En bælgfrugt blev til 2,5 millioner visninger

af Thit | mar 24, 2022 | INDE

En bælgfrugt blev til 2,5 millioner visninger

Bælgfrugt-videoen gik fra eksamensopgave til en viral succes. Uddannelseschefen for kommunikation roser elevernes ambitioner, men påpeger dog, at opgaver for virksomheder ikke må erstatte almindelig undervisning.

TEKST: Anne Juhl Burgaard & Sidse Hansen
Illustration: Nikoline Ryttergaard

Udgivet den 24. marts 2022

Det var omkring middagstid, at Anders Hoppes telefon ringede. Han swipede til højre på skærmen, og hans tre venner Jens, Magnus og Frederik tonede frem foran ham. De talte energisk. De havde i løbet af dagen fulgt med på diverse sociale medier, hvor deres nye musikvideo ‘Hvad fuck er en bælgfrugt’ var udkommet klokken syv om morgenen. Ved tolv-tiden havde videoen over 10.000 visninger på Facebook og det samme på Instagram og Youtube – det skulle fejres.

18 dage efter havde den ramt 2,5 millioner visninger.

I april 2021 fik de kommunikationsstuderende på 4. semester på DMJX i Aarhus en eksamensopgave, hvor der skulle laves en kampagne om kostrådene fra fødevarestyrelsen. De fire studerende Anders Hoppe, Jens Risom, Frederik Wandahl Warming og Magnus Vad besluttede sig for at gå sammen om at lave projektet.

De talte om, hvad der umiddelbart faldt dem ind ved kostrådene, og bed mærke i et af de syv kostråd, som lyder: ”Spis mindre kød – vælg bælgfrugter og fisk”.

”Så får jeg sagt en af de gange vi læser det tidligt i processen ‘hvad fuck er en bælgfrugt?’. Det har jeg sgu ikke lige hørt om før, men vi griner lidt af det og kan godt mærke, at vi har ramt et eller andet der,” siger Jens.

Deres idé var, at bælgfrugterne kunne fange opmærksomheden på kostrådene. Men trods den gode ide, syntes drengene stadig, at opgaven med at få budskabet ud var svær.

”Der findes jo knap noget så kedeligt som kostrådene, det er der jo ingen, der gider at høre,” griner Jens.

Men der tog de fejl.

Prikket på skulderen

Idéen mundede ud i en 80’er inspireret sang, som blev drengenes hovedprodukt til eksamen. Og det gik godt. Så godt at censor stoppede dem på vejen ud og foreslog, at de sendte den ind til Fødevarestyrelsen. Men vejret blev varmere, og dagene længere, så selvom drengene var med på idéen, gik der sommerferie i den. Indtil Frederik tog sagen i egen hånd og skrev en mail til Fødevarestyrelsen, der prompte tilbød dem et møde.

Ifølge Helle Birkmose Winding, uddannelseschef for kommunikationsuddannelsen på DMJX, er det en del af skolens DNA, at de studerende skal være modige og ambitiøse.

”I al undervisning eksponerer vi dem for branchen i form af realistiske opgaver, og hvis noget virkelig er godt, så bliver de opfordret til at sælge deres produkter,” siger Helle Birkmose Winding.

Ifølge Helle Birkmose Winding er målet ikke er at producere løsninger til branchen, men at skabe mulighed for undersøgelser, læring og erkendelser. Dog går det at producere og det at lære hånd i hånd, hvilket også er derfor, at nogle studerende ofte rammer plet og indleder samarbejde med virksomheder eller organisationer. Hun påpeger dog, at dette ligger uden for undervisningen, samt at det er op til de studerende selv, om de vil gå videre og indgå samarbejde med branchen.

Derudover er det vigtigt for skolen at forblive neutrale over for diverse firmaer, og det er bevidst, at eleverne får fiktive opgaver i kommunikation.

”Vi er født ud af public service, så vi vil ikke være i lommen på nogen,” siger Helle Birkmose Winding.

Grib succesen

For drengene hjalp det på deres motivation at få et skub fra lærer og censor, men de mener, at skolen godt kunne gøre mere for at opfordre elever til at sende deres projekter ud i virkeligheden. De håber, at deres succes kan inspirere andre studerende.

”Man kunne da håbe lidt på, at det kunne blive en øjenåbner for skolen og de studerende, at der nogle gange ikke er særlig langt, fra det man laver i skolen, til det der bliver lavet i virkeligheden,” siger Anders Hoppe og griner.

Efter mødet med Fødevarestyrelsen kom vendepunktet. Fødevarestyrelsen var begejstrede for at se, hvor investerede drengene var i projektet, og det var med til at overbevise dem om, at skoleprojektet kunne nå uden for skolens døre.

”Det, der fungerede sindssygt godt for os, var, at Fødevarestyrelsen kunne mærke vores entusiasme for projektet. Det var de meget glade for,” siger Jens Risom.

Helle Birkemose Winding bekræfter, at studerende også selv har et ansvar for at række ud til branchen, og hun synes, det er fedt, når studerende tør at springe ud i nye ting.

”Når jeg stiller mig ned første dag og byder velkommen til alle nye studerende, så siger jeg, gør ligesom Pippi, der siger ‘Det her har jeg aldrig prøvet før, men jeg kan det garanteret godt’,” siger Helle Birkemose Winding.

Hun understreger, at skolen prøver at styrke deres undervisning gennem samarbejde med branchen, men at de ikke er nogen jobbørs.

“Den første dag videoen blev sendt ud, var der over 100.000 visninger. Det var jo helt absurd. Vi var så høje på det – det var en kæmpe succesfølelse.”

– Jens Risom

Fra Fyr og Flamme til Kølner Dom

Oprindeligt havde de fire kommunikationsstuderende tænkt, at pop-duoen Fyr og Flamme skulle føre den glade firserstemning ind i videoen. Men efter en snak med Fødevarestyrelsen, blev det drengene selv, der måtte troppe op med matchende jakkesæt og solbriller.

”Selvom det virkede lidt angstprovokerende, da vi først fik præsenteret idéen, så tror jeg bare hurtigt, vi kunne se det sjove i at lave videoen. For vi ved jo, hvor sjovt vi har det sammen,” siger Anders Hoppe.

Drengene lavede sit eget band ‘Kølner Dom’ og tog kontakt til produktionsselskabet Mirror, der stod for at få videoen produceret. Med et set-up af makeupartister, runnere og producerer i Viby blev kostrådene præsenteret i kulørte farver.

”Det var sjovt at se, at de ideer, som vi havde været med til at skabe, blive ført ud i livet,” siger Jens Risom.

Efter to dage med optagelser fra morgen til aften var videoen filmet og et skridt tættere på at blive til en kampagne.

”Den første dag videoen blev sendt ud, var der over 100.000 visninger. Det var jo helt absurd. Vi var så høje på det – det var en kæmpe succesfølelse,” siger Jens Risom med et smil og Anders Hoppe tilføjer, at det var en succes for ham, da videoen blev udgivet, og den offentlige kampagne blev skudt i gang.

CV’et som drivkraft

Reaktionerne var mange. Venner og gamle klassekammerater skrev til drengene og et svensk awardshow, med en hyldest til klima, spurgte endda om de ville komme og spille. Men for både Anders Hoppe og Jens Risom var det særligt dét at få noget på cv’et, der var den største drivkraft.

“Det har haft betydning, at vi til en eventuel fremtidig jobsamtale har et koncept, vi har afviklet til noget virkeligt. Vi kan pege på, at dét her har vi været med til at lave,” siger Jens Risom.

Både Anders og Jens understreger, at det var en anderledes og bedre oplevelse end noget andet, de har lavet på DMJX. En oplevelse, hvor drengene har følt sig ude på dybt vand, og hele tiden har skulle prøve sig frem.

”Det er helt fantastisk. Der er jo bare en kæmpe forskel på at lave noget, der bliver vurderet af en lærer, måske få en karakter, og så lave noget, der bliver sendt ud i virkeligheden, som en del af en rigtig kampagne,” siger Jens Risom.

Helle Birkmose Winding påpeger, at skolen har flere eksempler på studerende, der har indgået samarbejde med organisationer og virksomheder i den virkelige verden – og at sådanne gennembrud har stor betydning for skolen.

”Det giver os jo rigtig godt omdømme og relevans, der giver genlyd i branchen. Det eksponerer, at vi har superdygtige studerende, og så tiltrækker det forhåbentlig også flere dygtige studerende, og det er jo det, vi gerne vil have,” siger hun.

Da projektet kom ud på flere sociale medier kunne drengene logge ind og hele tiden følge med i folks reaktioner og se, hvordan det blev taget imod.

”Det er sjovt at se, hvad folk rent faktisk siger til det, man har lavet,” siger Jens Risom.

Ingen panik på TV2 Østjylland

af Emilie Myrup Vestergaard | dec 2, 2021 | INDE

Ingen panik på TV2 Østjylland

INDE

Panikdag er kulminationen på et langt og stressende forløb for mange. Men på TV2 Østjylland findes der ikke Panikdag, kun Store Matchdag. Kom med indenfor.

TEKST: Anna Sofie Laue og Thit Lund Bording

FOTO: Emil Bay Gregersen

Udgivet den 02. december 2021

Datoen er onsdag den 10. november. Klokken er 10:00, og der er dermed ikke mere end et par timer tilbage, før de studerende på fjerde semester skal matche med deres kommende praktiksteder. Netop disse timer er for mange journaliststuderende forbundet med ængstelighed og stress. Panikdag er sat ind.

Et par kilometer nord for centrum er virkeligheden en anden. Der øses kaffe op, og snakken går, som den plejer. Her findes der ingen Panikdag. Her findes der kun Store Matchdag, lyder det fra Karsten Smed, redaktionschef på TV2 Østjylland.

“Jeg bruger aldrig ordet Panikdag. Ikke over for vores praktikanter i hvert fald,” siger han.

På TV2 Østjylland stresser de ikke. Og det synes Karsten Smed heller ikke, at de studerende skal gøre.

Store Matchdag er lig med en festdag

Ud over at agere redaktionschef på TV2 Østjylland, varetager Karsten Smed også praktiksøgningen på mediet i samarbejde med kollegaen Henriette Rigmor Olsson. I år har mediet fire praktikpladser, de skal have fyldt ud. De nye praktikanter skal findes blandt omkring 40 studerende, som de har haft til samtale i løbet af Åbent Hus-ugen. Selvom det er en hæsblæsende uge for alle involverede, mener Karsten Smed, at man burde pakke angsten væk og glæde sig i stedet. For den 10. november er først og fremmest en festdag.

“Det er en stor dag for de studerende. Der er sådan nogle mærkedage i ens liv, og selvom det ikke kommer op på siden af bryllup og konfirmation, så synes jeg, at den første journalistiske arbejdsplads er værd at fejre,” siger han.

Hos TV2 Østjylland er der ikke mangel på ansøgere, og Karsten Smed anerkender, at det er et privilegie. Derfor har de, modsat nogle af de andre mediehuse, ikke svært ved at få uddelt praktikpladserne blandt de mange håbefulde studerende fra DMJX, RUC og SDU. Det, mener Karsten Smed, kan skyldes både mediehusets lokation i Aarhus samt de mange alsidige opgaver.

”Det er vigtigt for os, at vores praktikanter får lov til at snuse til forskellige grene af journalistikken. De ved ikke nødvendigvis, hvad de gerne vil, når de starter, men det skal praktikken gerne hjælpe dem med,” siger han.

Søger god energi frem for et godt CV

Når jagten efter de rette praktikanter sættes ind, leder TV2 Østjylland bredt for at finde de praktikanter, der ville være et godt match.

“Vi vil gerne have et mix af både typer, køn og steder i livet. Vi vil gerne have en variation. Vi søger ikke en bestemt prototype,” siger Karsten Smed.

Hos dem vægter de ikke kompetencer eller en formidabel ansøgning højst, fortæller han. De leder i højere grad efter unge mennesker, der er villige til at lære, og som bringer den rette energi og gejst til praktikforløbet – og det tager tid at finde.

Det var også først sidst i Åbent Hus-ugen, at Karsten Smed vidste, hvilke fire ansøgere han ønskede at tilbyde en praktikplads hos TV2 Østjylland. De fik alle fire en tilkendegivelse inden Store Matchdag den 10. november.

For Karsten Smed er tilkendegivelser dog ikke udelukkende en god ting. De skal gives med en omhu, der sikrer, at de studerende får plads til at veje de forskellige praktiksteder op mod hinanden og dermed får lov til i ro og mag at træffe en beslutning, der er rigtig for dem.

“Vores tilkendegivelser er bindende. Så hvis vi giver en tilkendegivelse, mener vi det. Men vi pointerer også, at det er helt okay, hvis de studerende finder noget andet. Derfor ved vi heller ikke, om vi faktisk har fire praktikanter, når vi skal ringe dem op her om lidt,” siger Karsten Smed.

Tidlige tilkendegivelser saboterer systemet

Karsten Smed oplever, at mange studerende får tilbudt praktikplads så tidligt i ansøgningsprocessen, at de ikke får mulighed for at overveje deres beslutning. Det, mener han, kan være med til at ødelægge praktiksøgningsprocessen.

“Vi er nødt til at respektere, at der er en Åbent Hus-uge. Det er at kuppe det hele at begynde at lave tilkendegivelser og lukke aftaler allerede mandag og tirsdag. Man saboterer det for alle de andre,” siger Karsten Smed.

Denne sabotage er med til at lægge yderligere pres på de studerende i en allerede panikpræget proces. I 2016 igangsatte Dansk Journalistforbund en undersøgelse af praktiksystemets indflydelse på de studerendes mentale helbred. Undersøgelsen viste, at 79 procent af de 243 studerende, der deltog i undersøgelsen, oplevede, at ansøgningsprocessen havde konsekvenser for deres mentale helbred.

Til trods for denne adfærd hos nogle medier kan Karsten Smed dog ikke forestille sig, at praktiksøgningssystemet kunne se anderledes ud, end det gør i dag.

“Jeg synes ikke, det er optimalt. Det er en træls uge – specielt for de studerende. Omvendt har jeg ikke noget bud på, hvordan det kan gøres bedre,” siger Karsten Smed og uddyber, at han mener, det har forbedret praktiksøgningen, at selve matchdagen er blevet digital.

I forhold til selve Åbent Hus-ugen mener han, at det er det bedst mulige system, hvis medierne retter sig efter det, som vejledningen foreskriver – altså undgår forhåndsaftaler og lader Åbent Hus-ugen være en mulighed for de studerende til at udforske de mange forskellige praktiksteder.

– Karsten Smed, redaktionschef på TV2Østjylland

“De studerende gejler hinanden op”

Mange studerende forbinder Store Matchdag og praktiksøgningen med meget stress og nervøsitet. Karsten Smed anerkender, at noget af stressen kommer fra det pres, som mediehusene lægger ned over de studerende. Men han mener også, at der findes en anden forklaring.

“De studerende har næsten urimelige forventninger til sig selv. Hvis de ikke får 12-taller, føler de, at de er en fiasko. Man kan sagtens få jævne karakterer på studiet og samtidig få et fantastisk praktikforløb,” siger han.

Karsten Smed oplever, at mange af de studerende, han tager til samtale, har en forestilling om, at de skal være rige på kompetencer og allerede have lavet en masse inden praktikken. Det vigtigste er, at de studerende går til praktiksøgningen med et åbent sind.

“Det praktiksted, man ikke lige havde sin radar indstillet på i starten, kan måske være rigtig, rigtig fedt alligevel. Alle får noget med fra deres praktik, og det kan man, uanset hvor man er henne,” siger Karsten Smed. Derfor opfordrer han de studerende til at tage den med ro og undgå at gejle hinanden op.

Panik på trods af overskydende praktikpladser

Aske Tougaard Munch er journaliststuderende på fjerde semester på Danmarks Medie-og Journalisthøjskole, og fra den 1. februar er han én af de fire nye praktikanter på TV 2 Østjylland. Han har ligesom mange andre journaliststuderende oplevet presset, der kommer med praktiksøgningen. Allerede til messen på skolen, hvor medierne for første gang kom på besøg og præsenterede sig selv, kunne han fornemme, at konkurrencen var skudt i gang.

“Det var meget prætentiøst. Folk havde lavet visitkort, og jeg vidste ikke, om man skulle lave visitkort. Der var meget spidse albuer, hvilket jeg ikke er stor fan af. Det har været virkelig stressende,” siger han.

Selvom der er flere praktikpladser end ansøgere, har også bekymringen for overhovedet at få en praktikplads fyldt meget, fortæller Aske Tougaard Munch.

“Jeg ved, at mange af mine medstuderende er sindssygt dygtige. Derfor var jeg bange for, om jeg overhovedet havde fået en plads. Man spejler sig i de andre,” siger han.

“Jeg ved, at mange af mine medstuderende er sindssygt dygtige. Derfor var jeg bange for, om jeg overhovedet havde fået en plads. Man spejler sig i de andre.”

– Aske Tougaard Munch, kommende praktikant på TV2 Østjylland

Aske Tougaard Munch har søgt praktik flere steder, men valgte til sidst at takke ja til tilbuddet fra TV2 Østjylland. Her var det blandt andet stemningen til praktiksamtalen og mentaliteten hos mediehuset, der gjorde, at han kunne mærke, at dette var en praktikplads for ham.

“Mange andre medier var svære at læse. Men Karsten og Henriette var klart anderledes i forhold til mange af de andre. Samtalen var meget nede på jorden, og der gik ikke mange sekunder, før jeg fandt ud af, at det ikke var så farligt,” siger han.

Aske Tougaard Munch forklarer, at han oplevede at få meget lang snor til at tænke sit valg igennem, hvilket lettede det pres, han følte gennem praktiksøgningen.

“Man hører jo historier om andre medier, der gerne vil have svar her og nu. Det var ikke min oplevelse hos TV2 Østjylland. De var rigtig large i forhold til ikke at lave mere panik, men at få skabt mere ro,” siger han.

Nu, på den anden side af praktiksøgningen, erkender han, at han selv bar hovedansvaret for den panik, der har fyldt under praktiksøgningen. Men han mener også, at praktiksystemet og især nogle af mediehusenes uforudsigelighed har været med til at påvirke de studerendes sindstilstand.

“Mediehusene kan bestemme, om man har en rolig uge eller en stressende uge,” siger han.

“Ro på, kære studerende”

Trods pres og stress er det vigtigt for Karsten Smed, at de studerende ved, at det hele nok skal gå. Også hvis man ikke havner på det medie, man havde udset sig.

“Ligesom der er mange studerende, der passer til os, så er der er altså også mere end et praktiksted, der passer til en studerende. Det, tror jeg, er vigtigt at gentage og gentage,” siger han.

Et lignende budskab, blot en smule mere kortfattet, formulerer Aske Tougaard Munch også.

“Slap lidt af. Det er kun halvandet år.”

Læs Lasse Mommes interview med formanden for Praktikudvalget

Fortællemodeller, feedback og fadøl: Drikker de studerende på DMJX for meget?

af Emilie Myrup Vestergaard | dec 2, 2021 | INDE

INDE

Fortællemodeller, feedback og fadøl: Drikker de studerende på DMJX for meget?

På Danmarks Medie-og Journalisthøjskole er sociale arrangementer ofte lig med alkohol. Det giver ifølge størstedelen af de studerende selv bedre vilkår for at møde andre på studiet, men for en lille del forstyrrer det også det faglige.

TEKST: Kevin Doherty

illustration: Nicoline odgaard og Veronika skov snedker

Udgivet den 02. december 2021

Fredagsbar, rusforløb, Citatfest på Paradis, Genlüd Awards, Modullafest, KaJ Generalforsamling og releaseparty for Illustreret Bunker. Der er efterhånden mange arrangementer med alkohol på DMJX og i de forskellige foreninger. Coronapandemien var endelig et afsluttet kapitel, da dette semester startede, og derfor kunne vi feste og gå i byen, som vi gjorde engang -før der var noget, der hed mundbind, coronapas og kviktest. Der er endda blevet afholdt hele to rusture, og fredagsbaren har pumpet mange liter fadøl ud næsten alle fredage siden semeserets begyndelse. Men har festlighederne og alkoholindtaget blandt de studerende taget overhånd?

Fra rusuge til rusmåned

Når nye studerende på første semester på journalistik starter, venter der et unikt rusforløb. På andre universitetsuddannelser er det typisk en uge med flere rusarrangementer i træk, men på DMJX strækker det sig i stedet over fem-seks uger. Det er noget, som koordinator og vejleder for rusværterne, Mette Mørk, ser som en fordel.

“Jeg har altid tænkt, at det var en god ting, for så når man at lære hinanden at kende ordentligt. Man har rent faktisk noget at snakke om,” siger Mette Mørk.

“Jeg har altid tænkt, at det var en god ting, for så når man at lære hinanden at kende ordentligt. Man har rent faktisk noget at snakke om.”

– Mette Mørk, underviser på DMJX

Hun pointerer dog, at det ikke er en fordel, hvis det udelukkende handler om druk. Rusforløbet er nemlig kendt for at være spækket med drukarrangementer, men på dette semester er der blevet skruet ned for alkoholen og op for fællesskabet.

Alexander Ruben og Frederik Berg er henholdsvis formand og næstformand for rusværterne. De fortæller, at de for eksempel har fjernet konkurrencen om at drikke flest øl pr. hold til Barsport, gjort det muligt at drikke sodavand i stedet for øl til selvsamme arrangement og fjernet flere alkoholdiscipliner til Instaløb.

Ændringerne sker på baggrund af en dialog mellem rusværterne og Mette Mørk, der længe har efterspurgt nogle forandringer i rusforløbet. Ved de tidligere rusforløb har hun altid oplevet efterfølgende, at nogle studerende har været utilfredse med alkoholens rolle i rusforløbet. Hun ser det som positivt, at det diskuteres, om der skal ændres i rusforløbet, for ifølge hende kunne det ikke komme på tale for bare fem år siden.

Flasken halvt fyldt

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at kvinder ikke drikker mere end syv genstande om ugen og mænd 14.

I en rundspørge blandt de studerende, foretaget af Illustreret Bunker, om de studerendes alkoholvaner, viser resultaterne, at 47 procent af de adspurgte kvinder drikker mere end de anbefalede syv genstande om ugen. Hos de adspurgte mænd drikker 46 procent mere end de anbefalede 14 genstande.

Mette Mørk er ikke overrasket over de studerendes alkoholvaner, men hun har en klar opfordring til dem.

“Jeg er desværre ikke helt overrasket over det billede, for alle undersøgelser viser, at danske unge er nogle af dem, der drikker mest. Men jeg synes faktisk, at det er så meget, at jeg håber, at I kigger på tallene og spørger jer selv: Skal jeg egentlig ikke skrue lidt ned for mit sprut-indtag?” siger hun.

I samme rundspørge svarer 76 procent af de adspurgte dog “enig” eller “helt enig” til, at sociale arrangementer med alkohol er vigtige for at møde andre på studiet. Alkohol giver altså mere end en hovedpine dagen efter.

Kort om rundspørgen: Der er delt et spørgeskema i Facebook-grupperne for hvert semester på journalistik og ét semester på kommunikation. 241 studerende har svaret ud af cirka 540 mulige. Undersøgelsen er ikke repræsentativ.

Hvem kommer først, når tørsten er størst?

Efter et hæsblæsende rusforløb bliver der endelig åbnet op for at engagere sig i skolens mange foreninger. Kurt Strandbar kunne rigtigt slå dørene op igen dette semester, og tilslutningen har været overvældende ifølge formand Hans Christian Blønd.

Selvom fredagsbaren udadtil kan virke som et sted, hvor man drikker sig fra sans og samling, ser han klart, at den har en central funktion for de studerende.

“I fredagsbaren er det nemt at møde folk, man har set på gangene, men som man ikke lige har fået snakket med, fordi de for eksempel sidder og laver opgaver. Man møder heller ikke på samme måde folk fra skolen i byen,så det skaber fællesskab på tværs af årgangene,” siger Hans Christian Blønd.

Kurt Strandbar har dog ikke det store at tilbyde i baren, hvis man ikke vil have alkohol.

“Vores menukort har ikke været særlig godt for folk, der ikke drikker, og hvis man ikke vil drikke, har der ikke været så mange muligheder for at købe noget andet. Det er lidt ærgerligt,” siger han.

Men Hans Christian Blønd har en ambition om at udvide menukortet, så det ikke kun er rettet mod folk, der drikker alkohol.

“Vi bør helt klart gøre noget for, at der er flere ting på menukortet, som ikke nødvendigvis gør folk fulde. Det tror jeg, at alle ville nyde godt af,” siger han.

“Vi bør helt klart gøre noget for, at der er flere ting på menukortet, som ikke nødvendigvis gør folk fulde. Det tror jeg, at alle ville nyde godt af.”

– Hans Christian Blønd, formand for Kurt Strandbar

DMJX fyldt med gymnasieelever

I spørgeskemaet svarer 22 procent af de adspurgte enten“enig” eller “helt enig” til udsagnet om, at druk og fester relateret til skolen eller medstuderende påvirker det faglige engagement på skolen på en uhensigtsmæssig måde.

Det er også noget, Mette Mørk til tider oplever som underviser på første semester.

“Nogle fredage har jeg kunnet se på mit hold, at det var lille-fredag om torsdagen, og jeg bliver irriteret, hvis man kommer og sidder og stener,” siger hun.

Mette Mørk, Hans Christian Blønd, Alexander Ruben og Frederik Berg er dog alle enige i, at de studerendes alkoholvaner i hvert fald ikke er så anderledes på andre videregående uddannelser.

“Jeg synes, der er en drukkultur, som på alle andre uddannelser, jeg har oplevet eller har hørt om. Jeg synes ikke, der er noget, der skiller sig ud,” siger formand Hans Christian Blønd.

Frederik Berg, næstformand for rusværterne, ser den store mængde holdundervisning på skolen samt de mange foreninger på DMJX som en årsag til, at det virker som om, der bliver drukket mere på denne skole. Han peger eksempelvis på jurastudiet, hvor der måske mere er en tendens til at drikke øl med studiegruppen.

“Folk lærer hinanden at kende på kryds og tværs her, og det giver flere muligheder for at drikke øl med forskellige mennesker. Jeg tror ikke, det er fordi, der er mere druk her. Jeg tror, det er fordi, vi er lidt mere gymnasieagtige,” siger han.

Der har været stor opbakning fra de studerende til de mange sociale arrangementer, der endelig er tilbage efter corona, og det ser ikke ud til at vende inden for den nærmeste fremtid. De studerende er glade for alkohol på skolen, men ikke nødvendigvis mere end andre uddannelser er det.

Læs reportage fra fredagsbaren af Rasmus Thorsen

Lea Korsgaard drømmer om, at Journalisthøjskolen skal være en skinnende stjerne

af Louise Østerlund | dec 2, 2021 | INDE

Lea Korsgaard drømmer om, at Journalisthøjskolen skal være en skinnende stjerne

Lea Korsgaard har nu sat sig i formandsstolen, og ambitionerne er skyhøje. Målet er først nået, når Danmarks Medie- og Journalisthøjskole skinner klarest i kapløbet med resten af verdens medieskoler, og de studerende bliver revet væk.

TEKST: Benedikte støjberg pedersen
FOTO: axel hammerbo

Udgivet den 02. december 2021

Da telefonen ringede, og uddannelsesministeren var i den anden ende, råbte Lea Korsgaard nærmest ja. Hun var ikke ét sekund i tvivl om, at den tilbudte rolle som bestyrelsesformand for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole var en, hun simpelthen måtte tage. I en foranderlig tid med store, komplekse udfordringer som klimaforandring, folkevandring og digitalisering mener Lea Korsgaard, at journalistikken for alvor spiller en vigtig rolle. Hun vil være med til at danne støbeskeen, der skal forme fremtidens journalister.

For en måned siden gav Lisbeth Knudsen, den tidligere bestyrelsesformand på DMJX, stafetten videre til Lea Korsgaard. På trods af en travl hverdag som udgiver på mediet Zetland sigter Lea Korsgaard højt, når det gælder skolens fremtid.

”Jeg tror egentlig ikke, at jeg tager munden for fuld, når jeg siger, at vi skal blive blandt verdens bedste medie- og journalistskoler. Og der tror jeg ikke, at vi er endnu,” siger Lea Korsgaard smilende, men seriøst.

Hendes ambition er at nå dette mål indenfor de næste 10 år.

”Vi skal sikre, at den her institution skinner helt vildt imponerende. Det skal være os, andre skoler ser mod for at lære, hvordan man uddanner til fremtidens mediebranche,” siger hun.

“Jeg vil gerne have, at min gamle professor Jeff Jarvis fra journalistuddannelsen i New York kigger herover og siger: ’Wow, hold da kæft, jeg må straks til Aarhus og Emdrup for at finde ud af, hvad de har gang i der.’”

Selv valgte hun i sin tid DMJX fra og læste i stedet på den dengang nystartede journalistuddannelse på SDU. Journalisthøjskolen havde ikke nok teori til hendes smag. Her var fokus for stort på håndværket. Det, mener hun, er ændret i dag.

”Det var rigtig godt, at Journalisthøjskolen fik konkurrence dengang, fordi det gør simpelthen bare, at man står på tæer.”

Siden skolens monopol på journalistuddannelse blev hævet, har den teoretiske undervisning fået lov til at fylde mere. Og de to ting må aldrig skilles ad igen, slår Lea Korsgaard fast.

Studerende af højeste kaliber

Teori og håndværk skal gå hånd i hånd. Det er et af Lea Korsgaards fokuspunkter for skolen. Ved sit første møde med underviserne henviste hun til det gamle Grækenland, hvor Aristoteles talte om de tre typer af viden: Episteme, techne og fronesis. Episteme dækker over evnen til at registrere fakta. Techne en praktisk egenskab. Og fronesis etisk klogskab. Sagt med andre ord skal en studerende beherske det journalistiske håndværk, finde den objektive sandhed og være et etisk menneske.

”I skal kunne forstå fakta på en måde, så I kan rydde op i verden for os andre. Og så skal I være vise, I skal være kloge, og I skal kunne træffe ordentlige, etiske valg. Og være fremragende til jeres håndværk. Alle tre ting er lige vigtige,” lyder budskabet fra Lea Korsgaard til de studerende.

Fagene på skoleskemaet skal være sammensat efter at opnå alle tre evner. Det er dog ikke udelukkende på papiret, at de studerende skal blive klogere.

”Det er ikke bare de studerendes karakterer for de enkelte fag, der er vigtige, men deres menneskelige karakter.”

For at skolen får sin stjernestatus ude i verden, skal de nyudklækkede journalister matche den profil. Kvaliteten skal være af højeste kaliber. De nye journalister skal være så relevante for fremtidens mediehuse, at de bliver revet væk, så snart de træder ud af skolens hoveddør. I øjeblikket er dimittendledigheden nemlig for stor, mener Lea Korsgaard.

Farvel til den gamle verden

Lea Korsgaard har været med som gæst til ét bestyrelsesmøde. Det var samme dag, Lisbeth Knudsen takkede af efter 16 år med posten. Til december kommer hun til at stå på egne ben på sit første bestyrelsesmøde.

Lea Korsgaard har store drømme for både skolens omdømme og dens studerende. Det er tydeligt. Hvordan de konkret skal opnås, vil tiden vise. Indtil videre er det hendes oplevelse, at resten af bestyrelsen også har høje forventninger til skolen.

”Jeg møder ikke nogen, der ikke er sindssygt ambitiøse på DMJX’ vegne. Heldigvis. Ellers ville jeg være bekymret,” siger Lea Korsgaard.

“Det er ikke min ambition, at der kun skal spyttes Zetland-journalister ud fra DMJX.”

Det er ikke fordi, hun synes, det går dårligt for skolen nu. Med hendes egne ord rager den i forvejen op i medielandskabet – men det kan godt blive endnu bedre. Især i den forvandling, mediernes rolle er under, bliver journalistuddannelsen spændende for Lea Korsgaard. Selv mener hun at være blandt de sidste årgange, der blev uddannet til det, hun kalder ’den gamle verden’. Dengang massemedier på sin vis havde monopol på nyhedsformidlingen.

”Nu er nyheder jo noget, alle kan sende ud i stratosfæren. Alle, der har en mobiltelefon i lommen, er i virkeligheden deres eget massemedie,” siger Lea Korsgaard.

Hun mener, at den transformation giver journalistikken en kæmpe udfordring. Det er også den udfordring, der giver hende blod på tanden for at arbejde med en uddannelsesinstitution. For det er vigtigt for Lea Korsgaard, at de studerende ikke bliver uddannet til den verden, hun selv gjorde.

”Vi må spørge os selv, hvornår det, vi laver, egentlig giver mening. Hvornår gør vi en forskel for de mennesker, som vi er her for?”

Tilfreds når hendes gamle professor ringer

Relevans og kvalitet er nøgleordene for bestyrelsen. Og står der DMJX på cv’et, skal det være varemærket for det. Selvom Lea Korsgaards plan for skolen er langsigtet, har hun en meget konkret idé om, hvornår succeskriteriet er opfyldt.

”Jeg vil gerne have, at min gamle professor Jeff Jarvis fra journalistuddannelsen i New York kigger herover og siger: ’Wow, hold da kæft, jeg må straks til Aarhus og Emdrup for at finde ud af, hvad de har gang i der’. Når det sker, er jeg glad.”

Hvad skal ændres på skolen for at nå dertil?

“I virkeligheden skal jeg ikke give det svar. Det skal ske i kraft af alle de vidunderlige mennesker, der arbejder her og kommer til at arbejde her. Jeg kommer med visionen og drømmene, som er skabt i samarbejde med rektoratet og de ansatte. Men hvordan den skal udføres i en praktisk hverdag bestemmes af skolens ledelse og undervisere.”

Er der områder, hvor skolen fejler?

“Sikkert. Det gør jeg også selv. Hver anden dag. Men jeg vil næsten være skuffet, hvis vi ikke fejlede. Det kræver jo en konstant udvikling. Og det skal der til for at gøre skolen relevant.”

Nu er det ingen hemmelighed, at man på Zetland gør meget ud af konstruktiv journalistik. Er det den vej, du gerne vil have, at de studerende går mod?

“Nej, det er ikke min ambition, at der kun skal spyttes Zetland-journalister ud fra DMJX. Så ville verden altså blive en lille smule fattigere og kedeligere, vi har brug for mangfoldigheden. Men det er min ambition, at de, der læser her, får et håndværk og et vidensgrundlag, der gør dem i stand til at komme med modige og vildt kreative svar på, hvordan vi løser fremtidens udfordringer. De skal i virkeligheden fortælle mig, hvordan morgendagens journalistik skal se ud.”

FORSIDEN

“Hjernevaskede journalister har vi nok af i DK” – Da shitstormen ramte DMJX

af Emilie Myrup Vestergaard | dec 2, 2021 | INDE

INDE

“Hjernevaskede journalister har vi nok af i DK” – Da shitstormen ramte DMJX

Et klik, og en ugelang strid om journaliststuderendes partifarve var skudt i gang. Men mediestormen byggede på en falsk problemstilling, siger uddannelseschefen på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Manden bag undersøgelsen er enig, men fortryder intet.

Tekst: Jonathan madsen bentholm
illustration: Rosaline Lange

Udgivet den 02. december 2021

Den erfarne underviser skulle tænke sig om en ekstra gang, før han sendte mailen. I otte år har Kresten Roland Johansen som en del af et undervisningsforløb i statistik spurgt journaliststuderende, hvad de ville stemme, hvis der var valg i morgen.

Men denne mandag blev han kontaktet af en tidligere studerende, der nu arbejdede som skribent på netmediet Kontrast. Journalisten ville have fingrene i den ene undersøgelse, som han egentlig i forvejen godt vidste hvad viste.

“Han sagde: ‘Jeg ved, du har de der data. Kan jeg få dem?’” fortæller Kresten Roland Johansen.

Det skulle Kresten Roland Johansen lige gruble lidt over. Han begyndte at lege med tanken om, hvad det borgerlige Kontrast mon vil bruge svarene til. Det tog ikke lang tid for ham at få det til at give mening. Jo, selvfølgelig havde han en idé om, hvilken sammenhæng undersøgelsen ville ende i. Men på den anden side ønskede han ikke at være smagsdommer, fortæller han.

“Der var jo ikke noget fordækt over spørgeskemaet, så hvorfor skulle jeg sidde og holde på det?” siger han med et skævt smil.

Og vupti. Mailen var sendt, og på Kontrast-journalistens computer begyndte en artikel at tage form. Nedtællingen til en mediestorm var i gang.

En frustreret uddannelseschef

“Diversitet blandt eleverne er vigtigt for mig. Vi skal afspejle resten af samfundet,” siger Henrik Berggren, uddannelseschef på DMJX, mens han læner sig tilbage i kontorstolen.

På trods af det blev han alligevel irriteret over debatten om de studerendes partifarve. For debatten var skævvredet, mener han.

“I sig selv synes jeg faktisk ikke, at det, som undersøgelsen viser, er særligt problematisk eller vigtigt,” siger han.

Bevares, selvfølgelig betyder det noget, hvilke værdier og politiske holdninger de danske journalister har, forklarer Henrik Berggren. Men det afgørende er, at der er diversitet i journaliststanden som helhed.

“Hvad de studerende lige stemmer, synes jeg altså ikke er så vigtigt.”

Henrik Berggren understreger flere gange, at studerende – og unge i storbyerne – generelt stemmer mere rødt. Man skal derfor tage det roligt med spørgeskemaets konklusioner. Samme logik forsøgte han også at forklare Kontrast-journalisten, der en dag kontaktede ham for en kommentar. At der ikke var noget om snakken.

Men så slog journalisten igen. Han præsenterede Berggren for tal, der viste, at der alligevel er en skævhed i, hvad journaliststuderende stemmer sammenlignet med unge i storbyerne generelt. Overrepræsentationen af røde stemmer er særligt stor blandt de studerende på DMJX.

“Så siger jeg til ham: ‘Det er fint – jeg anerkender din præmis. Journaliststuderende stemmer skævt’,” fortæller Henrik Berggren.

Men selvom der, ifølge Henrik Berggren er noget om snakken, mener han ikke, at han som uddannelseschef for kommende journaliststuderende har ansvaret for den næste generation af journalisters politiske holdninger.

“Jeg synes, det er en falsk problemstilling at sætte op. Folks politiske holdninger ændrer sig jo,” siger han.

Samme argument turnerede Berggren rundt med i debatter, blandt andet i radioen på LOUD og Radio4. Faktisk måtte han aflyse flere møder for at få tid til de kritiske spørgsmål. I debatterne fik han efter eget udsagn “mange gode input” – han kan dog ikke huske nogen af dem.

Stormen tager til

Nu tilbage til den fredag, hvor Kresten Roland Johansen vågnede op til synet af sin egen undersøgelse på forsiden af Kontrast.dk. Weekenden var stille. Men så.

Mandag begyndte Twitter at boble. En af de mest rødglødende kritikere, Berlingskes koncernchef Anders Krab-Johansen, beskrev i et tweet undersøgelsens konklusioner som “skidt for mangfoldigheden i dansk presse”. Desuden kaldte han rekrutteringen til journalistuddannelsen for “café latte-agtig”.

På Facebook, hvor Kontrasts artikel fik over 600 kommentarer, var trofaste debattører mere direkte. “FØJ for den,” skrev Preben. “Hjernevaskede journalister har vi nok af i DK,” lød det fra Karen Margrethe. “Så er det derfor, de ikke kan stave,” konkluderede Hasse. Han blev i øvrigt kvitteret med seks likes og en grinesmiley.

Kresten Roland Johansens iPhone vibrerede også. En journalist ringede for at spørge ind til undersøgelsen. Han svarede behjælpeligt. Kort tid efter endnu en journalist. Og en til.

“De ville vide, hvordan jeg havde lavet spørgeskemaet, og hvor troværdigt det var. Blandt andet om man kunne stole på de studerendes svar,” siger han.

Kresten Roland Johansen mener i dag, at Kontrast lavede den bedste dækning af sagen. De andre mediers dækning var for sort-hvid. Langt de fleste journalister glemte eksempelvis at sammenligne hans konklusioner med, hvad studerende generelt stemmer, og at forskellen, med de tal taget in mente, er lille.

“Det var en kæmpe storm i et glas vand. Det blev behandlet unuanceret og jeg syntes faktisk, det var irriterende at se på,” siger han.

Irriterende, fordi diversitet ikke kun er, hvad man stemmer, forklarer han. Medierne fastfrøs deres syn på en ting; de nærmest Pelle Dragsted-elskende journaliststuderende. For selvfølgelig er diversitet meget mere end det. Og dog.

“Partifarven er ikke ligegyldig. Den kan være med til at fortælle, om uddannelsen har nogle blinde pletter.”

Men det var ikke en analyse, alle skolens undervisere var lige enige i. På første sal blev netmediets artikel diskuteret i stor stil henover kontorlandskabernes hæve-sænke borde.

“Nogle synes, det var spændende, at jeg havde været med til at sætte det på dagsordenen, mens andre syntes, det var en rigtig dårlig idé,” siger han.

Måske var det også derfor, at kun ni ud af skolens over 30 undervisere valgte at svare på Illustreret Bunkers anonyme spørgeskema, da avisen spurgte til deres partipolitiske præferencer.

Flere partitest?

Henrik Berggren har det egentlig fint med Krestens Roland Johansens partiundersøgelse. Han anerkender, at undersøgelsen kan være med til at sætte fokus på, hvilke studerende skolen ikke formår at tiltrække. Men betyder det så, at han ville være klar på at gøre spørgeskemaet til en årlig ting for alle semestre?

“Det er godt spørgsmål,” konstaterer han tøvende og tager sig til issen.

“Ej,” siger han så. “Så tror jeg, vi ville tillægge det for stor en værdi.”

For så vigtig er partitilbøjeligheden heller ikke. Diversiteten skal i stedet i fokus med andre initiativer. Henrik Berggren nævner optagelsesprøven.

I øjeblikket arbejder man på at justere den i mangfoldighedens favør. Noget lignende har skolen faktisk før gjort, så der i dag optages nogenlunde lige mange kvinder og mænd på uddannelsen. Men om det er nok, tvivler Henrik Berggren selv på. Faktisk kan han ikke nævne ét uddannelsessted, der er lykkedes med at styrke diversiteten. Alligevel sidder to undervisere i øjeblikket og gransker forskningsverden for gode idéer.

“Og så skal vi skal også være bedre til at komme ud i de områder, hvor vi ikke tiltrækker elever fra,” siger han og åbner sin computer.

Han klikker ind på journalistuddannelsens hjemmeside og scroller et godt stykke ned på siden.

“Der!” udbryder han.

En video med en tidligere studerende med anden etnisk baggrund går i gang.

“Det er helt bevidst, at hun er med i den.”

Vil gerne dele igen … måske

Kresten Roland Johansen har ikke talt med sin chef Henrik Berggren om parti-spørgeskemaet, hverken før eller efter Kontrasts artikel kom ud. Det har han heller ikke planer om, siger han. Selvom han synes mediedækningen var snæver, fortryder han intet.

“Det er jo ikke min dagsorden, jeg delte. Hvis forskere har lavet en undersøgelse, skal de jo heller ikke vælge kun at dele data med dem, de godt kan lide,” siger han.

Til spørgsmålet om hvorvidt han vil dele undersøgelsen igen, næste gang en tidligere journaliststuderende ringer, tøver den svarparate datamand alligevel.

“Det har jeg ikke taget endegyldigt stilling til. Jeg valgte i situationen, at jeg havde lyst til at dele den, og så gav det noget palaver. Så det ved jeg ikke.”

Krestens mail er krj@dmjx.dk, hvis du nu en dag skulle få lyst til at udfordre det.

KOMMENTAR: Ingen spurgte om vores holdning – men her er vores svar

Caroline Dybdal Carlsen & Cecilie Guldberg Nielsen, redaktører INDE

Lad os starte med at proklamere én ting: vi er politisk uenige. Den ene meget socialistisk, den anden mere liberal. Vi proklamerer det, fordi det åbenbart er vigtigt. For Kontrast, for folk i kommentarsporet på Facebook, ja, faktisk for store dele af den danske befolkning. Siden vores politiske overbevisning blev breaket, er vi blevet mødt af både interesse for vores holdning og skepsis mod vores objektivitet. Til familiefødselsdage, en aften i byen – selv i Tinder-beskeder:

”Nååå, så du er en af de der ræverøde journaliststuderende? *Blinke-smiley*.”

Politisk overbevisning fylder meget på DMJX. Vi kan mærke den i vores dagligdag – i debatter i undervisningen, i pausesnakken og efter tre øl i fredagsbaren. Men selvom vi to INDE-redaktører er uenige politisk, så er vi enige i én ting: privat har vi en bestemt politisk overbevisning – professionelt bestræber vi os altid på neutralitet. Skal vi ringe til en politiker, rød eller blå, så vægter den journalistiske integritet højere end vores politiske ståsted.

Vi har begge to deltaget i Kresten Roland Johansens undersøgelse og gav den på daværende tidspunkt ikke megen opmærksomhed som led i undervisningen. Det, vi eksempelvis tillægger opmærksomhed, er altid at få en kommentar fra dem, der er indblandet i en sag. Men på intet tidspunkt i debatten om Journalisthøjskolens røde lejesvende har et dansk medie søgt en kommentar fra os eller fra vores studenterforening KaJ.

Måske vi burde debattere det i stedet?

FORSIDEN

Underviser opfordrer til tolerance i mødet med nedsættende sprogbrug

af Emilie Myrup Vestergaard | dec 2, 2021 | INDE

INDE

Underviser opfordrer til tolerance i mødet med nedsættende sprogbrug

Sprogunderviser Mikkel Ramstedt benyttede ordet neger i sin undervisning på tredje semester. Det gjorde han blandt andet for at provokere til aktiv deltagelse og opfordre de studerende til sproglig tolerance. Forskere i repræsentation og diskrimination forholder sig kritisk til argumenterne.

TeksT: AMAILIE THORLUND JEPSEN

ILLUSTRATION: LOUISE RIX

Udgivet den 02. december 2021

“Her lærer du at analysere sproget og alt det, der ligger mellem linjerne, når vi kommunikerer: diskurs, framing og stereotyper”. Sådan beskrives sprogforløbet på tredje semester. Det var i forbindelse med dette undervisningsforløb, at underviser Mikkel Ramstedt flere gange benyttede sig af ordet neger.

Midt i forløbet rækker en studerende hånden op og tilkendegiver, at sprogbruget gør vedkommende utilpas, hvorefter 45 minutters debat følger. Flere studerende forklarer, at debatten opstår, da underviseren opfordrer til sproglig tolerance i mødet med kilders potentielt nedsættende sprogbrug. Her benytter han ordet neger som eksempel.

“Man bør være varsom med at dømme andre på baggrund af politisk ukorrekt sprogbrug. Det er godt at bestræbe sig på at tale tolerant. Man bør dog også forsøge at tolere andres sprogbrug,” skriver Mikkel Ramstedt i et mailsvar.

Dertil skriver han, at ondskaben ikke ligger i ordet, men i måden, det bruges på, og intentionen, som ligger bag.

Forsker Mira C. Skadegård er tilknyttet Aalborg Universitet og har forsket i strukturel diskrimination de sidste tyve år. Hun mener, at det er vigtigere, hvordan sproget påvirker folk, end hvad intentionen bag brugen af ordet er.

“Ordet kan skabe en retraumatisering hos racialiserede minoriteter, som ikke ønsker den titel eller det navn tilknyttet sin identitet,” siger Mira C. Skadegård.

I hendes optik er det vigtigere at forholde sig til, hvordan sprogbruget påvirker modtagerne – i dette tilfælde de studerende.

Den hvide mands stigma

Tenna Linnet var blandt de studerende, som fandt det ubehageligt, at underviseren argumenterede for at bruge ordet, selv efter de studerende sagde fra. Hun forklarer, at Mikkel Ramstedts modargumenter blandt andet gik på følgende: Betegnelsen ‘hvid’ krænker ikke ham på trods af ordets stigende stigmatisering.

Mikkel Ramstedt er ikke vendt tilbage på gentagne henvendelser om et opfølgende interview. Derfor er det ikke muligt at bekræfte eller afkræfte denne udtalelse, som flere elever beskriver. Underviseren bekræfter dog på mail, at racebetegnelser i hans optik kan sidestilles, da de alle indeholder potentielt negative og stødende stereotype racefordomme.

”Det er efter min mening egentlig ikke i udgangspunktet værre at bruge ordet neger end f.eks. mulat, asiat eller hvid om en person, da det jo alt sammen er ord, som racegør,” skriver han.

Mira C. Skadegård er uenig. Hun mener, man skal tage højde for den historiske undertrykkelse bag begreberne.

”N-ordet og m-ordet opstår i kolonitiden, som led i fejlslagne historiske videnskabelige projekter, der skal sikre den hvide races ‘overlegenhed’. Senere bruges ordene i ideologiske projekter som nazisme og apartheid”, siger diskriminationsforskeren.

Historien bag ordet ‘mulat’

‘Mulat’ udspringer af ordet mulddyr, som er en art, der ikke er i stand til at formere sig. I USA foretog man eksperimenter ud fra tesen: En blanding af sorte og hvide mennesker ville føre til en ikke-fertil race.

Man ønskede at påvise, at den laverestående race ikke kunne have indflydelse på den overlegne race. På grund af ordets historie anses det potentielt nedsættende.

Teaterstykket

Kristoffer Lindegaard, studerende på tredje semester, beskriver debatten som en teaterforestilling i form af bevidst provokation. Han opfattede derfor ikke underviserens udtalelser som værende hans egne holdninger.

Mikkel Ramstedt skriver, at provokationen ikke var et mål i sig selv, men at hensigten engang imellem godt kan hellige midlet. Ifølge ham havde provokationen nemlig en gavnlig undervisningseffekt.

”Da jeg udtalte det forbudte ord, provokerede det til en livlig argumentation og diskussion, hvor rigtig mange af de studerende deltog med holdninger og perspektiver,” skriver underviseren.

Han uddyber, at dette niveau af engagement kan være svært at opnå i et fag, som også er både teknisk, teoretisk og nørdet.

Sabrina Vitting-Seerup, repræsentationsforsker tilknyttet Københavns Universitet, har gennem sin Ph.d.-afhandling beskæftiget sig med danske diskurser om etniske minoriteter. Derudover har hun sit eget firma, Ren Snak, hvor hun underviser fagfolk i formidling af viden.

”Provokation til deltagelse er ikke nødvendigvis godt. Diskussionen i undervisningen bør bygge på kvalitet frem for kvantitet,” siger Sabrina Vitting-Seerup.

Hun foreslår, at man rejser en række spørgsmål for at måle undervisningseffekten: Hvordan var denne diskussion særligt lærerig? Lærte de studerende noget nyt? Eller støjede de stødende ord og provokationen?

Derudover finder hun provokationen problematisk, når den trækker på ord, som har racistiske konnotationer. Hun opstiller et eksempel, hvor underviseren i stedet havde trukket tråde til sexisme.

“Han kunne også have kaldt alle pigerne for skattemus og drengene ved efternavn for at provokere til aktiv deltagelse,” siger hun.

Provokationens undervisningseffekt

Studerende Kristoffer Lindegaard beskriver, hvordan man under debatten kunne skære igennem stemningen i lokalet. For nogle blev provokationen for meget, men for ham skabte det en interessant debat.

”Det er nok den bedste forelæsning, jeg nogensinde har været til. Folk kom virkelig frem med deres holdninger. Det var så interessant, hvad der skete i salen,” siger Kristoffer Lindegaard. Han gik fra auditoriet høj på følelsen af, at han virkeligt havde lært noget.

”Den helt store pointe for mig var, at man som journalist skal kunne kontakte alle slags mennesker – også dem, som man ikke er enig med,” siger han.

Studerende Tenna Linnet synes dog, at provokationen overskyggede underviserens pointer.

“Jeg fattede ikke, hvad der foregik. En eventuel dybere pointe gik helt min næse forbi. Pointen, som jeg tog med mig, var at underviseren lavede en upassende sidestilling af betegnelserne ‘hvid’ og ‘n-ordet,” siger hun.

Både Tenna Linnet og Kristoffer Lindegaard mener, at det ville have været bedre, hvis underviseren havde fremført sine pointer uden at benytte ordet.

Forbud er skruen uden ende

En sidste vigtig pointe for Mikkel Ramstedt er, at en tabuisering af racistiske ord ikke nødvendigvis kommer racismen til livs. Selvom ordet går ud af brug, så forsvinder den racistiske tankegang ikke nødvendigvis.

Denne opfattelse deler repræsentationsforsker Sabrina Vitting Seerup. Hun beskriver, hvordan man kan påpege ords racistiske konnotationer. Dette ændrer dog ikke nødvendigvis menneskers racistiske adfærd og samfundets strukturelle diskrimination, da nye ord dukker op i de gamle ords sted.

Hun opfordrer derfor ikke nødvendigvis til, at institutioner som Danmarks Medie- og Journalisthøjskole forbyder nedsættende sprogbrug. Hun uddyber, at det dog ikke er ensbetydende med, at undervisere kan bruge ordet uproblematisk.

Sabrina Vitting-Seerup beskriver, hvordan hun selv benytter sig af paraplyen ’etniske minoriteter’, når hun taler om racistiske diskurser eller henviser til konkrete nationaliteter, hvis diskussionen er mere specifik.

Hun forstår dog godt, hvorfor ’os og dem’-diskursen er enormt relevant for sprogundervisningen. Samtidig understreger hun, at diskursen bør omtales med omhu, så den ikke bliver en selvopfyldende profeti.

”For at fjerne distinktionen mellem ’os og dem’, er vi nødt til at kunne tale om den. Men hver gang vi taler om distinktionen, så sætter vi den også mere fast. Vi hamrer et nyt søm i. Vi legitimerer den,” siger Sabrina Vitting-Seerup.

Sprogbruget i artiklens brødtekst er gengivet efter kildernes egne formuleringer.

Citaterne i artiklen er fra en mailkorrespondance med Mikkel Ramstedt. Han er blevet tilbudt et interview, hvor han blandt andet kunne forholde sig til forskerne og de studerendes udtalelser. Han er ikke vendt tilbage trods gentagne henvendelser. Han har også fået tilsendt den færdige artikel med mulighed for en endelig kommentar.

Henrik P. Berggren, uddannelseschef og sprogunderviser i framing på DMJX, er blevet tilbudt at kommentere artiklen. Han er ikke vendt tilbage inden deadline.

FORSIDEN

« Gamle poster

Næste poster »