Anne Sofie Kragh tog den lette løsning og endte med at portrættere magteliten

af Webredaktøren | mar 27, 2025 | NYT I UDE, SPOT 2 (3 ARTIKLER) FORSIDE, UDE

Anne Sofie Kragh tog den lette løsning og endte med at portrættere magteliten

Anne Sofie Kragh har portrætteret den danske magtelite gennem tre årtier, men det er ikke magten, der interesserer hende. Hendes drivkraft bunder i en nysgerrighed, hun har haft siden barndommen, og en indædt lyst til at forstå mennesket bag facaden.

;

TEKST: JACOB HORNE FISCHER & JENS-CHRISTIAN DYHR
FOTO: CARA PENQUITE

Udgivet den 27. marts 2025

“Mit liv er for kedeligt. Der er simpelthen ikke nok traumer.” 

Sådan fortæller kvinden, der gennem årtier har portrætteret Danmarks mest magtfulde personer – fra Dronning Margrethe til Mette Frederiksen – og hun mener ikke, at hendes eget liv rummer en historie, som er værd at fortælle.

Dette portræt vil dog gerne udfordre den påstand.

Pissekedelige historier

Anne Sofie Kraghs historie begynder i Brændeskov lidt nord fra Svendborg. Hun er den yngste i en søskendeflok på tre, og da hun var fem, blev forældrene skilt. Hun og søsteren flyttede derfor med deres mor ind til Svendborg.

Afstanden til sin far afholdt dog ikke Anne Sofie Kragh fra flittigt at besøge ham på landejendommen. På hans kontor sad de adskillige weekender med fingrene på hver sin skrivemaskine. Han skrev spidse anmeldelser for Ekstra Bladet, imens otteårige Anne Sofie Kragh skrev det, hun selv kalder “pissekedelige og alt for lange historier”. Det var nu heller ikke historierne, der var vigtigst dengang. 

“Jeg så meget op til min far. Det var også en måde at være sammen med ham på. Så sad vi begge der og ‘arbejdede’,” siger Anne Sofie Kragh og tilføjer, at skrivekunsten udviklede sig til et fælles sprog mellem de to.  

Ifølge hende selv var det mangel på fantasi, der dengang gjorde hendes historier så kedelige. Dét, den lille pige fra Brændeskov havde, var dog nysgerrighed. Det var også derfor, hun på et tidspunkt ville være privatdetektiv – en kortvarig drøm, som hurtigt blev erstattet af drømmen om at blive journalist. 

Der er altid en historie

Anne Sofie Kraghs selvdiagnosticerede mangel på fantasi skulle vise sig at få en afgørende rolle for hendes valg af retning i journalistfaget. Hun erindrer, hvordan hun og hendes makker på Journalisthøjskolen aldrig kunne finde på den gode historie. De trak lod, slog op på tilfældige sider i magasiner og gik med den idé, de landede på. En proces, hun nu kalder ‘jammerlig’.

Til gengæld fandt hun en vej til den gode historie, som fungerede for hende. Den nemme vej – det indrømmer hun gerne. Portrættet. 

“Der er altid en historie i et portræt. Selvom jeg har sagt, at jeg er kedelig, så er der altid en historie at fortælle,” siger Anne Sofie Kragh. 

Det var først i sin praktiktid på Politiken, at Anne Sofie Kragh begyndte at skrive portrætter. Noget hun senere hen skulle beskæftige sig mere med, da hun på sit ottende semester på Journalisthøjskolen blev ansat på det nu lukkede månedsblad PRESS.  

Her kunne Anne Sofie Kragh dyrke og dygtiggøre sig inden for portrættet som journalistisk genre. Dette på trods af, at portrætstof ikke var specielt velanset i de journalistkredse, som hun befandt sig i dengang.

“Portrætter var lidt ligesom navnestof plus. Det var jo ikke der, de hardcore journalister ville være. De ville ud at vælte verden og sætte Folketinget i fængsel og sådan noget,” siger hun.

Men hvor hun oplevede, at de fleste hardcore journalister så noget mindre fint, så Anne Sofie Kragh muligheder.

“Det var en åben bane, hvor man virkelig kunne få lov til at boltre sig, og så syntes jeg, at det var skidesjovt,” siger Anne Sofie Kragh.

Hendes daværende redaktør foreslog hende at lave et portræt af Anders Fogh Rasmussen. Det blev hendes første portræt for magasinet PRESS.

Det var godt nok før, han blev statsminister, men den nyudklækkede journalist var alligevel nervøs. Meget nervøs.

Derfor ville hun vide alt om politikeren. Alle relevante årstal blev limet fast på rygraden, så hun kunne imponere og ikke afskrække ham, der var kendt for at være firkantet og utålmodig overfor journalister. Portrættet blev en succes.

Anders Fogh Rasmussen blev statsminister i 2001 – samme år, hvor PRESS endegyldigt måtte dreje nøglen om. To år senere ringede Anne Sofie Kraghs telefon. Det var forlaget People’s Press, som ville have hende til at skrive en biografi om statsministeren. Så det gjorde hun. 

"Der er altid en historie i et portræt. Selvom jeg har sagt, at jeg er kedelig, så er der altid en historie at fortælle."

– Anne Sofie Kragh, journalist og forfatter

Magten mellem fingrene

I 2007 blev hun ansat på Euroman, hvis forsider hun i over ti år pyntede med navne som Lars Løkke Rasmussen, Morten Messerschmidt og Kronprins Frederik, før han blev Konge. Selvom Mads Mikkelsen og Christopher også sneg sig med i porteføljen, var der en klar tendens til, hvis historier hun fortalte: Magtelitens.

Og det stiller høje krav til hende. Som portrætmager har hun magten over en anden persons narrativ – magten til at fortælle deres historie. Det bruger hun meget tid på at tænke over i sit virke som journalist.

“Hvis jeg gerne ville have magt, kunne jeg have lavet alle mulige andre ting. Det er ikke det, der tænder mig,” siger hun og tilføjer.

“Når man har magt, skal man være ydmyg.”

Dyre lærepenge

Anne Sofie Kragh blev særligt bevidst om magtens forpligtigelser, dengang hun dummede sig over for en bornholmsk fisker. Det var dengang, hun gik på Journalisthøjskolen og var på ekskursion på Bornholm.

Artiklen handlede om lakseopdræt. De konkrete detaljer husker hun ikke. Historiens kerne var noget med, hvordan fiskerne forvaltede EU-støttekroner. Men den unge Anne Sofie Kragh tilbød ikke citattjek – noget, hun sidenhen har gjort en dyd ud af at tilbyde dem, hun portrætterer.

Dét, hun dog husker om episoden, er, hvordan fiskeren ringede hende op, efter historien var skrevet. ”Du aner ikke, hvilke konsekvenser det kan have for mig,” lød det i den anden ende af røret. Oplevelsen sidder stadig dybt i Anne Sofie Kragh. Fiskeren kunne ikke bruge til noget, at hun var skamfuld og undskyldende. Skaden var sket.

“Jeg havde den sorteste samvittighed. Jeg var knust,” siger Anne Sofie Kragh.

Det var dyre lærepenge, som blev vekslet til grundighed.

Det perfekte arbejdsliv

Anne Sofie Kragh er ikke klar over, hvornår hun for første gang følte sig etableret som portrætmager – eller om hun overhovedet gør det endnu.

“Man får jo opbygget gradvist mere selvtillid, men man er aldrig bedre end det sidste, man har lavet. Man skal stadigvæk blive ved med at tvivle på sig selv og være ydmyg over for opgaven,” siger hun og tilføjer med et smil på læben, at hun made it, nu hvor hun bliver portrætteret i Illustreret Bunker.

Med sit nye podcasteventyr på Radio IIII, ‘Et kapitel for sig’, har hun fundet balancen mellem den struktur, der følger med en fast sendetid og kollegaer, og så den frihed, som følger med livet som freelancejournalist.

“Det er meget ensomt at skrive biografier, men jeg føler, jeg har knækket koden. Jeg har kollegaer, som hjælper med at lave ‘Et kapitel for sig’, og så har jeg dage, hvor jeg kan tilrettelægge min tid og lave mine skriveprojekter. Lige nu har jeg det perfekte arbejdsliv,” siger Anne Sofie Kragh.

Nysgerrigheden, der drev otteårige Anne Sofie Kragh til at skrive historier, brænder stadig i hende. Det er den, der har brudt murerne ned til magteliten, og det er med den, hun beviser, at enhver person – også hende selv – rummer en historie, der er værd at fortælle.

FORSIDEN

Emily og Vikki besøgte en valenciansk familie efter de voldsomme oversvømmelser – deres ambitiøse fortælling vinder Bunker-prisen

af Webredaktøren | mar 27, 2025 | NYT I BUNKER-PRISEN, OPINION, SPOT 2 (3 ARTIKLER) FORSIDE

NYT I BUNKER-PRISEN | OPINION | SPOT 2 (3 ARTIKLER) FORSIDE

Emily og Vikki besøgte en valenciansk familie efter de voldsomme oversvømmelser – deres ambitiøse fortælling vinder Bunker-prisen

Emily Walsh og Vikki Søholm rejste til Valencia uden nogen kildeaftaler, men med et mål om at fortælle om oversvømmelserne, der ramte regionen halvanden måned tidligere. Selvom det var risikabelt, kom de hjem med familien López-Luzzys beretning fra et skæbnesvangert døgn. Deres dedikation i både research og formidling skinner igennem og gør dem til vindere af Bunker-prisen.

TEKST: JOHANNE MARIE POULSEN
FOTO: VIKKI SØHOLM

Udgivet den 27. marts 2025

“Nu ser hun det også, bag tankstationen. Det var ikke en demonstration eller et biluheld, hun kunne høre. Vandmasserne er nu også nået ud til hende. Det nærmest vælter mod dem med vand og bunker af ting og skrald. Det kommer hurtigt, og det er ved at blive mørkt.”

Sådan skriver journaliststuderende Emily Walsh i et afsnit af den journalistiske fortælling ’Vandet, de aldrig glemmer’. I baggrunden af teksten ses et billede af en væg, hvor det mudrede vand fra oversvømmelserne er størknet i pletter og mønstre, der ligner hænder. Billedet er taget af fotojournaliststuderende Vikki Søholm, som står bag billedsiden af den journalistiske fortælling. Hele fortællingen igennem supplerer Emily Walsh’ tekst og Vikki Søholms fotoer hinanden og skaber en gribende fortælling om en magtesløs families forskellige oplevelser af oversvømmelserne.

Fortællingen følger tre generationer og er delt op i spor efter de tre forskellige steder, familien var, da oversvømmelserne ramte: femte sal, stueetagen og tankstationen. Men hvordan fandt Emily Walsh og Vikki Søholm de vigtige kilder, der bærer historien? Og hvorfor overhovedet tage til Valencia og fortælle netop denne historie?

Hvad er Bunker-prisen?

Bunker-prisen
er en opmærksomhed, vi giver til hinanden. Den er sat i verden, så vi kan anerkende og lære af hinandens arbejde. Prisen gives til studerende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole på baggrund af en nominering fra en medstuderende. Den gives for et produkt, der er lavet i forbindelse med en bunden opgave eller eksamen i et fag, der udbydes på skolen. Det er redaktionens håb, at vi med prisen inspirerer til at udveksle journalistiske erfaringer og reflekterer over egne og andres produktioner.

Fuck det, vi skal bare afsted

De to studerende havde længe villet lave noget sammen, da Vikki Søholm kom til Emily Walsh med forslaget om, at de skulle tage til Valencia. Vikki Søholm havde idéer til foto, der kunne tages, men Emily Walsh var skeptisk i starten. For hvad skulle hendes tekst bestå af? Efter grundig research fik de kontakt til en blomsterhandler og en pige fra området, der kunne engelsk og gerne ville bruge sine fridage på at være tolk. Så blødte Emily Walsh op for idéen, og måske var den eneste løsning at tage chancen.

“Vi tænkte, at vi ikke kunne forstå, hvor stort det var, før vi tog derned. Så sagde vi ’Fuck det, vi skal bare afsted! Der er mange mennesker, der er påvirket af det her. Vi skal bare afsted, finde blomsterforhandleren, og så må vi tage den derfra’”, fortæller Emily Walsh.

Med nervøsitet i maven og en tolk i hånden brugte Vikki Søholm og Emily Walsh første dag på at snakke med en masse mennesker i forstaden Paiporta, der havde været berørt af oversvømmelserne. Den ene person fortalte om en anden, som ledte til den næste. Sådan kom de i kontakt med den ældre mand Pepe. Han fortalte, hvordan hans familie havde været spredt på et lille geografisk område, men oplevet vandmasserne meget forskelligt. Denne historie rørte de to studerende, og de blev enige om, at den blev de nødt til at fortælle.

Sparring og støtte

Selvom det umiddelbart kan virke som et krævende samarbejde at sørge for, at man med to forskellige fokus kan lave en sammenhængende fortælling, var Emily Walsh og Vikki Søholm kun glade for at være afsted sammen. For dem var det kun en fordel, at én havde ansvar for foto, og én havde ansvar for tekst.

“Jeg var hele tiden virkelig taknemmelig over, at vi var to. At man hver dag kunne komme hjem og spare med hinanden. Selvom vi havde to meget forskellige fokuspunkter, havde vi hinanden at støtte os op ad. Jeg tror ikke, jeg havde kunnet overskue hele den der historie, hvis jeg havde været dernede alene,” fortæller Vikki Søholm.

Og derfor er de også virkelig glade for, at de kunne få lov til at lave eksamen sammen, selvom de går på to forskellige uddannelser. Det vil de gerne rose skolen for.

“Stor cadeau til skolen for at lave sådan et forløb, hvor man kan få mulighed for at prøve begge dele. Fordi det er virkelig ikke muligt at gøre begge dele én person, uden at det bliver halvt,” siger Vikki Søholm.

Fuck det, vi skal bare afsted

Sparring og støtte

Selvom det umiddelbart kan virke som et krævende samarbejde at sørge for, at man med to forskellige fokusser kan lave en sammenhængende fortælling, var Emily Walsh og Vikki Søholm kun glade for at være afsted sammen. For dem var det kun en fordel, at én havde ansvar for foto, og én havde ansvar for tekst.

Og derfor er de også virkelig glade for, at de kunne få lov til at lave eksamen sammen, selvom de går på to forskellige uddannelser. Det vil de gerne rose skolen for.

“Stor cadeau til skolen for at lave sådan et forløb, hvor man kan få mulighed for at prøve begge dele. For det er virkelig ikke muligt at gøre begge dele kun én person, uden at det bliver halvt,” siger Vikki Søholm.

“Jeg har nogle gange tendens til gå med den lille, hyggelige historie, så man kan udfylde alle opgavekravene. Men det lærer jeg bare ikke noget af. Så hellere strække den så meget, du kan. Og det fandt vi ud af med denne fortælling: Underviserne giver også point for mod.”

– Emily Walsh, journaliststuderende på DMJX

Folk er døde, folk har mistet deres hjem, deres liv

At beslutte at lave eksamen om og fra Valencia er ikke uden omkostninger. Bunker-prisvinderne brugte få penge selv, men i stedet brugte de tid på at skrive ansøgninger til fonde, der kunne dække deres udgifter.

Selvom det krævede tid til ansøgninger og syv timer lange køreture mellem Malaga og Valencia, er Emily Walsh og Vikki Søholm kun beærede over at få lov til at fortælle om de forfærdelige oversvømmelser. Flere af dem, de kom i kontakt med, var nemlig meget begejstrede for at fortælle deres historier. Det gjorde indtryk på de to studerende.

“Dem, vi snakkede med, var sindssygt vrede og berørte. Og det fylder ikke i medierne andre steder end der, hvor de kommer fra. Så det med at kunne få lov til at fortælle sørger for, at det aldrig nogensinde bliver glemt. Folk er døde, folk har mistet deres hjem, deres liv,” siger Emily Walsh.

Som de ser tilbage på projektet i dag, er de kun glade for, at de tog afsted til Valencia, selvom de ikke havde nogen idé om, hvordan deres fortælling ville udforme sig. For det gælder om at udnytte, at man er en studerende, der må fejle og derfor kan tage ekstra chancer. Det hjalp især at have underviserne derhjemme, som klappede dem i ryggen og troede på deres historie.

Og hvis man er i tvivl om, den idé, man har fået, nu er god og spændende, har Vikki Søholm et råd.

“Jeg prøver tit at sige til mig selv, at hvis jeg synes, en historie er interessant, er der nok også andre, der synes det,” fortæller hun.

Og det er en virkelig spændende, ambitiøs, velkomponeret og relevant journalistisk fortælling, som Emily Walsh og Vikki Søholm har lavet. Netop derfor vinder de Bunker-prisen.

Deres journalistiske fortælling ’Vandet, de aldrig glemmer’ kan læses og ses på Readymag her: https://readymag.website/u3033140502/5209964/?fbclid=IwY2xjawJNEx5leHRuA2FlbQIxMAABHbG9c5JTAqlBKiN8bWxm3ox-aAGzSVNn3T7dpbMSrzbyOlCWDoC_c0cy_A_aem_hZK9dY3XCLbUVcfOmxsK-A

FORSIDEN

Vi skal turde at præge samtalen

af Webredaktøren | mar 27, 2025 | LEDER, SPOT 2 (3 ARTIKLER) FORSIDE

LEDER | SPOT 2 (3 ARTIKLER) FORSIDE

Vi skal turde at præge samtalen

Siden hvornår er Grønland blevet sexet? Ja, siden en af verdens mest magtfulde mænd sagde, han ville tage det. Og det er ikke godt nok. Det nylige hyperfokus på Grønland er et skoleeksempel på en grundlæggende svaghed i det danske mediebillede: Vi glemmer bålet, når det ikke er i flammer.

TEKST: SARAH EMILIE LUND CARDEL & NANNA BAUNBÆK
FOTO: LAURITS OTTO

Udgivet den 27. marts 2025

Grønland er ikke bare dét, der sætter Danmark på verdenskortet.

Grønland er en central aktør i geopolitikken og en vigtig del af Kongeriget Danmark. Danske medier har et ansvar for, at befolkningen ikke kun kender Grønland som en geografisk fjern del af os selv, men også forstår dets politiske og kulturelle betydning.

Og hvorfor så det? Ja, for skulle det ske, at en utilregnelig præsident ville lægge billet ind på landet, kunne flere forstå de dertilhørende konsekvenser.

Hønen før ægget

Nogle vil mene, at medierne er nødt til at prioritere. At danskerne ikke efterspørger en højere dækning af Grønland, og at den økonomiske krise, som mediebranchen står midt i, ikke giver dem råd til at være proaktive.

Men det er en falsk logik. Nyheder skaber interesse, ikke omvendt.

Når Grønland ikke prioriteres journalistisk, opfatter læserne det som irrelevant, og dermed bliver det endnu mindre sandsynligt, at de vil efterspørge det. Journalisters opgave er ikke alene at forstå, hvad brugerne vil have, men også hvad de har brug for. Det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt hønen eller ægget kommer først.

Skulle man alligevel overveje spørgsmålet, ville svaret være medierne – det er dem, som har et ansvar.

Sæt dagsordenen

Vi er godt med på, at Rigsfællesskabet har sjældent været det mest attraktive emne.

Men venter vi altid på, at folk råber efter en historie, overlader vi dagsordenen til magthaverne – og så ser vi først ind i problemer.

Vi må og skal bidrage til at præge samtalen og fremhæve vigtige emner, der ellers overses. Vi skal leve op til vores ansvar om at hjælpe offentligheden med at forstå den verden, vi lever i – også inden krisen rammer. Ja, faktisk især inden krisen rammer.

Verden er mere end gule bjælker

Ingen siger, at Grønland skal være på forsiden hver dag.

Men som kommende journalister bør vi tage ved lære. Hvis vi kun reagerer på det spektakulære, svigter vi vores ansvar. Selvfølgelig skal vi være der, når bålet brænder. Men vi må også fokusere på vores eksistensberettigelse: At give offentligheden mulighed for at forstå det, de og dem, som former vores verden.

Ukrainske journalister forsøger at dække krigen objektivt og uafhængigt: ”Jo bedre journalistik, desto bedre samfund, desto bedre alting”

af Webredaktøren | dec 12, 2024 | SPOT 2 (3 ARTIKLER) FORSIDE, TEMA

SPOT 2 (3 ARTIKLER) FORSIDE | TEMA

Ukrainske journalister forsøger at dække krigen objektivt og uafhængigt: ”Jo bedre journalistik, desto bedre samfund, desto bedre alting”

Ifølge medieeksperter bliver journalistik ofte mindre nuanceret, når et land er i krig. I Ukraine er propagandaen vokset siden den russiske invasion i 2022, men der findes også undersøgende, uafhængige journalister, der gør deres bedste for at formidle kritisk og objektivt.

TEKST: JOHANNE MARIE POULSEN
FOTO: SIGRID CONRADSEN NIELSEN

Udgivet den 12. december 2024

1000 dage.

Tirsdag den 19. november markerede, at det var 1000 dage siden, at russiske tropper en februarmorgen gik ind i Ukraine og startede den stadig igangværende krig.

Tabstallene holdes hemmelige af begge lande, men flere eksperter vurderer, at den russiske invasion har kostet titusinder af menneskeliv og drevet millioner af ukrainere på flugt.

Det er liv eller død i Ukraine. Det er det også for ukrainske journalister. Journalistikken er kendt for at skulle være objektiv, kritisk og uafhængig, men kan det lade sig gøre, når man som ukrainsk journalist skal dække en krig, der har så stor en betydning for ens eget liv?

Propagandamedier og selvcensur

Før det spørgsmål kan besvares, er det nødvendigt at forstå mediebilledet i Ukraine. For det journalistiske landskab i Ukraine er ikke helt som det danske.

Borys Potjatynyk er professor i journalistik på Det Ukrainske Katolske Universitet i Lviv, et ukrainsk universitet, der blandt andet uddanner journalister.

Han fortæller, at medielandskabet kan deles op i tre kategorier: den statsfinansierede, den uafhængige og den udenlandske journalistik.

Den statsfinansierede journalistik produceres af et medie, der går under det engelske navn United News Telemarathon. Det er en sammenslutning af de tidligere største offentlige og private TV-kanaler. De har slået sig sammen til én stor statsfinansieret TV-kanal, og selvom DR er statsfinansieret, tegner Borys Potjatynyk et lidt andet billede af den ukrainske pendant.

”Påvirkningen af propaganda er høj og intensiv. De fleste journalister, der arbejder på United News Marathon, føler sig højst sandsynligt forpligtet til at lave den journalistik, der er passende i statens øjne,” fortæller Borys Potjatynyk.

United News Telemarathon blev stiftet ved krigens begyndelse, og lektor Hanne Jørndrup genkender mønsteret med stigende propaganda i krigsramte lande.

På RUC har hun forsket i krigsjournalistik, og hun fortæller, at krig ofte medfører mindre nuanceret journalistik.

“Mange tidligere studier viser, at lande i krig er meget biased. Jo mere involveret, man er i en krig, desto mindre rum er der til nuancer,” siger hun.

Det findes der også historiske eksempler på. Her nævner Hanne Jørndrup den største krig, der endnu har fundet sted i verdenshistorien.

”Under anden verdenskrig sagde journalister jo ikke ’Skal vi ikke høre, hvad ham Hitler har at sige?’ Anden verdenskrig var også fyldt med propaganda og få nuancer,” siger hun.

I Ukraine findes der også den uafhængige og undersøgende journalistik. Men den kommer ikke uden omkostninger.

”De uafhængige, kritiske journalister er utroligt modige. Og det er vigtigt for Ukraine, at nogle tør være kritiske”

– Borys Potjatynyk, professor i journalistik på Det Ukrainske Katolske Universitet

Borys Potjatynyk fortæller, at mange journalister er forsigtige med at sætte spørgsmålstegn ved krigsanliggender, fordi en ukrainsk medielov fra 2023 gør, at medier kan blive reguleret eller midlertidigt blokeret, hvis magthaverne ønsker det.

”Loven skaber en form for selvcensur og holder mange journalister fra for eksempel at kritisere de øverste chefer i det ukrainske militær, fordi de frygter konsekvenserne af det,” siger han.

Der findes dog undersøgende journalister, som går kritisk til magthaverne, og de adskiller sig tydeligt fra de statsfinansierede, når det kommer til bias.

“En tydelig krigsbias knytter sig mest til de journalister, der er på United News Marathon. De uafhængige journalister gør deres bedste for at dække krigen objektivt,” fortæller Borys Potjatynyk.

Og til dem har han en klar holdning.

“De uafhængige, kritiske journalister er utroligt modige. Og det er vigtigt for Ukraine, at nogle tør være kritiske,” siger han.

God journalistik kræver raske journalister

En af de uafhængige journalister i Ukraine er Katerina Sergatskova. Hun har været journalist, siden hun var 16 år, og hun fortæller også, at journalistikken har ændret sig.

Det har den, siden Rusland invaderede Ukraine første gang.

“Da krigen kom til mit land i 2014, ændrede den journalistikkens kurs på mange måder. Inden krigen dækkede vi politiske skandaler og efterforskning af korruption. Annekteringen af Krim bragte nye emner som krig, konflikt og krise på den journalistiske dagsorden,” fortæller hun.

Borys Potjatynyk er enig i, at politiske skandaler fylder mindre i det ukrainske mediebillede i dag.

“Uafhængige journalister dækker ikke politiske skandaler i samme grad som før krigen, fordi der ikke er valg i Ukraine. Politiske skandaler er typiske for valgkampe, og dem har vi ikke i denne krigstid,” siger han.

Kateryna Sergatskova var i 2018 med til at grundlægge det ukrainske onlinemedie Zaborona. Mediet skriver blandt andet om Ruslands krig mod Ukraine, forbrydelser mod journalister og magtmisbrug. Og i 2022 vandt mediet en Free Media Award.

”Journalister tænker ofte på deres historie og ikke på deres helbred, men det er vigtigt, at vores journalister har det godt, hvis journalistikken skal have det godt”

– Katerina Sergatskova, journalist og medgrundlægger af det ukrainske medie Zaborona

Zaborona opstod, ifølge Kateryna Sergatskova, fordi man efter annekteringen af Krim i 2014 så angreb på romaer, LGBTQ+-samfund og journalister i landet, uden at politistyrker eller myndigheder greb ind.

Og det skulle dækkes journalistisk.

“Jeg ser demokrati som et system, der skal inkludere alle slags mennesker – også minoriteter. Så der var et klart behov for medier, der ville dække disse udfordringer,” siger Kateryna Sergatskova.

I dag er hun stadig en del af Zaborona, men arbejder også på et andet projekt, hun har været med til at stifte. Organisationen hedder Daily Humanity og blev oprettet på baggrund af invasionen i 2022. Daily Humanity laver træningsprogrammer, der skal fremme sikkerhed i medieindustrien og civilsamfundet både på det fysiske og mentale plan.

Idéen med at uddanne journalister i sikkerhed hænger sammen med Kateryna Sergatskovas ønske om en stærk, fri presse.

“Journalister tænker ofte på deres historie og ikke på deres helbred, men det er vigtigt, at vores journalister har det godt, hvis journalistikken skal have det godt,” siger hun.

Journalistikken er aldrig fuldstændig fri

Spørger man Katerina Sergatskova, om hendes eget journalistiske bias er ændret på grund af krigens grusomheder, påpeger hun, at hun som alle andre mennesker har en indbygget bias, men at hendes journalistiske bias er uændret.

“Min bias er altid mennesker. Jeg ønsker at vide, hvad der er det bedste for dem. Vi arbejder for offentligheden. Jeg er ikke lige så vild med regeringen som med mennesker. Jeg vil sige, at det er min bias,” svarer Kateryna Sergatskova.

Selvom lektor Hanne Jørndrup fortæller, at journalistik ofte bliver mindre objektiv i krigsramte lande, er hun ikke i tvivl om, at der findes ukrainske journalister som Kateryna Sergatskova, der forsøger at holde deres bias på et minimum.

“Jeg kan sagtens forstå, at man som ukrainsk journalist kan tænke: ’Jeg er ikke biased. Jeg går ud og fortæller, at der faldt den bombe, og der døde så mange.’ Det er jo faktuelle forhold, som ikke er præget af en stærk bias,” siger hun.

Og det hænger sammen med, at ingen slags journalistik kan blive helt fri for bias.

“Det gælder både krigsjournalistik og almindelig journalistik: Journalistikken er aldrig fuldstændig fri og uafhængig. Den er altid bundet af nogle forestillinger og fanget i sin kontekst,” siger Hanne Jørndrup.

I disse tider er den journalistiske kontekst i Ukraine, ifølge Borys Potjatynyk, at der er en forståelse af, at alt kan ske, og at man står midt i historien.

Ukrainske journalister er klar over, at alt det, der foregår, er vigtigt og vil blive beskrevet i historiske bøger.

Kateryna Sergatskova er også bevidst om betydningen af historien. Og det faktum, at det er liv eller død i Ukraine, har ikke ændret hendes holdning til vigtigheden af hendes job.

“Journalistik er det vigtigste i verden – især i krisetider. Det er kritisk infrastruktur. Jo bedre journalistik, desto bedre samfund, desto bedre alting. Det er min klare opfattelse – ikke kun de sidste tre år, men siden jeg begyndte at arbejde som journalist.”

Kurt, hvor blev du af? Strandbaren var ikke med til årets Kapsejlads

af Webredaktøren | maj 30, 2024 | INDE, NYT I INDE, SPOT 2 (3 ARTIKLER) FORSIDE

INDE | NYT I INDE | SPOT 2 (3 ARTIKLER) FORSIDE

Kurt, hvor blev du af? Strandbaren var ikke med til årets Kapsejlads

Da det ikoniske aarhusianske samlingspunkt, Kapsejlads, løb af stablen dette forår, var det med højt humør, masser af øl og Tessa-vokaler. Men én ting glimrede ved sit fravær: Kurt Strandbar.

TEKST: JOACHIM FARSHØJ
ILLUSTRATION: LOTTE SKJØDT NIELSEN

Udgivet den 30. maj 2024

Man holder altid med de underdogs. Men det er svært, når de ikke er med.

Det er næppe gået manges næse forbi, at Kurt Strandbar ikke var med, da fakulteterne i Aarhus fredag den tredje maj skulle testes i moderne gladiatorkamp i Uniparken. Ved årets Kapsejlads var DMJX’ fredagsbar og festforening nemlig blevet forbigået i udtagelsen.

Mange ansøgninger og et højt niveau over hele linjen var kendetegnende for udtagelsesprocessen, og det gik ud over Kurt Strandbar, fortæller forperson, Emilie Johansen. Kurt Strandbars egen ansøgning var bare ikke god nok, lyder vurderingen.

”Vi fik at vide, der bare var virkelig hård konkurrence i år. En af foreningerne havde sågar bygget et escape room til Umbilicus, der stod for udtagelsen. Så det, der ville have været en god ansøgning sidste år, var ikke længere en god ansøgning i år,” siger hun.

Emilie Johansen får opbakning fra det tætteste, Danmark kommer på en Kapsejlads-ekspert. Andreas Friis, der tidligere har lavet timevis af podcast om Aarhus’ mest prestigefyldte hakkebajer og stadig er fast morgenvært ved sejladsen, forklarer nemlig, at det ikke er et fravalg af Kurt, men et tilvalg af nogle andre.

”Kurt Strandbar fuckede ikke noget op. Der er altid nogle store, kendte foreninger, der ikke er med. I år var det Kurt. Tilmed var der nogle helt nye ansøgere i år, der ikke har været med før, som også skulle med i ligningen,” siger han.

Joken, der aldrig kom

Kurt Strandbar havde ellers underholdt medicinernes fredagsbar, Umbilicus, med en Paradise-sketch, hvor medicinerne ikke overraskende skulle vælge Kurt som partner til sidst. Dét, krydret med en såkaldt roulade-kapsejlads, gav kurterne tro på, at de, ligesom i fjor, kunne samle skolen om årets vigtigste sejltur.

Derfor var der også skuffelse at spore, da de – live på Instagram – fik meddelelsen om, at de var blevet vejet og fundet for lette.

”Der var meget stille i rummet. Først troede vi, det var en joke, da de sagde, de havde dårlige nyheder. Men punchline kom aldrig. Selvfølgelig ville vi gerne have været med, selvom det også er hårdt arbejde,” siger Emilie Johansen.

Særligt én ting ved fraværet ærgrede forpersonen. For selvom Kapsejlads blev afviklet med samme succes som de foregående år, og massevis af elever fra DMJX allerede flyttede ind på den store græsplæne klokken to om natten, manglede der noget. Der var strålende vejr, der var ‘Underdogs’ på Soundboksen, der var morgensang, og der var festivalslugt, men der var ikke nogen at holde med.

”Der var ikke noget at se frem til. De andre foreninger spurgte også efter os, og tandlægerne har endda nævnt Kurt Strandbar i deres sang. Vi er begyndt at blive en fast del af Kapsejladsen. Men ikke i år,” siger hun.

Når festforeningerne skal udtages til Kapsejlads, er der ifølge Andreas Friis en række elementer, der bliver kigget på. Det drejer sig altså ikke bare om at være sjov.

”Ansøgningen betyder meget. Men det betyder også noget, at man har leveret god energi i de foregående forløb. Man skal komme til tingene, og man skal gå op i det, for Kapsejlads er et gigantisk arrangement. Man skal gerne kunne mærke opbakningen hele vejen rundt,” siger han.

Andreas Friis uddyber yderligere, at det kan betale sig at gøre lidt ekstra ud af den sang, man altid skal have med til Kapsejlads, eller måske lægge nogle kræfter i musikvideoen. Det er dog ikke det afgørende.

Falske rygter med lang levetid

Der er intet i verden, der taler lige så højt som de berygtede vandrør. Igennem et længere stykke tid har de hvisket, at Kurt Strandbars manglende udtagelse skyldtes en dårlig indsats ved oprydningen efter Kapsejlads sidste år, men det rygte vil Emilie Johansen gerne begrave én gang for alle.

”Det er ikke rigtigt, at vi ikke gjorde ordentligt rent efter os sidste år. Vi kom selvfølgelig og ryddede op,” siger hun.

Faktisk fortæller Emilie Johansen, at nogle af de medlemmer, der ikke engang var med til festdagen på grund af sygdom, alligevel troppede op med handsker og spand dagen derpå.

Det viser sig også, at rygtet om Kurts manglende oprydning er et rygte, der går flere år tilbage. Andreas Friis har således været bekendt med rygtet i årevis, og da han selv ofte har deltaget i oprydningerne, både som studerende og morgenvært, kan han afkræfte, at Kurt Strandbar skulle være stukket af fra oprydningen sidste år.

”Det går som minimum tre-fire år tilbage. Men Kurt Strandbar har altid været med til at rydde op, så vidt jeg kan huske. Man skal nok kigge endnu længere tilbage for at finde rygtets ophav,” siger han.

Fremtiden for Kurts Kapsejlads-planer

Når Kapsejlads banker på næste år ved denne tid, er Emilie Johansen ikke længere forperson for Kurt Strandbar. Derfor har hun heller ikke nogen indflydelse på, hvordan ansøgningen kommer til at foregå på det tidspunkt, og det er slet ikke sikkert, at Kurt Strandbar overhovedet har tænkt sig at søge.

Kurt er en af de foreninger, der oplever den største udskiftning på halvårligt basis, og nye medlemmer medfører nye holdninger, hvorfor der til næste år på ny skal stemmes om lysten til at være med i Kapsejlads.

”Næste år skal de nye blive enige om, hvorvidt de vil være med. Den beslutning kan vi ikke tage på forhånd. Man skal altid teste vandene,” siger hun.

Hun tør dog godt komme med en forsigtig forudsigelse om Den Fjerde Statsyachts fremtid.

”Mon ikke vi ender med at søge igen,” siger hun.

Der er altså endnu håb, hvis man ikke har nået at se Kurt Strandbar sejle op ad åen i sin tid på skolen.

Kurt på Aarhus-kortet

Noa Kallestrup, menigt medlem af Kurt Strandbar, er langt hen ad vejen enig med sin formand. Har man sat sine fødder på campus på Katrinebjerg ugen op til Kapsejlads, er der nemlig én ting, der fylder markant mere end alt andet – også selvom det ofte falder tæt på den travle eksamensperiode.

”Kapsejlads samler skolen. Det er en skam at gå glip af den del i år. Der opstår mange gode fællesskaber på baggrund af det, og Kapsejlads er med til at sætte Kurt Strandbar på Aarhus-kortet,” siger Noa Kallestrup, der var med sidste år, men ikke i båden.

Han anerkender dog, at en Kapsejlads-deltagelse ikke udelukkende er snurreture med øl i hånden, fællesskab og fornøjelse. Der ligger en hel del arbejde bag, hvorfor der for nogen også var lettelse at spore, da det kom frem, at Kurt ikke blev valgt.

”Selvfølgelig var der nogen, der var lettede. Kapsejlads tager meget tid, og det fylder vildt meget i kalenderen, for der er en masse forberedelse og oprydning. De fleste af os var skuffede, men det er et krævende forløb. Personligt savnede jeg det mest på selve dagen,” siger han.

Noa Kallestrup fortæller også, at hans venner på andre uddannelser i Aarhus sågar spurgte til, hvorfor Kurt Strandbar ikke var med i år, så fraværet er ikke gået helt ubemærket hen.

Kapsejladsen blev i år vundet af Medicin, der tog sin anden sejr i træk og den sjette af de seneste ti mulige. Det har været afholdt siden 1991 og havde i år et estimeret tilskuerantal på 30.000. Peter Falktoft og Esben Bjerre var mændene med mikrofonerne, inden de overgav lyden til Tessa, der rappede et efterhånden godt brugt publikum igennem eftermiddagen.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Umbilicus’ forretningsudvalg, der stod for udvælgelsen af fakulteterne.

FORSIDEN

24syvs liv ender i de ukendtes grav, hvis ikke programmerne bliver opkøbt

af Webredaktøren | mar 21, 2024 | SPOT 2 (3 ARTIKLER) FORSIDE, UDE

24syvs liv ender i de ukendtes grav, hvis ikke programmerne bliver opkøbt

Da Illustreret Bunker besøger 24syv, havde medarbejderne kort forinden fået nyheden om, at radioens aftryk risikerer at forsvinde fra alle podcastplatforme. Vil kanalen gå i glemmebogen, når gravøllen er tom?

TEKST: EVA BEYER PAULSEN
FOTO: VIKKI SØHOLM

Udgivet den 21. marts 2024

I en solbeskinnet vindueskarm på bagsiden af Pilestræde står en tom rugekasse. Den blev i juni 2022 brugt på 24syv-programmet Ringdal og Kristensen, hvor de i 22 dage forsøgte at udruge hønseæg fra supermarkedet. Formålet var at undersøge, om der var liv i de æg, man normalt køber til spejlæg og kagebagning. Det var der. Faktisk i hele tre af dem. De spæde kyllinger blev til en breakingnyhed og gav 24syv hele 33 likes på deres facebookside.

Nu står rugekassen tom i Døgnrapportens vindueskarm sammen med andre levn fra de sidste års kamp for livet.

Motherfucker varmt

I det lyddøde åbne kontorlandskab sidder to kvinder, der arbejder på Døgnrapportens redaktion.

”Ja, her er motherfucker varmt,” udbryder den ene af dem, da vi med svedige armhuler spørger dem ind til arbejdsmiljøet.

De er i gang med at kigge på et anklageskrift om et skyderi på Christiania, der fandt sted i sommer.

”Nogle gange kan man knapt trække vejret her. Det er specielt slemt om sommeren i studierne,” fortæller de.

”Man bliver tung i hovedet. De har forsøgt at fikse det, men jeg tror, de har givet op,” siger den anden af kvinderne.

Selvom det er svært at trække vejret, er det ikke svært at få fat i folk på 24syv til interviews. Som Tobias Bryld, en ung fyr på sabbatår, der blev ansat for to måneder siden og er her til luk, fortæller, skal vi ikke være bange for at forstyrre de ansattes arbejde for et interview.

”De laver ikke noget, de lukker jo,” konstaterer han, mens han viser os alt det, der befinder sig mellem det mørkegrå væg-til-væg-tæppe og de blottede ventilationsrør i loftet.

Skatteydernes penge

Den 31. marts klokken 23:59:59 stopper svingningerne med at strømme igennem din højttaler. Men det er ikke kun sendetilladelsen, der inddrages og kvæler radiokanalens stemmebånd. Også alle podcastprogrammer forsvinder fra podcasttjenesterne, medmindre medarbejderne eller andre medier selv opkøber rettighederne til programmerne.

Det skyldes, at kanalen stadig skal betale rettighedsmidler til KODA/Gramex, når musik og jingler afspilles i programmerne. Derfor kan Kulturradio Danmark, der står bag 24syv ikke længere bruge penge på programmerne, når sendetilladelsen udløber. Det udtaler administrerende direktør Lars Schmidt til fagbladet Journalisten den 4. marts.

”Det er mærkeligt at gå og lave noget, man ved, forsvinder om lidt. Det hele er jo ligegyldigt,” siger Chano Jørgensen modløst. Han er vært på programmet Tsunami, der på trods af cirka 20.000 ugentlige streams og fine fandigte stadig ikke har fundet en redningsbåd.

”Vi havde snakket med BT om at komme derned, men det er heller ikke blevet til noget,” siger han.

Som spøgelser svæver de hvileløst rundt og mangler en krop, de kan slå sig ned i.

”Planen er, at vi køber rettighederne til programmerne og navnet, og så sidder vi og ringer rundt til alle mulige, hvor vi tænker, at de kan bruge et program som vores. Men det er meget stressende,” siger Chano Jørgensen.

Og stressen om at få en redningskrans er han ikke alene om.

”Alle, der har fundet noget, er jo smuttet. Det er os, der er tilbage, som drukner,” siger han.

Omkring ham på bordet er der forskellige ting, de har samlet gennem det to og et halvt år, de har haft programmet. En Kandis Johnny-papfigur. Raket-Madsens bog. Han spørger, om vi ønsker at byde på noget af det.

”Ellers skal det bare ud,” siger han og kigger rundt på det smukt udsmykkede kontor.

”Man sidder i en kæmpe supertanker, der ræser mod isbjerget,” siger Anton Grue, der er dagens medvært på Tsunami.

Anders Christiansen, chef for programudvikling, eller programafvikling, som han selv kalder det, er også frustreret over, at en del af programmerne risikerer at forsvinde. Dog af en anden grund end Chano og Anton.

”Groft sagt er jeg ligeglad med de ansatte. Men danskerne har betalt for det her, og så synes jeg, at det er noget politisk makværk, at det bare skal forsvinde i den blå luft. Det er spild af penge,” siger Anders Christiansen.

De mange journalister og radioværter spiller violin, mens skibet går ned. De har med fuld fart tørnet mod et isbjerg og har længe vidst, at en uundgåelig katastrofe ville ramme dem.

Dagpenge, wuhu!

”Der foregår intet journalistisk herinde,” siger Daniel Møgelhøj, da vi kommer ind i Gameboys’ studie.

Rummet er en tidsboble med Pacman-plakater, farverige LED-lys og prideflag. Deres studie er nok det mest udsmykkede rum, der er, og derfor sandsynligvis også det, der er sværest at pakke ned i flyttekasser.

”Alle er jobsøgende på LinkedIn lige nu,” siger Daniel Møgelhøj.

Hvad han selv skal efter den 31. marts, er han ikke sikker på – for usikkerhed er det eneste, der er sikkert i branchen.

”Jeg vil nok tage nogle dagpenge. Alt det løse er bare ønsketænkning,” siger han, mens Asgar Bugge tilføjer, at han selv har søgt ind på læreruddannelsen.

De har været her siden Louds spæde ungdom, og de kan mærke en forskel i folkestemningen.

”Loud var frådende vrede, 24syv er bitter vrede over gravrøverriget,” siger han.

Vreden mener Anders Christiansen også, at mediebranchen og politikerne kan lære noget af. Man kan ikke rive tingene op og starte forfra flere gange. Hvis man skal skabe et godt brand, skal man have tid.

“Skandalen startede jo ved, at man gik ind og blandede sig i, hvor kanalen skulle ligge,” siger han.

Rødspættefilet og den sidste nadver

Emma Vinkel, der er redaktør på Døgnrapporten er i gang med at kigge på smørrebrød på den computer, hun snart tager med sig hjem for 800 kroner, når radioen lukker. Specifikt vil hun gerne finde et sted, der har rødspættefilet, for de har en særlig kærlighed til rødspættefilet og godt kriminalstof her, siger hun.

De må grundet et par feriedage holde den sidste nadver lidt før deres kollegaer – og der skal rødspættefilet til. Deres program har været populært, og derfor får det lov til at leve videre i Det Berlingske Hus, men med en ny redaktion. Derfor skal Emma Vinkel selv i første omgang på dagpenge. ”Wuh!”, siger hun med en ironisk distance. En anden person på den anden side af computerskærmene tilføjer: ”Ja, så høje ambitioner har vi her.”

Emma synes, at det er svært at sende et program videre til nogle andre. Det er det næstmest lyttede program og et hjertebarn at sige farvel til.

”Jeg håber, de kommer til at passe godt på det,” siger hun.

Forsvandt under mystiske omstændigheder

En oppustelig sexdukke hænger i en stol ved en tom ø af borde, hvor Pornoprogrammet normalt holder til. Endnu et program, som man måske om et par uger kun kan lytte til, hvis man går ind på Det Kongelige Bibliotek og spørger efter det. På et whiteboard står listen over planlagte episoder. Den slutter i uge 13 med det befrugtende og livgivende emne sæd.

De tre kyllinger i rugekassen er til gengæld et vidnesbyrd om befrugtede æg, der ikke burde være det. De endte i baghaven hos ansvarshavende chefredaktør Simon Andersens kone. Man kunne håbe, at i det mindste kyllingerne kunne være en lille bid af 24syv, der kunne leve videre og minde os om 24syvs fandenivoldskhed.

Chef for programafvikling Anders Christiansen beskriver 24syvs programmer som en smuk mosaik, der indeholder ”alt fra det blødeste af det bløde, til det hemmeligste af det hemmelige, til det borgerligste af det borgerlige, til det mest vulgære af det vulgære.”

Desværre er der uvished om, hvorvidt kyllingerne faktisk er i live, og om de derfor faktisk kan være den påmindelse af den vulgære public service, 24syv havde kørende. Illustreret Bunker bad Anders Christiansen om at spørge Simon Andersen om netop dette og kunne et par timer efter interviewet berette på SMS:

“Kyllingerne forsvandt under mystiske omstændigheder i Gentofte. “

FORSIDEN

Dit afsnit går her

Your content goes here. Edit or remove this text inline or in the module Content settings. You can also style every aspect of this content in the module Design settings and even apply custom CSS to this text in the module Advanced settings.

Klik

Dit afsnit går her

Klik

« Gamle poster