Anders er tilrettelægger på DR: “Det er mine ideer, der skal formidles gennem andre”

af Mads | mar 24, 2022 | TEMA

Anders er tilrettelægger på DR: “Det er mine ideer, der skal formidles gennem andre”

Anders Aamand holder sig bag kameraet, men hele vejen fra researchen til redigeringen er det ham, der guider historien. Tag med på en tilrettelæggers arbejdsdag.

TEKST: Kerstine Winther & Anne Sofie Laue
FOTO: Rune Øe Nielsen

Udgivet den 24. marts 2022

Anders Aamand sidder med krydsede ben og øjnene fasttømret til skærmen. Han ser introen til sæson to af ‘Forsvundne Danskere’ igennem. Der er først premiere i 2023, men allerede nu er arbejdsprocessen i fuld gang. Og det er Anders, der er tovholder på det hele.

“Det er vigtigt, at den første episode er der. Det er den, der lægger stilen for de andre programmer,” fortæller Anders Aamand.

På en anden computer ved siden af de tre skærme, der viser klippene fra programmet, er der en chat i gang med en anden redaktion. Der bliver sendt et billede af en sortfodsgris. Anders er i gang med at planlægge en tur til Spanien. Det er ikke en ferie, men en del af jobbet som tilrettelægger, at Anders skal finde den perfekte sortfodsgris til et program, han skal lave.

På jagt efter kilder

Når det spanske afsnit af ‘Anne og Anders i Europa’ med Anne Hjernøe og Anders Agger bliver sendt i fjernsynet, har det været lang tid undervejs. Det ved Anders Aamand bedre end de fleste. Det er ham, der komponerer og dirigerer processen fra start til slut.

Først research. Anders Aamand skyder programudviklingen i gang ved at bruge mange timer på at søge efter locations og kilder, der kunne passe ind i programmets DNA og tema. Til det spanske afsnit af ‘Anne og Anders’ skal han bruge danskere bosat i Spanien. Nogle med en historie. En opgave, der ikke altid er lige let at løse.

“Er de gode nok? Er de den indgang til Spanien, som vi håber på – og hvilken historie kan de være med til at fortælle?” siger han.

Som tilrettelægger er Anders Aamand ansvarlig for programmets indhold på plads. Der skal være et perfekt match mellem kilder, historie og stemning, og det tager tid. Så selvom researchfasen kan være tung og langsommelig, er Anders Aamand godt klar over vigtigheden af grundigt forarbejde. Specielt opsporingen af de rigtige kilder er vigtig. De skal bære historien og dermed programmet.

“Kildernes personlighed betyder næsten lige så meget som den historie, de kan fortælle. Brænder de igennem? Det kigger vi meget på,” siger han.

Men ikke alle spørgsmål kan besvares foran skærmen i Danmark. Derfor boarder Anders Aamand et fly til Spanien i næste uge. For hvor kan man skaffe de ingredienser, Anne skal bruge i sine retter? Og hvor er det fedeste sted, de kan danse flamenco?

Det skal alt sammen være på plads i forvejen, for når optagelserne går i gang, får de travlt, og der er ikke tid til at mærke efter, om stemningen er den rigtige. Det skal den bare være. Og Anders bliver nødt til at være i landet for at mærke det selv.

“Det er jo os, der kender historien bedst. Så er vi ikke tilfredse som tilrettelæggere, må vi stoppe kameraet og sige: “Kan du prøve at stille det her spørgsmål”, eller “kan du gøre det på den her måde i stedet”

–Ander Aamand, tilrettelægger på DR

Når kameraet ruller

Når researchen er klaret, og kilderne er på plads, er næste stop optagelserne. Det er her, værterne kommer i spil. Anders Aamand er med på settet. Hvis tingene ikke går helt efter planen, er det hans ansvar at sørge for en plan B, eller at plan A bliver fikset.

“Det er jo os, der kender historien bedst. Så er vi ikke tilfredse som tilrettelæggere, må vi stoppe kameraet og sige: “Kan du prøve at stille det her spørgsmål”, eller “kan du gøre det på den her måde i stedet” siger Anders Aamand.

Under optagelserne forbliver Anders Aamand på sin sædvanlige og foretrukne plads. Bag kameraet. Han har ikke noget behov for at blive set på skærmen. Kan man engang imellem det, er det formentlig kun resultatet af en uheldig kamerabevægelse. Hvis det sker, kan man være “heldig” at se en Anders i bogstaveligste forstand kaste sig væk fra kameraet.

Han har det nemlig godt med at være manden bag ideen, og at det er op til Anne og Anders at formidle. Det er samarbejdet mellem vært og tilrettelægger, der vægter meget, og det er en af de vigtigste dele af arbejdet for Anders Aamand.

“Værterne stoler fuldstændig på, at vi har fundet det bedste. De har tillid til os, og vi ved godt, at de kan selv. Så det er et super fint samarbejde,” siger han.

Historien skal skabes

I det skærmoplyste rum i betonbygningen hos DR i Aarhus sidder Anders Aamand fortsat foran skærmen. Ved siden af sidder klipperen Mathias. De er nået til programudviklingens sidste fase: redigeringen.

“Lige nu sidder vi og designer historien sammen,” siger Anders Aamand.

Nok sidder de sammen foran skærmene og redigerer, men rollerne er stadig forskellige.

“Det er mig, der er teknikeren. Hvor jeg tænker meget i underholdningsværdi, er Anders bedre til at tænke publikum ind i historien,” siger Mathias.

“Mathias er jo den kunstneriske af os to, og nogle gange kan der være noget, der bliver lidt ufortalt. Så siger jeg det,” siger Anders Aamand.

I klipperummet skal der prioriteres i de mange timers optagelser, der er blevet lavet forud. Der skal findes lyd, der passer til billederne. Der skal skabes en historie. Det er i programudviklingens sidste faste at Anders Aamand nyder sit arbejde allermest.

Jeg kan enormt godt lide redigeringsfasen. Her finder kreativiteten sted, og det hele løfter sig,” siger Anders Aamand.

Det er ikke Anders Aamand, der fortæller, når man streamer et afsnit Anne og Anders. Men han kan alligevel se sig selv i fjernsynet.

“Jeg har jo et stort say, da det er mig, der er ansvarlig for indholdet. Det er fotograferne og værterne jo også, men det er mine ideer, som skal formidles gennem andre. Så selvom jeg ikke kan ses i fjernsynet, har jeg meget at skulle have sagt på redaktionen,” siger han.

Det er ikke kun Anders’ programmer, der har været igennem alle tre stop. Research, optagelse og redigering. Bag alle programmer, man kan se i fjernsynet eller på streamingtjenester, er der en “Anders”. At lave tv er ikke et arbejde, der kan løftes alene, og det endelige produkt vil derfor altid være skabt under samarbejde.

“Jeg ser det ikke som mit produkt, men som vores produkt,” siger Anders Aamand.

FORSIDEN

Skal du med i Kult Strandbar på fredag?

af Mads | mar 24, 2022 | OPINION

OPINION

Skal du med i Kult Strandbar på fredag?

TEKST: Anne Kvist, journaliststuderende

Udgivet den 24. marts 2022

Debatindlæg bragt i Illustreret Bunker er alene et udtryk for skribentens eller skribenternes holdninger.

Når man fredag eftermiddag sætter kursen mod DMJX’s fredagsbar, Kurt Strandbar, er det ikke svært at forudsige, hvad der møder en. Vil man om et øjeblik høre de tunge rytmer fra et af Pattesutters mange hits, mens bartenderen står i bar overkrop og langer englefisse over disken, og den sorte Kurt-t-shirt svinges over hovedet? Formentlig. Og kommer man gående ind, ligner det umiddelbart, at Kurt har glemt, at der er andre til stede. Jeg får følelsen af at stå i yderkanten af en fest, jeg er blevet hevet med til, men uden at være inviteret af værten.

Jeg mener ikke, problemet ligger i Soundboksen, der spiller for højt, de klistrede borde eller navnene på shotsene. Der er mange måder at feste på, og jeg er sikker på, at de fleste fredagsbarer har et element af løssluppenhed. Det er forståeligt, når det er fredag, og det er tid til øl. Jeg mener, at problemet ligger i den bagvedliggende tavshedskultur, der omringer foreningen. For hvad der sker i Kurt, bliver i Kurt – og mangel på gennemsigtighed er ikke udgangspunktet for en sund foreningskultur.

Det måske mest tydelige eksempel på tavshedskulturen er Kurt Strandbars optagelsessamtaler. Når Kurt holder samtaler, dækkes vinduerne til i mørkt plast, så ingen kan se, hvad der foregår. Det eneste man kan høre, er den pumpende bas og hujende stemmer, der hepper på de nye førstesemmere, der lægger vejen forbi.

Jeg forstår grundlæggende ikke ideen bag at holde det hemmeligt. Hvorfor skal dem, der skal til samtale, ikke selv have lov til at træffe valget, om det er noget, de har lyst til at deltage i? Før de står omringet af fremmede, og i de værste tilfælde skal overskride egne grænser for at bevise, at de har det, der skal til for at være med i Kurt. Er det nødvendigt at være løssluppen og nær grænseløs, før man får en plads i Kurt? For ellers kan jeg ikke se, hvilke kompetencer de leder efter til samtalerne.

Frit spil bag lukkede døre

For et par uger siden gik jeg forbi en gruppe, der sad og ventede på at skulle til samtale hos Kurt. Og jeg blev ked af det på deres vegne. Ked af at de ikke vidste, hvad de gik ind til, og at de ikke ville få muligheden for at sige pænt nej tak. Og jeg synes, det er ærgerligt for dem, der ikke ved, hvad de går ind til. Og endnu mere ærgerligt for dem, der giver det deres bedste skud, presser sig selv til grænsen og stadig får at vide, at de ikke er gode nok.

Når Kurt afholder den slags optagelsessamtaler, sikrer de sig, at alle, der melder sig, er med på deres præmissen om, at Kurt er et fællesskab, der godt kan lide at feste, og ikke har noget imod, at festen går til kanten. Men det betyder også, at den grænsesøgende kultur avles videre bag lukkede døre, hvor festen fortsætter, som den altid har gjort. Hvor der hverken bliver brudt med kultur eller traditioner, fordi alle i Kurt vidste hvad de gik ind til, og vi andre har ikke meget at skulle have sagt. Det danner præcedens for en tavshedskultur, hvor det er lige meget hvor vanvittigt det bliver – hvad der sker i Kurt, bliver i Kurt.

Kurtansk overspill

Hvad der sker intern i Kurt, må de i grunden selv om. Men det er en anden ting, når den lukkede kultur i sidste ende bare ikke er særlig lukket. Ser man på skolens foreninger, er Kurt klart dem, der står for at facilitere størstedelen af de sociale aktiviteter. Så om man er tilhænger af Kurt eller ej, så vil det stadig være dem, der sætter tonen for fredagsbaren og dermed skolens sociale fællesskab. Kurt forstår, hvordan man holder en fest med fart på. Men at være god til at feste betyder ikke, at man automatisk har de bedste forudsætninger for at skabe en god fredagsbar.

Den kultur, som Kurt er enige om, er den fede, kan man ikke undgå smitter af på fredagsbaren, der gerne skulle være for hele DMJX. Kurt Strandbar bliver en udvidelse af foreningen, et rum i den kurtanske stil med nosseshot, englefisse og alt andet, der hører Kurt til.

Kurt mangler gennemsigtighed, både i deres optagelsesproces og deres dynamik i fredagsbaren. Det sociale liv på DMJX burde ikke være så påvirket af en kultur dyrket bag mørklagte vinduer. Som jeg ser det, så skaber Kurt en kultur, hvor der er et tydeligt skel mellem Kurt og alle os, der bare gerne vil til fredagsbar. Jeg håber, både for de næste førstesemmere, kommende Kurt-medlemmer og fremtidige gæster i fredagsbaren, at Kurt får kigget indad, eller måske endnu bedre, begynder at se ud over egen næsetip.

Hvad mener du? Illustreret Bunkers opinionssektion giver studerende og medarbejdere mulighed for at give deres mening til kende om studie, skole, journalistisk eller kommunikation.

Vi bringer debatindlæg i avisen ad to omgange per semester.

Har det interesse for dig? Så skrive til: debat@dmjx.dk

FORSIDEN

Trivselspenge brændt af på telefonbokse

af Mads | mar 24, 2022 | OPINION

OPINION

Trivselspenge brændt af på telefonbokse

Skrevet af: Kasper fast, journaliststuderende

Udgivet den 24. marts 2022

Debatindlæg bragt i Illustreret Bunker er alene et udtryk for skribentens eller skribenternes holdninger.

Hvad kan man egentlig få for 495.605 kr.? I hvert fald ikke meget trivsel, hvis det står til Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, der har brændt tildelte trivselspenge af på telefonbokse. I 2021 modtog DMJX i Aarhus lige knap en halv million kroner fra Undervisnings- og Forskningsministeriet til at styrke trivslen efter corona-nedlukningerne. Fra skolens side har man kaldt dem trivselsmidler, hvilket dog klinger meget hult, da størstedelen af pengene er brugt på alt andet end trivsel.

I februar fik jeg aktindsigt i fordelingen af midlerne, og det var chokerende læsning. Regnskabet over trivselsmidlerne viser nemlig, at kun 19% af pengene er brugt på såkaldte ”trivselsarrangementer”. Derimod er hele 38% eller 187.468 kr. for eksempel brugt på telefonbokse. I aftaleteksten omkring midlerne står der, at institutionerne selv skal vurdere, hvordan de bedst modvirker de negative konsekvenser af Covid-19. Man må altså forstå på ledelsen i DMJX, at de mener, at det vigtigste modsvar til nedlukningernes store trivselsudfordringer er fem nye telefonbokse.

Der skal ikke være nogen tvivl om, at jeg også selv synes, at telefonboksene er en fremragende idé, så studerende kan ringe til kilder uforstyrret. Problemet er bare, at det jo ikke har noget som helst at gøre med pengenes formål. I mine øjne er det i hvert fald svært at se, hvordan en lydisoleret trækasse kan have noget som helst at gøre med de studerendes trivsel. Udefra ligner det, at ledelsen har udnyttet en mulighed for at blande deres tildelte driftsopgave omkring skolens faciliteter sammen med de ekstraordinære trivselsmidler.

Kigger man videre gennem fordelingen af trivselsmidlerne, ser man, at den tredjestørste post er ”koordinering”. Disse udgifter løber op i svimlende 84.470 kr., hvilket altså svarer til cirka to måneders fuldtidsløn. Penge, der er taget direkte fra de studerendes trivsel. Det er helt vildt, at man har brugt et så stort beløb blot på administration. Selvfølgelig koster det arbejdstid og penge både at finde på idéer og udføre dem. Jeg mener dog ikke, at der bør bruges, hvad der svarer til over 300 arbejdstimer, på at fordele de her midler, som beløbet ellers antyder. Det er en meget mærkelig brug af midler, som ledelsen har udført i dette tilfælde.

Jeg har selv været med i en ansøgning om et beløb på 25.000 fra trivselspuljen. De skulle gå til et arrangement, hvor skolens studerende kunne få gratis transport til Right to Dream Park, fordi FC Åben Modus skulle spille mod Presselandsholdet. Der var budgetteret med omkring 150 deltagere fra studiet med mulighed for udvidelse. Denne ansøgning blev efter flere beskeder, utallige dirigeringer rundt i organisationen samt måneders ventetid afvist.

I en besked lød begrundelsen, at både FC Åben Modus og Ulla United havde klaret sig godt under corona-nedlukningerne og fortsat står stærkt som institutioner for de studerende, der interesserer sig for fodbold og sportsligt samvær. Man mener simpelthen, at foreninger, der udelukkende baserer sig på fysisk fremmøde, har klaret sig fremragende under nedlukningerne. Et arrangement som dette ville kunne skabe fællesskab og sammenhold på tværs af uddannelser og årgange, som jo præcis er det, skolen har mistet under Covid-19. Ifølge mig tyder det endnu engang på, at midlerne aldrig har været tiltænkt trivsel fra skolens side, men derimod som et belejligt driftstilskud.

Det er vildt ærgerligt, at skolens ledelse ikke tager problematikken omkring trivsel efter pandemien seriøst. Vi ved alle, hvor hård og svær perioden med hjemmeundervisning og manglende socialt samvær har været. Derudover viser undersøgelser fra blandt andet Danmarks Evalueringsinstitut og Uddannelses- og Forskningsministeriet, at de studerende oplevede store konsekvenser under nedlukningerne, samt at disse konsekvenser stadig ser ud til at påvirke de studerende.

Af den grund er det endnu mere foruroligende, at en ledelse, der endda får penge kastet efter sig for at løse en del af problemet, overhovedet ikke anerkender eller forstår sit ansvar. Det er et tegn på afstand til de studerende, der er chokerende i en uddannelsesinstitution.

Driften af vores studie er ikke bare et regnskab, der skal gå op. Det er et fællesskab, hvor vi, som studerende i alle henseender, skal være det primære fokus. Vores trivsel er omdrejningspunktet for alt andet, der foregår i vores uddannelse. Og når man underkender en mulighed for at rette op på denne, har man grundlæggende fejlet sin kerneopgave som uddannelsesinstitution.

Svar fra Henrik Berggren og Helle Winding

“Det er sørme synd for Kasper Fast, at han ikke fik chokerende og svimlende 25.000 kroner til sin fodboldkamp. Det har han været utilfreds med længe.

Skolen tager studerendes trivsel meget alvorligt og arbejder løbende på at styrke den. Fordelingen af de særlige trivselsmidler er et godt eksempel på det. Trivselsmidlerne blev fordelt i et tæt samarbejde med DSR og mange af skolens studerende, der har deltaget seriøst, aktivt, engageret og meget positivt i samarbejdet.

Mange tak for den indsats. Der har været afviklet et stort antal aktiviteter med mange deltagere, og der er indkøbt en lang række ting, som også fremadrettet kan bidrage til at styrke trivslen på skolen.

Stort set alle aktiviteter og anskaffelser var forslag og ønsker fra studerende. Det gælder blandt andet telefonboksene.

Kasper Fast havde i øvrigt ikke behøvet at søge aktindsigt, da oversigten over forbruget af midlerne hele tiden har været delt med de studerendes repræsentanter.

Venlig hilsen

Helle Winding og Henrik Berggren

(Uddannelseschefer, DMJX)”

Hvad mener du? Illustreret Bunkers opinionssektion giver studerende og medarbejdere mulighed for at give deres mening til kende om studie, skole, journalistisk eller kommunikation.

Vi bringer debatindlæg i avisen ad to omgange per semester.

Har det interesse for dig? Så skrive til: debat@dmjx.dk

FORSIDEN

Sproghøgene hakker stadig i stavefejlene: Derfor er korrekturen vigtig

af Mads | mar 24, 2022 | TEMA

Sproghøgene hakker stadig i stavefejlene: Derfor er korrekturen vigtig

Rundt omkring på avisredaktioner sidder de og laver usynligt arbejde. Korrekturlæserne. De fanger de fejl, journalisterne overser, men med et medielandskab i forandring er de nogle steder på vej ud af billedet. Men man skal passe på med at skære i korrekturen, for sprogfejl kan have mere vidtrækkende konsekvenser end som så.

TEKST: Monika Maria Yazdani
FOTO: Louise Rix

Udgivet den 24. marts 2022

På sociale medier er der kontant afregning, når brugere spotter fejl i mediernes opslag.

”Nej vi er ikke på Frederiksberg, men FrederiksbJerg. Altså Stiften, lær lige byen at kende,” lyder én kommentar på et opslag fra Aarhus Stiftstidende.

Det manglende ”j” modtages ikke kun som et glemt bogstav, men også som udtryk for, at Stiften ikke har styr på emnet, de skriver om. Det fortæller, at sproglige fejl betyder mere end man skulle tro. Men før vi når dertil, skal vi møde en af dem, som forsøger at komme fejlene til livs.

Anne Stumman er cand.mag. i dansk og arbejder som korrekturlæser på Weekendavisen.

”Vi korrekturlæsere er sådan en underlig udposning på en avisproduktion – det er vi jo. Vi er lidt på sidelinjen, og hvis der ikke er fejl, lægger man ikke mærke til, at vi har været der,” siger hun.

Som korrekturlæser bærer Anne Stumman ”særlige briller” og zoomer helt ind på sætningsniveau. Hun tjekker for stave- og tegnsætningsfejl,, årstal og navne, slår citater og sangtekster op og holder øje med, at kilden ikke skifter navn undervejs. For at nævne et udsnit.

Arbejdsprocessen for Anne Stumman består i høj grad af at læse, tvivle og slå op, slå op, slå op.

”Min gamle underviser sagde, at man skal lade sig komme i tvivl – kvalificeret tvivl. Og så skal man skynde sig at slå det op. Man skal aldrig tro, at man ved noget, man skal sikre sig,” siger hun.

Anne Stumman nørder sproget og holder sig helt opdateret på, hvad der er rigtigt. Hun betragter korrektur som en kvalitetssikring, der bidrager til, at teksten bliver den tand bedre. Det kan være en stor tilfredsstillelse at fange en fejl, som havde været særlig slem at sende til tryk.

”Der var en dag en journalist, som havde skrevet ”salig” om en ekspolitiker, der ikke var død. Den er jeg lidt stolt af, at jeg fangede.”

”Man skal virkelig være opmærksom på sprogfejl, for man kan komme grueligt galt afsted. Flere læsere står af og læser slet ikke til ende, hvis der er sådanne fejl,”

–Jonas Nygaard Blom, lektor i mediesprog på Syddansk Universitet

To forskellige fugle

Jonas Nygaard Blom er lektor i mediesprog på Syddansk Universitet. Her forsker han blandt andet i journalisters sprogbrug og mediebrugeres holdninger til journalisters sprogbrug og sprogfejl.

”Man skal virkelig være opmærksom på sprogfejl, for man kan komme grueligt galt afsted. Flere læsere står af og læser slet ikke til ende, hvis der er sådanne fejl,” siger han.

Ifølge Jonas Nygaard Blom kan læserne inddeles i to grupper: sprogduer og sproghøge. Mens sprogduer er fredelige og i de fleste tilfælde finder journalisters sprogfejl uskyldige og ligegyldige, går sproghøge højt op i journalisters sprog. De jager sprogfejl og kan være aggressive. For dem er der kort mellem haltende sproglighed og inkompetence på andre kerneområder af journalistikken:

”Sproghøgene reagerer prompte, når journalister laver sprogfejl. Med deres egne ord føler de, at journalister er sjuskede, dovne, inkompetente, uprofessionelle og ligefrem dumme. Hvis en journalist sjusker, når han staver, sjusker han så også i sin research, sin kildekritik eller i sin omgang med sandhed? Det er sådan, sproghøgene tænker,” fortæller Jonas Nygaard Blom.

Jonas Nygaard Blom påpeger, at der endnu ikke er forskning som med sikkerhed kan sige noget om fordelingen af sproghøge og sprogduer i befolkningen. Men han antager, at sproghøgene næppe er et lille mindretal. Derfor er det sikreste ifølge Jonas Nygaard Blom at stave korrekt.

”Vi kan typisk let læse os igennem sprogfejlene, men det påvirker indtrykket af skribenten. Og det er i virkeligheden problemet: vi mister tiltroen til journalisten, når sproget ikke er omhyggeligt.”

Breaking news venter ikke på nogen

I samarbejde med Dansk Sprognævn er Jonas Nygaard Blom i gang med at undersøge udviklingen i stavefejl i aviser. Næste skridt er at se nærmere på, hvad medieudviklingen betyder for mængden af fejl, og om læserne i højere grad accepterer ukorrekt sprog i for eksempel liveopdateringer end i mere redigerede genrer.

”Vi har en formodning om, at der er flere sprogfejl i netjournalistik end traditionel journalistik, og vi har indtryk af, at der er sket noget med sproget i mødet med internettet,” siger Jonas Nygaard.

Deadlines og at være først med en historie er arbejdsvilkår for journalister. Det vinder ikke sympati-point hos sproghøgene, som mener, journalister har et ansvar for det danske sprog. Hos sprogduerne leder det derimod til forståelse for hyppigheden af sprogfejl. Anne Stumman medgiver, at en nyhed sommetider skal ud hurtigst muligt. Samtidig fremhæver hun, at der er andre muligheder for at få has på fejlene:

”Man kunne godt læse korrektur, når man har lagt det ud. For når man skynder sig, er der også større risiko for, at der opstår fejl,” siger hun.

Prioriteringsspørgsmålet mellem hastighed og korrektur er ikke fremmed for Bjarne Schilling, som er Læsernes Redaktør på Politiken. Han fortæller, at hastighed er en afgørende faktor på nettet.

”Hvis der kommer noget breaking, og korrekturlæseren er ud at tisse, venter man ikke på vedkommende. Det er klart. Men i princippet er hovedreglen, at der skal læses korrektur på alt.”

104 sproghøge på nakken

Smutter korrekturen, er Bjarne Schilling en af dem, som hurtigt får det at mærke.

”Jeg læser som regel avisen allerede om aftenen. Forleden var der en fejl med ligge/lægge i en stor rubrik i kultursektionen. Jeg sagde til min kone, at der nok ville komme 50 henvendelser på det. Der tog jeg fejl, for der kom 104. På en normal dag får jeg 15-20 stykker,” fortæller han.

Som Læsernes Redaktør er han i kontakt med, hvad der rører sig hos modtagerne. Han er ikke et sekund i tvivl om, at sproget betyder helt ufatteligt meget for læseren. For nogle i en sådan grad, at de dropper artiklen. End ikke kendelser fra Pressenævnet, som skal bringes i avisen, hamler op med frustrationen over sproglige fejl:

”Jeg kan ikke mindes, at jeg i de situationer nogensinde har fået en henvendelse fra en læser med karakter af hvad i alverden, vi bilder os ind. Men Gud nåde og trøste os, hvis vi laver små sproglige fejl! Sproget er ikke ligefrem ligegyldigt for journalisterne, men nogle gange bliver det sekundært. Det er mit klare indtryk, at læserne ikke har det på samme måde.”

Bjarne Schilling sammenligner sproglige forhindringer i tekster med at sidde i et tog, som bumbler hver hundrede meter. Man bliver hele tiden mindet om, at man kører i tog. Modsat kan man slappe af og nyde turen, når toget blæser afsted på rolige skinner. Fejlfrit og flot sprog giver gode læseoplevelser og fastholder modtageren.

”Jeg tror, at sprogfejl kan skabe nervøsitet for, om skribenten kommer i land med sin tekst. Hvis man kan fornemme, at vedkommende ikke er helt hjemme i sproglige billeder eller bøjninger, bliver man urolig. Det stjæler opmærksomheden fra historien,” siger Bjarne Schilling.

Menneske eller maskine

Jonas Nygaard Blom mener, at det kan have stor, negativ effekt på journalistfaget at nedprioritere korrektur. Men stikprøver foretaget som led i igangværende forskning tegner et billede af, at der er færre korrekturlæsere end tidligere.

Et af de steder, hvor man har valgt at nedlægge korrekturfunktionen, er hos Berlingske, som i juni 2021 fyrede samtlige korrekturlæsere på avisen for at opprioritere indholdskontrol foretaget af andre journalister.

Chefredaktør Mette Østergaard har ikke ønsket at stille op til interview, men skriver i en mail:

”Vi turde gøre det, da artiklen stadig er igennem en række tjek, før den når læseren: Journalisten selv, redaktøren, Tansa, samt redigerende. Vi føler os trygge ved, at kontrollen er omfangsrig nok, og vi har ikke oplevet en stigning i klager, siden vi lavede forandringen.”

Tansa er et retskrivnings- og staveprogram, som ifølge Anne Stumman ikke kan erstatte korrekturlæsere. Hun tvivler på, maskinen kan oplæres til at nå det kompleksitetsniveau, menneskelige korrekturlæsere har. Særligt på dansk fordi det er et lille sprog. Den version, hun arbejder med, kan for eksempel fange stavefejl, men ikke en konklusion, der lyder som det modsatte af det, de foregående sætninger leder op til. Desuden går læring tabt, og det ærgrer Anne Stumman:

”Vi kan diskutere ting med dem, der har skrevet det. Det kan man ikke med et program. Man bliver aldrig klogere, hvis man bare retter efter det, programmet siger. Man kan overhovedet ikke nøjes med Tansa, hvis man vil have det, vi leverer, det kan man sgu ikke,” siger hun.

En særlig funktion

Uden en korrekturlæser mangler det led, som ikke fokuserer på helheden, men detaljerne, mener Anne Schumman. Det er ikke afgørende, hvilken uddannelse en korrekturlæser har, men at personen har ene og alene den specifikke funktion. Og at det er én, som er dygtig til sprog. For en tekst kan sagtens komme forbi både journalist, redaktør og redigerende journalist og stadig have fejl, oplever hun.

”Det er ikke alle journalister, som bør læse korrektur. Det ville ikke være en succes. Det handler også om temperament. Nogle kan ikke holde sig længe nok i teksten til at finde alle fejlene,” siger hun.

På Politiken er man gået i en anderledes retning end Berlingske. Et nyt system har dannet rammerne for, at både net- og printartikler nu bliver korrekturlæst. Tidligere blev netartikler sidemandslæst af en anden journalist.

”Kontrollen var ikke så god, som den er blevet sidenhen. Man kunne se, at der var risiko for, at ens journalistkolleger var lige så sprogligt usikre, som man selv var,” siger Bjarne Schilling.

Han mener, det er vigtigt at holde fast i korrekturlæsning. Selvom der af og til smutter en fejl igennem, har han set tekster både før og efter, de har været i korrekturen, og forskellen er ikke til at tage fejl af:

”Du får reddet din røv ufatteligt mange gange af korrekturlæsere. Man lægger først mærke til, at der er en skraldemandsstrejke, når skraldet hober sig op, og det er lidt på samme måde med korrekturlæsere. Når arbejdet bliver gjort, opdager du det ikke,” siger han.

Gå i sprogbad

Korrekturlæsning eller ej. Hovedansvaret ligger hos den, der har ført pennen i første omgang, mener Bjarne Schilling. Derfor anbefaler han journaliststuderende at styrke deres sproglige bevidsthed ved at skrive løs og læse alt fra journalistik til skønlitteratur i rigelige mængder.

Det er der måske god grund til. På journalistuddannelsen på DMJX er det nødvendigt at teste sprogniveauet blandt de studerende på 1. semester, fordi man oplever sproglige problematikker, siger lektor på højskolen Solveig Schmidt.

De seneste år er gennemsnitligt cirka. 10% dumpet denne test. Samtidig konkluderer en undersøgelse fra Syddansk Universitet, at de nystartede journaliststuderende på universitetet i 2018 havde alvorlige vanskeligheder med stavning og især kommatering.

Opfordringen fra Jonas Nygaard Blom er klar:

”Det er vigtigt, at journalistuddannelserne bevarer et fokus på sprogrigtighed, og at journalisterne er opmærksomme på det i deres praksis,” siger han.

FORSIDEN

Svedige soundtracks og rene tallerkener

af Mads | mar 24, 2022 | TEMA

Svedige soundtracks og rene tallerkener

Med spuleren i den ene hånd og mobilen i den anden serverer opvaskeren Alexander Applegreen gode vibes til de studerende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

TEKST: Simon Muff
FOTO: Katrine Å. Edvardsen

Udgivet den 24. marts 2022

Dyb bas, svirpende lilletrommer og et hæsblæsende rap-flow blander sig med en støjende rumlen i et auditivt krydsfelt mellem kosmos og kaos. Vi befinder os i køkkenet på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, og lydene kommer henholdsvis fra en vibrerende grå højttaler, der står på et ridset metalbord, og fra en opvaskemaskine.

”Det er mit crib det her,” siger Alexander Applegreen spøgende og drejer blikket rundt i rummet, mens han multitasker med spulearmen i den ene hånd og smartphonen i den anden.

Spulearmen tager sig af beskidte tallerkener og fade, og telefonen bruger han til at styre musikken med.

Klokken er omkring halv ti om formiddagen, og 20-årige Alexander befinder sig i vante omgivelser i køkkenets opvask i et ufremkommeligt terræn af overfyldte rulleborde med morgenens brugte kaffekopper. Han er iført sort fra top til tå, som matcher hans krøllede hår.

Tidal i stedet for Spotify

Som studerende på DMJX har du garanteret lagt mærke til hans overdøvende musik, når du har været nede og tanke op på vand og kaffe i kantinen. Det er oftest nyere hiphop i den tunge ende, der bliver smidt på, men sommetider finder blødere numre med Shakira eller Shaggy også vej til højttaleren.

”Jeg har ikke nogen playliste – når jeg tænker på en sang, sætter jeg den bare på,” siger Alexander og skruer op for en af favoritterne ‘Ispy’ af KYLE feat. Lil Yachty, så det kan høres i hele kantinen.

-”Tidligt om morgenen spiller jeg mest chill musik, men i løbet af dagen bliver det i den hårdere ende,” fortæller Alexander og bliver afbrudt af nogle studerende, der efterspørger kaffe. Alexander svarer prompte, og lister fluks ud og henter friskbrygget kaffe, som om han på forhånd vidste, hvad de ville spørge om.

”Jeg bruger Tidal i stedet for Spotify – det er HiFi-lyd,” råber han for at overdøve musikken og jonglerer med nogle gryder, som han taber i et stort brag. Han griner og skynder sig at samle tingene op, inden “hende den sure” ser det.

Drømmen lagt på is

Som opvasker har Alexander været en af køkkenets vigtigste bestanddele fra kl. 7.30-14 mandag-fredag siden forrige sommer, og pt. er han den, der har været her længst tid.

På den anden side af væggen, der adskiller opvaskeren fra resten af køkkenet, står nogle af de andre køkkenmedarbejdere og knokler med at forberede dagens frokost. Den ene skuler misfornøjet mod musikken, da den bliver skruet et nøk op.

Af og til hjælper Alexander de andre med at forberede de ca. 60-80 sandwiches, der dagligt produceres, men for det meste holder han sig til gøremålene i opvasken.

“Jeg styrer skolen herfra,” joker han og føler rytmen på lokal-bangeren ‘Gucci Bag Sikini’ af rap-trioen DON X LEE X BARBER.

”Der går mange piger her. På min gamle skole var der næsten kun drenge,” nævner Alexander.

Før han tog sig af de studerendes efterladenskaber, gik han på bygningskonstruktøruddannelsen på VIA. Men efter nogle mislykkede forsøg på at få en læreplads, droppede han til sidst ud og fik i stedet job som opvasker på DMJX.

Drømmen om at blive bygningskonstruktør er dog ikke definitivt slukket hos den unge mand, men blot lagt på is for en stund.

”Om noget tid vil jeg gerne færdiggøre min uddannelse, men jeg stresser ikke,” siger han og klør sig i sit sorte fipskæg.

Fra lydstudie til fængselscelle

Efter gymnasiet bragte Alexanders store passion for film og video ham til filmskolen Potemkin. Skolen var dog for teoretisk, så han fokuserede i stedet på at lave musikvideoer til hans ven Zaka, som havde gang i en spirende rapkarriere.

Makkerparrets samarbejde fik dog en brat afslutning forrige år, da Zaka stak en bekendt ned med en kniv, hvilket resulterede i en livstidsdom for drab.

Hændelsen rystede Alexander, og han har ikke haft kontakt med sin gamle ven, siden lydstudiet blev skiftet ud med en fængselscelle.

Grime-sangen ‘London View (remix)’ af OTP Feat. MARIN & Rambiz brager højlydt ud af højttaleren i køkkenet, som nogle kaffe-søgende studerende i kantinen opfanger og danser forsigtigt til.

”Jeg hører rigtig meget UK-rap, det er meget energisk, og det er godt at arbejde til,”siger Alexander og illustrerer med spulearmen.

Modtagelsen af musikken betyder noget for Alexander, og han bliver glad, når han oplever, at folk lægger mærke til det og værdsætter det. Han har flere gange tilbudt de andre i køkkenet at styre musikken, men det er ikke noget, de finder interesse i.

Violinist på Rudolf-Steiner-skolen

Alexander har selv udfoldet sig musikalsk gennem sin opvækst. Han startede i børnehaveklasse på Rudolf-Steiner-skolen i Aarhus, hvor det er obligatorisk at spille et instrument. Her faldt valget på violinen. Livet som violinist var dog ikke noget, han fortalte om til gud og hver mand hjemme i Trillegården, hvor han er vokset op. Det var kun de allertætteste, der kendte den side af ham.

Siden blev violinen lagt i kassen, og Rudolf Steiner skolen blev skiftet ud med ungdomsuddannelsen EUD.

Fra Johannesburg til Trillegården

Alexander står og vasker sine hænder, idet hans mobil ringer. Det er hans mor. Alexander slår straks over i engelsk. Han snakker kort og beder hende ringe tilbage senere.

”Min mor er fra Sydafrika, så vi snakker altid på engelsk,” oplyser han. ”Jeg tænker også selv på engelsk og er bedre til at formulere mig på engelsk.”

Alexanders danske far og sydafrikanske mor mødte hinanden i Sydafrika i 1990’erne efter Apartheids afslutning. Efter hans storebrors fødsel, rejste de fra Johannesburg til Trillegården i Aarhus Vest. Noget tid efter blev Alexander født på Aarhus Kommunehospital.

Selvom han ikke har dyrket sit ophavs musikkultur på samme måde som den amerikanske og britiske, har han dog fundet guld – især på den urbane scene.

Den hårdtslående Posse-cut-sang ‘Y3 Y3 Dom,’ som er lavet af en samling sydafrikanske rappere, er en af de foretrukne i rækken.

”De har nogle vilde flows,” siger Alexander.

Til tonerne af sangen ”Mood Swings” fra den afdøde New York-rapper Pop Smoke,

nærmer klokken sig frokosttid. Alexander er kortvarigt sprunget fra pladsen ved opvaskeren og over til køkkenbordet for at hjælpe med det sidste af frokostanretningen . Han får pludseligt travlt og når ikke at sætte mere musik på i denne omgang. Derfor er det i stedet Tidals shuffle-funktion, der spiller numre som Juice Worlds’ ‘Lucid Dreams’ og Akons’ udødelige ‘Mr. Lonely.’

Inden jeg smutter fra køkkenet, foreslår jeg Alexander, at han står for soundtracket til næste fredagsbar. Tilbuddet falder i god jord, og han lover at sørge for en playliste til lejligheden.

FORSIDEN

« Gamle poster

Næste poster »