REDAKTIONEN ANBEFALER

REDAKTIONEN ANBEFALER

REDAKTIONEN ANBEFALER

TEKST: REDAKTIONEN
FOTO & ILLUSTRATIONEN: DR, TV2 ØSTJYLLAND,THE MOTH, JYLLANDS-POSTEN, ACAST, RALPH STEADMAN, MARIA RANDIMA, ANTON LARSEN 

Udgivet den 28. maj 2025

Så kom sommervejret endelig, og det er blevet tid til at ligge nede ved Den Permanente og slikke sol. Så her kommer vi blandt andet med de bedste podcast-serier, du kan stikke i ørerne, mens du ligger og slænger dig. 

Men lad os være ærlige: Ingen dansk sommer uden regnvejrsdage. Så til de dage hvor man kan blive i tvivl, om vi er i juni eller i oktober, kan du slippe for solangsten og blive liggende indedøre. På de dage har vi heldigvis også din ryg. Hvis du drømmer om at blive den næste gonzo-journalist, kan du dykke snuden ned i Hunter S. Thompsons roman. Eller har du en dokumentarist gemt i maven, kan du få inspiration ved at binge nogle formidable danske dokumentarer. God fornøjelse og endnu bedre sommer!  

Feel free to fuck up (TV2 Østjylland)

Du har måske stået nede i Volume Village og danset til solen stod op, men har du nogensinde tænkt over, hvordan Volume Village egentlig er opstået? Hvis ja, så skal du se denne dokumentarserie.

Journalist Sina Hameed har i syv år fulgt foreningen Aarhus Volume. Hun har filmet og fulgt foreningens skabere gennem tykt og tyndt, gennem skænderier og ungdomsfester, gennem gigantiske nedture og magiske opture.

Sina Hameed portrætterer på smukkeste vis en gruppe unge mennesker, som følte sig malplaceret i samfundet og derfor skabte det sted, de selv manglede.

Det er en fortælling om modet til at trodse normerne, om fællesskabets kraft og i særdeleshed om at skabe det frirum, hvor man kan feel free to fuck up.

Kvindefængslet (DR) 

Med doku-serien Kvindefængslet fremvises en gruppe indsatte kvinders fælles skæbner i Danmarks eneste kvindefængsel. Serien viser livet bag tremmer og de virkelige mennesker, hvis hverdag findes bag fængslets mure. Kvinderne gennemgår forskellige problematikker: folkeskolens afgangseksamen, graviditet, ADHD, familiesavn og brystkræft. Serien sætter fokus på en gruppe danskere, som ikke oplever rampelyset ofte, og deres trivielle problematikker skaber et smukt billede af mennesket bag fangen.

Seriens to sæsoner kan ses på DRTV.

Sydhavnens Læseklub (Jyllands-Posten)

Denne podcastserie er et klart eksempel på, hvad der sker, når journalister ikke gør de svage i samfundet til ofre, men derimod går i øjenhøjde med dem. Litteraturredaktør Marcus Aggersbjerg går i hvert afsnit i dybden med et stykke litteratur sammen med Betty, Allan, Fie, Banjo og Jane fem velreflekterede, ømme, personlige, kloge og tidligere hjemløse. De er ikke bange for at åbne op for, hvordan deres liv afspejles i den litteratur, de læser til hvert afsnit.

Moskvakontoret (DR)

I denne podcast inviterer Ruslandkorrespondenter Mathilde Kimer og Emil Rotbøll lytterne med helt tæt på livet i Putins Rusland. I en tid hvor det er umuligt for journalister at rejse ind i Rusland, forsøger de to journalister at dække begivenheder fra deres eget kontor i København. Hver episode tager udgangspunkt i aktuelle historier og tendenser fra krigen i Ukraine til censur, propaganda og de små glimt af hverdagsliv, der stadig eksisterer midt i det hele. Mathilde Kimer er en af Danmarks mest erfarne Ruslandkendere, og sammen med Emil Rotbøll gør hun geopolitik nærværende og menneskelig. De kombinerer analyser, reportager og personlige oplevelser fra hverdagen i Rusland og omegn.

Reality Tjek (Acast)

“Dette er podcasten til dig, der elsker reality – men det er også podcasten til dig, der hader, at du elsker reality.” Sådan lyder ordene, når tidligere reality-caster og -ekspert Marlene Weybøll med skiftende gæster gennemtrawler seneste nyt fra reality-land. Analyserne er kontante og kærligheden til genren er stor.

The Moth Podcast (The Moth)

The Moth er en podcast fyldt med ærlige, livsbekræftende og rørende historier – fortalt af helt almindelige mennesker, live og uden manuskript. Her er plads til både grin og tårer, når fortællerne deler alt fra små hverdagsøjeblikke til livsforandrende begivenheder. Det er menneskeligt, medrivende og ofte overraskende. En podcast, der minder én om, hvor stærk en god historie kan være.

Fear and Loathing in Las Vegas (Random House Inc.)

Hvis du ikke allerede har læst Hunter S. Thompsons vilde roadtrip-klassiker Fear and Loathing in Las Vegas, er det på høje tid. Hunter S. Thompson regnes af mange som firstmoveren på gonzojournalistikken – og bogen er et ikonisk eksempel på netop dette. Med kaos, satire og syre som brændstof skriver Thompson sig ind i amerikansk kulturhistorie med en stemme, der er både rå og poetisk. Det er ikke traditionel journalistik – og netop derfor bør du læse den. Den udfordrer grænserne for, hvad journalistik kan være, og tvinger dig til at tænke over objektivitet, autenticitet og fortællingens kraft. Selvom romanen har over 50 år på bagen, er den stadig relevant i et fag, hvor vi i højere grad inddrager os selv i vores journalistiske produktioner.

Tænkepauser (Aarhus Universitetsforlag)

Tænkepauser er små bøger med store tanker. Sådan skriver Aarhus Universitetsforlag i hvert fald på deres hjemmeside. Og vi er enige. En kompakt bog på 60 sider, hvor skiftende forskere fra Aarhus Universitet dykker ned i de emner, som de ved mest om. Alt fra ulighed og skibe til design og kaffe bliver vendt. Tænkepauser’ er en supergod og hurtig måde at blive klog på emner, uden at du skal bruge timer på at læse.

Så drop dine reels i bussen – tag en pause og tænk lidt!

Tilbage på skolen, men uden for fællesskabet? Sådan er livet på sidste semester

Tilbage på skolen, men uden for fællesskabet? Sådan er livet på sidste semester

Tilbage på skolen, men uden for fællesskabet? Sådan er livet på sidste semester

Er det underligt og ensomt at skulle tilbage ”i skole” igen efter halvandet års blod, sved og tårer som barista og Instagram-konsulent på Politiken? Eller er det omvendt faktisk et tiltrængt afbræk fra en hektisk mediebranche, som det ottende og sidste semester giver? Vi har snakket med en ottende semesterstuderende om dagligdagen tilbage på DMJX. 

TEKST: WILLIAM LØNSTRUP & SOFIE BUNDSGAARD
ILLUSTRATION: SIGRID CONRADSEN NIELSEN 

Udgivet den 28. maj 2025

 

Forestil dig, at du har haft det fedeste praktikophold. Du har prøvet kræfter med og for alvor mærket det hæsblæsende, medrivende medielandskab, fået en masse erfaring og begået dig helt selvstændigt som journalist uden for de trygge rammer på DMJX.
I løbet af praktikken synes du måske også gradvist lidt, at du sådan for alvor er blevet til en ”rigtig” journalist.

Men nu lakker praktikopholdet så småt mod enden, og du kan se frem til et halvt år, hvor de fede kilder og daglige breakinghistorier nu bliver erstattet af videnskabsteori eller
journalistisk entreprenørskab på journalistuddannelsens ottende og sidste semester. Den udsigt kan måske umiddelbart virke nedslående for nogen.
For hvad er pointen med at skulle tilbage i skole, når man lige har været ude i mediebranchen og bevise, at man godt kan være journalist i den virkelige verden?
For at forstå hvordan det er at vende tilbage til studielivet efter praktik, har Illustreret Bunker talt med en nuværende ottende semesterstuderende og undervisere på skolen.

Ensomt gensyn
For Asger Hinsch var overgangen fra praktik til ottende semester en omvæltning. De vante rammer på Katrinebjerg var naturligvis de samme, men der var store dele af hans tidligere sociale liv, der manglede.

”Da jeg kom tilbage, føltes det ikke som om, der stod dørvagter og nægtede os adgang, men det var mærkeligt at være et sted, hvor jeg kendte bygningen, men ikke menneskene,” siger han.

Asger Hinsch vil selv skyde på, at lidt over halvdelen af hans medstuderende nu bor i København. Mange har ikke deres daglige gang på campus, og det er ikke mange gange på et semester, at alle samles. Det er bare ikke helt det samme som i tiden før praktikken.

”Hvis studielivet før praktik var et perfekt puslespil, føles ottende semester lidt som et halvt og afdanket puslespil, der er umuligt at samle. Der er simpelthen ikke brikker nok,” siger Asger Hinsch.

Det kan være svært at samle sine medstuderende, når alle er spredt over hele landet. Den geografiske afstand har gjort, at Asger Hinsch bruger mere energi på at tage initiativ til at lave arrangementer. Der skal lægges flere kræfter i. Det sociale liv kommer ikke af sig selv.

”Ottende semester minder lidt om første semester. Dengang kendte man heller ikke så mange. Men forskellen er, at man nu skal anstrenge sig meget mere for at være social,” siger han.

En bygning fuld af nye studerende, som man ikke har mødt før, kan føles intimiderende. Selv sidder Asger Hinsch ofte på skolen og prøver at lære flere nye mennesker at kende. Men han har lagt mærke til, at mange prøver at undgå at skulle være på skolen, fordi det føles for mærkeligt.

”Vi har en kerne i Aarhus, men det sociale bliver ikke, som det var før praktikken,” siger han.

Asger Hinsch forstår godt, at situationen er, som den er. Halvandet år i praktik går ikke ubemærket hen, og det er naturligt, at det er anderledes at skulle være studerende igen. Men hvis han kunne gøre situationen anderledes, ville han efterspørge flere dage på skolen, hvor alle var samlet. Han fortæller, at der på dette semester kun har været én dag, hvor de to hold, videnskabsteori og journalistisk entreprenørskab, har haft timer på samme tidspunkt.

”Man er meget på egen hånd, når det kommer til at se folk. Det kommer ikke af sig selv,” siger han.

Trods omstændighederne nyder Asger Hinsch den sidste tid, hvor der er lidt ro på, inden arbejdslivet for alvor begynder. Men han mener også, at der er mange, der ønsker at få overstået uddannelsen så hurtigt som muligt. Selv synes han da også, at dette semester mest er til for at få papir på de kompetencer, som man har erhvervet sig i praktikken.

Skolen anerkender problemet
Koordinator for ottende semester, Mette Mørk, mener ikke, at det er hensigten med semesteret.

“Vi har jo tænkt over, hvordan den her overbygning skal se ud. Vi synes, det er vigtigt at få tid til at reflektere over alt det, man har lært i praktikperioden. Måske bliver man en bedre journalist af at få sat sit praktikophold i en større kontekst,” siger hun.
Hun betoner betydningen af at kvalificere de studerende bedst muligt. Hun så dog helst, at flere studerende mødte op på campus og lagde kræfter i det sociale, såvel som det faglige.

“Det er da skideærgerligt, hvis folk ikke kommer tilbage til Aarhus. Og det er godt nok en kort faglig uddannelse, hvis man ikke kommer tilbage og får en overbygning på sin praktik,” siger hun.

Mette Mørk mener, at de fra skolens side tager de studerendes indvendinger alvorligt. De vil fremover forsøge at lægge undervisning for de to hold på samme dage, efter flere studerende har udtrykt, at det gør det svært socialt, hvis de to hold aldrig er på skolen på samme tid.

“Selvfølgelig er vi nødt til at huske, at lige så meget som vi gør ud af det sociale på første og andet semester, lige så meget skal vi gøre for dem, der kommer tilbage og har været 120 forskellige steder. De har brug for at blive samlet igen,” siger Mette Mørk.

Hun nævner selv ændringerne i skemaet og dage med fællesoplæg som eksempler på steder, hvor skolen forsøger at imødekomme ottende semesters ønsker.
Praktikvejleder Røskva Würtz genkender billedet af, at mange studerende på ottende semester har svært ved at finde fodfæste i den nye virkelighed.
”Jeg tror, der er mange, der går og putter sig lidt, fordi de ikke kender så mange på skolen,” siger Røskva Würtz.

Hun mener, det er et problem, hvis mange studerende ikke har det godt i den sidste tid på skolen. Selv har hun forsøgt at lave en dag, hvor alle de studerende på sidste semester kunne mødes, efter praktikken var overstået. Men det er svært at finde dage, hvor alle kan. Især når der er mange, der skal tage den lange rejse fra København.

”I sidste ende er det jo kun skolens ansvar at sikre, at det faglige fungerer. Vi snakker om voksne mennesker, så ansvaret for at have et godt socialt liv ligger hos dem selv,” siger hun.

Hun mener dog, at det er et problem, hvis det manglende sociale liv gør, at de studerende mangler motivation for at færdiggøre uddannelsen og blot ønsker at få den overstået så hurtigt som muligt.

Mette Mørk stemmer i og kommer med et råd til de studerende, som bacheloren hænger langt ud af halsen på.

“Nyd at lave bacheloren. Der kommer til at gå lang tid, før I har så lang tid til ét projekt igen,” siger hun.

Hun forstår godt, at mange af de studerende ønsker at beholde deres praktiksted som arbejdsplads, og derfor ser bacheloropgaven som noget, der hurtigst muligt skal overstås. Men hun mener ikke, at skolen ligefrem kan planlægge uddannelsen på baggrund af, at nogen ønsker at arbejde fuld tid ved siden af. Hun mener heller ikke, at det er særlig hensigtsmæssigt at være optaget af alt andet end bachelorprojektet.
“Hvis jeg skal sætte det lidt på spidsen, så kan man også godt se på et bachelorprojekt, om det er lavet af en, der har haft travlt med et andet arbejde. Det er et konstant dilemma,” siger hun.

Røskva Würtz mener, at de studerende på ottende semester er en god ressource, og at man fra skolens side sagtens kunne trække på deres kompetencer. Eksempelvis i form af oplæg og vidensdeling.

”Vi vil helt vildt gerne høre fra dem, der er kommet tilbage. De ved, hvad der rører sig i branchen, og de kan være med til at give os et bedre billede af den branche, vi sender vores studerende ud i.”

Musikken spiller – men tonen mellem artister og anmeldere skurrer

Musikken spiller – men tonen mellem artister og anmeldere skurrer

Musikken spiller – men tonen mellem artister og anmeldere skurrer

Musikanmeldelser deler vandene for tiden. Nogle musikere vil gerne frabede sig dem. Musikanmeldere vil holde fast i deres pressefrihed. En ting kan de dog blive enige om: Musikanmeldelser skal i 2025 ikke være sexistiske. 

TEKST: Amalie henriksen & astrid bisgaard

FOTO:  zhang zifan

1, 2, 3, 4 – og musikken går i gang. Men i stedet for at bekymre sig om teksten, frygter flere kvindelige musikere i dag noget andet: Koncertanmelderen med stjernerne i lommen. Flere anfægter, at kritikken ikke længere kun handler om musikken, men også om køn. Derfor frabeder flere sig nu anmeldelser. Senest har musiker Saint Clara langet ud efter GAFFA og Soundvenue for sexistiske tendenser og kaldt visse anmeldere for ’incels’. GAFFAs kulturredaktør mener, at kritikken rammer skævt. Men hvad skal musikanmelderen i 2025?  Og måske mere vigtigt: Hvad skal den ikke?

Musikanmeldelsen anno 2025

Kulturredaktør og musikanmelder for GAFFA Regitze Skipper Bundgaard forklarer, at rollen som musikanmelder har ændret sig siden internettets frembrud. Før internettets storhedstid anså man musikanmelderen som en forbrugerguide, der skulle hjælpe brugeren med at finde den rigtige musik. I dag er det anderledes.

”Anmelderen er mere en form for kurateringsrolle, som skræddersyer nogle anbefalinger, du måske ikke får mødt, fordi du er inde i de her ekkokamre, især på streamingtjenester,” forklarer Regitze Skipper Bundgaard.

Hertil spiller også koncertanmeldelser en rolle. I en tid hvor prisen på koncertbilletter er skyhøje og tid er lig med penge, er det ifølge hende vigtigt, at der er en anmeldelse, der guider forbrugeren. Internettet giver adgang til, at hele klodens befolkning kan komme med deres mening. Det er lige netop derfor Regitze Skipper Bundgaard mener, at det er vigtigt med en anmeldelse, der giver en faglig og objektiv vurdering, fordi anmelderne har ekspertiseområder og viden, den gængse dansker ikke besidder. 

Up-coming artist Silje Etva Lund Nørgaard, også kendt som ETVA, mener, at musikanmeldelser trods faglighed er blevet mere irrelevante. 

“Jeg synes, anmeldelser er spændende. Omvendt tror jeg ikke, at det er det, der batter mest for min karriere,” fortæller hun.   

Som ny artist kan hun godt se fidusen i at få en anmeldelse, fordi den kan nå ud til mennesker, hun ellers ikke selv ville kunne nå. Regitze Skipper Bundgaard vurderer stadig, at et magasin som GAFFA har en vis magt i musikbranchen – i hvert fald i forhold til artister lige under arenaniveau. 

”De er ekstremt glade for at citere vores positive anmeldelser i deres PR-materiale, og på den måde er der trods alt lige magtbalance, fordi de også rigtig gerne vil holde sig gode venner med os, selvom der skulle komme en dårlig anmeldelse i ny og næ,” siger hun. Hun indrømmer gerne, at artister ikke er afhængige af koncertanmeldelsen på samme måde som før i tiden, hvor det kunne ødelægge en hel turné. 

ETVA peger dog på en anden type ’anmelder’, der udfordrer Regitze Skipper Bundgaards og andre musikanmelderes magt. De sociale medier, hvor følgere bliver en stor magtfaktor for mange kunstnere, heriblandt også nye kunstnere som ETVA. 

“Mine følgeres reaktioner er vigtigst. Jeg gør en dyd ud af at finde en fanskare, der virkelig er med og som støtter op omkring det, jeg laver. Så hvis jeg laver et opslag på Facebook eller Instagram, og der ikke rigtig kommer nogle reaktioner på det, tænker jeg lidt: Hvorfor tog de ikke imod det?” Siger hun.   

Men hvad er vigtigst? Mediehuse som GAFFAs pressefrihed eller kunstnerens mulighed for at sige fra? 

Presse- eller musikalsk frihed?

Selvom vi i Danmark ofte bryster os af vores rummelige pressefrihed, oplever Regitze Skipper Bundgaard, at musikbranchen gør meget for at indskrænke denne pressefrihed. 

”Der er en skævvridning lige nu, hvor musikbranchen i højere grad forsøger at styre den frie presse ved netop at bruge greb som at nægte adgang til fotografer og anmeldere,” siger hun.

Hun påpeger, at det er en ærgerlig tendens, men at de ikke kommer til at lykkedes med at holde GAFFA væk fra deres koncerter. For hvis de ikke bliver tildelt en presseakkreditering, køber de selv billetten. Regitze Skipper Bundgaard er overbevist om, at det langt fra gavner både anmelder og artist. 

”Hvis en fodboldspiller skal spille uden fodboldsko på eller med en bold, der er flad, gør det også hans arbejde sværere. Han kan nok godt stadigvæk spille en eller anden form for fodbold, men det gør trods alt hans niveau dårligere,” forklarer hun og referer er til, at man ikke er sikker på at få en optimal plads som anmelder, hvis man selv står for billetten. 

ETVA anerkender, at man som artist træder ind i offentlighedens søgelys og dermed må acceptere andres meninger. Derfor mener hun grundlæggende, at anmeldelser er en del af spillet og skal beskyttes af pressefriheden. Men én ting bør aldrig accepteres: Sexisme.

”Jeg vil ikke vurderes på, at jeg er en kvinde,” siger hun.   

Det bakker Regitze Skipper Bundgaard fuldt op om. Ifølge hende hører sexisme ikke hjemme i nogen anmeldelse.

”Hvis ikke man kan lave en anmeldelse uden at være sexistisk, er man ikke en god anmelder,” pointerer hun. 

Derfor forstår hun heller ikke Saint Claras kritik af GAFFA, for hun mener ikke, den slags anmeldelser findes hos GAFFA.

’Sangerinde’ eller ’vokalist’?

Når ETVA går på scenen, vil hun fokusere på musikken – ikke bekymre sig om, hvorvidt hendes bluse er for nedringet til næste dags overskrift. Hun frygter, at visse anmeldere bruger køn og udseende som undskyldning for at underminere hendes musikalske kunnen.

”Mit worst case scenario ville være at nogen havde lavet en anmeldelse af en koncert og skrevet, at jeg kun var en succes, fordi jeg viste brysterne frem,” forklarer hun og tilføjer, at det er lige så frustrerende, når folk bliver overraskede over, at hun har lavet det hele selv, fordi hun er kvinde.

Hos GAFFA mener de, at de er meget opmærksomme på køn og ikke mindst omtalen heraf. 

”Vi skriver heller ikke sangerinder for eksempel. Vi skriver ikke den kvindelige trommeslager, vi skriver trommeslageren. Sådan helt lavpraktiske ting for netop at undgå den sexistiske tone,” siger Regitze Skipper Bundgaard. 

Kun når det ikke giver mening at bevæge sig udenom det, gør hun brug af køn. Det kan eksempelvis være i forbindelse med stemmen, fordi der er noget rent biologisk, der spiller ind.   

”Jeg vil aldrig skrive sangerinden alligevel, men jeg vil stadig skrive vokalisten og beskrive hendes stemme som en sopran,” fortæller hun. 

Regitze Skipper Bundgaard vil dog også være ærlig at sige, at de stadig er mennesker og ikke robotter. Så hun vil ikke udelukke, at der kan snige sig et ”sangerinde” ind et sted. For hende ligger det vigtigste i hele tiden at forbedre sig. 

”Jeg har under min opvækst fået indlært den gamle måde at skrive anmeldelser på, og det skal jeg være opmærksom på ikke at reproducere,” forklarer hun.

Samtidig er det vigtigt for Regitze Skipper Bundgaard, at de netop har lov til at beskrive det visuelle og æstetikken af danserne, fordi artisterne investerer tid og mange penge i at få det til at spille. At ignorere dette er for dem at gå på kompromis med dem selv. 

ETVA er enig i, at det ville være synd, hvis koncertanmeldelsen ikke eksisterede, for det er stadig en blåstempling til artisten. Ligeledes er hun klar over, hvad der skal til for at musikere og anmeldere kommer tættere på hinanden.

”Hvis musikanmeldere altid var gode og ordentlige og ikke skrev noget om køn, ville der ikke være grobund for, at artister ville fraskrive sig anmeldelser,” fortæller ETVA. 

Det er ikke lykkedes os at få et interview med Soundvenue, dog henviser de til chefredaktør på Soundvenue, Nicolai Torps udtalelse til deres egen artikel: “Saint Clara vil ikke længere anmeldes: “Mandlige anmeldere giver mig lidt incel-vibes.””

“Det står Saint Clara frit for at skrive, præcis hvad hun vil på Instagram. Men opslagene forbløffer, og referencen til incels falder os for brystet. Soundvenue har aldrig anmeldt en Saint Clara-koncert. Vi har anmeldt to af hendes albums – begge sobre, kvalificerede tekster, i øvrigt skrevet af kvindelige anmeldere,” bliver han citeret for i artiklen.

Udgivet den 28. maj 2025

Veysel og Baris har beskyttet Tyrkiets journalister i otte år

Veysel og Baris har beskyttet Tyrkiets journalister i otte år

Veysel og Baris har beskyttet Tyrkiets journalister i otte år

I et Tyrkiet, hvor retssikkerhed er blevet en mangelvare, har advokaten Veysel Ok og journalisten Baris Altintas viet deres liv til at forsvare landets journalister. Igennem organisationen Media and Law Studies Association overvåger de retssager, udarbejder rapporter og kører sager mod staten i pressefrihedens navn. Illustreret Bunker har mødt de to stiftere, der siden 2018 har været de eneste i Tyrkiet, som har givet juridisk hjælp til journalister og overvåget sager om ytringsfrihed i landet.

TEKST OG FOTO: Mads keller isaksen

Udgivet den 28. maj 2025

”Retten til fair rettergang er reelt forsvundet i Tyrkiet.”

Sådan lyder det i Media and Law Studies Association, forkortet MLSA’s første rapport fra 2019. Det er denne konklusion, som advokaten Veysel Ok og journalisten Baris Altintas har kastet sig ud i at bekæmpe.

Året forinden havde de to stablet organisationen på benene med et klart mål: At give journalister de bedste forudsætninger for at udføre uafhængig journalistik uden at være bange for de retslige konsekvenser.

Rapporten beskrev, hvordan der efter et fejlslagent militærkup i 2016 var flere hundrede journalister, der blev fængslet. Statens reaktion på kuppet var en undtagelsestilstand, der tilsidesatte internationale juridiske normer og skikke. I 2019 var Tyrkiet det land i verden, der havde flest journalister fængslet. Af de 155 fængslede fandt MLSA’s rapport, at i 72 procent af sagerne var journalister blevet tiltalt for terrorrelaterede lovbrud, og i 77 procent af disse sager brugte man journalisternes arbejde som bevismateriale. 

MLSA havde en kolossal opgave foran sig. Men med international støtte og en innovativ model for overvågning af retssager i Tyrkiets 81 provinser så det lyst ud. Indtil Veysel Ok selv blev hevet i retten og dømt.

Mediernes død

I 2019 kørte det britiske medie Middle East Eye en historie med rubrikken: ’Hvorfor tyrkiske mediers troværdighed er død’. Artiklen kan kort opsummeres med følgende citat: 

”I en Reuters Institute undersøgelse fra 2018 rangerede Tyrkiet nummer ét ud af 37 lande, når det gjaldt nyhedsbrugere, der klagede over falske historier.”

Mange journalister kan nok nikke genkendende til Baris Altintas’ grunde til, hvorfor hun blev journalist.

”Jeg ville forstå magten og oplyse om den. Jeg har altid været en nysgerrig person,” fortæller hun.

Jo mere tid Baris Altintas brugte i den tyrkiske mediebranche, jo mere polariseret og ideologisk opdelt fandt hun den. Branchen var essentielt delt op i medier, der var regeringsvenlige, og dem, der var regeringskritiske. Ofte var det mediets ejermand, der bestemte, hvilken af de to man hældte til. Med indtoget af den digitale tidsalder så mange muligheden for at gøre op med det unuancerede medielandskab, indtil to prominente, digitale regeringskritiske medier i 2023 blev censureret af staten.

MLSA var dog hurtigt ude og fik i 2024, efter et års arbejde, forfatningsdomstolen til at ændre dommen og ophæve blokeringen af de to nyhedshjemmesider.

Sagen var et klokkeklart eksempel på, hvad MLSA kunne udrette. Føre vigtige sager om pressefrihed, som kunne skabe præcedens i fremtiden. Efterfølgende havde MLSA endnu en gang succes. Denne gang angående et forbud mod at filme politiet i det offentlige rum. Ifølge Baris Altintas har begge sager været med til at etablere MLSA i og uden for Tyrkiet.

Fra skolegård til retssal

Efter sit tredje, men ikke sidste, succesfulde militærkup var Tyrkiet en de facto militærstat fra 1980 og tre år frem. I 1983 blev der igen afholdt, hvad man fra statens side kaldte frie valg. Militærstyrets udhuling af retsstaten og opbygningen af det Nationale Sikkerhedsråd gjorde, at det i forvejen giftige forhold mellem Tyrkiet og dets kurdiske mindretal kom under mere pres, i takt med at kurderne i øst blev udsat for noget af den hårdeste undertrykkelse i republikkens historie.

I den østlige del af Tyrkiet, i den kurdiske by Diyarbakir, rendte Veysel Ok rundt i en skolegård uvidende om sit lands uforudsigelige fremtid.

”En del af mine venner i folkeskolen kunne ikke tale tyrkisk. Lærerne var altid efter dem og torturerede dem psykisk, fordi de talte kurdisk. Deres forældre snakkede kurdisk, deres onkler og tanter snakkede kurdisk, deres venner snakkede kurdisk. Hvorfor skulle de kunne tyrkisk?” spørger Veysel Ok.

Et af Veysel Oks tidligste barndomsminder er, at lærerne på hans skole fik elever til at sladre om de venner, der ikke talte tyrkisk. Efterfølgende angav læreren børnenes familier til de lokale myndigheder.

Hvor der er konflikt, er der dog også dem, som vil løse den. Veysel Ok husker tydeligt de humanitære grupper, som hjalp til i de kurdiske områder i hans barndom. Han tøver derfor ikke et sekund, når han skal beskrive, hvorfor han gør det, han gør i dag.

”Det gav mig en kæmpe motivation at se mennesker hjælpe mennesker,” siger Veysel Ok

Prisen for at ytre sig 

Retten i Istanbul, også kaldet Retfærdighedspaladset, er med sine 300.000 kvadratmeter Europas største. To gange er bygningen blevet angrebet.

I 2019, da MLSA udgav deres første rapport, havde de fået etableret sig som et seriøst navn i mediebranchen. Nogen man kunne regne med ville hjælpe. De havde også fået international medvind. En række tyske politikere og fonde havde rost dem for deres systematiske overvågning af 71 straffesager, som har forløbet over 90 retsmøder i ti forskellige provinser. Et arbejde, der havde vist, at tæt på 40 procent af ytringsfrihedssager i 2018 ikke overholdte internationale normer. 

Det var første gang i Tyrkiets historie, at sådanne tal var blevet indsamlet, og en så skråsikker konklusion kunne drages omkring retssikkerheden i landet.

Veysel Ok nåede knapt at drikke champagnen færdig, før det var hans tur til at betale prisen for at ytre sig frit i Tyrkiet. Den 12. september stod han i Retfærdighedspaladset dømt for overtrædelse af artikel 301, også kendt som ’offentligt at nedgøre det tyrkiske retssystem.’ Bevismaterialet, fortæller han, var et interview, han havde givet fire år tidligere. 

Han blev af retten idømt fem måneders betinget fængsel og udtalte sig i den forbindelse til mediet Bianet.

”Jeg brugte min ret som advokat til at kritisere. Jeg har stadig den samme holdning, men stik imod Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og internationale normer, mener dommerne ikke, at jeg har ret til dette,” siger Veysel Ok.

For Veysel Ok har hans klienter altid været venner og kollegaer, så at få lov til at smage en brøkdel af det, som de oplever, var for ham ’spændende,’ siger han til Illustreret Bunker.

”Jeg kunne ikke se mig selv lave andet”

Baris Altintas og Veysel Ok har arbejdet sammen siden 2016, og siden er der sket meget for dem og for Tyrkiet. De holder begge fast i, at de har haft hver deres unikke syn på deres udfordringer, Tyrkiets udfordringer, som Baris Altintas siger. Noget, der har været med til at få dem dertil, hvor de er i dag. Både Baris Altintas og Veysel Ok nævner, at arbejdet igennem årene har tæret på dem fysisk og psykisk. Det har ikke været nemt at se venner og kollegaer blive sat bag tremmer. Det er nemlig ikke alle sager, MLSA har vundet.

”Jeg studerede jura for at kunne understøtte menneskerettigheder, ikke for at tjene penge. Der er mening i det, jeg laver med mit liv. Jeg er stolt over det, vi laver,” siger Veysel Ok.

”At give tyrkere og kurdere adgang til information er noget af det vigtigste, vi gør. Vi har mange problemer, og det her er en af måderne at ændre dem på. Her i Tyrkiet betaler journalister for høj en pris for deres arbejde. MLSA hjælper dem, der betaler den pris,” siger han.

Journalistik i politikkens tjeneste: Objektiviteten  sættes på prøve i Parlamentet

Journalistik i politikkens tjeneste: Objektiviteten sættes på prøve i Parlamentet

Journalistik i politikkens tjeneste: Objektiviteten sættes på prøve i Parlamentet

Kan man være journalist, når man arbejder for Socialdemokratiet eller Danmarksdemokraterne? I Europa-Parlamentet bliver grænserne mellem journalistik og politisk kommunikation utydelige. Her bruges den journalistiske værktøjskasse til at formidle politiske budskaber.

TEKST: clara kjellerup seigneuret & mikkel juulsgaard
Illustration: sigrid conradsen nielsen

Journalistpraktikant Zakarias Forsberg de los Reyes er trådt ind i den politiske arena. Han sidder på Socialdemokratiets kontor i Europa-Parlamentet. Foran ham står tre computerskærme. På venstre side står en kop med den socialdemokratiske Niels Fuglsangs navn på. Til højre står en drikkedunk med den blå gruppe Renew Europes logo. Om logoet er blåt eller rødt, tager han ikke så højtideligt.

Zakarias Forsberg de los Reyes befinder sig i Europas magtcentrum. Han arbejder i krydsfeltet mellem journalistik og politik. To felter, der ikke er så fjernt beslægtet, som man opfostres til at tro på DMJX.

Arbejdsdagen byder på mails, møder og masser af EU-politik. Og selv om Zakarias Forsberg de los Reyes har nogle ifølge ham selv meget stærke holdninger til nogle af de emner, han arbejder med til daglig, repræsenterer han først og fremmest Socialdemokratiet.   

“Jeg synes bestemt, at jeg er i stand til at undgå at blive influeret af mine egne holdninger,” fortæller han.

’Hvad synes jeg?’ spiller ingen rolle

Lasse Thorsø Nielsen er uddannet journalist, og har ifølge ham selv påtaget sig en spændende udfordring i sit arbejde som kommunikations- og presserådgiver for Kristoffer Storm, der er medlem af Europa-Parlamentet for Danmarksdemokraterne. Med en fortid i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom har han været vant til at blande sig i den politiske samtale, men nu er det ikke længere sine egne politiske holdninger, han formidler.

Den professionelle kasket indgår altid i Lasse Thorsø Nielsens arbejdsuniform. Selvom opgaverne i høj grad er præget af politisk rådgivning, blander han ikke sin egen politiske holdning ind i sit arbejde.

“Jeg skal tage det, Kristoffer Storm mener, og sørge for, at det fremstilles på den bedst mulige måde over for vælgergruppen og pressen,” siger Lasse Thorsø Nielsen.

Niels Fuglsang er medlem af Europa-Parlamentet for Socialdemokratiet, og hos ham lærer journalistpraktikant Zakarias Forsberg de los Reyes både at lave indhold til vælgerne gennem kommunikationsarbejde, men er samtidig med til at lægge den politiske linje for partiet i Europa-Parlamentet.

Selvom han er journalistpraktikant, omtaler Zakarias Forsberg de los Reyes partiet som ‘vi’, når han fortæller om den nye dagligdags opgaver.

“Man lærer, at arbejdet er en verden for sig, og man stopper ikke hele tiden op for at spørge sig selv: ‘Hvad synes jeg egentlig?’” fortæller han.

Som en sportsjournalist med et favorithold

På journalistuddannelsen bliver man undervist i at tilstræbe sig objektivitet. Det vil sige, at man skal tilsidesætte sine personlige holdninger, skrotte sine fordomme og forholde sig faktuelt og nuanceret i sine produktioner.

Journalister forventes at holde sig objektive i deres arbejde, men hvordan hænger det sammen med at være ansat som journalist hos et politisk parti?

Spørger man Lasse Thorsø Nielsen, kan man ikke være 100 procent objektiv i journalistik. Alle de redaktionelle valg, der skal tages i arbejdet med en historie, vil medføre, at man vinkler historien på en bestemt måde.

“Selvom man altid stræber efter objektivitet i den journalistik, man laver, så vil der altid være bagvedliggende bias i det, man gør,” siger Lasse Thorsø Nielsen.

Zakarias Forsberg de los Reyes mener, at man skal tilstræbe sig objektivitet, hvis det drejer sig om public service. Derudover mener han, at journalisterne helt klart gerne må have en holdning. Det ser man i kraft af prioritering af, hvad der skal dækkes, og hvor meget spalteplads de forskellige emner skal have. Hvis man spørger ham, er det dog ikke relevant, at journalisten tilkendegiver sit politiske ståsted.

“Jeg synes, det er ligesom med sportsjournalister. Man kan sagtens holde med et fodboldhold, så længe man er i stand til at lægge det fra sig, komme med analyser og ikke formidle sin egen holdning,” fortæller han.

Professionel distance eller åbne kort? 

Zakarias Forsberg de los Reyes mener ikke, det er relevant for sin praktik hos Socialdemokratiet, hvad han stemmer. Han oplever, at de ansatte hos politiske partier i Europa-Parlamentet er gode til at holde den professionelle distance og lægge deres egne holdninger bag sig.

Det er ikke nogen hemmelighed, at Lasse Thorsø Nielsen ikke altid er enig i den politik, han til dagligt arbejder med at formidle. Han mener, at det er med til at gøre politikeren skarpere at have en presserådgiver med en anden politisk overbevisning. I hans øjne kan det være med til at styrke troværdigheden, at Lasse Thorsø Nielsens kryds på stemmesedlen ikke ender ud for Kristoffer Storm.

“Man skal turde stille sig kritisk over for det, man arbejder med. Det styrker budskabet, hvis alle ikke er enige,” siger han.

Modsat Zakarias Forsberg de los Reyes giver det for Lasse Thorsø Nielsen mere troværdighed til en journalist, at man som læser kender deres politiske ståsted. Det kan være en fordel at bekende kulør, så man har noget at holde det op på. Ligeledes mener han, at det er passende for sit arbejde for Kristoffer Storm.

“Så hellere bekende kulør, så man ved, hvad min bias er, selvom jeg prøver at være så objektiv som mulig,” siger Lasse Thorsø Nielsen.

At formidle en historie eller sælge et budskab

Både Zakarias Forsberg de los Reyes og Lasse Thorsø Nielsen er enige i, at det arbejde, de foretager sig i Europa-Parlamentet, ikke er

journalistik, som man kender det fra DMJX. En del af deres arbejde handler om at formidle et politisk budskab. Noget som den klassiske journalistik forsøger at holde sig fra.

Lasse Thorsø Nielsen bruger hele sin journalistiske værktøjskasse, når han er med til at lægge en strategi.

“Jeg laver en bouillonterning af EU-politik. Jeg tager noget, der er svært og komplekst og laver forskellige kommunikationsprodukter ud fra det,” fortæller han.

Jan Dyberg Larsen, der underviser i EU på DMJX, anerkender, at der ikke er tale om ‘klassisk’ journalistik, når man er journalistpraktikant i Europa-Parlamentet. Han mener dog, at man kan bruge mange af redskaberne fra undervisningen.

“Der er et kæmpestort overlap af de værktøjer, man bruger, og den måde man arbejder på. Jeg kan ikke se, at der er noget problem, så længe man selvfølgelig er klar over, hvornår man laver hvad, og omverdenen også er det,” mener Jan Dyberg Larsen.

Han mener altså, at skellet mellem journalistik og kommunikation ikke er så sort-hvidt, og at det er et nuanceret spektrum. I den ene ende er klassisk journalistik med tilstræbt objektivitet, og modsat findes det rene PR-arbejde.   

Fra Bruxelles til breaking news

Man skulle tro, at drømmen for en uddannet journalist netop var at arbejde som journalist. Spørger man Lasse Thorsø Nielsen, så er svaret et andet.

“Jeg bliver aldrig klassisk journalist,” fortæller han.

Han understreger, at den typiske opfattelse af journalistik ikke passer til ham, men at han trives i arbejdet med kommunikation.

Zakarias Forsberg de los Reyes’ hensigt med opholdet i Europa-Parlamentet var ikke at slå rod i det politiske kontor. Det var snarere et led i planen om at blive en EU-kyndig journalist. Derfor går en mangeårig drøm i opfyldelse, når han efter sommerferien fortsætter sin praktikperiode hos TV 2 Nyhederne i København.

Drikkedunken og koppen med de politiske stempler lader han blive i Bruxelles, når han får sit nye skrivebord på Teglholmen. Med sig tager han i stedet den politiske indsigt og alle de erfaringer, han har gjort sig på sit ophold i Europa-Parlamentet.

Udgivet den 28. maj 2025