Frede laver TikTok-nyheder: ”De mener, jeg ødelægger journalistikken og gør verden til et dårligere sted”

Frede laver TikTok-nyheder: ”De mener, jeg ødelægger journalistikken og gør verden til et dårligere sted”

Frede laver TikTok-nyheder: ”De mener, jeg ødelægger journalistikken og gør verden til et dårligere sted”

Måske kender du ham fra TikTok eller som ham, der i sommer var i en shitstorm på P1. Måske du har set ham i en beige t-shirt på DMJX, måske har du aldrig hørt om ham før. Journaliststuderende Frede Dyrnesli stillede sig for en måned siden kritisk over for traditionel journalistik, herunder Illustreret Bunker, på LinkedIn. Men Frede mener ikke, målet er at brænde broer. Det handler om at skabe noget nyt.­

TEKST: THEA MODIGH
GRAFIK: FREDE DYRNESLI

Det blege spotlys tændes og oplyser det lille rum. Mikrofonen virker, som den skal. Selv sidder han på kontorstolen med skærmen foran sig. Bag ham og det brune solide hår hænger et blåt gardin, der udgør hjemmestudiet. Fra skærmen ligner det et professionelt setup. Behind the scenes er det en lille studielejlighed, hvis blå gardiner gemmer soveværelset: en seng.

Det er på det her lille værelse, Frede Dyrnesli laver nyhedstrailere til sine 36.500 følgere i ”viruslandet TikTok,” som han kalder det.

Ekstremt bekymret

”Min mor, ja, altså min mor skal være ekstremt bekymret. Én gang om måneden ringer hun og spørger ’Skal jeg være bekymret?’ Og jeg siger ’Sandsynligvis’. Men det går godt. Og det er måske også min filosofi, at hvis du ikke laver noget, der gør din mor bekymret, så gør du ikke det rigtige. Så gør du det, hun forventer. Og det er ikke et liv, jeg har brug for,” siger han.

Frede Dyrnesli er 27 år gammel. Han går på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, men de fleste af hans timer bruger han på at lave TikToks.

Fra klokken seks om morgenen trækkes de blå gardiner frem, og så er der showtime, indtil skoledagen starter klokken ni. Efter fem timer dér går turen direkte mod træningscenteret til en aktiv time, og herefter foregår de næste seks timer i hjemmestudiet med forberedelsen af morgendagens TikToks.

På afveje fra det lille hjem

I byen Storvorde, tyve minutter uden for Aalborg, bor en lille Frede i en lille harmonisk familie. Her er husstandens motto, at den, der har det dårligst, skal have det bedst. Mor og far er begge skolelærere. Frede og storesøster skændes ikke. Alle har det godt.

Fredes kæbe falder derfor langt, da han støder på en dreng i indskolingen, hvis kår er durk modstridende med Fredes ophav. Han er vant til at slås med brødreflokken. Giver modstand. Presser Frede, som han aldrig har prøvet før. Og Frede er betaget. Frem for det lille trygge hjem kunne man søge grænser og definere sjov på en helt anden måde.

Tilbage på det lille TikTok-værelse i Aarhus sidder Frede og forbereder dagens vitaminpiller. De, som han mener, er dagens saglige element for de mange unge, der til hverdag binger korte dopaminfremkaldende videoer på TikTok. Vitaminpillen skal skabe dagens nuance i pestens land. Mellem dårlige dansevideoer og Andrew Tate-alliancer håber Frede at kunne engagere de unge. Eller han ved, at han engagerer de unge. Det skriver de til ham på mediet, siger han: At de aldrig havde interesseret sig for nyheder, før de begyndte at følge ham.

Problemet for Frede er, at det segment ikke har monopol på diskursen om ham. Der er en anden gruppe, der stiller sig kritisk over for Fredes vitaminpille.

”De mener, at jeg ødelægger journalistikken, at jeg giver et forvrænget syn på virkeligheden. At jeg kun gør verden til et dårligere sted.”

Rollespil eller spejder?

Frede mener ikke, han skal være de unges primære kilde til journalistik, men han håber og tror, at han kan være inspiration til at dykke længere ned i det etablerede nyhedssegment.

Frede føler, han har knækket koden til, hvad de etablerede medier ikke gør.

”De unge følger ikke med, de læser ikke avis, de har ikke abonnement på dagblade. Og hvad er en god historie, hvis ingen hører den?” Ifølge Frede er det, fordi medierne ikke lytter til, hvad de unge vil have. De vil have teasere og letlæselige godbidder. Han mener selv, at han laver noget nyt.

”Jeg har altid formået at få andre interesser end det, de andre har lavet,” siger han.

Sådan foregik det allerede på Fredes folkeskole i Storvorde. Frede går i 4.a. Han passer ikke ind. Halvdelen af klassen bruger tiden på computerspil og rollespil. Den anden halvdel går til spejder og bruger al tiden på outdoor.

Ingen af kasserne passer til Frede, men han finder hurtigt ud af, at det ikke er et problem. For han kan lave sit eget sjov. Han finder sine egne interesser. Det kan man sagtens! Op på cyklen, ned gennem byen. Lave noget ballade. Frede oplever, hvordan han slet ikke kan lade være, når han får en idé til noget sjovt. Det, han laver, minder hverken om rollespil eller spejder. Han finder to gæve venner, ser Jackass og forsøger at gøre noget à la det. Han har skabt en ny kasse mellem de to eksisterende, og dét er sjovt.

Mentaliteten har været det samme siden da. For ham er hovedmålet at sidde på plejehjemmet som 90-årig og tænke tilbage på den fede rejse og tænke: ’Fuck, du gjorde alt muligt spændende’.

”Så kan det godt ske, at kun to procent lykkedes, men fuck, de to procent var det hele værd. At have det sjovt mens jeg er her.”

Platformen er en legeplads

For Frede handler det om at kigge på det etablerede og tænke, hvordan man kan gøre det på sin egen måde.

Det er med den mentalitet, at Frede begynder at lave TikToks i 2023. Han studerer ikke og bruger hverdagen som lærervikar. Men han drømmer om at komme på DR Ultra og prøver at finde en måde at komme dertil. På arbejdspladsen hører han de unges sprog og kaster sig ud i at snakke det samme. Han forsøger at formidle journalistik på deres medie. Hans venner forstår ikke, hvad fanden han sidder og laver. Sender ham drillende beskeder. Men Frede har et mål. Han leger med mulighederne. Der er et nyt mål for at iværksætte noget sjovt – og børnene på skolen fortæller ham, at de synes, det er megafedt!

Selvom drømmen ændrer sig, og Frede begynder på Journalisthøjskolen, fortsætter legepladsmentaliteten for Frede. Det er dét, der driver ham. Han står op, optager nyheder, går i skole, tager hjem, finder formidling til næste dag. Han er en ung mand, der bare laver nogle hurtige nyhedsvideoer på TikTok. No big thing.

Indtil den 19. juni i 2024.

Et par dage før den 19. juni udsendte regeringen en opfordring til danskerne om at begynde at preppe, ligesom de gør i Sverige. Dette er særligt i tilfælde af hybridangreb eller krisesituationer. Regeringen opfordrede herunder til, at man skulle have remedier til mangel af vand, mad, teknologi samt have tabletter liggende i tilfælde af nukleare hændelser. En relevant nyhed at videreformidle til de unge på Fredes TikTok. Den sjove praksis, hvor man gør stort til småt i form af små nyhedstrailere, blev bare lettere brændbar, da Frede pludselig får formidlet, at der skal forberedes, fordi der kommer atomkrig.

Frede loggede af, var færdig med dagens arbejde og tænkte ikke længere over modtagelsen af dagens vitaminpille.

Før han dagen efter både blev kontaktet af P3, P1 morgen og DR Ultra. Videoen var gået viralt. For atomkrig lyder rigtig skidt i små ører, og det havde lagt BørneTelefonen ned.

Den, der har det dårligst, skal have det bedst

Da Frede står i P1 morgen den 19. juni 2024, og skal forsvare sin medvirken i at lægge BørneTelefonen ned, er det pludseligt ikke længere så sjovt.

”Jeg vil gerne tage ansvar for det. Det gør jeg jo også med P1. Jeg undskyldte jo i radioen. Jeg er fandme ked af, at det er gået galt den her gang. Det var ikke meningen. Undskyld til de forældre, der skal sidde og fortælle deres børn, at 3. verdenskrig starter,” siger han.

Frede har fortrudt, og han har lært, mener han. Han siger, at han har fundet ud af, at han har et ansvar. Nuancere ting til den rigtige side frem for at forenkle det til atomkrig. Som han gjorde i TikTok-videoen, der lagde BørneTelefonen ned. Nukleare udslip og atomkrig er langt fra hinanden. Pludselig mister vitaminpillen sin effekt, og det er netop ikke meningen. Frede vil gøre det bedre.

En ko i havet blandt svømmende delfiner

Frede står i fredagsbaren. Ud af det blå bliver han stoppet af en fremmed. Personen sviner ham til. Fortæller ham, at han laver noget lort og ødelægger branchen.

Frede slår sig på mediebranchen. Mediebrancen slår sig på Frede. Der bliver rynket bryn, når han deler ud af sine holdninger.

Som når han fire måneder efter P1-interviewet skriver på LinkedIn, at han har knækket koden til de unge, og at undervisningen på journalistuddannelsen slet ikke tilrettelægger den genre. Man skal gøre ligesom ham, mener Frede, for den traditionelle journalistik er forældet, og den møder ikke de unge – den mister dem. Det gælder også Illustreret Bunker.

De udtalelser gav bagslag, særligt grundet den måde, han selv fører journalistik på. Herunder Fredes mangel på kildehenvisninger, og at han tager fra den journalistik, hvis formidling han er kritisk overfor.

Frede mener, at han har taget den kritik til sig, og er nu begyndt at kildehenvise.

”Jeg vil gerne lytte. Det er ikke, fordi jeg er stædig og bare står fast i min holdning. Jeg tror meget på dialog, og jeg tror også meget på, at vi bliver klogere sammen. Men jeg tror også, at de etablerede medier er så idealistisk smurt ind i noget, at de ikke kan se virkeligheden,” siger han.

Frede mener, at folk er velkomne til at være uenige med ham. Drivkraften for Frede er at få en god idé og følge den. Han foretrækker at være uvenskaberne foruden. Men han ser dog stadig sig selv som den svømmende ko blandt delfinerne.

Udgivet den 12. december 2024
Ukrainske journalister forsøger at dække krigen objektivt og uafhængigt: ”Jo bedre journalistik, desto bedre samfund, desto bedre alting”

Ukrainske journalister forsøger at dække krigen objektivt og uafhængigt: ”Jo bedre journalistik, desto bedre samfund, desto bedre alting”

Ukrainske journalister forsøger at dække krigen objektivt og uafhængigt: ”Jo bedre journalistik, desto bedre samfund, desto bedre alting”

Ifølge medieeksperter bliver journalistik ofte mindre nuanceret, når et land er i krig. I Ukraine er propagandaen vokset siden den russiske invasion i 2022, men der findes også undersøgende, uafhængige journalister, der gør deres bedste for at formidle kritisk og objektivt. 

TEKST: JOHANNE MARIE POULSEN
FOTO: SIGRID CONRADSEN NIELSEN

Udgivet den 12. december 2024

1000 dage.

Tirsdag den 19. november markerede, at det var 1000 dage siden, at russiske tropper en februarmorgen gik ind i Ukraine og startede den stadig igangværende krig.

Tabstallene holdes hemmelige af begge lande, men flere eksperter vurderer, at den russiske invasion har kostet titusinder af menneskeliv og drevet millioner af ukrainere på flugt.

Det er liv eller død i Ukraine. Det er det også for ukrainske journalister. Journalistikken er kendt for at skulle være objektiv, kritisk og uafhængig, men kan det lade sig gøre, når man som ukrainsk journalist skal dække en krig, der har så stor en betydning for ens eget liv?

Propagandamedier og selvcensur

Før det spørgsmål kan besvares, er det nødvendigt at forstå mediebilledet i Ukraine. For det journalistiske landskab i Ukraine er ikke helt som det danske.

Borys Potjatynyk er professor i journalistik på Det Ukrainske Katolske Universitet i Lviv, et ukrainsk universitet, der blandt andet uddanner journalister.

Han fortæller, at medielandskabet kan deles op i tre kategorier: den statsfinansierede, den uafhængige og den udenlandske journalistik.

Den statsfinansierede journalistik produceres af et medie, der går under det engelske navn United News Telemarathon. Det er en sammenslutning af de tidligere største offentlige og private TV-kanaler. De har slået sig sammen til én stor statsfinansieret TV-kanal, og selvom DR er statsfinansieret, tegner Borys Potjatynyk et lidt andet billede af den ukrainske pendant.

”Påvirkningen af propaganda er høj og intensiv. De fleste journalister, der arbejder på United News Marathon, føler sig højst sandsynligt forpligtet til at lave den journalistik, der er passende i statens øjne,” fortæller Borys Potjatynyk.

United News Telemarathon blev stiftet ved krigens begyndelse, og lektor Hanne Jørndrup genkender mønsteret med stigende propaganda i krigsramte lande.

På RUC har hun forsket i krigsjournalistik, og hun fortæller, at krig ofte medfører mindre nuanceret journalistik.

“Mange tidligere studier viser, at lande i krig er meget biased. Jo mere involveret, man er i en krig, desto mindre rum er der til nuancer,” siger hun.

Det findes der også historiske eksempler på. Her nævner Hanne Jørndrup den største krig, der endnu har fundet sted i verdenshistorien.

”Under anden verdenskrig sagde journalister jo ikke ’Skal vi ikke høre, hvad ham Hitler har at sige?’ Anden verdenskrig var også fyldt med propaganda og få nuancer,” siger hun.

I Ukraine findes der også den uafhængige og undersøgende journalistik. Men den kommer ikke uden omkostninger.

”De uafhængige, kritiske journalister er utroligt modige. Og det er vigtigt for Ukraine, at nogle tør være kritiske”

– Borys Potjatynyk, professor i journalistik på Det Ukrainske Katolske Universitet

Borys Potjatynyk fortæller, at mange journalister er forsigtige med at sætte spørgsmålstegn ved krigsanliggender, fordi en ukrainsk medielov fra 2023 gør, at medier kan blive reguleret eller midlertidigt blokeret, hvis magthaverne ønsker det.

”Loven skaber en form for selvcensur og holder mange journalister fra for eksempel at kritisere de øverste chefer i det ukrainske militær, fordi de frygter konsekvenserne af det,” siger han.

Der findes dog undersøgende journalister, som går kritisk til magthaverne, og de adskiller sig tydeligt fra de statsfinansierede, når det kommer til bias.

“En tydelig krigsbias knytter sig mest til de journalister, der er på United News Marathon. De uafhængige journalister gør deres bedste for at dække krigen objektivt,” fortæller Borys Potjatynyk.

Og til dem har han en klar holdning.

“De uafhængige, kritiske journalister er utroligt modige. Og det er vigtigt for Ukraine, at nogle tør være kritiske,” siger han.

God journalistik kræver raske journalister

En af de uafhængige journalister i Ukraine er Katerina Sergatskova. Hun har været journalist, siden hun var 16 år, og hun fortæller også, at journalistikken har ændret sig.

Det har den, siden Rusland invaderede Ukraine første gang.

“Da krigen kom til mit land i 2014, ændrede den journalistikkens kurs på mange måder. Inden krigen dækkede vi politiske skandaler og efterforskning af korruption. Annekteringen af Krim bragte nye emner som krig, konflikt og krise på den journalistiske dagsorden,” fortæller hun.

Borys Potjatynyk er enig i, at politiske skandaler fylder mindre i det ukrainske mediebillede i dag.

“Uafhængige journalister dækker ikke politiske skandaler i samme grad som før krigen, fordi der ikke er valg i Ukraine. Politiske skandaler er typiske for valgkampe, og dem har vi ikke i denne krigstid,” siger han.

Kateryna Sergatskova var i 2018 med til at grundlægge det ukrainske onlinemedie Zaborona. Mediet skriver blandt andet om Ruslands krig mod Ukraine, forbrydelser mod journalister og magtmisbrug. Og i 2022 vandt mediet en Free Media Award.

”Journalister tænker ofte på deres historie og ikke på deres helbred, men det er vigtigt, at vores journalister har det godt, hvis journalistikken skal have det godt”

– Katerina Sergatskova, journalist og medgrundlægger af det ukrainske medie Zaborona

Zaborona opstod, ifølge Kateryna Sergatskova, fordi man efter annekteringen af Krim i 2014 så angreb på romaer, LGBTQ+-samfund og journalister i landet, uden at politistyrker eller myndigheder greb ind.

Og det skulle dækkes journalistisk.

“Jeg ser demokrati som et system, der skal inkludere alle slags mennesker – også minoriteter. Så der var et klart behov for medier, der ville dække disse udfordringer,” siger Kateryna Sergatskova.

I dag er hun stadig en del af Zaborona, men arbejder også på et andet projekt, hun har været med til at stifte. Organisationen hedder Daily Humanity og blev oprettet på baggrund af invasionen i 2022. Daily Humanity laver træningsprogrammer, der skal fremme sikkerhed i medieindustrien og civilsamfundet både på det fysiske og mentale plan.

Idéen med at uddanne journalister i sikkerhed hænger sammen med Kateryna Sergatskovas ønske om en stærk, fri presse.

“Journalister tænker ofte på deres historie og ikke på deres helbred, men det er vigtigt, at vores journalister har det godt, hvis journalistikken skal have det godt,” siger hun.

Journalistikken er aldrig fuldstændig fri

Spørger man Katerina Sergatskova, om hendes eget journalistiske bias er ændret på grund af krigens grusomheder, påpeger hun, at hun som alle andre mennesker har en indbygget bias, men at hendes journalistiske bias er uændret.

“Min bias er altid mennesker. Jeg ønsker at vide, hvad der er det bedste for dem. Vi arbejder for offentligheden. Jeg er ikke lige så vild med regeringen som med mennesker. Jeg vil sige, at det er min bias,” svarer Kateryna Sergatskova.

Selvom lektor Hanne Jørndrup fortæller, at journalistik ofte bliver mindre objektiv i krigsramte lande, er hun ikke i tvivl om, at der findes ukrainske journalister som Kateryna Sergatskova, der forsøger at holde deres bias på et minimum.

“Jeg kan sagtens forstå, at man som ukrainsk journalist kan tænke: ’Jeg er ikke biased. Jeg går ud og fortæller, at der faldt den bombe, og der døde så mange.’ Det er jo faktuelle forhold, som ikke er præget af en stærk bias,” siger hun.

Og det hænger sammen med, at ingen slags journalistik kan blive helt fri for bias.

“Det gælder både krigsjournalistik og almindelig journalistik: Journalistikken er aldrig fuldstændig fri og uafhængig. Den er altid bundet af nogle forestillinger og fanget i sin kontekst,” siger Hanne Jørndrup.

I disse tider er den journalistiske kontekst i Ukraine, ifølge Borys Potjatynyk, at der er en forståelse af, at alt kan ske, og at man står midt i historien.

Ukrainske journalister er klar over, at alt det, der foregår, er vigtigt og vil blive beskrevet i historiske bøger.

Kateryna Sergatskova er også bevidst om betydningen af historien. Og det faktum, at det er liv eller død i Ukraine, har ikke ændret hendes holdning til vigtigheden af hendes job.

“Journalistik er det vigtigste i verden – især i krisetider. Det er kritisk infrastruktur. Jo bedre journalistik, desto bedre samfund, desto bedre alting. Det er min klare opfattelse – ikke kun de sidste tre år, men siden jeg begyndte at arbejde som journalist.”

I debatten mellem transkønnethed og cykelhjelme: ”Det, vi er ude i her, er lidt ligesom privat-Løkke og Venstre-Løkke”

I debatten mellem transkønnethed og cykelhjelme: ”Det, vi er ude i her, er lidt ligesom privat-Løkke og Venstre-Løkke”

I debatten mellem transkønnethed og cykelhjelme: ”Det, vi er ude i her, er lidt ligesom privat-Løkke og Venstre-Løkke”

Først sov han i Folketinget. Så tog han snus på talerstolen, inden han begyndte at tale imod et forbud. Nu
deler Joachim B. Olsen sine skarpe holdninger på X. Den tidligere politiker, til tider omtalt som provokatør,
er i dag debatredaktør og B.T.s eneste lederskribent. Men hvor går grænsen mellem hans personlige holdnin-
ger og avisens linje?

TEKST: JENS BANG
FOTO: PETER STOUGÅRD MAUNSBACH

Udgivet den 12. december 2024

”En mand, som kører med cykelhjelm, er jo allerede død. Selvrespekten er i hvert fald væk, og uden selvrespekten er livet jo meningsløst.”

Sådan kommenterede debattør og politisk kommentator Joachim B. Olsen den 21. november på mediet X. Siden har opslaget vakt opsigt og flere kritiserer, at en debatredaktør, ansat på et landsdækkende medie, ytrer den slags holdninger.

”Hvorfor må man nu ikke sige noget med et glimt i øjet på X. Hvem er det, der har lavet de regler? At man ikke både kan tale om alvorlige emner, som jeg brænder meget for, og så emner, som jeg overhovedet ikke brænder for, som eksempelvis brugen af cykelhjelme?”

Sådan lød Joachim B. Olsens svar på kritikken, da det den følgende søndag blev diskuteret i Presselogen.

Men er det muligt, at én og samme person kan skrive ledere på B.T. og stå ansvarlig og ikke mindst bag avisens holdninger og samtidig ytre en personlig holdning til eksempelvis danske mænds brug af cykelhjelm? Det har jeg taget en snak med manden selv om.

Politik fra barnsben

Joachim Brøchner Olsen blev født i Aalborg i 1977.

Allerede i en tidlig alder kom sporten til at fylde i hans liv. Efter at have prøvet kræfter med en bred palet af sportsgrene ender hans interesse med at falde på atletik. Det bliver hans professionelle levevej, indtil han i starten af trediverne lægger sportskarrieren på hylden.

Men sporten er ikke det eneste, der allerede fyldte fra de unge år.

”Jeg har altid været et meget politisk interesseret menneske, helt fra barnsben,” siger Joachim B. Olsen.

Interessen udspringer af en opvækst, hvor politik fyldte meget derhjemme. Med to forældre engageret i Foreningsdanmark kom flere store politiske personligheder som Peter Skaarup og forhenværende medlem af Centrumdemokraterne Peter Duetoft i hans barndomshjem.

”Som 13-14-årig købte jeg ‘Håndbogen i dansk politik’, som sagde noget om, hvad de forskellige partier mente,” siger Joachim B. Olsen.

”Man skal selvfølgelig som journalist kunne lægge sine egne holdninger til side. Men forestillingen om journalister som sådan nogle robotter uden meninger – sådan er virkeligheden heldigvis ikke”

– Joachim B. Olsen, debatredaktør og lederskribent på B.T.

 

Joachim mener

 

”Bladenes grundsyn er konservativt.”

 

Sådan står der i Berlingske Medias redaktørerklæring fra 1948. Mediekoncernen ejer B.T., og alle nyansatte redaktører sætter således deres underskrift på dette grundsyn, når de får et job på B.T.

 

Netop det konservative og borgerlige grundsyn var grunden til, at Joachim B. Olsen blev hyret ind på avisen i 2022. Nemlig for at give avisen et borgerligt udtryk, efter at den reetablerede sig selv som danskernes borgerlige tabloidavis.

 

Joachim B. Olsen er B.T.s debatredaktør og politisk kommentator. Han er også stemmen bag podcasten ’Borgerlig Tabloid’, hvor han hver uge debatterer aktuelle emner ud fra et borgerligt synspunkt. Tidligere var han ansat som politisk kommentator på Ekstra Bladet, men her var hans rolle anderledes.

 

”Da jeg var på Ekstra Bladet, var jeg også byline på historier. Det er jeg slet ikke på B.T.,” siger Joachim B. Olsen.

 

Han er primært ansat til at udlægge avisens holdninger i debatspalterne. Han skriver avisens ledere under navnet ’B.T. mener’, hvor han for nuværende sidder alene.

 

Derfor er det også ham, som lægger linjen. Adspurgt, hvordan han undgår, at det ikke bare bliver hans egne holdninger, lyder svaret kort.

 

”Jamen det er også mine egne holdninger,” griner han og fortsætter: ”Jeg er den eneste lederskribent, så det bliver altid noget, som jeg selv mener.”

 

Men selvom det er Joachim B. Olsen alene, der skriver B.T.s ledere, er der stor enighed på avisen omkring linjen. Kun en enkelt gang har en leder ført til en kammeratlig samtale hos chefredaktør Simon Richard Nielsen.

 

”Jeg skrev, at transkønnethed er en psykisk sygdom. Den ville chefredaktøren ikke stå inde for. Så den snak tog vi så, og den blev fjernet,” fortæller Joachim B. Olsen.

 

Er du journalist?

 

Med en fortid som tidligere folketingsmedlem for Liberal Alliance er hans holdninger kendte i den offentlige debat.

 

Han medgiver, at han godt kan forstå, hvis nogen tænker, at han har en bias, når der skal udlægges ugens holdning til læserne. Men det er ikke Liberal Alliances politik, han ukritisk sidder og udgiver til læserne.

 

”Jeg har mange gange rost Pia Olsen Dyhr for hendes strategiske beslutninger, og at hun er en dygtig partileder. Det er jo en ren bedømmelse af, hvordan SF klarer sig i dansk politik. Men det er jo ikke det samme som, at jeg er enig med SF’s politik,” siger han.

 

Men når Joachim B. Olsen ikke står i byline og primært står for at skrive ledere og diskutere B.T.s holdninger, er han så journalist?

 

”Jeg vil sige, at dét at være kommentator er en gren af journalistikken. Men det er jo ikke journalistik i klassisk forstand, hvor jeg sidder og skriver de første historier,” svarer Joachim B. Olsen.

 

Ligesom journalister og analytikere, der i modsætning til ham lægger navn til sine journalistiske udgivelser, sidder Joachim B. Olsen også med til pressemøder i de danske ministerier, når han kommenterer politik. Med hans baggrund i Liberal Alliance kender politikerne i spejlsalen til hans politiske holdninger.

 

Derfor kan de godt finde på at skyde igen med pointer fra hans egen politiske karriere.

 

”Det har særligt været, når de bliver irriteret. Så kan de godt finde på det. Men det synes jeg er fint nok,” siger han. Det er dog kun sket to-tre gange.

 

Generelt mener Joachim B. Olsen ikke, at man kan tale om helt objektiv journalistik.

”Idéen om helt objektiv journalistik, den synes jeg egentlig, er lidt skør, fordi det er altid journalistiske valg, man tager, når man skriver en historie,” siger Joachim B. Olsen.

”Man skal selvfølgelig som journalist kunne lægge sine egne holdninger til side. Men forestillingen om journalister som sådan nogle robotter uden meninger – sådan er virkeligheden heldigvis ikke,” siger Joachim B. Olsen.

Privat-Joachim og Venstre-Joachim

Udover at være en markant borgerlig stemme i avisens spalter debatterer Joachim B. Olsen også løs på de sociale medier.

Især på X udlægger han nærmest på daglig basis sine holdninger til næsten 35.000 følgere. Tonen går ofte højt i kommentarsporet, og især ét opslag har tidligere fået flere debattører til at gå til tasterne.

Opslaget lød:

”Jeg tror simpelthen, mange begår den fejl, at de tror, at palæstinenserne er ligesom os, at de elsker deres børn på samme måde, som vi elsker børn. Men det er ikke sandt. Det er fanatikere, som elsker (martyr)døden højere end livet”

Det førte til et interview i Politiken, hvor han måtte forklare sig. Alligevel fortryder han ikke.

”Jeg står fuldstændig inde for det, jeg sagde. Jeg synes godt, at jeg kunne forsvare det synspunkt,” fortæller han.

Han har før fået kritik for at være for grov og generaliserende i sine opslag. Han medgiver da også, at det til tider er blevet for skarpt.

”Jeg har da lavet noget, hvor jeg har formuleret mig for skarpt. Altså, jeg er jo et menneske, så jeg begår også fejl. Det er ikke alt, der er ramt lige i bullseye. Men lige det opslag med de palæstinensiske forældre kan jeg forsvare,” siger Joachim B. Olsen.

Selvom han fortæller i Politiken, at han vil tage kritikken til efterretning, så skulle der ikke gå mere end et halvt år, før han igen var ude med samme kritik af de palæstinensiske forældre.

Så har du taget kritikken til efterretning?

”Nej, det har jeg sgu nok ikke,” lyder svaret kort.

Det er dog vigtigt for ham at understrege, at de holdninger, han kommer med på X, ikke er de samme som B.T.s. Det kan give anledning til forvirring, når han også er den eneste lederskribent på B.T.

De gange, han har fået kritik, har chefredaktør, Simon Richard Nielsen, sagt, at opslagene på X må stå for egen regning.

”Det, vi er ude i her, er lidt ligesom privat Løkke og Venstre-Løkke. Så jeg kan godt forstå, at det giver anledning til forvirring. Virkeligheden er nok også den, at det vil jeg ikke kunne på alle arbejdspladser. Men herinde er der meget højt til loftet,” siger Joachim B. Olsen.

Kurt, hvor blev du af? Strandbaren var ikke med til årets Kapsejlads

Kurt, hvor blev du af? Strandbaren var ikke med til årets Kapsejlads

Kurt, hvor blev du af? Strandbaren var ikke med til årets Kapsejlads

Da det ikoniske aarhusianske samlingspunkt, Kapsejlads, løb af stablen dette forår, var det med højt humør, masser af øl og Tessa-vokaler. Men én ting glimrede ved sit fravær: Kurt Strandbar.

TEKST: JOACHIM FARSHØJ
ILLUSTRATION: LOTTE SKJØDT NIELSEN 

Udgivet den 30. maj 2024

Man holder altid med de underdogs. Men det er svært, når de ikke er med.

Det er næppe gået manges næse forbi, at Kurt Strandbar ikke var med, da fakulteterne i Aarhus fredag den tredje maj skulle testes i moderne gladiatorkamp i Uniparken. Ved årets Kapsejlads var DMJX’ fredagsbar og festforening nemlig blevet forbigået i udtagelsen.

Mange ansøgninger og et højt niveau over hele linjen var kendetegnende for udtagelsesprocessen, og det gik ud over Kurt Strandbar, fortæller forperson, Emilie Johansen. Kurt Strandbars egen ansøgning var bare ikke god nok, lyder vurderingen.

”Vi fik at vide, der bare var virkelig hård konkurrence i år. En af foreningerne havde sågar bygget et escape room til Umbilicus, der stod for udtagelsen. Så det, der ville have været en god ansøgning sidste år, var ikke længere en god ansøgning i år,” siger hun.

Emilie Johansen får opbakning fra det tætteste, Danmark kommer på en Kapsejlads-ekspert. Andreas Friis, der tidligere har lavet timevis af podcast om Aarhus’ mest prestigefyldte hakkebajer og stadig er fast morgenvært ved sejladsen, forklarer nemlig, at det ikke er et fravalg af Kurt, men et tilvalg af nogle andre.

”Kurt Strandbar fuckede ikke noget op. Der er altid nogle store, kendte foreninger, der ikke er med. I år var det Kurt. Tilmed var der nogle helt nye ansøgere i år, der ikke har været med før, som også skulle med i ligningen,” siger han.

Joken, der aldrig kom

Kurt Strandbar havde ellers underholdt medicinernes fredagsbar, Umbilicus, med en Paradise-sketch, hvor medicinerne ikke overraskende skulle vælge Kurt som partner til sidst. Dét, krydret med en såkaldt roulade-kapsejlads, gav kurterne tro på, at de, ligesom i fjor, kunne samle skolen om årets vigtigste sejltur.

Derfor var der også skuffelse at spore, da de – live på Instagram – fik meddelelsen om, at de var blevet vejet og fundet for lette.

”Der var meget stille i rummet. Først troede vi, det var en joke, da de sagde, de havde dårlige nyheder. Men punchline kom aldrig. Selvfølgelig ville vi gerne have været med, selvom det også er hårdt arbejde,” siger Emilie Johansen.

Særligt én ting ved fraværet ærgrede forpersonen. For selvom Kapsejlads blev afviklet med samme succes som de foregående år, og massevis af elever fra DMJX allerede flyttede ind på den store græsplæne klokken to om natten, manglede der noget. Der var strålende vejr, der var ‘Underdogs’ på Soundboksen, der var morgensang, og der var festivalslugt, men der var ikke nogen at holde med.

”Der var ikke noget at se frem til. De andre foreninger spurgte også efter os, og tandlægerne har endda nævnt Kurt Strandbar i deres sang. Vi er begyndt at blive en fast del af Kapsejladsen. Men ikke i år,” siger hun.

Når festforeningerne skal udtages til Kapsejlads, er der ifølge Andreas Friis en række elementer, der bliver kigget på. Det drejer sig altså ikke bare om at være sjov.

”Ansøgningen betyder meget. Men det betyder også noget, at man har leveret god energi i de foregående forløb. Man skal komme til tingene, og man skal gå op i det, for Kapsejlads er et gigantisk arrangement. Man skal gerne kunne mærke opbakningen hele vejen rundt,” siger han.

Andreas Friis uddyber yderligere, at det kan betale sig at gøre lidt ekstra ud af den sang, man altid skal have med til Kapsejlads, eller måske lægge nogle kræfter i musikvideoen. Det er dog ikke det afgørende.

Falske rygter med lang levetid

Der er intet i verden, der taler lige så højt som de berygtede vandrør. Igennem et længere stykke tid har de hvisket, at Kurt Strandbars manglende udtagelse skyldtes en dårlig indsats ved oprydningen efter Kapsejlads sidste år, men det rygte vil Emilie Johansen gerne begrave én gang for alle.

”Det er ikke rigtigt, at vi ikke gjorde ordentligt rent efter os sidste år. Vi kom selvfølgelig og ryddede op,” siger hun.

Faktisk fortæller Emilie Johansen, at nogle af de medlemmer, der ikke engang var med til festdagen på grund af sygdom, alligevel troppede op med handsker og spand dagen derpå.

Det viser sig også, at rygtet om Kurts manglende oprydning er et rygte, der går flere år tilbage. Andreas Friis har således været bekendt med rygtet i årevis, og da han selv ofte har deltaget i oprydningerne, både som studerende og morgenvært, kan han afkræfte, at Kurt Strandbar skulle være stukket af fra oprydningen sidste år.

”Det går som minimum tre-fire år tilbage. Men Kurt Strandbar har altid været med til at rydde op, så vidt jeg kan huske. Man skal nok kigge endnu længere tilbage for at finde rygtets ophav,” siger han.

Fremtiden for Kurts Kapsejlads-planer

Når Kapsejlads banker på næste år ved denne tid, er Emilie Johansen ikke længere forperson for Kurt Strandbar. Derfor har hun heller ikke nogen indflydelse på, hvordan ansøgningen kommer til at foregå på det tidspunkt, og det er slet ikke sikkert, at Kurt Strandbar overhovedet har tænkt sig at søge.

Kurt er en af de foreninger, der oplever den største udskiftning på halvårligt basis, og nye medlemmer medfører nye holdninger, hvorfor der til næste år på ny skal stemmes om lysten til at være med i Kapsejlads.

”Næste år skal de nye blive enige om, hvorvidt de vil være med. Den beslutning kan vi ikke tage på forhånd. Man skal altid teste vandene,” siger hun.

Hun tør dog godt komme med en forsigtig forudsigelse om Den Fjerde Statsyachts fremtid.

”Mon ikke vi ender med at søge igen,” siger hun.

Der er altså endnu håb, hvis man ikke har nået at se Kurt Strandbar sejle op ad åen i sin tid på skolen.

Kurt på Aarhus-kortet

Noa Kallestrup, menigt medlem af Kurt Strandbar, er langt hen ad vejen enig med sin formand. Har man sat sine fødder på campus på Katrinebjerg ugen op til Kapsejlads, er der nemlig én ting, der fylder markant mere end alt andet – også selvom det ofte falder tæt på den travle eksamensperiode.

”Kapsejlads samler skolen. Det er en skam at gå glip af den del i år. Der opstår mange gode fællesskaber på baggrund af det, og Kapsejlads er med til at sætte Kurt Strandbar på Aarhus-kortet,” siger Noa Kallestrup, der var med sidste år, men ikke i båden.

Han anerkender dog, at en Kapsejlads-deltagelse ikke udelukkende er snurreture med øl i hånden, fællesskab og fornøjelse. Der ligger en hel del arbejde bag, hvorfor der for nogen også var lettelse at spore, da det kom frem, at Kurt ikke blev valgt.

”Selvfølgelig var der nogen, der var lettede. Kapsejlads tager meget tid, og det fylder vildt meget i kalenderen, for der er en masse forberedelse og oprydning. De fleste af os var skuffede, men det er et krævende forløb. Personligt savnede jeg det mest på selve dagen,” siger han.

Noa Kallestrup fortæller også, at hans venner på andre uddannelser i Aarhus sågar spurgte til, hvorfor Kurt Strandbar ikke var med i år, så fraværet er ikke gået helt ubemærket hen.

Kapsejladsen blev i år vundet af Medicin, der tog sin anden sejr i træk og den sjette af de seneste ti mulige. Det har været afholdt siden 1991 og havde i år et estimeret tilskuerantal på 30.000. Peter Falktoft og Esben Bjerre var mændene med mikrofonerne, inden de overgav lyden til Tessa, der rappede et efterhånden godt brugt publikum igennem eftermiddagen.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Umbilicus’ forretningsudvalg, der stod for udvælgelsen af fakulteterne.

 

24syvs liv ender i de ukendtes grav, hvis ikke programmerne bliver opkøbt

24syvs liv ender i de ukendtes grav, hvis ikke programmerne bliver opkøbt

24syvs liv ender i de ukendtes grav, hvis ikke programmerne bliver opkøbt

Da Illustreret Bunker besøger 24syv, havde medarbejderne kort forinden fået nyheden om, at radioens aftryk risikerer at forsvinde fra alle podcastplatforme. Vil kanalen gå i glemmebogen, når gravøllen er tom?

TEKST: EVA BEYER PAULSEN
FOTO: VIKKI SØHOLM

Udgivet den 21. marts 2024

I en solbeskinnet vindueskarm på bagsiden af Pilestræde står en tom rugekasse. Den blev i juni 2022 brugt på 24syv-programmet Ringdal og Kristensen, hvor de i 22 dage forsøgte at udruge hønseæg fra supermarkedet. Formålet var at undersøge, om der var liv i de æg, man normalt køber til spejlæg og kagebagning. Det var der. Faktisk i hele tre af dem. De spæde kyllinger blev til en breakingnyhed og gav 24syv hele 33 likes på deres facebookside.

Nu står rugekassen tom i Døgnrapportens vindueskarm sammen med andre levn fra de sidste års kamp for livet.

Motherfucker varmt

I det lyddøde åbne kontorlandskab sidder to kvinder, der arbejder på Døgnrapportens redaktion.

”Ja, her er motherfucker varmt,” udbryder den ene af dem, da vi med svedige armhuler spørger dem ind til arbejdsmiljøet.

De er i gang med at kigge på et anklageskrift om et skyderi på Christiania, der fandt sted i sommer.

”Nogle gange kan man knapt trække vejret her. Det er specielt slemt om sommeren i studierne,” fortæller de.

”Man bliver tung i hovedet. De har forsøgt at fikse det, men jeg tror, de har givet op,” siger den anden af kvinderne. 

Selvom det er svært at trække vejret, er det ikke svært at få fat i folk på 24syv til interviews.  Som Tobias Bryld, en ung fyr på sabbatår, der blev ansat for to måneder siden og er her til luk, fortæller, skal vi ikke være bange for at forstyrre de ansattes arbejde for et interview.

”De laver ikke noget, de lukker jo,” konstaterer han, mens han viser os alt det, der befinder sig mellem det mørkegrå væg-til-væg-tæppe og de blottede ventilationsrør i loftet.

Skatteydernes penge

Den 31. marts klokken 23:59:59 stopper svingningerne med at strømme igennem din højttaler. Men det er ikke kun sendetilladelsen, der inddrages og kvæler radiokanalens stemmebånd. Også alle podcastprogrammer forsvinder fra podcasttjenesterne, medmindre medarbejderne eller andre medier selv opkøber rettighederne til programmerne.

Det skyldes, at kanalen stadig skal betale rettighedsmidler til KODA/Gramex, når musik og jingler afspilles i programmerne. Derfor kan Kulturradio Danmark, der står bag 24syv ikke længere bruge penge på programmerne, når sendetilladelsen udløber. Det udtaler administrerende direktør Lars Schmidt til fagbladet Journalisten den 4. marts.

”Det er mærkeligt at gå og lave noget, man ved, forsvinder om lidt. Det hele er jo ligegyldigt,” siger Chano Jørgensen modløst. Han er vært på programmet Tsunami, der på trods af cirka 20.000 ugentlige streams og fine fandigte stadig ikke har fundet en redningsbåd.

”Vi havde snakket med BT om at komme derned, men det er heller ikke blevet til noget,” siger han. 

Som spøgelser svæver de hvileløst rundt og mangler en krop, de kan slå sig ned i.

”Planen er, at vi køber rettighederne til programmerne og navnet, og så sidder vi og ringer rundt til alle mulige, hvor vi tænker, at de kan bruge et program som vores. Men det er meget stressende,” siger Chano Jørgensen.

Og stressen om at få en redningskrans er han ikke alene om.

”Alle, der har fundet noget, er jo smuttet. Det er os, der er tilbage, som drukner,” siger han. 

Omkring ham på bordet er der forskellige ting, de har samlet gennem det to og et halvt år, de har haft programmet. En Kandis Johnny-papfigur. Raket-Madsens bog. Han spørger, om vi ønsker at byde på noget af det.

”Ellers skal det bare ud,” siger han og kigger rundt på det smukt udsmykkede kontor.

”Man sidder i en kæmpe supertanker, der ræser mod isbjerget,” siger Anton Grue, der er dagens medvært på Tsunami.

Anders Christiansen, chef for programudvikling, eller programafvikling, som han selv kalder det, er også frustreret over, at en del af programmerne risikerer at forsvinde. Dog af en anden grund end Chano og Anton.

”Groft sagt er jeg ligeglad med de ansatte. Men danskerne har betalt for det her, og så synes jeg, at det er noget politisk makværk, at det bare skal forsvinde i den blå luft. Det er spild af penge,” siger Anders Christiansen.

De mange journalister og radioværter spiller violin, mens skibet går ned. De har med fuld fart tørnet mod et isbjerg og har længe vidst, at en uundgåelig katastrofe ville ramme dem.

Dagpenge, wuhu!

”Der foregår intet journalistisk herinde,” siger Daniel Møgelhøj, da vi kommer ind i Gameboys’ studie.

Rummet er en tidsboble med Pacman-plakater, farverige LED-lys og prideflag. Deres studie er nok det mest udsmykkede rum, der er, og derfor sandsynligvis også det, der er sværest at pakke ned i flyttekasser.

”Alle er jobsøgende på LinkedIn lige nu,” siger Daniel Møgelhøj.

Hvad han selv skal efter den 31. marts, er han ikke sikker på – for usikkerhed er det eneste, der er sikkert i branchen.

”Jeg vil nok tage nogle dagpenge. Alt det løse er bare ønsketænkning,” siger han, mens Asgar Bugge tilføjer, at han selv har søgt ind på læreruddannelsen.

De har været her siden Louds spæde ungdom, og de kan mærke en forskel i folkestemningen.

”Loud var frådende vrede, 24syv er bitter vrede over gravrøverriget,” siger han.

Vreden mener Anders Christiansen også, at mediebranchen og politikerne kan lære noget af. Man kan ikke rive tingene op og starte forfra flere gange. Hvis man skal skabe et godt brand, skal man have tid.

“Skandalen startede jo ved, at man gik ind og blandede sig i, hvor kanalen skulle ligge,” siger han.

Rødspættefilet og den sidste nadver

Emma Vinkel, der er redaktør på Døgnrapporten er i gang med at kigge på smørrebrød på den computer, hun snart tager med sig hjem for 800 kroner, når radioen lukker. Specifikt vil hun gerne finde et sted, der har rødspættefilet, for de har en særlig kærlighed til rødspættefilet og godt kriminalstof her, siger hun.

De må grundet et par feriedage holde den sidste nadver lidt før deres kollegaer – og der skal rødspættefilet til. Deres program har været populært, og derfor får det lov til at leve videre i Det Berlingske Hus, men med en ny redaktion. Derfor skal Emma Vinkel selv i første omgang på dagpenge. ”Wuh!”, siger hun med en ironisk distance. En anden person på den anden side af computerskærmene tilføjer: ”Ja, så høje ambitioner har vi her.”

Emma synes, at det er svært at sende et program videre til nogle andre. Det er det næstmest lyttede program og et hjertebarn at sige farvel til.

”Jeg håber, de kommer til at passe godt på det,” siger hun.

Forsvandt under mystiske omstændigheder

En oppustelig sexdukke hænger i en stol ved en tom ø af borde, hvor Pornoprogrammet normalt holder til. Endnu et program, som man måske om et par uger kun kan lytte til, hvis man går ind på Det Kongelige Bibliotek og spørger efter det. På et whiteboard står listen over planlagte episoder. Den slutter i uge 13 med det befrugtende og livgivende emne sæd.

De tre kyllinger i rugekassen er til gengæld et vidnesbyrd om befrugtede æg, der ikke burde være det. De endte i baghaven hos ansvarshavende chefredaktør Simon Andersens kone. Man kunne håbe, at i det mindste kyllingerne kunne være en lille bid af 24syv, der kunne leve videre og minde os om 24syvs fandenivoldskhed. 

Chef for programafvikling Anders Christiansen beskriver 24syvs programmer som en smuk mosaik, der indeholder ”alt fra det blødeste af det bløde, til det hemmeligste af det hemmelige, til det borgerligste af det borgerlige, til det mest vulgære af det vulgære.” 

Desværre er der uvished om, hvorvidt kyllingerne faktisk er i live, og om de derfor faktisk kan være den påmindelse af den vulgære public service, 24syv havde kørende. Illustreret Bunker bad Anders Christiansen om at spørge Simon Andersen om netop dette og kunne et par timer efter interviewet berette på SMS:

“Kyllingerne forsvandt under mystiske omstændigheder i Gentofte. “

Dit afsnit går her

Your content goes here. Edit or remove this text inline or in the module Content settings. You can also style every aspect of this content in the module Design settings and even apply custom CSS to this text in the module Advanced settings.

Dit afsnit går her

Your content goes here. Edit or remove this text inline or in the module Content settings. You can also style every aspect of this content in the module Design settings and even apply custom CSS to this text in the module Advanced settings.

Jonas Risvig-serierne blev for perfekte: ”Jeg er nok endt med at skabe den ungdom, jeg gerne selv ville have haft”

Jonas Risvig-serierne blev for perfekte: ”Jeg er nok endt med at skabe den ungdom, jeg gerne selv ville have haft”

Jonas Risvig-serierne blev for perfekte: ”Jeg er nok endt med at skabe den ungdom, jeg gerne selv ville have haft”

Et kamera, coronapandemi og fire teenagere fra nabolaget. Sådan startede produktionen af Centrum. Den første ungdomsserie med Jonas Risvig bag rattet. I dag, tre år og ti ungdomsserier senere, er den 30-årige instruktør blevet førende inden for skildringen af ungdomslivet. Men med større succes kommer også større ansvar på godt og ondt.

Tekst: SARAH CARDEL
FOTO: KASPER SØHOLT

Udgivet den 21. marts 2024

Ikke langt fra Jonas Risvigs bopæl ligger hans kontor. Vi befinder os i det vestlige København, og på en af kontorets vægge hænger der flere billeder, end man kan tælle til. Nogle er fra Salsa, nogle er fra Grænser og andre er fra Viaplay-serien Drenge.

”Tænk at kunne vise sådan et billede om 20 år til ens børn og sige ’Sådan så mor ud, da hun var ung’,” fortæller han, idet han peger på et billede af en af skuespillerne.

Ligesom billederne på væggen kan han godt lide at se sine serier som et vidnesbyrd om nutidens ungdom. En slags tidskapsel, hvor generationens måde at tale på, klæde sig på og eksistere på dokumenteres gennem serierne.

Men er man kun rigtig ung, hvis man går til fester, har venner, køber vintagetøj, har sex og på den ene eller anden måde formår at lykkes med det, man bøvler med? Det er den kritik, som lyder, og spørger man Jonas Risvig selv, er svaret entydigt.

”Jeg er virkelig ked af, at mine serier har haft en ekskluderende effekt. I mange af dem er jeg nok endt med at skabe den ungdom, jeg gerne selv ville have haft.”

At føle sig udenfor de andres verden

Jonas Risvig voksede op i en lille by sydøst for Silkeborg og havde, efter eget udsagn, en ”problemfri” barndom. Forældrene var sammen, kæledyrene i live og søskendeforholdet var tæt. Først i sommerferien mellem 8. og 9. klasse begyndte tilværelsen at ændre sig.

”Jeg var på ferie, drak megamange sodavand og spiste spaghetti med ketchup. Efter ferien var alle begyndt at feste, ryge og køre scooter. De havde taget et forspring ind i teenagelivet,” fortæller Jonas Risvig.

Han husker, hvordan der pludselig var opstået helt nye interesser blandt klassekammeraterne, og især hvordan han endnu ikke delte disse interesser.

”Niende klasse var et farligt og ubehageligt sted at være. Men også sygt spændende,” fortæller han.

Uden nogen at spejle sig i begyndte han at lukke sig mere og mere inde. Han så alle ungdomsfilm. Med sin fars gamle kamera, brugte han sin fritid på at filme og klippe videoer. Det var i det øjeblik, at drømmen om selv at skildre ungdommen begyndte at spire.

”Jeg lavede parodi- og musikvideoer, fordi jeg ikke turde tage det alvorligt. Men jeg vidste, at jeg på et tidspunkt skulle skabe det, som jeg selv følte, jeg manglede i den periode,” fortæller Jonas Risvig.

”Jeg vil lave serier, der larmer”

Youtube-serien Centrum, der blev udgivet i 2020, markerer begyndelsen på Jonas Risvigs instruktørdrøm, og siden er listen kun blevet længere.

Fælles for alle Jonas Risvig-serier er deres udforskning af problemstillinger, der kendetegner ungdomslivet. Lige fra giftig maskulinitetskultur til seksualitet, svære venskaber og gymnasiedrama.

”Jeg vil gerne lave serier, som larmer. Ligesom hvis naboen holder fest, og der kører et beat hele natten. Det er irriterende, hvis man gerne vil op om morgenen, men ikke desto mindre, ved alle, at der er fest,” fortæller Jonas Risvig.

Der var et stort fokus på unge som mistrives under coronapandemien. I Centrum var det dog det modsatte. De unge nød at få en pause.

I flere af serierne vises unge, der ryger og drikker alkohol, men også dem, der vælger det fra. For Jonas Risvig handler det om at fremvise sider af ungdomslivet, som ofte forbliver skjulte i fiktion og dermed skabe larm.

”I stedet for at pakke rygning væk, har vi forsøgt at starte en samtale om eksempelvis gruppepres. Og så længe Kræftens Bekæmpelse og Børns Vilkår støtter mine projekter, er det vigtigere for mig end sure forældre,” fortæller han.

Derudover er serierne også karakteriseret ved, at mange af skuespillerne er uprøvede.

Når det gælder casting, har Jonas Risvig opdaget en vigtig opgave i at finde dem, som ikke nødvendigvis råber højest. Både for at skabe en bredere repræsentation, men også for at give selv de mest generte en mulighed for at blive hørt.

”At finde en ung version af mig selv, som ikke ville turde melde sig – det kunne være fantastisk. Men man skal huske, at selvom den dreng, som har det svært, ville være den bedste til at spille netop det, så skal der være en lyst og tryghed i at deltage,” fortæller han.

Jonas Risvig har et ønske om, at serierne repræsenterer en nuanceret ungdom, men ligesom tilfældet før, er det nemmere sagt end gjort:

”Kropsdiversitet er det sværeste. For hvis man er 17 år gammel og føler, man ikke ligner de andre, kan det være enormt angstprovokerende at stå frem,” fortæller han.

Jonas Risvig besøger landets teaterskoler for at tale med underviserne i håb om at skabe en tryggere ramme for unge. Han opsøger også sociale boligområder for at finde piger og drenge med forskellig etnisk baggrund.

Kan mænd lave serier om kvinder?

Selvom flere af serierne fik betydelig succes, var det først med serien Salsa, sendt på DR, at Jonas for alvor brændte igennem. En serie om venskab, kærlighed og ikke mindst teenagepiger, der udforsker deres seksualitet.

”Salsa er den serie, som har været allerfedest at lave. Men det er også den, som jeg har hørt mest for, og den, som jeg har været mest i tvivl om, hvorvidt den skulle fortsætte,” fortæller Jonas Risvig.

Nogle seere har kritiseret Salsa for det faktum, at den er instrueret af en mand. En kritik, som fremstår mere personlig end konstruktiv, og som er svær at anerkende for Jonas Risvig.

”Fordi det er en serie om kvinder, bestod næsten hele produktionsholdet af kvinder. Jeg ønskede at starte en nuanceret samtale om seksualitet, men jeg har lagt et kæmpe arbejde i at få de rigtige stemmer indover,” fortæller han og fortsætter:

”Man må altid bedømme produktet, men når kritikken går på min person og mine intentioner, bliver jeg mega ked af det.”

Han understreger, at både mænd og kvinder kan producere godt indhold om det modsatte køn, og at det altid handler om at gøre sig umage for at sætte sig ind i kulturen.

Indtil videre er der udgivet to sæsoner af Salsa, mens arbejdet på sæson tre er i gang.

Den ”seje” måde at være ung på

Jonas Risvig bruger og inddrager sit publikum. De unge er med til idéudvikling og manuskriptskrivning, og skuespillerne bliver bedt om at omformulere replikkerne til måden, de selv ville sige dem. 

For Jonas Risvig er det vigtigt, at det er de unge, som taler, når offentligheden ser ham som ungdommens talerør.

”Jeg er blevet ham, som jeg altid selv var i opposition imod. Den voksne, som skulle gætte på, hvordan det er at være ung. Så jeg ser virkelig min position som et ansvar, der forpligter,” fortæller han. 

Alligevel har han mødt kritik for at portrættere et perfekthedsbillede af, hvordan man er ung på den ”seje” måde. En måde, hvor man har lyst til at drikke alkohol hver weekend og tale med sine venner om kærlighed og sex. 

Selv var Jonas Risvig ikke bevidst om, hvordan hans serier havde påvirket visse unge.

”I forsøget på at skabe et indbydende univers og rum for samtale er jeg også endt med at ekskludere alle dem, som ikke har det på samme måde. Det er ret vildt, for jeg har ikke tænkt over det, før den del af kritikken opstod,” fortæller han.

Når Jonas aktivt opfordrer til åbenhed, er det ikke usædvanligt for ham at blive mødt med kritik. Han nævner endda, at han dagligt modtager kritik, og der er næsten intet, han ikke har hørt før.

På trods af det har denne del af kritikken alligevel gjort et stort indtryk på ham.

”Det, som har gjort mig allermest ked af det, er, hvis jeg har fået nogen til at føle, at de ikke er gode nok. Det skulle meget gerne have været det modsatte. Hver dag er denne del af kritikken øverst på min liste over ting, jeg skal arbejde på,” fortæller Jonas Risvig.

Han er ved at lægge sidste hånd på spillefilmen Kontra, der, ifølge ham selv, er et opgør med netop den perfekthedskultur, han selv har været med til at portrættere. Så når filmens hovedkarakter ikke lader sig bukke under for normen om at skulle være ung på en bestemt måde, ser Jonas Risvig det også som en form for kritik af sig selv og sine tidligere produktioner.

”Hovedkarakteren adskiller sig meget fra dem, der ellers har optrådt i mine serier, og nu sidder jeg også med Salsa 3, hvor vi er ved at gøre det hele ‘lidt grimmere’ og mere relaterbart,” fortæller han. 

Selvom den 30-årige instruktør har mødtmeget kritik, er han ikke i tvivl om, at han skal blive ved med det, han laver. For hvad der var hans drivkraft for overhovedet at begynde, er også motoren for at fortsætte: At give nogen noget at spejle sig i.

”Jeg ser nu, at det var meget få mennesker på min årgang, der udlevede den vilde ungdom. Jeg glemte, at min sidemakker kunne have det på samme måde som mig, og jeg håber, at mine serier kan hjælpe andre i samme situation,” fortæller han.