Redaktionen er bekendt med kildens identitet. Skal læseren også være det?

Redaktionen er bekendt med kildens identitet. Skal læseren også være det?

af | dec 2, 2021 | TEMA

TEMA
Redaktionen er bekendt med kildens identitet. Skal læseren også være det?

Behovet for anonyme kilder kan blive endnu større i fremtiden. Men selvom der ikke er grund til automatiske modreaktioner over for navnløse kilder, må der ikke gå inflation i tilsløringen. Illustreret Bunker har talt med to undersøgende journalister og med en studerende, der er i tvivl.

TEKST: Maria Svehag & Johanne Lerhard
Illustration: Nikoline ryttergaard

Udgivet den 02. december 2021

En nervøs teenagedreng har gennem et år indsamlet timevis af ulovligt overgrebsmateriale på sin computer. Ikke fordi han nyder at se de 145 kvinder ydmyge sig selv foran et kamera. Men fordi han vil dokumentere, at det sker. Alligevel tør han ikke gå til politiet, for han har fundet videoerne ved at dele nøgenbilleder af kendte kvinder. Derfor er han gået til dig i stedet, men han har brug for at være anonym i din historie. Hvad gør du?

For DR-journalist Maiken Steen Frederiksen var det virkeligheden i 2018, da hun første gang mødtes med Kasper. Og hun var ikke i tvivl. Han skulle være anonym.

“Han kontaktede os for at rense sin samvittighed, men også for at sætte en stopper for det her. Vi betragtede ham som en whistleblower,” siger hun.

Fordi Kasper kunne dokumentere alt, hvad han fortalte, besluttede Maiken Steen Frederiksen sig for at gå videre med historien sammen med kollegaen Frederik Hugo Ledegaard. Det blev til podcastserien ‘Mænd, der ødelægger kvinder’.

Den unikke kilde

Fra starten var de to undersøgende journalister klar over, at de ikke kunne gå videre med historien uden ham.

“Nogle gange er kilder unikke. Det var afgørende for vores historie at bruge anonyme kilder. For der fandtes ikke andre som Kasper,” siger Frederik Hugo Ledegaard. 

Anonymitet er ofte præmissen for, at nogle af de vigtigste journalistiske historier overhovedet kan laves, mener han. Frederik Hugo Ledegaard peger blandt andet på, at de fleste MeToo-historier stod på skuldrene af navnløse kvinder.

Omvendt er det ifølge Maiken Steen Frederiksen også vigtigt at minde sig selv om, at ikke alle kilder er unikke. Når kilder, der er mindre enestående, forlanger anonymitet, er der ofte god grund til at søge en anden case. 

Selv har hun lige lavet en historie om digital chikane på det private arbejdsmarked. Der droppede hun i første omgang en kilde, der ikke ville stå frem med navn. Kort tid efter fandt hun en anden navngiven kilde, som fik historien til at stå meget stærkere. 

For journaliststuderende er det dog ikke altid en mulighed.

Kilden må gerne hedde X på DMJX

Thea Ludvigsen er journaliststuderende på andet semester og har netop afleveret et PUJ-projekt om mobning blandt præster. Da hun endelig fandt en kilde, ville vedkommende kun deltage mod anonymitet. Derfor skulle kilden godkendes af underviser Mette Stentoft. 

“Jeg havde et indtryk af, at vi virkelig ikke skulle bruge anonyme kilder. Så jeg blev faktisk overrasket, da Mette var så meget med på det. Hun kunne godt se, at det var vigtigt, fordi vi arbejdede med en kilde, der stadig var en del af det miljø, vi beskrev,” siger Thea Ludvigsen.

Når de studerende henvender sig til Mette Stentoft, husker hun dem på, at anonymitet er en skala. Der er forskel på, om man skal udelade kildens efternavn og give dem en sort bjælke foran øjnene eller kalde dem X og ikke referere direkte citater.

“Studerende kan godt have lyst til at love alle anonymitet, fordi de er bange for ikke at få kilder i tale. Men det er meget sjældent, at der er brug for fuldstændig anonymitet. Det går ikke, hvis det bare er lidt pinligt for kilden at have opgivet sin humanistiske doktorafhandling,” siger Mette Stentoft. 

For Thea Ludvigsen var tilbuddet om anonymitet et nødvendigt salgstrick, da hun sammen med sin makker skulle finde en præst, der ville fortælle om sine oplevelser med mobning. Men for hende skal anonymitet helst kun være en løsning i nødstilfælde. 

“Jeg kan godt se, at det bliver en glidebane, hvis man tilbyder alle anonymitet. Men vi var glade for muligheden, for ellers havde det ikke været muligt at finde en erfaringskilde,” siger Thea Ludvigsen.

Man må gerne beskytte sine kilder

Den glidebane er Maiken Steen Frederiksen opmærksom på. Netop derfor mener hun, at det er vigtigt, at journalister diskuterer argumenter for og imod anonymitet, hvis de er i tvivl.

“Der skal virkelig være en god grund til, at kilden skal være anonym. Men det er jo en afvejning hver eneste gang,” siger Maiken Steen Frederiksen. 

For hende afgør ét spørgsmål ofte, hvorvidt en kilde bør være anonym. Risikerer de at blive traumatiserede igen ved at stå frem med deres historie?

“Selvom man har lavet en vigtig historie, skal man overveje, om man efterlader sig et spor af mennesker, der har det dårligere, fordi man snakkede med dem. Det ville jo være skrækkeligt,” siger Frederik Hugo Ledegaard. 

Maiken Steen Frederiksen mener, at lige så snart man inkluderer en kilde, har man et ansvar for at beskytte dem. Selv efter det sidste punktum i artiklen er sat. Nogle gange kan man derfor være nødt til at gøre kilden anonym, selvom vedkommende måske ikke selv har bedt om det. 

“Journalister har et kæmpe ansvar for, hvad det kan betyde for kilder at stille sig frem. Så jeg synes godt, at man kan lægge angsten for at arbejde med anonyme kilder væk i nogle typer historier,” siger hun.

Før brugte man kilder til at tænde brænde

Maiken Steen Frederiksen og Frederik Hugo Ledegaard peger på, at behovet for anonymitet kun vokser i en tid, hvor internettet får det private og det offentlige til at flette fingre i en romance, der kan få uoverskuelige konsekvenser for kilder i medierne. 

“En papiravis bliver måske brugt til at tænde noget brænde eller pakke et smadret glas ind i. Så for 30-40 år siden blev kilder, der stod frem med navn, hurtigt glemt. Men i dag kan man jo finde ud af alt om andre mennesker” siger Frederik Hugo Ledegaard.

Han uddyber, at ansigtsgenkendelse udvikler sig til allemandseje, ligesom man i fremtiden måske vil kunne søge privatpersoners identitet frem med en optagelse af deres stemmer. Derfor mener han, at vi skal gøre op med forestillingen om, at anonyme kilder kun må være nogle, der vælter regeringer eller afslører korruption. 

Anonyme kilder er i stigende grad helt almindelige mennesker, der, så længe deres navn kan googles, ikke ønsker at blive identificeret med en sårbar oplevelse. Derfor er det vigtigt at passe godt på sine kilder. Uanset, om de er anonyme eller ej. 

Alligevel står der i studieordningen for journalistuddannelsen på DMJX, at der kun i “sjældne tilfælde kan være grunde til at bruge en anonym kilde”.  Spørgsmålet er, om det bliver anderledes for fremtidens studerende. 

TEMA: DILEMMA

Denne artikel er en del af TEMA, der denne gang sætter fokus på de tvivlspørgsmål, som ofte opstår indenfor journalistikkken.

Dilemmaer, der handler om kildehåndtering, nye genrer og økonomiske udfordringer. 

Du kan finde de andre historier her: 

 

 

Jagten på den gode fortælling ledte mig gennem dilemmaland
Fremtidens mediebranche søger... forretningsbevidste journalister
De, der vil kaldes dem
”Folk har ikke brug for mere journalistik. De har brug for bedre”

”Folk har ikke brug for mere journalistik. De har brug for bedre”

af | dec 10, 2020 | UDE

”Folk har ikke brug for mere journalistik. De har brug for bedre”

På Constructive Institute har de en mission om at ændre den globale nyhedskultur på fem år. I et interview med grundlægger og CEO, Ulrik Haagerup, prøver vi at forstå, hvorfor missionen er vigtig, og hvordan de vil få den til at lykkes.

Tekst: Signe Duedahl Nørgaard
Foto: Frederik Danielsen

Udgivet den 10. december 2020

Den 15. og 16. december bringer Constructive Institute journalister, redaktører og studerende fra hele verden sammen. Det gør de ved at invitere til offentlig samtale med konferencen 24 Hours for the Future of Journalism. Selvom konferencen ikke er den første af sin slags, er den et forsøg på at gøre noget nyt. Et forsøg på at redde en rusten kultur, der stadig dominerer branchen.

Det starter med samtalen

Da vi en tirsdag formiddag besøger Ulrik Haagerup på instituttets adresse ved Aarhus Universitet, står det hurtigt klart: Her har de forstået, hvad samtalen kan. Vi sidder i instituttets loungestue, da interviewet går i gang. Kaffen, brygget på en espressomaskine for viderekomne, kombineret med levende lys i et sofalandskab, er ikke kun et forsøg på at skabe et hyggeligt rum. Det er også et forsøg på at skabe et rum for den vigtige samtale. Der går heller ikke mange minutter, før interviewsituationen er blevet vendt om og begynder at ligne lige netop dét. Haagerup tager spørgsmålene i egen hånd, da han beder mig forklare, hvad de fem nyhedskriterier går ud på. En efter en remser jeg dem op: Aktualitet, væsentlighed, identifikation, sensation og konflikt. Som journaliststuderende kan jeg dem udenad, og ifølge Haagerup er det et problem.

”Det at være kritisk er det vigtigste middel for journalistik, men det er ikke målet,” lyder budskabet fra instituttets grundlægger.

Læser man den første videnskabelige artikel om journalistik, som Haagerup har gjort, fremgår det, at de fem nyhedskriterier blev defineret for at advare imod, hvad en sådan vinkling af verden ville medføre. Alligevel er journaliststuderendes første møde med de fem kriterier ikke et møde, hvor de introduceres som advarsler. De introduceres som standarder:

”Som journaliststuderende bliver du trænet i at finde en konflikt. Hver gang en person siger noget i det offentlige rum, går dine tanker på, hvem der mener det modsatte og kan rette en kritik.”

Haagerup holder en kort pause. Samler sine hænder i en hurtig bevægelse, venstre mod højre. Det efterlader et smæld, og han fortsætter:

”For så har man en konfrontation… Og det skal man åbenbart?”

Hver gang en konflikt eller sensation udspiller sig i samfundet, banker vi til den i nyhedsbilledet. Ifølge Haagerup har det store konsekvenser:

”Så tror folk, at der er massevoldtægter, skyderier og terror hele tiden.”

Han understreger, at konflikthistorierne ikke kun resulterer i, at befolkningen bliver bange. De får også et forskruet billede af virkeligheden.

Den 15. og 16. december bringer Constructive Institute journalister, redaktører og studerende fra hele verden sammen. Det gør de ved at invitere til offentlig samtale med konferencen 24 Hours for the Future of Journalism. Selvom konferencen ikke er den første af sin slags, er den et forsøg på at gøre noget nyt. Et forsøg på at redde en rusten kultur, der stadig dominerer branchen.

Det starter med samtalen

Da vi en tirsdag formiddag besøger Ulrik Haagerup på instituttets adresse ved Aarhus Universitet, står det hurtigt klart: Her har de forstået, hvad samtalen kan. Vi sidder i instituttets loungestue, da interviewet går i gang. Kaffen, brygget på en espressomaskine for viderekomne, kombineret med levende lys i et sofalandskab, er ikke kun et forsøg på at skabe et hyggeligt rum. Det er også et forsøg på at skabe et rum for den vigtige samtale. Der går heller ikke mange minutter, før interviewsituationen er blevet vendt om og begynder at ligne lige netop dét. Haagerup tager spørgsmålene i egen hånd, da han beder mig forklare, hvad de fem nyhedskriterier går ud på. En efter en remser jeg dem op: Aktualitet, væsentlighed, identifikation, sensation og konflikt. Som journaliststuderende kan jeg dem udenad, og ifølge Haagerup er det et problem.

”Det at være kritisk er det vigtigste middel for journalistik, men det er ikke målet,” lyder budskabet fra instituttets grundlægger.

Læser man den første videnskabelige artikel om journalistik, som Haagerup har gjort, fremgår det, at de fem nyhedskriterier blev defineret for at advare imod, hvad en sådan vinkling af verden ville medføre. Alligevel er journaliststuderendes første møde med de fem kriterier ikke et møde, hvor de introduceres som advarsler. De introduceres som standarder:

”Som journaliststuderende bliver du trænet i at finde en konflikt. Hver gang en person siger noget i det offentlige rum, går dine tanker på, hvem der mener det modsatte og kan rette en kritik.”

Haagerup holder en kort pause. Samler sine hænder i en hurtig bevægelse, venstre mod højre. Det efterlader et smæld, og han fortsætter:

”For så har man en konfrontation… Og det skal man åbenbart?”

Hver gang en konflikt eller sensation udspiller sig i samfundet, banker vi til den i nyhedsbilledet. Ifølge Haagerup har det store konsekvenser:

”Så tror folk, at der er massevoldtægter, skyderier og terror hele tiden.”

Han understreger, at konflikthistorierne ikke kun resulterer i, at befolkningen bliver bange. De får også et forskruet billede af virkeligheden.

”Jeg opfandt ordet konstruktiv, for så kunne vi snakke om kvalitetsjournalistik i stedet for bare at sige, at vi skal lave bedre journalistik. For det kan man jo altid sige. Problemet er bare, at vi ikke altid er konstruktive. Vi river ned og maler himlen sort,” fortæller Ulrik Haagerup om tankerne bag begrebet konstruktiv journalistik.

”Jeg opfandt ordet konstruktiv, for så kunne vi snakke om kvalitetsjournalistik i stedet for bare at sige, at vi skal lave bedre journalistik. For det kan man jo altid sige. Problemet er bare, at vi ikke altid er konstruktive. Vi river ned og maler himlen sort,” fortæller Ulrik Haagerup om tankerne bag begrebet konstruktiv journalistik.

En rusten værktøjskasse

Clickbait, faldne læsertal, illoyale annoncører, nyhedsørkener, Rasmus Paludan og et polariseret mediebillede i USA. Ifølge Haagerup er det konsekvenserne af en journalistisk værktøjskasse, der trods rustne redskaber stadig tages i brug. Vi ser det i nyhedsbilledet, i lokalavisen og massemedierne. I kampen om at fastholde læsernes opmærksomhed, giver vi dem flere historier, hurtigere historier og lidt mere breaking-gult.

”Der vokser støj,” som Haagerup pointerer:

”Det gider folk ikke. Det orker de ikke. I stedet flygter de ind i Netflix-serier, PlayStation-spil og bageopskrifter på Facebook.”

Han læner sig tilbage i den gråbeklædte lænestol. Selvom positionen er afslappet, er budskabet det ikke. Ifølge Haagerup er det nemlig livsfarligt, når det bliver ’socialt acceptabelt at vende journalistikken ryggen.’ Det er det ikke kun for journalistikken – også for samfundet:

”Vores opgave er at give borgerne et retvisende billede af verden med henblik på at gøre dem i stand til selv at kunne tage stilling. Vores opgave er at give dem et billede af den verden, som de ikke selv er en del af. For hvis du ikke ved noget om de andre, er du ligeglad. Hvis du er ligeglad med de andre, er der til sidst ikke noget samfund.”

 

”Det her er så stort og voldsomt, at vi ikke kan ændre det alene. Der er behov for, at vi får en samtale om det, et fælles sprog, en fælles viden, en fælles erkendelse.”

 

– Ulrik Haagerup, grundlægger og CEO ved Constructive Institute

 

Nyhedskriterierne er fortid

I stedet for at skarpvinkle og koncentrere sig om konflikten, skal journalistikken også kunne noget andet. Deraf kommer begrebet konstruktiv journalistik.

Det dækker over en nyhedskultur, hvor det ikke længere er de velkendte nyhedskriterier, der sætter standarden. Det er mindre skarpvinkling og flere nuancer. Det er løsningsorienteret journalistik, og det er et forsøg på at fremme en offentlig samtale og ’bruge vores kuglepen til andet end et spyd.’

”Folk har ikke brug for mere journalistik. De har brug for bedre,” lyder det fra Haagerup.

Det var netop derfor, han kom på at bruge ordet konstruktiv. For at gøre det muligt at italesætte de problemer, der er ved den etablerede nyhedskultur og skabe et rum, hvor fokus var på at skabe noget nyt, der var bedre:

”Jeg opfandt ordet konstruktiv, for så kunne vi snakke om kvalitetsjournalistik i stedet for bare at sige, at vi skal lave bedre journalistik. For det kan man jo altid sige. Problemet er bare, at vi ikke altid er konstruktive. Vi river ned og maler himlen sort.”

Konstruktiv journalistik handler om at bygge oven på det, der allerede er fortalt. Ulrik Haagerup forklarer, at i stedet for at springe videre til det næste dramatiske skal man prøve at blive i det, der netop har udspillet sig:

”Når du fortæller, at der var nogle unge i Gellerup, der kastede sten efter en ambulance, skal du stadig fortælle det, men du skal også fortælle, at trygheden generelt er blevet langt bedre, og i øvrigt er det fem måneder siden, at det skete sidst, og i øvrigt er det de samme fire unge.”

TV2 Fyn har fundet formlen

I takt med at undersøgelser viser, at folk er mere tilbøjelige til at læse konstruktive nyheder til ende, har TV2 Fyn besluttet sig for at være Danmarks mest konstruktive mediehus.

”De har konstateret, at de har stigende troværdighedstal, stigende seertal, stigende brugertal på deres sociale platforme og på nettet,” lyder det fra Haagerup, som understreger, at det har de fået samtidig med, at de også har skruet ned for de konfliktfyldte og sensationsprægede historier.

At konstruktiv journalistik ikke kan betale sig, er ifølge Ulrik Haagerup en påstand, der ikke holder stik, snarere tværtimod:

”Det er en myte, som vi også har bygget op om os selv: At den eneste måde at lave salgbar journalistik på er, når det er konfliktfyldt, sensationelt og voldsomt. Det betyder ikke, at den slags journalistik ikke også virker. Vi klikker stadig på de historier, der virker voldsomme og konfliktfyldte.”

Vi kan ikke ændre det alene

Der findes ikke en mirakelkur på at ændre den globale nyhedskultur, fastslår Haagerup. Det er ikke noget, der sker fra den ene dag til den anden – og det er i hvert fald ikke noget, man gør på egen hånd:

”Det her er så stort og voldsomt, at vi ikke kan ændre det alene. Der er behov for, at vi får en samtale om det, et fælles sprog, en fælles viden, en fælles erkendelse.”

Når man vil sprede et vigtigt budskab og rådgive om, hvordan man kan forbedre journalistikken, kræver det midler. Alligevel er det et bevidst valg, at Constructive Institute ikke har en målsætning om at tjene penge:

”Her på stedet har vi sagt, at vi ikke vil være et konsulentfirma, for hvis man er et konsulentfirma, taler man kun for de rige – og mediebranchen har i øvrigt ikke nogen penge.”

I stedet er instituttet finansieret af fonde, der ligesom Haagerup tror på, at hvis man skal styrke det demokratiske samfund, skal man styrke journalistikken. At være finansieret af filantropi belønner sig tilsyneladende: I stedet for at være ejet af nogen, er de uafhængige. De er ikke en del af en branche, institution, virksomhed eller koncern. De er derimod ’frit svævende i luften,’ som Haagerup kalder det.

Som et forsøg på at holde samtalen ved lige uden for instituttets gule murer, udvælges der hvert år et hold rollemodeller for den konstruktive journalistik. På instituttet kalder de dem fellows. Holdet består af journalister og redaktører fra ind- og udland. Kendetegnene er, at de er nogle af de dygtigste af deres slags.

”Hvordan dækker vi terror, integration og sundhedsteknologi på en ny og konstruktiv måde,” fremhæver Haagerup og understreger, at det er alle de store spørgsmål, der tager tid at forstå, som en fellow har til opgave at blive klogere på.   

Dedikation er derfor nøgleordet for udvælgelsen. For ikke alene skal de kunne sætte ti måneder af til at generere ny viden. De skal heller ikke have andre projekter eller arbejde ved siden af, som de bruger tid på.

”Efter de ti måneder på instituttet kommer de tilbage sprængfyldt af idéer, sprængfyldt af tro på journalistik og sprængfyldt af nye redskaber til at lave journalistik med,” lyder det fra Haagerup.

Og det er netop det, der er tanken bag deres fellows: At de efter et ti måneders forløb på Constructive Institute kan vende tilbage på arbejdspladsen og dele ud af den viden og erfaring, som de har fået med derfra – og for alvor ændre på den globale nyhedskultur.

Ansvaret er dit og mit

Da vi en time senere sidder tilbage i det sofalandskab, hvor det hele begyndte med samtalen, presserer et sidste spørgsmål: Hvis ansvar er det, at jeg som journaliststuderende bliver en del af den konstruktive bølge?

Foroverbøjet i den betrukne lænestol svarer Haagerup klart, kort og kontant.

”Det er dit”, siger han uden at trække en mine. Han henviser til konferencen 24 Hours for the Future of Journalism:

”Du kan jo starte der.”

FORSIDEN
Manglende diversitet udfordrer ikke kun mediebranchen, men også skolen

Manglende diversitet udfordrer ikke kun mediebranchen, men også skolen

af | dec 10, 2020 | INDE

Manglende diversitet udfordrer ikke kun mediebranchen, men også skolen

Der uddannes ikke nok journalister med anden etnisk herkomst end dansk, og det går ud over den journalistiske produktion. Det mener både DMJX’s ledelse, forperson for Ansvarlig Presse, Hanan Chemlali, og Sami Kleit, journaliststuderende på DMJX. Ifølge uddannelseschef for Journalistik, Henrik Berggreen, arbejder ledelsen med en løsning på udfordringen.

Manglende diversitet udfordrer ikke kun medie-branchen, men også skolen

Der uddannes ikke nok journalister med anden etnisk herkomst end dansk, og det går ud over den journalistiske produktion. Det mener både DMJX’s ledelse, forperson for Ansvarlig Presse, Hanan Chemlali, og Sami Kleit, journaliststuderende på DMJX. Ifølge uddannelseschef for Journalistik, Henrik Berggreen, arbejder ledelsen med en løsning på udfordringen.

Tekst: Josephine Falck Barfod
Foto: Kim Frost

Udgivet den 10. december 2020

Der efterspørges generelt flere journaliststuderende med anden etnisk herkomst end dansk.

Sami Kleit er journaliststuderende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Han går på fjerde semester og er snart på vej i praktik og ud i medieverdenen. Samis mor er dansker, og hans far er libaneser. Sami er en af de få studerende på skolen med anden etnisk herkomst end dansk, og for ham forpligter hans ophav i forhold til journalistikken. 

”I og med at islam og integration fylder så meget i debatten herhjemme, så har dem, der har mulighed for at dykke ned i det, også lidt et ansvar for og en forpligtelse til at gøre det,” siger Sami.

I sidste version af Illustreret Bunker kunne skribent Simon Stensgaard fortælle, at det er under to procent af de studerende på DMJX, som har anden oprindelse end dansk.

En undersøgelse fra i sommer lavet af Slots- og Kulturstyrelsen viser, at der kun er 5,6 procent med anden etnisk herkomst, der arbejder i mediebranchen. Mediebranchen er sammen med politi, forsvar og offentlig administration de brancher, der har dårligst repræsentation i forhold til anden etnisk herkomst. Henrik Berggreen, Uddannelseschef på DMJX, kommenterede dengang sagen i Journalisten den 2. juli 2020.

Det fremgår af artiklen, at han føler det essentielt, at der kommer flere studerende med anden etnisk herkomst end dansk, da det gavner journalistikken. 

Henrik Berggren mener stadig i dag, at der er mindre end 5,6 procent med anden etnisk herkomst på journalistuddannelsen, men der findes ikke nøjagtige tal.

Diversitet giver bedre journalistik

Hanan Chemlali er forperson for Ansvarlig Presse. En forening, der siden 2007 har arbejdet for bedre repræsentation i mediebranchen, både i forhold til kildevalg og på de redaktionelle gange. Målet er at få danske medier til at dække mere mangfoldigt. Hun mener, at det ikke er hensigtsmæssigt, at der endnu ikke er flere i journaliststanden med anden etnisk herkomst end dansk. 

”Den manglende diversitet er virkelig problematisk, når det er inden for journalistikken. Journalister har enormt meget indflydelse på, hvilke historier, der bliver fortalt, og hvilken information, der kommer ud. Det går ud over oplysningen,” siger Hanan Chemlali. 

Denne udlægning er Henrik Berggreen enig i. Og ledelsen på DJMX har været klar over problemet i mange år. Faktisk blev der allerede for 18 år siden igangsat et projekt for at komme problemet til livs.

Skolen oprettede et diplomhold for folk med anden etnisk herkomst. De havde en anden uddannelse i forvejen og ville gerne være journalister. De fik en etårig uddannelse som fagjournalister og et ekstra år skræddersyet til dem. Pengene blev tildelt gennem et treårigt EU-projekt. Efter det projekt søgte skolen midler hos de danske myndigheder til at køre videre ud fra de erfaringer, de havde fået gennem projektet, men det lykkedes ikke.

Der efterspørges generelt flere journaliststuderende med anden etnisk herkomst end dansk.

Sami Kleit er journaliststuderende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Han går på 4. semester og er snart på vej i praktik og ud i medieverdenen. Samis mor er dansker, og hans far er libaneser. Sami er en af de få studerende på skolen med anden etnisk herkomst end dansk, og for ham forpligter hans ophav i forhold til journalistikken. 

”I og med at islam og integration fylder så meget i debatten herhjemme, så har dem, der har mulighed for at dykke ned i det, også lidt et ansvar for og en forpligtelse til at gøre det,” siger Sami.

I sidste version af Illustreret Bunker kunne skribent Simon Stensgaard fortælle, at det er under to procent af de studerende på DMJX, som har anden oprindelse end dansk.

En undersøgelse fra i sommer lavet af Slots- og Kulturstyrelsen viser, at der kun er 5,6 procent med anden etnisk herkomst, der arbejder i mediebranchen. Mediebranchen er sammen med politi, forsvar og offentlig administration de brancher, der har dårligst repræsentation i forhold til anden etnisk herkomst. Henrik Berggreen, Uddannelseschef på DMJX, kommenterede dengang sagen i Journalisten den 2. juli 2020.

Det fremgår af artiklen, at han føler det essentielt, at der kommer flere studerende med anden etnisk herkomst end dansk, da det gavner journalistikken. 

Henrik Berggren mener stadig i dag, at der er mindre end 5,6 procent med anden etnisk herkomst på journalistuddannelsen, men der findes ikke nøjagtige tal.

Diversitet giver bedre journalistik

Hanan Chemlali er forperson for Ansvarlig Presse. En forening, der siden 2007 har arbejdet for bedre repræsentation i mediebranchen, både i forhold til kildevalg og på de redaktionelle gange. Målet er at få danske medier til at dække mere mangfoldigt. Hun mener, at det ikke er hensigtsmæssigt, at der endnu ikke er flere i journaliststanden med anden etnisk herkomst end dansk. 

”Den manglende diversitet er virkelig problematisk, når det er inden for journalistikken. Journalister har enormt meget indflydelse på, hvilke historier, der bliver fortalt, og hvilken information, der kommer ud. Det går ud over oplysningen,” siger Hanan Chemlali. 

Denne udlægning er Henrik Berggreen enig i. Og ledelsen på DJMX har været klar over problemet i mange år. Faktisk blev der allerede for 18 år siden igangsat et projekt for at komme problemet til livs.

Skolen oprettede et diplomhold for folk med anden etnisk herkomst. De havde en anden uddannelse i forvejen og ville gerne være journalister. De fik en etårig uddannelse som fagjournalister og et ekstra år skræddersyet til dem. Pengene blev tildelt gennem et treårigt EU-projekt. Efter det projekt søgte skolen midler hos de danske myndigheder til at køre videre ud fra de erfaringer, de havde fået gennem projektet, men det lykkedes ikke.

 

”Det er ikke usædvanligt, at man som helt almindeligt menneske har brug for at kunne spejle sig. Det er meget naturligt, at det er det, vi bliver drevet af.”

 

– Hanan Chemlali, forperson Ansvarlig Presse

 

Det er ikke kun fagpersoner og ledelsen, som synes, at den manglende repræsentation er et problem. Også Sami Kleit finder det ærgerligt. Hvis gruppen af studerende er for homogen, mener Sami, at der kommer en forudsigelighed i den journalistik, der produceres på skolen:

”Hvis man går ind på DMJX Kildebørs-gruppen på Facebook og scroller tilbage, så synes jeg virkelig, der er mange tanker, der ikke rigtig har flyttet sig. De idéer, folk får, ligner meget hinanden.”

Mere end én forklaring

Det er endnu uklart, hvorfor der er manglende repræsentation af folk med anden etnisk herkomst på journalistuddannelsen. Om det skyldes, at der ikke er særlig mange, der søger ind, eller om det skyldes, at de har sværere ved at klare optagelsesprøven, er endnu uklart. Henrik Berggreen mener, at det nok er en blanding:  

”Jeg tror, at det blandt andet handler om, at for nogle af de folk med anden etnisk herkomst har journalistik en anden status. Og formentlig en noget lavere status. Så tror jeg også, at jobsikkerheden spiller ind. Der er formentlig også noget i optagelsesprøven, der sorterer folk fra.”

Hanan Chemlali kan heller ikke pege på én forklaring. For hende er det vigtigt at se på hønen eller ægget-dilemmaet. Der er få folk, som søger ind med anden etnisk herkomst. Det fører til, at der er få ude i mediebranchen; så der ikke er mange, som potentielle kommende ansøgere kan spejle sig i. Hvilket fører til, at der ikke er mange med anden etnisk herkomst, der søger ind.  

Derfor mener hun, at det ikke kun er uddannelserne, som har et ansvar for at uddanne.

”Man skal også kigge på de redaktionelle gange. Det er ikke usædvanligt, at man som helt almindeligt menneske har brug for at kunne spejle sig. Det er meget naturligt, at det er det, vi bliver drevet af,” siger Hanan Chemlali.

”Man skal ikke begynde at lempe på optagelsesprøven, for det er klart, at der skal være noget kvalitet over det. Ikke hvem som helst skal kunne komme ind,” siger journaliststuderende Sami Kleit.

Også en fordel

Sami Kleit har ikke oplevet konsekvenser af sine libanesiske rødder på skolen. Faktisk har det på flere måder været en fordel for ham.

Da han på sidste semester skulle lave fortællende journalistik om en uledsaget flygtningepige, kunne han gennem sit ophav finde en kilde, som han kontaktede på arabisk. Og hvis der opstår kulturelle diskussioner på holdet, kan han ligeledes bidrage med andre aspekter:

”Hvis vi for eksempel diskuterer Muhammed-tegningerne, kan jeg bidrage med, at Muhammed faktisk har været tegnet i den muslimske verden i over 700 år.” 

Sami kan ikke udelukke, at han havde oplevet benspænd, hvis han havde heddet Hassan eller Ali, men han har endnu ikke oplevet negativ bias på skolen i sit virke som journaliststuderende.

Og de fordele, hans baggrund giver ham, synes han, skolen burde markedsføre, når de leder efter nye studerende.

Der arbejdes på sagen

DMJX er i gang med at se på, hvordan de kan få flere studerende med anden etnisk baggrund.

Lektor Solveig Schmidt er ifølge Henrik Berggren i gang med at se på, hvordan man for eksempel kan skrue på spørgsmålene til videnstesten, så den kan være mere hensigtsmæssig for folk med en anden kulturel baggrund.

”Vi kommer også til at gøre noget i forhold til markedsføring. Vi skal lave åbent hus online i år, og det vil sige, at vi skal have forproduceret nogle ting. Her vil det være oplagt at have nogle af de studerende med anden etnisk herkomst med, så man som ungt menneske med den baggrund måske bedre kan spejle sig i det,” siger Henrik Berggren.

Hanan Chemlali for Ansvarlig Presse er glad for, at der rent faktisk bliver kigget på det nu.

Hun mener, at Henrik Berggrens markedsføringsidé har potentiale:

”Det er et forsøg værd at finde nogle kampagneambassadører, fordi det er så enormt vigtigt at kunne spejle sig i nogle, der har klaret sig godt. Det gør bare, at ens drømme virker mulige, når der er nogle, der har været der før.” 

Ifølge Sami Kleit vil det være enormt gavnligt for skolen, hvis der kommer flere studerende med anden etnisk herkomst end dansk. Men det er ikke helt betænkningsfrit for ham:

”Man skal ikke begynde at lempe på optagelsesprøven, for det er klart, at der skal være noget kvalitet over det. Ikke hvem som helst skal kunne komme ind.”

Udover at skolen allerede kigger på optagelsesprøven og markedsføring, er planen, at der skal startes et projekt. Idéen med projektet er, at der kan søges nogle midler, så der kan findes en årsag og løsning på, at der ikke er flere journaliststuderende med anden etnisk herkomst end dansk.

FORSIDEN
Med trykkernes hjælp bliver journalistikken til virkelighed

Med trykkernes hjælp bliver journalistikken til virkelighed

af | dec 10, 2020 | WEBDOK

Med trykkernes hjælp bliver journalistikken til virkelighed

Hos Avis-Tryk i Hornslet bliver der trykt aviser i det store maskineri. Her arbejder trykkerne, der har en stor rolle i at få aviserne ud til de danske hjem.

Med trykkernes hjælp bliver journalistikken til virkelighed

Hos Avis-Tryk i Hornslet bliver der trykt aviser i det store maskineri. Her arbejder trykkerne, der har en stor rolle i at få aviserne ud til de danske hjem.

Skribent: Laura Nørkjær Seligmann

Foto: Brage Borup

Udgivet den 10. december 2020

Tryk her og hør, hvordan der lyder på et trykkeri

Duften af nytrykt avis rammer allerede flere meter fra den store bygning. I den lille dør til maskinhallen står Keld Lambek og tygger energisk på hans tyggegummi.

Begejstringen stråler ud af ham med det samme. Det går stærkt og ingen detaljer udelades, når han fortæller om arbejdet i den maskinhal, der har været hans arbejdsplads i ti år. Han er selv uddannet trykker, men sidder nu i en stilling som produktionsleder.

Klokken har netop passeret halv fem, og Keld har været på arbejde i en halv time.

Allerede ved første skridt over dørtærsklen mærkes varmen, og den øredøvende larm bliver altomsluttende. Det er som at træde ind i en tidslomme, hvor man glemmer tid og sted. Den store maskine midt i rummet stjæler øjets fokus. Her drøner tusinder af sider rundt i snirkler med 18 kilometer i timen. Man kan se farver og fornemme tekst. Hvis man ikke vidste, at der var tale om avissider, kunne man tro, at det var børnetegninger.

På denne maskine bliver journalisternes arbejde materialiseret ved at komme ned på papir. En vigtig proces for at få journalistik ud i de danske hjem.  

Tryk her og hør, hvordan der lyder på et trykkeri

Duften af nytrykt avis rammer allerede flere meter fra den store bygning. I den lille dør til maskinhallen står Keld Lambek og tygger energisk på hans tyggegummi.

Begejstringen stråler ud af ham med det samme. Det går stærkt og ingen detaljer udelades, når han fortæller om arbejdet i den maskinhal, der har været hans arbejdsplads i ti år. Han er selv uddannet trykker, men sidder nu i en stilling som produktionsleder.

Klokken har netop passeret halv fem, og Keld har været på arbejde i en halv time.

Allerede ved første skridt over dørtærsklen mærkes varmen, og den øredøvende larm bliver altomsluttende. Det er som at træde ind i en tidslomme, hvor man glemmer tid og sted. Den store maskine midt i rummet stjæler øjets fokus. Her drøner tusinder af sider rundt i snirkler med 18 kilometer i timen. Man kan se farver og fornemme tekst. Hvis man ikke vidste, at der var tale om avissider, kunne man tro, at det var børnetegninger.

På denne maskine bliver journalisternes arbejde materialiseret ved at komme ned på papir. En vigtig proces for at få journalistik ud i de danske hjem.  

Hele maskineriet rundt

Den store varme maskinhal er omgivelserne for Avis-Tryk, der er lokaliseret i Hornslet omringet af supermarkeder og andet industri. Her trykker de for Erritsø, som er et trykkeri ejet af JP/Politikens Hus.  

På trykkeriets to maskiner trykkes der Århus Stiftstidende, Randers Amtsavis, Politiken samt flere lokalaviser.

Fra redaktionssekretæren trykker send på dagens avis, til DAO leverer aviserne tidligt om morgenen, skal avisen gennem en større proces på trykkeriet.

Hvert bogstav og billede printes på aluminiumsplader, som herefter trykkes på 20 kilometer lange ruller af papir.

 

”Der er nogen, der dør, og nogen, der består. Og jeg håber selvfølgelig, at vi er nogle af dem, der består.”

 

– Keld Lambek, produktionsleder Avis-Tryk

 

Aviserne skæres fra hinanden, foldes sammen og siderne bliver skåret fra hinanden. Aviserne kommer færdige ud, hængende på lange rækker.

Hurtigt transporteres de gennem et hul i væggen ind til rummet ved siden af. Der indstikkes andre sektioner og reklamer, hvorefter aviserne kommer ud på paller. Her kommer vognmanden og henter aviserne, og så er det ikke længere trykkeriets ansvar.

Tidsplanen er minutiøs og stram. Forsinkelser på minutter kan betyde bøder på tusinde af kroner for trykkeriet, så hele processen foregår med præcision, forklarer Keld stolt, mens han gennemgår navne og procedurer på alt, hvad der sker i trykkeriet.

Hele maskineriet rundt

Den store varme maskinhal er omgivelserne for Avis-Tryk, der er lokaliseret i Hornslet omringet af supermarkeder og andet industri. Her trykker de for Erritsø, som er et trykkeri ejet af JP/Politikens Hus.  

På trykkeriets to maskiner trykkes der Århus Stiftstidende, Randers Amtsavis, Politiken samt flere lokalaviser.

Fra redaktionssekretæren trykker send på dagens avis, til DAO leverer aviserne tidligt om morgenen, skal avisen gennem en større proces på trykkeriet.

Hvert bogstav og billede printes på aluminiumsplader, som herefter trykkes på 20 kilometer lange ruller af papir.

 

”Der er nogen, der dør, og nogen, der består. Og jeg håber selvfølgelig, at vi er nogle af dem, der består.”

 

– Keld Lambek, produktionsleder Avis-Tryk

 

Aviserne skæres fra hinanden, foldes sammen og siderne bliver skåret fra hinanden. Aviserne kommer færdige ud, hængende på lange rækker.

Hurtigt transporteres de gennem et hul i væggen ind til rummet ved siden af. Der indstikkes andre sektioner og reklamer, hvorefter aviserne kommer ud på paller. Her kommer vognmanden og henter aviserne, og så er det ikke længere trykkeriets ansvar.

Tidsplanen er minutiøs og stram. Forsinkelser på minutter kan betyde bøder på tusinde af kroner for trykkeriet, så hele processen foregår med præcision, forklarer Keld stolt, mens han gennemgår navne og procedurer på alt, hvad der sker i trykkeriet.

I operatørernes rum

Inde bag maskinernes kontrolknapper sidder trykkerne. Det er dem, der styrer det hele. De fleste af dem er garvede i faget med en trykkeruddannelse og mange år som trykkere på bagen. 

Larmen fra maskinerne er dæmpet i den lille glasboks, der udgør operatørernes rum. Til gengæld fyldes rummet af lyden af grin fra trykkerimedarbejderne Claus, Mikkel og ham, der kaldes Lille Peter.

Hvert femte minut forlader Claus den lille glasboks for at hente en avis fra båndet. Avisen kommer med ind til en af kontrolpanelerne, og farverne på avisen indstilles. Trykkets farve skal stå helt skarpt.

Maskinerne er stort set automatiseret, men trykkerne skal være på pletten, hvis noget fejler.

”Du skal have prøvet problemet et par gange, før du tænker: ’ah, det er sådan, jeg skal gøre’,” siger Keld.  

”Der er meget erfaringsarbejde i det. Det tog Peter fire år, før han vidste, hvordan han skulle lave det. Og han havde været uddannet trykker i 30 år,” efterfølger Mikkel.

”Ja, lige præcis,” lyder det fra Peter. 

Grinene spredes i rummet.

Lille Peter er den nyeste tilkommende i flokken af trykkere. Derfor skal han også have alle de verbale tæsk. Sådan er kutymen på trykkertiet. Selvfølgelig efterfulgt af et venligt grin.

Journalister og trykkere er i samme båd

I Hornslet er der 20 ansatte, men de har været flere.  

”Det tynder ud i det,” siger Mikkel.

Salget af aviser er faldende, og det mærker alle i avisbranchen. Mange af de større aviser har måtte fyre både journalister og andre ansatte. Der er også sket fyringer hos Avis-Tryk.

På de seneste ti år har de hos Avis-Tryk formindsket deres produktion med cirka 50 procent. Noget, der også har haft konsekvenser for bemandingen.

”Der er nogen, der dør, og nogen der består. Og jeg håber selvfølgelig, at vi er nogle af dem, der består,” siger Keld om hans håb for fremtiden.  

Tempoet bliver langsommere og langsommere på maskinen, og mens det høje støjniveau falder, erstattes det stille og roligt af en insisterende pivelyd i ørerne. Maskinen bliver langsomt slukket, så der kan gøres klar til trykningen af næste avis.

Fyraften er stadig fem timer væk for Claus, Mikkel og Lille Peter. Den sidste Politiken skal afleveres til vognmanden ved midnat, og så starter morgenholdet op igen næste morgen klokken otte.

 

FORSIDEN
DMJX’s nye sky: Kom med på digital rundvisning

DMJX’s nye sky: Kom med på digital rundvisning

af | dec 10, 2020 | INDE, WEBDOK

DMJX’s nye sky: Kom med på digital rundvisning

Har du svært ved at finde rundt på den nye journalisthøjskole? Eller er du blot nysgerrig på, hvordan de nye lokaler tager sig ud? Illustreret Bunker giver dig en digital rundvisning, hvor du selv kan gå på opdagelse i alt fra studierum til tagterrasser.

DMJX’s nye sky: Kom med på digital rundvisning

Har du svært ved at finde rundt på den nye journalisthøjskole? Eller er du blot nysgerrig på, hvordan de nye lokaler tager sig ud? Illustreret Bunker giver dig en digital rundvisning, hvor du selv kan gå på opdagelse i alt fra studierum til tagterrasser.
INDE | WEBDOK

Skribent: Bonna Haagen Pedersen
Foto: Signe Duedahl Nørgaard og Arkitema/Niels Nygaard

Udgivet den 10. december 2020
INDE | WEBDOK

Skribent: Bonna Haagen Pedersen
Foto: Signe Duedahl Nørgaard og Arkitema/Niels Nygaard

Udgivet den 10. december 2020

Tryk på “fullscreen” og tag på digital rundvisning i den nye journalisthøjskole. Rundvisningen er optaget med 360 grader foto, så du kan med musen dreje rundt i billedet og se rummene fra alle vinkler. Du kan desuden selv klikke dig frem og tilbage ved hjælp af pilene. Prøv også at tryk på de små kryds undervejs og lær nye ting om bygningen. Med den gule knap øverst kan du altid få et overblik over bygningen. Foto: Signe Duedahl Nørgaard.

Tryk på “fullscreen” og tag på digital rundvisning i den nye journalisthøjskole. Rundvisningen er optaget med 360 grader foto, så du kan med musen dreje rundt i billedet og se rummene fra alle vinkler. Du kan desuden selv klikke dig frem og tilbage ved hjælp af pilene. Prøv også at tryk på de små kryds undervejs og lær nye ting om bygningen. Med den gule knap øverst kan du altid få et overblik over bygningen. Foto: Signe Duedahl Nørgaard.

Der er en sky på himlen over Katrinebjerg, som virker større og mere firkantet end de andre. Danmarks Medie- og Journalisthøjskole har fået nye lokaler, og her nærmest svæver den øverste del af skolen over bygningens nederste niveauer. 

Sådan ser det i hvert fald ud, når man kigger på den konceptskitse, der har været inspirationen for den nye skole. 

Der er en sky på himlen over Katrinebjerg, som virker større og mere firkantet end de andre. Danmarks Medie- og Journalisthøjskole har fået nye lokaler, og her nærmest svæver den øverste del af skolen over bygningens nederste niveauer. 

Sådan ser det i hvert fald ud, når man kigger på den konceptskitse, der har været inspirationen for den nye skole. 

Men det er ikke kun på papiret, at skyen findes. Lader man øjnene glide fra bygningens fundament af gule mursten, ser man store transparente glasfacader, der med lidt fantasi godt kunne få bygningens øverste del til at se svævende ud.

Netop transparens er et ord, der går igen, når man spørger to af byggeudvalgets deltagere om ønskerne bag skolens arkitektoniske udtryk. Gennemsigtighed og glas var der ikke meget af i Bunkeren, og ifølge Jan Dyberg Larsen har transparens været et gennemgående ønske for den nye skoles udtryk.

Jan Dyberg Larsen er lektor på DMJX og har siddet med i byggeudvalget, der udover medarbejdere også talte repræsentanter fra De Studerendes Råd, arkitektfirmaet Arkitema, entreprenørfirmaet Jørgen Friis Poulsen A/S og flere.

 

 

”Vi har både tænkt fleksibilitet som, at møblerne skal kunne flyttes, men også at fleksibiliteten består i en perlerække af mere faste fasciliteter, så man kan flytte sig efter behov.”

 

– Anna Kathrine Bisgaard Sørensen, arkitekt og kreativ leder hos Arkitema Architect

 

 

Ønsket om transparens ses også inde i bygningen. Her peger Anna Kathrine Bisgaard Sørensen, arkitekt og kreativ leder fra Arkitema Architect, på de mange glaspartier som et konkret eksempel på arbejdet med et transparent udtryk. Glasset er et gennemgående materiale for både undervisningslokaler, bibliotek, computerlokaler og lærernes kontorer.

Et andet ønske for byggeudvalget har været en skole med mere fleksibilitet. For Jan Dyberg Larsen giver det sig helt konkret til udtryk i de 350 studiearbejdspladser fordelt rundt på skolens etager.

De forskellige størrelser på undervisningslokaler og typer af møbler er et andet sted, hvor Anna Kathrine Bisgaard Sørensen ser konkrete eksempler på ønsket om fleksibilitet.

“Vi har både tænkt fleksibilitet, som at møblerne skal kunne flyttes, men også at fleksibiliteten består i en perlerække af mere faste faciliteter, så man kan flytte sig efter behov.”

Fleksibilitet og transparens har ikke været de eneste ønsker for det arkitektoniske udtryk på campus Katrinebjerg, men to bærende begreber for skolens udformning. Tag med på rundvisning øverst i artiklen og se, hvordan ønskerne for den nye skole er lykkedes.

Fakta om DMJX Campus Katrinebjerg
  • Hvor: Helsingforsgade 6a, 8200 Aarhus N – Campus Katrinebjerg
  • Færdig: April 2020 – men grundet COVID-19 blev den nye skole først rigtigt taget i brug i september 2020
  • Areal: 12.478 kvadratmeter inklusiv P-kælder 
  • Anlægssum: DKK 145 mio.

Men det er ikke kun på papiret, at skyen findes. Lader man øjnene glide fra bygningens fundament af gule mursten, ser man store transparente glasfacader, der med lidt fantasi godt kunne få bygningens øverste del til at se svævende ud.

Netop transparens er et ord, der går igen, når man spørger to af byggeudvalgets deltagere om ønskerne bag skolens arkitektoniske udtryk. Gennemsigtighed og glas var der ikke meget af i Bunkeren, og ifølge Jan Dyberg Larsen har transparens været et gennemgående ønske for den nye skoles udtryk.

Jan Dyberg Larsen er lektor på DMJX og har siddet med i byggeudvalget, der udover medarbejdere også talte repræsentanter fra De Studerendes Råd, arkitektfirmaet Arkitema, entreprenørfirmaet Jørgen Friis Poulsen A/S og flere.

 

 

”Vi har både tænkt fleksibilitet som, at møblerne skal kunne flyttes, men også at fleksibiliteten består i en perlerække af mere faste fasciliteter, så man kan flytte sig efter behov.”

 

– Anna Kathrine Bisgaard Sørensen, arkitekt og kreativ leder hos Arkitema Architect

 

 

Ønsket om transparens ses også inde i bygningen. Her peger Anna Kathrine Bisgaard Sørensen, arkitekt og kreativ leder fra Arkitema Architect, på de mange glaspartier som et konkret eksempel på arbejdet med et transparent udtryk. Glasset er et gennemgående materiale for både undervisningslokaler, bibliotek, computerlokaler og lærernes kontorer.

Et andet ønske for byggeudvalget har været en skole med mere fleksibilitet. For Jan Dyberg Larsen giver det sig helt konkret til udtryk i de 350 studiearbejdspladser fordelt rundt på skolens etager.

De forskellige størrelser på undervisningslokaler og typer af møbler er et andet sted, hvor Anna Kathrine Bisgaard Sørensen ser konkrete eksempler på ønsket om fleksibilitet.

“Vi har både tænkt fleksibilitet, som at møblerne skal kunne flyttes, men også at fleksibiliteten består i en perlerække af mere faste faciliteter, så man kan flytte sig efter behov.”

Fleksibilitet og transparens har ikke været de eneste ønsker for det arkitektoniske udtryk på campus Katrinebjerg, men to bærende begreber for skolens udformning. Tag med på rundvisning øverst i artiklen og se, hvordan ønskerne for den nye skole er lykkedes.

Fakta om DMJX Campus Katrinebjerg
  • Hvor: Helsingforsgade 6a, 8200 Aarhus N – Campus Katrinebjerg
  • Færdig: April 2020 – men grundet COVID-19 blev den nye skole først rigtigt taget i brug i september 2020
  • Areal: 12.478 kvadratmeter inklusiv P-kælder 
  • Anlægssum: DKK 145 mio.
FORSIDEN