonomiske beslutninger er i fare for at bevæge sig for langt væk fra folkets ønsker.

”Det er det, vi blandt andet ser i Frankrig med de gule veste, hvor uligheden er blevet for stor. Desuden presser en økonomi som vores planeten på en lang række faktorer, hvilket munder ud i stadig alvorligere klimaproblemer,” siger han.

Uddannelserne skal blive bedre

Ifølge Jørgen Steen Nielsen er journalisternes manglende forståelse for økonomi et problem, som de journalistiske uddannelser skal være med til at løse. Det er hans indtryk, at de i øjeblikket ikke gør nok for at klæde nye journalister på til at forstå både nationaløkonomi og virksomhedsøkonomi. Noget der ellers er en del af den almene journalistiske dannelse.

”Fordi økonomi er blevet så indviklet, og økonomiske transaktioner er så vigtige for samfundets gang, er det afgørende, at vi som journalister forstår de her ting. Vi skal være i stand til ikke bare at holde mikrofoner, men også spørge kritisk til økonomiske ministre og den økonomiske fagkundskab,” siger han.

Jørgen Steen Nielsen ser gerne, at den økonomiske grundforståelse blandt nye journalister for fremtiden blev bedre, så de kan være med til at løfte en fagets essentielle byrder, som er at sætte sig ind i komplicerede ting, så befolkningen ikke behøver at gøre det.

En journalistisk opgave

Det er også derfor, at det ifølge Jørgen Steen Nielsen giver god mening, at det er journalister og ikke økonomer, der skal skrive en bog som denne, og som skal lære mennesker om økonomi. I princippet er der nemlig ikke meget, som journalister ikke kan. Det kommer alt sammen an på, hvor meget de har sat sig ind i substansen.

”Det ligger et ansvar på journalistikken for at være med til at formidle dagens økonomiske problemstillinger. Det skal gøres på en måde, som gør folk i stand til at være aktører omkring, hvordan vi forvalter samfundsøkonomien, frem for at være lammede iagttagere af noget, de ikke forstår,” siger han.

Uddannelserne skal blive bedre

Ifølge Jørgen Steen Nielsen er journalisternes manglende forståelse for økonomi et problem, som de journalistiske uddannelser skal være med til at løse. Det er hans indtryk, at de i øjeblikket ikke gør nok for at klæde nye journalister på til at forstå både nationaløkonomi og virksomhedsøkonomi. Noget der ellers er en del af den almene journalistiske dannelse.

”Fordi økonomi er blevet så indviklet, og økonomiske transaktioner er så vigtige for samfundets gang, er det afgørende, at vi som journalister forstår de her ting. Vi skal være i stand til ikke bare at holde mikrofoner, men også spørge kritisk til økonomiske ministre og den økonomiske fagkundskab,” siger han.

Jørgen Steen Nielsen ser gerne, at den økonomiske grundforståelse blandt nye journalister for fremtiden blev bedre, så de kan være med til at løfte en fagets essentielle byrder, som er at sætte sig ind i komplicerede ting, så befolkningen ikke behøver at gøre det.

En journalistisk opgave

Det er også derfor, at det ifølge Jørgen Steen Nielsen giver god mening, at det er journalister og ikke økonomer, der skal skrive en bog som denne, og som skal lære mennesker om økonomi. I princippet er der nemlig ikke meget, som journalister ikke kan. Det kommer alt sammen an på, hvor meget de har sat sig ind i substansen.

”Det ligger et ansvar på journalistikken for at være med til at formidle dagens økonomiske problemstillinger. Det skal gøres på en måde, som gør folk i stand til at være aktører omkring, hvordan vi forvalter samfundsøkonomien, frem for at være lammede iagttagere af noget, de ikke forstår,” siger han.

Endnu en grå bunker – indtil videre

Endnu en grå bunker – indtil videre

Endnu en grå bunker – indtil videre

I det tidlige stadie af Danmarks nye medie- og journalisthøjskole på Katrinebjerg i Aarhus står en ting trods alt klar. De studerende får en ny bunker. I hvert fald som det ser ud nu.

Byggeriet af den nye journalisthøjskole er i fuld gang. Skolen forventes at stå klar i maj 2020. Foto: Emil Nicolai Helms

Skribent: Tim Søgaard
Fotograf: Emil Nicolai Helms

Udgivet den 13. juni 2019

“Kom ind!” lyder det indefra den kontorcontainer, Emil og jeg netop har banket på hos.

Vi har glædet os til dette besøg. Vi får nemlig som nogle af de første og eneste studerende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i dag mulighed for et smugkig i tilblivelsen af den bygning, der skal huse fremtidens Cavling-vindere. Projektleder Susan Yding-Sørensen har indvilget i at vise os rundt, så Emil og jeg ifører os det nødvendige og yderst sexede, neongrønne sikkerhedsudstyr, inden vi alle tre spadserer ned mod byggepladsen.

Vi træder ind ad det, der kommer til at være den ene af to hovedindgange. Herfra stempler vi direkte ind i skolens gastronomiske knudepunkt. Kantinen ser umiddelbart mindre ud, end hvad de studerende ellers er vant til, men i åben forbindelse med den nye vandrehal kommer der ikke til at mangle plads. Kantinen befinder sig lige ved siden af det nye tv-studie, der er udstyret med vinduer, så fremtidens journalistspirer kan følge med i Coming-Up’s udskejelser, mens de nyder deres frokost.



Man skal se sig for, så man ikke falder over en slange eller en ledning, når man bevæger sig rundt i det, man kunne fristes til at kalde den nye bunker, som den ser ud nu. Et vaskeægte betonhelvede er det. Susan forsikrer os dog om, at der bliver malet, inden de nye elever flytter ind, og det er heldigt. Ikke kun fordi den grå tone virker så opkastfremkaldende bekendt, men også fordi væggene er kridtet til med noter, mål og adgang-forbudt-skilte, i hvad der mest af alt ligner et amatøragtigt graffitiforsøg.

Vi befinder os nu i et af de største lokaler på Katrinebjergs nye medie- og journalistjuvel. Dette er auditoriet, hvor Gitte Luk vil svinge sin sprogstok over de studerendes tilsvedte nakkepartier. Dette er stedet, der i fremtiden skal huse den internationale sportspresse, når F.C. Åben Modus holder deres overbesøgte pressemøder. Det er stedet, hvor en ny hvid t-shirt en dag vil klamre sig til loftet og aldrig falde ned til lykkeligt minde om et leverfunktionsnedsættende rusforløb. Det nye Frøberts – om man vil – men med bedre indeklima, lover Susan.

Susan hiver en presenning til side og leder os ud på en trappeopgang oplyst af en lang loftslampe, der ligger vilkårligt henkastet på trinet. Elevatoren er endnu ikke installeret, så vi må bestige bygningen på gammeldags manér.

Her på anden sal kan man måske i fremtiden græde sine tårer ud hos sin beskikkede vejleder, når der er udskrevet folketingsvalg, og ens semesterprojekt står og falder med et politikerinterview, for denne etage kommer til at bestå af både mødelokaler og kontorer til skolens ansatte, men også et radiostudie til de lydhungrende journalistgenier.

Det vrimler med håndværkere i farvestrålende uniformer. Udrustede med sikkerhedssko og høreværn og bevæbnede med boremaskiner og svejseapparater giver de deadline kamp til sokkeholderne. En af svejserne er ved at lægge sidste hånd på en konstruktion, der skal bære en rede; et nærmest frithængende glasbur, hvor de journaliststuderende kan ruge på deres banebrydende idéer eller finpudse de flyvefærdige.

Selvom der bliver arbejdet på højtryk, er elevatoren ikke kommet op at køre på de otte minutter, det har taget os at finkæmme anden sal. Sløvt kan man sige, men vi bidder frustrationen i os og tilbagelægger tyve trappetrin mere.

Vi ender på tredje sal, som hovedsageligt kommer til at bestå af klasselokaler. Lokalerne er store og enkelte er udstyrede med mobilvægge, således en opdeling er mulig. Med enorme vinduespartier mod øst er der udsigt til et lidt anderledes lysindfald, end man har været vant til.

Vi snor os gennem betonlabyrinten og finder en åbning til det, der kommer til at være én af i alt to tagterrasser på bygningen. Peter Frödin og Jimmy Jørgensen blæser ud gennem højttalerne på en arbejdsradio, der står efterladt på et stillads i hjørnet. Herfra får man først øje på den karakteristiske murbeklædning, der præger ydersiden af de øverste to etager. Rektangulære rammer er monteret rundt om vinduerne på facaden og bidrager til et futuristisk look, som var det taget direkte ud af The Jetsons.

Hør Susan forklare omkring den nye skoles solskærmning:

Den kommende udsmykning på tagterrassen står dog i kraftig kontrast dertil, lader vi os fortælle. Det viser sig nemlig, at der var en anden årsag til, at de monstrøse skulpturer, der befandt sig foran indgangspartiet på Olof Palmes Allé, skulle fjernes, end at de bare var hæslige. Midt på tagterrassen har man nemlig klargjort et par sokkeler, hvor disse øjebæer vil blive placeret. Men okay, lidt nostalgi skal der vel til.

På fjerde sal kan man for alvor mærke, at den nye skole ikke kun er en journalistisk højborg. Udsigten fra et helt almindeligt klasseværelse vidner om en beliggenhed i topklasse, og kigger man henover pålægsfabrikken, der på den skammeligste, industriagtige og skønhedsforladte vis forpurrer synet, kan man skue både hav og skov. Fabrikken bliver til øjets store opmuntring afviklet i løbet af de næste par år.

Idet jeg kigger ud ad vinduet, får jeg øje på en håndværker, der står i en lift og arbejder på indgangspartiet i bar mave. Hans mindre selvtillidsfulde, eller i al fald mere tildækkede, kollega peger forklarende på en dims, og der nikkes forstående. Liften holder på det område, der skal flisebelægges og ifølge illustrationen foran byggepladsen agere samlingspunkt for sporadisk placerede, zombielignende menneskeskikkelser. Men det er jo også bare en illustration.

Vi fortsætter vores journalistiske pilgrimsvandring på femte sal, hvor der er begrænset med lokaler. Pladsen er nemlig reserveret til en af Aarhus’ absolut største tagterrasser, hvilket jeg postulerer med meget begrænset kendskab til størrelser på tagterrasser i Aarhus eller nogen steder i det hele taget. Men der er i hvert fald plads til seks sovende giraffer og en halv mejetærsker, hvis man nogensinde skulle spekulere i den slags kombinationer. Der kommer ifølge Susan en pergola op, som, lader jeg mig forklare, er en form for overdækning med huller i, hvor man kan dyrke forskellige planter såsom vin. Susan vil dog ikke love, at det bliver vin.

 



Vi tager derefter et gevaldigt dyk og lister ned i det dybeste mørke på den nye skole. Luften er fugtig, og der lugter af våd asfalt. I et fjernt hjørne vækker gårsdagens uvejr endnu genklang, som befandt vi os i en kilometerlang drypstenshule. Det er dog ikke tilfældet. Skolens parkeringskælder er delt i to niveauer og er for blodtrykkets skyld forbundet med øverste etage via elevatoren. Der er plads til flere biler end på parkeringspladsen ved Olof Palmes Allé 11, men præcis hvor mange kan Susan ikke fortælle os.

“Så har vi vist været rundt,” siger hun så, og vi trækker mod udgangen.

Efter at have sundet os over misforholdet i lysniveauerne mellem p-kælderen og byggepladsen kan vi rette blikket mod nyskabelsen fra et mere jordnært perspektiv. Herfra kommer den tredelte konstruktion bedre til udtryk, og man fornemmer faktisk den idé, der ligger bag, med en base i gule mursten, en midte i glas og aluminium og en top i skylignende, hvide materialer. Et arkitektonisk pragteksemplar på den moderne uddannelsesinstitution.

 

Avisernes læsertal: Politiken oplever ikke samme nedgang som andre aviser

Avisernes læsertal: Politiken oplever ikke samme nedgang som andre aviser

Avisernes læsertal: Politiken oplever ikke samme nedgang som andre aviser

Det samlede læsertal falder på både landsdækkende hverdags- og søndagsaviser, og især gratisavisen B.T. Metro har oplevet et fald i antallet af læsere, mens udviklingen ikke på samme måde har ram Politiken, der har holdt fast på læserne og oplevet stigninger trods den højeste abonnementspris.

Kilde: Index Danmark/Gallup.

Skribent og grafik: Stig Dahlgren Atzen

Udgivet den 11. juni 2019

Det samlede antal læsere af de landsdækkende hverdagsaviser er ifølge læsertalsopgørelsen fra Index Danmark/Gallup i nedgang. På blot halvandet år er avisernes læsertal dalet med knapt 300.000 månedlige læsere. Det svarer til en samlet nedgang i læsere på 20 procent.  

Det største udsving står B.T. Metro for. Gratisavisen er på halvandet år faldet med 70 procent i månedlige læsere. Ifølge Chefredaktøren for B.T, Jonas Kuld Rathje, er faldet i læsere sket, fordi gratisavisen har tilpasset oplaget til omkostningerne ved at producere avisen.

”Det er vores mål, at B.T. metro skal være landets mest læste dagblad. Men vi forsøger at tilpasse oplaget, så det dels passer med vores nye strategi om at fokusere på de fire største byer og spare, hvis vi kan,” skriver Jonas Kuld Rathje i en mail til Illusteret Bunker og uddyber:

”Det er med andre ord en kalkuleret nedgang i læsertallet som følge af det lavere oplag.”

Hverdagsaviserne er ikke ene om at opleve et fald i læsertal. Søndagsaviserne er faldet med 90.000 månedlige læsere på halvandet år.

Politiken holder stand

Den eneste søndagsavis, som er steget i læsertal, er Politikens. De har på halvandet år formået at trække 10 procent flere læsere til, mens konkurrenterne oplever nedgang. Det skyldes ifølge Troels Behrendt, der er digital redaktør på Politiken, at deres søndagsavis er steget i kvalitet.

”Jeg synes, at vi laver en rigtig god søndagsavis. Vi laver også en meget bedre søndagsavis end for et år siden, synes jeg. Sektionerne er blevet bedre. Herunder især kultursektionen,” siger Troels Behrendt.



Politikens hverdagsavis er også tæt på førstepladsen som den mest læste. De har formået holde at fast i den kvarte million læsere, de har. Ifølge Troels Behrendt handler det om, at de lykkedes med at have målgruppen med, når de producerer indhold.

 ”Det er en ret snæver målgruppe, vi holder fast i. Vi forsøger at ramme de voksne, som har fundet et sted at bo og har tid til at læse avis i weekenden. Det er der måske nogen, som savner,” siger Troels Behrendt, der også har oplevet, at læsertallene kan variere.

”Vi har også oplevet store udsving gennem årene, som vi ikke helt har kunnet forklare,” siger han.

Abonnementspriser gør ikke udslaget

At Politiken fremviser stabile læsertal, og at B.T. Metros læsertal daler står i stærk kontrast til hinanden, når man medregner, at Politiken kræver abonnement, mens B.T. Metro er en gratisavis. Faktisk er Politiken den avis med de højeste abonnementspriser i landet.

 

Troels Behrendt mener, at det er et udtryk for, at prisen ikke er udslagsgivende, når læserne tegner abonnement.

”Det viser nok, at prisen ikke betyder så meget. Samtidig viser det, at vi rammer vores målgruppe rigtig godt, og at vi leverer det indhold, de vil have,” siger han.

 



(Overvejer du at tegne abonnement på en avis? Flere aviser tilbyder rabat til mennesker under 30 år)

Stéphanie Surrugue: Jeg har det bedste job i verden

Stéphanie Surrugue: Jeg har det bedste job i verden

Stéphanie Surrugue: Jeg har det bedste job i verden

Stéphanie Surrugue, DR’s internationale korrespondent, lever som de færreste. Ud over basen i Paris, er der er ikke meget stabilitet. Hun er altid på farten, på vej til en ny lufthavn og er i færd med at oplade sin mobil, så hun er en klar til at interviewe den næste. Det kan godt være hårdt til tider. Men hun fortryder ikke noget. Hun gør, hvad der passer hende.

Skribent: ERICA B. STRANGE
Fotograf: Valdemar Stroe Ren

Udgivet den 06. juni 2019

Telefonen ringer fra redaktøren på DR. Hun skal afsted i aften. DR’s rejsekontor lukker kl. 15, og hun må derfor selv booke sin flybillet. Lejligheden i Paris vendes på hovedet, for kufferten skal pakkes. Planen er, at hun skal være væk i to dage, men det er ikke lang tid siden, at hun sidst oplevede at blive et sted dobbelt så lang tid. Hun pakker noget ekstra tøj. Hun fanger en taxa nede på gaden: Til lufthavnen! Har jeg overhovedet nok tandpasta med, når hun at tænke, da taxaen blinker og trækker ud i natten.

Som DR’s internationale korrespondent i Paris kan 42-årige Stéphanie Surrugue aldrig planlægge sit liv ret langt ud i fremtiden. Den ene dag er hun i Paris, den næste i Thailand og så måske en omvej forbi Danmark. I tasken har hun pakket sin mobil. En ekstra mobil, hvis den første skulle løbe tør. Derudover er der to opladere og to ekstra batterier at finde i håndtasken.  

”Min mobil er mit kontor. Jeg lider af kronisk angst for at løbe tør for strøm,” griner Stéphanie, som ankom til Aarhus for godt og vel en time siden for at holde foredrag for aarhusianerne på Dokk1. For kun et par dage siden, befandt hun sig på Champs Elysées blandt gule veste, tåregas og politimænd i skudsikre veste. I går var hun i København, i dag er hun her. Imens vi taler, skifter hun tennisskoene ud med de høje hæle. Hun undskylder for den stressende situation flere gange. Hun er vant til det. Det her er hendes hverdag. Det er en del af rejsen.

Barndom mellem Danmark og Frankrig

Det franskklingende navn – den tykke københavnske dialekt.

Stéphanies liv har altid været delt mellem to lande – Danmark og Frankrig. Moren er dansk og kommer fra en lille lejlighed i den sorte firkant på Nørrebro. Faren er fransk og kommer fra en forstad til Paris. Han skulle formentlig have været bilmekaniker ligesom de andre mænd i familien, men et talent for at cykle gjorde, at han undgik og landede på det franske landshold i stedet. Cyklen førte ham også til København, hvor han skulle køre cykelløb. På tilskuerrækkerne var Stéphanies mor. Efterfølgende skrev det unge, forelskede par sammen i to år – på tysk, for hun kunne ikke fransk, og han kunne ikke engelsk. Han kom tilbage til Danmark og friede, og de blev gift på kongebrev.

Barndommen imellem de to lande, de to sprog og de to kulturer betød, at verden fra starten var stor for Stéphanie.   

”Jeg kan huske, at min far gik og hørte nyheder fra France Inter hele dagen med sin store transistorradio på skulderen. Min far var temmelig fransk i hans måde at opdrage os på. Der skulle være disciplin og høflighed, og aftensmaden var familiens tid. Så ingen legekammerater forbi til spisning,” fortæller Stéphanie.

Spisetiden blev i stedet brugt på, at faren fortalte om alt det, han havde hørt i de franske nyheder. Og resten af familien skulle så gætte, hvilke nyheder der var ægte.

”Det var fake news før sin tid,” griner Stéphanie og klapper sig selv på låret: ”Vi var sørme lidt mærkelige. Det har nødvendigvis ikke fået mig til at tænke, at jeg ville være journalist. Men jeg tror, at det har løbet helt naturligt i min opvækst. Som en rød tråd i mit liv.”

Hør Stéphanies tanker om korrespondenter, da hun var lille:

Men farens nyhedsrapportering ved middagsbordet var ikke nok til at slukke tørsten for den unge Stéphanie. Forældrene, der ikke selv var uddannede, gav hurtigt op på at følge med i deres datters vidensbegær. Stéphanie slugte al den viden, hun kunne få fra tunge bøger, tv og radio. Med egne ord ‘pjækkede’ hun fra frikvarteret for at læse. Selvom forældrene til tider havde svært ved at forstå hende, betalte de gerne den privatundervisning i latin, hun havde tigget og plaget om.  

“Jeg var en kæmpe nørd. Jeg lignede ikke resten af min familie. Jeg var den første til at få en studentereksamen både på min danske og franske side,” fortæller hun. 

Der skulle dog gå nogle år, før Stéphanie fandt ud af, at hun ville være journalist. Hun tog først til Paris for at læse, fordi hun ikke vidste, hvad hun ellers skulle gøre. Derefter tog hun tilbage til Danmark, hvor hun læste humanistisk basisfag på Roskilde Universitet. Men hun var forvirret og følte, at hun flakkede rundt uden noget mål med livet. Men så startede journalistuddannelsen på RUC – og det ville hun prøve af.

”Det var ’instant love’. Jeg fandt ud af, at man kan lave noget, der foregår ude i verden lige nu og her og faktisk betyder noget for samfundet og vores liv. Det er konkret, og det er virkelighed. Det var jeg helt høj på fra første sekund,” siger hun.

Da hun var færdiguddannet journalist, startede hun på Politiken, hvor hun tilbragte ti år. Politiken blev derefter til Kulturen på TV2 News. Hun var vært på Go’ Morgen Danmark, da hun blev tilbudt at blive en af de to korrespondenter, der skulle dække det amerikanske præsidentvalg for DR.

Hør Stéphanie fortælle om sin reaktion, da hun fik tilbudt jobbet...

“Det kan være sindssygt hårdt at starte forfra, fordi man jo river alt ned, man har bygget op. Men det giver også en energi, som jeg enormt godt kan lide, fordi jeg så anstrenger mig enormt meget,” fortæller hun, mens hun drikker den kop kaffe, som er hendes aftensmad.

”Jeg er ofte ved at kaste op af træthed!”

Som DR’s internationale korrespondent har man nok at give sig til. Stéphanie Surrugue arbejder stort set fra P1 om morgenen til TV Avisen 21.30. Research, manusskrivning, live-interview, videoklip og meget, meget mere.

Hør Stéphanie fortælle om, hvad hun altid har med på farten…

Men hjemmet, den lille lejlighed midt i Paris, har også noget at sige for Stéphanie.

”Når jeg skal være hjemme i et par dage, så er noget af det første, jeg gør, at købe friske blomster til min lejlighed. Det er altafgørende for mig at have et sted, hvor jeg kan sætte fransk musik på, lave en kop kaffe og kigge på mine malerier,” fortæller Stéphanie.

Livet på farten, giver dog også anledning til dårlig samvittighed. Venner og familie betyder rigtig meget for Stéphanie. Men hun bliver ofte nødt til at melde afbud til fødselsdage, barnedåb og andre begivenheder hos dem i Danmark. Hun griner og siger:

”Jeg har nærmest et årsabonnement til Interflora for alle de blomster, jeg sender som undskyld!”  

Men det går ikke kun ud over hende selv. Det går også ud over dem. Hendes venner og familie. Det går hende på, at hun ikke altid kan være der for dem. Være til stede i deres liv og deltage i begivenheder. Men det er hendes valg, og hun vil ikke lave om på det.

”Jeg prøver at være nærværende på andre måder. Jeg taler meget i telefon med mine venner derhjemme. Med nogle af dem taler jeg næsten mere med, når vi er på hver vores telefon i henholdsvis Danmark og Frankrig, end når vi er ved siden af hinanden,” siger hun.

Har eksperimenteret med normaliteten

Der er ikke meget, der er normalt ved Stéphanie Surrugue liv.

Men det passer hende godt. Hun er alligevel ikke til hverdagen. Det har hun prøvet. For nogle år tilbage, før hun fløj rundt over hele verden, troede hun for en stund, at hun ville være normal. Hun var kommet i et langvarigt og stabilt forhold. Han havde et barn, de blev forlovede, og de havde købt parcelhus med dobbeltgarage på Amager.

Det så ud til, at Stéphanie Surrugue var færdig med at rejse rundt og leve det, som mange opfatter som et ‘unormalt’ liv. Hun takkede nej til et tilbud om at blive korrespondent for Politiken. Fart og dristighed hang ikke sammen med drømmen om kernefamilien. En kernefamilie, hun selv var vokset op i og derfor havde været en så vigtig en del af hendes liv.

“Jeg troede, og jeg ønskede virkelig at leve et normalt liv. Et normalt liv, hvor jeg havde mand og børn og et parcelhus at komme hjem til kl. 18,” fortæller hun.

Men projekt parcelhusliv gik ikke som planlagt. Rammerne blev for faste, og hun måtte konstatere, at friheden er vigtigere end at være normal for hende. Det var en hård erkendelse at komme frem til, og beslutningen var svær at træffe. Det endte med, at hun afbestilte brudekjolen hos Lily, flyttede fra huset og lagde det liv, hun havde skabt på hylden.

Livet i Paris passer hende bedre. Hun gør, hvad der passer hende. Hun spiser ude fem dage om ugen, ryger cigaretter af det franske mærke Gauloise og køber lækkert tøj på stribe. Stéphanie vil være til stede i nuet, og derfor sparer hun heller ikke op.

”Jeg har vidst det, man kalde en rigtig teenager-økonomi – hvilket kan være meget glamourøst, når man er 20, men ikke så meget, når man er 40 år,” griner Stéphanie.

Hør Stéphanie fortælle om at være dårlig til at konsekvensberegne…

Kærligheden kommer i anden række nu. Det er svært at date, når man ikke ved, hvor man er om fem dage.

”Jeg arbejder hele tiden. Så er jeg ude, og så er jeg hjemme. Hvis jeg endelig dater, så kan de måske ikke få fat i mig i en uge, da jeg er ude og rejse. Det kan selvfølgelig godt være lidt trist en gang imellem,” siger hun.

For Stéphanie Surrugue handler alt i sidste ende om arbejdet. Passionen. Kærligheden går til journalistikken. Sådan har det egentlig altid været. Det anderledes, det dristige og det unormale trækker i hende. For Stéphanie Surrugue er ikke normal – og det passer hende godt.

”Min 27-årige nevø sagde til mig her den anden dag, ‘jeg kender ingen, der er så meget oppe og køre over sit job, som du er.’ Det er ret vildt, fordi jeg har alligevel snart været journalist i 27 år – og jeg elsker det. Jeg føler mig simpelthen så privilegeret. Det var bare det, jeg vil sige.”

På den anden side af Bunkeren

På den anden side af Bunkeren

På den anden side af Bunkeren

Når man går på journalistuddannelsen, så bliver man selvfølgelig journalist – ikke? Virkeligheden er i højere grad fyldt med selvskabte jobs, SoMe-stillinger og freelance. Og for nogen er et klassisk journalistisk job langt fra et drømmejob.

Hvad arbejder de med i dag? Illustreret Bunker har talt med fire unge journalistuddannede, som er har forladt Bunkerens trygge rammer indenfor de sidste tre år. Privatfotos (Andreas Johansen, Toke With og Oliver Otte Okstrøm). Foto af Isa Kowalski Samuelsen er taget af Sophie Voisin.

Skribent: Søs Emily Andersen

Udgivet den 31. maj 2019

Branchen er presset. Særligt på økonomien, og der kan være langt mellem de journalistiske stillinger, som journalistuddannelsen forbereder de studerende på.

Ifølge Dansk Journalistforbund viser tal fra 2018, at lige knap seks procent af deres medlemmer er berørt af ledighed. Kigger man dog kun på journalisterne, så er antallet af fuldtidsledige nede på tre procent.

3 ud af 4 i arbejde efter kort tid

Retter man øjnene mod de nyuddannede, så er procenterne lidt højere. Ifølge Uddannelses- og Forskningsministeriet, så er 72 procent af de dimittender, som har været uddannede journalister i 4-19 måneder, i beskæftigelseNogen er dertil i udlandet eller videreuddanner sig, mens otte procent er registreret som ledige. Derudover er syv procent udenfor arbejdsmarkedet. 

Det er ikke nødvendigvis sådan nogle tal, som man bruger mest tid på at tænke over, når man er under uddannelse. Ikke desto mindre bliver det nødvendigt at forholde sig til, når man som journaliststuderende er færdiguddannet. Ifølge tallene kommer nogle trods alt til at stå uden job.

Kan man mon få et job?

Så, hvordan ser virkeligheden ud på den anden side af Bunkerens murer? Er det muligt at få job, og, måske lige så vigtigt, er det muligt at få et job, man er klædt på til – og er glad for?

Vi har talt med fire dimittender, som alle er blevet færdiguddannede journalister indenfor de seneste tre år. Hvilke erfaringer har de gjort sig, og hvilket arbejde har de nu? Passer forventningen til virkeligheden?

Her kan du høre dem fortælle deres egen historie om, hvordan de endte der, hvor de er endt.

Toke With

Toke With

Producer på Godmorgen P3

“Alt godt kommer til den, der knokler røven ud af bukserne. #journalistikerenlivsstil”

Isa Kowalski Samuelsen

Isa Kowalski Samuelsen

SoMe-rådgiver i Folkekirken

”Jeg fik at vide, at jeg skulle gå uden om systemet, men det der faktisk hjalp for mig var at være i systemet.”

Oliver Otte Okstrøm

Oliver Otte Okstrøm

Sportsjournalist og lærervikar

”Det kunne være rart nok, at man vidste hver måned, at der kom et hvis antal monetter ind på bankkontoen.”

Andreas Johansen

Andreas Johansen

Journalist på Folketidende

”Jeg føler, at journalistik var det rigtige valg, men var det det kloge valg?”