Som journalistpraktikant bliver Asbjørn kastet ud på dybt vand – med redningsvest

af Webredaktøren | dec 7, 2023 | TEMA

Som journalistpraktikant bliver Asbjørn kastet ud på dybt vand – med redningsvest

Det Nordjyske Mediehus prioriterer at give sine journalistpraktikanter ansvar. Det oplever praktikanten Asbjørn Mogstad, som har fået frie tøjler til at skabe et podcast-projekt.

TEKST: IBEN MEJLHEDE
FOTO: ANDERS LINDSTRØM

Udgivet den 07. december 2023

Et par minutter før start er Asbjørn Løvendahl Mogstad på vej ind i radiostudiet. Termometeret viser 25 grader og er resultatet af en bygningsfejl i radiostudiet, der giver problemer med udluftningen. Hele mediehuset er nybygget, og under opbygningen af radiostudiet opstod der en konstruktionsfejl, der har medført problemer med nedkølingen af studierne. Indtil bygningsfejlen bliver rettet, fungerer ventilationen i radiostudiet derfor ikke.

Klokken slår seks, og radioprogrammet går live. Efter musiknummeret “In Your Eyes” af The Weeknd, tager Asbjørns medvært Claus Høyer ordet. Debatten handler om influenceres brug af sponsoreret indhold på sociale medier.

“På sociale medier møder man et flæng af forskellige influencere, hvor de reklamerer for sponsoreret indhold. Nogle gange kan man måske være lidt i tvivl, om det er reklame eller skjult reklame,” siger Claus Høyer.

Asbjørn svarer:

“Ja, man kender godt det gode gamle begreb fake laugh. Det er, når man kan høre, at folk griner på en måde, hvor de tydeligvis ikke synes, at det er sjovt. Når influencere siger, at de elsker et produkt, fordi det har ændret deres liv, men alligevel ligner én, der er ved at falde i søvn. Så tænker man, er det virkelig din ærlige holdning? Eller er du bare ude på at tage mig ved næsen?”

Det er ikke uvant, at Asbjørns stemme er i radioen, for han er radiovært på Det Nordjyske Mediehus. Her har han været i praktik siden februar. Han laver blandt andet et radioprogram sammen med Claus Høyer.

Det er et satirisk indspark til ANR, en forkortelse af Aalborg NærRadio. Programmet er et af de steder, hvor Asbjørn oplever at have ansvaret tæt inde på kroppen.

Bag mikrofonen
Radio er ikke det eneste, som Asbjørn laver. Han har en varieret hverdag med morgenradio onsdag, torsdag og fredag, mens han sidder med et podcast-projekt mandag og tirsdag. Et podcast-projekt, han ikke kan løfte sløret for, men selv har fået ideen til.

“Her kan jeg godt mærke, at jeg har fået rigtig meget ansvar. Jeg føler en positiv paranoia over, hvor stort et projekt det faktisk er, jeg har fået lov til at lave. Det har også været en lang proces. Jeg startede med en uges pitch af ideen, hvor jeg også læste relevant litteratur om blandt andet fortælleteknik. Derefter lavede jeg en uges research, og først efter det havde jeg fingrene i at skulle formidle og lave interviews,” siger han.

Podcastprojektet startede i september og varer indtil januar næste år. Her tager Asbjørn rundt i Danmark for at indhente data og viden blandt andet gennem interviews.

Selvom han ikke må sige så meget om projektet, kan han fortælle, at præmissen selvfølgelig skal godkendes, men at det er ham selv, der får lov til at sætte rammerne for podcasten. Det er også igennem det her projekt, at Asbjørn oplever at have mest ansvar som praktikant, da han står for meget af forløbet selv. Det oplevede han eksempelvis, da en kilde anbefalede ham at tage til Sjælland og interviewe to mennesker, som han fandt relevante for historien.

“Så jeg spurgte, om jeg kunne tage til Sjælland, og det var fint. Selvfølgelig har vi en dialog om det, men jeg får lov til at komme med ideerne,” siger Asbjørn.

Egen drivkraft
Asbjørn ville gerne have meget ansvar, og da han startede hos Det Nordjyske Mediehus, måtte han også bevise, at han var dygtig nok til at få det. Her skulle mediehuset lægge en plan for hans rolle, og derfor startede Asbjørn heller ikke med at have så meget ansvar, som han har nu.

“Da jeg startede på Det Nordjyske Mediehus, kiggede de på, hvordan jeg udviste evnen til at løfte de opgaver, jeg blev stillet. De skulle lige teste mig af og føle mig på tænderne. Hvad er en passende sværhedsgrad for ham? Hvad er et passende pres at putte på ham? Det er nemlig en vigtig balancegang. Jeg skal ikke have for kedelige opgaver, men heller ikke for meget ansvar, ” siger Asbjørn.

Tilbage i radiostudiet har temperaturen sneget sig op på 27,2 grader. Musikken fra radioen spiller højt. Tre elever fra niende klasse er i skolepraktik, og de har fået til opgave at finde en nyhed på TikTok, som de skal fortælle om i radioudsendelsen.

Netop værtsrollen, som Asbjørn nu har i radioen, er noget, han specifikt har ønsket. En rolle, som udvikler ham som praktikant, og hvor han igen kan mærke, han får ansvar.

“Man skal aflevere nogle læringsplaner i løbet af sin praktiktid. Der har jeg formuleret, at jeg gerne vil have erfaring med værtskab, hvilket jeg får rig mulighed for med min morgenværtsrolle. Derudover vil jeg gerne brygge videre på min glæde ved fortællende journalistik,” siger Asbjørn.

Dagene som praktikant er ikke ens, og inden der er gået for længe, stikker et nyt hoved ind i radiostudiet, nemlig Carsten Nymann. Han er redaktionschef for radio og lyd og har på grund af sin stilling løbende samtaler med Asbjørn.

Dybt vand og redningsveste
Samtalerne handler om at finde ud af, hvordan Asbjørns tid som praktikant skal fungere. Selvom der både er retningslinjer fra praktikstederne og en uddannelsesplan fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole om forløbet, fokuserer Carsten Nymann meget på, at der skal være plads til den enkelte praktikant. Netop derfor har Asbjørn også fået meget ansvar, fordi han er i slutningen af sit praktikforløb og derfor kan løfte lidt større opgaver.

Graden af ansvar afhænger af, hvor meget praktikanten har mod på, selvom det ifølge Carsten Nymann ikke kun handler om praktikantens lyst, men selvfølgelig også læringsplanen.

“Selvfølgelig tilpasser vi efter lyst såvel som evne, “ siger Carsten Nymann.

Han understreger vigtigheden i, at praktikanterne har ansvar, men samtidig må mediehuset ikke være afhængige af dem:

“Vi må aldrig være afhængige af praktikanterne, når det handler om at udkomme. Det er den store forskel på de faste journalister og en praktikant. Praktikanten skal være ekstra og altid kun ekstra,” siger Carsten Nymann.

Han reflekterer over vigtigheden i at blive udfordret, og at man netop som Asbjørn har fået meget ansvar. Det, mener han, skal til, for at praktikanterne kan udvikle sig og blive gode journalister, der griber knoglen.

“Min helt grundlæggende tanke er, at det er virkelig afgørende, at praktikanterne kommer ud af huset. De skal kastes ud på dybt vand, så længe de har fået redningsvesten med fra praktikstedet,” siger Carsten Nymann.

28,3 graders ansvar
Sammen med Asbjørns ansvar har temperaturen aldrig været så høj. Med hjælp fra skolepraktikanterne er den nået op på 28,3 grader. Studiet er fyldt med kaffekopper og efter fire timers sendetid, står én ting klart efter i dag: Det handler i høj grad om at omfavne ansvaret.

“Når man kommer ud som praktikant, får man typisk nogle forløb, som praktikstedet har planlagt. Det handler om at få det bedste ud af det og virkelig tage imod den læring, man får. Du skal selv tage ansvar for at komme ud og få prøvet nogle grænser af. Det er der nogen, som slår sig på, men det er også det, man lærer mest af,” siger Carsten Nymann.

Asbjørn er også enig i, at det handler om selv at tage ansvar, og at man som praktikant skal sørge for at være idérig.

“Det bedste råd, som jeg kan give, er uden tvivl, at vi som praktikanter skal være idérige. Man skal hurtigst muligt komme op i gear med idéudviklingen. På den måde viser du engagement, og at du brænder for noget. Derefter skal dørene nok åbne sig. Desuden skal man huske, at man godt må stille krav til sit praktiksted for at få en god sparring,“ siger Asbjørn.

FORSIDEN

Da et missil ramte et hospital i Gaza, blev de danske udlandsredaktioner sat på prøve

af Webredaktøren | dec 7, 2023 | TEMA

TEMA

Da et missil ramte et hospital i Gaza, blev de danske udlandsredaktioner sat på prøve

De første to måneder af krigen mellem Israel og Hamas har budt på forkerte overskrifter, falske billeder og voldsomme beskyldninger. Hvordan navigerer medierne i krig, når sandheden står på spil?

TEKST: EVA BEYER PAULSEN

Udgivet den 07. december 2023

Man siger, at det første offer i krig er sandheden.

De to gange, jeg selv har rejst i Israel og Palæstina, er det samme realitet, der har ramt mig; hvad, der er forkert på den ene side, er rigtigt på den anden. Kvinden, jeg arbejdede for i en palæstinensisk flygtningelejr i Betlehem, kunne fortælle om de rædsler, hende og hendes familiemedlemmer blev udsat for, når de israelske soldater brød ind i lejren.

Imens kunne mine nye israelske venner i Tel Aviv fortælle om en anden virkelighed. Her omtales værnepligten som unges formative år; som et slags højskoleophold med fordybelse, læring og nye venner.

”Vi havde ikke mødt hinanden, hvis det ikke var for militæret,” kunne de fortælle mig, mens de omfavnede hinanden en sommeraften på en homobar.

De høje mure, der deler landene og omkranser de nærliggende bosættelser, bliver et symbol på den historie, som israelerne og palæstinenserne i området skaber sammen, men oplever hver for sig. Når historierne lander hos os i Danmark, har mange journalister bearbejdet begivenhederne for at opløse muren til fordel for oplysning. Men hvordan dækker man noget, hvor misinformation let kan afspore ens journalistiske arbejde? Det har jeg spurgt udlandscheferne på henholdsvis DR og TV 2 om.

De første par timer
”Det hele begynder at bimle og bamle på alle verdens medier,” siger Niels Kvale fra DR Nyheder, da jeg spørger ham ind til hospitalsangrebet.

Da Al Ahli-hospitalet i Gaza den 17. oktober bliver ramt af missiler, står det klart, at krigens parter har forskellige opfattelser af hændelsen.

Niels Kvale mener, at DR Nyheders første artikler på nyheden om missilangrebet var solide:

”De er fyldt med forbehold,” siger han.

Og forbeholdene viser sig at være centrale. For hurtigt bliver skyldsspørgsmålet også besvaret. Blandt andet meddelte den norske public-service-station NRK i overskrifter, at Israel havde ansvaret for angrebet. Senere måtte de trække overskrifterne tilbage, da blandt andre USA, Canada, Frankrig, Storbritannien og Israel alle vurderede missilen til at være et vildfarent missil fra den palæstinensiske organisation Islamisk Jihad – som ligger i Gaza.

Dette mener Niels Kvale, at de på DR håndterede fint. Deres første nyheder konkluderede nemlig ikke, hvem der var afsender af missilet.

“Der er en god brug af verber i nyhedsdækningen, der understreger uvisheden i historien,” siger han.

På dette tidspunkt havde de vildfarne konklusioner allerede betydet, at et vigtigt topmøde om krigen mellem præsident Biden og den jordanske konge Abdullah den 2., den egyptiske præsident Abdel Fattah El-Sissi og det palæstinensiske selvstyres præsident Mahmoud Abbas blev aflyst i protest mod angrebet, de mente tilhørte Israel.

Det begynder også at gå galt på DR, fortæller Niels Kvale:

“Der sker det, der ofte sker i breaking-news-situationer; at nogle af de forbehold, vi havde indledningsvist, langsomt glider ud. De forbehold burde vi retrospektivt have været bedre til at fastholde,” siger han.

Også udlandschef på TV 2, Jakob Vissing, fortæller, at den store problematik i starten af dækningen af hospitalsangrebet var, at situationen udviklede sig så hurtigt:

“Men sådan er det med nyheder i realtid. De oplysninger, man får i første omgang, viser ofte ikke den fulde sandhed,” siger han.

Begge udlandschefer er enige om, at transparens er nøglen i dækning af krige, hvor intet er gennemskueligt. Det handler om at gøre det klart for læserne, hvad man som medie ved og ikke ved. Og hvilke kilder, man får informationerne fra.

Overskrifter med forbehold
Men når jeg tænker på transparens, kan jeg ikke lade være med at være i tvivl, om alt kan udgives, så længe kilderne angives. Jeg har nemlig gravet en DR-artikel frem fra aftenen den 17. oktober, hvor overskriften lyder: ”Palæstinensisk sundhedsministerium: Flere hundrede meldes dræbt efter israelsk angreb på hospital i Gaza.”

Hvis udsagnet fra det palæstinensiske sundhedsministerium om hospitalsangrebet ikke passer, hvorfor bliver det så alligevel bragt i en overskrift? Kan transparenskriteriet så ikke bare være en slags ansvarsfraskrivelse? De spørgsmål deler jeg med Niels Kvale.

”Det er klart, at med det vi ved nu, skulle der være flere forbehold i den overskrift. Men jeg synes ikke, at overskriften er en, der skal korrigeres, for den er jo faktuelt korrekt. Men jo, vi skulle have være mere forsigtige med at stille den så bombastisk op,” siger han.

Jeg spørger ham, hvad der gør, at DR alligevel bringer sådan en overskrift.

”Der er meget, der står uklart i krig. Men det er særligt svært, når vi ikke selv kan være til stede i krigens centrum. Det er derfor vigtigt, at vi er præcise i rubrikkerne om usikkerheden i de oplysninger, vi får. Vi havde en rubrik samme aften, hvor der stod, at det var et påstået angreb. Det var et smule bedre. Allerbedst var de rubrikker, hvor vi blot nævnte, at der havde været et angreb, men ikke konstaterede, hvem der stod bag. Vi ramte ikke 100 procent rent alle steder,” siger Niels Kvale.

Også TV 2’s udlandschef, Jakob Vissing, siger, at det ikke er altid, man rammer rigtigt, når man dækker krig. Men alligevel er det ifølge ham nødvendigt at være hurtigt ude, selv hvis meget er uklart.

”Problemet ville være, hvis man ikke dækkede krigen overhovedet. Det er en balancegang. Det skal være korrekt, men det skal også gå hurtigt,” siger Jakob Vissing.

Han mener også, at folk på sociale medier i forvejen reagerer så hurtigt, at man som medie er nødt til at konkurrere med hastigheden og sikre, at oplysningerne kommer fra nyhedsmedier i stedet for private profiler.

Lige præcis hurtigheden er noget, man som journalist kan slå sig på i krigsdækning. Så hvorfor kan man ikke bare vente med at skrive ud, før man er sikker på, at informationerne er korrekte? Ifølge Niels Kvale, udlandschef på DR, handler det om én ting.

”Når prominente aktører i den her konflikt reagerer øjeblikkeligt på de meldinger, der kommer, så må vi også gøre det. Hospitalsangrebet fik realpolitiske konsekvenser for hele verden. Det skal vi selvfølgelig dække. Vi skal bare huske at gøre det med forbehold, en udstrakt arm og være transparente om, hvad vi ved og ikke ved,” siger han.

Hvordan fastholder medierne interessen?
Angrebet på Al-Ahli-hospitalet er blot et af mange eksempler på de hændelser, som medier skal forsøge at dække, på trods af at området er ufremkommeligt for udenlandske journalister.

Det kan også virke ufremkommeligt for læserne. Allerede nu ser jeg mig selv have svært ved at finde hoved og hale i nyhederne fra Gaza. Jeg orker dem ikke – og jeg er ikke alene om den følelse. På samme måde undgik 51 procent af alle, der aktivt undgik nyheder i februar 2023, Ukraine-krigen som emne, ifølge Center for Nyhedsforskning. Det er derfor centralt at finde ud af, hvordan medierne kan fastholde interessen og undgå nyhedstræthed i krigsdækning.

Det mener Jakob Vissing, udlandschef på TV 2 også.

”Når en krig ruller, skal man passe på ikke at gentage sig selv for meget. Det er krigens natur, at folk slår hinanden ihjel. Det er vigtigt også at fokusere på andre vigtige historier i krig. Det prøver vi hele tiden at blive bedre til,” siger han.

Nogle af de måder TV 2 Nyhederne forsøger at fastholde mediebrugernes interesse på, er ved at arbejde med små håbefulde historier. Det har givet positive henvendelser fra læsere, der normalt vælger nyheder om krig fra, fortæller Jakob Vissing.

Niels Kvale siger, at de på DR arbejder med lange formater som for eksempel dokumentarer, når de skal formidle krigsstof til danskerne. Et eksempel på dette er TV-programmet om Ukraine-krigen, Krigens døgn, der kører på sin anden sæson og stadig har et højt seertal.

Begge nyhedschefer fortæller mig, at de ønsker at få journalister til Gaza, så snart det er muligt. De tvivler nemlig ikke på, at det betyder noget at kunne være til stede ved alle parter, hvis man ønsker troværdig journalistik.

Selv ønsker jeg, at skellet mellem fortællingerne bliver mindre. Og ikke mindst at krigen bliver ved med at få den store opmærksomhed, den har lige nu.

”Krig er vigtigt for alt, der foregår i vores samtid. Selvfølgelig skal vi blive ved med at dække det – også selvom nogen bliver trætte af dækningen i længden,” siger Niels Kvale.

FORSIDEN

Hvad nu hvis jeg ikke vil være journalist?

af Webredaktøren | dec 7, 2023 | INDE

INDE

Hvad nu hvis jeg ikke vil være journalist?

Der kan være mange grunde til at tage en bestemt uddannelse. Måske er den spændende, givende eller prestigefuld. Men en eller anden dag slutter den søde studietid, og så venter arbejdsmarkedet derude. Så må man bare håbe, at man har den rigtige uddannelse. Men hvad nu, hvis man er lidt i tvivl?

TEKST: marlene møller holm
FOTO: mirjam mwaka kapembwa roed

Udgivet den 07. december 2023

På journalistuddannelsen kan man fristes til at tro, at man selvfølgelig skal ud og arbejde som journalist efter uddannelsen – det ligger lidt i ordet. Men for nogen kan det være en foruroligende tanke. Journalistbranchen er berygtet for sine spidse albuer, og måske har man allerede fået nok af at jage den gode historie efter mange lange semesterprojekter. Eller måske er man ved at blive helt opgivende af at læse om alle branchens fyringsrunder i Fagbladet Journalisten. Så hvad gør man, hvis man står her med kildekontrakter til op over begge ører og er ved at indse, at man slet ikke vil arbejde som journalist? Det har vi spurgt tidligere DMJX’ere om for at høre, hvordan de greb det an.

Redaktionsgangen skiftes ud med fødegangen

Clara Søgaard Krohn tog konsekvensen af sin studietvivl og droppede ud af Journalistuddannelsen på 7. semester for at læse til jordemoder.

”For mig var det mere overskueligt at droppe ud og starte forfra på en ny uddannelse, end at komme ud på dagpenge, indtil jeg fik tilranet mig et eller andet rædderligt freelance-job,” siger Clara Søgaard Krohn.

Clara var ellers glad for at gå på journalisthøjskolen og kunne også godt lide det journalistiske arbejde. Men når hun forestillede sig et arbejdsliv som journalist, var det, som om noget af entusiasmen fordampede.

”Efter praktikken oplevede jeg den benhårde konkurrence i branchen. Jeg oplevede det som en branche, hvor man ikke belønnes for, hvad man kan, men for at være den, der råber højest og gør sig mest til. Jeg havde bare ikke rigtig engagementet til at kaste mig ind i den kamp,” siger Clara Søgaard Krohn.

Men i sidste ende var det ikke branchen eller de spidse albuer, der fik Clara til at begynde på en helt ny uddannelse. Det var derimod behovet for at få et arbejde, hvor hun kom tættere på de mennesker, hun gerne vil gøre en forskel for.

”Jeg har et meget stort behov for at føle, at jeg laver noget vigtigt og gør en forskel for mennesker. Selvfølgelig er journalistik også vigtigt, men der findes også rigtig meget ligegyldig journalistik derude. Som jordemoder kommer jeg til at gøre en forskel for mennesker på en meget håndgribelig måde, og når jeg er færdiguddannet, kan jeg komme direkte ud i mit drømmejob, som er at være jordemoder på en fødegang,” siger hun.

Man skal ikke gennemføre uddannelsen for enhver pris
Ifølge Hanne Bjerg Andersen, studie- og karrierevejleder på DMJX, er det i netop sådan en situation, man skal tage sin studietvivl alvorligt.

”Hvis man går med en eller anden helt konkret drøm, skal man selvfølgelig lytte til det. Der er ingen grund til at tvinge sig selv igennem uddannelsen, hvis man er kommet inden for det helt forkerte felt,” siger hun.

“Efter praktikken oplevede jeg den benhårde konkurrence i branchen. Jeg oplevede det som en branche, hvor man ikke belønnes for, hvad man kan, men for at være den der råber højest og gør sig mest til. Jeg havde bare ikke rigtig engagementet til at kaste mig ind i den kamp.”

– Clara Søgaard Krohn

Hvis det derimod er, fordi man ikke vil arbejde som journalist eller er bekymret for jobmulighederne bagefter, så skal man lige slå koldt vand i blodet, mener Hanne Bjerg Andersen. Hun peger på, at alle uddannelserne på DMJX åbner for mange forskellige karrieremuligheder. Man tilegner sig nogle kompetencer, som kan bruges i mange sammenhænge. Kompetencer som at kunne vinkle skarpt, kommunikere, stille de gode spørgsmål og være kritisk og analytisk.

”Jeg synes, at du skal give dig selv lov til at gå her på skolen, bare fordi du synes, at det er spændende. Du behøver ikke at vide, hvad det skal føre til. Du skal give dig selv lov til at sige, at det er okay, at du måske ikke bliver journalist, for så bruger du det bare til noget andet,” siger Hanne Bjerg Andersen.

Fra kultur til finans
Katrine Bjerre Toft er endnu et eksempel på en journaliststuderende, der indså, at hun ikke brændte for at arbejde som traditionel journalist. I dag er hun selvstændig, og det er kun lidt over en måned siden, at hun startede sin egen virksomhed, hvor hun rådgiver virksomheder om marketing og kommunikation.

Hun startede ellers på journalistuddannelsen med et håb om at blive den næste store kulturjournalist hos Politiken. Hun opdagede dog ret hurtigt på uddannelsen, at kulturjournalistik i højere grad var en hobby for hende, end noget hun gerne ville arbejde med. Hun fik en praktikplads hos Jyllands-Posten, hvor hun skrev finansnyheder. I det halve år indså hun, at hun var fascineret af de jobs, som nogle af hendes kilder havde. Hun snakkede med mange pressefolk og kommunikationsfolk ude i virksomhederne og begyndte at overveje, hvordan hun kunne få lov til at lave, hvad de lavede.

”Jeg opdagede, at jeg var mere optaget af, om de historier, vi skrev, skabte værdi for virksomheden, end jeg var optaget af selve journalistikken. Jeg synes, det var helt vildt interessant at arbejde strategisk fremfor objektivt med historierne. I en virksomhed kan jeg bruge mine kompetencer fra journalistikken og kombinere dem med en mere strategisk tankegang til gavn for virksomheden,” siger Katrine Bjerre Toft.

Katrine handlede på denne fascination. Da hun kom tilbage fra praktik, vinklede hun uddannelsen mod kommunikation og fandt et studiejob, hvor hun skulle arbejde med marketing. Siden har Katrine arbejdet i forskellige virksomheder og startups, inden hun sprang ud som selvstændig. I processen har hun lært meget om ledelse, økonomi, rekruttering, og hvordan man driver en virksomhed. Det lyder umiddelbart ikke som noget, man bliver klædt på til på journalistuddannelsen, men det er Katrine ikke helt enig i.

”I de jobs jeg har haft, har jeg dagligt haft glæde af at være journalist. Det at kunne vinkle en historie og kunne kommunikere med kollegaer, medarbejdere, ledere, samarbejdspartnere og kunder. Man tror, det er en selvfølge, men det er der mange, der ikke kan. Man skal kunne ramme modtageren med sine budskaber, og så er det ret smart at have været journalist. De andre ting har jeg lært hen ad vejen,” siger hun.

Clara Søgaard Krohn, der snart bliver færdig som jordemoder, har heller ikke fortrudt den tid, hun brugte på journalistuddannelsen.

”Jeg bruger de ting, jeg lærte som journalist hver dag. Jeg står meget stærkere i jordemoderfaget, fordi jeg har lært at tale med alle mulige mennesker og være nysgerrige på dem. I begge jobs skal man tænke kreativt og logisk på samme tid, fordi man ikke altid ved, hvad man møder ind til. Man skal arbejde hurtigt, når det virkelig gælder,” siger hun.

Grib chancerne
Katrine har på sin karrierevej gjort meget ud af at gribe de chancer, hun har fået. Hun har på et tidspunkt fået tilbudt et job, hvor hun selv tvivlede på sine kvalifikationer undervejs, men som hun siger, ”det gik jo alligevel”.

”Man kan vinde meget på at gå med de muligheder, man tilfældigt bliver præsenteret for, også selvom det ikke lige var det, du troede, du skulle lave,” siger Katrine Bjerre Toft.

Hanne Bjerg Andersen kan kun tilslutte sig, at man skal være åben over for uventede muligheder og alternative karriereveje. Derfor opfordrer hun til, at man bruger sine journalistiske evner til at tage nogle chancer.

”I skal sætte jer selv i spil. Opsøg nogle mennesker, miljøer og virksomheder, og spørg, om de vil drikke en kop kaffe med dig, så du kan fortælle, hvad du kan, og du kan høre, hvad der foregår i andre universer end i dit eget. I er jo journalister. I er trænede i at kontakte helt fremmede mennesker. Det er sjovt for virksomhederne at få besøg af unge mennesker med ild i øjnene. Det er der kommet mange job- og netværksmuligheder ud af,” siger hun.

Katrine Bjerre Toft har også erfaret en anden ting, der kan være en stor styrke for journaliststuderende, når vi skal ud på arbejdsmarkedet. Nu har hun nemlig selv prøvet at være den, der skal vælge mellem mange forhåbningsfulde ansøgere.

”DMJX’ere skiller sig bare ud i ansøgningsbunken, fordi de er skidedygtige. Når jeg har ansat universitetsstuderende og beder dem om at løse en opgave, griber de ud efter metoderne og teorierne, de har lært, men det er der ikke altid tid til. DMJX’ere har allerede været ude i den virkelige verden og snakke med rigtige mennesker og lært at følge deres mavefornemmelse. Det er vigtigt, at I ved, at selvom I ikke vil være redaktionelle medarbejdere bagefter, så er der virkelig bud efter jer i andre brancher,” siger hun.

FORSIDEN

Knud Brix genstartede sin karriere og blev ansvarshavende chefredaktør: “Ansvaret opstår, når der er nogen, der viser dig tillid”

af Webredaktøren | dec 7, 2023 | TEMA

TEMA

Knud Brix genstartede sin karriere og blev ansvarshavende chefredaktør: “Ansvaret opstår, når der er nogen, der viser dig tillid”

Knud Brix er ansvarshavende chefredaktør på Ekstra Bladet. I løbet af sin karriere har han oplevet forskellige grader af ansvar. Han har altid været klar på nye udfordringer, og selvom der opstår fejl, skal man altid kunne komme videre.

TEKST: LUCIA ENOLA LOPEZ & ANDERS MØRCK
FOTO: SARAH ARGE

Udgivet den 07. december 2023

Knud Brix står i sin stue. Han holder sin seks måneder gamle datter i armene. Telefonen brummer. Ukendt nummer. Han tager telefonen op til øret, og blodet strømmer fra hele hans krop og op til hovedet. Han får opkaldet, alle chefredaktører frygter. På en forbindelse cirka 2000 kilometer væk fortæller en fremmed stemme, at to af Ekstra Bladets krigsrapportere er blevet skudt i Ukraine.

“Det er jo egentlig meningen, at man skal bevare roen, men lige der må jeg indrømme, at jeg gik i panik,” fortæller Knud Brix om opkaldet.

Senere får han en af de to journalister i røret, som fortæller, at han er okay, men at han ikke ved, om hans makker kommer til at klare den. Knud Brix ved, at deres evakuering fra Ukraine afhænger af, hvad han gør som chefredaktør. Han rydder kalenderen i fem dage – fem dage med forskellige telefonopkald med forsikringsselskaber og de to reportere for at arrangere deres evakuering. Ansvaret har lagt sig som en tung kappe over hans skuldre. Begge reportere kom hjem i live, men oplevelsen vækker stadig minder – her næsten to år efter.

“Det var helt afgjort det værste tidspunkt for mig. Jeg følte mig enormt magtesløs. Jeg følte, at det var mit ansvar,” siger han.

“Når det går skidt, er det helt sikkert dig, de tænker på”
Knud Brix beskriver sig selv som lidt af en søvngænger i livet. Han troede, at han skulle læse økonomi, men fandt ud af, at hans drivkraft var længslen mod eventyr og rejser – og ikke livet bag en skærm og bogføringer. Han ville ud at smage på verden.

“Jeg havde en atomdrevet raket i røven,” siger han.

Knud Brix tog på højskole og fandt ud af, at man som journalist kunne tage ud at rejse. Han startede på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og mødte andre, der delte nysgerrigheden på verden, mennesker og historiefortællingen. Han har aldrig set tilbage:

“Dér vidste jeg med det samme, med det miljø og de mennesker, jeg mødte, at jeg gerne ville fortælle historier,” siger han.

Hvis man tunede ind på det danske podcast-landskab i 2020, var det ikke til at undgå Knud Brix’ stemme i podcasten ‘Genstart’. Sammen med et hold kolleger var han med til at starte en podcast op, der skulle vise sig at blive en af de mest hørte i Danmark. Som frontstemme på podcasten følte Knud Brix et ansvar, som trækker tråde til det, han har som chefredaktør i dag.

“Det er værten, der er på, når det går godt – det er værten, der er på, når det går skidt. Sådan er det også at være chefredaktør. Når det går godt for mediet, så er det dig, de tænker på. Og når det går skidt, så er det helt sikkert dig, de tænker på,” siger han.

Nervøsiteten og angsten for ikke at præstere tilstrækkeligt har præget Knud Brix’ karriere. Hele vejen igennem har han ubevidst følt, at han skulle bevise, at han var god nok. Dog har frygten for at falde igennem, men også motivationen for at lykkes, været en drivkraft for ham.

Når ingen andre tør
Skiftet fra at være journalist til nu at være ansvarshavende chefredaktør var markant for Knud Brix. Han havde været vant til, at andre tog kuglerne for ham, når han trådte forkert eller begav sig ud på dybt vand – nu er det ham selv, der skal tage kuglerne for andre. For med ansvarets blåstempling på brystet står Knud Brix også med de juridiske forpligtelser. Som ansvarshavende chefredaktør har man ikke blot ansvaret over for sine medarbejdere, men man er også den, som pilen vil pege tilbage på, hvis mediet træder ved siden af.

“Alles blik er rettet mod dig. Det har jeg jo været vant til som vært, men det er noget andet, når du er den, der er ansigtet på butikken – og den, der ultimativt kan ryge i fængsel, hvis vi skriver noget ulovligt,” fortæller Knud Brix, imens han holder om sin kaffekop.

På koppens side kan man svagt ane teksten ‘når ingen andre tør’ – Ekstra Bladets motto.

Han arbejder ud fra en lommefilosofi om, at man er nødt til at prøve ting af og fejle. Jobbet som ansvarshavende chefredaktør var for spændende til, at han kunne sige nej:

“Det kræver også, at du er klar på, at folk hader en. Man skal ikke være født pleaser, hvis man har det her job. Det har jeg også skullet arbejde med,” siger han.

Han oplevede selv, at nogen kiggede anderledes på ham, da han blev chef. Knud Brix fortæller, at mange pludselig fik en holdning til ham, og det kræver, at man lader sig styre efter sit eget journalistiske kompas for at finde rundt.

Ikke for mors skyld
Knud Brix er en mand, som ikke har taget den gængse vej gennem sin karriere. For ham har der været mange forskellige steps på vejen, der alle har gjort ham til den, han er i dag – som journalist såvel som menneske.

Men selv om han er prøvet i mange forskellige miljøer, så gik der lang tid, før han blev den journalist, som ikke gør, hvad de andre sagde.

“Jeg tror først, at det var, da jeg kom på Radio24syv, at jeg begyndte at lave historier, som jeg syntes, var spændende, og som jeg lavede for min egen skyld, og ikke efter hvad min mor syntes, var rigtigt,” siger han.

Den frie ånd på Radio24syv, som Knud Brix tog med sig, lever videre i hans virke på Ekstra Bladet. Det er derfor også en stor del af hans arbejde som chefredaktør på mediet. Her er det vigtigt at værne om de valg, som tidligere chefredaktører har taget. Men samtidig ligger der en forpligtelse i at være anderledes og nytænkende – også selv om tankegangen ikke altid er den, som alle synes, er den rigtige.

Knud Brix har for nylig været i Ukraine for at følge krigen tæt på egen hånd. For ham er det en del af det ansvar, der indgår i jobbet. Man skal holde fingeren på pulsen og ikke læne sig for langt tilbage i sædet på chefkontoret – et kontor, som efter Knud Brix’ ansættelse blev flyttet tættere på den travle redaktion, så han kan være mere involveret i sine ansattes arbejde og historier.

“Jeg har trådt i stort set alle hundelorte, man kan”
Knud Brix er ikke for sart til at sige, at han har trådt forkert på mange tidspunkter. For det at lave fejl er ikke bare en del af det at være journalist – men også det at være menneske.

“Jeg har begået stort set alle fejl, man kan begå. Jeg har udtalt mig for skråsikkert, og jeg er blevet for hidsig. Jeg har sådan set trådt i stort set alle hundelorte, man kan – det skal man lære af,” siger han.

Virkeligheden er dog en anden i dag, end den tidligere har været for Knud Brix. Selv om fejlene stadig kan hænde, er fejlmarginen mindre, da ansvaret for redaktionen og læserne er stort og vigtigt. For uden en god relation kan man ikke være chefredaktør, mener han.

“Ansvaret opstår, når der er nogen, der viser dig tillid. Så skal du være ansvaret værdigt.”

Et filter i samfundets akvarium
Knud Brix afbryder interviewet for at vise noget ovre fra hjørnet af kontoret. En orange bog bliver taget op fra et lille bord. Bogen handler om dengang, chefredaktøren fulgte en afrikansk massemorder. Bogen er et af mange eksempler på, at han kaster sig ud i anderledes og spontane projekter. For det er vigtigt for Knud Brix at gøre det, der føles rigtigt i momentet – og ikke tænke for meget over det. Han har derudover lavet kritisk poesi om det politiske liv på Christiansborg og senest skrevet flere kontroversielle ledere på Ekstra Bladet, som har fået både ris og ros.

“Jeg har netop skrevet en leder om øgede rettigheder til livstidsfangen, Peter Madsen, der ikke må kommunikere med andre i de første 10 år af hans straf. Der er jeg sikker på, at jeg lægger mig ud med mange af vores læsere,” siger Knud Brix.

Men selv om meningerne kan være delte, når Knud Brix spidser blyanten og skriver, så er det vigtigt for ham at få spredt sine budskaber – det er en del af ansvaret, som følger med det job, han har som chefredaktør. Ellers ville visse historier aldrig se dagens lys – og det er et ansvar, som han mener, er vigtigt for demokratiet.

“Ekstra Bladet skal være et filter, som er med til at rense vandet, når politikere skider i samfundets akvarium,” siger han.

FORSIDEN

Bør DMJX gennemgå og kvalitetstjekke undervisningen på de universiteter, som de har udvekslingsaftaler med?

af Webredaktøren | dec 7, 2023 | Ikke kategoriseret

Debatindlæg bragt i Illustreret Bunker er alene et udtryk for skribentens eller skribenternes holdninger.

Ikke kategoriseret

Bør DMJX gennemgå og kvalitetstjekke undervisningen på de universiteter, som de har udvekslingsaftaler med?

Som journaliststuderende kan man være sikker på at få kompetencer inden for sit fag igennem alle semestre på uddannelsen. Hvorfor gør det sig ikke gældende, når man er på udveksling?

TEKST: IDA EDELMANN RASZTAR
ILLUSTRATION: LOTTE SKJØDT NIELSEN

Udgivet den 07. december 2023

Jeg sidder lige nu i Mexico City på det private universitet Tecnológico de Monterrey og tager mit 3. semester. Jeg læser journalistik og var fra studiestart klar over, at jeg gerne ville på udveksling. Det tiltalte mig så meget at lære og udvikle min journalistik i et internationalt miljø, så da jeg så den nærmest uendeligt lange liste med universiteter, som man kan ansøge om at tage 3. eller 4. semester på, var jeg positivt overrasket. Jeg valgte Mexico, da jeg gerne ville så langt væk fra den danske journalistiske tradition som muligt og forhåbentlig få et indblik i, hvordan journalistikken lever, læres og fungerer i et land, som ikke umiddelbart er bedst kendt for deres frie presse og sikkerhed for journalister.

DMJX sender studerende til Tecnológico de Monterrey, som har campusser flere forskellige steder i landet. Inden jeg tog afsted, var der på listen over udbudte fag et fotofag og flere kommunikations- og mediefag, som vakte min interesse. Jeg var også i kontakt med to studerende, som tidligere har været på udveksling her. De havde været glade for det, men forberedte mig også på, at skolestrukturen var meget anderledes og til dels meget nemmere. Og det skal jeg love for, at det er.

Ingen af de fag, som relaterer sig direkte til journalistik, kommunikation eller medier blev oprettet, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor meget jeg går glip af journalistisk øvelse, mens jeg er her. I stedet tager jeg fag som indirekte relaterer sig til faget, fordi de er samfundsfaglige. Blandt andet tager jeg fag, som beskæftiger sig med filosofi og teknologi, bæredygtighed og etik og social retfærdighed i Mexico. Men er det godt nok?

Jeg ved, at jeg lærer noget helt andet, et nyt sprog for eksempel, og opnår et andet perspektiv ved at være her i en kultur, økonomi og politisk styreform på den anden side af kloden, som jeg ikke ville kunne få hjemme i Aarhus, men jeg kan ærlig talt godt blive i tvivl, om jeg går glip af for meget, når det kommer til de journalistiske teknikker; interview, research, skarpvinkling og så videre.

Jeg laver og lærer absolut intet direkte journalistisk i øjeblikket, og det er rent ud sagt en smule demotiverende og skræmmende. Derfor mit indledende spørgsmål.

Bør DMJX gennemgå og kvalitetstjekke undervisningen på de universiteter, som de har udvekslingsaftaler med? Måske korte den uendelige liste ned? Jeg er utroligt glad for at være her i Mexico; menneskerne, maden, vejret, stemningen er helt fantastisk, men undervisningen føles som en sur, irrelevant pligt. Og det er så ærgerligt! Det kunne jeg måske have sagt mig selv. Måske er det mig, der har for høje forventninger, men noget i mig kan bare ikke lade være med at være frustreret og ærgerlig over, at undervisningen ikke har bare en lillebitte skygge af noget journalistisk eller kommunikationsagtigt over sig.

”

Hvad mener du? Illustreret Bunkers opinionssektion giver studerende og medarbejdere mulighed for at give deres mening til kende om studie, skole, journalistisk eller kommunikation.

Vi bringer debatindlæg i avisen ad to omgange per semester.

Har det interesse for dig? Så skrive til: debat@dmjx.dk

SDU står klar med klimafag – DMJX er stadig i tænkeboks

af Webredaktøren | okt 12, 2023 | TEMA

TEMA

SDU står klar med klimafag – DMJX er stadig i tænkeboks

I sommer mødte de danske medier hård kritik for deres mangelfulde dækning af klimakrisen. Nu melder SDU sig som de første ind i kampen om at klæde fremtidens journalister bedre på til at kunne håndtere klimastof. Men hvad med journalistuddannelsen på DMJX?

TEKST: HILDE AGERGAARD SVENDSEN & ANTON BROGAARD
ILLUSTRATION: LOTTE SKJØDT NIELSEN

Udgivet den 12. oktober 2023

Da de journaliststuderende på SDU kom tilbage fra sommerferien, havde en ny mulighed præsenteret sig i deres undervisningsforløb. Valgfaget klimajournalistik er et nyt tilbud til bachelorstuderende på 7. semester og kandidatstuderende. Fagets 50 pladser blev hurtigt udfyldt.

DMJX har endnu ikke fulgt i SDU’s fodspor og oprettet et klimajournalistisk fag. Institutchef for journalistik på DMJX, Henrik Berggren, fortæller, at det er noget, skolen har på tegnebrættet.

“Vi taler konkret om, at vi skal lave et fag om klimajournalistik, fordi vi netop arbejder på studieordningen, der skal træde i kraft fra efteråret 2024,” siger Henrik Berggren.

Faget skal være obligatorisk for alle journaliststuderende, og det skal i højere grad fokusere på faglig basisviden inden for klima frem for formidlingen af klimajournalistik.

“Jeg forestiller mig, at der skal undervises i naturvidenskab, økonomi og teknologi. Det skal ikke bare handle om, hvordan man laver journalistik om klimaet, men om at forstå det,” siger Henrik Berggren.

En kortsigtet løsning

Faget vil dog først træde i kraft i efteråret 2024, hvis det bliver godkendt af ledelsen. Det vil derfor ikke påvirke de nuværende studerende.

Lige nu er det kun muligt at inddrage klima som et emne på et allerede eksisterende forløb. Klima har længe været et emne, til udtræk, til 1. årsprøven, og det kan også vælges som emne i praksisfagene på 3. eller 4. semester. Det vil, ifølge Henrik Berggren, også være en mulighed at implementere klimajournalistik i et grundfag som Politik og medier.

“Det vil være relativt nemt at lægge en forelæsning eller to ind i det fag. Det kan godt være, at det bliver en løsning på kort sigt,” siger Henrik Berggren.

Klimaforelæsningen står klar

Roger Buch, som underviser i faget Politik og medier, er klar til at inddrage klimajournalistik i sin undervisning. Samtidigt er han også åben for idéen om, at klimajournalistik skal have et selvstændigt fag på uddannelsen. I en kommentar til Illustreret Bunker nævner han, at han er klar til at indføre en forelæsning allerede til næste semester, men i sidste ende er det ledelsens beslutning.

“Man kan roligt sige, at klimaudfordringerne er et voksende problem, og derfor synes jeg, at det er meget naturligt at overveje, om klima skal være et af de emner, der får dedikeret en forelæsning,” siger Roger Buch.

Den vigtigste dagsorden

Ralf Andersson, der er grundlægger af valgfaget klimajournalistik på SDU, fortæller om sin motivation for at sætte klimajournalistik på skemaet. Han er nemlig ikke i tvivl om, at det er relevant.

“Man kan jo bare se på den seneste sommer med skovbrande i Sydeuropa, kæmpehagl i Italien og temperaturrekorder på stribe. Klima er den vigtigste dagsorden globalt, nationalt og lokalt,” siger Ralf Andersson.

Ifølge ham vil klimaet være noget, enhver journalist skal forholde sig til i sit arbejde. Uanset hvilket område, der dækkes..

“Det er et gennemgående og grundlæggende tema, som man må forholde sig til,” siger Ralf Andersson.

En helt anden tilgang

På SDU er tilgangen til undervisningsindholdet en helt anden end den på DMJX. Hvor DMJX primært vil beskæftige sig med at give de studerende en faglig grundviden om klimaforandringerne, er SDU mere fokuseret på selve formidlingen af klimastoffet.

Ralf Andersson nævner blandt andet målgruppeanalyser, bæredygtighedspsykologi og konstruktiv journalistik som nogle af de emner, der vil blive berørt i undervisningen. Ud af de ni dedikerede moduler er blot et enkelt sat af til forståelsen af klimakrisen, og resten er således sat af til formidling.

“Det er vigtigt, at det ikke er et kursus om klimaproblemer. Det må findes et andet sted. Jeg synes, det er vigtigt at få indlært en form for grundforståelse, men resten handler om formidling. Det er helt klart vores hovedfokus,” siger Ralf Andersson.

Burde DMJX have handlet før?

Men hvorfor er det først nu, at DMJX tager det første spadestik mod mere klima på skemaet? Klimakrisen har stået på i flere år, og selvom kritikken mod mediernes dækning for alvor tog fart over sommeren, så er det ikke første gang, at der er blevet sået tvivl om journalisternes kompetencer i forbindelse med klimakrisen.

Henrik Berggren fortæller, at klimajournalistik har været en diskussion blandt medarbejderne de sidste par år. De er dog ofte kommet frem til den konklusion, at der er mange temaer, man på journalistuddannelsen kunne have et forløb om. Det kan derfor være svært at vurdere, hvad der skal prioriteres af faglig viden i så kort et uddannelsesforløb.

“Logikken har været, at vi giver nogle journalistfaglige kompetencer, der gør, at de studerende kan behandle alle fagområder,” siger Henrik Berggren.

Men når DMJX kræver, at man har et forløb om samfundsøkonomi, fordi der er økonomi i alting, kan Henrik Berggren også godt se, at samme argument kan bruges, når det omhandler klima.

Ville du ønske, at DMJX havde oprettet et klimafag tidligere?

“Ja, det ville jeg nok. Alene fordi det havde været rart at teste det for et par år siden, så vi kunne se, om det fungerer.”

FORSIDEN

Kom med ind i maskinrummet bag den lokale klimaredaktion på Fyens Stiftstidende

af Webredaktøren | okt 12, 2023 | TEMA

Kom med ind i maskinrummet bag den lokale klimaredaktion på Fyens Stiftstidende

På Fyn er en ny klimaredaktion kommet til. Her forvandles store klimaproblematikker til lokalhistorier. Redaktionen håber på at inspirere flere mediehuse til at gøre det samme.

TEKST: IBEN MEJLHEDE
FOTO: JANNI MOSHAGE MOLDT

Udgivet den 12. oktober 2023

Døren til Fyens Stiftstidende åbner op. Efter en tur op ad trappen og et sving til venstre sidder klimaredaktionen. Klokken er ni, og redaktionsmødet er i gang.

Rundt om bordet sidder to journalister og en journalistpraktikant. En redaktion, der kun har eksisteret siden 1. juni i år, og som skal stå for at producere mindst fire artikler om ugen.

“Vi hopper let og elegant over de artikler, vi har lavet, og fokuserer på de mange gode vinkler, som vi har. Lige nu har vi vanvittigt mange gode historier i gang,” siger klimaredaktør, Jon Bøge Gehlert.

Hans udmelding bliver hurtigt bekræftet, da journalisterne skiftevis fortæller om udviklingen af deres nuværende klimahistorier til redaktionsmødet. Heriblandt er journalistpraktikanten Markus Valentin i gang med en historie om klimaskeptikere, der har fået talerøret. Han har, som en del af researchen bag historien, været til udflytning med hele klimaredaktionen, hvilket betyder, at klimajournalisterne har redaktion et andet sted. I dette tilfælde havde de fire journalister flyttet deres redaktion til Middelfart for at dække Klimafolkemødet. Det er med til at åbne døre til nye artikler, mener klimaredaktør Jon Bøge Gehlert.

Efter redaktionsmødet er afsluttet, vender journalisterne tilbage til deres computer. Her består en del af arbejdet også af at lave videoer, hvor redaktionen skal lave cirka en om ugen. Videoerne skal hjælpe med at skabe identifikation hos læserne og fange deres opmærksomhed. Sidste succesoplevelse med brug af video var en historie, hvor redaktionen havde fået fat i en dykker, der havde filmet fjordbunden ude ved Kerteminde Fjord. Her var det muligt for læserne at se fjorden fuldstændig død for liv.

Jagten på klimahistorier

Støtten til artiklerne kommer udefra, da klimaredaktionen er finansieret af Odense Klimapartnerskab, som består af Odense Kommune, Syddansk Universitet og en række store fynske virksomheder. Finansieringen gør, at alle artikler er frit tilgængelige for alle og ikke låst bag en betalingsmur. Derudover har redaktionen fire fokuspunkter, de prøver at efterleve.

“Historierne skal være kritiske, konstruktive, handlingsanvisende og inspirerende. Når vi har lavet to kritiske artikler, skal vi også gerne have lavet to af de andre,” siger Jon Bøge Gehlert.

Det ændrer ikke ved journalistikken ifølge Jon Bøge Gehlert, da redaktionen stadig er uafhængig. Det betyder, at de kan lave så kritiske artikler, som redaktionen vil.

Klimaredaktionen har en planlagt tilgang til at finde og dække klimahistorier. De følger tæt med i de politiske dagsordener i Odense.

“Vi følger trafikken tæt. ‘Hvordan bliver Odense mere klimaneutral?’ Det gør man blandt andet ved at ændre trafikken. Eller ved at finde ud af, hvad man gør på det store kraftvarmeværk i byen. Netop ved at stille sådan nogle spørgsmål ved vi også, hvad vi skal søge at besvare,” siger Jon Bøge Gehlert.

”

Klimaredaktør for Fyns Stiftstidende, Jon Bøge Gehlert

Betydningen af lokal klimajournalistik

Efter sommerens høje temperaturer er det tydeligt, at klimaet ændrer sig i hele verden, og dermed også på Fyn. Netop fordi der er så mange penge involveret i klimaindsatsen, er det afgørende at forstå hver eneste nuance af debatten. Derudover er det også et emne, der bliver diskuteret i offentligheden. Her kan lokal klimajournalistik være med til at øge fokusset hos befolkningen, fordi borgerne på Fyn kan se, hvordan klimaet vil og allerede nu påvirker deres hverdag.

“Det er enormt vigtigt at få alle nuancerne med i den her debat. ‘Hvad er det rent faktisk, klimasituationen handler om? Hvad er det, politikerne bruger pengene på? Hvilken fremtid er det, vi ser ind i?’ Både med klimaforandringerne, men også selve det system, vores samfund er bygget på,” siger journalistpraktikant Markus Valentin.

På redaktionen vælger de at tage fat på emner som sommerens ekstreme hede for at undersøge, hvordan det påvirker lokalsamfundet. Når vinteren kommer, forventer de, at nye udfordringer opstår. For eksempel kan det forestilles, at der vil opstå kraftigere vinterstorme. Her kan redaktionen i den forbindelse se på, hvordan de lokale huse er isoleret. På den måde vil der komme nye ting på dagsordenen, som redaktionen skal forholde sig til.

“Da vi gik i luften, sagde vores chefredaktør, at klimajournalistik er den vigtigste dagsorden overhovedet. Det er også sådan, jeg og redaktionen har det,“ siger Jon Bøge Gehlert.

For at kunne rykke ved klimadagsordenen er det afgørende at fange læseren. Derfor har redaktionen fokus på sproget og formidlingen.

“Noget af det, vi arbejder allermest med, er formidlingen og sproget i vores artikler. Klimastoffet er ofte et kompliceret emne, så at fortælle historierne kreativt og med et lækkert sprog kan trække nogle læsere ind i emnet,“ siger Jon Bøge Gehlert.

Håber at inspirere andre mediehuse

Journalisterne på klimaredaktionen har hver deres fokusområde, men i fremtiden skal journalisterne have et mere specifikt ekspertiseområde. Her skal journalisterne dække alt fra erhvervsspørgsmål, hvor der undersøges, hvilke erhvervssektorer der er involveret i klimaforandringer og bæredygtighed, til de fortællende formater inden for klimajournalistikken.

Derudover håber redaktionen også, at deres historier kan få flere lokale klimaredaktioner på danmarkskortet.

“Hvis andre redaktører kan se, at vores klimaredaktion lykkes med det, vi laver, og hvordan vi er tæt på læserne, så håber jeg, det kan inspirere mediehusene til at oprette deres egen klimaredaktion,” siger Jon Bøge Gehlert.

Med dagens historier på plads er de nye artikler på Fyens Stiftstidendes hjemmeside en påmindelse om, at klimaforandringer ikke kun er en global udfordring. Det er også en lokal virkelighed, der kræver opmærksomhed på alle niveauer af samfundet.

FORSIDEN

Vi skal tale om elefanten i rummet

af Webredaktøren | okt 12, 2023 | Ikke kategoriseret

Debatindlæg bragt i Illustreret Bunker er alene et udtryk for skribentens eller skribenternes holdninger.

Ikke kategoriseret

Vi skal tale om elefanten i rummet

Når der mangler praktikpladser, og branchen ikke ligefrem skriger på færdiguddannede journalister, bør vi gøre det eneste rigtige: Optage færre journaliststuderende. Samtidig kunne vi øge optaget på kommunikationsuddannelsen.

TEKST: MATHIAS OLEANDER
ILLUSTRATION: LOTTE SKJØDT NIELSEN

Udgivet den 12. oktober 2023

Til efterårets praktiksøgning kommer der til at mangle omkring 45 pladser. Det er et faktum, der står klart nu. Derfor skal vi, selvom det er en trist situation, kigge fremad mod løsningerne – og her er der særligt én oplagt mulighed:

Dimensionering af uddannelserne, eller sagt mere direkte: Færre journaliststuderende og flere kommunikatører.

Vi optager alt for mange journaliststuderende. Alene i år blev der optaget 224 på professionsbacheloren i journalistik på DMJX. Dertil kommer tallene fra journalistuddannelserne på SDU og RUC samt dem, der læser en cand.public på enten AU eller SDU.

Og tager vi en tur ud i mediebranchens virkelighed, har den i den seneste tid været domineret af utallige fyringsrunder – hele vejen rundt. Jeg ved det, fordi jeg allerede selv har været en del af to fyringsrunder i min praktiktid på Jyllands-Posten. Og den slags er ikke en fornøjelse at være en del af, skal jeg hilse og sige.

Derfor er det i mine øjne faktisk på grænsen til at være uansvarligt, at der fortsat optages så mange journaliststuderende hvert år. Det er, som min kollega udtrykte det, “at stikke blår i øjnene på unge mennesker”. Jeg er helt enig.

Men hvad så med at forkorte uddannelsen? Hvis vi nu går fra 18 til 12 måneders praktik? Det var i hvert fald derfor, at lederne fra RUC og SDU for nylig i en artikel i Journalisten langede ud efter DMJX. De mente, at 18 måneders praktik var hovedårsagen til manglen på pladser.

Jeg skal ikke kunne afvise, at det også er en del af problemet. Men at gå fra 18 til 12 måneder, er i så fald en meget kortsigtet strategi. Branchen skriger jo ikke ligefrem på arbejdskraft, så hvad ville det overhovedet hjælpe at uddanne os hurtigere?

Man kunne med fordel skele imod kommunikationsuddannelsen og øge optaget dér i stedet. I dag bliver mange journalister ansat som kommunikatører. Hvorfor så ikke uddanne flere til kommunikation frem for journalistik?

Tilbage til elefanten i rummet. Vi er nødt til at tale om dimensionering, selvom ordet er et “fy-ord” blandt uddannelseschefer. Det betyder “færre penge” i deres ører. Men hvad er prisen, hvis vi ikke lytter til branchen og ser virkeligheden i øjnene? Tør vi at lade være? Jeg ser i hvert fald ingen anden vej end at tage diskussionen om, at vi skal være færre journaliststuderende i fremtiden.

FORSIDEN

Myter om praktikpanik: ”Lyt ikke til jungletrommerne”

af Webredaktøren | okt 12, 2023 | INDE

INDE

Myter om praktikpanik: ”Lyt ikke til jungletrommerne”

Praktikken på journalistuddannelsen fylder meget i de studerendes bevidsthed. En fjer kan hurtigt blive til fem høns, når der snakkes på gangene. Illustreret Bunker har samlet nogle af rygterne og undersøgt dem nærmere.

TEKST: Marlene møller holm
illustration: Lotte skjødt nielsen

Udgivet den 12. oktober 2023

Allerede fra den første dag på journalistuddannelsen spøger panikdag og helvedesugen i baghovedet for nogle studerende. Det kan være, at man søger ind i skolens foreningsliv, fordi man har hørt, at det giver bedre chancer til praktiksamtalerne. Måske sender man irriterede blikke til vedkommende, hvis tante er chefredaktør, fordi man har hørt, at fordelingen af praktikpladser er ren nepotisme. Men spørger man skolens praktikvejleder Røskva Regine Würtz, skal man ikke tro på alt, der bliver hvisket i krogene:

”I skal ikke lytte til jungletrommerne. Der kan hurtigt opstå et eller andet narrativ, når følelserne går højt. Det er bedre at komme og spørge mig end at opbygge en masse bekymringer, fordi man har hørt nogle rygter,” siger Røskva Regine Würtz.

Illustreret Bunker har fulgt lyden af jungletrommerne og opstøvet nogle af de myter, der florerer om praktikken. Derefter har vi tryktestet myterne hos Røskva Regine Würtz, Ulrich Panduro, som netop er kommet tilbage fra sin praktik på Ekstra Bladet og Carl Buhr, som lige nu er i praktik på JydskeVestkysten i Kolding.

Myte: Hvis jeg ikke kan fremvise nogle gode journalistiske produkter, har jeg ikke en chance for at få en fed praktikplads.

Ulrich Panduro:

”Jeg var helt sikker på, at det var mega vigtigt, hvad jeg havde lavet på forhånd. Jeg lå søvnløs inden den uge, vi skulle ud at søge praktik. Jeg tænkte, ’jeg har ikke noget godt, jeg kan vise. Jeg har kun nogle småtterihistorier, og alle andre har noget meget bedre end mig’. Men i virkeligheden var de rimelig ligeglade med, hvad jeg havde lavet tidligere. De ved godt, at hvis du ikke har været i praktik, så kan du ikke en skid. De ville meget hellere høre, om jeg havde haft et arbejde før, om jeg kommer til tiden, og om jeg er motiveret for at lave noget,” siger han.

Røskva Regine Würtz:

”Praktikstederne har ikke ret høje forventninger til, hvad I rent faktisk kan, når I starter i praktik. Det er først, når I er derude, I får røv i bukserne. De kigger efter, hvad jeres potentiale og interesser er, og om I passer ind på deres medie,” siger hun.

Myte: Der findes et hemmeligt hack til, hvordan du får din drømmepraktikplads.

Røskva Regine Würtz:

”Det er den absolut mest sejlivede myte om praktikken. Nemlig at der er en eller anden løsning på, hvordan man kan gøre det. At det handler om, at nu skal man overmande den her Goliat af et system, eller om man har de rigtige forbindelser. Men det er bare ikke sandheden. Det er så forfærdeligt enkelt; er der kemi med de steder, du er til samtale? Er det det rigtige match? Der er ikke et hack,” siger hun.

Er man så bare nødt til at læne sig ind i magtesløsheden?

”Det er vigtigt, at man fokuserer på det, man kan styre. Du skal ikke føle dig så magtesløs, at du giver op, men fokusér på at sætte dig rigtig godt ind i det medie, du gerne vil være på. Find ud af, hvad deres målgruppe og mission er. Hvis du ved det, er du bedre rustet til samtalen og til at overbevise dem om, at du passer ind. Derudover skal du bruge energi på at finde ud af, hvad du gerne vil lære i praktikken. Er det her praktiksted overhovedet det rigtige sted for dig med de ting, du gerne vil lære?” siger Røskva Regine Würtz.

Myte: Det er bedst at få en prestigefyldt praktikplads

Røskva Regine Würtz:

”Jeg var i praktik på Weekendavisen, og i min ansøgning kaldte jeg dem for ’det journalistfaglige Olympus’. Men det var i virkeligheden hårdt at skulle leve op til alt det, jeg forestillede mig, Weekendavisen var. Jeg var så ærbødig og starstruck, og det, tror jeg ikke, genererede de bedste vækstbetingelser for mig. Jeg ville ønske, jeg havde været lidt mere fandenivoldsk,” siger hun.

Ulrich Panduro:

”Det med prestige er kun sjovt i fem dage, derefter er det bare et arbejde. Jeg ville ønske, jeg havde kigget mere på hvert medie og tænkt, hvad jeg gerne selv ville skrive, i stedet for at tænke over, hvad der er prestige i. Vi fik hele tiden at vide, at vi ikke skulle ud og vælte en minister. Samtidig var tanken om at vælte en minister helt vildt spændende, så hvad nu hvis chancen var der? Men det er ikke dit job som praktikant. Du er der for at lære noget,” siger han.

Myte: Man lærer mindre på lokalmedier

Carl Buhr:

”Jeg har jo ’bare siddet på et lokalmedie’, men jeg kommer ud med en portefølje, hvor jeg både har skrevet de helt lokale historier, men jeg har også skrevet en historie, der er blevet behandlet i Folketingssalen. Jeg har været i praktik i et halvt år, men jeg har skrevet 40 forsideartikler. Det, tror jeg, ville være svært at få lov til på et stort medie,” siger han.

Ulrich Panduro:

”Jeg har tit tænkt over, hvorfor jeg ikke gik efter et mindre medie. Når du er en del af et større mediehus, bliver du ofte til et tandhjul — en lille del af en meget stor maskine. Du udfylder selvfølgelig en vigtig brik. Jeg kan bare se, at de, der var på lokalmedier, har lært at gå ud og opsøge en megalangsom historie og få den vakt til live. Der er nogen af dem, som er latterligt gode til at opstøve historier og tænke i skæve vinkler. På Ekstra Bladet kommer historien bare ind i indbakken. Der er så mange tips hver dag, at du bare kan vælge,” siger han.

Myte: Det er kedeligt at være i praktik på et lokalmedie

Carl Buhr:

”Vi har dage på redaktionen, hvor der er mere stille end andre, men i langt de fleste byer vil der altid være noget interessant at skrive om. Det er måske mere sexet at skrive om store landspolitiske beslutninger, end det er at skrive om budgetforlig og børnehaver, der lukker. Det sidste har bare sindssygt stor betydning for de mennesker, det berører. Derudover sidder man på en lille redaktion, hvor man ikke bliver væk i mængden. Der bliver regnet med dig, og du indgår som en vigtig del af redaktionen,” siger han.

Myte: Praktikken er det første step på karrierestigen

Røskva Regine Würtz:

”Det er en kæmpe myte, at praktikken er første skridt på en karrierevej — det er det ikke.

Det er en del af jeres uddannelse. Det er her, at I skal tilegne jer de kompetencer, I skal bruge i jeres fremtidige karrierer og prøve nogle ting af. Hvis man holder fokus på, hvad det er for nogle kompetencer, man gerne vil tilegne sig, så bliver det også nemmere at sidde til de her samtaler og have en autentisk samtale om, hvad det er, du gerne vil have ud af praktikpladsen,” siger hun.

Men er det ikke meget almindeligt at få sit første job igennem praktikpladsen?

”Det er rigtigt, at mange får deres første job på den måde, men hvis man tænker sådan, bliver mållinjen bare ved med at flytte sig. Først skal man ind på Journalisthøjskolen, så når man kommer ind, skal man rigtig shine, være superaktiv i alle foreningerne og have de højeste karakterer. Så er det nye mål at få den helt rigtige praktikplads. Når man får det, skal man skrive nogle forsidehistorier og gøre sig heldigt bemærket, så man bliver tilbudt et job bagefter. Hvornår stopper det så, hvis mållinjen hele tiden flytter sig? Hvis man ikke stopper op på et tidspunkt og spørger sig selv: Hvad er det, jeg gerne vil, og hvad er det, jeg får ud af at være her?” siger Røskva Regine Würtz.

Det var en lille håndfuld af de myter og rygter, vi fandt, da vi fulgte lyden af jungletrommerne, men det er kun toppen af isbjerget. Hvert eneste svar afføder adskillige nye spørgsmål, fordi praktikpanik er gaven, der bliver ved med at give. Hvis du går og bekymrer dig om nogle af de ting, du har hørt om praktikken, så prøv at følge lyden af jungetrommerne langt nok til at få undersøgt, om der er noget om snakken.

FORSIDEN

Bag rygternes facade – ansvar, udfordringer og etiske dilemmaer i transferjournalistikken

af Webredaktøren | okt 12, 2023 | UDE

UDE

Bag rygternes facade – ansvar, udfordringer og etiske dilemmaer i transferjournalistikken

Hvert år handler de danske klubber for millioner af kroner, og handlerne dækkes massivt i pressen, både før og efter de bliver bekræftet. Hvad skal sportsjournalisterne være opmærksomme på?

TEKST: JOHAN NØRGAARD & ANDERS VILLAUME
ILLUSTRATION: KATRINE ÅSLEFF EDVARDSEN

Udgivet den 12. oktober 2023

I fodboldens verden er transfervinduerne en tid med spænding, spekulation og svimlende pengebeløb. Ifølge Sky Sports blev der på verdensplan brugt mere end 21 milliarder kroner på transfers bare denne sommer. Også i Danmark holder fans af Superliga-klubberne vejret, mens deres yndlingsklubber arbejder på at hente nye stjernespillere til truppen eller lade deres talenter og profiler finde nye græsgange i udlandet.

Midt i kaosset af rygter og kontraktforhandlinger er sportsjournalister de populære brobyggere mellem klubber og fans.

Men hvordan kan vi være sikre på, at de oplysninger, vi får, er pålidelige, når vi læser om rygter angående spillerhandler med summer, der herhjemme har beløbet sig til mere end 100 millioner kroner, og som involverer både klubber, spillere og agenter?

Agenternes rolle

Transferjournalistikken har udviklet sig til sin helt egen genre inden for sportsjournalistikken, hvor rapportering om spillerhandler og klubskifter fylder overskrifterne i mange sportssektioner og på sociale medier. Mens transferjournalistikken uden tvivl er spændende for fans, er det også et område, der er fyldt med udfordringer og etiske dilemmaer for journalisterne.

Troels Henriksen, der er underviser i journalistik på RUC, mener, at en af de største udfordringer inden for transferjournalistikken er brugen af kilder. Her har spillernes agenter en særlig rolle.

“Agenter er nogle af de væsentligste kilder. I visse tilfælde er de også de eneste kilder. Du finder ikke en kilde med et mere klart motiv end en spilleragent, som med det korte eller lange sigte vil stille fodboldspillerne bedst muligt i forhold til at tjene penge,” siger Troels Henriksen.

Farzam Abolhosseini, der er journalist på B.T., og med sine 28.000 følgere på X er den mest fulgte transferjournalist i Danmark, siger, at det er vigtigt, at man altid får dobbeltbekræftet sine historier fra flere sider.

“Jeg taler med de kilder, der sidder med sagerne og får altid bekræftelse af minimum to uafhængige kilder, inden jeg skriver mine historier. Vi skriver ikke artikler, før vi er 100 procent sikre på, at det er sandheden,” siger han.

Indtager medierne en ubevidst partsrolle i transfersagerne?

Troels Henriksen har været sportsredaktør på Jyllands-Posten og superligaredaktør på Discovery. Han mener, at medier skal passe på med ikke ubevidst at blive part, når de skriver om potentielle transfers.

Han skrev i slutningen af det afsluttede sommertransfervindue et post på X, hvor han efterlyste mellemregninger i en transferhistorie. Det drejede sig om, at fodboldspiller Mads Bech Sørensen først var på vej til at skifte til AGF, men at han efter publiceringen af den nyhed endte hos FC Midtjylland. Troels Henriksen understreger, at han ikke ønsker at udtale sig om den specifikke historie fra B.T., men kun om transferjournalistik generelt.

“Det er ikke bevidst, men når man skriver en historie om, at nu er denne spiller på vej hertil som noget, der ganske sikkert kommer til at ske, kan der jo sidde nogle konkurrerende klubber og se det, hvorefter de kan gå ind og overbyde. Når det sker, så er man som medie implicit blevet part i en transfer. Jeg siger ikke, at den slags historier skal udryddes, men det er mellemregninger uden kildeangivelser, og der er en risiko som medie ved at lave den slags,” siger Troels Henriksen.

Farzam Abolhosseini understreger, at troværdighed er det vigtigste for ham.

“Troels Henriksen betvivlede offentligt den vigtigste valuta – vores troværdighed. Det var langt over stregen og har ingen hold i virkeligheden. Jeg noterer mig, at han slettede sit post kort efter – som han også har gjort tidligere,” siger Farzam Abolhosseini.

Troels Henriksen er ikke enig i, at han såede tvivl om B.T.s troværdighed og påpeger, at han slettede sit post på X, da han ikke mener, det er den rette arena for debatten.

“Jeg betvivlede ikke nogens troværdighed. En nuanceret debat kan være svær på X, og jeg har egentlig trukket mig fra det medie af samme årsag,” siger han.

Selvom det ikke er mediernes hensigt at agere part i en spillerhandel, kan det stadig være konsekvensen. I hvert fald hvis man spørger Troels Henriksen.

“Kilderne i branchen læser også historierne, og udefra set virker det til at være tilfældet her på grund af transferens dramatiske udvikling. Ikke mindst på grund af mediernes manglende deklaration over, hvor kilderne kom fra, som det så ofte er tilfældet,” siger han og forklarer:

“Formuleringen ‘ifølge mediets oplysninger’ er simpelthen for slap. Især når det ofte skrives i bunden af artiklerne, at agenten ikke har nogen kommentarer. Selvfølgelig har han ofte det – bare ikke til citat.’’

Den store transferhype er særligt koncentreret på den populære deadline day, som er den sidste dag, hvor transfervinduet har åbent. Det resulterer i en masse rygter om potentielle handler i både ind- og udland. Derfor er det ifølge Farzam Abolhosseini særligt vigtigt, at man dobbelttjekker historierne, inden man sender dem ud, og at man tænker på at bevare troværdigheden over for sine læsere og ikke kun tænker på at henvende sig til fodboldfans.

“Jeg gør intet uden at have dobbelttjekket mine informationer. Det vigtigste for mig er at give B.T.’s læsere troværdige historier. Jeg beretter om sandheden og spekulerer ikke over, om der er fans, der læser med eller ej,” siger han.

FORSIDEN

« Gamle poster

Næste poster »