Da telefonen ringede, og uddannelsesministeren var i den anden ende, råbte Lea Korsgaard nærmest ja. Hun var ikke ét sekund i tvivl om, at den tilbudte rolle som bestyrelsesformand for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole var en, hun simpelthen måtte tage. I en foranderlig tid med store, komplekse udfordringer som klimaforandring, folkevandring og digitalisering mener Lea Korsgaard, at journalistikken for alvor spiller en vigtig rolle. Hun vil være med til at danne støbeskeen, der skal forme fremtidens journalister. 

For en måned siden gav Lisbeth Knudsen, den tidligere bestyrelsesformand på DMJX, stafetten videre til Lea Korsgaard. På trods af en travl hverdag som udgiver på mediet Zetland sigter Lea Korsgaard højt, når det gælder skolens fremtid.  

”Jeg tror egentlig ikke, at jeg tager munden for fuld, når jeg siger, at vi skal blive blandt verdens bedste medie- og journalistskoler. Og der tror jeg ikke, at vi er endnu,” siger Lea Korsgaard smilende, men seriøst. 

Hendes ambition er at nå dette mål indenfor de næste 10 år.  

”Vi skal sikre, at den her institution skinner helt vildt imponerende. Det skal være os, andre skoler ser mod for at lære, hvordan man uddanner til fremtidens mediebranche,” siger hun.  

Selv valgte hun i sin tid DMJX fra og læste i stedet på den dengang nystartede journalistuddannelse på SDU. Journalisthøjskolen havde ikke nok teori til hendes smag. Her var fokus for stort på håndværket. Det, mener hun, er ændret i dag. 

”Det var rigtig godt, at Journalisthøjskolen fik konkurrence dengang, fordi det gør simpelthen bare, at man står på tæer.” 

Siden skolens monopol på journalistuddannelse blev hævet, har den teoretiske undervisning fået lov til at fylde mere. Og de to ting må aldrig skilles ad igen, slår Lea Korsgaard fast. 

Studerende af højeste kaliber

Teori og håndværk skal gå hånd i hånd. Det er et af Lea Korsgaards fokuspunkter for skolen. Ved sit første møde med underviserne henviste hun til det gamle Grækenland, hvor Aristoteles talte om de tre typer af viden: Episteme, techne og fronesis. Episteme dækker over evnen til at registrere fakta. Techne en praktisk egenskab. Og fronesis etisk klogskab. Sagt med andre ord skal en studerende beherske det journalistiske håndværk, finde den objektive sandhed og være et etisk menneske. 

”I skal kunne forstå fakta på en måde, så I kan rydde op i verden for os andre. Og så skal I være vise, I skal være kloge, og I skal kunne træffe ordentlige, etiske valg. Og være fremragende til jeres håndværk. Alle tre ting er lige vigtige,” lyder budskabet fra Lea Korsgaard til de studerende.

Fagene på skoleskemaet skal være sammensat efter at opnå alle tre evner. Det er dog ikke udelukkende på papiret, at de studerende skal blive klogere.

”Det er ikke bare de studerendes karakterer for de enkelte fag, der er vigtige, men deres menneskelige karakter.”

For at skolen får sin stjernestatus ude i verden, skal de nyudklækkede journalister matche den profil. Kvaliteten skal være af højeste kaliber. De nye journalister skal være så relevante for fremtidens mediehuse, at de bliver revet væk, så snart de træder ud af skolens hoveddør. I øjeblikket er dimittendledigheden nemlig for stor, mener Lea Korsgaard. 

Farvel til den gamle verden

Lea Korsgaard har været med som gæst til ét bestyrelsesmøde. Det var samme dag, Lisbeth Knudsen takkede af efter 16 år med posten. Til december kommer hun til at stå på egne ben på sit første bestyrelsesmøde. 

Lea Korsgaard har store drømme for både skolens omdømme og dens studerende. Det er tydeligt. Hvordan de konkret skal opnås, vil tiden vise. Indtil videre er det hendes oplevelse, at resten af bestyrelsen også har høje forventninger til skolen.  

”Jeg møder ikke nogen, der ikke er sindssygt ambitiøse på DMJX’ vegne. Heldigvis. Ellers ville jeg være bekymret,” siger Lea Korsgaard.   

Det er ikke fordi, hun synes, det går dårligt for skolen nu. Med hendes egne ord rager den i forvejen op i medielandskabet – men det kan godt blive endnu bedre. Især i den forvandling, mediernes rolle er under, bliver journalistuddannelsen spændende for Lea Korsgaard. Selv mener hun at være blandt de sidste årgange, der blev uddannet til det, hun kalder ’den gamle verden’. Dengang massemedier på sin vis havde monopol på nyhedsformidlingen.  

”Nu er nyheder jo noget, alle kan sende ud i stratosfæren. Alle, der har en mobiltelefon i lommen, er i virkeligheden deres eget massemedie,” siger Lea Korsgaard.   

Hun mener, at den transformation giver journalistikken en kæmpe udfordring. Det er også den udfordring, der giver hende blod på tanden for at arbejde med en uddannelsesinstitution. For det er vigtigt for Lea Korsgaard, at de studerende ikke bliver uddannet til den verden, hun selv gjorde.  

”Vi må spørge os selv, hvornår det, vi laver, egentlig giver mening. Hvornår gør vi en forskel for de mennesker, som vi er her for?”

Tilfreds når hendes gamle professor ringer

Relevans og kvalitet er nøgleordene for bestyrelsen. Og står der DMJX på cv’et, skal det være varemærket for det. Selvom Lea Korsgaards plan for skolen er langsigtet, har hun en meget konkret idé om, hvornår succeskriteriet er opfyldt.   

”Jeg vil gerne have, at min gamle professor Jeff Jarvis fra journalistuddannelsen i New York kigger herover og siger: ’Wow, hold da kæft, jeg må straks til Aarhus og Emdrup for at finde ud af, hvad de har gang i der’. Når det sker, er jeg glad.”

Hvad skal ændres på skolen for at nå dertil?

 “I virkeligheden skal jeg ikke give det svar. Det skal ske i kraft af alle de vidunderlige mennesker, der arbejder her og kommer til at arbejde her. Jeg kommer med visionen og drømmene, som er skabt i samarbejde med rektoratet og de ansatte. Men hvordan den skal udføres i en praktisk hverdag bestemmes af skolens ledelse og undervisere.”   

Er der områder, hvor skolen fejler?

“Sikkert. Det gør jeg også selv. Hver anden dag. Men jeg vil næsten være skuffet, hvis vi ikke fejlede. Det kræver jo en konstant udvikling. Og det skal der til for at gøre skolen relevant.”

Nu er det ingen hemmelighed, at man på Zetland gør meget ud af konstruktiv journalistik. Er det den vej, du gerne vil have, at de studerende går mod? 

“Nej, det er ikke min ambition, at der kun skal spyttes Zetland-journalister ud fra DMJX. Så ville verden altså blive en lille smule fattigere og kedeligere, vi har brug for mangfoldigheden. Men det er min ambition, at de, der læser her, får et håndværk og et vidensgrundlag, der gør dem i stand til at komme med modige og vildt kreative svar på, hvordan vi løser fremtidens udfordringer. De skal i virkeligheden fortælle mig, hvordan morgendagens journalistik skal se ud.”

I en undersøgelse af Illustreret Bunker svarer 69 procent af de medvirkende studerende, at de har følt et præstationspres på DMJX. Ifølge studievejleder Joan Husted er det vigtigt, at eleverne taler om presset.

Lucas Wiingaard kommer ind i entréen på Jyllands-Posten. Han har sin hverdag i en bygning, der udefra ligner en bastant betonklods, men bag den rå facade gemmer sig et stort journalistisk univers. Et par vagter holder opmærksomt øje, mens den 23-årige journalistspire bevæger sig videre ind i bygningen. Lucas har netop rundet et halvt år som praktikant på avisen. Jyllands-Posten var hans førsteprioritet, da han skulle søge en praktikplads. 

Lucas er iklædt sort tøj, bærer runde briller og har en ring i venstre øre. Med en naturlig afslappethed bevæger han sig rundt i sit andet hjem. Her bruger han omkring 45 timer om ugen. Selvom han nu går på de gange, han for et år siden blot kunne drømme sig hen til, beskriver han vejen dertil som nervepirrende og svær.

Konkurrencementalitet og speeddating

Efter sommerferien 2020 startede Lucas Wiingaard på fjerde semester på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Allerede fra start begyndte praktiksøgningen at spøge i baghovedet. Det store mål for semesteret. Lucas fandt ret hurtigt ud af, at han helst ville på Jyllands-Posten. Det store medie i det jyske passede godt ind i hans forestilling om  at kunne udvikle sig som journalist og samtidig  bo  med sin kæreste i Aarhus. De første tanker blussede frem, da Lucas opdagede, at der kun var fire pladser på Jyllands-Posten. Han begyndte at spekulere over, hvilke af hans klassekammerater der også søgte en praktikplads på avisen.

”Jeg begyndte at lave den der vurdering af, om de andre mon var bedre end mig,” siger Lucas.

Lucas beskriver det som en mærkelig følelse, for det var hans gode venner, som han studerede, festede og spillede fodbold sammen med. I starten mærkede han ikke konkurrencen blandt de andre, men han tænkte over det. Et spinkelt håb om at praktikstedet ville synes, at han var lidt bedre end de andre.

 Inden praktikmessen og samtalen på Jyllands-Posten spurgte Lucas de daværende praktikanter om råd til mediet. Han sendte adskillige mails afsted til medierne for at sikre sig, at han havde den rigtige dato og andre små detaljer, der forhåbentligt fik mediet til at huske hans navn. 

Det var en periode med meget på spil. Det krævede hårdt arbejde, hvis han ville have sin drømmeplads. Lucas satte sig ind i Jyllands-Postens historie, og han fulgte godt med i, hvad de skrev. Han var beredt, hvis spørgsmålet skulle falde på en sag, de for nyligt havde dækket. Men hans samtale varede kun 10 minutter.

“Jeg kunne nærmest kigge på et ur og tænke ’jeg har 10 minutter til at sælge mig selv, og hvis de synes, det er dårligt, så får jeg ikke en anden chance’,“ siger Lucas.

Til praktikmessen var det medierne, der ihærdigt prøvede at vise deres bedste sider frem. Til samtalen var det omvendt. Der sad den studerende med hjertebanken og svedige håndflader – i en form for speeddating mellem praktiksted og kandidat prøvede begge parter at finde det bedste match.

Kærlighed eller København?

At skulle finde den rette praktikplads krævede mange overvejelser for Lucas. Han skulle tænke på, om han var klar til at flytte langt væk fra sit  liv i Aarhus. Lucas flyttede fra Sjælland til Aarhus, da han tilbage i 2019 kom ind på vinterstart på Journalisthøjskolen. Men hans kæreste blev boende på Sjælland. Efter to år aftalte de, at hun ville flytte til Aarhus, så de kunne være sammen. Men Lucas var godt klar over, at de fleste store medier lå i København.

”Jeg havde det mildest talt ad helvede til. Det gjorde det endnu mere kaotisk, at min kæreste var flyttet til Aarhus. Vi var ikke flyttet sammen. Det havde vi planer om at gøre til vinter, hvis det lykkedes med praktiksøgningen ,” siger Lucas.

Lucas følte sig låst til at blive i Aarhus, og han udelukkede derfor mange praktiksteder i København. Hvis han valgte at flytte tilbage til Sjælland, ville han igen være langt væk fra kæresten. Det var en ubærlig tanke, og balancen mellem privatliv og karriere var svær. Han var heller ikke villig til at gå på kompromis med sin praktikplads og sin fremtidige karriere. Lucas vidste, at han helst ville have en plads på de store medier.

Besat af telefonen

En mandag morgen i slut oktober var der åbent hus og samtaler på Jyllands-Posten. Efter samtalen fornemmede Lucas, at det gik godt. Han trådte ud ad døren fra den bygning, der måske ville være hans arbejdsplads næste år.

Det blev starten på en besættelse af hans telefon, og hans øjne slap sjældent den sorte skærm. Han håbede, at Jyllands-Posten ville ringe til ham med det samme. Det havde han hørt, at de før havde gjort med tidligere praktikanter. Men der var intet opkald.

Senere på dagen var han til en samtale med Information, men der var ikke samme respons som på Jyllands-Posten. De virkede ikke lige så interesserede i ham, hvilket blot gjorde ham endnu mere ivrig efter at få det ventede opkald.

I løbet af aftenen ringede Lucas’ telefon. Det var en af hans kammerater, der havde været til samtale på Information, og det var gået godt. Lidt senere skrev en anden ven, som også havde været til samtale på Jyllands-Posten. Han var lige blevet ringet op, og det var også gået godt.

“I mellemtiden lå min telefon foran mig, og der skete bare ingenting. Jeg sad hjemme og blev panisk. Jeg syntes, at det hele var noget lort,” siger Lucas. “Jeg havde en forestilling om, at jeg ville få praktikpladsen forholdsvist hurtigt, men den forestilling krakelerede.”

 Det var en følelse, der nok mest af alt mindede om at holde foran et lyskryds og vente på, at det ville skifte til grønt – det skete bare ikke. De andre bilister fik grønt lys og susede afsted. Men Lucas stod i en venteposition. Tålmodigheden svandt , og han greb telefonen. Som at køre overfor rødt valgte han selv at tage kontakt til Jyllands-Posten.

Frustration, ensomhed – og forløsning

Telefonen blev besvaret af ham, Lucas var til samtale med. Men han kunne ikke give Lucas det svar, han ventede på. I stedet fik Lucas et andet nummer, han kunne prøve at ringe til. Lige i det øjeblik han tastede tallene, ringede det selv samme nummer. Opkaldet afslørede, at han lå godt i svinget, men også at han først ville høre mere i morgen. 

“Det sværeste var at finde en ro i, at det hele nok skulle løse sig. Det havde jeg ekstremt svært ved,” siger Lucas. 

 Det var en ensom tid. Mellem de medstuderende oplevede han en form for hemmelighedskræmmeri. Flere fortalte ikke, om de havde fået et opkald..Nogle skrev bekymret rundt til de andre, hvis de ikke selv havde hørt noget. Alle havde travlt med at finde en praktikplads. Men Lucas bebrejdede dem ikke, for han havde det selv på samme måde.

 ”Jeg fokuserede simpelthen for meget på, at jeg skulle finde min egen plads, til at jeg var en særlig god ven i de dage,” siger  Lucas. 

 Lucas beskriver ugen som meget presset og som svær, fordi han stod alene med det hele. Han syntes, at det adskilte sig meget fra, hvordan der plejede at være på skolen. Normalvis hjalp folk hinanden. Næste dag ringede Jyllands-Posten til Lucas og sagde, at de godt kunne være interesseret i at give ham en plads. Lucas blev ellevild. 

 ”Det var virkelig sådan et udåndings-øjeblik, hvor man sænker skuldrene og tænker, at nu falder alt på plads,” siger Lucas.

 På Store Match Dag viste et system, om praktikanterne havde fået farverne rød, gul eller grøn. Rød betød, at den studerende ikke havde fået praktikpladsen. Den gule farve fortalte, at praktikstedet stadig godt kunne være interesseret, imens den grønne farve viste, at praktikstedet gerne ville have den studerende. Lucas sad sammen med nogle venner, og alles knapper lyste grønt. Der var fundet et match. Lettelsen og en følelse af endegyldig forløsning spredte sig i rummet. De trykkede accepter på systemet, og så drak de champagne. 

 “Det var så fedt. Det var ligesom den der studenterfølelse, hvor alle giver slip og har det sjovt. Vi havde været sammen om noget, som alle synes var stressende, kaotisk og svært,” siger Lucas.

 Da lettelsen havde lagt sig, gik det op for Lucas, hvad det faktisk betød. Han skulle starte på Jyllands-Posten. En ny nervøsitet og usikkerhed opstod, for var han nu god nok?

En god landing

Lucas sidder tilbagelænet i stolen på Jyllands-Posten. Han ved godt , at nogle har haft det endnu værre end ham. Han føler sig heldig – selvom det var en hård tid. Han tager fat i sit tomme vandglas. På vej hen mod opvaskemaskinen peger han ned på sit kontor, hvor han sidder på indlandsafdelingen. En sort trappe skiller de mange etager og afdelinger fra hinanden, og i den ene side smyger en stor grøn plante sig ned gennem etagerne. Bag planten sad Lucas i starten af sin praktikperiode på JP Aarhus, der dækker lokalt. Da han bliver spurgt til, hvordan han er landet på Jyllands-Posten, svarer han prompte.

”Jeg er landet godt! Jeg har været meget glad for det.”, siger han.

Lucas kan godt lide avisens naturligt høje tempo – en rytme, han hurtigt er faldet ind i. Det giver ham selvtillid, at han godt kan følge med og levere.

 “Det går op for en, at der faktisk er rigtige mennesker, der sidder og læser det, man laver, og som har en holdning til det. Og så får man også lyst til at gøre det bedre. Hele tiden!” siger Lucas.

 Det er ikke længere kun hans mor, der læser med. Nu når hans artikler nogle gange op over 70.000 læsertal. Han oplever at få medansvar på Jyllands-Posten, hvor de forventer og tror på, at det, han laver, er godt nok til at komme i avisen. Det giver ham en betryggende følelse af, at han bidrager og lærer en masse af at være i praktik.

Et uheldigt host midt i onlineundervisningen blev starten på DMJX Memes, og siden har meme-profilen været et humoristisk spejlbillede på studielivet. Meme-ekspert peger på to grunde til de humoristiske billeders popularitet.

Simon Porse og resten af andet semester havde kun været corona-hjemsendt i ganske kort tid, da kedsomheden så småt begyndte at melde sig. Det ellers så sociale studieliv var forsvundet med et fingerknips, og der skulle gøres noget ekstraordinært for at holde humøret oppe. 

En dag midt i online-forelæsningen fik underviser Thomas Pallesen pludselig lidt frisk hasselnød galt i halsen. 

“Det er ikke corona!” forsikrede han eleverne på den anden side af skærmen.

“Hasselnødder kan bare godt give lidt kriller-hals.”

I et illustreret opslag i semestrets Facebook-gruppe døbte Simon Porse få øjeblikke senere Thomas Pallesen ‘Kriller-Halsen’. Et meme var født.

I løbet af kort tid fik Simon Porse en meme-side op at stå. Han udnævnte sig selv som chefredaktør, og de mange memes fik deres egen Instagram-profil. 

Her blev forskellige billedskabeloner sat i kontekst med livet som journaliststuderende ved blot at tilføje en relaterbar tekst. Ofte noget med refleksionsrapporter eller udfordrende kilder. I første omgang blev det amputerede sociale liv meme-sidens brændstof.

“Vi manglede en fælles ramme, hvor vi kunne sidde og småbrokke os over prisen på kaffen eller kunsten på skolen. DMJX Memes skabte et fællesskab, som vi virkelig stod og manglede,” siger Simon Porse.

”Jeg tror, at vi journalister er meget glade for at pille os selv lidt i navlen, og derfor kommer indholdet nok ofte til at handle om os selv.”

– Simon Porse

”Jeg tror, at vi journalister er meget glade for at pille os selv lidt i navlen, og derfor kommer indholdet nok ofte til at handle om os selv.”

– Simon Porse

Simple memes stimulerer os

Tina Thode Hougaard er sprogforsker og meme-ekspert på Aarhus Universitet. Ifølge hende har de små billeder med tilhørende tekst opnået stor popularitet, fordi de til trods for deres simple format kræver, at modtageren bruger hovedet.

“Det stimulerer os intellektuelt, at man skal kæmpe lidt for at afkode pointerne i memes. Man skal vide, hvad der foregår ude i verden, før de giver mening.” siger hun.  

Tina Thode Hougaard fremhæver også en anden væsentlig pointe, og det er, at de altid er skabt ud fra en skabelon. Faktisk sammenligner hun filosofien bag memes med dogme-begrebet fra 90’ernes filmproduktion, fordi man opstiller benspænd og begrænsninger for sig selv. 

Det gør det nemt for enhver at overføre en idé til et færdigt meme.

“Memes er frugtbar underholdning for os, fordi det er så nemt at kopiere idéer, bearbejde billeder og skræddersy en tekst,” siger hun.  

Studieliv i meme-format

Som tiden er gået, har DMJX Memes fået mere og mere opmærksomhed blandt de studerende, redaktionen er vokset og Instagram-profilen runder snart 1.600 følgere. Indholdet bliver enten produceret af profilens egne meme-smede eller af studerende på skolen med en god idé. 

På grund af sin praktik i København er Simon Porse ikke længere chefredaktør på siden, men inspirationen til indholdet bliver stadig hentet direkte fra undervisningen, afleveringsopgaverne og studietlivet – i medgang og modgang. 

“Jeg tror, det er blevet en platform, der afspejler den kultur, der er på skolen. Man tager noget, der optager de studerende, og så koger man det ned til et format, hvor folk kan grine af det,” siger han.   

Inspireret af de mange traditionelle memes har det fra starten været hensigten, at indholdet skulle være præget af satire, som kunne sætte livet på skolen lidt på spidsen.

Derfor har meme-smedene bag indholdet heller aldrig været bange for at inddrage lærerne i deres spydige, men ofte kærlige memes. Det hænger ifølge Simon Porse sammen med, at noget indhold bare er mere memeable end andet.

“Alle kender Søren Boy Skjold. Men det er de færreste, der nødvendigvis forstår et meme om dialogbaseret journalistik,” siger han. 

Samtidig ser Simon Porse en lighed mellem kravene til memes og kravene til journalistik. Folk skal enten føle sig forargede, opleve en konflikt eller blive informerede af et meme.

“Men vigtigst af alt er det nok, at man kan spejle sig i det, som memet beskriver,” siger han. 

Gammel vin på nye flasker

Når man i de senere år har set skoler og andre af samfundets institutioner producere deres egne memes, er det for Tina Thode Hougaard ikke et tegn på nogen ny tendens. Det er bare indpakningen, der har forandret sig.

“Memes består af en masse elementer, som vi før har set i sladderblade og skolerevyer, men på grund af de sociale medier er det blevet meget nemmere for os alle sammen at producere memes,” siger hun.  

Samtidig knytter meme-produktionen bånd mellem de studerende, ansatte eller andre modtagere, fordi humoren tilhører et bestemt fællesskab. Og så er memes en oplagt mulighed for at være sjov på en sofistikeret måde.

“Man skaber en gruppefølelse, når man kan grine af noget sammen. En enkelt skole kan lave noget indhold, som ingen andre vil kunne forstå. Man gør måske grin med nogle lærere på en særlig måde, som det kun er “os”, der forstår,” siger Tina Thode Hougaard.

Den pointe er Simon Porse enig i. Med et smil forklarer han den indspiste tendens som en form for miljøskade ved journalistfaget. 

“Jeg tror, at vi journalister er meget glade for at pille os selv lidt i navlen, og derfor kommer indholdet nok ofte til at handle om os selv,” siger han.  

Tryk på Lea og lær at meme med DMJX Memes

Samtidig knytter meme-produktionen bånd mellem de studerende, ansatte eller andre modtagere, fordi humoren tilhører et bestemt fællesskab. Og så er memes en oplagt mulighed for at være sjov på en sofistikeret måde.

“Man skaber en gruppefølelse, når man kan grine af noget sammen. En enkelt skole kan lave noget indhold, som ingen andre vil kunne forstå. Man gør måske grin med nogle lærere på en særlig måde, som det kun er “os”, der forstår,” siger Tina Thode Hougaard.

Den pointe er Simon Porse enig i. Med et smil forklarer han den indspiste tendens som en form for miljøskade ved journalistfaget. 

“Jeg tror, at vi journalister er meget glade for at pille os selv lidt i navlen, og derfor kommer indholdet nok ofte til at handle om os selv,” siger han.  

Et par meter uden for den udpegede rygezone sejler et par halvopløste cigaretskodder rundt i en vandpyt. Deres rute forstyrres af ivrige regndråber, der slår ned i vandspejlet. Betonen under dem vibrerer i takt med DJ Ötzi, der skråler fra fredagsbarens Soundboks.

“Sweet Caroline woh oh oooh…”

Fredagsbaren er åben, og de studerendes frustrationer over mislykkede interviews og faldne historier bliver hurtigt overdøvet af falske sangstemmer og druknet i to fadøl for 30 kroner.

Oplyst af institutionslamper med et halvbarskt skær får et par bordtennisbolde kasteture på tværs af lokalet. Nogle lander i en kop og udløser et jubelbrøl, andre skøjter over det koksgrå, ølplettede gulv.

Regnen er taget af, men gråvejret hænger ved. Og det efterlader ikke den store kontrast til fredagsbarens indretning. Den store og lyse bygning, som huser Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, falmer nemlig lige der, hvor køen til fadølsanlægget starter.

 Fredagsbaren får ikke pynt, før retningslinjerne er på plads

Hvor diffust det end kan lyde, kan varmen i lokalet kun mærkes. Den kan ikke ses. De kolde, bare vægge bidrager ikke med meget liv, men danner alligevel rammen om en livlig fest.

Under et par tekniske problemer med Soundboksen har nogen set sit snit til at sætte et stykke med banderelaterede rytmer på. Det giver næsten en ghettovibe, at festen er rammet ind i grå beton, der reflekterer tunge rim om det hårde gadeliv. Men det varer kun et øjeblik. Et par tryk på en telefon senere er bodegastemningen genoprettet, da nogle mere joviale toner tager over.

I modsatte ende af baren står formanden for Kurt Strandbar, Hans Christian Blønd, omringet af fustager. Han kigger ud over lokalet, mens han fortæller, hvordan han gerne ville gøre mere ud af stedet.

Men al ophængning af pynt skal koordineres med ejendomsservice. Det er skolens politik, bekræfter DMJX’ interne byggeleder, Henrik W. Jørgensen. Og det gør det svært for Kurt Strandbar at gøre noget ved den nuværende indretning, mener Hans Christian Blønd.

“Ejendomsservice har en masse arbejde, og vi har et studie, vi skal passe. Det kan skabe en tidsmæssig konflikt,” siger han.

Ifølge ejendomsservicetekniker Thomas Gleerup er det ikke tiden, der er afgørende for, om han kan hjælpe Kurt Strandbar med at pynte fredagsbaren op. Det handler derimod om, at skolens ledelse endnu ikke har fastsat nogle retningslinjer for ophængning af pynt.

“Når rammerne er fastlagt, så hjælper jeg gerne,” siger han.

Rammerne skulle være besluttet på et møde d. 27. september, men det møde er blevet udskudt på ubestemt tid.

Funktionsbeskrivelsen minder mest om fiktion

Det tegnede ellers godt for fredagsbaren på papiret, da det nye DMJX-campus skulle opføres. I den forbindelse udarbejdede bygningsrådgiverne hos COWI en funktionsbeskrivelse af skolens lokaler.

“Fredagsbaren skal være omsluttet, hjemlig, ungdommelig og hyggelig og skal derfor nedbryde opfattelsen af stort lokale til 140 personer. Stemningen og indretningen i fredagsbaren skal tiltrække de studerende,” står der i dokumentet.

 Men den vision kan trivselskoordinator på DMJX Røskva Würtz ikke genkende.

 “Nej, jeg tænker ikke, den lever op til visionen. Det kan vi hurtigt blive enige om,” siger hun med et let grin i stemmen.

Og fredagsbarens formand stemmer i.

 “Jeg elsker næsten, hvor ironisk det er. Jeg har aldrig set et omsluttet, hjemligt, ungdommeligt og hyggeligt lokale, der kun består af grå kontraster og hvidt indbygningslys,” siger han.

Tiltrækningskraft på lånt tid

Kurt-formanden har ikke den store tiltro til, at det er fredagsbarens indretning, der tiltrækker de studerende. Lige nu mener han, at fredagsbaren er populær, fordi coronanedlukningen har efterladt folk med underskud på festkontoen.

Han er bekymret for, om Kurt Strandbar kan blive ved med at trække festglade studerende til, hvis ikke der kommer flere farver på festen.

“Det er klart menneskene, som har skabt festen indtil videre. Men vi frygter, at det kan blive et problem for stemningen, hvis der ikke snart sker noget,” siger han.

Bag den grå bar kæmper Kurterne en evindelig kamp mod skummet i ølhanen. Alligevel er humøret højt. Der bliver langet lige så mange smil og kram over baren som øl.

Kurt Strandbar skal kickstartes med coronamidler

Noget tyder på, at der også snart kommer et friskt pust til fredagsbaren. Ifølge Røskva Würtz, der koordinerer trivselsindsatsen på DMJX efter coronapandemien, er der sat gang i en indsats for at gøre fredagsbaren til et mere hyggeligt sted for de studerende.

DMJX har fået en pose penge af Undervisningsministeriet, som skal forvaltes i forsøget på at kompensere de studerende for det, der gik tabt under coronapandemien. Og det betyder godt nyt for fredagsbaren.

I samarbejde med uddannelseslederne, studierådgivningen, DSR og Kurt Strandbar vil Røskva Würtz forsøge at omdanne den grå kasse til et rum, de studerende kan føle sig hjemme i. Men det kræver altså, at retningslinjerne fra ledelsen kommer på plads.

“Den primære udfordring er, at lokalet lige nu skal fungere til mange formål. Men hvis man kan tage rummet ud af lokaleplanen, så det ikke bruges til undervisning, kan vi få nogle mere frie rammer,” siger Røskva Würtz.

Indtil videre er det planlagt, at lokalet skal have opsat galleriskinner, der gør det muligt at hænge pynt og billeder op uden at bore huller i væggen. Desuden arbejder Røskva Würtz på at finde et alternativ til indbygningslampernes skarpe lys. Og indsatsen går hurtigt, mener trivselskoordinatoren.

“Jeg laver ikke andet lige nu, og der bliver fulgt op på indsatsen, for pengene skal bruges i år,” siger hun.

Fra efteråret 2022 implementerer Danmarks Medie- og Journalisthøjskole karakterer på alle fag på samtlige uddannelser. Det gør man på baggrund af et krav fra Uddannelsesministeriet, som skolen siden 2010 ikke har levet op til. De Studerendes Råd er ærgerlige over ændringen, mens uddannelseschef Henrik Berggren mener, at karakterer kan give motivation til at gøre en ekstra indsats.

Albert Beenfeldt manglede hverken motivation eller engagement, da han startede på første semester i vinter. Hans underviser på Journalistisk Metode 1 kaldte klasseværelset en legeplads med plads til at begå fejl. Og da Albert Beenfeldt fandt ud af, at hans produktioner blev bedømt med mundtlig feedback frem for tal, gav det ham modet til at eksperimentere med genrerne.

Det bliver dog en anden virkelighed for Albert Beenfeldt og hans medstuderende, når de vender tilbage efter sommerferien i 2022. Der kan de nemlig se frem til at få karakterer for alle deres fag og forløb – herunder Journalistisk Metode, Innovation X og praktikforløbet.

Danmarks Medie- og Journalisthøjskole er blevet opmærksom på, at de ikke har levet op til Uddannelsesbekendtgørelsen siden 2010. Den stiller krav til, at alle fag og forløb bedømmes med en karakter, og det gælder således for alle professionsbacheloruddannelser, at man ikke må vurdere elever med bestået/ikke bestået. Fremover skal alle fag på DMJX’s uddannelser derfor bedømmes med en individuel karakter, og dette implementeres på skolen fra efteråret 2022.

Det ærgrer formand for De Studerendes Råd, Sidsel Skallebæk Nielsen, der frygter faglige såvel som personlige konsekvenser for de studerende.

“Det begrænser de studerendes muligheder for at være kreative ude i felten. Og det kan betyde, at de går mere op i karaktererne i stedet for at prøve en masse af,” siger hun.

Henrik Berggren, uddannelseschef for journalistik, understreger, at kravet er en begrænsning for skolen, men ser alligevel positivt på den nye bedømmelsesmetode.

“Jeg tror, vi kan få noget godt ud af det. Det må gerne være tydeligt, hvem der har leveret noget rigtig godt. Det bliver mere tydeligt, når nogen får 12, og nogen får 02, end når alle er bestået,” siger han.

Lysten til at springe rammerne

På sit første semester blev Albert Beenfeldt opfordret til at lægge perfekthedskulturen på hylden og turde eksperimentere. Han mener, at karakterer er stik imod skolens pædagogik.

“Alt det smider man groft sagt på gulvet,” siger han.

Mette Mørk, som underviser på første semester, forstår Albert Beenfeldts bekymring. Hun anerkender, at vi ikke kommer uden om karaktererne, men hun er “fandme træt af det” og håber ikke, det fjerner de studerendes lyst til at eksperimentere.

“På første semester er mange kommet fra det gymnasiemiljø, hvor man nærmest får karakterer hver gang, man går ud og ind ad døren. Det tager noget tid at lære dem, at de godt må slå nogle skæve, og det får de ikke hug for. Og når vi skal til at give karakterer, er det vigtigt for mig, at vi stadig får det rum, hvor folk tør slå nogle skæve og prøve noget af,” siger hun.

Henrik Berggren mener heller ikke, at det må gå ud over de studerendes kreativitet. Derfor er det vigtigt, at kreativitet bliver skrevet ind som et bedømmelseskriterie, så karaktererne ikke fjerner lysten til at springe rammerne. 

Motivation eller karakterræs

Selvom Mette Mørk er ked af at indføre karakterer på Journalistisk Metode, oplever hun hvert semester, at en håndfuld studerende efterspørger en mere konkret indikation af, hvor de står fagligt. Det er en problematik, ledelsen er bekendt med, fortæller Henrik Berggren. Han mener, at karakterer for nogle kan give en tryghed og for andre kan være en motivation til at gøre en ekstra indsats

Ifølge formanden for DSR giver karakterer unægteligt et øget præstationspres, og Sidsel Skallebæk Nielsen understreger, at karakterer ikke er gavnlige for de studerende og deres udarbejdelse af opgaverne. Mette Mørk er ligeledes bekymret for, at hver opgave bliver en præstation frem for en læring. Derfor håber hun, at underviserens ressourcer til karakterbedømmelse ikke går fra den mundtlige feedback, som udvikler de studerende.

“Vi skal gøre det på en måde, hvor det giver mest mulig mening og mindst mulig karakterræs,” siger hun.

Henrik Berggren anerkender, at stress kan være en fare ved karakterer, men han frygter endnu ikke, at det hele går op i karakterræs.

“Vi er langt fra en kultur, hvor alt handler om karakterer. Nogle gange er kulturen, at alt over 02 er spildt arbejde, hvilket jo er en katastrofe, hvis man er ambitiøs,” siger han. 

En begavet løsning

Albert Beenfeldt mener, at hans fag på alle parametre er mindre målbare, end de fag man for eksempel har i gymnasiet. Undervisningen på DMJX er nemlig mere proces- end produktorienteret. Arbejdsindsatsen står ikke altid mål med produktet, fordi man nogle gange får kilderne serveret, mens man andre gange har fået en god idé og haft en god proces, og så hopper erfaringskilden fra. 

“Hvis din kilde ringer dagen inden deadline og trækker sine citater tilbage, så får du jo en dårlig karakter, men det er ikke noget, man kan gardere sig imod,” siger Albert Beenfeldt.

Mette Mørk er enig i, at karakterer på sin vis er imod skolens pædagogik.

“Fra dag ét siger vi jo til de studerende, at vi har fokus på proces, og så er det svært, hvis det er produktet, man skal bedømme. Derfor må vi finde en måde, hvor vi kigger på begge dele, siger hun.

Bedømmelsen af praktikforløbet på fjerde semester er en udfordring i sig selv. DMJX har søgt dispensation hos Uddannelsesstyrelsen til at bedømme praktikforløbet med bestået/ikke bestået, men har fået afslag. Praktikforløbet er derfor stadig en udfordring, som Henrik Berggren arbejder sammen med et udvalg på at finde den mest begavede løsning på. 

Men uanset hvordan vi vender og drejer den, kommer vi ikke uden om karaktererne. På Journalistisk Metode-fagene, der strækker sig fra første til fjerde semester på journalistuddannelsen, er der flere potentielle måder at implementere karaktererne på. Processen er i sin spæde begyndelse, men Henrik Berggren ser lige nu flere mulige scenarier. Den letteste løsning ser han som at give en karakter for den afsluttende opgave på hvert forløb. Udfordringen ved det er, at den sidste opgave ikke altid afspejler den studerendes standpunkt. Alternativt kan man lade en lang række parametre indgå i karakteren: en multiple choice test i pensum og karakterer for de øvrige produktioner i faget. Det er til gengæld en svær afvejning, for hvis man giver karakterer hele tiden, kommer der et stort fokus på det. Derfor håber Henrik Berggren, at skolen ender et sted midt imellem.

“Vi skal have nogle klare bedømmelseskriterier, for når man får en karakter, har man også ret til at klage. Og de studerendes retssikkerhed er det vigtigste,” siger Henrik Berggren, der har planer om at åbne op for en dialog med de studerende om, hvordan karaktererne bedst implementeres på DMJX.

Rustur eller ej: Skal andet semester også afsted til Visby?

Andet semester vil til Visby. Men som de eneste på skolen kan de blot se til, mens både første og tredje semester skal afsted i efteråret. Andet semester bliver efterladt tilbage på Katrinebjerg med spørgsmålet om hvordan, hvornår – og om de overhovedet kommer afsted.

Det hele handler om en weekend i Visby. Hvert semester tager de nye journaliststuderende afsted på rustur til Visby, som en del af det rusforløb, der skal være med til at skabe trivsel og fællesskab. Men siden corona lukkede det danske samfund ned i marts 2020, har rusforløbene for de nye studerende været ramt.

Her gik det værst udover de nuværende journaliststuderende på andet semester, der havde studiestart i vinteren 2021 over Zoom og havde et minimalt omfang af rusarrangementer til at ryste dem sammen og skabe trivsel. Derudover blev den ellers planlagte rustur til Visby heller ikke en realitet på grund af de mange restriktioner pålagt af regeringen.

De studerende på tredje semester havde også mange begrænsninger på deres rusforløb, men de kan trods alt se frem til deres rustur i november. Deres rustur var allerede planlagt og betalt for, da det danske samfund lukkede ned og gjorde, at resten af rusforløbet, rustur inkluderet, ikke kunne afholdes. Derfor er deres rustur kun blevet udskudt og altså ikke aflyst som andet semesters. 

Andet semester øjner muligheden for en rustur

Folketinget har bevilget midler til DMJX, der skal skabe trivsel blandt eleverne i kølvandet på coronapandemien.

Det skabte et håb hos andet semester om, at nogle af pengene kunne gå til en rustur. Konrad Cornelius Rasmussen er en af de elever, der øjnede muligheden for en rustur. Han er journaliststuderende på andet semester og har taget fat i ledelsen i håbet om at kunne tage med sit semester til Visby. 

Konrad Cornelius Rasmussen har sammen med sin medstuderende Mads Ravn valgt at være primus motor for, at andet semester kan komme på rustur. Men et konkret rustursarrangement kan uddannelseschef for journalistuddannelsen på DMJX, Henrik Berggren, dog endnu ikke love.

“Der er ret vide rammer for, hvad vi kan bruge de her penge på. Men en rustur synes jeg absolut er relevant at søge til. Jeg bliver bare nødt til at have det lille forbehold, at det vælter ind med forslag i øjeblikket, så vi skal jo prioritere på en eller anden måde,” siger han. 

En halv million til trivsel

Henrik Berggren bekræfter, at DMJX har fået bevilget 500.000 kroner af Folketinget til trivselsfremmende arrangementer. Dette er grundet coronapandemiens følger for de studerendes trivsel. Pengene er ikke øremærket til bestemte initiativer og kan derfor gå til mange forskellige arrangementer og aktiviteter på tværs af semestre og uddannelser. Den eneste betingelse er blot, at de anses som fornuftige og af trivselsfremmende karakter. 

“Vi havde et godt møde med De Studerendes Råd, hvor der kom rigtig mange gode ider på banen, og vi prioriterede så at sætte nogle ting i gang. Så det, vi skal have set på nu, er, hvor vi er henne økonomisk,” siger Henrik Berggren og fortæller, at det vælter ind med forslag. Han modtager, hvad han kalder ønskelister fra alle uddannelser på DMJX. 

Selvom nyheden om trivselspengene glæder Konrad Cornelius Rasmussen, mener han, at ledelsen skulle have givet lyd fra sig tidligere. 

“At de har fået en halv million kroner kunne de måske godt have meldt til os, og at der var en mulighed, for at vi kunne komme afsted, hvis vi havde lyst,” siger han.

Selvom Henrik Berggren ikke kan love en konkret aftale om en rustur, er der derimod afsat midler til et trivselsarrangement for andet semester engang i oktober måned. Dagen vil have et fagligt indhold, men vil hovedsageligt have til formål at give semestret mulighed for at møde hinanden. 

“Vi tænker ikke som sådan, at andet semester har noget til gode, fordi rusforløbet jo har et ganske bestemt formål: at de nye studerende kommer godt i gang på uddannelsen, og det er de jo allerede,” siger Henrik Berggren. 

Han uddyber, at det, ledelsen i stedet vil gøre, er at styrke trivslen med en række allerede igangsatte initiativer. Disse arrangementer kommer til at omfatte alle semestrene – og altså ikke specifikt andet semester. 

Henrik Berggren forstår, at de studerende på andet semester gerne vil på rustur, men tilføjer, at han ikke har været bekendt med dette ønske før nu. 

“Skolen ville normalt give et tilskud til den her rustur. Det har de ikke fået, og det vil de gerne have. Det synes jeg da er fair. Der er, så vidt jeg ved, ikke nogen, der har bedt om at få pengene. Og derfor har de sådan set heller ikke fået et nej,” siger han. 

Rustur på eget initiativ

Hvis en aftale om rustur kommer i hus, bliver det med penge fra fonden svarende til det beløb, DMJX normalt finansierer til rusturen. Her er der tale om 350 kroner per deltager, mens resten af pengene til arrangementet vil komme gennem egenbetaling fra de studerende. Derudover vil planlægning og udførelse også være overladt til de studerende med Konrad Cornelius Rasmussen, Mads Ravn og de andre rusværter fra andet semester i spidsen. Turen vil komme til at ligge i foråret 2022. Henrik Berggren er positivt stemt overfor initiativet. 

“Det her med at lave en rustur til andet semester, hvis det er det, de studerende tænker vil være et godt trivselsfremmende initiativ, kan jeg let forestille mig ville være en aktivitet, man godt kunne bruge omkring 30-35.000 på. Det synes jeg lyder rigtig fornuftigt,” siger Henrik Berggren.

Konrad Cornelius Rasmussen og Mads Ravn har søgt om penge til at finansiere rusturen for andet semester. Ansøgningen er endnu ikke blevet behandlet.