Emily og Vikki besøgte en valenciansk familie efter de voldsomme oversvømmelser – deres ambitiøse fortælling vinder Bunker-prisen

af Webredaktøren | mar 27, 2025 | NYT I BUNKER-PRISEN, OPINION, SPOT 2 (3 ARTIKLER) FORSIDE

Emily og Vikki besøgte en valenciansk familie efter de voldsomme oversvømmelser – deres ambitiøse fortælling vinder Bunker-prisen

Emily Walsh og Vikki Søholm rejste til Valencia uden nogen kildeaftaler, men med et mål om at fortælle om oversvømmelserne, der ramte regionen halvanden måned tidligere. Selvom det var risikabelt, kom de hjem med familien López-Luzzys beretning fra et skæbnesvangert døgn. Deres dedikation i både research og formidling skinner igennem og gør dem til vindere af Bunker-prisen.

TEKST: JOHANNE MARIE POULSEN
FOTO: VIKKI SØHOLM

Udgivet den 27. marts 2025

“Nu ser hun det også, bag tankstationen. Det var ikke en demonstration eller et biluheld, hun kunne høre. Vandmasserne er nu også nået ud til hende. Det nærmest vælter mod dem med vand og bunker af ting og skrald. Det kommer hurtigt, og det er ved at blive mørkt.”

Sådan skriver journaliststuderende Emily Walsh i et afsnit af den journalistiske fortælling ’Vandet, de aldrig glemmer’. I baggrunden af teksten ses et billede af en væg, hvor det mudrede vand fra oversvømmelserne er størknet i pletter og mønstre, der ligner hænder. Billedet er taget af fotojournaliststuderende Vikki Søholm, som står bag billedsiden af den journalistiske fortælling. Hele fortællingen igennem supplerer Emily Walsh’ tekst og Vikki Søholms fotoer hinanden og skaber en gribende fortælling om en magtesløs families forskellige oplevelser af oversvømmelserne.

Fortællingen følger tre generationer og er delt op i spor efter de tre forskellige steder, familien var, da oversvømmelserne ramte: femte sal, stueetagen og tankstationen. Men hvordan fandt Emily Walsh og Vikki Søholm de vigtige kilder, der bærer historien? Og hvorfor overhovedet tage til Valencia og fortælle netop denne historie?

Hvad er Bunker-prisen?

Bunker-prisen
er en opmærksomhed, vi giver til hinanden. Den er sat i verden, så vi kan anerkende og lære af hinandens arbejde. Prisen gives til studerende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole på baggrund af en nominering fra en medstuderende. Den gives for et produkt, der er lavet i forbindelse med en bunden opgave eller eksamen i et fag, der udbydes på skolen. Det er redaktionens håb, at vi med prisen inspirerer til at udveksle journalistiske erfaringer og reflekterer over egne og andres produktioner.

Fuck det, vi skal bare afsted

De to studerende havde længe villet lave noget sammen, da Vikki Søholm kom til Emily Walsh med forslaget om, at de skulle tage til Valencia. Vikki Søholm havde idéer til foto, der kunne tages, men Emily Walsh var skeptisk i starten. For hvad skulle hendes tekst bestå af? Efter grundig research fik de kontakt til en blomsterhandler og en pige fra området, der kunne engelsk og gerne ville bruge sine fridage på at være tolk. Så blødte Emily Walsh op for idéen, og måske var den eneste løsning at tage chancen.

“Vi tænkte, at vi ikke kunne forstå, hvor stort det var, før vi tog derned. Så sagde vi ’Fuck det, vi skal bare afsted! Der er mange mennesker, der er påvirket af det her. Vi skal bare afsted, finde blomsterforhandleren, og så må vi tage den derfra’”, fortæller Emily Walsh.

Med nervøsitet i maven og en tolk i hånden brugte Vikki Søholm og Emily Walsh første dag på at snakke med en masse mennesker i forstaden Paiporta, der havde været berørt af oversvømmelserne. Den ene person fortalte om en anden, som ledte til den næste. Sådan kom de i kontakt med den ældre mand Pepe. Han fortalte, hvordan hans familie havde været spredt på et lille geografisk område, men oplevet vandmasserne meget forskelligt. Denne historie rørte de to studerende, og de blev enige om, at den blev de nødt til at fortælle.

Sparring og støtte

Selvom det umiddelbart kan virke som et krævende samarbejde at sørge for, at man med to forskellige fokus kan lave en sammenhængende fortælling, var Emily Walsh og Vikki Søholm kun glade for at være afsted sammen. For dem var det kun en fordel, at én havde ansvar for foto, og én havde ansvar for tekst.

“Jeg var hele tiden virkelig taknemmelig over, at vi var to. At man hver dag kunne komme hjem og spare med hinanden. Selvom vi havde to meget forskellige fokuspunkter, havde vi hinanden at støtte os op ad. Jeg tror ikke, jeg havde kunnet overskue hele den der historie, hvis jeg havde været dernede alene,” fortæller Vikki Søholm.

Og derfor er de også virkelig glade for, at de kunne få lov til at lave eksamen sammen, selvom de går på to forskellige uddannelser. Det vil de gerne rose skolen for.

“Stor cadeau til skolen for at lave sådan et forløb, hvor man kan få mulighed for at prøve begge dele. Fordi det er virkelig ikke muligt at gøre begge dele én person, uden at det bliver halvt,” siger Vikki Søholm.

Fuck det, vi skal bare afsted

Sparring og støtte

Selvom det umiddelbart kan virke som et krævende samarbejde at sørge for, at man med to forskellige fokusser kan lave en sammenhængende fortælling, var Emily Walsh og Vikki Søholm kun glade for at være afsted sammen. For dem var det kun en fordel, at én havde ansvar for foto, og én havde ansvar for tekst.

Og derfor er de også virkelig glade for, at de kunne få lov til at lave eksamen sammen, selvom de går på to forskellige uddannelser. Det vil de gerne rose skolen for.

“Stor cadeau til skolen for at lave sådan et forløb, hvor man kan få mulighed for at prøve begge dele. For det er virkelig ikke muligt at gøre begge dele kun én person, uden at det bliver halvt,” siger Vikki Søholm.

“Jeg har nogle gange tendens til gå med den lille, hyggelige historie, så man kan udfylde alle opgavekravene. Men det lærer jeg bare ikke noget af. Så hellere strække den så meget, du kan. Og det fandt vi ud af med denne fortælling: Underviserne giver også point for mod.”

– Emily Walsh, journaliststuderende på DMJX

Folk er døde, folk har mistet deres hjem, deres liv

At beslutte at lave eksamen om og fra Valencia er ikke uden omkostninger. Bunker-prisvinderne brugte få penge selv, men i stedet brugte de tid på at skrive ansøgninger til fonde, der kunne dække deres udgifter.

Selvom det krævede tid til ansøgninger og syv timer lange køreture mellem Malaga og Valencia, er Emily Walsh og Vikki Søholm kun beærede over at få lov til at fortælle om de forfærdelige oversvømmelser. Flere af dem, de kom i kontakt med, var nemlig meget begejstrede for at fortælle deres historier. Det gjorde indtryk på de to studerende.

“Dem, vi snakkede med, var sindssygt vrede og berørte. Og det fylder ikke i medierne andre steder end der, hvor de kommer fra. Så det med at kunne få lov til at fortælle sørger for, at det aldrig nogensinde bliver glemt. Folk er døde, folk har mistet deres hjem, deres liv,” siger Emily Walsh.

Som de ser tilbage på projektet i dag, er de kun glade for, at de tog afsted til Valencia, selvom de ikke havde nogen idé om, hvordan deres fortælling ville udforme sig. For det gælder om at udnytte, at man er en studerende, der må fejle og derfor kan tage ekstra chancer. Det hjalp især at have underviserne derhjemme, som klappede dem i ryggen og troede på deres historie.

Og hvis man er i tvivl om, den idé, man har fået, nu er god og spændende, har Vikki Søholm et råd.

“Jeg prøver tit at sige til mig selv, at hvis jeg synes, en historie er interessant, er der nok også andre, der synes det,” fortæller hun.

Og det er en virkelig spændende, ambitiøs, velkomponeret og relevant journalistisk fortælling, som Emily Walsh og Vikki Søholm har lavet. Netop derfor vinder de Bunker-prisen.

Deres journalistiske fortælling ’Vandet, de aldrig glemmer’ kan læses og ses på Readymag her: https://readymag.website/u3033140502/5209964/?fbclid=IwY2xjawJNEx5leHRuA2FlbQIxMAABHbG9c5JTAqlBKiN8bWxm3ox-aAGzSVNn3T7dpbMSrzbyOlCWDoC_c0cy_A_aem_hZK9dY3XCLbUVcfOmxsK-A

FORSIDEN

I Tyrkiet har censuren det sidste ord

af Webredaktøren | mar 27, 2025 | NYT I UDE, UDE

NYT I UDE | UDE

I Tyrkiet har censuren det sidste ord

Tyrkiet er det tiende land i verden med flest journalister i fængsel – lige efter Eritrea og Egypten. Illustreret Bunker taler med dokumentarist Burak Dal om hans arbejde i landet, hvor i alt 68 journalister har ladet livet på grund af deres jobbeskrivelse.

TEKST: MADS KELLER ISAKSEN (PÅ UDVEKSLING I TYRKIET)
FOTO: SIGRID CONRADSEN NIELSEN

Udgivet den 27. marts 2025

”Burak, du er blevet nævnt i afhøringen, bare så du ved det. Pas på.”

Opkaldet fra advokaten var uventet – og så alligevel ikke. Den 45-årige dokumentarist, Burak Dal, var blevet nævnt under en politiafhøring af en fotograf, han havde arbejdet sammen med på en dokumentar om kurdiske oprørsgrupper.

Det var på en måde en lettelse for ham. Nu vidste han i det mindste, at politiet undersøgte ham.

Er det så en god idé, du taler med mig lige nu?

”Jeg har sagt det her så mange gange før, at det ikke gør nogen forskel,” svarer Burak Dal.

Fra mineby til medieverden

Burak Dal er vokset op i minebyen Zonguldak, ikke langt fra Istanbul. Han havde sine teenageår op igennem 90’erne – en periode i Tyrkiet, som var kaotisk, voldelig og hvor der udspillede sig det, som Burak Dal kalder en unavngiven borgerkrig.

For mange unge tyrkere var 90’erne en tid med kulturel frigørelse, og antallet af fjernsyn og telefoner steg markant. Med disse teknologiske fremskridt fulgte en ny virkelighed, hvor især unge tyrkere nu kunne vidne politiske mord og terrorangreb.

Burak Dal så, hvad der skete i sit land, og hvad medierne skrev om. Han kunne ikke få det til at hænge sammen. Da han kom ind på universitetet i Galatasaray, valgte han derfor film og TV med speciale i dokumentarisme.

”Jeg ville have folk til at se og være kritiske over for, hvad der foregik omkring dem i et land, hvor der skete de mest uvirkelige ting hver dag,” siger han.

Burak Dal mente, at dokumentaren som medie var det eneste, der kunne få folk til at tro på, at det, de så, ikke bare var noget, en flok filmfolk i et røgfyldt lokale havde fundet på.

”Det er kun ved at bruge rigtige historier, rigtige billeder og rigtig lyd, at man kan have en indvirkning på folk,” fortæller han.

Burak Dal har brugt størstedelen af sin karriere på at stille skarpt på regeringens behandling af journalister og de svære arbejdsvilkår, censuren pålægger dem.

Burak Dal har brugt det meste af sin karriere på at tale med journalister, der, grundet deres historier, har været i eksil, fængsel eller værre. Alligevel kom det som en ubehagelig overraskelse, da det blev hans tur til at komme i søgelyset.

”Jeg har mistet håbet,” siger den ellers muntre tyrker, mens han hiver det sidste sug ud af sin cigaret. For første gang overvejer han nu sin fremtid i sit eget land.

”Dokumentaristerne har tabt kampen mod censuren,” siger han.

Han fortæller, at det for første gang gik op for ham i 2014, da en dokumentar, som skulle vises til landets ældste filmfestival, Golden Orange Festival i Antalya, blev bandlyst. Det skyldtes, at der var ét skud i dokumentaren, som viste graffiti, der kritiserede præsident Recep Erdogan, som stadig besidder embedsværkets toppost i dag.

For Burak Dal er censuren blevet en del af hans arbejdsliv, og det er mere undtagelsen end reglen, at hans film bliver bandlyst.

Hans første film med titlen ’1938’ omhandlede massakren på kurderne selv samme år. Dokumentaren så dagens lys i 2007, og året efter blev den taget ned af regeringen. For Burak Dal er håbet svært at finde, når venner og kollegaer rundt om sig bliver sat i fængsel og chikaneret. Alligevel stopper han ikke med at lave dokumentarer. Spørger man hvorfor, findes svaret i Tyrkiets fremtid.

”Alt, hvad jeg gør nu, gør jeg for mine to piger,” fortæller Burak Dal.

Døden med på arbejde

På Forbundet for Tyrkiske Journalisters hjemmeside findes en menu som løst oversat læser: Myrdede journalister.

68 navne står på listen. Det sidste, Güngor Arslan, blev skrevet ind den 19. februar 2022.

Tidligere eksempler viser, at journalister, som dækker den kurdiske modstandsgruppe PKK’s handlinger i et lys, regeringen ikke finder negativt nok, bliver stemplet som terrorsympatisører og får en dertil følgende dom.

Hvis en journalist derimod dækker LGBTQ+-rettigheder, er det en dom for opfordring til had, man risikerer.

Efter et fejlet kupforsøg mod sin regering i 2016 tog Recep Erdogan og regeringspartiet AKP livtag med medierne og strammede grebet. Ifølge Committee to Protect Journalists var 2016 det værste år at være journalist i Tyrkiet i, med hele 84 journalister siddende i tyrkiske fængsler.

Flere af dem var Burak Dals venner og kollegaer.

I dag er de fleste ude igen – dog har andre af hans kollegaer siden lidt samme skæbne. Senest er en af kilderne fra en dokumentar, Burak arbejdede på, Yildiz Tar, blevet tilbageholdt. Yildiz Tar er journalist og dækker rettighederne for LGBTQ+-personer i Tyrkiet. Han afventer i skrivende stund rettergang.

Oto sansür

Når frygten om at komme i fængsel, blive sprunget i luften eller være nødsaget til at flygte konstant hænger over en, kan det være svært ikke at udøve selvcensur – oto sansür.

Burak Dal er dog stadig overbevist om, at selvcensuren ikke har fået hold om ham endnu. Han er derimod også klar over, at i et land som Tyrkiet, ligger den konstant og ulmer i underbevidstheden.

Under optagelserne af den dokumentar, som har vækket politiets interesse for Burak Dal, modtog filmholdet optagelser af kurdiske oprørsgrupper. Det igangsatte lange og ophedede diskussioner internt. Burak Dal og de andre vidste, at filmen ville blive stemplet som kurdisk propaganda. De vidste dog også, at de ville kunne anfægte den anklage. Hvis de brugte optagelserne, ville dokumentaren blive for nemt et offer for censurapparatet, fortæller han.

”Der er ikke nogen grund til at gøre det nemmere for dem, end det er i forvejen,” siger Burak Dal.

De fleste af de dokumentarer, Burak Dal har lavet eller arbejdet på, er på et eller andet tidspunkt blevet taget ned, bandlyst eller censureret ind til et mutantværk, som ingen længere kan genkende. Når han sidder og klipper i en dokumentar, er der ét spørgsmål, som altid går igen: ‘Gad vide om det her vil blive vist?’

Han er så rutineret i censurens veje, at han på forhånd kan gætte, hvilke scener der vil fælde filmen.

Tænker du over at ændre det med det samme, når du ved, at det kommer til at resultere i, at filmen ikke ville kunne komme ud på grund af det?

”Alt i det her land er politisk. Så længe dine ting bliver taget ned, så ved du, at du gør det rigtige,” siger Burak Dal.

Håb igennem cigaretrøg

Organisationen Media and Law Studies Association, MLSA, er sat i verden for at hjælpe de tyrkiske journalister, som bliver tilbageholdt, tæsket eller fængslet, og som ikke selv har mulighed for at få advokathjælp.

Organisationen er stiftet af to advokater og er noget nær den eneste ven, en kritisk journalist i Tyrkiet kan finde. Burak Dal vil ikke sige, at MLSA er håbet for den frie presse i Tyrkiet, da de indtil videre kun beskæftiger sig med journalister – og altså ikke dokumentarister, fotografer eller andre mediefolk.

Men igennem cigaretrøgen kan man ane et smil, måske endda et håb. Nu skal han først lige forklare sin kone, at han er ved at blive undersøgt af staten, siger han. Så kan vi tale om håb bagefter.

Sagen mod Burak Dal kører stadig. Han er ikke yderligere blevet kontaktet af staten angående sagen endnu.

FORSIDEN

Illustreret Bunker tager temperaturen på den nye studieordning

af Webredaktøren | mar 27, 2025 | INDE, NYT I INDE

INDE | NYT I INDE

Illustreret Bunker tager temperaturen på den nye studieordning

Det første semester under den nye studieordning er nu for første gang afprøvet. Men hvordan er det så gået? Vi har spurgt de studerende og været forbi ledelsen til en snak om, hvordan det hele er forløbet indtil videre.

TEKST: WILLIAM LØNSTRUP & CLARA KJELLERUP SEIGNEURET
ILLUSTRATION: SIGRID CONRADSEN NIELSEN

Udgivet den 27. marts 2025

Det var ikke kun de studerende på DMJX, der hen over vinteren var til eksamen. Det var den omdiskuterede, nye studieordning på DMJX’ journalistuddannelse sådan set også.

Og trods kritik og visse børnesygdomme tyder noget umiddelbart på, at den bestod. Måske ikke til UG med kryds og slange, men første evalueringsrunde peger i den rigtige retning, fastholder Mette Mørk, der er lektor og faglig koordinator for Journalistisk Metode på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Den nye studieordning for journalistuddannelsen trådte i kraft tilbage i september 2024. Det betød flere store ændringer på de fleste semestre i både uddannelsens opbygning og fag.

Det seneste førstesemesterhold har derfor været igennem et markant ændret forløb på det gennemgående fag journalistisk metode 1, forkortet JM1, og har også som de første prøvet kræfter med det helt nyoprettede fag brugerforståelse.

På JM1 er den helt store ændring det skarpe fokus på nyhedsjournalistikken, der kommer i stedet for den mere generelle indføring i de forskellige journalistiske discipliner, der førhen udgjorde forløbet.

De studerende skal nu trænes i den nyhedsorienterede journalistiske tænkning, og alt, hvad der produceres, skal være med en klar nyhedskrog i mente. Derfor er nyhedsugen, der ellers tidligere lå på andet semester, også fremrykket til første semester, netop på grund af det øgede fokus på nyhedsjournalistikken i JM1.

Derudover er faget brugerforståelse som noget helt nyt indtrådt på første semester i stedet for faget journalistikken i samfundet. Kort fortalt er brugerforståelse tænkt som et fag, der skal klæde de studerende på til den langt mere fragmenteret medievirkelighed, der ses i dag.

‘De studerende skal have viden om at vælge platforme og modalitet samt opbygge kompetencer i at anvende data om brugeradfærd i en brugerorienteret tilgang,’ beskrives det i den fornyede studieordning om faget.

Ud med det gamle

Brugerforståelsens indtræden har skubbet faget journalistikken i samfundet, forkortet JiS, fra første semester på den gamle studieordning til andet semester på den nye. Og grundet sammensætningen af andet semester er faget blevet komprimeret, så der er plads til det.

Det betyder, at forløbet nu foregår som et intensivt forløb på tre uger, der herefter afsluttes med en eksamen.

Andensemesterstuderende Nynne Foldager og Carl Rau er dog ikke ligefrem begejstrede over den nye komprimerede version af JiS.

“JiS havde nok gavnet os mere, hvis faget var tilrettelagt ligesom på den gamle studieordning. Det var et tungt fag at have så intensivt,” siger Nynne Foldager.

Mette Mørk holder dog fast i, at JiS ligger godt på andet semester. Netop fordi det er et tænkefag, der lægger op til refleksion over blandt andet noget af den journalistisk, man som andensemesterstuderende selv lige har prøvet kræfter med at producere på første semester.

“Om det så kan virke lidt voldsomt i en stor klump? Ja, det kan sagtens være, og jeg vil slet ikke negligere den oplevelse. Men vi vil på den anden side heller ikke konkludere alt for meget ud fra kun et semesters erfaringer,” pointerer Mette Mørk.

Brugerforståelse – hvordan gør man lige det?

Det nye forløb med brugerforståelse bar præg af, at det var første gang og helt nyt. Det viser den interne evaluering, hvor mange studerende, ligesom Nynne Foldager og Carl Rau, gav udtryk for, at de sådan set var med på, hvorfor de skulle undervises i faget, men samtidig oplevede, at det var svært at finde ud af, hvad der var vigtigt med henblik på eksamen.

“Jeg kunne se i evalueringerne, at det skabte stor frustration hos de studerende,” siger Mette Mørk.

Faget bar præg af, at det var første gang, de prøvede det af, og de havde derfor, ifølge Mette Mørk, svært ved på forhånd at tydeliggøre overfor de studerende, hvordan eksamenen så ud i praksis.

Ved forberedelserne til anden opstart af brugerforståelse er evalueringerne blandt andet blevet brugt til at sikre, at de studerende får det nødvendige udbytte fra undervisningen hver gang.

“Vi har forsøgt at gøre det mere tydeligt, hvad der er læringsmålene for hver forelæsning. Vi vil gerne konkretisere det ved at sætte rammen og fortælle, hvad de kan bruge det, de lærer, til i de andre fag,” fortæller Mette Mørk.

Trods lidt uklare læringsmål var journaliststuderende Nynne Foldager og Carl Rau alt i alt tilfredse med den version af brugerforståelse, de stødte på, da de begyndte uddannelsen.

“Det med at forstå, hvorfor det er, vi gør, som vi gør, og hvem det er, vi gerne vil ramme. Det har givet en god basisviden, som man har kunne tage med sig til JM1,” fortæller Carl Rau.

Han fortæller desuden, at det var rart af få et ekstra lag, der kunne konkretisere faget journalistik, fordi det for ham godt kan virke meget flyvsk.

For Nynne Foldager har faget også givet hende nogle gode rammer at gå ud fra.

“Meget af det, vi har lært i brugerforståelse, ligger ofte i baghovedet, når vi arbejder med journalistik,” siger hun.

Faget ligger indtil videre som en fast del af studieordningen på første semester, men Mette Mørk kan ikke udelukke, at ændringer kan opstå. Hun henviser til, at arbejdet med at forstå brugeren og forskellige brugerbehov lige nu udvikler sig helt enormt i branchen, og at der derfor sandsynligvis løbende vil blive justeret i både indhold og undervisningsform.

På længere sigt er tanken også, at brugerforståelse helt skal udgå som særskilt fag og i stedet fungere som en integreret del af undervisningen på tværs af alle semestre, fortæller hun.

Ris, ros og refleksioner

Enhver journaliststuderende på DMJX ved, at intet produkt er færdiggjort, før en mere – eller mindre – udførlig refleksionsrapport samtidig også er afleveret. Her gør den studerende status over, hvordan processen har forløbet sig og begrunder ligeledes de redaktionelle valg, der er foretaget.

På nogenlunde samme måde forholder det sig, når et forløb på journalistuddannelsen afsluttes. Alle forløb skal evalueres, og her er det ikke underviseren, der ‘skriver refleksionsrapport,’ men derimod de studerende, der gør status over deres faglighed.

Evalueringerne er, ifølge journalistuddannelsens studieordning, et vigtigt redskab i kvalitetssikringen og en vigtig informationskilde for den enkelte underviser.

Og tilbagemeldingerne fra det første hold studerende, der har gennemført det nye JM1, har været overvejende gode. Ifølge den interne evaluering tog de studerende rigtig godt imod forløbet. De var især glade for det afvekslende forløb, nyhedsugen og den klare sammenhæng mellem teori og øvelserne.

Forløbet bar dog naturligt nok også præg af de mange forandringer. Flere studerende svarede, at de savnede struktur og overblik, og at de kunne have ønsket sig, at undervisningen gik mere i dybden med hvert emne.

“Jeg synes måske, at vi nogle gange har manglet noget lidt mere dybdegående journalistik, da nyhedsjournalistikken bar præg af hurtige, korte og mere overordnede produkter,” siger Carl Rau om forløbet.

Og den opfattelse af det nye forløb på JM1 vækker også genklang hos underviserne. Ifølge Mette Mørk er elev-evalueringerne retvisende for, hvad underviserne også oplevede som problemer.

“Der var virkelig knald på, og indimellem kunne det opleves lidt ustruktureret og hektisk. Så det er noget med tempoet,” siger hun om forløbet.

Trods et ønske om mere dybde, var det udprægede fokus på nyhedsjournalistikken på JM1 imidlertid ikke helt spildt for Carl Rau.

“Jeg kan godt forstå, at man gerne vil danne den her basisforståelse hos os, for det er alfa og omega at kunne lave en nyhedsartikel. Og selv om dybdegående journalistik er mere fokuseret, så har det stadig mange af de samme elementer,” fortæller han.

Og det har, ifølge Mette Mørk, netop været en stor del af formålet fra start. Hun er derfor fortsat fortrøstningsfuld omkring den nye ordning på trods af opstartsvanskeligheder.

“Nu har vi kørt første semester igennem, og jeg har læst mange virkelig gode semesterprojekter. Der var meget god tænkning og forståelse for, hvad journalistik er. Der var også en forsigtig leg med andre medier end det skrevne. Det blev jeg glad for, og jeg tror derfor, at vi med den nye ordning er inde på noget af det rigtige,” siger hun.

FORSIDEN

Danske medier glemmer Grønland, når der ikke er krise: “Vores billede af Grønland er i høj grad et produkt af de historier, vi får fra de danske medier”

af Webredaktøren | mar 27, 2025 | NYT I UDE, UDE

NYT I UDE | UDE

Danske medier glemmer Grønland, når der ikke er krise: “Vores billede af Grønland er i høj grad et produkt af de historier, vi får fra de danske medier”

Efter Donald Trumps udmeldinger om at købe Grønland har landet fyldt meget i spalterne hos de danske medier. Forskere peger på, at medierne bærer et ansvar for at informere danskere om rigsfællesskabet – et ansvar, de ikke har levet op til før den nuværende krise.

TEKST: NIELS LINDSTRØM SCHALDEMOSE & SOFIE BUNDGAARD
ILLUSTRATION: ANTON LARSEN

Udgivet den 27. marts 2025

Det kan næppe være gået nogens næse forbi, at Grønland har ryddet forsider og sendeflader de sidste par måneder. Udover at der netop har været valg, har præsidenten fra verdens mest magtfulde nation banket insisterende på døren.

Det har betydet, at mediedækningen af det arktiske land har været noget ud over det sædvanlige. Det blev også tydeligt, da Donald Trump Jr. i januar var på besøg i Nuuk.

Det rejser dermed spørgsmålet, om medierne indtil nu har underprioriteret at formidle viden om Grønland og dermed at klæde borgerne ordentligt på til at tage stilling til den nu højspændte, geopolitiske situation.

Spørger man Søren Schultz Jørgensen, docent ved Institut for Medier og centerleder for medier og innovation på DMJX, er svaret nej.

“Mange danske mediebrugere har ikke den fjerneste ide om, hvad der sker inden for vores eget Rigsfællesskab,” siger han.

Årsagen er blandt andet, ifølge ham, at medierne ikke har lavet en løbende dækning af Grønland og Færøerne.

Det er altså ikke tilstrækkeligt, at medierne tilsyneladende først har fået interesse for Grønland efter Donald Trumps udtalelser om at købe landet. Søren Schultz Jørgensen efterspørger en generel dækning, hvor journalister også dækker hverdagslivet i Grønland.

Kim Andersen, lektor i journalistik ved SDU, ser en lignende tendens i mediebilledet. Han mener heller ikke, at danske medier generelt dækker Grønland nok.

“Ligesom det er vigtigt, at den danske befolkning ved, hvad der foregår i hele Danmark – både i storbyerne, i Vandkantsdanmark og derimellem – er det også vigtigt, at de ved, hvad der foregår i Grønland. Det sikrer, at vi har forståelse for hinanden og kan have en oplyst samtale om, hvad der skal ske med Rigsfællesskabet fremover,” siger Kim Andersen.

Alle mikrofoner peger mod nord

Danske mediers dækning af Grønland har i begyndelsen af 2025 været noget over normalen.

I januar og februar er der ifølge Infomedia blevet udgivet over 21.000 artikler om landet. Tilsvarende kan man kun finde omkring 3.500 artikler om landet i samme periode sidste år.

Det svarer til, at der er udgivet over fem gange så mange artikler i år.

I 2022 og 2023 er der i samme periode udgivet omkring 3.000 artikler omhandlende Grønland.

Det er imidlertid naturligt, at der er fokus på områder, når det har en klassisk aktualitet, påpeger Søren Schultz Jørgensen.

Han mener derfor, at det er forståeligt, at Grønland har fyldt mere i de danske medier, i en tid præget af storpolitiske uenigheder, hvor Grønland er i centrum.

“Mediedækningen går op og ned på mange områder, men vi har at gøre med et land i vores Rigsfællesskab, som stort set ikke får nogen dækning, medmindre der er valg, skandaler eller geopolitisk krise. Det er et demokratisk problem,” fortæller Søren Schultz Jørgensen.

Han anerkender derfor, at mediedækningen generelt svinger, men finder stadig dækningen af Grønland problematisk – eller manglen på samme.

Kim Andersen påpeger, at særligt public service-medierne har et ansvar for at informere om Grønland og dets historie. I TV 2’s public serviceforpligtigelser står der, at TV 2 skal lægge særligt fokus på dansk kultur og sprog.

Ifølge Kim Andersen indgår Grønland mellem linjerne i den formulering, i kraft af at Grønland som en del af Rigsfællesskabet er tæt forbundet med Danmark.

“De færreste danskere har selv været i Grønland eller kender nogen, der bor der. Derfor er vores billede af Grønland i høj grad et produkt af de historier, vi får fra de danske medier. Det giver de danske medier et stort ansvar for at give den danske befolkning et retvisende billede af, hvad der foregår i Grønland,” siger Kim Andersen.

Faldskærmen lander i stormvejr – men flyver igen

Søren Schultz Jørgensen bruger begrebet ’faldskærmsjournalistik’ til at beskrive mediedækningen af Grønland før det nuværende hyperfokus.

Faldskærmsmetaforen udspiller sig, når medier sender journalister til verdens brændpunkter i akkurat så lang tid, som krisen varer. Og så tager de hjem. Dette fokus på kriser, mener Søren Schultz Jørgensen, er problematisk.

“Man mangler en forståelse for, hvad der sker i hverdagslivet. Og man kommer ikke særlig dybt, hvis man kun er til stede i krisetider,” siger Søren Schultz Jørgensen.

Han ønsker derfor, at journalister også er til stede i agurketider og ikke blot flyver frem og tilbage ved skandaler.

“Journalisterne, der lige nu dækker Grønland, er dygtige. Men for at få hverdagsbilledet med, skal nogen være på landjorden fast,” siger Søren Schultz Jørgensen.

Ligesom Kim Andersen mener Søren Schultz Jørgensen også, at public service-medierne har et særligt ansvar. Han siger, at både DR og TV 2 burde have faste korrespondenter hos vores arktiske naboer.

Illustreret Bunker har forelagt TV 2 kritikken. Jon Hasselbalch Mikkelsen, nyhedschef på TV 2 Nyhederne, er vendt tilbage med følgende svar:

”Vi har dækket både det grønlandske valg og de geopolitiske omstændigheder omkring Trumps øgede interesse i Grønland intensivt.

I 2025 har TV 2 haft en markant fysisk tilstedeværelse i Grønland, og vi følger løbende udviklingen i Rigsfællesskabet.

Samtidig står vi i en global virkelighed, hvor mange store begivenheder kræver journalistisk fokus og tilstedeværelse – fra Ukraine og Mellemøsten til forholdene i amerikansk politik.

Derfor vurderer vi løbende, hvor vores korrespondenter gør den største forskel for seerne og vores publicistiske mål.”

Jon Hasselbalch Mikkelsen vurderer således, at TV 2 gør sit for at være til stede ved verdens brændpunkter – også selvom de ikke har en fast korrespondent i Nuuk.

Journalister fast plantet på isen

Spørger man Søren Schultz Jørgensen, kunne noget godt tyde på, at tendensen til at glemme Grønland forsvinder, eftersom den geopolitiske situation og selvstændighedsspørgsmålet formentlig forbliver relevante emner i fremtiden.

Han har dog et bud på, hvad der skal til for at få en mere nuanceret dækning af Grønland.

“Hvis der er nogen, der er fast til stede, bliver de også nødt til at rapportere fra Grønland, når vi ikke står i en akut krisesituation. Det handler om, at vi skal have hverdagsbilledet med,” siger Søren Schultz Jørgensen.

FORSIDEN

Anne Sofie Kragh tog den lette løsning og endte med at portrættere magteliten

af Webredaktøren | mar 27, 2025 | NYT I UDE, SPOT 2 (3 ARTIKLER) FORSIDE, UDE

Anne Sofie Kragh tog den lette løsning og endte med at portrættere magteliten

Anne Sofie Kragh har portrætteret den danske magtelite gennem tre årtier, men det er ikke magten, der interesserer hende. Hendes drivkraft bunder i en nysgerrighed, hun har haft siden barndommen, og en indædt lyst til at forstå mennesket bag facaden.

;

TEKST: JACOB HORNE FISCHER & JENS-CHRISTIAN DYHR
FOTO: CARA PENQUITE

Udgivet den 27. marts 2025

“Mit liv er for kedeligt. Der er simpelthen ikke nok traumer.” 

Sådan fortæller kvinden, der gennem årtier har portrætteret Danmarks mest magtfulde personer – fra Dronning Margrethe til Mette Frederiksen – og hun mener ikke, at hendes eget liv rummer en historie, som er værd at fortælle.

Dette portræt vil dog gerne udfordre den påstand.

Pissekedelige historier

Anne Sofie Kraghs historie begynder i Brændeskov lidt nord fra Svendborg. Hun er den yngste i en søskendeflok på tre, og da hun var fem, blev forældrene skilt. Hun og søsteren flyttede derfor med deres mor ind til Svendborg.

Afstanden til sin far afholdt dog ikke Anne Sofie Kragh fra flittigt at besøge ham på landejendommen. På hans kontor sad de adskillige weekender med fingrene på hver sin skrivemaskine. Han skrev spidse anmeldelser for Ekstra Bladet, imens otteårige Anne Sofie Kragh skrev det, hun selv kalder “pissekedelige og alt for lange historier”. Det var nu heller ikke historierne, der var vigtigst dengang. 

“Jeg så meget op til min far. Det var også en måde at være sammen med ham på. Så sad vi begge der og ‘arbejdede’,” siger Anne Sofie Kragh og tilføjer, at skrivekunsten udviklede sig til et fælles sprog mellem de to.  

Ifølge hende selv var det mangel på fantasi, der dengang gjorde hendes historier så kedelige. Dét, den lille pige fra Brændeskov havde, var dog nysgerrighed. Det var også derfor, hun på et tidspunkt ville være privatdetektiv – en kortvarig drøm, som hurtigt blev erstattet af drømmen om at blive journalist. 

Der er altid en historie

Anne Sofie Kraghs selvdiagnosticerede mangel på fantasi skulle vise sig at få en afgørende rolle for hendes valg af retning i journalistfaget. Hun erindrer, hvordan hun og hendes makker på Journalisthøjskolen aldrig kunne finde på den gode historie. De trak lod, slog op på tilfældige sider i magasiner og gik med den idé, de landede på. En proces, hun nu kalder ‘jammerlig’.

Til gengæld fandt hun en vej til den gode historie, som fungerede for hende. Den nemme vej – det indrømmer hun gerne. Portrættet. 

“Der er altid en historie i et portræt. Selvom jeg har sagt, at jeg er kedelig, så er der altid en historie at fortælle,” siger Anne Sofie Kragh. 

Det var først i sin praktiktid på Politiken, at Anne Sofie Kragh begyndte at skrive portrætter. Noget hun senere hen skulle beskæftige sig mere med, da hun på sit ottende semester på Journalisthøjskolen blev ansat på det nu lukkede månedsblad PRESS.  

Her kunne Anne Sofie Kragh dyrke og dygtiggøre sig inden for portrættet som journalistisk genre. Dette på trods af, at portrætstof ikke var specielt velanset i de journalistkredse, som hun befandt sig i dengang.

“Portrætter var lidt ligesom navnestof plus. Det var jo ikke der, de hardcore journalister ville være. De ville ud at vælte verden og sætte Folketinget i fængsel og sådan noget,” siger hun.

Men hvor hun oplevede, at de fleste hardcore journalister så noget mindre fint, så Anne Sofie Kragh muligheder.

“Det var en åben bane, hvor man virkelig kunne få lov til at boltre sig, og så syntes jeg, at det var skidesjovt,” siger Anne Sofie Kragh.

Hendes daværende redaktør foreslog hende at lave et portræt af Anders Fogh Rasmussen. Det blev hendes første portræt for magasinet PRESS.

Det var godt nok før, han blev statsminister, men den nyudklækkede journalist var alligevel nervøs. Meget nervøs.

Derfor ville hun vide alt om politikeren. Alle relevante årstal blev limet fast på rygraden, så hun kunne imponere og ikke afskrække ham, der var kendt for at være firkantet og utålmodig overfor journalister. Portrættet blev en succes.

Anders Fogh Rasmussen blev statsminister i 2001 – samme år, hvor PRESS endegyldigt måtte dreje nøglen om. To år senere ringede Anne Sofie Kraghs telefon. Det var forlaget People’s Press, som ville have hende til at skrive en biografi om statsministeren. Så det gjorde hun. 

"Der er altid en historie i et portræt. Selvom jeg har sagt, at jeg er kedelig, så er der altid en historie at fortælle."

– Anne Sofie Kragh, journalist og forfatter

Magten mellem fingrene

I 2007 blev hun ansat på Euroman, hvis forsider hun i over ti år pyntede med navne som Lars Løkke Rasmussen, Morten Messerschmidt og Kronprins Frederik, før han blev Konge. Selvom Mads Mikkelsen og Christopher også sneg sig med i porteføljen, var der en klar tendens til, hvis historier hun fortalte: Magtelitens.

Og det stiller høje krav til hende. Som portrætmager har hun magten over en anden persons narrativ – magten til at fortælle deres historie. Det bruger hun meget tid på at tænke over i sit virke som journalist.

“Hvis jeg gerne ville have magt, kunne jeg have lavet alle mulige andre ting. Det er ikke det, der tænder mig,” siger hun og tilføjer.

“Når man har magt, skal man være ydmyg.”

Dyre lærepenge

Anne Sofie Kragh blev særligt bevidst om magtens forpligtigelser, dengang hun dummede sig over for en bornholmsk fisker. Det var dengang, hun gik på Journalisthøjskolen og var på ekskursion på Bornholm.

Artiklen handlede om lakseopdræt. De konkrete detaljer husker hun ikke. Historiens kerne var noget med, hvordan fiskerne forvaltede EU-støttekroner. Men den unge Anne Sofie Kragh tilbød ikke citattjek – noget, hun sidenhen har gjort en dyd ud af at tilbyde dem, hun portrætterer.

Dét, hun dog husker om episoden, er, hvordan fiskeren ringede hende op, efter historien var skrevet. ”Du aner ikke, hvilke konsekvenser det kan have for mig,” lød det i den anden ende af røret. Oplevelsen sidder stadig dybt i Anne Sofie Kragh. Fiskeren kunne ikke bruge til noget, at hun var skamfuld og undskyldende. Skaden var sket.

“Jeg havde den sorteste samvittighed. Jeg var knust,” siger Anne Sofie Kragh.

Det var dyre lærepenge, som blev vekslet til grundighed.

Det perfekte arbejdsliv

Anne Sofie Kragh er ikke klar over, hvornår hun for første gang følte sig etableret som portrætmager – eller om hun overhovedet gør det endnu.

“Man får jo opbygget gradvist mere selvtillid, men man er aldrig bedre end det sidste, man har lavet. Man skal stadigvæk blive ved med at tvivle på sig selv og være ydmyg over for opgaven,” siger hun og tilføjer med et smil på læben, at hun made it, nu hvor hun bliver portrætteret i Illustreret Bunker.

Med sit nye podcasteventyr på Radio IIII, ‘Et kapitel for sig’, har hun fundet balancen mellem den struktur, der følger med en fast sendetid og kollegaer, og så den frihed, som følger med livet som freelancejournalist.

“Det er meget ensomt at skrive biografier, men jeg føler, jeg har knækket koden. Jeg har kollegaer, som hjælper med at lave ‘Et kapitel for sig’, og så har jeg dage, hvor jeg kan tilrettelægge min tid og lave mine skriveprojekter. Lige nu har jeg det perfekte arbejdsliv,” siger Anne Sofie Kragh.

Nysgerrigheden, der drev otteårige Anne Sofie Kragh til at skrive historier, brænder stadig i hende. Det er den, der har brudt murerne ned til magteliten, og det er med den, hun beviser, at enhver person – også hende selv – rummer en historie, der er værd at fortælle.

FORSIDEN

« Gamle poster

Næste poster »