”Jeg har ikke tid til at være syg,” udbryder jeg frustreret og grædende til min mor. Mine øjne er røde og hævede. Mest af alt ligner jeg en, der enten har fået en voldsom allergisk reaktion, eller en, der har grædt i flere timer. I skal satse jeres penge på den sidste mulighed. Sengen er blevet mit eneste tilholdssted. Mit natbord er efterhånden ikke synligt længere. Næsespray, lommetørklæder, sugetabletter og plader af panodiler – både nye og tomme – har nu overtaget. 

 For fire uger siden blev jeg ramt af sygdom. Den gode influenza, som så mange har stiftet bekendtskab med det seneste stykke tid. Jeg har derfor været bagud med alt skolearbejde. Fraværet er steget markant. Deadlines er blevet udskudt med flere uger. Og jeg kan umuligt levere det, jeg har ambitioner om. Pludselig har opgaverne hobet sig op som en flok gribbe, der bare venter på, at jeg kollapser. Og det er jeg nu. Kollapset. Stadig syg, og nu ovenikøbet stresset.

 Jeg kan mærke det i hele min krop. Mine muskler spænder, mit hjerte banker hurtigt, jeg hiver rystende efter vejret. Mest af alt mærker jeg det i mit hoved. Efter en grædetur på et par timer dunker det i takt med min puls. Alting virker så uoverskueligt. Alle opgaver smelter sammen. De er blevet til en stor masse, som jeg ikke kan overskue at begynde på.

 Det er første gang, jeg oplever en intens følelse af stress. Men meget tyder på, at jeg ikke er den eneste. En undersøgelse fra 2019 foretaget af Uddannelses- og Forskningsministeriet viste, at næsten hver femte studerende på en videregående uddannelse oplever en følelse af stress i hverdagen. Jeg er bare endnu én i flokken.

 Hvor skal man søge hen, når man har det sådan her?

Første spadestik

Da jeg startede på Journalisthøjskolen, var studievejlederne nogle af de første mennesker, vi blev introduceret for. Mit første bud falder derfor på Joan Husted, en af skolens studievejledere.

 Smilende tager Joan imod mig. Det er som om, hun kender mig på forhånd, selvom jeg aldrig har snakket med hende før. “Vil du have en kop kaffe med?” spørger hun mig venligt. Det siger man jo ikke nej til. 

 Mens Joan henter kaffe til os, står jeg inde i hendes samtalerum. Inspirerende citater udsmykker væggen. De minder mig om den samtale, jeg skal til at have. I et kort øjeblik overvejer jeg at løbe min vej. Hvor intimiderende er det ikke lige at åbne sig så meget for en fremmed? Det ville jeg ikke engang gøre, hvis jeg var fuld i byen. Inden jeg ved af det, kommer Joan med kaffen. Den er stærk og sort. 

 Nu gør jeg det fandme. 

 Jeg lægger alle kortene på bordet. Fortæller hende alt det, som I ved og lidt mere til. Tårene presser sig på et par gange, men jeg vil helst ikke tabe ansigt foran hende, selvom rummet føles trygt. Mine hænder ryster lidt, så jeg gemmer dem forsigtigt under bordet. Hun læser mig lynhurtigt. 

 ”Jeg tænker det, der særligt har været med til at stresse dig, har været dine tanker om, hvor meget du er kommet bagud, og hvordan du overhovedet skal komme i mål. Nogle gange kan det hjælpe at sige til sig selv: ‘nu skruer jeg lige mit ambitionsniveau ned.’ Det skal ikke altid være kunst. Nogle gange skal det bare være færdigt,” fortæller Joan mig.

 Hun uddyber, at det særligt kan presse os at gå med for mange ting inde i hovedet. Man skal sørge for at få snakket med nogen om, hvordan man har det – for et delt problem er et halvt problem. Hun opfordrer til, at man enten tager kontakt til en af studievejlederne eller sin underviser. 

Du er ikke den eneste

Joan forsikrer mig om, at jeg hverken er den første eller eneste, der er blevet ramt af sygdom på et ubelejligt tidspunkt. Det er heller ikke unaturligt, at jeg er blevet presset af, at jeg har haft mindre overskud, end jeg plejer. 

”Vi taler ofte om stress som sådan et monster, men der er jo ikke noget underligt i at være stresset eller presset i nogle perioder. Så længe det ikke er over længere tid. Stress kan være mange ting og i nogle perioder helt naturligt. Det er ikke altid noget, man skal være bekymret for,” siger hun beroligende. 

Joan fortæller mig, at de studerende sjældent italesætter stress, når de er inde til samtaler hos hende. Men hun har haft mange samtaler med studerende, der oplever at miste overblikket. Her er det en god ide at lave en plan for, hvad man skal nå på hvilke tidspunkter. Er der ingen chance for, at man kan nå det hele, kan man stille sig selv spørgsmålet “Hvad er vigtigst lige nu?”

Når vi er pressede, kan det være svært at holde hovedet koldt og hjertet varmt, når man skal træffe beslutninger. Faktisk kan man have svært ved at finde vej og retning. Helst skal man holde sig fra de store beslutninger, for man tænker ikke rationelt, hvis stress først har ramt.

Hvorfor går det galt for studerende?

I det jeg går ud fra Joans samtalerum, har jeg en god fornemmelse i kroppen. Det er som om, jeg kan trække vejret bedre. Jeg står tilbage med følelsen af, at det slet ikke var så farligt, som jeg først troede.

Følelsen af stress er ofte forbundet med en periode af pres, hvor opgaver, forventninger og ressourcer ikke er i balance. Men er vi studerende pressede eller stressede? Bliver det et problem, at vi ikke kan skelne mellem de to ting?

Jeg beslutter mig for at kontakte Trine Wulf-Andersen for at blive klogere. Hun er lektor på Roskilde Universitet og forsker i uddannelsesmiljøer og psykosociale problemer. Det kan for eksempel være stress, angst og depression. 

“Det er vanskeligt for alle at navigere i pres og stress. Mange kommer af den grund også for sent til at tage det alvorligt, hvor stressede de er. De glemmer simpelthen at træde et skridt baglæns og se, at tingene ikke hænger sammen,” fortæller hun.

Hun nævner, at de kortvarige stressende perioder ikke er farlige for os. Det kan faktisk give os et adrenalinsus. Men bliver perioderne længere, og får man tilmed ikke plads til at hvile og restituere, kan det blive vanskeligt. Dét kan man ikke holde til. 

Et studieliv med pres fra alle kanter

I studerendes liv er der meget på spil personligt. Der er mange faktorer, der kan presse den enkelte. Det høje tempo på studiet, frivilligt arbejde, studiejobs, det sociale liv med vennerne og dét at finde sig til rette i tilværelsen. Alle de forskellige faktorer kan gå hen og stresse os, hvis de kolliderer sammen. 

“Det er ikke altid de ubehagelige ting, vi bliver stressede af. Man kan sagtens opleve et sammenfald mellem de ting, man får god energi af og så de ting, der gør os udkørte. Det kan snyde os i perioder,” siger Trine Wulf-Andersen. Jeg nikker genkendende til det. De seneste ugers tid har jeg ikke engang haft overskud til at tage i fredagsbaren.

Vi er ofte optagede af, hvordan den gode studerende skal være. De forestillinger er ikke opstået ud af det blå hos den enkelte, men de er på mange måder med til, at man får presset sig selv yderligere. Det indre pres kommer ofte til at flette sig sammen med det ydre pres, vi mærker fra studiekulturen på uddannelsesinstitutionen. 

“Vi forstår stress og trivsel som noget, der er den enkeltes ansvar. Håndteringen bliver skilt ud fra det faglige, selvom stress på mange måder fletter sig sammen med det faglige,” forklarer Trine Wulf-Andersen. 

Mit indtryk er, at vi gemmer stressen væk. Den lurer i baggrunden og rammer, når man mindst venter det. Ofte føler vi os alene med følelsen af stress. Da jeg havde mit lavpunkt, troede jeg, at jeg var den eneste, der havde det på den måde. Men det viser sig langt fra at være tilfældet. 

Uret viser 19:20, og Marchen Neel Gjertsen har ikke fået aftensmad endnu. Hun sidder på sit hotelværelse og sender mails afsted. Receptionisterne på Atlantica kender hende, så der er ikke brug for ind- og udtjek, og regningen bliver automatisk sendt til Jyllands Posten. I kufferten har hun sit rejsesjippetorv.

En undersøgelse fra 2018 viser, at mere end halvdelen af de ansatte på danske medier er stressede. Det er imidlertid tvivl om, hvor ansvaret ligger, og hvordan problemet skal kommes til livs.

Hvor stressede er journalister? Det kan være svært at finde tal på. Det tætteste på et konkret mål er en undersøgelse fra Arbejdstilsynet foretaget i 2018, hvor 64 procent af de adspurgte medarbejdere fra mediebranchen havde svaret, at de sjældent, sommetider, ofte eller hele tiden havde følt sig stressede inden for de seneste to uger.

Undersøgelsen afsøgte, hvor mange medarbejdere der havde følt sig stresset inden for de seneste to uger i forskellige erhverv. Mediebranchen havde den 18. højeste score ud af de 74 erhverv, der blev undersøgt.

Højt, men ikke alarmerende højt

Spørger man Thomas Rønnow, underdirektør i Dansk Erhverv, lyder 64 procent højt. Dansk Erhverv varetager interesser for adskillige erhverv, herunder flere mediehuse. Dog mener han ikke, at her er tale om et ualmindeligt højt tal sammenlignet med andre erhverv. 

“Selvfølgelig har vi et problem med stress og arbejdspres. Det er der ikke nogen tvivl om. Sammenlignet med andre erhverv, mener jeg dog ikke, at her er tale om et alarmerende højt tal,” siger han.

Han hæfter sig ved, at mange andre erhverv også har en relativt høj procentandel. Derfor mener han ikke, at her er tale om et niveau, der er alarmerende. Desuden mener han, at undersøgelsen ikke tager højde for, at journalister oplever et naturligt pres i deres dagligdag i form af deres arbejde med deadlines. Et aspekt, der ifølge Thomas Rønnow, ikke kun er negativt, da nogle trives under dette pres.

Dansk Erhverv tilbyder en række værktøjer til deres medlemmer, når medlemmerne henvender sig med spørgsmål. Spørgsmål, som blandt andet drejer sig om det psykiske arbejdsmiljø. 

“Vi er sat i verden for at hjælpe virksomhederne. Det gør vi ved at rådgive virksomhederne, når de kommer med konkrete spørgsmål,” siger han.

Thomas Rønnow henviser dog til, at det er op til de enkelte virksomheder at bekæmpe stress på arbejdspladsen i henhold til arbejdsmiljøloven.

Desuden påpeger han, at de ikke oplever mange henvendelser fra medlemmer med spørgsmål vedrørende stress eller pres på arbejdspladsen. Noget, han mener blandt andet kan skyldes, at der allerede kører et trivselssamarbejde mellem Dansk Erhverv og virksomhederne, hvor medlemmerne kan få rådgivning til arbejdsmiljømæssige spørgsmål.

Lokale løsninger virker hos DR

Anette Dalsgaard, arbejdsmiljøkonsulent ved DR, anerkender, at 64 procent lyder som et højt tal. Når det kommer til DR selv, er det dog ikke hendes oplevelse, at der er et generelt problem med stress i forhold til andre arbejdspladser. 

“Jeg mener ikke, at der er et generelt problem. Der kan godt være problemer lokale steder i DR, men jeg oplever ikke, at DR som helhed ligger anderledes sammenlignet med andre virksomheder,” siger hun.

Når der opstår et problem med arbejdsmiljøet i DR, for eksempel stressrelateret, så løses det i den lokale afdeling. HR-afdelingen sidder inde med råd og vejledning til de forskellige afdelinger, men det er den enkelte afdeling, der finder en måde, de kan komme problemet til livs. En metode, som Anette støtter op om.

“Lokale løsninger er helt klart det, som virker allerbedst,” siger hun.

Overordnet set mener hun, at der gøres meget for at forebygge stress, for eksempel gennem trivselsundersøgelser og med hjælp fra arbejdsmiljørepræsentanter, tillidsrepræsentanter og ledere. Om der bliver gjort nok på nuværende tidspunkt, har Anette Dalsgaard dog svært ved at sige noget om.

“Jeg synes vi stiller de rigtige værktøjer til rådighed, men om det er nok i det enkelte tilfælde er enormt svært at sige,” siger hun.

Afviser ikke større fokus

Thomas Rønnow har svært ved at se, hvordan de i Dansk Erhverv kan hjælpe virksomhederne med at løse problemet med stress. De stiller allerede rådgivning til rådighed som supplement til virksomhederne, der har ansvaret.

Han afviser dog ikke, at et større fokus på arbejdsrelateret stress, for eksempel i medierne, kunne medføre, at problemet alligevel blev taget op i Dansk Erhverv.

“Ja, vi ville nok tage det op. Men det er et svært emne, fordi det er forskelligt fra virksomhed til virksomhed og afdeling til afdeling, hvad det er, der udløser stress,” siger han.

Spørger man Anette Dalsgaard, om der kunne gøres en større indsats, afviser hun ikke, at stress bliver et emne, som skal tages op i en større skala ved DR.

“Stress har været et problem i mange år efterhånden, og det bliver ved med at dukke op. Derfor skal vi hele tiden have en opmærksomhed omkring det,” siger hun.

Spørgsmålet er bare hvornår og på bekostning af 

“Men, hvornår er det lige tid til at sætte ekstra ind på det felt? Det er en prioritering, og der er grænser for, hvor meget en organisation kan rumme.”