Maria Jencel om 112 for knuste hjerter: ”Fuck, hvor er vi alle sammen mega usikre og vil bare gerne elskes”

Maria Jencel om 112 for knuste hjerter: ”Fuck, hvor er vi alle sammen mega usikre og vil bare gerne elskes”

Maria Jencel om 112 for knuste hjerter: ”Fuck, hvor er vi alle sammen mega usikre og vil bare gerne elskes”

Ulykkelig kærlighed, ødelagte relationer og svære følelser. Hjertesorgspodcasten 112 for knuste hjerter sætter helt særlige krav til vært og gæst, fordi den handler om alt det, der er allerhårdest.

TEKST: REGINE FARHADI
FOTO: MIE STÆRK

Udgivet den 30. maj 2024

”Jeg kan faktisk også mærke, at jeg føler mig lidt lettere over det nu, end da jeg startede. Jeg føler, det har hjulpet mig.”

Det lyder måske som noget fra en dialog mellem psykolog og klient, men det er det ikke. Det er Nicky Russell, forsangeren i bandet LIGA, efter han har fortalt om for nylig at have mistet en barndomsven på grund af løgne.

34-årige Maria Jencel er uddannet journalist fra Syddansk Universitet og bruger nu sin uddannelse i sit trebenede podcastunivers. Hvert ben fungerer som ambulanceredder til lytterne på henholdsvis kærligheds-, venskabs- og økonomifronten.

Engang eksisterede kun et af dem, hjertesorgspodcasten 112 for knuste hjerter. Det gør den stadig. Hver uge inviterer Maria Jencel en ny kendisgæst i studiet, som fortæller historien om, dengang vedkommende fik hjertet knust.

Programmet udkom for første gang den 16. juni 2021 og har indtil for nylig hørt hjemme hos 24syv. Nu er det blevet fast inventar på Podimo og er et program med et koncept, der sætter særlige krav til journalisten bag.

Det ufordømmende rum

Gæsterne, som oftest har en form for kendisstatus i Danmark, har hver især oplevet kærlighedens onde ansigt på helt forskellige måder. De fleste husker tilbage på romantiske relationer, mens andre har hjertesorger over forældre eller venner.

Nogle er blevet udsat for utroskab og voldsomme løgne, mens andre selv har været utro og har knust sit eget hjerte i processen. I 112 for knuste hjerter er der plads til det hele, og det er vigtigt for Maria Jencel, at det er et ufordømmende rum, hvor gæsten føler sig tryg til at dele sin historie.

Det betyder, at hun sommetider inviterer mennesker ind, der selv har opført sig uhensigtsmæssigt. Det kan være mennesker, der har været utro eller kigget kærestens telefon igennem i smug.

”Det handler ikke om at sige til den utro person: ’Fuck dig, hvor er du nederen’, for det ved den utro person godt. Det, vi får noget ud af, er at prøve at forstå hinanden, så vi kan føle os mindre forvirrede i vores kærlighedsliv,” siger Maria Jencel.

Ifølge hende selv gør hun sig derfor umage for at spore sig frem til det perfekte sweetspot mellem at få gæsten til at føle sig tryg nok til at krænge sit hjerte ud og samtidig gå kritisk og konfrontatorisk til værks med spørgsmål som ”hvorfor gjorde du det?” og ”hvad udsprang det af?”

”For mig handler det om at forløse en fortælling, hvor alle bliver klogere. Det er vigtigt for folk, der har været udsat for utroskab, at høre fra folk, der har været utro, hvad deres tanker og refleksioner var om det,” siger hun.

Fra krigstraumer til kærestesorger

Philip May Dreier Mikkelsen, kendt fra Paradise Hotel, har selv prøvet at sidde over for Maria Jencel i den varme stol. Her delte han ud af sine on-off kærestesorger over sin nuværende kæreste.

Hans historie handler om, hvordan PTSD og krigstraumer førte til et langt stofmisbrug, som endte med at gå ud over hans kærlighedsforhold.

”Det er altid grænseoverskridende at åbne sig fuldstændig for et menneske, man ikke kender, når man ved, man bliver optaget. Det er jo en sårbar historie, som kan være svær at fortælle,” siger han om at have været med i 112 for knuste hjerter.

Men Philip May Dreier Mikkelsen tænker tilbage på det som en god og tryg oplevelse.

”Man kunne fornemme, hun havde prøvet det mange gange før. Jeg følte mig taget godt imod, og jeg følte, at jeg var i trygge rammer. Det, tror jeg, er det vigtigste, når man skal sidde og snakke om et sårbart emne,” siger han om oplevelsen.

Et journalistisk håndværk

112 for knuste hjerter er ikke noget, Maria Jencel bare kan ”winge”. Det kræver stor umage og grundig forberedelse. Under optagelserne lægger hun alt fra sig. Mobilen bliver slukket og al koncentration rettes mod gæsten.

”Jeg er nødt til at parkere alt fuldstændig og være 100 procemt nærværende og i nuet med det her menneske, for at interviewet bliver godt,” siger hun.

Det nytter ikke noget at have hovedet fyldt med to-do-lister og tanker om børn, der skal hentes. Det er et krævende stykke arbejde. Ikke desto mindre finder Maria Jencel det også meget givende. Gæsternes historier giver hende perspektiver, hun kan vende mod sit eget følelsesliv.

”Det er helt naturligt, at når folk fortæller en noget, der er bevægende, så spejler man sig selv i det og føler stor empati med dem. Og det gør jo også, at man mærker deres smerte i sig selv,” siger hun.

Men bliver det ved med at være relaterbart at høre om teenagehjertesorg, når man selv er blevet lykkeligt gift og mor til to?

”Det er et meget sjovt spørgsmål, for det er jo klart, at jeg har udviklet mig i løbet af de her tre år,” siger hun.

Men det er altså ikke alderen på den hjerteknuste i fortællingen, der påvirker graden af medfølelse hos Maria Jencel.

”Det er ikke sådan, at teenagehistorier pludselig ikke rører mig længere. Sådan er det slet ikke. Men der er selvfølgelig historier, der rammer ned i præcis dét, jeg tænker og reflekterer over for tiden, som så rører mig mere,” siger hun.

Du må ikke græde, Maria

”Du er kommet for at sige det der. Du er kommet for at ødelægge mig,” tænkte digteren Caspar Eric, da pigen, han var forelsket i, kaldte ham for en spasser på grund af det handicap, der får ham til at halte. Nu sidder han og fortæller om episoden i podcasten.

Maria Jencel trækker vejret dybt. Hun mærker en knude i maven og tårerne komme snigende. Men hun må ikke give sig hen til dem. Det må ikke handle om hende. Det er Caspar Erics historie, der skal være i fokus.

Det er sjældent, at Maria Jencel må kæmpe mod tårerne, når hun sidder i podcaststudiet og optager 112 for knuste hjerter.

Men nogle gange er der noget i gæstens historie, der trykker på et eller andet. Det kan være alt muligt forskelligt, og det behøver ikke være noget, Maria Jencel kan spejle sit eget liv i.

Fælles for de ting, der berører hende, er, at problematikken bliver mere eksistentiel.

”Jeg ved ikke, om det lyder fluffy og irriterende, men for mig bliver det ofte sådan, at jeg bliver rørt på menneskehedens vegne. Når noget bliver løftet op og bliver større end historien, rammer det mere intensivt,” siger hun.

Det kan for eksempel være tanker om livets cyklus, skønhed, moderskab og livet som kvinde.

”Jeg mærker sådan en følelse af ‘fuck, hvor er vi alle sammen mega usikre og vil bare gerne elskes’,” siger hun om de følelser, hun kan få undervejs.

En sten i hjertet

Der er også de historier, som er så mørke, at Maria Jencel må gøre noget helt bestemt efterfølgende for at passe på sig selv. Nogle af gæsternes historier involverer dødsfald og traumer.

Og når Maria Jencel bruger sig selv i sin journalistik på den måde, hun gør, kan hun ikke altid undgå at tage følelserne med sig videre, når mikrofonerne er slukket.

Hun ryster det af sig ved at fortælle det til sin mand, så snart hun kommer hjem.

”Historier, der er ekstra mørke og tunge, har jeg brug for at få ud af mit system, så jeg ikke føler, at jeg sidder med en tung sten i mit hjerte, som gæsten har givet til mig. Jeg bliver nødt til at give den videre, så den ikke ender med at sidde fast i mig,” siger hun.

Selvom det til tider kan være udfordrende at tage de hårde historier ind og mærke gæsternes følelser på egen krop, skaber Maria Jencel på den måde en særlig dialog med sine gæster.

”Hvert afsnit har sin plads, og der er altid nogle, for hvem det nyeste afsnit er det allerbedste,” siger hun.

Praktikant på Kristeligt Dagblad og journaliststuderende på DMJX, Victor Heide-Jørgensen, døde den 24. marts 2024. Illustreret Bunker har bedt nogle af de mennesker, som stod Victor nær, mens han gik på DMJX, om at skrive et mindeord

Praktikant på Kristeligt Dagblad og journaliststuderende på DMJX, Victor Heide-Jørgensen, døde den 24. marts 2024. Illustreret Bunker har bedt nogle af de mennesker, som stod Victor nær, mens han gik på DMJX, om at skrive et mindeord

Praktikant på Kristeligt Dagblad og journaliststuderende på DMJX, Victor Heide-Jørgensen, døde den 24. marts 2024. Illustreret Bunker har bedt nogle af de mennesker, som stod Victor nær, mens han gik på DMJX, om at skrive et mindeord

Privatfoto: Victor Heide-Jørgensen siddende yderst til højre

TEKST:  TRINE BJØRN EGEDE, ALEXANDER KLOPPENBORG LUNDE, TOBIAS WINTER OG KERSTINE WINTHER
FOTO:  PRIVATFOTO

Udgivet den 30. maj 2024

Kære Victor

Det er uvirkeligt at skrive det her. Når tankerne får lov at vandre i en stille stund, så tænker jeg ofte på dig. Jeg tænker på, at minutterne går, og du ikke kommer til at opleve dette minut og det næste. Du kommer ikke tilbage, det har jeg fattet nu. Så siger jeg tak. Tak for dig.

Tak for alle de gode stunder i vores tid på Illustreret Bunker. Tak for at du altid var der for mig, når jeg blev usikker. Tak for altid at sparre med mig og for at være min allierede, hvad end det var artikler til avisen eller i rollen som journalistpraktikant i den fremmede verden, som Udenrigsministeriet var.

Når jeg tænker tilbage på dagene i dit selskab, var der aldrig dårlige dage. Du havde en særlig varme, og dine øjne strålede af begejstring. Du havde din journalistiske integritet med dig, hvor end du gik hen, og du var en god ven. Sådan husker jeg dig. Du havde en helt fantastisk evne til at få omgivelserne til at falde til ro (undertegnede), og du gik aldrig på kompromis med dine ambitioner. Jeg var meget imponeret over dit drive, at du formåede at holde fanen højt for dit hjertebarn Illustreret Bunker.

Det er meget svært at acceptere dit valg, men jeg er nødt til det. Det er det, jeg dealer med nu.

Jeg trøster mig selv med taknemmelighed.

Trine Bjørn Egede

Kære Victor

Hvorfor?

Det ville du have turdet spørge mig om.

Du ville have spurgt mig, lyttet og spurgt mig igen.

Uden frygt for at det kunne være svært eller sårbart og ikke være drevet af snagende nysgerrighed, men af ren interesse for mig.

Så derfor tør jeg også godt spørge dig.Hvad var det ved dit liv, der gjorde, at du ikke mente, det var værd at leve?

Og hvad så med mit?

Og jeg ved, at du både kunne og ville have svaret for dig, hvis du stadig var her.

For du var ikke bleg for at dele ud af dit liv. Dig selv simpelthen. Dine erfaringer og dine skøre perspektiver. Uanset hvor eller hvornår vi talte sammen.

Og der stod vi, oplyst af vinduerne fra Café Ris Ras, to jyske mænd med hver sin cigaret i hånden. Vi talte, vi snakkede ikke bare, og du delte gavmildt ud af dit indre, for pludseligt, med et sprogligt overraskelsesangreb, at trække en sætning om mine følelser ud af mig.

En præstation, der ikke er mange, der kan prale af.

Efter jeg havde krænget mit hjerte ud, og vi havde vendt, hvorfor jeg følte, det var så svært at erklære min kærlighed til hende fra ”undersøgende”, så sagde du ”kæft, det er ærgerligt, mand”. Som du så ofte sagde, med en kraftig intonation på kæft og en lidt sarkastisk tone.

Som et stort ”pyt”, men vi skal også nok komme videre.

For du ville fremad. Der skulle ske noget.

Der var mere videnskabsteori, der skulle vendes, og der var flere følelser, der skulle deles.

Men du har ikke delt dem alle.

Alt det vi har delt, det glædes jeg til gengæld over.

Også de frustrerende øjeblikke under opgaveskrivning, som vi let kunne grine væk, og de mange snakke om samfundets tilstand, hvor vi i afmagt har moret os med kyniske bemærkninger om en verden i brand.

For hvad kan man ellers gøre end at grine af absurditeten, når kandidaterne til at blive verdens mægtigste mand tilsammen er over 150 år gamle, og regeringens forslag til et bidrag til slukningen af flammerne er en afgift på 13 kroner på indenrigsflyvninger.

Så jeg vil dele en sidste kynisk tanke med dig, som jeg tror du ville have moret dig over.

I min desperation over at se den kendsgerning i øjnene, som du stillede mig overfor, poppede en absurd tanke op.

En tanke, der fortæller meget om, hvor meget jeg beundrer dig, din opfindsomhed, grænseløshed og dedikation. Men som i lige så høj grad var et udtryk for, hvor desperat jeg var for ikke at skulle se virkeligheden i øjnene.

Jeg tænkte: ”Det var alligevel langt at gå for at kunne skrive en artikel for Kristeligt Dagblad med overskriften ’Den dag, jeg slog mig selv ihjel’, hvor du ville gennemgå, hvad der sker, når man efterlader et afskedsbrev, og du ville indsamle de pårørendes reaktioner i timerne efter, at du som en trold af en æske havde tilkendegivet, at du stadig var iblandt os.”

Men det er du ikke, og vi skal aldrig mere sidde med matchende overskæg og skjorte og dele en kold øl nede på Graven.

Her kunne du ellers have brugt din rolige redaktørstemme til at forklare mig, at det er en meget opfindsom idé, men at det nok ville være at gå lige lidt for langt.

Men du er gået endnu længere.

Og det respekterer jeg, selvom det er svært.

For det må det også have været for dig. Længe.

Du må have ment det. Virkelig ment det.

For jeg ved, at du tænkte. Grundigt og meget.

Så du har taget nogle tanker med dig i graven.

Jeg ville ønske, du havde delt dem med mig.

Som du fik mig til at dele mine med dig.

Nede på Graven.

Alexander Kloppenborg Lunde

Kære Victor

Du og jeg brugte mange af vores timer på skolen sammen – både som makkere på diverse opgaver, som kollegaer (hvis man kan kalde ens skolekammerater på Illustreret Bunker det) og, ja, selvfølgelig som venner. Jeg tror faktisk, at du var det menneske, jeg havde mest at gøre med i den tid.

Det var jeg glad for. Og nu jeg ser tilbage på det, var jeg nok gladere for det, end jeg             tidligere har tænkt.

For min tid på DMJX var ikke altid fed. Først flyttede jeg fra min familie i København til et coronanedlukket studie, så oplevede jeg dødsfald tæt på og kærestesorg, og det føltes som om, at mit liv blot ventede på, at den ene trælse udvikling blev afløst af den næste.

Fra nærmest første dag i Aarhus til den sidste var der ikke meget, der føltes fast eller vedblivende. Men det gjorde du. Du var en ro i alt det.

Vi sås en del, men aldrig meget. De timer, vi brugte, havde ofte karakter af, at vi skulle noget. Og i den periode af mit liv – med hvad det nu var fyldt af – betød netop det meget for mig; at skulle noget. Skrive en opgave, diskutere, hvordan vi skaffer annoncer, udvælge de bedste tekster. Den slags praktiske ting. Komme lidt væk fra det hele og give mig til noget, og du var en del af det. Du fik mig tit til det.

Du lagde en aften hus til noget whiskymagning. Jeg kan ikke udstå whisky, fandt jeg ud af den aften.

Kære Victor, du var altid rolig. Farede aldrig op, slappede bare af og gjorde din ting. Og det smittede. Når vi to skulle gøre nogle af de ting, som vi gjorde, havde du tit overblikket. Styr på kontoen og tjek på kalenderen.

Mit eget kapitel i Aarhus er et, jeg ikke har de store følelser forbundet med. Det blev aldrig så fedt, som jeg havde drømt om, aldrig så givende, som jeg havde troet. Men det var et vigtigt kapitel, og du fyldte mere end nogen anden i det. Det er en rimelig betragtning.

Men den periode sluttede, da du tog til Prag, og jeg flyttede til København. Vi holdt kortvarigt kontakt og sås lidt, da du kom hjem, men vi må nok erkende, at vi ikke kom til at fylde så meget i hinandens liv som tidligere. Den erkendelse havde jeg indfundet mig med, for nogle relationer fylder noget meningsfuldt i begrænsede perioder, og så opstår andre.

Jeg tror først, jeg opdagede alt dette, noget tid efter jeg blev ringet op og hørte de forfærdelige nyheder om din død. Hvor ville jeg ønske, at jeg havde opdaget det før, prissat det mere og sagt tak. Det ville jeg i hvert fald gerne have gjort.

Kære Victor, du betød noget særligt for mig i en særlig periode. Jeg tror, uden jeg tidligere har tænkt det, at du var lige præcis det, jeg havde brug for, da jeg havde det svært. Tusind tak for det.

Tobias Winter

Kære Victor

Døden er en underlig størrelse. Og det at jeg nu må skrive i stedet for sige, vel vidende at det aldrig kommer til at ramme hverken dine øjne eller ører, tror jeg aldrig helt, jeg kommer til at forstå.

Døden føles på mange måder langt væk. Og hvis jeg ikke stopper og lader tankerne vandre, er det som om, du stadig er her.

Så går du rundt i København med din taske på ryggen og telefonen i lommen, som er klar til at modtage en besked fra mig.

Du sidder måske på en bar, drikker en øl, ruller en cigaret og falder i snak med nabobordet, som har en sjov anekdote eller to, og det har du også.

Det kan også være, du er hjemme og tegner eller læser den bog, du lånte af mig mens du overvejer, hvordan du hænger den lampe op, som aldrig er kommet længere væk end fra kassen, den blev leveret i.

Men når jeg stopper op og giver tankerne plads, ved jeg godt, at du ikke er her mere.

Og det er svært for mig at forstå.

Jeg har været i tvivl, om du vidste, hvor meget jeg satte pris på vores venskab til sidst. Det er desværre ofte sådan, at når man har muligheden, så får man ikke sagt ting.

Men jeg kan sige det nu. Jeg kommer ikke til at forstå, hvad der rigtig er sket.

Men jeg ved, at det liv, du havde, var fyldt med gode mennesker og kærlighed. Det kunne man se på den måde, du betragtede hverdagen på, den måde, du grinte på, og den måde, du gik ud i verden på.

Og jeg er dig taknemmelig for, at jeg var med til en del af det.

Jeg har dig med i mine tanker, Victor, og det gør mig glad, at du så stadig er her.

Når jeg giver mig selv plads til at forstå, at du aldrig kommer til at svare på min besked, eller at du aldrig kommer med et råd til mig igen, trøster jeg mig selv ved, at du allerede har givet mig en masse, som jeg tager med videre.

Og selvom du ikke længere er her fysisk, er du med i mine tanker.

Kerstine Winther

Theresa Scavenius lader sig ikke lulle i løsgængersøvn. Hun bruger sin lup som megafon

Theresa Scavenius lader sig ikke lulle i løsgængersøvn. Hun bruger sin lup som megafon

Theresa Scavenius lader sig ikke lulle i løsgængersøvn. Hun bruger sin lup som megafon

Som løsgænger står du alene på Christiansborg, hvor partierne har den største magt. Og ifølge eksperter har du lang vej til både politisk magt og taletid i medierne. Mange bliver ganske enkelt usynlige. Andre tager kampen op. En af dem er Theresa Scavenius.

TEKST: MARCUS MATHIAS FRANCK & SEBASTIAN ØSTERGAARD OLSEN
ILLUSTRATION: LOTTE SKJØDT NIELSEN

Udgivet den 30. maj 2024

Selvom politiske partier ikke er nævnt eksplicit i grundloven, så er de efterhånden en naturlov i Folketinget. I dag er folkestyret mere eller mindre afhængigt af, at politikerne organiserer sig under de forskellige partibogstaver.

“Folketinget er produktivt, fordi politikerne har grupperet sig. Hvis man forestiller sig et folketing med 179 løsgængere, ville det være utrolig vanskeligt at træffe nogen beslutninger,” siger Eva Sørensen, der er professor på Institut for Samfundsvidenskab ved Roskilde Universitet.

Men hvad er egentlig muligt, når man som løsgænger står alene? Hvordan opnår man politisk indflydelse? Og hvad gør man som løsgænger, hvis man gerne vil blive på Christiansborg?

En bidsk vagthund blandt pæne pudler

På Christiansborg er det partierne, der styrer slagets gang, og ifølge Jens Ringberg journalist og politisk analytiker, er der som regel heller ikke nogen, der ønsker at kæmpe med dig – eller imod dig.

Han forklarer, at løsgængere har ringe muligheder for at udøve politisk magt i traditionel forstand. De er ganske enkelt ikke interessante for partierne, når der skal indgås politiske aftaler og forlig. Denne forklaring står han ikke alene med.

”Inde i Folketinget, mener jeg ikke, hun spiller nogen som helst rolle,” siger Eva Sørensen om Theresa Scavenius.

Men det arbejder Theresa Scavenius ikke ud fra. For hende er politisk indflydelse også at skabe debat og opmærksomhed på dagsordener, hun synes er vigtige. Hun peger på, at folketingsmedlemmer har to grundlæggende funktioner. Den ene er at have politiske holdninger, man arbejder for. Den anden er at være en kontrolinstans, der kigger regeringen og lovgivningen efter i sømmene. Theresa Scavenius mener, at netop denne funktion er forsømt i dagens Folketing.

”Hele Folketinget er blevet en meget pæn puddelhund, der hellere vil drikke kaffe i forligskredsen end være den bidske vagthund,” siger Theresa Scavenius.

Netop rollen som kontrolinstans er også en af de folketingsopgaver, løsgængere har mulighed for at påtage sig, mener Jens Ringberg. Han peger på det privilegium, som kun de 179 Folketingsmedlemmer har, og det er at stille spørgsmål til regeringen, som ministrene skal svare på.

”Der er også muligheden for at kalde en minister i samråd. Det gør Theresa Scavenius konstant,” siger Jens Ringberg.

Selvom Eva Sørensen ikke mener, at løsgænger har en stor magt, så synes hun ikke, at de intet spillerum har. Hun ser mandatet som en ølkasse, man kan stille sig op på og bruge som talerør ud i samfundet.

Her står man som løsgænger helt fri til at fortælle om den dagsorden, man er optaget af. Rollen som løsgænger er netop ‘løs’, og man kan gå i lige den retning, man ønsker.

Det ser Theresa Scavenius selv som en fordel ved at stå uden for partierne. Ifølge hende fylder partidisciplin for meget og skygger for den kritiske tilgang til lovarbejdet.

“Vores system bygger på en kritisk masse på 179 mennesker, der skal undersøge om en lov er god eller dårlig. Hvis den masse minimeres til nogle store partilinjer, så får vi ikke den kritiske diskussion, der sikrer, at lovforslagene bliver gode,” siger Theresa Scavenius.

At grave sig til indflydelse

Theresa Scavenius’ politiske arbejde kan beskrives som snævert, men grundigt. Hun udvælger specifikke lovforslag og arbejder detaljeret med disse. Hun beskriver, hvordan hun krydstjekker det faktiske grundlag og ikke mindst, om der faktisk står det i loven, som ministeren siger. Og så ville hun ønske, at flere arbejdede som hende.

“Jeg tror, det er mig, der insisterer på en bestemt måde at arbejde parlamentarisk på, som handler om at være mere kritisk opposition og kontrollerende over for regeringen. Versus at være en politiker, der søger lidt indflydelse hos ministeren,” siger Theresa Scavenius.

Ifølge Jens Ringberg er mange løsgængere usynlige. Det gælder dog ikke Theresa Scavenius, der netop bruger sin stemme som Folketingsmedlem.

“Men vi havde også et problem, hvis alle var løsgængere eller arbejdede som Theresa Scavenius. De fleste sidder i partier og sørger for, at tandhjulene drejer rundt,” siger Jens Ringberg.

Ifølge Eva Sørensen er det også svært som løsgænger at være med til at få tandhjulene til at dreje rundt. Hun mener, at direkte politisk indflydelse handler om, hvad man kan tilbyde.

“Man har ikke rigtig noget at komme med, som kan give én indflydelse, når man kun har et enkelt mandat at tilbyde,” siger Eva Sørensen.

Jens Ringberg mener derfor, at man som løsgænger skal satse på den indirekte indflydelse frem for politisk magt i traditionel forstand. Og det mener han, Theresa Scavenius lykkes med.

“Hun bruger sin løsgængerposition til at sætte fokus på nogle ting, hun synes er problematiske. Det, synes jeg, er virkelig fint,” siger han.

Theresa Scavenius fremhæver, at hun graver dybt i lovgivningsarbejdet. For hende handler lovgivningsarbejdet lige så meget om at holde kritiske samråd, kontrollere regeringen og tjekke efter om ministeren siger det rigtige.

“Og når man skal det, så kan man jo ikke sidde og drikke kaffe i forligskredsen,” siger hun.

Ifølge Theresa Scavenius bruger hun også sin kritiske tilgang i det politiske arbejde til at få indflydelse. For hende kommer det detaljerede lovarbejde først og dernæst kommer kommunikationen. Hun håber nemlig, at hendes måde at gå politisk til værks på, er noget, der bliver bemærket.

“Så er det rigtigt, at meget af den indflydelse jeg kan have lige nu, ikke er direkte på lovgivningen, men netop er via borgere, der gerne vil have mere af det arbejde, jeg laver,” siger hun.

Hun mener desuden, at den indflydelse man kan have som løsgænger i Folketinget, afhænger af hvordan man fortolker begrebet indflydelse. Hun mener selv, at hun får sat nogle af sine dagsordener på landkortet.

“Hver gang jeg er i salen, har jeg et indtryk af, at folk bliver rimelig optaget af, hvad jeg gør og ikke gør,” siger hun

Fremtidstanker om et nyt parti

Theresa Scavenius mener ikke, at hendes arbejde skal defineres af, at hun er løsgænger.

“Det handler jo mere om den arbejdsmetode, jeg har. Jeg når meget lidt, fordi jeg kun er én person og ikke har de samme ressourcer som partierne. Men hvis alle arbejdede på den her måde, ville vi få bedre oplysning om vores love,” siger hun.

Derfor håber hun også at finde en gruppe, der deler hendes kritisk-orienterede arbejdsmetode. Hun forestiller sig en gruppe med mindre partidisciplin, hvor man overordnet er enige, men ikke altid stemmer ens. Theresa Scavenius mener ikke, at den gruppe findes lige nu.

“Jeg synes virkelig, at der er brug for nogle nye partier til at bygge det politiske arbejde op et nyt sted fra,” siger hun.

Eftersom Theresa Scavenius gerne vil være i Folketinget i næste periode, ser hun også et nyt parti som en mulighed. Til spørgsmålet om, hvem der skal stifte sådan et parti, peger hun på sig selv som kandidat.

“Det er et kæmpe stykke arbejde, men jeg føler mig forpligtet til at tænke over, hvad der er af muligheder og finde ud af, hvad der er opbakning til,” siger hun, men afviser heller ikke at stille op som løsgænger.

“I ubehagelige situationer falder min puls til det halve”

“I ubehagelige situationer falder min puls til det halve”

“I ubehagelige situationer falder min puls til det halve”

Artiklen her handler om, hvordan manden med den rolige stemme og de lange pauser bærer sig ad med at hvile i stilheden mellem interviewer og interviewperson.

TEKST:  Jens-emil nørgaard
Illustration:  lotte skjødt nielsen

Udgivet den 30. maj 2024

Den svenske TV-kanal SVT inviterer i 2010 en flok reportere fra flere forskellige lande til Sverige for at følge den svenske valgkamp. Blandt de indbudte er Mikael Bertelsen. Han skal interviewe den daværende svenske ligestillingsminister, Nyamko Sabuni. En meget kendt skikkelse i Sverige fra partiet Liberalerna. Og så er hun minsandten også burundisk flygtning. Opgaven er simpel. Mikael Bertelsen og Nyamko Sabuni skal tale om ligestilling. Interviewet skal bruges som indslag til den afsluttende debat på valgaftenen om ikke så frygteligt længe.

Inden interviewet fortæller han det svenske tv-hold, at de på intet tidspunkt må lægge kameraet fra sig. Mikael Bertelsen forbereder dem på, at der kan komme lidt turbulens.

Nyamko Sabuni træder ind i lokalet og giver Mikael Bertelsen hånden. På dansk fortæller han, at han har en aftale med ligestillingsministeren. Hun kigger lidt forvirret på Mikael Bertelsen og forklarer, at det altså er hende, der er ligestillingsminister.

”Jeg tror, du har misforstået,” siger Mikael Bertelsen. ”Jeg har altså en aftale med ministeren.”

Lettere irriteret prøver ligestillingsministeren en gang til. Afdæmpet forklarer hun Mikael Bertelsen, at hun er ligestillingsminister i den svenske regering.

”Kan du ikke finde din kalender og komme med en kop kaffe? Jeg skulle gerne have en aftale med ligestillingsministeren,” siger Mikael Bertelsen.

Rådgivere, spindoktorer og TV-hold i hele rummet begynder afvæbnede at bryde ind i samtalen. Hun afbryder og slår over i engelsk. Nu kan det være nok.

”You don’t understand. I AM THE MINISTER,” siger den svenske ligestillingsminister, Nyamko Sabuni.

”But, but you are a woman,” svarer Mikael Bertelsen. Gys.

Foran en ligestillingsminister i landet, der spiser feminisme til morgenmad. Man kunne lige forestille sig, hvordan sådan et lokale klemmer sig sammen. Det lyder jo næsten som noget fra Klovn. Præcist hvordan, det hele ender for Mikael Bertelsen, vender vi tilbage til. At tage sig tid til tingene er nemlig noget, som mediebranchen har glemt, ifølge Mikael Bertelsen.

”Alle udkommer, alt bliver sendt, alt bliver optaget, og alt bliver glemt.”

Så det kan vi meget passende øve os på i denne artikel.

En kop sukker og et interview, tak

Nogle gange kan det næsten føles som fysisk smerte i maveregionen. Sig noget for helvede. Men han holder sin mund. Mikael Bertelsen kan få tæerne til at grave sig ned i stuegulvet, når han afventende stiller spørgsmål. Han ser det selv som en måde at punktere rollerne med det formål at se, hvem vi i virkeligheden er.

Der er noget ved ham, som skiller os ad. Vi er ikke helt enige om stilheden. Eller Mikael Bertelsen.

”Jeg har hele mit voksne liv befundet mig utroligt godt i stilhed. Så godt, at jeg nogle gange bruger det som et skjold,” siger han.

Han lokkede engang indbyggerne i et parcelhuskvarter i et slags interviewteknisk jerngreb ved at bede om en kop sukker. Et gammelt trick, som han helt oprigtigt troede, var en måde at kontakte hinanden i parcelhuskvarterer.

Året er 2002. Smartphonen er ikke opfundet. De fleste laver stadig aftaler med hinanden over fastnettelefonen og mails. Ja, programmet er faktisk så gammelt, at det har opfyldt sit eget navn. Skjoldhøj Arkivet er begravet dybt i arkivet hos DR.

Mads Brügger og Mikael Bertelsen er taget til Skjoldhøjparken, et parcelhuskvarter i nærheden af Tilst.

Mads Brügger er lige stukket på en løbetur, mens Mikael Bertelsen er i færd med at finde ud af, hvad der skete med den familie, der boede i det hus, som de har lejet. De skulle efter sigende have haft et skrantende ægteskab. Men der er tilsyneladende ingen, der egentlig ved, hvad der blev af familien.

Mikael Bertelsen står og banker på en hoveddør lidt nede ad gaden. I den ene hånd har han en tom kop, og i den anden en optager. Han er ved at lave radio, forklarer han, men der er simpelthen ikke noget sukker i det forladte hus, som Mads og han selv bor i. Det ældre ægtepar, som har åbnet døren, er godt nok lige på vej ud. De skal i sommerhus, så de har ikke tid til interviewet, men vil nu gerne hjælpe med en kop sukker. Sådan gør man jo her i kvarteret.

Da konen kommer tilbage med Mikael Bertelsens kop, har hun fyldt koppen med sukker. Husbonden og Mikael er allerede i gang med historien om det forladte hus. 20 minutter går der, før det ægtepar, som var på vej ud af døren, faktisk får sneget sig ud af Mikaels Bertelsens interview.

Han har aldrig hørt, at det kunne skabe ubehag.

”Jeg oplever det slet ikke som irriterende eller groft. Det er en måde at skrælle portrættet rent fra de vaner og reaktioner, som alle har, når situationen går præcist, som vi havde forestillet os. Jeg ser det som en måde at redde interviewpersonen og mig fra den falskhed, interviews kan være omgivet af,” siger Mikael Bertelsen.

Hunde kan mærke, om man er bange, og det kan interviewpersoner også. Her skal siges, at Mikael Bertelsen aldrig kunne finde på at sammenligne personer, han interviewer, med hunde.

Lidt turbulens kan ikke skade

Det er vist på tide, vi fortsætter historien om, hvad der skete med den svenske ligestillingsminister og Mikael Bertelsen. Lad os starte scenen, hvor vi slap den. Mikael Bertelsen har lige antydet over for en svensk minister, at hun er for meget kvinde til at besidde en ministerpost.

Det stakkels TV-hold er ved at krybe under gulvtæppet af skam. Undskyldninger og ansvar bliver kastet omkring. Spindoktorer går i gang med at rense luften for muligheder for mere konflikt.

Nu er det jo bare sådan, at Mikael Bertelsen havde advaret om turbulens. Og så må man spænde bæltet, hvis ikke man vil kastes rundt i flyvemaskinen.

Det er ikke til at vide, hvad man selv ville have gjort. Måske fundet sin smartphone frem? Det er jo ikke længere 2002. Situationen ender med at trække en del opmærksomhed i de svenske medier. Selvfølgelig. Vistnok noget med en overskrift, hvor der stod ”Idioten fra Danmark”.

Men Idioten, som trak overskrifter, vidste, hvad han lavede. Selv beskriver han det sådan her.

”Det kan minde lidt om en TV-station fra dengang, hvor der stadig var tekniske vanskeligheder i ny og næ. Man følte sig i live hos TV-avisen, når transmissionen blev afbrudt. Man kan sige, at jeg eksperimenterer med spontane øjeblikke, som kendes fra de tekniske uheld.”

Det er en måde at ophæve den kunstighed, der kan være i et interview.

I dag griner Mikael Bertelsen mest af den pinlige situation med ligestillingsministeren. Han vidste jo godt, hvem hun var. Det var bare hans måde at gøre tingene på.

“På det tidspunkt var ministre noget, man var bange for. I dag er det mest nogen, man har lidt ondt af.”

Otte interviews til millionen

Alt for mange interviews er låste på forhånd. I mange af de TV-interviews, man ser, er det en interviewer, der snubler sig vej hen imod svaret. Det, som de allerede på forhånd har besluttet sig for, er det eneste vigtige, kilden kan fortælle.

“Det kan blive lidt af et kammerspil, når intervieweren er for forberedt,” siger Mikael Bertelsen.

Det var noget andet i sin tid. Før de fleste nuværende journaliststuderende var født, brugte Mikael Bertelsen sine dage på DR. En af de unge journalister på redaktionen var i gang med en radiomontage. Om hvad kan han ikke lige huske. En ældre journalist på redaktionen gav råd fra sig. Lidt som Mikael Bertelsen gør nu.

Rådet var: De første otte interviews, du laver med din hovedperson, kan ikke bruges til noget.

Dengang føltes det lidt som en overdrivelse. Men der er nu alligevel noget om snakken, mener Mikael Bertelsen.

“Sådan er det jo ofte med gode råd. Man regner det ikke for meget, indtil man selv prøver, at de første otte interviews ikke fungerer.”

Han insisterer på ikke at lyde gammelklog. Det lægger han meget vægt på. Og råd er svære at komme med, fordi vi alle interviewer forskelligt.

“Mit indtryk er, at yngre mediestuderende med stor ildhu prøver at gøre sig en karriere på egen hånd. Til det kan jeg sige, at alt det bedste, jeg har lært og produceret, er i samarbejde med andre. Det, håber jeg ikke, er forsvundet helt.”

Hvad kunne du godt tænke dig, at en artikel som behandler din stilhed og evne til at håndtere ubehag, ender med?

                                   ,” tier Mikael Berthelsen.

Skal det ende i stilhed?

“Det kunne være meget passende.”

Venstre har fået sin dårligste meningsmåling nogensinde: ”Partiet befinder sig i en historisk krise”

Venstre har fået sin dårligste meningsmåling nogensinde: ”Partiet befinder sig i en historisk krise”

Venstre har fået sin dårligste meningsmåling nogensinde: ”Partiet befinder sig i en historisk krise”

Da resultatet af folketingsvalget 2022 blev klart, kunne Venstre og resten af befolkningen konstatere, at partiet havde fået sit dårligste valgresultat i over tre årtier. Knap halvandet år senere er de, ifølge en Epinion-måling, blevet halveret. Det rejser spørgsmålet om, hvordan det gamle grundparti er faldet så drastisk. Og om det kan rejse sig igen.

TEKST: SARAH CARDEL
ILLUSTRATION: LOTTE SKJØDT NIELSEN

Udgivet den 30. maj 2024

”Jeg synes, det er ret indlysende, at når Venstre rammer en historisk bundplacering i tre forskellige meningsmålingsinstitutter, så kan man jo ikke andet end at konstatere, at partiet befinder sig i en historisk krise.”

Sådan lød ordene fra politisk kommentator Jarl Cordua, da jeg indledningsvis spurgte ham, hvilken situation Venstre i øjeblikket befinder sig i.

Men for at forstå, hvordan det gamle statsministerparti nu er havnet i en sådan ’historisk krise,’ må vi først og fremmest spole tiden tilbage til folketingets åbning i oktober 2022.

I et interview med TV2 sagde den daværende partiformand, Jakob Ellemann-Jensen, således:

”Jeg kan godt love, at jeg aldrig kommer til at pege på Mette Frederiksen som statsminister i Danmark.”

Efter månedlange forhandlinger kunne man så i midten af december 2022 opleve en smilende, genvalgt statsminister træde ud af Christiansborgs ikoniske porte. Nu klar til at præsentere sin nye regering bestående af Socialdemokratiet, Moderaterne og, ja, Venstre.

Partiets u-vending blev de kommende dages store forsidehistorie, og tilbage stod Ellemann-Jensen og resten af partiet Venstre med forklaringsvanskeligheder om det, der i medierne beskrives som et klokkeklart løftebrud. 

Og når jeg finder det nødvendigt at gentage den nu afgående formands ord, er det, fordi flere eksperter peger på lige netop det løftebrud som årsag til, hvor de står i dag.

En af de eksperter er valgforsker og professor ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet Kasper Møller Hansen. 

”Kigger man i meningsmålingerne, så kom det store fald, da de valgte at gå i regering. Så det var ikke bare et valgløfte, som blev brudt meget klart og tydeligt, det var også et brud på et venstreparti, som i 100 år har stået i direkte modstand til Socialdemokratiet. Det rokkede ved hele deres identitet,” forklarer Kasper Møller Hansen.

Selvom Venstre fik et dårligere valg, end de har haft i over tre årtier, var det alligevel ikke til at forestille sig, at et ’så stærkt, stort og historisk parti’ kunne miste så mange vælgere, som meningsmålingerne nu viser. Sådan lyder det videre fra Kasper Møller Hansen.

Også folketingsmedlem for Venstre, Christoffer Melson, anerkender, at partiets pludselige kovending er en del af forklaringen på den dalende vælgeropbakning.

Men alt imens den ene historisk lave måling erstatter den anden, står Venstre ved, at det var og er rigtigt at dele regeringsmagten med den mangeårige modstander.

”Vi fik ikke tænkt alle scenarier igennem og forberedt folk på, hvad der kunne ske, hvis vi trods et rødt flertal fik tilbudt en del af regeringsmagten. Så vores hårde udmeldinger inden valget var en fejl, men det var ikke en fejl at indgå i regeringssamarbejdet,” forklarer han.

Han understreger videre, at Venstre også har været med til at træffe svære og hårde beslutninger. Det, i kombination med intern uro, har ført til, at vælgerne har mistet tilliden til partiet.

Presset fra blå blok

Venstre fik sin hidtil dårligste måling første dag i maj 2024, hvor kun 6,5 procent af den danske befolkning ville stemme på dem, hvis der var valg den dag.

Siden har den nyeste meningsmåling vist en lille stigning for partiet, som nu vurderes til at få 8,7 procent af stemmerne.

Men det er ikke bare løftebrud og interne uroligheder, som har givet Venstre en ’historisk bundplacering.’ For kan man overhovedet skrive en artikel om Venstres nedgang uden at nævne tre andre partiers succes?

Det mener Jarl Cordua ikke.

”Venstre har været delt af forskellige strømninger. Den moderate, resultatorienterede, ikke særlige ideologiske strømning, personificeret af Lars Løkke. Så den traditionelle, landbrugsorienteret og på flere måder konservative fraktion, personificeret af Inger Støjberg,” forklarer han.

Lars Løkke Rasmussen og Inger Støjberg var Venstres to største stemmeslugere under folketingsvalget i 2019, hvor de hver især hev henholdsvis knap 41.000 og 28.500 personlige stemmer hjem.

Han fortsætter: “Og så den klassiske handelsskole-liberale og byorienterede fløj, som ikke har haft en repræsentant, men som er sivet til LA.”

Liberal Alliance ligger i seneste måling til at få en stemme fra 15,6 procent af danskerne, hvis der var valg i dag. Det placerer dem som nummer to på listen og dermed som det næststørste parti i Folketinget.

Christoffer Melson mener imidlertid ikke, at man skal tillægge meningsmålingerne for stor værdi. For ham handler det nærmere om den politik, som partiet får gennemført.

”Meningsmålingerne er selvfølgelig ikke så sjove, men hvis man til gengæld kigger på det, som det handler om, så går det jo faktisk meget godt,” siger han. 

Han tilføjer, at de færreste politikere er i politik for at læse meningsmålinger fra uge til uge, men i stedet for at få gennemført dét, de tror på. Noget, som ifølge Christoffer Melson er lettere, når man er del af regeringen.

CO2-afgift og ledige standpunkter

Det store klimaspørgsmål om, hvorvidt der skal indføres en CO2-afgift på landbruget, har skabt stor og offentlig splittelse i Venstre, hvor både bagland og vælgere har kritiseret partiledelsen for at gå med i en sådan aftale.

Og det er ikke helt tilfældigt, at det lige netop er Venstre, som møder den største modstand ved at være medunderskriver på forslaget.

”Vælgerne er blevet skubbet væk, fordi partiet ikke har overholdt sine valgløfter, men dertil kommer hele opgøret med CO2-afgiften, som er et meget ømt punkt for Venstre, da de jo har en rod i landbruget,” fortæller valgforsker Kasper Møller Hansen.

Når Venstre stemmer for en CO2-afgift, betyder det nemlig, at de vil gøre det dyrere for landmændene at udlede klimagasser.

Et lovforslag, som på flere måder er i strid med det gamle ’landvenstre,’ og som Inger Støjbergs parti, Danmarksdemokraterne, er stærkt imod.

I skrivende stund fastholder partiformand Troels Lund Poulsen dog stadig, at CO2-afgiften bliver en realitet.

Når et eller flere partier danner regering, udarbejdes et regeringsgrundlag, som er den politik, regeringen vil arbejde ud fra i den pågældende valgperiode.

Hvis regeringen består af flere partier, er det dermed meget sandsynligt, at partierne på forhånd har indgået kompromisser og støttet initiativer, som ikke afspejler deres egen politik.

Og lige netop det faktum, at et regeringssamarbejde kræver, ja, samarbejde og kompromisser, anskues også som en årsag til, at Venstre mister opbakning.

”Regeringspartierne arbejder på at implementere den politik, de blev enige om for halvandet år siden. Og det betyder også, at de ikke har samme mulighed for at flage med egne politiske synspunkter og dermed profilere og synliggøre sig over for vælgerne,” forklarer politisk kommentator Jarl Cordua.

Også valgforsker Kasper Møller Hansen fremhæver det aspekt.

”Vi har jo nogle oppositionspartier, som frit kan profilere sig på tidligere Venstre sager, fordi Venstre lidt er bundet i en regering. Det synes at være lykken for dem og en katastrofe for Venstre,” forklarer han.

Netop som når Danmarksdemokraterne kæmper imod CO2-afgiften og Liberal Alliance mod top-topskatten. Det er derfor også nærliggende at undre sig over, hvad der i virkeligheden er fordelagtigt for Venstre ved at forblive i regeringen.

Til den undring må det entydige svar være. Indflydelse.

”Det er selvfølgelig en mulighed at træde ud af regeringen for at sikre sig flere vælgere. Men det vile være på bekostning af den indflydelse, som de utvivlsomt har lige nu. Problemet er bare, at de har det i en regering, deres vælgere ikke ønskede,” forklarer Kasper Møller Hansen.

Til det siger Jarl Cordua.

”Hvis man abonnerer på den præmis, at partiernes succes også skal måles efter vælgeropbakning, og det gør de fleste nok, så er der tale om en krise. Men det er ikke ensbetydende med, at de ikke har indflydelse. Det har de, det er bare ikke noget, som gør indtryk på vælgerne.”

Hvis man spørger såvel eksperter som politikere, sås der ikke tvivl om, at Venstre stadig har en fremtid foran sig som parti. Det skyldes, ifølge Kasper Møller Hansen, det faktum, at politik er foranderligt.

”Men det kommer til at tage mange år og flere valg, før vi ser Venstre over 20 procent igen, for tendensen er, at man hurtigere mister vælgere, end man får dem,” forklarer han.

Og det er en udsigt, som Christoffer Melson også ser.

”Det kommer til at kræve slid og hårdt arbejde, men vi håber, at vælgerne over tid vil se værdien i den her strategi og genfinde tilliden til, at vi er et seriøst, hårdtarbejdende parti, som holder, hvad vi lover.”